Af mit Levned - 14

Tanke. Jeg fandt, at man burde sige, at Kongen som Konge netop var
til for Folkets Skyld, og anførte af Historien afskrækkende Exempler
paa den modsatte Opfattelse. Særlig dvælede jeg ved de i England
under Henrik VIII og Dronning Elisabeth og under Stuarterne fremsatte
absolutistiske Theorier, og ved Fontanes' mere end latterlige
Forgudelse af Keiser Napoleon I.
Folkeforeningens Liv var ikke langt. Da Forfatningsspørgsmaalet var
afgjort, var den ene af de Opgaver, den havde stillet sig, løst. Den
anden, Danskhedens Bevarelse i Slesvig, blev overtaget af Andre; men
den Kapital, som Foreningen, medens den bestod, havde samlet, blev
ved dens Ophør stillet til Bestyrelsens Raadighed for at anvendes i
dette Øiemed. Dette Hverv blev betroet Bille, Klein og mig.
Efter 18. Nov. 1863 bestod der en dobbelt Folkerepræsentation. Den
da indførte Forfatning angik Danmark og Slesvig i Forening og
oprettede et Rigsraad som Fælles-Organ. Danmarks særlige
Anliggender behandledes af den ved Grundloven 5. Juni 1849 indførte
Rigsdag, saaledes som det var bestemt ved den under 29. Aug. 1855
vedtagne Indskrænkning. Efter Slesvigs Tab maatte denne dobbelte
Repræsentation bortfalde. Menigmandspartiet forlangte nu, at
Junigrundloven uden al Indskrænkning skulde indtræde i sin gamle
Plads; men Regjeringen hævdede, at Novemberforfatningen lige saa vel
var en Grundlov, og kun kunde hæves paa grundlovmæssig Maade, d. e.
med dens Samtykke. Det var imidlertid klart, at dette Samtykke ikke
kunde opnaaes, med mindre der foretoges nogle Ændringer i den gamle
Grundlov, navnlig med Hensyn til Landsthingets Sammensætning. Over to
Aar hengik, inden Enighed tilveiebragtes; først 28. Juli 1866 kunde
Kongen underskrive "Danmarks Riges gjennemsete Grundlov". Det var
ikke hyggeligt, at det danske Folk ikke kunde enes om dette
Spørgsmaal, hvis Afgjørelse var paatrængende nødvendig, og da man
opfordrede mig til at bidrage mit til at fremme Afgjørelsen, vovede
jeg ikke at afslaa det. Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns 2. Valgkreds,
C. Brix, var valgt ind i Rigsraadet. Hans Plads var altsaa ledig; den
fik jeg. Jeg blev saaledes Medlem af Rigsdagen i dens 16. og 17.
Samling (6. August 1864 og 2. Okt. 65). Jeg spillede ingen
fremtrædende Rolle under Rigsdagens Forhandlinger, skjøndt jeg ikke
holdt mig tilbage, hvor jeg mente at have et Ord at sige, saaledes i
Skole- og Universitetsspørgsmaal. En meget betydelig Lov blev
forelagt Rigsdagen i denne Samling, den almindelige borgerlige
Straffelov (stadfæstet af Kongen 10. Februar 1866). Forslaget, der
var udarbeidet af en særlig nedsat Kommission, var først blevet
forelagt Landsthinget og havde dèr modtaget en saa omfattende og
samvittighedsfuld Behandling, at Folkethinget viselig besluttede ikke
at nedsætte noget nyt Udvalg, uagtet der ved den første Forhandling
var fremkommet mangfoldige Ønsker om Ændringer, men at lade disse
Ændringsforslag uden videre blive fremsatte til Lovens anden
Behandling. Der arbeidedes derfor ufortrødent i Mellemtiden for at
samle Meningsfæller og redigere Ændringsforslagene, og mit Navn
findes under mange af disse. En eneste Bestemmelse tør jeg vel sige,
at jeg har nogen Fortjeneste af. Det er § 208, hvorefter "Duel
straffes med simpelt Fængsel". Lovforslaget havde ikke fundet Duel
strafbar, naar den ikke medførte enten Død eller Legemsbeskadigelse.
Jeg og Flere med mig (blandt Andre J. A. Hansen) kunde ikke finde os
i, at denne barbariske og meningsløse Selvtægt skulde godkjendes af
en civiliseret Stat.
Efter Rigsraadets Ophør indtog Brix atter sin gamle Plads i
Rigsdagen. Hans Tilbud om at lade mig beholde den afslog jeg
naturligvis, og jeg søgte heller ikke nogen ny Plads, skjøndt
Rigsdagsvirksomheden i mange Henseender havde tiltalt mig og jeg
heller ikke fandt, at den hindrede mig i fuldt ud at varetage min
Embedsgjerning. Efter den Tid har jeg ikke taget aktiv Del i det
politiske Liv, med mindre man vil regne det dertil, at jeg efter
Madvigs Død nogle Gange er optraadt som Stiller i Kjøbenhavns 3.
Kreds. Først anbefalede jeg General Tvermoes overfor Overretssagfører
A. Christensen, dernæst Raadmand Wassard imod Pastor Hostrup. Det var
med en egen Følelse, at jeg bekæmpede min kjære Barndomsven, som
Tiden og Forholdene havde fjernet fra mig, og som jeg i en Række af
Aar havde set meget sjælden; nu stod jeg som hans politiske
Modstander. Da jeg et Par Aar senere kom ud til ham for at lykønske
ham til hans 70 Aars Fødselsdag, blev jeg modtaget med en vis
Forundring; dog varede det ikke længe, inden denne gav Plads for det
kjærlige Smil, som jeg kjendte fra vore Ungdomsdage.


XIII.
BIBELREVISION.

Paa mine gamle Dage blev det mig givet at arbeide alvorligt paa
Udførelsen af en Opgave, som i min tidlige Ungdom havde staaet for
mig som et skjønt Fremtids-Perspektiv, men som jeg senere, efter at
jeg var bleven Filolog, havde opgivet enhver Tanke om, Oversættelsen
af det Nye Testamente. Det havde længe været anerkjendt, at den i
1819 autoriserede Bibeloversættelse ingenlunde var tilfredsstillende.
Sproget fandtes paa mange Steder knudret og udansk; man maatte uden
at krænke den høitidelige Bibelstil kunne gjøre det naturligere og
nærme det mere til det virkelig talte Sprog. Der var flere Steder,
navnlig i det Nye Testamentes Breve, hvor Meningen eller Sammenhængen
var vanskelig at forstaa, ligesom der ogsaa fandtes virkelige Feil i
Oversættelsen. Allerstørst var maaske Trangen til en forbedret
Oversættelse af det Gamle Testamentes poetiske og profetiske
Skrifter. En Komité bestaaende af Professor theologiæ Hermansen, Dr.
theol. Kalkar og Stiftsprovst Dr. C. Rothe arbeidede i en Række af
Aar paa en ny Oversættelse af det Gamle Testamente. I 1871 blev denne
autoriseret, og den indtager nu sin Plads i den gængse danske
Bibeloversættelse. Derefter henvendte man Blikket paa det Nye
Testamente. Jeg modtog en Forespørgsel, om jeg vilde være Medlem af
den Kommission, man tænkte sig nedsat for at revidere Oversættelsen
af dette, og jeg svarede med største Beredvillighed Ja; men der viste
sig Vanskeligheder ved Sammensætningen af Kommissionen, og Sagen blev
stillet i Bero. Først efter Biskop Martensens Død 4. Februar 1884
blev den optaget paa ny. Det kirkelige Raad, der interesserede sig
levende for dette Arbeide, tænkte sig Kommissionen sammensat af
Stiftsprovst C. Rothe, Provst Skat Rørdam, de to theologiske
Professorer P. Madsen og Styhr, og mig; men Rørdam, som nogle Aar
tidligere gjerne havde deltaget i dette Arbeide, havde netop nu
begyndt paa en selvstændig Oversættelse af det Nye Testamente
ledsaget af Forklaring, og erklærede derfor efter nogen Betænkning,
at han ikke kunde tiltræde en Revisions-Kommission. Skjøndt man nødig
vilde undvære denne ansete og dygtige Mands Medvirken, mente man dog,
at Arbeidet vel kunde udføres ved de fire andre Medlemmer, og under
2. Mai 1885 erhvervede Kultusminister Scavenius kongelig Resolution
for at overdrage dem under Tilsyn af Sjællands Biskop at revidere den
autoriserede Oversættelse af det Nye Testamente i Overensstemmelse
med de af det kirkelige Raad fastsatte Regler, nemlig at der skulde
tages et saadant Hensyn til den ældre Gjengivelse af Guds Ord paa
Modersmaalet, at Menigheden ikke kom til at føle sig fremmed for den
nye Udgave, at Rettelser kun foretoges, hvor der fandtes virkelige
Feil, men ikke hvor Fortolkningen endnu var tvivlsom, og at textus
receptus (1633) skulde lægges til Grund for Arbeidet, og nye kritiske
Udgaver kun benyttes, hvor de indeholdt utvivlsomme Forbedringer i
Læsemaaden. I en senere Skrivelse tilføiede Ministeren endnu, at man
"særlig burde have Opmærksomheden henvendt paa saa vidt muligt at
frie Oversættelsen for fremmede tyske og halvtyske Ord og Vendinger,
der i kun altfor høi Grad mispryde den nu autoriserede Text."
I flere Aar arbeidede Kommissionen trolig. En Eftermiddag og Aften i
hver Uge holdtes der et Fællesmøde; mere Tid kunde vi ikke afse til
saadanne, da vi alle hver for sig havde vor Embedsgjerning at
besørge, Noget som ogsaa af og til kunde medføre længere Afbrydelser
i Arbeidet. Det skred derfor langsomt frem. De opstillede Principer
havde vi i deres Helhed godkjendt, men Anvendelsen i det Enkelte gav
Anledning til megen Usikkerhed, og en saa talrig Komité havde
vanskeligt ved at blive enig, skjønt det for det Meste ikke var
Opfattelsen af Meningen, men kun det sproglige og stilistiske Udtryk,
hvorom Uenigheden dreiede sig. Tilsidst mistvivlede Kommissionen om
at kunne tilendebringe Arbeidet i rimelig Tid. Ligegyldighed eller
Forsømmelighed kunde paa ingen Maade bebreides Kommissionen, og dog
vare de Stykker, den havde faaet færdig reviderede, kun Matthæus'
Evangelium, Galaterbrevet, Pastoralbrevene, og Johannes' Aabenbaring.
Da nu ogsaa Professor Styhr, der var kaldet til Biskop i
Laaland-Falsters Stift, maatte forlade Hovedstaden, besluttede
Kommissionen efter 3½ Aars Arbeide, November 1888, at bede
Ministeriet om at fritage den for det den overdragne Hverv.
Efter at forskjellige Forsøg paa at rekonstruere Komiteen vare
strandede, og man endelig var kommen til den Erkjendelse, at det var
heldigst kun at være to eller høist tre om Arbeidet, foreslog Biskop
Fog, at Professor theologiæ F. Buhl og jeg skulde overtage det, og
Prof. Buhl erklærede sig villig dertil, hvis Slotspræst, Licent. A.
Poulsen kunde blive ansat som hans Medhjælper, da hans Tid ellers
ikke vilde tillade ham det. Da imidlertid Prof. Buhl umiddelbart
herefter fik Tilbud om et Professorat i gammeltestamentlig Theologi i
Leipzig, og dette Tilbud, hvor betænkeligt det end i mange Henseender
forekom ham, dog ikke syntes uden videre at kunne afslaaes, fandt
Ministeren, at der ikke længere kunde være Tale om ham; han burde
erstattes af Professor Schat Petersen, hvis særlige Fag i Fakultetet
jo ogsaa var det Nye Testamentes Exegese; men Petersen frabad sig
det, og Buhl modtog Kaldelsen til Leipzig. Da det kirkelige Raad nu
paa ny overveiede Sagen, mente det at burde fastholde det sidst
stillede Forslag, men Prof. Petersen vægrede sig paa ny. Endelig
traf Kultusminister Goos 8. Januar 1892 den Afgjørelse, at
Revisionsarbeidet skulde overdrages Licentiat Poulsen og mig under
Tilsyn af Sjællands Biskop, Fog. Det skulde tilendebringes i 3 Aar,
og i den Anledning blev der tillagt Slotspræst Poulsen et Honorar af
1200 Kr. aarlig, for at han kunde anvende al den Tid, som hans
Embedsvirksomhed levnede ham, til Bedste for dette Arbeide.
Det var vort Ønske at træde i den forrige Kommissions Fodspor, og vi
optog saa godt som uden Forandring de Stykker, der allerede vare
udarbeidede af denne. Biskop Fogs Tilsyn og Medvirkning gav os ikke
fuldt det Udbytte, vi havde ønsket. Han havde ubetinget Tillid til
os. Efter at vi havde drøftet Principerne i sin Almindelighed og
prøvet dem paa et Par enkelte Tilfælde, bad han os at fremme Arbeidet
uforstyrret og kun forelægge ham et eller andet Stykke, naar vi havde
gjort det færdigt. Efter et halvt Aars Arbeide fremlagde vi da
Oversættelsen af 1. og 2. Korinthierbrev. I det første Øieblik fandt
han, at vore Ændringer og Rettelser havde strakt sig videre end
tilbørligt, men ved nærmere Overveielse kom han til det Resultat, at
Sagen ikke godt kunde gøres anderledes, og efter at vi havde optaget
et Par enkelte Rettelser, som han foreslog, bad han os at fortsætte
vort Arbeide og gjøre det Hele færdigt. Han vilde helst have det
liggende trykt for sig, inden han underkastede det den sidste
Gjennemarbejdelse. Men Tiden lod ikke vente paa sig. Aarenes Vægt
gjorde sig gjældende, først næppe mærkelig, men efterhaanden stærkere
og stærkere; han fandt det nødvendigt at søge sin Afsked, og han fik
den fra den 8. Marts 1895. Imidlertid havde vi stadig arbeidet
videre, og efter hans Ønske havde vi allerede i Februar 1894 erholdt
Ministeriets Tilladelse til at begynde Trykningen og lade vort
Arbeide udkomme som Prøve. Aaret efter kunde vi tilmelde Ministeriet,
at Arbeidet var udført i den os foreskrevne Tid, og at Bogen var i
Færd med at udkomme. Inden dette endnu var sket, gav Slotspræst
Poulsen 11. Marts 1895 i Kjøbenhavns Convent en Meddelelse om og
Redegjørelse for den af os foretagne Revision, og Biskop Fog, der
stadig havde faaet Arkene tilsendte, efter som de bleve trykte, og
som nu havde det Hele liggende for sig, tilskrev os 1. April 1895
saaledes:
Bispegaarden 1. April 1895.
_Min kjære Professor Dr. L. Ussing og Slotspræst Lic. Poulsen!_
Rundtom har jeg læst forskjellige Stykker af Deres Oversættelse
af det Nye Testamente, og glædet mig derover af Hjertet. Jeg har
vistnok kun læst Brudstykker, men hver Gang en fortrolig Ven er
kommen til mig her, hvor jeg ligger for Anker, har jeg bedt ham
læse et Capitel for mig nu her nu der, imedens jeg selv fulgte
med i den gamle Oversættelse, og jeg har glædet mig over,
hvormeget Eders staaer over den i Form og Tone som i Correcthed.
Modtager min oprigtige og hjertelige Lykønskning og Taksigelse
for Arbejdet. Siden jeg har faaet den af mig søgte Afsked, har
jeg ikke følt Savnet af det mig saa dyrebare Embede saa alvorligt
og dybt som nu ved Tanken om, at jeg ikke længer har nogen Magt
og Indflydelse til at skaffe Deres Arbejde den Autorisation,
hvorved den kan blive vor Kirkes og vort Folks rette Ejendom. Men
Arbejdet selv er saa betydeligt og i det Hele saa vellykket, at
det ikke kan tabe sin Betydning, men selv vil gjøre sin
Indflydelse gjældende, hvilken Gang denne Sag end fremdeles vil
tage. Derfor beder jeg Dem endnu engang modtage min hjertelige
Lykønskning og Tak. Tiderne vexle og skifte og med dem Tidernes
Mænd, men Herren bliver den samme. Og vi skulle jo ikke tjene
Tiderne, men Herren. Arbejdet i Herren kan ikke være forgjæves,
og der er en Velsignelse i at vide, at man har arbejdet for det
ubevægelige Rige.
I sandt Venskab og Hengivenhed som i Paaskjønnelse af Eders
dygtige, betydningsfulde Arbejde
_B. J. Fog._
Elleve Maaneder senere, den 23. Febr. 1896, døde vor høitærede og
høitelskede Ven.
Saasnart vor reviderede Oversættelse var udkommet, blev den anmeldt i
alle kirkelige og theologiske Organer og i de Blade, der overhovedet
havde nogen Interesse for kirkelige Spørgsmaal, og den blev
gjennemgaaende fordelagtig bedømt, selv af dem, der hørte til den
Grundtvigske Retning, og som vel i Grunden foretrak Rørdams
Oversættelse. Den ene Kritiker foreslog en, den anden en anden
Rettelse, men paa en eneste Undtagelse nær hilsede de alle Revisionen
som en glædelig Fremtoning. Om en Autorisation kunde der imidlertid
endnu ikke være Tale. Vi henvendte os til Kultusminister Bardenfleth
med det Ønske, at han, siden Biskop Fog var død, vilde formaa Biskop
Rørdam eller, hvis denne ikke vilde paatage sig det, en anden anset
Theolog til i Forening med os at foretage den Efterrevision, som
havde været forudsat, og som vi selv fandt nødvendig; thi der var
Steder i vor Oversættelse, vi kun foreløbig havde afgjort, idet vi
ventede en yderligere Drøftelse; vi kunde ikke betragte den udgivne
Prøve som vort sidste Ord. Ministeren, for hvem jeg personlig
udviklede Sagen, fandt dog, at det var for tidligt at tage nogen
saadan Bestemmelse; han syntes, at Bogen ikke havde foreligget for
Offentligheden længe nok; der kunde jo endnu komme mange Kritiker
frem. Der kom imidlertid ingen. Efterat der nu atter var gaaet en rum
Tid, og jeg efter min Samtale med Ministeren ikke tænkte mig, at han
vilde foretage noget Skridt i den angivne Retning, foreslog jeg min
Medarbeider, at vi selv, med tilbørligt Hensyn til de offentlig eller
privat gjorte Bemærkninger, skulde foretage en Efterrevision og
udgive Bogen paa ny i mindre Format og til en billigere Pris,
saaledes som flere af Kritikerne havde ønsket. Bibelselskabet og det
kgl. Vaisenhus, der havde ladet Oversættelsen trykke, gik ogsaa
beredvillig ind paa at trykke og udgive denne nye Udgave. Et halvt
Aars Tid senere, da Arbeidet allerede var næsten fuldendt,
overraskedes vi ved at høre, at Ministeren, efter Nogles Mening
foranlediget ved en unøiagtig Notits i "Kristeligt Dagblad", havde
sendt vor Revision til det theologiske Fakultet med Forespørgsel, om
det vilde anbefale den til Autorisation for den danske Folkekirke.
Dette var os alt andet end behageligt; vi havde jo selv erklæret, at
vi ikke ansaa den for egnet dertil i sin daværende Skikkelse. Vi bad
derfor Fakultetet om at opsætte sin Udtalelse nogle faa Uger, indtil
vor nye Udgave kunde foreligge: et Skridt som Ministeren tog os meget
unaadigt op, medens han dog tilstod Fakultetet den ønskede Frist.
Efter langvarige, ved Examiner og Ferier afbrudte Forhandlinger
enedes Fakultetet om at foreslaa Ministeren, at to af dets Medlemmer,
Professorerne Schat Petersen og Jacobsen, skulde foretage den
endelige Revision af vort Arbeide, og dette Forslag antoges.
De tre Aar, hvori jeg arbeidede paa Bibelrevisionen, vare lykkelige
Aar. Hver Time jeg kunde afse fra min Universitetsvirksomhed,
anvendtes til Bibelstudier. Det kunde behøves, thi det var et nyt og
fremmed Omraade, hvorpaa jeg bevægede mig. Det var mig en sand Glæde
at arbeide sammen med Licentiat Poulsen, for hvis theologiske Indsigt
jeg villig bøiede mig, ligesom han ogsaa gjerne hørte paa de
sproglige Bemærkninger, Filologen kunde gjøre. Vi samstemmede i
Reglen ganske baade med Hensyn til Sprogtonen og med Hensyn til
Forstaaelsen af Skriftens Ord, og hvor dette ikke var Tilfældet,
lykkedes det saa godt som altid under Udvexlingen af vore Tanker at
komme til Enighed.
En eneste Gang fandt jeg mig foranlediget til offentlig at deltage i
Drøftelsen af et theologisk Spørgsmaal. Paulus' 1ste Brev til
Korinthierne Kap. 7 v. 20 f. lyder i den autoriserede danske
Oversættelse saaledes: "Hver blive i den Stand, som han er kaldet
udi. Er du kaldet som Træl, det bekymre dig ikke; men kan du blive
fri, da vælg hellere dette." Saaledes gjengav Luther Stedet; ligesaa
Calvin, Erasmus og alle deres Samtidige. Dette var overhovedet den
gængse Oversættelse i hele den protestantiske Christenhed indtil
Midten af det forrige Aarhundrede, da Professor Baur i Tübingen i
Tilslutning til Johannes Chrysostomos (c. 400 Aar efter Chr. F.)
gjorde en modsat Opfattelse gjældende. Paulus skulde have sagt: "Selv
om du kan blive fri, saa bliv hellere ved at være Slave." Denne
Oversættelse har siden faaet mange Tilhængere trods de grundige
Gjendrivelser, der fremkom fra dem, der stod paa Reformatorernes
Standpunkt; selv Biskop Rørdam oversatte Stedet paa samme Maade som
Baur. Her til Lands havde allerede Professor C. E. Scharling gjort
opmærksom paa den nye Fortolkning og anbefalet den (i Videnskabernes
Selskabs Oversigt 1856 S. 218 ff.), men han var bleven imødegaaet af
H. N. Clausen i en fortrinlig Afhandling i Ugeskrift for den
evangeliske Kirke i Danmark 1857 S. 233 ff. Striden havde været
bitter nok; thi det exegetiske Spørgsmaal blev, underligt nok, gjort
til et politisk. Man sammenblandede de to grundforskjellige Ting,
Forholdet imellem Herrer og Slaver i Oldtiden, og Forskjellen imellem
de forskjellige Stænder eller Samfundsklasser i Nutiden. Man var
bange for at, hvis Paulus havde sagt, at Frihed var bedre end
Trældom, skulde deri ligge en Billigelse af de ringere Stilledes
Fordringer paa borgerlig Lighed med de bedre Stillede. Paulus skulde
tværtimod have misbilliget en saadan Stræben; han havde jo
udtrykkelig sagt, at Enhver skulde blive i den Stand, hvori han var.
Jeg husker endnu, at jeg som ung Professor havde en heftig Ordstrid
med en lidt ældre theologisk Professor, et ivrigt Medlem af
Augustforeningen, der paastod, at det var af politiske Grunde, at
Clausen forsvarede den hidtil gængse Opfattelse. Oh! at Paulus ogsaa
skulde benyttes i den politiske Agitations Tjeneste! Ja visselig
prædiker han ikke Oprør; det falder ham ikke ind at kæmpe imod det
Uovervindelige. Slaveriet kan han ikke omstyrte; men han trøster den
Slave, som er nødt til at blive i Trællestanden, med at han i Guds
Øine er lige saa god som den Frie, idet han dog med det Samme værger
sig imod den forargelige Paradox, at Slaven ikke skulde ønske
Friheden, og ikke modtage den, hvis den blev ham budt; Trældommen var
jo ikke blot et materielt, men ogsaa et moralsk Onde. -- Efter 40
Aars Forløb blev nu det samme Spørgsmaal atter brændende for mig, dog
heldigvis uden Indblanding af Politik. Jeg skrev da i det af Biskop
Styhr udgivne "Theologisk Tidsskrift for den danske Folkekirke" 11.
B. 3. H. en lille Afhandling, hvori jeg ikke blot gjorde gjældende,
at det var umuligt, at Paulus under Datidens Samfundsforhold og dens
Opfattelse af disse Forhold kunde give Trællestanden en, om end nok
saa betinget, Anbefaling; Sligt kunde først komme frem i Tider, da
man havde skruet sig op til at betragte den strengeste Askese som den
høieste Dyd og Martyrdøden som den høieste Lykke; men jeg hævdede
ogsaa, at den græske Text slet ikke lod sig oversætte paa den angivne
Maade. Hverken Luther eller Baur har givet en egentlig Oversættelse
af Paulus' Ord; de omskrive dem hver paa sin Maade i Overensstemmelse
med den Mening, de fandt i Stedet; men de lade sig oversætte ganske
ordret: "Er Du kaldet til Træl, det bekymre Dig ikke; _men hvis Du
ogsaa_ (d. e. lige saa godt) _kan blive fri, saa gjør helst Brug
deraf_" (nemlig af den angivne Mulighed, af Tilbudet om at blive
fri). Oversættes Stedet saaledes, og det er den korrekte
Oversættelse, er der ikke nogen Tvivl om Meningen. Naar Poulsen og
jeg alligevel ikke have optaget dette i vor Revision, men have
beholdt den autoriserede Oversættelses Ord, da kommer det af, at vi i
Henhold til vor Instrux ikke vilde indføre Noget, der kunde forekomme
Menigheden fremmed, ja maaske hos En eller anden kunde vække en
Mistanke, som om vi selv ikke havde været i fuld Overensstemmelse med
den gængse Opfattelse. Det Vigtigste var jo dog, at den rette Mening
blev fastholdt.
Min Afhandling blev imødegaaet af Biskop Rørdam i samme Tidsskrift,
11. Bd. S. 519 ff., og i det følgende Bind paafulgte endnu et kort
Replikskifte mellem os. Det gik naturligvis her, som det pleier at
gaa, at Enhver beholdt sin Mening. Jeg kunde derfor ikke undlade at
gjøre endnu et Forsøg paa at stille Sagen i sit rette Lys ved at vise
den i Sammenhæng med hele den Paulinske Tids Kultur og Tankesæt, da
jeg i Oktober 1899 blev opfordret til for en Kreds af Præster at
holde et Par Forelæsninger om "den græsk-romerske Verdens Aandsliv i
det 1ste Aarhundrede af vor Tidsregning." Forelæsningerne ere trykte
i "Dansk Tidsskrift" 1900, Mai-Juni.


XIV.
SLUTNING.

Da jeg indgav min Ansøgning om Afsked i Efteraaret 1895, følte jeg
mig fuldstændig rask og arbeidsdygtig, og allevegne fra hørte jeg, at
der var ingen Grund for mig til at trække mig tilbage; men i November
1895 blev jeg angrebet af en hæftig Underlivssygdom, og Døden syntes
nær. Jeg kom dog atter paa Benene og kunde i det paafølgende Halvaar
baade holde en lille Række Forelæsninger og sysle med et begyndt
videnskabeligt Arbeide; men i Forsommeren 1896 kom Sygdommen
igjen i en anden og ikke mindre betænkelig Form. Ogsaa dette Anfald
blev dog overstaaet, og efterhaanden kom Kræfterne tilbage, saa
at jeg, som jeg havde lovet, kunde holde archæologiske og
kunsthistoriske Forelæsninger paa Universitetet. Da det ikke var
Examensforelæsninger, var det kun et ringe Antal Studenter, der hørte
dem, men desto større var Tallet af Udenforstaaende, baade Herrer og
Damer, der havde Lyst til at følge den gamle Professor paa hans
Vandringer mellem den klassiske Oldtids Monumenter. Efter særlig
Opfordring holdt jeg et Par Gange Forelæsninger ved det Kursus,
der i hvert Aars September Maaned pleiede at foranstaltes for
Høiskolelærerne, den ene Gang over Pompeii, den anden over Athen;
og i Oktober 1899 holdt jeg efter Indbydelse af den danske
Præsteforening de ovenfor (S. 217) nævnte Forelæsninger om den
græsk-romerske Verdens Aandsliv i det første Aarhundrede af vor
Tidsregning.
Strax efter min Entledigelse modtog jeg fra Carlsbergfondets
Direktion, af hvilken jeg efter Madvigs Død (12. Dec. 1886) var
bleven Medlem, følgende Skrivelse:
_Carlsbergfondets Direktion,
d. 25/10 1895._
Højtærede og kjære Kollega!
Vi have set, at Hs. Majt. Kongen efter Deres derom indgivne
Ansøgning har bevilget Dem Afsked fra Deres Stilling som
Professor ved Kjøbenhavns Universitet, fra 31. December d. A. at
regne. Deres Beslutning at tage Deres Afsked staar, som alle
vide, der have den Glæde at kjende Dem, ikke i ringeste Grad i
Forbindelse med, at De har tabt Lysten til at fortsætte Deres i
saa mange Aar drevne lærde og betydningsfulde Studier, og vi
haabe, at den videnskabelige Verden i rum Tid endnu maa kunne
nyde godt af Udbyttet af Deres fortsatte Arbejde. Men idet vi
nære dette Haab, er det naturligt for os tillige at ønske, at De
maa blive sat i Stand til helt og uden nogen Bekymring eller
noget Savn at kunne bruge det Otium, De vil faa ved Deres
Bortgang fra Universitetet. Vi tro, at vi i saa Henseende ere i
fuld Overensstemmelse med alle, der kjende Deres videnskabelige
Virksomhed, og i Kraft af den Ret, Carlsbergfondets Statuter
giver Direktionen, bede vi Dem herved om af Fondet at modtage den
Understøttelse, De behøver, f. Eks. til Rejser eller til
Anskaffelse af videnskabelige Hjælpemidler -- vi tænke os 2000
Kr. aarlig --, for at De som fri Videnskabsmand kan fremme og
eventuelt afslutte de Arbejder over den klassiske Oldtids
Kunsthistorie, som De i en lang Række Aar har syslet med, og som
det vilde være meget beklageligt at se Dem afbryde. Vi skjønne
ikke rettere, end at en Understøttelse i denne Form ikke i
mindste Maade vil kollidere med Deres Stilling som Medlem af
Direktionen.
E. Holm. S. M. Jørgensen. Japetus Steenstrup. Eug. Warming.
Dette smigrende Tilbud turde jeg ikke afslaa, skjøndt jeg ikke var
blind for, at det paalagde mig endnu større Forpligtelser, end jeg
allerede havde paataget mig; thi der stilles jo meget større
Fordringer til videnskabeligt Forfatterskab end til Forelæsninger,
der ikke skulle udgives i Trykken. Men jeg havde dog ogsaa, i alt
Fald for det Første, Noget, jeg maatte have sagt, et gammelt Løfte,
jeg skulde indfrie.
Jeg havde i lang Tid været overbevist om, at den berømte Forfatter
over Oldtidens Bygningskunst, Vitruv, der har gjort Videnskaben saa
stor Nytte, men ogsaa har gjort adskillig Skade, ikke, som han
udgiver sig for, havde levet paa Keiser Augusts Tid. Jeg havde udtalt
dette bestemt i mit Universitetsprogram 1876. Man havde forlangt, at
jeg skulde bevise det; men jeg havde ikke havt Tid dertil. Nu da min
Embedsvirksomhed ophørte, turde jeg ikke opsætte det længere. Jeg
vilde paavise, hvorledes ikke blot Forfatterens barbariske Sprog, som
man havde søgt at undskylde med, at han var en udannet Mand -- han
roser sig rigtignok selv af sin Dannelse -- men ogsaa hans Omtale af
Ting og Personer vidnede imod ham og henviste ham til en meget senere
Tid. Men under Arbeidets Gang fremkom der desuden endnu et Bevis, som
var aldeles afgjørende. Det var ikke undgaaet Fortolkerne, at en
bestemt Del af Vitruvs Værk var oversat fra en græsk Forfatter
Athenæos (Mathematicus kaldte man ham for at adskille ham fra den
bekjendte Grammatiker af samme Navn); men deri var jo intet
Paafaldende, da denne Forfatter antoges at have levet under
Ptolemæerne i Alexandria. Nu havde imidlertid Professor Diels
leilighedsvis udtalt, at dette ikke kunde være rigtigt; han maatte
have levet i det 2. eller 3. Aarh. efter Chr. For Vitruvs Vedkommende
uddrog man deraf den Slutning, at han ikke havde oversat Athenæos,
men at begge Forfattere havde benyttet en og samme ældre Kilde[14].
En fornyet Undersøgelse af Forholdet viste dog klart, navnlig ved de
Udeladelser og Misforstaaelser, Vitruv havde gjort sig skyldig i, at
det var selve Athenæos og ikke nogen Anden, han havde oversat,
ligesom jeg paa samme Tid kunde tilføie nye og uimodsigelige Beviser
for, at denne Athenæos havde levet i det 3. Aarh. efter Chr. Der
kunde altsaa ikke længere være Tvivl om, at den saakaldte Vitruv med