Et Ægteskabs Historie: En Virkelighedsskildring - 04

hende. Han tog det altsammen for Barnagtighed og trøstede sig med, at
det sikkert vilde blive anderledes, naar de først blev gifte.
Denne Aften var hun imidlertid mere umedgjørlig, end hun hidtil
havde víst sig, og for første Gang var han nær ved at tabe
Taalmodigheden. Den sidste Del af Vejen tilbagelagde de i haardnakket
Tavshed paa begge Sider.
Da de kom til Minnas Hjem, fulgte han som sædvanlig op med hende.
Hun ringede paa, men da ingen lukkede op, aabnede hun Døren med sin
egen Nøgle og traadte ind i den mørke Lejlighed, ledsaget af Henning.
Hendes Forældre var ude, og Henning vilde derfor blive, til hun havde
tændt Lys.
Hun gik ud i Køkkenet efter Tændstikker og gav sig derpaa til at
søge efter Lampen, der sjælden stod paa det samme Sted, men da hun
ikke strax kunde finde den, satte hun sig med Overtøjet paa hen ved
Vinduet -- altsammen i dyb Tavshed.
Henning blev staaende midt paa Gulvet, ligesom noget betuttet over
dette mer end almindelig slette Lune.
Et Øjeblik tænkte han paa at gaa sin Vej uden noget nyt Forsøg paa
Tilnærmelse. Det gik dog ikke an, at han hver Gang gav efter. -- Men
hun saa' trods sin Uartighed -- Henning kunde i Øjeblikket ikke finde
nogen bedre Betegnelse -- saa fristende sød ud, som hun sad der ved
Vinduet, medens Skæret fra Gaslygten udenfor faldt lige paa hendes
lyse Haar og den let blussende Kind, der tegnede sig i Former saa
bløde og runde som et Barns.
Han gik hen til hende.
»Hvad er der i Vejen, Minna?«
Hun svarede ikke. Saa gjentog han Spørgsmaalet.
»Sig mig, lille Minna, hvad der er i Vejen?«
»Ingen Ting!«
»Nu er du jo igjen den lille uartige Pige!« sagde han i en Tone, som
naar man taler til et stridigt Barn. »Husk paa, Minna, du skal snart
være en værdig Husmoder, saa kan det da ikke gaa an, at du vedbliver
at være saa barnagtig.«
»Jeg er slet ikke barnagtig«, udbrød hun heftig; »det er bare dig,
der kalder mig saadan«.
»Hvad andet skal jeg da kalde din Opførsel, Minna?« vedblev han mere
alvorlig. »Uden nogen som helst Grund kommer du i ondt Lune og bryder
dig ikke den mindste Smule om at beherske det.«
»Nej, jeg vil heller ikke beherske mig; jeg er nu en Gang saadan ...«
»Hør, Minna, lad os tale fornuftig sammen; jeg ved, du er en god
Pige, naar man blot har lidt Taalmodighed med dig ...«
»Aa, jeg forlanger slet ikke, at du skal have saa megen Taalmodighed
med mig. Du er altfor god. Lad mig blot sidde -- saa gaar det nok
over«.
»Nej, Minna, jeg vil have, at du skal tale fornuftig med mig. Sig mig
ærlig, hvad der er Grunden til, at du paa én Gang kunde blive i saa
ondt Humør?«
»Aa, jeg ved det ikke -- lad mig blot sidde i Ro.«
»Minna!«
Han lagde sin Haand paa hendes Skulder og saa paa hende med et
alvorligere og mere bebrejdende Blik, end han havde gjort nogensinde
før, naar der havde været Uenighed mellem dem.
»Naa, vil du endelig vide det?« -- hun fór heftig op af Stolen og
stod lige overfor ham -- »saa vil jeg blot sige dig, Henning, én Gang
for alle, at du maa vælge mellem ham og mig. Jeg vil ikke -- jeg vil
ikke have din Fader i Huset, naar vi bliver gifte!«
Henning traadte et Skridt tilbage og saa forundret paa hende. Det
var ikke saa meget Ordene som den Tone, hvori hun udstødte dem, der
saarede ham.
»Har min Fader rettet en saadan Anmodning til dig?« spurgte han.
»Aa ja, saa omtrent -- men jeg vil ikke, hører du«.
»Det skal du heller ikke« -- Henning talte rolig, med synlig Umage
for at beherske sig -- »men du kunde nok have sagt det paa en lidt
hensynsfuldere Maade. Før troede jeg kun, at du var barnagtig og
lunefuld, men i Aften er jeg næsten bange for at have opdaget, at du
kan være ond. Du har bedrøvet mig mere, end du tror.«
Han gik hen for at tage sin Hat, som han havde lagt fra sig paa
Bordet. Hun gjorde ikke Mine til at holde ham tilbage, men kastede
sig ned paa Stolen og udbrød i en krampagtig Hulken.
»Ja, ja, sig det kun, at jeg er ond; jeg ved det godt. Men jeg sagde
dig det jo. Aa, hvorfor lod du mig dog ikke være i Fred!«
Hun blev ved at hulke, medens han nærmede sig Døren. Endnu da han var
kommen ud paa Gangen, kunde han høre hendes Graad. Han blev staaende
saa længe, til han blev blød om Hjærtet. Og hun blev ved at græde
derinde. Nu fortrød hun vist allerede, hvad hun havde sagt. Aa, --
naar alt kom til alt, var hun jo kun et stort Barn; det var vistnok
forkert at tage hende med Haardhed. Han tøvede et Øjeblik endnu, men
saa kunde han ikke staa imod længere. Han lagde atter Haanden paa
Laasen og traadte ind.
Minna sad i samme Stilling som før med Ansigtet badet i Graad.
Henning gik hen til hende og lagde kjærtegnende sin Haand paa hendes
Hoved.
»Minna«, sagde han alvorlig, »vær nu fornuftig. Du plager til ingen
Nytte baade dig selv og mig. Ikke sandt, jeg ved godt, at du ikke
mente noget ondt med de stygge Ord, du sagde før? Jeg kunde ikke
længere være vred paa dig«.
Men Minna vilde endnu ikke se op paa ham.
»Du fortryder det -- gjør du ikke, Minna? Jeg kan ikke tro andet, thi
jeg vil saa gjærne være rigtig glad og lykkelig ved dig«.
Denne Gang saa hun op og slog saa pludselig begge sine Arme om hans
Hals.
»Aa -- du er altfor god til mig, Henning«, mumlede hun mellem
Graaden. »Men jeg kan ikke gjøre for, at jeg bliver saa ond og
hidsig. Jeg vil blot have dig ganske for mig selv, hører du, slet
ingen maa have nogen Del i dig!«
Trods Situationens Alvor kunde Henning ikke lade være at smile over
denne pludselige Overgang. Hun havde desuden aldrig før hengivet
sig saa ømt til ham, og hendes Kjærtegn bortjog den sidste Rest af
Misstemning. Han satte sig ved Siden af hende, lagde sin Arm om
hendes Liv og kyssede Taarerne bort af hendes Kinder.
»Var det da virkelig Skinsyge, du lille Taabe?« hviskede han lige saa
glad, som han nylig havde været bekymret.
»Kald det, hvad du vil, Henning, men jeg kan ikke finde mig i, at du
holder af andre end mig.«
Paa hendes Ansigt vexlede et indtagende Minespil mellem Regnvejr og
Solskin. Henning drog hende pludselig heftig ind til sig og trykkede
hede Kys paa hendes Mund.
Hun gjorde ingen Modstand, men besvarede hans Kys -- for første
Gang i deres Forlovelsestid. Det var farlige Kys, paa én Gang saa
ængstelige og saa fulde af ubevidst Attraa. De gjorde ham svimmel,
fik ham næsten til at stønne af Angst.
Hun sad paa hans Skjød med Hovedet hvilende paa hans Skulder og saa'
paa ham med halvt lukkede Øjne, glad og tillidsfuldt som et Barn, der
ved, at man ikke længere er vred paa det.
»Jeg tror, jeg maa gaa, Minna«, sagde han.
»Aa nej, bliv lidt endnu, Henning«, svarede hun. »Bliv, til Mo'er
kommer hjem. Nu har vi det saa godt. Jeg synes, at jeg aldrig har
holdt saa meget af dig som i Aften, efter den stygge Scene, vi nylig
havde. Det er, ligesom jeg først nu var bleven rigtig forelsket i
dig. Jeg tror ikke, jeg mere kan nænne at være lunefuld mod dig. Og
du er heller ikke vred længere -- er du vel? Saa --« hun klyngede sig
tættere op til ham og hviskede de sidste Ord -- »saa maa du ogsaa
gjærne kysse mig, naar du vil være en god Dreng.«
Hans Sandser og Nerver, der var lige anspændte, kunde ikke holde
Stand længere. Naar alt kom til alt, var hun jo dog hans. En vild,
afsindig Lidenskab fik Magt over ham -- --
Men lige saa hurtig forandrede Udtrykket i Minnas Blik sig til Angst
og Vrede. Hun fór med et Spring op fra hans Skjød og stod oprejst
foran ham. --
»Gaa! Gaa!« -- Hun stødte Ordene kort og hæst frem.
Han var atter bleven ædru og krympede sig under det Blik, hvormed
hun saa paa ham. Men det varede kun nogle Sekunder; saa var det,
ligesom hun sank sammen, og hun udbrød i en hjærteskærende Hulken,
der smertede ham mere end hendes Vrede.
»Tilgiv mig -- tilgiv mig!« stammede han den ene Gang efter den anden.
Og da hun blev staaende ubevægelig paa det samme Sted, vilde han
nærme sig hende.
»Nej -- nej, rør mig ikke!« bad hun.
»Minna, sig blot et eneste tilgivende Ord. Jeg var afsindig; jeg
vidste ikke af mig selv; du maa ikke dømme mig saa strængt ...«
»Nej, jeg vil slet ikke dømme dig, men saa ond troede jeg ikke, du
kunde være ... Aa, det er saa grueligt at tænke ...«
»Minna, glem denne ulyksalige Aften. Jeg vil aldrig selv kunne
tilgive mig det, men du maa ikke berøve mig alt Haab om, at det igjen
kan blive godt mellem os.«
»Nej, nej -- men tal ikke mere til mig nu. Det gjør mig saa ondt, saa
ondt ...«
Han sendte hende et langt, bedrøvet Blik til Afsked -- skammede sig
som en Hund over sig selv. Ingensinde havde Minna staaet saa ren og
uskyldig for ham som nu. Hendes Lunefuldhed, hendes heftige Sind --
hvor let havde det ikke været at bære mod de Selvbebrejdelser, der nu
rev op i ham.
Og vilde dette ikke hævne sig en Gang, naar de blev Mand og Hustru?


VII.

»Det er Pokker, saa Henning er kommen til at se nervøs ud«, sagde
hans Kammerater.
»Hvi lider Daphnis og Chloë?« spurgte Hans Frederik, der endnu stadig
i sit stille Sind gik og rystede paa Hovedet over sin Vens hastige
Forlovelse.
»Jeg kan fortælle dig, at hun er meget for god til mig«, sagde
Henning, naar han endnu en sjælden Gang havde en fortrolig Samtale
med sin gamle Ven.
»Ja vist er hun en brav Pige«, erklærede Hans Frederik, der for en
Gangs Skyld glemte at citere sine gamle og ny Klassikere. »Ovre ved
Theatret kaldte de hende den hellige Diana, fordi hun havde en egen
selvbevidst Maade at være paa, der afværgede alle Forsøg paa at gjøre
sig behagelig for hende.« --
Efter den omtalte Aften, der havde indeholdt saa forskjelligartede
Sindsbevægelser for Minna og Henning, var der indtraadt et nyt
Stadium i deres Forlovelse. Minna var ikke saa lunefuld som før.
Gnisten, der hidtil havde manglet i hendes Følelser for Henning,
syntes paa én Gang at være bleven tændt.
Det pinlige Optrin, som havde fundet Sted mellem dem, lod hun til at
have glemt faa Dage efter. I alt Fald havde det den modsatte Virkning
af den, Henning havde ventet. I Stedet for at trække sig sky tilbage,
blev hun mere øm og kjærlig. Han fik en Anelse om, at han havde
vakt noget hos hende, som hidtil havde slumret paa Bunden af hendes
Gemyt. Tanken derom ængstede ham. Og paa den anden Side var han
selv for svag til at staa imod. Han indsaa, at det maatte ende i en
vild Sandserus. Og derpaa skulde de altsaa bygge deres forestaaende
Ægteskab.
Han begyndte at blive bange baade for sig selv og for hende. Men det
var allerede for sent. Støvet var blæst af Sommerfuglevingerne, og
han var Skyld deri.
Han blev nervøs og pirrelig. Han havde ingen Ro paa sig, naar han
ikke var sammen med Minna, og dog indeholdt mange af disse Timer
Kilden til heftige Selvbebrejdelser for ham. Forlovelsestiden -- hvor
kort den end var -- forekom ham at være en unaturlig Tilstand. Denne
halve Hengivelse og halve Tvang gjorde ham febersyg. --
Han malede for Tiden paa det Billede, til hvilket han havde gjort
Studier under sit Ophold paa Fanø. Det havde fundet en Kjøber, og
Henning skulde have 2000 Kr. for det. Maleriet forestillede en
Fanøskipper, der vender hjem efter Langvejsfart og modtages af sin
Kone og en lille Glut, der aabenbart er meget forbavset over, at hun
skal sige Fa'er til den fremmede Mand. Billedet røbede en frisk, kjøn
Stemning, en ægte kunstnerisk Opfattelse, og den tilkommende Kjøber
havde ved sit sidste Besøg i Hennings Atelier været meget glad over
det.
Han var saa vidt færdig, at naar han blot var tilstrækkelig oplagt
til at arbejde, kunde han aflevere Billedet om en Maaneds Tid. Saa
skulde han og Minna holde Bryllup. For de Penge, han fik, vilde han
betale sin Gjæld, og Resten skulde anvendes til at sætte Bo for. Slog
Pengene ikke til, maatte man kjøbe en Del af Bohavet paa Kredit; den
Ting klarede sig nok.
Da Bryllupsdagen først var bleven bestemt, kom der lidt mere Ro og
Tilfredshed over ham. Ogsaa Minnas Sind lod til at være kommet i mere
Ligevægt i den sidste Tid. --
De havde allerede begyndt at indrette deres fremtidige Hjem. Ude i
Rosenvænget havde de faaet et lille Hus til Leje. Her kunde de have
det ganske for dem selv, bo saa fredelig og idyllisk, som om de var
ude paa Landet, og dog nær nok ved Hovedstaden til at nyde dens
Adspredelser, saa vidt deres Finansvæsen tillod dem det.
Hvad gamle Bentsen angik, saa havde han selv foreslaaet, at han
foreløbig vilde blive boende i Hennings gamle Lejlighed. Da han
mærkede, at Minna ikke syntes om, at han tog i Huset hos dem, lod
han, som han selv ønskede at blive, hvor han var. Det var en tosset
Ide, han havde havt, sagde han til Henning. Gud ved, hvad de skulde
med saadan et gammelt Spektakel i deres ny, hyggelige Hjem. --
Minna var egentlig et stort Barn. Hun gik hver Dag ud til deres ny
Hjem for at se paa alle de Husholdningssager, som efterhaanden blev
sendte derud. Hun nærede en uhyre Angst for, at noget af det smukke,
ny Porcelæn skulde gaa i Stykker.
Henning begyndte saa smaat at glemme sin Uro og sine Selvbebrejdelser
fra Forlovelsestiden ved at se, hvor barnlig hun kunde være. Naar alt
kom til alt, varslede det dog bedre, end han en Tid lang havde turdet
tro. Det syntes ham, ligesom de begge to skulde til at begynde et
helt nyt Liv. Det kom kun an paa dem selv, hvad Indhold det skulde
faa.
* * * * *
Der skulde ikke være andre med til Brylluppet end Minnas Forældre,
Hennings Fader og Hans Frederik.
Brylluppet var bestilt i en Landsbykirke en Mils Vej fra Byen.
Det var tidlig paa Formiddagen, da man tog derud -- lige i
Begyndelsen af Sommeren. Et godt Stykke Vej kjørte de langs Sundet,
der laa friskt og smilende udbredt for dem. En Mængde Sejlere
og Dampere krydsede frem og tilbage derude, og Sollyset blinkede
saa lystig paa Søens fint krusede Overflade, at denne kom til at
ligne et bølgende, blaat Tæppe, oversaaet med Myriader af funklende
Guldpailletter. --
En halv Time før Tiden kjørte Hennings Vogn op for Kirkedøren.
Den lille, beskedne Landsbykirke saa' fredelig og indbydende ud.
Selv de nøgne, hvide Vægge gjorde et lyst og hyggeligt Indtryk. Til
Højre for Alteret stod Døbefonten, dækket af en vældig Tronhimmel.
Prædikestolen var prydet med broget malede Billeder af tre af
Apostlene. Oppe i Loftet hang fire fuldtriggede Skibsmodeller med en
uendelig Mængde smaa Danebrogsflag. Det nærliggende Fiskerleje hørte
med til Sognet.
Skolelæreren, der fungerede som Organist, sad allerede oppe i Koret
og fordrev Tiden med at slaa Tremulanter paa Orglet, indtil Bruden
kom. --
Hun saa' uimodstaaelig sød ud i den hvide Brudekjole. Hendes Ansigt
var saa ungt og friskt som et Barns; Kinderne blussede af undertrykt
Bevægelse. --
Saa begyndte Vielsesceremonien. Og Præsten talte varmt og
indtrængende til dem.
Det var let nok for de unge at elske hinanden -- sagde han -- men
Kjærligheden skulde ogsaa vare ved, naar Ungdom og Skjønhed var
falmet. Kun da var det den rette Kjærlighed, en Kjærlighed i Aand og
Sandhed, som kunde føre trygt gjennem alle Livets Skjær og gjøre selv
Modgangen let at bære. --
Minna holdt sig tappert, indtil hun og Henning havde givet hinanden
Haanden, og Vielsen var forbi. Men da Orglet atter begyndte at bruse
gjennem den lille fredelige Kirke, brast hun i heftig Graad. --
De traadte ud paa Pladsen foran Kirken, hvor Vognene ventede.
Rundt om dem laa det venlige, foraarsklædte Landskab. Landsbyhusenes
straatækte Tage kiggede frem mellem Træerne, hvor Vejen drejede om.
Bag ved laa de grønne Marker, og helt ude i Synskredsen Skovbrynet,
der tegnede sig som en mørk Stribe mod den sollyse Luft. Altsammen
saa vaarligt og smilende, som om det vilde forjætte dem en Fremtid
lige saa lys og klar som den friske Foraarsdag.


VIII.

»Tag mig det ikke ilde op, Svigersøn, at jeg kommer saa tidlig ud til
Dem, før alle de andre,« sagde gamle Thorsen, der havde indfundet sig
ude hos Henning tidlig paa Formiddagen, et Par Dage efter Brylluppet.
»-- Min Kone ved naturligvis ikke, at jeg er gaaet herud. Og jeg
vilde rigtignok heller ikke gjærne have, at Minna skulde vide det.«
Han saa sig om i Atelieret, hvor Henning havde taget imod ham, med et
forlegent, næsten ængsteligt Blik, som om han var bange for at blive
attraperet i en strafværdig Handling.
»Har De noget særligt paa Hjærte, kjære Svigerfader?« spurgte
Henning, idet han nødte den gamle Mand til at tage Plads.
»Aa ja -- aa ja; det vil vist forekomme Dem højst besynderlig ....«
Gamle Thorsen var meget nervøs og vidste aabenbart ikke, hvorledes
han skulde komme frem med, hvad han havde at sige. Henning var
temmelig fremmed for ham. Det var i hvert Fald første Gang, de var
inde paa noget, der lignede en fortrolig Samtale. Det kom sig dels
af, at hans Kone én Gang for alle havde forbudt ham at blande sig i,
»hvad der ikke vedkom ham«, og desuden havde han sjælden været hjemme
paa de Tider, da Henning besøgte dem. --
»Ja -- det vil sikkert forekomme Dem højst besynderlig,« gjentog han.
»Men, Herregud, til Dem kan jeg dog vist tale ganske ligefrem.«
Han trak Vejret dybt og tog derpaa fat igjen med lidt mere Sikkerhed.
»Ser De, kjære Svigersøn, De kan jo nok tænke, hvor glad jeg er over,
at Minna har faaet saadan en brav og dygtig Mand som Dem. Hun havde
saamænd godt af at komme hjemmefra, stakkels Tøs. Ja -- og nu vilde
jeg naturligvis gjærne have, at I skulde blive rigtig lykkelige med
hinanden ....«
Her gjorde gamle Thorsen igjen en forlegen Pavse.
»Jeg haaber ikke, De nærer nogen Bekymring i saa Henseende?« sagde
Henning, der ikke rigtig forstod, hvor hans Svigerfader vilde hen.
»Nej, nej, vist ikke -- ikke i mindste Maade, at Skylden skulde blive
Deres. Men det er det, jeg er kommen for at sige Dem, hvor underligt
det end maa synes Dem. -- Minna har sine Fejl, som det maaske kunde
falde Dem ind at være saadan .... saadan altfor overbærende med. Og
det duer ikke ....«
»Jeg forstaar Dem ikke« -- Henning begyndte at ærgre sig lidt
over denne Samtale, der forekom ham at passe meget daarlig til
Hvedebrødsdagenes uforstyrrede Harmoni. -- »Er det Deres Mening,
kjære Svigerfader, at De vil belære mig om, hvorledes jeg skal
forholde mig overfor min Kone?«
»Aa, bliv nu ikke vred -- bliv endelig ikke vred,« stammede gamle
Thorsen i en forknyt Tone. »Jeg sagde jo nok, at det vilde forekomme
Dem højst besynderlig. Men jeg forsikrer Dem, at jeg handler i den
bedste Mening.«
»Det tvivler jeg slet ikke om.« -- Henning fortrød allerede sin
Heftighed overfor den skikkelige Mand, der aldrig før var falden ham
til Besvær, end ikke et eneste Øjeblik. »Jeg miskjender ingenlunde
Deres gode Hensigt. De ved, at Minna undertiden kan være lidt
lunefuld og maaske lidt heftig, og De mener, at baade hun og jeg
staar os bedst ved, at jeg i saadanne Tilfælde ikke giver for meget
efter. Ikke sandt, det var det, De vilde sige mig?«
»Ja -- ja netop. Jeg har en lang ægteskabelig Erfaring« -- gamle
Thorsen drog et dybt Suk, der vidnede om, at den ikke var af
den glædeligste Art -- »og jeg kan forsikre Dem, at det er de
ulykkeligste Ægteskaber, hvor Konen regerer med uindskrænket
Myndighed. Enten bliver Manden en forkuet, sølle Stakkel eller en
Hykler. Aa ja -- man taler saa meget om Kvindens Undertrykkelse,
men De kan tro, kjære, unge Ven, at i den største Halvpart af
Ægteskaberne -- navnlig i den saakaldte bedre Klasse -- er det
Manden, der lader sig undertrykke for den kjære Husfreds Skyld, af
Hensyn til Børnene, for at undgaa Skandale, naar det kom til et
aabent Brud, og af mange andre Grunde. Og saa kan det tilmed være
dygtige og begavede Mænd, der ude i Verden forstaar at tiltvinge sig
Respekt og Hensynsfuldhed, men hjemme lader de sig kujonere lige saa
galt eller endnu værre end de Stakler, der ikke duer synderlig.«
Og gamle Thorsen lod Hovedet hænge med en Mine, der fristede stærkt
til at henføre ham til den sidstnævnte Kategori.
»Det er maaske _Deres_ Erfaringer,« svarede Henning. »Men jeg har
i min Barndom havt et helt andet Exempel for Øje. Min Moder var en
kjærlig, taalmodig Kvinde, der hele sit Liv led Mangel og Savn uden
at beklage sig. Fader er langtfra noget ondt Menneske, tværtimod;
han kunde give det sidste bort, han havde, for at hjælpe andre. Men
hans Livs Ulykke er, at han har levet paa en falsk Ide. Han opgav
en Virksomhed, som gav os et rigeligt Udkomme, og flyttede her til
Kjøbenhavn i den Tro, at han kunde blive Kunstner. Min Stakkels
Moder troede fuldt og fast paa ham lige til det sidste. Hun nægtede
sig selv de uundværligste Fornødenheder, for at han kunde rejse
ud og male Studier, men Studierne blev sjælden til Billeder, og
Billederne blev aldrig solgte -- undtagen til Marskandiseren eller
Pantelaaneren. Da det endelig gik op for min Fader, hvor haardt han
havde skuffet sig selv og sine nærmeste, var det for sent at begynde
forfra. Det gik mer og mer til Agters for ham; vi manglede mangen
Gang Brødet, men aldrig hørte han et bebrejdende eller utaalmodigt
Ord af min Moder. Og da Vorherre endelig løste op for hende, var
hendes sidste Ord, at Fader dog endelig ikke maatte opgive Haabet
om, at hans Talent endnu kunde blive anerkjendt og skaffe ham den
Lykke, som han saa længe havde ventet paa. -- Ser De, Svigerfader, en
saadan Hengivenhed, en saadan blind Tro paa den, man elsker, er kun
en Kvinde i Stand til at føle.«
Gamle Thorsen vidste ikke, hvad han skulde svare herpaa. Hans
Erfaringer om Kvinden var af en helt anden Beskaffenhed. Han havde
aldrig mærket noget til deres Offerberedvillighed og Hengivenhed.
»Jeg har ikke misforstaaet Deres Bevæggrund til at komme herud til
mig i Dag«, vedblev Henning lidt efter. »Jeg ved, at De mener baade
Minna og mig det godt, men jeg kunde dog have ønsket, at vi ikke var
komne ind paa dette Æmne. Minna har mange Betingelser for at blive en
god Hustru, og De kan være overbevist om, at jeg vil gjøre mit bedste
for at lede hende til det gode. Men saadan at begynde mit Ægteskab
med at være paa min Post overfor hende, at hun ikke skal faa en
Smule mer end den Myndighed, der tilkommer hende -- det kan jeg ikke.
Naar vi blot holder tilstrækkelig af hinanden, saa klarer alt det
andet sig nok.« --
Gamle Thorsen gav Henning et solidt Haandtryk til Afsked. Han var
selv helt forbavset over, at han saaledes havde blandet sig i
Børnenes Anliggender. Det var første Gang, han havde gjort det.
Da Svigerfaderen var gaaet, satte Henning sig ved sit Staffeli. Han
vidste, det var nødvendigt, at han tog alvorlig fat. Den Sum, han
havde faaet for »Hjemkomsten til Fanø«, var næsten helt og holdent
gaaet med, og der var ingen Penge til deres Husholdning, før han fik
et nyt Billede solgt. --
Lidt efter kom Minna ned.
»Du vil da ikke male i Dag, lige strax efter vort Bryllup,« sagde hun
lidt fortrædelig, da hun saa, at Henning allerede sad ved Staffeliet.
»Ja, men kjære Barn, hvor skal vi ellers faa Penge fra?«
»Aa -- det har ingen Nød, men i Hvedebrødsdagene troede jeg dog, jeg
skulde have dig for mig selv.« --
I den fixe, blaa Morgenkjole, med en hvid Pibestrimmel helt op i
Halsen, saa' hun saa sød ud, at selv hendes Surmuleri klædte hende,
og Henning kunde ikke modstaa Fristelsen til at give hende Ret, med
den Erklæring, at Hvedebrødsdagene burde unge Ægtefolk nyde uden en
eneste alvorlig eller fornuftig Tanke.
* * * * *
De skulde have et ganske lille Familieselskab i deres ny Hjem.
Der var ikke bedt andre end Minnas Forældre, Hennings Fader, Hans
Frederik og et Par andre af Hennings Venner. Henning havde spurgt,
om Minna ikke havde en Veninde, hun vilde indbyde, men Minna havde
aldrig brudt sig om Veninder; hun havde ingen.
Saa kom der altsaa ikke andre end de nævnte.
Ved Bordet vilde gamle Bentsen absolut drikke et Glas med dem
allesammen; selv havde han allerede drukket mere, end han ret vel
kunde taale. Han havde et af sine svage Øjeblikke.
Hans Ansigt blussede af Vinen; han blev mer og mer vrøvlevorn og
lagde ikke Mærke til de bebrejdende Blikke, Henning sendte ham.
Fru Thorsen løftede den ene Gang efter den anden sine Øjne op mod
Loftet med en Mine, der tydelig tilkjendegav, hvor dybt hun følte sig
krænket over en saadan Opførsel i hendes Nærværelse.
Hans Frederik, der vidste, hvorledes det hang sammen med Hennings
Fader, og som saa', hvor ilde til Mode hans Ven følte sig ved denne
Scene, erklærede tilsidst, at han var nødt til at bryde tidlig op;
saa kunde han og gamle Bentsen følges hjemad.
Men gamle Bentsen havde ikke Lyst til at gaa endnu. »Man troede vel
ikke om ham, at han var en Olding? Han var Kunstner, var han, og
i Kraft af sit guddommelige Kald var han evig ung. Han vilde bede
Selskabet tømme et Glas med ham paa, at de altid maatte leve for
Ideen og give Filistrene Døden og Djævlen. Han vilde endnu en Gang
erindre Selskabet om, at han var Kunstner, han -- -- en gammel Mand
rigtignok, et gammelt Spektakel oven i Kjøbet, der ikke længer duede
til noget, men det var Tidernes Ugunst ....«
Henning gik hen til sin Fader, lagde Haanden paa hans Skulder og
førte ham ind i det tilstødende Værelse. Han sagde ikke noget, men
den gamle blev helt ædru ved at se det bedrøvede Blik, som hans Søn
fæstede paa ham.
»Naa, er det dig, min Dreng. Hm, jeg var nok lidt vel lystig, var jeg
ikke? ... Du er vel ikke vred paa din gamle Fa'er?«
Han tog Hennings Haand mellem begge sine og saa' meget ulykkelig ud
ved at komme til Erkjendelse af, hvorledes han havde forløbet sig.
»Lad det være godt, Fa'er, men det maa ikke ske tiere. Det gjør mig
altfor ondt, at min Hustru og alle de andre skal se dig saaledes.«
»Men jeg forsikrer dig, Henning, det er ikke saa slemt. Jeg vrøvlede
bare lidt. Nu skal du se, jeg skal være saa fornuftig hele Resten af
Aftenen.«
Men Resten af Aftenen var spoleret. Gamle Bentsen blev siddende inde
i Atelieret. Fru Thorsen blev ved at lade, som om hun var bleven i
højeste Grad personlig fornærmet. Hendes Mand, der mærkede, at det
trak op til Uvejr, vidste ikke, om han turde tale eller tie. Ogsaa
Minna var kommen i ondt Lune og brød sig ikke om at skjule det for de
fremmede.
Henning, Ørbæk og Hans Frederik talte lidt om Kunst og Kunstnere, men
der var ingen Fart i Samtalen.
»Familievrøvl -- bryd dig bare ikke om det,« hviskede Hans Frederik
til Henning.
Saa blev det endelig nogenlunde passende Tid til at bryde op. Det var
ikke længere til at mærke paa gamle Bentsen, at han havde havt en
lille Gnist, undtagen for saa vidt man kunde se, at han skammede sig
over, hvad der var sket.
Han bød med megen Anstand Selskabet Godnat. Gamle Thorsen gav ham
godmodig Haanden, hvad der indbragte ham et skarpt Blik fra hans
blide Ægtehalvdel. Fruen indskrænkede sig til at besvare den gamles
Hilsen med en ceremoniel Hovedbøjning.
Derpaa gik han hen til Minna for at sige hende Godnat. Hun lod, som
hun ikke saa, at han rakte hende Haanden. Der kom pludselig et ondt,
trodsigt Glimt i hendes Øjne. Hun nikkede koldt og vendte ham Ryggen
uden at sige et Ord.
Henning stod ved Siden af dem, da dette foregik mellem hans Fader og
hende. Minnas Adfærd gjorde ham bitterlig ondt. Den gamle Mand kom
næsten til at ryste af Sorg og Skam over sig selv.
»Hils hende fra mig, Henning,« hviskede han til sin Søn, da denne
fulgte ham ud. »Jeg fortænker hende ikke i, at hun foragter saadan en
ussel gammel Karl som mig, men det gjør dog saa ondt at mærke det.«
»Aa, hun mener det ikke saa slemt. Men tag blot lidt Vare paa dig
selv en anden Gang, Fa'er.«
»Ja, det kan du stole paa, min Dreng. Jeg tilgiver aldrig mig selv,
at jeg saa skammelig har ødelagt denne Aften for dig. -- Glem nu ikke
at gjøre hende en Undskyldning, hører du?«
Henning fulgte sin Fader ud til Havelaagen og vendte derpaa tilbage
til Huset. Minna var allerede gaaet ovenpaa, og da Henning lidt efter
kom op i deres Sovekammer, var hun gaaet i Seng og laa med Tæppet