Slægten - 15

-- Hum! mumlede hun. -- Hvad er nu det for Abekattestreger igen!
Et Lysskær bevægede sig forbi Vinduerne i Salonen; kom derpaa til
Syne i Biblioteket og gled ud i Galleriet.
Enkebaronessen bøjede sig frem og pressede Ansigtet helt ind mod
Ruden. Og hun saa Lyset glide videre ned gennem Galleriet og ind i
Riddersalen.
Hurtig slap hun Gardinet og traadte tilbage i Værelset.
Stasia kom logrende med Kappen for at anbringe den over Damens
Krøller; men den gamle stødte til hende, saa at den lille tumlede et
Par Skridt tilbage ... Der røg den Silkekjole!
Fru Juliane lyttede anspændt: Døren fra Riddersalen ud til den lille
Gang foran Gæsteværelset blev lukket op, og tunge Skridt lød over
Gulvet.
Saa blev der banket paa.
-- Kom ind!
Døren gled langsomt op, og Helmuth stod paa Tærskelen bleg og
skulende og med et blaffende Lys i Haanden.
-- Jeg maa tale med dig, Mo'r ....
-- Men Helmuth dog! sagde den gamle og stirrede paa Sønnen med store,
ransagende Øjne. -- Hvad er der _nu_! Du lovede jo at gaa i Seng!
-- Jeg maa tale med dig, gentog Baronen -- ovre i Kontoret!
-- Kan vi ikke lige saa godt snakke her? _Hun_ kan jo ingenting høre!
-- Nej! sagde Helmuth og vendte sig for at gaa.
-- Ja vent saa lidt da, til jeg faar en Kjole paa i det mindste!
Men Baronen havde allerede gjort omkring, og man hørte Lyden af hans
Skridt bort gennem Riddersalen og ud i Galleriet.
Den gamle Frue kastede hurtig en Morgenslaabrok om sig og skyndte sig
efter ham ....
Ovre i Kontoret gik Helmuth rastløs op og ned ad Gulvet.
Fru Juliane blev staaende lige inden for Døren og sendte ham et
næsten ondt Blik.
-- Herregud, Helmuth, sagde hun saa træt og klagende -- skal vi nu
begynde forfra!
Baronen gik frem mod hende, fægtende med Armene i Luften som en
sindssyg.
-- Jeg holder det ikke ud! skreg han. -- Jeg holder det ikke _ud_!
Jeg holder det ikke _ud_!
Den gamle Frue drog et dybt Suk.
-- Saa, saa, saa! sagde hun tyssende. -- Vær nu dog rolig! Det nytter
jo ikke noget at skrige saadan op!
Og hun tog ham ved Haanden og førte ham hen til Sofaen og trak ham
ned ved Siden af sig. Han fulgte hende viljeløst.
-- Lille Helmuth, begyndte hun saa og saa ham bedrøvet op i Ansigtet
-- jeg forstaar mig ikke paa dig. Nu har du hele Dagen i Dag opført
dig som et fornuftigt Menneske; og saa er det pludselig det samme
igen! Jeg er nær ved at opgive Ævred, min Dreng. Husk dog paa, at jeg
er en gammel Kone og kan trænge til lidt Hensyn. Du ser jo, at jeg
gerne vil hjælpe dig. Jeg har gjort alt, hvad der stod i min Magt,
for at vi kunde faa det sammen her paa Næsset som i gamle Dage førend
dit ulykkelige Giftermaal; men naar du ikke vil hjælpe lidt til selv,
saa .... Hvad si'er du, Helmuth? Herregud saa tal da ud, min Dreng!
Baronen mumlede nogle uforstaaelige Ord, og den gamle Frue fortsatte.
Hun talte langsomt og famlende, som følte hun sig uvis.
-- Jeg har jo længe tænkt, sagde hun -- at der maatte være noget
andet, der pinte dig, end blot og bart det, at du havde mistet din
Kone; men jeg har ikke villet trænge ind paa dig. Og da jeg nu i Dag
saa dig saa fornuftig og rolig, saa tænkte jeg, at du var ved at
komme over det. Det vilde jo ogsaa ha' været det bedste, om du selv
... Men hvis du tror, at det kan hjælpe dig at tale, saa ... For kom
du først over _det_, saa klarede alt det andet sig nok lidt efter
lidt ... Og husk paa, min Dreng, at hvad der _er_ sket, _er_ sket og
kan aldrig lade sig gøre om igen .... Tror du ikke, at mange af de
gamle Herrer og Fruer, som hænger oppe i Riddersalen, har gjort
Ting, som ... Men de har været _stærke_, Helmuth, de har været
_fornuftige_ og ikke ladet sig beherske af sygelige Ideer. Du maa
tro, min Dreng, at jeg tit har følt Trang til at tale rent ud af
Posen med dig; men jeg mente jo, at det kun var en Overgang, og at du
vilde rejse dig igen, naar du ha'de faaet tænkt ... _Jeg_ har jo
ogsaa i mit lange Liv haft Tider, hvor jeg har været ved at bukke
under, det ved du vist godt, men jeg har altid taget et Tag i mig
selv ... Og saa _de andre_, Helmuth! fortsatte hun; og det flammede
op i hendes Øjne. -- Menneskene derude, Pøbelen, de vilde jo trække
paa Skulderen af os og ynke og le os ud ... kanske ogsaa nogle af dem
vilde føle Medlidenhed! Men vi, som er født over Hoben, min Dreng, vi
gamle Slægter, som har et Navn, vi skal bevare for Snavs og Søle, vi
bryder os ikke om Medlidenhed! Og gør vi undertiden noget, der kunde
bringe Folk til at skrige op og raabe paa Skandale, saa maa vi ta' os
sammen og løfte Hovedet dobbelt højt for ikke at blive svinet til af
dem, der staar udenfor paa Gaden med Hænderne fulde af Skidt, som de
hellere end gerne vil smide paa os! Vi sidder da Gud ske Lov saa højt
til Vejrs, at ingen kan naa os, naar vi ikke selv vil!
Enkebaronessens lange Tale var ganske gledet Helmuth forbi, som han
sad der, sammenkrøben og foroverbøjet i Sofaen ved hendes Side. Hans
Hjerne tumlede kun med een eneste Tanke. Og da hun holdt op at tale,
spurgte han, medens hans Fingre famlede nervøst hen over hans Ben.
-- Du ved det altsaa, Mo'r?
-- Nej, sagde den gamle roligt -- jeg ved ingenting, Helmuth! Du har
jo ikke fortalt mig noget .... Og jeg saa ogsaa helst, at du ikke
gjorde det!
Baronen slog Hænderne for Ansigtet og stønnede.
-- Helmuth, _Helmuth_! raabte den gamle Frue og rev hans Hænder bort
og saa ham ind i Øjnene. Forstaar du da ikke, at den Slags Ting maa
et Menneske helst beholde for sig selv!
Men Helmuths Hjerne var ikke anlagt for saa sublime Spørgsmaal. Han
rokkede bare hjælpeløst frem og tilbage og gentog:
-- Jeg bli'er aldrig den, jeg var! Jeg bli'er aldrig den, jeg var!
-- Vilde det hjælpe dig, om du fortalte mig det hele, tror du?
-- Du ved det jo, Mo'r ....
-- Hvad er det da, du vil?
Det varede lidt, inden Svaret kom.
-- Om jeg gik hen og meldte mig ... lød det langsomt.
-- Ja, hvad saa?
-- Og led min Straf ...
-- _Helmuth!_
-- Jamen jeg kan jo ikke, ikke, _ikke_ holde det ud! skreg han og
kastede sig med Ansigtet ned i Sofaen og stønnede som et Dyr i
Dødsens Pine.
Den gamle Frue stirrede fortvivlet ud for sig; og et Øjeblik lukkede
hun træt og raadløs sine Øjne. Men saa rettede hun sig paa ny. Hun
kæmpede jo for Livet.
-- Helmuth, sagde hun og gjorde sin Stemme saa mild, som hun
formaaede -- fortæl mig heller det hele. Tror du, at det kan hjælpe
dig at tale om det, saa fortæl mig det alt sammen. Rejs dig nu op,
min Dreng! Saa! ... Du maa ikke saadan lade dig rive hen ... Jeg
forstaar jo saa godt, at det maa være svært for dig at gaa rundt saa
alene uden at ha' nogen at betro dig til og tale med. Men du skal se,
lille Helmuth, at naar du nu først har lettet dit Hjerte, saa vil det
hele blive godt igen!
Alt medens den gamle, kloge Dame talte saalunde, havde hun besluttet
sig for Anvendelsen af en ny Taktik: Ved at lade sig gøre til
Medvider i Sønnens Hemmelighed mente hun at kunne erhverve sig større
Magt over ham. Thi hun vilde jo saa med Rette kunde holde ham for
Øje, at nu var det ikke blot ham selv alene, han vilde bringe
Skændsel og Ulykke over ved sit utidige Samvittighedsnag, men ogsaa
hende, sin Moder, vilde han drage med sig, da hun jo, efter at være
bleven sat ind i Sagen, burde gaa til Øvrigheden og angive ham.
Og, skønt hun var træt til Døden af Dagens Sindsbevægelser og Besvær,
smilede hun dog stille triumferende ved Tanken om sin fortræffelige
Snedighed.
Og mildt og venligt vedblev hun at tale for Sønnen, indtil hun lidt
efter lidt fik lokket ud af ham en brudstykkeagtig Beretning om,
hvorledes han hin skæbnesvangre Aften som en vanvittig havde stormet
rundt i alle Værelser for at søge efter Alvilda; og at den Tanke
pludselig var slaaet ned i ham, da hun ikke var til at finde paa
Slottet, at hun var søgt ned i Straahytten. Han var da styrtet gennem
Haven og Bøgealleen ned til Hytten. Og da han havde hørt Stemmer
derinde, hendes og Grevens Stemmer, havde han listet sig forsigtig om
til Døren og stænget den af. Og saa havde han strøget Tændstikker og
sat Ild paa rundt omkring i Halmen. Og da han havde set Flammerne
slikke op over Taget, havde Angesten grebet ham, og han var løbet som
en vild bort gennem Skoven og op over Markerne og hjem ....
Enkebaronessen havde under Sønnens Skriftemaal siddet stille og
tankefuld og klappet hans Haand.
-- Ja, sagde hun nu og nikkede ud for sig -- men naar man vil gøre
den Slags Ting, maa man prøve sig selv først, min Dreng, om man er
stærk!
-- Jamen jeg vidste jo ikke a' 'et, Mor, før det var sket ...
-- Hum ... nej, det gjorde du vel ikke!
-- Og man har jo ikke Lov ...
-- Lov? Visvas! sagde den gamle Frue og vaagnede. -- «Lov»? ... De
fik Løn som forskyldt, gjorde de! ... Og nu _er_ det jo sket! ...
Hvad Nytte er det saa til, at du gaar og plager dig selv? Tror du, at
du fik det bedre, om du gik hen «og meldte dig», som du siger?
-- Saa kunde jeg da lide min Straf ...
-- «Lide din Straf»! gentog Fru Juliane utaalmodigt. --
Plebejermoral, Helmuth! _Bondemoral!_ Nej, vis du Folk, at du ikke er
saadan en Pjalt, der la'r dig klemme Humøret a', fordi din Kone var
en Taske, som ikke havde fortjent bedre end at piskes nøgen ud af
Gaarden sammen med sin Galan af en Greve! ... Naa, men lad os nu ikke
snakke mere om _det_! sagde hun pludselig og slog om i en anden Tone.
-- Nu gaar du i din Seng, min Dreng, og sover paa dit grønne Øre til
i Morgen! Og saa ta'er vi fat igen paa en frisk. Nu er vi jo _to_ om
at hjælpes ad ...
Og hun vedblev at tale, snart alvorligt formanende, snart mildt og
indtrængende. Skammede ham ud og snakkede godt for ham. Lovede at
staa ham bi med Raad og Daad, naar det trængtes. Og søgte paa ny at
paavise ham, at Mennesker, der var stillet højt i Samfundet, kunde
ikke, fordi de havde begaaet en Handling, der laa uden for Loven,
bære sig ad som en Tjenestepige, der havde født i Dølgsmaal og saa
straks gik hen og faldt paa Knæ for Herredsfogeden og peb og græd og
bekendte og bad om en Omgang Tugthus.
-- _Malkepige_moral, Helmuth! endte hun. -- Men du mente heller ikke,
hvad du sagde før, min Dreng! Vel? Du var bare træt og ophidset af at
gaa og mase med dine Tanker alene. Nu, du har mig at tale med, skal
du se, at alting kommer i Orden igen! .... Giv mig nu Haanden paa, at
du vil gøre, hvad der staar i din Magt for at ryste alle de syge og
forrykte Ideer af dig. Naa?
Helmuth rakte hende nu tøvende sin Haand.
-- Jeg skal prøve paa det, Mor ... sagde han; men han saa ikke paa
hende, han vendte Hovedet sky til Siden.
-- Tak, min Dreng! nikkede den gamle Dame og drog Vejret dybt. -- Aa,
du ved ikke, Helmuth, hvor frygtelige disse Maaneder har været for
mig! ... Naa, men nu ikke mere om det! Jeg er saa træt som en
Plovhest .... Du staar altsaa op i Morgen og gaar i Marken som
sædvanlig?
-- Ja ...
-- Du skal se sikken Appetit, du faar, lille Helmuth! Jeg skal lave
noget rigtig lækkert til dig til Frokost! ... Skal vi saa sige
Godnat? Klokken er paa Vej til to! Stasia staar vist paa Hovedet af
bare Søvnighed!
Enkebaronessen rejste sig.
-- Mo'r ... klynkede han.
-- _Helmuth!_ skreg Baronessen, og hendes Stemme var ved at slaa over
i Graad. -- Du kan ogsaa byde en gammel Kone for meget!
-- Jamen Mo'r ...
-- Hvad er det?
-- Jeg kan ikke ... falde i Søvn, jeg ...
-- Skal jeg maaske sidde og vugge dig?
-- Lad mig ... Du maa ...
-- Tal ud, Dreng! Jeg er ved at styrte af Træthed!
-- Gi' mig Nøglen til Vinkælderen! sagde Baronen tryglende. -- Jeg
kan ikke sove, naar .... Jeg ser det hele, det alt sammen .... Gi'
mig Nøglen til Vinkælderen .... Bare i Aften, Mo'r .... saa lover jeg
dig ....


Da Enkebaronessen paa Vejen over til sit Værelse kom igennem
Riddersalen, standsede hun op midt paa Gulvet og saa sig om, Maanen
skinnede ind gennem de høje Vinduer, og dens blege Lys faldt netop
hen over Billederne paa Væggen i Hjørnet ud mod Haven -- Billederne
af Slægtens tre sidste Repræsentanter: Der hang han, Spilleren, som
havde revet de tre Fjerdedele af Slottet ned! Og der han, som for at
skrabe de sidste Skillinger sammen havde fældet den ældgamle
Lindeallé, Godsets stolteste Pryd! Og _der_ hang _han_, hendes egen
velsignede Hannibal, som havde plyndret Egetømmeret af sine Lader og
Stalde og stukket Grankvas og Fyrrerafter i Stedet!
Og ved Siden af Mandens, Hannibals, Pigejægerens, Billede var der
allerede gjort Plads til Sønnens, Helmuths, Mordbrænderens,
Drankerens ...
Den gamle Frue gik hastigt ud af Riddersalen og slog Døren til med et
Drøn, saa at alle de møre Billeder skjalv paa deres Spigre.
-- Skidt Slægt! mumlede hun. -- Raadden Slægt! Ingen Rygrad! Levet
for længe!