Onkel Toms Hytte - 09

«Nei; det er fordi jeg er neger at frøkenen ikke kan like at jeg kommer
nær hende og rører ved hende; hun vilde heller lade en padde røre ved
sig.»
Men det kunde nu ogsaa være hende det samme, mente Topsy og gav sig til
at fløite.
Eva la den vesle tynde haanden sin om halsen paa negerjenten. «Topsy,
jeg er ikke ræd for at røre ved dig, jeg kan like dig.»
Da blev de store runde øinene til det stakkars forvildede barn fulde af
taarer. Hun bøide hovedet ned i hænderne og gav sig til at hulke.
«Topsy,» blev Eva ved, «Gud kan ogsaa like dig; han kan like alle
mennesker, han, enten de er hvide eller sorte.»
«Kjære, gode, vesle Eva, mig vil prøve at blive god.»
* * * * *
Det havde været en tid da Eva syntes at blive noget bedre; men saa blev
hun daarligere igjen og maatte for det meste holde sig inde.
Hendes soveværelse var et stort rum, som ligesom de andre værelser i
huset vendte ud mod den brede svalgang. For vinduerne hang gardiner af
rødt og hvidt musselin, gulvet var dækket med et vakkert blomstret
teppe, som var forskrevet lige fra Paris. Sengene, stolene og sofaen var
af bambusrør, som var flettet sammen paa den kunstfærdigste maade. Over
hovedgjærdet paa sengen var fæstet en hylde af alabast, og paa den stod
en engel, vakkert udhugget i marmor, med sænkede vinger. Til hylden var
fæstet et rosenrødt sølvvirket florsgardin til vern mod moskitoerne,
disse store leie myggene, som i dette strøg af landet er en styg plage
om natten. Midt i værelset stod et bambusbord med en kostbar vase, som
altid var fuld af blomster. Paa kaminens marmorrand stod et andet
marmorbilled,—Jesus som velsigned de smaa børn. Og rundt om i værelset
var det en rigdom af billeder, malerier, bløde puder, tepper, og mange
andre dyre ting.
En eftermiddag laa den vesle syge pige paa en sofa ude paa svalgangen og
saa ud over sjøen. Saa hørte hun med ett sin mor tale i en streng tone:
«Hvad er det du skal med de der?»
«Frue, de er til den vesle frøkenen,» klynked Topsy.
«Din toskete unge! Tror du hun bryr sig om blomsterne dine? Ud med dig!»
«Jo, mor,» ropte Eva og sprang ned af sofaen, «jeg vil gjerne ha
dem.—Kom her med dem, du Topsy!»
Den lille negerpige gik da bort til hende med blomsterne.
«Aa, for nogen deilige blomster! Det var rigtig pent af dig at du har
tænkt paa mig.»
Topsy saa straalende glad ud; men da hun vendte sig for at gaa, trilled
et par store taarer nedover kinderne paa hende.
[Illustrasjon]
«Du er et underligt barn,» sa moren. «Hvorledes kan det falde dig ind at
indlade dig med en negerunge?»
«Jeg tror hun holder paa at blive en snill pige, mor.»
«Ja, det vilde nu ialfald ikke være for tidlig, efter alt det vi har
gjort for hende.»
Eva la sig ind paa sengen sin for at hvile. Fru Marie jamred sig over
den svære varmen.
«Mor,» sa Eva, «jeg vil gjerne faa klippet noget af haaret mit af.»
«Hvorfor vil du det?»
«Jo, jeg ønsker at give det bort til mine venner, mens jeg endnu er god
for at gjøre det selv. Vil du ikke bede tante komme og klippe mig.»
I det samme kom frøken Ofelia.
«Hør, tante, sa den vesle spøgende. «Vil du ikke klippe dit lille lam?»
Hun reiste sig op og risted de lange guldlokkerne sine ud.
Netop som Ofelia havde faat fat i saksen, kom St. Clare ind med noget
frugt, som han havde været ude og hentet til hende.
«Far, jeg vil gjerne have tante til at klippe noget haar af mig; jeg har
saa altfor meget af det, og det gjør mig saa hed i hovedet; og saa vil
jeg saa gjerne gi hver af mine venner en lok.»
Han syntes ikke om at det vakre haaret hendes skulde klippes, og det
var med sorg han saa de lange bløde haarlokker en for en blev lagt ned i
fanget til Eva.
Hun sad og tvinned haaret om hænderne og saa sorgfuld bort paa sin far.
«Kom hid til mig, far!» sa hun og vinked med haanden.
Han gik bort til hende og satte sig paa sengekanten.
«Far!» bad hun, «jeg vilde saa gjerne ha alle folkene her op, jeg har
noget at sige dem.»
«Ja, da skal du ogsaa faa lov at faa dem op.» Han var saa dybt grebet,
at han næsten ikke kunde tale.
Det blev sendt bud ned, og snart var alle tjenestfolkene samlet i
sygeværelset.
Eva laa bagover mod puden. Resten af haaret laa løst ned over det magre
hvide ansigtet, de store øine saa med en tindrende glans paa hver enkelt
som kom ind.
Alle blev dybt grebet ved at se det syge barn og ved at høre morens
hulken.
De stirred omkring, saa paa hverandre, sukked og risted paa hovedet. Det
var dødsstilt i værelset.
Endelig reiste Eva sig og lod sit alvorlige blik glide over folkene.
«Jeg holder saa meget af dere alle sammen,» sa hun, «og jeg vilde sige
dere noget, og det maa jeg sige dere nu, for jeg er snart ikke mere hos
dere.»
Rundt om i flokken hørtes graat og klager. Eva maatte stanse et øieblik.
«Nei,» tog hun atter fat. «Dere maa ikke graate; for det jeg har at sige
dere er noget godt. Jeg vil sige dere, at det er en som holder af
dere—vil dere da ikke holde af ham igjen og blive gode og bede til ham
hver dag?»
Tom og Mammy og nogen andre, som var kristne, svarte at de vilde det.
«Og saa vil jeg give dere noget; for jeg ved dere liker mig godt og
gjerne vil ha et minde om mig. Se her....»
Dybt rørt samled folkene sig om sengen og fik hver en liden haarlok.
Uvilkaarlig kasted de sig paa knæ, graaten blev mer og mer lydelig, og
mange af dem trængte sig frem og kyssed sømmen paa barnets klær.
Frøken Ofelia var ræd for at dette gribende optrin skulde virke for
sterkt paa det svage barn, og gjorde derfor tegn til at folkene nu
maatte gaa.
Straks efter havde alle forladt værelset, bare Tom og Mammy blev
tilbage.
«Se her, Onkel Tom, er en pen en til dig. Aa jeg er saa glad ved at
tænke paa at jeg skal faa se dig i himlen; for det er jeg viss paa jeg
skal; og Mammy—kjære gode Mammy!» sa hun og slynged armen om halsen
paa den gamle amme, «jeg ved at ogsaa du vil komme der.»
Mammy graat og stønned; hun vidste ikke hvorledes hun skulde kunne holde
ud, om Eva gik bort.
Frøkenen gjorde nu ogsaa tegn til Tom og Mammy, at de skulde gaa. Og da
de var kommet vel ud af døren, drog hun veiret lettet, for nu mente hun
at alle var gaat; men da hun vendte sig om, stod vesle Topsy i en krok
og graat.
«Men hvor er du kommen fra?»
«Mig har været her hele tiden,» svarte den vesle. «Mig vilde ogsaa
gjerne bede om en lok,» sa hun og gik frem til sengen.
«Jeg har nok gjemt en til dig ogsaa,» sa Eva. «Naar du nu ser paa den,
vil du saa ikke tænke lidt paa mig og gjøre dig umage for at bli en god
pige?»
«Jo, det vil mig gjerne; men det er saa svært vanskeligt for mig at bli
god, som har været saa slem før.»
Saa tog Ofelia hende i armen og førte hende lempelig mod døren, og med
forklæet for øinene gik den vesle pigen ud af værelset.
Frøkenen selv var dybt rørt; men for ikke at øge Evas sjælelige spænding
end mere, søgte hun at holde sig saa rolig som mulig.
St. Clare havde under optrinet med folkene siddet med haanden for
øinene, uden at sige et ord.
«Far!» kaldte Eva.
Han fór sammen med et gys og reiste sig. «Nei, nei, dette kan jeg ikke
holde ud,» klaged han. «Den almægtige handler haardt mod mig!»
Ofelia sa nogen ord om at han maatte bøie sig for Guds vilje.
«Blir det derfor lettere at bære dette her?» spurte han med et bittert
tonefald.
«Kjære far, du maa være god og ikke tænke slig!» sa Eva og tog paa at
graate.
«Min gode vesle Eva, graat ikke! jeg vil jo være god, det var synd af
mig at sige det jeg sa.»
Han bøide sig ned og strøg hende over haaret og talte kjærlig til hende.
Fru Marie havde siddet halvt sansesløs. Nu fór hun ind paa sit værelse
og kasted sig syg og sønderknust paa sin seng.
«Du har vist delt ud alle haarlokkerne dine, Eva,» sa faren med et
sørgmodigt smil. «Det blev ikke nogen igjen til mig.»
«Ja, de jeg har her er dine—dine og mors, og du maa give tante saa
mange hun ønsker. Jeg gav bare folkene dem de skulde ha, for at de ikke
skulde bli glemt.»
Evas tanker gik stadig mod de lyse egne som hun nu skulde faa se.
«Vil ikke du ogsaa komme der op, far?» spurte hun.
Han trykked hendes haand uden at sige noget; tvil og bitterhed og smerte
fyldte hans sind.
Fra denne dag tog kræfterne hos Eva sterkt af. Hendes værelse blev gjort
til sygestue, hendes far og tante gjorde tjeneste som sygevogtere.
Aldrig havde Ofelias gode egenskaber været paaskjønnet som nu. Tidlig og
sent var hun om den syge; ingen kunde hjælpe som hun. Nøie og omhyggelig
fulgte hun lægens forskrifter, og med fin omtanke forstod hun at skjule
det som burde skjules, og tale friskt og opmuntrende til alle.
Onkel Tom saa ofte op til sin unge veninde. Naar hun var saavidt rask at
hun kunde taale det, bar han hende paa armene og gik frem og tilbage
over gulvet med hende. Stundom bar han hende paa en pude ud paa
svalgangen, og naar veiret var rigtig godt, kunde det ogsaa hænde, at
han bar hende omkring under orangetrærne i haven eller satte sig med
hende paa en bænk og sang en eller anden salme for hende.
Alle folkene stelte saa godt for Eva som de kunde, men ingen vilde hun
saa gjerne være hos som Onkel Tom.
Mammy ønsked nok gjerne at være hos Eva om natten; men fru Marie kunde
ikke undvære hende. Mammy blev vækket mangfoldige ganger hver nat, snart
for at gnide fruens fødder eller bade hendes hoved, snart for at finde
lommetørklæet hendes eller for at rulle et gardin op eller ned. Heller
ikke om dagen kunde Mammy faa være hos Eva; hver gang hun gjorde tegn
til at ville gaa bort fra fruen, fandt denne altid noget at sætte hende
til med paa sit eget værelse.
«Det er da din pligt først og fremst at sørge for at jeg selv blir
passet og pleiet, saa klein som jeg er.»
Eva havde ingen smerter; hun var bare saa mat, saa mat. Men sød og yndig
var hun, som hun laa der i sin hensygnende tilstand, taalmodig og
gudhengiven. Af og til kunde hun endog være livlig og sidde i sengen og
se paa smykkerne sine, og tale om hvem som skulde have det og hvem som
skulde have det.
Ved dag efter dag at være vidne til den renhed og uskyld som var over
Evas sygeleie, syntes St. Clare lidt om senn at vinde noget mer ro i
sindet. Han kjendte i sjælen en vemodig fred, som den en kan merke om
høsten, naar en ser paa skogens farver og paa blomsterne som byder sin
svindende skjønhed og duft frem for ens sanser; en glæder sig saa meget
over dette, fordi en ved at hele herligheden snart er slut.
Tom kunde ikke ligge i ro paa sit eget kammer om natten; til sidst fandt
han paa at lægge sig paa svalgangen udenfor døren til Evas værelse. Her
laa han og lytted, om hun kaldte paa ham.
«Nu nærmer hun sig stadig det nye Jerusalem,» sa Tom.
Saa kom en kveld da Eva igjen var uvanlig rask og glad. St. Clare kyssed
hende til godnat og gik fra hende med nyt haab.
«Nu skal du bare se, Ofelia, at vi faar lov til at beholde hende
alligevel.»
Men ved midnat—netop den samme nat—kom døden.
Alt tidlig paa natten merked frøken Ofelia at det tog en anden vending
med barnet, og efter dette kunde det ikke være tanke om andet end at hun
vilde vaake natten over.
Det var stilt i sygeværelset. Saa merked Tom med ett at døren til
svalgangen blev aabnet.
«Tom,» sa frøkenen, «du maa skynde dig efter lægen! Skynd dig, alt det
du kan!»
Selv gik hun og banked paa døren til sin fætter.
«Hvad er nu paa færde?» spurte han og sprang ud af sengen.
Et øieblik efter stod han ved sygeleiet.
Dødens merke stod da skrevet paa vesle Evas ansigt; men det saa
alligevel langt fra uhyggeligt ud; det havde tvert om faat en klarhed
over sig som aldrig før.
Der stod da de to menneskene og saa paa det elskede barn, uden at kunne
sige et ord.
Endelig kom Tom med lægen. Denne stilled sig ved siden af de to andre og
gav sig til at se paa den døende.
Fruen var ogsan blit vækket, da lægen kom, og nu kom hun styrtende ind i
værelset. «Hvad er det? Hvad er det?»
«Du maa være stille,» tyssed manden hendes; «hun har ikke langt igjen
nu.»
Mammy hørte ordene og sprang ned for at vække tjenestfolkene. Det varte
ikke mange minuterne, før hele huset var paa benene. Lamper og lys blev
tændt overalt, listende fodtrin hørtes i gangene, og ængstelige ansigter
kom til syne paa svalen, hvor de titted ind gjennem glasruterne.
St. Clare hørte og saa intet; han stod bare og stirred paa sit barn.
«Eva!» kaldte han sagte og bøide sig ned over hende. «Min vesle Eva!»
Hun aabned de store blaa øinene: «Ja, far.»
[Illustrasjon]
«Kan du kjende mig, Eva?»
«Min egen far!» Et smil gled over det blege ansigtet hendes, og hun
løfted armene for at slaa dem om halsen paa ham, men de faldt mat ned
paa teppet.
Da han retted sig op, saa han en uhyggelig trækning gaa over ansigtet
hendes; hun gisped efter veiret og kasted hænderne fra sted til sted.
«Aa, min Gud! dette er forfærdeligt,» hvisked han og vendte sig bort.
«Aa, Tom, Tom, jeg kan ikke holde det ud!»
Tom tog sin herre i hænderne, mens taarerne randt i strømme ned over
kinderne paa ham.
«Bed til Gud, at det snart maa være slut!» sa St. Clare.
Tom vendte sig mod sengen. «Det er slut. Gud være lovet!»
«Eva!» kaldte St. Clare igjen; men nu hørte hun det ikke. En straalende
klarhed, en himmelsk fred havde bredt sig over hendes aasyn.
Alle stod dybt grebne; men der var over dem en underlig høitidsfuld
stemning, som dæmmed op for alle taarer og klager.
* * * * *
Billedstøtterne og malerierne i Evas værelse var tilhyllet med hvidt
flor, og bare undertrykte aandedrag og sagte skridt hørtes der, mens
lyset høitidelig stjal sig ind gjennem vinduerne, som delvis var
tildækket med et forhæng.
Paa sengen, under den hvide engelen med de sænkede vinger, laa den vesle
sovende pige i en af de hvide kjolerne sine. Fra leiet og rundt om fra
værelset dufted blomster, og fra vinduerne faldt et mat rosenrødt skjær
over den dødes ansigt. De lange øienhaar laa blødt ned over de rene
kinder. Hovedet var vendt lidt til den ene siden, saa det saa ud som hun
sov en vanlig søvn.
St. Clare stod med korslagte armer og saa paa hende: «Det er ingen død
for en slig som dig, kjære Eva,» tænkte han. Han vilde ikke tale med
nogen, han gik som i drømme; og naar han blev spurt om naar begravelsen
skulde foregaa, svarte han ligegyldig, at det ikke kom ham ved.
Adolf og et par af tjenestjenterne var stadig optaget med at pynte op
med blomster og gjøre værelset hyggeligt.
Den vesle Rosa, en af mulatpigerne, kom trippende med en kurv blomster.
Da hun saa sin herre, stanste hun og vilde drage sig tilbage; men da hun
skjønte at han ikke la merke til hende, gik hun bort til den døde og
stak en smuk jasminblomst i hver af hænderne paa hende, og efterpaa
strødde hun en mængde blomster ud over leiet.
Saa kom ogsaa vesle Topsy med noget under forklæet.
«Hvad vil du?» spurte Rosa. «Du har ikke noget at gjøre her, du.»
«Bare en blomst,» sa hun og viste frem en halvt udsprungen te-rose.
«Ud med dig, siger jeg!»
St. Clare merked dette og stamped med foden i gulvet og saa vred paa
Rosa. «Kom bare her, du barnet mit,» sa han til Topsy.
Den sorte pige la nu sin rose ved ligets fødder og vilde gaa igjen; men
med ett var det som det kom noget over hende; hun sank ned paa gulvet og
udstødte et gjennemtrængende skrig.
Frøken Ofelia kom og skulde stille hende til ro, men barnet graat og
jamred sig: «Aa, frøken Eva, vesle frøken Eva!»
Frøkenen hyssed venlig paa hende og bad hende give sig tilfreds.
«Hun sa at hun holdt af mig,» hulked den vesle; «men nu har jeg ingen
mere som holder af mig.»
«Stakkars barn!» sa frøkenen og fik taarer i øinene. «Herefter vil jeg
holde af dig, holde rigtig meget af dig.»
Disse ord virked langt mere paa den vesle negerpige end al skjænd og
pryl hun havde faat. Fra denne dag havde frøkenen en magt over barnet
som aldrig før.
«Aa, hvor meget min vesle Eva har udrettet i den korte tid hun har
levet!» tænkte St. Clare.
Alle folkene kom listende, en efter en, for at se den døde.
Saa kom kisten, og det vesle lig blev tildækket og gjemt.
En hel skare af mennesker samledes paa landstedet den dagen vesle Eva
skulde til jorden. Alle havde med sig kranser, sløifer og sørgeflor.
St. Clare gik endnu som i taage. Taus og uden at fælde en taare havde
han staat og set paa at ligklædet blev bredt over Evas ansigt, taus
fulgte han efter baaren ned i haven, hvor der var kastet op en liden
grav, og taus stod han og saa paa at kisten blev sænket ned i den. Han
hørte de velkjendte ord: «Jeg er opstandelsen og livet; hvo som tror paa
mig, om han end dør, skal han dog leve.»
Saa faldt jorden tung ned over baaren. Han kunde ikke skjønne at hans
vesle Eva laa der nede.
De fremmede mennesker drog bort. Hulkende og klagende laa fruen i sengen
paa sit værelse og kaldte hvert øieblik, snart paa den ene, snart paa
den andre.
«Min mand graater vel ikke nu heller, han,» hulked hun, «og mig bryr
han sig heller ikke om, hvor meget jeg lider.»
Af og til fik hun det med krampe, og det vakte da svært opstyr i huset;
lægen maatte hentes, én maatte efter varmt vand, en anden sprang efter
ophedede flonelskluter til at gnide hende med. Uro og larm var det over
hele huset. De fleste af folkene trodde fruen sørged dybere end St.
Clare; men Tom var af en anden mening. Han kjendte noget i sit indre som
drog ham til sin herre. Han fulgte ham hvor han gik, alvorlig og
deltagende, og naar han saa ham sidde i Evas værelse med den lille
bibelen hendes opslaat for sig, uden at læse et ord i den, da kjendte
han en sterk trang til at tale med ham om ham som kan trøste og læge
alle saar.
Nogen dage efter begravelsen flytted hele huset tilbage til slottet i
Orleans. St. Clare længted efter at komme ind i nye forhold og bort fra
det sted hvor alt minded ham om det tunge tab.
Han var blit svært mager og bleg, men han søgte at stive sig op ved at
spasere flittig om i gaderne og ved at tale med venner og kjendinger om
alt muligt. Han lo og spøgte, saa det var ikke saa mange som kunde se
paa ham at han gik med en nagende sorg i sit hjerte.
«St. Clare er et underligt menneske,» sukked fru Marie. «Jeg havde trodd
at han holdt af barnet; men han synes alt at have glemt hende—han kan
ikke en gang like at tale om hende.»
En dag kom Tom sagte ind i værelset til sin herre og fandt ham læsende i
Evas bibel.
«Aa, Tom, hele verden er for mig saa tom som et eggeskal,» klaged han og
bøide sig ind til brystet paa den trofaste tjener.


TO OG TYVENDE STYKKE.
Gjenforening.

Først nu skjønte St. Clare at al hans glæde og alle hans tanker havde
været samlet om hans vesle datter. Det var for hendes skyld at han havde
taget sig af sin eiendom, det var for hendes skyld han havde lagt planer
til at udnytte sin tid, og saa længe havde han vænnet sig til at gjøre
alt for Eva—at kjøbe, rette paa, omgjøre og ordne eller stelle i stand
alt for hende—at han nu, da hun var borte, ikke vidste hvad han skulde
tænke paa eller tage sig til eller leve for.
Det eneste han havde nogen lyst til var at læse i Evas bibel og tænke
paa at gjøre noget for sine folk, som Eva paa dødsleiet havde bedt godt
for.
Noget af det første han tænkte paa, var at gjøre de første skridt til
paa en lovlig maade at give Tom fri og faa dette lovlig brevfæstet.
Men den tanke at Tom skulde reise fra ham, pinte ham mer end han selv
vilde være ved; for han syntes ikke nogen eller noget i verden minded
ham saa levende om Eva som han; han vilde derfor stadig have Tom hos
sig, stadig se ham og tale med ham.
«Tom,» sa han en dag, «jeg tænker paa at gi dig et fribrev, saa du kan
reise hjem naar du vil.»
Tom løfted hænderne, og med straalende øine saa han mod himlen: «Gud
være lovet og takket!»
St. Clare kunde ikke like at Tom blev saa glad ved at høre at han nu
kunde faa reise fra ham.
«Du har ikke havt det saa slemt her hos mig, at du skulde blive saa
sjæleglad ved at komme herfra.»
«Nei, massa, nei!»
«Du kunde umulig have tjent saa meget at du kunde have klædd dig saa
fint og levet saa godt som du har gjort hos mig.»
«Ved alt det, massa; men jeg vil heller være en fri mand og gaa fattig
klædd og bo i en simpel hytte end leve fint og godt som ufri mand, slig
er jeg.»
«Ja ja, saa reis da i Guds navn!»
«Nei, jeg reiser ikke, saa længe massa gaar og pines slig af den tunge
sorgen.»
«Da maa du vist vente længe, Tom.»
«Nei, jeg tror ikke det vil vare saa svært længe, før det blir bedre for
massa.»
«Hvorledes tror du det kunde ske?»
«Naar massa blir en kristen.»
«Og du vil vente til det sker?»
«Ja.»
«Du gode, store, taapelige barn!» sa St. Clare; han drog paa smilen og
la haanden paa akslen til Tom. «Saa længe vil jeg ikke holde paa dig.
Reis hjem til kone og børn, du.»
«Nei, jeg reiser ikke; den gode tid kommer snart; Vorherre har brug for
massa.»
«Hvorledes mener du Vorherre kan ha brug for mig? Kan han ikke klare sig
selv, uden han maa have nogen til at hjælpe sig?»
«Vi skal arbeide i hans tjeneste; det vi gjør for Vorherres skabninger,
det gjør vi for ham.»
«Du har vist ret i det Tom,» svarte St. Clare.
Her blev samtalen afbrudt ved at nogen fremmede blev anmeldt.
Fru Marie var vist saa ulykkelig over tabet af sin datter som hun kunde
blive, og hun havde en sjelden evne til at gjøre dem som var om hende
ulykkelig med sig. Særlig fik nu tjenestfolkene hendes merke det. Og nu
havde de ikke længer Eva til at gaa imellem fruen og dem, naar det var
noget i veien. Mer end en gang havde den unge frøkens vindende væsen og
milde forbøn været dem et vern mod fruens hensynsløse og egenkjærlige
krav. Det var derfor ingen som savned hende mer end tjenestfolkene.
Den stakkars Mammy var dog den som savned Eva mest af alle; hun graat
baade dag og nat, og blev saa medtaget af sorgen, saa hun ikke orked at
tjene fruen med alt saa raskt som før. Dette medførte da skjænd tidlig
og sent.
Ogsaa frøken Ofelia sørged; men for hendes gode og ærlige hjerte bar
sorgen frugt; hun blev mer blød og mild, og endda hun var lige ivrig i
alt hun havde at gjøre, kom der over hendes væsen en større ro og
kjærlig sagtmodighed. En kunde særlig merke dette paa den maade hun tog
sig af Topsy paa. Hun var ikke længer ræd for at røre ved hende, og
naar hun underviste hende, sad hun ikke slig og skjændte som før.
Topsy blev dog ingen engel med en gang; hun var endnu et vanskeligt barn
at stelle med; men hun blev dag for dag mer tam og mer modtagelig for
det hendes gode lærerinde la hende paa hjerte.
Da hun en dag paa veien op til frøkenen mødte Rosa, skyndte hun sig med
at gjemme en liden pakke ind paa brystet.
«Hvad gjør du nu?» sa Rosa og greb hende i armen. «Har du stjaalet
igjen, din ugudelige unge?»
«Mig har ikke stjaalet,» sa Topsy og vilde rive sig løs.
«Du har stjaalet!» blev Rosa ved og vilde stikke haanden ind paa brystet
hendes.
Topsy sparked og slog om sig det bedste hun kunde.
Frøkenen og St. Clare havde hørt støien af de to kjæmpende jentunger, og
kom paa en gang ud for at se hvad som stod paa.
«Nu har hun stjaalet igjen!» ropte Rosa.
«Det er ikke sandt!» hulked Topsy.
«Kom hid og lad mig faa se det du har!» sa frøkenen i en fast tone.
Topsy tænkte sig om et øieblik; men da befalingen blev gjentaget, tog
hun frem en liden pakke, som var stukket ned i foden paa en af hendes
gamle strømper.
Frøkenen tog pakken op, og den viste sig at indeholde en liden bønnebog,
som Topsy havde faat af Eva, og et stykke papir med den haarlok som Eva
havde givet hende. Bogen var indtullet i en strimmel af sørgeflor, som
Topsy maatte have tilegnet sig mens Eva laa lig.
St. Clare blev dybt rørt ved at se disse tingene. Han spurte hvorfor hun
havde tullet bogen ind i sørgefloret.
«Jo, for det var ligesom et stykke af Evas tøi det,» sa hun. «Massa maa
ikke tage det fra mig!» Saa tog hun paa at graate, kasted sig ned paa
gulvet og gjemte hovedet i sit forklæ.
St. Clare fik paa en gang indtryk af noget komisk og noget rørende ved
synet af den gamle strømpe, som tjente som gjemmested for de dyrebare
ting, og af Topsys fortvilelse; han maatte dra paa smilen, mens taarerne
stod ham i øinene.
«Du maa da ikke ta slig paa vei, barnet mit; du skal faa beholde alt
sammen,» sa han og pakked sakerne ind i strømpen igjen og kasted bylten
ned til hende. Han bad Ofelia gaa med sig ind i stuen.
«Jeg tror det kan bli noget af dette pigebarnet,» sa han; «den som er
modtagelig for sorg er ogsaa modtagelig for det gode.»
«Jeg har nu den samme tro,» svarte frøkenen. «Barnet er blit meget
bedre; men,» la hun til, og la haanden paa armen hans, «hvem skal hun
tilhøre—dig eller mig?»
«Jeg har jo givet hende til dig,» svarte St. Clare.
«Ja, men ikke efter lovens forskrifter. Er det meningen, at Topsy
virkelig skal være min, saa maa jeg faa mig det tilsagt skriftlig; du
maa gi mig et gavebrev.»
«Du vil altsaa selv være slave-eier.»
«Aa snak! Jeg vil bare ha et lovligt bevis for at hun tilhører mig, saa
jeg kan føre hende med mig hjem og give hende fri.»
«Nu vel!»
Han satte sig til at skrive et kort gavebrev, og da det var blit
underskrevet af vitterlighedsvidner, overrakte han det til Ofelia: «Vær
saa god! her har du svart paa hvidt for at pigebarnet er din eiendom.»
«Hun er ikke min mer nu end før; men nu har jeg myndighed til at verne
om hende.»
St. Clare vilde nu gaa sin vei; men Ofelia holdt ham tilbage, for hun
havde endnu noget at lægge ham paa hjerte.
«Har du ellers tænkt at gjøre noget for folkene dine, for det tilfælde
du skulde dø?»
«Nei, endnu ikke.»
«Du skulde gjøre det, Augustin.»
«Det er min mening med det første at gjøre det fornødne.»
«Men om du nu skulde komme til at dø før det blir gjort noget.»
«Dø? Du taler hele tiden om at dø. Ser jeg da ud til at jeg skal faa den
gule feber eller kolera?»
«Nei, nei; men ingen ved naar ens time kommer.»
St. Clare var blit noget uhyggelig til mode under denne samtalen. Han
gik ud paa svalgangen og stod en stund og saa ud.
«Dø?» sa han ved sig selv. Han saa ligesom gjennem en taage bort paa det
stigende og faldende vandspring, paa blomsterne, grønsværet, vaserne.
«Dø?» gjentog han endnu en gang og blev mer og mer alvorlig.
Saa fik han øie paa Tom, som sad i den andre enden af svalgangen og
læste i bibelen. Han gik bort til ham og spurte om han skulde læse lidt
for ham.
«Ja, tak, det vil jeg gjerne. Massa læser meget bedre end jeg.»
St. Clare la merke til at Tom havde sat en tyk streg ud for et
bibelsted. Han læste: «Men naar menneskens søn kommer i sin herlighed,
og alle engler med ham, da skal han sidde paa sin herligheds trone. Og
alle folkeslag skal forsamles om ham, og han skal skille dem fra
hverandre, ligesom en hyrde skiller faarene fra bukkene....»
Det gjorde et sterkt indtryk paa St. Clare at læse disse ordene som
kongen vil udtale til dem ved hans høire side: «Kommer hid, min faders
velsignede! arver det rige som eder er beredt fra verdens grundvold blev
lagt. Ti jeg var hungrig, og I gav mig at æde ... sandelig siger jeg
eder: Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I og
gjort mod mig.»
Dette sidste stykke læste han langsomt om igjen og tænkte nøie over
hvert ord. Saa reiste han sig og gav sig til at gaa frem og tilbage over
gangen.
«Det ringer til te, massa.»
St. Clare hørte ikke.
«Det ringer til te, massa.»
«Naa, gjør det det; vi faar gaa ind da.»