Onkel Toms Hytte - 04

Fru Shelby holdt slavehandleren tilbage nogen øieblik og talte med ham i
en alvorlig tone. Imens havde en skare af unge og gamle paa gaarden
samlet sig omkring vognen. De vilde sige farvel til sin gamle kamerat.
Alle var nedslagne og sorgfulde over at deres arbeidsformand og
kristelige lærer skulde drage bort.
«Jeg kan ikke skjønne, Tante Chloe,» sa en af konerne, som havde givet
taarerne frit løb, «at du kan ta dette her saa rolig.»
«Det er slut med mine taarer!» svarte hun og saa forbitret bort paa
Haley, som nu kom gaaende. Jeg er ikke slig at jeg k a n graate, naar
jeg ser paa den uslingen der.
Tom steg op i vognen. Negrene stirred; en og anden af dem fik vridninger
i ansigtet af harme og sorg.
Men da handelsmanden tog et par tunge fodlænker frem og spændte dem om
armene paa Tom, hørtes skrig og harmfulde udbrudd fra flokken.
Jeg forsikrer Dem, herr Haley, at det er aldeles unødigt, ropte fruen,
som var gaat op paa svalen.
«Det forstaar jeg bedre end De, frue. Jeg har alt havt tab nok, om jeg
ikke ogsaa skal miste ham.»
«En kan ikke vente andet af et sligt æsel,» sa Tante Chloe, som ikke
kunde styre sin harme, mens begge gutterne, som nu skjønte hvorledes
det hang sammen med faren, greb fat i kjolen hendes og storgraat.
[Illustrasjon]
Shelby var ikke tilstede. Sorgfuld og mismodig som han var, havde han
reist bort for at slippe at overvære denne sørgelige afsked.
Graableg og rolig sad Tom paa vognsædet.
«Det gjør mig ondt, at unge massa Georg ikke er tilstede,» sa han; «jeg
vilde saa gjerne sagt ham farvel.»
Georg var dagen før reist bort til en grannegaard for at være der nogen
dage; han vidste intet om at Tom var solgt og Elisa flygtet.
Nu gav Haley hesten et slag med svepen, og vognen rulled af gaarde. Tung
om hjertet sad Onkel Tom og saa tilbage mod den gamle gaarden, til den
forsvandt for hans blik.
* * * * *
Da de havde kjørt en halv mils vei, stanste Haley udenfor en smidje. Han
tog frem to haandjern og gik ind for at faa stelt lidt paa dem. «De er
vel smaa,» sa han.
Smeden saa ud mod vognen, som holdt udenfor. «Men hvad ser jeg ... er
det ikke Onkel Tom?»
«Jo.»
«Men hvorledes ... Shelby har nu vel aldrig solgt ham?»
«Jo, det er netop det han har gjort.»
«Det gjør mig hjertelig ondt....»
«Lad os nu ikke bli blødagtige, smed.»
«Ja men det er da unødigt at sætte haandjern paa ham; han er det
skikkeligste menneske som kan gaa i to sko.»
«Netop derfor vil jeg holde fast paa ham. Det er ellers min mening at
sætte ham i en god tjeneste som husslave hos bra folk.»
«Ja men han har kone og....»
«Kone? Hvad kommer det mig ved?—Han kan ta sig en ny; det er saa-men
kvind-folk nok alle steder.»
Tom sad i sine egne tanker, saa hørte han med ett hovslag bag sig, og
før han vidste ordet af det, sprang en rask gut op i vognen til ham og
slog graatende armen om halsen hans.
«Massa Georg!» udbrød Tom.
«Aa, det er da afskyligt som de farer med dig ... aa Onkel Tom, Onkel
Tom!... Og du har lænker om benene ... lænker!» Gutten skjændte og
graat. «Den skarv, det æsel! Aa, jeg skal jule ham, klore ham, sparke
ham!»
Tom hyssed paa ham og saa bort mod smidjen. «Massa Georg maa ikke rope
saa høit.»
«Ja men det er skammeligt, skjændigt!» blev gutten ved. «Du kan tro jeg
gav dem en overhaling hjemme ... og han der ... gid jeg....»
«Jeg er saa ræd for at han skal høre det.»
«Høre det? Aa, det skulde fryde mit hjerte, om jeg kunde rundjule den
karen.»
«Det vilde bare gjøre det værre for mig.»
«Se her!» sa gutten, efter at det var kommet noget mer ro over ham, og
tog frem en stor blank sølvskilling med et baand i—«den skal du ha.»
«Nei, massa Georg, nei....»
«Jo vist skal du ha den! Om halsen med den! Skynd dig og knap trøien
over den, ellers tar han kjeltringen den fra dig.»
Tom sad hele tiden og saa urolig bort mod smidjen.
«Og husk saa paa, hver gang du ser paa den, at jeg tænker paa dig. Jeg
har lovet mig selv hellig og dyrt, at jeg en dag skal komme og hente
dig, hvor du saa er, det skal jeg. Og jeg skal bygge dig et hus, naar
jeg blir stor, og du skal faa en fin stue med teppe paa gulvet....»
«Tak, massa Georg; men....»
«Hold bare ud! jeg skal nok komme. Og du skal faa det godt, saa godt!»
Nu kom Haley med haandjernene.
«Hør, De der!» sa gutten og satte op et harmfuldt ansigt. «Det er
skammeligt, slig som De bærer Dem ad med Tom; jeg siger det til
forældrene mine.»
«Vær saa god!» lo manden.
«De ler! De burde skamme Dem, burde De. At bruge sit liv til at handle
med mennesker og binde dem ligesom kvæg ... aa, det er lumpent,
afskyligt—fy!»
«Ha-ha-ha! Jeg mener, at saa længe der er fine folk som sælger
mennesker, saa længe er der ogsaa folk som kan kjøbe mennesker.»
Gutten bed sig i læben. «Vent bare til jeg blir voksen!»
Han svang sig op paa hesten sin og saa sig om, med en mine som han mente
at han en gang skulde lægge hele verden under sig.
«Gud være med dig, Tom! Hold ørene stive! Jeg kommer!» sa han og red
afsted.
Tom førte haanden ind under trøien og trykked skillingen tæt ind til sit
hjerte.
«Nu vil jeg sige dig det, Tom,» tog Haley til orde og kasted
haandjernene ind i vognen, «at hvis du bare vil sidde pent stille og
opføre dig vel, saa vil du ogsaa bli stelt pent med af mig. Jeg er ikke
noget umenneske. Men prøver du paa at rømme fra mig, saa....»
«Jeg rømmer ikke, massa.»
Og Haley trængte ellers ikke om at være ræd for det, selv om han prøvde
paa det; for med de tunge jernlænkerne om benene kunde han nu ikke komme
saa langt.


TIENDE STYKKE.
Fremmede reisende.

Det var en regnfuld eftermiddag noget ud paa kvelden. I et vertshus i
Kentucky var samlet et blandet selskab af hvide og sorte mennesker. En
saa her store magre kentuckyanere i jagtskjorter og med kniver i beltet.
De strakte sig med dinglende lemmer paa bænkene, mens deres hunder,
sammen med smaa negerbørn, laa og roted i krokene mellem kuleposer og
jagtskrepper. En saa velfødde handelskarer, utslæpte arbeidere, og en
hel skare af halvnøgne tjenere, som hæsblæsende fór omkring for at
udføre sin husbonds bud og paalæg. Paa hver side af arnen sad en
langbenet landmand med hælene oppe paa kanten af arnestedet, og lod sig
ride frem og tilbage paa stolens bagben.
Verten, som stod bag disken, var, ligesom de fleste andre, en sværlemmet
godmodig kar, med et vældigt haar og en høi hat.
Alle havde hat paa, endda de sad inde. Men der var flere slags hatter:
filthatter, palmehatter, fedtede beverskindshatter, og hver hat indtog
sin særegne stilling paa hovedet: én var trukket ned mod det venstre
øret, en anden mod det høire, en tredje var skudt bagover nakken, en
fjerde fremover næsen, og saaledes videre. En maatte faa indtryk af at
alle som var samlet her tænkte ved sig selv: «Jeg bærer hatten min som
jeg selv vil.»
Paa arnestedet brændte en livlig ild, men dørene og vinduerne stod
aabne, og alt i ett fór isnende pust af den raakolde luft over hovederne
paa selskabet. Frisk luft vilde de ha, disse karerne.
Det var værdige efterkommere af de gamle kentuckyanere som var samlet
her. Forfædrene deres havde været haardføre jægere, som færdedes i de
store skoger, og om natten laa og sov under Guds frie himmel, med benene
opover trær og stammer.
En ny gjest stiger ind i vertshuset. Det var en gammel velklædd mand,
lav af vækst, men tykfalden. Han satte sin vadsæk og regnhat fra sig og
saa sig varsomt om. Han holdt stadig øie med tøiet sit, som om han var
ræd for at nogen skulde ta det fra ham.
En af de langbente landmænd, som laa med støvlerne oppe paa ovnskanten,
og som alt i ett spytted med en forbausende kraft ud i stuen, vendte
hovedet om og skjød en æressalve mod den nye gjest.
«Noget nyt?» spurte landmanden den fremmede.
«Ikke det jeg ved af.»
«En skraa?» tilbød landmanden og holdt en rull tobak frem.
«Nei mange tak! jeg bruger ikke skraa,» svarte den fremmede og trak sig
noget længer bort.
«Ikke det?» Landmanden skar en skraa af med jagtkniven sin og putted den
ind i sin egen mund.
Den gamle herre for ængstelig sammen og gjorde et lidet rykk hver gang
den anden sprøited en straale bort til ham. Da landmanden merked hans
ængstelse, snudde han godmodig hovedet den andre veien og gav sig til at
fyre løs paa brandjernene, som han hver gang traf med stor sikkerhed.
Den fremmede stod og saa paa en flok som havde samlet sig om en plakat
som var opslaat paa væggen.
«Hvad er det?» spurte han.
«Aa det er ikke andet end en slave som efterlyses,» svarte en.
Den gamle herre tog nu sine briller frem, satte dem varsomt paa næsen og
gik bort til plakaten og læste følgende:
«Efterlysning.
En meget lys mulat ved navn Georg er rømt fra undertegnede. Han er seks
fod høi, har brunt krøllet haar, er meget opvakt, taler godt for sig og
kan læse og skrive. Rimelig vil han give sig ud for hvid. Han har dybe
ar paa ryggen og akslerne, og i den høire haanden er indbrændt et H. Jeg
giver 1500 kroner til den som bringer mig ham levende tilbage; jeg
udbetaler samme sum til den som kan forevise mig paalideligt vidnesbyrd
for at han er blit dræbt.»
Den gamle læste kundgjørelsen meget nøie og syntes at blive noget
urolig.
Landmanden reiste sig, gik bort til plakaten og spytted en fuld ladning
tobakssaft paa den.
«Det er min mening om den ting,» sa han og gik rolig tilbage til sin
plads.
«Men hvad gjør De!» udbrød verten.
«Jeg gjør det samme som jeg vilde gjøre med den som har skrevet
plakaten, om han var her,» svarte landmanden og tygged rolig paa sin
skraa. «En mand som steller sig slig med sine folk at de rømmer fra ham,
fortjener ikke bedre end at miste dem. En slig plakat som denne der er
en skam og skjændsel for Kentucky; det er min mening, om nogen kunde ha
lyst at høre den.»
«De har ret, min ven,» sa den fremmede og blev mere modig. «Jeg tror jeg
kjender noget til den manden som det lyses efter. Det er ingen tvil om
at det er en ung vakker mand som i flere aar har arbeidet i min
seildugsfabrik. Han er en svært bra kar, med et godt hoved. Mens han
var hos mig, opfandt han en maskine til at rense hamp med, en fortrinlig
indretning, som nu bruges i en mængde fabrikker. Hans herre har tat
enerett paa den og tjener mange penger paa den.»
«Og saa har han givet ham brændemerket i haanden som løn for denne
opfindelse! Aa, jeg kunde ha lyst at træffe den karen en gang!»
«Han har nu vel sat sig op mod sin herre,» mente en. «Jeg kjender disse
kloge udspekulerte negersjæler, de er ikke altid saa greie at stelle
med.»
«Ja, det kan saa være det; De burde sende en bestilling op til Vorherre
paa en flok negre uden sjæler, De,» slængte landmanden ind.
Det blev med ett stilt i stuen. En del af gjesterne gik bort til
vinduerne for at se paa en enspændt vogn som kom kjørende og stanste
udenfor døren. Et øieblik efter steg en herre med en mørkladen, spansk
hudfarve og svart krøllet haar ind i gjestestuen. Han havde en tjener
med sig, og viste med haanden hvor han skulde sætte hans kuffert. Rolig
og utvungent gik han med hatten i haanden bort til verten:
«Mit navn er Butler,» sa han, «jeg vil gjerne ha et værelse.»
Verten bukked for den fine gjest og sendte straks nogen tjenere i vei
for at gjøre værelset i stand.
Utvungent gik den fine mand omkring i stuen. Han fik øie paa plakaten,
læste dens indhold, og vendte sig derefter med en ligegyldig mine om og
sa til tjeneren sin:
«Mødte vi ikke netop en slig fyr her ude paa veien?»
«Jo, massa; men vi saa ham jo ikke i haanden, saa vi kan nu ikke være
saa visse paa at det var ham.»
«Nei, det gjorde vi rigtignok ikke,» svarte herren og gjesped
ligegyldig. «Det kan nu ogsaa være os det samme, hvem han var.»
Han forespurte nu, om ikke værelset snart var i orden; han maatte skrive
et par breve.
«Det skal øieblikkelig være i stand,» forsikred verten.
Fabrikanten havde hele tiden med øinene fulgt den unge herre, som nu gik
bort til ham.
«Er det ikke herr Vilson?» spurte han i en kjendt tone og rakte ham
haanden.
«Jo, men ... æ-hæm!»
«De kjender mig ikke igjen? Butler. Harry Butler fra Oakland.»
«Æ-hæm!... Ja, ... Jo vel ... æ-hæm!»
En negergut kom og meldte at værelset var færdigt.
«Det var rigtig heldigt, at jeg traf Dem her,» sa den fine herre. «Jeg
skulde netop tale med Dem om en forretningssak.—De vil ikke være saa
venlig at følge med op paa mit værelse?»
«Med fornøielse.»
Oppe paa værelset knitred en nytændt ild i ovnen. Et par piger fór
omkring for at sætte alt til rette, og skyndte sig derefter ud af døren.
Da de to herrer var blit alene, vred den unge mand nøklen om i døren og
stak den i lommen, vendte sig derpaa om mod Vilson og saa ham lige i
ansigtet:
«De kjender mig—ikke sandt?»
«Georg! Hvem kunde tro det?»
«Ja, jeg er ganske godt forklædd,» sa den anden og smilte. «Lidt
valnøttebark har forandret hudfarven til vakker brun, og haaret er
farvet svart, saa jeg ligner ikke meget den karen som efterlyses.»
«Georg, det er et vaageligt spil!»
«En gjør hvad en kan for at berge sig.»
Det var efter sin far Georg havde arvet det vakre ansigt og den stolte
modige aand. De svarte ildfulde øinene og det mørke skjæret i huden
havde han efter moren, som havde været trælkvinde paa farens gaard.
Ingen kunde se at det var negerblod i ham, slig som han saa ud nu. Hans
forandrede ansigtsfarve, og den frie og lette maade han førte sig paa,
gav ham mest lighed med en fin mand af spansk blod.
[Illustrasjon]
«Bare De nu ikke kommer galt fra dette her!» sa Vilson og stod og
bævred, som om han selv var ræd for at blive blandet op i saken. «Jeg
ved godt,» blev han ved, «at Deres herre har været svært haard mod Dem;
alligevel....»
«Alligevel?»
«Ja, det er ikke rigtigt; De er Deres herre utro og sætter Dem op mod
fædrelandets lover, ja imod selve bibelen, som udtrykkelig....»
«Bibelen!» afbrød Georg ham og saa paa ham med et blik som lynte.
«Er det noget i verden som strider mod bibelen, saa er det det, at det
ene menneske underkuer og mishandler det andet.»
«Æ hæm—ganske vist!» Han pudsed næsen og kremted igjen. «Men
alligevel—apostelen siger: Enhver blive i den stand som han er kaldet
til.»
«Ja, det er fuldkommen rigtigt, og jeg er kaldet til at leve som en fri
mand,» sa Georg og retted sig op. «Sig mig, herr Vilson, om nu en flok
indianere kom og fanged Dem en vakker dag og tvang Dem med pryl til at
gaa og hyppe mais, vilde De da sige: Nu er jeg kaldet til denne stand,
og nu maa jeg blive her.»
«Nei, vist ikke; men alligevel—jeg er ræd for de faar fat paa Dem.»
Georg knapped op frakken og viste frem et par gode pistoler og en stor
skarp bowiekniv, som han bar i beltet. «Lad dem komme!»
Vilson risted paa hovedet. Uden at have noget at sige, satte han sig ned
og gav sig til at tygge paa haandtaget af sin paraply, som han havde tat
med op paa værelset.
«Jeg sætter mig op mod mit lands lover, siger De. Ja det gjør jeg, og
jeg gjør det med ærlig og god vilje. Hvem har givet disse lover?
Tyranner og bødler. De tar sig selv rettigheder som de finder for godt,
og lager lover for at verne om disse rettigheder; vi slaver, vi som er
saa ulykkelige at have havt en slavinde til mor, vi har ikke noget
fædreland, ingen rettigheder. Som barn saa jeg min mor stillet til
auksjon—vi 7 søskend med—hun knælte og bad, at hun i det mindste
maatte faa beholde mig, den yngste. Ved De hvad svar hun fik? Et spark
af en støvlenæse.»
«Æ-hæm!—Ja....»
«Den herre jeg blev solgt til, kjøbte jo ogsaa den ældste søsteren min.
Hun havde faat en god opdragelse og var en svært vakker og god pige.
Ved De hvorledes det gik hende? Ja det kunde være meget at sige om det;
men jeg skal bare fortælle, at den sidste gangen jeg saa hende, gik hun
i lænker i en slavehandlers kobbel, som skulde til Orleans og sælges paa
markedet, sælges til et liv i skjændsel og nedværdigelse!» Et par taarer
randt nodover kinderne paa ham.
«Ja det er fælt, afskyligt, men....»
«Jeg selv blev mishandlet som en hund, med pryl og skjeldsord og sult;
men naar jeg om natten laa vaaken og graat, saa var det hverken af sult
eller fordi jeg havde faat pryl, nei jeg graat af længsel efter min mor
og mine søskend. Slig havde jeg det til jeg kom i tjeneste hos Dem. De
var god mod mig, herr Vilson, De opmuntred mig til at opføre mig godt og
lægge mig efter at lære noget; jeg lærte at læse og skrive, og meget
andet. Men hvordan gik det mig til sidst?»
«Ja, det ved jeg.»
«Det ved De—ja. Men de kjender ikke den sidste mishandling. Vil De se
her!» Han drog sin hanske af og viste Vilson et stort rødt H, som var
brændt ind i huden. «Det gav han mig for fjorten dage siden, fordi han
var ræd for at jeg skulde flygte fra ham.»
«Det ser fælt ud.»
«Ja, er det ikke hyggeligt at ha et sligt minde om sin kjære herre?» Han
drog atter hansken paa. «Nei, kom ikke til mig med Deres tale om
fædreland og lover. Naar jeg kommer til Kanada, hvor lovene vil verne om
mig som ethvert andet menneske, saa har jeg et fædreland, og det
fædrelands lover skal jeg lyde.»
Den unge mand havde talt sig varm, hans øine lyste med vild glans.
«Pokker skulde ta alle disse slynglerne, som steller med sine
medmennesker paa den maaden!» udbrød Vilson. «Gaa Deres gang, og Gud
give De maa klare Dem godt! Men De maa ikke skyde nogen, uden ... nei,
jeg mener det er best, om De kan undgaa at skyde nogen.»
Vilson spurte hvor hans kone var.
«Flygtet, hun ogsaa, flygtet med sit barn—Vorherre maa vide hvorhen.»
«Ja, men hun havde det jo godt.»
«Hun havde det godt—ja; men hendes herre var kommet i gjæld og solgte
gutten; saa flygted hun med ham.»
«Ja saa, er det gaat slig med hende,» sa han og putted nogen pengesedler
bort i lommen til Georg. «Tag disse til reisen!»
«Paa ingen maade, herr Vilson!»
«Ingen talemaader her! De kan ikke være uden penger. Tag dem bare,
gutten min, tag dem!»
«Ja ja; men alene paa det vilkaar, at jeg betaler dem tilbage, naar jeg
kan.»
«Naa ja, det kan vi jo altid tales ved om; men sig mig, hvem er den
svarte karen De har med Dem?»
«Det er en som flygted til Kanada for et aars tid siden. Men saa fik han
vide at hans gamle mor havde det vondt hos sin herre, og nu er han
kommet tilbage for at trøste hende og om mulig faa hende bort.»
«Er det da gaat saa vel at han har faat fat i hende?»
«Nei, endnu ikke; han har gaat paa vagt ved gaarden nat efter nat; men
han har ikke faat øie paa hende. Nu er det meningen hans at følge mig op
til nogen venner i Ohio, som har været ham til hjælp, og saa vender han
tilbage for at hente hende.»
«Det er et farligt spil.»
Georg retted sig op og sendte ham et haanende øiekast.
«Aa, hvor De har forandret Dem!» sa Vilson, som la merke til hans stolte
holdning.
«Jeg er en fri mand, jeg har sidste gang sagt «massa» til noget
menneske. Jeg er fri!»
«Ja, men tag Dem nu i vare. De ved ikke hvorledes det kan gaa Dem.»
«Nei, De har ret i det,» sa Georg og drog et dybt suk. «Hænder det mig
noget galt, blir skudt eller stukket ned, saa blir jeg vel slængt til
side og nedgravet som en hund: ingen vil bry sig om mig; naar dagen er
gaat, vil ingen mere tænke paa mig—uden én.»
«Ja, De mener Deres kone.»
«Herr Vilson, vil De gjøre mig en tjeneste, om De træffer hende?»
«Det vil jeg gjerne.»
«Vil De give hende denne brystnaalen, som hun en gang lod mig faa i
julegave? Og vil De sige hende at jeg elsked og velsigned hende til min
sidste stund? Vil De det?»
«Ja, det vil jeg,» gjentog den brave mand, med taarer i øinene og med
skjælvende mæle.
«Og sig hende at det var mit sidste ord, da De talte med mig, at hun
skulde se til at komme op til Kanada, og at hun aldrig maa vende tilbage
til sin frue, hvor god hun saa end er; for slaveri ender altid med
elendighed. Sig hende at hun maa opdrage gutten til en fri mand, saa vil
han nok klare sig og aldrig komme til at lide det jeg har lidt. Vil De
sige hende dette?»
«Det skal jeg. Men jeg haaber at De klarer Dem godt. De er en flink
mand! Vorherre vil være med Dem.»
«Ja Vorherre?» sa Georg tvilende. «Naar jeg bare var trygg paa at der er
nogen Vorherre.»
«Kom ikke med slige ord! Der er en Gud over os, en god Gud, som holder
et vaakent øie med os, og som kan og vil hjælpe alle som sætter sin lit
til ham. Stol paa ham, Georg, og alt skal bli godt, om ikke her, saa i
det kommende liv.»
Georg blev grebet af disse hjertelige ord, takked sin gamle ven og loved
at tænke over det han havde sagt.


ELLEVTE STYKKE.
En auksjon.

Haley og Tom kjørte afsted en stund uden at veksle et ord med hinanden.
De var begge optaget med sine egne tanker.
Haley tænkte paa hvor meget han vel kunde vente at faa for en slig
velbygd kar som Tom, naar han falbød ham paa markedet; det gjaldt at
holde ham i god stand, det vilde derfor ikke svare regning at spare paa
foret.
Han blev rent rørt over sin egen menneskekjærlighed: han havde jo bare
sat lænker om benene paa Tom, mens andre handelsmænd var haardhjertede
nok til ogsaa at lænke hænderne paa de stakkars bester som de havde
indkjøbt. Han var dog stygt ræd for at Tom ikke skjønte paa denne
barmhjertighed som blev vist ham; den menneskelige natur har jo altid
saa vondt for at være taknemlig.
Tom sad og tænkte paa et gammelt ord, om at vi mennesker ikke har noget
blivende sted, men at Gud, som følger os paa vore veie, han har «beredt
os et sted».
Handelsmanden tog op en avis af lommen og gav sig til at læse.
«En auksjon!»
Nu var han ikke videre flink i læsekunsten, men han fik dog saavidt
stavet sig gjennem følgende kundgørelse:
«Efter øvrighedens behagelige ordre vil der tirsdagen den 20de februar
ved raadhuset i Washington, til fordel for kreditorer og arvinger i
dødsboet efter Jesse Oxford, blive bortsolgt følgende slaver: Hagar 60
aar, Jon 30, Ben 21, Saul 25, Albert 14. Hvilket herved kundgjøres for
alle lysthavende.»
«Det skal holdes auksjon i Washington i morgen,» sa handelsmanden til
Tom. «Jeg kunde nok have lyst til at være med der. Kanske jeg kunde faa
kjøbt et par hyggelige reisekamerater til dig, Tom, for veien sydover.»
Han loved at han i hvert fald skulde sørge for at Tom kom med i et godt
kobbel. Foreløbig kjørte de nu til Washington, hvor Tom vilde bli lukket
inde, mens han selv udretted nogen erender i byen.
Tom hørte taalmodig paa dette. Siden sad han og tænkte paa hvor mange af
disse stakkarne, som skulde sælges paa auksjon, blev rykket bort fra
sine kjære, ligesom han selv.
Ud paa kvelden kom Haley og Tom til Washington, hvor de fik herberge
natten over, Haley selv i et lunt vertshus, og Tom i et fængselsrum.
Ved elleve-tiden dagen efter havde en blandet flok af forskjellige slags
mennesker samlet sig ved raadhustrappen. Slaverne som skulde sælges sad
sammenkrøbne i en klump og hvisked spændt og ængstelig med hverandre.
Haley gik bort til flokken og aabned munden paa en gammel mand og saa
ham paa tænderne, lod ham saa reise og bøie ryggen og gjøre forskjellige
andre bevægelser, for at vise om han var rask og rørig.
Derefter vendte han sig til en anden, som han tog i øiesyn paa samme
maade. Endelig undersøgte han gutten, kjendte paa musklerne hans,
strakte armene ud paa ham, saa paa hans fingre, og lod ham hoppe, for at
vise sin raskhed.
[Illustrasjon]
«Mig og han hører sammen,» sa en gammel kone med angstfuldt mæle. «Mig
og han skal sælges sammen, massa.»
Haley lod som han ikke hørte dette.
«Mig er slet ikke saa gammel,» vedblev konen,—«kan godt arbeide.»
Med hænderne i lommen, cigaren i den ene mundvigen og hatten nede paa
øret, drev Haley bortover til auksjonsstedet.
«En burde forbarme sig over Hagar og se til at faa solgt hende og sønnen
under ett nummer,» sa en medlidende mand, som havde talt med
auksjonsholderen.
«Hun er da ikke andet end skind og ben,» svarte Haley. «Og hertil kommer
at hun er blind og rent vanskabt af verk.»
«Ja men det er synd at skille dem,» blev den anden ved. «Hun har
gjennemgaat svært meget, stakkars kroken; alle børnene er solgt fra
hende, saa nær som denne gutten, som hun nu sidder og famler efter med
hænderne alt i et.»
Haley spytted ud i en stor bue. «Gutten kunde jeg ha lyst paa at kjøbe,
men moren vilde jeg ikke eie, om jeg fik hende for ingen ting.»
«Aa, hun vil blive rent fortvilet, om hun blev skilt fra sønnen.»
«Ja, det er meget rimeligt.»
Det blev i dette øieblik banket med en hammer i bordet, og en høi røst
ropte: «Nu begynder det, mine herrer!»
Hagar greb efter sønnen sin. «Hold dig tæt ind til mig, rigtig tæt,» sa
hun.
«Ja men om de nu skiller os ad, alligevel!»
«Det gjør de ikke, barnet mit. Jeg dør, jeg, om de gjør det.»
«Aa vær saa god og giv lidt plads, mine herrer!» ropte auksjonsholderen,
da en af slaverne blev ført frem.
Saa tog han til med opropet. Folk slog ring omkring bordet og bød
livlig.
Haley fik tilslaget paa de to første som blev solgt.
Saa kom turen til gutten. «Op med hovedet, saa folk kan se det er liv i
dig!» sa auksjonsholderen.
«Gode massa,» bad den blinde mor og holdt fast i gutten, «massa sælge
ham og mig sammen!»
«Sludder!» svarte auksjonsholderen og rev gutten fra hende. «Din tur
kommer bagefter. Op paa blokken med dig, din morian!»
En dyb tung stønnen hørtes bagved dem, men gutten maatte lystre; han saa
tilbage efter moren, tørked et par taarer af øinene, og steg saa op paa
blokken, som slaverne maatte stille sig paa, for at de bydende kunde ta
dem rigtig godt i øiesyn.
En vakker og velbygd gut var han, og folk bød da ogsaa paa ham som de
var rent gale. Ængstelig saa han fra den ene til den andre, mens folkene
ropte sine bud i munden paa hverandre.
Endelig faldt hammeren.
Herr Haley fik ogsaa denne gang tilslaget, og gutten blev draget ned af
blokken og ført bort til sin nye herre.
Moren skalv over hele kroppen og famled ud i luften for at faa fat paa
ham.
«Massa ogsaa kjøbe mig!» bad hun. «Massa, hør mig—for Guds skyld! Jeg
dør, om massa ikke ogsaa kjøber mig.»
«Aa, du vil nu dø alligevel,» svarte Haley kort og snudde sig fra hende.
Det var ikke mange som bød paa konen. Den manden som havde bedt for
hende kjøbte hende for en liden sum.
«Aa, Albert, mit eneste, mit sidste barn!» jamred hun med en
hjerteskjærende tone.
«Du maa ikke graate, mor; de siger du har faat en svært god herre,»
trøsted gutten hende, men graat selv saa saart.
«Se at faa hende bort!» ropte Haley. «Hun har ikke godt af at være her
nu.»
Dels ved at tale godt for hende, og dels ved at true og rive i hende,
lykkedes det at faa hende til at slippe gutten, og nogen barmhjertige
mennesker tog sig af hende og trøsted hende, mens de førte hende bort.
«Se saa!» sa Haley lettet og saa paa de tre slaverne han havde kjøbt.
Saa tog han frem et knippe haandjern og la dem om haandleddene paa dem,
lænked dem sammen og drev dem bort i fængslet.
«Puh! Det var fælt at se paa den tossete kjærringen, slig som hun tog
paa vei!»


TOLVTE STYKKE.
Paa Ohioelven.

Nogen dage efter gik Haley med de fire slaverne sine om bord paa en
Ohio-damper. Det var den første flok af det kobbel som skulde samles op
paa de forskjellige steder langs stranden, hvor hans opkjøbere stod
færdige med sin fangst.