Onkel Toms Hytte - 14

Total number of words is 5128
Total number of unique words is 1248
53.6 of words are in the 2000 most common words
71.3 of words are in the 5000 most common words
78.2 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
«Jeg er rede til at dø, massa.»
«Sig mig straks det du ved om Kassy og Emmeline.»
«Jeg har intet at sige, massa.»
Legree satte nu ansigtet tæt bort til Tom og hvisked ud mellem tænderne:
«Jeg lar dig piske til døde, om du ikke siger det du ved.»
«Det maa massa ikke gjøre! Jeg beder ikke for mit eget liv, men for
massa selv; det vilde være en synd som kommer til at gjøre Deres sjæl
ulykkelig til evig tid.»
Nu var det som den onde selv var faret i Legree. «Træk af ham!»
Det som nu skede med Tom lar sig ikke fortælle. Det skal bare oplyses,
at selv Sambo og Kvimbo, disse umenneskene, tog paa at faa ond
samvittighed og rørtes til medlidenhed, da de saa slagtofferet ligge
blødende og stønnende.
«Bare slaa, slaa!» ropte Legree. «Hver draabe blod skal piskes ud af
kroppen paa ham.»
Tom aabned øinene: «Gud tilgive dere denne synd!»
Da han havde sagt disse ord, sank han sansesløs sammen og var som død.
Legree saa et øieblik paa ham. «Nu tror jeg han har faat nok.» Han
løfted armen hans og slap den—den faldt som død ned. «Ja nu er han
færdig. Det er da en trøst for mig at vide at jeg ikke faar flere
ærgrelser af ham.»
Men Tom var ikke død. Da Legree var gaat, slog han igjen øinene op og
saa paa de to drivere.
«Det var massa som tvang os til at slaa,» undskyldte Sambo sig.
Den andre stod og skalv: «Aa, Tom, vi har været onde mod dig.»
«Jeg tilgiver dere alt—for Jesu skyld.»
Disse milde og kjærlige ord gik dem til hjerte. Graatende vasked de hans
saar og la ham paa et kjøligt leie.
«Du har fortalt os saa meget om ham du taler om, han som gjør dig saa
sterk; sig os, hvem er Jesus, hvem er han!»
Tom fik nye kræfter. Han talte varmt til dem om Frelseren. Begge stod og
saa paa ham og graat.
«Aa, om vi havde kjendt ham før!» ønsked Sambo. «Men vi vil herefter
tjene den gode herre.»
«Stakkars brødre!» slutted Tom. Han vendte øinene mod himlen og bad:
«Herre, giv mig disse to slaver!» Og Gud hørte hans bøn.


FIRE OG TRETTIENDE STYKKE.
Den unge herre.

To dage efter kjørte en ung herre op gjennem alléen, og ved døren til
hovedbygningen gjorde han holdt, kasted raskt tømmerne om halsen paa
hesten, sprang ned, og spurte efter gaardens eier. Det var Georg Shelby.
Det var gaat underligt med det brevet som frøken Ofelia havde sendt til
fru Shelby. Det var blit opholdt et par maaneder paa et afsides liggende
posthus, og da brevet naadde frem, laa herr Shelby syg, og hele huset
var af den grund i uro. Og da manden kort efter døde, fik fruen og
hendes nu voksne søn nok at gjøre en tid med at faa alt i gang igjen. En
stor del af det de eide maatte sælges, for at klare gjælden som hvilte
paa gaarden, og for at de kunde faa nogen penger at virke med. Først et
halvt aars tid efter kunde det blive tale om at gjøre noget for Tom. Men
hvor var han? Georg forhørte sig i øst og vest, skrev breve til
sakførere og andre, og fik til slut vide at Tom var blit solgt paa et
slavemarked i Orleans. Da den unge mand havde nogen saker at greie for
mor sin paa den kant af landet, tog han afsted til nævnte by. Først
efter et par maaneders forløb fik han spurt hvor Tom opholdt sig, og han
reiste da straks did. Han blev vist ind i dagligstuen, hvor han traf
Legree.
«Jeg ved,» sa den unge mand, «at De i Orleans har kjøbt en slave som
heder Tom. Han har været paa min fars gaard, og jeg er kommen for at
kjøbe ham tilbage.»
Legree slog nogen fæle rynker i panden og svarte haardt: «Jo, jeg kjøbte
en slig kar; men det var en daarlig handel; han har voldt mig flere
ærgrelser end alle de andre slaverne mine tilsammen.» Og saa fortalte
han om alt det han var misfornøid med Tom for, og til slut om de to
kvinders flugt, som ogsaa Tom var medskyldig i. Han la heller ikke skjul
paa at han havde tugtet Tom saa alvorlig, at han nu var ved at opgive
aanden.
«Hvor er han?» spurte Georg.
En liden slavegut oplyste at han laa nede i et skur og droges med døden.
Legree gav gutten et spark og tog paa at skjelde ham ud. Uden at sige et
ord vendte Georg sig om og gik ud til skuret.
I to dage havde Tom ligget i en døs; han havde ikke nogen smerter; for
hans nerver var saa ilde medfarne at han ikke kunde føle. En del af
folkene havde om natten listet sig ind til ham med vand og vaade kluter.
Det blev fældt mange taarer ved hans leie, og mange var det som
tilhvisked ham sin tak og velsignelse for de mange kjærlighedsgjerninger
han havde øvet mellem dem. Selv Kassy havde været ved hans leie; hun
havde, den kvelden han blev saa mishandlet, listet sig ned fra sit
skjul, stillet sig paa lur et sted hvor hun havde hørt de to slaverne
hviske sammen om hans ulykkelige skjæbne. Uden at bry sig om den fare
hun udsatte sig for, om hun blev set, havde hun listet sig ned til ham
og graatende takket ham for det han havde lidt for hendes og Emmelines
skyld.
Endda det ikke var mange ord Tom kunde sige, havde de havt den virkning
at hun for første gang i mange aar vendte sit hjerte til Gud i bøn.
Med det samme Georg fik øie paa Tom, gjorde han uvilkaarlig et steg
tilbage og tog sig til hovedet. «Onkel Tom!» udbrød han, «stakkars gamle
ven!»
Tom kvikned i lidt. Hvad var det for en røst? Han vendte hovedet om og
stirred: «Massa Georg!»
«Ja,» sa Georg med taarer i øinene, «jeg kommer for at kjøbe dig
tilbage.»
Toms øine opklaredes, ansigtet fik liv. «Saa være Herren lovet!» hvisked
han og folded hænderne. «Saa skulde jeg da endnu have den store glæde at
De ikke havde glemt mig! Aa tak, tak! Nu kan jeg dø tilfreds. Gud være
lovet!»
«Du maa ikke dø, Tom; du maa ikke tænke paa det. Jeg er jo kommet for at
ta dig med hjem.»
[Illustrasjon]
«Jo, massa, De kommer for sent. Men det gjør ikke noget; himlen er bedre
end Kentucky.»
«Stakkars ulykkelige Onkel Tom! Hvor du har maattet lide!»
«Nei, massa, jeg er ikke ulykkelig; jeg har været det; men nu staar jeg
lige ved døren til Guds herlighed; jeg har vundet den store seier.»
Han talte stødvis, men med en slig inderlighed og glæde, at Georg blev
fyldt af hellig ærefrygt.
Tom tog Georg i haanden: «De maa ikke fortælle noget til Chloe om
hvorledes jeg ligger her; sig hende bare at De traf mig netop som jeg
skulde gaa ind til himlens herlighed, og sig ogsaa til børnene mine det,
og hils dem alle sammen, at jeg haaber at møde dem der en gang.» Hans
kræfter var nu udtømte. Øinene lukked sig, og læberne blev hvide; men
over hans aasyn kom et skjær af dødens skjønhed.
«Du gode gudfrygtige mand! nu har du det godt,» sa Georg og lod sin
haand glide over den dødes pande.
Da han vendte sig om, stod Legree for ham. Han saa strengt paa
plantage-eieren og pegte paa den døde: «Nu har De gjort med ham det De
kunde—hvor meget skal jeg nu betale Dem for liget?»
«Jeg handler ikke med døde negre,» svarte Legree. «De kan gjøre med det
det De vil for mig.»
«Godt,» sa Georg og vendte sig mod et par slaver som stod og saa paa den
døde. «Hjælp mig at bære ham ud paa min vogn og lad mig faa en spade!»
Den ene af slaverne hjalp Georg med at bære liget ud, mens den anden
hented spaden.
Legree drev ligegyldig bort til vognen og stod og saa paa at Georg
bredte kappen sin paa vognbunden og la Tom varsomt paa den.
«Saa vil jeg bare sige Dem at jeg melder det afskylige mord for nærmeste
øvrighed.»
«Vær saa god!» svarte Legree med en haanlig latter. «Hvor vil De faa
vidner fra? Her er ikke en hvid mand paa gaarden. Ellers er det ikke
nogen som gjør nogen ophævelse for en negers skyld.»
Dette ord virked som en gnist i en krudttønde; Georgs blod kom i kok, og
før han fik tid til at tænke sig om, gav han Legree et saa kraftigt slag
med næven lige i ansigtet, at manden sank om og blev liggende.
Det er nogen mennesker som har en slig respekt for den raa magt, at de
ved et eneste velrettet slag kan bli tæmmet, Legree var af det slags
folk. Da han havde reist sig og børstet støvet af klærne sine, saa han
med en viss ærbødighed efter den langsomt bortrullende vogn, uden at
sige et ord.
Udenfor grænserne af plantagen havde Georg merket sig en tør sandig haug
med nogen trær omkring. Der graved de en grav for Tom.
«Skal vi tage kappen af, massa?» spurte den ene af negrene, da graven
var færdig.
«Nei, nei! Kappen er det eneste jeg har at give ham, og den skal han ha
med sig i graven,» sa Georg.
Stilltiende fyldte de nu graven og dækked den med græstorv.
«Tak! Nu kan dere gaa hjem igjen,» sa Georg til de to slaverne og gav
hver af dem en krone for deres umage.
Men de nøled med at gaa. «Aa kjøb os!» sa den ene af dem. «Vi skulde
tjene Dem saa tro!» la den andre til.
«Jeg kan ikke!» svarte Georg. «Det er rent umuligt for mig!»
De stakkars to negre saa modfaldne ud og gik sukkende bort.
Efter at Georg var blit alene, knæled han ved graven og sa: «Evige Gud,
jeg lover at jeg fra denne dag vil gjøre alt det som staar i et
menneskes magt for at fjerne den forbandelse som slaveriet har ført over
vort land.»
Ingen mindesten viser hvor Tom hviler der ude i den vilde mark, men hans
herre i himlen vil finde ham paa opstandelsens dag.


FEM OG TRETTIENDE STYKKE.
En sandfærdig spøgelseshistorie m. m.

Aldrig havde der været saa megen tale om spøgelser mellem Legrees folk
som i den sidste tid. Det blev fortalt, at en hver nat kunde høre
fodsteg i loftstrappen, og nogen havde set en hvid skikkelse liste sig
om i stuerne og nede i gaarden. Efter at alle var kommet til ro om
kveldene, kunde de ligge og hviske sammen om det de havde hørt og set,
og stikke hovederne under tepper og dækkener, svettende af angst.
Det var uraad andet end at ogsaa Legree maatte faa høre om det som snart
den ene snart den andre havde hørt og set; men han gav sig mine af at
han ikke trodde en døit paa det. I virkeligheden var han nu alligevel,
sterkt overtroisk som han var, den mest rædde af alle sammen. Han gik i
stadig angst og gru. Om natten laa han og saa haarreisende syner, som
gjorde ham rent fortvilet.
Kvelden efter at Toms lig var blit ført bort, red han til nærmeste by og
drak mer end vanlig. Da han langt ud paa natten kom hjem, laaste han
døren, la sine pistoler paa et bord ved siden af sengen og kasted sig
saa op i den. Træt og udmattet som han var, faldt han snart i dyb søvn.
Men det blev en rædsom søvn, med syner og drømme. Han syntes at se sin
mors ligklæde. Men det var Kassy som bar det og holdt det op for ham.
Saa hørte han suk og skrig; han snudde og vred sig i sengen, blev halvt
vaaken, og hørte nu tydelelig at det knirked i døren. Han merked at
døren aabnedes, og hørte det rasle sagte, som naar lange klær soper mod
gulvet. Han stirred ud i det maaneskins-lyse rum, og fik øie paa en
hvid aandeagtig skikkelse, som langsomt nærmed sig sengen. Han kjendte
at en kold haand rørte ved ham, og saa hørte han en stemme hviske sagte:
«Kom, kom, kom!» Det gik ham til merg og ben. Svetten perled af panden
paa ham, han fór ud af sengen og vilde løbe sin vei; men døren var
laast; han rev i den, men kunde ikke faa den op, og saa faldt han
afmægtig om paa gulvet.
Efter denne natten drak han endnu mer end før; men han kunde nu
alligevel ikke glemme det som han saa gjerne vilde faa ud af sit minde;
samvittigheden brændte i ham, al den ryggesløshed og grusomhed som han
havde øvet i sit liv velted sig over ham og fremkaldte de fælsligste
syner for hans øine. Han blev til slut syg af drik, og blev helt
ustyrlig. Han kunde ligge i sengen og skrige af angst, og slaa om sig,
saa ingen kunde holde ud at være i sygeværelset. Stadig lød dette
rædsomme: «Kom, kom, kom!» for hans ører. Til slut gjorde døden ende paa
hans usle liv.
Var det Kassy som hin nat havde lukket sig inde hos ham og spillet
spøgelse? Ingen fik rigtig greie paa det; men vist var det, at pigerne
fandt udgangsdøren aaben om morgenen, og saa to hvide kvindeskikkelser
svæve hurtig ud gjennem alléen mod landeveien.
Ved solopgang stansed Kassy og Emmeline ved nogen trær nær en by. Her
tog de andre klær paa sig. Kassy klædde sig i sort fra top til taa,
og tog et tæt slør for ansigtet. Hun vilde give sig ud for at være en
fin spansk dame, og Emmeline skulde være tjenestjenten hendes.
Det var en let sak for Kassy at give sig ud for en fin dame, for hun
kunde flere sprog, og saa havde hun endnu nogen juveler og andre smykker
som hun pynted sig med for at føre folk bag lyset.
[Illustrasjon]
De naadde lykkelig til en liden by ved Red-River. Her kjøbte Kassy en
fin reisekuffert. Manden som hun kjøbte kufferten af, lod en gut bære
den op over gaden til byens vertshus, hvor Kassy og Emmeline tog ind for
at vente til næste dampskib gik. Her traf de Georg Shelby. Ingen af dem
kjendte ham, men hans smukke og dannede optræden gjorde at Kassy
alligevel med fuld tillid nærmed sig til ham og gav sig i samtale med
ham. Hun kom da efter, at han var den unge mand som hun gjennem sit
kikhul i taget havde set drage bort med Toms lig. Det Georg fortalte
hende om Tom, om hans kone og børn i Kentucky, gjorde sterkt indtryk paa
hende; de var ikke længer fremmede for hinanden.
Da hun fik vide at ogsaa Georg vented paa dampskibet, blev hun svært
glad over at kunne slaa følge med ham op over elven. Saa kom endelig
dampskibet. Georg hjalp Kassy med reisetøiet og med at faa en hyggelig
lugar til hende om bord.
I de første dagene om bord var Kassy noget ængstelig og holdt sig for
det meste i sin lugar; men da dampskibet naadde op til Mississippi, og
de reisende skulde over i et større dampskib, blev hun mer modig og
slutted sig paa ny til Georg.
Naar de sad paa dækket eller ved spisebordet, hændte det ofte at den
unge mand sad og saa paa hende fra siden; det var som han grunded paa
hvor han havde set den damen før. Kassy la merke til dette, og der kom
en viss uro over hende; men det var umuligt at han kunde tænke paa at
gjøre hende noget ondt, syntes hun, og for helt at vinde ham for sig,
fortalte hun ham aabent og tillidsfuldt om sit hele ulykkelige liv.
Georg blev dybt rørt, og han loved hende og Emmeline at gjøre alt det
han kunde for at verne dem og føre dem til et trygt sted.
Saa var det en dag at Georg sad og talte sammen med en anden dame, som
havde været kjendt i hans hjem, mens Kassy sad saa nær at hun kunde høre
det de sa. «... Hun var en rigtig vakker og god pige,» hørte hun Georg
sige. «Min mor havde taget sig af hende som sin egen datter og opdraget
hende paa det bedste.»
«Hvad var det hun hedte?» spurte damen.
«Hun hedte Elisa.»
«Var hun født i Deres forældres hus?»
«Nei, min far havde engang kjøbt hende paa en af sine reiser for at give
hende til min mor; men hun blev af alle regnet som en af familien,
endogsaa efter at hun blev gift.»
«Hun blev altsaa gift?»
«Ja, hun blev gift med en rigtig vakker og flink ung mand, en lys mulat.
Men det gik saa sørgelig, at de maatte flygte begge to, hver for sig,
Elisa med en liden gut; nu er de i Kanada og har det godt.»
Kassy havde under samtalen flyttet sig nærmere og nærmere til Georg. Hun
var blit bleg og var kommet i den største spænding ved det hun havde
hørt. Med ett la hun haanden bort paa Georgs arm og spurte: «Ved De hvem
Deres far kjøbte den vesle pigen af?»
«Ja, det ved jeg; jeg har fundet kjøbebrevet mellem hans papirer. Det
var en mand i New Orleans som hedte Singers.»
«Min Gud, min Gud!» udbrød Kassy og faldt om paa kahytsgulvet.
Som vanlig ved slige leiligheder blev det et svært braak af de
tilstedeværende; men ingen vidste om aarsaken til at Kassy faldt om.
Da hun kom til sig selv igjen, laa hun i sin lugar. Hun vendte ansigtet
mod væggen og graat som et barn.


SEKS OG TRETTIENDE STYKKE.
Fremad.

I en hyggelig liden bolig i udkanten af Montreal sad en kveld en ung
mand ved sit skrivebord, sysselsat med nogen bøger og papirer.
Manden er netop kommen hjem fra det maskinverksted hvor han arbeider om
dagen. Hans hustru og to børn, en gut og en pige, sidder et stykke fra
og taler sammen i en dæmpet tone.
«Hør nu, Georg,» siger den unge kone med ett, «du har været borte hele
dagen; nu kan du virkelig lægge fra dig bøgerne og snakke lidt med os.»
Og den vesle pigen springer bort til ham og borer sig ind mellem knærne
hans, paa en slig maade at han nødes til at skyve bøger og papirer fra
sig og ta hende op paa fanget. «Den vesle trollunge!» siger han og
klemmer hende ind til sig.
Elisa ser noget ældre ud nu end da hun for fem aar siden var i Shelbys
hus; hun er blit fyldigere; men det viser sig klart, at hun er saa
lykkelig og glad som nogen kone kan være.
I den by hvor de to flygtningerne først var kommet i land efter reisen
over Eriesjøen, var de blit kjendt med presten paa stedet, og baade han
og missionæren havde i den første tid været dem til megen hjælp. Efter
forskjellige hændelser var de saa havnet i Montreal, hvor de nu var
kommet godt i vei. Elisa havde faat en datter, som nu var to aar, og
Harry var blit en stor flink og kjæk gut. Men endda var Georg ikke helt
fornøid. Det var dette, at han daglig maatte slite i fabrikken, som han
aldrig kunde blive fuldt tilfreds med. Hans hjerte higed efter et
arbeide som kunde hjælpe hans mange undertrykte og ulykkelige sorte
frender frem til lykke og frihed. Heller ikke Elisa var til enhver tid
helt lykkelig; hun tænkte ofte paa sin mor, som hun ikke havde set fra
hun var liden. Men begge egtefolkene takked Gud, at de i de fem aarene
de havde levet som frie mennesker var kommet saa langt at de havde et
eget hjem og sorgfrit udkomme.
«Naa, Harry, hvorledes klarte du regnestykkerne dine idag?» spurte Georg
og strøg gutten over haaret.
De lange lokkerne til Harry var nu borte; men han havde endnu det
freidige smilet og den klare panden. «Udmerket,» svarte han, «jeg regned
selv alle stykkerne uden hjælp.»
«Det kan jeg like, gutten min! Stol paa dig selv, og søg aldrig hjælp
hos andre, saa længe du paa nogen maade kan klare dig ved egne kræfter.»
Saa banker det paa døren. Elisa gaar og lukker op.
«Men hvad ser jeg, er det Dem, herr pastor!» bryder hun ud og trykker
varmt den fremmedes haand.
Bagved ham staar en tilsløret kvinde og skjælver.
Presten kremter og skal til at holde en liden høitidelig tale, mens den
tilslørede kvinde straks gir sig til at stirre paa børnene, paa Elisa og
paa Georg. De havde paa forhaand aftalt hvorledes det hele skulde gaa
for sig: Presten skulde forberede de unge folk paa det som skulde
komme, og tale nogen ord om livets underlige veie, og om den
taknemlighed vi mennesker skylder forsynet. Han kremter igjen, men før
han faar sagt et ord, river kvinden sløret til side, styrter frem til
Elisa og slaar armene om hende: «Elisa, jeg er din mor!» Og saa omfavner
hun børnene og derefter Georg. Kassy er særlig henrykt over den vesle
pigen, med ansigtsdrag og lokker som minder hende saa levende om Elisa
fra den tid hun var i samme alder.
Alle var i det første øieblik saa opfyldte af glæde og saa forfjetret at
de ikke kunde sige et ord. Men saa kremter presten igjen for tredje
gang, og nu kommer endelig den høitidelige tale, som gir egtefolkene det
første glimt til forstaaelse af hele denne underlige historie.
Da Kassy havde faat vished om at den Elisa som Georg Shelby havde talt
om virkelig var hendes datter, reiste hun øieblikkelig til Kanada for at
opsøge hende. Hun søgte oplysning om hende hos missionærer og andre, og
saaledes gik det til, at hun blev kjendt med den presten som havde
hjulpet Georg og Elisa saa meget. Da Kassy havde fortalt ham om sin
sørgelige skjæbne og den lykke som nu vented hende, blev han rørt og fik
lyst til at følge hende til Montreal og hjælpe hende til at finde
datteren.
Efter at Georg og Elisa ved prestens tale havde faat nærmere oplysning
om det hele, blev der en jubel i huset uden lige. Først efter flere
dages forløb kom familien igjen nogenlunde til ro.
Kassy havde ikke været mange dagene i huset hos sin datter, før hun
næsten ikke var til at kjende igjen. Det fortvilede vilde udtryk i
hendes ansigt gav straks plads for en mild ro, og noget af hendes
fordums skjønhed vendte igjen tilbage. Hendes sterke trang til
kjærlighed, som i saa lang tid havde været trængt tilbage, brød nu frem
igjen med en styrke som aldrig før, og den samled sig særlig om den
vesle pigen, som var hendes egen datters udtrykte billede.
* * * * *
Georgs fremadhigende aand lod ham aldrig have ro; han tørsted stadig
efter kundskaber, og han var altid opfyldt af trang til et virksomt
arbeide for sine mange lidende brødre og søstre. Da han uventet fik en
arv, foresatte han sig straks at bruge pengene til sin videre
uddannelse, og en vakker dag steg han med sin familie om bord paa en
damper, som førte dem til Frankrige. Her opholdt han sig i fire aar ved
en høiskole, læste og gransked og samled sig mange kundskaber, og fik
stor øvelse i at tale. Efter at han paa denne maade havde forberedt sig,
vendte han og hans familie tilbage til Amerika for at tage fat paa det
store arbeidet som han saa længe havde længtet efter.
Men han merked snart at Amerika ikke var den rette plads for hans
arbeide. Skulde han kunne gjøre noget til gagns for det folk han hørte
til, maatte han over til Afrika, til dette folks eget hjemland. Hvad han
der fik udrettet, vides ikke. Vi ved kun at han og hans familie havned
der til slut, og at han med god vilje arbeided for sit store maal til
sin sidste stund.
Emmeline fulgte med paa reisen over til Afrika, men hun blev paa
overfarten trolovet med styrmanden om bord i dampskibet, og blev senere
hans hustru.
Ogsaa Topsy havned i den verdensdel som hun havde sit udspring fra.
Frøken Ofelia havde taget hende med sig til sit hjem i nordstaterne. Hun
havde været en trofast mor for hende og opdraget hende i huslighed og
gode seder. Efter at pigen var blit voksen, var hun blit døbt, og havde
senere lagt sig efter at undervise børn. Presten paa stedet gav hende et
rosende vidnesbyrd for dygtighed og hæderligt liv. I Afrika blev hun
taget til lærerinde paa en missionsskole.


SYV OG TRETTIENDE STYKKE.
Frigjøreren.

Georg Shelby havde bare skrevet et par ord til sin mor om naar han kunde
ventes hjem, men ikke nævnt et ord om Tom.
Stor glæde var det paa gaarden den kvelden Georg skulde komme hjem fra
sin lange reise. I den hyggelige dagligstuen sad fru Shelby, mens ilden
knitred lystig paa arnen. Et vel dækket aftensbord med blankt sølvtøi og
fint slebne glas stod og vented paa den kjære gjest. Gamle Tante Chloe
havde staat for opdækningen. Iført en ny kjole og skinnende hvidt
forklæ, dvæled hun endnu ved bordet for at rette paa et og andet.
«Se saa! nu er alt i orden,» sa hun endelig og lod blikket fare over
bordet endnu en gang.—«Men hvad tænker Sally paa! Hun har jo ikke sat
den gamle tekanden frem! Jeg mener Sally er tullet, jeg. Tænk, ikke den
gamle sølvkanden frem paa en slig høitidelig aften!»
«Hvad var det det stod i brevet fra massa Georg?» spurte hun fruen alt i
ett.
«Jeg har jo sagt dig det, Tante Chloe,» maatte fruen svare. «Bare to
ord, ikke et muk om Tom.»
«Ligner akkurat massa Georg det; han vil overraske os. Aa hvor Tom vil
spile øinene op, naar han ser hvor lange ungerne er blit! Rigtig flinke
og gode børn er de!»
«Glæd dig nu ikke for tidlig, Tante Chloe,» raadde fruen hende; hun var
ikke helt vel til mode; for hun var ræd for, at det at Georg ikke havde
nævnt noget om Tom, ikke spaadde om noget godt.
«Jeg kan ikke lade være at glæde mig, frue, paa en slig dag. Fruen har
vel pengene?»
«Jo da, de ligger der paa bordet.»
«Aa hvor Tom vil sætte op store øine, naar han ser alle disse pengene
som jeg har tjent! Tænk, frue, konditoren vilde ikke af med mig.» «Bliv
hos mig, Chloe,» sa han, «jeg kan ikke være dig foruden.» Nei, mange
tak, massa!» sa jeg, «jeg venter min mand hjem; ellers kan nu ikke fruen
være mig foruden længer heller,» sa jeg. «Han er slig en svært hyggelig
mand, denne konditoren.»
Tante Chloe havde holdt strengt paa at netop de samme pengene skulde
gjemmes som hun havde faat af konditoren, for at hun kunde vise dem for
sin mand og sige: «de pengene har jeg tjent.»
«Han kommer ikke til at kjende vesle Polly igjen,» tog hun igjen fat;
«nei det gjør han ikke, min gamle mand. Det er hele fem aar siden de tog
ham! Hun var liden den gang, Polly. Men der er jo vognen!» Hun styrted
til vinduet og saa ud, men kunde i mørket ikke se hvem som sad paa
sædet.
Fruen løb ud i gangen, hvor Georg mødte hende med udslagne armer.
Tante Chloe kom ogsaa løbende mod døren og stirred spændt paa Georg.
«Stakkars Tante Chloe!» sa han og trykked haanden hendes. «Jeg vilde
have givet alt det jeg eier for at kunne havt den glæde at have Tom med
hjem men;—han er gaat til et bedre land.»
Tante Chloe sa ikke et ord. De gik ind i stuen. Pengene, som hun havde
været saa stolt af, laa endnu paa bordet. Hun skrabte dem sammen og gav
fruen dem, skjælvende over hele legemet: «Der, ønsker ikke at se dem
eller høre om dem mer. Vidste det vilde gaa slig—solgt og myrdet paa
disse gamle plantagerne!»
Hun vendte sig om for at gaa ud af stuen. Fruen fulgte efter, tog hende
i haanden og drog hende blidt ned paa en stol, og satte sig ved siden af
hende. «Stakkars gode Tante Chloe!»
Chloe kasted sig da i armerne paa fruen og tog paa at hulke. «Aa frue,
tilgiv mig, mit hjerte er knust, jeg er til ingen ting mer!»
«Jeg ved det,» sa fruen og graat; «jeg kan ikke læge det, men Jesus kan.
Han helbreder dem som har et sønderknust hjerte. Men vi skal være gode
mod dig, Tante Chloe.»
Det gik nogen øieblik uden at de kunde sige noget for bare graat.
Endelig satte Georg sig ved siden af enken og fortalte om Toms tro og
frimodighed i døden og om hans jordefærd ved sandhaugen.
* * * * *
Nogen tid efter samled Georg alle folkene paa gaarden i den store sal og
rakte hver af dem et fribrev, som de modtog med taarer og jubelrop. Men
den største del af folkene sa at de ikke vilde være mere fri end de var;
de ønsked ikke at forlade sin gode madmor og sin unge massa.
«Mine gode venner!» sa Georg, «dere skal heller ikke reise fra os; dere
maa gjerne blive her alle sammen. Men fra nu af skal dere ha løn for
eders arbeide. Om jeg dør eller blir fattig, saa er dere fri mennesker;
ingen kan sælge dere, dere kan gaa hvor dere vil.»
[Illustrasjon]
Efter denne tale faldt alle paa knæ og stemte i en salme som de ofte
havde sunget sammen.
«Endnu nogen ord før vi gaar fra hverandre,» sa Georg, da sangen var
slut. «Jeg har baaret frem hilsen fra Tom til dere; men jeg har ikke
fortalt dere om det som hændte ved hans grav. Det var der jeg gav Gud
det løfte, at jeg vilde ofre mit liv til arbeide for lidende og
undertrykte medmenneskers frihed og lykke. Og naar dere glæder dere over
den frihed som jeg har givet dere i dag, saa husk paa at det er vor
kjære gode Tom dere har at takke for den, og vis eders taknemlighed ved
at være gode mod hans kone og børn. Tænk paa eders frihed, hver gang
dere gaar forbi Onkel Toms hytte; lad den minde dere om at træde i hans
fodspor som gode og retskafne kristne.»
* * * * *
Hvad Georg Shelby og hans mor gjorde med sine folk blev vel efterlignet
af mange andre herskaber i Amerika; men i det store og hele blev det paa
samme maaden med slavehold som det havde været endnu i mange aar.
Millioner af sorte mennesker blev kjøbte og solgte som dyr, og
rædselsfulde var de lidelser mange maatte udstaa. Først ved den
nordamerikanske borgerkrig i aarene 1861-65 tvang nordstaterne de
You have read 1 text from Norwegian literature.
Next - Onkel Toms Hytte - 15
  • Parts
  • Onkel Toms Hytte - 01
    Total number of words is 5016
    Total number of unique words is 1285
    52.2 of words are in the 2000 most common words
    68.8 of words are in the 5000 most common words
    76.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 02
    Total number of words is 5096
    Total number of unique words is 1295
    52.4 of words are in the 2000 most common words
    69.6 of words are in the 5000 most common words
    77.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 03
    Total number of words is 5110
    Total number of unique words is 1263
    52.0 of words are in the 2000 most common words
    69.2 of words are in the 5000 most common words
    77.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 04
    Total number of words is 4991
    Total number of unique words is 1266
    51.0 of words are in the 2000 most common words
    69.1 of words are in the 5000 most common words
    76.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 05
    Total number of words is 5030
    Total number of unique words is 1348
    49.9 of words are in the 2000 most common words
    67.5 of words are in the 5000 most common words
    75.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 06
    Total number of words is 5129
    Total number of unique words is 1293
    52.2 of words are in the 2000 most common words
    68.8 of words are in the 5000 most common words
    76.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 07
    Total number of words is 5087
    Total number of unique words is 1241
    52.4 of words are in the 2000 most common words
    67.7 of words are in the 5000 most common words
    76.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 08
    Total number of words is 5092
    Total number of unique words is 1175
    57.7 of words are in the 2000 most common words
    73.6 of words are in the 5000 most common words
    79.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 09
    Total number of words is 5139
    Total number of unique words is 1167
    53.2 of words are in the 2000 most common words
    70.8 of words are in the 5000 most common words
    78.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 10
    Total number of words is 5101
    Total number of unique words is 1327
    51.2 of words are in the 2000 most common words
    69.4 of words are in the 5000 most common words
    78.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 11
    Total number of words is 5185
    Total number of unique words is 1302
    51.0 of words are in the 2000 most common words
    67.2 of words are in the 5000 most common words
    76.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 12
    Total number of words is 5181
    Total number of unique words is 1259
    51.5 of words are in the 2000 most common words
    70.2 of words are in the 5000 most common words
    78.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 13
    Total number of words is 5164
    Total number of unique words is 1325
    50.7 of words are in the 2000 most common words
    69.8 of words are in the 5000 most common words
    76.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 14
    Total number of words is 5128
    Total number of unique words is 1248
    53.6 of words are in the 2000 most common words
    71.3 of words are in the 5000 most common words
    78.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 15
    Total number of words is 24
    Total number of unique words is 24
    50.0 of words are in the 2000 most common words
    70.6 of words are in the 5000 most common words
    83.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.