Onkel Toms Hytte - 13

Total number of words is 5164
Total number of unique words is 1325
50.7 of words are in the 2000 most common words
69.8 of words are in the 5000 most common words
76.9 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Fruen gik ned i damekahytten, hvor den «vesle pigen» hun havde med drog
opmerksomheden paa sig ved sit vakre mørkladne ansigt.
Klokken ringte for sidste gang.
Hvor Georg blev let om hjertet, da han saa Marks gaa i land! Dampskibet
gled langsomt fra bryggen, og afsted bar det over den gyngende
vandflade.
Det var en herlig dag. Eriesjøens blaa bølger dansed sprudlende og
tindrende i sollyset. En frisk bris blaaste fra stranden, og det
prægtige dampskib arbeided sig stolt frem gjennem vandet.
Timerne gik, og endelig saaes den kanadiske strand tydelig i det fjerne,
den velsignede kyst, hvor frihedens sol lyste.
Arm i arm stod Georg og hans kone, da damperen løb ind i den vesle
havneby hvor de skulde af. Med korte aandedrag og taarefyldte øine
trykked han sin hustrus haand, uden at sige et ord. Klokken ringte, og
skibet la til bryggen. Uden næsten at vide hvad han gjorde, saa han
efter tøiet og samled sit følge. Endelig gik de i land. De stod stille,
til dampskibet var afgaat. Da knæled mand og kone med barnet mellem sig
og lod sine taarer strømme frit, mens de opsendte sine hjerters tak til
ham som havde ført dem lykkelig til denne strand.
Det glade egtepar og barnet førte fru Smitt til en missionær, som havde
gjort sit hus til et gjestfrit hjemsted for ulykkelige og husvilde
mennesker som søgte op til denne kyst.
Hvor det var herligt for den unge mand at tænke paa at han nu som andre
fri mennesker kunde lægge sig trygt og rolig til hvile om aftenen! Og
hvor det var herligt for den unge mor, at hun nu kunde rolig sidde og se
paa sit sovende barn, dette barn som var blit hende dobbelt kjært, fordi
hun havde udstaat saa meget for at frelse det.
Det var i den første tid næsten umuligt for de to menneskene at faa
sove, slig som hjerterne deres banked, og slig som det jubled i dem med
lov og tak og pris. Og endda eide de ikke saa meget som en torve jord de
kunde staa paa, ikke tag over hovedet. Alt de havde eiet var gaat med
til reisen; de eide ikke mer end fuglene under himlen og blomsterne paa
marken. Alligevel kunde de ikke faa blund paa sine øine af bare glæde.


EN OG TRETTIENDE STYKKE.
Seiren.

Mens Tom stod ansigt til ansigt med sin herre og hørte hans trusler,
tænkte han i sit sind at hans time snart var kommet. Han var da modig og
trodde han skulde kunne holde ud baade pinsler og ild; for han syntes
det var ikke mer end ett skridt mellem ham og Jesus og himlen. Men da
Legree var gaat, og smerterne af hans saar igjen vendte tilbage, faldt
han rent sammen.
Længe før hans saar var lægt, bød Legree at han igjen skulde ud paa
markarbeide sammen med de andre. Det voldte ham svære smerter at gaa med
de aabne saar ude i den brændende solheden og slite fra morgen til
kveld, og at han stadig var udsat for haan og spot af sin herre, skulde
nu heller ikke gjøre hans lidelser mindre.
Nu kunde Tom skjønne hvorfor de andre slaverne var saa sure og tverre;
han selv var ofte fristet til at opgive enhver tanke om at blive fri, og
som et træt dyr give sig sine usle trælekaar i vold.
Det var nu aldrig tale om at læse i bibelen; det blev ikke tid til det.
Naar han om kveldene kom hjem fra arbeidet, var han saa træt at alt løb
rundt for ham; han havde da bare én tanke: at kaste sig—sløv og
ligeglad med alt—paa det usle leiet.
Hvor var Gud henne? Havde ikke Kassy i grunden havt ret, naar hun havde
sagt: «Gud er ikke paa dette sted.»
Det gik lang tid, før han kom til kræfter igjen. Ofte havde han tænkt
paa det brevet som Ofelia havde skrevet til hans venner i Kentucky. Tro
det vilde komme nogen penger? Eller tro det en dag vilde komme en mand
og sige: «Jeg kjøber Tom fri?»
Dag efter dag gik, men det kom ingen; bare slit og møie var det dagene
førte med sig—Gud var ikke paa dette sted.
Af og til saa han et glimt af Kassy, stundom ogsaa af Emmeline; men han
talte aldrig med dem; det blev aldrig tid eller leilighed til det.
Saa var det en kveld han sad og kared i nogen glør som var blit igjen
efter den ild han havde stekt brødet sit ved. Han la nogen pinder paa
glørne og fik ilden til at blusse op. Endda han som vanlig var svært
træt, prøvde han at læse noget i bibelen; men han fandt ingen trøst i
det han læste. Ordet var dødt for ham; han lod hovedet synke.
Med ett stod Legree for ham og lo.
«Naa, Tom, skal vi ikke nu være enige om at kaste de fedtede bladene der
i ilden? Du ser jo at din hellighed ikke hjælper dig en døit.»
Tom svarte ikke. Den hjerteløse haan og spot syntes han var værre end
sult og kulde og nøgenhed.
«Du er en god tosk, du Tom. Du kunde havt gode dage. Du kunde endog havt
det bedre end Sambo og Kvimbo. Istedenfor at faa pryl til hver dag kunde
du havt frihed til at kommandere og pryle de andre, og af og til vilde
du have faat dig et godt glas toddy inde hos mig om kveldene. Tror du
ikke, Tom, at du nu gjør klogest i at gaa over til min kirke?»
«Nei, massa.»
«Du kan da selv skjønne at din Gud ikke er tænkt paa at hjælpe dig; han
havde aldrig ladt mig faa tak i dig, om han havde tænkt paa det. Dette
med religionen er bare noget sludder. Det er da bedre du holder dig til
mig. Jeg er da noget, og jeg kan gjøre noget for dig.»
«Nei, massa,» svarte Tom. «Jeg vil holde mig til Gud og tro paa ham til
min sidste stund, enten han hjælper mig eller ikke.»
«Des større tosk er du.» Legree spytted paa ham og gav ham et spark.
«Jeg skal nu alligevel faa bugt med dig til slut.»
I et tvilende og nedbøiet menneskes liv kan det komme et øieblik da en
ny vældig kraft bryder frem i sindet. Et sligt øieblik kom for Tom i
denne nat.
Tom sad ved den sluknende ild, træt og fortvilet. Saa fik han med ett se
en hudstrøgen blødende tornekronet mand nærme sig til ham. Tom stirred
med frygt og undring paa det majestætiske taalmod som stod præget i
denne mands ansigt, og da han saa hvorledes tornekronen lidt efter lidt
blev til en straalekrans, med en pragt og skjønhed som han aldrig havde
set magen til, faldt han paa knæ for mandens fødder. Manden bøier sig
ned og lægger haanden paa hans hoved og siger: «Jeg vil give dig hvile.»
Hvor længe Tom laa paa sine knær, vidste han ikke. Da han kom til
samling igjen, var ilden sluknet, og hans klær var blit vaade af
natteduggen; men den haarde sjælekamp var slut, og den glæde som fyldte
hans sind jaged enhver kjendsel af kulde og sult og elendighed bort. Han
var blit som et nyt menneske. Han var ikke i tvil om at det var
Frelseren som havde gjestet ham; han kjendte en ny kraft gjennemstrømme
sig. I denne stund var han rede til alt, rede til at dø, naar det skulde
være. Jublende glad stemte han i en salme, som han ofte havde sunget i
sine lykkeligere dage, men aldrig med den fylde og inderlighed som nu:
"Naar her vi mødig segner og dør,
og kjødet blir lagt i jord,
da skal vi finde bag dødens slør
et liv i Guds glæde stor.
Og naar det er rundet i tusend aar
over himlens skinnende vang,
vi synger saa glad som i første vaar
gudsbørnenes jubelsang".
Da de pjaltede og forfrosne slaverne den næste morgen drog ud paa
arbeidsmarken, var det én mellem dem som gik med lette faste steg. Borte
var hans tvil og rædsel, det evige livs lys straaled for haans øine.
Alle merked det omskifte som havde gaat for sig med Tom; han var blit
glad og frisk og tog mod haan og spot med den største ro.
«Hvad gaar det af Tom?» spurte Legree. «For en stund siden var han helt
nedbøiet, nu springer han som en græshoppe.»
«Han tænker mulig paa at rømme,» sa Sambo.
«Det skulde være fornøieligt at se ham prøve paa det,» sa Legree med et
grin; «ikke sandt, Sambo?»
«Jo vel, haa, haa,» lo det svarte troll. «Det skulde være moro at se ham
sidde fast i myren, mens hundene griber ham.»
«Ja ja, hold nu bare godt øie med fyren, og skulde han gjøre mine til at
ville løbe bort, saa er du nok mand for at fakke ham.»
Simon Legree stod netop færdig med sin hest for at ride til den nærmeste
by i et erend. Da han kom tilbage ud paa natten, gjorde han en sving
bort om hytterne for at se om alle var gaat til ro.
Det var en straalende maaneskinsnat. Skyggerne af de yndige kinatrær laa
skarpt tegnet over grønsværet, alt hvilte i høitidelig stilhed.
Da Legree nærmed sig hytterne, hørte han det sang. Det var noget
uvanligt at høre noget sligt der. Han stanste for at lytte.
En vakker tenorstemme sang:
"Naar kaldet jeg hører og tegnet jeg ser
hist oppe i himlens stad,
da byder farvel jeg hver en frygt
og tørrer mit øie glad.
Lad verden rase med pisk og slag
og lukke mit øies lys,
jeg orker at smile ad hver en nød,
ja selv af den ondes fnys.
Jeg skjælver ikke, om sorg og gru
som skybrudd over mig faldt;
jeg har en tilflugt, trygg og god:
min Gud, min himmel, mit alt!"
«Ja saa!» sa Legree ved sig selv, «er det saaledes han tænker?» Han
kjendte i dette øieblik en djævelsk uvilje mod disse salmer. «Hør, du
neger!» ropte han og løfted ridepisken, «hvorledes tør du vaage at sidde
her og skraale nu midt paa natten. Vil du se til at komme dig ind i
hulen din, og det fort!»
«Ja, massa,» svarte Tom og reiste sig.
Det ærgred Legree, at Tom var saa glad og lykkelig; han red bort til ham
og gav ham et slag med pisken. «Der, du hund! se til om du føler dig saa
fornøid efter dette.»
Tom gav ikke en lyd fra sig.
Da skjønte Simon med ett, at han ikke havde nogen magt over denne slave
længer, og den tanke, at det alligevel maa være en Gud til, fór som et
glimt gjennem hans aand, en Gud som kan hjælpe og gjøre de svageste til
kjæmper.
[Illustrasjon]
Toms sjæl strømmed over af medynk med de arme stakkarer han saa omkring
sig. Det var som hans egne sorger og lidelser nu var slut; han tænkte
bare paa hvorledes han skulde faa givet de andre med sig noget af den
fred og glæde som var blit ham selv til del. Vistnok saa han ikke ofte
udvei til at gjøre stort for dem; men om morgenerne paa veien ud til
arbeidet, og om kveldene paa hjemveien, og nu og da ogsaa til andre
tider, fandt han leilighed til at hjælpe de mest trætte og lidende af
sine fæller, og slige leiligheder lod han aldrig gaa unyttet. Vante som
de alle var til raahed og trældom, kunde de fra først ikke skjønne
dette; men da han blev ved med sin hjælpsomhed uge efter uge og maaned
efter maaned, vaagned lidt om senn i dem kjendsler som deres sløve
hjerter havde været fremmede for i mange aar. Villig og gjerne delte han
sit brød med de sultne, hjalp de trætte med at plukke bomuld, laante de
syge sit dækken om natten, endda han vidste at alt dette vilde paaføre
ham haan og pinsler.
Han prøvde ogsaa at tale til de andre slaver om Jesus, alle lidende
menneskers ven. Da onnen var slut, og det kom en noget mindre travl tid,
var det gjerne flere som samled sig om ham om søndagene for at høre hans
enfoldige ord. Snart holdtes, sammenkomster et sted, snart et andet. Men
saa forbød Legree disse møderne, og det blev da vanskeligere for Tom at
virke med ord. Hos flere af slaverne var det dog alt vakt tanker om
Frelseren og længsel efter et evigt liv, og mand og mand imellem faldt
mangt et ord som gjød himmelsk trøst fra hjerte til hjerte.
Den stakkars mulat-kvinde var nær ved helt at bukke under ved det
overmaal af lidelser hun havde maattet udstaa; men ogsaa hun fik ny
kraft ved de bibelsprog og salmevers som Tom fandt leilighed til at
hviske hende i øret; ja selv Kassys halvt ødelagte og forvildede sjæl
blev mildere og roligere ved hans simple og stillfærdige paavirkning.
Kassy var ellers ikke let at faa bugt med. Haard og bitter som hun var
blit af de svære lidelser hun havde gjennemgaat, kunde hun ikke dæmpe
den hevnlyst som gjæred i hende.
Mens Tom en nat laa vaaken, efter at de andre var sovnet, fik han med
ett øie paa hendes ansigt, som kom til syne i den glugge i væggen som
tjente som vindu. Hun gjorde tegn til ham, at han skulde komme ud.
Tom gik ud til hende. Klokken var mellem 1 og 2 om natten. Det var klart
maaneskin, og alt var stille. Tom saa straks at det i de store sorte
øinene hendes brændte en egen ild.
«Kom her, Tom!» sa hun og tog ham om haandledet og drog ham til side med
en uvanlig styrke. «Kom her, jeg har et arbeide til dig.»
«Hvad er det?» spurte Tom ængstelig.
«Tom, kunde du ikke ønske at faa din frihed?»
«Jo, naar Guds time kommer, frøken.»
«Men den time kan komme alt i nat. Kom med mig,» bød hun og saa paa ham
med de store mørke øinene sine. «Han sover—fast. Jeg blanded saa meget
i hans brændevin at han ikke skal vaagne saa snart. Havde jeg bare havt
endnu mere at blande i med, skulde jeg ikke havt nødig at bede om din
hjælp. Men kom nu! Bagdøren staar aaben, og jeg har sat en øks til dig
der. Døren ind til stuen, hvor han ligger, staar ogsaa aaben; jeg skal
nok vise dig veien, jeg. Jeg skulde gjerne gjort det selv; men jeg har
ikke kræfter nok. Kom!»
«Ikke for alt i verden,» svarte Tom og holdt Kassy tilbage da hun vilde
gaa.
«Men tænk paa alle disse arme skabningerne,» sa hun, «vi kunde sætte dem
alle i frihed, og saa kunde vi flygte til en ø ude mellem sumpene og
leve for os selv der. Ethvert andet liv vilde være bedre end dette.»
«Nei,» sa Tom fast. «Det kommer aldrig noget godt ud af en ond gjerning.
Jeg vilde heller bruge øksen til at hugge min høire haand af med.»
«Saa skal jeg gjøre det selv.» Hun vendte sig fra ham og gik.
«Frøken!» kaldte Tom og kasted sig ned for hende. «For den kjære
frelsers skyld, som døde for os, sælg ikke din dyrekjøbte sjæl til
djævelen. Gjør det ikke Kassy, vi maa lide med taalmod og vente til
Herrens time kommer.»
«Vente!» sa Kassy. «Har jeg ikke ventet?—ventet saa mit hoved er blit
forrykt og mit hjerte sygt! Hvilke lidelser har han ikke paaført mig?
Hvad har han ikke ladt hundreder af stakkars skabninger lide? Jeg venter
ikke længer, jeg vil se hans hjerteblod rinde.»
«Nei, nei, nei!» Tom holdt fast i haanden hendes. «De maa ikke gjøre
det! Vor kjære herre udgjød aldrig andres blod end sit eget, og det
udgjød han for sine fiender.»
«Fiender? Skulde vi da elske en slig fiende som denne mand? Det kan
intet menneske gjøre.»
«Nei, vist ikke ved egen kraft; men han som led for os kan lære os det,»
svarte Tom, mens taarer lyste i hans øine.
Hans ord og hans taarer havde en dæmpende virkning paa Kassys sind.
Udtrykket i hendes øine blev mildere, og de spændte armsener slappedes.
«Har jeg ikke fortalt dig at jeg blir forfulgt af onde aander,» sa hun
til Tom. «Aa bare jeg kunde bede ligesom du! Jeg har ikke kunnet det
siden min datter blev solgt.»
«Jeg skal bede for Dem, frøken! Maatte De rigtig kunne give Dem Gud i
vold! De maa tro at han baade vil og kan hjælpe Dem.»
Kassy stod taus, og nogen store taarer rulled ned over kinderne paa
hende.
«Frøken,» blev Tom ved, «end om De kunde komme bort herfra paa en
skikkelig maade—jeg mener uden at udgyde blod—saa tror jeg det vilde
være rigtig af Dem at flygte—Emmeline med.»
«Vilde du følge med da, Tom?»
«Nei, ikke nu; det var en tid jeg vilde have gjort det; men nu har jeg
faat en gjerning her hos vore lidelsesfæller, og jeg vil være hos dem og
bære mit kors sammen med dem til min sidste stund. Med Dem er det en
anden sak; De kan ikke holde pinen ud, De maa heller se at komme bort,
om De kan.»
Kassy havde i lange tider været paa det rene med at hun burde flygte, og
hun havde tænkt meget over hvorledes dette skulde kunne lykkes, men
altid havde det stillet sig tusend hindringer i veien. Først nu i dette
øieblik kom hun paa en ny plan, som gav hende trygt haab. «Jeg prøver,»
sa hun og gik fra Tom.


TO OG TRETTIENDE STYKKE.
En krigslist.

Oppe paa loftet i Simon Legrees hus var et kvistkammer. Det var fuldt af
støv og spindelvæv og alslags skrap af gamle møbler og andre ting som
var slængt op der. Et mat lys faldt ind gjennem et skiddent vindu og gav
rummet et underligt spøgelseagtigt udseende.
Det var ogsaa noget andet som gjorde dette værelse uhyggeligt. For nogen
aar tilbage havde en negerkvinde paadraget sig Legrees vrede og var blit
indesperret i dette rum i flere uger. Hvad som gik for sig med kvinden
der, vidste folkene paa gaarden ikke saa meget om, men alle var viss paa
at hun blev baaret ned som lig og begravet. Efter den tid trodde snart
den ene og snart andre at høre piskelag og skrig og støn oppe fra
kvistkammeret. Saa kom Legree en dag til at høre nogen af slaverne
hviske med hverandre om disse uhyggelige lydene. Han blev da rasende og
loved at gjøre en ulykke paa den første som vaaged at nævne noget om
dette.
Men endda ingen turde tale om det de syntes at høre oppe fra
kvistværelset, blev trappen som førte op til det i lang tid skydd af
alle folkene i huset; selv gangen bort til trappen vilde de helst holde
sig borte fra. Lidt om senn blev dog det hele glemt af de fleste. Legree
selv var, som vi før har hørt, meget overtroisk, og han var kanske den
som havde vanskeligst for at faa ud af tankerne det som var blit fortalt
om værelset.
Dette skjønte Kassy, og det var denne svaghed hos ham hun nu vilde bruge
som middel for sig og Emmeline til at komme bort.
Kassys soveværelse laa lige under kvistrummet. En dag gav hun sig til at
flytte alt sit bohave ned i et andet rum som laa langt fra hendes
værelse. Folkene som hjalp hende med flytningen gjorde svært braak.
Dette hørte Legree, som netop var kommet hjem fra en ridetur. «Kassy!»
ropte han, «hvad er nu paa færde?»
«Intet; jeg vil bare ha et andet værelse.»
«Hvorfor vil du det?»
«Jeg vil gjerne faa sove lidt en gang imellem; men det er umuligt paa
det værelset jeg har havt; for naar det lider udover kl. 12 om natten,
saa tar det paa oppe paa loftet at sukke og stønne og braake udover til
lyse morgenen.»
Legree satte i en tvungen latter. «Hvad skulde det være som sukker og
stønner og braaker der oppe om natten?»
Hun saa ham i ansigtet og spurte: «Ja hvad skulde det vel kunne være?
Kan ikke De sige mig det?»
Legree satte i en ed og løfted sin ridepisk for at slaa til hende, men
hun sprang til side, løb ind i sit værelse og vred nøklen om.
Han bandte og trued med at han vilde sprænge døren; men om lidt gav han
sig og lusked ned i dagligstuen.
I et hul paa loftet havde Kassy gjort fast en tom flaske, slig at den
ved den mindste vind gav en sørgelig klagende lyd, som ved sterk blæst
kom til at ligne skrig og rædselsfuld jamren. Denne lyd hørtes af
slaverne, og mindet om den gamle spøgelseshistorie blev igjen opfrisket.
Endda ingen vaaged at tale til Legree om dette, kunde en se paa ham at
han merked uroen i huset. Det var for ham som luften i og omkring
gaarden var fuld af angst og gru.
En stormfuld nat sad han ved kamin-ilden i dagligstuen. Den blafrende
ild kasted et sælsomt lys over værelset. Det suste og hvinte og knaged
fra alle sider. Vinduerne klirred, skodderne smeldte mod muren, og
blæsten slog en gang imellem ned i skorstenen, saa røg og aske stod ud
af kaminen.
For at faa tiden til at gaa greb han en bog som Kassy havde lagt frem
paa et sted hvor han maatte se den. Denne bogen handled om blodige mord,
spøgelser og gjengangere.
Da han havde læst nogen sider i den, kasted han den bortover gulvet.
Kassy viste sig i døren. Med store forfærdede øine spurte hun: «Hvad i
al verden kan det være som gaar og spøger der oppe? Endda jeg havde
lukket døren i laas, kom en skikkelse til min seng og rakte hænderne
bedende mod mig.»
«Du lyver!» ropte Legree.
«Saa prøv selv at ligge der oppe.»
«Tror du jeg er ræd for at gaa der op? Jeg vil ha greie paa dette; jeg
tar to pistoler med....»
«Tys! hvad er det?» afbrød Kassy ham. Han fór sammen. Et stort gammelt
ur, som stod i det ene hjørnet af stuen, tog langsomt paa at slaa 12.
En underlig angst fyldte hans sind. Kassy saa paa ham med et spottende
blik, mens hun talte urets slag.
«Tolv!» hvisked hun. «Nu faar vi se.» Hun vendte sig om, lukked døren
til gangen op og lytted. «Tys! Hvad er det?»
«Det er bare vinden,» svarte Legree.
«Kom!» Hun drog i ham. «Ved De hvad det er? Hør!»
Et hult klageskrig lød ned til dem fra kvistkammeret. Legree skalv i
knærne. Han var bleg som et lig.
«Var det ikke bedst De tog pistolerne Deres og gik der op?» spurte Kassy
og drog spottende paa smilen.
«Nei ... jeg har ikke noget der at gjøre.»
«Saa maa jeg selv gaa op.» Hun sprang op vindeltrappen. «Kom med, De
ogsaa!»
«Nei, nei, gaa ikke der op!» bad han.
Men Kassy lo vildt og fløi afsted. Han hørte hende aabne dørene som
førte til kammeret. Et heftigt vindpust kom farende ned og slukte lyset
som han holdt i haanden. I det samme lød igjen et forfærdeligt
klageskrig lige i ørene paa ham.
Rent som fra sig af skræk fór han ind i stuen og smeldte døren igjen
efter sig.
Lidt efter kom Kassy ned igjen. Hun var bleg, men rolig og kold som en
hevnens aand. «Jeg haaber De skjønner nu at det er noget galt fat der
oppe.»
«Gaa med dig, heks!»
«Jeg kan da ikke for at det spøger paa kvistkammeret.»
At hun havde aabnet dørene ovenpaa bare for at give vinden luft, saa han
kunde blive end mere skræmt af dens hyl, holdt hun klogelig inde med.
Paa denne maaden drev hun sit spil med ham i længere tid, og opnaadde
til slut at gjøre ham saa ræd for kvisten at han aldrig turde komme nær
den.
Kassy selv gik og pusled paa loftet midt paa natten. Hun stelte til en
seng i en af de store kasserne som var sat op der, og hun samled forraad
af madvarer som hun og Emmeline kunde faa nytte af, naar hendes vel
gjennemtænkte plan til flugt lod sig udføre.
Endelig var tiden kommet til at gaa i vei med flugten. Kassy og Emmeline
holdt paa at lage til bylterne sine.
«Tag nu hatten paa og lad os se til at komme afsted.»
«Ja men de kan jo se os,» indvendte Emmeline.
«Det er netop det de skal,» svarte Kassy rolig. «Har jeg ikke redegjort
for dig det hele tydelig nok?»
Aftalen var, at de først skulde rømme paa skrømt. Sambo og Kvimbo vilde
da selvfølgelig faa øie paa dem og sætte efter dem. Saa var det bare om
at gjøre at komme ud i sumpen. Da kan de ikke følge os længer, men maa
vende tilbage for at faa fat paa hundene. Imens skulde Kassy og Emmeline
snige sig ad en omvei tilbage, vade over bækken, for at hundene skulde
tabe sporet, og skynde sig ind paa gaarden igjen og skjule sig paa
loftet. Der maatte de holde sig en stund, indtil al eftersøgen var
opgivet, og alt paa gaarden igjen var kommet i ro. Først naar deres
flugt halvt om halvt var glemt, og Legree og hans hjælpere havde opgivet
at faa tak i dem igjen, var den rigtige tid til at flygte kommet.
«Se saa!» sa Kassy og tog Emmeline i haanden. «Kom saa!»
De gik ud af en bagdør og skyndte sig ned mod hytterne, og videre ud mod
den store sumpen. Maanen hjalp det sidste dagsskjær at vise dem hvor de
skulde gaa. De hørte nogen rope.
«Aa!» udbrød Emmeline. «Jeg kan ikke mer, jeg er ved at gaa fra mig
selv.»
«Gjør du det, stikker jeg dig ihjel paa stedet!» trued Kassy og tog
dolken frem.
Det hjalp; Emmeline fik nye kræfter, og som to flygtende dyr fór de ind
i krattet.
«Hallo! Sambo og Kvimbo ... alle mand paa benene og afsted med dere!»
ropte Legree oppe paa gaarden. «To af kvindfolkene er rømt ud i sumpen.
Den af dere som faar tak i dem, faar 20 kroner. Slip hundene løs, og
afsted med dere!»
Det blev et skrækkeligt opstyr paa gaarden. Slaverne fór pustende og
ropende om hverandre, nogen laged sig fakler af furutræ, andre slap
hundene løs. Legree kom med en rifle til Sambo og sa at han kunde gjerne
skyde efter Kassy, men ikke efter den andre.
Saa fór da hele flokken afsted. Faklerne lyste, hundene gjødde som
rasende, folkene hujed og skreg—jo det blev en lystig færd!—alle
folkene paa gaarden var ude for at se paa jagten.
Da Kassy og Emmeline lykkelig naadde tilbage til haven, var det ikke et
menneske at se paa gaarden.
«Se der!» sa Emmeline, da de var kommet ind i dagligstuen, hvor de
gjennem vinduet kunde se ud mod sumpen. «Jagten er i fuld gang! Se hvor
lysene danser omkring mellem trærne! Og hør paa hundene! Om vi var der
nu, vilde vort liv ikke være mange ørene værdt.»
«Lad dem nu bare faa more sig,» mente Kassy, «imens er vi trygge her.»
Hun tog en nøkkel ud af en frakkelomme, aabned Legrees pengeskab og stak
til sig en pakke sedler.
«Hvad gjør du nu, Kassy?»
«Jeg bare forsyner os med nogen reisepenger.»
«Ja men det er jo at stjæle, det.»
«Stjæle? De er stjaalne før, disse pengene, vennen min, stjaalne fra
ulykkelige forsultne hjælpeløse skabninger. Vi har ikke nødig at tale om
at stjæle i dette hus. Men nu maa vi gaa op. Jeg har lys der oppe, og
jeg har nogen bøger som vi kan faa tiden til at gaa med.»
De gik da op paa kvisten. Kassy tændte en lampe, og de tog plads i en af
de store kasserne, hvor det var laget til et nogenlunde blødt leie af
matter og tepper. Ved siden af sig havde de en anden kasse med madvarer
og nogen smaa bylter med klær.
«Se saa!» sa Kassy og hængte lampen paa en spiker i kassen. «Nu skal vi
bo her en tid.»
«Men om de nu kommer her op og leder efter os?»
«Du kan lade være at uroe dig for det. Det findes ikke et menneske paa
gaarden som vaager at sætte sin fod i dette rum.»
Kassy gav sig til at læse i en fransk bog, mens Emmeline var saa træt at
hun snart faldt i søvn.
Ud paa kvelden hørte de rop og larm af mennesker og hunder.
Emmeline fór op og gav et skrig fra sig.
«Det er bare jagtselskabet som kommer hjem igjen,» sa Kassy rolig. «Du
kan se hele flokken gjennem dette hul her. Se bare hvor hesten til Simon
og hundene er blit tilsølt. Og se ... de har havt børser med!»
Emmeline var utrøstelig. «Hvorledes skal det gaa os?»
«Det kan ikke gaa os værre end før. Var det ikke for din skyld, kunde
jeg gjerne gaa ned til dem og lade mig skyde paa stedet. Jeg vinder
ingen ting ved at flygte; selv om jeg kommer herfra, vil jeg ikke dermed
faa mit barn tilbage.»
Emmeline tog hende i haanden.
Kassy fik taarer i øinene. «Jeg har en gang trodd paa Gud, men efter at
jeg misted min datter, har jeg ikke kunnet tro paa ham mere. Om jeg en
gang fik min datter tilbage, vilde kanske mit hjerte vende sig til Gud
igjen.»
«Men om De nu ikke faar Deres rigtige datter igjen, kan ikke jeg da være
Deres datter?» spurte Emmeline troskyldig.
Kassy la armen om hendes hals og strøg det lange bløde haaret.


TRE OG TRETTIENDE STYKKE.
Blodvidnet.

Den næste dag blev det holdt en ny jagt ude i sumpen, men uden nytte.
Legree var rasende. Han maatte ha nogen til at lade sit blodsinne gaa ud
over, og lod Tom kalde til sig.
Tom havde ikke villet tage del i jagten efter flygtningerne. Dette var
nok til hos Legree at vække mistanke om at Tom kjendte til flugten, ja
kanske stod som medskyldig i den. Nu var det om at gjøre at faa ham til
at gaa til bekjendelse.
Sambo og Kvimbo kom trækkende med ham.
Det sortned for øinene paa Tom, da han var paa veien op til
hovedbygningen. Han var viss paa at han nu gik sin sidste gang i livet.
Men Guds kraft i hans aand seired over al frygt; han vendte øinene mod
himlen og syntes at kunne se lysningen af det evige livs herlighed. Hans
armer og ben skalv, og endda var han i dette øieblik sterk som aldrig
før. Hytterne og trærne hvirvled rundt for hans øine, hans sind bølged
og bæved i forudfølelsen af det vidunderlige som nu skulde ske med ham.
Legree tog ham i kraven: «Naa, Tom, vil du saa tilstaa at du har hjulpet
disse kvindfolkene til at komme bort?»
Tom svarte intet.
«Hører du! Jeg slaar dig ihjel paa stedet, om du ikke tilstaar,» brølte
Legree og gav ham et slag med næven.
You have read 1 text from Norwegian literature.
Next - Onkel Toms Hytte - 14
  • Parts
  • Onkel Toms Hytte - 01
    Total number of words is 5016
    Total number of unique words is 1285
    52.2 of words are in the 2000 most common words
    68.8 of words are in the 5000 most common words
    76.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 02
    Total number of words is 5096
    Total number of unique words is 1295
    52.4 of words are in the 2000 most common words
    69.6 of words are in the 5000 most common words
    77.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 03
    Total number of words is 5110
    Total number of unique words is 1263
    52.0 of words are in the 2000 most common words
    69.2 of words are in the 5000 most common words
    77.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 04
    Total number of words is 4991
    Total number of unique words is 1266
    51.0 of words are in the 2000 most common words
    69.1 of words are in the 5000 most common words
    76.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 05
    Total number of words is 5030
    Total number of unique words is 1348
    49.9 of words are in the 2000 most common words
    67.5 of words are in the 5000 most common words
    75.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 06
    Total number of words is 5129
    Total number of unique words is 1293
    52.2 of words are in the 2000 most common words
    68.8 of words are in the 5000 most common words
    76.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 07
    Total number of words is 5087
    Total number of unique words is 1241
    52.4 of words are in the 2000 most common words
    67.7 of words are in the 5000 most common words
    76.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 08
    Total number of words is 5092
    Total number of unique words is 1175
    57.7 of words are in the 2000 most common words
    73.6 of words are in the 5000 most common words
    79.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 09
    Total number of words is 5139
    Total number of unique words is 1167
    53.2 of words are in the 2000 most common words
    70.8 of words are in the 5000 most common words
    78.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 10
    Total number of words is 5101
    Total number of unique words is 1327
    51.2 of words are in the 2000 most common words
    69.4 of words are in the 5000 most common words
    78.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 11
    Total number of words is 5185
    Total number of unique words is 1302
    51.0 of words are in the 2000 most common words
    67.2 of words are in the 5000 most common words
    76.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 12
    Total number of words is 5181
    Total number of unique words is 1259
    51.5 of words are in the 2000 most common words
    70.2 of words are in the 5000 most common words
    78.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 13
    Total number of words is 5164
    Total number of unique words is 1325
    50.7 of words are in the 2000 most common words
    69.8 of words are in the 5000 most common words
    76.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 14
    Total number of words is 5128
    Total number of unique words is 1248
    53.6 of words are in the 2000 most common words
    71.3 of words are in the 5000 most common words
    78.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Onkel Toms Hytte - 15
    Total number of words is 24
    Total number of unique words is 24
    50.0 of words are in the 2000 most common words
    70.6 of words are in the 5000 most common words
    83.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.