Af mit Levned - 04

i hans Arbeidsværelse, en enlig gammel Mand, der kun levede i sine
Antiker. Paa hans Skrivebord stod den smukke lille Marmortorso af en
kvindelig Figur i stærk Bevægelse, der er afbildet i det ovennævnte
Værk. Jeg besøgte Galleriets Bestyrer Migliarini, en fortræffelig
gammel Mand, som ikke bar sin Lærdom til Skue, men bedømte Alt med
sund Menneskeforstand. Ogsaa i Storhertugens Bibliothekar, Svenskeren
Grev Gråberg de Hemsjö, fandt jeg en elskværdig gammel Mand, men han
var desværre saa døv, at man kun kunde tale med ham igjennem et
Hørerør. I min Ensomhed længtes jeg nok undertiden efter Vennerne i
Hjemmet, men det var ingen trykkende Længsel, thi jeg havde nok at
gjøre med Studierne i Florents Kirker og Museer. Og dog var dette jo
kun en Indledning; Rom skulde være mit egentlige Arbeidsfelt. I den
anden Uge af December forlod jeg Florents, og efter 2 Dages Ophold i
Siena ankom jeg til Rom d. 16. December.
* * * * *
_Rom_ i 1844 var meget forskjellig fra Rom ved Aarhundredets
Slutning. Det var endnu den pavelige Stad, den stille Kunstnerby,
hvor man i Ro nød Kunstens og Naturens Herlighed under hans
Helligheds og hans Tjeneres imponerende Varetægt. Nu er Staden bleven
3 Gange større og en tyk moderne Fernis har lagt sig over det Hele.
Nu kommer man til Rom med Jernbanen som til andre store Stæder,
stiger af i en Banegaard, hvor man har sin Nød med at bane sig Vei
igennem Menneskevrimlen, med at finde sit Tøi, og er glad naar man
endelig uden Uheld og uden al for lang Venten er bleven stuvet ind i
en Omnibus for at kjøre til et Hotel. Den Gang kjørte man i jævnt
Trav ind ad Porta del popolo; Kusken knaldede med Pisken, og man blev
høitidelig modtaget af den store Obelisk med Springvandet omkring,
hvorefter man kjørte op ad Corsoen, der vistnok ikke var mindre
kjedelig end den nu er, men som dog ikke ved Støi og moderne Glimmer
forstyrrede den Ankommendes forventningsfulde Stemning.
Det første Sted, jeg søgte hen, var den lille mørke Café del Greco i
Via Condotti, hvor jeg skulde høre, om der var Breve fra Hjemmet, og
om der ikke var nogen Landsmænd til Stede. Jo vel var der det.
Medailleur Petersen modtog mig med stor Venlighed, og kort efter
førte han mig over i det nærliggende Trattoria Lepre, hvor jeg traf
flere Landsmænd, i hvis Kreds jeg øieblikkelig var som hjemme.
Kunstnerkredsen i Rom var ikke lille i de Dage. Det var næsten alle
yngre Mænd, nogle faa Aar ældre end jeg. Der var _Jerichau_, hvis
hjemsendte Stykker af Frisen "Alexanders Bryllup med Roxane" allerede
havde vakt fortjent Opmærksomhed i Danmark; det næste Aar saa jeg ham
fuldføre Gruppen Hercules og Hebe, der gjorde stor Opsigt i Rom,
blandt andet fordi man havde travlt med det unyttige Spørgsmaal, om
det skulde være et Forsøg paa at restaurere den belvederiske Torso
eller ikke. Han var allerede dengang noget sygelig og klagede oftere
over, at han ikke blev paaskjønnet i Danmark; men han havde endnu
ikke den pessimistiske Anskuelse af Livet, som forbittrede hans
senere Dage. Han var en elskværdig Omgangsfælle, som jeg nødig rev
mig løs fra. Han tegnede med Blyant et lille Portræt af mig, som jeg
kunde sende hjem til min Fader paa hans og min Fødselsdag, 10. April
1845. _Holbech_ saa jeg ikke synderlig til; han holdt sig for sig
selv; derimod omgikkes jeg meget Elfenbensskjærer _S. S. Winther_,
der var Broder til den senere bekjendte Rigsdagsmand Dr. Gert
Winther. Han modellerede en Portrætmedaillon af mig, et smukt
Arbeide, men saa flatteret, at en god Ven af mig, da han saa det,
antog det for et Kvindehoved og spurgte, om det skulde være en
Kleopatra; den er desværre gaaet til Grunde ved en Ildebrand. Winther
var stærkt angrebet af Brystsyge; han led meget og døde allerede
1846. Af _Malere_ var der Jerichaus trofaste og opofrende Ven Th.
Læssøe, den stille og flittige A. V. Boesen, den hyggelige Genremaler
Raadsig, Lunde, en fordringsløs Kunstner med fin Følelse for
Farvetonerne i Landskabet, og den i München uddannede Rohde, som med
en fin og "spirituel" Pensel malede Vinterbilleder og italienske
Landskaber. Ogsaa den gamle Ernst Meyer har tidt moret mig med sit
lune Humor. Engang saa jeg i hans Skitsebog en lidet interessant
Figur. Det var Natvægteren i Söder-Telge. "Hvorfor har De tegnet
ham?" spurgte jeg. "Den latterlige Karl," sagde han, "han raaber ved
høi lys Dag." Det var Midsommertid. Gurlitt havde sluttet sig ganske
til _Tyskerne_. Han var ogsaa født i Altona, og den tyske
Kunstnerkreds var jo baade større og betydeligere end den nordiske. I
Kunstnerverdenen var der paa den Tid endnu ikke indtraadt nogen
Adskillelse imellem danske og tyske. Jeg besøgte ogsaa tyske
Kunstnere i deres Atelierer; jeg mindes bl. A. Düsseldorferne Riedel
og Achenbach og Frankfurteren Rethel, og i det følgende Aar Overbeck
og Cornelius.
Af _norske_ Kunstnere var der i den Vinter ingen i Rom; derimod var
der en anselig Kreds af _svenske_, der levede med de Danske ganske
som Landsmænd. Der var af Landskabsmalere Maaneskinsmaleren Stäck og
den døve Palm, af Figurmalere den fortræffelige Wahlbom, der
excellerede i Rytterbilleder fra Trediveaarskrigen, og Lundgren, der
ikke uden Held efterlignede Venezianerne, og som senere ogsaa fik et
Navn i Litteraturen, endelig den livlige Architekt Scholander, hvis
Illustrationer til Tegnèr ville være i Manges Minde. Plageman saa vi
kun lidt til; man sagde, han levede af at lave Rafaeler til engelske
og amerikanske Reisende. Den elskværdige Billedhugger Fogelberg
besøgte jeg i hans Atelier; dèr stod de kolossale Guder, Odin og
Balder.
Efter Skik og Brug samledes Skandinaverne Juleaften for at nyde den
hjemlige Risengrød og mindes det fjerne Fædreland med dets Sne og Is
imellem Sydens Herligheder. Der laa en Rose paa hver Tallerken, og vi
kransede os med Vedbend; men ellers var der næppe Noget, der mindede
om et antikt Symposion. Det var et muntert Kunstnergilde, og paa
Væggen havde man med Kul tegnet Portræter af de skandinaviske
Kunstnere, der nu havde forladt Rom.
Men saa gjerne jeg færdedes imellem Kunstnerne og besøgte deres
Atelier, var dette dog nærmest en Adspredelse for mig; min egentlige
Opgave var jo at studere Oldtidens Monumenter. Her var det Tyskerne,
jeg maatte holde mig til. Archæologien havde allerede dengang et
Midtpunkt i det af den preussiske Regjering støttede Instituto di
Corrispondenza archeologica. Det havde sit Sæde paa Capitolium, ikke
i det nuværende anselige Palads, men i den tarvelige Bygning paa
Bjergets østlige Side. Der indfandt jeg mig regelmæssig hver Fredag
Middag, da der blev holdt Foredrag og Forevisning. En sjælden Gang
vovede jeg mig ogsaa selv til at give en lille Skjærv med i Laget, og
man gjorde mig til Medlem af Institutet. Men jeg tilstaar, jeg morede
mig ikke ved disse Møder, og det var mig en større Glæde, naar jeg
efter Mødets Slutning med et Par af de andre Archæologer kunde gaa op
paa Palatinerbjerget, i Villa Mills, som da var aaben for Publikum,
og beundre den frodige Rosenflor midt i Vinterens Hjerte.
Institutets Første Sekretær, _Emil Braun_, modtog mig med stor
Venlighed, og jeg var oftere Gjæst i hans Hus, ikke til noget
Selskab, men til daglig Middag sammen med ham og hans aldrende
Hustru; Børn havde de ikke. Jeg holdt af den godmodige Mand, skjøndt
jeg ikke kunde sætte ham høit som Archæolog og stundom smilte ad hans
store Ord, som naar han sagde: "Wenn Böhme und ich zusammen sind,
dann wissen wir, was Styl ist." Han var oprindelig Læge. Ved længere
Tids Syslen med Antiker havde han erhvervet sig en Del Kundskab paa
dette Omraade, men da han manglede filologisk Dannelse, blev han
aldrig Andet end Dilettant, og han havde heller ikke noget fint Øie
for Kunsten. De Foredrag, han holdt for de yngre Archæologer over de
antike Skulpturer i Museerne, gav os derfor heller ikke stort
Udbytte; det var for en stor Del uklare Fraser. Han havde modtaget
mig med Lovtaler som Madvigs Discipel og ønskede, at jeg skulde
skrive en Afhandling i Institutets Annaler. Han gav mig i den
Anledning en Vasetegning at behandle, og jeg gjorde mit Bedste for
at levere en taalelig archæologisk Afhandling i et pynteligt
italiensk Sprog. Da jeg viste ham den -- den hed Processione
trionfale di Ercole ed Iolao -- gjorde han et Par smaa Bemærkninger,
som jeg naturligvis tog til Følge, men for øvrigt fandt han det Hele
fortræffeligt. Inden den blev trykt, kom imidlertid Institutets
Direktør Gerhard til Rom. Han beklagede sig over, at jeg i min
Disputats havde polemiseret imod ham. Braun søgte at undskylde mig;
om det behøvedes, ved jeg ikke; vist er det, at Gerhard altid senere
har behandlet mig med Velvillie og Opmærksomhed; men Braun har dog
nok syntes, at han skyldte Gerhard en cadeau paa min Bekostning.
Under Trykningen af Afhandlingen opdagede han en faktisk Urigtighed i
en Anmærkning. Istedenfor nu, som han tidligere havde gjort, at
meddele mig det, saa at jeg kunde rette Feilen, tilføiede han
følgende Note: "Vor lærde Forfatter, som vil diktere os de
hermeneutiske Love for Studiet af Vaserne, med hvilke han med Nød og
næppe er kommen i materiel Berørelse, tager heri groveligen feil.
Mere end ethvert filologisk Sofisteri gjælder et Faktum i
Archæologien. Førend han indlod sig med en Koryfæ som Gerhard, der
har tilbragt Halvdelen af sit ikke ørkesløse Liv imellem Potteskaar,
havde han gjort vel i at gjennemløbe Atlasset af Institutets
Monumenter, hvor han paa 3. Binds 44. Tavle vilde have fundet en
utvivlsom Hercules tilstedeværende ved Minervas Fødsel." (Det var
dette, jeg havde fundet umuligt). "Fortrolighed med den gamle
Litteratur i dens Helhed er den skjønneste Medgift for Archæologen,
men i Videnskaben som i Livet er det ikke altid Medgiftens Rigdom,
som gjør Ægteskabet lykkeligt." Jeg blev naturligvis oprørt over
dette Overfald, og mine archæologiske Venner fandt, at jeg burde
tilsende "Augsburger Allgemeine Zeitung" en Meddelelse om denne
"exempelløse Adfærd af en Redaktør;" men efter det Forhold, jeg
havde staaet i til Braun, foretrak jeg at indskrænke mig til mundtlig
at sige ham, at jeg ikke havde ventet Sligt af ham.
Institutets Anden Sekretær, _Henzen_, var en høist elskværdig Mand,
der aldrig havde andet end Venner. Han var en dygtig Videnskabsmand
og har indlagt sig betydelig Fortjeneste ved Behandlingen af antike
Indskrifter. Efter Brauns Død blev han Første Sekretær, og jeg har
under senere Besøg i Rom et Par Gange havt den Glæde at se ham i
denne Stilling.
Iblandt de yngre Archæologer, der som Stipendiater havde Bolig i
Institutets Bygning, maa jeg først nævne _Theodor Mommsen_. Det var
en overmodig Yngling paa 27 Aar, for hvem det videnskabelige Arbeide,
hvor omfattende det end var, altid gik let fra Haanden. Han var
oprindelig Jurist, men Romerretten førte ham til Studiet af Roms
Statsforfatning og Historie. I Rom syslede han med topografiske
Spørgsmaal og begyndte under Henzens Veiledning det Studium af de
latinske Indskrifter, som blev hans Livs Hovedarbeide, og som har
sikret ham et udødeligt Navn i Videnskaben. Hans romerske Historie
har som bekjendt gjort overordentlig Lykke og er udkommet i mange
Oplag. Det er en livlig og interessant skreven Bog, men dens dristige
Kombinationer ere ikke altid holdbare, og hans Bedømmelse af Cæsar og
Cicero charakteriseres næppe tilstrækkelig, naar man kalder den
ensidig. Han har trolig fulgt Drumanns Fodspor og er ligesom denne en
ægte Preusser, skjøndt det ikke er der, han hører hjemme; han er født
i Garding i det sydvestlige Slesvig. Han havde studeret i Kiel og var
-- ivrig Slesvigholstener, hvorfor han fra først af ikke betragtede
mig med milde Øine. Allerede mit Navn havde vakt hans Harme; thi det
var efter Algreen Ussings Forslag, at Stænderne havde anmodet
Christian VIII om at udstede sin Erklæring om, at hele det danske
Monarchi gik i udelelig Arv efter Kongelovens Arvefølge. Dog kom vi i
det Hele godt ud af det med hinanden, naar vi mødtes, hvilket ikke
var saa sjældent. Jeg mindes saaledes bl. a. en lille Samtale i det
Vatikanske Bibliothek. Jeg havde fra Professor Preller faaet
Anmodning om at conferere et Par Haandskrifter af Curiosum Urbis, et
lille Skrift fra Romerrigets sidste Dage, der indeholder en
Fortegnelse over Byen Roms Kvarterer med Angivelse af deres Grænser.
Det er indbundet i et stort Bind sammen med flere forskjellige
Skrifter. En Dag medens jeg var beskjæftiget med denne Kollation, kom
Mommsen hen til mig. "O," siger han, "har De faaet fat paa den Bog?
Den kjender jeg. De har formodentlig maattet love, at De ikke vilde
se noget af det Øvrige, der staar i den?" Dette bejaede jeg. "Det er
ellers uhyre morsomt, alt det Andet," fortsatte han. "Det er lutter
Skandalehistorier om Paverne." Jeg lod mig dog ikke friste, men holdt
mit Løfte. En Gang var det dog nær kommet til et alvorligt Brud
imellem os. De tyske Kunstnere dannede en Forening, der kaldtes Ponte
molle, og hvortil ogsaa andre Kunstnere og Studerende sluttede sig.
Dette Selskab pleiede i Begyndelsen af Mai hvert Aar at foretage en
stor Udflugt i Campagnen, til de gamle Stenbrud, man kalder
Cervara-Grotterne. Det var en hel Carnevalsfest; man drog afsted dels
til Fods, dels til Æsels og helst i fantastiske Kostumer. Jeg var
ogsaa bleven opfordret til at tage med, og jeg havde faaet et
kunstnerisk udført Diplom som Ganymed eller Mundskjænk. Det gik
lystigt til, og jeg havde min Nød med at holde mig ædru, da Alle
vilde drikke med Mundskjænken. Under en Samtale med Mommsen greb
denne, som saa ofte før, Leiligheden til at drille mig lidt. Denne
Gang sagde han dog ikke: "In Dänemark trinkt man wohl viel Grütze?"
han talte foragtelig om den danske Litteratur, og da Talen kom paa
Oehlenschläger, brugte han nogle Ord, hvorpaa jeg fandt mig beføiet
til at svare: "Naar De kan sige dette, har De jo aldrig læst noget af
Oehlenschläger." Han blev glorød i Hovedet og udfordrede mig. Jeg
svarede lidt haanligt: "Tror De, jeg gider slaaes med Dem for den
Sags Skyld?" Og dermed var den Historie forbi. Jeg har senere vexlet
Breve med ham i Anledning af en Indskrift i Bispegaarden i
Kjøbenhavn, som han ønskede et Aftryk af. I 1886 traf jeg ham ved
Universitetsjubilæet i Heidelberg. Medens vi spadserede sammen i
Slotshaven i Karlsruhe, ledte jeg Samtalen hen paa hans romerske
Historie. Som bekjendt gaar denne i de 3 Bind ikke længere end til
Cæsars Død. Nylig havde han imidlertid udgivet et 5. Bind,
"Provinserne fra Cæsar til Diokletian", et fortrinligt og for
Historieforskningen uundværligt Arbeide. Jeg spurgte ham nu, om vi
ikke snart kunde vente det manglende 4. Bind. "Nein", svarede han,
"der kommt nicht. Das kann Jedermann thun; das können Sie thun." Det
skulde være en Kompliment.
Mere stilfærdig var den 5 Aar yngre _Heinr. Brunn_ fra Bonn. Han var
ogsaa i det ydre en Modsætning til Mommsen; han var lige saa mørk,
som Mommsen var blond. Kunsthistorien var hans Speciale. Han blev
senere Anden Sekretær ved Institutet og holdt ligesom Braun
Forelæsninger omkring i Museerne, upaaklagelig korrekte, men nogen
fremragende Begavelse mærkede man ikke. Dog bør det siges, at det er
ham, man skylder den interessante Opdagelse, at de i forskjellige
Museer opbevarede Figurer i halv Størrelse af faldende eller faldne
Giganter, Amazoner, Persere og Galler høre sammen og maa henføres til
det Monument, Kong Attalos I lod opstille paa Borgen i Athen. Ogsaa
med ham fornyede jeg Bekjendtskabet ved Festen i Heidelberg. Han døde
som Professor i München 1888.
_Keil_ var lige saa gammel som Brunn. Det var en venlig lille Mand,
tør og exakt Filolog og bekjendt som Udgiver af Grammatici Latini.
Han døde for faa Aar siden som Professor i Halle.
Livligere var _Hermann Hettner_, Forfatteren til det 18. Aarhundredes
Litteraturhistorie. Ham var jeg oftere sammen med paa Udflugter fra
Rom og Neapel; det var en behagelig Reisefælle.
Sachseren _Ludolph Stephani_ var jødisk af Fødsel. Han levede kun i
sine Studier. Han blev en saare lærd Archæolog, Professor i Dorpat,
og senere Akademiker i St. Petersborg, i hvilken Stilling han udgav
udførlige Bearbeidelser af de paa Krim og andensteds i Rusland fundne
Oldsager (Compte rendu de la Commission archéologique Russe 1859-81).
Han holdt sig i Regelen for sig selv; mig foreslog han dog at ledsage
ham paa en Fodreise i Volsker- og Hernikerbjergene, og jeg skylder
ham Indvielsen i det archæologiske Reiseliv. Det var i de første Dage
af Marts 1845, at vi vandrede over Albano og Genzano til Cività
Lavigna, det gamle Lanuvium; derfra over Velletri til Cori, Norma og
Sezze, saa over Sacco-Dalen til Veroli, Frosinone, Alatri, Ferentino,
Anagni og Palestrina. Vi afskrev alle de Indskrifter, vi kunde faa
fat paa, og det hændte kun eet Sted, at en Eier forbittret jog os
bort midt i vort Arbeide. Vi beundrede Coris prægtige Tempelruin
og de vældige kyklopiske Mure, som omgive Stæderne, der ligge
som Ørnereder paa Klippernes Fremspring. Vi glædede os over
Volskerbjergenes frodige Skovvæxt, og aflagde et Besøg hos en
italiensk Landmand, som vi havde mødt paa Veien og spadseret et godt
Stykke sammen med i jævn Samtale. "Strada facendo si discorre" vare
de Ord, hvormed han indledede vort Bekjendtskab. Mindre behagelig var
derimod Governatoren i Anagni, som vilde putte os i Hullet, fordi vi
ikke havde vore Passer med, og da han endelig efter et langvarigt
Skjænderi bekvemmede sig til at lade os gaa, yderligere spildte vor
Tid ved en lang, salvelsesfuld Tale om, hvor nødvendigt det var
altid at have sit Pas hos sig.
Jeg skrantede en Del den Vinter, og kom mig egentlig først i Mai
Maaned, da det blev rigtig varmt; men jeg havde ingen Tid til at være
syg; Livet var altfor rigt. Tiden hengik med lærerige Studier i
Museer, Bibliotheker og imellem Ruinerne, henad Foraaret og Sommeren
ogsaa med Udflugter i Omegnen, næsten altid i godt Selskab. Iblandt
Landsmændene bør jeg ogsaa nævne den danske Konsul _Bravo_ og cand.
jur. _Møller_ (senere Birkedommer i Hørsholm) med hans unge Hustru,
Amalie f. Stahlfest, der her søgte og fandt Hjælp imod en begyndende
Brystsyge. I Foraaret 1845 blev Kredsen forøget med en af mine bedste
Venner fra Borchs Kollegium, Cand. theol. Andreas Listov, senere
bekjendt som theologisk Forfatter, død som Præst i Dalby i Stevns
1889. Han var bleven Huslærer hos Thorvaldsens Datter Fru Poulsen, og
igjennem ham fik jeg Leilighed til at gjøre Bekjendtskab med denne
skjønne og elskværdige Kvinde og hendes to nydelige Børn, Alberto og
Augusta. Man kjender dem fra Familiebilledet i Thorvaldsens Museum,
men man kan ikke høre Fru Poulsen med hendes sølvklare Stemme synge:
"Gioventù di Roma bella, c'è una nuova tarantella".
Det romerske Folkeliv er saa almindelig bekjendt, at jeg ikke skal
indlade mig paa nogen Skildring deraf; kun et Par Træk, der tilfældig
ere optegnede i Breve til Hjemmet, kunne maaske have nogen Interesse.
"Om Søndag Eftermiddag ser man undertiden paa Roms Gader Skarer af
Drenge vandre med et Kors foran sig som i en Procession syngende og
skraalende, men lidet alvorlige; man tror, det er en Leg. De gaa hen
til Aftenskolen i Kirken, hvor de under en Præsts Opsyn gjensidig
examinere hinanden i deres Katechismus. Den, der da ikke spørger
eller svarer nøiagtig med Bogens Ord, ligesom ogsaa den, der har
været uopmærksom og giver et Spørgsmaal, som har været givet een
Gang, eller besvarer et saadant Spørgsmaal, maa til Straf rykke et
Numer ned; men den, der et helt Aar igjennem har holdt sig som Dux,
bliver hædret med Keisernavn (imperatore dello studio), og naar det
er i Jesuiterskolen, kan ingen større Ære tænkes. Da modtager han
Presenter af Cardinalerne og nyder den høieste jordiske Lykke, at
fremstilles for Paven, for hvem han har Lov til at fremføre en
Begjæring. I gamle Dage, siges der, kunde man forlange en Forbryder
frigiven eller ogsaa et godt Embede; nu maa man nøies med mindre. Jeg
har selv set en saadan Keiser i sin gule Atlaskes Ridderkappe,
stadselig pyntet, omgivet af smaa Pager, der ikke vare fuldt saa pænt
pyntede, tilligemed alle sine Presenter udstillet i sin Faders Hus.
Røde Faner hang ud af Vinduet for at minde Folk om ikke at gaa
Udstillingen forbi, og Gensdarmer i Døren holdt Orden i den
tilstrømmende Menneskemasse."
I Frascati var jeg Vidne til en Scene af en anden Art. "En Enkemand
og en Enke, begge lidt til Aars, holdt Bryllup. Da de kom ud fra
Kirken, hvor Vielsen var foregaaet, bleve de modtagne af en stor
Skare Drenge, der opførte den frygteligste Kattemusik, jeg i mit Liv
har hørt: Klokker og Bjælder, Kobberkjedler, Kasseroller og
Bradpander imellem hinanden; de, som ikke kunde opdrive Metalkar,
hjalp sig med Deigtruge og andet Trætøi, som de hamrede løs paa, til
det gik i Stykker. Hver Gang en Enke gifter sig, bliver hun hilset
paa denne Maade, og Regjeringens Bestræbelser for at afskaffe denne
Skik have hidtil været magtesløse. Brudeparret selv fandt sig ogsaa
taalmodig i, hvad det vidste der hørte til. De vandrede under dette
Musikaccompagnement fra Kirken til Osteriet, og nøde Maaltidet under
denne Taffelmusik, der holdt ved hele Tiden og tilsidst ledsagede dem
til deres Hjem."
Den 30. Juni forlod jeg Rom og kjørte med en Vetturin til Napoli i
Selskab med min romerske Bekjendt Hettner og den brave Professor
Cygnæus fra Helsingfors. Vi havde valgt Veien over _Terracina_.
Medens Kusken holdt Middagshvil i Værtshuset ved Kysten, spadserede
jeg op ad Bakken til den ovenfor liggende By. Det store Torv, som
ligger lige ved Indgangen til Byen, frembød den Dag et usædvanligt
Skue. Pladsen var ganske tom, og alle de Gader, der udmundede der,
vare afspærrede med Reb, bag ved hvilke Skarer af Voxne og Børn stode
samlede. Pludselig blev en stor Oxe med Piskeslag drevet ind paa
Pladsen. Den foer vild omkring og blev stadig end mere hidset af
Drenge og unge Karle, der dukkede frem under Rebene og skyndte sig
tilbage igjen, inden Dyret kunde naa dem. Det var en Tyrefægtning i
det Smaa, uhyggelig at se paa for Nordboer, der ikke ere vante til at
plage Dyrene[3]. Oxen skulde slagtes, og hver Gang Sligt skulde ske,
pleiede man først at more sig paa den omtalte Maade. Saasnart jeg
kunde slippe derfra, ilede jeg hen til den gamle romanske Kirke med
antike Søiler opstillede paa liggende Løver og Prædikestolen smykket
med gamle Mosaiker, og derfra høiere op endnu til Toppen af Bjerget,
hvor man fra de maleriske Ruiner af Theodoriks Borg har en mageløs
Udsigt over Middelhavet.
[3] En lignende Scene fra Civitella har Lundby tegnet, se K.
Madsen, Lundby S. 165. Ogsaa Bröchner omtaler en saadan i et Brev
fra Olevano, se Bröchners og Molbechs Brevvexling S. 41.
I _Napoli_ boede jeg i Santa Lucia med det deilige Middelhav lige
udenfor mine Vinduer. De første Dage vare forfærdelig varme; men saa
blev det mildere, sjælden over 23° R., og da jeg havde lært at klæde
mig derefter, kunde jeg uden Vanskelighed gaa Toledoen igjennem
saavel om Morgenen, naar jeg gik til Museet, som om Middagen, naar
jeg gik derfra; paa den Tid havde jeg næsten altid en svalende
Søbrise imod mig. Af Landsmænd fandt jeg her den gamle Legationsraad
Vogt, som Aaret efter blev gift med Billedhuggerinden Adelgunde
Herbst. Han modtog mig med stor Venlighed og tog mig bl. a. med paa
en Udflugt til Ischia.
Andre Udflugter gjorde jeg sammen med Hettner og Digteren _Fr.
Hebbel_. Denne Mand havde jeg allerede i Rom stiftet et flygtigt
Bekjendtskab med ved det skandinaviske Julegilde, hvortil Gurlitt
havde taget ham med; han var født Ditmarsker og altsaa dansk
Undersaat, og han reiste med Understøttelse af Christian VIII. Jeg
kjendte kun lidet til hans Digte; Judith havde jeg læst, men uden at
finde særligt Behag i den; men som Reisekamerat interesserede han
mig. Hans Samtale var pikant uden dog at være saa febrilsk, som han
selv senere har charakteriseret den i fortrolige Breve. "Das ist mein
Unglück," har han sagt, "dass ich von keinem Gegenstande reden kann
ohne mich in ein Gewirr von Gedanken und Bildern zu verlieren." Han
var Autodidakt og havde næsten altid maattet kæmpe med Armod; men han
havde sat sig det Maal, at han vilde være Digter; dertil mente han
sig kaldet, og for Opnaaelsen deraf maatte alle andre Hensyn vige.
Ganske blind var jeg ikke ligeoverfor ham. Jeg kunde ikke give ham
Ret i, at "Poesien er realiseret Filosofi". Jeg ønskede, der havde
været mindre Filosofi i hans Dramer, og den Symbolisme, som han lagde
saa megen Vægt paa, forekom mig ganske intetsigende; men alligevel
betragtede jeg ham som en ikke ubetydelig Digter, "en Forkæmper for
den nye Tids Aand", omtrent som man en Menneskealder senere her i
Danmark talte om de saakaldte Gjennembrudsmænd. Hans Overmod og hans
bidende Sarkasmer frastødte Mange, men jeg kunde ikke lade være at
holde af ham. Jeg troede at have fundet en Ven for Livet, en Tro som
dog nok vilde være bristet, hvis ikke Tiden hurtig havde skilt os ad;
thi der kunde næppe tænkes to Charakterer saa forskjellige som vore.
Den Biografi af ham, som hans beundrende Ven, E. Kuh, har skrevet,
har aabnet mig Øinene.
De to Maaneder, jeg tilbragte i Napoli, gjorde mig mere fortrolig med
Oldtiden, end Rom havde gjort. Her var Alt anderledes koncentreret;
jeg spredte mig ikke til saa mange forskjellige Sider, og den Ro, som
det mere ensartede Studiefelt gav mig, virkede velgjørende. Museo
Borbonico blev mig kjærere end noget romersk Museum. I _Pompeii_
opholdt jeg mig tre Dage. Der var dengang intet Hotel paa Stedet; men
en af Opsynsmændene havde et lille Hus, hvor han udskjænkede Vin til
Arbeidere og Bønder. Der fik jeg et lille Værelse ovenpaa, ud til
Terrassen, der laa fuld af Tomater, som skulde tørres i Solen.
Værelset havde intet Vindue, men en stor Luge, som, naar den blev
lukket om Middagen, gjorde det til et nogenlunde kjøligt Opholdssted
paa den varmeste Tid af Dagen. Formiddagen og Eftermiddagen tilbragte
jeg imellem Ruinerne. Jeg gik ganske alene omkring og aflagde Besøg
hos de gamle Pompeianere, men Ingen modtog mig imellem de tavse Mure.
Jeg gjorde en Mængde Optegnelser, der i sin Tid vare mig til stor
Nytte, men som nu til Dags, efter de senere omhyggelige Undersøgelser
og Beskrivelser, naturligvis ere uden Værdi. Til Afvexling gik jeg
undertiden hen til det Sted, hvor man gravede. Jeg blev modtaget med
et venligt Goddag og nød den store Glæde at se de gamle Mure træde
frem af Gruset med Farverne lige saa friske som for 1800 Aar siden;
ja selv en Fløidør stod der for mig, ligesom den var udgaaet fra
Snedkernes og Malernes Haand, men det var et kortvarigt Syn; det var
ikke Træ, men kun Støv, som ved den første Berørelse spredtes ad. Jeg
kunde se og røre ved de gamle Beboeres Husgeraad og Redskaber.
Vinfade, Oliefade og de andre store Lerkar, der gjorde samme Tjeneste
som Tønder i vore Dage, stode paa deres Plads. Den ene Dag aabnede
man et saadant Lerkar fuldt af Korn, den næste viste man mig
Blomkaal og Oliven; sort som Kul var det, eller snarere det var
virkelig Kul.
De napoletanske Archæologer modtog mig med en Høflighed, som var
næsten forbløffende for en Nordbo, der ikke raadede over et saa stort
Antal Komplimenter, at han kunde svare paa samme Maade. I nærmere
Berørelse kom jeg dog hverken med den vakkre Minervini eller med
Særlingen Gargallo Grimaldi; ikkun _Giuseppe Fiorelli_ sluttede sig
nærmere til mig. Han var dengang en skjøn Yngling paa 22 Aar, men
allerede bekjendt i den archæologiske Verden ved et Værk over Greven
af Syracus' Vaser. Senere har han, som bekjendt, indlagt sig
overordentlig Fortjeneste ved Ledelsen af Udgravningerne i Pompeii og
Omsorgen for, at Alt, hvad der kunde bevares, blev bevaret. Ham
skyldes det jo ogsaa, at de hensmuldrede Rester af de ulykkelige
Offere, hvem det ikke lykkedes at undfly Katastrofen, have kunnet
anskueliggøres for Nutiden igjennem Afstøbninger. Han blev senere
Senator og Direktør over alle Udgravninger i Italien. Paa senere
Reiser til Italien har jeg oftere besøgt ham, og vi have glædet os
ved at gjenkalde os vore Ungdomserindringer.
Den 24. August tog jeg med Dampskib fra Napoli til Palermo. Jeg
maatte jo se Sicilien, Europas Perle og den doriske Architekturs
Fostermoder. I Breve til Hjemmet skildrede jeg mine Indtryk med varme
Farver; men den, der vil høre Noget om den sicilianske Naturs