Af mit Levned - 03

Total number of words is 4595
Total number of unique words is 1636
37.9 of words are in the 2000 most common words
53.5 of words are in the 5000 most common words
62.7 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
stilledes i de 3 Hovedfag, Latin, Græsk og Historie, hvortil kom
adskillige Bifag, Hebraisk, Mathematik, Theologi og Filosofi.
Kandidaten skulde vise, at han var hjemme i alle Skolens Fag og, om
fornødent, kunde overtage Undervisningen i dem; naar Modersmaalet og
de nyere Sprog ikke vare medtagne, kom dette af, at Kundskab deri
blev betragtet som selvfølgelig. Man kan nok tænke sig, at disse
store Fordringer aldrig bleve fuldtud opfyldte. Jeg gjorde mit Bedste
for at nærme mig dertil, og det var ikke mange af Ciceros og Platos
Skrifter, jeg ikke fik gjennemlæst; men det var vel ogsaa derefter.
I 1849 blev Examen ogsaa indskrænket; den skulde kun omfatte de 3
Hovedfag, samt Modersmaalet tilligemed Oldnordisk; men selv dette
syntes efter nogen Tids Forløb at være for Meget. Der var
Sprogforskere, som ikke vilde have Historien med, og Historikere, som
syntes de kunde undvære de gamle Sprog, medens ogsaa de nyere Sprog
gjorde Fordring paa at stilles lige med de gamle. I 1883 oprettedes
da en ny Skoleembedsexamen, hvortil der skulde opgives 1 Hovedfag og
2 Bifag. Man saa bort fra Skolens encyklopædiske Character; man
krævede Faglærere, og Specialstudierne dreves langt videre, end det
for Skolens Skyld var nødvendigt. Skjøndt det nu af og til viste sig,
at det ikke var de saaledes uddannede Kandidater, som Skolen havde
bedst Brug for, vilde man dog ikke opgive Systemet, der stemmede med
hele Tidens Retning, som krævede Specialisering paa alle Punkter.
Resultatet blev, at man gik endnu et Skridt videre ad den Vei, man
havde begyndt paa, og de nye Examensbestemmelser af 1901 gjorde
Prøven endnu mere "videnskabelig" og mindre praktisk end tidligere.
Om man har gjort vel deri eller ikke, maa Fremtiden bedømme.
Der var i min Studentertid 3 filologiske Professorer ved
Universitetet, Madvig i Latin og F. C. Petersen i Græsk; _Brøndsted_
havde en extraordinær Stilling; han holdt færre Forelæsninger, og kun
over Græsk. Jeg hørte en Forelæsning over Pindar af ham; og, var det
end først mange Aar senere, da jeg selv tog mig for at læse over
Pindar, at jeg fik nogen klar Forestilling om denne Forfatter, mindes
jeg dog ogsaa denne Forelæsning med Glæde. Den livlige og for Hellas
begeistrede Mand syntes at sidde inde med Mere, end man fik at høre,
og jeg misundte dem, der, som Oppermann, havde Adgang til hans Hus;
jeg selv har kun været een Gang i hans Stue. _F. C. Petersen_ levede
længere, saa at jeg i Tidens Løb kunde blive hans Kollega og Ven.
Han var en godmodig Mand og en samvittighedsfuld Embedsmand. Som
Provst for Regentsen har han stor Fortjeneste af at have bragt Orden
i Styrelsen. Ungdommen gjorde sig undertiden lystig over hans
salvelsesfulde og "pedantiske" Udtryksmaade, som man sagde; men
de vidste dog godt, at de i ham havde en Foresat, som vilde
forsvare deres Ret og deres Interesser, naar det krævedes. Som
Universitetslærer skulde han docere græsk Filologi. Ved Siden af
exegetiske Forelæsninger læste han over græsk Litteraturhistorie,
græske Antikviteter (ɔ: Statsforfatning) og Mythologi. Hans
Forelæsninger vare et korrekt Referat af den tyske Videnskabs
Resultater, men de vare noget tørre og vidtløftige især i
Indledningerne. Vi kunde saaledes ikke forstaa, hvorfor han dikterede
os fuldstændige Litteraturoversigter, som Ingen af os havde Brug for
i alt Fald som Studenter. Mest interesserede mig hans Kunstmythologi;
men man var dengang meget slet forsynet med de nødvendige
Afbildninger. Millins Galerie mythologique, en lille Oktavbog med
Konturtegninger, cirkulerede undertiden i Timerne; større og
nøiagtigere Gjengivelser af de antike Kunstværker, der kunde give en
virkelig Forestilling om deres Character, fandtes ikke.
_Madvigs_ Forelæsninger vare naturligvis mønsterværdige.
Litteraturhistorien har jeg omtalt. Endnu betydeligere var hans
Fremstilling af den romerske Statsforfatning, der fremtraadte i en
forstaaelig og klar Skikkelse, som den endnu ikke fandtes i nogen
Litteratur, tilmed ordnet paa en let overskuelig Maade. Den blev lagt
til Grund for Bojesens Haandbog i de romerske Antikviteter, der i
lang Tid blev benyttet som en fortrinlig Lærebog ikke blot herhjemme,
men ogsaa i Tyskland. Fuldstændigere og paany gjennemarbeidet
foreligger Madvigs Arbeide som bekjendt i hans sidste Hovedværk.
Ogsaa hans latinske Syntax bleve hans Tilhørere først bekjendte med
ved hans Forelæsning. Jeg havde i Skolen læst efter Baden, hvis
Regler hverken vare forstaaelige eller rigtige; Borgen havde ført mig
ind paa en rigtigere Vei; ved Universitetet havde jeg benyttet Zumpt
og Billroth, og derigjennem i Forbindelse med Madvigs exegetiske
Forelæsninger og Øvelser allerede for en stor Del kunnet tilegne mig
det System, som Madvig nu fremlagde fuldfærdigt. Det var en stor
Velgjerning for Skolerne, da de ubrugelige og uklare Lærebøger bleve
afløste af Madvigs. Det var ikke Madvigs Skyld, at Lærerne misbrugte
hans Bog, lod Skoledisciplene lære udenad, hvad der var bestemt til
at springes over, og ikke forstod at sætte sig paa Disciplenes
Standpunkt.
Iblandt de lidt ældre filologiske Studerende var der især to, som jeg
kom i et nærmere Venskabsforhold til. _H. P. Tregder_ var 4-5 Aar
ældre end jeg, en godmodig og elskværdig ung Mand, hvis gode Hoved
jeg beundrede, og hvem jeg betragtede som selvskreven til at være
Petersens Efterfølger. Han foretrak imidlertid at blive Skolemand og
blev Rektor i Aalborg og senere i Sorø. Han var maaske ogsaa nok saa
godt skikket dertil; thi medens han hurtig opfattede en Sags Kjerne,
interesserede det ham mindre at se den udfolde sig i Enkelthederne,
saa at han kunde give et fyldigt og levende Billede af den. Han havde
en ualmindelig let Haand og meddelte sine Disciple kort og klart det,
som forekom ham at være Hovedsagen. Man kunde undertiden ønske, at
han havde lært dem mere, men hvad han lærte dem, det kunde de. Hans
Forfattervirksomhed svarede dertil; hans latinske Litteraturhistorie
er et kort og klart Schema; den første Udgave led af adskillige
Unøiagtigheder, men de bleve rettede i de senere. Den græske
Kunsthistorie vilde jeg ønske han ikke havde skrevet. Jeg kunde ikke
lade være at sige ham dette; men saa ubehagelig denne Meddelelse var
ham, gjorde den dog intet Skaar i vort Venskab.
_L. Oppermann_, der var bleven Student to Aar før jeg, var en stor
Modsætning til Tregder. Ogsaa han var et udmærket Hoved og havde
systematisk Talent, men han dvælede med nok saa stor Lyst ved
ubetydelige Enkeltheder. Det var ham en stor Fornøjelse, naar han
opdagede en eller anden lille Feil hos sine Forgængere. Han kunde
ikke lukke en Bog op uden at finde en Trykfeil, selv om det var den
eneste, der fandtes i hele Bogen. Han morede sig med at eftervise,
hvorledes selv de bedste tyske Stilister, som Goethe, af og til kunde
udtrykke sig saa skjødesløst, at det strengt taget var meningsløst,
og med at fortælle saadanne Historier som den om en mathematisk
Professor, hvem han engang ved en Examen havde hørt forlange af
Examinanden, at han skulde lægge et Snit igennem en Kegle saaledes,
"dass die grössere Hälfte der kleineren gleich wird." Han begyndte
som klassisk Filolog, og hans første Arbeide var en "Latinsk
Sproglære til Skolebrug, især efter Billroth" (1840), en Bog, som
upaatvivlelig var bleven almindelig brugt, hvis ikke Madvigs
Grammatik var udkommet Aaret efter. Lige saa uheldig var han med sin
"Indledning til den danske Sproglære", idet Bojesen Aaret efter udgav
sin lille Ledetraad; Oppermann beskyldte ham for at have plagieret
ham. Da han indstillede sig til Examen, fik han kun en middelmaadig
Anden Charakter; han havde stolet paa sine almindelige Kundskaber og
ikke brudt sig om den specielle Examensforberedelse. Endnu værre gik
det ham, da han meldte sig til Forstexamen. Og dog var han en
fortrinlig Mathematiker. Hans "Elementær Plangeometri" roses, og som
Mathematiker blev han optaget i Videnskabernes Selskab og nød stor
Anseelse blandt Fagmændene. Tilsidst blev han Professor i Tysk ved
Universitetet. Var det Forfængelighed, der saa tidt bragte denne
glimrende Begavelse ud af Ligevægten? Maaske. Den Orm lide vel de
fleste Mennesker af. Men hvor man end vil søge Aarsagen, jeg vil
ikke dømme, men kun beklage min Ven. Han døde 17. Aug. 1883. Et
skjønt Eftermæle har A. D. Jørgensen sat ham i sin "Redegjørelse for
min Udvikling og mit Forfatterskab." "Oppermanns Forelæsninger" siger
han (S. 78) "havde en dobbelt Betydning for mig. Dels gav de mig Blik
for Ensidighederne i den tyske Litteratur, dels blev de for mig det
første Exempel paa et grundigt og fordomsfrit Kildestudium. Oppermann
viste, hvorledes hver enkelt Forfatter var en eiendommelig
Personlighed, tildels betinget af sin Tid, tildels af sit særlige
Naturel og sine Evner, og han tog den Ting aldeles naturlig og uden
verdenshistoriske Tillavninger og forudbestemte Skemaer. Snarest for
tilbøielig til overalt at se Udslag af tysk Sentimentalitet, ligesom
danske Forfattere dengang (omkring 1860) i det Hele stadig var paa
Krigsstien mod alt tysk Væsen, stillede han de historiske Forhold i
et saa tilforladeligt Lys, at det her for første Gang gik op for mig,
hvad der egentlig kræves af en ædruelig Betragtning af Fortidens
Personer og Forhold."
* * * * *
Aaret 1836, da jeg blev Student, var et Mærkeaar for Universitetet.
Den gamle Universitetsbygning var brændt 1807. I mange Aar havde
de nøgne Mure staaet der som et sørgeligt Minde. Min ældste Broder
og jeg havde som Børn leget paa Pladsen imellem dem sammen med
den naturhistoriske Professor Wads Pleiesønner, som boede i
Kommunitetsbygningen. Nu var den nye Bygning færdig; den skulde
indvies ved Reformationsfesten, der ogsaa dette Aar feiredes med
særlig Høitidelighed; det var 300 Aar siden den lutherske Reformation
blev indført i Danmark. Den nye Universitetsbygning forekom os stor
og anselig; thi Studenternes Tal var ikke Halvdelen af, hvad det nu
er. De skjønne og storladne Forhold i Façaden gjorde jo ogsaa
Bygmesteren, Malling, al mulig Ære; at Lysforholdene i det Indre ikke
altid vare heldige, mærkede man først senere. Særlig uheldig var han
med det Forsøg paa Forhallens Loftsdekoration, han lod Historiemaler
Høyer foretage, men det forsvandt ogsaa øjeblikkelig, og Constantin
Hansen og Hilker udførte den herlige Udsmykning, som jeg i mine
Studenteraar havde min Glæde af at se blive til og senere som
Professor fik det ærefulde Hverv at skulle vaage over og sørge for at
redde ved hensigtsmæssig Restauration, da Tidens Tand ikke havde
skaanet den. Da Malerierne vare færdige, fik Bissen det Hverv at
udføre Statuerne af Athene og Apollo ved Trappeopgangene. Han
modellerede dem paa Stedet, og jeg besøgte ham ofte under Arbeidet.
Da de vare færdige i Gibs -- og Bestillingen til Kunstneren gik
kun ud derpaa -- ønskede Studenterne at vise Mesteren deres
Taknemmelighed ved et Festmaaltid.
Universitetsprofessorer og Kunstnere toge Del deri, lad mig nævne
Clausen og Madvig, Thorvaldsen og Hetsch som Exempler. Pastor
Mørch-Hansen har i "Museum" 1893 givet en interessant Meddelelse om
Festen. Chr. Molbech holdt en smuk Tale for Hædersgjæsten, og iblandt
de Sange, der hædrede ham, var ogsaa en af den svenske Billedhugger
Molin, der benyttede Bissens Navn paa en morsom Maade, thi paa Svensk
hedder Nissen "Tomtebissen". Troels Smith udtalte det Ønske, at de to
Gibsstatuer snart maatte kunne opstaa i en varigere Dragt. Denne
Udtalelse modtoges med almindelig Jubel, og Dagen efter samledes
Indbyderne til Festen for at overveie, om det var muligt at
tilveiebringe de fornødne Midler til at lade dem udføre i Marmor.
Kunstneren selv ønskede kun sine Udgifter dækkede, men det syntes dog
at være en vanskelig Opgave. Vi tog imidlertid trøstig fat paa
Værket. En Maleriudstilling i Universitetsbygningen, hvortil Folk
velvillig laante dem Billeder, og en Komedie af Hostrup paa
Hoftheatret gav en ret god Indtægt; men der manglede endnu Meget, som
maatte skaffes ved private Bidrag. Det var aabenbart ikke nok at
udstede en almindelig Opfordring hertil; skulde det hjælpe, maatte vi
henvende os personlig til velstaaende Medborgere, som vi antog kunde
dele vor Interesse. To og to gik vi da omkring og lod os melde hos
Folk, vi slet ikke kjendte; jeg var i Almindelighed ledsaget af
Mørch-Hansen. Det kostede os ikke liden Overvindelse, men paa de
fleste Steder bleve vi godt modtagne, og Pengene kom ind. Vi takke
Giverne og haabe paa Tilgivelse for vor Paatrængenhed.


III.
ARCHÆOLOGI OG UDENLANDSREISER.

Da jeg valgte det filologiske Studium, var det ikke alene af
Interesse for Videnskaben, men ogsaa fordi jeg fandt, at det var en
smuk Lod og en Stilling, jeg kunde magte, at være Skolelærer. Jeg
havde tænkt mig, at jeg skulde ende mine Dage som Skolemand, og det
var først efter at jeg havde taget filologisk Examen, at Madvig vakte
Tanken hos mig om mulig at komme til Universitetet. Han syntes, at
han og Petersen nok kunde trænge til en yngre Medhjælper, og da baade
han og Petersen vare rent litterære Filologer, savnede man efter
Brøndsteds Død 1842 En, der havde personligt Kjendskab til Italien og
Grækenland og deres Monumenter. Thi skjøndt han altid, og med fuld
Ret, hævdede, at Studiet af Litteraturen, Sproget og Historien maatte
være det Første for Filologien, miskjendte han ingenlunde
Monumenternes Betydning, og skjøndt han af og til i sin Tid havde
trukket lidt paa Smilebaandet, naar han fandt Brøndsteds Begeistring
overdreven, havde han dog den største Agtelse for hans Dygtighed. Han
følte godt, at Archæologen sad inde med Kundskaber og med et Selvsyn,
som han selv manglede. Han opfordrede mig derfor til at træde i
Brøndsteds Fodspor og lægge mig efter Studiet af Oldtidens Kunst og
Monumenter. Han anbefalede mig til Professor _Høyen_, og skjænkede
mig derved en Lærer og en Ven, der fik lige saa stor Betydning for
min Udvikling, som han selv havde havt. Det var d. 17. Decbr. 1842,
at jeg saa _Høyen_ første Gang. Han modtog mig med stor Venlighed, og
vi havde en lang Samtale om den nye Opgave, jeg havde stillet mig. I
Samtalens Løb sagde han, at nu misundte han mig, men om nogle Aar
vilde han ikke misunde mig; han kunde ikke spaa mig bedre Skjæbne end
Brøndsted; "det var et Studium, som ingen Interesse mødte." Hvor ere
Tiderne ikke forandrede! Han skræmmede mig dog ikke. Jeg sagde til
mig selv, som der staar i en samtidig Dagbogsoptegnelse: "O, havde
jeg ikke Andet at være bange for! Bliver jeg til Noget, skal jeg nok
finde Anerkjendelse, og finder jeg den ikke, hvad gaar det mig an?
Men jeg føler tilfulde Vanskeligheden af den Opgave, jeg har stillet
mig. Jeg kan Intet og vil kunne Alt!" Elsket Kunsten havde jeg vel
altid, men jeg kjendte næsten Intet dertil. Det var Høyen og Omgangen
med de Kunstnere, jeg fandt i hans Kreds, der aabnede mit Øie for
dens virkelige Væsen, at man ogsaa igjennem den kom Guddommen
nærmere, at man igjennem Kunstens Fremstilling af det Skabte følte
sig endnu mere gjennemtrængt af Kjærlighed til Skaberen; ikke som om
Sligt nogensinde udtaltes i denne Kreds; det er mine egne Følelser,
jeg her søger at udtrykke, men jeg tvivler ikke paa, at det Samme
føles af enhver ægte Kunstner og Kunstelsker. Jo dybere og
inderligere denne Følelse er, desto mindre holder man ofte af at tale
derom. Høyens Undervisning og Samtale gik ud paa det Positive,
Opfordring til at se og studere og til at tilegne sig det Sete. Han
gav mig Anvisning paa den Litteratur, jeg burde benytte; men endnu
større Betydning havde det, at han besøgte det Kgl. Billedgalleri og
Moltkes Malerisamling med mig. Han anbefalede mig at lære at tegne og
skaffede mig Lundby til Tegnelærer, og da det jo særlig var Oldtidens
Kunst, jeg skulde studere, førte han mig op i Kunstakademiets Samling
af Gibsafstøbninger, viste mig Thorvaldsens Samlinger, den smukke
lille Samling af smaa Oldsager, som Billedhugger Herman Freunds Enke
eiede, og bad Kammerherre Falbe, der bestyrede Christian VIII's
Vasesamling, om at give mig Adgang til denne. Her fik jeg min første
archæologiske Opgave; det blev mig overdraget at forfatte et Katalog
over Vaserne. Det var en Samling, som Prins Christian i sin Tid havde
kjøbt af Erkebiskop Capece Latro i Tarent, og som siden havde
modtaget enkelte Forøgelser igjennem Brøndsted og Falbe; det var
Begyndelsen til den værdifulde Vasesamling, som nu findes i Statens
Antiksamling.
Det var ikke nogen daarlig Maade at begynde paa det archæologiske
Studium. Ingen Klasse Monumenter giver et saa rigt Indblik i de gamle
Grækeres Liv og Forestillingskreds som disse Industriprodukter, og
Haandværkernes Smag og Dygtighed er jo et Echo af de store
Kunstneres. Vasestudiet var ogsaa den Tids Yndlingsstudium. De uhyre
Rigdomme, der stadig kom frem fra Etruriens og Nedreitaliens
Nekropoler og spredtes over alle Europas offentlige og private
Samlinger, lokkede baade Kaldede og Ukaldede til at offentliggjøre
disse Skatte og forsøge at tyde den Billedverden, der her oplod sig.
Adskilligt var der i disse Tydninger, selv hos en saa indsigtsfuld
Forsker som Gerhard, der kunde ægge til Modsigelse; dog var det for
det Første kun et enkelt Punkt, hvor min filologiske Samvittighed
ikke tillod mig at tie. Til en Beskrivelse af antike Vaser hører det
ogsaa at give dem deres rette antike Navn. Panofka havde skrevet en
Bog, Recherches sur les véritables noms des vases Grecs, hvori han
fremdrager over 100 græske Benævnelser paa Kar og tillægger hver af
dem sin særegne Form iblandt dem, der findes i Vasesamlingerne. Det
kan være bekvemt ved Affattelsen af et Katalog at have saadanne Navne
til sin Raadighed, men det er meget langt fra Sandheden. Ligesom nu
til Dags en Kop eller et Blomsterglas kan have mange forskjellige
Former, uden at vi give hver af disse sit eget Navn, saaledes var det
ogsaa Tilfældet i Oldtiden. Livet har det samme Navn for hvad der har
den samme Brug; kun Fabrikanten adskiller de forskjellige Former ved
at give hver sit Numer, og Modehandleren opkalder de forskjellige
Façoner efter -- jeg veed ikke hvad. Da jeg nu skulde skrive en
Disputats, valgte jeg at underkaste dette Spørgsmaal en nøiagtigere
Drøftelse. Det var som Filolog, at jeg lexikalsk gjorde Rede for de
antike Navnes Betydning, og hvorvidt det var muligt at henføre noget
af dem til de fra Samlingerne bekjendte Former. I Indledningen
behandlede jeg i Korthed almindelige archæologiske Spørgsmaal om
Vasernes Oprindelse og Bestemmelse. Min Afhandling hed De nominibus
vasorum Græcorum, og blev forsvaret d. 7. Septbr. 1844. Jeg
erhvervede derved Værdigheden som Magister artium; Doctorgraden
opnaaede man dengang ikke uden man først var Magister. Disputatsen
foregik naturligvis paa Latin og under de gammeldags Former. Nedenfor
Kathedret, hvorpaa Præses stod, var anbragt et mindre Katheder, som
indtoges af hans Respondens, der skulde hjælpe ham at besvare de
gjorte Indvendinger. Denne Plads beklædte en yngre Ven af mig, stud.
philol. Chr. Listov, senere Rektor i Herlufsholm og i Nykjøbing.
Dette var naturligvis en tom Form, ligesom den hele Akt ingenlunde
havde den Alvor som nu til Dags, da den foregaar paa Dansk. Min
Disputats manglede heller ikke den ret almindelige Tilsætning af
Løier, idet min gode Ven, lic. theol. Hagen traadte op og beskyldte
mig for at have løiet, idet jeg havde sagt, at jeg aldrig havde været
udenfor mit Fædreland, medens det var vel bekjendt, at jeg havde
deltaget i det skandinaviske Studentermøde i Upsala Aaret i Forveien.
Saasnart Disputatsen var overstaaet, skulde jeg gjøre mig færdig til
den store Udenlandsreise, som Understøttelse fra Fonden ad usus
publicos havde sat mig i Stand til at foretage. Nu til Dags, da det
er blevet saa let og saa almindeligt at reise, vilde man ikke kalde
denne Reise stor, men i 1844 var det anderledes. Jublende glad var
jeg i Tanken om alt det Skjønne, jeg skulde se og lære; mine Venner
priste min Lykke og medgav mig hjertelige Hilsener i Form af
Stambogsblade. Mine Husfæller paa Borchs Kollegium holdt en munter
Afskedsfest for mig, ved hvilken Leilighed Hagen skrev en særdeles
morsom Vise[2]. Men alt som Afreisen nærmede sig, blev jeg dog ogsaa
noget beklemt over at skulle vove mig alene ud i den vide Verden. Jeg
var meget uerfaren, kun 24½ Aar gammel, og jeg saa endnu yngre ud.
Jeg anede ikke, at ogsaa dette kunde være en Fordel, og at jeg netop
paa Grund af mit barnlige Udseende undertiden blev modtaget med en
Velvillie, som jeg ellers ikke kunde gjøre Krav paa. Heller ikke
Skilsmissen fra min Familie var let. Min Fader haabede næppe at se
mig mere. Da jeg sagde Farvel til ham paa Toldboden, kunde den stærke
Mand ikke tilbageholde Taarerne; Sligt havde jeg aldrig set før. Min
Trøst i dette Øieblik var, at jeg ved Siden af mig havde en lidt
ældre Ven, der før havde reist, og som skulde ledsage mig paa den
første Del af Reisen, cand. juris, senere Professor, Julius Gram.
[2] Borkens Lyre S. 56.
Efter en stormfuld Seilads, hvor Skibet led noget Havari, ankom vi
til _Kiel_ d. 9. Oktober 1844. Der hørte vi adskilligt om
Slesvigholstenernes Forbittrelse imod Danmark. Vi lo hjertelig over
at høre, hvorledes en smuk ung dansk Dame (Frk. Wulf) paa et Bal
havde tvunget alle Kavalererne til at tale Dansk, da hun erklærede,
at hun ikke vilde tale Tysk. Om Aftenen vare vi hos Professor
Paulsen; det var den sidste Aften i lang Tid, vi tilbragte i en dansk
Familie. Den næste Dag førte Jernbanen os til Hamburg; det var
første Gang, jeg prøvede den Befordring; og den følgende Aften gik
det med Diligence fra Hamburg til Bremen, hvor vi beundrede det
prægtige Raadhus. Derfra med samme lidet behagelige Befordring over
Osnabrück, Münster og Düsseldorf til _Cölln_, hvis dengang endnu
ufuldendte Domkirke gjorde et saa mægtigt Indtryk paa os, at vi
ofrede mindre Tid end vi burde paa de herlige romanske Kirker i samme
By. Rhinturen, fra Bonn til Mannheim, hvoraf et lille Stykke,
Coblenz-Boppart, tilbagelagdes til Fods, Resten med Dampskib, ydede
mig mindre Fornøielse end ved senere Leiligheder; jeg syntes, Møens
Klint var meget smukkere, og først i _Heidelberg_ fandt jeg Noget,
jeg kunde stille ved Siden af eller over denne. Her nød jeg Naturens
Skjønhed i en sydlandsk Temperatur, og medens Gram besøgte gamle
Venner, vandrede jeg langs med Neckarfloden til Handschuchsheim, hvor
en Hr. Uhde, der havde Bjergværker i Mexiko, havde samlet en stor
Mængde interessante mexikanske Oldsager.
Efter at have ydet Strassburger-Münsteren vor skyldige Beundring og
glædet os over Holbeins Portræter i Bibliotheket i Basel steg vi om
Aftenen d. 20. Okt. atter ind i en Diligence for at kjøre til
Lausanne. Jeg havde sovet et Par Timer, da jeg blev vækket af en
uvant Lyd. Vi vare i den romantiske Münsterthal, hvor det ene
Vandfald efter det andet brusede ned ad Klipperne ved Siden af Veien
og glimrede i Maaneskinnet. I Graaveir og Taage seilede vi fra
Lausanne til Genève; vi kunde kun se de nærmeste Kyster; Alperne
gjemte sig i et uigjennemtrængeligt Mørke; først den næste Aften
viste de sig for os i al deres straalende Herlighed med Mt. Blanc
thronende i Midten.
Over Naturen glemte jeg dog ikke Kunsten. I Musée Rath fandt jeg en
smuk lille Samling af ældre, navnlig hollandske Malerier og nyere
Billeder af Schweizer Kunstnere. Et smukt lille Landskab, der i
Kataloget var opført som "Ubekjendt Mester", forekom mig ved første
Øiekast at være D. Moucheron, og da jeg saa nærmere efter, stod
Navnet virkelig paa Billedet. Jeg følte mig stolt over denne
Opdagelse. Naar Lignende senere er hændt mig, har det naturligvis
ogsaa moret mig, men jeg har vidst, at det kunde Mange gjøre mig
efter; Kjenderskabet er ikke det Væsentlige ved Kunstbetragtningen.
Og det har det heller ikke været for mig dengang; ellers vilde jeg
ikke kunne huske Calames prægtige Landskab "Storm i Høialperne". Jeg
bildte mig ind, at jeg selv oplevede denne forfærdelige Naturscene,
at jeg saa og hørte Stormen piske Granerne og knække dem, saa at
selve Vandfaldets Brusen overdøvedes og Bjørnen krøb i Skjul.
Den næste Dag skulde jeg skilles fra min kjære Ven, der hidtil havde
været mig en saa uforlignelig Støtte. Gram skulde til Aix og jeg til
Italien. Han var vel selv heller ikke ganske rolig for at lade mig
gaa paa egen Haand, siden han overtalte mig til at tage med Kureren
til Turin. Det var den dyreste Reisemaade. Det kostede 75 Francs, men
saa kom man derhen i 36 Timer; man sad ved Siden af Postføreren og
var anbetroet hans særlige Omsorg. Kureren var ingen almindelig Kusk;
det var en ung smuk og særdeles dannet Mand, der talte nydeligt
Fransk, i sin Hjemstavn bekjendt som Journalist og Digter; hans Navn
var Constantino Reta. Efter en Times Kjørsel standsede vi ved Grænsen
af Savoyen. Toldbetjentene rodede op i min Kuffert, og deri fandt de
-- en Del Bøger. Dette var naturligvis Contrabande, især da man ikke
kunde forstaa et Ord af dem. De bleve tagne fra mig, indpakkede og
forseglede; man lovede, jeg skulde faa dem igen i Genua, et Løfte som
rigtignok ikke blev holdt. Jeg havde aldrig faaet dem, hvis ikke den
danske Konsul i Livorno, Dalgas, havde taget sig af Sagen, og langt
om længe faaet dem sendt til mig i Florents. Medens Toldembedsmændene
undersøgte Bøgerne og havde stor Møie med at opskrive den
mesopotamiske Titel paa Schouws "De italienske Naaletræer", tog Reta
fat paa et Exemplar af min Disputats, og han havde Tid nok til at
gjennemlæse de første Sider. Det gode Latin behagede ham; han fik
Interesse for mig, og vi bleve særdeles gode Venner. Veien gik
igjennem de deiligste Bjerglandskaber, især fra S. Jean de Maurienne
til Vernay; men oppe paa Mt. Cenis sneede det. Jeg gik til Fods ved
Siden af Vognen, indtil det var bleven mørk Nat; saa krøb jeg atter
ind i Karreten. Jeg sov snart ind, og vaagnede først, da det atter
bar nedad, og et straalende Solskin varmede mit Ansigt og viste mig
Italiens Herlighed.
Jeg havde tænkt at anvende en Dag paa at se Museet i _Turin_, men jeg
blev der i 3½; min nye Ven vilde ikke slippe mig. Jeg maatte spise
til Middag hos ham, gjøre Bekjendtskab med hans Hustru, hans Broder
og andre gode Venner, alle sammen "bons enfants" som han udtrykte
sig, og saa tilsidst kjøre med ham til Genua, naar det var hans Tur.
Fru Reta kunde ikke tale Fransk, og jeg vovede endnu ikke at prøve
paa at tale Italiensk; men et kjønt og tiltalende Ansigt havde hun,
om end de høie Toner, hvori Vennerne i hendes Stambog besang hende
som Madonna, forekom mig noget overdrevne. Vennerne vare livlige og
elskværdige Mennesker, Journalister og Digtere, begeistrede for den
nationale og borgerlige Frihed, som de ikke tvivlede paa, at "det
unge Italien" snart vilde tilkæmpe sig. Det varede længere end de
tænkte; men et Forsøg blev gjort i Genua i 1848. Der omkom
Constantinos Broder; han selv blev landflygtig og levede derefter som
Sproglærer i Genf, hvor han døde i Foraaret 1858. Jeg har et Minde om
ham tilbage i et Digt, han skrev i min Stambog, Inno del tramonto, og
et Par Breve.
Ogsaa i _Genua_ blev jeg længere, end jeg havde ønsket. Jeg skulde
tage med Dampskib til Livorno; men det var i 2 Dage et saa øsende
Regnvejr, at Skibet ikke kunde faa indtaget sin Ladning, og den 3.
Dag, da Regnen ophørte, var det en forrygende Storm. Om Aftenen kom
jeg dog afsted, og naaede uden Uheld Livorno den næste Morgen. Ogsaa
til _Pisa_ kom jeg, skjøndt Banetoget for en stor Del maatte kjøre
igjennem Vand; men derefter gjorde Oversvømmelsen al Færdsel umulig.
I 3 Dage ventede jeg paa, at Veien til Florents skulde blive farbar;
men der var endnu lange Udsigter; saa maatte jeg lægge Veien om ad
Lucca. De 3 Dage, jeg tilbragte i Pisa, mindes jeg med særlig Glæde.
Den største Del af Tiden tilbragte jeg fjernt fra Byens Færdsel paa
Domkirkepladsen og nød i Fred og Ro de vidunderlige Monumenter, der
vare samlede der, Domkirken, det skjæve Taarn, Baptisteriet og Campo
Santo; det var mit første Bekjendtskab med den tidligere, italienske
Kunst.
I _Florents_ tilbragte jeg en hel Maaned. Jeg var ganske alene; der
var ingen Landsmænd, og jeg gjorde saa godt som ingen nye
Bekjendtskaber. Jeg aflagde et flygtigt Besøg hos Englænderen
Millingen. Jeg havde Lyst til at se Forfatteren til det smukke og for
sin Tid mønsterværdige Værk: Ancient Unedited Monuments. Jeg traf ham
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Af mit Levned - 04
  • Parts
  • Af mit Levned - 01
    Total number of words is 4431
    Total number of unique words is 1579
    39.8 of words are in the 2000 most common words
    56.7 of words are in the 5000 most common words
    64.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 02
    Total number of words is 4571
    Total number of unique words is 1634
    38.5 of words are in the 2000 most common words
    54.9 of words are in the 5000 most common words
    62.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 03
    Total number of words is 4595
    Total number of unique words is 1636
    37.9 of words are in the 2000 most common words
    53.5 of words are in the 5000 most common words
    62.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 04
    Total number of words is 4658
    Total number of unique words is 1777
    35.0 of words are in the 2000 most common words
    50.4 of words are in the 5000 most common words
    58.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 05
    Total number of words is 4670
    Total number of unique words is 1736
    38.2 of words are in the 2000 most common words
    52.7 of words are in the 5000 most common words
    60.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 06
    Total number of words is 4522
    Total number of unique words is 1688
    38.7 of words are in the 2000 most common words
    55.4 of words are in the 5000 most common words
    63.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 07
    Total number of words is 4637
    Total number of unique words is 1670
    41.5 of words are in the 2000 most common words
    57.2 of words are in the 5000 most common words
    65.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 08
    Total number of words is 4398
    Total number of unique words is 1598
    36.0 of words are in the 2000 most common words
    50.9 of words are in the 5000 most common words
    59.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 09
    Total number of words is 4375
    Total number of unique words is 1443
    35.9 of words are in the 2000 most common words
    51.7 of words are in the 5000 most common words
    60.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 10
    Total number of words is 4594
    Total number of unique words is 1517
    40.0 of words are in the 2000 most common words
    57.0 of words are in the 5000 most common words
    65.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 11
    Total number of words is 4433
    Total number of unique words is 1613
    38.0 of words are in the 2000 most common words
    54.5 of words are in the 5000 most common words
    62.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 12
    Total number of words is 4514
    Total number of unique words is 1590
    39.2 of words are in the 2000 most common words
    57.1 of words are in the 5000 most common words
    65.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 13
    Total number of words is 4395
    Total number of unique words is 1603
    36.9 of words are in the 2000 most common words
    54.2 of words are in the 5000 most common words
    62.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 14
    Total number of words is 4422
    Total number of unique words is 1483
    38.3 of words are in the 2000 most common words
    55.4 of words are in the 5000 most common words
    64.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Af mit Levned - 15
    Total number of words is 3085
    Total number of unique words is 1203
    37.9 of words are in the 2000 most common words
    54.7 of words are in the 5000 most common words
    62.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.