Onkel Toms Hytte - 05

Total number of words is 5030
Total number of unique words is 1348
49.9 of words are in the 2000 most common words
67.5 of words are in the 5000 most common words
75.3 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Damperen var et vakkert hurtiggaaende fartøi. I straalende solskin gled
den hurtig ned ad elven, med det frie Amerikas stjernebanner vaiende
over sig. Dækket var fuldt af pyntede damer og herrer, som i munter
stemning gik frem og tilbage mellem hverandre og nød den vakre dag.
Flokker af smaabørn dansed og fløi omkring som sommerfugler; alt var liv
og glæde.
Men nede paa underdækket sad en flok negre mellem det andre fragtgodset.
De talte med hverandre i en dæmpet tone.
«Naa, gutter,» sa Haley, som kom ned for at se til dem, «jeg haaber dere
tar det fornuftig. Ingen sure ansigter! Naar dere opfører dere vel, skal
dere faa det godt. Skyd derfor hjertet op i livet og vær muntre og
glade.»
«Ja, massa,» svarte slaverne; de var saa vante til at sige dette, at
ordene kom mekanisk; men nogen virkelig glæde og munterhed havde
vanskeligt for at indfinde sig hos dem.
Ogsaa den langbente landmanden fra vertshuset i Kentucky, han som
spytted paa plakaten, var med om bord. Han gav Haley mangt et ærligt og
velment haansord for den afskylige handelen han drev.
«De vil en gang faa et tungt regnskab at opgjøre med Vorherre, herr
Haley,» sa han.
Men Haley mente at det regnskabet ikke kunde bli saa farligt; for han
havde altid været en ærlig og bra handelsmand, og havde derfor en god
samvittighed.
Dampskibet stopped flere steder og tog ind nye slaver. Et sted kom en
ung svart kvinde løbende op efter landgangsbroen, bored sig gjennem
trængslen paa skibet og slog armene om halsen paa en af negrene, graat
og stønned. Det var hendes mand. Men hun blev skyndsomt ført i land
igjen.
En ung mand havde staat og set paa dette optrin. Han vendte sig mod
Haley og spurte hvorledes han kunde finde sig vel ved at drive en slig
handel som den han drev. «Her staar jeg,» sa han, «og glæder mig til at
komme til kone og barn, mens den samme klokke som giver signalet til at
føre mig frem til dem vil skille denne stakkars manden og hans hustru
for stedse. Gud vil vist kræve Dem til regnskab for dette.»
Slavehandleren vendte sig fra ham uden at gi noget svar.
Mellem de reisende var det ogsaa nogen som mente at slaveriet var
fastsat af Vorherre selv fra gammel tid; negrene var skabte til træler;
det var ikke noget at sige paa den ting,—mange af dem har det ellers
godt.
Haley gik tankefuld frem og tilbage paa dækket.
En dag, da skibet la til ved en liden by, gik han i land i et
forretnings-erend.
Tom havde endnu lænker om benene, men dette hindred ham dog ikke i at
gaa med smaa skridt omkring paa dækket. Han var gaat over til den ene
siden af skibet og stod og saa mod land.
Efter at have staat der en stund, saa han sin herre vende tilbage med en
ung svart kvinde, som bar et lidet barn paa armen. Hun var pent klædd og
saa glad og fornøid ud. Haley havde kjøbt hende paa det vilkaar, at hun
skulde føres til Louisville og tjene som kokkepige paa den samme gaard
hvor hendes mand arbeided.
Klokken ringte til afgang. Skibet gled fra bryggen og damped afsted
videre efter ruten.
Den unge mor satte sig ned, og lykkelig og glad trykked hun den vesle
gutten sin ind til brystet.
En mild luftning gik over dækket, solskinnet spilled paa bølgerne, og
glade stemmer summed om ørene hendes.
En ung mand fik øie paa moren og barnet.
«Hvor skal den unge negerkvinde med det vesle barnet hen?» spurte han
Haley.
«Hun er bestilt fra en gaard nede i Louisville,» oplyste handelsmanden
og blaaste røgen af sin cigar ud i luften. «Hun skal være flink til at
lage mad, og kan naturligvis ogsaa bruges til at at plukke bomuld.»
«Men gutten kan vel ikke lage mad og plukke bomuld.»
«Ham sælger jeg, naar jeg kan faa et godt bud paa ham.»
«Jeg kunde næsten ha lyst til at kjøbe ham, om De ikke holdt ham i
altfor høi pris. Jeg vilde ha let for at opfostre ham i mit hjem.»
«Ja, jeg kunde selv opfostre ham, om jeg vilde; men faar jeg ham godt
betalt, har jeg intet imod at sælge ham.»
Efter at have talt en stund om handelen, bød den unge mand halvandet
hundred kroner for gutten.
«Tag ham da! Men sig mig, hvor skal De gaa af?»
Stedet blev nævnt.
«Det passer godt. Der er vi i mørkningen. Gutten sover da, og moren gaar
omkring paa dækket og ser sig om—passer svært godt—faar listet ham
bort uden skrig og skraal, skjønner De.»
Ud paa kvelden la dampskibet til ved et lidet stoppested. Moren havde
ganske rigtig faat barnet til at sove og lagt det fra sig; selv var hun
gaat til den andre siden af fartøiet, hvor hun stod og saa paa folkene
som havde mødt frem paa bryggen.
Da hun vendte tilbage, var barnet borte.
«Ja, det kunde ikke nytte du fik gutten med ned til gaarden,» sa Haley;
«jeg kom til at faa et godt bud paa ham, og saa solgte jeg ham til en
flink ung mand, som vil sørge for at han faar det godt.»
[Illustrasjon]
Det var som hun havde faat en kule i hjertet. Dødbleg satte hun sig ned,
uden skrig, uden taarer; hendes hænder faldt slapt ned, øinene stirred
ud i luften.
«Ja, jeg kan godt skjønne det maa være vondt for dig nu med det samme,
dette her,» sa Haley; «men du er en forstandig kone, som snart
overvinder det.»
«Ti, massa, ti!» stønned hun.
Handelsmanden gav sig nu til at gaa frem og tilbage paa dækket og saa af
og til bort til hende.
«Det var svært saa nær hun tar sig af dette,» mumled han for sig selv,
«det er vist bedst hun faar sidde i fred en stund og summe sig lidt.»
Ud paa natten vaagned Tom med ett. Noget sort fór hurtig forbi ham bort
til rælingen paa den andre siden af skibet, og et øieblik efter hørte
han et plask i vandet, og saa blev alt stilt igjen.
Glad og oprømt vaagned Haley om morgenen og gik ned for at se til sine
træler.
«Hvor i al verden er det blit af konen?» sa han, da han ikke fik øie paa
hende nogen steds.
Saa fortalte Tom det han havde set og hørt om natten, og Haley skjønte
snart hvorledes det hang sammen.
Han var vant med slige historier, og gjorde derfor ikke saa meget af
det. Lidt ærgerlig blev han nu altid over det nye tab. Han tog frem
regnskabsbogen sin og førte den mistede trælkvinde op paa tabssiden.
Men noget maatte det nu være som rørte sig inde i ham alligevel; for
han blev igjen urolig og rev sig i nakken.
«Kunde jeg nu bare være heldig med et par kobler til, fik det være slut
med denne handelen,» tænkte han ved sig selv.


TRETTENDE STYKKE.
Paa Missisippi.

Saa naadde de ned til Missisippi. De reisende maatte her om bord i et
andet skib. Det var en stor damper, som var ladd med en slig mængde
bomuldsballer at den ligned en graa firkantet svømmende kjæmpeblok.
Tom syntes at ha fundet sig nogenlunde til rette med sin ulykkelige
skjæbne. Han var blit kvitt lænkerne og havde faat lov til at gaa hvor
han vilde omkring paa skibet. Ved sin stille rolige færd, ved sin
taalmodighed og fromhed, og ved sin villighed til at hjælpe hvor han
kunde, havde han vundet mange af skibsfolkene for sig.
Han kravled stundom op til en eller anden krok mellem bomulds-ballerne
paa det øverste dæk. Her kunde han faa sidde i ro med sin kjære bibel.
En 70-80 mil ovenfor Ny-Orleans ligger elven høiere end landet omkring.
De mægtige vandmasser ruller her frem mellem faste høie dæmninger. Fra
damperens dæk ser den reisende som fra en svømmende taarnbygning ud over
landet i flere mils omkreds.
Det var en stille aften. Solen lyste paa den brede vandflade, rørene og
de høie mørke cypresser ved bredderne gløded i det gyldne skjær, mens
skibet stønnende arbeided sig frem med den vældige lasten. Tom sad i
høiden og saa ud over arbeids-markerne. Han fandt her et levende billede
af det liv han selv skulde gaa til. Han saa slaverne langt borte ved sit
arbeide, han saa hytterne deres ligge i rækker et stykke fra de fine
herskabsboliger med vakre haver og parker omkring. Og som nu disse
levende billeder gled langsomt forbi hans blik, vendte hans hjerte sig
med sterkere og sterkere længsel mod den vesle hytten, med de herlige
blomster og slyngplanter opefter væggen paa fremsiden og med duft af
renhed og hygge indvendig; han saa sin brave kone trippe om der inde,
hørte smaagutternes latter og kommers, og det var som han saa sig selv
sidde med den mindste paa fanget og hørte hendes glædesskrig.
Men med ett blev alt borte. Han saa igjen de svaiende rør og glidende
marker, hørte maskinens støn, og han skjønte at al den lykke han havde
levet i der hjemme var slut for stedse.
Nogen store taarer drypped ned paa bogen hans.
«Eders—hjerte—forfærdes—ikke—» læste han paa sin langsomme og
eftertænksomme maade. «I—min—faders—hus—er mange—værelser.—Jeg
gaar—hen—for—at—berede—eder—sted.»
Mellem de reisende var der en ung mand som hedte Augustin St. Clare.
Sammen med sin seksaarige datter havde han været paa gjestefærd hos
nogen slegtninger i Ny-England, og var nu paa hjemveien til sit gods i
Orleans. Et søskendbarn af ham, frøken Ofelia, havde han faat til at
følge med hjem, for at hun en tid kunde styre huset for hans hustru, som
var sygelig.
Den vesle datteren hans hedte Evangeline. Som en lys og venlig
solstraale fór hun omkring alle steder paa skibet. Tom saa ofte et glimt
af den vesle lysklædde fe med det guldlokkete hoved. Altid var der et
smil om munden hendes, let som en fugl hopped hun om fra sted til sted,
og forstod altid at stelle sig slig at hun ikke fik flekker paa kjolen
sin. For Tom var det næsten som en Guds engel viste sig for ham, naar
hun med ett kom til syne for ham bag en bomulds-balle og stod og saa
mildt paa ham med de store mørkeblaa øinene sine.
Faren og frøkenen holdt stadig øie med hende, for de var ræd for hun
kunde komme til nogen skade, slig som hun fór om alle steder.
Somme tider kunde hun stille sig ved rækverket og se ned til fyrbøderen,
som stod med kulskuffen ved det glødende ildsvelg. Det saa da ud som hun
syntes synd paa ham og undred sig over at han kunde leve der nede i det
hede dybet. Til andre tider kunde en se hende ved roret, hvor hun med
sit smil og med de milde øinene sine var nær ved at faa rormanden til at
glemme sit arbeid. Alle skibsfolkene var glade i hende, og mangen svart
næve blev rakt ud til hjælp, naar det saa ud som hun holdt paa at falde
over et og andet, eller hun holdt paa at bli skubbet til side af folk
som ikke saa hende.
Ofte var hun ogsaa nede og saa paa negerkobbelet til Haley. Det hændte
at hun kunde gaa ind mellem negrene. Hun saa med sorgfulde øine paa dem,
letted paa lænkerne deres og sukked tungt. Stundom kom hun med
sukkergodt, nøtter, appelsiner, som hun med inderlig glæde delte ud
mellem dem.
Tom havde glæde af at lage smaa legetøisaker til hende: kurver, fløiter
og mange andre ting, og lidt efter lidt blev han og hun svært gode
venner.
«Hvad heder den vesle frøkenen?» var det første han spurte hende om.
«Jeg heder Evangeline; men far og mor og alle mennesker kalder mig Eva.
Hvad heder du?»
«Jeg heder Tom, og hjemme, der jeg er fra, pleide alle børnene at kalde
mig Onkel Tom.»
«Saa vil jeg ogsaa kalde dig Onkel Tom, for jeg liker dig saa godt. Hvor
skal du hen?»
«Ved det ikke, vesle frøken.»
«Ved du det ikke?» spurte hun med undring.
«Nei, jeg ved det ikke—skal vel sælges til en eller anden fremmed
mand.»
«Da skal jeg sige til far at han skal kjøbe dig. Vil han det, saa faar
du det godt.»
«Jeg siger den vesle frøkenen saa mange tak.»
«Just i dette øieblik la skibet til ved et landingssted for at ta ind
kul.
Vesle Eva blev kaldt bort til faren sin, mens Tom gik forud i skibet
for at hjælpe mandskabet med noget arbeid.
Eva og faren bøide sig over rælingen for at se paa hvorledes hjulet
arbeided nede i vandet for atter at sætte skibet i gang. Med ett tabte
den vesle ligevegten og faldt i elven. Faren var paa nippet til at
styrte sig ud efter hende; men før han fik gjort det, var en anden alt
sprunget ud. Det var Tom. Han fik i hast tak i kjolen hendes, og nu var
det en let sak for den sterke negeren at hive det spinkle legemet saa
høit op, at et par af de hænder som raktes ud til hjælp kunde faa tak i
hende. Vesle Eva blev saaledes draget op igjen. St. Clare slog armene om
den vesle drivvaade sansesløse stakkaren og bar hende ned i kahytten,
hvor hun snart kom til sig selv igjen og slog de store øinene op.
Da damperen den næste dag nærmed sig Orleans, blev det travlt om bord:
De reisende samled sine saker, restauratøren, tjenerne og opvartersken
skured og tørked støv, for at det vakre skib kunde tage sig saa godt ud
som mulig, naar det holdt sit indtog i byen.
Nede paa underdækket sad Onkel Tom. Med korslagte armer og i sterk
spænding vendte han sine øine mod en gruppe mennesker paa den andre
siden af skibet.
[Illustrasjon]
Der stod vesle Eva, som var noget blegere end dagen før, men ellers uden
spor af det indtrufne uheld. Ved siden af hende stod faren med en
tegnebog i haanden. Han holdt netop paa at faa i stand en handel med
Haley, som i høie toner roste sin vare.
«Kort sagt, en samling af alle mulige slags dyder indbundet i svart
bind,» sa St. Clare med smil om munden, da Haley havde endt sin lovtale.
«Men sig mig nu, hvor meget skal det nu betales, for at det kan bli
handel af, aller hvor meget er De nu tænkt at snyte mig for?»
«Ja,» svarte slavehandleren, «om jeg nu sa 5000 kroner for den karen,
saa var det ikke mer end saa vidt jeg fik igjen mine udlagte penger.»
«Stakkars mand! De vilde da næsten komme til at tabe paa den handelen.
Men kanske De alligevel af hensyn til mig vilde lade mig faa ham for den
pris?» spurte den unge mand og sendte Haley et spottende blik.
«Ja ja, men se nu rigtig paa ham—sligt et bryst—ligesom en
hestebringe—og slig en pande! De kan tro, min herre, at der er forstand
inde bag den panden; han er rent prestlærd, og tillige saa from og god
som noget menneske kan være.»
St. Clare drog igjen paa smilen: «Jeg kunde næsten bruge ham som
huskapellan.»
«Ja De spøger, men jeg vil sige dem....»
«Kjøb ham, far!» faldt den vesle Eva ind.
«Hvad vil du bruge ham til?» spurte faren hendes. «Vil du ha ham til at
leke med—ligesom en gyngehest?»
«Jeg vil ha ham for at være god mod ham og gjøre ham glad.»
«Se her!» Handelsmanden rakte St. Clare et stort stykke papir. «Det er
et vidnesbyrd fra hans forrige herre.»
Den unge mand tog mod papiret og saa det rask igjennem. «Ja, det kan jo
være bra nok med al denne gudsfrygten; men jeg har set saa mange falske
varer af den slags, at jeg ikke tror saa meget paa den.»
«Kjøb ham, far, kjøb ham!» tigged den vesle jenten.
«Naa, lad mig saa ta ham da,» sa den unge mand og rakte handelsmanden en
bunke sedler. «Tæl dem selv, gamle snyter,» la han til og stak
tegnebogen i lommen.
«Meget rigtig, fuldkommen rigtig!» sa Haley med straalende øine.
Han tog derefter pen og blækhus frem og skrev i en fart kjøbebrev, som
han leverte den unge herre.
«Kom saa, vesle Eva!» sa St. Clare og gik med hende over til den andre
siden af skibet, hvor Tom stod. Han tog ham under hagen og løfted
ansigtet hans i veiret:
«Naa, Tom, hvad synes du om din nye herre?»
Tom læste i samme øieblik i den unge mands glade ansigt, at han var et
godt menneske.
«Gud velsigne Dem, massa!» sa han.
«Det haaber jeg han gjør, enten det nu blir for din eller min skyld. Sig
mig, kan du kjøre et par hester?»
«Jeg har været vant til at kjøre fra jeg var en liden gut, massa.»
«Godt! Saa kan du blive kusk for min hustru, men kun paa det vilkaar at
du ikke drikker dig fuld.»
Tom saa paa ham og kjendte sig krænket: «Jeg drikker aldrig brændevin,
massa!»
St. Clare drog paa smilen: «Det vil du bilde mig ind? Men du vil staa
dig bedst paa slet ikke at drikke. Ja ja, se nu ikke saa modfalden ud,»
la han til, vi kommer nok ud af det med hinanden, skal du se.»
«Jeg skal skikke mig vel, massa.»
«Og du skal faa det godt,» loved vesle Eva. «Du skal ikke bry dig om det
som far siger; for det er bare spøg; han er saa god.»
«Tak skal du ha, vesle vennen min, for dit gode skudsmaal,» sa St. Clare
og lo.


FJORTENDE STYKKE.

Da den vogn som hented Augustin St. Clare med følge paa dampskibsbryggen
rulled ind gjennem porten til St. Clares slot, kom en hel vrimmel af
farvede tjenere og tjenerinder farende ud for at tage mod sin herre.
Vesle Eva saa ud som en fugl som er i færd med at flyve ud af buret; saa
utaalmodig var hun af bare glæde og henrykkelse.
«Jo, her er rigtig vakkert,» sa frøken Ofelia og steg ud af vognen.
Tom spilte øinene op og saa sig om til alle sider. Et sligt herligt sted
havde han aldrig set magen til før. Han var straalende af forundring og
glæde.
«Naa, Tom, det lader til at du synes om stedet,» sa St. Clare.
«Ja, massa, her er meget at se paa her.»
Den store gaardsplads var omspændt af fire sammenbygde fløier, med
rundtløbende, brede svalganger, som hvilte paa yndefulde buer og piller.
I midten af gaardspladsen var et stort springvand, som pladsked i
sølvklare buestraaler ned i et marmorbækken, omkranset med en bred rand
af duftende fioler.
Rundt springvandet gik en spasergang, brolagt med kunstig tilhugne
stener. Udenfor spasergangen laa et grønt græsgrodd belte, mens en
kjørevei gik rundt det hele. I grønsværet stod to orangetrær, som for
øieblikket var i fuld blomst og udsendte den herligste duft, og i
ytterkanterne af det stod marmorvaser med fint udhugne
blomsterslyngninger og fulde af ildrøde planter, mørke arabiske
jasminer, roser, citronlugtende verbener, og mange andre slags blomster.
Paa svalgangene var ophængt gardiner af maurisk tøi, som kunde drages
sammen for at skygge for solen.
St. Clare smilte med en viss indre selvfølelse, da han saa hvor optaget
de andre var af at se og beundre hans hjem.
Fra alle sider oppe paa svalgangene og nede i dørene og gangene krydde
svarte hoveder nysgjerrig frem.
«Af veien med dere!» bød en svært vigtig mulat og jaged en flok af
paatrængende medtjenere tilbage: «Mig nok tage imod massa.»
De nysgjerrige tjenere maatte drage sig til side; bare et par store
sterke karer blev tilbage for at bære reisetøiet ind.
Herr Adolf, en svært fin tjener, brisked sig med en straalende fin
silkevest, guldkjede og hvide bukser.
«Naa, Adolf, hvorledes staar det til her hjemme?» spurte St. Clare.
Adolf bukked, smilte og holdt en liden velkomsttale til sin herre;
efterpaa vifted han sig med det duftende lommetøklæet sit og strøg det
pomadeglinsende haaret til siden.
«Men Adolf da, du gaar jo og lapser dig med min vest!»
«Aa, massa, jeg tar mig saa godt ud med den, og massa gaar vist ikke mer
med den; for det er kommet vinflekker paa den.»
«Ja, ja, behold den da, dit asen,» sa St. Clare og smilte. «Men hør nu:
naar jeg har vist frem denne fyren her, saa fører du ham ned i
kjøkkenet!»
«Det skal ske, massa!»
«Men du vaager dig ikke til at være fornem eller stor paa det overfor
ham; han er lige saa meget værd som to slige bavianer som du.»
«Ha-ha-ha, massa er saa spøgefuld!»
Den unge herre gik nu op i gangen, hvor en hel flok yngre og ældre
tjenestfolk stod og smilte ham i møde.
«Naa, Mammy og Polly, hvorledes har dere det? Og du Jimmy?» Han gav dem
alle haanden og nikked venlig til dem. «Hei!» ropte han, idet han
snubled over en negerunge, som kravled om paa gulvet.
«Pas paa disse smaahvalpene! En kan jo komme til at træde dem ihjel.»
Før han gik ind, gav han en haandfuld smaapenger til hver af folkene,
og fik tusend tak og velsignelser til gjengjæld.
«Nu maa dere gaa eders vei,» sa han.
Og hele flokken fjerned sig gjennem en udgang til svalen.
«Haloi—Tom!» ropte han og vinked med haanden.
Tom traadte nu ind i værelset. Han saa alvorlig paa tepperne, paa de
glimrende speile, malerier, statuer og gardiner, en pragt som han aldrig
havde kunnet tænke sig. Han blev helt overvældet af al denne herlighed.
Han stod stille og sukked af undring; det var saavidt han turde træde
paa gulvet.
Vesle Eva var som en fugl fløiet ind til moren sin, som opholdt sig paa
et fint udstyret rum mod svalgangen.
«God sag, søde mor!» hilste hun og slog armen om halsen paa hende.
«Saa saa saa, barn!» sa moren. «Jeg faar vondt i hovedet.» Hun gav den
vesle et mat kys og saa træt og stur ud.
St. Clare steg ind og gav konen sin en let omfavnelse.
«Min kusine, frøken Ofelia,» forestilte han og slog ud med haanden efter
frøkenen, som var fulgt med ind.
Fru Marie maalte den nye husbestyrerinde med øinene og rakte hende med
træt høflighed haanden.
Nogen tjenestfolk viste sig ved døren. Mellem dem var Mammy, en
middelaldrende mulatinde, som havde været barnepige for Eva og nu gjorde
tjeneste som kammerpige for fruen.
«Aa, Mammy!» brød Eva ud og fløi om halsen paa hende og kyssed hende
gang paa gang.
Denne kvinde talte ikke om hovedpine, endda hun led mere af dette onde
end fruen. Glad tog hun den vesle jenten i favnen og trykked hende ind
til sig.
Eva fór derpaa ud til de andre tjenest folkene og kyssed dem alle
sammen, og delte ud nøtter og appelsiner og mange andre gode ting, som
hun havde havt med hjem i en stor pose.
St. Clare førte sin hustru ind i værelset hvor Tom stod. «Her har jeg
med til dig en ny kusk, som jeg tænker du tør kjøre trygt med,» sa han
og pegte paa Tom. «Det er en rigtig trofast kar, som er saa rolig og
adstadig, at han gjerne kunde bruges som ligvognskusk.»
«Han drikker naturligvis, han som de andre,» sa den fine frue.
«Det er netop det han ikke gjør; han er et rent mønster paa ædruelighed
og gudsfrygt.»
«Gid det bare var sandt!» sukked fruen.
[Illustrasjon]
«Adolf!» kaldte St. Clare. «Følg Tom ned i kjøkkenet, og glem ikke det
jeg har sagt dig!»
Adolf spankulerte let afsted, mens Tom drunted efter.
«En rigtig elefant!» mumled fruen.
St. Clare satte sig nu paa en stol ved siden af konen sin. «Naa, Marie,
vær nu sød og blid, og sig mig nogen venlige ord til velkomst.»
«Jeg trodde du aldrig var kommet hjem mer,» sukked hun og var sur og
grætten.
«Ja men jeg skrev jo og sa hvorfor jeg maatte trække reisen ud en
fjorten dages tid....»
«Se her har jeg noget med til dig fra Nyork.»
Han tog frem en vakker liden fløielsæske med et billede af ham selv og
vesle Eva, og gav hende.
Fruen saa misfornøid paa billedet. «Hvorledes kunde du komme til at
sidde i en slig klodset stilling?»
«Aa, stillingen er en smagssak; men hvad synes du om ligheden?»
«Naar du ikke bryr dig om min mening om stillingen, saa er det bedst jeg
tier,» sa hun og lukked æsken igjen.
«Pokker til kvindemenneske ogsaa,» tænkte han ved sig selv. «Vær nu ikke
saa tver og vanskelig, Marie!» bad han.
St. Clare var en rig mand, men lykkelig var han ikke. I sine yngre dage
havde han fattet kjærlighed til en ung og elskværdig dame. Med hende
blev han ogsaa trolovet; men slette mennesker fór imellem dem med noget
sladder, og trolovelsen gik over styr. Herover blev St. Clare meget
ulykkelig. Men han var for stolt til at lade andre se sin sorg. Selv
forsøgte han at glemme den ved at kaste sig ind i et vildt og uroligt
liv. Men det lykkes ingen at glemme paa den maaden; det gjør bare vondt
værre, og slig gik det ogsaa med St. Clare. Til sidst gifted han
sig—halvt om halvt paa trass—med en svært rig dame. Hun var ung og
vakker, men saa forkjælet og bortskjæmt, at det var liden udvei med
hende. Egteskabet blev derfor paa ingen maade lykkeligt. Han gjorde sit
bedste for at vise sig tilfreds og være venlig baade mod sin kone og mod
andre; men i hans hjerte var det bitterhed baade mod Gud og mennesker.
Frøken Ofelia overtog styret i huset. Hun var en flink og viljefast
kvinde, og alt gik i rolig og god orden. Kun fruen gjorde stadig opstyr
med sine klager og sine krav om at alle skulde staa paa pinder for
hende. «Det er ingen som bryr sig om mig,» sa hun, «endda jeg har huset
fuldt af træler. Den eneste som tænker lidt paa mig er Mammy; men ogsaa
hun er egenkjærlig og—aah!»
«Men hun er da hos dig baade dag og nat,» sa St. Clare «hun steller jo
om dig saa godt som det er raad.»
«Ja—og gaar evig og altid og klynker og sukker for manden og børnene
sine. Uf! det er ikke til at holde ud.»
Mammy havde for en del aar tilbage maattet forlade sin mand og sine børn
for at følge sin unge herskerinde til hendes nye hjem. St. Clare syntes
synd om hende og havde ofte talt om at lade hende reise hjem til sine
kjære, som bodde mange mil borte. Men fru Marie vilde ikke høre paa det
øre; hun kunde ikke være uden Mammy. Hvad sorg kunde nu ellers en slig
halvgammel mulatinde have? Nei, hun—fruen—hun kjendte til sorg og
modgang. Aah, om nogen vidste hvad hun maatte lide! Men det vidste
ingen; for hun gjemte sine lidelser hos sig selv.
Mammy led ofte af hovedpine. En dag, som hun var svært klein, bad vesle
Eva sin mor om at faa vaake hos hende om natten istedenfor Mammy.
«Aa snak, barn!» sa fruen. «En skal ikke bry sig om det som
tjenestfolkene gaar og jamrer sig for.»
«Hun gaar vist og længter efter børnene sine,» mente Eva.
«Længter? Som om en slig svart tjenestjente kjendte noget til længsel.
Nei, _jeg_ har kjendt hvad det er—den gang vesle Eva var borte. Men
saken er, at Mammy er egenkjærlig og utaknemlig. Hun skjønner ikke det
mindste paa hvor godt hun har det. Hun faar jo alt det hun trænger,
kjoler og hovedpynt og alt muligt.»
Fruen tørked et par taarer af øinene og stelte paa den fine kjolen sin,
slig som en due kan sidde og stelle med fjærene efter en regnskur.
Vesle Eva gik ud med faren sin.
«Det er et underligt barn, denne Eva,» sukked fruen. «Hun ligner slet
ikke mig.»
Ofelia sa intet, men hun tænkte sit.
«Hun gaar og hænger ved tjenestfolkene og gjør sig jevngod med alle de
sorte ungerne som findes paa gaarden,» klaged fruen. «Og min mand lar
hende gjøre som hun vil,—han føier sig nu ellers efter alle og enhver,
saa nær som efter sin hustru, han.»
Frøkenen sad stiv og strunk.
«Vel skal en være venlig og god mod sine folk,» blev fruen ved; «men en
maa alligevel altid lade dem ha kjendsel af hvad trin de staar paa. Og
er de ikke slig som de bør være, saa har en jo bare ett middel som
duger.»
«Og det er?»
«Sende dem i fængslet og lade dem bli pisket.»
Frøken Ofelia mente nok ogsaa at negrene ofte ikke kunde være saa greie
at faa skik paa; men naar en tog sig virkelig af dem, og tog det med
forstand og kjærlighed med dem, saa kunde nok de ogsaa bli skikkelige og
bra mennesker.
Tom havde det godt, og trivdes vel i sit nye hjem, naar det ikke var
denne længselen—denne dragingen mod hjemmet. Han kunde nok glemme den
stunde-mellem, naar han sad paa sin bænk og saa paa springvandet og
blomsterne eller hørte paa fuglenes muntre sang; men saa kom den igjen.
Eva var svært glad i ham. Hun pynted ham med blomster, satte sig paa
knærne hans og prated i et væk. Han skulde nu ogsaa ligesom være hendes
særlige tjener. Han fulgte med hende paa hendes kjøre-og spaserturer, og
var om hende baade sent og tidlig. Ogsaa for fruen fik han af og til
gjøre tjenester; men da maatte han møde i sin bedste puds, og for at han
ikke skulde lugte af hesten, maatte han holde sig saa meget som mulig
borte fra stalden.
En søndag formiddag, da Mammys hovedpine var rigtig slem, kom Eva
springende med den vesle guld-lugteflasken sin og vilde give hende den.
«Du har mere brug for den, du end jeg,» sa hun. «Ta den bare! den vil
gjøre dig godt.»
Netop som Mammy skulde sige nei tak, kom fruen ind.
«Hvad er det du gir hende, barn?»
«Det er min lugteflaske.»
«Vil du straks ta den fra hende igjen!»
Eva blev modfalden og vendte sig om.
You have read 1 text from Norwegian literature.
Next - Onkel Toms Hytte - 06
  • Parts
  • Onkel Toms Hytte - 01
    Total number of words is 5016
    Total number of unique words is 1285
    52.2 of words are in the 2000 most common words
    68.8 of words are in the 5000 most common words
    76.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 02
    Total number of words is 5096
    Total number of unique words is 1295
    52.4 of words are in the 2000 most common words
    69.6 of words are in the 5000 most common words
    77.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 03
    Total number of words is 5110
    Total number of unique words is 1263
    52.0 of words are in the 2000 most common words
    69.2 of words are in the 5000 most common words
    77.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 04
    Total number of words is 4991
    Total number of unique words is 1266
    51.0 of words are in the 2000 most common words
    69.1 of words are in the 5000 most common words
    76.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 05
    Total number of words is 5030
    Total number of unique words is 1348
    49.9 of words are in the 2000 most common words
    67.5 of words are in the 5000 most common words
    75.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 06
    Total number of words is 5129
    Total number of unique words is 1293
    52.2 of words are in the 2000 most common words
    68.8 of words are in the 5000 most common words
    76.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 07
    Total number of words is 5087
    Total number of unique words is 1241
    52.4 of words are in the 2000 most common words
    67.7 of words are in the 5000 most common words
    76.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 08
    Total number of words is 5092
    Total number of unique words is 1175
    57.7 of words are in the 2000 most common words
    73.6 of words are in the 5000 most common words
    79.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 09
    Total number of words is 5139
    Total number of unique words is 1167
    53.2 of words are in the 2000 most common words
    70.8 of words are in the 5000 most common words
    78.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 10
    Total number of words is 5101
    Total number of unique words is 1327
    51.2 of words are in the 2000 most common words
    69.4 of words are in the 5000 most common words
    78.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 11
    Total number of words is 5185
    Total number of unique words is 1302
    51.0 of words are in the 2000 most common words
    67.2 of words are in the 5000 most common words
    76.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 12
    Total number of words is 5181
    Total number of unique words is 1259
    51.5 of words are in the 2000 most common words
    70.2 of words are in the 5000 most common words
    78.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 13
    Total number of words is 5164
    Total number of unique words is 1325
    50.7 of words are in the 2000 most common words
    69.8 of words are in the 5000 most common words
    76.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 14
    Total number of words is 5128
    Total number of unique words is 1248
    53.6 of words are in the 2000 most common words
    71.3 of words are in the 5000 most common words
    78.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 15
    Total number of words is 24
    Total number of unique words is 24
    50.0 of words are in the 2000 most common words
    70.6 of words are in the 5000 most common words
    83.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.