Af mit Levned - 15

Urette havde tiltaget sig dette Navn, som en ikke ubekjendt Architekt
paa Augusts Tid havde baaret. Han selv var slet ikke Architekt, og
hvad han meddelte om græsk og romersk Bygningskunst, var ikke hans
egne Erfaringer, men taget fra et Skrift af en ældre Forfatter,
formodentlig Varro. I Oktober 1896 udkom mine "Betragtninger over
Vitruvii de architectura libri X med særligt Hensyn til den Tid, paa
hvilken dette Skrift kan være forfattet" i Videnskabernes Selskabs
Skrifter 5. Række IV. Afhandlingen gjorde en vis Opsigt; thi at den
samme Mening over 40 Aar tidligere var udtalt fra en anden Side og
godtgjort ved techniske Beviser, det havde man glemt; nu kom den
atter frem, støttet paa filologiske og historiske Beviser.
Præsidenten for det engelske Architektselskab (Royal Institute of
British Architects) Professor Aitchison blev opmærksom paa mit Skrift
og indledte en Brevvexling med mig derom, som endte med, at han bad
mig lade Afhandlingen oversætte paa Engelsk til Udgivelse i
Institutets Tidsskrift. Jeg greb med Glæde denne Lejlighed til at
omarbeide min Afhandling, der var bleven til i en Sygdoms og Svagheds
Periode, hvoraf den bar kjendelige Spor. Naar Nogen i Fremtiden
ønsker at gjøre sig bekjendt med mine Undersøgelser om Vitruv, beder
jeg dem derfor at benytte den engelske Bearbeidelse, Observations on
Vitruvii de architectura libri X, with special regard to the time at
which this work was written, by J. L. Ussing 1898.
[14] Det er Prof. Heiberg, hvem jeg skylder at være bleven
opmærksom herpaa.
I Forbindelse med mine Studier over Vitruv stod ogsaa Behandlingen af
et andet Emne, der delte den lærde Verden i to Leire, Spørgsmaalet om
det græske Theaters Indretning. Vitruv havde jo været betragtet som
et ufeilbart Orakel, og hans Beskrivelse af Theaterbygningen var
Udgangspunktet for den Forestilling, man dannede sig derom. Efter ham
bestod Theatret foruden Tilskuerpladsen af det cirkelrunde Orchester,
hvis bageste Del blev afskaaret til en særskilt Skueplads, Logeon,
med sin faste Bagvæg, Skene. Orchestret var Chorets, Logeet
Skuespillernes Plads, lidt ophøiet over Orchestret, i de romerske
Theatre høist 5 Fod, i de græske 10-12 Fod. Dette sidste Maal maatte
forbause Enhver, der gjorde sig nærmere Rede derfor; det Sammenspil
og den umiddelbare Berørelse, der i de klassiske Dramer fra 5. Aarh.
f. Chr. finder Sted imellem Choret og Skuespillerne, blev jo derved
umuligt. Saa udgravede man i 1881 og følgende Aar det vel bevarede
Theater ved Epidauros. Der laa Orchestrets Kreds ubeskaaren, og lige
bagved den Bagvæggen med sin Søilegang, Proskenion, foran. Men der
var intet Logeon; man maa have spillet paa Orchestra. Det Samme viste
sig kort efter i Oropos og flere Steder; men for det Meste havde man
ved senere Ombygning tilveiebragt et Logeon i den bageste Del af
Orchestra. Vitruvs Beskrivelse gjaldt altsaa ikke det oprindelige
græske Theater, men det senere; den tilhørte den Tid, da Choret enten
helt var afskaffet eller dog ikke længere havde noget umiddelbart
Sammenspil med Skuespillerne. Det var dette Resultat, som Dörpfeld
var kommen til ved sin Undersøgelse af Theaterruiner i Grækenland, og
som han fremstillede med overbevisende Klarhed i sit Værk "Das
griechische Theater." Denne Bog udkom først i 1896, men Dörpfelds
Anskuelse havde været kjendt i flere Aar, og da jeg i 1891 havde den
Ære at aabne det nordiske Filologmøde i Kjøbenhavn, fremsatte jeg den
under almindelig Tilslutning. Men det er jo ikke Alle, der læse
Bibelen paa samme Maade; Vitruvs Beundrere kom til et andet Resultat.
I Epidauros var Proskeniet eller Søilestillingen foran Bagvæggen 11
Fod høi; efter Vitruv var Logeet 10-12 Fod høit. Det var to
forskjellige Ting, der taltes om; men det brød man sig ikke om;
Maalet passede, altsaa maatte det være det Samme. Skuespillerne
maatte have ageret ovenpaa Søilegangen, skjøndt de dèr kun fik en
smal Plads at bevæge sig paa og havde en 6 Alen dyb Afgrund foran
sig; ja paa Grund af Pladsens Høide kunde de ikke engang sees
fuldstændig fra de forreste Bænke i Theatret. Denne Anskuelse blev
forfægtet med stor Iver af forskjellige Lærde, særlig af Prof. Bethe.
I en Afhandling betitlet Scenica i Videnskabernes Selskabs Oversigt
1897 havde jeg gjort Rede for Dörpfelds Anskuelse og dertil knyttet
en filologisk Forklaring af de overleverede græske Benævnelser paa
Theatrets Dele. Hertil føiede jeg i samme Tidsskrift 1899 en ny,
væsentlig imod Bethe rettet Afhandling: "Afsluttende Bemærkninger om
det græske Theater og Vitruvs Forhold dertil." Men jeg tog feil, da
jeg troede, at jeg hermed kunde slutte denne Polemik. Endnu 1901 er
O. Puchstein traadt i Skranken imod Dörpfeld med en anselig Bog: "Die
griechische Bühne, eine architektonische Untersuchung." Jeg fandt mig
da nødsaget til i en Anmeldelse i Tidsskrift for Filologi at vise, at
de antagne architektoniske Beviser ikke existerede. Der kunde næppe
findes noget bedre Forsvar for Dörpfelds Theori end dette mislykkede
Forsøg paa at gjendrive den.
Afhandlingerne om Vitruv og om Theatret tilhøre nok saa meget
Filologien som Archæologien, og det Samme gjælder ogsaa om min
Afhandling om Achilles' Skjold i Nordisk Tidsskrift for Filologi
1900. Jeg havde saaledes ikke helt taget Afsked med det Studium, der
lige fra Studenteraarene havde været min væsentligste Syssel; men nu
skulde denne jo afløses af den Søster-Videnskab, jeg havde elsket i
lige saa høi Grad, men ikke faaet tilstrækkelig Tid til at dyrke. Nu
kom Tiden, men i det Mindste i een Henseende for sildig. Min
Helbredstilstand tillod mig ikke mere at gjøre længere Reiser; jeg
kunde ikke med egne Øine se og undersøge de Vidundere, der allevegne
kom frem fra Jordens Skjød, men maatte nøies med at læse og høre
derom og med at studere Afbildningerne. Der var dog ogsaa nok at
gjøre selv indenfor denne Begrænsning, skjøndt jeg aldrig kunde
glemme Jernstængerne. Hvilken Forskjel imellem Archæologien nu og for
50 Aar siden! Dengang var Videnskaben endnu i sin Vorden; nu var den
lille Bæk bleven til en stor Flod. Olympia, Pergamos, Delos, Athen,
Epidauros, Delphi og mange andre Steder vare lige saa mange
Guldminer, der kun ventede paa at udnyttes tilfulde. Og saa kom
Naturvidenskaben til Hjælp, idet Fotografiens tro Speilbilleder søgte
at bøde paa den manglende Autopsi. Endelig var selve den
videnskabelige Behandling forandret. Hvor man dengang dilettantmæssig
prøvede sig frem, følte man sig nu sikker; der havde dannet sig en
Skole med faste Regler, Beskrivelserne affattedes efter en bestemt
Methode og med en bestemt Terminologi; det umiddelbare Skjøn var
afløst af Maal og System. Undertiden mærkede man vel mindre
Kjærlighed til Kunsten end Videnskabens Tørhed. Skjønnere var det vel
at glæde sig over Kunstværket end at analysere dets Enkeltheder og
diskutere dets Stil; men hvem skulde ikke ære Videnskaben og bøie sig
for den? Beklageligt kun, at den ikke sjældent tiltroede sig mere,
end den kunde magte, og i ungdommeligt Overmod stillede sig Opgaver,
som umulig kunde løses. Tidt saa man da paa et ganske upaalideligt
Grundlag Hypothese stillet ovenpaa Hypothese, indtil der fremkom en
imponerende Pragtbygning, som dog nærmere set viste sig at være et
Fata Morgana. Man syntes at tro, at man kunde skrive Oldtidens
Kunsthistorie med samme Fuldstændighed og Tilforladelighed som
Nutidens. I mine Anmeldelser i Tidsskrift for Filologi ligesom i
andre archæologiske Arbeider blev jeg derfor ofte nødt til at rette
en temmelig skarp Kritik imod denne Retning.
Dette er dog ikke Tilfældet med min Afhandling om "Midtgruppen paa
Parthenonsfrisen" (Videnskabernes Selskabs Oversigt 1895). Den er
ikke rettet imod en ny, men imod en gammel Vildfarelse. Det var
allerede paavist af Andre, at den almindelige Antagelse, at det
skulde være Overleveringen af Athenas Peplos, der var fremstillet,
strider imod Figurernes Stilling og Bevægelser; men de fleste
Archæologer havde ikke villet indrømme dette. Man kunde ikke løsrive
sig fra den forud fattede Mening, saalænge man ikke havde nogen anden
Forklaring at sætte i Stedet. Det var nu denne, jeg fremsatte. Det
forestillede Emne er Forberedelsen til Gudernes Modtagelse. Det
sammenfoldede Klæde, som man antog for Gudindens Peplos, er
Purpurtæppet, der skal udbredes for Gjæsterne. Det udleveres
tilligemed de Stole, hvorpaa de skulle tænkes at tage Plads. Saasnart
min Afhandling var udkommet, modtog jeg et Brev fra E. Curtius, hvori
han meddelte mig, at dette ogsaa var hans Opfattelse.
I en senere Afhandling "Om den rette Forstaaelse af Bevægelser og
Stillinger i antike Kunstværker" (Videnskabernes Selskabs Skrifter 5.
Bind 1901) har jeg yderligere godtgjort dette ved nye, og som det
forekommer mig, uomstødelige Beviser.
I en lidt større Afhandling om "Phidias' Athenestatuer" (trykt i
Vidensk. Selsk. Skrifter 1898) søgte jeg først at vise det ganske
Ugrundede i den Mening, at den store Bronce-Athena paa Borgen i Athen
ikke skulde være af Phidias, men af en vis Praxiteles -- den ældre
kalder man ham, -- som aldrig har existeret; endnu vedbliver han at
spøge i enkelte kunsthistoriske Skrifter, men længe vil dette dog
næppe vare. Ogsaa fra Furtwänglers af Mange saa høit priste
Opdagelse, at vi i to Athenestatuer i Dresden skulde have
Gjengivelser af "den skjønneste af Phidias' Athenestatuer",
Lemnierinden, maatte jeg tage tilbørlig Afstand; men hun vil sagtens
længe vedblive at bære dette Navn, til liden Baade for vor
Forestilling om Oldtidens mægtigste Kunstneraand. Endelig søgte jeg
at vise, at Phidias' Kliduchos eller Nøglebærerske maatte antages at
være gjentaget i en i det Pergamenske Bibliothek funden Athenestatue,
hvis Armbevægelse ikke kunde forklares, som om hun havde baaret et
Spyd; det maatte være et Redskab af anden Art, formodentlig en
Tempelnøgle, som man brugte dem i det gamle Hellas.
Pergamos havde fra det Øieblik, da jeg i Berlinermuseet saa det
første Stykke, der var hjembragt derfra, aldrig været ude af min
Tanke. Efter mit Besøg paa Stedet, i Foraaret 1882, gav jeg en lille
Skildring af Stadens Historie og Monumenter i min Bog "Fra Hellas og
Lilleasien." Siden den Tid havde Udgravningen gjort store Fremskridt,
og der forelaa nu et saa rigt Materiale, at jeg ikke kunde
tilbageholde Lysten til at give en udførligere og fuldstændigere
Skildring. Den 25. Oktober 1897 var det 50 Aar, siden jeg blev ansat
ved Universitetet. Min Universitetsvirksomhed og særlig mine
Forelæsninger havde været mit Livs Glæde og den nærende Kilde for
alle mine Studier. Nu da jeg ønskede at fremlægge en Frugt af disse,
som jeg selv tillagde en vis Betydning, kunde jeg ikke undlade at
tænke paa min Alma mater. Jeg udbad mig derfor Konsistoriums
Tilladelse til at maatte dedicere min "Pergamos" til Universitetet "i
taknemmelig Erindring om 50 Aars Forelæsningsvirksomhed." Da Conze
havde læst Bogen, bad han mig om at oversætte den paa Tysk, og jeg
greb gjerne Leiligheden til at rette de Feil og Unøiagtigheder, jeg
var bleven opmærksom paa, og tilføie et og andet Nyt. Det
archæologiske Instituts Forlægger, Spemann, udgav Bogen og udstyrede
den med en sjælden Elegance (1899). Det var kun et ringe Udtryk for
min Taknemmelighed, naar jeg dedicerede den til den Mand, hvem vi
frem for andre skylde Opdagelsen af det gamle Pergamos, og som ogsaa
i saa høi Grad havde støttet mine Studier derover.
Den 29. Nov. 1901 holdt jeg i Videnskabernes Selskab et Foredrag "om
den rette Forstaaelse af Bevægelser og Stillinger i nogle antike
Kunstværker" (trykt i Selskabets Skrifter 6. Række, 5. Bind). Det
var nu 50 Aar, siden jeg var bleven udnævnt til Medlem af
Selskabet. Selskabets Præsident, Julius Thomsen, der ved Sygdom var
forhindret fra personlig at møde, tilsendte mig i den Anledning en
Lykønskningsskrivelse, som blev oplæst i Selskabet.
* * *
Den sidste Del af mit Liv har for en stor Del været optaget af
Planer, hvis Udførelse skulde overlades Andre.
De store Udgravninger, som i det sidste halve Hundredaar ere udførte
i Oldtidens Kulturlande, havde jo fremdraget en saadan Rigdom af
Monumenter, at den klassiske Oldtids Historie maatte fremtræde ikke
blot mere levende og fyldig, men ogsaa paa mange Maader maatte vise
sig i et helt nyt Lys. Herved maatte Archæologien komme til at spille
en Hovedrolle; det syntes at maatte være den, der skulde lægge
Grundstenen for den nye Bygning, som Videnskaben var i Færd med at
opføre. Intet Under derfor, at Alle, der elskede Oldtiden og ventede
paa at se den fremtræde i sin sande Skikkelse, vare ivrige for at
deltage i det store Oprydningsarbeide. Det Exempel, som Tyskland
havde givet, blev efterfulgt af de andre store Nationer. Frankrig,
England, Nordamerika, Rusland og Italien anvendte betydelige Summer
derpaa. Men skulde ikke ogsaa de smaa Stater, hvis Interesse og Iver
ikke var mindre end de andres, skulde ikke ogsaa de kunne yde deres
Skjærv til dette almindelige Arbeide i Kulturens Tjeneste? Og var
ikke Danmark særlig kaldet dertil, dette Land, som ikke blot ved sine
Undersøgelser paa den nordiske og forhistoriske Archæologis Omraade
indtager en Førerstilling i denne Videnskab, men ogsaa indenfor den
klassiske Archæologi baade ved videnskabelige Arbeider og ved sine
rige Museer har erhvervet sig Krav paa at tælles med i Kredsen? En
Del Filologer og Archæologer med Professor J. L. Heiberg i Spidsen
henvendte sig til Carlsbergfondets Direktion med det Spørgsmaal, om
denne Stiftelse, der nylig havde hævdet Fædrelandets Ære ved
Premierlieutenant Amdrups Opdagelser paa Grønlands Østkyst, ikke
ogsaa kunde være villig til at bekoste en Udgravning paa et eller
andet Sted i den klassiske Kulturs Lande. Hvis Pengemidlerne kunde
skaffes, vilde det ikke mangle paa Kræfter til Udførelsen af et
saadant Foretagende, idet Doktorerne C. Blinkenberg og K. F. Kinch
ved deres grundige Sagkundskab og deres praktiske Erfaring borgede
for en tilfredsstillende Udførelse deraf. Direktionen modtog
Forslaget med Velvillie og overdrog Professor Heiberg og mig at
fremsætte nærmere Forslag desangaaende.
Vor første Tanke faldt paa Kyrene, der hidtil kun er ganske
ufuldstændig og sporadisk undersøgt. Carlsbergfondet ansøgte den
ottomaniske Regjering om Tilladelse til at foretage en videnskabelig
Undersøgelse og Udgravning der, og vi kunde ikke tænke os nogen
Grund, hvorfor denne Ansøgning ikke skulde bevilges. Dr. Kinch reiste
derhen for at foretage en foreløbig Undersøgelse af Stedet, men han
kom ikke længere end til Havnestaden Bengazi. Pasjaen i Kyrene vilde
ikke tillade ham at reise ind i Landet, før han havde faaet Sultanens
Ordre. Efter Sigende kunde denne ventes hver Dag, men den udeblev
stadig, og først da han i Konstantinopel selv søgte at faa at vide,
hvorfor det ikke var muligt at faa noget Svar, erfarede han, at der
intet vilde gives: under de nærværende Forhold vilde den ottomaniske
Regjering ikke tillade nogen Fremmed at opholde sig der.
Det gjaldt nu om at finde et andet Sted i de græske eller tyrkiske
Lande, hvor en Udgravning kunde forsøges med grundet Haab om lønnende
Udbytte. Efter omhyggelig Afveining af de forskjellige Muligheder,
der frembød sig, valgte vi Lindos paa Øen Rhodos, en By, som i det 7.
og 6. Aarh. f. Chr. var Øens vigtigste Stad og selv, efter at den nye
Hovedstad var anlagt 408, vedblev at have Betydning som særskilt
Kommune. Beliggende paa Øens Østkyst, som Grækenlands yderste
Forpost imod S.O., har den spillet en Hovedrolle i de gamle
Handelsforbindelser med Orienten; vi læse bl. A., at den ægyptiske
Konge Amasis sendte kostbare Gaver til Athenetemplet i Lindos.
Borgen, der laa paa en isoleret Klippe lige ved Kysten, blev i
Middelalderen paa ny befæstet af Johanniterridderne, og efter at
Tyrkerne havde erobret den, ogsaa af disse bevaret som Fæstning,
indtil den c. 1840 blev opgivet. Siden den Tid ligger den ganske øde.
Den nøgne Klippe er oversaaet med Stenblokke, der have været
benyttede i Oldtiden, og som ved de indhuggede Indskrifter fortælle
os deres tidligere Historie. Imellem dem vise sig ogsaa Grundmurene
af to antike Bygninger, formodentlig Templer. Her var altsaa en rig
Mark for Undersøgelse, hvortil endnu kom, at der ogsaa i den lavere
By udenfor Borgen saas et lille Theater og andre Minder om Benyttelse
i Oldtiden, ligesom ogsaa Gravene for Størstedelen vare urørte.
Carlsbergfondets Direktion billigede vort Valg og stillede 60,000 Kr.
til vor Raadighed. Her gjorde den tyrkiske Regjering heller ingen
Vanskeligheder, og en keiserlig Irade, som tillod Udgravningen, blev
udstedt i Februar 1902.
I Begyndelsen af April afreiste Blinkenberg og Kinch til Stedet for
foreløbig at orientere sig, foretage enkelte Forsøgsgravninger og
overhovedet forberede Alt saaledes, at Arbeidet kunde begynde, naar
Sommerens Hede var forbi. Forholdene paa Stedet syntes særdeles
heldige, og man lovede sig en heldig Kampagne; men pludselig viste
der sig nye Vanskeligheder, som truede med at faa hele Planen til at
strande. Hvad enten det hidrørte fra Fordomme hos nogle af Stedets
Beboere, der vare bange for, at de Fremmede skulde bortføre deres
Skatte, eller af en hvilkensomhelst anden Grund, trods den keiserlige
Tilladelse vilde den tyrkiske Tilsynshavende, der skulde vaage over
Udførelsen af Arbeidet, ikke tillade dem at grave paa Borgen. Udenfor
denne maatte de grave saa meget de vilde, men ikke paa det Sted, som
det netop væsentlig gjaldt om at faa undersøgt. Forbudet støttede sig
paa en almindelig Bestemmelse for alle Udgravninger, ifølge hvilken
der ikke maatte graves i Fæstninger, og man vilde ikke høre noget om,
at Lindos allerede for 60 Aar siden havde ophørt at være en Fæstning.
Der krævedes altsaa en ny keiserlig Tilladelse. De militære
Autoriteter vare ingenlunde villige til at anbefale en saadan, og
først efter vedholdende Anstrengelser og lang og pinlig Venten
lykkedes det i Slutningen af August at erholde den nye keiserlige
Ordre, hvorved ogsaa denne Hindring blev ryddet af Veien. Nu synes
endelig Alt at være i Orden. Expeditionen, bestaaende af de to
Archæologer med Bistand af en Architekt og en Ingeniør, er i Færd med
at afgaa, og Arbeidet kan begynde i Oktober. Gid det maa bringe
Videnskaben Frugt og lønne al den Iver og Udholdenhed, hvormed der er
kæmpet for Iværksættelsen af denne smukke Plan!
14. September 1902.


EFTERSKRIFT.

Fader døde den 28. Oktober 1905. Hans Optegnelser ere afsluttede tre
Aar forinden; kun har han tilføjet nogle Linier om Moders Bortgang
(S. 102). Hans Arbeide i disse sidste Aar var fremfor alt helliget de
danske Udgravninger paa Rhodos, hvormed Tilsynet herhjemmefra for en
stor Del var lagt i hans Haand, og han stod til det sidste i levende
Forbindelse med de Videnskabsmænd, der arbeidede dernede. I
Videnskabernes Selskab gav han Meddelelser herom, og Mange ville
endnu mindes, hvorledes han i Geografisk Selskab den 2. Febr. 1904
holdt en stor Forsamlings Opmærksomhed fangen ved et halvanden Times
Foredrag om Udgravningerne og deres Resultater. I Efteraaret 1904
holdt han sidste Gang archæologiske Forelæsninger paa Universitetet,
da han gjorde Tilhørerne bekjendt med Udbyttet af de seneste Aars
Udgravninger i Delphis Grusdynger, som han selv havde besøgt og
skildret henved 60 Aar tidligere. I November maatte han afslutte
Forelæsningen, og de smertefulde Sygdomsanfald bleve nu hyppigere;
han følte i stigende Grad Savnet af sin gamle Arbeidskraft og længtes
efter Døden. Han underkastede sig i Marts 1905 en Operation, som han
ikke ventede at skulle reise sig efter. Dog overstod han den, og
endnu et halvt Aar kunde han trods legemlige Lidelser glæde sig ved
Samværet med sin Familie og med Venner, gamle og unge, ligesom han
vedblev at omfatte sin Videnskabs Fremskridt med levende Interesse og
at arbeide med sin Pen indtil det sidste, to Ugers Sygeleie.