Onkel Toms Hytte - 11

FEM OG TYVENDE STYKKE.
Igjen paa reise.

Med lutende hoved og med lænker om armer og ben sad Tom i forstavnen af
en damper, «Sjørøveren», som stævned op over Red-River. Han var saa
tung, saa tung til sinds; alle hans gode haab var gledet ham forbi, som
trærne inde paa elvebredden nu gled ham forbi, og han kjendte det paa
sig, at de aldrig vilde vende tilbage.
Han sad og tænkte paa hjemmet i Kentucky, paa sin kone og sine børn, som
han nylig havde været saa nær i haabet; han tænkte paa sin gode afdøde
herre, paa den vesle guldlokkede Eva—alt det han havde kjendt af lykke
var nu ligesom blaast bort.
Legree havde i alt kjøbt otte slaver, som to og to var lænket sammen.
Tyk og hoven gik han der og saa paa dem.
«Op med dig!» ropte han til Tom.
Tom reiste sig.
«Af med det halsbindet dit!»
Tom havde paa grund af lænkerne ikke godt for at løfte armene; og hans
herre tog derfor fat i halsbindet, rev det af og putted det i lommen.
Saa vendte Legree sig mod kufferten til Tom og gav sig til at rote i
den. Han fandt frem et par gamle bukser og en gammel frakke, som Tom
havde brugt naar han gjorde tjeneste i stalden. Han løste lænkerne af
Tom og bød ham gaa bag nogen kasser og ta paa sig de gamle klærne.
Tom gjorde som hans herre bød ham, og kom om lidt tilbage.
«Tag ogsaa støvlerne af!»
Ogsaa dette gjorde Tom, og uden nogen indvending stak han fødderne ned i
et par store slavesko, som hans herre kasted ned til ham. Derpaa spændte
han igjen lænkerne om hans ankler og haandled, og gav sig saa til at
rote i lommerne paa den aflagte frakke. Her fandt han et lommetørklæ af
silke, som han stak i sin egen lomme. Nogen værdiløse ting, som Tom
havde gjemt, fordi de minded om Eva, kasted Legree med et haanligt smil
i elven.
Til held for Tom havde han ved omklædningen fundet leilighed til at
stikke sin bibel til sig; men salmebogen havde han glemt. Den fik altsaa
Legree tak i.
«Hø, gudfrygtig!» grynted han. «Du er altsaa hellig?»
«Ja, massa, jeg er en kristen,» svarte Tom.
«Den sygen skal jeg snart helbrede dig for. Jeg bryr mig ikke om bedende
og klynkende negre, som bræker salmer—skjønner du!» Han tramped med
foden og saa strengt paa Tom. «Herefter er det jeg som er din herre, og
som du skal tjene, og ikke han der oppe i det blaa—skjønner du!»
Tom kjendte en kraft som fra en høiere verden trænge gjennem sig; paa
dette punkt lod han sig ikke kue; men han sa intet.
Efter at Legree havde staat og set strengt paa Tom en stund, velted han
ud af kufferten alt som i den var, og bredte det udover dækket. En del
af skibsmandskabet flokked sig om ham, og til stor moro for folkene
holdt han nu en liden auksjon over Toms bedste klær og andre eiendele.
Tom stod og saa paa dette og sukked.
Til slut blev ogsaa kufferten ropt op, og da ogsaa den var solgt, vendte
Legree sig mod Tom:
«Nu har du ikke noget at gaa og dra paa. Lad mig nu se du er var om de
klærne du har paa; for du faar ingen andre for det første. Jeg vil at
mine slaver skal passe godt sit tøi; de faar ikke mer end et sæt om
aaret.
Nu gik Legree bort til kvinderne.
«Naa, min kjære,» sa han til Emmeline, som var lænket sammen med en
anden kvinde, «nu maa du være ved godt mod.»
Da han saa den forfærdelse og afsky som lyste frem af den unge piges
øine, satte det sig nogen stygge rynker i panden paa ham.
«Skab dig nu ikke, min pige. Du staar dig bedst paa at sætte et blidt og
venligt ansigt op, naar jeg taler til dig.»
«Og du, gamle,» sa han til den kone som var lænket sammen med Emmeline,
«du maa heller ikke sætte op et sligt surt fjæs.»
Han gik et par slag frem og tilbage paa dækket og lod de graagrønne øine
fare strengt fra den ene til den anden.
«Jeg har nogen ord at sige dere alle sammen,» satte han i. «Se paa mig,
og hør godt efter.»
Alle ser paa ham.
«Ser dere denne næven her?» spurte han og viste den frem. «Kjend paa
den, du Tom. Skjønner dere—jern og staal! Slig er den blit af at slaa
negre sønder og sammen—hærdet staal, skjønner dere! Jeg har endnu ikke
truffet den neger som jeg ikke har kunnet slaa til jorden med et eneste
slag.»
Han svang næven saa tæt forbi ansigtet til Tom, at denne uvilkaarlig
blinked og veg nogen skridt tilbage. «Jeg holder ingen forvalter,» blev
han ved, «det er jeg selv, skjønner dere. Og jeg lover dere at jeg skal
ha øinene med mig og passe godt paa dere. Lad mig bare se dere er flinke
og villige. Jeg kræver at mine slaver lystrer—øieblikkelig—og gjør sit
arbeide uden at mukke. Jeg er ikke blaut af mig i nogen vei, skal jeg
sige dere. Pas paa! Ellers vanker det ... Skjønner dere?»
Alle sad med et udtryk af rædsel i sine ansigter; det var knapt de turde
puste.
Da han var færdig med sin tale, snudde han sig om paa hælen og gik bort
til restaurationen for at faa sig en dram.
«En slig velkomsttale holder jeg altid for mine negre,» sa han til en
herre som havde staat og hørt paa ham. «De har godt af straks at faa
vide om det de har at vente af mig, om de ikke er som de bør.»
«Hm!» Den anden maalte ham med øinene.
«Ja, De ser paa mig. Jeg er ingen fin mand med bløde jomfruhænder, jeg
holder heller ikke nogen forvalter paa min plantage; for jeg ønsker ikke
at blive snytt. Jeg klarer mig alene. Kjend paa denne næven her!»
Den fremmede gjorde som han var bedt.
«Ja den er haard, den,» sa han; «jeg tænker mig at De har brugt den saa
meget at Deres hjerte er mindst blit ligesaa haardt.»
«Ja, jeg tør nok sige at det ikke er noget blødt i mig,» svarte han med
en hjertelig latter. «Jeg har ben i næsen, og det lar jeg mine negre
merke.»
«Det er vakre folk De har kjøbt.»
«Meget vakre folk. Læg bare merke til ham der»—han pegte paa Tom.
«Han var noget dyr; men jeg tror han vil gjøre god nytte for sig, naar
jeg bare faar af ham en del unoter, som han har lagt sig til under sine
forrige eiere. Jeg er tænkt at gjøre ham til driver. Men paa den gule
konen der blev jeg snytt; hun er vist sygelig; men hun holder nu vel
altid ud et aar eller to. Jeg bruger ikke at spare mine negre; jeg har
fundet ud det, at en staar sig paa at drive dem godt, og bare kjøbe nye
naar de er udslitt.»
«Hvor længe pleier nu vanlig en slave hos dem at holde ud?»
«Aa, jeg ved ikke saa nøie; det er nu alt efter som slaget er til.
Sterke karer kan holde ud en seks syv aar; de veike er det slut med om
et aar eller to. I den første tid jeg var plantageeier, gjorde jeg mig
megen umage for at faa mine slaver til at holde ud længst mulig,
doktorered paa dem, naar de var syge, gav dem klær og tepper og alt
muligt, for at de kunde finde sig vel; men jeg stod mig ikke paa det,
tabte bare penger og havde svært meget stell og bry. Nu derimod driver
jeg dem til det yderste, enten de er friske eller syge. Naar en neger
dør, kjøber jeg en ny; det er baade billigere og letvintere.»
Den fremmede vendte sig fra ham og tog plads ved siden af en anden
herre, som med harme i sit sind havde lyttet til samtalen.
«De maa ikke tro at alle plantage-eiere i syden er som denne karen her,»
sa han med eftertryk.
«Det vil jeg da haabe.»
«Han er en raa og ussel fyr.»
Damperen arbeided sig længer og længer opover den røde mudrede elv, som
gik i mange korte bugtninger fremom den ene røde kjedsommelige lerbakke
efter den andre.
Endelig stopped den ved et lidet landingssted, hvor Simon Legree skulde
af med sine varer.


SEKS OG TYVENDE STYKKE.
Mørke steder.

Simon Legrees gaard laa flere mil borte. Rigtig i godlaget nu sad han
paa en arbeidsvogn og tog sig ret som det var en slurk af en
brændevinsflaske, mens Emmeline og den andre kvinden laa bag i vognen
mellem en del reisegods. Efterpaa trasked Tom og hans ulykkesfæller til
fods.
Ensom og vild slynged veien sig snart over øde hedestrækninger, hvor
vinden suste tungsindig i det tørre furukratt, snart over store sumper
med spredte cypresser, og paa grenene af dem lange nedhængende
moselænker, som minded om ligkranser. Hist og her saa en mokkasin-ormer
bugte sig mellem træstubber og nedfaldne grener, som laa og raadned i de
slimete vandpytter.
En reise gjennem en slig egn kan være uhyggelig nok selv for den som kan
dra afsted paa hesteryggen, med lommen fuld af penger; men tusendfold
uhyggeligere maa den være for den fattige træl, som for hvert steg han
tar kommer længer bort fra alt det han har havt kjært. Tungsind og
mismod stod da ogsaa at læse i alle de mørke ansigterne, øinene vendte
sig med et træt udtryk mod hver ting de kom forbi.
«Holløi!» ropte Simon og saa sig tilbage. «Lad os faa en vise, en rigtig
lystig en.»
Slaverne saa paa hverandre.
«Naa?» ropte Simon og smeldte med pisken sin.
Da tog Tom paa at synge:
"Jerusalem, mit skjønne hjem...."
«Hold kjæft med den ligsalmen!» brølte Legree. «Jeg tror han er tosset
med den gudsfrygten sin. Kom med en vise som det er liv i!»
[Illustrasjon]
Negrene turde nu ikke andet end lyde hans bud. En af dem satte da i en
meningsløs vise, som han vist digted med det samme; den havde omkvædet:
"Hei hop, kamerat!
Hu—ju, hi—hu!"
Og hele flokken stemte i efter hvert vers:
"Hei hop, kamerat!
Hu—ju, hi—hu!"
Alle sang med forpint lystighed, vildt og larmende, som om de vilde
overdøve sin indre smerte.
Legree, som ikke kunde se det som rørte sig i deres indre, men bare
hørte den lystige sangen, var fornøid over at de var saa glade af sig.
«Og du, min kjære,» sa han til Emmeline og rakte haanden tilbage og tog
hende under hagen.
Hun drog sig tilbage og slog armene om halsen paa mulat-kvinden, som om
hun vilde søge vern hos hende.
«Sig mig,» spurte han og tog i det ene øret hendes, «har du aldrig havt
ringer i ørene?»
«Nei, massa,» stammed hun.
«Saa skal jeg gi dig et par rigtig fine ringer,» loved han. «Du maa ikke
være saa ræd for mig. Du skal slet ikke faa det saa strengt; du skal
tvertom faa det rigtig godt og leve som fin frøken, naar du bare vil
være en snill og god pige.»
Legree var nu blit drukken i den grad at han holdt paa at blive øm og
kjærlig. Netop ved dette tidspunkt fik en øie paa de første plantninger
paa gaarden.
Eiendommen havde før tilhørt en rig mand, og den var i udmerket stand;
men nu var alt i forfald. Ugræsset grodde høit i haven, potteskaar,
bordstumper og halm laa spredt overalt. Drivhuset stod med ituslaadde
ruter og raadne hylder; over nogen af vinduerne i hovedbygningen var
slaat bræder, i andre var ruterne i stykker, og nogen af skodderne hang
og dingled paa et hængsel.
Vognen rulled gjennem den vakre gamle allé af kinatrær, og holdt paa
tunet ved hovedbygningen. En flok store glubske hunder kom farende mod
dem og gjødde af fuld hals; de havde vist sat bent paa Tom og de andre,
om ikke tjenestfolkene havde holdt dem tilbage.
«Der kan dere se hundene mine,» sa Legree; «dere kan tro de er flinke
til at sætte efter negre, naar de rømmer; de glefser ligesaa gjerne i en
bortrømt neger som i et ben en kaster til dem—ha ha ha!»
Han vendte sig mod folkene: «Naa, Sambo, hvorledes har dere det hjemme?»
«Udmerket, massa.»
«Holløi, Kvimbo!» kaldte Simon paa en anden neger. «Du har vel husket
det jeg snakked om?»
«Ja, massa! Bevare mig vel!»
Sambo og Kvimbo var Simons mest betrodde slaver. De var begge opdraget
til raahed og grusomhed mod sine medtjenere, og avindsyge og
ondskabsfulde som de var, haded de hinanden af et oprigtigt hjerte. De
andre folkene paa gaarden haded dem ligesaa oprigtig. Men dette, at alle
gik og haded hverandre, forstod Simon at benytte sig af; han kunde til
hver tid holde sig underrettet om alt som gik for sig paa eiendommen,
for den ene var altid rede til at sladre paa den andre.
Alle slaverne paa gaarden gik i fillete klær, og de saa mest ud som
nogen udslæpte dyr. Grove og sløve at se til i ansigterne, og med de
skulende øinene, passed den hele forkuede flok af mennesker til den
elendige og forfaldne gaard.
«Hvad synes dere nu om mine nye folk?» spurte Simon og vendte sig mod
Sambo og Kvimbo. «Den store der kan dere tro er en farlig kar. Han har
styret en gaard helt alene, han, og jeg har tænkt at gjøre ham til
driver, kanske til opsynsmand over dere alle sammen.»
Det blinked noget stygt ondskabsfuldt ud af øinene paa de to negre. Det
saa ud som de tænkte at gjøre livet for Tom saa surt som muligt.
«Følg dem saa ned til hytterne!» bød Simon, «og se her,» la han til og
tog lænkerne af mulat-kvinden, «her har jeg kjøbt en kone til dig,
Sambo.»
Mulatkvinden fór sammen. «Massa, jeg er gift; min mand bor i
New-Orleans.»
«Aa tøv! Afsted med dig!» ropte han og løfted pisken.
«Kom saa du, min kjære!» sa han til Emmeline. «Du skal være med mig op i
min bolig, du.»
Da de kom op mod trappen, saaes et mørkt vildt ansigt oppe i et af
vinduerne. Det trak sig hurtig tilbage, og med det samme Legree aabned
døren, lød der nogen ord af en kvindestemme, kort og bydende, men han
bare svarte: «Hold mund! Jeg fører ind i mit hus hvem jeg vil!»
Førte af Sambo gik Tom og de andre ned til slavehytterne, nogen elendige
skur, som laa paa begge sider af markveien, et godt stykke fra
hovedbygningen.
Tom saa ind i et par af dem; men det var ikke stor hyggen at se der
inde, bare nogen nakne bordvægger og et svart gulv, overstrødd med
skidden halm; og da han kjendte den vonde lugten som stod ud af disse
hytterne, blev han svært nedslaat. Han havde haabet at han i det mindste
skulde faa et nogenlunde skikkeligt rum, som det kunde lade sig gjøre
at stelle lidt paa, og hvor han i fred kunde hygge sig med sin bibel i
fritiden.
«Hvor skal jeg nu bo?» spurte han.
«Ved ikke,» svarte Sambo, «her er fuldt i alle hytterne; du faar krybe
ind i det hullet der.»
Det var sent paa kvelden. Trætte og sture kom arbeiderne i store flokker
drivende hjem fra marken, og skidne og fillete var de.
Uden at bry sig det mindste om de nye kamerater gav de sig straks i færd
med haandkvernene for at male sin mais, inden de kunde bake brød til
kveldsmaden. Fra den tidlige morgen havde de gaat og strævet ude paa
bomulds-markerne, stadig under tilsyn af de to aarvaakne driverne Sambo
og Kvimbo, som, hver gang nogen af træthed kom til at løie lidt af, lod
sine sveper suse over rygstykkerne paa dem.
Tom saa sig om mellem arbeiderne, om ikke en eller anden af dem kunde
passe som kamerater for ham; men de var alle sture og onde at se til. De
største og sterkeste stødte de svage til side for at komme først til
kvernene. Raa dyrisk egennytte stod at læse i øinene paa dem alle
sammen.
Indtil langt ud paa natten hørtes den durende lyd af kvernene; for det
var for faa kverner til de mange som skulde bruge dem, og de svage
maatte vente til sidst. Og sultne og udmaset som de var, havde de nu
ikke store kræfterne til at arbeide med heller.
«Se her,» sa Sambo og kasted en pose med mais til mulat-kvinden, «her er
mad til dig! Hvad var det nu du heder?»
«Jeg heder Lucy.»
«Ja, Lucy, du ved du skal være konen min; nu maler du denne maisen og
lager i stand kveldsmad til mig.»
«Jeg er ikke konen din, og vil ikke være det,» svarte hun fast. «Gaa fra
mig!»
«Vil du ikke være skikkelig, saa sparker jeg dig.»
«Det kan du gjerne gjøre; bare du vilde sparke mig ihjel paa stedet, saa
havde jeg da stridt ud.»
I det samme kom Kvimbo drivende med en pose paa ryggen. Han glodde sint
paa dem og kom straks til at skjændes med Sambo.
Tom var saa sulten at han var nær ved at falde om.
«Der har du noget til levemaade,» sa Kvimbo, og kasted posen, med en
skjeppe mais i, bort til ham. «Du faar spare paa den, for du faar ikke
mer denne uge.»
Det varte længe, før Tom kunde faa plads ved en af kvernene. Han fik øie
paa to kvinder, som stod og slet saa haardt ved en kvern; de holdt paa
at falde sammen af træthed. «Lad mig faa hjælpe dere,» sa han og gav sig
til at male maisen for dem. Efterpaa la han nogen brander til rette, og
hjalp dem ogsaa med at bake.
De to kvinderne var helt udaf sig over denne venlighed; de haarde
ansigterne deres fik et mildere udtryk, og bagefter hjalp de Tom med at
elte deigen for ham og bake hans brød.
Efter kveldsmaden tog Tom bibelen sin og satte sig ved ilden for at
læse.
«Hvad er det for bog?» spurte den ene af kvinderne.
«Det er en bibel.»
«Læs lidt for os da!» bad den andre.
Og Tom læste: «Kom til mig, alle som stræver og er nedtynget; jeg vil
give eder hvile....»
«Det var svært pent det. Hvem er det som siger det?»
«Det er Jesus.»
«Jesus? Bare jeg vidste hvorledes jeg skulde finde ham. Min ryg er
blodig, og hver dag gaar jeg og skjælver over hele kroppen af rædsel for
Sambo, som alt i ett gaar og skjelder og slaar, fordi jeg ikke arbeider
nok. Sent kommer en i seng om natten, og ikke før har en lukket øinene,
før hornet lyder og en igjen skal til med det samme slit. Aa, den som
kunde finde den gode herre du læste om, og sige ham alt sammen.»
[Illustrasjon]
«Ham kan du godt finde, for han er her, han er alle vegne, han.»
Det kunde konen slet ikke skjønne. «Det nytter ikke at snakke til mig om
det,» sa hun. «Nu maa jeg sove, mens jeg har lov til det.»
Kvinderne gik nu til sine skur, mens Tom endnu en stund blev siddende
ved ilden, som af og til blussed op og kasted et rødligt skjær over hans
ansigt. Sølvklar og blank steg maanen op paa den purpurrøde himmel og
saa ned paa den ensomme sorte mand, som sad der med sin bibel paa
fanget.
En tung nagende tvil om Guds aarvaakne kjærlighed steg for første gang
op i Toms bryst. Hvor var det muligt, at Gud kunde se paa al denne
elendigheden, al denne uforskyldte lidelse, uden at gribe ind? Hvad
nytted det at bygge sit haab paa Herren? Han vidste jo nu, at al hans
gudsfrygt var forgjæves. Et liv i elendighed laa for ham. Aldrig mer
skulde han faa se hustru og børn; bare mørke og jammer og gru havde han
at vente af fremtiden....
Saa reiste han sig og drev bort til det skur han skulde ligge i. Det var
alt fuldt før der. Sovende mennesker laa i floer udover hele gulvet, og
en svært vond lugt slog ham i møde. Helst vilde han have ligget ude; men
natten var for kold, han maatte finde sig i at gaa ind i hytten. Med et
suk svøbte han sig ind i et fillet overbredsel og la sig ned i halmen
sammen med de andre.
Var det vesle Eva som kom til ham om natten og sang for ham og gjød
himmelsk trøst ind i hans tunge sind? Han drømte at han sad sammen med
hende paa bænken ved sjøen. Hun læste for ham om den herre som har lovet
at være med sine alle dage indtil verdens ende, om de end skulde gaa
gjennem vand og ild, og hendes røst syntes lidt efter lidt at svinde
bort i luften som den herligste musik, og det var som blev hun baaret af
tonerne op mod himlen, mens det regned om hende med gyldne stjerner.
Han vaagned. Hvad var alt det han havde drømt? Det hele stod levende for
ham. Han reiste sig fra leiet, og kjendte det paa sig, at en god aand
havde gjestet ham denne nat.


SYV OG TYVENDE STYKKE.
Kassy.

Det varte ikke længe, før Tom var paa det rene med hvad han kunde vente
sig, baade af godt og ondt, i sit nye hjem. Godt var det nu ikke stort
af; men han gik stillfærdig og slét, saa godt han kunde, var venlig mod
alle og satte sit haab til at han ved flid og god opførsel skulde kunne
skabe sig en nogenlunde menneskelig tilværelse paa gaarden. Mishandling
og elendighed saa han nok af omkring sig, og det vanted heller ikke paa
modgang for ham selv; men han satte sig fore at arbeide med taalmod og
lite paa Herren, som følger alle med vaakent øie; mulig kunde han da med
tiden finde en eller anden udvei til frelse.
Det gik et par uger. Legree gik stilltiende og la merke til Toms færd.
Endda han godt skjønte at Tom var en arbeider af bedste slag, gik han og
harmed sig over ham. Det var mest det, at Tom tog sig saa meget af sine
lidelsesfæller, trøsted og hjalp dem saa godt han kunde, det var det den
raa og hjerteløse mand ikke kunde udstaa.
Det havde været hans mening at sætte Tom til at lede hele driften paa
gaarden, mens han selv var ude paa reiser; men nu skjønte han at ikke
det kunde nytte; Tom var altfor mild og overbærende for en slig post.
Haardhed maatte det til, haardhed og atter haardhed. Men Tom kunde lages
om; han vilde prøve at hærde ham.
En morgen, netop som slaverne skulde ud paa bomuldsmarken, fik Tom øie
paa den kvinden som havde vist sig i vinduet hin kveld de nye slaver kom
til gaarden. Skulde denne fine dame være med paa markarbeide?
Hun saa ud til at være op mod de fyrti, var høi og rank, havde smaa
hænder og fødder og var pent klædd. Vakker havde hun vist været en gang,
men nu var hun gul og udtæret. De sorte øinene sad som halvt udslukte
glør under de ligesaa sorte bryn. Hun maatte vist have lidt meget; men
den trodsige krumningen paa hendes læber og den ranke holdning tyded paa
at det endnu var kræfter i hendes sjæl.
Rank og stolt gik hun i morgendæmringen ved Toms side ud mod
bomuldsmarken. De andre slaverne, som kjendte hende, nugged til hinanden
og syntes at gotte sig over at hun nu blev stillet lige med dem.
«Hi hi hi!» lo en af dem. «Endelig er da ogsaa hendes tid kommen.»
«Ja nu skal vi se hvad hun duger til ude paa marken.»
«End om hun inden aften faar ryggen garvet ligesom vi andre!»
«Aa, det skal bli moro at se hvorledes hun vil ta det.»
Hun hørte godt det de sa, men lod som ingen ting, og blev ved at gaa
lige rank og med en haanlig mine.
Tom havde altid levet mellem dannede og oplyste folk, og han skjønte
godt af hendes mine og holdning, at hun hørte til denne klasse af
mennesker; men hvorledes hun var kommet til dette sørgelige sted, kunde
han ikke have nogen mening om. Endda hun hele tiden paa veien ud til
arbeidet holdt sig tæt ved siden af ham, saa hun ikke paa ham og talte
heller ikke et ord til ham.
Endelig naadde de ud til bomuldsmarken.
Under arbeidet kasted Tom, ret som det var, et øie bort til den fremmede
kvinde, som endnu holdt sig nær ved ham. Han saa snart at hendes raskhed
og hændighed gjorde arbeidet lettere for hende end mange andre. Det var
utroligt saa meget bomuld hun fik samlet paa bare en kort tid, endda hun
tog alt vel med; men hun gik med en mine som om hun saa ned baade paa
arbeidet og arbeiderne.
Ud paa dagen traf det sig saa, at Tom kom til at arbeide ved siden af
Lucy, den samme mulat-kvinde som han havde reist sammen med. Han saa det
uvante arbeidet tog svært paa hende; hun skalv og var nær ved at falde
om. Uden at sige noget tog Tom et par store haandfuld bomuld af sin egen
sæk og la over i hendes.
«Nei, nei,» sa hun, «du faar bare ulykke for det.»
Med det samme kom Sambo til og saa det som gik for sig. Han gav konen et
spark og Tom et slag over ansigtet med svepen; han skulde lære dem at
passe sit arbeid og ikke staa slig og fjase.
Tom tog rolig paa med arbeidet igjen, mens konen, som alt før var
udmattet, faldt sansesløs om.
«Jeg skal nok faa liv i hende igjen, jeg!» sa Sambo med et dyrisk grin
og stak en knappenaal ind i kroppen paa hende.
Konen retted sig halvt op og tog paa at klynke sig.
«Op med dig, dovendyr! eller jeg skal nok faa dig paa benene!»
Det saa ud som konen med ett fik overnaturlige kræfter; hun tog paa at
arbeide med fortvilet iver.
«Se saa ja! Nu blir du ved slig til i kveld, ellers pryler jeg dig
fordærvet.»
«O Gud, hvor længe? O Gud, hvorfor hjælper du os ikke?» stønned hun.
Uden at bry sig om hvorledes det kunde gaa ham selv, gik Tom endnu en
gang bort og la en stor bunke bomuld i sækken hendes.
«Aa nei, nei, du maa ikke, du ved ikke hvad du kan komme til at lide for
det.»
«Jeg kan bedre taale at lide jeg end du,» svarte han og skyndte sig
tilbage til sin plads.
Den fremmede kvinde, som havde hørt det Tom sa, fæsted de mørke øinene
sine paa ham og tog et par haandfuld bomuld af sin egen sæk og la bort i
hans.
«Du vilde ikke bære dig slig ad, om du kjendte denne mand du er kommet
til,» sa hun; «naar det er gaat nogen tid, vil du nok tabe lysten til at
hjælpe andre.»
«Det haaber jeg med Guds hjælp aldrig vil ske.»
Hun drog haanlig paa smilen. «Du nævner Gud; han kommer ikke paa denne
kant af landet, han,» sa hun og tog igjen fat paa arbeidet.
Driveren havde staat langt borte og set paa at de talte sammen. Ilsomt
kom han med svepen sin.
«Staar du ogsaa og fjaser! Vil du passe dit arbeide! Ellers skal jeg nok
faa dig til at lystre!»
Hun sendte ham nogen lynende blik; hendes næsebor udvided sig, og
læberne dirred, mens hun sa:
«Hund! Slaa mig, om du tør! Jeg har endnu magt til at lade dig
sønderrive af hunder, brænde levende, hugge i stykker tomme for tomme,
om jeg bare vil sige et ord.»
Driveren tog sig i det, og mumled noget om at han havde ikke ment det
saa slemt. Og uden at sige noget mer, lusked han af.
Kvinden tog igjen fat og arbeided med en lethed og sikkerhed som ingen
anden. Længe før dagen var slut, havde hun kurven sin fuld, og endda
havde hun flere ganger lagt bunker af uld bort i kurven til Tom.
I den mørke kveld drog alle arbeidere hjem med sine fyldte kurver paa
hovedet. Bomulden skulde afleveres og veies i en bod.
Sambo fortalte Legree, som var tilstede ved boden, at Tom havde gjort en
hel del ugreier paa marken ved at staa og sludre med de andre og ved
flere ganger at lægge bomuld i sækken til Lucy.
«Ja saa,» sa Legree. «Det er bedst han faar smage pisken da—synes dere
ikke det, gutter?—hi-hi-hi!»
«Jo, massa forstaar nok at faa skik paa en slig trassig fyr,» mente
Kvimbo. «Ingen forstaar det bedre,» la han til og grined.
«Jeg tænker dere kan faa den moro at stive ham op lidt,» blev Legree ved
og snudde skraaen i munden.
«Ja, faar vi, faar vi!» bad de begge.
I det samme kom Lucy med sin kurv.
«Og hun der sætter sig stadig op og vil ikke være min kone,» klaged
Sambo.
«Ja, hun skulde havt pryl for længe siden,» sa Legree. «Hun havde ogsaa
faat det, om det ikke havde været fordi jeg var ræd for hun kunde bli
ude af stand til at arbeide nu i den travleste onnetid.»
«Ja, men hun gjør ingen ting, massa; hun lar Tom plukke for sig.»
«Saa er det bedst han faar den fornøielse at piske hende; han har godt
af at faa nogen øvelse i det slags arbeide, og saa kommer det til, at
han neppe vil slaa hende fordærvet, saaledes som jeg kunde vente, om to
slige djævler som dere fik lov at slaa løs paa hende.»
«Hi-hi-hi!» lo de begge; det var virkelig som var det to djævler som lo.
«Hvorledes har det været med Kassy, har hun gjort noget?»
«Hun har revet til sig som den onde selv.»
«Hun har ogsaa kroppen fuld af alle helvedes aander,» mumled manden og
gik bort til vegten.
En for en kom de angstfulde arbeidere listende ind i laden med kurvene
sine.
Simon Legree veied hver især og skrev vegten op paa en tavle.
Det var intet i veien med kurven til Tom. Heller ikke var det noget at
klage paa kurven til Lucy; men Legree vendte sig alligevel mod hende og
sa i en barsk tone: «Dit dovendyr! Nu har du igjen for lidet. Gaa til
side saa længe! Du skal nok faa din løn.»
Konen stønned fortvilet og satte sig paa en bjelke.
Med trodsig og ligegyldig mine traadte Kassy frem med sin kurv. Legree
saa paa hende; hun stirred ham lige ind i øinene og sa nogen ord paa
fransk. Hvad det var, skjønte de andre ikke; men Legree blev rasende,
løfted armene og syntes at ville slaa til hende. Hun reiste hovedet og
gik stolt sin vei.
«Saa kommer du, Tom!» bød Simon. «Det er min tanke at ophøie dig til
driver, og jeg mener det er bedst du straks tar paa at øve dig i at