Et Ægteskabs Historie: En Virkelighedsskildring - 03

Minna -- saa gik det paa én Gang op for os, at vi holdt af hinanden
paa en helt anden Maade, end vi hidtil havde troet.«
»Nej, nej, De tager fejl. De kjender mig slet ikke ... Jeg er
lunefuld og undertiden saa let til at blive bevæget. Det er det
hele.«
Hun talte denne Gang hurtigt og afbrudt; det lød, som om hun kæmpede
med en hemmelig Uro.
»Tro mig«, sagde Henning alvorlig, »jeg taler ikke letsindig til Dem.
Siden i Gaar har jeg nøje prøvet mig selv. Der var Øjeblikke iblandt,
hvor jeg selv saa vort Forhold i et underlig uklart Lys, ja, hvor
jeg maaske endogsaa tvivlede baade om Deres og mine egne Følelser.
Men da jeg hørte, at De vilde rejse uden at sige mig Farvel, og jeg
kom til at tænke paa, at vi skulde skilles for maaske ikke at mødes
oftere, saa droges jeg saa uimodstaaelig til Dem, at jeg kun var mig
en eneste Tanke bevidst -- den at skynde mig til Dem.«
Minna havde sat sig paa en af de lave Bænke, der stod paa Verandaen.
Hun havde bøjet Hovedet halvt ned, hvad enten det var for at undgaa
hans Blik eller for at værge sig mod Solstraalerne, der faldt lige
paa hende og lagde en gylden Glans over hendes Haar. Barmen hævede og
sænkede sig heftigt under hendes mørke, tæt sluttende Kjole.
»De ved godt, Minna, at De kan stole paa mig«. -- Han talte sig mere
og mere varm, jo længere han betragtede hende. -- »Vi har rigtignok
kun i kort Tid kjendt hinanden, men synes De ikke selv, at det var,
som om vi lige strax blev gode Venner? Og hvor mange Gange i denne
Tid har vi ikke talt frit og aabenhjærtig sammen? -- Minna -- nu
begriber jeg ikke, at jeg ikke for længe siden har anet, hvad det
var, jeg følte for Dem -- at jeg elskede Dem; hører De, Minna,
elskede Dem af hele min Sjæl ...«
Han havde lagt sig paa Knæ foran hende og slynget sine Arme om hendes
Liv. Hun gjorde ingen Modstand, men blev siddende i samme Stilling
som før uden at svare ham.
»Minna -- svar mig -- vil du tilstaa, at du har mig kjær?«
»Jeg ved det ikke ...« Svaret kom langsomt og nølende, men med en
Betoning, der godt kunde betyde det modsatte af Ordene. Og med det
samme saa hun paa ham med en stærk Rødme paa de runde, friske Kinder.
»Jo, _nu_ ved du det, Minna. Du røbede dig i Aftes, men før den Tid
gik baade du og jeg i Blinde. Du vil gjøre mig saa lykkelig ved at
sige det!«
»Ja ... jeg tror, jeg holder af Dem ...«
Hun bøjede Hovedet endnu længere ned og sagde det ganske sagte --
med et Udtryk af Barnlighed, parret med kvindelig Undseelse, der
gav hende en bedaarende Ynde. Han drog hende heftig ind til sig
og trykkede sin Mund mod hendes fugtige, halvt aabne Læber. Men
pludselig rev hun sig løs og vendte Hovedet bort. -- »Saa, ikke
mere«, mumlede hun. --
Arm i Arm fulgtes de tilbage ad Vejen mellem Klitterne. Hans Ansigt
straalede lyksaligt, medens han udkastede sine Fremtidsplaner for
hende, og hun gik villig ind paa dem allesammen. I sin underordnede
Stilling ved Theatret skulde hun ikke blive. Han ønskede det ikke,
og selv brød hun sig heller ikke derom; hun havde dog ingen rigtig
Tro paa, at hun kunde blive Kunstnerinde. Naar han om nogle Dage kom
til Kjøbenhavn, skulde deres Forlovelse deklareres. Og de vilde holde
Bryllup saa snart som muligt.
Heller ikke mod det sidste Forslag gjorde Minna nogen Indvending. --
* * * * *
Dagen efter Hennings pludselige Forlovelse modtog hans gode Ven, Hans
Frederik, følgende Brev:
»Kjære, gamle Ven!
Før du begynder paa Læsningen af denne Epistel, vil jeg bede
dig om at være forberedt paa en stor Overraskelse. Gjør dig det
derfor endelig mageligt. Tag din Slobrok paa, sæt dig hen i
Lænestolen foran Skrivebordet, og har du Støvler paa, der trykker
dig, saa ifør dig for Guds Skyld dine Morgensko. Tænd saa din
Pibe og bevar fremfor alt din Sindsro!
Husk paa, at jeg vil ikke vide noget af din saakaldte stringente
Logik og endnu mindre dine Citater; og jeg bryder mig aldeles
ikke om din bekjendte Livsfilosofi, der gaar ud fra lutter tørre
Fornuftslutninger.
Saa! -- Er du nu parat; saa kan jeg begynde.
For fem Uger og fem Dage siden kom jeg, som du ved, herover til
den lille idylliske Ø i Vesterhavet. Du ved ogsaa, hvor fornuftig
jeg var bleven i den sidste Tid -- naa, det har jeg vistnok i
Grunden altid været, paa nogle faa letsindige Øjeblikke nær.
Jeg tog fat paa mit Arbejde med en Lyst og Glæde, der
tilfredsstillede mig selv i allerhøjeste Grad. Jeg var netop
saadant et Jærnmenneske af Flid og Alvor, som jeg havde lovet dig
at blive. Badegjæsternes Selskabelighed og Adspredelser fristede
mig ikke til at forlade mine Studier og Modeller. Selv ikke en
lille nydelig Franskmandindes Koketteri anfægtede mig i mindste
Maade, skjønt du altid har beskyldt mig for at være modtagelig i
en betænkelig Grad for sligt kvindeligt Trylleri. Kort sagt, jeg
havde kun Tanke for mine Billeder og befandt mig overmaade vel
derved.
Saa skete det. -- Jeg gjorde hendes Bekjendtskab for akkurat en
Maaned siden. Jeg fattede strax Sympathi for hende, og vi blev
saa gode Venner, som om vi havde kjendt hinanden i flere Aar. Men
først i Gaar opdagede vi, at den lille vingede Gud ikke ustraffet
havde ladet os gaa i den trygge Indbildning, at det kun var
Venskabets Baand, der havde knyttet os -- en nittenaarig Pige og
en fire og tyveaarig Mand -- saa hurtig til hinanden. I Gaar kom
det til en Forklaring mellem os; i Dag er jeg forlovet. Ja, det
skete som i en Rus -- Stop! Der brugte jeg et uheldigt Ord, som
vil give dig Vaaben i Hænde mod mig.
Du vil sige, at jeg har handlet i Blinde; at jeg har baaret mig
letsindig -- vanvittig ad: at forlove mig med en Pige, som jeg
kun har kjendt i 1, siger og skriver én Maaned, lig med fire
Uger, en og tredive Dage, syv hundrede og fireogfyrretyve Timer
eller fireogfyrretyve Tusinde, sex hundrede og fyrretyve Minutter!
Javist, det ved jeg altsammen paa Forhaand. Der var ogsaa en
alvorlig Stund, hvor jeg nøje overvejede det Skridt, jeg gjorde;
hvor jeg hengav mig til allehaande smaalige Betænkeligheder. Men
da jeg atter traf hende, før det var kommet til en Afgjørelse
mellem os, da fik jeg fuld Klarhed paa mig selv, og jeg tvivlede
ikke længer. Kom derfor ikke med dine irriterende Indvendinger,
med al din vindtørre Fornuft; jeg vil ikke høre derpaa. Jeg
har ladet Skæbnen raade for mig, og jeg giver mig trygt i dens
Vold. Tror du maaske, man opnaar en bedre Garanti for sin
Fremtidslykke, fordi man har kjendt en ung Pige i et, to eller,
om du vil, tre Aar, før man tager den store Beslutning og frier
til hende? Nej, i Forlovelsestiden, eller maaske egentlig først i
Ægteskabet, lærer man rigtig hinanden at kjende; og Guderne maa
da raade for, om ens Valg skal blive til Held eller til Ulykke
for hele ens Liv. --
Ja, som i en Rus har jeg handlet; det kan du maaske have Ret i.
Men nu, da Skridtet er gjort, føler jeg mig let og frejdig til
Mode. Hun er sand og ukunstlet i hele sit Væsen, og der er noget
uberørt over hende, som jeg ikke har truffet hos mange unge
Piger. Hun har hengivet sig saa tillidsfuldt til mig, at jeg
skulde ske en Skam, hvis jeg ikke blev hende en god Mand. Noget
er der maaske nok at rette i hendes Karakter; hun har, saa vidt
jeg kan skjønne, levet i et daarligt Hjem, men hun er saa ung
endnu, saa barnlig og saa let at paavirke, at det vel skal lykkes
mig at faa noget fuldkomment ud af hende. -- Jeg ved meget godt,
at du vil indvende, at ogsaa jeg er let at paavirke baade til det
gode og det slette, men dine skeptiske Betragtninger skræmmer mig
ikke. Glem ikke, at her bliver jeg den styrende og raadende, og
nægt ikke, at du maa erkjende, at trods mit »bløde Gemyt«, som
du tit nok har drillet mig med, har jeg dog víst, at jeg har en
Vilje, naar det gjælder et Maal, som fuldt ud kan optage mig. Og
det vil Minna gjøre -- Minna i Forening med min Kunst.
Men det er sandt. Du maa jo kjende hende. Hun har i et Aarstid
været ansat i Koret ovre hos eder. Og læg vel Mærke dertil:
hun opgiver uden Betænkning sin Stilling ved Theatret. Maa ikke
alene det overtyde dig om, at der er noget helstøbt i hendes
Karakter, noget, der tyder paa, at Guderne har styret mit Valg,
hvor overilet det end kan se ud i det første Øjeblik. Tænk dig
denne Forskjel mellem hende og andre unge Piger, som først en
Gang har faaet Theaternykker i Hovedet! Kun saare faa af dem
bliver Kunstnerinder eller blot brugelige Skuespillerinder; men
allesammen -- om det saa er den mest umulige Statist- eller
Figurantinde -- plejer de at anse sig selv for store Talenter
og opgav hellere alt andet, end de veg fra de kjære Brædder.
Men ser du, hun har Kritik nok til at tvivle om Muligheden af
at blive noget virkeligt; hun undser sig ved at være slet og
ret »Koristinde«, og derfor vil hun hellere end gjærne forlade
Theatret. Derom talte vi allerede længe før vor Forlovelse. Vil
du indrømme, at dette tyder paa Forstand og Selvfølelse?
Du mærker nok, at jeg nu taler alvorlig og fornuftig. Rusen er
ikke saa vild, som du maaske kunde være tilbøjelig til at antage.
Jeg tror paa hende, og jeg tror paa mig selv, og vil de brave,
gamle Guder gjøre Resten, saa synes der mig at ligge en lys og
smuk Fremtid for os.
Og nu nok for denne Gang. Jeg vilde meddele dig dette skriftlig,
før vi taltes ved i Kjøbenhavn. Jeg kjender din Skepticisme, din
ringe Tro paa ægteskabelig Lykke overhovedet. Og du forstaar,
gamle Ven, at en nyforlovet Mands Stemning ikke er modtagelig
blot for den svageste Antydning af slige Tvivl, der kun gror og
trives i en Pebersvends forstokkede Hjærne. -- Gid du, min brave
Hans Frederik, aldrig maa ende som saadan.
Vi ses om nogle Dage. Indtil da
Din hengivne
Henning Bentsen.«


V.

Forhenværende Grosserer, nuværende Kommissionær og Handelsagent Peter
Thorsen beboede med sin Kone og Datter en beskeden lille Lejlighed i
den gamle Del af Byen. Det var en skummel og snæver Gade, hvor der
ikke kom synderligt Lys og Luft til Husenes øverst liggende Etager,
langt mindre til Stuen og første Sal.
Fru Thorsen holdt imidlertid fast ved at bo i Stueetagen, dels fordi
hun efter eget Sigende ikke kunde taale de mange Trapper, dels fordi
hun her havde saadan en dejlig Udsigt til alle de forbigaaende,
der passerede lige under hendes Vinduer. En Gade med en hel Mængde
Godtkjøbsbutiker og stærk Færdsel, selv om denne fornemlig kun bestod
af Sælgekonerne med deres Fisk- og Frugtvogne, var i hendes Øjne
Idealet af tiltalende Omgivelser.
Det havde været en slem kjedsommelig Tid for den gode Kone at maatte
tilbringe en hel Maaned ovre hos sin Svoger, Gjæstgiveren paa Fanø,
men til Gjengjæld kunde hun rigtignok nu fortælle sine Bekjendte,
at hun og hendes Datter havde brugt Vesterhavsbadene den Sommer. Og
saa var der ogsaa den hemmelige Omstændighed at tage i Betragtning,
at det i Sommertiden plejede at være smaat med Thorsens Fortjeneste,
og det hjalp betydeligt paa Husholdningen, naar hun og Datteren var
borte. Hendes Mand fik klare sig, saa godt han kunde. Han havde
saamænd ikke været for godt vant de sidste Aar.
Peter Thorsen var en stræbsom og inderlig godmodig Mand, men han var
ikke noget stort Handelsgeni. Efter sin Fader havde han arvet en god
Forretning, men mislykkede Spekulationer i Forening med hans Kones
daarlige Husholdning havde Aar for Aar arbejdet ham hen imod den
Fallit, der tilsidst gjorde Ende paa, hvad Fru Thorsen kaldte deres
Velmagtsdage.
Disse Velmagtsdage laa forøvrigt allerede en halv Snes Aar tilbage.
Siden den Tid havde gamle Thorsen kummerlig nok ernæret sig og sin
Familie som en Slags Agent eller Kommissionær. Det vil sige, han
gik omkring med Vareprøver fra de store Grosserere til de smaa
Detailhandlere. Saa førte han ogsaa Bøger for en Fabrik, der laa en
halv Mils Vej ude ad Vesterkanten. Der gik han ud hver Aften, efter
at han hele Dagen havde travet omkring til Byens Handlende.
Naar han saa kom hjem, dødtræt og ofte -- i daarligt Vejr -- vaad
og forfrossen, fandt han gjærne sin Aftensmad ude paa Køkkenbordet,
Ilden i Kakkelovnen slukket, sin Datter optagen af hendes Pligter
ved Theatret og sin kjære Ægtehalvdel i Besøg hos en eller anden god
Veninde.
Men han var bleven vant dertil og knurrede aldrig. Han var i det hele
et grumme fredsommeligt Menneske. Naar Fru Thorsen var vred og talte
i høje Toner om al den Uret, hun mente, at Verden og især hendes Mand
havde begaaet mod hende, saa sagde han blot i sin blideste Tone --
hvis han overhovedet tillod sig at sige noget:
»Du skulde ikke forivre dig, lille Tine!«
Og til Gjengjæld fik han af sin kjære Kone et sønderknusende Blik og
hele Begrædelsens Bog repeteret om igjen. Men alt det var han saa
inderlig vant til.
Minna tog sjælden Parti hverken for Faderen eller Moderen. Dog holdt
hun sig mest til den sidste, skjønt det ingenlunde skortede paa smaa
Uoverensstemmelser, der undertiden gav Anledning til mindre kjærlige
Optrin mellem dem.
Fru Thorsen satte imidlertid paa sin Manér Pris paa sin Datter,
maaske ikke mindst fordi denne var en smuk og statelig Pige, der
repræsenterede hendes eneste Udsigt til igjen at komme paa den grønne
Gren. Hun havde en egen snu Maade at smigre Minnas Forfængelighed
paa, hvorved hun bevarede en vis Indflydelse over hende.
Minna var vel ikke helt blind for, at hendes Fader kun blev maadelig
behandlet, men saaledes havde det været al den Tid, hun kunde huske
tilbage, og det havde sløvet hendes Blik for, hvor hæsligt Forholdet
egentlig var. Faderen var kun til for at skaffe det fornødne til
Husholdningen. Det var hans ufravigelige Pligt; iøvrigt kunde man
godt lade, som om han slet ikke existerede, og behøvede i alt Fald
ikke at tage noget som helst Hensyn til ham.
Dette var en Theori, som Fru Thorsen havde slaaet urokkelig fast
i sit Ægteskabs Praxis, og i al Stilhed øvede den sin skadelige
Virkning ogsaa paa Minna. Det var halvt ubevidst og i Grunden uden at
tænke noget ondt derved, at hun med Moderens Exempel for Øje havde
tilegnet sig noget af den samme Hensynsløshed i sin Adfærd overfor
sin Fader.
Smaa Forhold og især den Art Fattigdom, der paa en opstyltet Maade
giver sig Mine af Velstand, kan desuden have en egen demoraliserende
Indflydelse paa et Hjem. Den avler Bitterhed i Sindet og udvikler paa
én Gang Egennytte og Mistillid, som der skal særlig gode Naturer til
at modstaa. Minna var oprindelig et sundt Gemyt med mange gode Anlæg,
men de Forhold, hvorunder hun var opvoxet, havde ligesom hæmmet
hendes aandelige og moralske Væxt. --
Hvis man nogle Dage efter den pludselige Forlovelse vilde have spurgt
hende, om hun var fuldkommen lykkelig over, hvad der var sket, vilde
hun maaske have havt vanskeligt ved at give et fuldt ud oprigtigt
Svar.
I ét Punkt var Minna en Modsætning til de fleste unge Piger i hendes
Alder og Stilling. Hun var mærkelig uberørt af alle Forestillinger om
Kjærlighed og Elskov. _Det_, at hun saa pludselig havde bundet sig
til en Mand, havde paa én Gang noget ubevidst tillokkende og noget
skræmmende for hende.
Den første Følelse, hun havde været sig bevidst at nære for Henning,
var en vis tillidsfuld Tryghed i hans Nærhed. Hans aabne, ærlige
Ligefremhed havde vakt hendes Fortrolighed. Han forekom hende
strax som en god gammel Bekjendt, der mente hende det vel, og hans
øjensynlige Deltagelse for hende vakte de blidere Følelser, der
ligger paa Bunden af ethvert Kvindehjærte.
Saa var det pludselig, at der havde gjort sig et erotisk Moment
gjældende i deres Forhold. Det kom saa uventet og fik en mærkelig,
betagende Magt over hende. Efter det første Kys, han havde trykket
paa hendes Mund, var det, som om hendes Sind paa én Gang blev helt
optaget af ham. Og dog var der en besynderlig Uro forbunden med denne
Følelse. Der var Øjeblikke, hvor hun ønskede, at det hele var en
Drøm, men strax efter kunde der saa paakomme hende en heftig Angst
for, at han ikke skulde have ment det alvorlig -- kun givet efter for
et Øjebliks Stemning, og at han maaske slet ikke vilde komme, som han
havde lovet.
Hun havde ikke kunnet modstaa Fristelsen til at fortælle sin Moder,
hvad der var sket. Fru Thorsen fik i den Anledning umaadelig travlt.
Gamle Thorsen blev sendt ud for at skaffe Penge. Der maatte pyntes
op i Huset. I alt Fald nogle ny Skilderier paa de snavsede Tapeter
og nyt Betræk paa Stole og Sofa. Fru Thorsen maatte ogsaa have sin
Silkekjole repareret, og man maatte sørge for at have Penge i Huset
til en fin Frokost, naar den ny Svigersøn kom. Han kunde komme, hvad
Øjeblik det skulde være.
Gamle Thorsen traskede omkring til sine Principaler og fik skrabet
sammen en lille Sum, som han afleverede til sin Ægtemage, og Fru
Thorsen fik nu nok at gjøre med at arrangere al Ting. Svigersønnen
skulde i det mindste kunne mærke, at han kom til Folk, der havde
bevaret en Afglands af svundne Dages Herlighed.
Minna tog med en vis Nervøsitet Del i disse Forberedelser. Det pinte
hende lidt, at han skulde se, hvor fattigt de havde det. Men paa den
anden Side var hun fornuftig nok til at sige sig selv, at det var en
Taabelighed at tænke derpaa. Hun vidste jo, at han kun holdt af hende
for hendes egen Skyld, og hun blev sikkert ikke ringere i hans Øjne,
fordi han traf hende i et fattigt Hjem.
Om Lørdagen -- det var tre Dage efter, at hun og hendes Moder var
vendte tilbage til Byen -- kom der Brev fra ham. Det indeholdt blot
et Par Linier:
»Min egen, lille Kjæreste!
I Morgen Formiddag har du mig hos dig. Jeg bringer to smaa gyldne
Lænker med mig. Maatte de være smedede som et uopløseligt Baand
om vor fremtidige Lykke!
Din Henning.«
Det var det første Kjærlighedsbrev, Minna havde modtaget. Hun
læste det utallige Gange. Hun viste det ogsaa -- med en Slags
barnagtig Vigtighed -- til sin Moder, hvilket hun dog ikke havde
stor Fornøjelse af, thi Fru Thorsen blev meget opbragt over, at hun
ikke med et eneste Ord var nævnt i Brevet. Det var temmelig simpelt,
syntes hun.
Der udspandt sig i den Anledning mellem Minna og hendes Moder en
lille Disput, som just ikke udmærkede sig ved den hensynsfuldeste
Form paa nogen af Siderne. Dersom Henning havde været Vidne dertil,
vilde han billigvis være bleven noget forbavset over de skrappe
Udtryk, hans Kjæreste havde til sin Raadighed, naar hun blev hidsig.
Der var imidlertid ikke lang Tid til at skjændes, thi den lille
Scene foregik Søndag Morgen, og Henning havde jo skrevet, at han
kom om Formiddagen. Saa traf Fru Thorsen de sidste Forberedelser
til Frokosten. Det vil sige, hun gik op til Værten paa første Sal
og laante Tallerkener, Servietter, Knive og Gafler, Glas, Plat de
Menage osv. -- altsammen Gjenstande, der ikke kunde undværes ved en
præsentabel Frokost, men som hendes eget Hus kun var forsynet med
efter en meget mangelfuld Maalestok.
Da dette vigtige Hverv var besørget, og Frokostbordet var dækket
i det tilstødende Værelse -- Lejligheden bestod af tre Værelser,
hvoraf det ene var et +terra incognita+ for uvedkommende -- satte Fru
Thorsen sig ved Vinduet med en Bog i Haanden og iført en falmet blaa
Silkekjole, der stod i et Slags korresponderende Forhold til Stuens
lige saa falmede og forlorne Udstyrelse.
Gamle Thorsen var bleven sendt bort. Hans Klæder var for Tiden
altfor fedtede og slidte -- havde hans Kone erklæret -- til at han
kunde præsentere sig ved en saa højtidelig Lejlighed. Thorsen var
fremkommen med den beskedne Paastand, at det dog var rimeligt, at han
var til Stede, naar Svigersønnen kom. Den unge Mand maatte vistnok
finde det paafaldende, om han ikke var nærværende ved en saa vigtig
Familiebegivenhed.
Det var den længste og ivrigste Tale, Thorsen havde holdt i mange
Aar, men den hjalp ham ikke. Naar han satte saa megen Pris paa at
hævde sin Faderværdighed, sagde Fru Thorsen spydig, saa skulde han i
Tide have sørget for at skaffe sig en respektabel Paaklædning; men
hun vilde ikke prostitueres af hans lurvede Udseende. Med Hensyn til
hans Fraværelse skulde hun nok finde paa en passende Forklaring.
Gamle Thorsen gik ud tidlig om Morgenen, men han var saa benauet,
som selv ikke de haardeste daglige Gjenvordigheder kunde have gjort
ham. Han saa' saa underlig fortabt ud, da han gav Minna Haanden og
sagde:
»Ja, din Fa'er ønsker dig til Lykke, mit Barn!«
Minna vilde have holdt ham tilbage, men i det samme kaldte hendes
Moder paa hende, og da hun atter kom ind i den anden Stue, var hendes
Fader gaaet. --
Minna havde en sort, ulden Kjole paa, der sluttede tæt om hendes
velformede Skikkelse. I Brystet havde hun fæstet en hvid Rose. Hendes
svære, blonde Haar laa som sædvanlig i en enkelt tyk Flætning ned ad
Nakken.
Hun lukkede selv op, da han bankede paa. Der var ligesom et Øjebliks
Forlegenhed paa begge Sider, men saa tog han hendes Haand mellem sine
og sagde:
»Hvor jeg har længtes efter dig, Minna!«
Og hun svarede med taalelig Anstand:
»Velkommen, Henning!«
Hun forekom ham smukkere end før, som hun stod der, saa høj og rank,
i den lave, falmede Stue.
De var alene, thi Minnas Moder havde meget mod sin Vilje set sig
nødsaget til at gaa ud i Køkkenet i Husholdningsanliggender. Men
da det første Øjebliks Bevægelse var overstaaet, talte de ganske
fornøjeligt og utvungent med hinanden som nyforlovede Folk, indtil
Fru Thorsen kom ind og udgød i en bevæget Ordstrøm sin Forbavselse
over den uventede Forlovelse, sin Glæde over at faa en saadan
Svigersøn, sin inderlige Overbevisning om, at han vilde gjøre
hendes Minna lykkelig, og endelig en Mængde Undskyldninger for den
Forstyrrelse, hvori han traf hende, men deres Pige var netop skiftet
i disse Dage (det var rigtignok mindst ti Aar siden, de havde holdt
Pige) og nu maatte hun selv tage Del i Husholdningen, hvad hun aldrig
havde været vant til.
Henning var for optagen af Minna til at lægge synderlig Mærke til sin
tilkommende Svigermamas forlorne Fornemhed. Hvad kom den i Grunden
ogsaa ham ved? Naar blot Minna var en brav Pige, kunde alt det andet
være ham temmelig ligegyldigt. --
De nyforlovedes første Dag -- denne mærkelige Dag med alle dens
Tillokkelser, dens forunderlige Blanding af halv Fortrolighed og halv
Forlegenhed -- gik overmaade godt.
Kun en enkelt Mislyd havde der været, men den havde nærmest ramt Fru
Thorsen.
Ved Slutningen af Frokosten havde Værtens lille Søn indfundet sig med
den Besked, at han skulde hilse og sige fra sin Fa'er, at nu skulde
de spise til Middag, og saa skulde de selv bruge de »Tallerkninger«,
som Madamen havde laant.
Drengen bragte denne Besked saa lydelig, at den kunde høres gjennem
den halvt aabne Dør. Men Herregud -- der var jo ikke noget ondt deri.
Det var kun saa uheldigt, at Fru Thorsen et Par Minutter i Forvejen
havde gjort en Undskyldning for det tarvelige Service, som hun med et
fint, vemodigt Smil havde kaldt tarvelige Rester af deres tidligere
Velstand. --


VI.

De havde været forlovede i fire Maaneder. --
Det havde været en underlig urolig Tid for Henning. Ikke saaledes
at forstaa, at han nogen Gang havde fortrudt det Skridt, han havde
gjort; tværtimod blev han mer og mer optagen af Minna, for hver Dag
der gik. Men han følte aldrig nogen ublandet Tilfredshed, naar han
var hos hende.
I Begyndelsen af deres Forlovelsestid havde hun været mærkelig
tilbageholdende. De mange Kys og Kjærtegn, som unge forlovede plejer
at ødsle paa hinanden, syntes ikke at have nogen Tillokkelse for
hende; de lod snarere til at skræmme hende.
Denne Tilbageholdenhed, der ikke havde det mindste at gjøre med
beregnende Koketteri, øvede en æggende Virkning paa ham. Hans Længsel
efter, at hun skulde blive hans, hidsedes mere og mere, og den
opfyldte ham efterhaanden saa fuldstændig, at han i Grunden slet ikke
havde nogen klar Tanke tilovers for Sagernes Stilling.
Hun var begyndt at vise sig lunefuld mod ham. Hun kunde den ene Dag
være god og venlig og den næste støde ham fra sig med en næsten
fornærmende Kulde og Vrantenhed. Til andre Tider kunde han træffe
hende i Graad, uden at det var ham muligt at faa hende til at sige,
hvad der bedrøvede hende. --
En Gang faldt det ham ind, om hun maaske fortrød, at hun havde
opgivet Theatret, og muligvis savnede sine Omgangsfæller der. Han
spurgte hende derom og bad hende give et oprigtigt Svar, men hun
sagde, at det var slet ikke derfor, hun græd. »Det var bare hendes
Sind, der var saadant; han skulde ikke bryde sig derom.«
Men trods alle de smaa Disharmonier, som fremkaldtes af Minnas
Lunefuldhed, fik det Forhold, hvori han var kommen, en voxende Magt
over ham. En stor Del af sin Tid tilbragte han sammen med Minna; sine
Kammerater havde han helt opgivet. Skjønt hun ofte var i daarligt
Lune, medens han var hos hende, vilde hun dog ikke undvære ham.
En eneste Gang havde han skrevet til hende, at han ikke kom som
sædvanlig om Eftermiddagen; han var uventet bleven bedt ud. Men da
han traf Minna den næste Dag, var hun saa forgrædt og ulykkelig, at
han højtidelig lovede hende, at hun og ingen anden for Fremtiden
skulde have al den Fritid, han kunde raade over. --
Der var gaaet en Maaned af deres Forlovelsestid, før han havde
forestillet hende for sin Fader. Det var egentlig tilfældigt, at det
havde varet saa længe. Det var blevet opsat fra Dag til Dag.
Saa var de endelig en Formiddag gaaede ud til Hennings Hjem i
Villakvarteret, og Minna havde ved det første Bekjendtskab syntes
ganske godt om gamle Bentsen. Naar denne ikke havde en af sine mørke
Perioder, hvor han gav efter for sin slemme Tilbøjelighed, kunde han
endnu gjøre et ret fordelagtigt Indtryk, saa man næppe skulde tro,
hvor sørgelig det var gaaet ham i Verden.
Minna tog strax hans Hjærte med Storm, skjønt hun som sædvanlig
overfor fremmede var tavs og tilbageholdende. For Resten vilde han
have syntes godt om en hvilken som helst ung Pige, Henning havde
forestillet ham som hans tilkommende Svigerdatter. Han havde i saa
mange Aar støttet sig til sin Søn og set op til ham, at han ganske
naturlig fandt alt, hvad Henning foretog sig, saare vel gjort.
»Tag ham bare ikke helt fra mig«, sagde han til Minna med en vis
Blanding af Spøg og Alvor. »Det forstaar sig«, tilføjede han, »at han
skal tilhøre Dem helt og holdent. Det er ikke saa underligt, at han
foretrækker en smuk ung Pige fremfor sin gamle Døgenigt af en Fa'er,
men jeg mener blot, at De skal passe paa, at der bliver en lille
Plads tilovers for mig -- en lille Krog, hvor jeg kan sidde og glæde
mig over hans Lykke.«
En anden Gang -- nogle Maaneder senere, da Minna atter var ude hos
Henning -- kom gamle Bentsen nærmere ind paa dette Spørgsmaal. Han
lod sig forstaa med, om det ikke lod sig gjøre, at de kunde faa et
Værelse tilovers til ham, naar de blev gifte.
»Ja, det var maaske bedst, om I blev fri for at have saadan en gammel
Fyr i Huset«, sagde han til Minna, da de et Øjeblik var alene i
Stuen. »Det er vel ogsaa egenkjærligt af mig at tale til Dem derom,
men naar De blot vidste, Minna, hvor daarlig jeg kan undvære den
Dreng! Han er den eneste, der endnu holder mig oppe og saa nogenlunde
forsoner mig med Livet. For det er snavs med mig. Det ved De maaske
intet af; _han_ har naturligvis ikke sagt Dem det, vel ...?«
Minna rystede paa Hovedet.
»Naa, det er ogsaa lige meget, men De skal vide, at han har gjort
langt mere for mig, end jeg har fortjent af ham. Jeg har været en
daarlig Fader, har jeg, og nu duer jeg til ingen Ting mere; men Skam
skal han aldrig faa af mig, saa flink og dygtig han selv er.«
Da Henning fulgte Minna ind til Byen samme Aften, som denne Samtale
havde fundet Sted, var hun vranten og ordknap paa hele Hjemvejen.
Henning prøvede paa at tale om alle mulige Gjenstande, som han troede
kunde more hende, men hun gav kun Enstavelsesord til Svar. Hendes
Lunefuldhed pinte ham, og dog kunde han ikke blive rigtig vred paa