Onkel Toms Hytte - 01

BØRNENES BOGSAMLING.
[Illustrasjon]
II. BIND
H. BEECHER STOWE
ONKEL TOMS HYTTE
OMSKREVET PAA NORSK AF O. FLÆTEN
MED TEGNINGER AF PAUL STEFFENSEN


_HARRIET BEECHER STOWE:_

ONKEL TOMS HYTTE

O M S K R E V E T P A A N O R S K
AF
O. F L Æ T E N

MED 35 TEGNINGER
AF
POUL STEFFENSEN

KRISTIANIA
UDGIVET AF "BØRNENES BOGSAMLING"


1898
DET NORSKE FORLAGSTRYKKERI


FØRSTE STYKKE.
En menneskekjærlig handelsmand.

Endda det var bidende koldt ude, som det kan være paa en vinterdag i
Kentucky[1], var det lunt inde i den hyggelige dagligstuen. Her sad
gaardens eier, herr Shelby, og en fremmed mand ved et bord med sine
vinglas fremfor sig. De talte sammen om noget, som syntes at optage dem
meget sterkt.
[1] En af de østlige stater i Nordamerika.
Den fremmede var en liden bredvoksen kar, med grove ansigtsdrag og et
pralende væsen. For at se fin ud havde han pyntet sig med en spraglet
vest af alle mulige slags farver og med et blaat, gulprikket halstørklæ,
som var bundet i en stor sløife. Paa de store grove hænderne blinked en
mængde ringer, og et tykt guldkjede med et helt knippe af
forskjelligfarvede signeter hang og dingled paa vesten hans.
«Nei, hør nu, min gode herr Shelby,» sa han og tog sig en sup af
vinglasset, «den handel gaar jeg aldrig ind paa.»
«Ja, men jeg kan forsikre Dem, herr Haley, at Tom er ærlig værd disse
pengene; han er en sjelden flink kar; han har i flere aar styrt min
gaard og faat alt til at gaa som et urverk.»
«Naa ja, for en neger at være....»
«Og saa er han det ærligste og gudfrygtigste menneske jeg kjender,» blev
Shelby ved. «Jeg har kunnet betro ham alt,—penger, hus og hester,—og
fuld frihed har han havt til at gaa hvor han vilde.»
«Naa ja—gudfrygtig kan en neger være, det har jeg selv havt prøver paa.
I den sidste flok negre jeg sendte til Orleans, var der en som kunde
læse de vakreste bønner saa godt som en prest; det var en ren lyst at
høre paa ham. Jeg fik ham da ogsaa rigtig godt betalt—omkring et og et
halvt tusend kroner.»
Schelby tørked panden med lommetørklæet. «De kan tro, herr Haley, det
falder mig tungt at sælge Tom. Jeg har da samvittighed.»
«Vel, det forstaar jeg godt; samvittighed maa en ha,» sa handelsmanden
med et suk og fyldte sit glas.
Schelby havde altid været god mod sine slaver, og det gjorde ham derfor
vondt at skulle være nødt til at sælge Tom for at dække i det mindste en
del af den gjæld han var kommet i til Haley, som nu gjorde krav paa at
faa sine penger udbetalt.
«De bør lade kjøbesummen for Tom kvitte af for min hele gjæld til Dem,»
sa han.
«Nei, min gode Schelby, det gaar ikke; nu sætter De dog for høi pris paa
Deres vare.»
Slavehandleren sukked igjen og skjænked mere vin i sit glas.
«Hvad vil De da give mig for Tom?» spurte Schelby, efter at have siddet
en stund og tænkt sig om.
«Jeg skal sige dem hvorledes det kan bli handel af: Giv mig en gut eller
jentunge paa kjøbet, og jeg slaar til.»
Med det samme gik døren op, og en gut paa fire—fem aar kom ind. Det var
en vakker liden fyr, med sort, krøllet haar og store, mørke øine, og med
smilehuller i kinderne. Han gik klædd i en staselig bluse af stripet,
rødt og gult tøi, og saa glad og fornøid ud.
«Hei du!» ropte Schelby og kasted en klase vindruer bort mod gutten.
«Kan du ta dem?» sa han.
Gutten løb alt det han orked efter druerne, og fik i en fart fat paa
dem. Begge herrerne lo.
[Illustrasjon]
«Lad nu den fremmede manden se hvor flink du er til at synge og danse.»
Gutten tog da paa at synge, med klart og fyldigt maal, en af de vanlige
negersange, fegted med hænderne, hopped og vred sig, alt i fuldkommen
takt.
«Bravo!» ropte handelsmanden og kasted et stykke appelsin til den vesle
krabat. «Det er en prægtig unge, ham maa jeg ha.»
I det samme kom guttens mor ind i stuen. Det var en slank og velbygget
kvinde paa nogen og tyve aar, med store sorte øine og lange øienhaar.
Hun havde hørt noget om handelen, og var nu i den dødeligste angst for
at hendes lille gut skulde bli solgt.
«Hvad er det, Elisa?» spurte Schelby, da hun blev staaende ved døren,
graableg af skræk.
«Det er Harry jeg ser efter.»
Gutten løb bort til hende og viste hende det han havde faat.
«Du kan godt ta ham med dig ind,» sa hendes herre venlig.
Let om hjertet gik hun med gutten ved haanden ud af stuen.
«Det var et prægtigt kvindemenneske De har der!» udbrød Haley. «Det var
rigtig egte vare! Hende kunde De faa mynt for, om De havde hende til
markedet i Orleans. Jeg har set kvinder som ikke var det mindste
vakrere gaa op til fire tusend kroner.»
«Jeg har ikke tænkt at sælge hende,» sa Schelby kort.
«Dersom jeg bød Dem ... lad mig sige....»
«Hun er ikke at faa kjøbt,» atbrød Schelby ham i en fast tone.
«Vel, men gutten vil De vel lade mig faa?»
«Hvad brug kan De nu egentlig ha for ham, et barn?»
«Det skal jeg sige Dem, herr Schelby. Jeg har en god ven, som driver med
at opdrætte saadanne smaafyrer for at sælge dem paa markedet. Han vilde
kunne gjøre noget ud af et emne som han der.»
Schelby sad og grunded et øieblik.
«Jeg vil nødig af med ham,» sa han, «og min kone vilde ta sig svært nær
af det, om jeg solgte ham—ikke at tale om hans stakkars mor, som vilde
bli rent fortvilet.»
«Ja moren ja. Det tror jeg nok; jeg kjender noget til hvorledes mødre
tar paa vei ved slige leiligheder. Det er rent afskyligt at høre paa
deres skrig og skraal. Men folk kan ogsaa bære sig dumt ad, naar de skal
ta et barn fra moren. Jeg har set handelsmænd som med magt har revet
barnet ud af armene paa moren, uden at bry sig om alt det hun graat og
tuted. Men det er uklogt at ta det paa den maaden; varerne lider ved
det. Det hænder endog somme tider, at et ungt kvindemenneske kan gaa
rent fra vettet ved en slig medfærd, og hvad er hun saa værd? Nei, en
skal være menneskekjærlig, det staar alle parter sig bedst paa.»
Her stansed slavehandleren, tog sig et glas vin og la sig bagover i
stolen.
«En skulde ikke rose sig selv,» blev han ved, «men jeg vil dog sige, at
naar jeg er kjendt for at føre særlig fed og vakker vare til markedet,
saa er det fordi jeg er et menneske, herr Schelby; jeg steller mine
negre som en god og kjærlig husbond.»
Schelby drog paa smilen.
«Jeg siger altid til mine folk: Lad være at slaa, siger jeg. Det er ikke
noget ondt i at kvindfolkene graater og bærer sig. De gjør det ikke af
ondskab; det er deres natur, de kan ikke for det, siger jeg. Det er
desuden dumt at være haard med dem, siger jeg; de blir syge og kan
vantrives af det, og saa blir de stygge og gaar ned i pris. Tal heller
venlig med dem, siger jeg, og se til at faa dem ud af syne, naar dere
tar ungerne fra dem. Det samme vil jeg sige til Dem, herr Schelby: Send
hende bort en uges tid, og lad mig komme i al stilhed og hente gutten.
Hun vil vel alligevel tute og bære sig noget, naar hun hører at gutten
er borte; men naar konen Deres bare er lidt venlig mod hende og forærer
hende et par øreringer eller nogen andre smykker, saa....»
«Nu vil vi ikke tale mere om den ting,» afbrød Schelby ham; «jeg maa
tale med konen min om saken, før jeg kan gaa ind paa nogen handel med
Dem.»
«Vel, gjør det!» sa handelsmanden og reiste sig; «men jeg vil sige Dem,
herr Schelby, at jeg nu snart maa ha et opgjør mellem os.»
«De kan komme igjen i kveld mellem 6 og 7, saa skal De faa mit svar.»
«Vel!»
Haley tog overfrakken paa og gik.
«Aa, den som kunde have sparket det menneske ned trapperne!» mumled
Schelby for sig selv og satte sig til at tænke over saken en stund. Han
forstod at Haley havde et saa fast tak i ham, saa han ikke kunde slippe
for billigere kjøb end at lade ham faa baade Tom og den vesle gutten.
Var bare alting dermed op-og afgjort, saa var det endda ikke saa meget
at sige paa det; men han var desværre saa dybt nedsunket i gjæld til
alle sider, at han ikke kunde øine nogen udvei til at komme ud af den.
«Min gode trofaste Tom!» hvisked han for sig selv. «At jeg skal være
nødt til at sælge dig til en som denne Haley!»
Men der var ingen udvei at komme fra det paa. Han maatte gaa ind paa
handelen nu, hvis ikke Haley skulde komme og rive ham af pinden.
Og saa Elisas barn! Hvor hun vil sørge og græmme sig!
Han tænkte ogsaa paa faren. Ogsaa for ham gjorde det ham ondt; men han
saa ingen udvei til at redde gutten hans.
«Og min kjære kone—hvor hun vil bli bedrøvet, naar hun hører hvorledes
sakerne staar!»
Det var kanske bedst slet ikke at tale med hende om handelen, før den
var afgjort.
«Aa!»—han vred sine hænder; han vidste ikke hvad han skulde gjøre.


ANDET STYKKE.
Moren og faren.

Alt fra hun var barn havde Elisa havt et godt hjem i Schelbys hus.
Schelby havde da kjøbt hende, og hans hustru havde fra første stund
været som en mor for hende og opdraget hende mer som barn af huset end
som et slavebarn.
Ogsaa Elisas medtjenere havde det godt. Schelby og hans kone var kjendte
for at stelle pent med folkene sine. I det hele taget havde slaverne det
langt bedre i Kentucky end i sydstaterne, hvor de især i onnetiderne
blev drevet med en tvang og haardhed som ofte gjorde det umuligt for de
stakkars mennesker at holde det ud. Slaverne i Kentucky holdt det derfor
for en ulykke at bli solgt sydover.
Elisa blev tidlig gift med en ung lys mulat som hedte Georg Harris.
Denne unge mand var slave paa en nabogaard; men hans herre havde leiet
ham bort til arbeide ved en seildugsfabrik derinærheden. De unge
egtefolk levde saaledes hver for sig. Det var bare en gang imellem de
kunde faa være sammen. Alligevel var de lykkelige og glade i den første
tid efter de blev gifte. Men saa kom en tung tid for dem; de misted sine
to første børn. Dette tab tog de sig svært nær af. Især var moren i lang
tid utrøstelig. Det var først efter at de i stedet havde faat lille
Harry, som vi før har lært at kjende, at de overvandt sin sorg.
Georg Harris var en sjelden vakker mand, havde godt hoved og var
fingernem. Ved seildugsfabriken var det gaat ham saa godt, at han paa
kort tid havde tjent sig op til den første plads mellem arbeiderne. Han
fandt op en maskine til at renske hamp med, og for denne sindrige
indretning, som det viste sig var af god nytte til at spare arbeide,
blev han høit agtet og afholdt ved fabriken.
Men netop denne gode og nyttige opfindelse blev hans ulykke. Hans herre
var en trangsynt, raa og haardhjertet tyran. Da han havde hørt om Georgs
opfindelse, kom han en dag til fabriken for at se sig om i verkstederne.
Fabrikherren tog imod ham med stor gjestfrihed. Georg fulgte ham omkring
og foreviste ham maskinen. Han var stolt af det arbeidet, og med stor
veltalenhed gjorde han rede for maskinens mekanisme. Men det skulde han
ikke gjort, for den fornemme herre fik derved en altfor sterk kjendsel
af at han i grunden var en ubetydeligere mand end sin egen træl; han
blev fornærmet over Georgs frimodige fremfærd, og gav ham en skarp
tilrettevisning. Fabrikherren, Vilson, tog med et par forsigtige ord
Georg i forsvar; men det gjorde bare den fremmede herre end mere
forbitret.
Hvad havde hans slave med at opfinde maskiner og være vigtig af det
overfor ham, en høit agtet plantageeier! Han skulde snart sætte en
stopper for det. Han skulde ta ham hjem til sig igjen og sætte ham til
at grave i jorden sammen med sine andre arbeidere, og saa fik han se, om
han da ogsaa vil være slig en kar. Fabrikherren prøvde endnu en gang at
dæmpe en smule paa mandens vrede, og loved større løn for Georg, om han
kunde faa ham værende ved fabriken, men uden anden nytte end at gjøre
den vrede herre end mere rasende. Det hele endte med at plantage-eieren
tog slaven sin med sig hjem og drev ham ud paa arbeide mellem sine andre
træler.
En kan let forstaa at en varmblodig og ærekjær mand som Georg Harris
maatte ha vondt for at tie til slig medfærd. Han kunde gaa og presse
læberne sammen af bare harme, naar han gik og arbeided paa marken, og de
kulsorte øinene lyste som brændende kul, naar han stod og saa op mod
herskabsboligen. Men han kunde intet gjøre; hans lykke i livet var
brudt, han havde intet andet at vente af fremtiden end et liv i de
usleste trælekaar.
Han fik taale at bli sat til det aller simpleste og tyngste arbeidet;
men at hans herre hver dag gik og haaned og mishandled ham med puf og
slag, det kunde han ikke holde ud, det følte han vilde knække ham og
lægge ham i graven.
En gang imellem fik han dog lov til at gaa over til Schelbys og tale et
par ord med konen sin; men hun kunde jo ikke hjælpe ham.
Netop den dag da slavehandleren havde været hos Schelby om formiddagen,
kom Georg Harris om eftermiddagen for at tale med Elisa.
«Jeg kan ikke holde det ud,» sa han, «det er som jeg gaar og brænder op
indvendig af galde og forgift.»
«Det maa du ikke sige, Georg.»
«Aa, om jeg laa i min grav!»
«Og det kan du virkelig ønske!» Hun tog om halsen paa ham. «Georg, jeg
ved hvor vondt du har det, og jeg forstaar godt hvor du pines indvendig;
men husk hvor god Gud til gjengjæld har været mod os paa andre maader.
Husk hvor meget vi holder af hinanden, og glem ikke den vesle søde
gutten vor!»
Hun la hovedet ind til hans bryst og tog paa at graate.
«Min kjære, gode Elisa, du kan tro jeg skjønner paa at jeg har dig og
Harry; men du kan ikke tænke dig hvor tungt livet er blit for mig.»
«Du maa holde ud, Georg; det kommer nok bedre tider.»
«Bedre tider! Jeg faar det værre og værre for hver dag, og det endda jeg
hidtil har tiet og bidt alt i mig.»
Og saa fortalte han hvorledes han dagen før var blit bundet til et træ
og pisket, bare fordi han havde tilrettevist sin herres søn, som havde
moret sig med at bruge svepen paa en stakkars udslæpt hest.
«Men jeg skal nok en gang vide at finde min strenge herre,» loved Georg
og knytted næverne.
«For Guds skyld, gjør bare ikke noget galt! Det vil bare gjøre din
stilling endnu værre.»
«Det faar være det samme, jeg kan ikke dy mig.»
«Georg!» bad hun indtrængende, «du maa ikke gjøre noget syndigt, du maa
ikke! Naar du bare vilde stole rigtig fast paa Gud og være taalmodig,
saa....»
«Det kan ikke nytte du snakker til mig om Gud,» tog han i. «Jeg er ikke
gudfrygtig jeg, som du, og jeg kan ikke være det, og jeg vil ikke være
det. Hvorfor lar Gud alt dette gaa for sig, al denne hardhed og
ondskab....»
[Illustrasjon]
«Vi forstaar det ikke, vi er saa kortsynte vi; men fruen siger, at alt
det Gud gjør, det er ret, og maa være til det bedste for os.»
«Det er let at sige noget sligt for den som selv sidder i en blød sofa
og kan kjøre i fine vogner. Lad hende prøve en eneste dag det jeg maa
prøve uge efter uge....»
«Georg!»
«Aa, det koker i mig, Elisa!»
«Aa Gud, hvad skal vi da gjøre!»
«Det er noget jeg endnu ikke har fortalt dig—»
«Hvad er det?»
«Massa[2] vil forbyde mig at gaa hidover til dig mere.—Dere sætter
skruller i mig her, siger han; han vil tvinge mig til at gifte mig med
en af hans piger og bosætte mig i en hytte der borte paa gaarden hans.
Og vil jeg ikke det, saa sælger han mig sydover.»
[2] M a s s a: herre (det engelske m i s t e r, vort m e s t e r).
«Ja, men vi er jo viet rigtig sammen—viet af en prest.»
«Ved du da ikke at vi slaver ingen ret har efter loven til at gifte os?
Han kan skille os ad, naar han vil. Havde vi endda ikke havt den vesle
gutten.»
«Sig ikke det, Georg. Gutten har det jo saa godt her han er nu, og min
gode herre vil nok sørge for ham i fremtiden ogsaa.»
«Din gode herre kan dø, og saa kan gutten bli solgt, og ingen ved
hvorledes det saa kan gaa ham.»
Et gys fór gjennem Elisa med det samme Georg sa dette.—Hun kom med ett
til at tænke paa handelsmanden.
Den vesle Harry, som havde gaat og legt i haven, uden nogen tanke om
hvad forældrene talte om, kom nu glad og stolt, ridende paa Schelbys
stok, imod dem.
Georg tog ham i armene sine og trykked ham tæt ind til sig. «Far vel,
gutten min!»
«Du siger farvel saa underlig,» sa Elisa og saa paa ham.
«Ja, jeg siger farvel—ogsaa til dig, Elisa.»
«Men hvad skal det sige?»
«Vær ved godt mod, Elisa, til vi sees igjen! Jeg gaar min vei nu en af
dagene.»
«Gaar din vei?»
«Ja, til Kanada.» Han retted sig op og fik et drag af fast alvor over
ansigtet. «Og naar jeg er kommet lidt i gang der oppe, saa kjøber jeg
dig og Harry fri og tar dere op til mig.»
«Men Georg——om du nu blir fakket?» «Jeg blir ikke fakket. Jeg vil
være en fri mand eller dø. Aldrig i verden skal de faa mig ned til
trælelivet i syden.»
«Georg!» bad hun igjen. «Gaa dog ikke bort og gjør en ulykke paa dig
selv eller andre!»
Hun kasted sig atter om halsen paa ham og tigged og bad ham om endelig
at være var om sig, om han kom til at flygte.
«Bed for mig, du Elisa! Kanske Gud vil høre dig!»
Tunge om hjertet tog saa de to egtefolk farvel med hinanden.


TREDJE STYKKE.
En aften i Onkel Toms hytte.

Tæt ved Schelbys bolig laa Onkel Toms hytte. Det var et lidet, venligt
tømmerhus, med de herligste blomster og slyngplanter opefter væggen paa
fremsiden, og med en duft af renhed og hygge indvendig.
Lad os stige indenfor. Konen i huset, Tante Chloe, som hun kaldes af
alle mennesker, er netop færdig med sit dagsverk hos herskabet. Hun
staar nu ved arnen i sit eget hjem, og har det travlt med at lage
aftensmad for manden sin. Og en maa tro det er kone som kan lage mad,
denne Tante Chloe. Hun har nu ogsaa havt god øvelse i den kunsten. I de
mange aarene hun har været overkokke i Schelbys hus, har hun ikke gjort
stort andet end at stelle med mad og drikke. Og selv har hun vist ogsaa
kunnet gjøre sig til gode med disse ting. Ialfald tyder hendes udseende
paa det. Hun er fyldig og trivelig, og hele hendes runde sorte ansigt
glinser af fedme og tilfredshed. Men en slig kone som Tante Chloe har
lov at leve lidt godt; for hun er et flittigt og arbeidsomt
kvindemenneske, som har fuldt op at gjøre den hele dag.
For gaardens kyllinger og ænder er hun en skræk. Naar de faar øie paa
hende, blir de straks blege om nebbet og flyr sin vei det forteste de
orker; for de ved ikke hvad øieblik hun faar i sinde at slaa ned imellem
dem som en grib. Hun tænker jo ikke paa andet end at koke og steke og
bake.
Vi ser os nærmere om i stuen. Sengene er dækket med snehvide tepper,
væggen over arnestedet er prydet med forgyldte bibelske billeder og et
stort billede af general Washington. Paa en træbænk sidder et par
negergutter med sort uldhaar og tindrende sorte øine. De klapper i
hænderne af glæde ved at se den vesle søsteren gjøre sine første ustøe
tiltak til at gaa over gulvet. Ved et lidet bord, som er dækket med en
hvid dug og nogen storblomstrete tallerkener og skaaler, sidder Onkel
Tom, Schelbys bedste mand. Det er en stor herdebred kar, kulsort og
glinsende, ligesom konen; men ud af det alvorlige ansigtet lyser
tænksomhed og inderlig godhed.
Han er for øieblikket optaget med at efterskrive nogen bogstaver, som
hans herres søn, Georg, har skrevet op for ham paa en tavle. Denne Georg
er en kjæk gut paa omkrig 13 aar. Han staar ved siden af Onkel Tom og
skal retlede ham.
«Nei, ikke den veien med griffelen, Onkel Tom!» roper Georg og griber om
haanden hans. «Halen til den andre siden—slig! Ellers blir det jo en
_q_ istedenfor en _g_.»
«Gjør det det?»
Onkel Tom puster og svetter; det er et svært arbeide at lære at skrive
disse bogstaverne; men en maa nu drive paa alligevel, og endda være glad
til, at den unge massa vil komme her i huset og gjøre tjeneste som
lærer.
«Men, Tante Chloe, jeg blir saa gruelig sulten af at lugte til den
deilige maden Deres,» sa Georg.
«Nu er den straks færdig,» svarte hun; «vor kjære unge massa Georg skal
nok faa stillet sin sult.» Hun tar laaget af gryten og ser ned i den.
«Jo, den brunsker sig herlig.»
Og saa gir hun sig til at fortælle om hvorledes det gik frøken Sally, da
hun en dag prøvde at bake en kake.
«Dere kan tro det blev en grum kake! bare hævet paa den ene siden, og
ikke mer kakeskap paa den end paa en af tøflerne mine.»
Hun vender sig for at gjøre bordet i stand.
«Væk med dere, smaagutter,» sa hun til Moses og Peter, som gik i veien
for hende, «væk med dere, negerunger. Gaa til side, du vesle Polly, søde
barnet mit; du skal sidde hos mor og faa noget rigtig godt du. Se saa,
lille herr Georg, tag nu tavlen og bøgerne væk og sæt Dem ved siden af
manden min, saa kommer jeg med medisterpølsen.»
Hvor den pølsen smagte! Og den varme kaken, som blev sat frem bagefter,
hvor den var fed og finsmagende!
«Ja, Tante Chloe forstaar nok at bake en kake,» sa den lille husmoren
og reiste nakken.
Og mens hun nu sad og spiste og gav den vesle tyggemad, snakked hun i et
væk om suppe og steker og puddinger, og af og til la hun sig bagover i
stolen og lo af fuld hals af kokkejenterne paa grannegaardene, som rørte
de utroligste ting sammen til herskaberne sine. Naar hun rigtig mored
sig over deres dumhed og kludrefærd, kunde hun nu og da vende øinene til
veirs og le saa det risted i de runde kinderne handes.
Mose og Pete, som de to smaagutterne til dagligdags kaldtes, laa under
bordet og spiste maden sin der de. De mored sig indimellem med at puffe
hinanden i sidebenene og dra den vesle søsteren i tærne.
«Vil dere holde skik, gutter!» ropte moren og sparked med benene. «Dere
er nogen uskikkelige unger! Kan dere ikke opføre dere pent, naar her er
fine hvide folk i besøgelse hos os!»
«Aa, de er saa glade,» sa Onkel Tom for at undskylde dem. «Slige karer
har ikke saa let for at være stille.»
Gutterne kom nu kravlende ud og viste frem fire svarte labber og to
svarte ansigter, som glinsed af sirup. De nærmed sig moren og vilde
kysse søsteren sin; men da blev Tante Chloe udaf sig og skjøv de svarte
uldhovederne bort fra sig.
«Væk med dere, grisunger!» sa hun, «dere kom til at bli hængende fast
ved hverandre alle tre, om dere fik lov til at stikke næserne sammen.
Gaa ud og vask dere!» ropte hun, og gav hver af dem et dask over nakken.
Nær ved at sprække af latter fór saa de smaa skøierfanterne ud af døren.
«Har en set mage til uskikkelige unger?» spurte hun og snudde sig mod
Georg. Hun skulde nu ligesom være vred, men kunde ikke lade være at
smile.
Med snippen af et haandklæde pudsed hun ansigtet paa den lille ungen sin
og satte hende bort paa fanget til Tom.
«Er det ikke en fin jentunge?» sa han og holdt barnet ud for sig for at
kunne ta hende des bedre i øiesyn.
Saa reiste han sig og satte hende op paa de brede akslerne sine og tog
paa at hoppe og danse med hende, til stor moro for Georg, som hopped og
dansed med og vifted til den vesle med lommetørklæet.
Dagen var nu snart til ende.
En del af gaardens folk, som pleide at være tilstede ved aftenandagten i
Onkel Toms hytte, begyndte nu atsamle sig fra alle kanter, og snart var
den vesle stuen fuld af en broget flok af unge og gamle negre, mænd og
kvinder. Nogen tønder og baljer, som stod udenfor, blev baaret ind; de
skulde være til at sidde paa, de.
[Illustrasjon]
Der blev nu sludret og snakket en del om hvad som var hændt om dagen, og
saa istemte alle af fuldt bryst en salme, hvor det blandt andet hed:
"O, jeg vandrer til herlighedslandet!
Kom, vil du ikke vandre med mig?
Ser du ei englen som vinker og kalder mig did?
Ser du ei staden, den gyldne,
hvor morgenen varer til evig tid?"
Onkel Tom var en oplyst kristen. Efter salmen talte han nogen hjertelige
ord og slutted med en inderlig og enfoldig bøn, som greb alle.
Saa stod en gammel hvidhaaret mand frem og frembar det vidnesbyrd, at
himlens herlighed var en mægtig ting, og nu gik han snart ind til denne
mægtige ting. «Hold dere færdige alle sammen,» sa han. «Jeg selv er alt
færdig. O, børn, dere kjender ikke himlens herlighed, men jeg siger
dere, den er en mægtig og vidunderlig ting.»
Han satte sig, og taarerne strømmed ned over kinderne paa ham.
Til slut istemte de atter salmen om det herlige landet med den gyldne
stad, som de alle skulde vandre til.


FJERDE STYKKE.
En natlig flugt.

Schelby og hans kone havde trukket sig tilbage til soveværelset for at
gaa til ro.
Schelby havde taget plads i en lænestol og sad og bladed i nogen
papirer, mens fruen stod ved speilet og stelte med haaret sit. Elisa
havde om morgenen sat det saa kunstfærdig op, at det næsten ikke var til
at faa løst igjen.
Hun havde om eftermiddagen havt en samtale med Elisa og af hende faat et
og andet at vide om hvad denne handelsmanden gik der efter. Og da hun
mellem kl. 6 og 7 havde set manden komme igjen for anden gang, kunde hun
kjende paa sig, at noget uhyggeligt var i gjære.
«Det er sandt,» sa hun til Schelby, «hvad var det for en mand du sad og
handled med her i aften?»
«Det var Haley,» svarte Schelby og blev urolig. «Jeg skyldte ham nogen
penger, og saa maatte jeg se at klare mig paa den maade jeg kunde.»
Fruen blev ved: «Jeg kan ikke skjønne hvad der gaar af Elisa; hun er
blit saa rent forskræmt, og gaar og bilder sig ind at Du vil sælge
sønnen hendes.»
«Hm!»
«Jeg har trøstet hende og sagt at det aldrig i verden kunde falde dig
ind; vi er jo ikke slige at vi sælger vore folk.»
«Hm! Det er rent galt med mig i pengeveien, Emilie.»
«Hvad vil det sige? Du har nu vel ikke....» Hun holdt inde og stirred
paa ham.
«Jeg har maattet sælge Tom,» sa han og sukked.
«Det er da vel ikke sandt?»
«Jeg har været nødt til det; Haley vilde have pengene sine, og jeg havde
ingen.»
Fruen blegned med ett og satte sig. «Og vi som saa ofte har talt om at
give Tom fri.»
«Ja, hvad skal en sige? Jeg har været saa uheldig i de senere aar med
mine forretninger.»
«Nei, det kan ikke være muligt!» udbrød hun. «Sælge vor gode, kjære,
trofaste Tom! Og til en slig en som denne Haley!»
«Han gav mig sit æresord paa at Tom skulde faa det godt; han skulde
sørge for god plads til ham, om han kom til at sælge ham.»
«Aa, det er forfærdeligt! Jeg kan nu tro det værste om dig; jeg kan nu
tænke mig at du ogsaa kunde finde paa at sælge lille Harry.»
«Hm!»
Hun bøide sig frem og stirred aandeløs paa ham.
«Ja,» sa han, «jeg har solgt ham.»
«Nei, nei, det er ikke sandt! Sig, det er ikke sandt!»
«Jeg kunde ikke berge mig paa anden maade; han vilde ha gutten paa
kjøbet.»
Hun slog hænderne sammen og saa op mod himlen. «Og saa valgte du netop
at sælge disse to!»
«Ja, det var jo netop dem han vilde ha, og dem jeg kunde faa mest for.
Jeg kan ellers sælge en anden i steden for Tom; han bød mig mange
penger, fire tusend kroner, for Elisa, om jeg heller....»
«Elisa?» skreg hun og sprang op.
«Ja, jeg sa ogsaa afgjort nei, for jeg vidste hvor meget du holder af
hende.»
Fruen holdt sig om hovedet og kunde ikke sige et ord.
«Vær nu ikke vred paa mig, kjære Emilie. Du kan tro det har været en