Slægten - 06

Grev Alex rejste sig hurtigt og skød Stolen tilbage.
Karen stormede ind i Kabinettet:
-- Her er Bud fra Præstegaarden, om jeg og Frøken Jansen maa komme
derned til Chokolade i Eftermiddag?
-- Lille Baby maa ikke buldre saadan af Sted! Din Fader sover inde
paa Kontoret, ved du!
-- Aa, han vaagner saamænd ikke alligevel! ... Maa vi, Mama, hva'?
-- Jamen Lektierne!
-- Pyt med dem! Dem lærer vi i Morgen!
-- Du kan jo spørge Onkel Alex.
-- Maa vi, Onkel Alex? spurgte Karen og lagde kælent Hovedet paa
Siden.
-- Ja I maa, lille Ven! nikkede Greven smilende. -- Men jeg rejser jo
i Dag, Baby! tilføjede han alvorligt.
-- _Gør_ du? spurgte Pigebarnet betuttet. -- Det havde jeg sgu helt
glemt!
-- Men _Baby_ dog! udbrød Hendes Naade dybt rystet. -- Hvor _faar_ du
saadanne Ord fra?
-- Pardon, lille, bitte, allerdejligste Mama! bad Karen indsmigrende
og fløj Moderen om Halsen. -- Maa vi saa? gentog hun.
-- Saa, saa, du er saa voldsom, Barn! ... Ja, jeg ved virkelig ikke,
hvad jeg skal sige. Det er jo forfærdeligt at høre en ung Pige bruge
saadanne Udtryk! Og nu tror jeg ikke, at din Onkel giver dig Lov ...
Karen stod et Øjeblik og saa sønderknust ned for sig. Saa løb hun
pludselig hen og slog sine Arme om Onkelens Hals:
-- Gi'r du os ikke nok Lov? bad hun, idet hun løftede sig op paa
Taaspidserne og lavede Trutmund til Kys.
-- Men _Karen_ dog! sagde Hendes Naade og rødmede uvilkaarlig ved
Barnets Adfærd.
Grev Scheele klappede venligt Pigebarnet paa hendes brune, buttede
Kind.
-- Jo, nikkede han smilende -- saa faar I da være fri for Lektierne
... Men ingen fæle Ord i Præstegaarden, Baby! formanede han.
-- Det er nu ikke saa nemt at la' være, Onkel! forsikrede den lille
alvorligt. Derpaa nejede hun hurtigt og skyndte sig mod Døren for at
bringe den ventende Kanin Frihedens gyldne Budskab.
Men paa Dørtærskelen ind til Salonen gjorde hun rask omkring og
sendte Greven et Par Fingerkys.
-- Farvel! sagde hun. -- Og kom snart igen!
Saa lukkede hun Døren. Men i samme Øjeblik stak hun Hovedet ind paa
ny:
-- Jeg elsker dig, Onkel Alex! Knusende!
Og saa forsvandt hun.
Baronessen havde rejst sig fra Kanapeen og stod nu ved Vinduet og saa
ned i Haven, hvor de to muntre Kattedyr var ophørt med deres Leg og
laa, sødt slumrende, Side om Side paa den grønne Plæne midt i den
bagende Sol.
Grev Scheele nærmede sig langsomt og stillede sig tæt bag hende, saa
tæt, at hans Legeme næsten berørte hendes.
-- Se! sagde hun stille og pegede ud mod Kattene. -- Hvor henrivende!
-- Ja, nikkede han mildt -- de uskyldige Dyr!
Og hun bøjede sig smilende tilbage, saa at hendes Nakke kom til at
hvile mod hans Skulder. Hendes Øjne lukkede sig og hendes Læbe
skælvede.
-- Alex, min Konge, mit Liv! hviskede hun. -- Du har opvakt min Sjæl
fra de døde!
Og han bøjede sig henrykt og trykkede et Kys paa hendes Hjerte ....


Hendes gamle Naades Enkesæde i Jerslev laa nede paa Bunden af en
fordums Grusgrav. Lunt og godt skærmet mod alle ublide Vinde; kun med
aaben Udsigt til Landsbyens Gade i Syd.
Fire smaa Værelser bestod Lejligheden af, samt Entré og Køkken. Der
var lagt ny Gulve i Stuerne og sat ny Tapeter paa Væggene. Men de
store Møbler, den gamle Frue havde medbragt fra Næsset, fyldte lidt
rigeligt, gjorde de: man kunde næsten ikke bevæge sig i Stuerne for
Bohave. Og saa var tilmed hele Loftet oppe under Straataget stuvet
pakfuldt af Sager, som der ikke var Plads til nede.
Her oppe stod ogsaa det store, røde Klædeskab, som Baronessen, trods
Helmuths Indsigelser, absolut vilde have med sig: «da hun ellers ikke
havde noget at sætte Stasia i, naar hun blev udtilbens!»
-- -- --
Karen og den lille Frøken Jansen var i Dag for første Gang henne at
besøge den gamle Dame.
Frøkenen sad ene i Hjørnet af den store Empiresofa inde i den
forreste Stue og missede med sine smaa forskræmte Kaninøjne rundt i
Værelset.
Hun sad og rystede indvendig, Pusset, ved Tanken om Stasia.
Ikke for aldrig det turde hun være ene i Stue sammen med hende! Hun
frygtede hende, som et Barn frygter «Bussemanden».
Og nu var netop Baronessen ude i Køkkenet for at tilberede
Chokoladen; og Karen var løbet over i Bondegaarden ligeoverfor for at
sige til Jens Kusk, at han om en halv Time skulde stille i Køkkenet
til Mellemmad.
Om den døvstumme nu kom til Stede?
Men den døvstumme kom ikke. Hun var formodentlig sendt et Ærinde i
Byen, Gudskelov!
Og der faldt lidt efter lidt Ro over Kaninens letbevægelige lille
Sjæl. Stille og med mere Tryghed gav hun sig til at betragte Værelset
og Sagerne i det: Der stod Urtepotter med blomstrende Smaaroser,
Gyldenlakker og Heliotroper i Vindueskarmene; og de hvide, folderige
Gardiner hang stive og nystrøgne ned mod Gulvet.
Dette mindede hende øjeblikkelig om Havestuen hjemme i hendes
Barndomshjem i Hobro -- denne lille By, som sent og tidligt levede i
hendes Drømme!
Og det morsomme, gamle Ur, der stod i Hjørnet inde i Spisestuen,
mindede hende ogsaa om Hjemmet! Der var en Fuldmaane midt paa
Skiven, og dens tykke, smilende Ansigt vuggede sig uophørligt frem
og tilbage mellem to blaamalede, hvidkantede Skyer. Mon det ogsaa
kunde kukke?
Hun rejste sig for at kigge lidt nærmere paa Uret, da der i samme
Øjeblik, lige oppe over hendes Hoved, lød nogle underlige,
uartikulerede Hyl og en heftig Banken og Hamren som af knyttede
Hænder mod en lukket Dør.
-- Stille! raabte Hendes Naade ude i Køkkenet.
Og Jansen sank rædselsslagen ned paa sin Plads i Sofaen.
Lidt efter stak den gamle Frue sit Raadsherrehoved ind fra Køkkenet.
Bankningen oppe paa Loftet vedblev:
-- Aa, min gode, vil De ikke komme lidt herud og se efter Chokoladen
et Minut!
Frøkenen gik ud.
Nu lød Larmen fra Loftet, som om nogen sparkede med tyksaalede
Støvler mod Døren deroppe.
-- Saa skal da ogsaa Pokker ...! sagde Hendes gamle Naade og skyndte
sig ud i Entreen og op ad Loftstrappen.
Lidt efter lød der en forvirret Raaben og Skrigen deroppe fra. Saa
blev en Dør smækket haardt i, og Baronessen kom ned igen.
Hun saa meget ophidset ud og sugede Blodet af en Finger, hvis yderste
Led blødte:
-- Hun bed mig, Djævleskabet! sagde hun.
Kaninen saa paa hende med Øjne saa store, som det var hende muligt at
faa dem.
-- Hvem? spurgte hun -- Hvem bed?
-- Stasia, naturligvis!
-- Er hun ... da der oppe?
-- Ja, hun sidder i Skabet! .... Saa nu er Chokoladen færdig!
Alt i denne ny Verden, hun var dumpet ned i, _alt_ uden Undtagelse,
satte den arme Frøken Jansen i den ene skrækblandede Forundring efter
den anden. Saaledes havde hun rigtignok ikke tænkt sig, at Livet og
Menneskene var! Hjemme hos sin Moder, baade da de boede i Hobro og nu
i de senere Aar i København, havde det været ganske anderledes.
Roligt og fredeligt var Døgnet gaaet. Og var der end af og til kommet
en Kurre paa Traaden mellem Børnene, havde Forældrene altid vidst at
dæmpe Striden ved deres milde, besindige Tale. I København syntes jo
nok Kaninen, at Menneskene var ikke fuldt saa gode, som de i Hobro;
men saa mærkelige som Folk her paa Egnen var de dog ikke. Og det var
ikke alene det, at de var mærkelige, men hun fandt dem ogsaa haarde
og ... og .....
-- Vil De lægge Dugen paa, lille Jansen!
Frøkenen tog Dugen, som Baronessen rakte hende, og bredte den ud paa
Bordet i Spisestuen. Og idet hun samtidig kiggede ind gennem
Dagligstuen og ud af Vinduet til Haven, sagde hun:
-- Hvor mon dog Karen bliver af?
-- Aa, hun kommer nok, naar hun bliver sulten! sagde den gamle Frue
-- Sæt Dem nu ned, min gode, saa kan vi snakke lidt sammen! Værsgod
og tag et Stykke Kage! De er alt for beskeden, Mamsel! Det kommer man
ikke langt med i denne Verden!
Frøkenen havde placeret sig ved Bordet, og Baronessen satte sig paa
en Stol lige over for hende.
-- Køn er De ikke! sagde hun efter at have betragtet Kaninen en Stund
i Tavshed -- Men De er vist en god Sjæl. Maa jeg sige du til Dem?
Jansen rødmede helt op til den øverste Spids af Ørene.
-- Ja, gerne ... hviskede hun.
-- Naa, tog Hendes Naade fat og lænede sig bagover paa Stolen ret som
en Forhørsdommer i Funktion -- Naa, min Pige, hvad synes du saa om at
være Skolemamsel hos min Svigerdatter?
-- Rigtig godt ... stammede Frøkenen.
-- Sludder! lød det brutalt fra den gamle -- Tal bare fra Leveren til
mig!
-- Bare Karen snart vilde komme! skreg det et Sted inde i Kaninen.
Hun kunde godt lide den gamle Frue; men hun holdt ikke af hendes
Krydsforhør.
-- Er du maaske ogsaa henrykt ved at bo i Oliekamret? spurgte
Baronessen.
-- Nej ... sagde Frøkenen sagte.
-- Naa dog ikke! Ved du, at det Hul, du kalder dit Værelse, blev i
salig Hannibals Tid brugt til Vognsmørelse og Petroleum? Men du
holder maaske meget af den Parfume?
-- Moder har ogsaa skrevet til mig, at jeg skulde bede Hendes Naade
om et andet Værelse ...
-- Ja, bed du kun væk, min Stump! ... Hvad er dine Forældre?
-- Min Moder er Enke ...
-- Naa, ja det er sandt, det ved jeg jo! Har hun flere Børn?
-- Ja, en Dreng og to Smaapiger ...
-- De er ikke konfirmerede?
-- Jo, Robert er; men Tvillingerne er kun tretten Aar ...
-- Har hun oven i Købet Tvillinger! Hun sidder vel smaat i det, din
Moder?
-- Ja, mange Penge har hun ikke ...
-- Hvor mange?
-- Hendes Pension efter Fader er 800 Kroner.
-- Herregud! Hvad var din Fader?
-- Amtsfuldmægtig ... i Hobro ...
-- Hvornaar døde han?
-- Til Oktober bliver det ... tre Aar siden ...
-- Spis Kage! ... Hvad døde han af?
-- Brystsyge ...
-- Er der nogen af Jer, der har arvet den Sygdom?
-- Nej det ... tror jeg ... da ikke ...
Her brast Kaninen i Graad. Hun slog Hænderne for Ansigtet og hulkede
højt.
-- Men Gud i Himlen! udbrød den gamle Frue betuttet -- Bli'er du syg?
-- Jeg holdt ... saa meget ... af Far ...
Baronessen rystede energisk sine Krøller.
-- Du er til Rotterne, min bedste! hvis du ikke faar lidt mere
Stivelse i dig! sagde hun.
-- Ja--a ... hviskede Kaninen trøstesløs.
Og da hun ufortrødent vedblev at græde, rejste den gamle Dame sig op
og gik om til hende, klappede hende paa Haaret og talte venlig med
sin dybe Mandfolkerøst.
-- Saa, saa, saa! sagde hun -- Er det en Maner for et stort Pigebarn!
Tør nu Øjnene og drik sin Chokolade! Saa skænker vi en Kop til.
Hendes Naade var lidt i Forlegenhed med Tilfældet. Hun havde ikke
haft meget med den Slags Taarer at gjøre i de sidste tredive Aar.
Hun lod igjen sin store, røde Haand glide kærtegnende hen over
Frøkenens Haar.
-- Det er et smukt Haar, du har, lille Ven! sagde hun -- Jeg holder
meget af Farven. Og saa er det saa blødt at føle paa som Kaninskind!
Jansen tog Hænderne fra Ansigtet, og i hendes Øjne lyste noget som et
Smil.
-- Det maa jeg lide! nikkede Baronessen tilfreds -- Vi kommer længere
frem ad Vejen med Grin end med Graad, min Stump! ... Gaa nu ind i
Sovekammeret og vadsk Øjnene; for det er da ikke værd, at Karen ser,
at hendes Læremor har vandet Agurker!
-- --
Lidt efter kom samme Karen vandrende op gennem Haven i Følge med Jens
Kusk.
Hun saa brillant ud, den lille, som hun gik der ivrigt gestikulerende
og konverserende. Hun havde en hvid, broderet Kjole paa, der næppe
naaede hende til Knæene; og en højrød «Bøllehat» sad hende bag ad
Nakken. Det lysblonde, næsten hvide Haar hang løst ned om Skuldrene.
Hendes Ansigt, Hals og Arme var stærkt brunede af Solen, og hendes
mørke Øjne tindrede lige op i Ansigtet paa Kusken, hvem hun
rimeligvis fortalte en umaadelig interessant Historie.
Baronessen og Frøkenen stod ved Vinduet og saa ud paa de kommende.
-- Det er en rar Tøs! sagde Hendes Naade -- _hende_ kan jeg godt
lide!
Paa een Gang brast begge Damerne i Latter:
Karen havde pludselig givet den intet anende Jens, der respektfuldt,
men rimeligvis lidt uforstaaende, gik og hørte paa hendes Beretning,
et saa eftertrykkeligt Puf i Siden, at han med nogle underlige
mastodontagtige Hop var faret midt ind i en Stikkelsbærbusk. Og der
stod han, medens Pigebarnet med et Glædeshvin sprang op mod Huset.
-- Tøs dog! truede den gamle Frue, da Karen kom ind i Stuen.
-- Saa du det, Bedstemor? lo hun og for hen til Vinduet for at se, om
Jens stak i Busken endnu.
Men han var da sluppen løs og gik nu op gennem Haven.
-- Hvad er det, der banker oppe paa Loftet? spurgte Karen og lyttede.
Larmen deroppe var begyndt igen.
-- Det er Stasia, det Utyske, der er i Skabet! ... saadan et Skab
skulde du ha', min gode Jansen, og sætte Vilddyret der ind i, naar
hun blev for slem!
-- Pyt! sagde Karen og slog med Nakken -- forleden lukkede jeg
Frøkenen inde paa ....
Hun fuldendte ikke Sætningen, men lavede bare nogle umaadelig store
Øjne, der var halvt forskrækkede og halvt skelmske.
Kaninen rødmede über und über.
-- Saa haaber jeg da, at du fik nogle ordentlige Strambuks, da du
lukkede op igen! mente Baronessen.
-- Det var ikke mig, der lukkede op ...
-- Karen ... bad Frøkenen og greb hende i Armen.
... Det var ... det var Far! fuldendte Pigebarnet ubarmhjertigt.
-- Haa, haa! lo den gamle Frue -- Det har været Spas for Helmuth!
.... Skønt Enkebaronessen havde stredet imod af alle Kræfter (det var
jo hendes Svigerdatters Barn), havde hun dog ikke kunnet holde Stand
imod Karens muntre og indtagende Elskværdighed. Det smukke, viltre
Pigebarn havde taget den gamle Raadsherres Hjerte med Storm.
Ogsaa Karen var meget charmeret i sin Bedstemoder, der var ganske
anderledes morsom og «grinagtig» end den stive, alvorlige «Grandma»
inde i København. Men Baronesse Alvilda, som hurtig mærkede denne
gensidige Sympati, syntes ikke om den og modarbejdede den aabenlyst
og hemmeligt.
Saaledes var det, som sagt, i Dag første Gang, at Karen aflagde
Enkebaronessen et Besøg. Og hun havde næppe faaet Lov dertil, om ikke
baade Baronen og hendes kære Grev Scheele, der nu atter befandt sig
paa Næsset, havde lagt et godt Ord ind.
Desuden mente Baronen, og med Rette, at man skyldte hans Moder denne
Høflighed ....
-- Tak for Suggerladen! sagde Jens Kusk pludselig højlydt ude i sin
Ensomhed i Køkkenet.
Den gamle Frue gik derud:
-- Vil han ha' en Kop til?
-- Næi, ellers mange Tak, Hinnes Naade!
-- Et Stykke Kage?
-- Næi, mange Tak!
-- Der ligger en Cigar til ham i Vinduet; den kan han gaa udenfor og
ryge!
-- Jeg si'er saa mange Tak! ... Og saa er det vel bedst, jeg gaar hen
og spænder for?
-- Nej! raabte Karen ud gennem Døren.
-- Jo! sagde Kaninen -- din Mama har sagt, at vi skal køre herfra Kl.
seks!
-- Saa spænder jeg altsaa for? spurgte Jens igen.
-- Nej! sagde Karen.
-- Jo! sagde Kaninen -- vil De være saa god!
-- Ja saa spænder jeg for da! sagde Kusken og gik.
-- Uf, Mama! vrissede Karen -- hun er somme Tider saa vigtig!
-- Haa, haa! lo den gamle Frue. Men hun tog dog Pigebarnet blidt i
Øret og sagde -- Du er en skidt Tøs! saadan taler man ikke om sin
Moder!
Larmen oppe paa Loftet voksede. Hængelampen over Spisestuebordet
ligefrem dirrede i sine Kæder. Men Baronessen lod, som om hun intet
hørte.
-- Vil Tøsen ha' mere Chokolade? spurgte hun.
-- Ja Tak! sagde Karen -- Aa, Bedstemoder, bad hun saa -- maa der
ikke blive lukket op for Stasia?
Den gamle saa hen paa det store Ur.
-- Om fem Kvarter! sagde hun -- Præcis Klokken syv lukker jeg op.
-- Hvad har hun gjort? spurgte Karen med Munden fuld af Kage.
-- Hun har sat Oldenborrer paa mig.
-- Oldenborrer? spurgte Kaninen.
-- Ja, Oldenborrer, det Skarn! nikkede den gamle Naade vredt -- I
Middags, da jeg laa og sov inde paa Sofaen, listede hun sig ud i
Haven og fangede fire af de største og satte dem op under mine
Skørter, saa jeg vaagnede ved, at de kravlede paa mine Ben!
Frøken Jansen gyste stille. Men Karen lo, saa det rungede.
-- Sikket Grin! sagde hun.
-- Nej, det var aldeles ikke «Grin», min Snut! mente Baronessen lidt
pikeret -- for jeg hader Oldenborrer!
-- Men hvor kunde det dog falde hende ind, Bedstemoder?
-- Aa, jeg havde givet hende et Par Kindheste, fordi hun slog mig en
Tallerken i Stykker!
-- Kindheste, spurgte Karen næsvist -- hvor mange Ben har de?
-- Fem! sagde den gamle og viste sin ene Haand frem -- Vil du ha' en
med hjem?
Karen lo og greb Baronessens Haand og kyssede den.
-- Du er en morsom Kone, Bedstemoder! sagde hun -- meget morsommere
end alle andre Mennesker!
Saa rullede Vognen frem ude paa Vejen og holdt foran Havelaagen. Og
samtidig slog Klokken seks paa det store Ur.
-- Der er Jens, den Skurk! sagde Karen.
-- Men Karen dog! formanede Kaninen.
Og saa tog man Afsked og kørte bort ....
Og da Uret næste Gang slog fuldt Slag, præcis syv, hverken et Minut
før eller senere, gik Hendes gamle Naade op paa Loftet for at aabne
Stasias Fængsel.


Stine Napoleon havde igen været inde i Præstens Kontor og hentet
Penge. Denne Gang var det hendes Ugeløn, thi det var Lørdag; men hun
havde da slaaet paa, at Pastoren snart maatte rykke ud med et Par
Kroner til Salve; Benet var værre end nogen Sinde.
Mascani havde siddet ved sit Skrivebord og hørt paa hendes Klager
uden at svare hende et Ord. Men pludselig var han faret op fra Stolen
og havde slaaet en Haand i Bordet, saa det rystede, og raabt, at han
vilde ikke høre mere paa hendes Vrøvl! Hvad kom hendes Sygdom og
Daarlighed ham ved? Hun havde sin gode Fortjeneste i Præstegaarden,
og dermed maatte hun nøjes. Af pure Medlidenhed holdt han paa hende
og lod hende faa Arbejdet i Haven, skønt hun udførte det tarveligt
nok. Han havde alt for længe fundet sig i hendes Paatrængenhed; og
tog hun sig ikke en mere beskeden Opførsel paa, maatte kun søge
Arbejde andetsteds.
Stine stod henne ved Døren og tabte ganske Maal og Mæle ved denne
Tordenbyge. Hendes smaa, lurende Øjne vidste ikke det Sted, de skulde
fæste sig. Hun pillede med sine røde, kluntede Fingre ved
Forklædebaandene, og Tæerne i de nøgne, graa Strømpefødder bevægede
sig nervøst under det stumpede Skørt.
-- Jager Pastoren mig væk? spurgte hun trodsigt.
-- Nej! sagde Præsten. -- Du skal faa Arbejde; det har jeg jo sagt!
Men jeg vil være fri for dit evige Prelleri for Penge. Du faar den
Løn, du har fortjent; og maa være glad til, at jeg beholder dig. Thi
Synet af dig er blevet mig en Vederstyggelighed!
Nu tog Stine det Parti at give sig til at græde.
-- Aldrig havde jeg dog tænkt _det_! sagde hun og løftede Forklædet
op til Øjnene. -- Herregud, at jeg skulde jages fra Gaarden med Spot
og Skam! Og hvor skal jeg gaa hen og skaffe Føden og Klæderne til
Børnene, naar Pastoren slaar Haanden af vos? Og hvad vil Manden si'e!
Aa Gud, aa Gud, at det skulde hænde!
Præsten gik tæt hen til hende og tog hende haardt i Armen. Hans Øjne
skinnede af Vrede, og hans Ansigt var blegt.
-- Du skriger, sagde han. -- Du klager og jamrer! Lykkelig er du, at
du kan det! Tror du ikke, at jeg kunde ha' Lyst til at hyle, saa det
hørtes over alle Bjærge? Men jeg maa tie, maa jeg, og lukke min Dør
og skyde Slaaen for for al den Jammer og Elendighed, som sidder
herinde! Det er Forskellen ser du, det er Forskellen paa Jer og os!
... Gaa saa! Gaa bort med dig! Jeg vil ikke se dig for mine Øjne, du
skidne Kar, som du er! Og tænker du paa at hævne dig, saa skal jeg
sige dig een Ting: _Den Dag er ikke fjern, da baade du og jeg skal
staa nøgne for Menighedens Aasyn!_
Han slap Taget i hendes Arm og stødte hende haardt fra sig hen mod
Døren. Og Stine skyndte sig ud gennem den med Skrækken stirrende frem
af sine vidtaabne Øjne. Træskoene snappede hun til sig ude i Forstuen
og humpede med dem i Haanden bort over Gaardspladsen, saa hurtig
hendes daarlige Ben kunde bære hende.
Nede i Haven stod Put-Amalie, hendes Naboerske, som ogsaa havde faaet
Arbejde i Præstegaarden.
-- Men Jøsses Kors dog, Stine! sagde hun og slog Hænderne sammen. --
Hva' fejl' dig dov? Har du set Gespenser?
Stine sank om paa en Bænk og lod Træskoene, som hun endnu holdt i
Haanden, dumpe ned paa Jorden ved Siden af sig.
-- Han er ædende, splintrende gal! stønnede hun. -- Han løftede Haand
imod mig!
-- Krestus Jesus! hviskede Amalie. -- Slog han dig?
-- Han kunde ha' vovet paa det! sagde Stine. -- En kunde bringe ham
li'e lukt ind i Tugthuset, hvis en vilde tale!
Amalie saa sig forfærdet om.
-- Hys, hys, dov! hviskede hun. -- Ta' vare paa din Mund! Du var evig
ulykkelig, om no'en hørte dig!
-- Jeg er den Unde raspeme li'e glad! beedigede Stine. -- Han har
voldt mig Ulykker og Spe'takler nok med Manden derhjemme i sin Tid!
Og nu nægter han mig de Par Skilling, som han ligefrem kan dømmes til
at betale mig, om det kom til Rettergang mellem vos!
-- Naa-aa, mente Amalie og skævede ondskabsfuldt hen til Naboersken.
-- I var vel enige nok om den Ting!
-- Hva' ved du om det? spurgte Stine skarpt.
-- Næi, naturligvis! ...
-- Har du kanske haft din Næse imellem?
-- Næi ....
-- Saa holder du din Hals!
Put-Amalie bed Svaret i sig. Hun vilde nødig være usams med Stine,
for det var paa hendes Anbefaling, at hun havde faaet sin Gang her i
Præstegaarden, og der faldt jo foruden Lønnen ofte en Kop Kaffe og en
Bid Brød af.
-- La' vos saa se aa faa plukket di Ribs af! sagde Stine efter en
lille Pause og stak Fødderne i Træskoene og gik hen og satte sig paa
den trebenede Malkeskammel, som hun havde bragt med sig hjemmefra,
da hun ikke taalte at staa oprejst og bøjet i Timevis.
Og begge tog de saa fat paa Arbejdet.
-- Det Svin! sagde Stine lidt efter indigneret. -- Ved du, hva' han
sa'e?
-- Nej? spurgte Amalie og spidsede Øren.
-- Han sa'e, at det vilde ikke vare længe, forinden baade han og jeg
skulde klæ' vos a' li'e midt for hele Menigheden!
-- Krestus Jesus! mumlede Amalie og korsede sig. -- Er det en Præst,
der kan føre saadan Ord i sin Mund! Men Pigerne deroppe si'er da
osse, at Fanden vist snart flyver a' Sted med ham; for der gaar ikke
en Dag, uden at han skriger og raaber og falder i Besvimelse, saa
Fruen og Frøkenen har nok aa gøre med at faa blæst Liv i ham igen.
Det _maa_ jo ende med et Mirakel!
-- Ja, at Vorherre kan putte saadan et Sind i en Præst! sagde Stine,
der nu var bleven mere rolig og raisonabel. -- Det er li'efrem til at
undre sig ihjel over! Men et kønskabt Mandfolk har han sgu altid
vaaren; og det er sgunne saa underlig, at et sølle Kvindfolk ikke kan
staa ham imod, naar han _vil_!
-- Næi vist saa! nikkede Amalie. -- Men hvorfor kan han ikke holde
sig til Konen? Det er jo da derfor, di har taget til Ægte.
-- Hun opdagede jo, at han kunde ikke nøjes med hende; og saa laasede
hun a'!
-- Jamen nu er han jo da blit gammel.
-- Gammel? grinte Stine. -- Hæ, det er li'som med Juleøl: jo ældre
det bli'er, jo værre sprutter det!
Længe endnu vedblev disse to hæderværdige Kvinder at tale skønne Ord
om deres arme Præst. Stine, der ellers altid plejede at veksle Tema,
naar Snakken mellem Naboer og Genboer faldt paa Mascani og hans
Bedrifter, lagde i Dag ikke det mindste Skjul paa sin Viden og
Kendskab til hans Færd i Præstegaarden og udenfor, fuld af Hævnsyge,
som hun var, paa Grund af den Behandling, hun havde faaet inde paa
Kontoret. Og Put-Amalie, hvis Liv og Levnet ej heller havde været af
Farve som den første Sne, lyttede fuld af Glæde og Andagt til den
andens Beretninger. Ja, stundom kunde hun endogsaa supplere dem med
et eller andet lille Træk, som endnu ikke var kommet Stine for Øren.
Hun vidste til Eksempel at melde om nogle Vandringer, Præsten foretog
sig inde mellem Klitterne paa de Tider af Dagen, naar Sognets Kvinder
og halvvoksne Tøse gik i Bad fra Strandbredden.
-- Jeg tror ligefrem, det er en Galskab i Blodet paa ham! sagde Stine
filosofisk. -- Du skal se, han ender paa Anstalten li'som Mikkel
Skrædder!
-- Eller i Tugthuset! mente Amalie. -- For _det_ er der da Straf for,
ved jeg!
-- Ja-a, hvis han forgriver sig paa dem! sagde Stine.
-- Det gør han sgu nok! nikkede Amalie fortrøstningsfuldt.
-- -- --
Som disse to Smaakoner talte om deres Sognepræst, saaledes talte den
hele Egn.
Ikke kunde to Mennesker komme sammen, uden at det straks lød: Har De
hørt den sidste om Mascani? Har De hørt? Har De hørt?
Enkelte alvorlige Eksistenser blev baade røde og blege af Forargelse
og mente, at der burde klages til Provst og Bisp. Men de fleste lo og
morede sig over Præstens Bukkespring, som man næsten altid er
tilbøjelig til at le af og more sig over den Art erotiske
Kalamiteter. De betragtes som en Slags moralsk Tandværk, der kun gør
sit Offer latterligt!
Men den ulykkelige Mascani selv lo ikke! Han følte klarere og klarere
en Katastrofe nærme sig. Og som et Menneske, der mærker Sindssygen
gro i sin Hjerne, faldt han snart hen i dump Resignation og rasede
snart i vild Fortvivlelse, skreg op og slog om sig derhjemme i sin
Stue, saa at hans Kone og Datter sad blege af Angest. Ind til ham
kunde de ikke komme, da han altid stængede Dørene til sit Kontor,
naar han mærkede et Anfald nærme sig. Men de holdt Vagt i Stuerne
udenfor og vogtede paa ham, at ikke Tjenestefolkene skulde komme i
Nærheden og lytte og forstaa og bringe Sladder og Rygter i Omløb.
Det var strenge Dage for Clara og hendes Moder. De havde aldrig et
Øjebliks Ro. Var Pastoren ude, afventede de i dirrende Spænding hans
Hjemkomst. Og naar han var hjemme, for de sammen ved hver usædvanlig
Larm og sendte hinanden ængstelige Blikke. Thi Præsten havde engang
ladet en Ytring falde om, at man maatte være belavet paa, at han en
skønne Dag «gjorde en Ende paa det hele».
Og var Dagene onde at gennemleve, var Nætterne endnu værre. Naar de
to Kvinder var gaaet op paa deres Værelse for at gaa i Seng, kunde de
i Timevis holdes vaagne af hans Puslen og Listen i Etagen nedenunder.
Clara, der havde maattet flytte sin Seng ind i Pastorindens Værelse,
var engang gaaet ned for at se, hvad Faderen tog sig for. Men hun
fandt Døren til Dagligstuen aflaaset; og da hun kiggede ind gennem
Nøglehullet, saa hun ham vandre rundt derinde, nøgen til Bæltestedet,
medens han hudflettede sin blottede Ryg med et knudebesat Reb, saa
han stønnede ved det. I Rædsel havde hun da hugget sine knyttede
Hænder mod Døren og raabt:
-- Far, Far, hvad er det dog! Luk op! Lad mig komme ind! Hører du!
Hører du!
Men saa var Lampen bleven slukket, og ikke en Lyd hørtes mere
derinde.
Lidt efter var Moderen ogsaa kommen ned, og de havde da begge gaaet
den halve Nat udenfor paa Gangen og lyttet. Men alt havde været
stille.
Og da Mascani næste Morgen mødte til Te i Spisestuen, var der intet
usædvanligt at spore hos ham. Og spørge turde de jo ikke ...
Gladest var disse tre ulykkelige Væsener, naar de var ude i Selskab
eller selv havde Gæster. Saa kunde Pastoren spøge og le og være den
muntreste af de muntre. Ingen skulde da let kunne tro om den Mand, at
han førte en daglig opslidende Kamp med sig selv for ikke pludselig
at udstøde dette hvinende, skærende Skrig, der stadig laa som en
Klump i hans Bryst og pressede paa og vilde frem; dette Skrig, der
engang (det vidste han, og derfor var hans Kamp saa fortvivlet) vilde
tage Magten fra hans Vilje og pine sig frem gennem hans Strube som
Skriget fra et dødsramt Dyr, der har kæmpet for Livet ....
Dog var der et Par Øjne, som hans selskabelige Munterhed og Livsglæde
ikke skuffede: Det var Hendes gamle Naades.
-- Kom lidt herhen, bedste Macaroni, kunde hun en saadan Aften sige
-- og sæt Dem ved Siden af mig, at vi kan faa en Passiar sammen! ...