Af mit Levned - 02

Confessionarius, snart efter Sjællands Biskop, J. P. Mynster. Det var
en brunøiet Dreng, hvis mørke Haar krøllede over Panden og i Nakken.
Ansigtets livlige, aandfulde Udtryk indtog Alle, og hans glimrende
Evner syntes at spaa en stor Fremtid. Han blev min nærmeste og
fortroligste Ven; i en Række af Aar havde Ingen af os nogen Tanke
eller Følelse, uden vi delte den med hinanden. Ikke liden Betydning
for mig fik ogsaa den elskværdige Familie, jeg derved fik Adgang til.
Naar der engang imellem var stort Selskab hos Biskoppen, følte jeg
mig rigtignok tilovers og var ulykkelig, men naar Familien var ene
eller næsten ene, hvor var der da hyggeligt! Og naar saa Husfaderen
kom ind, alvorlig og værdig, men med et venligt og velvilligt Smil
paa Læberne og i Øiet, saa følte jeg mig æret ved at være sammen med
den Mand, til hvem jeg saa op med saa stor Ærbødighed, og hvis
Prædikener gjorde Søndagene til sande Festdage for mig. Hans Samtale
ved Bordet var jævn og fordringsløs; engang imellem kom en let Ironi
frem, og, naar det dreiede sig om kirkelige eller politiske
Modstandere, kunde han være overordentlig skarp. Han var altid rolig
og ens; jeg har aldrig set ham upasselig. Han plejede at sige: "Man
bliver ikke syg, naar man ikke vil være det." Da han blev nødt til at
gaa til Sengs, var ogsaa hans Liv udrundet; hans sidste og eneste
Sygeleie varede kun to Døgn. Efter sin Død (30. Jan. 1854) er han
ikke altid bleven erindret efter Fortjeneste; men en Stormand som han
staar urokkelig i Tidens Malstrøm. Et mærkeligt Bevis herpaa er H.
Schwanenflügels Skildring af ham, 1900.
Ludvig Mynster var kun tre Uger ældre end jeg, men han var i flere
Henseender mere udviklet. Han havde levet under store Forhold og
under den rigeste aandelige Paavirkning ikke blot i sit eget Hjem,
men ogsaa i Oehlenschlägers Hus; Oehlenschläger boede i Stueetagen i
Bispegaarden, og baade Forældrene og Børnene omgikkes stadig. Han
var godt hjemme i sin Faders store Bibliothek, og havde allerede som
12 Aars Dreng en betydelig æsthetisk Læsning. Jeg maatte nu se at
følge med; thi Poesi og Æsthetik var vor Hovedinteresse. Med
_Oehlenschläger_ gik det let nok; han var Gjenstand for vor største
Beundring. I 3. Klasse A stiftedes der et Deklamationsselskab,
hvori hele Klassen deltog. Vi oplæste Oehlenschlägers Tragedier
med Rollerne fordelte imellem os. Det var en god Øvelse, men
Kunstnydelsen var meget betinget; thi de fleste Præstationer vare
lidet heldige, og Enhver nød egentlig kun sin egen Rolle. Mindre let
gik det med den tyske Litteratur; men efterhaanden bødede Øvelsen paa
den mangelfulde Sprogundervisning, jeg havde modtaget. _Schiller_
beundrede jeg ligesom Oehlenschläger; men naar man paastod, at
_Goethe_ var en endnu større Digter, saa vovede jeg vel ikke at
modsige det, men jeg kunde ikke forstaa det. Werthers Leiden virkede
kun uhyggeligt og frastødende paa mig, og Wilhelm Meister, som jeg
samvittighedsfuldt gjennemlæste, kjedede mig. Jeg havde ikke den
stærke dramaturgiske Interesse som min Ven, Personerne interesserede
mig kun lidet, og Betragtningerne gave mig ikke synderligt Udbytte.
Jeg sagde det ikke dengang til noget Menneske; jeg tænkte, Feilen laa
hos mig selv; men da jeg senere i en ældre Alder paa ny læste Bogen,
saa jeg, den havde ikke blot disse, men mange flere Mangler. Hermann
og Dorothea forekom mig at staa tilbage for Voss' Luise. Selv
Tragedierne gjorde ikke det Indtryk paa mig som Schillers. Med
_Shakespeare_ derimod var det en anden Sag. Skjøndt en stor Del af
Stykkerne kun vare mig tilgængelige i Schlegels tunge tyske
Oversættelse, greb de mig dog med uimodstaaelig Kraft, og det ikke
blot Tragedierne, som Macbeth, Kong Lear og Julius Cæsar, men ogsaa
Lystspillene; jeg var nær ved at være lige saa forelsket i Imogen og
Viola som Ludvig Mynster.
Men _Theatret_ ydede os dog Høidepunktet af æsthetisk Nydelse. L.
Mynster kom der i det Mindste en Gang om Ugen; jeg maatte nøjes med
sjældnere Besøg. Det tragiske Skuespil stod høit i de Dage. Ryges
Kæmpeskikkelse og Fru Nielsens beaandede Fremstillinger, hvor Intet
syntes Kunst, men Alt Natur, og Sjælens inderste Rørelser traadte
frem med en Sandhed, saa at enhver følende Tilskuer selv maatte
gjennemleve dem, staa uforglemmelige i min Erindring. Og hvor høit
stod ikke Komedien og Vaudevillen! Hvem har ikke hørt om Frydendahl,
Rosenkilde, Fru Heiberg, Phister og mange Andre? Særlig vil jeg nævne
hende, som vi længst have havt den Glæde at se paa Skuepladsen, Fru
Phister. I vore sidste Skoleaar kom hun, som Jomfru Petersen, til
Theatret. Smuk var hun og livlig, og der viste sig strax et
fremragende Talent. L. Mynster blev aldeles bedaaret af hende. Det er
næppe nogen stor Indiscretion, naar jeg nu, efter over et halvt
Aarhundredes Forløb, fortæller, at han var forelsket i hende saa
stærkt som en 15-16aarig Yngling kan blive det. Det var hans første
og, jeg tror ogsaa at turde sige, hans eneste Kjærlighed.
Vi indskrænkede os imidlertid ikke til at nyde Andres Digte; vi vilde
ogsaa selv være Digtere, eller dog forberede os til at blive det. Det
var i Skolens øverste Klasses nederste Afdeling (IV B, som det
dengang hed), at vor Produktivitet begyndte, og den tiltog og blev,
saa at sige, sat i System, da en Trediemand sluttede sig til os, der,
om han end ikke havde samme Iver og Frugtbarhed som vi andre, til
Gjengjæld besad større Modenhed. Det var _Andreas Peter Lunddahl_,
som var Dux i IV A, medens vi andre gik i IV B. Han var et Aar ældre
end vi; men hans Klassekamerater stode saa langt under ham i
Dygtighed og aandelig Interesse, at han søgte sin Tilfredsstillelse
hos Andre, selv om de vare yngre. Vi tre sluttede et trofast Venskab,
som kun Døden kunde afbryde. Lunddahl, Mynster og jeg stiftede den 2.
Mai 1835 en Forening, som vi kaldte _Lyra_. Vi skulde samles, jeg
tror, hver 14. Dag skiftevis hos hinanden og oplæse vore Arbeider.
Lunddahl indskrænkede sig til mindre Digte og smaa æsthetiske
Afhandlinger; vi Andre vare mere frugtbare. Jeg skrev saaledes
blandt andet en Tragedie i 5 Akter, som hed "Brutus og hans Sønner"
og en dramatisk Idyl "Møllen paa Volden". Heldigvis ere hverken de
eller Noget af, hvad jeg dengang førte i Pennen, bevaret; jeg vilde
vist undse mig ved at læse det nu. Jeg tør heller ikke sige, at det
dengang blev modtaget med mere end kjølig Anerkjendelse af mine to
Venner. I Mynster derimod saa vi, og næppe med Urette, et virkeligt
Digtertalent. En Tragedie, han havde skrevet, Hermion, fandt vi
særlig skjøn, og vi syntes, den fortjente at udgives. Men dertil
maatte han først have sin Faders Samtykke. Med Frygt og Bæven
leverede han ham Manuskriptet, og to Dage tilbragtes i ængstelig
Forventning; saa fik han det tilbage med det velbekjendte faderlige
Smil og den Bemærkning, at det var meget kjønt, men det egnede sig
ikke til Udgivelse; der tilføjedes ikke engang en Opfordring til at
fortsætte de poetiske Forsøg. Det var en alvorlig Skuffelse, men den
blev snart glemt.
Det interessanteste Minde, jeg har tilbage fra Lyra, er vor
Slutningsfest, en tre Dages Reise i de smukke Pintsedage i 1837. Den
gik til Frederikssund, Jægerspris og Frederiksværk, hvor jeg første
Gang saa Maleren Lundby, som siden blev en af mine bedste Venner.
Derfra gik vi til Tisvilde. Igjennem den ensomme, forblæste og
dengang endnu vantrevne Skov, hvor vi, da det begyndte at mørknes,
vare bange for at fare vild, naaede vi endelig, over en Time efter
Solnedgang, Landsbyen, hvor Alt var gaaet til Hvile, og vi maatte
banke Folk op for at se at faa Nattely; thi der var ingen Kro paa
Stedet. Langt om længe fik vi en Mand vækket, som viste os en
Bondegaard, hvor vi nok kunde blive modtagne. Der fik vi anvist en
Stue med en Seng. Denne var bestemt til to, men vi vare tre. Jeg fik
Hæderspladsen i Midten, og over os fik vi en meget tyk Dyne. Det var
drøit; men trætte, som vi vare af den lange Dagmarsch, faldt vi dog
i Søvn. Den næste Morgen besøgte vi Helene Kilde og Grav. Denne
ligger paa en nøgen Mark, som Vinden stryger hen over; det er vistnok
det sørgeligste Kursted, der findes i Verden. Saa gik vi til Esrom,
og over Fredensborg hjem.
Lunddahl var et sjælden begavet Menneske baade fra Intelligentsens og
fra Characterens Side. Han besad den største Lethed i Opfattelsen af
Alt, hvad der mødte ham, baade i den synlige og den usynlige Verden,
og et fint og sikkert Øie for hvad der var ægte saavel i Kunsten og
Videnskaben som i Livet; men produktiv var han ikke. Han havde stærk
Sans for det Komiske og kunde let faa sine Omgivelser til at le. Han
var i høi Grad musikalsk, og hans Domme om Billedkunstens Arbeider
vare lige saa paalidelige som om Poesiens. Ved Siden af varm Følelse
for det Udmærkede og det, hvori Geniets Glimt viste sig, anerkendte
han ogsaa det, som han mindre sympathiserede med, ligesom han
overhovedet var en mildt dømmende Mand. Han besad en uforstyrrelig
Bon sens og Ligevægt i Sindet. Naar jeg dristig paastod: "Man kan
hvad man vil", svarede han ganske tørt: "Ja, naar man vil, hvad man
kan". Naar Martensen sagde, at det Første, der krævedes af Filosofen,
var ubetinget Resignation, svarede han: "Nei Tak; maa jeg bede om en
Smule Lykke." Fremfor Alt havde han et varmt og trofast Hjerte. Vare
hans Venner mistrøstige og fortvivlede, mødte han dem ikke med
Bebreidelser eller trivielle Formaninger, men med Mildhed, og fandt
ikke sjælden det forløsende Ord, der behøvedes. Jeg husker engang, at
jeg i en tung Anfægtelses Stund betroede mig til ham. Han hørte
roligt paa mig, og da jeg var færdig, sagde han blot: "Du befinder
Dig i en unaadig Tilstand." Han havde Ret. Guds Naade var vegen
fra mig; det var den, jeg skulde søge; med dette ene Ord havde
han vist mig Veien. Han blev Theolog, Adjunkt, Skolebestyrer,
Seminarieforstander i Ranum, Præst først i Stubbekjøbing, saa i
Tølløse. Han var en ægte christelig Præst med klart Blik baade paa de
evige Sandheder og paa, hvad der bevæger sig i Menneskenes Sjæle. I
flere Aar havde en Halssygdom hindret ham i den fulde Brug af hans
Stemme, og tilsidst nødte den ham til at tage sin Afsked. I 1893
flyttede han til Kjøbenhavn, men det forundtes os kun at leve to Aar
sammen der; han døde 17. Nov. 1895.
I 1836 bleve Ludvig Mynster og jeg Studenter. Da Rusaaret var forbi,
begyndte han at studere Theologi og jeg Filologi. Vistnok vare vore
Interesser endnu de samme; ikke blot Æsthetik og Filosofi, men ogsaa
tildels Theologi havde vi endnu tilfælles; men Adskillelsen var der
dog. Med stigende Bekymring saa jeg, at jeg ikke mere var for ham,
hvad jeg havde været, og at vor Omgang, skjøndt den aldrig blev
afbrudt, dog maatte indskrænkes. Efterhaanden indfandt der sig et
trykkende Tungsind hos ham; hans Mod var brudt, og det var med stor
Overvindelse, at han indstillede sig til theologisk Examen. Han fik
Charakteren Admodum laudabilis; men dette gjorde ikke stor
Forandring. En Udenlandsreise syntes at maatte kunne hjælpe. I
Efteraaret 1845 mødtes vi i Napoli, og tilbragte nu et Par Maaneder
sammen i fælles Nydelser og i den gamle Fortrolighed. Efter hans
Hjemkomst indfandt den forrige Tungsindighed sig atter, og hans
Forstand omtaagedes. Han kom sig igjen, men blev aldrig mere den
freidige Yngling, han havde været[1]; fra nu af hvilede der en tung
Skygge over hans Liv, og han trak sig tilbage fra Verden. I de senere
Aar, da ikke blot Studier og Forretninger, men ogsaa Familielivet
lagde Beslag paa min Tid, kunde der gaa Uger, maaske endog Maaneder,
hvori vi ikke saa hinanden; men glade vare vi altid ved at træffes og
ligesom i gamle Dage meddele hinanden vore æsthetiske Betragtninger
og føle os som gamle Venner. Hans Helbred var svagt. Paa sit ensomme
Kammer syslede han stadig med Litteratur og Æsthetik. Af poetiske
Arbeider har han Intet udgivet, og vistnok heller Intet skrevet i den
senere Tid, undtagen "En Lærerinde" (1864), et Skuespil i to Akter,
der dog snarere maa kaldes en Novelle i dramatisk Form end et
virkeligt Drama. En enkelt Gang, naar Leiligheden opfordrede dertil,
kunde han ogsaa sende sine Venner en, altid vellykket, Sang. Ellers
var hans Forfatterskab litterærhistorisk og æsthetisk. Han udgav 1860
"Breve fra og til J. P. Mynster", 1866 "Breve til og fra Sibbern";
fremdeles "Bidrag til Litteratur og Æsthetik" (1871), "Nogle Blade af
J. P. Mynsters Liv" (1875), "Mindeblade om Oehlenschläger" (1879),
"Meddelelser om Fr. Münter og Frederikke Münters Ungdom" (1883), og
ganske kort før sin Død "Har S. Kierkegaard fremstillet de
christelige Idealer? -- Er dette Sandhed?" Hans stille litterære
Virksomhed blev belønnet med Professortitlen, et ringe Vederlag for,
hvad hans straalende Barndom og Ungdom lovede. Hans Helbred havde i
mange Aar været slet, og Kræfterne tog stadig af. I December 1883
forlod han denne Verden og fik den Ro, han havde længtes efter. Endnu
paa Dødsleiet vidnede det blege Ansigt om, at det var en ædel Sjæl,
der havde boet deri.
[1] Og som han er skildret f. Ex. i Thriges Ungdomserindringer,
Museum 1891, S. 114 f.


II.
STUDENTERAAR.
(1836-1844).

Jeg blev Student 1836. Det første Universitetsaar, Rusaaret, var
dengang bestemt til at skulle være en, visselig høist nødvendig
Fortsættelse og Udvidelse af Skolens encyklopædiske Undervisning. Det
afsluttedes ved _Anden Examen_, der toges i to Afdelinger; den ene, i
April, var væsentlig filologisk og historisk, den anden, i Oktober,
filosofisk og fysisk. Man afskaffede den i 1871, fordi man fandt, at
Studenterne bestilte for lidt, og mente, at de vilde lære mere, naar
denne Fortsættelse blev henlagt til Skolen, og Skoletiden forlænget
et Aar. Man tænkte ikke paa, at det selvstyrende Folk ikke vilde
finde sig i, at Sønnerne gik et Aar længere i Skole end tidligere;
det tillagte Skoleaar maatte atter afskaffes, og der kom intet
Vederlag; men man begyndte paa den endeløse Række af pædagogiske
Experimenter, som endnu florerer. At mange Studenter i Rusaaret
hellere vilde more sig end studere, kan naturligvis ikke nægtes, og
det vil vel altid være saa; men for Mange, og deriblandt for mig, har
dette Aar været lærerigt og frugtbringende.
Der var rigtignok stor Forskjel paa Professorerne. _Velschows_
historiske Forelæsninger vare et temmelig tørt Diktat. _Ramus'_
Mathematik var vanskelig at følge med for den, der i Skolen ikke var
kommen videre end jeg; men Noget hængte der dog ved. Jeg var meget
bange, da jeg kom op til Examensbordet; jeg syntes, jeg forstod slet
Intet; men saa begyndte han med den sidste Sætning i Stereometrien;
da jeg kunde den, tog han den næstsidste og saa fremdeles baglænds
hele Faget igennem. Han spurgte saa godt, at jeg kunde klare Alt, og
da jeg reiste mig, kunde jeg min Stereometri. _H. C. Ørsted_ derimod
var Alles Yndling. Man kunde ikke blive træt af at se paa dette aabne
elskelige Ansigt og høre ham foredrage den Videnskab, hvori han
levede med hele sin Sjæl, og se paa hans morsomme Experimenter, selv
om de en enkelt Gang ikke ret vilde lykkes; men et halvt Aar var for
kort Tid til at lære noget ordentligt, og jeg tvivler ikke paa, at
Studenterne nu til Dags kunne mere Fysik end vi.
Filosofien slog lidt fastere Rod hos os. _Sibberns_ eiendommelige
Væsen kunde nok af og til aflokke os et Smil, og hans Logik fandt jeg
tør og triviel, men med desto større Interesse læste jeg hans
propædeutiske Skrift "Om Erkjendelse og Granskning." _Poul Møllers_
Forelæsninger over Psychologi forekom mig som en Aabenbaring fra en
anden Verden. Det var det sidste Aar, han holdt Forelæsning; han bar
allerede paa den Sygdom, som Aaret efter lagde ham i Graven. Han
bevægede sig langsomt; han syntes ret en Typus paa en Tænker. Der var
i hans Foredrag aldrig noget Forsøg paa at være aandrig. Det vilde
have været en Plet paa denne klare Fremstilling som ved sin
Forstaaelighed og sit rige Indhold efterlod et saa uudsletteligt
Indtryk. _Brøndsted_ holdt en fortræffelig og interessant Forelæsning
over Böotiens gamle Geografi, hvorimod hans Gjennemgang af Euripides'
Phönicierinder trods den omhyggelige Oversættelse, han oplæste,
hverken gav os nogen Forestilling om Euripides som Digter eller
synderlig filologisk Veiledning til Forstaaelsen af det græske Sprog.
_Madvig_ derimod gav ved sin Gjennemgang af Juvenals Satirer et
fortrinligt Exempel paa filologisk Methode. Det var lidt svært, thi
Forelæsningen holdtes paa Latin, og til Examen skulde dette Sprog
bruges; Juvenal forekom mig en sær og lidet tiltalende Forfatter; men
jeg lærte en Del, og Madvigs anden Forelæsning, over latinsk
Litteraturhistorie, var mig en uafbrudt Nydelse.
Efter Anden Examen skulde jeg begynde paa et Fagstudium. Medens jeg
gik i Skolen, var det min Tanke, at jeg vilde studere Theologi; men
jeg havde nu gjort Bekjendtskab med et Par theologiske Studerende og
set, hvorledes de svedte over de vidtløftige Kommentarer til det nye
Testamente, hvori alle mulige, baade rimelige og urimelige
Fortolkninger anførtes og drøftedes, og Undersøgelsen ofte endte uden
Resultat. Det forekom mig, at dette var et underligt Studium. Jeg
syntes, det var nok at angive den rigtige Forstaaelse af et Sted, og
naar man ikke kunde dette, maatte det komme af, at man ikke forstod
tilstrækkelig Græsk. Jeg havde hørt, at Melanchthon havde sagt: Quo
quis melior philologus, es melior theologus, og jeg mente derfor, at
jeg først burde være grundig Filolog, inden jeg tog fat paa
Theologien. Det forstaar sig, at Madvigs Forelæsninger til Anden
Examen i høi Grad styrkede mig i mit Forsæt at vælge det filologiske
Studium.
Men saa ivrig jeg var i mit filologiske Studium, vedblev jeg dog
alligevel at dyrke baade Theologi, Filosofi og Æsthetik. Det var
netop i den Tid, at _Martensen_ kom hjem fra sin Udenlandsreise og
gjorde saa stor Opsigt. Jeg hørte hans Forelæsninger baade over Moral
og over Dogmatik, og troede ligesom de Fleste dengang paa hans
Forsoning af Christendom og Hegelianisme. _Hegel_ syntes at have sagt
Filosofiens sidste Ord. Jeg længtes efter ret at blive bekjendt med
denne store Filosof. Fænomenologien maatte jeg rigtignok lade ligge;
det vilde tage mig altfor lang Tid at sætte mig ind i den; men af
Forelæsningerne var der flere, der ligefrem berørte mit Hovedstudium,
først og fremmest den udførlige Filosofiens Historie, hvoraf jeg
havde stort Udbytte. Dernæst var der den almindelig beundrede
Historiens Filosofi. Men da jeg saa opdagede, hvor lidet denne
aandrige Konstruktion svarede til Kjendsgjerningerne, tabte min
Beundring sig, og da jeg gjorde Bekjendtskab med Æsthetiken, blev jeg
helbredet for min Hegelianisme. Men fordi jeg ikke længere kaldte
Filosofien Videnskabernes Videnskab og ikke vilde gaa ind paa dens
aprioriske Konstruktioner, var Filosofien selv mig ikke mindre
dyrebar, og baade i mine Studenteraar og senere have mine bedste og
nærmeste Venner været Theologer og Filosofer. Skulde jeg nævne Nogle
af dem, der særlig have staaet mig nær, vilde jeg foruden Ludvig
Mynster, Lunddahl og Fog, anføre den tidlig afdøde Theolog _Emil
Mynster_ og _Johannes Fibiger_, med hvem et nøie Venskab forenede
mig, indtil Døden bortrev ham i November 1897. I Kandidataarene, paa
Borchs Kollegium, sluttede jeg mig nærmere til Licentiat _P. E.
Lind_, senere Biskop i Aalborg, _Andreas Listov_ og _J. F. Hagen_,
der døde i en endnu ung Alder som Professor theologiæ.
Men en ung Student lader sig i Valget af sine Venner ikke bestemme af
Studiefaget alene. De nye Udsigter, der aabner sig for ham, og Lysten
til at tilegne sig det nye Livs Rigdom, dette er det, han har fælles
med de Andre, og som sammenknytter dem alle. 186 vare vi, der bleve
Studenter i 1836. Jeg betragtede dem alle som Kamerater og mange af
dem som Venner, hvem jeg var lykkelig ved at faa en Samtale med. En
af dem, der strax tiltalte mig overordentlig, var _S. B. Thrige_ fra
Roskilde Skole. Han er tilstrækkelig bekjendt som historisk Forfatter
og som Rektor ved Haderslev Skole; mig har han altid været en trofast
og fornøielig Ven, og hans elskværdige Hustru og hans Børn have vist
mig et lignende Venskab. Ved et ulykkeligt Fald i April 1896 brækkede
han Hoften, og han blev aldrig mere i Stand til at støtte paa
Benene. Efterhaanden sygnede ogsaa hans aandelige Liv hen, og især
efter hans Hustrus Død (Juli 1900) havde han kun en Skygge af Livet
tilbage. Han døde 1. Juli 1901. En Anden af mine Venner fra Rusaaret,
som endnu er i Live, er _Chr. Brix_, der var Bestyrer af
Efterslægtselskabets Skole og i mange Aar Folkethingsmand for
Kjøbenhavn. En Tredie, som bør nævnes, var _Chr. Bille Brahe_, senere
Stiftamtmand i Kjøbenhavn. Han fik Udmærkelse til Examen Artium,
Noget man særlig beundrede ved en Privatist og en Baron; men han var
tillige en livlig og gemytlig Kamerat, en ædel og elskværdig
Charakter, og har i sit lange Liv vist sig som en ægte Hædersmand.
For Studenterne fra 1836 blev han en Slags Bannerfører. Det er jo
Skik at Studenterne 25, 50, ja ogsaa 40 og 60 Aar efter deres
Indskrivning ved Universitetet samles til Jubilæumsfester. Man ønsker
at gjenoplive Ungdomsminderne og at fornye Ungdomsbekjendtskaberne.
Det kan ikke nægtes, at Mange ere blevne fremmede for hinanden, og
ikke engang kjende hinanden, naar de mødes ved disse Lejligheder; men
dog ere disse Fester ikke uden Betydning. Det er vel værdt at
gjenkalde sig Rusaarets Følelser og Oplevelser og tænke over,
hvorledes den Strøm, der tog sit Udspring der, har bredet sig og
frugtbargjort Livet. Ved disse Fester var Bille Brahe en sikker
Gjæst. I 1886, da vi havde været 50 Aar Studenter, indbød han os til
at holde Jubilæum paa hans Herregaard, Svanholm i Horns Herred. Fra
nu af, syntes han, burde disse Møder gjentages hvert Aar; han mente
endog, man kunde udvide dem til at omfatte alle dem, der havde været
50 Aar Student, og i 1890 stiftede han i Forening med Kammerherre
Wolfhagen, den tidligere Minister i Slesvig, en saadan Forening med
Navnet Academicum, der skulde samles en Gang om Aaret. Dertil skrev
Ploug sin fortræffelige Sang: "Sikket Chor af brustne Stemmer,
Sikket Fog af hvide Haar." Endelig, i 1896 holdt Bille Brahe i sit
Hjem i Kjøbenhavn en Fest for den lille Kreds, der endnu kunde møde
til 60 Aars Jubilæum. Aaret efter lukkede han sine Øine træt af
Livet.
Allerede i Rusaaret dannede nogle af Studenterne fra 1836, som det
vel næsten altid er Tilfældet, et lille Selskab til Diskussion og
Drøftelse af almindelig videnskabelige Emner. Det var Studenterne fra
Borgerdydskolen paa Christianshavn (Krarup-Hansen, Høedt, L.
Petersen) der gik i Spidsen, og Møderne holdtes i Borgerdydskolens
Lokale. Ved Vinterens Slutning ophørte Selskabet, men det opstod
igjen næste Aar i en udvidet Skikkelse, idet ogsaa Studenter fra 1837
toge Del deri. Det blev kaldet _Palæstra_. Af dette vare bl. A. Hans
Egede Schack, Forfatteren til Phantasterne, og Johannes Fibiger
Medlemmer. Men heller ikke dette Selskab havde noget langt Liv.
Ganske anderledes var det med _Lyceum_, hvoraf jeg noget senere blev
Medlem. Dette Selskab, af hvis Historie Johannes Forchhammer i
"Museum" 1893 har meddelt en interessant Skitse, bestod i 40 Aar, og
kan rose sig af at tælle mange af Danmarks ypperste Mænd iblandt sine
Medlemmer. Det var et latinsk Disputerselskab stiftet 1813. Dets
Formaal var, hed det, at forøge og nære logisk Skarphed i
Diskussionen og Færdighed i at tale Latin. Latin var endnu dengang
udelukkende brugt ved Universitetets Disputatser og tildels ved dets
Examiner. Det var altsaa ganske naturligt, at man øvede sig deri. Man
elskede ikke sit Modersmaal mindre derfor, og man var ikke blind for,
at de Emner, man drøftede, kunde behandles mere tilfredsstillende paa
Dansk. I Tidens Løb blev jo ogsaa Latinen mere og mere trængt tilbage
ved Universitetet, og det blev oftere foreslaaet, at man skulde
disputere paa Dansk i Lyceum, men da dette endelig blev indført, i
Fyrretyverne, sygnede Selskabet hen, og ophørte kort efter. Det var
ikke længere nødvendigt, og det eiendommelige Baand, der havde holdt
det sammen, idet det gav det sit Særpræg, var bristet. Det var en
lille Kreds; Normaltallet for Medlemmerne var 12. De strenge
gammeldags Former, hvorunder Disputatsen bevægede sig, føltes mere
som en Morskab end som et hemmende Baand, og naar den latinske Akt
var forbi, indtog man i Forening et tarveligt og gemytligt
Aftensmaaltid, hvor der ikke var anden Levning af Latinen tilbage,
end at vi alle vare Dus. Undertiden samledes vi ogsaa til
selskabelige Sammenkomster uden Disputats, navnlig til Fastelavn og
til en Skovtur om Sommeren. Der gik det saa lystigt til, som man
kunde vente af unge livlige Mænd, der følte sig som ægte Venner. Fra
de senere Aar hidrøre et Par Viser af Hostrup; i den latinske Tid
skrev jeg en latinsk Vise, ligesom Poul Møller havde gjort i sin Tid.
Uden paa nogen Maade at sammenligne mig med ham, kunde jeg dog have
Lyst til at anføre den som et Bevis paa, hvor trofast Traditionen
havde holdt sig endnu den 25. Juni 1843.
Abierunt hiemes,
Nives abierunt;
Acres iam sunt iuvenes;
Senes qui fuerunt.
Sicci disputavimus
Olim in Lyceo,
Nunc in silva ludimus
Uvidi Lyæo.
Logicæ cum tæduit
Et doctrinæ morum,
Ad naturam rediit
Rex philosophorum.
Lætus tum investigat
Feras animantes,
Quid delphinos moveat
Et tigres bacchantes.
Alexander magnus iam
Huic magistro datus
Penetravit Indiam
Euius renatus.
Vivat Aristoteles!
Fratres, nos vivamus!
Alexandri similes
Fortiter bibamus.
Jeg blev optaget i Lyceum 6. Decbr. 1842 sammen med min Studiefælle
G. Lund, Julius Gram (senere Prof. juris), og Medicinerne Petit og
Jul. Paulsen, og blev modtaget af Chr. Hermansen (senere Prof.
theol.), E. Boesen (senere Stiftsprovst i Aarhus), M. Hammerich,
Tregder, P. E. Lind, A. Listov, A. Birch (senere Guvernør i
Vestindien) og Medicineren Ravn. I det næste Aar blev A. F. Krieger
optaget tilligemed B. J. Fog, Wad (senere Præst i Korsør) og
Schleisner (senere Fysikus i Flensborg og Stadslæge i Kjøbenhavn); i
1844 optoges Hostrup, C. Listov, Islænderen Gr. Thomsen, Klein,
Worsaae og Dan. Møller (senere Præst i Vonsbæk og derefter i Faxe).
Efter min toaarige Udenlandsreise indtraadte jeg igjen i Selskabet,
og samledes der i de nærmest følgende Aar med L. Mynster, Johnstrup
(senere Prof. i Mineralogi), E. Vedel (senere Amtmand i Sorø), M.
Steenstrup (den bekjendte Udgiver af Dansk Maanedsskrift og af
Skrifterne til Folkeoplysnings Fremme), Joh. Forchhammer og Cand.
philol. Carl Borries, samt de senere bekjendte Præster, L. Warburg,
E. Scharling og min yngre Broder August, og Dr. med. Engelsted. Jeg
disputerede sidste Gang 12. Decbr. 1849. Fastelavn 1850 holdt Lyceum
en større Fest, hvori en stor Mængde ældre Lyceenser deltog som
Veteraner. Det var en talrig, man kunde gjerne sige glimrende
Forsamling. Jeg var bleven valgt til "Dictator" og ønskede Gjæsterne
Velkommen med en versificeret, selvfølgelig dansk, Tale. Hvor
gemytligt og hvor morsomt det forøvrigt gik til, har Forchhammer
beskrevet paa ovfr. anf. Sted. D. 30. Oktober 1850 udmeldte jeg mig
af Selskabet, dog med det Forbehold atter at kunne møde "som
Veteran", Noget jeg i det Mindste een Gang har gjort Brug af, idet
jeg deltog i et lille Fastelavnsgilde paa Constantia i 1853, uden
Tvivl det sidste, der er bleven holdt. Men Lyceum og de fortrolige
Venskabsforbindelser, der udsprang deraf, høre til mit Livs
allerdyrebareste Erindringer.
Men midt under denne Syslen med almindelige videnskabelige Emner gik
det særlig filologiske Studium sin regelmæssige Gang, og jeg savnede
heller ikke her Medarbeidere og Venner. Sammen med _J. G. Lund_,
senere Rektor i Aarhus, og _H. H. Lefolii_, senere Rektor i Viborg,
læste jeg kursorisk flere græske og særlig latinske Forfattere. Det
var fornøielige og lærerige Timer. De vare begge Studenter fra Aaret
efter mig, men de spredte sig ikke saa meget som jeg, og tog, uagtet
de underviste en hel Del, allerede efter 4 Aars Studium den
filologiske Embedsexamen, medens jeg brugte 5 Aar, og selv dette blev
anset for en meget kort Studietid. Det var nemlig den saakaldte Store
Philologicum, som de, der tragtede efter overordnede Lærerposter ved
de lærde Skoler, maatte underkaste sig. Det var store Fordringer, der