Et Ægteskabs Historie: En Virkelighedsskildring - 02

Oppe i Gavlen ligger nogle Smaakamre, der er stærkt efterspurgte af
Øens Gjæster, fordi man derfra har en vid Udsigt ud over Stedets
Omgivelser. Lige overfor har man Esbjerg Klint, der skraaner stejlt
ned mod Søen, hvor Maagerne og Fiskerbaadene tumle sig omkap med
hverandre. Et Stykke derfra ligger Havnen, og bag ved denne kigger
Byen frem med sine røde Tage. Til den modsatte Side ser man ud over
Fanøs hvide Klitter, og helt ude strækker sig Vesterhavets mægtige
Flade; dets dybe Dønninger høres tydelig, naar Vinden bærer ind over
Land.
Ad Byens brolagte Hovedgade, forbi Kirken og de underlige spraglede
Smaahuse, opførte af røde Mursten, med grønne Døre og Vinduesrammer
og ligesaa broget malede Gavle, kommer man til en sandet Vej, som
snart efter snor sig ind mellem Klitterne i lunefulde Bugtninger, der
atter og atter skjuler Vejens Fortsættelse.
Klitterne blive mere anseelige, jo nærmere man kommer Havet. Snart
træde de frem i bløde Bølgedannelser, snart med skarpt afskaarne
Toppe, dækkede af den stride Marehalm. Før man ret ved af det, har
man naaet de sidste Klithøje, der skjule Strandbredden, og paa én
Gang breder denne sig for Øjet i hele sin blændende Hvidhed.
Det er nær ved Solnedgang. Skyggerne tegne sig underligt skarpt paa
den hvide Strandbred. Vinden har leget med Sandet, saa at det danner
allehaande fantastiske Tegninger; paa lange Strækninger ser det
ud som den fineste Moiré; andre Steder taarner det sig op i smaa,
kunstig formede Forhøjninger eller lægger sig i bløde Folder, ordnede
Lag for Lag med en Sirlighed, som om ikke Vindens tilfældige Lune,
men en kunstnerisk Haand havde udført denne vidunderlige Mosaik.
Men naar Vinden blot løfter sig en Kjende, flyver Sandet som lette
Røgskyer henover Forstranden, og i et Nu har de fine Tegninger
antaget en ny Skikkelse.
Tusinder af spraglede Muslingeskaller, hvormed Stranden er oversaaet,
glimrer som Diamanter i det synkende Sollys. Men det vil ikke vare
længe, før Solen er helt forsvunden i Horisonten. Skyerne staa i et
forunderligt vexlende Farvespil: blaasorte, mørkeblaa, lyse og lilla
mellem hverandre, nogle ere ligesom kantede med en gylden Bræm, men
paa én Gang skifte de Farve, idet den sidste Rand af Solen dukker ned
i Søen. --
I Læ af Klitten kan man belure dette Stævnemøde mellem den heldende
Dag og den frembrydende Nat, iagttage alle de Fremtoninger paa
Stranden, i Luften og i Vandet, som røber Mødet. Og Havet besørger
Akkompagnementet dertil. Dæmpet og ensformig, men dog saa melodisk
lyder dets Brusen. For et modtageligt Øre lyder det som en Sang,
man ikke bliver træt af at høre. Det synger ikke blot om sig selv,
ikke blot om de Bredder, det beskyller, hvad enten de ere klædte med
ældgammel Skov, nøgen Strand eller skyhøje Fjelde, men det synger sig
ind i ens Tanker og Drømme; det opkaster de sælsomste Spørgsmaal og
giver Svar, som man ikke vilde undvære -- --
Saa lyder der pludselig højrøstede Stemmer nede fra Stranden, og med
det samme er Trylleriet brudt. Havet fortsætter vel endnu sin Brusen,
men dets egentlige Sang er forstummet, thi det synger helst for den
ensomme; det larmende og lystige Selskab har det ingen Hemmeligheder
at betro.
En Mand, som i den sidste halve Time har siddet ved Foden af Klitten
med Staffeli og Malerkasse foran sig, men uden at bestille noget,
vender ærgerlig Hovedet om. Han sad saa godt og skjøtter ikke om
at blive forstyrret. Da Stemmerne kommer nærmere, rejser han sig
fortrædelig op for at pakke sine Sager sammen, idet han mumler ved
sig selv:
»Flere Badegjæster!«
Det er det dog kun i en vis Forstand. Det er nemlig Hotelværten og
hans Kone, som har faaet Besøg fra Kjøbenhavn.
»Ja, vi forstyrrer da ikke, Hr. Bentsen?« siger den godlidende
Gjæstgiver.
Han er en baade honnet og velstaaende Mand og staar derfor paa en
halvvejs venskabelig Fod med de fleste af Badegjæsterne.
»Maaske jeg maa have den Ære at præsentere Dem min Svigerinde og
Niece fra Kjøbenhavn: Fru Thorsen og Frøken Minna -- Hr. Genremaler
Bentsen. Ja, den Herres Navn kjender I jo nok fra Udstillingen?«
»Ja, Gudbevares! Der forsømmer vi saamænd aldrig at komme«,
forsikrede den nylig præsenterede Fru Thorsen. »Vi interesserer os
saa uhyre for Kunsten, baade min Mand og Minna og jeg. Ja, min Herre,
jeg ved ikke, om De maaske kjender min Mand, Grosserer Thorsen?«
Henning maatte svare benægtende; han havde ikke den Fornøjelse at
kjende Fruens Mand.
»Ak nej«, vedblev Fruen; »nu lever vi jo ogsaa saa skrækkelig
indgetogne, og Thorsen er helt hørt op med Forretningerne paa Børsen.
Det er ikke som i vore Velmagtsdage; den Gang var Thorsen saamænd
kjendt i hele Byen, og han interesserede sig nu saa overordentlig for
de unge Kunstnere, skal jeg sige Dem. Havde vi bare truffet hinanden
den Gang, Hr. Bentsen, saa kunde vi da lige strax have kjøbt et
Maleri af Dem.«
Af Hensyn til sin skikkelige Vært vilde Henning nødig være uhøflig
-- hvad der iøvrigt aldeles ikke laa for ham -- men den gode Frue
begyndte unægtelig at kjede ham. For at give Samtalen en lidt
livligere Farve vendte han sig om mod den unge Pige, dog ikke uden en
vis Frygt for at finde et Sidestykke til hendes meget talende Mama.
»Holder De ogsaa af Malerier, Frøken?« spurgte han.
»Ja, meget.«
Svaret lød ligefremt, uden Affektation. Hun var aabenbart ikke et
Sidestykke til Moderen.
Man fulgtes ad paa Tilbagevejen gjennem Klitterne. Hotelværten,
hans Kone og især Fru Thorsen stredes om at bære den unge Malers
Rekvisiter. Minna tog ikke Del i denne ædle Tjenstfærdighed, hvorved
hun vandt ikke saa lidt i Hennings Øjne.
Han begyndte næsten at forsone sig med, at den brave Gjæstgiver
havde paanødet ham Bekjendtskabet med sine kjøbenhavnske Slægtninge.
Han gav sig til at se lidt nærmere paa denne Frøken Minna, som han
for et Øjeblik siden var bleven forestillet for.
Hun var høj og rank af Væxt, noget over Middelhøjde, en stærkt
bygget, lidt yppig Skikkelse, der syntes at svulme af Ungdom og
Sundhed. Trækkene var regelmæssige, maaske en lille Smule for store,
men med et mildnende Skjær af Friskhed og Umiddelbarhed. Hun kunde
højst være nitten Aar. Et ualmindelig fyldigt, let rødlig blond Haar,
som i en enkelt tyk Fletning faldt ned ad Ryggen, gav hende, trods
hendes stærkt udviklede Figur, et indtagende pigeagtigt Udseende.
De gik ved Siden af hinanden; de andre et lille Stykke i Forvejen.
Fru Thorsen var paa en Gang bleven meget beskeden og holdt sig i
Nærheden af sine Slægtninge, medens hun dog ikke kunde modstaa
Fristelsen til nu og da at vende sig om for at meddele Henning sine
Udbrud af Begejstring over den dejlige Aften.
»Er det for længere Tid, at Frøkenen gjør os den Fornøjelse at slaa
sig til Ro her?« spurgte Henning, da de en Stund havde talt om de
nærmest foreliggende Æmner, saasom Vejret, Øens Mærkværdigheder o. s.
v.
»Jeg tænker, vi bliver her en Maaneds Tid«, svarede Minna. »Onkel og
Tante har været saa venlige at invitere os over til sig, og de vil
gjærne beholde os, saa længe vi kan blive hjemmefra. Men jeg for mit
Vedkommende maa i alt Fald være hjemme, til Prøverne begynde.«
»Er Frøkenen ansat ved Theatret?«
»Ja -- det vil sige, jeg er ansat i det kgl. Theaters Kor. Videre har
jeg i alt Fald foreløbig ikke bragt det.«
Der gik en hastig Rødme over hendes Ansigt, som om hun undsaa sig ved
den underordnede Stilling, hun indtog i Kunstens Verden.
»Men De tænker dog vel paa at blive Skuespillerinde -- at komme til
at debutere i en større Rolle?« vedblev Henning.
»Aa ja -- hvis jeg blot havde tilstrækkeligt Talent, men det er jeg
begyndt at tvivle stærkt om.«
»Det er sjældent at høre en ung Pige kritisere sig selv saa strængt
-- især i Deres Fag«, bemærkede Henning, der følte en voxende
Nysgjerrighed overfor sin ny Bekjendt. »Men netop af Deres Udtalelser
slutter jeg, at De ganske sikkert undervurderer Deres Evner. Det er
meget ofte de ubetydeligste Mennesker, der har de største Tanker om
sig selv.«
»Blot De talte sandt«, svarede hun livlig; »jeg har saamænd den
største Lyst til at spille Komedie, naar det bare kunde lykkes mig at
faa en Rolle.«
Det kjække Udtryk, der kom i hendes Blik, gjorde hende smuk. I hendes
Væsen laa der en besynderlig Blanding af Barnlighed og kvindelig
Modenhed, som havde noget eget tiltrækkende ved sig.
»Men er der da ingen ved Theatret, som vil tage sig rigtig af Dem?«
spurgte Henning.
»Nej, jeg kjender i det mindste ingen. En af de ældre Skuespillere
begyndte en Gang at læse med mig, men han blev snart kjed af det, og
siden er der ingen, der har lagt Mærke til mig. Deraf slutter jeg
ogsaa, at jeg intet Talent har. Jeg vilde i Grunden helst ønske, jeg
kunde gaa fra det hele.«
Hendes Stemme dirrede lidt, og det frejdige Udtryk var veget bort fra
hendes Ansigt, ligesaa hurtigt som det var kommet.
Henning ansaa det for ubeskedent at gjøre flere Spørgsmaal, da
han mærkede, at han var kommen ind paa et Emne, der berørte hans
Ledsagerskes personlige Forhold, og han drejede derfor atter Samtalen
hen paa ligegyldige Ting. Men hans let bevægelige Sind var allerede
fuldt optaget af det Bekjendtskab, han havde gjort for næppe en halv
Time siden. Hun forekom ham at være en sjælden sanddru og aaben
Karakter, der paa én Gang vakte Interesse og Deltagelse. Og saa var
der desuden noget, som røbede, at hun ikke var saa lykkelig, som hun
vistnok fortjente at være.
De var imidlertid komne op til Gjæstgivergaarden, og Fru Thorsen
tog Afsked med en Mængde erkjendtlige Udbrud om det interessante
Bekjendtskab, hun og hendes Datter havde gjort.
Minna havde derimod været paafaldende tavs under den sidste Del
af Hjemvejen. Det var, ligesom hun fortrød, at hun overfor et
vildfremmed Menneske var fremkommen med en uforbeholden Ytring om
sine egne Forhold.
Henning rakte Haanden frem til Farvel og sagde »Paa Gjensyn«. Men
Minna indskrænkede sig til at besvare hans Hilsen uden at tilføje et
lignende Ønske. Det var Synd at beskylde hende for at være behagesyg.


IV.

I Løbet af de paafølgende Uger var Henning daglig sammen med Fru
Thorsen og hendes Datter. Man levede saa temmelig en famille i den
hyggelige Gjæstgivergaard. Paa Landet og ved Badesteder er man gjærne
tilbøjelig til at slutte Bekjendtskaber; de varer Badesæsonen ud,
sjælden længere. Man spiste sammen ved table d'hôte, spillede Croquet
paa Plænen oppe ved Pavillonen, arrangerede smaa Sejlture og samledes
om Aftenen i »Salonen«, hvor der blev musiceret af de musikdyrkende
Medlemmer blandt Badegjæsterne.
I de første fjorten Dage af sit Ophold paa Fanø havde Henning kun
taget sparsom Del i disse Glæder. Han var kommen derover for at
bestille noget, ikke for at more sig, og der var desuden ingen af
Selskabet, hverken det kvindelige eller mandlige, der i synderlig
Grad havde lagt Beslag paa hans Opmærksomhed.
Naar han var færdig med sit Arbejde for den Dag, foretrak han at
sidde alene ude mellem Klitterne og hengive sig til allehaande
behagelige Drømmerier ligesom den første Aften, da han gjorde Minnas
og hendes Moders Bekjendtskab.
Der var -- som han havde sagt til sin Ven, Hans Frederik, ved deres
sidste Samtale -- kommet en velgjørende Ro og Arbejdslyst over
ham. Han tænkte kun paa sine Studier og Billeder, og han havde en
Fornemmelse af, at dersom han nogensinde skulde udrette noget, saa
var netop nu det rette Øjeblik dertil kommet.
Noget anderledes var Forholdet blevet, efter at han havde gjort
Minnas Bekjendtskab. Han arbejdede vel næsten ligesaa flittigt som
før, og han følte den samme Trang dertil, men han opdagede dog -- i
Begyndelsen med en vis Forundring -- at det var blevet mere fristende
at være med til Badegjæsternes selskabelige Adspredelser nu, da Minna
tog Del i dem. Han var en altfor fornuftig ung Mand og kjendte sit
eget Naturel for godt til ikke at sige sig selv, at det følgelig
maatte være den unge Pige, der var det tiltrækkende Punkt. At han
derimod skulde være eller have nogen Udsigt til at blive alvorlig
forelsket i hende, faldt ham ikke et eneste Øjeblik ind.
Det var fra først af snarere en Slags broderlig Interesse, han følte
for hende. Han havde med behørig Diskretion spurgt sin Vært ud om
Minnas Forhold, og det viste sig af den Forklaring, han fik, at han
ikke havde taget fejl i sin Formodning om, at hun ikke levede under
de bedste Vilkaar. Minnas Fader havde i sin Tid havt en taalelig
solid Grossererforretning, men var gaaet fallit og levede nu som en
Slags Agent eller Kommissionær for sine tidligere Handelsvenner. Om
Fru Thorsen erklærede den ligefremme Gjæstgiver med al Respekt for
sin Svigerinde, at hun var en Skrue, der hverken havde forstaaet at
holde til Maade, da de sad nogenlunde trygt i det, eller at holde
sammen paa Hjemmet, nu, da det var gaaet til Agters for dem. For
Resten kjendte han kun meget lidt til disse, hans Kones Paarørende.
Hvad Minna angik, troede han nok, hun var en brav og retskaffen Pige,
saa vidt hun kunde være bleven det i saadant et forkvaklet Hjem.
Det var de Oplysninger, Henning fik, og han spurgte sig selv, hvad
de i Grunden kom ham ved. Men ikke des mindre bidrog de til, at hans
Interesse for hende voxede. Det forekom ham, at der var Stof i denne
Pige til at blive noget godt og helstøbt, og det gjorde ham ondt, at
hendes Fremtid aabenbart maatte ligge usikker og uklar for hende.
En Aften, da man var paa Hjemvejen fra en Tur nede paa Stranden, og
han og Minna var komne et Stykke Vej bag ved de andre, kom de uden
ret at vide af det til at optage Traaden fra deres første Samtale.
Der havde i den mellemliggende Tid udviklet sig et venskabeligt
Forhold mellem dem, som gjorde, at de allerede ofte havde passiaret
sammen som gamle, fortrolige Bekjendte.
»Naar jeg hører Dem tale om Theatret, Frøken Thorsen«, sagde
Henning, »kommer jeg altid til at tænke paa, om det var af
Tilbøjelighed, De valgte deres nuværende Stilling. De udtaler Dem saa
skeptisk derom.«
»Aa, det var i Grunden heller ikke af lutter Tilbøjelighed«, svarede
hun let henkastet. »Ja, havde jeg troet, at jeg kunde blive en stor
Skuespillerinde, saa havde det været en anden Sag«.
»Men hvorledes kunde det da falde Dem ind at blive Koristinde? Det
maa dog i mer end en Henseende være en mindre behagelig Stilling«.
Hun saa alvorlig paa ham og svarede saa efter en lille Pavse:
»Hvis De ikke havde fortalt mig, Hr. Bentsen, at De selv har maattet
kæmpe Dem frem, fra De var et ganske ungt Menneske, saa vilde jeg
tro, at De slet ikke kjendte til noget, der hedder Nødvendighed.
Ser De, da Fader var gaaet fallit, og jeg var bleven voxen, saa var
jeg nødt til at fortjene noget. Syning og den Slags Ting har jeg
aldrig holdt af, og jeg har ikke lært noget ordentligt, saa jeg kunde
paatage mig en Plads som Lærerinde eller lignende, og saa var der
tilmed Moder, som mente, at jeg havde et stort Talent, og en Tid
troede jeg det maaske selv. Ved Hjælp af den Smule Stemme, jeg har,
fik jeg Ansættelse i Koret. Men jeg har aldrig faaet nogen musikalsk
Uddannelse; jeg kan saamænd ikke en Gang spille en Smule Klaver, og
derfor er der vel endnu mindre Udsigt til, at min nuværende Stilling
kan føre til noget.«
»Det er Synd, Frøken Minna, at man ikke har taget sig bedre af Dem.
Men det er ikke for sent endnu. Og Herregud, selv om det ikke skulde
føre til noget ved Theatret, saa er jeg dog vis paa, at der er _én_
Stilling, som bliver tilovers for Dem, og som er mere værd end enhver
anden, naar den udfyldes paa rette Maade«.
»Og hvad er det?« spurgte hun med barnagtig Nysgjerrighed, uden at
forstaa, hvad han sigtede til.
»Det er som Hustru«, svarede han livlig.
Hun saa et Øjeblik næsten forskrækket paa ham og begyndte saa at le.
»Nej, Hr. Bentsen, sig dog endelig ikke det. Er der noget, jeg ikke
passer til, saa er det til at gifte mig. For det første tror jeg
slet ikke, jeg har den samme Evne som andre unge Piger til at blive
rigtig forelsket i en Mand, og giftede jeg mig endelig, saa tror jeg
hverken, at han eller jeg vilde være tjent med hinanden.«
»Nu er De barnagtig, Frøken Minna«, sagde Henning, der uvilkaarlig
ærgrede sig over, at hun saa bestemt erklærede, at hun aldrig kunde
blive alvorlig forelsket.
»Nej, jeg er slet ikke barnagtig«, svarede hun. »Jeg er bare vis
paa, at selv om jeg kunde føle noget, der lignede Kjærlighed, saa
vilde den gaa over, naar jeg havde været gift et Par Maaneder. Jeg
vilde blive kjed af min Mand, og han rimeligvis ogsaa af mig, og hvad
skulde det saa blive til?«
»Fy, De er jo en rigtig Sfinx!« -- Henning blev mer og mer ivrig. »De
undervurderer baade Kvindens Kald og Dem selv. Netop De, der er saa
sand og naturlig, maatte kunne blive en fortræffelig Hustru«.
»De har altfor gode Tanker om mig«, svarede Minna, denne Gang meget
alvorlig. »Men De ved ikke, at for at blive en god Kone -- det tror
jeg ganske sikkert -- maa en ung Pige først og fremmest have havt et
godt Exempel i sit Hjem, og dernæst maa hun af Naturen have faaet et
blidt og kjærligt Sind -- og jeg har ingen af Delene ...«
De sidste Ord kom usikkert og tøvende frem, og da Henning forundret
saa paa hende, havde hun Taarer i Øjnene. Han blev uvilkaarlig varm
om Hjærtet.
»Og det siger De i samme Øjeblik, som De græder over Deres forstilte
haarde Sind? Aa -- De gjør Dem selv Uret, Frøken Minna. -- Jeg
kjender Dem saa lidt, men jeg tror bedre om Dem end om de fleste unge
Piger, jeg har truffet paa.«
Han havde i den bevægede Stemning, han var kommen i, grebet hendes
Haand og vilde holde den fast. Men hun rev den fra ham og udbrød
heftig: Slip mig!
Der var paa én Gang Graad og Vrede i det Blik, hvormed hun saa paa
ham. Hendes Bryst arbejdede stærkt, som om hun undertrykte en
Hulken. Saa vendte hun sig pludselig bort fra ham og skyndte sig hen
til det øvrige Selskab, der imidlertid var kommet et langt Stykke i
Forvejen. Henning saa forvirret efter hende, uden at vide, hvorledes
han skulde opfatte dette heftige Udbrud. --
Da Henning om Aftenen kom op paa sit Værelse uden senere at have
talt med Minna, var han opfyldt af en Mængde forvirrede Tanker. Hvor
meget han end grundede over den lille Scene, der saa pludselig var
opstaaet mellem dem, kunde han ikke rigtig forklare sig, hvorledes
det var kommet dertil. De havde i al den Tid, de havde været sammen,
omgaaedes hinanden som gode Venner, hverken mer eller mindre. Og nu
denne pludselige, stærke Sindsbevægelse uden nogen egentlig Aarsag!
Men havde ikke ogsaa _han_ et Øjeblik ladet sig rive med af en
uforklarlig Følelse?
Han erindrede, at han havde følt sig pinlig berørt, da hun saa
kjækt erklærede, at hun aldrig kunde blive alvorlig forelsket. Men
hvis hun var ham ligegyldig, hvad behøvede han saa at bryde sig om
hendes Modtagelighed eller Ikke-Modtagelighed for Kjærlighedens
guddommelige Magt? Og denne pludselige Overgang, da han havde talt
mildt og venligt til hende, bebrejdet hende, at hun gjorde sig selv
Uret! Han kunde ikke nægte, at han i det Øjeblik selv havde været
under Indflydelse af en varm og bevæget Stemning. Var hun da virkelig
kommen til at holde af ham ud over det rolige og fornuftige Venskab,
der hidtil havde bestaaet mellem dem? Og besvarede han denne varmere
Følelse uden rigtig at vide af det?
Det var ham umuligt at komme til Klarhed derover. Det var kommet
altfor pludselig og uventet. Han gik frem og tilbage i Værelset,
medens han tilbagekaldte i sin Erindring hvert Ord, der var blevet
vexlet mellem dem i den Tid, de havde kjendt hinanden. Men det
var altsammen blevet saa taaget og ubestemt. Det eneste, der stod
fuldkomment tydeligt for ham, var deres sidste Samtale og det
sælsomme Blik, hun havde fæstet paa ham.
Og hver Gang han kom dertil, følte han den samme Bevægelse, der havde
tilskyndet ham til at gribe hendes Haand. Tilsidst sagde han ved sig
selv: Saa maa det dog være sandt, at vi holder af hinanden, uden at
nogen af os har vidst det før nu.
Men mærkeligt nok kunde han heller ikke føle sig glad og rolig til
Mode, da han var kommen til dette Resultat. Hans Pande brændte lige
feberhed, og han følte sig træt og anstrængt uden dog at have Trang
til Hvile. Tilsidst blev denne Tilstand ham helt utaalelig. For at
adsprede sine Tanker satte han sig ved Bordet og begyndte paa et
Brev til sin gamle Ven og fortrolige, Hans Frederik. Men da det var
halvvejs færdigt, rev han det itu.
Arbejdet havde imidlertid den gavnlige Virkning paa ham, at det
beroligede hans Nerver, og omsider kastede han sig paa Sengen, efter
at det for længe siden var blevet højlys Dag.
* * * * *
Han vaagnede med en trykkende Hovedpine, som om han havde været til
Sold den foregaaende Aften. Da han saa paa sit Ur, viste det fem.
Han havde altsaa kun sovet et Par Timer. Nede i Gaarden rumsterede
Karlen med Heste og Vogn. En og anden Fanøpige vandrede med sine
Fiskeredskaber paa Nakken hen ad Vejen, der førte til Stranden.
Ellers var alting stille. Badegjæsterne var endnu ikke komne paa
Benene.
Det var en prægtig Sommermorgen. Luften stod i en let, graalig Dis,
der spaaede varmt Vejr op ad Dagen. Mellem den jydske Kyst og Øen
laa Søen saa blank og stille, at Maagerne, der kredsede omkring over
Færgestedet, kunde spejle sig i Vandet. I det gamle Kastanietræ
udenfor Gjæstgivergaardens Port sad en Spurvefamilie og istemte sin
glade Morgenkoncert.
Henning mente, at en Tur langs Stranden vilde gjøre ham godt. Han
klædte sig paa og aabnede forsigtig Døren for at slippe ubemærket ud
af Huset. Han var ikke oplagt til at møde fremmede Ansigter.
Nede i Forstuen traf han Gaardens Faktotum, Lars Mortensen, i Færd
med at bære et Par smaa Kufferter ud til en Trillebør, der stod henne
i Porten.
»Ih, se Godmorgen, Hr. Bentsen; allerede saa tidlig paa Færde?«
bemærkede den altid velvillige Lars.
»Ja, i Dag èr jeg nok første Mand oppe.«
Henning vilde gaa forbi uden at indlade sig i nærmere Samtale, men
Lars, der sjælden lod nogen Lejlighed til at faa sig en Passiar
gaa ubenyttet hen, satte ganske ugenert Kufferterne fra sig midt i
Gangen, og idet han saa paa Henning med et polidsk Blink i sine smaa,
graa Øjne, svarede han igjen:
»Aa nej, deri skal jeg dog hilse og sige, at Hr. Bentsen ta'er fejl.
Husbonds fremmede har saamænd allerede været oppe en stiv Klokketime;
for de skal afsted med den første Baad, skal jeg sige os.«
»Din Husbonds fremmede?« spurgte Henning, uden strax at gjætte, hvem
Karlen mente. »Naa, der er altsaa nogle af Badegjæsterne, der rejser
i Dag?«
»Ja, det vil sige, det er Husbonds egne fremmede,« forklarede Lars.
»Hr. Bentsen forstaar nok, at jeg mener den lille Frøken og hendes
Mo'er, som er i Besøg hos vos.«
»Rejser de i Dag --?« spurgte Henning noget forvirret.
»Ja, mænd gjør de. De skulde allenfals ha'e væt afsted en af Dagene,
for Frøkenen skal jo møde paa Komedianthuset der inde i Kjøbenhavn.
Men saa blev det bestemt i Aftes, at de vilde ta'e afsted nu til
Morgen. Jeg troede endelig, at Hr. Bentsen var kommen her ner for at
byde Frøkenen Farvel.«
Og med disse Ord blinkede han til Henning med en hemmelighedsfuld
Mine, der gav hans store, brede Ansigt et uimodstaaelig komisk Udtryk.
»Jeg vidste ikke, at Frøken Thorsen vilde rejse i Dag«, svarede
Henning noget kort.
»Ja, ja, men hvis Herren gaar sig en Tur ved Stranden, saa træffer
han bestemt Frøkenen, for hun gik derned lige nyssens.«
Med denne Bemærkning tog Lars atter fat paa Kufferterne og bar dem ud
til Trillebøren.
Henning tøvede et Øjeblik, før han gik videre. Der paakom ham en
ubestemt Følelse af, at han stod overfor et afgjørende Enten--Eller.
Lod han Minna rejse uden at tale med hende forinden, kunde det vel
hænde, at de aldrig mødtes mere. Og maaske vilde da det, der var
foregaaet mellem dem Aftenen i Forvejen, om kortere eller længere
Tid staa for dem begge som et falmet Minde uden nogen Indflydelse
paa deres fremtidige Liv. Men kunde han beslutte sig til at lade
hende rejse uden et Ord til Afsked, uden at det var kommet til nogen
Forklaring mellem dem?
Endnu var han Herre over den Beslutning, der laa foran ham. Traf han
hende blot en eneste Gang endnu, vilde han maaske ikke længer være
det. Og dog maatte han se og tale med hende endnu en Gang. Idet han
forestillede sig, at det skulde være helt forbi mellem dem, var det,
som en Magt, der var stærkere end hans Vilje, drog ham til hende.
Det var ikke en alt betagende Kjærlighed, som ikke kjender til Tvivl
eller til smaalig Vragen og Vejen, der i dette Øjeblik havde grebet
ham -- i saa Fald kunde han ikke have betænkt sig et eneste Minut.
Men det var en besynderlig, uroblandet Længsel, som tilskyndede ham
til at opsøge hende og give sig sin Skæbne i Vold. Og saa maatte det
forestaaende Møde afgjøre den for ham.
Han lod sig lede af denne Tilskyndelse og fulgte Vejen, der førte
gjennem Klitterne ned til Stranden. Han var pludselig bleven angst
for ikke at træffe hende. Det var, som om al den Tvivl, der havde
pint ham den foregaaende Aften, paa én Gang bortvejredes. Den Tanke,
at han virkelig elskede hende, vandt mere og mere Magt over ham.
Han kom ned til Stranden. Solen var brudt frem gjennem den lette
Morgentaage, og Havet laa udbredt foran ham som en glitrende,
spejlklar Flade. Et Par Karle oppe fra Hotellet var i Færd med at
trække en Badevogn ud i Søen. Ellers var der intet Menneske at se.
Skulde hun være vendt tilbage ad en anden Vej? Vilde hun maaske
allerede være rejst, naar han kom tilbage til Gjæstgivergaarden?
Enhver Tvivl var vegen fra ham; han var sig kun en eneste Følelse
bevidst: en hed Attraa efter at træffe hende.
Men nede ved Stranden var hun ikke. Saa gik han atter tilbage til
Klitterne og klavrede op paa en af de højeste af dem for at se ud
over Omgivelserne. Men de eneste menneskelige Væsener, han kunde
faa Øje paa, var endnu bestandig de to Hotelkarle, der stod ude i
Havstokken og skruppede løs paa Badevognen.
Et halvthundrede Skridt fra ham, inde mellem Klitterne, laa
Badestedets Pavillon, fra hvis aabne Veranda der var en vid Udsigt ud
over Øen. Han og Minna havde i den sidste Tid ofte siddet deroppe og
passiaret.
Uden egentlig at have noget Haab om at finde hende der, gik Henning
hen til Pavillonen, men fandt Hoveddøren lukket. Manden, som drev et
lille Konditori paa Stedet, var endnu ikke kommen. Paa Bagsiden af
Huset var der imidlertid en Dør, der sjælden blev laaset af, og ad
denne Vej kom Henning ind.
I Restaurationsværelset heller ingen. Sandet, som fra Stranden blæste
ind ad Døre og Vinduer, laa tommetykt rundt omkring. I et Hjørne af
Værelset var der henslængt en halv Snes Croquetkugler og Stokke.
Skodderne sad endnu for nogle af Vinduerne. Det hele saa trist og
uryddeligt ud.
Henning gik fra Restaurationsværelset ud i Forstuen, hvorfra en
Vindeltrappe førte op til Verandaen. Denne løb rundt omkring Huset.
Han tøvede et Øjeblik, da han var kommen derop, for at se sig
omkring. Saa hørte han Lyden af Skridt paa den modsatte Side og blev
staaende.
Det var Minna. Hun fór let sammen, da hun saa ham, men ellers
røbede hun intet af den Forvirring, der havde overmandet hende den
foregaaende Aften. --
»Vilde De rejse bort, uden at der skulde vexles flere Ord mellem os?«
-- Henning mærkede, at hans Stemme ikke var saa rolig, som han gjærne
vilde gjøre den.
»Ja -- hvorfor skulde jeg ikke det?« Hun sagde det lidt sagte, men
uden kjendelig Bevægelse.
»Fordi det forekommer mig, at efter hvad der skete i Aftes, er De og
jeg komne til at staa paa en helt anden Fod med hinanden end før.«
»Det ved jeg ikke af ... Hvad skete der? Intet, slet intet.«
»Jo, Minna; De ved det ligesaa godt som jeg. Indtil i Gaar omgikkes
vi hinanden som et Par gode Venner, maaske uden at gjøre os nogen
Tanke om, at det nogensinde kunde blive anderledes. Og saa, ved et af
disse uforklarlige Tilfælde, som Skæbnen undertiden sender os, uden
at vi forstaar, hvorledes det kommer -- saa ... ja, nægt det ikke,