Af mit Levned - 01

Total number of words is 4431
Total number of unique words is 1579
39.8 of words are in the 2000 most common words
56.7 of words are in the 5000 most common words
64.5 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.

J. L. USSING
AF MIT LEVNED
UDGIVET AF HANS SØNNER
KJØBENHAVN OG KRISTIANIA
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
MDCCCCVI

FORLAGETS BOGTRYKKERI
1906


INDHOLD.

I. BARNDOM (1820-36). Side 1.
II. STUDENTERAAR (1836-44). " 23.
III. ARCHÆOLOGI OG UDENLANDSREISER (1844-47). " 39.
IV. REVOLUTIONSAARET. -- FAMILIEFORHOLD. " 81.
V. FORELÆSNINGSVIRKSOMHED. REISER. " 105.
VI. FORFATTERSKAB. " 119.
VII. SKOLEVIRKSOMHED. PÆDAGOGIK. RETSKRIVNING. " 126.
VIII. KOLLEGER OG VENNER. " 144.
IX. UNIVERSITETET. " 157.
X. ELERS' KOLLEGIUM OG REGENTSEN. " 172.
XI. SKANDINAVISME. " 189.
XII. POLITIK. " 199.
XIII. BIBELREVISION. " 208.
XIV. SLUTNING. " 218.
EFTERSKRIFT " 231.


I.
BARNDOM.
(1820-1836).

Den Dag, da jeg fyldte mit 70. Aar, modtog jeg et Brev fra Johannes
Fibiger, hvori der stod: "Nu skulde Du skrive Dit Levned, som Mynster
siger man skal skynde sig at gøre, naar man har naaet de 70, og
hvorom Goethe siger, at den, der gjør det, er det høfligste af alle
Mennesker, medens den, der brænder sine Efterladenskaber, er den
uhøfligste af alle." Jeg svarede ham, at jeg syntes ikke mit Liv var
særlig mærkeligt, og om jeg end maaske nok kunde have oplevet Noget,
som var værdt at fortælle, saa var min Hukommelse ikke stærk, og
Dagbog havde jeg kun sjælden ført. Desuden syntes jeg, at saalænge
jeg var i mit Embede, burde min Tid anvendes til videnskabelige
Arbejder; der var endnu Adskilligt af den Art, jeg kunde ønske at
udføre.
Og dog -- der kommer ledige Timer, da det videnskabelige Arbejde maa
hvile; saa kan jeg jo gjerne prøve paa at nedskrive, hvad jeg kan
huske. Maaske det kan more mine Børn og Børnebørn at læse det, og
maaske de kunne finde, at Et og Andet deraf kan egne sig til
Offentliggjørelse. Men udgive de Noget, maa de gjøre det paa deres
eget Ansvar; mit Raad og min Bøn er, at de hellere udgive for Lidt
end for Meget, og skulde jeg komme til at give nogen falsk eller
urigtig Fremstilling eller fælde nogen uretfærdig Dom om Nogen, da
haaber jeg, at Sligt maa blive rettet eller udeladt. Goethes Paradox
om Høfligheden kan jeg ikke gaa ind paa; jeg synes tværtimod det er
uhøfligt at plage Folk med en lang og Intet sigende Tale.
* * * * *
Jeg er født i Kjøbenhavn d. 10. April 1820; men min Slægt er fra
Jylland. Som Provst J. Vahl har oplyst, kan jeg regne baade Hans
Tavsen og Anders Sørensen Vedel iblandt mine Forfædre. Hans Tavsens
Datterdatter, Mette Hansdatter Laugesøn var gift med A. S. Vedel, og
deres Sønnesøns Datterdatter Ane Jensdatter Lauridsen blev i Aaret
1704 gift med Niels Jensen, der efter sin Eiendom Ussinggaard antog
Navnet Ussing, som hans Efterkommere have beholdt. Han havde været
Landcommissarieskriver i Aarhus og Ribe Stifter, men levede nu som
Eier af to store Gaarde S. V. for Horsens, Ussinggaard og
Mæringgaard.
I den tilhørende Sognekirke Korning har han efterladt sig et
Monument, der paa samme Tid, som det skulde være en Prydelse for
Kirken, ogsaa kunde være et Epitaphium for ham og hans Hustruer; thi
han havde været to Gange gift, før han ægtede Ane Jensdatter. Det er
en stor Chorskranke -- Indskriften kjender ikke dette Navn, men
kalder det kun "dette mellem Choret og Kirken" -- med rige
architektoniske Prydelser, større og mindre udskaarne Figurer,
Malerier og Indskrifter. Den fyldte hele Chorbuen fra nederst til
øverst. Under Gudstjenesten aabnedes de midterste Gitterdøre, forat
Altret kunde blive helt synligt for Menigheden. Disse Chorskranker
vare en Overlevering fra Katholicismens Tid; men som Prydelser
beholdtes de endnu under den protestantiske Gudstjeneste, skjøndt de
ikke blot vare unyttige, men i mindre Kirker endog paa Grund af
deres Størrelse meget forstyrrende. De ere derfor ogsaa for det Meste
forsvundne, hvor de have været, og da Chorskranken i Korning nu
(1890) var temmelig forfalden og maatte restaureres, blev den tillige
efter Præstens Ønske flyttet hen til Kirkens vestre Endevæg lige over
for Altret, hvorved hele Kirkens Udseende har vundet en Del, og ogsaa
Monumentet -- takket være Professor Magnus Petersens fortrinlige
Restauration -- er kommet til at gjøre en smuk Virkning.
Efter Indskrifttavlens Angivelse havde Niels Jensen Ussing med sin
første Hustru 3 Sønner og 1 Datter, med sin anden 1 Søn, og med sin
tredie 6 Sønner og 1 Datter. Ingen af Sønnerne har beholdt Faderens
Eiendomme; de fleste af dem bleve Præster. Den ældste af dem alle var
Præst i Løsning og Korning, den ældste af Ane Jensdatters Børn, Bagge
Nielsen Ussing blev Præst i Lille Lyndby i Sjælland. Dennes ældste
Søn, Niels var min Farfar; hans næstældste Søn, Henrich, bekendt som
Forfatter til "Kirkeforfatningen i de danske Stater" (Kbhavn
1786-1789), blev Fader til Generalprokurør, Konferentsraad Tage
Algreen Ussing.
Min Farfar har havt mere Lyst til verdslig end til geistlig
Virksomhed. Han nedsatte sig i Ribe, hvor hans Faders to
Tvillingbrødre beklædte anselige Stillinger, den ene som Præsident,
den anden som Raadmand. Der blev han Hospitalsforstander, men drev
samtidig forskjellige praktiske og industrielle Foretagender, f. Ex.
en Tobaksfabrik, der dog aldrig vilde trives. Hans Hustru Johanne
Lovise Bruun døde efter at have født sit 15de Barn. Et Skjærmbræt,
som stod foran den Nyfødtes Vugge, faldt om, og Moderen døde af
Forskrækkelse 1796. Min Fader var dengang 9 Aar gammel. Den store
Børneflok fik for en stor Del Lov til at skjøtte sig selv, og jeg har
hørt mange Fortællinger om deres frie Liv i Haven, paa Toften og paa
Engen omkring Byen, paa Aaen i Baad og om Vinteren paa Skøiter; jeg
har hørt besynderlige Historier om de Gale paa Hospitalet, som man
efter Datidens Skik ikke brød sig om at holde særlig afspærrede. Min
Fader har fortalt mig, at han engang som Dreng blev forstyrret i sin
Søvn ved, at Matrassen under ham bevægede sig; det var et galt
Fruentimmer, der havde faldet paa at lægge sig der. Der var ikke Raad
til at anvende Synderligt paa Børnenes Opdragelse. De to ældste bleve
holdte til Studeringerne; den ældste blev theologisk Kandidat og
Præst i Uldum i Nærheden af Horsens († 1861); den anden blev Jurist
og Faderens Efterfølger som Hospitalsforstander.
Min Fader havde det Held efter en meget tarvelig Undervisning at
blive antaget som Skriverdreng hos Stiftamtmanden. Denne, W. J. A.
Moltke, der senere fik Grevetitel, fik den kjønne og raske Dreng
kjær, og da han 1815 blev forflyttet til Sjælland, tog han ham med
sig, og antog det unge Menneske, der imidlertid havde naaet at faa
Dansk juridisk Examen, som sin Fuldmægtig. Et Par Aar senere tilbød
Kong Frederik VI Moltke Embedet som Overpræsident i Kjøbenhavn.
Moltke svarede, at han gjerne vilde modtage det, hvis H. M. vilde
forunde ham en Naade endnu. Frederik VI foer op, som han pleiede, og
udraabte: "Stiller De Betingelser?" Moltke fortsatte, at for at kunne
udføre et betroet Embede til Kongens Tilfredshed maatte man være vis
paa at have paalidelige Underordnede; særlig gjaldt dette om
Kjøbenhavns Overformynderi, hvis store Kapitaler ikke turde betroes
nogen uprøvet Mand. Han bad derfor om, at hans hidtilværende
Fuldmægtig maatte blive Overformynderiets Kasserer og som saadan
Kontorchef under Magistraten. Hans Begjæring blev bevilget, og min
Fader fik i en Alder af 30 Aar det Embede, han vedblev at beklæde,
saa længe det bestod. Ved Overformynderiets Omordning (efter Lov af
4. Marts 1857) gik han af med Titel af Etatsraad. Han døde 13. April
1866, 79 Aar gammel.
Saasnart det omtalte Embede satte ham i Stand til at stifte et
tarveligt Hjem, ægtede han en elskelig ung Pige, han i længere Tid
havde været forlovet med, Esperance Tolerance Balle. Hun var to Aar
yngre end han. Hendes Fader, en født Nordmand, havde været
Borgemester i Ribe; han døde som Sorenskriver i Throndhjem. Mine
Forældres Ægteskab blev velsignet med 5 Børn, alle Sønner. Den
ældste, f. 4. Marts 1818, fik Navnet _Werner Jasper Andreas_ efter
min Faders Velynder. Det var et ualmindelig hurtigt og skarpt Hoved;
som Dreng var han langt forud for sin Alder; som Mand besad han et
klart og forudseende Blik paa alle Forhold, som man maatte ønske,
Andre havde været i Besiddelse af. Han blev Høiesteretsassessor,
Direktør i Nationalbanken og kongevalgt Landsthingsmand. Han døde 2.
December 1887. Den næstældste Søn, den der nedskriver dette, blev
kaldet _Johan Louis_ efter sin Bedstemoder. Den tredie, _Carl_, f.
14. April 1823, blev juridisk Kandidat og Fuldmægtig under
Kjøbenhavns Magistrat; i Krigen 1848-49 gjorde han Tjeneste som
Lieutenant og Capitain, og faldt i Slaget ved Fredericia 6. Juli
1849. Den fjerde, _August_, f. 23. Febr. 1825, var Theolog. I 1848
meldte han sig som Frivillig til Krigstjeneste; men efter at have
deltaget med Hæder i Slaget ved Dybbøl 5. Juni, blev han syg og
maatte forlade Hæren. Han døde som Provst og Sognepræst i Skjelskør
d. 1. Marts 1897. Den yngste, _Vilhelm_, f. 18. Mai 1830, blev
Assessor i Kriminalretten, men døde allerede 1. Juli 1871.
Danmark var fattigt i den første Fjerdedel af det 19de Aarhundrede.
Den nærværende Slægt vilde forbavses, hvis den kunde anstille
Sammenligning imellem Nutiden og Datidens smaa og tarvelige Forhold.
Embederne lønnedes kun smaat, og der maatte spares, naar man skulde
opdrage 5 Sønner; men vort Hjem var dog net og hyggeligt, og vi
savnede Intet; det Eneste, jeg klagede over, var, at Skomageren altid
syede for smaa Støvler til mig, og jeg maatte nøjes med den Trøst, at
de bleve nok større, naar jeg fik gaaet med dem. Større Velstand
stiftede jeg Bekjendtskab med hos Slægtninge og Venner, som mine
Forældre omgikkes, saasom Isenkræmmer, senere Jernstøber Heegaard,
der dengang eiede en stor Have paa Nørrebro, Justitsraad Nyeland, der
som Proviantsforvalter for Søetaten boede ved den nu opfyldte
Tøihushavn, der hvor Generalstabens topographiske Afdeling nu er, og
raadede over et udstrakt Terrain af Gaarde og Magazinbygninger, -- en
uforlignelig Legeplads, -- samt en Have, der gik helt ned til Havnen,
og Prokurator Borup, der pleiede at ligge paa Landet paa Vesterbro;
en Gang laa de i Gæstgivergaarden Grønne Hest, der hvor nu Saxogade
begynder; det kaldte man Land dengang.
Jeg kom til Verden paa Vesterbro, skraas over for Skydebanen, men
allerede 8 Dage efter flyttede mine Forældre til Hjørnet af
Frederiksborggade og Nørrevold. Til dette Sted knytte sig mine
tidligste Minder. Det var morsomt at se paa Vognfærdselen igennem
Nørre-Port, og endnu mere at se paa alle Soldaterne, der stadig
marscherede forbi til Øvelsen paa Fælleden, iførte røde Trøier med
Rabatter af forskellig Farve for hvert Regiment, for ikke at tale om
de fixe Livjægere og Studenterne med den høie Fjer i Chakoten, eller
om det vældige Artilleri. Den lille Dreng holdt meget af at løbe over
Gaden og sætte sig paa Afviserstenen ved Foden af Voldbakken, ved
hvilken Lejlighed der ogsaa stundom kunde falde et Besøg af hos
Soldaterne i Vagtstuen. Eller jeg kunde løbe over til det andet
Gadehjørne, hvor den bredskuldrede Tømmermester Westergaard boede
paa 1. Sal. Hans Datter Albertine, der senere blev gift med
Overretsprokurator Alberti, var meget venlig imod mig; Sønnen N. L.
Westergaard stiftede jeg først mange Aar senere, som Kollega,
Bekjendtskab og inderligt Venskab med. Men den bedste Gjenbo var dog
vist Pladskommandanten, der boede oven over Nørre-Port, Major
Kathala, hvis elskværdige Familie min Broder og jeg i en lang Række
Aar vedligeholdt Forbindelse med.
Jeg var vel 6 eller 7 Aar gammel, da vi flyttede hen til Hjørnet af
Teglgaardstræde og Volden. Her fandtes endnu Brandtomter, der laa
ubebyggede siden 1807 og afgav fortræffelig Legeplads for Børn, og
naar man var 10 Aar gammel og var pænt paaklædt, kunde man faa Lov
til at spadsere paa den ligeoverfor liggende Vold, forudsat at man
ikke gik det mindste udenfor de banede Veie; thi saa kom Skildvagten
styrtende ud fra sit Skilderhus og truede med at slaa "den Satans
Dreng" ihjel med Geværkolben. Ja fik man det Indfald, naar man gik
hjem fra Skolen, at lægge Veien over Volden, var det lige saa galt;
man havde jo Skolebøgerne under Armen, og "Ingen maatte bære Noget
paa Volden".
Min Fader var ikke nogen studerende Mand; sin Fritid anvendte han
helst til at færdes i det Frie. Han var i sine yngre Dage ivrig
Fisker og Jæger, og paa Fiskeriturene til Lersøen efter Aborrer,
eller ud i Øresundet efter Hvidlinger, tog han af og til sine ældre
Sønner med. Han gik lange Spadsereture med os og vi bleve vel
bekendte med Kjøbenhavns Omegn; mange Gange fik jeg Skjænd, naar jeg
knap kunde slæbe mig frem paa Hjemvejen fra Charlottenlund eller
Dyrehaven. Engang gjorde han en 3 Dages Fodreise med os til
Helsingør, Fredensborg og Frederiksborg; den staar uforglemmelig i
min Erindring. Med Sølyst ved Emilies Kilde ophørte dengang
Landstederne. Taarbæk var ligesom Skovshoved en ren Fiskerby;
Skodsborg var Prinds Philipthals "Slot" og en ubetydelig Kro. Nord
for Vedbæk Kro ophørte al Civilisation. Man vandrede i Sand op over
Anklerne, og glædede sig over, at Marehalmen dog nogenlunde havde
bundet Sandflugten. Kun Rungstedgaard og Rungsted Kro (det nuværende
Rungstedlund) saa lidt smilende til os, og det mishandlede Sofienberg
viste endnu, navnlig med Terrasserne foran Hovedbygningen, at det
havde været et kongeligt Slot. Humlebæk tilbød atter en vederkvægende
Hvileplads, og saa var der jo kun 1½ Mil tilbage, inden Helsingørs
"Stengade" kunde afløse Strandveiens Sand. Alt dette var interessant;
men den næste Dag bragte de store Vidundere, det smukke Slot
Fredensborg, og den henrivende Udsigt over Esrom Sø fra Krohaven der,
og saa det imponerende Syn, naar man efter den lange Vandring
igjennem Skoven, pludselig ser det stolte Frederiksborg reise sig i
hele sin Majestæt og speile sig i den stille Sø; endelig Solnedgangen
fra Jægerbakken, hvor Slottets Herlighed udfoldede sig endnu
fuldstændigere. Jeg var vel 10 Aar gammel, da jeg foretog denne min
første Reise; jeg skrev strax, da jeg kom hjem, en Reisebeskrivelse;
men siden jeg skrev den, har jeg ikke set noget til den.
Min første Undervisning modtog jeg i Hjemmet af mine Forældre selv.
Otte Aar gammel blev jeg sat i Skole hos _C. Visby_, dengang Præst
ved Domhuskapellet (ɔ: Fængselspræst), som havde en lille Skole paa
Vandkunsten, vel omtrent 30 Drenge imellem 8 og 15 Aar, fordelte paa
2 Klasser. Et nyt Liv aabnede sig her for mig ved Omgang med
Kameraterne, og skjøndt jeg kun blev to Aar i denne Skole, og vi
derefter skiltes og gik hver sine Veie, er der dog Adskillige, som
endnu staa lyslevende for mig. Nærmest sluttede jeg mig til _Aldo
Güntelberg_, Søn af den som Digter og Theateroversætter ikke
ubekjendte Carl Güntelberg, en livlig Dreng, der kunde finde paa
mange morsomme Ting, og som jeg ogsaa efter Skolens Ophør endnu i et
Par Aar omgikkes. Saa skiltes vi -- vi gik hver i sin Skole og boede
hver i sin Ende af Byen -- indtil der 20 Aar senere skulde knyttes et
engere Baand imellem os. Han gik senere frivillig med i Krigen og
udmærkede sig særlig under Frederiksstads Beleiring. Han døde som
Stabsintendant 13. Mai 1891.
Om Skolen selv kan jeg ikke fortælle meget. Visby var meget venlig
imod mig, især uden for Skoletiden; paa Skolen selv holdt han streng
Justits. Jeg husker engang, jeg havde faaet en daarlig Charakter i
Dansk Stil. Læreren (Mathematikeren Fallesen) bebreidede mig, at jeg
havde skrevet et lille F efter et Punktum; dette var ikke Tilfældet,
men jeg havde givet F'et en noget ualmindelig Form, saaledes som jeg
af og til saa min Fader skrive det. Da jeg bemærkede dette, fik jeg
kun det Svar: "Sludder!" og Charakteren blev daarligere endnu, end
den ellers var bleven. Da Skolebestyreren saa Charakterbogen, skulde
jeg jo have en alvorlig Irettesættelse. Jeg begyndte at forklare, "at
Hr. Fallesen troede, jeg havde skrevet et lille F; jeg havde nok
sagt, at jeg mente et stort, men saa sagde han" -- længere kom jeg
ikke; saa fik jeg et alvorligt Ørefigen ledsaget af de Ord: "Tør Du
sige _han_, naar Du taler om Din Lærer?"
I Foraaret 1830 blev Visby Præst paa Christianshavn. Skolen blev
opløst, og Drengene fordeltes i forskjellige Skoler. Jeg skulde i
Metropolitanskolen, hvor min ældre Broder gik. Men Fader ønskede, jeg
skulde optages i 2den Klasse, hvorved jeg, som ingen Latin kunde,
vilde komme sammen med Drenge, der allerede havde læst i et Aar.
Dette skulde indhentes i Løbet af et Par Maaneder. Pastor Gad,
dengang Kapellan ved Trinitatis Kirke, senere Biskop i Fyen, paatog
sig at læse Latin med mig, naar jeg vilde læse sammen med en anden, 3
Aar ældre Dreng, der gik i øverste Klasse hos Visby, og som nu skulde
ind i Borgerdydskolen i en højere Klasse. Det var Gustav Broch, den
senere saa bekjendte Høiesteretsadvokat, en Dreng, jeg holdt meget
af; men han var som et voxent Menneske i Sammenligning med mig.
Præsten læste nogle faa Timer med mig alene, men derefter læste Broch
og jeg sammen; vi læste Sallusts Catilina. At lade to saa uensartede
Elever følges ad, vilde i vore Dage betragtes som en ren Umulighed,
og jeg græd ogsaa mange modige Taarer, fordi jeg ikke kunde følge
med; men det skulde jo gjøres, og da Tiden kom, bestod jeg
Optagelsesprøven til 2. Klasse i Metropolitanskolen.
Med Ærbødighed traadte jeg ind i den nye Skole med de store, lyse
Lokaler; thi dengang talte den endnu kun det Elevantal, hvorpaa den
fra først var beregnet, høist 100, medens man nu har maattet skaffe
Plads til henimod det tredobbelte. I de 6 Aar, jeg tilbragte der, gik
der næppe nogen Dag uden jeg glædede mig over Bygningen, om det end
væsentlig var Kameraterne, der gjorde mig Stedet saa overordentlig
kjært. Metropolitanskolen kunde dengang ikke kaldes nogen
Mønster-Skole; kun faa af Lærerne vare virkelig gode, flere under det
Middelmaadige. Hvad vi lærte, maatte vi for Størsteparten lære os
selv, og dette ikke saa meget til de daglige Undervisningstimer som
til de hyppige Examiner; thi der holdtes Examen hvert Fjerdingaar.
Resultatet var imidlertid ikke ugunstigt. Metropolitanskolens
Disciple bestode med Hæder Examen artium og bleve i Regelen senere
dygtige Embedsmænd.
Hvad der holdt det Hele sammen, var Rektorens eiendommelige
Personlighed. _Niels Lang Nissen_ var en smuk, hvidhaaret Mand, der
bevægede sig langsomt med en imponerende Holdning, som Alle
uvilkaarlig bøjede sig for. Han var vel ikke egentlig nogen Børneven;
de mindre Disciple gav han sig slet ikke af med, og selv Disciplene i
øverste Klasse, som han udmærkede ved at tiltale med De istedetfor
Du, holdt han altid i Afstand fra sig. Dog kunde han paa ingen Maade
finde sig i, at Nogen var bange for ham; hans Elever burde være modne
Ynglinge, der frit kunde udtale deres Tanker, selvfølgelig i en
beskeden Form. Han var ikke nogen Videnskabsmand; i hans senere Aar
studerede han vistnok aldrig. Disciplene i øverste Klasse, hvor han
læste Latin, greb ham ofte i slemme Feiltagelser; hvis de lærte
Noget, lærte de det ikke af ham, men ved Selvstudium, og vilde man
lære at skrive Latinsk Stil, maatte man søge privat Undervisning hos
Overlærer Borgen. Aandrig var han heller ikke; han var en Rationalist
fra det 18. Aarhundrede, og naar han læste det nye Testamente med os,
bleve Miraklerne forklarede paa den flovest mulige Maade. Engang
under Læsningen af Matth. 14. spurgte han en Discipel om, hvordan det
kunde gaa til, at Christus kunde bespise 5000 Mand med 5 Brød og 2
smaa Fisk. Disciplen, som kjendte sin Rektor, svarede: "Det maa vist
være en Skrivefejl; der skulde vistnok staa, at 5 Mand bespistes med
5000 Brød." "Ja" svarede Rektoren, "det kan jo være; men var det ikke
lovlig meget, 5000 Brød til 5 Mennesker?" Saa havde Disciplen Spillet
vundet; han kunde svare: "Ja men der blev ogsaa 12 Kurve tilovers,"
og Rektoren var tilfreds. Hvad der udmærkede ham, var især denne
Værdighed, under hvis Scepter Skolens Orden overholdtes uden mindste
Besvær. Han var ikke, som Borgerdydens Bestyrer, den energiske M.
Nielsen, altid rede til at give et Ørefigen; han rørte aldrig en
Dreng; enkelte alvorlige Forbrydelser bleve straffede med Riis af
Custos, d. e. Skolens Portner, hvorpaa i Almindelighed fulgte
Udvisning af Skolen. Engang havde en Dreng gjort sig skyldig i en
Forseelse, som man fandt burde straffes paa en saadan Maade; men
Rektor var af en anden Mening; Drengen fik en ringere Straf, og blev
i Skolen. Der blev klaget derover, og Kongen nedsatte en Kommission
til at undersøge Rektorens Forhold. Strax gik Nissen op til Frederik
VI, og bad om sin Afsked, "da han ikke længere besad sin Konges
Tillid." Kongen søgte at forestille ham, at man kun vilde give ham
Leilighed til at retfærdiggøre sig, og at saa snart dette var sket i
det første Møde, kunde Kommissionen opløse sig; men Nissen var
ubøielig: "Den Kommission maa slet ikke træde sammen. Sker det, har
min Autoritet lidt et Skaar." Og Kommissionen fik Kontraordre, og
traadte ikke sammen.
Af de øvrige Lærere skal jeg kun omtale _Bonaparte Borgen_, der
senere blev Skolens Rektor. Han var dengang Overlærer og læste Græsk
og tildels Latin i de 4 øverste Klasser. Det var en elskværdig og
fint dannet Personlighed, en grundig Filolog og en samvittighedsfuld
Lærer. Som Lærer i Mellemklasserne besad han ikke ganske den Energi,
der kræves til at faa Alle med, og hans nervøse Hidsighed erstattede
daarlig det Manglende; men i øverste Klasse blev han ved sin klare
Fremstillingsgave en udmærket Lærer. Han skrev en smuk dansk Stil, og
blev derfor ogsaa en fortrinlig Lærer i Latinsk Stil; thi den, der
ikke kan skrive sit eget Modersmaal skjønt, kan heller aldrig lære at
skrive noget andet Sprog anstændigt, og omvendt turde Bestræbelsen
for at skrive en smuk latinsk Stil være en bedre Lærer i dansk Stil,
end nogen som helst Dansk Stillære eller Haandbog i Rhetorik. Det var
en af vore største Fornøjelser, naar Borgen engang imellem lod sig
overtale til at give Ferie i en Time, og i Stedet for græsk
Undervisning oplæste Noget af Oehlenschlägers Tragedier. Han havde et
mesterligt Foredrag, og mange Aar senere, da hans Elever engang holdt
en Fest for ham, mindedes ogsaa disse Oplæsninger af flere af
Deltagerne, blandt Andre af Skuespiller Chr. Mantzius, der hyldede
ham som sin første og egentlige Lærer i Deklamation.
Men ved Siden af Lærerne er der en anden Faktor i Skolelivet, som
har endnu større Indflydelse paa Charakterens Udvikling,
_Kameraterne_. Allerede inden jeg betraadte Skolens Tærskel, havde
jeg Venner dér i min ældre Broders Klassekamerater, der for det Meste
vare tre Aar ældre end jeg. To af dem erhvervede sig hele Skolens
Beundring ved deres Viser til Rektors Fødselsdag, til Rusgildet
o. s. v. Den ene, _Troels Smith_, døde 1880 som Præst i Skjelskør;
den anden var _Edvard Lembcke_, en stille, varmhjertet Personlighed,
med hvem jeg kom i nærmere Forbindelse end med Nogen af de andre. Han
blev theologisk Kandidat, men efter at han havde taget Examen, fik
han Lyst til at ofre sig til Skolen og forberedte sig til filologisk
Examen. Det faldt i min Lod som ganske ung Professor at skulle
examinere min ældre Ven og Skolekamerat og at give ham det hædrende
Vidnesbyrd, som jeg syntes, jeg snarere burde have modtaget af ham.
Hans senere Virksomhed som Conrector ved Haderslev Skole er
tilstrækkelig bekjendt, og hans Sang om Modersmaalet er paa alle
Danskes Læber. Efter Sønderjyllands Tab fulgte han med sine Kolleger
til Kjøbenhavn, hvor "Haderslev Skoles Lærere" oprettede en
Privatskole, som blomstrede en Del Aar. Samtidig indlagde han sig en
stor Fortjeneste af den danske Litteratur ved sin fortræffelige
Oversættelse af Shakespeare. Paa sine gamle Dage hjemsøgtes han af
Familiesorger. Han mistede sin Hustru, og nogle Aar senere ogsaa sin
yngste Søn, en elskværdig ung Mand, der var filologisk Kandidat, og
havde skrevet en morsom Studenterkomedie. Sine sidste Aar henlevede
han paa Fasangaarden i Frederiksberg Have, hvor Oehlenschläger i sin
Tid havde boet. Hans Tanker vare for det Meste hos hans afdøde Kjære,
som han længtes efter at møde. Han døde 20. Marts 1897.
Metropolitanskolens anden Klasse, hvori jeg kom ind, var toaarig.
De to Afdelinger, A og B, havde Lokale og Undervisningstimer
tilfælles. De Store i A saa naturligvis ned paa de Smaa i B; men i
Frikvartererne paa Legepladsen kunde Forskjellen undertiden udjævnes.
I 1830 og 31, da hele Europa ængstelig betragtede Polakkernes
Opstand, blev ogsaa Skolen delt imellem Polakker og Russere, og der
leveredes Batailler paa Legepladsen. Det var Rytterkampe; de Smaa sad
til Hest paa Ryggen af de Store. Jeg var Polak, og havde faaet en
prægtig graa Skimmel, den senere Overretsprokurator Herforth.
Mine rigtige Klassekamerater havde jeg selvfølgelig endnu mere Glæde
af; vi vare alle gode Venner. At de ikke alle vare lige meget værd,
maatte først Tiden lære mig. De to, der i Skolens 1ste Klasse havde
indtaget de øverste Pladser, endte sørgelig. Den ene, en godmodig,
tyk Dreng, vedblev bestandig at gjøre sig til af sine Kræfter; han
omkom ved at blive kvalt i et Brydetag med en Slagtersvend. Den anden
kom i Forbedringshuset. Af de Øvrige have de Allerfleste levet et
regelmæssigt Liv og hver efter sine Evner gjort Fyldest paa sin Plads
i Samfundet. Iblandt dem maa jeg først og fremmest nævne _Bruun Juul
Fog_, den senere bekjendte Sjællands Biskop. Det var en lang,
lyshaaret Dreng med en eiendommelig Stemme, som ikke behagede. Skolen
kaldte ham doven, ikke fordi han manglede aandelig Interesse, men
fordi han fandt denne mere tilfredsstillet ved, hvad han selv læste i
Hjemmet end ved Skolens Lectier. Han var som Følge deraf mere moden
end vi andre. Jeg holdt fra først af meget af ham. I en af de
følgende Klasser blev han siddende, og han blev først Student Aaret
efter mig; men derfor skiltes vi ikke. I Skolen, i Studenteraarene,
og endnu mere efter at han var bleven Præst og Biskop, have fælles
Interesser, Lighed i Anskuelser forenet os i hjertelig Fortrolighed.
Som Prædikant dannede han sig nærmest efter Mynster, og Aandens Magt
var saa stor, at der i Aarenes Løb selv fremkom en ydre Lighed
imellem dem, hvorom man tidligere aldrig skulde have drømt. Fog har
med Sandhed kunnet sige: "Nihil humani a me alienum puto", og de
Kundskaber, han indhentede allevegne fra, forstod han strax at
bearbeide og omsætte i den Mønt, han skulde bruge. Derfor blev hans
Samtale saa fængslende og lærerig, og hans Prædiken besad ved Siden
af den dybe christelige Følelse ogsaa den Evne altid at fremhæve nye
Synspunkter og anslaa nye Strenge, saa at han som geistlig Taler maa
regnes til de store Mestere. Han døde den 27. Febr. 1896.
Da jeg kom op i 3. Klasse, 12½ Aar gammel, oprandt et nyt Liv for
mig. Der kom to nye Drenge ind, som bleve mine stadige Sidekamerater
-- vi tre indtog skiftevis de tre øverste Pladser -- og mine stadige
Omgangsvenner ogsaa udenfor Skolen. Den ene, _Theodor Borries_, var
Søn af en Grosserer i Kjøbenhavn. Hans Moder var en af de elskeligste
Kvinder, jeg har kjendt. Hans ældre Broder, Gustav, saa jeg kun lidet
til; de 2 yngre vare de sødeste Drenge, man kunde tænke sig. Den ene
af dem blev Landmand; den yngste, Carl, kom senere som Filolog i
Discipelforhold til mig. Han blev Lærer ved Slesvig Domskole, men en
tidlig Død afbrød hans lovende Bane d. 22. Aug. 1852. Theodor forlod
Studeringerne, saasnart han var bleven Student. Han blev Handelsmand,
bosatte sig i Newcastle og blev dansk Viceconsul der. Paa sine ældre
Dage trak han sig tilbage fra den travle Handelsvirksomhed. Han
opslog sin Bolig i London, men hans Tanker vare nok saa ofte i
Danmark som i England. Han døde den 13. Februar 1897.
Den anden var _Ludvig Mynster_, den yngste Søn af daværende
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Af mit Levned - 02
  • Parts
  • Af mit Levned - 01
    Total number of words is 4431
    Total number of unique words is 1579
    39.8 of words are in the 2000 most common words
    56.7 of words are in the 5000 most common words
    64.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 02
    Total number of words is 4571
    Total number of unique words is 1634
    38.5 of words are in the 2000 most common words
    54.9 of words are in the 5000 most common words
    62.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 03
    Total number of words is 4595
    Total number of unique words is 1636
    37.9 of words are in the 2000 most common words
    53.5 of words are in the 5000 most common words
    62.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 04
    Total number of words is 4658
    Total number of unique words is 1777
    35.0 of words are in the 2000 most common words
    50.4 of words are in the 5000 most common words
    58.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 05
    Total number of words is 4670
    Total number of unique words is 1736
    38.2 of words are in the 2000 most common words
    52.7 of words are in the 5000 most common words
    60.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 06
    Total number of words is 4522
    Total number of unique words is 1688
    38.7 of words are in the 2000 most common words
    55.4 of words are in the 5000 most common words
    63.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 07
    Total number of words is 4637
    Total number of unique words is 1670
    41.5 of words are in the 2000 most common words
    57.2 of words are in the 5000 most common words
    65.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 08
    Total number of words is 4398
    Total number of unique words is 1598
    36.0 of words are in the 2000 most common words
    50.9 of words are in the 5000 most common words
    59.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 09
    Total number of words is 4375
    Total number of unique words is 1443
    35.9 of words are in the 2000 most common words
    51.7 of words are in the 5000 most common words
    60.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 10
    Total number of words is 4594
    Total number of unique words is 1517
    40.0 of words are in the 2000 most common words
    57.0 of words are in the 5000 most common words
    65.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 11
    Total number of words is 4433
    Total number of unique words is 1613
    38.0 of words are in the 2000 most common words
    54.5 of words are in the 5000 most common words
    62.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 12
    Total number of words is 4514
    Total number of unique words is 1590
    39.2 of words are in the 2000 most common words
    57.1 of words are in the 5000 most common words
    65.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 13
    Total number of words is 4395
    Total number of unique words is 1603
    36.9 of words are in the 2000 most common words
    54.2 of words are in the 5000 most common words
    62.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 14
    Total number of words is 4422
    Total number of unique words is 1483
    38.3 of words are in the 2000 most common words
    55.4 of words are in the 5000 most common words
    64.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 15
    Total number of words is 3085
    Total number of unique words is 1203
    37.9 of words are in the 2000 most common words
    54.7 of words are in the 5000 most common words
    62.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.