Onkel Toms Hytte - 10

Stille og tankefuld sad han ved tebordet, og det var ikke stort han nød.
Efter maaltidet gik han ind i dagligstuen igjen og satte sig ved pianoet
og spilte en blød alvorlig melodi, som gav udtryk for hans drømmende
tanker. Saa aabned han en notebog og bad frøken Ofelia komme bort til
sig.
«Se her, denne sangen brugte min mor ofte at synge. Det er som jeg i
kveld kan høre hende.»
Han satte sig igjen ved pianoet, slog an et par akkorder og sang:
"Jesus, du som maatte bløde,
du som for min feil og brøde
korsets rædsel gik i møde,
lad dit verk mig aldrig glemme!
Naar jeg her ei mer har hjemme,
du min sjæl i himlen gjemme!"
Da han havde sunget dette verset, bøide han hovedet og sad nogen minuter
uden at sige et ord.
«En underlig tanke,» sa han og reiste sig,«—denne store dag, da al
uretfærdighed skal komme for lyset og alle gaader skal blive løste.»
Det var saa naturligt, at han nu kom til at tænke paa Eva.
«Det kjære barn—hun vil faa et let regnskab,» sa han, sterkt rørt. Det
var første gang efter Evas død han havde nævnt hendes navn.
Ofelia tænkte stadig paa folkene og bad ham endnu en gang om ikke at
opsætte med det han havde tænkt at gjøre for dem.
Han loved nu at han vilde handle straks.
«Og hvad vil du da gjøre?» spurte hun.
«Min pligt, haaber jeg, saa snart jeg bare kan udfinde den rette maaden.
Jeg vil nu først prøve at hæve mine egne folk til et mer menneskeligt
liv, om jeg bare faar kræfter og held til det. Og om Gud vil lade mig
leve og hjælpe mig, kan jeg maaske en gang i fremtiden ogsaa komme til
at virke i videre kredser for at hæve en hel klasse af undertrykte
mennesker op til en bedre tilværelse.»
«Tror du den tid nogensinde vil komme, da alle slaver blir frigivne?»
«Jeg ved ikke; men det er mange store og gode tanker oppe i vore dage.
Om vi bare alle vilde arbeide, vilde ofre noget, vilde omfatte alle
disse ulykkelige mennesker med kjærlighed og opfylde vore pligter mod
dem, holder jeg det ikke for saa rent umuligt, at det en gang, om ikke
saa svært længe, vil komme til det.»
Frøken Ofelia saa bevæget paa ham. «Jeg vil gjøre alt jeg kan,» sa hun,
«først for Topsy; og jeg tror det er mange mennesker der hjemme som en
bare har at vise et godt eksempel for at faa dem til villig og gjerne at
gjøre sin pligt mod sine undergivne.»
St. Clare gav sig igjen til at gaa frem og tilbage paa gulvet.
«Jeg ved ikke hvorledes det er med mig i kveld; jeg har saa mange
underlige tanker; jeg kjender det paa mig, at noget vil hænde; men jeg
ved ikke hvad det er.»
Han tog sin hat for at gaa ud en stund.
Tom fulgte ham til gangdøren og spurte om han skulde gaa med.
«Nei, min ven; jeg kommer snart tilbage.»
Tom satte sig ude paa svalgangen og saa paa springvandet, der det
glimted og blinked i maaneskinnet. Og han havde mange underlige tanker;
han skulde snart bli en fri mand, være sin egen herre og arbeide for sig
selv!
Han tænkte med tak paa hvor god hans herre var mod ham. Og saa kom han
til at tænke paa Eva, som nu var oppe hos englene; det var som han kunde
se de lyse lokkerne hendes der oppe. Om en stund kom han til at slumre,
hovedet sank ned mod brystet, og de herligste drømmebilleder kom
glidende: Det var den kjære vesle Eva med en jasminkrans om haaret, med
røde kinder og med klare øine; nu hæved hun sig op fra jorden, hendes
aasyn blev klarere, en gylden glans stod om hendes hoved—høiere og
høiere steg hun, til hun endelig forsvandt mellem skyerne.
Saa vaagned han med ett. Hvad var det? Han hørte det banked og ropte
udenfor porten, en hel mængde røster summed i luften.
[Illustrasjon]
Han skyndte sig ned for at lukke op. Med dæmpet tale og tunge steg kom
fem karer bærende med en mand, indhyllet i en kappe. Lyset fra en lygt
faldt blegt lige paa mandens ansigt.
Tom udstødte et skrig og veg tilbage, mens mændene gik med sin byrde op
mod bygningen.
St. Clare havde været inde i et kaffehus for at læse aftenaviserne. Mens
han læste, opstod der et slagsmaal mellem to drukne herrer i værelset.
St. Clare og et par andre la sig imellem for at skille dem, og just som
han skulde ta fra den ene af de kjæmpende en bowiekniv, fik han et
dødeligt stik i siden.
De fem mænd bar den saarede ind i dagligstuen, hvor frøken Ofelia endnu
sad med sit strikketøi. Hele huset kom i røre. I vild forvirring løb
folkene mellem hverandre, graat og jammerklager hørtes overalt, fruen
fik krampe. Tom og frøken Ofelia var de eneste som syntes nogenlunde at
beholde fatningen.
Hurtig fik frøkenen gjort i stand en sofa til den blødende mand. Ved det
store blodtab og de svære smerter var han falden rent sammen og laa
sanseløs paa leiet. Ved hjælp af nogen draaber lyktes det dog frøkenen
at faa ham til at komme til sig selv igjen; han lod da øinene glide om
fra den ene til den andre, og fæsted dem til slut paa sin mors billede.
Lægen blev straks hentet; men han saa øieblikkelig at det intet haab
var. Han rensed saaret og forbandt det, hjulpet af Tom og frøkenen. Der
var et svært opstyr med graat og hyl udenfor dører og vinduer.
«Dere maa se til at faa jaget disse folk væk,» sa lægen; «her maa være
fuldkommen stilt.»
Adolf, som var inde i stuen, kasted sig paa gulvet, vred sig og stønned,
og vilde paa ingen maade lade sig drive ud.
St. Clare laa med lukkede øine, og talte bare nogen faa ord.
«Bed for mig!» sa han til Tom, som stod ved siden af ham.
Og Tom bad, slig som han aldrig havde bedt før, saa inderlig, saa varmt.
«Tak!» sa St. Clare og trykked hans haand til det sidste farvel; den
døende sa intet, men laa og holdt Tom i haanden.
Saa kunde en se at hans læber tog paa at røre sig, og Tom, som stod ham
nærmest, kunde høre ham hviske i afbrudte stød:
"Lad dit verk mig aldrig glemme!
Naar jeg her ei mer har hjemme,
du min sjæl i himlen gjemme!"
«Hans aand er ikke mer ved samling,» sa lægen.
«Jo,» kunde en tydelig høre St. Clare sige; «nu kommer den endelig til
samling.»
Nogen minuter efter aanded han ud sit sidste suk.


TRE OG TYVENDE STYKKE.
Hjælpeløse mennesker.

En hører ofte om negerslavernes sorg over tabet af en god herre; og det
har sin gode grund, at de sørger; for det er ingen paa Guds grønne jord
som er saa hjælpeløs og forladt under slige omstændigheder som negeren.
Barnet som mister far og mor, har endnu slegtningers og lovens vern at
ty til; slaven har ingen. Loven sætter ham ikke høiere i rettigheder end
en varepakke. Hvor vidt det skal tages hensyn til følelser og
tilbøieligheder som er indplantet hos ham ligesom hos ethvert andet
menneske, det ligger ene og alene i hans herres vilje, og naar den herre
som har været god mod ham falder bort, er det intet mer tilbage for
ham.
En kan derfor let tænke sig hvor fortvilet stillingen var blit med ett
for slaverne til St. Clare ved hans bratte død. Den kom som et
tordenslag over dem og opfyldte alle med dyb sorg. Og midt under sorgen
meldte det spørsmaal sig hos alle med frygt og angest, hvorledes det
skulde gaa dem i fremtiden. Alle vidste at den fine frue aldrig havde
havt noget hjertelag for sine undergivne, og at hun nu vilde bli en
haard og tyrannisk herskerinde, da hendes mand ikke mer kunde træde
imellem og forsvare dem.
Tom var opfyldt baade af glæde og sorg over sin herres død. Han glæded
sig over at hans herre var gaat bort som kristen. Og han var i det
første saa helt optaget af dette, at han ikke gjorde sig klart, at han i
grunden var den som havde tabt mest; han havde jo været paa nippet til
at bli en fri mand, men var nu med ett igjen blit fuldt ligestillet med
de andre.
Fru Marie sad i en stor armstol, helt optaget med at se paa prøver af
flor og andet sørgetøi. Frøken Ofelia gik og tænkte paa sit hjem, som
hun vilde vende tilbage til, saa snart det lod sig gjøre.
Endelig var begravelsen over, og alle var svært spændt paa at faa vide
hvorledes det nu vilde gaa.
Neppe var fjorten dage gaat, før folkene havde greie paa det som de
havde at vente.
Mens frøken Ofelia en dag sad alene paa sit værelse, banked det sagte
paa døren hendes. Da hun lukked den op, var det Rosa som stod der,
rødøiet og med haaret i urede.
«Hvad er det som feiler dig?» spurte frøkenen.
Rosa faldt paa knæ og tog fat i kjolen til frøkenen. «Frøken, aa frøken,
gaa til fruen og bed for mig! Se her!» og saa gav hun hende en papirlap.
Ofelia kjendte straks fruens haandskrift; det var nogen ord til
forstanderen for en strafanstalt om at han skulde tildele overbringeren
femten slag ris.
«Men hvad har du gjort, Rosa?»
Rosa graat. «Jeg ved godt at jeg var svært slem; jeg svarte hende stygt.
Men jeg blev saa sint, at jeg ikke vidste hvad jeg gjorde; hun slog mig
jo lige i ansigtet.»
Frøkenen stod en stund og tænkte sig om, med papiret i haanden.
«Det fik endda være at jeg skal ha pryl,» vedblev Rosa, «naar det bare
var fruen selv eller frøkenen som slog; men at jeg skal bli slaat paa
bare kroppen af en mand, og til og med en slig væmmelig mand, det er en
skam som jeg ikke kan bære.»
Ofelia vidste nok at haarde herskaber brugte at sende kvindelige tjenere
til et fængsel for at lade dem pryle paa bare ryggen af raa mandfolk;
men hun havde ikke før tænkt rigtig over den skam og nedværdigelse det
maatte være for en ærbar pige at komme ud for slig medfærd.
Blodet steg op i hovedet paa hende, og hun blev rød og hed; men klog som
hun var, dæmped hun harmen og var fuldt rolig, da hun kom ind til fru
Marie.
«Hvorledes har du det i dag?» spurte hun høflig.
Fruen gav et suk fra sig og lukked øinene. «Ak, jeg ved ikke, jeg kommer
vel aldrig til at faa det bedre i denne fortvilede verden,» sa hun og
tørked øinene med det kniplingskantede lommetørklæet sit.
«Jeg kommer for at tale lidt med dig om Rosa,» sa Ofelia noget brydd af
sig.
Men nu fik fruen øinene op, og blodet fór op i de gule kinderne.
«Nu! hvad har du at tale om hende?» sa hun med en skarp tone.
«Hun er meget angerfuld og vil gjerne be om tilgivelse for sin
forseelse.»
«Saa, hun vil det. Men jeg er ikke tænkt at tilgive hende; hun skal ha
sin straf, saa hun husker at styre munden sin en anden gang.»
«Det er heller ikke straffen hun gruer saa meget for; men det er det at
hendes blufærdighed og kvindelige følelse blir sat paa en slig haard
prøve.»
«Kvindelige følelse?» Hun lo haanlig. «Hun kan ha godt af at de fornemme
nykkerne blir kuet noget.»
«Du er grusom, Marie. Kom i hug at du en gang maa gjøre regnskab for
hvorledes du steller med dine folk.»
Fruen kunde ikke skjønne at det var noget grusomt i det at lade en
tjenestjente faa pryl, naar hun var uskikkelig; herefter vilde hun
skikke en og hver af sine folk til fængslet for at bli pisket, naar de
opførte sig slet.
Jane, som var tilstede for at sætte op haaret til fruen, fór sammen; for
hun syntes at se paa fruen at hun netop tænkte paa hende.
Frøken Ofelia havde nu svært vondt for at styre sin harme; men hun
skjønte det vilde være helt unyttigt at søge at paavirke dette menneske;
hun bed derfor tænderne sammen og gik ud af værelset.
Det faldt hende tungt at maatte gaa tilbage til Rosa med uforrettet sak.
Rosa blev endnu samme dag ført til fængslet, hvor hun maatte tage imod
den grusomme tugt, trods alt det hun graat og bad for sig.
Adolf havde altid været ilde likt af fruen, men havde staat i gunst hos
sin herre, og alt var gaat godt, saa længe han levde. Men efter hans død
havde den fine tjeneren maattet gaa som paa glør, for ikke at sige eller
gjøre noget som kunde paadrage ham fruens uvilje.
En dag kom han op til Tom og var rent fortvilet.
«Vi skal sælges, Tom.»
«Hvor ved du det fra?»
Han fortalte da at han havde staat bag et gardin og hørt fruen tale med
en sakfører. Han vidste ogsaa at hun havde vekslet breve med St. Clares
bror om salget af gaarden, og at det nu var op-og afgjort, at gaarden og
alle folkene om nogen dage skulde blive sat til auksjon. Fruen vilde
reise hjem til sin fars gaard og bare tage med sig et par af pigerne.
Tom gav et dybt suk fra sig og folded hænderne, mens han sa: «Guds vilje
ske!»
Det kom svært braat for Tom, dette budskab. Hans haab om frihed fik paa
en gang et haardt knæk; det var som han saa kone og børn, kirkespiret
der hjemme og hustagene svinde bort for sine øine som en drøm. Han
knuged hænderne sammen og brast i graat.
Saa gik han ind til frøken Ofelia og fortalte at St. Clare havde lovet
at give ham fri, og bad hende være saa god at tale til fruen om dette og
lægge et godt ord ind for ham. «Jeg ved det var massas virkelige mening
at give mig fri,» la han til.
Frøkenen trodde ikke det var stort haab for ham; men hun loved nu
alligevel at tale hans sak saa varmt og godt som hun kunde.
Saa gik hun da ind til fruen en dag. Hun tog et strikketøi med og satte
sig for at tale saa rolig og venlig som hun paa nogen maade kunde; hun
var ellers ræd for det kunde gaa ligesaa uheldig som da hun bad godt for
Rosa.
Da frøkenen kom ind, laa fruen paa en sofa og saa paa nogen prøver af
sort tøi, som Jane holdt op for hende.
«Jeg tror jeg vælger det der, jeg,» sa hun.
«Ja, det synes jeg ogsaa fruen bør gjøre,» sa pigen. «Det var netop
magen til det tøiet generalinden gik med ifjor; det klædde hende svært
godt.»
«Hvad mener nu du, Ofelia?» spurte fruen.
«Det er en modesak, som du forstaar bedre at dømme om selv,» svarte
frøkenen; «men det er en anden sak som jeg gjerne vilde tale med fruen
om,» vedblev hun.
«Min fætter loved en dag Tom at han vilde give ham fri, og han var alt i
færd med at ordne det nødvendige for at indfri dette løfte, da døden kom
og rev ham bort. Nu haaber jeg at du vil sørge for at faa dette
fuldbyrdet.»
«Paa ingen maade kan jeg indlade mig paa det,» svarte fruen. «Tom er
værd altfor mange penger, det kan ikke være tale om at jeg har raad til
at lade ham gaa.»
«Ja men nu har han gaat og glædet sig til denne hjemreisen og til at bli
en fri mand.»
«Det tror jeg saa godt; hvilken træl gaar ikke med slige frihedsnykker
og vil gjerne komme løs for at kunne gaa og drive og drikke,—nei tak.»
«Men Tom er da ikke af det slags folk.»
«Ja, saa længe nogen passer paa ham, kan han kanske være bedre end mange
andre; men lad ham faa sin frihed, saa skal vi se.»
«Men tænk nu paa, Marie, at han mulig kan komme i hænderne paa et raat
og slet menneske, om han blir stillet til salg.»
«Hvorfor skulde han nu det? De aller fleste mennesker er gode mod sine
træler; jeg er slet ikke saa ræd for at han skal faa det vondt.»
«Jeg vil nu sige dig at det var et af min fætters sidste ønsker dette,
at Tom skulde faa sin frihed,» sa frøkenen med eftertryk, og kjendte at
blodet steg hende til hovedet. «Og jeg ved at det var en af de ting han
loved vesle Eva paa dødsleiet. Jeg kan ikke tro du har ret til at sætte
dig mod dette!»
«At du kan være saa grusom at minde mig om mit barn!» udbrød fruen og
gjemte ansigtet i sit lommetørklæ.
Alle mennesker var saa onde mod hende, hulked hun. Ingen brydde sig det
mindste om de tunge sorgerne hendes.
«Mammy!» ropte hun, «kom og aabne vinduet! skaf mig flasken med
kamferdraaberne og kom og bad hovedet mit og hekt kjolen min op!»
Ofelia kunde ikke nu holde det ud længer, hun flygted ud af værelset det
forteste hun kunde; det var ikke noget udkomme med dette forrykte
kvindemennesket.
Men frøkenen gav ikke saa let tabt. Endnu samme eftermiddagen skrev hun
til fru Shelby; hun udmalte for hende den ulykkelige stilling Tom var
kommet i, og bad om at maatte faa sig tilsendt penger til at kjøbe ham
fri for.
Men den følgende dag blev Tom og Adolf og nogen andre sendt til
slavemagasinet for at blive solgt ved auksjon.


FIRE OG TYVENDE STYKKE.
Slavemagasinet.

En maa ikke tro at slavemagasinet var nogen skummel og væmmelig hule.
Langt fra. Det var tvert imod en stor pragtfuld bygning, som for verdens
øine saa ud som et vakkert og hyggeligt hjem. Det var jo om at gjøre at
gi det udseende af at den handel som dreves der var i alle maader en fin
og respektabel forretning. Og for at varerne som skulde sælges der,
trælerne, kunde ta sig godt ud, blev de stelt pent med baade med hensyn
til renlighed og god og nærende kost. Des kraftigere og mer velnæret en
træl saa ud, des mer kunde en vente at faa for ham.
Under et slags tag langs yttersiden af bygningen stod rækker af vakre og
velnærede mænd og kvinder opstillet som prøver paa varerne indenfor.
En blir høflig anmodet om at træde indenfor og tage varerne i øiesyn.
Inde i bygningen vil en finde en rig samling af mænd og koner, unge
mennesker og børn, som er at faa til kjøbs hver for sig eller i partier,
alt efter ens ønske.
Tom og nogen andre af St. Clares slaver blev ført ind i en lang sal,
hvor de skulde ligge om natten sammen med en mængde personer af alle
aldre og farve-afskygninger. En frygtelig dur af rop og sang slog dem i
møde ved døren.
«Det kan jeg like, gutter, at de holder dere lystige!» ropte
opsynsmanden. «Aa, er du der ogsaa,» sa han til en stor kulsvart neger
som sprang omkring og gjorde nogen apekatstreger.
Tom havde med sig en kuffert, som han satte sig paa borte ved væggen;
han var, som en kan tænke sig, ikke videre vel til mode.
Det blev her som paa andre steder sørget for at holde slaverne i godt
lune og faa dem til at glemme sin fortvilede stilling. Den medfærd de
fik, fra det øieblik de blev solgt paa auksjonen i det nordlige til de
havned i sydstaterne, gik ud paa at gjøre dem følesløse, forhærdet og
dyriske. Somme tider blev de drevet ud til et sundt sted, et badested
eller lignende, for at komme i godt hold. Her fik de hver dag god mad.
Og da det altid var nogen i flokken som ikke var i godlaget, blev der
spillet paa fiolin for dem, og de blev opmuntret til at danse. Var det
en og anden som ikke orked at være med paa dette, blev han regnet for en
særling og fik pryl. Tanken om hjemmet, om hustru og børn, maatte
udryddes. Lystige og glade skulde de være, især naar det var nogen
tilstede, og lystige var ogsaa de fleste, dels fordi de paa denne maaden
haabed at faa de bedste tjenester, og dels fordi de var ræd for pryl.
«Hvad er du for en?» spurte den store negeren, som havde vendt sig mod
Tom.
«Jeg heder Tom.»
«Du sidder vist og tænker svært dybt, du,» vedblev negeren og puffed til
Tom i siden.
«Ja,» svarte Tom, «jeg skal sælges i morgen.»
«Sælges! Aa om det var jeg som skulde den veien! Hvor jeg skulde faa liv
i kjøberne!—End du da?» spurte han Adolf og la uden videre haanden paa
akslen hans.
«Væk med labben din!» ropte Adolf ærgerlig.
«Er du en slig kar, du? Du er nok svært vigtig af den flødefarven din,
og bilder dig nok ind at du er hvid. Ah»—han snuste til ham og kiled
ham i siden—«lugter godt! Han vilde høve godt i en tobaksbutik, kude
sætte duft paa hele butiken!»
«Væk fra mig!» ropte Adolf igjen rasende.
«Aa se hvor kilen han er! Han maa vist være en voldsom fin herre. Se paa
den mine han sætter op og den reisningen det er paa ham!» Og saa gjorde
negeren sig til for at efterligne Adolf.
«Jeg er nu altid finere end du; jeg har havt en herre som kunde kjøbt
dere alle sammen som gamle pjalter.»
«Bevare mig vel! Og nu blir du alligevel solgt, sammen med sprukne
te-potter og andet skrap.»
Nu blev Adolf saa arg, at han med knyttet næve drev til negeren, lige i
synet paa ham, og tog paa at sparke og slaa om sig som han var gal.
Der blev da et svært opstyr med rop og latter.
«Naa, naa!» ropte med ett opsynsmanden og smeldte med pisken sin. «Vil
dere være skikkelige!»
«Det er ikke mig, massa,» skyndte urostifteren sig at oplyse. «Massa ved
nok at jeg er skikkelig og rolig; det er disse nye karerne som gjør
braak.»
De andre slaverne var flygtet til alle kanter.
Uden at forhøre sig nærmere gik opsynsmanden bort til Tom og Adolf og
gav hver af dem et spark med støvlen.
I en anden sovesal ligger et halvt hundred kvinder af enhver alder, lige
fra det vesle barn til den gamle kone. En vakker liden pige, som dagen
før maatte se paa at moren hendes blev solgt fra hende, har grætt sig i
søvn, uden at nogen har brydd sig om hende. Rundt om ligger en flok
yngre og ældre kvinder, som har tullet sig ind i kaaper og dækkener.
Et stykke fra de andre sidder to som ser ud til at være af et finere
slag end de vanlige trælkvinder. Den ældste af dem, Susanna, er en pent
klædd mulat-kvinde med milde øine og vakre ansigtsdrag. Hun har paa
hovedet et rødspraglet tørklæ, og er iført en pen kjole, som sidder godt
og er af fint tøi. Ved siden af hende sidder datteren, Emmeline, en
velvoksen pige paa femten aar. Hun er helt lys i huden, og har, ligesom
moren, nogen milde og gode øine. Det brune haaret hendes falder i
fyldige krøller ud over panden. Hun er ogsaa pent klædd, og de hvide
hænderne viser at hun ikke har havt meget med grovt arbeide at gjøre.
Begge har før tilhørt en from dame, som sørged for at de blev godt
oplært og fik en kristelig paavirkning. Men det var gaat tilbage for
hende, saa hun blev nødt til at sælge dem, og den mand som havde kjøbt
dem af hende var det som nu frembød dem til salgs.
Maanen lyser ind gjennem vinduerne. Moren og datteren sidder og graater.
«I morgen skal du stryge haaret dit glat tilbage,» sa moren.
«Hvorfor det? Jeg tar mig da bedre ud med at ha krøllerne hængende frit
nedover panden.»
«Netop derfor; det vil maaske gaa dig bedst, naar du tar dig mindre godt
ud.»
Emmeline loved da at gjøre som moren bad hende.
«Om vi nu i morgen skulde bli skilte,» vedblev konen, «saa husk paa at
ta din bibel og salmebog med, og glem ikke alt det som den gode frue har
lært os.»
«Det skal jeg nok ikke glemme; men med Guds hjælp faar vi vist lov til
at være sammen.»
Jernstængerne i de tilgitrede vinduer kaster lange skygger over de
sovende mennesker. Mor og datter istemmer en af de tungsindige salmer
som synges ved jordefærder:
"O, hvor er Paulus og Silas?
O, hvor er Paulus og Silas?
Bort er de gaat til himlen,
bort er de gaat til himlen,
vandret til paradis."
Men saa kom morgenen.
Glad og lystig gir tilsynsmanden sig i færd med at mønstre sine varer
til auksjonen. Han ser nøie efter om paaklædningen er i orden, og
tilholder alle at lægge ansigtet i glade folder, for at de kan tage sig
saa godt ud som mulig. Slaverne opstilles i en kreds, for at gaa
igjennem et sidste eftersyn, inden de drives afsted til auksjonen.
Med sin straahat paa og cigar i munden gaar han omkring og tar sine
varer i øiesyn.
«Men hvad ser jeg?» sa han og stanste fremfor Emmeline. «Hvor er det
blit af krøllerne dine.»
Pigen saa frygtsom bort paa moren.
«Jeg har paalagt hende at greie haaret glat og pent tilbage, saa det
ikke skal flagre løst nedover øinene paa hende.»
«Sludder!» sa opsynsmanden og vendte sig mod pigen: «Gaa straks og sæt
op krøllerne dine igjen, skjønner du! Og du,» sa han til moren og pegte
med spanskrøret, «du gaar og hjælper hende, og det fort! De krøllerne
kan jo være værd sine hundred kroner, de.»
Paa fine marmorfliser og under en pragtfuld hvælving vandrer et par
tusend mennesker af alle folkeslag omkring mellem hverandre. Hist og her
paa den runde plads er stillet forhøininger til talere og
auksjonsholdere. Paa to af disse forhøininger staar alt et par fine
herrer, som snart paa engelsk og snart paa fransk med stor veltalenhed
udroper alle de gode egenskaber deres slaver har. En tredje forhøining
er endnu tom; men en hel skare, og derimellem Tom og Adolf samt Susanna
og Emmeline, staar modløse paa gulvet og venter paa at auksjonsholderen
skal komme. Nogen lysthavere, og en del andre som er kommet tilstede
bare for at se paa, gaar og tar de opstillede varer i øiesyn og føler
paa deres lemmer.
«Nei, god dag!» sa en ung laps til en anden ung modeherre, som stod og
saa paa Adolf gjennem sit se-glas.
«God dag, god dag! Jeg staar og ser paa ham der; jeg kunde ha brug for
en slig fyr til kammertjener.»
«Tænk aldrig paa at kjøbe ham! Han ser ud til at have nykker, som de
vist har alle St. Clares folk.»
«Aaa dem skal vi nok plukke ud af ham. Naar han bare blir sendt nogen
ganger til forbedringshuset og faar sine pryl, tænker jeg han snart
kureres for nykkerne.»
Tom har maattet ta paa sig de bedste klærne sine, en fin klædeskjole,
rent stivet linned og blanke støvler. Han staar i sterk spænding og ser
sig om. Der er mange kjøbere tilstede. Hvem tro han nu skal falde i
hænderne paa?
Mellem de mange forskjellige slags folk blev Tom var en liden tyk mand
med en stribet skjorte, som var aaben i brystet, og nogen hvide skidne
bukser. Manden saa sig om med de store gloende øinene.
Det gjøs i Tom. Om det nu blev ham! Dette store kulerunde hovedet, det
stive solsvedne haaret, de røde øienbryn, den store plumpe mund, de
lodne solbrændte labber med negler som ørneklør!
Med ett griber manden Tom under hagen: «Op med flabben din!» sa han. Og
da han har set Tom paa tænderne, gir han sig til at undersøge armene;
han vender og snur ham til alle sider og kommanderer ham til at hoppe.
«Hvor er du født?»
«I Kentucky, massa.»
«Hvad har du været brugt til?»
«Jeg har styret en gaard.»
«Han er god nok,» mumled manden og gaar bort til Adolf og spytter paa de
blanke støvlerne hans. Saa gaar han til Susanna og Emmeline, og gir sig
til at undersøge armene og halsen til den unge pige.
Pigen tar da paa at graate.
«Hold op med den flipingen din!» ropte auksjonsholderen.
Og saa gik det i gang med auksjonen.
Adolf blev kjøbt af den unge manden som havde lovet at kurere ham for
nykkerne.
«Naa du!» ropte auksjonsholderen og gav Tom et vink om at stige op paa
blokken.
Angst og skjælvende steg Tom op og saa sig omkring. Rundt om ham bruste
en summende larm, og igjennem den skar auksjonsholderens rop.
Endelig faldt hammeren, og Tom steg ned. Den tykke manden med det store
hoved slog næven i akslen paa ham og skjøv ham med en barsk mine til
side.
«Nu maa du staa der!»
Alt løb rundt for Tom.
Igjen hørtes auksjonsholderens rop, og budene faldt slag i slag; men Tom
hørte intet.
Det næste hammerslag gjaldt Susanna. Hun staar og ser efter datteren,
som strækker armene ud mod hende; hun vender sig med bedende mine mod
den mand som har kjøbt hende:
«Aa, massa, kjøb hende ogsaa!»
[Illustrasjon]
«Jeg vilde gjerne,» siger han og ser paa datteren.
Saa kom da turen til den unge pige. Hun er vakker, som hun staar der paa
blokken og ser sig angst om; hendes kinder er røde, og øinene lyser med
feberglød.
Auksjonsholderen bruger alle det engelske og franske sprogs mest rosende
udtryk om hende, og budene faldt tæt.
Den mand som havde kjøbt moren trængte sig frem og bød gang paa gang,
men saa rister han paa hovedet og holder med en gang op at byde; prisen
blir ham for høi.
De rosende ord om Emmeline lyder høiere og høiere, men budene falder
sparsommere; kun en fin herre og manden med det kulerunde store hovedet
blir ved at byde.
De kjæmper endnu en stund; men saa blir den fine herre ærgerlig og byder
høiere og høiere, mens den andre stadig byder over.
Endelig falder hammeren, og pigen tilhører den tykke mand.
Simon Legree heder han; han er eier af en bomuldsplantage i
Red-River-dalen.
Pigen blir graatende skøvet bort til Tom og nogen andre slaver.
Manden som havde kjøbt moren er ilde ved; men det er intet at gjøre ved
det. Den slags sorger møder en jo paa ethvert slavemarked, og en maa
derfor finde sig i slige ting. Han drager afsted med sin nye slavinde.