Slægten - 11

-- Jeg vil tale med dig! Jeg vil være alene med dig!
-- Jamen, kære ...
Helmuth næsten løb hen mod Chaiselonguen, hvor hun sad. Hans Hænder
var knyttede.
-- Gaar du? spurgte han. -- Eller skal _jeg_?
Og han lod sin tunge, kluntede Næve falde haardt ned paa hendes
Skulder.
-- Men Helmuth dog! sagde hun og rettede sig rask i Vejret. -- Er du
forrykt?
-- Ja! Ja! Men det er dig! Det er din Skyld! Jeg har ikke bestilt
andet end at føje dig og være god imod dig! Og du! Og du!
Hun lagde sin Haand beroligende paa hans Arm. Det var ikke langt fra,
at hun var ved at smile. Men hun betvang sig og saa ham rolig og
trohjertet ind i de vrede Øjne.
-- Sæt dig ned, Helmuth, sagde hun. -- Du ødelægger dig engang selv
med din Hidsighed. Sæt dig! Og lad os tale roligt sammen. Hvorfor
gaar du og gemmer dine Sorger? Det bliver bare meget værre saa; med
_dit_ Temperament. Du trænger til at meddele dig. Og hvem er nærmere
til at være din fortrolige end jeg?
Han var sunken ned paa Chaiselonguen ved Siden af hende, og hendes
Haand gled blødt hen over hans, medens hun talte.
-- Jeg ved, at din Moder har været her i Søndags, vedblev hun. -- Og
jeg ved ogsaa, hvad hun har sagt. Din Moder kan ikke lide mig.
Hvorfor aner jeg ikke. Maaske fordi jeg har indtaget hendes Plads her
paa Gaarden. Jeg har prøvet alt for at drage hende til mig; men hun
er uforsonlig. Hun udspejder og udspionerer mig, som om jeg var en
Forbryder. Og rundt i Egnen verserer de frygteligste Rygter, som
stammer fra hende. Og nu har hun jo været her og vil ogsaa fylde dig
med den samme forrykte Snak om ... om ... om mit Forhold til min
Fætter, Grev Scheele!
Det gav et Ryk i Helmuth, og han stirrede stum af Overraskelse sin
Kone ind i Ansigtet. Hans Mund aabnede sig, og hans Underkæbe fik et
hængende, næsten faareagtigt Udtryk.
-- Du, mumlede han -- du ... du siger det selv?
Baronessen betragtede ham blidt smilende. Hendes Øjne saa
saa duefromme ud. Kun inderst inde i dem luede Angesten og
Agtpaagivenheden endnu.
-- Ja, sagde hun -- naar man ikke er sig nogen Brøde bevidst, ved jeg
ikke, hvorfor man skulde lade sig skræmme af ildesindede Menneskers
Sladder!
Der blev en Pause. Man hørte tydelig det store Urs regelmæssige
Dikken inde fra Baronens Kontor, og af og til gnavede og raslede en
Rotte bag Panelet. Ellers syntes alt i den mægtige Bygning at være
hensunket i Søvn.
Tankerne myldrede og tumlede rundt i den arme Helmuths stakkels
Hjerne. Saaledes havde han ikke tænkt sig, at hans Rettergang skulde
ende! Han havde forestillet sig noget i Retning af Graad og
Tilstaaelse og Bøn om Naade. Og saa en Forsoningsfest med Knæfald og
dyre Løfter og ham selv som den tilgivende Guddom, der havde taget
Synderinden i sine Arme og ved sin Storhjertethed og Højmodighed
havde knyttet hende til sig og gjort hende til sin lydige og ydmyge
Slavinde, sin urørlige og ukrænkelige Ejendom for Tid og Evighed!
... Men nu var det jo _ham_, der kom til at bede om Forladelse og
Tilgivelse, siden hun var uskyldig i det, han havde hende mistænkt
for. Fanden ogsaa, at hans Mo'er ...
Men saa kom han pludselig til at tænke paa, at Alvilda havde holdt
skjult for ham, at hun havde været sammen med Scheele i Søndags ude
hos Borgmesterens! ... Og Papirsstumpen, han havde i Lommen nede fra
Straahytten!
-- Er det længe siden, du har været sammen med din Fætter? spurgte
han og glædede sig stille over sin Snedighed.
-- Ja, han kommer her jo aldrig, sagde hun rolig. -- Han har vel
kunnet mærke, at du ikke kan lide ham.
-- Jeg spø'r, om det er længe siden, du har været sammen med ham?
-- Sammen med ham ... jo, ja ...
Hun blev usikker, tøvede med Svaret, vidste ikke, om hun skulde sige
Sandheden, eller ....
Men Blodet for igen Helmuth til Hovedet, og han kunde ikke beherske
sig længere.
-- Han var jo hos Borgmesterens i Søndags! bruste det ud af ham, og
hans Øjne lynede.
-- Ja, det er sandt, det var han jo ogsaa! Det havde jeg rent glemt!
smilede hun.
Atter følte Baronen sig halvt afvæbnet; han var jo ikke videre
bevandret i den ædle Forstillelseskunst.
-- Hvorfor har du ikke fortalt mig det før? mumlede han.
-- Kjære Helmuth, sagde hun, og hendes Øjenlaag blev røde, som holdt
hun med Magt Taarerne tilbage. -- Du har ikke været god imod mig i
den sidste Tid. Jeg ved snart ikke, hvad jeg tør tale til dig om, og
hvad ikke. Husk paa, min Ven, at mit Liv hidtil har været alt andet
end glædeligt. Og da jeg gav dig mit Ja og fulgte med dig herover,
troede jeg, at jeg skulde faa det godt og roligt. Og saa ... og saa
piner og plager du mig med dine uværdige Mistanker ... Du gør fælles
Sag med din Moder, der er skinsyg paa mig, fordi jeg indtager en
Plads her, som hun mener tilkommer hende ... Og ganske ene staar jeg,
borte fra Familie og Venner .... Hvor kan du, der ellers er saa god,
bringe det over dit Hjerte ....
Her brød Taarerne virkelig frem af den ædle Dames Øjne, og hun
skjulte Ansigtet i sine Hænder.
Og Helmuth sad paa ny hjælpeløs.
-- Lille Vilde, sagde han og strøg hende kluntet angergivent op og
ned ad Ryggen -- jeg holder jo saa voldsomt meget a' dig; det er
derfor. Jeg ved jo godt, at jeg ikke er saa fin som dig. Du er meget
bedre vant. Og Mo'er fortalte, at alle Mennesker sa'e, at du og
Scheele ... De ha'de set Jer ride sammen. Og I holdt Stævnemøder.
Jeg kunde ikke være bekendt at finde mig deri, sa'e de. Og da du nu
ikke fortalte mig, at du ha'de truffet ham i Søndags, saa troede jeg
... Og da jeg saa i Eftermiddags ogsaa fandt dette her Brev nede i
Straahytten ....
-- Brev? Hvilket Brev? spurgte hun aandeløst. Hendes Hænder _faldt_
ned fra hendes Ansigt, og hun sad foran ham, dødbleg og med
vidtopspilede Øjne.
Men han lagde ikke Mærke til hendes Rædsel. Han tænkte bare paa, at
han havde gjort hende Uret, og at det var Synd af ham, og at han
holdt saa voldsomt meget af hende.
-- Det er bare denne her Papirstump, sagde han ydmygt og rakte den
frem mod hende. -- Der staar noget om en Baad, og det er jo da
skrevet med Scheeles Haandskrift.
Hun snappede Papiret fra ham og læste.
-- Men det er maaske slet ikke til dig? spurgte han og ønskede
halvvejs, at hun skulde sige nej.
-- Jo.
-- Er det?
-- Ja!
-- Men ... jamen ... hva' ...
Baronessen havde nu ganske genvundet sin Fatning.
-- Helmuth, sagde hun og saa ham med et fortræffeligt konstrueret
varmt og taknemmeligt Blik ind i Øjnene -- nu da du har talt til mig
om, hvad der har pint dig, saa vil jeg ogsaa betro dig ... fortælle
dig alting! Men du maa love mig ikke at blive hidsig? ... Det er jo
Angesten for din Hidsighed, der har afholdt mig fra at tale til dig
før ... Brevet her er fra min Fætter. Han skriver af og til til mig.
Han ... han holder af mig. Ja, jeg burde maaske ikke sige dig det,
thi han har bedt mig om at bevare det som en Hemmelighed. Men jeg vil
ikke, at du skal gaa rundt med den stygge Mistanke. Han har jo
mærket, Stakkelen, at han ikke længere var nogen velset Gæst her paa
Næsset. Og saa har han bedt mig om en Gang imellem at skrive sig til.
Det er maaske uforsigtigt af mig; men jeg har saa ondt af ham. Og
Herregud, naar et Brev kan glæde ham ..... Men hvis du ikke synes om
det, Helmuth, saa ....
Helmuth sad sammenbøjet med Albuerne hvilende mod Knæene og Hovedet
støttet i Hænderne. Og oppe i hans Hjerne hamrede det uophørligt: Jeg
tror hende ikke! Jeg tror hende ikke!
-- Forvalteren siger, at han ligger hernede ved Badehuset og roder i
sin Baad hver Aften! mumlede han.
Baronessen lo lidt anstrengt.
-- Aa Herregud, det arme Menneske!
-- Jeg skyder ham ned som en Hund, hvis jeg træffer ham!
-- Men Helmuth dog!
-- Og jeg forbyder dig at ta' imod hans Breve og at svare ham! Jeg
vil ikke ha' det!
-- Saa, saa! smilede Damen blidt og tog hans Haand (hun vidste snart
ikke sine levende Raad, Skroget). -- Bliv nu ikke ivrig igen, sagde
hun. -- Er det noget at tage sig hans Studenterforelskelse saa nær!
... Du ved jo dog (her blev hendes Stemme lind og logrende som en
Kattesvans), at jeg med Sjæl og Sind føler mig bunden til min gamle,
fæle, hidsige Bjørn!
Baronen skød hendes Haand til Side og rejste sig.
-- Jeg skyder Jer begge to, hvis jeg opdager, at du lyver!
-- Men, kære ...
-- Begge to! Jeg vil ikke ha' det Maskepi!
-- Jamen, jeg har jo forklaret dig ...
-- Hum! Mo'er siger, at du ikke er til at stole paa over en
Dørtærskel!
-- Og du tror din Moder bedre, end du tror mig ...
Helmuth greb hende i Armen:
-- Du skriver jo til ham! Du træffer jo sammen med ham. I holder jo
Stævnemøder med hverandre! Hva' Fanden, naar du ikke bryder dig om
ham, saa lad ham sejle sin egen Sø! ... Den Dreng!
Og han blev mere og mere ophidset. Alle de Tanker, der i de sidste
Dage havde malet rundt oppe i hans Hjerne og pint og plaget ham og
gjort ham saa nervøs, at han kunde have knust og splintret alt, hvad
der stod ham i Vejen, dem maatte han nu have væltet fra sig, skaffet
sig Luft for: _Om_ hun narrede ham! Om der var mere mellem hende og
Fætteren, end hun vilde ud med! Om hans Moder havde haft Ret, da hun
kaldte hende for et lumsk og snedigt Fruentimmer!
-- Sid ikke der og se saa fjollet ud! sagde han brutalt. Jeg bli'er
bare arrig af at se paa dig! Jeg ved godt, at du bare har ta'et mig
for at blive forsørget! Og at du bare gør Nar af mig! Og at jeg bare
er en Bondemand ved Siden af dig. Men nu _har_ du mig, nu er vi gift!
Og jeg skal vise dig, at jeg er Mand for at være Herre i mit Hus!
Han greb hende igen i Armen og ruskede til.
-- Forstaar du mig? For_staar_ du mig? spurgte han. -- Jeg vil ha',
du skal lystre! Jeg har godt set dig grine til din Greve, naar jeg
sa'e noget, der ikke passede Jeres fine Fornemmelser. Mange Gange har
jeg set det. Men hvem er det, der har købt nye Kjoler til dig? Og
Vognen? Og Ridehesten? Du kunde ha' faaet det med mig, som du vilde;
men du har gaaet her og holdt mig for Nar! Du bryder dig ikke en
Døjt om mig. Det var bare for at komme i Stilling, at du tog mig. Men
jeg skal lære dig noget andet herefter. Du er _min_, forstaar du! Jeg
har _købt_ dig, forstaar du! Hvad bragte du med her til Gaarden?
Ingenting! Ikke saa meget som der kan ligge paa en Negl! Du maa takke
din Gud til, at jeg vilde ha' dig og din Datter, som sad der og aad
tørt Brød af din Moders Naade! Og her lever du som en Dronning, gør
du, som en Dronning. Og din Datter som en Prinsesse. Men hende har du
ogsaa lært at grine af mig. Jeg har godt set det. Jeg har set det
mange Gange! Og jeg holder Lærerinde til hende, som om hun var mit
eget Barn. Men det er Takken, jeg har! Det er Takken, jeg har .....
Baronessen var sunken ned paa Chaiselonguen og sad nu med lukkede
Øjne bleg og stille og lod hans vanvittige og uoverlagte Ordstrøm
rulle hen over sit Hovede. Havde han tidligere indgydt hende
Ligegyldighed og Foragt ved sin Raahed og sit bondeagtige Væsen, saa
forvandledes disse Følelser nu til Væmmelse og Had. Men samtidig
bævede hun ogsaa for, hvad han i sin utæmmede Brutalitet kunde finde
paa at foretage sig, nu de var alene i det store, sovende Hus!
Helmuth gik rastløs op og ned ad Gulvet. Hans Hænder var knyttede, og
hans smaa, brune Øjne plirede af og til hen mod hende: Se, hvor
stille hun sad. Og hvor bange hun var! Nu havde han nok faaet
Krammet paa hende. Hæ, hæ, han skulde lære hende at krybe for ham og
slikke hans Haand som en Hund, der rystede for Pisken!
Hun sad med Hovedet bøjet ned mod Brystet, og de hvide, smalle Hænder
foldede i sit Skød. Mellem Kjolelinningen og Haaret lyste Halsen frem
slank og rund og med en svag, rosenrød Tone i Skæret fra Lampen.
Denne Strimmel Kød gjorde ham blød om Hjertet.
Han standsede.
-- Vilde ....
Intet Svar.
Han gik nærmere og bøjede sig ned over hende.
-- Vilde ....
Hun saa op paa ham koldt og afvisende. Saa bøjede han sig helt ned og
kyssede hende paa Halsen:
-- Har jeg været for slem imod dig, Vilde?
Hendes Ansigt og Øjne vedblev at være rolige. Men dybt i hendes
Hjerte lo det haanligt. Hun kendte Mændene; hun kendte disse
«Skabningens Herrer»: Som brølende Løver rejste de sig mod Kvindernes
Sjæle; men som lystne Hunde dansede de logrende omkring deres
Legemer!
-- Er du vred paa mig, Vilde?
-- Du burde vide bedre at tøjle din Hidsighed, Helmuth. Du ved jo
somme Tider ikke, hvad du selv siger!
-- Nej ... nej, men ... Han gik hurtig om paa den anden Side af
Chaiselonguen og satte sig ved Siden af hende og slog en Arm om
hendes Liv.
-- Men det er jo, fordi jeg holder saa voldsom meget af dig! sagde
han. -- Det er, fordi jeg bli'er helt gal, naar jeg tænker paa, at du
maaske har noget at gøre med andre! Bare vi kunde faa den Søn, Vilde!
Saa vilde alting blive meget bedre. Jeg vilde saa gerne ha' ham. Folk
griner af mig, fordi der ingen kommer. Jeg kan heller ikke forstaa
det! ... Du gør da ikke noget for at hindre det, Vilde, hva'?
Baronessen rev sig ud af hans Arm og gik bort fra Chaiselonguen: Hun
kunde ha' slaaet ham i Ansigtet paa Grund af hans Ubehøvlethed!
Men Helmuth rejste sig og fulgte hurtig efter.
-- Lille Vilde! hviskede han kælen og greb fat i hendes Kjole.
Saa vendte hun sig og stod rank og bleg foran ham.
-- Nu kan det være nok! sagde hun med en Stemme, som dirrede af
Vrede. -- Ikke et Ord mere! Jeg _vil_ ikke taale alle dine
Fornærmelser! Jeg forbyder dig at tale saaledes til mig! Jeg forbyder
dig at komme i Nærheden af mig! Jeg forbyder dig at røre ved mig! Jeg
forbyder dig herefter at sætte dine Fødder i vort Soveværelse! Vil
_du_ være der, saa gaar _jeg_ min Vej ... over i den anden Fløj ...
i et af Gæsteværelserne .... Jeg vil ... jeg _vil_ ikke mere finde
mig i din Mangel paa Opdragelse ... din Taktløshed ... din ...
din .....
-- Vilde ...
-- Nej; jeg har faaet nok af at høre paa dig i Aften. Der maa dog
være en Grænse!
-- Vilde! sagde han truende.
Hun lod, som om hun ikke hørte ham.
-- Skal jeg lade Kammerjomfruen flytte mine Sager over i
Gæsteværelset; eller vil _du_ sove der? spurgte hun og vendte sig for
at gaa.
Men da greb han hende med begge Hænder i Skuldrene, og hans Stemme
lød hæs og stakaandet, som var han ved at kvæles.
-- Sludder! hviskede han med sin Mund tæt ind til hendes Øre, medens
han havde trukket hende over imod sig, saa at hendes Ryg hvilede mod
hans Bryst, og hendes Hovede næsten laa paa hans Skulder. -- Sludder!
Sludder! gentog han. -- Skab dig ikke! ... Saa jeg er dig ikke fin
nok, hva'? Ikke dannet nok? Ho, ho! Du vilde gemme dig til din Greve?
Men jeg skal lære dig noget andet! Du skal lystre, lystre, _lystre_,
forstaar du! Ellers ta'er jeg dig med Vold! Forstaar du? Hører du?
Jeg ta'er dig med Vold! Jeg ta'er dig med Vold! Gaa ind og klæd dig
af! Naa! Og sig til Kammerjomfruen, at hun skal gaa i Seng; du
behøver hende ikke i Aften! ... Naa!
Han løsnede Grebet i hendes Skulder og gav hende et Puf, for at hun
skulde efterkomme hans Befaling. Men Baronessen svarede ikke og rørte
sig ikke; hun laa halvt besvimet og sanseløs lænet tilbage op mod
ham.
Da tog han hende i sine Arme og bar hende ind i Soveværelset. Derinde
lagde han hende i den store, lave Lænestol foran Toiletspejlet. Et
Øjeblik stod han og saa paa hende som et Vilddyr paa sit Bytte.
Derpaa gik han hen og aabnede Døren ind til Kammerjomfruens Værelse,
hvor ogsaa Karen sov:
-- De kan godt gaa i Seng! Baronessen behøver Dem ikke i Aften!
Saa gik han tilbage hen til Stolen.
-- Klæd dig nu af!
Men hun rørte sig ikke og svarede ikke.
Da begyndte han selv med famlende, nervøse Hænder at rive Klæderne af
hende, medens han ustandseligt mumlede:
-- Jeg skal vise dig, hvem der er Herre! Jeg skal vise dig, hvem der
er Herre!
-- -- --
En Times Tid senere sov Baron Helmuth trygt og fast i Sengen ved
Siden af sin Hustru. Han laa paa Ryggen med vidtopspilet Mund, og
hans buldrende Snorken gav Genlyd i det højloftede Værelse.
Men Baronesse Alvilda laa med aabne, søvntunge Øjne og stirrede
haabløst op mod den rosenrøde, mat-lysende Ampel over sit Hovede.
Denne Ampel, der hænger som et yndigt Kyskhedens Symbol over enhver
velordnet Ægteseng.


Kirken var overfyldt. Der sad Hoved ved Hoved i de lange Bænkerader.
Mændene til højre for Midtergangen, Kvinderne til venstre. Bønder og
Husmænd med deres Kvinder og Børn. Alle var de i Kisteklæderne; og
Luften under de lave, hvidkalkede Hvælvinger laa fuld af denne
stramme, sødlige Lugt af Uld og Hvergarn, der kun tages frem og
bringes for Lyset og Dagen ved Fester og paa de store Højtider.
Det var den fjortende Søndag efter Trinitatis; og Pastor Mascani
skulde holde Høstprædiken.
I Stolen nærmest Kordøren sad Pastorinden og Clara. De plejede ellers
at skiftes til at overvære Gudstjenesten. Den ene fulgte med Præsten
over i Kirken, medens den anden blev hjemme for at have Overopsynet
med Middagsmaden. Men i Dag var de der begge. Mascani havde ønsket
det. Ved Frokosten havde han sagt til sin Kone: Du følger med os
andre i Dag, Johanne!
-- Jamen, havde Fruen forsøgt -- Maden, Adolf ....
Men Adolf havde rynket Brynene:
-- Du gaar med! Jeg har noget at sige, som du skal høre!
-- Ja, ja, naar du gerne ser det, saa gør jeg det naturligvis ....
Da Pastoren var gaaet ind i sit Soveværelse for at iføre sig Ornatet,
var Fru Mascani sunket om paa en Stol i Spisestuen og havde siddet
der fed, bred og ulykkelig, medens Taare efter Taare stille var
piblet frem under hendes Øjenlaag og trillet ned i hendes Skød. De
sidste Tiders Uro og Angest havde ganske undergravet den arme Kones
Kræfter og Modstandsevne. Det Overtag, hun hidindtil havde haft over
sin Mand, og som hun havde været stolt af og til Dels levet paa, det
var lidt efter lidt blevet forandret til en ydmyg Bøjen sig for hans
vekslende Luner, en dirrende, skrækfyldt Gruen for, hvad det næste
Øjeblik vilde bringe. Hun turde næppe længere aabne en Dør af Rædsel
for at se sin Mand ligge i Værelset bag den i Graad og Krampe, eller
finde ham rastløs vandrende op og ned, talende med sig selv vildt og
ustandseligt, snart anraabende Gud om Tilgivelse og Naade, og snart
udslyngende de frygteligste Blasfemier og Haansord mod den Guddom,
den Religion og den Kirke, hvis Vogter og Forkynder han var indsat
til at være. Og hun havde een Gang overrasket ham inde i Havestuen,
hvor han stod foran det store Spejl og vrængede af sig selv og under
uhøviske Gebærder og vanvittige og sjofle Tilraab havde truet med
knyttet Haand og Gang efter Gang spyttet i Raseri ind mod sit eget
Billede.
-- --
Degnen og Menigheden, baade Medlemmerne med og uden Stemme, var midt
i Salmen 460:
Hvor kan du dog i Synden le,
Du lysoptændte Øje ....
da Døren til Herskabsstolen sagte blev aabnet, og Herskabet
fra Næsset, Karen og Kaninen iberegnet, traadte stille ind.
Enkebaronessen sad der allerede. Hendes dybe Røst klang højt og
fuldttonende hen under Hvælvingerne; og hun nøjedes med at hilse de
kommende med et afmaalt og højtideligt Nik og sang videre. Menigheden
skævede op fra Salmebøgerne for at se, hvem af Gaardens Folk der gav
Møde. Og da den saa, at man fremstillede sig fuldtalligt, gled ogsaa
den som beroliget ind i Salmesangen igen.
Herskabsstolen var anbragt lige over for og i samme Højde som
Prædikestolen. Den var som en Slags Balkon, der sprang frem over
Gulvets Bænkerader. Og man kom op i den ad en privat Indgang ude fra
Kirkegaarden. Kirken hørte jo under Næsset; og Stolen skrev sig fra
de Tider, da v. Leunbacherne betragtedes og følte sig som Egnens
Konger. De gode Tider og forstandige Tider, da der endnu var Forskel
paa Mennesker og Bønder.
Vend om til Gud, saa vil han sig
Med Naade til dig vende .....
Pastoren, som under Salmesangen havde staaet oppe ved Alteret med
Ryggen mod Menigheden, rank og med højt hævet Hoved, vendte sig nu og
gik langsomt frem gennem Koret og op ad den smalle, knirkende
Trætrappe, der førte op til Prædikestolen.
Fru Mascani stirrede fuld af Angest hen mod sin Mand. Og hjælpeløst
greb hun Claras Haand og hviskede:
-- Barn, Barn, jeg er bange for din Fa'r i Dag!
Men Clara tyssede paa hende og lod, som hun selv var rolig og
uforsagt, skønt hendes Hjerte hamrede nervøst, og hendes Stemme
rystede. Faderens Ord ved Frokostbordet, at han havde noget specielt
at tale med Menigheden om, fyldte hende med en kvælende Rædsel. Og da
hun nu saa hans Øjne, der dybe og sorte lyste med uhyggelig Glans
frem af det voksgule Ansigt, kunde hun have rejst sig og skreget ud i
Kirken, at man skulde gribe Præsten og føre ham bort, hjem til
Præstegaarden og lukke ham inde og hindre ham i at tale!
Ogsaa oppe i Herskabsstolen var der Uro at spore. Baronesse Alvilda
havde bøjet sig hen mod sin Mand og hviskende gjort ham opmærksom paa
Præstens besynderlige Udseende. Og Hendes gamle Naade var pludselig
ophørt med at synge. Da Mascani havde vendt Ansigtet om mod
Menigheden og med sit Blik havde omfattet alle disse krummede Rygge
og bøjede Nakker, havde hun set et skadefro Glimt spille i hans Øjne,
og hans Læber havde trukket sig nedad som i usigelig Foragt. Han
havde mindet hende om en Skuespiller, der bereder sig paa vildt og
lidenskabeligt at udslynge Haansord mod Guder og Mennesker,
forbitrede, vanvittige Haansord og Beskyldninger, der skulde fylde
Tilhørerne med Rædsel og Gru. -- Og hun var bleven halvt angest og
halvt nysgerrig; og hendes Øjne var ikke veget fra ham, som han rank
og knejsende i sin folderige Kjole og med Pibekraven om Halsen var
skredet frem gennem Koret hen mod Prædikestolen.
Nu stod han deroppe og støttede sine smalle, hvide Hænder mod det
røde Fløjl, hvormed Kanten af Prædikestolen var betrukket. Hans
Øjenlaag sænkede sig ned over hans Øjne, Musklerne om hans Mund
bævede, og hans Fingre borede sig krampagtigt ind mellem Læsepultens
Guldfryndser ...
-- Helmuth! sagde Enkebaronessen og greb sin Søn haardt om Armen.
Men i det samme aabnede Præsten igen sine Øjne; og hans Stemme lød
højt og klart frem over Degnens og Menighedens monotone Sang, da han
pludselig istemte de tre sidste Linier af Salmen:
Sæt dig kun for af ganske Hu,
At du vil aldrig mere nu
Din Lyst i Synden søge.
Der gik en raslende og puslende Lyd hen gennem Kirken som ved et
Vindpusts Leg med vissent Løv. Det var Menigheden, som bladede om i
Salmebøgerne for at finde Dagens Evangelium, der nu skulde forkyndes.
Og alle Ansigter vendte sig opad mod Hyrden, som stod deroppe, højt
hævet over sine Faar, hvis Øjne og Øren aabnede sig for at lytte til
de Trøstens og Husvalelsens Ord, han havde at medgive dem som nærende
Manna paa den kommende Uges møjsommelige Ørkenvandring gennem Slid og
Slæb, Arbejde og Forsagelse.
Men Præsten stod tavs med korslagte Arme og saa ud over Forsamlingen.
Der tegnede sig et bittert Smil omkring hans Mund, og hans Øjne lyste
med en stikkende, skadefro Glans. Saa fugtede han Læberne med Spidsen
af Tungen og aandede dybt ud.
-- Ene vandrer et Menneske frem gennem Livet! begyndte han, og hans
Stemme klang hult og truende tilbage fra de nøgne Mure -- Ene kom du
til Verden. Ene skal du fare herfra. Herren gav, Herren tog, Herrens
Navn være forbandet!
Der var dødsstille i Rummet. Kun Præstens tunge Aandedræt lød som en
dæmpet Stønnen hen under Hvælvingerne. Men da en Fugl i det samme
fløj haardt ind mod en af de smaa Ruder i Vinduet i Koret, gik der en
angestfuld Gysen som et Stød igennem Menigheden.
Men Mascani syntes ikke at lægge Mærke til Mængdens Uro; han støttede
begge Hænder mod Prædikestolens Kant og bøjede sig frem over den som
for at blive set af alle.
-- Her staar jeg, sagde han -- en Synder for Gud og Mennesker. Men
jeg ryster Ansvaret af mig. Thi hvem har stillet mig paa denne Plads?
Hvem har paa mine Skuldre lagt en Byrde, som jeg ikke har formaaet at
bære? I Lænker skulde jeg være lagt. I Celle skulde jeg være sat. I
Forvaring skulde jeg være bragt. Med Svøbe skulde jeg være pisket.
Hudstryges! Tornekrones! Thi jeg er det Guds Lam, der har øvet
Alverdens Synd! -- Og I har set mig i min Fornedrelse. I har taalt
mig midt iblandt Eder. I er kommen til mig om Raad og Hjælp, skønt I
vidste, at jeg var som en kalket Grav, hvis Indre stank af
Forraadnelse. Derfor vælter jeg Ansvaret over paa Eder! -- Jeg har
drevet Hor og Utugt med Eders Hustruer og Døtre. I har vidst det. I
har taalt det. Skorpioner skulde I ha' taget og pisket mig bort fra
Eders Aasyn! Men I har logret for mig som Slaver og Trælle, fordi jeg
stod paa den Plads, jeg staar. I skriger paa Frihed og Lighed, I!
der kryber som Orme og Tudser paa Eders Bug og slikker Støvet under
de mægtiges Fødder! -- Dag og Nat, i Maaneder og Aar har jeg ventet
paa, at en iblandt Eder skulde staa op og slynge mig min Brøde i mit
Aasyn og tilraabe mig et Stop, der skulde lyde som en buldrende
Torden over Landet. Men I tav og taalte. Og kom det højt, sendte I
Eders Kvinder til mig, at de skulde indkræve Skat for deres Gunst. --
Da fyldtes jeg af Lede for alt og alle. Og jeg søgte Grunden til
Eders Trældomsfrygt. Og se: fra Hytten og til Borgen fandt jeg rig og
fattig besudlet som jeg selv af Utugt og Hor! Paa Halm og Silke fandt
jeg Mænd og Kvinder stønnende af Begær efter, hvad Næstens var. Om
Dagen saa jeg blide Miner og tugtige Øjne. Om Natten uren Brunst og
stakaandet Brynde! ... Stille! Lad mig tale! Afbryd mig ikke med
Eders Raab, thi nu er Timen kommen, da Eders Øjne skal oplades; og
Stunden er inde, da I skal vorde vise! Dette er det ny Evangelium,
som prædikes for Eder til Syndernes Forladelse: _Der er ingen Gud!_
Hører I, jeg raaber det ud med Domsbasunens Lyd: Der _er, er, er_
ingen Gud! -- Som en vanvittig Mand har jeg ligget i Støvet for
_Ham_, vi i vor Barndom lærte sad hist oppe paa den evige Trone og
styrede Jord og Himmel. Jeg har tryglet og bedt ham, jamrende som en
dødspint Hund, om at tage fra mig den sviende, brændende Trang til
Skørlevnet og Synd, der sad som Ild i mit Kød. Aldrig har han hørt
mig! Aldrig har han haft Medlidenhed med mig! Aldrig har han givet
mig et Tegn! -- Jeg har pisket mig med Reb og Remme, som bydes i hans
hellige Skrift. Jeg har kastet mig ned paa mit Ansigt mod den nøgne
Jord og ladet Regn og Storm stryge som Is over mit Legeme. Forgæves!
Forgæves! Ilden har fortæret mig, Lysterne hjemsøgt mig, og med
sitrende Hænder og Blod for mine Øjne har jeg sneget mig efter de
Kvinder, der optændte mit Begær! -- Allerede som Barn følte jeg mig
hendraget til Kvinder. I skal vide alt nu! I skal kende mig fuldt ud!
-- I min Ungdom købte jeg Kvinders Elskov. Jeg stjal fra min Fader.
Jeg listede mig ind i hans Kammer, naar han sov, og skaffede mig de
Penge, jeg trængte til for at stille den Attraa, der luede i mig som
Helvedes evige Ild! -- Men hvem har saaet dette Frø? Hvem har nedlagt
denne Spire? _Han_, I holder for Eders Gud! Han og han alene! Thi saa
vist som I tror og lærer, at uden _Hans_ Vilje falder ikke en Spurv
til Jorden. Og saa vist som I ved, at et Menneske kan komme til
Verden med en dødelig Sygdom, for hvilken han forgæves søger
Helbredelse. _Saa vist staar ogsaa jeg uden Skyld!_ -- Som en
Anklager staar jeg ... som en Anklager! ... Jeg har levet som en
Horkarl med min Hustru ... Jeg har luret bag Døre for at fange et
Glimt af min egen Datters Nøgenhed ... Jeg har ... Stille! Hvorfor
raaber I op? Hvorfor skriger I? Vide I ikke, at det er Guds Hus, i
hvilket I færdes? ... Stille, siger jeg! Og hør mig! Jeg er en
Herrens Tjener. Jeg er Hyrden, I er Faarene! Jeg staar som en
Anklager for den Guds Aasyn, som ikke er ... Slip mig! Hvad vil I
mig! Læg ikke Haand paa mig! _Jeg er den babyloniske Skøge! Jeg er
det store Dyr i Sankt Johannes' Aabenbaring_ ....
De sidste Sætninger havde Præsten skreget ud med hæs og forbitret
Røst, idet han samtidig slog vildt om sig med Armene og søgte at