Af mit Levned - 07

Boulevarden. Jeg gik ind i Sidegaderne og traf flere Steder Samlinger
af Folk, hvori politiske Emner diskuteredes, extemporerede
Folkemøder, hvor de Forbigaaende standsede for at høre, hvad der blev
sagt, og efter at have henkastet et Par Ord gik videre. Der var for
det meste ingen særlig Ophidselse; Talerne udviklede deres Mening
simpelt og klart, og baade Store og Smaa hørte med stor Opmærksomhed
til. Et Sted drøftedes Spørgsmaalet om Intervention i Polen og
Italien. Taleren vilde ikke anbefale at hjælpe Polen. Det havde jo
een Gang været et Rige lige saa stort som Frankrig; hvorfor havde det
da ikke hjulpet sig selv? Havde Polakkerne villet være fri, havde
Ingen kunnet hindre dem deri; saa var hver Mand bleven Soldat ligesom
i Frankrig; Friheden maatte altid seire. Men Polakkerne vare Slaver
ligesom Russerne. De vare de store Herrers Slaver; det var Sagen. Og
derimod havde Ingen Noget at indvende. Et andet Sted talte man om
Arbeidets Organisation. En Taler udviklede, at naar man vilde danne
store Associationer af Arbeidere, maatte disse jo enten være tvungne
eller frivillige. I første Tilfælde var det kun en maskeret
Kommunisme, i det andet vilde netop de dygtigste Arbeidere vægre sig
ved at gaa ind deri, og Enhver, der havde Familie, vilde bestemt
frabede sig det. Man maatte heller ikke tro, at man derved ophævede
Konkurrencen. Fandt denne ikke Sted imellem enkelte Mænd, vilde den
finde Sted imellem Associationerne, og var hele Frankrig forenet til
een saadan, vilde det have at konkurrere med Udlandet. Derpaa
svaredes, at den franske Revolution, der i tre Maaneder havde udbredt
sig saa vidt, snart vilde brede sig over hele Verden, og Arbeiderne
vilde alle andre Steder forlange det Samme som i Frankrig. "Aa ja! om
20 Aar," svarede en Tredie, hvorpaa han gik sin Vei, og Flere med
ham. -- Saaledes kunde man høre tale bag Kulisserne; den Fanatisme og
Exaltation, som raadede paa den store Skueplads, deltes ikke af det
hele Folk, ja ei engang af den største Del.
Da Oprøret var dæmpet, bleve de værste Klubber lukkede og de
irregulære Troppekorpser opløste, medens man for at forebygge
Gjentagelse kaldte regulære Tropper til Paris og udnævnte General
Cavaignac til Krigsminister. Men det varede ikke længe, inden
Klubberne aabnedes paany; Pressens Angreb blev voldsommere end
nogensinde; det var aabenbart, at der forberededes et nyt og
alvorligere Angreb. I Nationalværkstederne voxede Forbittrelsen. Fra
hele Frankrig strømmede Arbeidsløse derhen, og Massen forøgedes
endmere ved en stor Mængde frigivne Galeislaver. Arbeidsministeren
Trélat sagde: "Jeg kjender ikke mere den franske Arbeider, han som
før var saa god, saa flittig, saa taalmodig, saa sindig i sin Tale.
Jeg finder Følelser, som jeg aldrig før har set hos mine Landsmænd,
ikke den franske Broderlighed, men Udlandets Had." De mod Republiken
fjendtlige Partier, især Legitimisterne og Louis Napoleons
Tilhængere, pustede til Ilden. Velklædte Folk gik omkring og uddelte
Penge iblandt Arbeiderne, og paa mere end eet Sted støbtes der Kugler
og fabrikeredes Krudt. Faren var overhængende. Saa besluttede
Nationalforsamlingen sig til at indskrænke Nationalværkstederne. Den
bestemte, at alle Mænd imellem 18 og 20 Aar skulde indrulleres i
Hæren, og en Del af de Andre sendes bort fra Paris til Solognes Heder
og andre Steder, hvor der kunde findes Arbeide til dem. Den 22. Juni
om Morgenen vare Jernbanerne rede til at føre dem til deres
Bestemmelsessteder; men de vilde ikke reise. Kampen var umiddelbart
forestaaende. Oprørshæren fik Ordre til at møde den 23. om Morgenen
Kl. 6 paa Pantheon-Pladsen. Regjeringen anmodede Krigsministeren om
at lade Pladsen besætte af Militær; men Ordren blev misforstaaet, og
uden Hindring samlede Oprørerne sig paa Allarmpladsen. Kl. 10
erfarede jeg, at der var reist Barricader ved Porte St. Denis og
Porte St. Martin. Jeg skyndte mig ud at se, hvordan Sligt saa ud. Da
jeg kom ud i Rue St. Denis, var der ikke et Menneske at se i hele den
lange Gade, men for dens nordre Ende laa der en Barricade tæt besat
med Mennesker. Jeg gik et Par Skridt op imod den, da hvinede der en
Geværkugle forbi mit Øre, og bag ved mig hørte jeg Raabet "Tilbage!"
(en arrière). Det var en Afdeling af Mobilgarden, der styrtede frem
imod Barricaden. Jeg skyndte mig hen til den nærmeste Gadedør, og
næppe vare Tropperne komne forbi, førend der begyndte en hidsig Kamp,
som varede et Par Timer. Jeg gik hjem; thi hvorfor skulde jeg være
ørkesløs Tilskuer ved en saadan Scene, hvoraf jeg dog i Virkeligheden
Intet kunde se? Men jeg havde ikke Ro paa mig; et Par Timer senere
gik jeg igjen ud. Jeg gik over paa Øen (la Cité), hvor et Par
Landsmænd af mig boede i et lille Hotel imellem Pont St. Michel og
Petit Pont. En vældig Barricade spærrede den sidstnævnte, opført ikke
af væltede Omnibusser o. a. l., men af svære Kvadersten, der vare
bestemte til en stor Bygning, der skulde opføres i Nærheden. En
Afdeling af Nationalgarden og Garde républicaine var i Færd med at
angribe den, men uden Held. Der var en heftig Geværild fra begge
Sider. Jeg bankede paa Hotellets Gadedør. Man vilde ikke lukke op;
mine Landsmænd vare ikke hjemme. Tilsidst forbarmede man sig over
mig; jeg kom indenfor Døren, men heller ikke videre. I en mørk Gang
maatte jeg staa og høre paa Skydningen en halv Time, indtil mine
Venner kom hjem. Saa kom der pludselig en heftig Tordenskylle og
afbrød Kampen; de Kæmpende trak sig tilbage paa begge Sider. Flere
Timer senere, da Regnen sagtnede, bød jeg mine Landsmænd Farvel for
at begive mig hjemad. Imidlertid havde en ny lignende Barricade reist
sig paa Pont S. Michel, og paa den nordre Side af Øen, ved
Blomstertorvet, skjød man med Kanoner imod en tredie Barricade. Ved
Henrik IV.s Statue var en Mængde Mennesker samlede. En Ordonnants kom
gallopperende. Han blev standset og visiteret. Folkemængden var ikke
til Sinds at ville hjælpe Regjeringen. Jeg begav mig langsomt hjemad,
besøgte underveis O. Lehmann; han vidste ikke mere Besked med, hvad
der foregik, end jeg; vi vare i en Stemning som paa et Skib i heftig
Storm, hvor man ikke veed, hvad Enden kan blive. Og da jeg endelig
kom hjem i min egen Hule, blev jeg nødt til at blive der. Paris blev
erklæret i Beleiringstilstand; Ingen maatte forlade sit Hus, ja man
maatte ei engang see ud af sit Vindue; thi Gaden var besat af
Militær, og viste man sig ved Vinduet, rettedes øieblikkelig en
Bøssepibe imod En. Natten igjennem hørte jeg stadig Skildvagternes
Raab: Sentinelles, prenez garde à vous! og saa snart det dagedes,
hørte man atter baade Geværskud og Kanontorden.
Det var et formeligt Slag, der blev leveret i Paris, omhyggelig
forberedt og planlagt, ikkun derved forskjelligt fra et Slag i aaben
Mark, at det blev endnu frygteligere og blodigere. Paris var ikke
dengang som nu, efter Hausmanns Omdannelse, gjennemskaaret af brede
og lige Gader; de snævre og stundom bugtede Gader vanskeliggjorde et
regelmæssigt og samlet Angreb. Havde man naaet at indtage en
Barricade ved Storm, trak Forsvarerne sig tilbage til Husene og
fyrede ovenfra paa de fremtrængende Tropper, og vilde man rense
Husene for disse farlige Fjender, forsvandt de atter, snart igjennem
gjennembrudte Vægge ind i Nabohuset, snart op paa Taget eller ned i
Katakomberne, hvor Huset var bygget over saadanne. Oprørerne vare i
Besiddelse af hele den østlige Del af Byen. Clos St. Lazare, Place
Maubert og Pantheon vare de stærkt befæstede Udgangssteder, hvorfra
de arbeidede sig frem for at bemægtige sig Hotel de Ville og
Nationalforsamlingens Palais. Cavaignac, hvem hele Overledelsen af
Forsvaret blev overdraget, mente først og fremmest at maatte sikkre
sig disse Steder; derfra vilde han tilbageerobre det øvrige Paris.
Men han gav sig Tid; han vilde ikke foretage noget Hovedangreb, før
han havde overset hele Stillingen og var i Besiddelse af de fornødne
Kræfter til at vinde en afgjørende Seir. Derfor vandt Oprørerne i
Begyndelsen stadig Terrain. Den første Dag var det saa godt som kun
Mobilgarden og Nationalgarden, der kæmpede imod dem. De kæmpede med
stor Tapperhed og Energi, men de bleve trætte; de klagede over, at
Linietropperne ikke kom dem til Hjælp, og hist og her ymtede man om
Forræderi i Regjeringen. Først sent om Aftenen og den følgende
Formiddag ankom der Forstærkning fra Provinserne, og nu gik det rask
fremad. Den 24. havde Lamoricière gjort sig til Herre over hele den
venstre Seinebred, men paa den høire rasede Kampen endnu lige stærkt.
Den 25. om Aftenen sendte Cavaignac Erkebispen af Paris, Affre, med
en Proklamation til Oprørerne for at bevæge dem til at nedlægge
Vaabnene. Han blev skudt. Kampen maatte fortsættes; først d. 26. Kl.
1½ om Eftermiddagen kapitulerede St. Antoine.
Da der ikke var mere at gjøre for mig i Paris, havde jeg tænkt at
reise derfra d. 24.; men saa kom Beleiringstilstanden. Jeg vilde dog
gjøre et Forsøg paa at slippe bort; men den første Betingelse var, at
jeg maatte have mit Pas, som laa hos den danske Gesandt, Grev J. L.
Moltke, der boede paa den anden Side af Seinen i Rue St. Germain. Den
25. om Formiddagen henvendte jeg mig til Befalingsmanden over den
Afdeling af Nationalgarden, der havde besat den Gade, hvor jeg boede.
Han medgav mig et Par Nationalgardister, der eskorterede mig til
Vagtposten ved Enden af Gaden, hvorfra en lignende Eskorte førte mig
til den næste o. s. v. Saaledes gik det et Par Gader igjennem; men da
jeg kom til Rue St. Honoré, vilde man ikke lade mig komme videre; man
forsikkrede mig, at jeg ikke vilde have Brug for mit Pas, da ikke et
eneste Menneske fik Lov til at forlade Byen. Den næste Dag lykkedes
det dog. Kampen var til Ende, og jeg kunde forlade den stakkels,
halvt ødelagte By.
* * * * *
Efter en stormfuld Overfart fra Calais til Dover ankom jeg til London
i Selskab med en elskværdig fransk Familie, der var bosat der, en ung
Skomager og hans Hustru. De boede ved Begyndelsen af Regent Street, i
Quadrant, der endnu dengang havde den smukke Søilegang foran Husene,
som senere har maattet vige Pladsen for den tiltagende Færdsel.
Fremmed som jeg var i den store Stad, var jeg glad ved at modtage
deres Tilbud om midlertidigt Ophold hos dem, indtil jeg fandt mig en
passende Pension.
I London var der endnu mindre at gjøre for en dansk Journalist end i
Paris. Nu var der jo Vaabenstilstand eller Underhandlinger derom;
hele Sagen var lagt i Diplomaternes Haand. Det var harmeligt at se,
hvor lidet vor brave Gesandt Reventlow formaaede ligeoverfor
Tysklands Repræsentant, den almægtige Ritter Bunsen. I Palmerston
havde Danmark ikke havt nogen Fjende, men heller ingen varm Ven. Nu
var han afløst af Russell, som var afgjort tysksindet. Den engelske
Presse var enten ligefrem tyskvenlig eller ønskede frem for alt Fred
og anbefalede derfor det nemmeste Middel, Eftergivenhed imod den
Mægtigere. I den Pension, hvor jeg boede, kom der engang en høi og
stærkt bygget Mand ind; han lignede Smeden paa C. Blochs Billede af
Hans Tausen i Universitetets Festsal. Rimeligt nok! Det var "den
amerikanske Grovsmed" Elihu Burrit, som havde forladt sit Haandværk
for at være Fredsapostel. Da han hørte, jeg var dansk, forærede han
mig en Bog, han havde skrevet, "Sparks from the anvil" (Gnister fra
Ambolten), og lod mig strax vide, at det var Danskernes Pligt at
gjøre Ende paa Krigen ved at indrømme Tyskernes Fordringer. Det blev
meget snart nødvendigt for mig at afbryde Samtalen.
Med Studierne gik det derimod bedre end i Paris. Her var ikke lukket
for Samlingerne, og British Museums rige Skatte stod til min
Raadighed. Af engelske Lærde gjorde jeg Bekjendtskab med
Vasesamlingens Bestyrer, den elskværdige Dr. Sam. Birch, og med
Oberst Leake, hvis topografiske og geografiske Arbeider havde været
min Ledestjerne i Grækenland. Det var en høi, mager Mand, som nu paa
sine gamle Dage levede stille i Studerekammeret, omgivet af
Oldtidslevninger.
Efter en Maaneds Forløb vendte jeg tilbage til mit Fædreland. Jeg
havde forladt det under Angst og Sorg, men opfyldt af en eneste
Tanke, Tanken om at værge Danmarks Ære og Liv, der fik et saa mægtigt
Udtryk i Sangen: "Dengang jeg drog afsted", og som, da vi maatte vige
for Overmagten, trøstede sig med: "Gud han raader, naar vi fange
Seir igjen!" Nu havde vi Vaabenstilstand, men de troløse Fjender
benyttede den til at behandle Sønderjylland som et erobret Land;
den kamplystne danske Hær var fordømt til Uvirksomhed, og det
misfornøiede Folk trøstede sig, kortsynet som det var, med at trumfe
i Bordet og raabe "det skal ei ske"! Det var ogsaa en Sanger, der gav
denne uheldsvangre Stortalenhed Udtryk; men hvilken Forskjel
fra den Sang, der 5 Maaneder tidligere havde givet den sande
Fædrelandskjærlighed Udtryk og opflammet Folket til at offre Liv
og Blod for Fædrelandets Frelse!
Det følgende Foraar udbrød Krigen igjen, og den begyndte med den
forfærdelige Ulykke ved Eckernførde. Slaget ved Kolding var atter et
beklageligt Misgreb; vi havde ikke Andet at trøste os med, end at det
lykkedes Rye ligeoverfor den overlegne Fjende at føre Hæren frelst
tilbage til det nordlige Jylland. Først den 6. Juli kom Opreisningen,
da det store Udfald fra Fredericia tilføiede Oprørshæren et
afgjørende Nederlag. Men det var en blodig Dyst, og Seiren kostede
mange Taarer. Jeg selv mistede dèr en kjær Broder, der faldt ved
Stormen paa Treldeskandsen. Atter Vaabenstilstand og pinlige,
frugtesløse Underhandlinger, der endtes med den saakaldte simple Fred
i Berlin 2. Juli 1850, hvorefter de fremmede Tropper forlod Slesvig
og det tillodes Danmark at sætte sig i Besiddelse af Hertugdømmet;
altsaa ny Krig, men kun imellem Danmark og Oprørshæren. Jeg gjorde
paa den Tid med min Ven Johannes Fibiger en Sommerferiereise i Norge.
Vi havde Glæde nok af at gjennemstreife dette vidunderlige Land fra
Christiania til Bergen og fra Throndhjem til Christiania og af at
fornye gamle Bekjendtskaber og stifte nye med elskværdige Mennesker,
der modtog os fuldstændig som Landsmænd; men vort Hjerte var ikke
let, og vore Tanker søgte bestandig tilbage til Sønderjylland,
hvorfra vi under Datidens Samfærdselsforhold kun fik sjældne og
sparsomme Underretninger. Først d. 5. August om Aftenen fik vi
Efterretning om Slaget ved Isted d. 24.-25. Juli. Vi befandt os paa
Gaarden Moen i Gudbrandsdalen. Det var en smuk Sommeraften; Solen
havde allerede trukket sig tilbage bag Bjerget, men kantede endnu de
mørke Skyer med en straalende Guldrand. Da kom der en Reisende
sydfra, en norsk Præst, og fortalte os, at der havde staaet et
blodigt Slag; Danskerne havde seiret, men de havde mistet 2000 Mand.
Han var stærkt rystet over Blodbadet, og vi havde en Fornemmelse af,
at det ikke var de Danske, han havde mest Sympathi for. Eet var der
dog, han ikke kunde tilgive Slesvigholstenerne, at de havde givet
General Ryes Oppasser 600 Daler for at skyde ham. Nordmanden troede
paa dette uhjemlede Sagn om hans Landsmands Endeligt; det var Sagnet
om Carl XII.s Død, der gik igjen.
* * * * *
Jeg var imidlertid bleven udnævnt til Professor den 30. Juli 1849 og
kunde nu have Raad til at underholde en Familie. Den 10. Juli 1852
ægtede jeg Minona Güntelberg. Hun var 3½ Aar yngre end jeg. Jeg havde
kjendt hende i min Barndom, og jeg huskede godt den lille 5 Aars Pige
med de brune Lokker, som jeg legede med og fortalte Historier; men
Tiden havde skilt os ad, og først efter mange Aars Adskillelse traf
jeg hende atter i en Jernbanecoupé, hvor en fælles Veninde gjorde os
bekjendte med hinanden. Barnet var blevet en skjøn ung Pige, hvis
sjælfulde Ansigt vidnede om den Aandens og Hjertets Rigdom, som i saa
mange Aar skulde være mit Livs Lykke. Hun delte ganske mine
Interesser. Hun havde et ualmindelig fint Øie for Kunsten og var lige
saa begeistret som jeg for de store Mesteres Arbeider, medens en sund
Kritik gjorde hende ligegyldig for alt, hvad der var middelmaadigt.
Naar hun ledsagede mig paa mine Reiser, hvilket næsten altid var
Tilfældet, havde jeg dobbelt Udbytte af dem. Hendes Alderdom har
været lidet glædelig. Efter at en Cyklist havde kørt hende over,
sprang der et Par Blodkar i Hjernen, og et apoplektisk Anfald
medførte en fuldstændig Lamhed i den venstre Side. Siden den Tid laa
hun i henved 6 Aar fængslet til Leiet uden at kunne sysselsætte sig
med nogen Ting. Legemlig og aandelig lidende levede hun kun i de
gamle Erindringer og i Kjærligheden til sin Mand og sine Børn.
Guldbryllupsdagen blev en stille, vemodsfuld Familiefest, men med
fuldt Hjerte kunde vi takke Gud for al hans Naade i de 50 Aar. Endnu
et godt Aarstid laa hun paa det samme Sygeleie; men hendes Tilstand
blev efterhaanden roligere. De legemlige Smerter hørte op; hun talte
lidet eller intet; men hver Gang jeg kom hen til hendes Seng, hørte
jeg de samme Ord: "Min elskede Mand!" D. 3. August 1903 drog hun sit
sidste Suk. Faa Dage senere aflagde hendes næstældste Søn et skjønt
og sanddru Vidnesbyrd ved hendes Baare.
* * *
Vort Ægteskab er blevet velsignet med 3 Sønner. Den ældste, Carl
Johannes, f. 3. Marts 1854, blev juridisk Kandidat, derefter
Lieutenant i Artilleriet, tilsidst Medlem af den internationale
Domstol i Ægypten og Dr. juris. Vi havde den store Sorg at miste ham
efter et langt og smerteligt Sygeleie d. 7. Mai 1896. Den næstældste
Søn, Henry Braëm, f. 2. Juli 1855, er Licentiatus theologiæ og
Sognepræst i Valby, medens den yngste, Niels Viggo, f. 14. Juni 1864,
er dr. phil. og Professor i Mineralogi ved Universitetet.
Min Hustru var kun 4 Aar gammel, da hun mistede sin Moder, og hendes
Fader døde i hendes 19. Aar. Den forældreløse Pige blev strax paa det
Venligste modtaget af en fjern Slægtning, Søkapitain Braëm, der
dengang eiede Rungstedgaard. Hans Stilling i Marinen nødte ham dog
til at bo i Kjøbenhavn; det var hans Søster, Elisa Braëm, en høist
elskværdig og dygtig Kvinde, der "raadede for Borgen". Hun stillede
sig strax i et moderligt Forhold til den unge Pige, der bestandig
vedblev at betragte hende som sin Pleiemoder, ogsaa efter at hun
havde forladt hendes Hus for at blive Lærerinde, i hvilken Egenskab
hun opholdt sig i flere Aar, først hos et Par Præstefamilier i
Jylland (Plum i Roslev og Hornemann i Durup), senere i Kjøbenhavn hos
Fru Kerr. Ved vort Bryllup betragtede Frøken Braëm sig som Brudens
Moder, og hendes hyggelige Bolig i Rungsted blev vort almindelige
Tilflugtsted, naar Sommerheden fordrev os fra Byen og Sommerferien
opfordrede os til at søge nye Kræfter i den friske Landluft.
Rungstedgaard var bleven solgt, men hun havde bygget sig et vakkert
og smukt beliggende Hus ved den søndre Ende af Byen, Rungstedhøi. Da
jeg havde været gift i 3 Aar, overtalte hun mig til at kjøbe den
tilstødende Eiendom, hvorpaa der stod et lille Hus, der kunde
indrettes til en tarvelig Sommerbolig for mig og Mine, medens Haven
kunde gaa i Et med hendes. Paa denne Tumleplads opvoxede mine tre
Sønner.
Fra Tid til anden er det lille Hus blevet ombygget og udvidet en
Smule, saa at det, uden at have forandret sin oprindelige Charakter
synderligt, endnu i dette Øieblik afgiver en bekvem Sommerbolig for
mig og min Familie. Min ældste Søn havde kjøbt en Grund paa den anden
Side af Landeveien, lige ud til Stranden, og derpaa opført en smuk
Villa, hvor hans Enke og Børn nu bo. Et lille Hus, der laa paa den
anden Side af min Eiendom, men nu er forenet med denne, er bleven
ombygget til Sommerleilighed for min yngste Søn. Jeg har saaledes en
stor Del af min Familie samlet om mig, og Rungsted med dets Strand
og dets Skove, med dets Nattergale og dets vilde Roser, er blevet den
samme Kilde til Glæde og Sundhed for Børnebørnene, som den har været
for deres Forældre og Bedsteforældre, skjøndt den stille Afkrog er
forvandlet til et stærkt besøgt Badested.


V.
FORELÆSNINGSVIRKSOMHED. -- REISER.

Jeg blev Universitetslærer i en meget ung Alder, kun 27½ Aar, og var
selvfølgelig ingenlunde moden til denne Plads; men jeg havde gaaet i
Madvigs Skole og ret samvittighedsfuldt gjennemgaaet det store Pensum
af latinsk og græsk Litteratur, som krævedes til den daværende store
filologiske Examen. Jeg havde stræbt at tilegne mig Madvigs Klarhed
og Simpelhed i Fortolkning og Kritik og hans frie Blik paa Oldtidens
Sprog, Litteratur og Statsforfatning, og jeg havde dertil havt den
Lykke, som han ikke havde havt, at se Sydens Natur og den klassiske
Oldtids Rester, som man nu opfordrede mig til at gjøre den studerende
Ungdom bekjendt med. Jeg blev nemlig ansat som Lektor i latinsk og
græsk Filologi og Archæologi. Dette stemmede ganske med mit eget
Ønske. At Græsk og Latin ikke burde behandles som to særskilte Fag,
men at den samme Professor skulde dyrke dem begge, havde jeg altid
ment, og det lykkedes mig ogsaa senere ved Madvigs Indflydelse at faa
dette slaaet fast. Lige saa overbevist var jeg om, at Filologen ikke
uden Ensidighed kunde indskrænke sig til Studiet af de gamle
Litteraturer, men ogsaa burde være bekjendt med Monumenterne udenfor
Litteraturen, med andre Ord, at Archæologien var en integrerende Del
af Filologien. Det var heller ikke dengang saa meningsløst, som det
er nu, at paalægge den samme Universitetslærer at docere klassisk
Filologi og Archæologi; thi Archæologien var endnu i sin Barndom, og
Ingen anede den mægtige Udvikling, som denne Videnskab skulde faa i
Aarhundredets sidste Trediedel. For mig var den i 1847 kun en
Hjælpevidenskab for Filologien. Mit Maal var at fortsætte Madvigs
Virksomhed og supplere den ved Tilføielse af dette nye Fag.
Jeg skulde hjælpe de filologiske Professorer med deres Arbeide, og
det Første, der saaledes blev mig paalagt, var det mest Elementære,
at holde de latinske Forelæsninger til Anden Examen, som endnu bestod
indtil 1850. Men efter at Madvig var bleven Minister (November 1848),
overtog jeg ogsaa latinske Forelæsninger for Viderekomne, og efter F.
C. Petersens Død (1859) delte jeg og min nye Kollega, Gertz, den
græske og latinske Filologi, efter som vi hver Gang fandt det
hensigtsmæssigt. Jeg har saaledes i Aarenes Løb holdt exegetiske
Forelæsninger over en betydelig Del af den latinske og græske
Litteratur, thi det var min Regel saa vidt muligt aldrig at læse 2
Gange over det samme Skrift. I Overensstemmelse med den gamle Regel
docendo discimus ansaa jeg det for rigtigt i Aarenes Løb at
gjennemgaa den størst mulige Del af Litteraturen med den Grundighed
og Fuldstændighed, som Forelæsningen kræver. Hensynet til Studenterne
var selvfølgelig det afgjørende. For dem kunde det for det meste være
ligegyldigt, om jeg valgte den ene eller den anden Bog af den Kreds
af Skrifter, de burde kjende, medens det var en virkelig Fordel at
faa en Forelæsning frisk, som den lige var sprunget ud af
Studerekammeret. Der kan i en saadan findes Overflødigheder, som man
vil udelade, naar man tager Emnet op paany; der kan være Feil,
som senere kunne rettes; men mig har det altid forekommet, naar
jeg en enkelt Gang blev nødt til at gjentage en tidligere
Forelæsning, at jeg da ikke mødte med saa fuldt et Hjerte, jeg kunde
næsten sige, med saa god Samvittighed som første Gang. Ved de
systematiske Forelæsninger over Oldtidslivets forskjellige Sider,
Litteraturhistorie, Mythologi, Statsforfatning, Epigrafik,
Kunsthistorie o. s. v., var Gjentagelsen ofte uundgaaelig; de
vigtigste af disse Fag burde gjennemgaas hvert 4. eller 5. Aar, for
at ethvert Hold af Studerende kunde faa Leilighed til at høre dem;
men ogsaa der søgte jeg altid at finde en ny Form eller et nyt
Udgangspunkt. Jeg varierede mellem Forelæsninger og Øvelser, eller
jeg udtog en enkelt Side eller en enkelt Del til særlig Behandling.
Især i _Archæologien_ var dette Tilfældet. Ved Siden af Forelæsninger
over den antike Kunsts Historie i sin Helhed søgte jeg ved Foredrag
over Athen, Rom, Pompeii, Olympia, Pergamos o. a. at give et Billede
af Oldtidens Liv, som det viser sig i Monumenterne, idet jeg med det
Samme gjorde det danske Publikum bekjendt med de nye Fund, der have
kastet et saa overraskende Lys over den klassiske Oldtid; og jeg har
navnlig i de senere Aar havt den Glæde, at mine Forelæsninger have
samlet en større Kreds af Tilhørere ogsaa udenfor Universitetet. Det
har lige fra først af været min Bestræbelse at give mit Foredrag en
saadan Form, at det kunde tiltale alle Dannede, og jeg har aldrig
kunnet se, at Grundigheden eller Korrektheden led ved, at der
anvendtes nogen Omhu paa Formen, som kunde bringe mere Liv i
Kundskabsmassen.
Mindre heldig var jeg i mine Bestræbelser for at gjøre selve
_Sprogene_ mere levende. Tidens Strøm gik i den modsatte Retning, og
i Aarenes Løb tiltog den stadig i Hastighed. Græsk og Latin vare jo
døde Sprog; anderledes vilde man ikke betragte dem, og faar den
Retning, som nu fører det store Ord, Lov til at raade, ville de snart
blive nedsatte til blot at være Forsteninger ligesom fossile
Levninger fra Urtiden. Men dertil ere de dog sandelig for gode, de
Sprog, som i over to tusinde Aar have været Kulturens Bærere og have
hævet den menneskelige Tale til den Skjønhed og den Tankeklarhed, som
vi nu glæde os over at besidde. Man vil omstøbe Tankerne i et nyt
Stof, og man fatter ikke, hvor meget der tabes ved enhver Omstøbning.
Man finder den lige Vei til Kilderne for steil og besværlig; man
foretrækker at gaa udenom Bjerget. Man vil hjælpe sig med
Oversættelser og med "Kulturhistorie". Det er mageligere, men det er
en Omvei, en lang Omvei, og Udbyttet er lige saa forskjelligt, som de
Indtryk, man modtager paa en Fodreise, ere forskjellige fra dem, man
bringer hjem fra en Jernbanetur. I gamle Dage skrev man latinske
Epigrammer og citerede Homer og Horats; nu betragtes Græsk og Latin
kun som Kadavere til at dissekere. Jeg elskede baade det latinske og
det græske Sprog og vilde gjerne bibringe mine Elever den samme
Kjærlighed. Af en smuk og ren latinsk Stil har man lige saa megen
Fornøielse som af en fransk Stil, og betragtet som Dannelsesmiddel
staar den første høiest. Men de moderne Sprog have det Fortrin, at
man kjender deres Udtale, og man gjør da mere eller mindre heldige
Forsøg paa at gjengive den. Ved Oldsprogene har man opgivet Evret.
Naar Begynderen spørger sin Lærer om, hvordan han skal udtale
Bogstaverne, faar han det Svar, at han skal udtale dem ligesom paa
Dansk. Det skal sagtens være nemmere. Ser man da ikke, at det netop
morer Børnene at efterligne det fremmede Tungemaal, og at dette kun
interesserer dem, naar det bliver nogenlunde levende for dem? Eleven
kan da heller ikke undgaa at lægge Mærke til, at der ikke er to
levende Sprog, hvori Bogstaverne udtales ganske ens; hvor kan han da
tro, at Grækerne og Romerne udtalte dem som Kjøbenhavnerne? Nei, det
er umuligt af Bogstavernes Form at slutte sig til deres Udtale; man
kan ikke undvære den mundtlige Fortolkning. Hvis man vilde optage den
overleverede Udtale og udtale Latinen som Italienerne og Græsken som
Nygrækerne, vilde man baade gjøre Videnskaben og det praktiske Behov
en Tjeneste. Men i dets Sted har man fulgt den tyske Skole; man
forlanger, at c i Latinen altid skal udtales som k, idet man efter en
ensidig Bevisførelse paastaar, at denne Udtale ikke blot har været
mulig i en fjern Oldtid, men endog skal have holdt sig indtil
Middelalderens Begyndelse. Hvorledes da Sibileringen har kunnet blive
indført i alle de afledede Sprog, forklarer man ikke, og man bryder
sig ikke om at forvirre de stakkels Disciple ved at lære, at det
samme Bogstav skal udtales anderledes i Latin end i Fransk. Ved
Optagelsen af den italienske Udtale vilde Forvirringen ophøre og
Gaaden blive løst. Ved Græsken er Forholdet tilsyneladende
vanskeligere. Det er en let Sag at gjøre sig lystig over de mange
forskjellige Tegn for i-Lyden, men det er mærkeligt, at man kan gjøre
det, naar man selv ikke adskiller θ fra τ og χ fra κ i sin Udtale, og
her kan dog Ingen sige, at Udtalen i Aarhundredernes Løb er bleven
forandret. Der er Ingen, der paastaar, at de gamle Grækere have
udtalt Vokalerne ligesom Nygrækerne; men alligevel mene Traditionens
Tilhængere at staa Sandheden nærmere end de, der følge den i Tyskland
vedtagne rent hypothetiske Udtale. Møder man med den ligeoverfor en
Græker, tror han, det er Chinesisk eller Irokesisk, man taler. Jeg
stod imidlertid ene med den Anskuelse, og der kunde ikke være Tale om