Slægten - 08

-- Det er et, hans gamle «Ahner» brugte til at sætte paa Konen, naar
di rejste væk.
-- Sludder, Klaumann! Jeg er da ikke født i Nat!
-- Født i Nat ... hæ! Da har _jeg_ sgu set det da! Forleden jeg var
her aa betale Ornepenge! Han har det inde i Kontoret i sin
Skrivebordsskuffe. «Et Kyskhedens Bælte», kaldte han det.
-- Det var Satans! Jeg har nok hørt ymte om, at di store Herrer
brugte saadan no'et den Gang. Det var Satans! Saa du har set det,
Klaumann! Hvor har han det fra?
-- Han har fundet det inde mellem nogle gamle Papirer i Bib'loteket i
en Skuffe.
-- Det var Satans! Det maa jeg sgu se!
-- Og det ka' laases!
-- Ka' det _laases_? Det var Satans! ... Saadan et sku' vi sgu ha',
hva' Klaumann, hva'? Aa slaa Laas for Madammen, naar vi tog til
Marked, hæ, hæ!
-- Hi, hi, ja! det har du sgu Fanden galeme Ret i!
-- Hæ, hæ, saadan no'en Kemikalier har Fruentimmerne da aldrig hittet
paa a' byde vos!
-- Hi, hi, nej; vi er jo da «Skabningens Herrer», Jørgensen!
Og Proprietæren og Forpagteren vandrede videre.
-- -- --
Promenaden var endt; Solen var gaaet ned; og Selskabet var samlet
oppe i Salonerne.
Alle Lys og Lamper var tændte deroppe, om det saa var i Riddersalen.
Proprietærerne med Familie skulde imponeres!
Karen kom løbende ind fra Galleriet:
-- Mama, maa vi trække Spillekassen op, vi vil saa gerne danse?
-- Ja, vær saa god Børn!
-- Bare Gulvet holder! sagde Hendes gamle Naade.
Men de unge bar Musiken op i Salen og for rundt til dens Toner med
Larm og Latter.
Lidt efter kom ogsaa nogle af de ældre op i Riddersalen; og et Par af
Herrerne bød Damer op til Dans.
Grev Scheele bukkede chevaleresk for Enkebaronessen. Han havde lagt
Mærke til, at hun udspionerede ham.
-- Nej, ellers Tak, min bedste! sagde hun -- Jeg har danset her, da
Gulvet var helt!
Proprietærerne gik rundt og saa paa Forfædrenes Billeder, som hang
omkring paa Salens Vægge: Gamle, stive Herrer i Fløjel og med
Pibekraver og Kaarder; og ældre og yngre blegfede Damer med Haaret i
Bukler og Kjolerne staaende omkring dem som fyldte Balloner.
-- _Det_ var ham, der rev Fjerdedelen af Slottet ned! sagde
Proprietær Hansen.
-- Og _det_ var ham, der huggede Alleen om! sagde Proprietær Jensen.
Og Proprietær Petersen pegede ogsaa og sagde:
-- Og _han_ der, det er Enkebaronessens Mand, han solgte alt det gode
Egetømmer fra Laderne!
Og ikke en af de gamle Herrer havde man et Lovord tilovers for ....
Niels og Julius gik rundt med Vin og Kager.
Der var ikke Stole nok at sidde paa, saa at en Del af Gæsterne maatte
trække sig over i Stuerne igen; og de Stole, der var i Salen, stod og
støttede sig langs Væggene, da mange af dem kun havde tre Ben.
Men i Salonerne var der fine, ny Møbler og Gardiner og Portierer; og
de gamle, møre Gulve var skjult under tykke Tæpper.
-- Ha'de man bare _Pengene_! sagde Baronen, der sad og spillede
L'hombre ovre i Kontoret -- Saa skulde Næsset sgu blive en
Mønstergaard!
-- Skaal for en god Høst, Baron! sagde Jægermester Bech og tømte sit
Glas.
-- Ja, ha'de man den bare vel inde! sukkede Proprietær Jørgensen --
Men de Satans Folkeforhold!
-- Vi skal ha' Hoveriet tilbage! mente Baronen -- før kommer der ikke
Orden i Sagerne!
-- Rigtig, rigtig! sukkede Byfoged From -- tamper vi ikke Rakket,
tamper Rakket os! ....
Pastor Mascani kom gaaende ud i Galleriet, hvor Baronesse Alvilda
stod og gav Niels Tjener en Ordre.
-- Jeg haaber, Deres Naade har tilgivet mig? sagde han og greb hendes
Haand.
-- Befinder De Dem bedre? spurgte hun uden at svare paa hans
Spørgsmaal.
Præsten saa paa Damen med store, brændende Øjne.
-- At skue Deres Skønheds Pragt er en Balsam for alle Vunder! sagde
han og førte hendes Haand op til sine Læber -- Hvem der var tyve Aar
yngre! hviskede han -- Og Greve for en Nat!
Baronessen rev sin Haand til sig.
-- Men er De da rent forrykt, Menneske! sagde hun rødmende af Vrede
og gik hurtig ind i Salonen for Enden af Galleriet.
I det samme kom den lille Frøken Jansen løbende fra Riddersalen med
et Sjal, som Enkebaronessen havde bedt hende hente ovre i
Gæsteværelset.
Mascani greb hende i sine Arme, løftede hende op til sig og trykkede
sin Mund ind mod hendes.
-- Man er saa ond imod mig! sagde han -- Alle, alle!
Kaninen var ved at skrige af Forfærdelse. Men saa slap han hende lige
saa pludselig igen, styrtede ud af Døren til Taarntrappen og
forsvandt ....
-- Naa, min gode, sagde den gamle Frue, da Pigebarnet omsider mødte
frem med Sjalet -- hvor bliver du af?
Frøkenen rystede og stammede og kunde ikke faa et Ord frem.
-- Har hun set Spøgelser? spurgte Baronessen.
-- De er da ikke syg, Frøken? spurgte Fru Mascani, der sad i Sofaen
ved Siden af Enkebaronessen.
-- Nej, stammede Kaninen -- nej men .... jeg ....
-- Hun har spist for mange Kager! sagde Hendes gamle Naade -- og det
er ikke godt for Maven! ... Tak, min gode! Gaa saa!
Og Frøkenen skyndte sig bort ....
Ovre i Riddersalen gik Dansen paa ny. De unge Damer engagerede
hinanden indbyrdes. Karen og Præstefrøkenen var Kavalerer, og de
svingede Proprietærdøtrene, saa de svimlede ved det.
Saa standsede Karen med eet op og klappede i Hænderne:
-- Hurra, der er Mama og Onkel Alex!
Og Greven valsede frem over Salens gyngende Bræder med sin Kusine.
Hun syntes først at gøre Modstand og saa sig ængstelig omkring. Men
han slog sin mandige Arm fastere om hende og drog hende med sig. Og
snart hvirvlede de af Sted uden at tage Hensyn til den gamle
Spilledaases hæse Toner. De bare hvirvlede rundt, hurtigere og
hurtigere, vildere og vildere. Og lidt efter lidt sank Baronessens
Hoved ned paa Kavalerens Skulder; og han bøjede sig stille ned over
hende og trykkede sine Læber mod hendes Haar.
Men langs Salens Vægge stod de unge Damer og saa med store,
forundrede Øjne paa denne sælsomme Dans. Medens Karen henrykt
klappede i Hænderne og raabte Hurra for sin Mama og hendes mandige
Fætter!


Det var Dyrskuedagen.
Og der var Slagsmaal paa «Harmonien».
Nogle Tjenestekarle og Husmænd rundt fra Herregaardene havde siddet
og drukket og spillet Kort. Og saa lige med eet var man i
Haandgemæng.
-- Det er sorte Jakob fra Næsset, der tamper Hans Peder Jensen og
Nikkelaj Langfinger! refererede den lille, pukkelryggede Urmager
Svendsen fra Uggerløse.
Han var flygtet op i en Vindueskarm og sad nu og holdt den
sammenstimlede Mængde uden for Gæstgiveriet à jour med Begivenhederne
paa Krigsskuepladsen.
-- Hvor er Poletiet? raabte han med sin skrattende Stemme. -- Hvor er
Poletiet? Hent Poletiet! Nu kværker Jakob Nikkelaj! han myrder ham!
han myrder ham!
Publikum udenfor trængte op ad Trappen og ind gennem Døren for at se.
Og der laa Jakob og Nikolaj og Hans Peter i en sammenslynget Bylt
midt paa Gulvet i Skænkestuen.
Blodet løb Nikolaj ud af Næse og Mund. Og med sin ene sømbeslaaede
Støvle havde sorte Jakob sparket Hans Peter i Mellemgulvet, saa at
han laa fladt ud paa Ryggen og gispede efter Vejret.
-- Din Hundetamp! hvæsede Jakob og drev Nikolaj Langfinger endnu et
Slag med sin knyttede, blodige Næve midt mellem Øjnene. -- Saa du
bider! Jeg ska' muntre dig!
-- Nu trækker han Kniven! skreg Gæsterne, der hidtil havde staaet
ganske roligt og iagttaget Slagsmaalet.
-- Han trækker Kniven! refererede Urmageren ud gennem Vinduet. --
Poleti-i!
Og virkelig havde Jakob stukket Haanden i Bukselommen og arbejdede
med Fingrene dernede som for at finde noget frem.
Men saa greb Hans Peter Jensen, der igen var kommen til Vejret efter
Sparket, ham i Nakken og rev ham bagover paa Gulvet.
-- Det var godt, Hans Peter! krebs ham! var der en, der sagde. Men
ingen rørte en Haand for at bilægge Striden. Man holdt det for en
Privatsag.
I Faldet havde Jakob grebet sig for og havde faaet fat i Nikolajs
Vest og Skjorte, saa at alle Knapperne fløj af, og Skjorten
flængedes, og det nøgne, haarede Bryst blev synligt fra Halsen ned
til Bukselinningen.
-- Hundetamp! Hundetamp! blev Jakob ved at gentage. Han havde nu
faaet Kniven frem og forsøgte at aabne den.
Men saa kastede Hans Peter sig over ham, og de tumlede begge om og
vred og væltede sig mellem hinanden og slog og bed.
-- Skil dem dog a'! var der endelig en forskræmt Kvindestemme, der
raabte.
-- Nu bli'r di skilt a'! forkyndte Urmageren.
-- Hvor er Værten? brøledes der.
-- Han er henne paa Pladsen! sagde Opvartningspigen. Hun stod oppe
paa det øverste Trappetrin ud til Køkkenet og oversaa interesseret
Situationen.
-- Hent ham! Hent ham!
Et frygteligt Brøl fra Hans Peter fik Mængden uden for Huset til at
løfte sig op paa Tæerne for bedre at se.
-- Han stak ham! han stak ham! skreg Urmageren.
Det var sorte Jakob, der havde faaet Kniven aabnet, og som nu af al
Magt borede den ind i Ryggen af sin Modstander.
-- Vil du slippe! hvæsede han.
Og Hans Peter slap det Tag, han havde faaet i den Sortes Strube.
Hvorpaa han vred sig om paa Ryggen og hylede af Smerte.
Jakob kom op paa Knæ, han var nu aldeles rasende, Øjnene traadte ham
ud af Hovedet, og han havde Fraade om Munden. Paa ny hævede han
Kniven, denne Gang for at støde den i den ulykkeliges Bryst.
Men i det samme drev Nikolaj Langfinger ham et saadant Slag over
Armen med en Stok, han havde faaet fat i, at Kniven trillede den
anden ud af Haanden, og Armen sank ned som lammet.
-- Ta' Kniven! ta' Kniven! skreg man.
-- Der er Herskabet fra Næsset! mældte Urmageren ind i Stuen.
-- Kald paa Baronen! raabte en Stemme tilbage. -- Det er jo hans
Folk!
-- Kald paa Baronen! Kald paa Baronen! lød det fra flere.
-- Hvad er her paa Færde? spurgte Helmuth, der var bleven standset af
Stimmelen uden for Gæstgiveriet.
-- Det er sorte Jakob, der er oppe aa slaas!
-- Kan Deres Højvelbaarenhed ikke skille dem!
-- Han bruger Kniv! lød det rundt om fra.
Helmuth trængte sig igennem Mængden hen til Døren.
Inde i Stuen gjorde man Plads for hans svære Skikkelse.
-- Det er Baronen sæl! mumledes der. -- Det er Baronen fra Næsset.
Og Gæsterne trykkede sig sammen, saa at der blev et aabent Rum fra
Døren hen til de kæmpende.
Helmuth stod i Ridedragt: lange, blanke Støvler med Sporer, lys Jakke
og Vest og stramtsiddende, graa Benklæder. Ridepisken havde han
stukket ned i den ene Støvle.
I det samme kom Værten hurtigt ned ad Trappen fra Køkkenet.
-- Satans osse! ... begyndte han. Men da han fik Øje paa Hans
Højvelbaarenhed, standsede han op og forsøgte et kejtet Buk.
Han var en stor, svær Mand med et rigt illumineret Ansigt og en uhyre
Bug.
Hans Peter laa som livløs paa Gulvet. Og Nikolaj Langfinger værgede
sig med sin Stok mod sorte Jakobs Angreb. De var begge kommen paa
Benene. Men nu havde Nikolaj Fordelen paa sin Side, da Jakobs højre
Arm var ubrugelig.
-- Hva' er her gaaet for sig! brølede Baronen af sine Lungers fulde
Kraft. Han vidste, at naar man skal gøre Indtryk paa Bønder, skal man
overdøve dem. -- Og hvor kan De finde Dem i saadanne Optøjer, Olsen?
spurgte han henvendt til Værten.
-- Jeg var lige henne paa Pladsen til et lille Løb, Hr. Baron! sagde
Værten undskyldende og med et nyt Buk.
-- Hjælp mig! sagde Helmuth og gik hen og tog Stokken fra Nikolaj og
gav ham samtidig et Puf for Brystet, saa Manden for ind mellem
Gæsterne, der nu begyndte at blive aktive og holdt fast paa ham med
mange Hænder.
Det behøvedes nu for Resten ikke, for Nikolaj stod ganske rolig.
-- Hva' vil _du_? spurgte Jakob og gik truende ind paa Livet af sit
Herskab.
Men Baronen greb ham med begge Hænder i Skuldrene og satte ham i Knæ
ned mod Gulvet.
Mængden mumlede bifaldende. Og Opvartningspigens Øjne lyste.
-- Hva' har du gjort ved den Mand der? spurgte Baronen og pegede paa
Hans Peter.
-- Han har stukket ham! var der en, der sagde.
-- Olsen, hent Politiet! kommanderede Baronen.
-- Hent Poletiet! Hent Poletiet! skreg Urmageren ud af Vinduet.
Sorte Jakob vred sig under Baronens Jærnhænder.
-- Slip mig! sagde han. -- La' mig bare komme løs! sagde han. -- Jeg
skal flaa Tarmene ud a' Livet paa dig, dit tykke Svin!
Men Jakob slap ikke løs, hvor meget han end vred sig.
Endelig kom Politiet: en lille, sølle, halvgammel Mandsperson med
Tressehue paa Hovedet og Stok i Haanden.
Han saa ganske hjælpeløs ud.
-- De to der er mine Folk! sagde Baronen og udpegede Nikolaj og
Jakob. -- Ham der ligger, kender jeg ikke.
-- Det er Hans Peter Jensen fra Sømholt! forklarede Urmageren. -- Han
er Hjulmand.
-- Ska' jeg transpetere dem alle sammen op paa Raadhuset? spurgte
Politiet forknyt.
-- Gu' ska' du saa, Jakobsen! sagde Værten. -- Saaden no'et Svineri i
min Forretning!
-- No'et Strikke! befalede Baronen. -- Karlen her maa bindes!
Opvartningspigen kom med et Stykke Reb, og den sortes Hænder blev
bagbundne.
Han sparkede, brølte og bed fra sig. Men en tre-fire stærke Bønder
fik Krammet paa ham.
Og saa satte Toget sig i Bevægelse:
Forrest gik Politiet med Nikolaj Langfinger, der fulgte godvillig.
Derpaa kom Baronen og to Mænd med Jakob. Og endelig fire Karle, der
mere bar end støttede den halvt bevidstløse Hans Peter Jensen.
-- -- --
Baronesse Alvilda stod oppe paa Torvet sammen med Byfoged Froms Frue
og saa paa, at Karen og Kaninen kørte i Karrusel.
Fru Mascani kom til med sin Datter.
-- Der sidder jo Karen og Frøken Jansen! sagde Clara. -- Jeg vil
virkelig ogsaa op og ha' en Tur!
Og hun hoppede op og satte sig i en Kane ved Siden af Kaninen.
Karen red foran dem overskrævs paa en Hest.
-- Børnene! smilede Fru Mascani moderligt. -- Er Deres Mand herude,
Fru Baronesse?
-- Jo, han er vist ude paa Dyrskuepladsen.
-- Næmen der _er_ jo Baronen! udbrød Byfogedinden og pegede. -- Du
bedste Gud, hvad er der dog paa Færde!
Det var Optoget med de tre Misdædere, der svingede op over Torvet og
hen mod Raadhuset.
Publikum stimlede sammen om dem. Ud af Butikker og Døre og Porte kom
Folk løbende med lange Halse.
Selv Mændene, der kørte Karrusellen, stoppede Farten for bedre at
kunne se, saa at Kunderne blev snydt for det halve af Turen.
Da sorte Jakob skulde op ad Raadhustrappen, satte han Fødderne mod
det nederste Trin og vilde ikke videre.
Der blev en Raaben og Tumlen og Skrigen. Og Nikolaj Langfinger maatte
have fortrudt sin tidligere Føjelighed, thi han forsøgte at flygte.
Men han blev dog nappet i Farten.
-- Gud-d, Deres Mand! sagde Fru Mascani og greb Hendes Naade i Armen.
Baronen havde grebet Jakob bagfra om Livet og bar ham saaledes, trods
hans rasende Modstand de seks-syv Trin op ad Trappen og ind i
Raadstuens Forhal, hvis Dør Politibetjenten hurtig lukkede efter ham.
Mængden stod lidt og betragtede den lukkede Dør. Saa spredte man sig.
Og Karrusellen begyndte igen at tage Fart.
Grev Scheele kom gaaende forbi Stedet, hvor Damerne stod.
Han standsede op og hilste.
De to borgerlige Fruer vekslede et Blik, og vendte dernæst ikke
Øjnene fra Hendes Naades Ansigt.
Hele Egnen mumlede om denne Fætter og Kusine, der jævnlig saas snart
hist, snart her paa ensomme Ride- og Spadsereture.
-- Kom herop, Onkel Alex! raabte Karen og pegede paa den tomme Hest
ved Siden af sin.
-- Jeg tør ikke, smilede Greven -- jeg er bange, den skal slaa mig
af.
-- Han er sød! hviskede Clara. -- Jeg kunde spise de Øjne!
Kaninen rødmede. Hun var ogsaa meget betaget af denne velskabte
Hjerteknuser, om end hendes Appetit ikke var just saa glubende.
-- Det er længe siden, vi har set Dem paa Næsset, Fætter! sagde
Hendes Naade, der havde observeret Fruernes vagtsomme Blik.
-- Høsten! chère cousine, sagde Greven og bukkede undskyldende. --
Men en af Dagene skal jeg have den Ære at hilse paa Dem og Gemalen!
Nu kom der to ældre Bønder gaaende forbi. Da de saa de fine Folk,
standsede de og gav sig himmelhøjt til at tale om dem.
-- Hinner, den lange graa der, det er Baronessen fra Næsset! sagde
den ene.
-- Saa-aa? sagde den anden, -- det er svært saa hun er stadset op!
-- Og hun, den tykke, det er Præstekonen fra Gaardene!
-- Hun ligner sgu Jordmo'er Møller fra Vejlby! sagde den anden.
-- Hun gør Fa'en! sagde Nummer eet igen -- tror du, en Jordmo'er er
saadan behængt!
-- Jæ mener sgunde paa Klæ'erne; jæ mener paa Kyddet!
-- Naa-aa, ja la' gaa paa Fidtet da; det vil jeg medgi' dig,
men-æ ....
Karrusellen var standset, og Herskaberne gik om paa den anden Side,
hvor de unge var.
Bønderne saa efter dem.
-- Nu gik di! sagde den ene.
-- Ja-a, sagde den anden.
Og saa fortsatte de deres Vandring ....
I det samme svingede et Køretøj fra Vestergade ind paa Torvet.
Det var Rigmor med Pagtens Ark.
Og inde under den opslaaede Kaleche sad Enkebaronessen og Stasia,
begge i Festskrud.
Og Vognen var vadsket, Seletøjet pudset, og Rigmor striglet og
børstet.
Idet Ekvipagen svingede omkring Hjørnet af Raadhuset, kom netop
Baronen ud af Døren og steg ned ad Trappen.
-- Goddag Helmuth! raabte den gamle Frue og holdt Hesten an. -- Hvor
Adel er, kommer Adel til!
-- Goddag Mor! nikkede Baronen og traadte hen til Vognen. -- Saa du
skal ogsaa til Dyrskue?
-- Det skal jeg, min Dreng! Jeg skal se, om Stasia kan faa Præmie!
-- Ja, Vilde er ogsaa taget herud med Karen og Frøken Jansen.
-- Det ser jeg! nikkede Enkebaronessen, hvis skarpe Øjne havde
opdaget Selskabet, der gik ovre paa det andet Fortov. -- Og hun har
nok en Følgesvend med, ligesom naar ... (Hun vilde have sagt: ligesom
naar man spiller Hanrej! men stoppede op i Tide).
Baronen fulgte Retningen af hendes Blik.
-- Og der er jo Fætter Scheele! sagde han.
-- Ja, der er han! nikkede den gamle.
-- Du kommer vel ud og ser paa Dyrene? spurgte Helmuth pludselig og
lettede paa Ridehuen til Afsked. -- Hejmdal faar rimeligvis første
Præmie!
-- Helmuth, Helmuth! raabte Fruen efter ham.
-- Hva' er der?
-- _Maa_ han saa ikke be....
-- Nej, Gu' maa han ej! sagde Sønnen leende og slog med Ridepisken
hen efter Rigmor. -- Det gamle Stillads kan sgu ikke faa Føl
alligevel!
-- -- --
Ude paa Dyrskuepladsen, en stor Grønning i Udkanten af Byen, var der
en Larmen og Raaben, en Brægen, Vrinsken, Brølen og Grynten, der fik
selv Slagtere og Kreaturhandlere til engang imellem at udbryde:
-- Det er dog Satan til Spe'takkel!
Bøndermænd og Koner med Børn i alle Aldere fyldte til Trængsel
Gangene mellem Foldene, hvor Dyrene stod udstillede.
Mændene røg deres Piber, og Konerne og Børnene gnavede paa
Hvedebasser og Sukkerstænger.
Og der lugtede derude Mare ikke af Rinskvin! ...
Grev Scheele kom vandrende med Karen under den ene Arm og Kaninen
under den anden.
-- Der staar Jørgen med Hejmdal! sagde Karen og vilde hen til
Hingstepasseren, som var fuldt optaget af at styre det vælige Dyr,
der stampede i Grønsværet, vrinskede og «steg» og vilde over til
Hopperne paa den anden Side af Udskænkningsteltet.
-- Karen, du bliver her! sagde Frøken Jansen, der skjalv i sin
Grundvold ved at færdes mellem alle disse vilde Bestier.
To Mænd kom trækkende med en vældig Tyr. Den skulde hen og synes af
Dommerne. Dens smaa, ondskabsfulde Øjne skulede til Siderne, og
omkring dens Læber sad grønlig Fraade.
Saa satte den pludselig i med et Brøl, som fik Kaninen til at udstøde
et Skrig og hoppe en halv Alen i Vejret.
Greven lagde omsorgsfuldt sin Arm om den unge Piges Liv.
-- Her er hæsligt at være! sagde han.
-- Ja, hviskede Frøkenen -- skal vi ikke gaa igen?
-- Nej, sagde Karen energisk og skridtede ud. -- Vi skal rigtignok se
det hele!
Nu begyndte man at trave Hingstene.
En Mand holdt dem i Hovedtøjet helt oppe ved Munden og løb saa hen
over Pladsen ved Siden af Dyret, som krummede Halsen, prustede og
dansede, medens Manke og Hale flagrede stolt i Vinden.
-- Det er dog virkelig alligevel kønt at se! sagde Greven, hvis
Hesteforstand følte sig tiltalt.
-- Nu skal Jørgen løbe med Hejmdal! raabte Karen.
Gamle Jørgen ordnede først omhyggelig Hingstens Tømmer.
-- Saa ka' vi bitte Hejmdal! sagde han.
Og saa satte Parret sig i Gang.
Alle vendte sig interesseret og saa paa Løbet.
Man vidste, at Dyret tilhørte Baronen fra Næsset.
-- --
Rundt i Foldene gik ældre, alvorlige Mænd og befølte omhyggeligt
Faarenes Pels og Svinenes Kød. Og udenfor stod Ejermændene med
spændte Miner og fulgte enhver af d'Hrr. Dommeres Bevægelser.
Men om Hønseburene holdt Madammerne til. De snakkede kærligt og
opmuntrende til Dyrene derinde, som kaglede og skreg og baskede med
Vingerne mod Burenes Tremmer af Skræk for den uvante Indespærring og
de mange Mennesker.
Men saa blev der med eet et frygteligt Røre i Mængden.
En to Aars Kvie havde revet sig løs og stormede nu rundt paa Pladsen
med Halen stift til Vejrs som en Flagstang.
Mødrene reddede deres Børn op paa Armene og flygtede.
Mandfolkene grinede og kyste af Dyret, der blev vildere og vildere.
Og paa een Gang satte det med et Spring ind gennem Aabningen til
Beværtningsteltet.
-- Hurra-a! hun er tørstig! brølede Ungdommen og stimede sammen om
Teltdøren. -- La' hinne faa et Glas Øl og en Snaps! foresloges der.
-- Gi hinne en Kummen! Nej, hun drikker kuns Hvidtøl! raabtes der. Og
hver Aandrighed blev hilst med højrøstet Bifald.
Inde fra Teltet hørtes en rasende Larmen og Skrigen og Klirren af
Glas og Flasker. Og et Øjeblik efter kom Kvien farende ud igen
vanvittig af Forfjamskelse.
Og det skulde da virkelig heller ikke virke beroligende paa dens
Hjerne, at en langbenet Knægt havde faaet fat i Halen paa den og nu
sprang af Sted bag efter den med Skridt som et Favnemaal.
-- --
Hingstene var atter trukket op i Række; og de alvorlige Mænd var for
længst færdige med at beføle Faar og Svin. Man var i Lag med at lægge
Tøjr og Fodreb paa Tyrene. Og nogle Køer med alt for spændte Yvere
blev malket, forinden de skulde af Sted den lange Vej hjem.
Jørgen Hingstepasser straalede over hele sit gamle Ansigt, da han
bandt Plakaten med 1ste Præmie om Halsen paa Hejmdal.
Baron Helmuth stod og saa til, medens den gamle lagde Bidsel og
Dækken til Rette paa Dyret.
-- Baronen har vel ikke no'et imod, at jeg la'r Plankaten hænge paa
ham, mens jeg rider hjem? spurgte Jørgen med Huen i Haanden.
-- Nej, værsgod, Jørgen, lad du den bare hænge!
-- Tak, Hr. Baron! Ja, for saa faar di ossensaa lisom lidt mere
Agtelse for ham paa Vejen!
-- Javist saa! Rid ham nu forsigtig!
-- Baronen kan fuldt hen stole paa mig! sagde Jørgen og knejsede
allerede paa Ryggen af Hingsten.
Helmuth stod et Øjeblik og saa efter Hesten, da den dansede ned over
Grønsværet. Han var næsten lige saa stolt af Præmien, som gamle
Jørgen var det ...
I lange Rækker drog man nu af Sted fra Pladsen med Dyrene: Køer,
Heste, Svin, Faar og Geder; en hel Noæ Ark!
De, som førte Præmiedyrene, gik ind gennem Byen med dem for at vise
Plakaterne.
De mindre heldige sneg sig ad Engvejen langs Baghaverne.
Og snart var Pladsen øde og tom. Kun stod der hist og her ensom en
forglemt Ko og brølede. Og bag en Tremmeindhegning laa der en stor
Orne og sov.
Pludselig satte den i med en saa ubarmhjertig Snorken, at
Graaspurvene, der holdt Kalas paa Gødningsklatterne rundt omkring i
Nabolaget, skreg op i Rædsel og flygtede bort, alt hvad Fjer og Dun
kunde holde!


Det var blevet Aften.
Oppe i «Harmonien»s store Sal sad paa «Galleriet» under Loftet fire
Musici og trakterede Blæseinstrumenter. Øjnene stod dem ud af
Hovedet, og deres sveddryppende, udspilede Kinder var ved at
sprænges.
Lysekronens otte, højtblussende Petroleumslamper frembragte ogsaa en
Hede og en Os deroppe, saa at man næppe kunde aande.
Og nede paa Gulvet snurrede Bønderne deres Kvinder rundt og stampede
løs med deres sømbeslaaede Hæle, saa at Gulvbræderne drønede som
under Hovslag.
Der dansedes paa Livet løs. Fruentimmerne hang opløste af Varme i
deres Kavalerers Arme. Og naar et Mandfolk slap sin Dame, sank hun
som tilintetgjort ned paa en af Træbænkene langs Væggene, lukkede
Øjnene og stønnede og pustede, som om hendes sidste Time var kommen:
Men dette forhindrede hende dog ingenlunde i at overgive sig paa
Naade og Unaade til den første den bedste Danser, der strakte sin
røde, svedige venstre ud mod hende.
-- Ska' det være vos to, Marie?
Og uden at svare lagde Marie sig ind til Kavaleren og lod sig dreje
rundt, medens Vandet drev af Parret som Regn af Ruder ....
Nogle Herrer fra selve Byen, en Slagtersvend og en Vognmandskusk,
vakte meget Røre i Lokalet.
De dansede nemlig forkert med en uhyre og overlegen Færdighed.
Par efter Par af adstadigt polkerende Bønderfolk ligefrem _mejede_ de
ned ved denne deres irregulære Maade at fare Salen igennem paa.
Bønderpigerne, de dansede med, hvinede af Begejstring ved at blive
kørt avet om. Men Karlene, ikke at tale om de ældre nedmejede Mænd og
Koner, skummede af Vrede og Misundelse.
Der lød allerede en undertrykt Mumlen i Salonen, og man var ved at
rotte sig sammen for i Fællesskab at foretage et Choc mod disse to
Vindhase, da pludselig al Vrede druknede i en ustandselig Latter.
Den begyndte først nede ved Døren ind til Skænkestuen og forplantede
sig derpaa op gennem hele Salens Længde.
Al Dans ophørte. Damerne kastede sig tilbage paa Bænkene og lo. Og
Mandfolkene slog Hænderne mod Laarene og raabte og pegede og dunkede
hinanden i Siderne.
Selv Musiken kunde næsten ikke spille af Latter.
Det var den lille, puklede Urmager Svendsen, der, paavirket af Øl og
Brændevin, pludselig havde slaaet sine Orangutangarme om Hofterne paa
Store-Olga fra Vejrløse og nu forsøgte at svinge hende «forkert» i en
hvirvlende Tyrolervals.
Men det var ham umuligt at komme i Trit.
Med urokkelig Alvor forsøgte han atter og atter. Tog nogle Spring
fremad og gjorde nogle sælsomme Bevægelser med Kroppen. Men maatte
saa standse og begynde forfra igen.
Han naaede hende ikke højere end til Kjolelinningen og sled og
arbejdede med hende, saa Sveden sprang ham frem paa Panden. Saa tørte
han Ansigtet af paa hendes Mave og kilede paa igen. Hans lange Arme
og Ben var i uafbrudt Bevægelse. Det saa ud, som vilde han entre
hende. Han lignede en kæmpemæssig Edderkop, der i sit Storhedsvanvid
havde faaet den forrykte Ide at ville danse Tyrolervals med en
Hunelefant.
Og jo højere Salen lo og larmede, desto ivrigere arbejdede han.
Men saa syntes Olga pludselig at være bleven ked af Legen. Hun bøjede
sig ned over sin stumpede Kavaler, slog sine Arme om hans Liv, hævede
ham op til sig, og satte saa ind i Dansen med et kluntet Hop. Og op
og ned ad Gulvet gik det nu, rundt og rundt i hele Salens Længde,
hurtigere og hurtigere, saa at den ulykkelige Urmagers Ben stod ud
fra hendes trinde Krop som et Par flagrende Baandender.
-- Olga, stønnede han -- Olga, det er nok, Olga!
Men var Olga først sat i Bevægelse, syntes hun ikke at kunne standse,
førend hendes eget Maskineri var løbet tørt. Og desuden morede hun
sig fortræffeligt: hendes Øjne lyste af megen Fryd, og hun lo om Kap
med Tilskuerne langs Væggene.
Saa standsede Musiken. Og Konen slap sit Bytte.
Først sank den arme Ridder som en Klud sammen ved sin Dames Fødder.
Men et Øjeblik efter tumlede han op og begyndte at overdænge hende
med de mest udsøgte Skældsord og Beskyldninger baade hentet fra Nutid
og Fortid.
-- Men Svendsen dog! sagde hun betuttet -- det var jo bare Grin alt
sammen.