Slægten - 02

Total number of words is 4858
Total number of unique words is 1524
48.8 of words are in the 2000 most common words
64.2 of words are in the 5000 most common words
72.2 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
enlig Lampe brænder paa et lille Bord henne foran Sofaen i Krogen ved
Kaminen.
-- Jeg glæder mig ubeskriveligt til, at Karen kommer herover i næste
Uge! siger Baronessen -- hun vil have godt af at være paa Landet!
-- Ja--a ... nikker Helmuth, der sidder i en Lænestol og ser mørkt
frem for sig -- Men jeg vilde nu helst ha' haft dig nogen Tid for mig
selv, Vilde. Nu ta'er Mor jo i Overmorgen over til sit Hus i
Jelstrup, og saa var vi to bleven saa dejlig alene!
-- Aa, Karen kan vel ikke genere!
-- Næi ... Men hun deler dig, lille Vilde!
Helmuth rejste sig og gik hen og støttede Armene mod Ryggen af
Sofaen, i hvilken hans Kone sad:
-- Skal vi saa gaa til Ro? spurgte han.
-- Er Klokken saa mange?
-- Den er ti.
-- I København gik vi først i Seng Klokken tolv.
-- Jamen nu er vi jo paa Landet! sagde han og greb hendes Haand -- Og
saa ... og saa længes jeg saa voldsomt efter dig, Vilde! brusede det
ud af ham, medens han samtidig knugede hendes Haand, saa at hun var
ved at skrige.
-- Men Helmuth, Helmuth dog! sagde hun og rejste sig.
-- Jamen du er jo dog min egen, lille søde Kone, Alvilda! han lagde
Armen om hendes Liv -- Er du ikke?
Hun stod rank og høj med bortvendt Ansigt og uden at svare.
-- Skal jeg gaa ind og klæde mig af først? spurgte han kælent
hviskende.
Hun nikkede stille og skød ham læmpelig fra sig.
Saa greb han paa ny hendes Haand, kyssede den taknemmeligt og gik.
Og efter et Kvarters Forløb, da alt var blevet stille inde i
Soveværelset, slukkede hun Lampen og fulgte langsomt efter. --
Dette var de nygiftes første Dag paa Næsset.
-- -- -- --
Men ovre i det grønne Gæsteværelse bag Riddersalen sad Enkebaronesse
Juliane i samme Time halvt afklædt foran Toiletspejlet med en ikke
ganske ren Friserkaabe over Skuldrene.
Bag hende paa en høj til Øjemedet konstrueret Skammel stod den
døvstumme og satte Papillotter i den gamle Dames Krøller.
Dette var et Arbejde, der mindst tog en Time.
Man sagde, at Baronessen holdt baade Berlingske Morgen- og Aftenavis
for at faa Papir nok.
-- Naa, Stasia, lød det fra den gamle Dame, idet hun drejede Hovedet
-- saa kommer vi til den anden Side!
Stasia forstod hvert Ord, hendes Herskab talte. At sige, naar hun saa
Baronessens Ansigt, saa Læbernes Bevægelse. Som nu i Aften i Spejlet.
Og de førte lange Samtaler, de to. Stasia skrev paa sin lille Tavle,
og Baronessen svarede mundtlig.
Naar de da ikke lige netop var Uvenner. Thi saa kunde der gaa Dage,
hvor de kun skulede hadefuldt til hinanden uden at mæle et Ord.
Den døvstumme havde engang paa en saadan Uvejrsdag kastet et glohedt
Strygejærn efter sin Frues Hoved. Og Baronessen lukkede ofte i hele
Døgn sin Pige inde i det store, røde Klædeskab, der stod i en Krog
oppe under Taget paa Loftet.
Men for Tiden var de fine Venner.
-- Det gaar jo rigtig snildt for dig i Aften, lille Stasia! sagde
Baronessen og nikkede ind i Spejlet, hvor den døvstummes pluskæbede
Gammelkoneansigt stirrede hende i Møde med det vandkæmmede, hørgule
Haar klappet tæt ind til Pande og Kinder -- Du skal nok ha' den røde
Brystsløjfe, jeg har lovet dig!
Stasias Øjne lyste, og hendes krogede Fingre spillede som travle
Edderkoppeben rundt oppe mellem Krøllerne.
Denne samme røde Brystsløjfe havde Pigebarnet alt været Ejerinde af
talrige Gange. Men saa ofte der kom en Kurre paa Traaden mellem de to
Kvinder, nappede Baronessen den fra hende igen.
-- Saa! sagde den gamle Frue og rejste sig fra Stolen, da den sidste
Papillot var sat i -- Kappen, Stasia!
Den døvstumme hoppede adræt ned fra Skammelen og hentede hurtig en
hvid, blondebesat, heller ikke ganske ren, Natkappe fra Toiletbordet
og rakte hende.
Medens Fruen stod foran Spejlet og bandt Kappebaandene, vendte hun
sig pludselig om og sagde:
-- Saa du kan ikke lide Helmuths Kone?
Pigen virrede med Hovedet og skar Ansigter.
-- Jeg heller ikke! vedblev Baronessen -- Hun bli'er vist Drengen en
haard Sisken! ... Og _jeg_ er da jaget af Gaarde! lød det haardt --
Men Enden er ikke endnu! lagde hun til og nikkede -- Enden er ikke
endnu! ... Lad os saa komme i Seng!
Stasia greb hende hastigt i Haanden og fingererede sig ivrigt hen
over Kjolelivet oppe ved Halsen.
-- Skal vi kvæle hende? spurgte den gamle.
Den lille rystede paa Hovedet og glattede paa Kjolelivet, som om hun
glattede et Baand til Rette.
-- Sludder! brummede Baronessen -- Du skal da ikke ha' den paa i Nat!
-- Jo, jo! nikkede Pigen, som skulde hendes Hoved hægtes af.
Den gamle Dame smilede overbærende. Hvorpaa hun gik hen og aabnede
den messingbeslaaede Dragkiste:
-- Her er den! sagde hun og rakte den døvstumme en stor, højrød
Silkesløjfe -- Men lad mig nu se, at jeg ikke skal ta' den igen i
Morgen, Mamsel!
Stasia lagde Haanden paa Hjertet og svor evig Troskab.
-- Klæd sig saa af!
Og lydig gav den lille sig til at afføre sig sine Klæder.
Enkebaronessen tog et Par Skridt hen mod sit Sovested.
Men pludselig standsede hun, vendte om og gik hen til et af
Vinduerne, hvis øverste Haspe (den nederste manglede som paa de
fleste af Gaardens Vinduer) hun aabnede, og bøjede sig halvt ud over
Karmen:
-- Nu er de gaaet til Ro derovre! sagde hun og trak Vinduet til igen.
Den døvstumme blinkede snedigt med sine smaa, onde Pindsvineøjne og
viste i et bredt Grin alle sine Tænder.
Paa Baronessens Ansigt trak det ogsaa op til et Smil. Men saa
besindede hun sig og sagde haardt:
-- Lad være med det Fjæs, Stasia! Du ligner Maren Farlis!
Og saa gjorde hun hastig omkring og gik ind i en Slags Alkove, hvis
Sengested fuldstændig skjultes af et storblomstret Sjirtingsforhæng.
Derinde stod to Senge: en stor, solid Dobbeltseng af mørkt
Mahognitræ; heri sov den gamle Frue ... og en lille, bitte Jærnseng
til Stasia.
Lidt efter listede ogsaa den døvstumme sig ind bag Forhænget. Hun
svømmede forsigtigt af Sted i en uhyre Natkjole, der havde tilhørt
hendes Herskab. Og paa Brystet skinnede den højrøde, gloende
Silkesløjfe.
-- Pjattehovede! mumlede Baronessen nede mellem Dynerne -- hun bilder
sig nok ind, at hun ogsaa skal i Brudeseng!
Saa blæste hun Lyset ud, og i Skæret af den osende Tane saa man to
Fingre komme frem og klemme den sidste Rest af Ild til Døde.
Og snart slumrede trindt om paa Slottet alt levende undtagen
Rotterne.


Slottet Næsset, d. 4. Juli 18....
Kære lille Moder!
Jeg lovede jo rigtignok at skrive, straks jeg var kommen hertil,
for at fortælle Dig, hvordan Rejsen var gaaet; men vi har haft
saa travlt med at ordne Skolen og det hele; og saa vilde jeg
ogsaa vente et Par Dage for at fortælle Dig, hvorledes jeg synes
om det her. Karen var slet ikke søsyg paa Turen, men naturligvis
jeg, og hun var saa sød og kærlig imod mig, det lille Skind, saa
jeg kommer vist til at holde meget af hende. Dampskibet standsede
midt i Fjorden, og vi maatte ud i en Baad for at komme i Land,
det var ikke rart. Der holdt saa Vognen fra Næsset, en fin
Landauer kan Du tro, med Kusk og Tjener paa Bukken og et Par
dejlige brune Heste for. Hendes Naade var med, og hun og Karen
var saa glade ved at se hinanden, at jeg følte mig helt tilovers.
Men da vi først kom op i Vognen og kørte af Sted, saa var Hendes
Naade ogsaa saa god imod mig og spurgte, hvordan Du befandt Dig,
og om jeg nok troede, at jeg kunde føle mig tilfreds, og hvis
der var noget, jeg ønskede anderledes, saa skulde jeg bare sige
til, for Meningen var jo, at vi skulde være glade ved hinanden.
Du kan ikke tænke Dig, hvor Baronessen er smuk! jo det er jo
sandt, Du har selv talt med hende, -- men jeg kan ikke rigtig
lide hendes Øjne, de er saa lyse og kolde. Karen ligner hende
slet ikke, hun ligner vel sin Fader. For, ved Du, at Baronessen
har været gift før med en Østriger? Det fortalte Karen mig paa
Dampskibet. Det er ikke mere end tre Uger siden, at Hendes Naade
blev gift med Baronen. Det talte hun jo slet ikke om i Vinter, da
vi var oppe hos hende, og det synes jeg er underligt. Aa, jeg
vilde ønske, at jeg var hjemme hos Dig igen, lille Moder, for jeg
tror ikke, at jeg vil finde mig til Rette her. Du kan ikke tænke
Dig, hvad det er for et underligt Værelse, jeg har faaet, det
ligger lige ud til en stor, aaben Flisegang, hvor Folkene gaar
igennem ind til Borgestuen, og saa er det saa lille og lavt, at
jeg kan naa Loftet med Fingerspidserne, og der er Gittervinduer i
ligesom i en Kirke eller et Fængsel, og der er kun een af
Ruderne, som kan lukkes op, saa der næsten ingen frisk Luft kan
komme ind. Og saa staar min Seng inde i et Hul i Væggen med nogle
grimme, gamle Jutegardiner for. Pigerne siger, at mit Værelse
tidligere har været brugt til Ølkælder, men Kakkelovn er der da.
Hendes Naade spurgte mig, om jeg troede, at jeg kunde bo her, og
jeg sagde naturligvis ja, og saa gik hun. Men jeg satte mig ned
paa min Kuffert og græd, jeg kunde ikke lade være. Nu er det jo
lidt bedre med Humøret, somme Tider! Og vil Du tænke Dig, vi
holder ogsaa Skole hernede! Her er næsten ikke Plads til os.
Mejeriforpagterens to Smaapiger læser sammen med Karen, saa vi er
jo fire. Vi læser fra ti til tolv og fra eet til tre. Og saa
læser vi Lektier. Vi spiser først til Middag Klokken 6 og drikker
Te Klokken halv ni. Baronen er en rar og venlig Mand, men han er
saa tyk, og Du kan ikke tænke Dig, hvor han spiser meget! Jeg er
vis paa, at han spiser mere til Middag end baade Du og Robert og
Tvillingerne tilsammen. Karen gør Nar af ham, men det har jeg
naturligvis forbudt hende. Alle de andre bor oppe paa første Sal,
der er 42 Værelser i det hele, siger Karen, saa jeg _kan_ ikke
begribe, at jeg ikke kan faa et andet! Synes Du, jeg skulde bede
Hendes Naade derom? Jeg synes heller ikke, at Børnene har godt af
at sidde og læse i saadant et lille Hummer. Vi har været nogle
Spadsereture ude omkring i Skoven, der er dejligt! Særlig er der
nogle høje Skrænter med Udsigt over Fjorden, som er henrivende.
Og der ligger et Sted helt langt inde midt i Skoven en lille
Straahytte med Træborde og Græsbænke, der har vi drukket Te en
Aften. Slottet selv er en uhyre stor, hvid Bygning med et mægtigt
Taarn paa, og Dagligværelserne, der er to Dagligstuer og Hendes
Naades Kabinet og Biblioteket og Baronens Kontor og mange flere,
de er saa hyggelige med gamle Møbler og Tæpper og Malerier. Og
vil Du tænke Dig, at Murene er saa tykke, at Hendes Naades
Skrivebord kan staa i en Vinduesfordybning, der danner et helt
lille Værelse. Men saa forfærdelig rig kan Baronen da ikke være,
for det er næsten i Stykker alt sammen, Vindueskrogene mangler,
og Dørene kan ikke lukkes, og oppe i Riddersalen er der flere
Steder Huller i Gulvet; de siger, det er Rotterne, for dem er der
mange af, jeg kan høre dem om Natten lige over mit Hoved; Karen
ler af mig, naar jeg siger, at jeg er bange for dem, saa jeg gør
mig jo Umage for ikke at lade mig mærke med det. Men nu skal Du
høre, i Gaar kom Karen ind fra Haven og sagde, at jeg skulde
stikke min Haand i hendes Lomme, for der var noget til mig; og
jeg gjorde det da ogsaa; men da jeg saa følte omkring dernede,
saa skreg jeg saadan og var lige ved at besvime; for ved Du, hvad
det var? En Snogeunge! Hun havde fanget den nede i Jordbærrene og
syntes, den var saa sød. Jeg kan ikke begribe, hvor nogle
Mennesker bliver saa modige fra! Hun maatte jo straks gaa ud med
den igen og morede sig kostelig over min Angest. Men da hun
fortalte det ved Frokostbordet, skændte Hendes Naade da ogsaa paa
hende; for tænk, om det havde været en Hugorm! Karen vidste jo
ikke noget om, at Snogene har to gule Nakkepletter, men nu har
jeg da lært hende det. Vi har ikke været paa Visitter endnu, men
Hendes Naade siger, at vi snart skal ned i Præstegaarden. Bare
der nu var nogle Mennesker, som jeg kunde slutte mig til; men det
er der vel nok i en Præstegaard. Hvor _vilde_ jeg dog gerne hjem
til Jer i Sommerferien; men det kan vel ikke lade sig gøre, og
det koster jo ogsaa mange Penge. Kan Du huske, hvor vi ofte talte
om, at jeg sagtens kunde være glad, at jeg havde faaet Plads hos
saadanne fine og dannede Mennesker? Men jeg synes nu, at det er
ganske anderledes, end vi tænkte os det. Men nu er jeg her jo, og
maaske jeg senere bliver glad ved det. Aa, men naar jeg saadan
sidder ved mit Sytøj ude i Haven, og Karen løber og leger, og
Solen skinner, og Fuglene kvidrer oppe i Træerne, saa tænker jeg
altid paa vor lille Have i Hobro, dengang Fader levede, og vi
havde det godt! Jeg synes, det er saa underligt, at det alt
sammen er forbi, og bilder mig altid ind, at det hele her er en
Drøm, og at, naar jeg vaagner, vil jeg være sammen med Dig og
Fader og Børnene, og at vi skal drikke Te sammen og spadsere en
Tur sammen paa den lange Dæmning ud til Stationen for at se, hvem
der er med Toget. Lille Moder, jeg holder saa forfærdelig meget
af Dig! Og jeg synes, det er Synd, at Du skal gaa derinde i
København alene; jeg er vis paa, at jeg kunde være langt
nyttigere for Dig, end jeg er det for disse Mennesker her.
Enkebaronessen, ja det er sandt, hende har jeg ikke fortalt Dig
noget om! det er Baronens Moder, en høj, smuk, gammel Dame, som
bor et Par Mil herfra, hende kan jeg godt lide, hun er saa morsom
ligefrem, hun sagde forleden til mig, da hun var her paa Besøg:
«Naa saa De skal være Karens Lærerinde, min Gode? De ligner en
syg Kanariefugl, pas paa, at Katten ikke tager Dem!» Hun kan vist
ikke lide sin Svigerdatter, og saa havde hun saadan en underlig,
lille Tjenestepige med, som hedder Stasia og er døvstum, og som
ser saa ond ud, synes jeg; jeg kunde da ikke bo alene sammen med
hende. Og saa skulde Du se Enkebaronessens Køretøj! Hun kalder
det «Pagtens Ark». Ja, hun er en mærkelig Dame, og jeg skal nok
fortælle Dig mere om hende en anden Gang, men nu skal Kusken af
Sted med Brevene, og saa maa jeg slutte; bare jeg selv kunde
krybe ind i Konvolutten! Hils nu Robert og Tvillingerne mange
Gange; men selv skal Du dog have de fleste Hilsener fra
Din længselsfulde
Kanin.
Jeg synes aldrig, jeg skal se Jer mere!


Pastor Adolf Mascani til Næsgaardene og Utterslev var Søn af en
bekendt Kunstdrejer i København.
Farfaderen var en indvandret Italiener, som havde grundet
Forretningen og tjent en lille Formue. Det var i de saakaldte «gode
Tider» -- den Guldalder enhver Familie kan pege tilbage paa! Baade
han og Adolfs Fader havde giftet sig med gode, frugtbare, danske
Kvinder og var ved dem bleven Fædre til en talrig Børneflok, hvis
sydlandske Afstamning havde givet sig til Kende paa forskellig Vis.
Hos Adolf havde den saaledes aabenbaret sig i en ustyrlig, næsten til
Sindssyge grænsende Heftighed og tidlig modnet, stærkt udviklet Sans
for erotiske Glæder. Allerede i sit tolvte Aar havde han en
Kærlighedsforbindelse med en toogtrediveaarig Butiksjomfru, der var
ansat i Faderens Forretning. Og da Forholdet opdagedes, og Parret
fjernedes fra hinanden, sprang Drengen i Kallebodstrand af Sorg over
Adskillelsen; men blev reddet af en resolut Sandgraver ....
Den unge Mascani var, særlig i seksten, syttenaars Alderen,
vidunderlig smuk. En begejstret Svømmelærer havde engang paa en
Badeanstalt givet ham Navnet: Adonis, i Stedet for Adolf. Og dette
Navn var straks blevet bekendt over den ganske By.
Slank og velskabt var han «som drejet i sin Faders Forretning», og
med denne bleget matgyldne Hudfarve, der er at se til som fuldmodne
Ferskeners fløjlsbløde Lød. Hans Øjne var store, dunkle og
sørgmodige. Men de kunde ogsaa flamme op og straale med en Ild som af
sorte Diamanter i Maaneskin. Og han havde en egen dvælende Maade at
slaa Blikket ned paa, at skjule det bag de lange, mørke Øjenvipper,
idet han lod dem synke langsomt, stille, lydløst -- som Sommerfugle,
der dør. Hans Haar var blaasort og blødt med en egen fed Glans i
Skyggen og hængte i løse, bevægelige Lokker om hans Hals og Pande.
Næsen var let buet, ægte romersk, med store, bevægelige Veje. Og hans
Læber .... der vokser en Blomst, Rosen er dens Navn, som den var hans
Læber røde! Og hans Tænder lyste der bag som Sne bekranset af Purpur.
Saaledes saa Adolf Mascani ud.
Dengang .....
Og saa tog han examen artium og skulde vælge sit Studium.
Læge! sagde han afgjort. Og i sit stille Sind tilføjede han:
_Kvinde_læge! Thi Kvinden, som Køn betragtet, var saa at sige gaaet
ham i Blodet. Sjældent talte han med sine Kammerater om Kvinder og da
altid paa en haanlig-raillerende Maade. Men dybest inde i ham, helt
nede paa Bunden af hans Sjæl, laa altid en nøgen Kvinde og strakte
Armene ud mod ham. Og naar han færdedes paa Gaden, i Teatret eller i
Selskab, klædte han altid af hver Kvinde, han traf paa. Ja, det gik
saa vidt, at han, naar hans Søstre gjorde Toilette, lurede bag Døren
ind til deres Værelse for gennem Nøglehullet at fange et Glimt af
deres hvide Lemmer.
Og alligevel endte det arme Menneske med at blive Præst!
Det var hans kære Forældre, som næsten tvang ham dertil ved Bønner,
Forestillinger og Trusler, som Forældre ofte have for Sæd.
Og han gav omsider efter og kastede sig nu ogsaa med Energi og Iver
over sit Studium.
Men jo flittigere han læste, desto klarere stod det for ham, at
alle hans Tilbøjeligheder var i skarpeste Modstrid til, hvad han nu
lærte og senere skulde være en Forkynder af. Og han blev til Tider
greben af en mystisk Skræk for sig selv, for sine Tanker og
Længsler. Hele hans Studietid forløb under en oprivende Kamp mellem
«Kødet» og «Aanden». Han græd, bad, fortvivlede og paalagde sig
Pønitensestraffe: piskede sin nøgne Ryg med den Rem, han i sin
Skoletid havde haft om sine Bøger, -- strøg sig med brændende
Cigarer ned over Arme og Ben og tænkte i sine mest hysteriske
Øjeblikke paa at gilde sig.
Men naar han saa Ugen igennem havde levet i een lang nervøs
Ophidselse, en Plage for sig selv og andre, slappedes hans
Modstandsevne og han søgte paa ny Glemsel i de hvide, runde Arme, som
selv under hans dybeste Anger og Sønderknuselse intet Øjeblik havde
ophørt at staa vinkende og lokkende for hans Fantasi.
Og han mærkede da, at naar han søgte Kvinder, blev han roligere og
mindre nervøs. Han kunde sidde paa sit Værelse hele Dage og læse
flittigt. Og han blev god og omgængelig i sit Forhold til Forældre og
Søskende .... Det maatte altsaa være hans Natur fornødent at gaa til
Kvinder. Gud havde selv nedlagt denne Drift i ham! Thi man havde
intet uden af Gud!
Men saa læste han atter en skønne Dag i en af sine Bøger en særlig
haard Udtalelse, hvori det paalagdes Mennesket for enhver Pris og paa
enhver Maade at døde sit Kød og fornægte den gamle, syndefulde Adam,
som var af Djævelen, da Gud, den algode og alkærlige Fader, kun vilde
det bedste for sine Børn!
Og paa ny greb Rædselen ham; og han forsøgte for anden Gang at berøve
sig Livet. Det var ved et Revolverskud. Men hans Haand rystede, og
Kuglen gik ud gennem hans Side uden at tilføje ham alvorlig Skade.
En Maanedstid laa han til Sengs. Og da han atter var fuldstændig
rask, tog han igen fat paa sin Eksamenslæsning og blev Aaret efter
Kandidat med første Karakter ....
I Lighed med sine andre Brødre rejste han saa paa en tre Maaneders
Tur til Italien for at hilse paa sine Fædres Land, som Faderen
udtrykte sig. Han boede den meste Tid hos en Slægtning i Neapel. Og
efter en Maaneds Ophold dernede skrev han hjem, at nu vilde han
forsage Verden, blive Munk og gaa i Kloster.
Men saa forelskede han sig i en sortøjet og halvnøgen
Neapolitanerinde og glemte atter Kristus for Venus. Med Nød og næppe
undgik han en stille Nat at blive dolket af Pigebarnets Fader,
flygtede til Capri og vendte saa efter de tre Maaneders Forløb, som
Bestemmelsen var, tilbage til København.
Straks efter sin Hjemkomst fik han Ansættelse som Kapellan hos en
gammel Provst ude paa Sjælland.
Og nu begyndte der en ny Fase i hans Liv.
Naturligvis er det ogsaa her en Kvinde, der griber ind!
Nemlig Provstens yngste Datter, Johanne Winther. En lille, drømmende,
buttet, nordisk Mø med blaa Øjne, gyldent Haar og hvid og rød som
Mælk og Blod.
Hun blev aldeles vanvittig forelsket i den smukke, mørkøjede Kapellan
-- rent hypnotiseret af erotisk Betagelse.
Og Mascani var ikke den Mand, der lod sig en slig Godbid gaa af
Hænde!
Følgen blev naturligvis, at de hurtigst muligt maatte holde Bryllup
og fortrække til et lille Præstekald paa Jyllands Vestkyst, som den
gamle Provst skaffede sin Kapellan og Svigersøn som Løn for tro
Tjeneste.
Her sad de saa nogle Aar og blev senere forflyttet til det federe
Næsgaardene og Utterslev Kald paa Østkysten.
Kloge Mænd og Kvinder havde spaaet denne lidt hastige Forbindelse en
krank Lykke. Men det syntes, som om deres Klogskab denne Gang skulde
komme til kort. I de første Aar af deres Ægteskab levede Parret
nemlig i en Rus af Lykke. Han var henrykt over sin «hvide Eva»; og
hun saa en Gud i sin «brune Adam». Og de kaldte indbyrdes deres
Sovekammer for «Edens Have». --
Mange yndige Smaabørn fik de, alle sammen Piger, hvorfor de omsider
maatte anskaffe sig en Lærerinde.
Men hun blev Slangen i dette Paradis.
Det vil sige: Slangen var nok egentlig Pastoren; men Lærerinden blev
da jaget paa Porten.
Dette skete, som Eva «laa» med sin femte Datter, at Adam syndede.
Men da Fruen atter var i Vigueur, blev der paa een Gang holdt
Barnedaab og Forsoningsfest.
En ny Lærerinde blev engageret. Og alt var saare godt.
Indtil det en mørk Augustaften hændte, at Fru Johanne overraskede
Pastoren og Pædagoginden i et Lysthus i Haven.
Dette var dog for meget for den hustruelige Langmodighed!
Først holdt Pastorinden en Dommedagstale for de to Syndere. Hvorpaa
hun fluksen satte Lærerinde Nr. 2 paa Døren; og dernæst lod sin Mands
Seng flytte fra Edens arme Have ned i et lille Værelse ved Siden af
hans Kontor.
-- -- --
I femten Aar siden hin mindeværdige Augustaften havde nu disse to
Mennesker levet Side om Side her i denne idylliske Præstegaard med
Storkereden paa Straataget og Slyngroserne og Klematisen op ad de
hvide, smilende Mure.
Pastoren havde afvekslende raset paa sit italiensk og været grebet af
sønderknusende Ruelse og Anger. Medens han i Stilstandstider, naar
Kødet fik Magten over ham, karesserede sine kvindelige Skriftebørn,
naar de kom til ham for at søge Husvalelse i deres Sorger og
Bekymringer.
Og Pastorinden? Ja, hun havde med Lidenskab kastet sig over Bibelen
og Kogebogen -- samt Omsorgen for at faa sine Døtre gifte! Og skønt
hun vel rimeligvis led ved sin Kærligheds og sit Ægteskabs Forlis,
trivedes hun dog bravt og blev rundere og rundere Aar for Aar.
Sorg og Ulykke skal jo, ifølge salig Falstaff, kunne puste et
Menneske op som en Blære!
De talte sjældent sammen, Hyrden og hans Hyrdinde. Og skete det, var
det altid med en Understrøm af Lyst til at sige hinanden Sandheder.
Og naar stundom Pastoren kunde gribes af en heftig Trang til med et
«Opgør» at rense Luften og etablere status qvo ante Lærerinderne, saa
stødte han altid paa et saadant Isbælte af Haan og Foragt i sin Kones
Opførsel og Tale, at han enten sluttede af med at te sig som Vesuv i
Udbrud; eller han flygtede ind i sit Værelse eller ud i Mark og Skov,
hvor han gemte sig knust af Sorg og Fortvivlelse ....
Men deres Sølvbryllupsfest havde de naturligvis fejret efter Ritus
med Sang og Klang og Børn og Børnebørn og Gæster fra nær og fjern. Og
Pastoren havde foræret sin Hustru Tøj til en Silkekjole, af saa svært
et Stof, at en Forsoning imellem dem nær var bragt til Veje.
Men saa strandede den paa Besætningen!


-- Vil du tænke dig, Mama, det regner ned i Jomfruværelset!
Det var den lille Karen, der kom styrtende ind i sin Moders
Toiletværelse og berettede dette frygtelige Faktum.
Baronessen laa paa Chaiselonguen i vinrød, løstsiddende Morgendragt
og røg Cigaret.
-- Hvad er det for noget Snak, Baby! sagde hun og drejede Ansigtet om
mod Datteren.
-- Ved Gud, Mama! bedyrede Barnet og løftede sine store, sorte,
fløjelsbløde Øjne op mod Loftet -- det regner lige midt ned paa
Sybordet!
-- Ja, Herregud, saa sig til Jomfru Petersen, at hun skal flytte
Bordet og sætte et Vandfad under Dryppet! sagde Baronessen ærgerlig
-- Det kunde I vel for Resten nok have fundet paa af Jer selv! ... Og
gaa saa; jeg har Hovedpine!
Karen forsvandt lydløst, og Hendes Naade lagde Hovedet tilbage paa
Puden. Hendes Ansigt var endnu ikke «behandlet», saa hun saa en Del
ældre ud end længere op ad Dagen .....
Naar Baronesse Alvilda havde sagt til sin Mand, den Dag de holdt
deres Indtog paa Næsset, at hun glædede sig meget til, at Datteren
skulde komme, saa var det vel paa en Maade sandt nok. Men lagde man
Mærke til, hvorledes hun behandlede Barnet, forstod man ikke ret
hendes Art af Moderkærlighed.
Der var nemlig temmelig ofte Dage, hvor den gode Frue slet ikke kunde
taale at se sin Datter. Hvor hun opfandt de mærkeligste Straffe for
Barnets mindste Forseelser. Bandt hende ved den ene Tommelfinger til
en Dørlaas f. Eks., fordi hun havde revet et Hul paa sin Kjole!
Men saa kunde der jo rigtignok ogsaa være enkelte andre Dage, da
Pigebarnet skulde færdes om Moderen fra Morgen til Aften; maatte
følge hende, hvor hun gik og stod. Og paa saadanne Dage blev den
ulykkelige Unge hvert Øjeblik overøst med de lidenskabeligste Kærtegn
og fyldt med Bonbon og Kager, saa at der rent ud kunde være Fare for
en Mavebetændelse!
Den lille blev naturligvis ved en saadan Opdragelsesmetode ganske
forkrøblet i sit Forhold til Moderen.
Paa de gode Dage hang hun hende om Halsen, kyssede hende, kælede for
hende og kaldte hende sin enestaaende, dejlige Mama, sin pragtfulde
Mama, sin himmelske Mama! -- Medens hun til Gengæld flyede hende,
saa vidt det paa nogen Maade lod sig gøre, naar Moderen var i sit
onde Lune: Mama er gal i Kalotten i Dag! sagde hun og for ud af den
ene Dør, naar hun hørte Baronessens Stemme bag den anden.
Og saa løb hun helst ned i Køkkenet til Pigerne, eller ned i
Herskabsstalden til Julius, en fjorten-femtenaars, lyshaaret Knøs,
der gik Jens Kusk og Jørgen Hingstepasser til Haande med at strigle,
fodre og vande Hestene. Der kunde hun opholde sig i Timevis .....
Naamen, Baronessen laa som sagt i Dag inde i sit Toiletværelse paa
Chaiselonguen og røg en Cigaret og havde Migræne.
Det havde regnet tæt og tungt hele Formiddagen; men nu var Solen da
ved at bryde igennem.
Siden sit Indtog paa Slottet havde Hendes Naade fartet rundt paa
Egnen og gjort Visitter. Hun var rullet af Sted med Kusk, Tjener,
Mand og sølvpletteret Seletøj.
Men det hele Valfarteri var endt med at kede hende.
Saa en skønne Dag havde hun kastet sig over Husvæsenet og havde
rumsteret i den Grad i Køkken, Kælder og Spisekammer, at den gamle
Husjomfru havde baade bandet og slaaet Kors for sig.
Dernæst opgav hun Husholdningen og begyndte en Inspektionsrejse rundt
i Slottets 42 Værelser. De saa noget forsømte ud, opdagede hun.
Tapetet hang i Laser, Dørene kunde ikke lukkes og Vinduerne ikke
aabnes. Men førend alle disse Mangler kunde blive afhjulpne, havde
hun faaet en anden Interesse.
Det var Haven, at Fruen nu var kommen til. Og Gartneren maatte til
sin Fortvivlelse, man var i Midten af Juli, grave, gøde, beskære,
omhugge Træer og anlægge Blomsterrabatter ... Og saa, midt under den
hele Hurlumhej, kastede Hendes Naade sig pludselig med Lidenskab over
sine Toiletter:
-- Vi maa invitere nogle Gæster, Helmuth! sagde hun en Søndag ved
Dineen, hvor hun straalede i en pragtfuld, lyserød, dybt nedskaaren
Silkekjole, der klædte hende fortryllende, men som kun kunde beundres
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Slægten - 03
  • Parts
  • Slægten - 01
    Total number of words is 4580
    Total number of unique words is 1576
    44.0 of words are in the 2000 most common words
    59.2 of words are in the 5000 most common words
    66.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Slægten - 02
    Total number of words is 4858
    Total number of unique words is 1524
    48.8 of words are in the 2000 most common words
    64.2 of words are in the 5000 most common words
    72.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Slægten - 03
    Total number of words is 4887
    Total number of unique words is 1484
    48.0 of words are in the 2000 most common words
    65.8 of words are in the 5000 most common words
    73.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Slægten - 04
    Total number of words is 4781
    Total number of unique words is 1436
    49.5 of words are in the 2000 most common words
    66.1 of words are in the 5000 most common words
    73.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Slægten - 05
    Total number of words is 4725
    Total number of unique words is 1652
    42.2 of words are in the 2000 most common words
    58.1 of words are in the 5000 most common words
    66.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Slægten - 06
    Total number of words is 4881
    Total number of unique words is 1424
    50.8 of words are in the 2000 most common words
    68.0 of words are in the 5000 most common words
    76.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Slægten - 07
    Total number of words is 4884
    Total number of unique words is 1406
    49.9 of words are in the 2000 most common words
    68.2 of words are in the 5000 most common words
    74.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Slægten - 08
    Total number of words is 4712
    Total number of unique words is 1443
    43.9 of words are in the 2000 most common words
    59.7 of words are in the 5000 most common words
    68.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Slægten - 09
    Total number of words is 4885
    Total number of unique words is 1493
    45.8 of words are in the 2000 most common words
    60.8 of words are in the 5000 most common words
    69.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Slægten - 10
    Total number of words is 4962
    Total number of unique words is 1412
    50.7 of words are in the 2000 most common words
    67.2 of words are in the 5000 most common words
    75.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Slægten - 11
    Total number of words is 5067
    Total number of unique words is 1410
    48.4 of words are in the 2000 most common words
    64.4 of words are in the 5000 most common words
    73.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Slægten - 12
    Total number of words is 4783
    Total number of unique words is 1486
    47.4 of words are in the 2000 most common words
    63.3 of words are in the 5000 most common words
    71.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Slægten - 13
    Total number of words is 4759
    Total number of unique words is 1490
    46.3 of words are in the 2000 most common words
    61.4 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Slægten - 14
    Total number of words is 4654
    Total number of unique words is 1438
    48.9 of words are in the 2000 most common words
    64.7 of words are in the 5000 most common words
    72.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Slægten - 15
    Total number of words is 2348
    Total number of unique words is 730
    65.4 of words are in the 2000 most common words
    76.1 of words are in the 5000 most common words
    83.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.