Af mit Levned - 05

Deilighed, kan finde dette bedre andensteds, og Oldtidens Monumenter
kunne ikke nøies med en flygtig Omtale. Lad mig da kun i Korthed
berette, at jeg efter et Par Dages Ophold i det yndige Palermo begav
mig paa en Reise langs med Øens sydvestlige og dens østlige Kyst, til
Segesta, Salinunt, Girgenti, Terranova (det gl. Gela), Syracus,
Leontini, Catania, Taormina og Messina. Der var ingen Jernbaner paa
Sicilien, ja ei engang Diligencer; jeg maatte ride. Jeg leiede en
Fører med 2 Muldyr, et til mig selv, det andet til ham og min
Kuffert. Det var intet glimrende Optog, men dog paa nogle Steder
noget imponerende Nyt. "Siete figlio d'un principe?" spurgte et ungt
Menneske mig i Terranova. Herbergerne vare heller ikke fyrstelige;
Nattesøvnen forhindredes ofte af Utøi; men Forpleiningen var
upaaklagelig, Frokost af det medbragte Brød, Pølse, Ost og Vin under
en Korkeg eller et Johannesbrødtræ (carrubo), Aftensmad Maccaroni og
Fisk. Men glad var jeg ved at færdes imellem disse Naturbørn, som kun
kjendte Lidet til Verden udenfor deres Hjem. I Salemis prægtige
Borgruin, der nu i Stedet for stolte Riddere husede en Del fattige
Familier, traf jeg i Slotsgaarden en gammel Kone, hvis snehvide Haar
kontrasterede mærkeligt med hendes sorte Kjole. Hun betragtede mig
med samme Forundring som jeg Ruinen; men da jeg sagde, jeg var en
Napoletaner, faldt det hende ikke ind at tvivle derpaa; Alt udenfor
Salemi var hende lige fremmed. Hun førte mig ind i de store hvælvede
Haller, som nu vare berøvede enhver Prydelse og for det Meste kun
indeholdt det allertarveligste Bohave. I den inderste Sal sad hendes
Datter, en kjøn, endnu nogenlunde ung Kone, i et Hjørne og spandt, og
i et andet Hjørne Datterdatteren vævende. Jeg kom ret tilpas; thi
Familien kunde ikke læse, og jeg blev da anmodet om at tyde et nylig
ankommet Brev. Det var to Breve paa eet Stykke Papir. Den unge Pige
var forlovet med en ung Knøs, der var indkaldt til Militærtjeneste.
Ved en Skrivers Hjælp havde hun faaet opsat en Epistel, som med
Udeladelse af en hel Del Høflighedsudtryk kort og godt lød saaledes:
"Kjære Forlovede, har Du modtaget det Tøi, jeg sendte Dig?" Hendes
Fæstemand havde ikke behøvet at henvende sig til en Skriver; skrive
kunde han, men meget veltalende var han ikke. Han havde benyttet det
samme Papir og derpaa skrevet ganske simpelt: "Kjære Forlovede, jeg
har modtaget det Tøi, Du sendte mig." Selv i den store By Catania
mødte jeg en lignende Venlighed. En smuk fjortenaars Dreng havde vist
mig et gammelt Gravmonument. Jeg gav ham en lille Sølvmønt, hvorover
han blev saa fornøiet, at jeg endelig maatte ind og se hans Moder.
Det var en smuk ung Kone, der syslede med to smaa Drenge. Hun spurgte
mig, om jeg holdt af Vindruer, og da jeg bejaede dette, sendte hun
den ene af Drengene op i et høit Poppeltræ, hvorfra han kom ned med
en Vindrueklase, der var mindst tre Kvarter lang. Hun beklagede, at
hun ikke havde Andet at byde mig. -- Røvere, hvormed man havde
skræmmet mig, mærkede jeg Intet til, og meget sjælden saa jeg et
mindre elskværdigt Træk, som paa en Restauration i Palermo, hvor en
Sicilianer blev aldeles rasende, fordi hans Cotelet ikke var mør nok,
eller ved Arethusakilden i Syracus, hvor Vaskerpigernes Letfærdighed
nødte mig til at forkorte mit Ophold.
Den 24. September kom jeg tilbage til Napoli, nogle Dage senere end
jeg havde ventet. Et Brev, jeg havde skrevet for at underrette mine
Venner derom, var gaaet tabt; man var i stor Angest for mig, og min
gamle Ven, L. Mynster, der var ankommen et Par Dage tidligere, havde
allerede taget Billet til Dampskibet til Palermo for at opsøge mig.
Jeg fik ham standset i rette Tid, og vi havde nu den Glæde i et Par
Maaneder i Forening at kunne nyde Italiens Herlighed. Der var i de
Dage en stor Congres af Videnskabsmænd i Napoli. Jeg havde
naturligvis ladet mig indtegne som Medlem, men et Par Møder, hvorved
jeg var tilstede, forekom mig saa tomme og usmagelige, at jeg
foretrak at gjøre en Reise med Mynster og Hettner til Pæstum,
Salerno, Amalfi og Sorrent.
Tilbagereisen til Rom foretog vi som sædvanlig med Vetturin.
Selskabet var som en Følge deraf noget blandet. Der var blandt Andet
et af den videnskabelige Congres' Medlemmer, som vi i Regelen Intet
havde at gjøre med. Men da vi spiste til Aften i Mola di Gaëta, var
han ikke tilfreds med de 4 Retter Mad, som vi Andre havde været ret
glade ved. Han var ikke bleven mæt, kaldte Vetturinen ind og holdt et
frygteligt Hus med ham. "Quando vengo a pranzo, voglio mangiare
finché sono stanco," raabte han, og det var kommet til et Haandgemæng
imellem dem, hvis ikke det øvrige Selskab havde lagt sig imellem.
I Rom fandt jeg min kjære _J. T. Lundbye_. Jeg havde længtes efter
ham. Det var en ægte Kunstnersjæl, fuld af Hjerte og Lune og
utrættelig arbeidsom. I hvert af hans Penselstrøg, i hver Pennestreg
følte man hans Sjæl; han selv vilde sige: det er Instinktet; Andre
vilde give det et fornemmere Navn. Det var Danmarks Natur, der levede
i ham. Ugjerne forlod han Danmark, men han var syg og trængte til nye
Paavirkninger. Han havde længtes efter at se de store Kunstneres
Mesterværker, som han hidtil kun havde forventningsfulde Anelser om;
nu fik han dem at se; nu saa han Sydens rige Natur og de skjønne
Mennesker, der befolkede den. Han tegnede bestandig, og hans
Skitsebog fyldtes med Billeder af Dyrelivet og Menneskelivet, det ene
skjønnere end det andet, og dog klagede han over Italien; han kunde
ikke bruge det; det tiltalte ham ikke; det var ikke hans Fædreland.
Kun to Malerier fik han udført i Italien, en Drift Oxer i Campagnen
og Metalsvinet i Florents, begge herlige Kunstværker, og dog maa man
sige, det er hverken Italien eller Danmark; men Lundbye er det,
Kunstneren, som forstaar og nyder den fremmede Skjønhed, men aldrig
glemmer sit Hjem. Han holdt af at fremstille sig selv som en Nisse i
Udlændighed. Hvor kostelige ere ikke disse Tegninger, hvad enten
Nissen lytter til Satyrens Fortællinger, eller han paa høie Stylter
og med Kæmpeskridt iler tilbage til sit Hjem! I den første Maaned i
Rom boede han hos sin gamle Ven, Jerichau, og var med Glæde Vidne
til, hvorledes han udviklede sig som Kunstner, men han havde ondt ved
at udholde hans sygelige Misfornøielse og Uvillie imod Danmark og
Alt, hvad Dansk var. Da jeg kom tilbage til Rom, var han flyttet fra
Jerichau, og boede paa Piazza Barberini, hvor han stadig havde det
romerske Folkeliv for sine Øine. Der havde vi mangen hyggelig Samtale
baade om det skjønne Italien og om det Hjem, som vi elskede endnu
høiere.
Iblandt de andre Danske i Rom vil jeg nævne som dem, jeg særlig kom i
Forbindelse med, Kammerraad (senere Etatsraad) Raffenberg og hans
Hustru, dernæst Professor Clausen, Høiesteretsassessor Rottbøll og
Stiftamtmand Thygesen, der alle tre havde deres Familier med, Prof.
juris A. W. Scheel og Dr. med. Ravn. Det skandinaviske Julegilde, som
det foregaaende Aar kun havde talt 25 Deltagere, talte denne Gang et
helt Hundrede. Stemningen var som sædvanlig hyggelig og munter. En af
de livligste var Nordmanden, Volrath Vogt, den spræke Nordmand, som
vi kaldte ham. Efter Bordet blev han opfordret til at vise os en
Hallingdans. Det var han strax villig til, naar han blot kunde faa en
Dame til at være med. Da ingen anden af de Tilstedeværende havde Mod
dertil, maatte tilsidst Professor Clausens ganske unge Datter Sofie
(senere gift med Pastor Frimodt) devovere sig, og vi bleve med Glæde
Vidne til, hvor net og tækkelig hun assisterede Nordmanden, der
bragte sin Jente sin Hyldest i voldsomme Spring og "Kast". Det har
siden den Tid ikke været ualmindeligt, at der er blevet danset ved
Skandinavernes Julegilde i Rom. Syv og tyve Aar senere saa jeg ved
samme Leilighed et ældre Par: Peter Faber (Landsoldatens Forfatter)
traadte en Dans sammen med Fru Jerichau.
Strax efter Julefesten forlod jeg Rom for at reise til Grækenland. I
_Ancona_ gik jeg ombord paa Dampskibet. Sjælden har Italien vist sig
skjønnere for mig end i dette Afskedens Øieblik. Blikstille laa det
blaa Hav for mig, fredeligt under de hvide Klinter, paa hvis grønne
Ryg S. Cyriacus' gamle Kirke thronede over den trange By med de
snævre Gader; bagved laa Italiens frugtbare Bakkeland, begrænset af
de snedækte Apenniner. Længselsfuld efter det Nye, der skulde aabne
sig for mig, indlod jeg mig strax i Samtale med de Grækere, jeg fandt
paa Skibet, skjøndt jeg endnu ikke kunde tale Nygræsk; men Rom og de
romerske Venner vare stadig i mine Tanker. Jeg skrev paa Skibet en
udførlig Anmeldelse af Jerichaus Hercules og Hebe, bestemt til
Optagelse i "Fædrelandet". En ung Italiener, der skulde i Land i
Brindisi, lovede at indlevere den paa Posthuset der; men den naaede
aldrig sin Bestemmelse. Ligesaa smilende som Reisen havde været fra
Ancona til Brindisi, ligesaa mørk og ubehagelig blev Fortsættelsen. I
Regn og Blæst satte vi over Adriaterhavet; Fastlandets Kyster vare
ikke til at se, og det yndige Corfu besøgte jeg i Regnveir; først i
Patræ klarede det op. Her tog en græsk Reisefælle mig med for at
besøge et Par af hans Slægtninge. Det havde tidligere undret mig,
naar jeg hørte Grækerne tale om Europa som en Modsætning til deres
eget Land; nu fandt jeg det ganske rimeligt; jeg syntes, jeg var i
Orienten. Jeg blev modtaget med Kys paa Munden af fustanellaklædte
Mænd, der sad paa lave Divaner med Benene trukne op under sig; deres
maleriske Dragt harmonerede godt med de sølvbeslagne og smukt
ciselerede Vaaben, der hang paa Væggene. Fra nu af skulde Sligt i
over et halvt Aar daglig staa mig for Øie. I Taage seilede jeg
igjennem den ellers saa deilige korinthiske Bugt, og paa den øde
Isthme maatte jeg vente en hel Dag efter Dampskibet, der skulde føre
mig over til Piræus. Endelig den 6. Januar 1846 (2. Juledag 1845
efter græsk Regning) ankom jeg til mine Ønskers Maal.
_Athen_, der 15 Aar tidligere kun havde været en tyrkisk Landsby,
var begyndt at blive en europæisk Stad, men det var endnu kun en
ringe Begyndelse. Den havde c. 20,000 Indbyggere. Halvdelen af Husene
havde endnu Landsbypræget. De nyopførte Boliger vare tarvelige, men
ganske nette toetages Huse, hvidtede og med grønne Vinduesjalousier,
Tagene med lysegule Teglsten indlagte i Mønstre. Østen for
Hermesgaden stod det kongelige Slot som en Kolos ved Siden af Dverge.
Trods al Anvendelse af pentelisk Marmor gjorde Bayreren Gärtners
Bygning dog kun et klodset Indtryk. Nu har dette for en Del tabt
sig, efter at Plantningen paa Slotspladsen er voxet til, og Hoteller
og andre større Huse have reist sig ved Siden; dengang stod den
hvide firkantede Masse underlig pretentiøs i det tomme Landskab,
som om den vilde maale sig med selve Akropolis. Hvilken Perle var
ikke i Modsætning dertil det smukke lille Observatorium, som
Theophilus Hansen havde opført ved Byens modsatte Udkant! Det var
som en Sommerfugl imod en Elefant. Ogsaa Christian Hansens
Universitetsbygning med den smukke ioniske Forhal gjorde et langt
ædlere Indtryk end Slottet.
I Rom havde jeg levet med en stor Kreds af Venner og Bekjendte; i
Athen blev Kredsen meget indskrænket, men til Gjengjæld blev
Forbindelsen desto inderligere. Dronning Amalia, en oldenburgsk
Prinsesse, havde taget en protestantisk Hofpræst med sig til
Grækenland. Pastor _Lüth_ var fra Eutin, men hans Hustru var dansk,
en Skovriderdatter fra Fredensborg. De havde to Børn, en Søn og en
Datter, og Fru Lüths Søster, Hanne Fischer, senere gift med Architekt
Winstrup, var i Huset hos dem. Det var et hyggeligt Hjem, hvor jeg
strax blev modtaget som en gammel Bekjendt og følte mig, som om jeg
var hjemme i Danmark. Lüth gjorde oftere større og mindre Udflugter
med mig i Omegnen af Athen, f. Ex. til Eleusis og til Phyle, den fra
Thrasybulos' Historie bekjendte lille Bjergfæstning, der behersker
Passet imellem Kithæron og Parnes, hvor i gamle Dage Hovedveien gik
fra Athen til Theben. Nu benyttes denne Vej ikke mere. Den øde
Bjergegn, hvor Elven bruser frem imellem bratte, skovklædte Klipper,
besøges nu kun af Hyrder og Jægere og af Reisende, der have Lyst til
at se den gamle Fæstnings mægtige og vel bevarede Mure.
Særdeles stor Betydning for mig fik Architekterne _Christian_ og
_Theophilus Hansen_. Disse to høit begavede Brødre havde allerede i
nogle Aar opholdt sig i Athen og der udfoldet en betydelig Virksomhed
som Bygmestre baade for Staten og for Private. De boede sammen med
den tyske Architekt _Schaubert_, der i Elskværdighed ikke stod
tilbage for nogen af Brødrene. Sammen med ham foretog jeg (23.-28.
Febr.) en høist interessant og lærerig Reise til Korinth, Sikyon og
Megara. Det var Schaubert og Chr. Hansen, som ved Nedbrydningen af
den tyrkiske Mur foran Propylæerne opdagede, at de deri fundne
Architekturstykker vare tagne fra det for halvandet hundrede Aar
siden nedrevne Niketempel, og til Verdens Forbauselse gjenopreiste
den forsvundne Bygning paa sit Sted. I Forbindelse med L. Ross
udgav de en mønsterværdig Beskrivelse af deres Arbeide (Ross, C.
Hansen u. Schaubert: Der Niketempel zu Athen). Det var deres Tanke,
at dette skulde være 1. Hefte af et større Værk over Akropolis,
hvortil de havde gjort mange Forarbeider, navnlig i Tegninger af
Architekturfragmenter, hvorpaa den antike Bemaling endnu var synlig.
Men en tysk Architekt Poppe, som en kort Tid opholdt sig i Athen, fik
igjennem Ross disse Tegninger til Laans, kopierede dem og udgav dem i
en Godtkjøbs Udgave, saa at Forlæggeren af Niketemplet ikke havde Mod
til at fortsætte Værket. Naturlig Sympathi og fælles Begeistring for
det gamle Hellas knyttede mig nøie sammen med de tre Architekter. Ved
Synet af deres Arbeider og ved Samtale med dem fik jeg Øiet aabnet
for den klassiske Architektur saa godt, som det kunde ske uden at
være virkelig Architekt; thi Filolog var jeg jo og paa Architekturens
Omraade kun Iagttager. Men dem skylder jeg, at de Maaneder, jeg
tilbragte i Athen, blev et saa indholdsrigt Studieliv.
Der var endnu ikke ryddet tilbørlig op paa Akropolis; Ingen anede,
hvilke Skatte de gamle Opfyldninger ved Erechtheet og Parthenon
skjulte; de store Museumsbygninger existerede ikke, og de ikke
synderlig mange Skulpturer, man havde fundet, opbevaredes i
Theseustemplet, i Propylæerne og ved andre antike Bygninger; men der
var nok at studere alligevel. Med hvilken Henrykkelse betragtede jeg
ikke det næsten urørte Pinakothek og Propylæernes uforlignelige
ioniske Kapitæler! Hvor var det ikke tiltrækkende at grunde paa
Erechtheets Gaader, og fremfor alt at gjennemgaa Parthenon i det
Enkelte og forfølge alle Fortidens Spor i denne vidunderlige Bygning,
som dengang endnu var utilstrækkelig bekjendt i den archæologiske
Verden! Der fandt man Stykker af Frisen, som Explosionen 1688 havde
kastet til Jorden og derved bevaret for Grækenland, medens alt det
Øvrige blev bortført til London; paa disse var selve Overfladen
undertiden bevaret bedre end paa noget af de andre Stykker. Paa
Tempelcellens Marmorgulv kunde jeg endnu se Sporene af de oprindelige
doriske Søiler, der havde maattet vige for ioniske, da Templet blev
omdannet til Kirke, og ad den tyrkiske Vindeltrappe kunde jeg komme
helt op i den vestlige Gavl, og staa Side om Side med de faa mægtige
Figurer, som Lord Elgin ikke havde fundet det Umagen værdt at tage
bort; og om alt dette havde jeg den Glæde at kunne tale med
Kunstnerne. Af Videnskabsmænd var der paa den Tid Ingen i Athen;
baade L. Ross og Köppen vare tagne bort, og de archæologiske
Instituter existerede ikke. Jeg gik alene om paa Akropolis og
afskrev gamle Indskrifter. Uindviede ville maaske undre sig over, at
man paa samme Tid kan svælge i Kunstens Herligheder og pille med de
tørre Bogstaver; de vide ikke, hvilken Nydelse der er i denne
umiddelbare Berørelse med Oldtiden i de samtidige Dokumenter, hvor
ogsaa ofte et hidtil upaaagtet eller miskjendt Træk fra Oldtiden kan
komme til Syne. Med Böckhs Staatshaushaltung i Haanden gjennemgik jeg
de af ham udgivne Søvæsens-Indskrifter, og jeg havde den Glæde at se,
at næsten alle de Rettelser, han havde gjort i de ham meddelte
Afskrifter, stadfæstedes ved Eftersynet af Originalen, og at kunne
tilføie et Par enkelte nye.
Hos Hansen og Schaubert traf jeg den hamborgske Billedhugger
_Siegel_. Det var Dagen efter min Ankomst til Athen. Da det var
vanskeligt at faa et ordentligt Værelse til rimelig Pris, tilbød han
mig at bo hos ham; han havde et lille Værelse, han kunde undvære. Han
boede tæt udenfor Byen, der hvor man senere opdagede den gamle
Dipylonport og de interessante Gravmonumenter. Jeg var lykkelig over
mit Værelse, hvorfra jeg over grønne Bygmarker saa hen til
Theseustemplet, der blev mig "den kjæreste af alle Bygninger paa
Jorden". Siegel var en stor, sværlemmet Mand med sort Haar og sorte
Øine, godmodig og tjenstvillig, saa at man kun smilede lidt, naar han
engang imellem blev noget stortalende. I Klipperne udenfor Nauplia
havde han efter Bestilling af Kong Ludvig af Bayern udhugget en
liggende Løve ligesom Thorvaldsens Luzerner-Løve, et Monument over de
Bayerske Soldater, der faldt i Kampen 1833-34. Han havde meget at
fortælle, om hvad han havde maattet døie, medens han arbeidede paa
dette Monument, som Befolkningen saa skjævt til, fordi den ikke vilde
mindes om, at det var ved Fremmedes Hjælp den havde afkastet det
tyrkiske Aag. Til virkelige Haandgribeligheder kom det dog ikke, og
Løven ligger der endnu den Dag idag. Men vist er det, at Grækernes
Stemning imod de Fremmede ikke altid var velvillig. En Karnevalsdag
saa jeg i en Udkant af Athen nogle Grækere danse omkring et Baal og
synge:
Ὅλοι Ἕλληνες μαζῆ, Alle Hellener sammen,
ὅλους Φράγκους 'ς τὸ σουβλέ. Alle Franker paa Spiddet!
ὅλοι Ἕλληνες μαζῆ, Alle Hellener sammen,
ὅλους κλέφταις 'ς τὸ σουβλέ. Alle Røvere paa Spiddet!
Til Tyskerne havde man mange Steder et formeligt Had, takket være den
Bayerske Regjerings Misgreb og Overmod og dens Ansættelse af Tyskere
allevegne.
Sammen med Siegel gjorde jeg en Tur til _Pentelikon_. Jeg maatte jo
gjøre Bekjendtskab med dette Marmorbjerg, som havde leveret Stoffet
til den gamle Kunsts Mesterværker og endnu yder det moderne Athen et
Bygningsemne, som Alverden misunder det. Paa et Par raske Heste, der
med samme Lethed galopperede hen over Gjærder og oppløiede Marker som
ad den slagne Landevei, og ikke ænsede steile Skraaninger mere end
den jævne Flade, naaede vi i et Par Timer Klosteret paa Bjergets
lavere Terrasse, hvor prægtige store Træer lovede os et hyggeligt
Hvilested. Nu til Dags bliver Forventningen heller ikke ganske
skuffet; men for 60 Aar siden var det anderledes; det "rige" Kloster
saa ud som en forfalden Avlsgaard. De græske Munke ere for det meste
Agerdyrkere. Da vi kom, vare de alle i Marken, og da de langt om
længe viste sig, bød de os et Stykke daarligt Brød og Ost, og først
da vi havde givet dem en Drachme til at tænde Lys for i Kirken, fik
vi en Smule Honning i Tilgift; om Vin var der ikke Tale lige saa lidt
som om Foder til Hestene. De nuværende Marmorbrud frembød et lidet
lysteligt Syn; man sprænger med Krudt og ødelægger ofte meget mere
end man vinder. I Oldtiden sprængte man Stenen med Kiler. De gamle
Brud, der ligge et Stykke høiere oppe, frembyde et anderledes skjønt
og malerisk Skue; de lodrette Vægge minde om Stenbruddene ved
Syracus. Tæt ved dem ligger den store Drypstenshule, der strækker sig
dybt ind i Bjerget i forskjellige Retninger; men da vi ingen Lys
havde med os, maatte vi nøies med den imponerende Forhal. Det tager
næsten en Times Tid at klattre derfra op til Bjergets Top; men Møien
belønnes med en Udsigt, der næppe kan tænkes skjønnere. Hele Attika
med dets Bugter og Halvøer og Øerne i Havet deromkring laa udbredt
for vore Fødder, og i den vestlige Horizont øinede vi Helikon og
Parnas. Da endelig den stærke Blæst nødte os til at rive os løs fra
dette Syn, klattrede vi atter ned ad de knudrede Klipper, hvor vi
tidt maatte holde os fast i Lyng og Jordbærtræer for ikke at falde.
Vore Heste havde længtes efter os, og da vi atter sad paa deres Ryg,
og de mærkede, det gik hjemad, satte de i Galop nedad Bjerget,
skjøndt Skraaningen ikke var saa ganske lille, og hele Veien var
bedækket med Marmorbrokker. Jeg fandt, det var et halsbrækkende Ridt
og vilde holde igjen, men Siegel raabte: "Det gjør ikke noget; det er
græske Heste."
Han havde ogsaa lovet at gjøre en længere Reise med mig. Vi skulde
gaa over Argos til Sparta og Messene, igjennem Arkadien og tilbage
igjennem det nordlige Hellas, og vi fik begyndt paa Turen. Den 25.
Marts seilede vi med Dampskibet fra Piræus til det yndige Nauplia, og
den næste Dag red vi over _Tiryns_ og _Mykenæ_ til _Argos_. Ingen
Schliemann havde endnu opdaget, hvilke Skatte disse Steder gjemte
under Muldet, men Tiryns' kyklopiske Mure stod der med de dengang
fuldstændig gaadefulde "Gallerier"; Løverne over Porten i Mykenæ
saaes ligesom nu, og "Atreus' Skatkammer" henrykte og imponerede mig
endnu mere, end Pantheon i Rom havde gjort. Men Siegel befandt sig
saa ilde, at han troede, en alvorlig Sygdom var ved at bryde ud; han
vilde hjem til Athen. For mig skjulte han den sande Aarsag; han sagde
blot, at hans Arbeider nødte ham til at vende tilbage, og han
forsikkrede, at jeg godt kunde fortsætte Reisen alene; han skulde nok
skaffe mig en paalidelig Fører. Vi underhandlede ogsaa paa Torvet i
Argos med saadanne Folk. De stillede de urimeligste Fordringer, og
havde Siegel endelig faaet dem til at nedstemme disse, kom de med nye
Fordringer, som gjorde Afslaget illusorisk. Men værre endnu var det,
at jeg hørte dem tale med hinanden indbyrdes om, hvor fortræffeligt
et Bytte de havde Udsigt til; naar den store Mand var borte, kunde de
gjøre, hvad de vilde med en Dreng som mig. Det blev mig klart, at med
den Slags Folk kunde jeg ikke reise. "Havde jeg endda havt en
Revolver med!" tænkte jeg ved mig selv. Gud ske Lov jeg ikke havde
nogen! thi den var naturligvis det Første, de havde frataget mig. Jeg
erklærede nu bestemt, at jeg vilde ikke reise videre, jeg vilde følge
med Siegel til Athen; jeg begyndte ogsaa at ane, at han mulig kunde
trænge til mig. Den næste Dag red vi til Epidauros, og efter et kort
Ophold i Asklepios' Helligdom, der dengang var en tæt Skov, hvor kun
det gamle Theaters velbevarede Bænkerader mindede om Oldtiden, gik vi
om Aftenen ombord i en Kaik, og vare den næste Morgen i Piræus.
Siegels Feberanfald gik over; men jeg var ærgerlig over at være gaaet
glip af Messene, Phigalia og saa meget Andet. Jeg besluttede at søge
Erstatning i _Böotien_ og _Delphi_ og at begive mig derhen, saasnart
jeg kunde faa en brugbar Fører. Det lykkedes at finde en saadan, en
Mand, der i sin Tid havde tjent i Kongens Stalde, og om Morgenen d.
12. April var jeg atter paa Hesteryggen. Den Del af denne Reise, som
jeg mente kunde interessere et større Publikum, har jeg beskrevet i
mine "Reisebilleder fra Syden" under Titelen "Parnas og den græske
Paaske"; for mig personlig havde ogsaa det Øvrige stor Interesse. Jeg
gik over Eleusis og Eleutheræ til Platææ, af hvis velbyggede Mure
endnu en anselig Del er tilbage. Medens jeg drog igjennem den
verdenshistoriske Slagmark, hørte jeg ved Overgangen over Bækken
Oeroe Frøerne kvække livagtig som hos Aristophanes "Brekkekeks koax
koax". Af Thespiæ (Erimokastro) var der næsten Intet at se; men i en
halv Mils Afstand hævede sig en enestaaende Stenkegle; det var
Hesiodos' Fødested Askra. Den blev tidlig ødelagt af Nabobyen;
Pausanias bemærker, at der var Intet tilbage uden et eneste Taarn;
det samme staar der endnu; det har kunnet gjøre Tjeneste som
Vagttaarn. Ellers er Byen fuldstændig forsvunden, og man ser kun
nøgen Klippe, medens man arbeider sig op til Toppen. Hesiodos har
sikkert havt Ret, da han sagde om sin Fødeby, at den var slem om
Vinteren, forfærdelig om Sommeren og ikke til nogen Tid god. Jeg red
videre henad Helikons nordlige Afhang imellem nysudsprungne Egetræer
og over rislende Bække; det var det yndige Libethrion; og hen ad
Eftermiddagen kom jeg til Egnens nuværende Hovedstad Livadia
(Lebadea), en af de skjønneste og mest maleriske Stæder i Hellas. Den
gjennemstrømmes af den rivende Flod Herkyna. Følger man dennes Løb
opad, imod S., kommer man snart til den store Grotte, hvorfra den
udspringer. I denne vilde Bjergegn laa Trophonios' berømte,
hemmelighedsfulde Orakel, men af dette eller hvad dertil hørte, vil
man næppe kunne finde noget Spor. Reisen fra Livadia over Ambrosos
til den korykiske Hule paa Parnas, til Chrysò (Krissa), Amphissa og
Delphi er beskrevet i den ovenfor nævnte Bog.
Tilbagereisen foretog jeg ad den almindelige Vei over Daulis og
Panopeus med de velbevarede gamle Mure. Ved Chæronea saa jeg prægtige
Rester af den kolossale Marmorløve, der blev opreist som Monument
over de i Slaget 338 faldne Thebæer. Derefter begynder den vandrige
böotiske Slette; Broer føre over den store Flod Kephisos. Paa den
yderste Spids af en smal, langstrakt Bjergtunge laa det gamle
Orchomenos. Murene ere endnu næsten allevegne synlige; paa den
øverste Spids, der dannede en lille isoleret Akropolis, ere de særlig
stærke og mangfoldige. Ved Foden af Høien ligger den store
Kuppelgrav, man kaldte Minyas' Skatkammer. Selv i sin ødelagte
Tilstand gjorde den et imponerende Indtryk; nu, efter Schliemanns
Udgravning, har den vist sig at være et af Kunsthistoriens
mærkværdigste Monumenter, et sjældent Vidnesbyrd om kunstnerisk Smag
og Dygtighed i hin gamle Tid, som man pleier at kalde den mykenæiske.
Om Chariternes berømte Dyrkelse og Fester i Orchomenos vidnede nu kun
Indskrifter, der opbevaredes i Klosteret Skripu; men kunsthistorisk
Betydning fik de i det foregaaende Aar fundne nøgne Mandsstatuer, der
høre til de allerældste Rester af græsk Skulptur. -- I Theben søgte
jeg at gjøre mig en Forestilling om Stadens gamle Topografi. I
Tanagra var det atter Fæstningsmurene, der fængslede mig; om de
berømte Terracottafigurer havde man dengang ingen Anelse. Asopos'
Flodleie henrykte mig ved sin Skjønhed. I Fyrreskoven ovenover
Landsbyen Oropos kunde jeg jo tænke mig, at Amphiaraos' Helligdom
maatte ligge, men der var endnu Intet udgravet. Jeg vilde ikke vende
tilbage til Athen uden at have besøgt Rhamnus; men Ovriokastro
(Ebræokastro) eller Jødeborgen, som Stedet nu kaldes, laa ikke paa
Landeveien. Fra Markopulo fik jeg en Chorophylax og en Ethnophylax
med som Eskorte; men de kjendte ikke Veien; over 8 Timer red vi
omkring i Parnesbjergets Skove inden vi kom ned til Kysten og den
Høi, hvorpaa den gamle Stad havde ligget tilligemed Ruinerne af
Nemesis' Tempel. Det var sammenstyrtede Ruiner, men baade det store
og det lille Tempel laa tydelig afdækkede. Themis' Stol stod der,
skjøndt lemlæstet, og rundt omkring fandt man smaa Stumper af
Billedhuggerarbeide, som man kunde tænke sig havde hørt til
Agorakritos' berømte Statue. Senere Udgravninger have bragt noget
mere for Dagen, og det Vigtigste af Udbyttet er bragt til Athen. --
Endnu kun et flygtigt Blik paa Marathon og saa tilbage til Athen d.
25. April.
Denne Reise i Hellas havde blandt andet vist mig, at jeg godt kunde
reise alene, hvis jeg ikke kunde faa Selskab; men Peloponnes havde
jeg tabt Lysten til; jeg kastede nu mine Øine paa Thessalien, et Land
som var mindre bekjendt og for saa vidt syntes at love større
Udbytte. Men Thessalien var et tyrkisk Land; jeg kunde ikke reise der
uden tyrkisk Pas eller Firman, og dette kunde kun erholdes i
_Konstantinopel_. Saa begav jeg mig d. 11. Mai til den store
Keiserstad. Hvad jeg der oplevede under mit flygtige, ottedages
Besøg, og min paafølgende Reise i Thessalien, har jeg beskrevet i
mine "Reisebilleder fra Syden". Jeg beklagede ofte, at jeg ingenlunde
var tilstrækkelig forberedt eller udrustet til en saadan Reise, og
min Reisebeskrivelse er kun et Dilettantarbeide. Den vakte ikke
desmindre en vis Opmærksomhed, da den blev oversat paa Tysk (i
Griechische Reisen und Studien 1857), og da Thessalien i 1881 blev
indlemmet i Grækenland, blev ogsaa min lille Bog benyttet som
Hjælpemiddel til Kundskaben om det hidtil lidet kjendte Land.
Min Reise i Thessalien fik imidlertid et Efterspil, som ikke var
fornøieligt. Ved Overgangen fra Tyrkiet til Grækenland skulde jeg
holde 5 Dages Quarantaine i Lamia. Overgangen fra den uafbrudte
Bevægelse i den friske Luft til fuldstændig Stillesidden i