Af mit Levned - 08

at føre den igjennem. Jeg benyttede da den moderne (traditionelle)
Udtale for mit eget Brug; jeg gjorde mine Disciple opmærksom paa,
hvad der maatte antages for rigtigt i denne, og jeg tænkte mig, at
ligesom jeg selv under Brugen af denne følte Sproget mere som
levende, saaledes kunde ogsaa de Studerende faa en Anelse om det
Samme; men da Undervisningen maatte gaa ud paa at uddanne dem til
Lærere ved Skolerne, fulgte det af sig selv, at de maatte følge den
dèr vedtagne Udtale, og ved Examinerne maatte jeg selv bruge den;
men jeg kunde ikke tilbageholde et Suk over, hvad der derved var
gaaet tabt.
Naar jeg paa det første nordiske Filologmøde (1876) indledede en
Diskussion om Udtalen af Latin og Græsk, var det heller ikke, fordi
jeg ventede mig noget positivt Resultat deraf, men jeg trængte til at
lette min Samvittighed og for Alvor at gjøre opmærksom paa, hvordan
Forholdet virkelig var. Naar man gjennemlæser Referatet i den af
Wimmer udgivne "Beretning om Forhandlingerne ved det første nordiske
Filologmøde" (S. 8-23), vil man se, at mine Ord ikke fandt synderlig
Gjenklang; paa dette Omraade syntes Publikum lidet bevægeligt. Man
indrømmede saaledes, at der ikke kunde være nogen Tvivl om den rette
Udtale af θ og χ, men dog mente man ikke, at den burde optages, fordi
"vi have ikke disse Lyde i vore Sprog". Man sagde ikke, at vi ikke
_kunde_ udtale dem, thi det forlanger man jo i Engelsk, Islandsk og
Tysk; men ved de gamle Sprog vilde man ikke gjøre sig den Uleilighed,
skjøndt man indrømmede, at det var i høi Grad praktisk. Havde jeg
indskrænket mig til at kræve denne Reform, havde jeg dog vel kunnet
fremkalde en Resolution om, at dette burde gjøres; men jeg havde jo
villet behandle Sagen i sin Helhed, og saa mødte jeg det brændende
Spørgsmaal om Udtalen af c. Man havde ikke Øre for, at baade
Svenskerne og Jyderne udtale et j efter Bogstavet k foran bløde
Vokaler, saaledes som Traditionen i Italien og tildels i Grækenland
og alle de romanske Sprog vise, at Romerne maa have gjort; dette er
jo det første Skridt til Sibileringen; men man forkastede denne
Udtale af c, fordi Tyskerne og Sjællænderne ikke have den; og hvad
der for Italienerne staar som en lille og ganske naturlig
Modifikation af den samme Lyd, blev gjort til en radikal Forskjel,
der nødvendig krævede to forskjellige Tegn. Da Gotherne optog de
klassiske Folks Alfabet, gjorde de ikke nogen saadan Forskjel, og
det faldt dem ikke ind, at der skulde bruges mere end eet Bogstav.
Dette blev nu k og ikke c; man skrev altsaa Kaisar og ikke Cæsar, men
hvordan de udtalte det, vide vi ikke; kun dette se vi, at de senere
Slægter under Indflydelse af Skriften have lempet det fremmede Ords
Udtale efter deres eget Sprogs Charakter, Noget hvorpaa vi med Lethed
af vor egen Erfaring kunne anføre Exempler, der ere langt mere
paafaldende. Thi det er vel det samme Fænomen, naar den danske Almue
udtaler det engelske Ord _strike_ ikke streike, men strikke, eller
naar Holstenerne have forvandsket danske Stednavne i Sønderjylland,
som naar Eskriis er bleven til Esgrus. Man vil dog ikke fra saadanne
Exempler kunne slutte til den oprindelige engelske eller danske
Udtale.
Noget heldigere var et andet Forsøg paa at gjøre den klassiske Oldtid
og dens Litteratur levende, et Foretagende, hvorfor jeg rigtignok
ikke tør tilregne mig selv mere end en Del af Æren, _Opførelsen af
latinske Komedier_ i Grundsproget. Jeg havde holdt en Forelæsning
over Plautus' Curculio. Iblandt mine Tilhørere befandt sig 4 norske
Studenter. Det var maaske dem, der først fik den Tanke, at man kunde
opføre det nævnte Stykke i Originalsproget. Det filologisk-historiske
Samfund greb Tanken og satte den i Værk. Den 4. Mai 1867 blev
Curculio opført af Medlemmer af Samfundet i et privat leiet Lokale,
Østergade Nr. 15. Texten var tilpasset efter mine Raad; Skuespiller
O. Zinck havde instrueret de Spillende, og Victor Bendix havde
komponeret en Ouverture og en Melodi til den forelskede Ynglings
Arie. Forestillingen var særdeles fornøielig baade for Skuespillerne
og for Tilskuerne. Sex Aar senere gjentoges Forsøget i større
Maalestok. Den 15. Marts 1873 opførte det fil.-hist. Samfund Plautus'
Menæchmi paa Hoftheatret for Medlemmer og Ikke-Medlemmer, saa mange
som Theatret kunde rumme. Et Program gjengav paa Dansk Stykkets
Indhold Scene for Scene, saa at Tilskuerne uden Vanskelighed kunde
følge dets Gang, og det var et taknemmeligt Publikum, som aabenbart
havde Glæde af Forestillingen. Paa samme Tid opførte man ogsaa i
Christiania et Stykke af Plautus paa Latin ved en Fest, der blev
holdt til Ære for Professor Aubert. Det var Mostellaria, hvortil
Sophus Bugge havde leveret en Textrecension og Gjertsen en
Oversættelse. Nogle Aar senere (23. Febr. 1878) opførte de danske
Filologer det samme Stykke med lignende Held. Endelig opførtes den
13. April 1883 Miles gloriosus paa Folketheatret. Texten havde jeg
forkortet og tillempet, saaledes som det saas af det Program, cand.
philol. Chr. Jørgensen forfattede til Veiledning for Tilskuerne;
Instruktionen udførtes ligesom ved de tidligere Leiligheder af
Skuespiller Zinck. Det har vel tildels været Erindringen om
Filologernes Dilettantforestilling, der nogle Aar senere bevægede
Dagmartheatrets energiske Direktør til at opføre Stykket i en dansk
Bearbeidelse, saa at ogsaa det ikkestuderte Publikum kunde faa
Lungerne rystede ved den latinske Digters uimodstaaelige Komik.
Al den Tid, der kunde undværes fra Filologien, anvendte jeg
paa _Archæologien_. Det var en taknemmelig Opgave; mine
Tilhørere fulgte mig med Interesse. Men det var vanskeligt at
tilveiebringe det fornødne Undervisningsmateriel. De værdifulde
Gibsafstøbningssamlinger i Kunstakademiet og Thorvaldsens Museum
havde betydelige Huller, og Nationalmuseets lille Antiksamling havde
endnu større. Heller ikke den archæologiske Litteratur var
fuldstændig til Stede, og de større Værker vare kun tilgængelige paa
Bibliothekerne. Det var da naturligt nok, at jeg ikke strax kunde
løsrive mig fra den traditionelle Behandling af den græske
Kunsthistorie, at lægge de litterære Kilder til Grund og bruge
Monumenterne som Illustration til Litteraturen; men under Studiet gik
det mere og mere op for mig, hvor lidet man kan stole paa de hos
Plinius, Pausanias og andre opbevarede Notitser, der ikke sjælden
modbevises ved de bevarede Monumenter. Litteraturen er en uundværlig
Ledetraad, der dog maa benyttes med Forsigtighed, men Monumenterne
ere Hovedsagen, d. v. s. de virkelig originale Monumenter, der ere
knyttede til bestemte Bygninger og derfor kunne dateres[5]. Men dette
Materiale var i min Ungdom forholdsvis sparsomt tilstede, og nu er
jeg for gammel til at bearbeide Kunsthistorien, saaledes som jeg
ønskede, navnlig fordi jeg ikke længere er i Stand til at foretage
Udenlandsreiser; thi Reiser ere for Archæologen og Kunsthistorikeren
en Nødvendighed.
[5] Se min Afhandling i det Letterstedtske Tidsskrift 1895: "Hvad
kan og hvad skal Oldtidens Kunsthistorie?"
* * * * *
I mine første Professoraar var det ikke saa let en Sag at komme til
at reise udenlands som nu, Statsunderstøttelserne vare sparsomme, og
Carlsbergfondet existerede ikke. Dog lykkedes det mig i Slutningen af
Aaret 1857 at opnaa nogen offentlig Understøttelse til en _Reise til
Italien_, og min Hustru forstod at indskrænke Hjemmets Udgifter,
saaledes at jeg kunde tilbringe Vinteren og det paafølgende Foraar
dèr. Denne Reise var ikke blot en ret nødvendig Hvile efter
anstrengende Arbeide, men den var først og fremmest en Studiereise,
der skjænkede mig blivende Udbytte. Jeg mindes ikke blot det
fornøielige Samliv med danske Kunstnere og Videnskabsmænd, men ogsaa
den Forbindelse, hvori jeg kom til italienske Videnskabsmænd, til
Bestyreren af Museum Kircherianum, Pater _Marchi_, en elskværdig
gammel Mand, der i sit Væsen og Ansigtsudtryk mindede mig om J. F.
Schouw, og især til den fortræffelige, høit fortjente _G. B. de
Rossi_, hvem jeg første Gang saa, da han viste en indbuden Kreds af
Udlændinge, hvoriblandt ogsaa Fredrika Bremer, omkring i de af ham
opdagede Calixtus' Katakomber. I Pompeii var jeg Vidne til nye,
særdeles vigtige Udgravninger. Det store Badeanlæg i Stabiægaden var
nylig blevet fremdraget. Efter min Hjemkomst meddelte jeg mine
Landsmænd en flygtig Beskrivelse af dem i Filologisk Tidsskrift 1860.
I Ostia saa jeg med Forundring, hvorledes det ikke blot er vulkanske
Udbrud, der kaste et skjærmende Dække over tusindaarige Ruiner, men
selv den moderlige Naturs regelmæssige Arbeide, naar det ikke
forstyrres, udretter det Samme, og endnu større Udbytte havde jeg af
at besøge de etruskiske Stæder, hvis gamle Beboere i de vel bevarede
Gravkamre have vist os, hvorledes de boede, levede og færdedes, saa
tydeligt og fuldstændigt, at vi ere nær ved at trøste os over, at
deres gaadefulde Tungemaal er os uforstaaeligt. I Ravenna tilbragte
jeg herlige og lærerige Dage imellem den romerske Oldtids sidste
prægtige Levninger; efter min Hjemkomst søgte jeg at give en
Skildring af dem i Steenstrups Dansk Maanedsskrift 1859. Hjemreisen
gik fra Venedig igjennem Norditalien og Sydfrankrigs Stæder og over
Paris, hvor jeg nu blev i Stand til at foretage et, rigtignok lidet
indgaaende Studium af Louvres Museum, som i 1848 havde været lukket
for mig.
Af mine følgende Reiser havde to nærmest filologisk Øiemed. En Reise
til _England_ i 1865 var foranlediget ved, at jeg ønskede at
konferere et Haandskrift af Plautus i British Museum, og i Foraaret
1874 reiste jeg i en lignende Anledning til _Rom_. Mine andre Reiser
vare væsentlig archæologiske Studiereiser, og her havde jeg for det
meste den Glæde at ledsages af min Hustru.
I Oktober 1871 begav vi os paa Veien til _Italien_. Min Hustru
befandt sig ilde; jeg haabede, at Reisen skulde helbrede hende, men
strax efter vor Ankomst til Rom fik hun en alvorlig Nervefeber. Denne
blev dog heldig overstaaet, og hun kunde allerede deltage i det
skandinaviske Juleaftensgilde. Der var ualmindelig mange Skandinaver
i Rom den Vinter, og jeg tror, jeg kunde give dem alle Prædikatet
"elskværdige". Af Danske var der foruden Kunstnerne, hvoriblandt
Jerichau og hans Familie, Conferentsraad Hauch med Familie, min
kjære, tidlig afdøde Ven, Dr. Richard Christensen og hans Hustru, den
bekjendte Blomstermalerinde Anthonora f. Tscherning, endvidere
Telegrafbestyrer P. Faber, Fru Busck (Pastor Gunni Buscks Enke) med
sine Døttre, Enkefru Stemann og hendes Broder cand. theol. Olrik
o. m. a. Af Nordmænd var der Jonas Lie og Billedhuggeren Borch med
deres Familier; af Svenske de to unge Venner Grev Trolle
Wachtmeister, senere Diplomat, og Docent, nu Professor, Esaias Tegnér
samt Alexandersson, nu Professor i Lund, og den finske Billedhugger
Runeberg med Familie. Julegildet var overordentlig livligt; en
Beretning derom findes i "Dagbladet" 2. Januar 1872. Faber gav sit
Bidrag dertil ved sit satiriske Lune, og Hauch havde skrevet en smuk
Sang for de nordiske Kunstnere. Den begynder saaledes:
Her voxe grønne Myrter bag Laurbær i Skjul;
-- Her er godt at bo --
Her holde vi den deiligste, fagreste Jul;
-- Men Veien til Hjemmet er lang. --
Og efter at have dvælet ved Kunstnernes Arbeide i den evige Stad,
slutter han:
Dog naar Jert Blik har klaret sig ved Oldtidens Bryst
-- Her er godt at bo --
Og naar I staa med Seir paa Fædrelandets Kyst,
-- Men Veien til Hjemmet er lang. --
Gud give da, I finde maa bag Nordens gamle Træer
-- Der er godt at bo --
Enhver som I har elsket, Enhver som har Jer kjær.
-- Men Veien til Hjemmet er lang. --
Da skal I atter sidde bag Laurbær i Skjul
-- Der er godt at bo --
Og feire i Norden igjen en fager Jul.
-- Men Veien til Hjemmet er lang. --
Det var den gamle Digters sidste Sang. Da han et Par Maaneder før
forlod sit Fædreland, følte han sig svag; men han vilde gjerne endnu
engang se Rom -- det var 45 Aar siden han havde været der -- og han
havde Intet imod at lægge sine Ben under Laurbærtræernes Skygge.
Trods hans Svaghed arbeidede hans Aand utrættelig, og hyppig besøgte
han Vatikanet og andre Samlinger. Engang da jeg besøgte ham, og vi
havde talt om vor fælles Gjerning i Hjemmet, udbrød han: "De kan tro,
det er mig en Sorg at tænke paa, at jeg nu efter al Sandsynlighed
faar en Efterfølger, som vil nedbryde Alt, hvad jeg har stræbt at
bygge op." Han ventede, at G. Brandes vilde blive Professor efter
ham, men, som man ser, ikke med Glæde, og da man efter hans Død
offentlig sagde, at han havde ønsket det, fandt jeg, det var min
Pligt at gjøre Offentligheden bekjendt med, hvad han havde sagt til
mig. Hvad mig selv angaar, da har jeg hverken ved den omtalte
Erklæring eller paa nogen anden Maade havt Indflydelse paa
Spørgsmaalet om Brandes' Ansættelse[6].
[6] I Anledning af G. Brandes' Udtalelser om C. W. Smiths Stilling
i denne Sag (Jul. Lange S. 212) henvises til Prof. Smiths Datters
Protest i Nationaltidende 12. April 1899, som er fuldstændig
overensstemmende med de virkelige Forhold.
Hauch døde den 4. Marts og blev begravet paa den protestantiske
Kirkegaard i Rom. En Uges Tid tidligere, da jeg selv skulde forlade
Rom, stod jeg ved hans Sygeleie og sagde ham et hjerteligt Farvel;
jeg anede jo nok, at det var det sidste.
Under mit Ophold i Neapel havde jeg den Glæde at være til Stede ved
den særlige Udgravning i Pompeii, der blev foranstaltet i Anledning
af vor Konges og Dronnings Nærværelse d. 9. Marts. En Beretning derom
har jeg givet i et Brev til "Fædrelandet" 19. Marts. Fra Neapel gik
Reisen til Athen, og jeg havde stor Glæde af at vise min Hustru min
Videnskabs Fædreland. Efter min Tilbagekomst til Italien tilbragte
jeg nogle Uger i Milano med Forsøg paa at dechiffrere den
Ambrosianske Palimpsest af Plautus, men gjentagne Sygdomsanfald nødte
mig til at afbryde Arbeidet. Den 1. Juni var jeg igjen i Kjøbenhavn.
Iagttagelser paa denne Reise har jeg samlet i en lille Bog "Fra en
Reise" 1873.
Ti Aar senere (1881-82) fik jeg atter Leilighed til at gjøre en
lignende Reise. Jeg ledsagedes denne Gang ikke blot af min Hustru,
men ogsaa af min yngste Søn, som lige var bleven Student, og i Rom
stødte vore to andre Sønner ogsaa til os. Reisens Hovedformaal var
imidlertid _Grækenland_; jeg vilde se de Egne af Peloponnes, jeg ikke
kjendte, og først og fremmest vilde jeg se de epokegjørende
Udgravninger i Olympia og Pergamos. Til Olympia og Athen ledsagedes
jeg af Skolebestyrer Pio, Billedhugger Aarsleff og Architekt Nyrop; i
_Lilleasien_ havde jeg Følgeskab af min ældste Søn. Medens jeg selv
har nedlagt Udbyttet af denne Reise i min Bog "Fra Hellas og
Lilleasien" 1883, har min Søn i Tidsskriftet "Fra alle Lande" 1882 og
1883 fortalt om Reisen fra Smyrna til Sardes, som vi foretog i
Selskab med den bekjendte Historiker Ferdinand Gregorovius.
I Begyndelsen af 1888 reiste jeg paany til Syden med min Hustru. Vi
tilbragte Februar og Marts Maaned i _Ægypten_ hos min ældste Søn, der
var Dommer i Mansurah. Fra dette Ophold stammer min Bog "Fra
Nedre-Ægypten" 1889. Det var min Hensigt at lægge Hjemveien over
Athen for at se det epokegjørende Fund af archaiske Kvindestatuer,
man havde gjort ved Oprydningen af Akropolis; men private Forhold
nødte mig til at tage lige til Italien. Jeg haabede om et Aars Tid
eller to at kunne oprette det Forsømte; men Haabet slog feil; mit
Helbred har ikke senere tilladt mig at foretage nogen længere Reise.


VI.
FORFATTERSKAB.

En Universitetsprofessors første Pligt er at være Lærer for
de Studerende; fra Embedets Standpunkt er videnskabelig
Skribentvirksomhed det Sekundære. Hvad mig angaar, havde jeg ogsaa
nok at gjøre med min Embedsgjerning og med at dygtiggjøre mig til den
ved nye Studier, og jeg smigrede mig ikke med at kunne spille nogen
Rolle i Videnskabens Verden, men under ethvert grundigt og
selvstændigt Studium aabner der sig af sig selv nye Syner.
Misforstaaelser og Uklarheder hos Forgængerne trænge til at rettes og
oplyses, og de nye Anskuelsers Berettigelse maa bevises; Læreren
bliver saaledes med Nødvendighed ogsaa Skribent. En stor Del af, hvad
jeg har udgivet, staar i umiddelbar Forbindelse med mine
Forelæsninger enten for at benyttes ved dem eller som videre
Udførelser af det der Behandlede, saasom mine smaa Textudgaver af
Ciceros agrariske Taler (1850) og af Plautus' Captivi (1869), min
Fortolkning af Madvigs Carmina selecta (1854, anden Udgave 1879), min
Udgave af Theophrasts Charakterer med latinsk Kommentar (1868).
Ligesaa mine to Universitetsprogrammer "Prøve paa en Fremstilling
af Grækernes og Romernes huslige og private Liv" (1863) og
"Undervisningen hos Grækerne og Romerne" (1865), der blev oversat
paa Tysk af Friedrichsen som "Darstellung des Erziehungs- und
Unterrichtswesens" (1870) og i en forbedret, af mig selv gjennemset
Udgave 1884, samt derefter oversat paa Nygræsk af Chadzi
Konstas i Odessa 1887 (senere i anden Udgave). Endelig ogsaa
Universitetsprogrammerne 1876 "Om Grækernes og Romernes Huse med
særligt Hensyn til de antike Benævnelser for de enkelte Rum", og 1886
"Tiryns og de dèr fundne Ruiners Betydning for Forstaaelsen af
Homer".
Min Udgave af Plautus' Captivi var en lille Forløber for det større
Arbeide, som i en Række af Aar optog al den Tid og Kraft, jeg kunde
afse fra mine Embedsforretninger, min kritiske og exegetiske Udgave
af Plautus i 5 Bind. Jeg haabede ved denne ikke blot at give mine
Elever et nyttigt Hjælpemiddel, men ogsaa at afhjælpe et Savn i den
filologiske Litteratur. Madvig havde dels i Forelæsninger, dels i
Skrifter behandlet de fleste latinske Forfattere af Betydning, men
Plautus havde han ladet ligge. Den alvorlige Videnskabsmand følte sig
maaske ikke ret tiltalt af den kaade Komiker og fandt ham ikke egnet
til Undervisningsstof, men især Textens Beskaffenhed frastødte ham.
Det haandskriftlige Grundlag forekom ham altfor usikkert til at
opføre en paalidelig Bygning paa, og han var ikke vant til at nøies
hverken med Ruiner eller med Kaarthuse. Og dog var her en Opgave, som
maatte tages op. Det dreiede sig jo om en af Oldtidens allervigtigste
Forfattere, det ældste og i visse Henseender betydeligste Minde om
Romernes Sprog og Kultur, den moderne Komedies Fader, en Digter,
hvis Lune og Komik endnu i dette Øjeblik henriver Læseren og
Tilskueren[7].
[7] Se min Afhandling: "Den yngre attiske Komedie og dens latinske
Bearbeidere Plautus og Terents" i "Fra Videnskabens Verden" 2. Bind
1875.
Nylig havde ogsaa den tyske Videnskab paa ny taget fat paa denne
Forfatter, som havde været forsømt i et Par hundrede Aar. F. Ritschl
havde begyndt en stor kritisk Udgave, der blev hilset som et
epokegjørende Arbeide, hvorved man endelig engang kunde faa Plautus
at se i sin ægte Skikkelse. Han havde givet en klar Fremstilling af
Textens Historie og en omhyggelig Kollation af de Haandskrifter,
hvorpaa dens Fastsættelse maatte bygges, men i selve Recensionen var
han gaaet frem med stor Vilkaarlighed, og i de foretagne Rettelser
sporede man ikke Plautus' Aand. Aldeles uforsvarlige vare de
Omflytninger af enkelte Vers eller af hele Stykker, han havde
foretaget. Ritschls Udgave fjernede sig i Virkeligheden meget mere
fra den virkelige Plautus end de ældre Udgaver; men det forekom mig,
at man ved en ædruelig Benyttelse af det foreliggende, for en stor
Del af Ritschl tilvejebragte Materiale vilde kunne naa en saa korrekt
Text, som der kunde naaes, og denne Text burde da ledsages af en
fuldstændig, til Nutidens Standpunkt svarende Fortolkning. Idet jeg
paatog mig en saadan Opgave, skjulte jeg ikke for mig selv, at jeg
kastede Handsken til den tyske Filologi, og at den paafølgende Kamp
kunde blive bitter nok; men det syntes mig nødvendigt i Videnskabens
Navn at nedlægge Protest imod Ritschls Fremgangsmaade, siden Ingen af
hans Landsmænd, der vare nærmest dertil, vilde gjøre det. Senere, da
jeg allerede havde udgivet to Bind af Værket, talte jeg derom med
Professor Studemund i Strassburg, den Mand, der har indlagt sig
større Fortjeneste af Plautus' Textkritik end nogen Anden ved sin
overordentlig omhyggelige Kollation og Udgave af den Ambrosianske
Palimpsest og ved sine slaaende og smagfulde Textrettelser. Jeg
spurgte ham, hvor det kunde være, at Ingen af de tyske Filologer
kunde se, at Ritschls Methode var en Afvei. Han svarede: "Naar en
Mand her i Tyskland har naaet en saadan Anseelse, kan det ikke hjælpe
at træde op imod ham." I Principet var han ganske enig med mig.
Jeg vovede altsaa Forsøget. Første Bind af min Plautus, indeholdende
Prolegomena samt Amphitruo og Asinaria, udkom 1875. Det blev
naturligvis strax angrebet paa det Heftigste. Jeg besvarede Angrebene
i Fortalen til 2. Bind og fortsatte uforstyrret mit Arbeide indtil
dets Slutning (1886). De Ritschlske Principer fik ogsaa snart
udspillet deres Rolle; han selv har i den sidste Udgave af Trinummus
i flere Henseender forladt dem, og saavel de, der efter hans Død have
fortsat hans ufuldendte Plautusudgave, som den dygtige Plautiner Leo
ere langt fra at følge dem. Min Plautusudgave vandt ogsaa, trods sine
Mangler, efterhaanden en vis Anerkjendelse ikke blot i England, men
ogsaa i Tyskland. Af 4. Binds 1. Afdeling, Miles gloriosus og
Mercator, udkom 2. Udg. 1892.
* * *
I December 1851 blev jeg Medlem af _Videnskabernes Selskab_. Fra 1867
til 1878 var jeg Redaktør af Selskabets Skrifter. Efter mit Forslag
vedtog Selskabet, at dets Publikationer, der efter Fundatsen skulle
skrives paa Dansk, maatte ledsages af et fransk Udtog, hvis
Forfatteren ønskede det. Fra 1887 har jeg været Formand for den
historiske Klasse.
Mit første Bidrag til Selskabets Skrifter var en historisk
Fremstilling af "Italienernes Delagtiggjørelse i den romerske
Borgerret ved Bellum sociale" 1852. Af de andre Afhandlinger, jeg i
Aarenes Løb har offentliggjort i Selskabets "Skrifter" og
"Oversigter", ere de fleste af ringe Omfang, og mange have kun havt
ephemer Betydning. Skulde jeg fremhæve nogen enkelt, vilde jeg nævne
"Attiske Studier" 1856, hvori jeg nærmere udførte, hvad jeg først
havde fremsat i mit Universitetsprogram 1849 (De Parthenone eiusque
partibus), at det af Indskrifterne var klart, at Phidias'
chryselephantine Statue havde staaet i den Del af Templet, som
kaldtes Hekatompedos, medens Parthenon var den særlige Benævnelse for
den bagved liggende Sal, hvori der opbevaredes forskjellige,
Gudinden tilhørende Gjenstande, en Anskuelse som i Begyndelsen blev
haanet af de tyske Lærde, men en Menneskealder senere, da Dörpfeld
havde overbevist sig om, at der ikke i Oldtiden havde været nogen
Forbindelse imellem de to nævnte Dele af Bygningen, blev tiltraadt af
ham og derefter af Alle. Denne Afhandling blev i 1857 udgivet paa
Tysk tilligemed min Reise i Thessalien som "Griechische Reisen und
Studien".
Af epigrafiske Bidrag skal jeg nævne "Græske og latinske Indskrifter
i Kjøbenhavn" (1854), hvori jeg som et Tillæg til Antiksamlingens
lidet betydelige Monumenter meddelte en Del hidtil ukjendte
Indskrifter fra Brøndsteds Dagbøger. I Oversigten 1866 udgav jeg "Om
nogle af Fr. Rostgaard efterladte Papirsaftryk af græske og latinske
Indskrifter". Det var nemlig ikke, som man i Almindelighed antog, en
ny Opfindelse at tage Papirsaftryk af Indskrifter, men Fr. Rostgaard
havde gjort det henved 200 Aar tidligere, og ved et af disse Aftryk
blev det bevist, at en bekjendt archaisk Indskrift (Corp. Inscr.
Græc. I n. 34) var et Falsum. I 1878 oplyste jeg den besynderlige
Feiltagelse af Th. Mommsen at tillægge Grækenlands Erobrer Mummius
en raa Votivindskrift af en vis Munius. I en Afhandling om de
interessante Lovtavler fra Malaca og Salpensa (1862) gjorde
jeg bl. a. opmærksom paa, at den nu til Dags saa yndede
Forholdstalsvalgmaade allerede havde været anvendt af Romerne, og i
en Afhandling om den tredie spanske Lov, lex Ursonitana (1879),
paaviste jeg, at den sidst offentliggjorte Tavle af denne Lov var et
Bedrageri.
I forskjellige mindre Afhandlinger meddelte jeg Iagttagelser fra mine
Reiser eller beskrev uudgivne Monumenter fra vor Antiksamling. Andre
vare kritiske Behandlinger af bekjendte antike Kunstværker, saasom en
lille Afhandling om "Firbendræberen" (1863), som jeg mener med Urette
er bleven kaldet Apollo, og en Afhandling om den Belvederiske
Apollo, som jeg efter de dengang (1869) foreliggende Data i
Overensstemmelse med Wieseler forklarede som Seirherren over Marsyas,
en Mening jeg nu ikke vover at fastholde, da jeg er tilbøielig til at
tro, at Furtwängler har Ret i, at den Stroganoffske Apollo ikke er
ægte. -- Større Betydning tillægger jeg de archæologiske Afhandlinger
fra mine senere Aar, der ville blive omtalte nedenfor. -- Til den
egentlige Filologi henhører Afhandlingen "Om de Keiser Trajan
tillagte Breve til Plinius" (1860), hvori jeg søgte at vise, at
medens man med Urette har anfægtet Plinius' Breve til Trajan, kunne
de Svar paa en Del af disse, som Keiseren skulde have givet, næppe
antages for ægte.
Blandt alle mine Skrifter har intet været mig kjærere end _N. L.
Høyens Levned_. Efter at min høit elskede Lærer og Ven var død 29.
April 1870, opfordrede hans Familie og Venner, særlig Ploug, mig til
at forfatte hans Levnedsbeskrivelse. Det var mig et kjært Arbeide at
dvæle ved Minderne, og hans efterladte Breve satte mig i Stand til at
forfølge hans Livsbane ogsaa igjennem de Aar, hvori jeg ikke havde
kjendt ham; men det syntes mig ogsaa en ligefrem Pligt at klare
Forestillingerne om denne Mand, som skjøndt han maatte regnes iblandt
Danmarks Store, dog var saa lidet kjendt og havde været Gjenstand for
saa stor Miskjendelse. Mængden havde ondt ved at tilegne sig hans
ideale Syn paa Kunsten, og naar han opfordrede til ihærdigt og
selvstændigt Arbeide og revsede Udskeielser, kaldte man det
Ensidighed og Partiskhed. De Kunstnere, der med Rette eller Urette
mente, at Bebreidelserne gjaldt dem, kaldte ham en ildesindet
Kritiker og dømte ham som den, der tog Brødet ud af Munden paa dem;
man skulde jo dog leve af sin Kunst.
Min Levnedsbeskrivelse af Høyen udkom 1872, udgivet af Samfundet for
den danske Litteraturs Fremme. Ikke mindre kjært var det mig, at den
af Høyen stiftede og for en stor Del ved hans personlige Arbeide
opretholdte Forening for nordisk Kunst overdrog mig at samle og
udgive hans Skrifter, der fandtes spredte paa forskjellige Steder, og
hans uudgivne Forelæsninger, der almindelig omtaltes som Mesterværker
af Veltalenhed. Høyens Samlede Skrifter udkom i 3 Bind 1871-76.
* * *
I Anledning af Kronprinsens Sølvbryllup (1894) besluttede
Universitetet at udgive et Festskrift, og det blev overdraget mig at
forfatte et saadant. Jeg skrev da en æsthetisk-archæologisk
Afhandling om _den græske Søilebygnings Udvikling_, hvori jeg blandt
andet søgte at rekonstruere den ældste ioniske Søileform efter de
nyeste Fund paa Samos, i Neandrea, Naukratis og Lokri. Conze
opfordrede mig til at lade den oversætte paa Tysk, og det havde jeg
ogsaa gjort, hvis jeg ikke med det Samme havde faaet et Brev fra
Dörpfeld, hvori han forsikrede, at de Kapitæler fra Neandrea, som
Koldewey havde udgivet, og som jeg havde benyttet, aldrig havde
existeret; det var en vilkaarlig Sammensætning af to Kapitæler, der
ikke hørte sammen, hvilket han vilde paavise i et Skrift, der vilde
udkomme med det Første. Jeg besluttede da at afvente dette, en
Beslutning jeg nu fortryder; thi Dörpfelds Skrift kom aldrig. Var min
Bog udkommet paa Tysk, havde det maaske været en Spore for ham til at
udføre sit Forsæt, og man havde kunnet faa at vide, om Koldewey
virkelig havde havt Uret. Indtil det modsatte bevises, maa man
antage, at han har Ret, og Durm har ogsaa uden Betænkning optaget
disse Kapitæler fra Neandrea i 2. Udgave af sin Geschichte der
Baukunst bei den Griechen.


VII.
SKOLEVIRKSOMHED. -- PÆDAGOGIK. -- RETSKRIVNING.

Mit Virkefelt var blevet Universitetet, og ikke, som jeg i min Ungdom
havde tænkt, Skolerne; men derfor tabte jeg ikke min Kjærlighed til
_Skolen_. Da jeg i 1856 fandt, at min Embedslønning ikke var fuldt