Af mit Levned - 06

Forbindelse med Forandring i Kosten bekom mig ilde. Allerede den 3.
Dag blev jeg syg. Lægen erklærede, at jeg havde stærk Feber, og at
han ikke kunde tillade mig at reise for det Første; men jeg havde
slet ingen Lyst til at ligge syg og maaske dø her, hvor jeg var
ganske alene, og hvorfra min Familie knap kunde faa Underretning om,
hvorledes det var gaaet mig. Jeg vilde bort, og ved Hjælp af et
Guldstykke lykkedes det ogsaa at overvinde Lægens Betænkeligheder og
blive udskrevet. Efter en Dags Ophold hos en vakker Albaneser i Lamia
red jeg den følgende Morgen til Havnestaden Stylida, N. f. Euböa. Jeg
var meget mat, og jeg var glad ved at kunne ligge i Bunden af Baaden,
medens vi seilede ned ad Strædet til Chalkis. Jeg havde dog endnu
Kræfter til at spadsere omkring i denne By en Times Tid, og henad
Aften steg jeg atter til Hest og red over Broen til Fastlandet. Ved
Nattens Anbrud traf jeg en reisende Klædehandler, og jeg overnattede
under aaben Himmel paa de store Klæderuller, han førte med sig. Jeg
vaagnede styrket af Søvnen, men jeg havde endnu 14 Timers Vei til
Athen; det var et besværligt Ridt under idelige Mavesmerter. Endelig
naaede jeg Byen, og da Pastor Lüths Hus var et af de første, jeg kom
forbi, hvorimod mit eget laa i den modsatte Udkant, standsede jeg for
at lade mine kjære Venner vide, at jeg var kommen levende tilbage.
Det var i rette Tid. Lüths havde i Sinde at reise til Smyrna den
næste Dag; men da de saa mig, bleve de forfærdede. Jeg fik ikke Lov
til at forlade deres Hus, før de fik fat paa en Læge, og da Kongens
Hoflæge, Dr. Rösen, kom og erklærede, at det var en alvorlig Typhus,
gjorde de strax et Værelse i Stand til mig og beholdt mig under hele
min Sygdom. Jeg blev aareladt, og Bevidstheden forlod mig. I tre Dage
vidste jeg Intet af mig selv at sige. Jeg erfarede først mange Aar
senere, at Frøken Fischer, der havde opofret sig til at pleie mig,
havde havt stor Vanskelighed med at holde Styr paa mig. Takket være
den omhyggelige Pleie blev Sygdommen overstaaet. Efter 14 Dages
Forløb kunde jeg staa op og gaa lidt omkring; men Athens Klima i Juli
Maaned er utaaleligt; dèr kunde jeg ikke komme til Kræfter. Jeg blev
da bragt op til Klosteret Kæsariani paa Afhanget af Hymettos, hvor
Luften var friskere. Kræfterne begyndte efterhaanden at komme, dog
ikke uden et Tilbagefald, som atter en Uges Tid fængslede mig til
Sengen. Da dette var overstaaet, og jeg paa ny havde faaet Haab at
komme mig, skrev jeg følgende Disticha:
Altsaa jeg haaber nu atter at skue mit Fødelands Strande,
Atter at kaste min Arm, elskede Fa'er, om Din Hals,
Atter at favne de Kjære, med hvem jeg leved min Barndom,
Kivedes tidt over Tant, altid forsonedes dog,
Atter at trykke i Haand hver Ven, som fulgte mig trofast
Snart gjennem Musernes Kreds, snart under Bægrenes Klang,
Atter at høre de Mestre, hvis Visdoms Tale saa ofte
Leded det tvivlende Blik, styred det vaklende Fjed,
Atter at hilse de Steder, hvor tusind hellige Minder,
Vidner om Glæde og Sorg, gribe det bankende Bryst.
Dog -- hvor iler Du hen, min Hu, som bevæget af Stormen?
Spar Din Taare en Stund; sødere rinder den da.
Midt i August følte jeg mig endelig stærk nok til at tiltræde
_Hjemreisen_. Jeg fik dog endnu af og til smaa Feberanfald, og mit
Udseende var ikke det bedste. Da jeg var kommen ombord paa
Dampskibet, som skulde føre mig til Triest, forlangte Kapitainen, at
jeg skulde gaa i Land igjen; han vilde ikke have syge Folk ombord;
saa skulde han holde Quarantaine ved Ankomsten. Med stor Anstrengelse
fik jeg ham overtalt til at se Tiden an; vi havde jo endnu ikke
forladt de græske Farvande, saa han kunde sætte mig i Land, hvis det
blev nødvendigt, og jeg holdt mig brav, saa at jeg d. 22. August
kunde stige i Land i Triest.
Jeg var ikke den Eneste ombord, der glædede sig til at komme hjem.
Fra Corfu til Ancona befandt sig i Reiseselskabet to Italienere, der
af Pave Gregor XVI vare forviste fra Kirkestaten, men som nu efter
den nye Paves (Pius IX) Amnestidekret kunde vende hjem. Hvor var det
rørende at se deres Glæde og den Henrykkelse, hvormed de opdagede det
ene Punkt af deres Fædreland efter det andet! De ankom paa en skjøn
Dag. Man feirede netop i Ancona Glædesfesten i Anledning af det
omtalte Dekret. Allerede fra Søen saa man den amphitheatralsk
beliggende Stad festlig smykket med Faner og med røde, gule og grønne
Tæpper, der hang ned næsten fra hvert Vindue; og kom man ind i Byen,
saa man allevegne Plakater med Ordene: "Viva l'immortale Pio nono".
Og nu ringede Klokkerne -- i 8 Maaneder havde jeg ingen Kirkeklokke
hørt -- og ledsaget af Musik og af Folkets jublende Fryderaab gik en
stor Procession gjennem Gaderne. Ak! Begeistringen for den nye Pave
skulde ikke vare længe.
Det var min oprindelige Plan fra Grækenland at lægge Hjemveien over
Paris og London, og Regjeringen havde forsynet mig med de fornødne
Penge dertil; men nu følte jeg mig altfor svag til at udføre dette
Forsæt; jeg kunde ikke foretage noget ordentligt Studium, før jeg fik
samlet nye Kræfter i Hjemmet, som jeg jo ogsaa inderlig længtes
efter. Paa Hjemreisen stiftede jeg et flygtigt Bekjendtskab med Wien,
Prag, Dresden og Berlin. Længst opholdt jeg mig paa det sidste Sted,
hvor jeg blev aldeles indtaget af Böckhs Elskværdighed. Han syntes
ogsaa at have Lyst til at høre mig fortælle om Grækenland og indbød
mig til Middag sammen med Franz.
I September 1846 førte Stettinerdampskibet mig tilbage til
Kjøbenhavn.


IV.
REVOLUTIONSAARET. -- FAMILIEFORHOLD.

Efter min Hjemkomst gjenvandt jeg hurtig mine gamle Kræfter og
brændte nu kun af Lyst til at gjøre de paa Reisen vundne Kundskaber
og Erfaringer frugtbringende. I Vinteren 1846-47 holdt jeg en
Forelæsning over Athens Topografi. Samtidig bearbeidede jeg nogle af
mine Reiseerindringer for et større Publikum. Af mine "Reisebilleder
fra Syden" udkom 1. Hefte (Parnas og den græske Paaske) i Slutningen
af 1846 og 2. Hefte (Konstantinopel og Thessalien) i Midten af det
følgende Aar. Paa samme Tid udgav jeg mit første strengt filologiske
Arbeide, Inscriptiones Græcæ ineditæ, som jeg dedicerede til
Böckh, fra hvem jeg til Svar fik et meget elskværdigt Brev. I
Sommersemestret 1847 holdt jeg en Forelæsning over Andokides' Tale om
Mysterierne, og d. 23. Oktober 1847 blev jeg udnævnt til Lector i
latinsk og græsk Filologi og Archæologi ved Universitetet og skulde
nu begynde et regelmæssigt Universitetsarbeide. Moden dertil var jeg
naturligvis ikke, men det var mit Haab, at jeg ved stadig at studere
og strax meddele mine Tilhørere Udbyttet af mine Studier nogenlunde
kunde tilfredsstille Universitetets Fordringer. Der var imidlertid
eet Hul i min Forberedelse, som nødvendig maatte udfyldes. Den
Kundskab til Oldtidens Monumenter, jeg havde søgt at erhverve mig i
Italien og Grækenland, maatte jeg supplere ved Studier i Europas
Museer, særlig i Paris og London. Det var, som ovenfor bemærket, min
Hensigt at foretage dette i Forbindelse med min øvrige Reise, men jeg
maatte opgive det af Helbredshensyn. Nu var denne Hindring hævet; jeg
haabede da at kunne udføre det i den nærmest følgende Sommer, og
Regjeringen bevilgede mig den dertil fornødne Orlov fra mit Embede.
Der viste sig imidlertid nye Vanskeligheder. Den 20. Januar 1848 døde
Christian VIII. Med stor Bekymring imødesaa man den nye Æra. Vilde
den nye Konge, saaledes som man havde talt om, imødekomme det Krav
paa større borgerlig Frihed, som var blevet levende i Befolkningen?
Og fremfor alt, vilde han kraftigere end Faderen værne om den danske
Nationalitet i Sønderjylland, og tilbagevise Slesvigholstenernes
anmassende Fordringer? Folkets Ønsker udtaltes med velgjørende
Klarhed i Clausens og Schouws Skrift "Ved Thronskiftet 1848", som
udkom allerede Dagen efter Christian VIII.s Død; men vilde disse
Ønsker blive opfyldte? Den 28. Januar var jeg samlet med en Del
Kunstnere og Kunstvenner i Hotel d'Angleterre til et Festmaaltid for
Brødrene Christian og Theophilus Hansen, som gjæstede Danmark. Under
Maaltidet kom en Embedsmand i Kabinetssekretariatet (Sally) hen til
mig og fortalte mig, at Frederik VII samme Dag havde underskrevet et
Reskript, hvorved der lovedes Danmark en fri Forfatning. Han
tilføiede, at dette behøvede ikke at være nogen Hemmelighed. Jeg lod
mig ikke dette sige to Gange, men meddelte Forsamlingen øieblikkelig
"den glædelige Nyhed". Havde jeg vidst, hvad der stod i Reskriptet,
havde jeg ikke været saa ivrig derfor; Offentliggjørelsen den næste
Dag bragte mig til at slaa Øinene ned. En tung og trykket Stemning
hvilede over Alle, indtil Madvigs Artikel i "Fædrelandet" 4. Febr.
slog ned som et Lyn. Med Kraft og Varme paaviste han, at en saadan
Frihed, hvorved Sønderjylland blev endnu fuldstændigere koblet
sammen med Holsten end før, og i den fælles Stænderforsamling
Hertugdømmernes 840,000 Indvaanere skulde veie lige saa meget som
Kongerigets 1,350,000, ikke kunde modtages. Hans Ord fandt Gjenklang
i vide Kredse; dog var det først, efter at de holstenske og
slesvigske Stænderdeputerede i Mødet i Kiel den 17. Febr. paa det
bestemteste havde protesteret imod den foreslaaede Forfatning, at der
fremkom en lignende Erklæring fra dansk Side. Den blev vedtaget i et
Møde hos Professor Clausen af 45 Mænd, iblandt hvem ogsaa jeg
fandtes, og senere tiltraadt af Mænd i en stor Mængde Kjøbstæder og
Landdistrikter.
Efter Februarrevolutionen i Frankrig tog Bevægelsen større Fart. Man
rustede sig paa begge Sider. D. 18. Marts samledes de fleste
Medlemmer af Holstens og Sønderjyllands Stænderforsamlinger i
Rendsborg og vedtog at skikke Sendemænd til Frankfurt og til
Kjøbenhavn for at forlange Sønderjyllands ufortøvede Løsrivelse fra
Danmark og Optagelse i det tyske Forbund, saa at det i Forening med
Holsten dannede en selvstændig Stat med sin egen Forfatning.
Saasnart Efterretningen herom kom til Kjøbenhavn, vedtog
Borgerrepræsentanterne at indgaa til Kongen med en Adresse, hvori han
bønfaldtes om at forebygge Statens truende Opløsning ved uden Ophold
at omgive Thronen med Mænd, der vare Opgavens Storhed voxne, og som
med energisk Villie og med Nationens Bistand kunde redde Danmarks Ære
og grundlægge dets Frihed. Om Aftenen d. 20. Marts indfandt
Borgerrepræsentanternes Formand L. N. Hvidt sig med denne Adresse i
Casino, hvor en Forsamling af halvtredie tusinde Mænd med levende
Bifald sluttede sig til den og vedtog i en samlet Skare at overbringe
den til Kongen den følgende Formiddag. Den næste Morgen (21. Marts)
tiltraadte Magistraten Borgerrepræsentanternes Beslutning. Kl. 11
traadte den samlede Kommunalbestyrelse med Overpræsidenten og
Borgerrepræsentanternes Formand i Spidsen ud fra Raadhuset og
bevægede sig, fulgt af en stadig voxende Skare -- tilsidst var det
omtrent 20,000 Mennesker, -- igjennem Vimmelskaftet og over Høibro
til Christiansborg Slot. Tause og alvorlige gik vi frem, opfyldte af
Bevidstheden om, at det var et betydningsfuldt Skridt, vi gjorde, og
Mange vare maaske ikke helt rolige for, at Regjeringen ikke her som
andensteds skulde møde Toget med skarpe Skud. Men efter at
Deputationen var ankommen til Slottet, varede det ikke mange Minuter,
inden Hvidt kom tilbage med Kongens Svar, at Folkets Ønske allerede
var opfyldt; det gamle Ministerium havde taget sin Afsked. Under
Hurrahraab og almindelig Jubel skiltes Folkeskaren. Der var Glæde og
Ro allevegne; kun ved Universitetet havde en stor Skare Studenter
samlet sig, utaalmodig ventende paa Afgjørelsen og halvveis bestemte
paa at foretage et nyt Tog til Christiansborg. Jeg kom tilfældigvis
til Stede, og man opfordrede mig til at berolige dem. Fra Talerstolen
i Solennitetssalen meddelte jeg dem med et Par Ord, hvad jeg vidste
om Sagernes Stilling, og Bølgerne lagde sig, ikke paa Grund af min
Veltalenhed, som navnlig dengang var overordentlig ringe, men fordi
Studenterne selv indsaa, at en yderligere Demonstration i dette
Øieblik vilde være meningsløs. Dagen efter ankom de slesvigholstenske
Udsendinge, og samtidig Prinsen af Augustenborgs Brev til Frederik
VII, hvori han lod ham vide, at han havde stillet sig i Spidsen for
Bevægelsen, og at Hertugdømmerne, saafremt ikke alle deres
Fordringer indrømmedes inden d. 24., vare tabte for Kongen. Hermed
var Sagen afgjort. Martsministeriet blev øieblikkelig dannet; de
slesvigholstensksindede Embedsmænd skyndte sig med at komme bort fra
Kjøbenhavn, og hele det danske Folk gjennemtrængtes af en eneste
Tanke, at værge sit Land og sin Ære, det maatte koste hvad det
vilde.
Der maatte handles hurtigt og energisk; Oprøret havde allerede faaet
fast Fod at staa paa, og ikke blot Holsten, men ogsaa Størstedelen af
Sønderjylland var i Oprørernes Vold. Den frygtelige Opstand i Berlin
d. 18.-19. Marts havde tvunget den svage Konge Frederik Wilhelm IV
til at kapitulere. Han havde reddet sig ved at love, at han vilde
lade Preussen gaa op i Tyskland og overtage Ledelsen af enhver
Bestræbelse for at hævde det tyske Landomraades Hellighed. I Tillid
til denne Støtte oprettede Slesvigholstenerne d. 28. Marts en
provisorisk Regjering i Kiel, og Dagen efter overrumpledes Fæstningen
Rendsborg af Prinsen af Noer paa den troløseste Maade. Friskarer
strømmede til fra hele Tyskland og et egenhændigt Brev fra Kongen af
Preussen til Hertugen af Augustenborg tilsikkrede ham hans Bistand
til Gjennemførelse af de opstillede Fordringer.
Men var Faren for Danmark stor, var Offervilligheden ikke mindre. Man
kappedes om at indsende Pengebidrag, større og mindre; man tilbød
Heste og Skibe, og unge Mennesker af alle Klasser meldte sig
frivillig til Krigstjeneste. Men de Fleste vare uøvede. Der blev
derfor oprettet en Rekrutskole for i Hast at give dem den
nødvendigste Forberedelse. Ogsaa jeg følte mig forpligtet til at
stille mig i Krigernes Rækker, og deltog med flere af mine Venner i
disse Øvelser. En Eftermiddag, ligesom Øvelserne skulde begynde,
modtog vi paa Exercerpladsen en Gave af sjælden Betydning. Det var
Fabers og Hornemans Sang: "Dengang jeg drog afsted". Vi lærte den
øieblikkelig udenad og fik travlt med at meddele den til vore Venner
udenfor. Mange gik det vist ligesom mig, at naar jeg gjentog den,
havde jeg ondt ved at holde Graaden tilbage. Min Sidemand under
Øvelserne var min kjære Ven, Maleren J. T. Lundby. Det var den
sidste Leilighed, hvorved jeg saa ham. I Slutningen af April afgik
han til Hæren i Sundeved sammen med Sven Grundtvig og Carlo Dalgas,
og faa Dage efter faldt han som Offer for det ulykkelige Vaadeskud
paa Vedsted Mark.
Jeg fik ikke Lov til at følge ham. Jeg var kongelig Embedsmand og
skulde altsaa have Regjeringens Tilladelse dertil. Da jeg forebragte
Kultusminister Monrad mit Ønske, fik jeg et ubetinget Afslag. "Nei,"
sagde han, "det duer De ikke til." Han syntes naturligvis, at min
spinkle Person vanskelig vilde kunne taale Krigens Strabadser,
skjøndt jeg selv ikke havde nogen Frygt i den Henseende. "Reis De til
Paris," tilføiede han, "saaledes som det engang er bestemt. Der kunne
vi have Brug for Dem. Vi have lige sendt Borring derhen for at
paavirke den franske Presse og bibringe den rigtigere Forestillinger
om vore Forhold end dem, den laaner fra tyske Aviser. Han kan godt
trænge til, at De hjælper ham." Jeg skulde altsaa være Journalist og
ikke Soldat. Jeg gjorde ingen Indvendinger, men var strax færdig
til at reise. Udenrigsministeren bad mig at lægge Veien over
Frankfurt for at overbringe en Depeche til den danske Gesandt hos
Forbundsdagen. Den var rigtignok sendt ham een Gang, men man stolede
ikke paa Postens Paalidelighed og ønskede derfor at benytte
Leiligheden til at sende den endnu engang.
Ligesom jeg skulde gaa ombord paa Dampskibet, der skulde føre mig til
Lübeck (om Formiddagen d. 24. April), modtog jeg Efterretningen om
Slaget ved Slesvig. Og saa skulde jeg reise! Havde jeg ikke havt et
offentligt Hverv, var jeg vendt tilbage til mit Hjem. Stum
Forfærdelse betog mig, og næsten uden at vide af, hvad der foregik
omkring mig, blev jeg landsat i den gamle Hansestad. Man kan nu til
Dags vanskelig gjøre sig en Forestilling om, hvor fanatisk Tyskernes,
særlig Holstenernes, Forbittrelse imod Danmark dengang var. Jeg var
derfor ikke helt rolig ved at skulle kjøre paa Jernbanen fra Lübeck
til Hamborg, ikke for min egen Skyld, men af Hensyn til den mig
betroede Depeche. Da derfor en ung Tysker paa Jernbanen spurgte mig
om min Herkomst, svarede jeg, at jeg var en Svensker, hvorefter han
bemærkede: "Nicht wahr? Die Dänen haben Sie doch immer sehr perfid
behandelt," hvorpaa jeg kun svarede, at det kunde jeg ikke give ham
Ret i. Jeg kom forøvrigt uden Ulempe til Frankfurt; men da jeg der
paa Hotellet indførte mit Navn i Fremmedbogen, betragtede man mig med
meget mistænksomme Øine. Jeg afleverede den næste Morgen min Depeche
til Baron Pechlin, der imidlertid ganske rigtig havde modtaget det
tidligere afsendte Exemplar, og saa kunde jeg forlade Fjendens Land.
Jeg lagde Veien over Aachen for at se Carl den Stores berømte Kirke,
og gik saa over Brüssel til Paris, hvor jeg tog ind i samme Hotel som
Borring, i Rue des vieux Augustins (imellem Rue St. Honoré -- nu
Rivoli -- og Børsen).
Men til at paavirke den franske Presse skulde der større Kræfter, end
Borring og jeg vare i Besiddelse af. Den nye Republik havde saa meget
at gjøre med sine egne Sager, at den kun skjænkede Udlandet ringe
Opmærksomhed. Lamartine havde rigtignok paa den provisoriske
Regjerings Vegne erklæret, at Frankrig vilde hjælpe de undertrykte
Nationaliteter, men han var langt fra at gjøre Alvor af slige Løfter,
og hverken Polen eller Italien, som han i sin Tale nærmest havde
tænkt paa, mærkede noget til deres Realisation. For Danmark havde
Frankrig ingen Interesse. Man kjendte Forholdene kun fra de tyske
Blade. Da man nu i Wien og Berlin havde reist sig imod Regjeringen,
og da man i Frankfurt syntes at ville reorganisere det tyske Forbund
i liberal Retning, betragtedes det tyske Folk som en Forkæmper for
Friheden, og i det slesvigholstenske Oprør saa man et Vidnesbyrd om
det Samme[4]. Det hjalp ikke, at man gjorde opmærksom paa, at det
tværtimod var en dynastisk Reisning, beregnet paa til Fordel for en
uberettiget Prætendent yderligere at sønderlemme det Land, der havde
lidt saa haardt for sin Troskab imod Napoleon, eller at man viste
dem, at Forholdet imellem Danmark og Tyskland var ganske det samme,
som imellem Lammet og Ulven i Fabelen. Og sagde man til dem, at det
Folk, som nu vilde bemægtige sig Sønderjylland, ogsaa kunde falde paa
at kræve Elsass og Lothringen, troede de, man var gal. Borring havde
sat sig i Forbindelse med forskjellige Bladredaktører; han var bleven
modtaget med kold Høflighed, men Ingen brød sig om ham, og ikke
engang Berigtigelser af faktiske Usandheder kunde han faa indrykket i
Bladene. Nyheder vilde man have; men var en Begivenhed først bleven
fortalt efter tyske Blade i en forvansket Skikkelse, som f. Ex.
Slaget d. 28. Mai, kunde det ikke hjælpe, at man Dagen efter bragte
dem en sandfærdig Fremstilling efter danske Meddelelser; man vilde
gjerne tro, at den kunde være rigtig, men den Sag var jo allerede een
Gang omtalt; smaa Unøiagtigheder var det ikke værd at snakke om. Det
gjaldt om at komme først med Efterretningen, og det kunde vi Danske
ikke, da der ingen Telegraf var til. Een Gang lykkedes det dog. Det
var d. 7. Juni. Borring kom ind til mig om Morgenen og raabte
fortvivlet: "Saa! nu have de Danske igjen lidt et Nederlag." Jeg
skyndte mig hen i Læsekabinettet for at faa fat paa Bladene, og læste
i Hamburger Correspondent Beretningen om Slaget d. 5. Juni, da den
hannoveranske General Halkett tænkte at feire sin Konges Fødselsdag
ved at kaste de Danske ud af Sundeved, og Wrangel skulde hjælpe ham
dermed. Det blev naturligvis fremstillet som en Seir. Fra Time til
Time fortalte Bladet om Slagets Gang, men den triumferende Tone
stemte ikke med Kjendsgjerningerne, og engang imellem mærkede man, at
Tonen var paataget. Jeg skyndte mig altsaa med at berolige Borring,
og forfattede i al Hast en Beretning om Slaget, der tog sig ganske
anderledes ud, hvorledes Hannoveranerne om Morgenen havde angrebet
vore Forposter og trængt dem tilbage, men, saasnart der var kommen
Forstærkning, havde maattet vige, og om Aftenen vare slagne; det
viste sig senere, at min dristige Fantasi fuldstændig havde truffet
Sandheden. Borring ilede med min Artikel til Journal des Débats'
Kontor, og det var saa heldigt, at man endnu ikke havde faaet den
tyske Beretning oversat; vi kom først, og Artiklen blev optaget.
[4] Endnu i 1872 skriver Gradis i Histoire de la Révolution de
1848, I p. 267, hvor han giver en Oversigt over Forholdene i
Europa: "Les démocrates se soulevaient dans le grand duché de Bade,
en Saxe, en Bavière; le Sleswig voulait se séparer du Danemarck, le
duché de Posen de la Prusse etc."
Ellers var jeg ikke saa heldig. Drøftelsen af Retsspørgsmaalet havde
Bladene ikke Lyst til at gaa ind paa. En Artikel om Danevirke, som
man lod til at ønske, blev heller ikke optaget. Da Bladet "La
Réforme" havde fortalt om en Coalition imellem alle Frihedens
Fjender, Rusland, Østerrig, Preussen og England, som ogsaa de
skandinaviske Riger vilde tiltræde, skrev jeg en Artikel, hvori jeg
viste, at Friheden netop havde hjemme i Danmark, og at man der ikke
havde mindste Sympathi for Rusland; den havde samme Skjæbne som den
tidligere. En længere orienterende Artikel "La Question du Slesvic"
viste jeg O. Lehmann, da han midt i Juni kom til Paris for at hente
sin Hustru, som af Helbredshensyn havde tilbragt Vinteren i Italien.
Han syntes meget godt om den, og Borring gjorde sit Bedste for at faa
den optaget i et af Hovedbladene, men forgjæves. Tilsidst havnede den
i et nyoprettet legitimistisk Blad, La Providence, hvor den kun fik
en lille Læsekreds.
Med mine archæologiske og kunsthistoriske Studier gik det ikke stort
bedre. Af Museet i Louvre fik jeg saa godt som Intet set.
Malerisamlingen var dækket af de 6000 nye Malerier, som udgjorde
Aarets Udstilling, og Antikerne i Stueetagen vare dækkede med
Brædder, som man havde slaaet op, fordi Salene skulde bruges til
Valglokaler. Derimod besøgte jeg oftere Bibliotheket, hvor jeg gjorde
Bekjendtskab med den elskværdige Bibliothekar, den gamle Tysker Hase,
Udgiveren af Stephani Thesaurus linguæ Græcæ. Lexikografen havde ikke
glemt min Disputats de nominibus vasorum Græcorum; han kunde endog
huske, at min Respondens hed Listov. Ikke mindre interesserede den
lille livlige Letronne mig, i hvem jeg saa Frankrigs ypperste
Archæolog. Jeg besøgte ogsaa Le Bas, de Whitte, Raoul Rochette og
Hertugen af Luynes.
Medens Museerne vare lukkede, var dette ikke Tilfældet med Theatrene;
dem kunde Pariserne trods Tidens Alvor og det politiske Røre ikke
undvære. Ogsaa jeg besøgte dem af og til. Jeg hørte Rachel synge
Marseillaisen paa Théatre Français; jeg saa den 60-aarige Bouffé paa
Théatre des Variétés spille Le Gamin de Paris, Pariserdrengen, som
jeg i Kjøbenhavn havde set Jfr. Petersen (Fru Phister) spille. Paa
Gymnase saa jeg Rosa Chery spille i La niaise de St. Flour, som E.
Bøgh har bearbeidet under Navnet "Valdbygaasen", og i Le marchand de
jouets d'enfants, en smuk Dramatisering af Dickens' "Faarekyllingen
paa Arnestedet".
Men saa man bort fra Theatrene, var det ikke muligt i Paris at finde
den muntre og livsglade By, den havde Ord for at være. Mørk Alvor
rugede over Alt. Republiken var kommen som en Overraskelse over Alle,
og det langt overveiende Flertal af Folket ønskede den ikke. I de
første tre Maaneder havde man kun set dens Ulykker, almindelig
Stagnation i Forretningslivet og Arbeidsløshed, og Bekymringen for
det Nærværende var forbunden med Frygt for Fremtiden; det blev værre
og værre ligesom i den store Revolution i Slutningen af forrige
Aarhundrede. De Fremmede havde forladt Paris. Gaderne vare fulde ikke
af fint klædte Herrer og Damer og elegante Kjøretøier, men af
Arbeidere, der gik og drev, fordi de Intet havde at bestille; man
maatte sige, at den blaa Bluse var Frankrigs Nationaldragt.
Jeg kom til Paris d. 4. Mai, samme Dag som det langt om længe var
lykkedes at faa en konstituerende Forsamling til at træde sammen. Den
provisoriske Regjering havde gjort alle mulige Anstrengelser for at
paavirke Folkestemningen, og dog var Resultatet af den almindelige
Stemmeret, at det ultrademokratiske og det socialistiske Parti kun
var en ringe Minoritet. Men Forholdenes Magt var uimodstaaelig; det
gik som sædvanlig: Majoriteten vovede ikke at modsætte sig
Minoritetens Villie. Nationalforsamlingen anerkjendte strax
Republiken ved Acclamation, og den Regjering (Pouvoir exécutif), som
valgtes d. 10. Mai, bestod af fuldblods Republikanere. Lamartine
havde endog sat igjennem, at ogsaa den radikale Ledru-Rollin blev
Medlem af den. Dette var en Indrømmelse til det yderste Venstre, men
Socialisterne fik ingen Plads; og dog var det væsentlig ved deres
Hjælp, d. e. ved den af Socialistførerne opagiterede Hovedstadspøbel,
at Louis Philippes Throne var omstyrtet. Den provisoriske Regjering
havde ogsaa lige i det første Øieblik lovet at sikkre alle Arbeideres
Existents; den havde lovet, at alle Arbeidere skulde faa Arbeide. Man
var rigtignok ikke saa konsekvent, at man anerkjendte "Retten til
Arbeide"; Lamartine erklærede, at dette Begreb forstod han ikke, og
vilde ikke sætte sit Navn under et Dekret, der proklamerede det.
Man vilde heller ikke indrømme Louis Blanc det forlangte
"Fremskridtsministerium"; men man gjorde ham til Formand for
en Kommission til at undersøge og ordne Arbeiderforholdene.
Kommissionen havde sit Sæde i Palais Luxembourg (Pairskammerets
forrige Lokale). Her samlede Louis Blanc Delegerede fra
Korporationerne i Paris, hvis Tal efterhaanden voxede til 6-700, og
disse antoges at kunne raade over 30-40,000 Mand. Paa den anden
Side havde Regjeringen for at indfrie sine Løfter oprettet
"Nationalværksteder" (ateliers nationaux), inddelte paa militær Vis i
Sectioner, og bevæbnede (men ikke uniformerede) som en Nationalgarde.
Enhver kunde melde sig til dem, og Staten gav dem Arbeide (væsentlig
Jordarbeider) til 2 Francs om Dagen, eller hvis dette ikke kunde
skaffes, 1½ Franc, som dog kort efter blev nedsat til 1 Franc og kun
beregnet for Søgnedagene. Den sidste Klasse, de Arbeidsløse, var over
5 Gange saa stor som den første. Udgifterne beløb sig til 95,000
Francs om Dagen, og det udførte Arbeide var i Virkeligheden Intet
værdt. Man forstaar, hvilken Fare disse Forhold maatte medføre.
Allerede den provisoriske Regjering havde to Gange været lige ved at
blive styrtet af Socialisterne; skulde disse nu finde sig i en
Nationalforsamling og en ny Regjering, der stillede sig endnu mere
afvisende imod deres Fordringer? Umuligt! De havde jo Magten, og det
forstaar sig, at de vilde bruge den.
Den 15. Mai skulde Nationalforsamlingen behandle en Interpellation,
om Frankrig ikke vilde komme Polen til Hjælp. Under Paaskud af at
frembære en Petition desangaaende begav en kæmpemæssig Procession sig
fra Bastillepladsen til Nationalforsamlingen. Den kom ikke uventet,
og der var givet Ordre til at standse Folkemassen ved Militær; men
Ordrerne bleve ikke udførte. Massen tiltvang sig Adgang til
Forsamlingen, erklærede denne for opløst og udnævnte en ny Regjering,
selvfølgelig lutter Socialister. Disse ilede til Hotel de Ville
og begyndte allerede at udstede Forordninger; men Glæden var
kun kort. Medens en lille Afdeling af Garde mobile befriede
Nationalforsamlingen for de ubudne Gjæster, blev Hotel de Ville
omringet af Nationalgarden, der denne Gang var trofast imod Ordenens
Sag, og Hovedmændene for Oprøret bleve fængslede, for saa vidt som
det ikke lykkedes dem at undkomme.
Alt dette erfarede jeg først bagefter; medens det stod paa, havde jeg
ingen Anelse om Situationens Alvor. Jeg havde gjort mig Umage for at
faa Billet til Tilhørerpladsen i Nationalforsamlingen for at høre paa
Interpellationen, men havde ikke kunnet opnaa det. Jeg var paa Veien
til Bibliotheket, da jeg hørte Allarmtrommen. Saa var der ingen Ro
til Studium; jeg maatte have at vide, hvad der var paa Færde, men de,
jeg spurgte, syntes ikke at vide mere end jeg. Paa Hovedruten, i Rue
St. Honoré fandt jeg Alt roligt; Toget var gaaet igjennem