Af mit Levned - 11

Total number of words is 4433
Total number of unique words is 1613
38.0 of words are in the 2000 most common words
54.5 of words are in the 5000 most common words
62.2 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
For Aaret 1875-76 blev jeg valgt til Universitetets Rektor.
Aaret begyndte med Sorg. Jeg mistede en kjær Kollega. _Hans Brøchner_
var halvanden Maaned yngre end jeg; vi bleve Studenter sammen, og jeg
havde strax følt mig tiltalt af denne skjønne og ædle Personlighed;
efter hans Ansættelse ved Universitetet kom vi hinanden stedse
nærmere, og i det sidste Aar, da den tærende Brystsyge allerede viste
sin nedbrydende Magt, kom jeg ofte til ham. Han døde 17. Decbr. 1875.
Dagen før sin Død havde han bedt mig at komme til sig. Han vilde ikke
begraves fra nogen Kirke, men spurgte mig, om Begravelsen ikke kunde
foregaa fra Universitetet (fra Solennitetssalen eller fra et af
Auditorierne), hvor da jeg som Universitetets Rektor kunde sige et
Par Ord. Det skar mig i Hjertet, at jeg maatte sige ham, at der næppe
var nogen Sandsynlighed for, at Konsistorium vilde give sit Samtykke
hertil. Jeg tilføiede, at han behøvede jo ikke at begraves fra nogen
Kirke; det kunde jo ske fra Kapellet paa Kirkegaarden. Dette Forslag
antog han; "og", tilføiede han, "skal jeg have nogen Præst, saa lad
det blive Ewaldsen". Til ham henvendte Familien sig da. Man ønskede,
at han ikke skulde holde nogen Ligtale; men han erklærede, at hvis
han skulde forrette Jordpaakastelsen, _vilde_ han ogsaa tale. Efter
min Vens sidste Udtalelse ønskede ogsaa jeg at aflægge et Vidnesbyrd,
og Pastor Ewaldsen og Biskop Martensen gav deres Samtykke dertil. Jeg
meddeler dette saa omstændeligt, fordi Sagen har været fremstillet
anderledes, bl. a. af G. Brandes i hans forøvrigt fortræffelige
Artikel om Brøchner i 1. Hefte af _Norden_, Illustreret skandinavisk
Revue, Kbhvn. 1887. Min Tale lød efter min samtidige Opskrift
saaledes:
VED BRØCHNERS BEGRAVELSE D. 23. DECBR. 1875.
Efter de Ord, vi nu have hørt, kunde en yderligere Udtalelse
synes overflødig. Naar jeg ikke desmindre tager Ordet, da er det
ikke blot for at tilfredsstille en personlig Trang; men det er
nærmest foranlediget ved det sidste Ønske, vor bortgangne Ven
udtalte til mig, at der ved hans Baare maatte lyde et Vidnesbyrd
fra den Højskole, hvortil han havde viet sin bedste Kraft. Lad
dette Vidnesbyrd være en Tak fra hans Medarbeidere, ældre og
yngre, en Tak for trofast Samvirken, for hans redelige og
alvorlige Stræben i Videnskabens Tjeneste og for hans varme og
opoffrende Kjærlighed til de Unge. Lad os ikke spørge, om hans
Granskning har ført ham til det Maal, _vi_ have sat for vore
Veje; det staar for os som et ærligt og alvorligt Arbeide i
Sandhedens Tjeneste, og et saadant Arbeide er aldrig forgjæves.
Det er et svært Arbeide, den paatager sig, der prøver paa at løse
Tilværelsens første og sidste Problemer, og det gjælder om ikke
at tage det letsindigt. Troligt har han arbeidet og grundig
forfulgt den lange Vei igjennem Tænkernes Skrifter fra den ældste
Tid indtil nu. Hans ædle Aand kunde ikke standse i Materialismens
Tomhed, men i fuld Overbevisning om Aandens Evighed har han peget
hen paa en Forening af den ideale og reale Anskuelse, som han
haabede Fremtidens Filosofi vilde lægge klart for Dagen. Han
havde en Tro paa Filosofiens Mission, som man kunde misunde ham.
Der var derfor en Ro og Besindighed i hans Arbeide, som ikke
fornægtede sig selv i Stridens Dage. Thi visselig brændte der en
Ild i hans Indre, og han veg ikke frygtsom tilbage for Kampen,
men den haardeste kæmpede han i sit eget Indre, og først lutret
og renset igjennem denne traadte han frem for sin Modstander og
for Dommernes Kreds. Den Skjønhed, som fra Fødselen af var
udbredt over hans hele Væsen, fulgte ham ogsaa her. I hans Liv
som i hans Tanke var Harmonien hans Løsen. Han vidste, han var et
Led i den store Helhed, og Ethikens Fordring om en harmonisk
Indordning deri stod for ham som en ubrødelig Lov, som det var en
hellig Pligt at overholde paa hvert et Punkt. Ja lad os takke ham
for den ethiske Alvor, der prægede hans Liv; den skal staa som
et Mønster for os alle, Ældre og Yngre. Og naar jeg paa de Ældres
Vegne takker ham for hans Samvirken, da er det netop med Blikket
fæstet paa de Unge, der vare hans Livs Glæde. Han fulgte ikke
blot deres Studier med aarvaagent Øie, men alle deres Livsforhold
vare Gjenstand for hans varmeste Deltagelse. Den unge Slægt, der
har følt hans Velvillie og lært at se op til den alvorlige
Tænker, den Slægt som har set hans utrættelige Nidkjærhed i sin
Lærervirksomhed, der har set ham under Udøvelsen af sit Kald
trodse Sygdom og Svaghed og set Kræfterne voxe under selve
Pligtopfyldelsen, hvor man troede han maatte segne, den vil ogsaa
offre hans Minde en taknemmelig Taare og lægge en Laurbærkrans
paa hans Grav. Og denne Krans lægges ikke alene af dem, der hylde
hans Tænknings Resultater, men ogsaa af dem, der finde Hvile i en
modsat Anskuelse og forsvare den med de Vaaben, som han har lært
dem at føre.
Saa Farvel da, Du skjønne alvorsfulde Skikkelse. Du har ikke
ønsket, at noget Marmormonument skulde reise sig over Din Grav.
Ogsaa uden det troede Du, at Du vilde leve i Dit Arbeids Frugter
og Dine Venners Erindring. Du har ikke taget fejl. Et
uforglemmeligt Billede af Dig bære vi i vor Sjæl, og i
taknemmelig Erindring sige vi, i det vi skilles fra Dit Støv: Ære
være Dit Minde!
En Uges Tid senere, den 4. Januar, indeholdt Social-Demokraten
et ualmindeligt hadefuldt Angreb paa mig eller rettere paa
Universitetet. Professor A. Steen havde ved den sidste
Reformationsfest holdt Talen og deri rettet et skarpt Angreb paa
Theologien, som han ikke vilde anerkjende som Videnskab eller som
hjemmehørende ved Universitetet. At en saadan Udtalelse paa det Sted
og i den Anledning var lidet passende, kunde der ikke være Tvivl om,
og Konsistorium havde i den mildest mulige Form udtalt sin
Misbilligelse deraf. Nu kom Brøchners Begravelse til som den sidste
Draabe, og Stormen brød løs i al sin Styrke.
Denne Artikel fandt jeg ikke Grund til at tage nogen Notits af.
Anderledes var det med et nyt Angreb paa Universitetet i Morgenbladet
28. Januar, særlig rettet imod en af Universitetets ypperste Lærere,
Japetus Steenstrup. Ved Siden af ham var der bleven ansat en anden
zoologisk Professor, Entomologen Schiødte, der antoges at
repræsentere en anden Studieretning, som udelukkende tog Sigte paa
den empiriske Undersøgelse. Prof. Schiødtes Elever, der betragtede
denne Retning som den ene berettigede, angreb Steenstrup med en
Heftighed, der endog har yttret sig efter hans Død. Det var denne
Uvillie, som Morgenbladet gjorde sig til Organ for. Som Docent,
hedder det, ender han der, hvor Videnskaben begynder; han virker mere
hemmende end fremmende og bør sættes paa Pension. Det bebreides
Universitetet, at den ene af de to omtalte zoologiske Retninger har
hele Magten, Hovedindflydelsen paa Examiner, Æresposter, Legater og
Stipendier, medens den anden tilsidesættes og undertrykkes. Dette tog
jeg til Gjenmæle imod i Morgenbladet for 4. Februar. At de imod
Universitetets Bestyrelse rettede Beskyldninger vare aldeles
ugrundede, var det en let Sag for mig at vise ved Kjendsgjerninger,
og hvad Steenstrups Lærervirksomhed angik, hvorom det særlig var
bleven sagt, at hans Forelæsninger for de medicinske Studenter vare
saa ubrugelige, at Prof. Panum blev nødt til at bebyrde sine
fysiologiske Forelæsninger med at gjøre hans Arbeide, erklærede Prof.
Panum selv paa det Bestemteste, at dette ingenlunde var Tilfældet.
Han udtalte sin varmeste Paaskjønnelse af den Maade, hvorpaa
Steenstrup udførte sit Hverv, hvilken han ligefrem betegnede som
mønsterværdig.
Til Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fødselsdag skrev jeg et
_Indbydelsesskrift_ om Grækernes og Romernes Huse. Min Tale handlede
om "den klassiske Dannelses historiske Betydning". Den er trykt i det
af Rolfsen udgivne norske Tidsskrift "For Nordens Ungdom".
Den 15. Juli feirede _Madvig_ sit 50 Aars Doktorjubilæum. Jeg fik det
fornøielige Hverv at overrække ham det Festskrift, hvorved hans
Disciple ønskede at vise deres Lærer deres Taknemmelighed for, hvad
de skyldte ham (Opuscula ad Madvigium a discipulis missa). Det var
det første Exempel af denne Art her i Landet.
Aaret var rigt paa Festligheder. Den 8. Aug. afsløredes Tyge Brahes
Statue foran Observatoriet, og den 25. Sept. Hans Christian Ørsteds i
det efter ham opkaldte Haveanlæg. Den 10. September blev den
gjenopførte _Viborg Domkirke_ høitidelig indviet, og denne herlige
Bygning, som Tidens Ødelæggelser og daarlige Istandsættelser havde
skæmmet og mishandlet, saaledes at dens Nedbrydelse blev en
Nødvendighed, viste sig i sin ægte Skikkelse. Det var den første
fuldstændige Kirkerestauration her i Landet, og den fik stor
Betydning for alle de følgende Arbeider af denne Art, hvoraf vi med
Rette ere stolte. Det var et stort Arbeide for vort lille Land, og
det havde været vanskeligt nok at faa de fornødne Pengemidler
samlede. Høyen, der var den drivende Kraft i dette Foretagende, havde
ogsaa havt en haard Kamp imod dem, der vilde holde paa de brøstholdne
gamle Mure og paastod, at naar man tog dem helt ned for at reise dem
paany af et varigere Stof, var det ikke mere den virkelige Viborg
Kirke, som om det var det døde Stof og ikke den levende Form, det kom
an paa. Jeg skrev i den Anledning en Oversigt over Kirkens Historie
og Gjenopreisning, som blev trykt i den af Biskop Swane udgivne
Beretning om Viborg Domkirkes Indvielse.
Iblandt de Tillidshverv, hvormed Konsistorium havde beæret mig, var
ogsaa Tilsynet med de Universitetet tilhørende Landsbykirker, for saa
vidt angik Anvendelsen af de 1200 Kr., der pleiede at bevilges hvert
Aar til disse Kirkers Forskjønnelse, et Hverv der var mig
overordentlig kjært. Den interessanteste og skjønneste af dem var
_Ledøie_. Den tidligere Tilsynshavende, Professor Clausen, havde
ogsaa havt særlig Forkjærlighed for den og ladet Choret smagfuldt
dekorere af Hilker. Dekorationen havde imidlertid lidt af Fugtighed
og trængte til at fornyes. Jeg tog derud i den Anledning. Jeg glædede
mig overordentlig over den nydelige lille Kirke med sine Granitsøiler
og fantastiske Kapitæler, men jeg undrede mig ogsaa over dens
Lidenhed og over, at Choret var et Stykke høiere end den øvrige
Kirke. Gaaden blev imidlertid snart løst; thi da jeg kom ovenpaa, saa
jeg under Taget en høi Kridtstensmur imellem Kirken og Choret med en
stor Bueaabning ind til dette. Jeg blev i høi Grad forbavset ved at
se disse Rester af en ældre Kirke, som Ingen havde fortalt mig noget
om. Det var klart, her var en Dobbeltkirke, en Kirke i to Etager med
et fælles Chor og en Aabning i Midten, af samme Slags som
Helligaandskirken i Visby, som jeg kjendte fra Herholdts Tegninger og
Høyens fortræffelige Beskrivelse. Disse to ere de eneste Kirker af
denne Art, der findes i Norden, men i Nordtyskland er der flere. Det
var Slotskapeller. Den øverste Etage, der stod i Forbindelse med
Slottets Værelser, var forbeholdt Slotsherren og hans Familie, den
underste var Tjenerskabets Plads. Slottene ere allevegne nedrevne,
men Kirkerne ere for det meste omhyggelig restaurerede. I Sommeren
1878 foretog jeg en Reise for at se de vigtigste af disse, og efter
min Hjemkomst skrev jeg den Afhandling om Ledøie Kirke, som er
optaget i det filosofiske Fakultets Festskrift i Anledning af
Universitetets Jubilæum 1879. Ogsaa Ledøie Kirke var oprindelig et
Slotskapel, men Slottet er bleven nedrevet og flyttet en halv
Fjerdingvei bort, hvor et lille Krat, som endnu kaldes Slottet, hist
og her har bevaret middelalderlige Mursten.
Det var mit inderlige Ønske, at ogsaa Ledøie Kirke maatte gjengives
sin oprindelige Skikkelse. Det varede heller ikke længe, inden
Rigsdagen efter Kultusminister Scavenius' Forslag bevilgede Pengene
dertil, og Professor Storch udførte Arbeidet med sin sædvanlige
Sagkundskab og Smag. At Ministeriet lod det udføre af den Architekt,
det havde valgt, var i sin Orden, men det havde dog været rimeligt
nok, om Universitetet som Kirkens Eier ikke var bleven holdt helt
udenfor, saa meget mere som det ellers var Konsistorium overdraget at
sørge for dets Kirkers Forskjønnelse. Konsistorium havde ikke nogen
Lyst til selvbuden at blande sig i dette Arbeide, der var i saa gode
Hænder; men da det næsten var færdigt, kunde jeg dog ikke længere
styre min Lyst til at se, hvorledes det var udført. Jeg var henrykt
over Synet og glædede mig over at se, hvor smukt og naturligt
Aabningen i Midten satte Underkirken i Forbindelse med Overkirken;
men da Slottet var borte, var der ingen anden Adgang til Overkirken
end en ganske smal Vindeltrappe i Muren, der kun gav Plads til een
Person ad Gangen. Den kunde altsaa ikke benyttes af de Kirkesøgende.
Professor Storch havde ment, at dette heller ikke havde været
Meningen og ikke behøvedes; men jeg gjorde ham opmærksom paa, at
Overkirken slet ikke kunde undværes, da Kirken, der i sig selv var
meget lille, ved Ombygningen havde mistet en hel Del Siddepladser.
Han beklagede, at han ikke tidligere var bleven gjort opmærksom
derpaa, men havde Intet imod at opføre en bred Opgangstrappe i
Taarnet, naar han kunde faa de fornødne Midler dertil. Kultusminister
Scavenius, hvem jeg forestillede Sagen, skaffede Pengene, og nu har
baade Sognet faaet en hyggelig Kirke, og Danmark har en Perle af
middelalderlig Architektur at opvise. Den 6. Nov. 1892 blev Kirken
indviet. Ved det festlige Maaltid, som i den Anledning holdtes i
Præstegaarden, bragte jeg Professor Storch en vel fortjent Tak.
* * * * *
Aaret 1879 var et Høitidsaar for Universitetet; det var 400 Aar,
siden det blev stiftet. Der maatte da holdes en stor Fest, saaledes
som man havde gjort i Upsala for to Aar siden og i Leyden 4 Aar
tidligere. Paa begge disse Steder havde man indbudt alle Europas
Universiteter til at deltage i Festglæden, og det syntes naturligt,
at man maatte gjøre ligesaa i Kjøbenhavn. Men her mødte en alvorlig
Vanskelighed. Det langt overveiende Antal af Gjæster, der kunde
antages at ville give Møde, vilde blive Tyskere, og vort Forhold til
Tyskland var efter 1864 alt andet end hjerteligt. Dog vilde man neppe
derfor have sat sig ud over den almindelige Skik, hvis ikke et nyt
Moment var kommet til. Det var ganske kort efter, at Preussen havde
sagt sig løs fra det i Pragerfredens § 5 givne Løfte, at tilbagegive
Nordslesvig, naar Befolkningen stemte derfor. Nu at indbyde Tyskland
var det Samme som at sige, at vi brød os ikke om Nordslesvig. Sorgen
og Harmen over Traktatbruddet gjorde det umuligt. Men at indbyde de
øvrige europæiske Universiteter med Forbigaaelse af de tyske, lod sig
heller ikke gjøre; det vilde blive betragtet som en ligefrem
Udfordring. Man bestemte sig da til at indskrænke Indbydelserne til
de nordiske Universiteter, og Resultatet blev en sjælden skjøn og for
alle Deltagere uforglemmelig Fest.
Jeg var bleven Medlem af det Udvalg, der skulde forberede og ordne
Festen. Dertil hørte bl. a. Bestillingen af Medaillen hos Medailleur
Conradsen. Den har paa Forsiden Christian I.s og Christian IX.s
Portræter, paa Bagsiden Athene, der kommer hen til Danmark og rækker
hende Haanden, tilligemed Indskriften: Quattuor exegit, sperat nova
sæcula vivax. Desværre kunde de Hverv, der ved denne Leilighed bleve
mig overdragne, ikke altid løses uden Anstød og Sammenstød med gode
Venner, men den derved fremkaldte Misstemning forsvandt hurtig, hvor
det var klart, at Ansvaret ikke hvilede paa mig alene, og Mindet om
Festdagene 4. og 5. Juni er, som Mindet om et Jubilæum bør være. Jeg
vil ikke dvæle ved de selskabelige Sammenkomster, Universitetets og
Kommunalbestyrelsens Festmiddage o. s. v., der, saa fornøielige de
vare, dog havde en mere ephemer Betydning; men jeg vil mindes
Aabningshøitideligheden i Frue Kirke, hvor Plougs og Hartmanns
herlige Kantate blev sunget, og jeg vil mindes Modtagelsen af de
lykønskende Deputationer i Universitetets Solennitetssal, hvor Madvig
fra Talerstolen -- saaledes som han er fremstillet i C. Blochs
Portræt paa Frederiksborg -- takkede hver Enkelt i smukke og
træffende Svar. Man kunde ikke tænke sig nogen mere værdig
Repræsentant for Universitetet, og han er med Rette bleven kaldt
Festens egentlige Bærer.
Men Tiden nærmede sig, da han skulde skilles fra Universitetet. Han
var nu 75 Aar gammel, og hans svækkede Syn gjorde det vanskeligt for
ham at holde Forelæsningerne saaledes, som han ønskede. Nu havde han
ogsaa været Professor i 50 Aar og søgte derfor sin Afsked. Paa hans
Jubilæumsdag, den 17. Novbr., modtog han mangfoldige Lykønskninger
fra alle de Institutioner, han havde staaet i Forbindelse med; men
desuden var ogsaa en Kreds af Mænd, der havde staaet ham nær i hans
politiske Virksomhed eller som Kolleger, traadt sammen for at
indsamle en Sum Penge til Oprettelse af et Universitetslegat, der
kunde bære hans Navn. Den indsamlede Sum beløb sig til 20,000 Kr. Men
et af Komiteens Medlemmer, Carlsbergfondets Stifter, Brygger J. C.
Jacobsen, havde ønsket, at dertil ogsaa skulde knyttes en i denne
Anledning slaaet Guldmedaille, dog uden at det maatte vides, at den
skyldtes et særligt Bidrag fra ham. Jeg havde den Glæde at blive
taget paa Raad med, og efter Jacobsens Bestilling udførte Medailleur
Conradsen en Medaille, der paa den ene Side viste Madvigs Portræt,
paa den anden i en Laurbærkrans følgende Indskrift: Patriæ lumen,
ingenii acumine, animi sinceritate et vigore, pietate, iustitia
nemini cedens. Jeg fik det ærefulde Hverv som Komiteens Ordfører at
overrække Legatet og Medaillen. Den Tale, jeg ved denne Leilighed
holdt, findes trykt i den Berlingske Tidende 18. Nov. 1879.
Nogle Aar senere blev jeg paany anmodet om at medvirke ved en
lignende Hædersbevisning for Madvig. D. 27. Dcbr. 1883 havde han
været Medlem af Videnskabernes Selskab i 50 Aar, og Selskabet
besluttede i den Anledning at stifte en Medaille, der kunde uddeles
hvert 5. Aar som Belønning for "et Skrift af en dansk Forfatter,
hvori denne paa en udmærket Maade har behandlet Emner af de sproglige
eller historiske Videnskaber". Det dertil nedsatte Udvalg overdrog
Julius Lange og mig at forestaa Udførelsen af Medaillen. Vi enedes om
at overdrage Billedhugger Schultz Udførelsen. Den ene Side har et
Athenehoved med Indskriften τοῦ δ' ἔκλυε Πάλλας Ἀθήνη, den anden
Videnskaben, der slynger en Laurbærkrans ind i Madvigs Navn,
hvorunder Indskriften: Ad caelum scandunt non torvorum arma gigantum,
sed quos fert vigili lucis amor studio. Det første Exemplar af
Guldmedaillen blev overrakt Jubilaren af Professor Steen som
Selskabets Ordfører. Tre Aar efter døde Madvig. Han fik ingen
Indflydelse paa Medaillens senere Bortgivelse, der har vist sig at
være forbunden med ikke liden Vanskelighed. Efter det første Femaars
Forløb blev den ikke uddelt. Anden Gang (1893) tildeltes den Vilh.
Thomsen, tredie Gang (1898) L. Wimmer.
* * * * *
For Aaret 1885-86 blev jeg anden Gang valgt til Universitetets
Rektor. Universitetet var da noget ganske andet end 50 Aar tidligere,
da dets Bygning indviedes. Dengang var Studenternes Tal næppe 150 om
Aaret, nu var det omtrent 400. Samtidig var Docenternes Antal næsten
fordoblet, og Universitetets Forelæsninger besøgtes ikke blot af
Studenter, men for saa vidt som de havde en nogenlunde almindelig
Charakter, samlede de ogsaa Ikke-Studerende, baade Mænd og Kvinder,
undertiden i meget større Antal end Studenterne. En uundgaaelig Følge
heraf var Mangel paa Plads, især da man oven i Kjøbet forlangte, at
Universitetet skulde afgive Lokale til Præliminærexamen,
Lærerindeexamen og andre Universitetet uvedkommende Prøver. Da den nu
staaende Universitetsbygning indviedes i 1836, mente man at have
faaet et rummeligt og hensigtsmæssigt Lokale for lange Tider; nu
viste det sig, at det var mindre end tarveligt, og en Udvidelse var
ikke mulig, da den gamle Universitetsgrund var fuldt ud optaget af
Universitetsbibliotheket og det zoologiske Museum. Der viste sig
imidlertid en Mulighed for at faa Nøden afhjulpen. Den polytechniske
Læreanstalt skulde have en ny Bygning. Den gamle Professorgaard i St.
Pederstræde, som Læreanstalten hidtil havde benyttet, blev altsaa
ledig. Kunde Universitetet faa Raadighed over denne og faa den
ombygget, vilde i alt Fald den værste Trang være afhjulpet.
Konsistoriums Indstilling desangaaende blev bifaldet af Ministeren,
og Rigsdagen bevilgede Pengemidlerne. At man ved Omdannelsen af en
ældre Bygning ikke kan naa det samme Resultat som ved Opførelsen af
en ny, forstaar sig selv; men "Annexet" var dog en meget værdifuld
Udvidelse af Universitetet, navnlig ved de to store Auditorier,
hvoraf det ene ved sin Størrelse og det andet ved sine Lysforhold
langt overgik Hovedbygningens.
* * *
Til Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fødselsdag skrev jeg et
Indbydelsesskrift om det gamle _Tiryns_, som Schliemanns og Dørpfelds
epokegjørende Udgravninger nylig havde draget frem for Dagens Lys.
Min Tale handlede om Historieskrivningen og den historiske
Digtekunst. Den er trykt i Dagbladet for 2. Mai 1886.
Den 3. August og følgende Dage høitideligholdt Universitetet i
_Heidelberg_ sit _500 Aars Jubilæum_ og indbød alle andre
Universiteter til at tage Del i Festlighederne. Vi vare i Beraad med
os selv, om vi skulde modtage Indbydelsen; vi havde ikke stor Lyst
dertil, og vi havde jo ikke indbudt Tyskerne til vort Jubilæum 7 Aar
tidligere. Men da det erfaredes, at Frankrig vilde lade sig
repræsentere, mente Konsistorium, at ogsaa vi burde give Møde, og
sendte mig tilligemed Professor Julius Thomsen derhen. I de Dage
Festen varede, havde jeg et hyggeligt Hjem hos Professor Osthof, og
under hele Festen var der Intet, der kunde støde en Dansk.
Storhertugen selv præsiderede som Universitetets Rektor, ikke
magnificus, men magnificentissimus. Han gav Cour i det gamle Slot,
indbød Gjæsterne til en Soirée i Carlsruhe og førte selv Forsædet ved
Studentersoldet i Turnhallen, hvor hans Nærværelse maaske nok lagde
en lille Dæmper paa Ungdommens Lystighed, men dog ikke hindrede, at
der blev "revet adskillige Salamandere". Hovedfesten holdtes i
Helligaandskirken, hvor den filosofiske Professor Kuno Fischer holdt
Festtalen, der varede i over tre Timer. Mange af Tilhørerne fandt, at
dette var lovlig længe, og ønskede at forlade Kirken, men Dørene vare
lukkede, og man fortæller, at Betjentene svarede dem, der bad om at
komme ud: "Wenn wir jetzt aufmachen, dann rennen Alle weg, und
Fischer ist noch lange nicht fertig." Jeg selv var Vidne til, at en
af hans Kolleger gjorde ham opmærksom paa, at hans Tale havde været
temmelig lang, og han saa svarede: "Man kann doch fünf Jahrhunderte
nicht kürzer abmachen." Fornøieligere var det historiske Optog den
følgende Dag, hvor de fem Aarhundreder hvert i sit Kostume passerede
igjennem Heidelbergs Gader, samt Festens straalende Slutning,
Illuminationen af Neckarfloden og Slotsruinen. Af personlige
Oplevelser har jeg intet Nævneværdigt at omtale. Ved Universitetets
Festmiddag gjorde jeg Bekjendtskab med Kieler-Universitetets Rektor,
Professor Förster, nu Professor i Breslau, med den elskværdige
Gymnasialdirektor Uhlig, en ivrig Forkæmper for den klassiske
Undervisning, som senere har besøgt mig i Kjøbenhavn, og med Ribbeck,
der gav mig Komplimenter for min Udgave af Theophrasts Charakterer.
Jeg besøgte Fru Kuno Fischer, en dansk Dame, jeg havde set i min
tidlige Ungdom. Smuk var hun endnu, skjøndt det sorte Haar var blevet
hvidt. I Carlsruhe mødtes jeg, som tidligere omtalt, med to gamle
Bekjendte fra Rom, Theodor Mommsen og Heinrich Brunn.
Den 27. August feirede det helleniske videnskabelige Selskab i
Konstantinopel sit 25 Aars Jubilæum. Ogsaa hertil havde
Kjøbenhavns Universitet faaet en Indbydelse, men vi saa os ikke
i Stand til at modtage den; vi indskrænkede os til at sende en
Lykønskningsskrivelse.
Da jeg den 23. Nov. fratraadte Rektoratet og efter Skik og Brug
skulde gjøre Rede for Aarets Begivenheder, var der et usædvanlig
stort Antal Forandringer i Lærerpersonalet at omtale. To Professorer,
som jeg havde staaet i nærmere Forbindelse med, vare entledigede fra
31. August, Gislason og Holten. Islænderen Gislason var en grundig
Lærd, der levede stille imellem sine Bøger og helst undgik at
træde offentlig frem. Da det var hans Tur at holde Talen ved
Reformationsfesten (1877), bad han mig om at overtage dette i hans
Sted, og jeg holdt da det Foredrag over Erasmus fra Rotterdam, som er
trykt i Historisk Aarbog 1879. Holten har jeg omtalt ovenfor. Han
havde i 37 Aar været en fornøielig Kollega og var ikke mindre yndet
af de Studerende; det var en Selvfølge, at hans Afgang maatte feires
med et lystigt Gilde.
Et betydeligt Tab led Universitetet ved den mathematiske Professor
_Adolph Steens_ Død den 10. Sept. 1886. Ogsaa jeg mistede i ham en
trofast Ven. I det akademiske Lærermøde, der blev holdt Dagen efter
hans Begravelse, omtalte jeg det Tab, vi havde lidt. Jeg mindede om
den Tankens Klarhed og Simpelhed, der gjorde Mathematiken let at lære
under hans Veiledning, og jeg mindede om den ærlige og energiske
Villie, der havde sat ham i Stand til at spille saa stor en Rolle i
det praktiske Liv. "Konsistorium", sagde jeg, "vil savne dette
forretningsdygtige Medlem, der ofte i tvivlsomme Tilfælde fandt en
Afgjørelse, som Alle tiltraadte, ikke fordi han gik paa Accord med
modsatte Anskuelser, men fordi man vidste, at her var et Anker, der
ikke kunde rokkes."
Et langt større Tab led jeg dog i Slutningen af samme Aar. _Madvig_
døde den 12. December efter et kort Sygeleie. Endnu Dagen før hans
Død sad jeg ved hans Seng og talte med ham, som jeg pleiede, men
ganske vist med den Tanke, at længe fik jeg ikke Lov at beholde ham.
Den næste Morgen døde han pludselig. Dermed afsluttedes en Hoveddel
af mit Liv. Mindet traadte nu i den personlige Paavirknings Sted. Det
har jeg fastholdt saa levende, som det var mig muligt, og ogsaa det
har jeg meget at takke for. Den 14. Okt. 1887 holdt jeg i
Videnskabernes Selskab et Foredrag om Madvigs videnskabelige
Betydning; det er, noget videre udført, trykt i Selskabets
Oversigter. Saalænge Madvig levede, havde jeg stadig opfordret ham
til ikke blot at udgive sine enkelte Iagttagelser eller antyde
Hovedtankerne, som saa Andre kunde udføre, men selv at fuldende de
videnskabelige Bygninger, der foresvævede hans Tanke. Det lykkedes
ham jo ogsaa i det Hele at faa afsluttet sin Forfattervirksomhed. Et
Arbeide var der dog, som kun var paabegyndt, hans Metrik. Den
almindelige Del havde han udgivet; den specielle følte han ingen Lyst
til at udføre. Dette fandt jeg burde gjøres, og da jeg ganske delte
hans Anskuelser, haabede jeg at kunne gjøre det i hans Aand. Men jeg
kunde ikke indskrænke mig til blot at tilføie det Manglende; ogsaa i
den almindelige Del var der Adskilligt, jeg ønskede tilføiet eller
nærmere udført. Min "_Græsk og romersk Metrik_" (1893) er mit eget
Arbeide, og jeg kan ikke gjøre min Lærer ansvarlig derfor; der er
maaske meget, som han vilde have gjort anderledes.


X.
ELERS' KOLLEGIUM OG REGENTSEN.

Som Medlem af Konsistorium modtog jeg i Tidens Løb forskjellige under
dette henhørende administrative Hverv, navnlig Legat-Eforier.
Saaledes overtog jeg i 1874 Bestyrelsen af _Elers' Kollegium_ efter
H. N. Clausen, en Stilling, jeg beholdt i 21 Aar. Da jeg et Par Aar
efter blev Regentsprovst, kom jeg til at bo ligeoverfor Kollegiet, og
kunde lettere være ved Haanden, naar Eforens Nærværelse krævedes,
hvad enten det var paa Grund af Rivninger mellem Alumnerne indbyrdes
eller i Anledning af deres Forhold til Portneren. Denne sidste blev
dengang lønnet ved, at enhver af Beboerne maanedlig betalte et vist
Beløb; men da disse enten slet intet Stipendium modtog fra Kollegiet,
eller for saa vidt som de fik et saadant, fik det udbetalt
halvaarsvis, erholdt Portneren sin Løn meget uregelmæssig, ja
undertiden ufuldstændig. Det burde naturligvis være Kollegiets Sag at
lønne ham; men dertil var der ikke Raad, med mindre de 15 Alumner,
der hvert Halvaar fik et Stipendium af 30 Kr., gav Afkald derpaa.
Skjøndt dette i Virkeligheden ikke var noget Offer, da de dog ellers
betalte Portneren det Samme, vare de dog lidet villige dertil, og det
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Af mit Levned - 12
  • Parts
  • Af mit Levned - 01
    Total number of words is 4431
    Total number of unique words is 1579
    39.8 of words are in the 2000 most common words
    56.7 of words are in the 5000 most common words
    64.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 02
    Total number of words is 4571
    Total number of unique words is 1634
    38.5 of words are in the 2000 most common words
    54.9 of words are in the 5000 most common words
    62.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 03
    Total number of words is 4595
    Total number of unique words is 1636
    37.9 of words are in the 2000 most common words
    53.5 of words are in the 5000 most common words
    62.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 04
    Total number of words is 4658
    Total number of unique words is 1777
    35.0 of words are in the 2000 most common words
    50.4 of words are in the 5000 most common words
    58.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 05
    Total number of words is 4670
    Total number of unique words is 1736
    38.2 of words are in the 2000 most common words
    52.7 of words are in the 5000 most common words
    60.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 06
    Total number of words is 4522
    Total number of unique words is 1688
    38.7 of words are in the 2000 most common words
    55.4 of words are in the 5000 most common words
    63.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 07
    Total number of words is 4637
    Total number of unique words is 1670
    41.5 of words are in the 2000 most common words
    57.2 of words are in the 5000 most common words
    65.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 08
    Total number of words is 4398
    Total number of unique words is 1598
    36.0 of words are in the 2000 most common words
    50.9 of words are in the 5000 most common words
    59.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 09
    Total number of words is 4375
    Total number of unique words is 1443
    35.9 of words are in the 2000 most common words
    51.7 of words are in the 5000 most common words
    60.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 10
    Total number of words is 4594
    Total number of unique words is 1517
    40.0 of words are in the 2000 most common words
    57.0 of words are in the 5000 most common words
    65.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 11
    Total number of words is 4433
    Total number of unique words is 1613
    38.0 of words are in the 2000 most common words
    54.5 of words are in the 5000 most common words
    62.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 12
    Total number of words is 4514
    Total number of unique words is 1590
    39.2 of words are in the 2000 most common words
    57.1 of words are in the 5000 most common words
    65.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 13
    Total number of words is 4395
    Total number of unique words is 1603
    36.9 of words are in the 2000 most common words
    54.2 of words are in the 5000 most common words
    62.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 14
    Total number of words is 4422
    Total number of unique words is 1483
    38.3 of words are in the 2000 most common words
    55.4 of words are in the 5000 most common words
    64.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 15
    Total number of words is 3085
    Total number of unique words is 1203
    37.9 of words are in the 2000 most common words
    54.7 of words are in the 5000 most common words
    62.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.