Onkel Toms Hytte - 06

St. Clare var ogsaa tilstede. «Lad nu barnet denne gang faa sin vilje,»
sa han venlig.
Fruen sukked. «Vorherre maa vide hvorledes det skal gaa dette barnet,
naar hun kommer ud i verden.»
«Ja, det maa Vorherre vide,» gjentog St. Clare alvorlig. «Men saa meget
er vist, at det vil gaa hende bedre o p p e hos Vorherre end baade dig
og mig.»
Fruen gjorde altid gjældende, at folk burde være gudfrygtig om søndagen.
Hun var netop færdig til at gaa i kirken, og saa svært from og yndig ud,
som hun stod der i den kostbare silkekjolen med guldkjeder og
diamantsmykker, indhyllet i et kniplingssjal, som lig en taage laa om
den vakre figur. Frøken Ofelia, som ligeledes stod færdig til at gaa i
kirken, tog sig rent fattigslig ud i sammenligning med fruen, endda hun
ogsaa var iført silkekjole og havde et fint sjal om sig.
«Kom nu, barnet mit!» kaldte fruen.
«Skal Eva med?» spurte St. Clare.
«Ja, hun har godt af at bli vænnet til gudsfrygt,» svarte fruen, og
mente dermed at give sin mand et lidet snert for at han aldrig gik i
kirken.
«Har du selv lyst til at gaa i kirken, Eva? Vil du ikke heller blive
hjemme og lege med mig?»
«Tak, papa, jeg vil heller gaa i kirken, endda jeg synes det er noget
kjedeligt,» sa Eva; «jeg blir saa let søvnig; men jeg søger at holde mig
vaaken saa godt jeg kan.»
«Hvorfor gaar du da i kirke?»
«Jo—for Vorherres skyld; for han gir os alting og er saa god mod os, og
saa er det da ikke for meget, at vi gjør det for ham.»
«Du kjære gode sjæl! sa faren og tog hende i armene sine. «Gaa du bare,
og bed en bøn ogsaa for mig!»


FEMTENDE STYKKE.
Kvæker-nybygden.

Elisa og vesle Harry var havnet hos et par venlige og gjestmilde folk,
Simon og Rakel, paa en gaard i en af Indianas vakre dale.
Folkene paa gaarden hørte til «Vennernes samfund» eller kvækerne, som de
nu gjerne kaldes. Det var mange af dem der i bygden.
Simon var en høi kraftig mand, stille og fredelig i al sin færd. En saa
ham som oftest med en bredskygget kvækerhat paa hovedet.
Rakel, hans hustru, var paa 60 aar; men hun hørte til det slags kvinder
som blir vakrere og mildere med aarene. Fra hendes brune milde øine
lyste fred og kjærlighed. En stille glæde og lun hygge fulgte hende,
hvor hun var. Hun havde milde ord og god hjælp til alle som søgte hende.
Hendes hus var altid pyntet og rent.
Rakel og Elisa sad en dag i kjøkkenet og arbeided, mens vesle Harry
sprang omkring paa gulvet.
Husmoren sad med et blankt tinfad paa fanget og pilled ud i det nogen
tørre ferskener.
Den stolen hun sad i, var en underlig stol; den kunde knirke saa
hyggelig. Alle mennesker kom i sligt godt lag, naar den tog paa at
knirke, og det gjorde den hver gang husmoren rørte sig. Børnene hendes
mente paa, at det fandtes ikke mage til den stolen i hele verden. I aar
efter aar havde moren og stolen snakket og sunget sammen, og aldrig var
det, saa længe nogen af dem kunde mindes, kommet andet end milde ord og
lyd fra den stol, og det var utrolig saa megen hovedverk og
hjertelidelse den havde kureret.
«Saa du tænker endnu paa at drage til Kanada, Elisa?» sa kvæker-konen og
la et par ferskener til side.
«Ja, frue,» svarse Elisa fast; jeg maa afsted, saa gjerne jeg end kunde
ønske at være her længer.»
«Men hvad vil du gjøre, naar du kommer til Kanada? Har du tænkt noget
over det, mit barn?»
Elisa skalv i hænderne, og nogen taarer faldt ned paa sytøiet hendes,
men hendes øine havde et udtryk af fast vilje.
«Jeg vil tage fat paa hvad som helst,» svarte hun.
«Du ved du kan blive her saa længe du har lyst,» sa Rakel.
«Jeg takker Dem saa mange ganger! men jeg har ingen ro paa mig, jeg
sover daarlig om natten, altid gaar jeg med den tanke, at slavehandleren
kan finde mig naar det skal være. Jeg maa derfor afsted.»
«Stakkars barn! Du maa ikke gaa slig og ængste dig. Vi vil haabe du faar
være i fred her.»
Simon kom ind. En kunde se paa hans ansigt, at han havde noget
glædeligt paa hjerte.
«Har du noget nyt at fortælle?» spurte konen hans.
Simon nikked blidt og nævnte noget om at der kanske kom venner til dem i
aften.
«Venner? Hvad er det for venner?»
Manden vendte sig mod Elisa: «Er det ikke Harris De heder—Elisa
Harris?»
«Jo.»
Simon gik ud, og gav sin kone et vink om at hun skulde komme efter, som
hun ogsaa gjorde.
«Men hvad er det?» spurte hun, da de var kommet ud paa gangen.
«Hendes mand er her i bygden og kommer her i aften.»
«Nei, hvad siger du?» sa Rakel, og ansigtet hendes lyste af glæde.
Peter var for lidt siden nede ved stationen. Han kom der til at tale med
en gammel kone og to mænd som var i følge. Den ene fortalte at han hedte
Georg Harris, og paa det han fortalte om sin fortid og sin omflakken
kunde han skjønne at det maatte være ham. Det var en staut vakker kar.
Med taarer i øinene løb Rakel tilbage til kjøkkenet for at fortælle den
glædelige nyhed. Endda hun gjorde dette med stor varsomhed, blev glæden
for overvældende. Blodet skjød som flammende ild op i Elisas kinder og
sank som en strøm tilbage til hjertet. Bleg som døden satte hun sig uden
at sige et ord.
«Fat dig, fat dig, barn! Han er hos gode mennesker og kommer her i
aften.»
«I aften?» stammed Elisa. Hun hørte ikke mer, eller hun forstod ikke det
som blev sagt; alt gik rundt for hende som i en bølgende taage. Hun
faldt i gulvet, og sansesløs maatte hun bæres ind i sit kammer.
Da hun om en stund slog øinene op, saa hun med undring, at hun laa paa
sin seng, og at en kvinde holdt paa at gnide hendes hænder med kamfer.
Det var som hun saa og hørte alt i drømme; men hendes hjerte var saa
let. Det var ingen spænding eller angst mer i hendes sind; hun kjendte
en indre ro og fred, som hun ikke havde kjendt paa lange tider.
Men hvad var det som gik for sig der inde i stuen? Hun saa aftensbordet
blive dækket med en hvid dug; hun hørte nogen røster mumle og hviske;
hun hørte tekjelen synge og brumme; saa nabokonen, den venlige Rut,
trippe frem og tilbage med kakefad og tallerkener med syltetøi ... nu
bøide hun sig ned og gav Harry et stykke kake og klapped ham paa kindet.
Og her ved sengen? Var det ikke Rakel som kom og glatted saa moderlig
paa aaklædet og paa hendes nattrøie? Nu kom Ruts mand ind i stuen. Rut
gik glad bort mod ham og hvisked og pegte ind mod sengen. Om en stund
saa hun en hel flok sidde til bords, og mellem dem den vesle Harry i en
høi stol, og hun hørte en utydelig samtale og klirren af kopper og
teskeer ... saa hørte hun ikke mer, alt blev stilt og mørkt, og hun
sov,—sov slig som hun ikke havde sovet siden hin rædselsfulde nat, da
hun løb fra sit hjem.
Og de skjønneste drømme gled gjennem hendes sjæl. Hun saa et underfuldt
vakkert land, hvor alt hvilte i fred; hun saa grønne strænder, fagre øer
og blinkende sjøer. Og hun saa et hus, og hørte nogen sige at dette var
hendes; hun saa den vesle gutten sin lege glad og fornøid; hun hørte sin
mands fodsteg og merked at han kom nærmere og nærmere ... han slog
armene om halsen hendes, han graat af glæde....
Da slog hun øinene op. Nei, det var jo slet ikke nogen drøm ... der sad
manden hendes ved hovedgjerdet....
* * * * *
Jo, det var glæde i kvækerhjemmet, da morgensolen straalte ind gjennem
vinduerne! Og slig travlhed det blev for at gjøre frokosten saa hyggelig
som mulig! Døtrene og sønnerne hjalp moren: én plukked grønne grener og
blomster, en anden sigted mel til maiskaken, en tredje malte kaffe, en
fjerde hented friskt vand ved kilden, og husmoren var optaget med at
bake kavringer og skjære op kyllinger. Men endda hun havde det saa
travlt, sendte hun alt i ett venlige ord omkring til høire og venstre og
lod de brune øinene sine udstraale solskin over det hele hjem. Hændte
det at nogen af børnene kunde komme lidt i haarene paa hinanden, var et
mildt «naa, naa, børn» nok til at stanse striden.
[Illustrasjon]
Mens de andre holdt paa med at stelle til alt til frokosten, stod Simon
i skjorte-ærmerne og raged sig ved et lidet speil. Han hørte ikke stort
til det som gik for sig omkring ham; for alt i dette hus gik saa rolig,
saa støtt, og hver og en syntes at være glad og fornøid ved at udføre
netop det arbeid som han eller hun var sat til.
Omsider var alle bænket om bordet. Bare den ene af døtrene stod i
kjøkkenet endnu og stekte vafler, som hun kom ind med efter hvert som de
blev færdige—herlige, gulbrune dampende vafler!
Hvor husmoren tog sig godt ud, som hun sad der ved bordenden med den
hvide kappen og det pene musselinstørklæet! Og det var noget saa
moderligt bare ved det lag hun havde med at række bordgjesterne fadene
og kaffekopperne.
Det var første gang Georg Harris sad til bords hos en hvid mand. Han
kunde næsten ikke skjønne at han var en fri mand, at han sad der som de
andres lige. Men hvor det ogsaa var nogen velsignede mennesker han var
kommet til! Det haarde og bitre i hans sind holdt paa at smelte, og det
var som han kjendte at hans tvil om et naadigt og kjærligt forsyn holdt
paa at vige for en vaagnende tro og glæde.
Den ældste af sønnerne, som ogsaa hedte Simon, spurte faren, hvad han
vilde gjøre, om han nu blev opdaget igjen.
«Jeg vil betale min bot.»
«Men dersom de nu kaster dig i fængsel?»
Den gamle smilte: «Saa kan vel du og mor styre gaarden, mens jeg sidder
fast.»
Det gik i Georg. «Jeg vil da haabe De ikke udsætter Dem for noget saa
leitt for min skyld.»
«Det skal De ikke bry Dem om, min kjære ven; vi mennesker er sat her i
verden for at tjene Gud og vor næste.»
«Ja men det vilde da gjøre mig svært ondt, om De....»
«Aa snak! Nu maa De holde Dem i ro her i dag; men i kveld kl. 10 kommer
Fineas og fører Dem og Elisa og gutten til stationen. Jeg maa sige Dem
at Deres forfølgere er efter Dem.»
Georg fór op: «Saa maa vi afsted straks.»
«De kan tage det med ro. Om dagen er De tryg for alt her; for alle som
bor her i bygden er kvækere, og de er gode og aarvaakne folk. Men inden
natten maa De afsted.»


SEKSTENDE STYKKE.
Atter paa flugt.

Da det led mod aften, blev det igjen travlt i kvækerhjemmet. Georg og
Elisa holdt paa at stelle sig i stand til flugten, og Rakel var i færd
med at pakke forskjellige gode ting ind til dem.
Aftensolen lyste ind i soveværelset, hvor Georg, efter at have gjort sig
færdig, sad med den vesle Harry paa fanget og holdt sin hustru i
haanden.
«Ja, Elisa,» sa han, «nu gaar det videre igjen; men med Guds hjælp gaar
det frem mod frihed og lykke i det frie Kanada.»
Hun var nu rolig og tillidsfuld. «Jeg skal hjælpe dig saa godt jeg kan.
Jeg kan sy modepynt, vaske og stryge; vi skal nok slaa os igjennem.»
Hans øine straalte: «Ja, om Gud vil, skal vi nok klare os.» «At jeg nu
har dig og Harry, gir mig et mod og en glæde som jeg aldrig før har
kjendt.»
«Men vi er desværre ikke i Kanada endnu,» sa hun.
«Det er vi vistnok ikke; men jeg er en fri mand, og jeg er sterk, og nu
stoler ogsaa jeg paa Vorherre.»
I det samme hørte de en fremmed tale i stuen ved siden. Det blev banket
paa, og Simon og en anden kvæker, Fineas, steg ind.
Fineas, som havde lovet at hjælpe Georg og Elisa afsted, var en snill og
rask kar, som altid var villig til at hjælpe andre. Han havde rødt haar
og et vist listigt blik i øinene.
«Fineas har noget vigtigt at fortælle Dem,» sa Simon. «Ja,» faldt Fineas
ind, «jeg skal sige Dem at jeg sover altid med det ene øre aabent.»
Og saa fortalte han at han sidste nat havde været paa farten. I et
vertshus ved landeveien havde han lagt sig til hvile paa nogen sækker i
et hjørne af gjestestuen, med et bjørneskind over sig. Ved bordet sad
nogen mænd og drak. Af deres samtale kunde han skjønne at de var paa
jagt efter flygtninger, som de nu mente at være kommet paa spor efter.
«Jeg kunde forstaa at det var Dem, Georg Harris, og Deres kone og søn de
talte om.»
«Hvad sa de?» spurte Georg og blev hed i kinderne.
«Jo, de sa at De, herr Harris, skulde sendes tilbage til Kentucky, hvor
Deres herre nok vilde tale med Dem paa en slig maade, at baade De og
hans andre slaver skulde tabe lysten til at flygte. Og Deres kone vilde
to af dem tage med til markedet i Orleans, hvor de mente at de kunde
drive hende op til en pris af seks syv tusend kroner. Gutten skulde de
aflevere til en handelsmand,—jeg tror han hedte Haley.»
Elisa slog armene om sin mand og trykked sig tæt ind til ham.
«Og saa var det endnu et par stykker de skulde have tak i; det var Jim
og hans mor.»
Georg knytted næverne.
«Jeg kunde skjønne paa dem,» blev kvækeren ved, «at de havde et par
politimænd i nærheden, som de havde leiet til at være dem til hjælp. De
ved at De er her i kvækerbygden, og det er ingen tvil om at de vil følge
efter os i aften for at faa tak i os.»
Gamle Simon stod og risted paa hovedet. Georgs øine lyste med den gamle
vilde glans. Skulde hans netop gjenfundne hustru nu rives fra ham og
sælges som kvæg, og hans barn komme i hænderne paa en raa slavehandler?
«Hvad skal vi da gjøre?» stønned Elisa.
Hendes mand tog frem pistolerne sine og saa efter om de var i orden.
Da nikked Fineas til ham, som om han vilde sige: «Ret saa, min gut!»
Men Simon sukked: «Vi vil haabe at alt maa gaa fredelig af.»
«Jeg ønsker i hvert fald ikke at nogen kommer til at lide noget for vor
skyld,» faldt Georg ind.
«Vil De være saa god at laane mig Deres vogn og sige mig veien, saa
drager vi afsted alene. Min kamerat Jim er sterk som en bjørn, og jeg
selv pleier heller ikke at være saa ræd af mig, naar det er om at gjøre
at bruge næverne.»
«Det er alt sammen bra nok,» mente Fineas; «men De maa nu have en kusk
med. De kan jo ikke slaas ellers.—Det kunde ogsaa være et og andet at
fortælle Dem om veien.»
«Fineas er en klog og grei kar,» sa Simon; «De burde ikke sige nei, naar
han vil følge med Dem. Men—føied han til og la haanden paa Georgs
arm—vær ikke altfor snar til at bruge pistolerne!»
«Jeg skal ikke løsne et skud, bare de æsler vil lade os fare i fred; men
tager de hende og gutten fra mig, vil jeg verge dem saa længe jeg kan
røre mig.»
Simon risted igjen paa hovedet. «Jeg vil haabe det ikke kommer til det.»
«Ja, men vilde De ikke gjøre akkurat det samme, om det var Dem?»
«Gud give jeg aldrig blev sat paa en slig prøve! Jeg ved ikke om jeg
ikke kom til at gjøre just paa samme maade.»
Fineas nikked. «Jeg for min del tør heller ikke svare for at jeg ved en
slig leilighed ikke kom til at bruge næverne.» Han strakte ud et par
vældige armer, som mest ligned vingerne paa en vindmølle.
«Et menneskes vrede udretter ikke det som er godt for Herren,» sa den
fromme Simon. «Vi maa bede til Gud, at han ikke vil lede os i
fristelse.»
«Det vil vi,» sa Fineas; «men om vi nu alligevel skulde blive fristet
altfor sterkt, saa lad de skarver selv passe sit liv og sine lemmer.»
«Du er ingen rigtig kvæker,» mente Simon. «Du gaar endnu med den gamle
vildmands-aanden i blodet.»
Og det havde han vist ret i; for Fineas var først i en ældre alder blit
kvæker. I en lang række af aar havde han levet som skoghugger og jæger,
og havde været en djerv og haandfast kar; men saa blev han gift med en
god og blid kvækerjente, som vandt hans hjerte og drog ham bort fra det
gamle vildmandsliv og ind i det fromme kvækersamfund. Han levde et fromt
og virksomt liv, om end de gamle vildmandsnykker kunde stikke frem hos
ham af og til.
Georg var svært urolig. «Det er vist bedst vi kommer afsted det snareste
vi kan,» sa han.
«Vi maa helst vente til det blir mørkt,» mente Fineas; «for det er nogen
ildesindede mennesker hist og her paa gaardene som vi maa fremom, og de
kunde finde paa at lægge os hindringer i veien, om de fik øie paa vor
vogn. Det vilde sinke os mere end om vi venter et par timer endnu. Jeg
vil gaa over til han Mikael Kross og bede ham om at følge efter os et
stykke til hest, saa han kan fare efter os og advare os, om han skulde
merke uraad.»
Han mente nu ellers det ikke var saa stor fare for at skurkene skulde
naa dem; det var bare om at gjøre at være ved godt mod.
«O Herre, forbarm dig over os!» bad Elisa, da Fineas var gaat.
«Det gjør han nok,» trøsted Georg hende; «Han kan nu ikke holde med
disse umenneskene.»
Simon tog nu frem bibelen og læste en af Davids salmer[3] for dem.
[3] Davids 73de salme.
«Stol paa Gud,» la den alvorlige kvæker dem paa hjerte. «Han vil leie
dere ved sin høire haand og en gang optage dere i sin herlighed.»
Det gjorde et dybt indtryk paa Georg at høre disse ord af en mand som
hver dag udsatte sig for bøter og fængsel for at tjene Gud og
medmennesker.
«Og nu, mor,» sa Simon og vendte sig til sin hustru, «skynd dig at faa
maden færdig til vore venner; vi bør ikke lade dem reise fra os sultne.»
Mens Rakel holdt paa med maden, kom nabokonen, den venlige og milde Rut,
med tre par varme uldstrømper, som hun havde strikket til vesle Harry.
«Herren følge dere nu og give dere en lykkelig reise,» ønsked hun og
trykked de to egtefællers hænder.
Efter kveldsmaden kjørte en stor vogn, med et hytterum bagtil, frem for
døren.
Det var en stille stjerneklar kveld. Georg gik, modig og rask, med kone
og barn, ud til vognen. Simon og Rakel fulgte dem.
Snart sad hele reisefølget, mellem dem moren til Jim, bænket i vognen,
med varme bøffelskind over knærne.
«Du har vel pistolerne dine, Jim?» spurte Georg.
«Ja da, de er i bedste orden,» svarte Jim og tog et kraftigt aandedrag
med det brede brystet sit.
Elisa havde taget en rørende afsked med sin gode veninde Rakel, og sad
nu med vesle Harry inde i vognen, hvor den gamle kone ogsaa havde taget
plads. Georg og Jim satte sig paa kuskesædet hos Fineas.
«Saa være Herren med dere!» ønsked Simon. «Gud velsigne Dem!» svarte
flygtningerne, og vognen rulled af gaarde.
Veien gik gjennem mørke skoger, over øde sletter, op bakke og ned bakke.
Barnet faldt snart i søvn paa fanget til moren, den gamle kone sad og
saa ud af vognrummet, og var svært ræd for det farefulde ved denne færd.
Det var som hun hvert øieblik vented forfølgerne. Men lidt om senn blev
hun dog roligere. Ud paa natten kom endog Elisa til ro og slumred et
øieblik.
Fineas sad med tømmerne og fløited nogen høist merkelige nattetoner.
Da klokken var omkring tre, saa Georg en rytter komme efter dem. Han
greb Fineas i armen. «Mon det ikke nu er noget galt?»
Fineas stanste hesten, læned sig ud over vognfjælen og saa sig tilbage.
«Ja, der kommer en rytter oppe paa bakken.» Han lydde. «Jeg synes jeg
kjender hestens galop ... det maa vist være Mikael!»
Uden at tænke over hvorfor de gjorde det, sprang Georg og Jim af vognen.
Alle stirred lydløst efter rytteren. Nu blev han borte nede i dalen; men
de hørte stadig de dumpe korte slag af hestens hover mod veien ... der
kom han igjen til syne tæt ved.
«Er det du, Mikael?» ropte Fineas.
«De kommer!» var svaret. «Det er en otte ti stykker af dem, alle
halvfulde og ophidset som rasende ulver.»
I det samme kunde en høre staak og duren af en flok ryttere som nærmed
sig.
«Saa op med livsmodet!» ropte kvækeren. «Men skal vi slaas, saa lad os
vente til vi kommer et stykke længer frem. Op paa sædet med dere!»
Georg og Jim sprang op, Fineas pisked paa hestene, og i galop gik det
frem over den frosne landeveien. Vognen hopped og slingred, kvinderne
sad med hjertet oppe i halsen og stirred bagover—en flok mennesker
saaes tydelig paa aasen mod den gryende himmel.
Rytterne blev en stund borte i dalen, men snart kom de til syne igjen
paa den næste bakken; det var klart, at de havde faat øie paa det lyse
vogntaget; for med ett satte de i et høit glædesbrøl.
Elisa fik vondt og klemte barnet tæt ind til sig, den gamle kone jamred
sig, og Georg og Jim tog frem sine pistoler.
Forfølgerne nærmed sig mer og mer. Fineas svinged met ett bort mod et
gjærde ved foden af en fritstaaende bergknaus, som stod mørk og traust
mod den stjernefulde himmel. Det var denne bergvæggen Fineas havde
strævet for at naa.
«Saa til verket!» sa han og sprang af vognen. «Ud med dere i en fart
alle sammen! og følg mig op paa berget ... og du Mikael, bind hesten din
bag i vognen, og kjør alt det remmer og tøi kan holde over til Adam og
bed ham og hans sønner komme med børserne sine!»
I et nu var alle ude af vognen.
«Se saa!» sa Fineas og tog vesle Harry paa armene. «Sørg nu dere andre
for kvindfolkene og brug benene!»
Faa minuter efter var alle kommet bort fra landeveien, og raskt gik det
over den ulændte grund bort mod berget.
I stjernelyset og det tiltagende morgenskjær kunde en tydelig se ridset
af en smal sti som slynged sig op mellem urerne.
«Det er et af mine gamle jægerskjul, dette her,» sa Fineas. «Denne
veien!»
Han sprang som en stenbuk med gutten fra den ene sten til den andre.
Efter ham Jim med moren sin paa ryggen, og bag dem Georg og Elisa.
Rytterne, som nu havde naadd gjærdet, saa efter de flygtende og ropte og
bandte.
* * * * *
Efter en kort stund var Fineas og følget hans kommet op paa en kam.
Herfra gik stien ind i en snævring, som var saa smal at bare en og en
kunde gaa gjennem den.
Saa kom en til en kløft, en halv favn bred, som gik ti meter ned i
dybet. Fineas sprang med lethed over og satte gutten paa en jevn flade.
«Spring nu!» ropte han til de andre. «Det er livet om at gjøre ... slig,
det var bra! Nu er vi her alle!»
Han saa efter forfølgerne, som bandende og støiende satte efter dem.
Langt borte hørte de Mikael rasle afsted.
«Nu kan de komme!» sa kvækeren og førte selskabet bag et slags brystvern
af løs sten. «Enhver som vil herover maa gaa en efter en gjennem
snævringen.»
«Og saa skal vi nok være mænd for at tage dem, efter hvert som de
kommer,» loved Georg.
«Ja jeg holder mig nu for det første udenfor kampen,» sa Fineas, som
stod og tygged paa et grønt blad. «Men se nu paa dem, hvorledes de staar
og kiker paa os, lig en flok høns som netop skal flyve paa pinden. Hør,
kunde det ikke være heldigt at fyre et skud af, for at fortælle dem hvad
de kan vente sig, om de vover sig her op?»
Selskabet der nede, som nu viste sig tydeligere i dagslyset, var Loker
og Marks, samt to politimænd, og saa nogen svirebrødre, som de havde
været sammen med i det nærmeste vertshus og ved hjælp af brændevin og
penger faat til at følge med paa denne negerjagt.
«Naa, Loker,» sa en af mændene, «nu har vi dem endelig.»
«Ja,» svarte Loker, «nu kan de ikke slippe fra os. Lad os gaa bent paa
dem!»
«Men om de nu skulde finde paa at fyre paa os?» sa Marks. «Det vilde
være mindre hyggeligt.»
«Aa, du er en stymper!» svarte Loker. «Du tænker paa dit eget skind. Men
du kan være rolig; negre er for rædde af sig til at vaage at fyre.»
«Ja men alligevel—disse svarte karerne kan sommetider verge sig som
vilde dyr.»
Saa ropte Georg fra berget ned til dem: «Mine herrer, hvem er De, og
hvad vil De os?»
«Hvad vi vil?» brølte Loker. «Vi vil ha fat paa dere, det er det hele.
Vi har politi med os, og det er meningen at ta dere, om det skulde vise
sig at dere er de folk som vi søger efter.»
«Mit navn er Georg Harris,» ropte Georg tilbage. «Men jeg er en fri
mand, som ikke har tænkt at lade mig tage. Den første som vaager sig ind
i snævringen er dødsens, ligesaa den andre, tredje, og saa videre, til
den sidste.»
Marks blev mer og mer ræd.
«Det vil da være væmmeligt at faa en kule i hovedet,» sa han ved sig
selv.
«Stop nu lidt!» ropte en af politimændene. «De maa være fornuftig, unge
mand, og overgive Dem til rettens folk.»
«Dere er rettens folk, ja; men vi godkjender ikke Deres lov og ret. Vi
staar her som frie folk under Guds frie himmel, og vi vil heller dø end
overgive os i Deres hænder.»
Georg stod fremme paa en stor stenblok, klart belyst af den opgaaende
sol, mandig og sterk og med harmens og modets ild i øinene.
Det er noget ved den ædle mandighed som for et øieblik tæmmer endog den
raaeste natur; alle stod i nogen sekunder urørlige.
Marks var den eneste som ikke kjendte noget i sin samvittighed. Han
listed sig bag en stor sten, spændte hanen paa sin pistol, tog sigte paa
den unge mand og trykked løs.
Georg sprang tilbage, Elisa satte i et skrig; men kulen havde heldigvis
ikke truffet nogen af dem. Den havde sust forbi hans haar og var faret
ind i et træ.
«Du gjør nok rettest i at holde dig noget i skjul, min gut, naar du vil
holde tale her,» sa Fineas.
Georg var rasende. «Kom her, Jim!» ropte han. «Den første som viser sig
i snævringen skyder jeg ned, den næste tager du paa kornet, og saaledes
videre; vi har ikke raad til at fyre to ganger paa én, skjønner du.»
«Ja vel! Men om du nu ikke træffer?»
«Jeg skal nok træffe,» loved Georg rolig.
«En stolt kar!» mumled Fineas ved sig selv.
Folkene der nede stod og talte sammen om det som de nu skulde gjøre.
«Herr Marks maa vist have truffet en af dem,» mente én. «Jeg synes jeg
hørte et skrig.»
«Nu gaar jeg for min del bent paa dem,» sa Loker høit. «Skulde en være
ræd for en flok negertamper?»
Georg hørte dette og tog sigte netop paa det punkt hvor den første som
vaaged sig frem maatte vise sig.
En af de modigste fulgte Loker i hælene opefter berget, de andre gik
efterpaa.
Endelig viste Lokers kjæmpeskikkelse sig ved kløften.
Georg brændte løs. Kulen slog ind i siden paa Loker, som satte i et
forfærdeligt brøl. Som et vildt dyr satte han over spalten og sprang ind
paa flokken.
«Stop lidt, min ven!» ropte Fineas i det samme og gav ham en støit for
brystet. «Den andre veien!»
Med et brøl styrted den vældige kjæmpe, sammen med et ras af smaasten,
ned mellem trær og busker, og forsvandt i det mørke braadyb. Et held for
ham var det, at hans klær under faldet tog fat i nogen grener paa et
træ, hvorved han blev stanset noget i farten; men faldet var alligevel
saa haardt, at han blev liggende som død paa bunden af kløften.
«Bevare os vel, det er jo nogen rene djævler,» stammed Marks, og kom
fortere ned ad skraaningen end han var kommet op.
De andre fulgte ham i hælene og tumled hulter til bulter om hverandre.
Den ene af politimændene, som var svært tyk og fed, pusted og hvæste
som en damphest.
[Illustrasjon]
«Hør, kamerater,» sa Marks, da alle var kommet ned paa trygg grund;
«dere maa se til at finde Loker. Imens springer jeg bort til min hest og
rider afsted for at hente hjælp.» Og uden at bry sig om kameraternes
indvendinger og spot-ord forlod han dem i ilsom hast.
«Har en nogensinde set en slig feig og ussel kar!» sa den ene af
mændene. «Vi er kommet hid for at hjælpe ham, og saa stryker han bort
fra os paa denne maaden.»
«Vi maa nu alligevel se at finde Loker,» sa en anden. «Men jeg er lige
glad, enten han er levende eller død.»
Efter at have talt en stund om det som de nu skulde gjøre, blev de andre
enige om at søge efter manden.
De gjorde en sving udenom berget og kom ind i kløften. Loker laa her og
bandte og jamred sig.
«Det er da fælt saa De tager paa vei,» sa en af mændene. «Er De kommet
meget til skade?»
«Ved ikke. Reis mig op, om dere kan! Den forbandede kvæker! Havde ikke
han faat givet mig den støiten, skulde jeg have sendt nogen af de andre
her ned.»
Med megen møie fik de manden med sig bort til hestene; han stønned og
bar sig saa det var en ynk at høre.
«Kunde dere bare faa mig saa langt som til vertshuset,» ønsked han og
bad om en klut til at stoppe i hullet, ellers vilde alt blodet rinde af
ham.
Georg strakte sig frem over bergkanten, og saa da at mændene velted den