Af mit Levned - 09

tilstrækkelig til min Families Underhold, søgte jeg at faa Timer i en
Skole. Skjøndt jeg fra min tidligere Virksomhed som privat Dimissor
havde Ord for at være en dygtig Lærer, faldt det mig dog vanskeligt
at faa saadanne, ikke fordi jeg forlangte høiere Betaling, end andre
Lærere fik, men fordi man ikke syntes, man kunde byde en Professor 2
Mark, d. e. 67 Øre, for Timen. Tilsidst opnaaede jeg dog for den
nævnte Betaling at faa Undervisningen i Græsk i øverste Klasse i
Borgerdydskolen hos Professor Rovsing. Men efter et Aars Forløb blev
denne Virksomhed afbrudt ved en Udenlandsreise og ikke senere
gjenoptaget. Derimod fik jeg nogle Aar senere Leilighed til at gjøre
mig bekjendt med Landets Skoler i større Omfang, idet Madvig, naar
han som _Undervisningsinspektør_ reiste omkring for at kontrollere
Skolernes Afgangsexamen, af og til tog mig med som Medhjælper ved
Censuren; og da han i 1874 fratraadte det nævnte Embede, og der i
hans Sted blev indsat en Kommission af 3 Medlemmer, blev jeg den ene
af disse, hvilken Stilling jeg beholdt i 3 Aar, indtil jeg blev
udnævnt til Regentsprovst, og de nye Krav, der derved stilledes til
mig, nødte mig til at opgive en Stilling, jeg havde sat Pris paa. Det
havde været mig kjært ved denne Virksomhed at fornye gamle
Bekjendtskaber og stifte nye, især da jeg fandt, at der næsten
allevegne blev arbeidet godt og samvittighedsfuldt. Men jeg dulgte
hverken for mig selv eller for Andre, at den hele Organisation ikke
behagede mig. Den blotte Examenscensur var efter min Mening en
utilfredsstillende Kontrol, og det vilde være langt nyttigere, hvis
Undervisningsinspektøren fra Tid til anden overværede den daglige
Undervisning. Han vilde derved faa et langt paalideligere Billede af
Skolens Arbeide og bedre kunne give Lærerne veiledende Vink.
Den lærde Skole havde undergaaet stor Forandring siden mine
Drengeaar. Den daværende _Skoleplan_ fandtes allerede i Trediverne
utilfredsstillende. Man krævede en fyldigere Undervisning i de
levende Sprog, men fremfor Alt i Naturvidenskaberne. Hvad der i det
første Universitetsaar til Anden Examen foredroges af Fysik,
Astronomi og høiere Mathematik, blev saa flygtig lært, at det strax
igjen blev glemt; det burde læres i Skolerne for tilbørlig at
fordøies. H. C. Ørsted, Schouw og Madvig vare de fornemste Talsmænd
for en Reform af Skolen i denne Retning, og efter Forhandlinger med
dem og med tre ansete Skolemænd fastsattes en ny Skoleplan.
Universitetets præliminære Undervisningskursus (Anden Examen) skulde
ophæves og med Undtagelse af Filosofien henlægges til Skolen. Denne
blev derved forlænget med et Aar, og Lavalderen for Adgang til
Universitetet blev 18 Aar i Stedet for 17. Paa den anden Side
skulde Skolens to nederste Klasser nedlægges; Undervisningen i de
gamle Sprog skulde skydes to Aar længere frem, og Børnenes
Sprogundervisning begynde med de levende Sprog. De tidligere toaarige
Klasser skulde forandres til etaarige, og Modenhedsprøven for
Adgangen til Universitetet, Examen artium, der tidligere holdtes ved
Universitetet, skulde henlægges til Skolerne. Denne Plan blev i 1845
provisorisk indført i 3 Skoler, og i 1850 udvidet til alle.
At dette var et betydeligt Fremskridt, derom kunde der ingen Tvivl
være. I alle Fag blev Undervisningen forbedret, og særlig skete der
de tidligere forsømte Realfag og de nyere Sprog tilbørlig Fyldest.
Lærerne tog ogsaa med Iver fat paa de nye Opgaver, og der arbeidedes
alvorligt i Skolerne, i Førstningen maaske flere Steder for stærkt.
De mindre begavede og mindre energiske Disciple havde ondt ved
at følge med, og der klagedes over, at Skoleungdommen blev
overanstrengt. Dertil kom Misfornøielsen med, at de Studerende nu
skulde holdes et Aar længere i Skolen, hvilket undertiden havde
pekuniær Betydning for Forældrene, især da der ikke var synderlig
Udsigt til, at Studietiden ved Universitetet kunde forkortes; thi
skjøndt Anden Examen var ophævet, begyndte Studenterne dog yderst
sjælden paa deres Examensstudium strax ved Indtrædelsen i
Universitetet, hvilket havde været tilsigtet, men det første Aar
anvendtes alene til Filosofien, hvori Fordringerne vare betydelig
forøgede. Det syntes endnu at være et Rusaar og at lide af de
Mangler, man havde anket over ved dette.
Disse Klager kunde ikke kaldes ganske ubeføiede, og Ministeriet
nedsatte en Kommission for at prøve deres Berettigelse. Den nedsatte
Kommission foreslog ogsaa nogle Lempelser i Skoleplanens Fordringer;
men disse vare altfor smaa til at tilfredsstille de Misfornøiede, og
i 1860 begyndte der et sandt Stormløb imod den nye Skoleplan. En
anonym Forfatter, E--e, skrev en Piece: "Har Indførelsen af den
nye Undervisningsplan for de lærde Skoler været en Fremgang
eller Tilbagegang?" hvori han søgte at vise, at det Sidste var
Tilfældet. Han fik en vis Støtte af en yngre Skolemand, H--h ("Om
Undervisningsplanen og Afgangsexamen ved de lærde Skoler"), der
rigtignok i Hovedsagen var aldeles uenig med ham, men havde andre
Ønsker og andre Forslag, samt af en tredie Anonym R ("Om det
lærde Skolevæsen"), der søgte Hjælpen i den størst mulige Frihed.
Madvig imødegik disse Angreb i et fortrinligt lille Skrift "I
Anledning af de Angreb, der nylig ere gjorte paa de lærde Skolers
Undervisningsplan". Ogsaa jeg tog Del i Debatten ved nogle Artikler i
"Fædrelandet" 22., 24. og 25. Septbr. Jeg var overbevist om, at
Planen i det Hele var fortræffelig, men jeg havde Intet imod
Indførelse af rimelige Lempelser og Indrømmelse af en vis Frihed i
Udførelsen. Hvad jeg nærmest krævede, var dog Ophævelse af de
Inkonsekventser i Examensordningen, der virkede forstyrrende paa
Skolens Arbeide. Den Sidste af alle de Forfattere, der i dette Aar
skrev "Indlæg i Skolesagen", var Overlærer Fogh. Ogsaa med ham havde
jeg et lille Ordskifte i "Fædrel." 29. Nov., medens hans Skrift fik
en fortræffelig Gjendrivelse af E. Holm i "Fædrel." 28. og 29. Decbr.
I den Madvigske Skoleplan begyndte Latinundervisningen 2 Aar senere
end i den gamle Skole; før det 13. Aar skulde Disciplene kun lære
levende Sprog, først Tysk, siden Fransk. Man havde forsvaret dette
ved, at man burde begynde med det Letteste, Simpleste og nærmest
Liggende. Jeg havde altid fundet og oftere udtalt, at efter dette
Raisonnement burde Engelsk og ikke Tysk blive Begyndelsessproget,
saasom det baade ligger Dansken nærmere, er simplere i sin Bygning og
langt lettere at lære for Børn. Efter min Mening havde ogsaa den
engelske Litteratur nok saa meget at betyde som den tyske, ligesom
Engelsk jo ogsaa i langt høiere Grad var Verdenssprog end Tysk;
Engelsk burde derfor indtage Tyskens Plads i Skolen. Denne
Tanke fremsatte jeg i en Piece med Titel "De lærde Skolers
Undervisningsplan og de levende Sprogs Stilling i samme". Den er
skreven i 1864 umiddelbart efter Slesvigs Tab. Harmen og Sorgen har
sin Del i dens Form, men ikke i dens Indhold. Min Ven E. Lembcke, der
paa selv samme Tid udtalte det Samme i "Fædrel." 27. Sept., ender sin
Artikel med disse Ord:
"Den fremherskende Plads, det tyske Sprog har faaet i den danske
Skole, har det ikke faaet ved et Feilgreb af Skolen eller dens
Bestyrelse, men som en naturlig Følge af den Plads, det engang
har indtaget i Folkets Liv og siden altfor længe bevaret i dets
Forestilling; den er et Udtryk af den Betragtningsmaade, at
Danmark i Grunden dog er et Annex til Tyskland; men paa denne
Maade kan et Skolefags altfor fremtrædende Plads paa Timetabellen
blive til et haanende Trældomsmærke, hvis Udslettelse er en
national Æressag."
Der var mange Flere, der delte mine Anskuelser og Ønsker; men det
kunde ikke sættes igjennem. Tysken syntes af mange Grunde lige saa
uundværlig nu som tidligere; men det varede en rum Tid, inden vi
kunde forsone os dermed. Ikke at vi vilde undvære, hvad den tyske
Videnskab og Kultur kunde byde os, men vi vilde ikke have Udseende af
at være Tyskere. Vi vilde, at de skulde se, at vi vare et dybt
krænket Folk, der ikke kunde betragte dem som Brødre, før de havde
gjort i det Mindste en Del af den gjorte Uret god igjen.
Det var min Regel, naar tyske Videnskabsmænd besøgte mig, da at tale
Fransk med dem. Tankeudvexlingen led ikke derved, men de Fleste følte
sig ubehagelig berørte deraf. Dog var der ogsaa dem, der fandt det
ganske naturligt. Jeg skal anføre et Par Exempler. I 1872 ankom min
Hustru og jeg en Aftenstund til Pompeii. Hotellets Pensionærer sad
netop ved Aftensbordet. Selskabet bestod af Russere og Tyskere, og
Samtalen førtes paa Tysk; men saa snart vi traadte ind og det blev
sagt, at vi vare Danske, blev Sproget efter Forslag af Professor
Gädechens fra Jena øieblikkelig forandret til Fransk. To Aar senere
besøgte jeg Professor Studemund i Strassburg, med hvem jeg ønskede
at drøfte et Par Spørgsmaal vedrørende Plautus. Hans første Ord til
mig var: "Sprechen Sie Deutsch oder Französisch?" Jeg svarede, at
naar jeg besøgte en Tysker i hans Hjem, talte jeg Tysk, men besøgte
han mig i Danmark, vilde jeg bede ham at tale et andet Sprog. I flere
Aar fastholdt jeg dette Princip, men i Længden lod det sig ikke
gjøre, i alt Fald ikke lige over for Videnskabsmænd, med hvem jeg kom
i nærmere Berørelse, og som jeg betragtede som virkelige Venner.
Klagerne over Skoleplanen fortsattes, snart fra den ene, snart fra
den anden Side; kun Eet var der, hvorom alle Klagerne kunde samles,
det populære Slagord Overanstrengelse. Det ene Parti ankede over, at
Mathematikens Fordringer vare altfor overdrevne, det andet over, at
de gamle Sprog krævede for meget. Tilsidst mente Kultusminister Hall,
væsentlig paavirket af sin Ven M. Hammerich, at finde et
Universalmiddel i en Deling af Undervisningen i Skolens to øverste
Klasser, saaledes at Disciplene dèr henholdsvis fritoges for de Fag,
som de havde mindst Interesse og Anlæg for og antoges at faa mindst
Brug for i deres fremtidige Livsstilling. Der nedsattes en
Kommission, bestaaende af Madvig som Undervisningsinspektør,
Professor Steen og Rektorerne Birch og Forchhammer, for at udarbeide
et Forslag til en saadan Ordning, og dette Forslag blev forelagt
Rigsdagen for at ophøies til Lov. Dette havde ikke været nødvendigt,
Ændringen kunde være foretaget ved kongelig Anordning. Det var et
Misgreb at give et saadant uprøvet Forsøg en Lovs Uforanderlighed, og
besynderligt var det at se en saa usagkyndig Autoritet som Rigsdagen
drøfte Skolelovforslagets enkelte Bestemmelser og slaa dem fast, saa
at mulige Feil ikke kunde rettes uden ved en ny Lov.
Loven af 1. April 1871 indførte efter fransk Mønster en Tvedeling
(bifurcation) af Skolen. Tidligere havde man forlangt, at alle
Studenter skulde være i Besiddelse af den samme almindelige Dannelse,
nu ophørte Fællesskabet med det 16. Aar, medens man først blev
Student 2 Aar senere. I de sidste 2 Aar var Skolen delt i en
sproglig-historisk og en mathematisk-naturvidenskabelig Afdeling, af
hvilke den første ikke lærte Mathematik, den anden ikke de gamle
Sprog. Madvig gik kun modstræbende ind paa Tvedelingen, og dog bærer
han for en stor Del Ansvaret for denne Lov, thi den blev kun vedtaget
i Landsthinget med 1 Stemmes Majoritet. Havde han stemt imod den, var
den bleven forkastet, hvad den vel havde fortjent, saa ufuldstændig
forberedt som den var. Han havde troet at burde give efter for en,
som han antog, almindelig Stemning og Ministrenes Ønske i den
Forventning, at der kunde bødes paa Manglerne i Principet ved de
enkelte Bestemmelser, og han tænkte ikke paa, at naar man giver en
vis Mand en Finger, tager han den hele Haand. Han havde saaledes
bestandig forlangt, at der skulde skrives latinsk Stil ved
Afgangsexamen i den sproglig-historiske Retning; men da dette ikke
kunde sættes igjennem, erklærede han i det sidste Øjeblik at ville
nøies med, at der krævedes en fransk Stil i Stedet, og da dette var
Betingelsen for hans Stemme, blev det vedtaget. Det var en uheldig
Bestemmelse; thi i Stedet for en Fordring, som Skolen uden
Vanskelighed kunde opfylde ("en let latinsk Stil uden grove Feil")
sattes en, som den aldeles ikke kunde magte, idet Fordringerne til
det levende Sprog selvfølgelig gik langt videre. Den franske Stil
blev ogsaa senere delvis afskaffet, men naturligvis uden at den
latinske Stil blev gjenindført.
Loven blev modtaget med blandede Følelser. Overanstrengelse vovede
man ikke mere at klage over; men det var dog kun Mathematikerne, som
syntes virkelig tilfredse. De havde naaet Alt, hvad de forlangte, en
fyldig Mathematikundervisning, saa at Afgangsexamen i den
mathematisk-naturvidenskabelige Retning gav Adgang til den
polytechniske Læreanstalt. Det Tab i humanistisk Henseende, der var
lidt ved, at Undervisningen i de gamle Sprog ophørte saa tidlig, at
det, der var lært deraf, ufeilbarlig maatte blive helt glemt, lagde
man i Begyndelsen ikke videre Mærke til. Men desto større var
Misfornøielsen paa den anden Side, hvor man ikke blot kunde
beklage sig over den tilsvarende Ulempe, at Disciplene af den
sproglig-historiske Retning paa Grund af Mathematikundervisningens
altfor tidlige Ophør vare utilladelig uvidende i dette Fag, men ogsaa
over, at selve de klassiske Sprog havde lidt Uret, og det tidligere
Kundskabsmaal nu ikke længere kunde naaes.
En af de første, der alvorlig angreb den nye Skoleplan, var Dr.
_Pingel_ i den Berlingske Tidende 28. Februar og 1. Marts 1877. Han
blev imødegaaet af Madvig i samme Blad 13. Marts, men fortsatte sin
Polemik i de to følgende Aar i et Par Piecer: "Om Hovedmanglerne ved
den lærde Skole" og "Fortsatte Betragtninger over den lærde Skole".
Hans varme og veltalende Indlæg vare dog i flere Henseender for
uklare til at kunne udøve Indflydelse, og hans Polemik forblev
resultatløs. I de Angreb, der i sin Tid gjordes paa Skoleplanen af
1850, havde det været almindeligt at kaste Skylden for den saakaldte
Overanstrengelse paa Madvigs Grammatik. Dette var ubeføiet; men endnu
besynderligere var det, naar Pingel rettede sine Vaaben imod
"Madvigianismen", idet han under dette af ham dannede Ord
sammenfattede Alt, hvad han mente at kunne bebreide Skolen, medens i
Virkeligheden Madvig altid havde revset og modsat sig de paaankede
Feil. Jeg fik mange Opfordringer til at svare Dr. Pingel, og jeg tog
ogsaa fat paa Arbeidet, men det blev overflødigt ved andre, fuldtud
fyldestgjørende Gjendrivelser ("Dagbladet" 1.-3. Okt. 1879, og M.
Rosing "Dr. Pingel og den lærde Skole").
Misfornøielsen blev imidlertid mere og mere almindelig og gav
sig Luft baade i Piecer og Bladartikler (se J. L. Heiberg i
det Letterstedtske Tidsskrift 1884.) Imidlertid var der ogsaa
paa et andet nærliggende og beslægtet Omraade indført en
indgribende Forandring, idet den siden 2. Febr. 1849 bestaaende
filologisk-historiske Embedsexamen ved Anordningen af 25. Oktbr. 1883
var bleven afløst af en _ny Skoleembedsexamen_. Tidligere prøvedes
Kandidaten i Latin, Græsk, Historie og Dansk (med Oldnordisk); nu
indførtes der forskjellige Faggrupper bestaaende af 1 Hovedfag og 2
Bifag, og ved Valget af disse bleve de nyere Sprog stillede lige med
de gamle. Dette var et Skridt i samme Retning som Skoleloven af 1871;
den encyklopædiske Dannelse veg tilbage for den specielle. Det var en
Lettelse for de Studerende, at de kunde kaste sig udelukkende over
det Fag, som særlig interesserede dem, og de kunde uddanne sig til
videnskabelige Specialister. Men Skoleembedsexamen burde dog ikke
være en Prøve for Videnskabsmænd, men for Skolemænd. Skolen er ikke
tjent med en Faglærer, som faar Lyst til at lære Disciplene specielle
Enkeltheder paa det Vigtigeres Bekostning; den er bedst tjent med en
Lærer, der er hjemme paa mere end eet Omraade og ikke er tilbøielig
til at overse sine Medlæreres Fag.
Til Gjengjæld indførtes der en Prøve i _Pædagogik_. Kandidaten
skulde, inden han blev ansat, have øvet sig i praktisk Lærergjerning
og have gjennemgaaet et theoretisk Kursus i Pædagogik. Dette Sidste
havde Skolelærerne ofte forlangt, snart paa Tryk og snart i Tale.
Naar jeg blev opfordret til at yttre mig herom, havde jeg altid gjort
opmærksom paa, at Pædagogiken som Videnskab var et Kapitel af
Psychologien og havde sin Plads der, medens Børneopdragelsen og
Ungdommens Undervisning var en Kunst; at ingen Kunst læres igjennem
Theorien, men kun ved praktisk Udøvelse; og at særlig det Stof, som
Undervisningskunsten behandler, Ungdommens Sjæle, var saa mangfoldigt
og saa zart, at man burde være meget varsom med at indsnævre det i
Theoriens Schema. Saa uimodsigeligt som dette var, fandt det dog
liden Indgang hos Størstedelen af Skolens Lærere; de vilde nu engang
hellere være Videnskabsmænd end Kunstnere. Det faldt naturligvis
hverken mig eller nogen Anden ind at nægte, at en dygtig Pædagog
ogsaa igjennem Forelæsninger kunde give de vordende Lærere mangen
nyttig Anvisning; men havde man en saadan Mand? Derom havde man ikke
spurgt, da man anordnede, at der skulde holdes pædagogiske
Forelæsninger. Man mente, at dette Fag maatte kunne overtages af en
af de filosofiske Professorer, og da Professor Høffding ikke vilde
indlade sig derpaa, blev det overdraget _Kroman_. Denne talentfulde
unge Mand var desværre uden praktisk Skoleerfaring, hvad der viste
sig ved det første Skrift, han udgav efter sin Ansættelse som Docent
i Pædagogik: "Om Maal og Midler for den høiere Skoleundervisning"
(1886), en Bog, der er skreven med ualmindelig Friskhed og
Veltalenhed, og som derfor gjorde stor Lykke hos alle dem, der ikke
havde Sagkundskab eller Kritik nok til at gjennemskue de
regnbuefarvede Taager. Bogen er stærkt polemisk. Forfatteren
fordømmer Tvedelingen i de stærkeste Udtryk; det Principmæssige var
en fælles Uddannelse for Alle. Han vilde anse det for forfeilet, om
en 13 Aars Dreng, der opdagede, at han havde mest Lyst og Anlæg for
de sproglig-historiske Fag, nu ogsaa valgte denne Linie; thi en
saadan Dreng havde tværtimod særlig Brug for et Kursus i Mathematik
og Naturfag. Efter hans Mening var Skoleplanen af 1850 ypperlig, og
der fandt ingen Overanstrengelse Sted efter den. Man burde ikke
udelukke noget af Skolefagene, men tværtimod optage en Del flere;
Disciplene burde gjøres bekjendt med Alt, hvad de havde Brug for i
Livet, og dette kunde gjøres, naar man blot ikke forlangte for meget
i hvert enkelt Fag; mange Fag kunde nøies med 1 Time om Ugen. Om
dette sidste Forslag maatte rigtignok enhver Skolemand sige, at 1
ugentlig Time var saa godt som ingen. Der var meget andet, der var
lige saa upraktisk; men Bogen havde vakt saa stor Opsigt, at jeg
fandt det nødvendigt at imødegaa den. Jeg skrev derfor en Anmeldelse
af den i Berl. Tid. 20. og 22. Febr. 1886. Ogsaa Tuxen skrev en
Belysning af Professor Kromans Forslag til en Skolereform og mange
Flere. Der gik derfor heller ikke lang Tid, inden den Virkning, som
Bogen ved sin første Fremkomst havde gjort, tabte sig; man beholdt
kun det almindelige Indtryk, at Skoleplanen var uheldig og burde
ændres.
Der var næppe Nogen, der følte sig mere overbevist derom end
selve Kultusministeren, _Scavenius_. Allerede i 1885 havde han
forelagt Landsthinget et Forslag til Ændringer i Loven, men det
kom ikke til Behandling. I 1889 gjorde han et nyt Forsøg.
Mathematisk-naturvidenskabelige Faglærere og Videnskabsmænd havde i
Juni s. A. holdt et Møde i Kjøbenhavn, og dèr saa godt som enstemmig
vedtaget en Udtalelse om, at Mathematiken og Naturvidenskaberne for
de sproglig-historiske Studerendes Vedkommende var utilbørlig
forsømt. Der lærtes for Lidt, og dette Lidet forspildtes derved, at
Undervisningen ikke fortsattes i Skolens to øverste Klasser. Dette
maatte nødvendig forlanges; den fornødne Tid dertil vilde vindes,
naar _Oldnordisk_ og _Græsk_ blev udelukket af Skolen. Man vidste, at
Ministeren delte disse Anskuelser, skjøndt der endnu ikke forelaa
noget Offentligt derom. Jeg ansaa det derfor for rigtigt at imødegaa
dem, medens det endnu var Tid, og skrev da i Berl. Tid. 23.-24. Juli
en Artikel betitlet "Et Skolespørgsmaal". Jeg var enig med
Mathematikerne i, at det var en Forurettelse imod de
sproglig-historiske Disciple, at Mathematikundervisningen ophørte
saa tidlig. Jeg fandt det ogsaa rimeligt, at man afskaffede
Oldnordisk og anvendte de to ugentlige Timer, der derved vandtes, til
Mathematik for de sproglig-historiske og til Latin for de
mathematisk-naturvidenskabelige Disciple. Men naar man ogsaa vilde
udelukke Græsken, maatte jeg nedlægge en bestemt Protest. Græsken
maatte betragtes som et nødvendigt Led af den klassiske Dannelse.
Grækenland var jo i Virkeligheden vor Dannelses Vugge; dèr fandt man
de rene Kilder, hvorfra den endnu bestandig kunde forynges. Men
dertil kom, at for Theologen var Græsken uundværlig. Naar man tænkte
sig, at Theologerne kunde lære Græsk i et særskilt Kursus ved
Universitetet, saa vilde derved ikke blot Studietiden forlænges
betydelig, men det vilde heller ikke være muligt at opnaa en
nogenlunde sikker Kundskab i dette vanskelige Sprog, naar man ikke
begyndte derpaa i Skolen og fik det indøvet paa skolemæssig Maade.
Resultatet vilde blive, at den danske Kirke maatte nøies med
Lægprædikanter i Stedet for theologisk dannede Præster.
Min Artikel blev ikke upaaagtet; man paaberaabte sig den oftere i den
følgende Diskussion. Ministeren havde nemlig allerede i Slutningen af
Juni og Begyndelsen af Juli meddelt Undervisningsinspektionen og
Skolerne sine Tanker og efter at have modtaget deres Erklæringer
udarbeidet et Forslag, som den 13. November blev sendt til
Universitetets Betænkning. Efter dette skulde der beholdes en vis
Tvedeling af Skolen. Konsistorium indhentede Fakulteternes
Erklæringer over dette Forslag, men disse vare saa indbyrdes
afvigende, at det kun kunde raade Ministeren til at lade Sagen hvile,
indtil der kunde opnaas større Enighed.
Ogsaa iblandt de private Skolebestyrere og Lærere var der Uenighed.
Medens en stor Del af disse i Overensstemmelse med Ministeren ønskede
Græsken afskaffet, kæmpede Andre, navnlig Heiberg og Tuxen, for dens
Bevarelse. _Heiberg_ erklærede, at dens Afskaffelse vilde være at
skjære Roden af den klassiske Skoleundervisning, thi saa sandt som
det maatte være dennes Maal gjennem Læsning af de klassiske
Forfattere at give Disciplene et levende Førstehaandsbillede af den
Kultur, hvoraf vor egen var fremgaaet, maatte Græsken være det
Væsentlige, Latin det mindre Vigtige. En Udtalelse i denne Retning
blev tilstillet Ministeriet. For mig var der ikke synderlig Anledning
til at deltage mere i Debatten. Jeg havde udtalt min Mening saa
klart, som jeg formaaede, og kunde efter min Alder og Stilling ikke
vente, at mine Ord skulde veie synderligt. Dog holdt jeg efter
Opfordring i Konservativ akademisk Forening i 1891 et Foredrag om
radikal og konservativ Pædagogik, og endnu adskillige Aar senere
fandt jeg mig foranlediget til en offentlig Udtalelse. I 1898
tilfaldt det Professor _Gertz_ at holde Talen ved Universitetets
Reformationsfest. Han gav deri et kort Overblik over, hvorledes det
var gaaet med Studiet af Oldtidssprogene og Oldtidslitteraturen ved
Universitetet og i Skolen indtil vor Tid, og sluttede med den
Udtalelse, at for Fremtiden var det nødvendigt, at Græsken helt
rømmede Skolen og Latinundervisningen indskrænkedes. Tilhørerne
studsede; man havde ikke ventet en saadan Udtalelse ved denne
Leilighed. Prof. Gertz bad mig om at anmelde hans Indbydelsesskrift
"Stat og Statsforfatning i Oldtidens Hellas", som jeg havde sagt ham,
at jeg syntes meget godt om. Jeg svarede ham nu, at jeg i saa Fald
ogsaa maatte tage Talen med. Gertz's Tale er trykt i Tilskueren 1898
(S. 987 ff.), min Anmeldelse i Nationaltidende d. 29. Decemb. s. A.
* * * * *
Medens Spørgsmaalet om en Reform af den lærde Skole i fulde tre
Fjerdedele af et Aarhundrede havde staaet paa Dagsordenen, og efter
forskjellige tildels modsatte Forsøg, under hæftige Partikampe,
endnu er langt fra sin Løsning, er der en anden, mindre vigtig
Reform, som har havt en lignende Skjæbne, og hvis Historie heller
ikke kan kaldes lystelig, den danske Retskrivnings Reform.
"For fyrretyve eller halvtredsindstyve Aar siden existerede der en
dansk Retskrivning," siger C. St. A. Bille i 1888, og deri har han
Ret. Alle nogenlunde betydelige Forfattere skrev omtrent ens, og
denne Retskrivning lærtes i Skolerne med største Lethed. Det var i
sin Helhed en god Retskrivning, hvorefter Sproget lærtes og skreves
med Lethed og Sikkerhed, og den var saa konsekvent, som man med
Billighed kunde forlange. Et og Andet kunde ændres og simplificeres,
uden at Helheden blev rokket, og det skete ogsaa efterhaanden. Det
var at ønske, at man var bleven saaledes ved. Men allerede 1826 havde
Rask fremsat sit Forslag til en fuldstændig Omdannelse af den danske
Retskrivning, bygget paa Lydlæren og Etymologien. Det var et
videnskabeligt Arbeide, men -- Retskrivning er "en praktisk Sag". Den
modtager som enhver Praxis gjerne Videnskabens Haandsrækning; men
Hovedsagen er Hensigtsmæssigheden. Retskrivningen har kun sin
Betydning ved, at man er enig om den. At nu den store Sproggranskers
Disciple optog hans Retskrivning i deres Skrifter, kan man forstaa,
men at de ogsaa indførte den i deres Skolebøger, var utilbørligt.
Skolen er ikke Stedet for Experimenter; den skal gjøre Ungdommen
bekjendt med Nutidens Viden og Tankegang og dens Forudsætninger;
Fremtiden raader den ikke over. Den daværende "Direction for
Universitetet og de lærde Skoler" synes ikke at være bleven opmærksom
paa dette Overgreb i rette Tid, og i Tredserne befandt den danske
Retskrivning sig i en lidet heldig Opløsningstilstand. Det var et
almindeligt Ønske, at den daværende Ubestemthed maatte afløses af
bestemte Regler; man misundte Svenskerne, der vare heldigere i den
Henseende. Dertil kom, at det stadig voxende Ønske om en nøiere
Tilslutning til Brødrerigerne krævede Fjernelsen af den, ganske vist
ikke betydelige, Hindring for Læsningen af svensk Litteratur, som den
forskjellige Retskrivning lagde i Veien. Ønsket om en Tilnærmelse i
denne Henseende var lige saa levende i Norge og Sverige som i
Danmark, og L. K. Daas Forslag, at Udvalgte fra alle tre Riger skulde
træde sammen for at forhandle om en fælles Retskrivning, fandt
almindelig Tilslutning. I Kjøbenhavn valgtes 20. Marts 1869 af en
anselig Kreds af litterært interesserede Mænd[8] 5 Repræsentanter til
et saadant Udvalg, Professorerne S. Grundtvig og Lyngby, Pastor J.
Kok, Rektor Thrige og Konrektor Lembcke, der dog blev forhindret i at
give Møde. De fik den Opgave "ved Samarbeiden med de Norske at
tilveiebringe hensigtsmæssige Forslag til en fælles dansk-norsk
Retskrivning, der kunde ventes at trænge igjennem og afløse den nu
herskende Mangfoldighed, og som tillige, i Forbindelse med
tilsvarende Forbedringer i den svenske Retskrivning, væsentlig vilde
lette den gjensidige Benyttelse af den dansk-norske og den svenske
Litteratur."
[8] Indbyderne til Mødet vare H. N. Clausen, M. Goldschmidt, S.
Grundtvig, E. Holm, J. Kok, K. J. Lyngby, C. Ploug, A. Steen, Jap.
Steenstrup, M. Steenstrup, S. B. Thrige, J. L. Ussing, N. L.
Westergaard. Mødets Dirigent var disse Blades Forfatter.
Mødet holdtes i Stockholm 25.-30. Juli, og Resultatet foreligger
i de af de tre Folks Sekretærer udarbeidede Beretninger. For
Danmarks Vedkommende er Beretningen forfattet af Lyngby (1870),
og i Overensstemmelse dermed udgav Sv. Grundtvig en "Dansk
Retskrivningsordbog" (Oktbr. 1870). Men allerede inden denne var
udkommen, offentliggjorde de oprindelige Indbydere 21. Juni 1870 en
Erklæring, hvori de vel ikke tiltraadte alle de af Stockholmermødet
foreslaaede Ændringer, men anbefalede dem, som de mente vilde finde
"almindelig Imødekommen". Erklæringen er trykt i Grundtvigs "Dansk
Haandordbog" (1872) S. VII f. Videre troede man i det Øieblik ikke at
turde gaa; men der var ikke Faa af Underskriverne, der vare
misfornøiede med denne halve Forholdsregel.
Indførelsen af latinske Bogstaver i Stedet for gothiske mødte ingen
Vanskelighed; men beklageligt er det, at man forsømte denne Leilighed
til at indføre Tegnet å i Stedet for aa, saa at vi endnu idag beholde
saadanne Monstra som "paaagte", "Paaaanding". Ønskeligt havde det
ogsaa været, om man havde afskaffet Navneordenes Fremhævelse ved
store Begyndelsesbogstaver; men disse store Bogstaver ere nu Folkets
Kjælebørn, og de fik senere en veltalende Forsvarer i E. v. d. Recke