Slægten - 12

værge sig mod de Hænder, der straktes ud efter ham for at gribe ham
og føre ham bort.
Den ganske Forsamling var i et bølgende Oprør. Der lød Raab og Skrig
og Hulken. Mændene havde rejst sig fra deres Pladser og var ilet ud i
Midtergangen, hvor de stod raadvilde og uvisse: Vi maa ha' ham ned!
sagde de -- Sindssygen har ta'et ham! Han maa bindes! Han gør en
Ulykke paa sig sæl og vos! ... Men ingen turde gøre Begyndelsen;
ingen turde være den første til at gaa op paa Prædikestolen og lægge
Haand paa Manden deroppe, thi han var jo deres Øvrighed, deres
_Præst_!
Da var Helmuth og Hendes gamle Naade kommen til Syne i Døren fra
Vaabenhuset.
-- Flyt Jer Folk, flyt Jer! sagde Enkebaronessen og banede Vej for
sig og sin Søn op mod Koret.
Deroppe laa Fru Mascani dødbleg og besvimet i Præstegaardsstolen, og
Clara sad grædende paa Hug foran hende med Ansigtet skjult i hendes
Skød.
-- I maa gaa ud af Kirken! raabte den gamle Frue til Mængden, der
tavs og maabende stod og saa til -- I maa gaa ud! I har ikke noget at
gøre herinde mere!
Og Forsamlingen lystrede hende. Ganske langsomt begyndte Kirken at
tømmes.
-- Gaa op og faa ham ned, Helmuth! vedblev hun og pegede op mod
Præsten -- Saa skal jeg ta' mig af Konen!
Men Helmuth stod bleg og uvis. Ogsaa han følte sig under Paavirkning
af Helligdommen, han opholdt sig i, og Manden, han skulde skride ind
imod. Havde det været en drukken Tjenestekarl i en Borgestue, vilde
Baronen ikke have tøvet et Sekund med at kaste sig over ham og
svinebinde ham, han vilde endogsaa have gjort det med en vis
Vellystfølelse ved at føle sine Kræfter, men her i Kirken, og mod
_Præsten_ ...
Da havde den gamle, hvidhaarede Degn grebet hans Haand og sagt med
tryglende, graadfyldt Stemme:
-- Aa Hr. Baron, Hr. Baron, De maa gaa op til ham ... Mig har han
ingen Respekt for, og jeg har jo ingen Kræfter ... Men Dem ... Og
naar Hr. Baronen først begynder, saa kommer der nok andre efter ....
Saa var Helmuth resolut gaaet op gennem Koret og hen mod Trappen til
Prædikestolen. Og Degnen havde vinket af et Par Mænd, at de skulde
følge ham.
Og nu stod Højvelbaarenheden deroppe ved Siden af Præsten. Og bag
ham, paa det øverste Trappetrin, ventede to haandfaste Bønder for at
komme ham til Hjælp, om det gjordes nødig.
-- Rør ikke ved mig! Læg ikke Haand paa mig! gentog Mascani i Raseri
og huggede ud efter Baronen med sin knyttede Højre.
Men Helmuth greb ham om Haandledet og tvang hans Arm ned. Han var
bleg af Sindsbevægelse, og han stammede, da han talte.
-- Hr. Pastor, sagde han -- De er syg ... De ... De er voldsom syg!
De maa gaa hjem. De ... De maa gaa over i Præstegaarden. Jeg skal nok
følge Dem. Det ... det var en forfærdelig Tale, De holdt ... her i
Kirken! Men kom nu godvillig med. Der er ingen, der vil gøre Dem
noget. Jeg ....
Mascani havde staaet tavs med bøjet Hoved tilsyneladende sløv og
besejret. Det syntes, som om hans Kraft var brudt, og som han
viljeløs vilde give sig i sine Modstanderes Vold.
Men saa pludselig rev han med et vældigt Ryk sin Arm løs, for i eet
Spring ind paa Helmuth og greb med begge sine Hænder efter hans
Strube.
-- Elendige! skreg han -- Ved du ikke, at jeg er en Herrens Salvede!
I samme Øjeblik kastede Baronen og de to Bønder sig over ham.
-- -- --
En Time senere kørte en lukket Vogn bort fra Præstegaarden. Lænet
tilbage mod Vognens ene Hjørne laa Præsten bleg og sammensunken med
bøjet Hoved og lukkede Øjne. Og paa Sædet ligeoverfor sad Helmuth og
gamle Doktor Larsen. De kørte ud til Sygehuset i Købstaden, hvor den
ulykkelige skulde indlægges, indtil han kunde blive anbragt paa en
Sindssygeanstalt ....
Saalunde endte Adolf Mascanis Saga. --
Hvo der er ren, kaste den første Sten!


Gik man den lange Bøgeallé til Ende og derpaa drejede af til venstre
ad Spadserestien langs Skrænten, kom man efter et Par Minutters Gang
til en Bænk, hvorfra der var Udsigt over «det inddæmmede» og Engene
med Fjorden og dens ligeoverfor liggende Bred i Baggrunden.
En Aften ved Solnedgang i Slutningen af September, Klokken kunde vel
være henad seks, sad Karen og Kaninen heroppe og saa ud over
Landskabet.
Det vil sige, det var jo egentlig kun Kaninen, der sad; thi Karen laa
paa Ryggen hen ad Bænken, med sit Hoved hvilende i Lærerindens Skød.
De havde længe været tavse. Karen laa med lukkede Øjne; og Frøken
Jansen stirrede drømmende ud over Engene, hvor Aftentaagen allerede
begyndte at hæve sig i bløde, bølgende Puder.
Fra den modsatte Fjordbred lød af og til Stemmer og Latter tydeligt
frem over Vandet. En Ko brølede. Hanken paa en Spand faldt klirrende
ind mod Spandens Side. Og man hørte Slagene af en Trækølle, der
langsomt og sindigt rammede Kvægets Tøjrpæle ned i den bløde, vigende
Engjord.
-- Her har vi det jo rart! sagde Karen.
-- Dejligt! nikkede Kaninen; men hostede i det samme haardt og hult.
-- Ikke hoste, Frøken Jansen! advarede den lille.
-- Nej; bare lidt! smilede Frøkenen.
-- Husk at bede Mama om Brystdraaberne i Aften.
-- Ja ....
Og saa tav de igen. --
En lille, bitte, hvidmalet Robaad kom glidende frem over Fjorden. Den
bevægede sig ad Næsseskoven til, tøvende og forsigtigt, som om den
var ude paa Rekognoscering. Hver Gang dens Aarer blev hævet op over
Vandet, spillede de i Solens Straaler som Bugen af store,
sølvglinsende Fisk. Og Kølvandet glitrede og glimtede bag den i en
lang, vuggende Stribe, der bredte sig, blev mørkere og mørkere og til
sidst forsvandt.
-- Er det din Onkels Gaard, man kan se derovre mellem de to spidse
Bakker? spurgte Kaninen.
-- Ja, sagde Karen uden at aabne Øjnene. -- Det har jeg jo fortalt
dig saa tit!
-- Hvor kan det være, at han aldrig mere kommer her?
-- Det ved jeg ikke. Mama si'er, at det er Høsten. Men Pigerne
si'er, at han er Uvenner med Fa'er.
Der steg et dybt Suk op fra Kaninens lille, flade Jomfrubarm.
Karen aabnede det ene Øje paa Klem og tittede op paa Damen.
-- Frøken Jansen ....
-- Ja.
-- Du er ogsaa forelsket i Onkel Alex!
-- Snak, Baby! smilede Frøkenen sygt og gav Barnet et let Slag paa
Kinden med de graa Traadhandsker, som hun sirligt sad med i Haanden.
-- Jo-o, du er, Frøken Jansen! for du sukker altid saa forfærdeligt,
naar du taler om ham.
Kaninen lagde en Haand over den lilles Mund og rødmede.
-- Rejs dig op! sagde hun. -- Der sejler saadan en nydelig Baad ude
paa Søen!
-- Det er ingen Sø; det er en Fjord!
-- Skynd dig nu lidt! Ellers bliver den borte bag ved Dæmningen!
-- Jeg gider ikke! sagde Karen og skudrede Hovedet bedre til Rette.
-- Jeg ligger saa godt!
Saa tav de en Stund paa ny. Karen lukkede igen sine Øjne; og Kaninen
faldt i Tanker og lod af og til sine smaa, magre Fingre kærtegnende
glide hen over Babys Haar.
-- Syng lidt, hva'? bad den lille.
-- Jeg kan ikke synge ....
-- Jo, den om Dronningen!
Og Frøkenen adlød godmodigt og nynnede sagte hen for sig med sin
lille, trohjertede Stemme:
Der sidder en Konge i Vesterled,
hannem tjener saa mangen god Svend.
Og alle haver de Guld om Arm,
og alle haver de Sølv over Barm
og dertil Sværd ved Lænd, --
Men i Haugen vokser en Gifturt grim mellem Roser!
Den Dronning vandrer paa Højenloftssal --
Gud styrke den usselig Kvind!
Nu haver hun ....
-- Hys! sagde Karen pludselig og greb Frøkenen haardt om Armen -- Der
kommer nogen!
Frøkenen tav forskrækket; og Karen rejste sig hurtig over Ende paa
Bænken.
-- Hvem mon det kan være? hviskede hun. -- Hør!
Der lød listende og forsigtige Trin i det visne Løv inde mellem
Træerne. En Kvist knækkede, et Blad raslede, og Skridtene kom nærmere
og nærmere.
-- Næh, se, se! hviskede den lille.
Og frem omkring den nærmeste Busk kom et Raadyr spadserende med sine
to Kid.
I samme Øjeblik det opdagede Pigebørnene paa Bænken, standsede det
og blev staaende overrasket og uvis med knejsende Hoved og
agtpaagivende, stirrende Øjne. Ikke en Muskel rørte sig; kun
Næseborene og de lange, spidse Øren sitrede nervøst. Kiddene holdt
sig i samme Stilling et Par Skridt bag ved Moderen. Men alle var de
parat til at tage Flugten ved den mindste Bevægelse af «Fjenden»
foran dem.
Karen og Kaninen sad aandeløse og stive af Frygt for at skræmme
Dyrene.
Saa begyndte den gamle Raa paa een Gang at stampe i Jorden med det
ene Forben og nikke med Hovedet hurtigt og kort op og ned en to-tre
Gange som til Hilsen.
Karen brast i Latter. Hun _kunde_ ikke lade være: hun maatte nikke
igen!
Og Dyrene gjorde omkring og for ind i Skoven. Man saa et Øjeblik
deres hvide Bagdele vise sig og forsvinde mellem det høje Græs.
Kviste knækkede. Blade raslede. Og Familien var forsvunden.
-- Hvor _var_ de dog søde! sagde Karen og lænede sig betaget tilbage
paa Bænken. -- Hva' Frøken Jansen, ikke?
-- Jo, nikkede Frøkenen -- yndige! ... Hvad var det for Dyr, Baby?
spurgte hun smilende.
-- Raadyr!
-- Og hvad Dyreklasse hører de til? vedblev hun og fik et pædagogisk
Træk om Munden.
-- Pyt! lo Karen haanligt og gav sig til at dingle overlegent med
Benene. -- Hjortene naturligvis!
-- Hvilke Hjorteracer lever her i Danmark?
-- Hæ! Raadyr, Daadyr og Kronhjorte!
-- Hvor opholder de sig fortrinsvis?
-- I Skovene!
-- Og hvad lever de af?
-- Andesteg og Kirsebærsuppe! .... Hør! Det er Kirkeklokken i Sundby!
Pigebørnene strakte Hals og lyttede.
-- Ja ... Og nu begynder den i Syvbjerg!
-- Og der er Næsgaardenes!
Solen var sunken ned bag de høje, sorte Bakker paa den anden Side
Fjorden; og den blanke Vandflade ude bag Dæmningen gengav tydelig som
i et Spejl Luftens gyldenrøde Farver. Af og til drev en lille,
løsreven Taagepude ganske langsomt bort over Kærene derude, blev et
Øjeblik stikkende i en Busk eller i Toppen af en lavstammet Graapil,
vuggede en Stund hjælpeløst frem og tilbage, slap saa fri igen og
drev videre. Der lød en Susen hen gennem Luften; det var en Flok
Stære, der sank og steg i lange, bølgende Sæt ind over Skoven lig et
stort, flosset Net, der bares af Sted af en Storm.
-- Det lyder nydeligt med de Klokker! sagde Karen med Hovedet paa
Siden.
-- Yndigt! .... Saa, nu holder de op! Nu kommer de ni hellige Slag.
-- Hvorfor hedder de «hellige»? spurgte Karen.
-- Jeg ved det Skam ikke rigtig. Det er vist tre Slag for hver af de
tre Personer i Treenigheden.
-- Gud Fader, Gud Søn og Gud den Helligaand! repeterede den lille
højtideligt. -- Tror du ikke ogsaa, Frøken Jansen, at det er for de
ni Muser? spurgte hun saa pludselig.
-- Ja, begge Dele kan det jo ikke være, Baby.
-- Næi ... Men _jeg_ tror nu det er for Muserne!
Karen sad igen og dinglede med Benene. Hun havde lænet sig tilbage
paa Bænken og hvilede Nakken og de udstrakte Arme mod Kanten af
Rygstødet og stirrede op i Luften. Hendes Kjole var gledet op over
hendes Knæ, og der skinnede et Stykke af hendes nøgne, gullighvide
Ben frem oppe mellem Strømpen og den nederste Del af de blondebesatte
Mamelukker.
-- Bare Onkel Alex var her og kunde give mig et Kys! sagde hun og
vuggede smaanynnende Hovedet frem og tilbage over Bænkekanten.
Kaninen sendte hende et sky Blik. Hun forstod ikke den Slags Udbrud.
Selv var hun ogsaa «forfærdelig» betaget af den smukke Grev Scheele.
Men ingen Magt paa Jorden skulde faa hende til at tilstaa slig
Syndighed; ikke engang for sit eget lille Hjerte!
Hun bøjede sig frem og forsøgte at trække Karens Kjole ned over
hendes Knæ. Men det lykkedes ikke. Den var for kort; Barnet var
vokset fra den. Saa tog hun sit Lommetørklæde op og bredte det stille
ud over Pigebarnets Ben. Det stødte hendes Blufærdighed at se disse
Par Tommer uautoriseret Nøgenhed. Og hun rødmede ved Tanken om, at
der muligvis kunde komme «en Herre» forbi.
-- Hvad skal det betyde? spurgte Karen og prøvede paa at sparke
Tørklædet af sig. -- Jeg fryser ikke!
-- Nej, men her er saa mange Myg, Baby. De kan let stikke dig!
Baby drejede Ansigtet om mod sin Lærerinde og smilede taknemmeligt.
-- Du er dog saa god og rar og sød, Frøken Jansen! sagde hun. -- Jeg
holder næsten mest af dig af alle, alle Mennesker!
Og Frøkenen fik Taarer i sine smaa Kaninøjne og bøjede sig ned og
kyssede hende paa Kinden ....
Det var begyndt at mørknes. Taagen ude over Engene var bleven tættere
og skjulte næsten Udsigten til Fjorden. En sagte Luftning satte de
øverste Blade paa Træerne langs Skrænten i en svagt raslende
Bevægelse. Og Raager og Krager kom med baskende Vingeslag flyvende
ind fra Markerne og søgte under hæse Skrig til deres Reder i Skovens
Udkant.
Paa een Gang faldt der et Skud ude Øst paa i Retning af Klitterne og
Badehuset. Og et Sekund efter fulgtes det af et andet. Lyden rullede
frem over Kærene og kastedes gjaldende tilbage mod de skovklædte
Skrænter.
En Ræv, der havde været ude paa Aftenjagt, kom strygende med Lunten
fejende hen ad Jorden tæt forbi Bænken, hvor Pigebørnene sad.
-- Det var en Ræv! sagde Karen og trak uvilkaarlig Benene op under
sig. Men straks efter lyste der en Skælm op i hendes Øjne, og hun
fortsatte: -- Den hører til Rovdyrene og lever fortrinsvis af mindre
Pattedyr og Fugle. Dog tager den i Nødsfald ogsaa til Takke med
Insekter og Orme!
Kaninen vilde tvinge sig til at være fornærmet-alvorlig; men kunde
ikke og brast i Latter.
-- Trold! skændte hun og kneb Baby i Armen. -- Gør du Nar af din
Lærerinde!
Karen skreg op og søgte at værge sig.
-- Hvem mon det var, der skød? spurgte hun saa.
-- Det var vel Forvalteren.
-- Kan du huske, da vi skød til Skive efter en Flaske nede i
Præstegaarden, Frøken Jansen?
-- Ja, sagde Frøkenen. (Hun havde ikke vovet at røre Skyderen med en
Finger!)
-- Vil du ikke forære mig en Salonbøsse til min Fødselsdag?
-- En Bøsse passer sig ikke for en ung Dame, lille Karen!
-- Nej, naturligvis! vrængede Barnet -- hun skal bare smøre Mel i
Ansigtet og sidde og kede sig li'som Mama!
-- Baby!
-- Clara har jo en! Og hendes Fa'r har sæl givet hende den! vedblev
den lille paastaaelig.
-- Ja, den stakkels Pastor Mascani; men han er ... han blev ...
-- Det er slet ikke derfor! Det er, fordi han har elsket for meget!
-- Men Baby dog! sagde Kaninen og rødmede.
-- Det si'er Jomfru Petersen!
Frøken Jansen rejste sig fra Bænken.
-- Jeg synes, det begynder at blive koldt, sagde hun og hostede igen.
-- Nu skal vi vist ogsaa hjem.
-- Jeg _kan_ ikke lide, at du hoster! sagde Karen og lagde kærligt
sin Arm om Frøkenens Liv. -- Bind dit Lommetørklæde om Halsen!
Kaninen bandt lydig Tørklædet om. Og de to Pigebørn forlod
Udsigtsbænken, drejede om Hjørnet ved Haven og gik op gennem den
lange Allé.
Der var ganske mørkt derinde mellem de tætte Bøgehække. Kun tittede
et Stykke blegblaa Himmel af og til frem højt oppe over Træerne; og
nede for Enden af Alleen glimtede fra et af Slottets Vinduer et
lille, enligt Lys.
-- Tør du gaa derind og raabe Hannibal tre Gange? spurgte Karen, da
man kom forbi Stien, der førte til Straahytten.
-- _Næi_! sagde Kaninen afgjort.
-- Hvis vi nu mødte ham?
-- Lad være! sagde Frøkenen og greb Pigen i Armen.
-- De si'er, at han gaar her hver Aften!
-- Lad _være_! skreg Kaninen og gyste. -- Det er Synd af dig, Baby!
-- Er du da _virkelig_ bange?
-- Det ved du godt ....
-- Det er da ikke noget at være bange, naar man er to!
-- Jeg kan ikke gøre for det ... Og jeg ved godt, at det er naragtigt
af mig; men .... nu tør jeg næsten ikke gaa forbi Monumentet!
-- Men Frøken Jansen dog!
-- Det er ogsaa, fordi jeg ikke er rigtig rask ... Jeg fryser!
-- Kom lad os gaa stærkt! sagde Baby og stak omsorgsfuldt sin Arm ind
under Lærerindens ...
Omtrent midtvejs mellem Slottet og Skoven udvidede Alleen sig til en
Runddel, i hvis Centrum det frygtede «Monument» stod: en henved tre
Alen høj, raat tildannet, pyramideformet Granitsten, hvori
Aarstallet 1735 var indhugget.
Sagnet berettede, at under denne Sten laa en Hannibal v. Leunbach
begravet. Han skulde have gjort falske Bankosedler i en Kælder under
Slottet. Forbrydelsen var bleven opdaget, og han havde begaaet
Selvmord og var bleven nedgravet i Haven.
Og nu var det, at han til Straf for denne sin dobbelte Ugerning
stundom promenerede i Bøgealleen om Aftenen efter Solnedgang.
Og det var naturligvis aldrig rart at møde ham! --
Efterhaanden som de to unge Piger nærmede sig Runddelen, sagtnede de
deres Skridt mere og mere. Og da de var kommen den nær paa en halv
Snes Alen, standsede de og strakte Hals.
-- Der er nogen! sagde Karen.
-- _Tror_ du? hviskede Frøkenen og skjalv i Knæene.
-- Ja-a ... Se!
Og virkelig saa man et lille, mørkt Hoved titte frem bag Stenen
derhenne; og samtidig hørtes en underlig Knirken og Knagen, som om
Træ blev brækket i Stykker.
Kaninen vendte sig til Flugt.
-- Kan vi ikke gaa en anden Vej? hviskede hun.
-- Nej, saa skal vi helt ned til Skrænten igen og tilbage gennem
Skoven.
-- Jeg synes, her er en Sidevej ...
-- Jamen det er først langt oppe ... Lad os bare gaa!
Hovedet henne bag Monumentet var igen forsvundet, og den gnavende Lyd
var ophørt.
Pigebørnene vovede sig et Par Skridt fremad. De trykkede sig tæt op
ad hinanden og holdt hinanden i Haanden. Thi trods Karens
Rapmundethed var hun dog næsten lige saa ræd i Hu som sin kære
Lærerinde.
-- Hører du ikke noget, Frøken Jansen?
-- Nej ...
-- Skal vi ta' og løbe?
-- Ja ...
Men de løb ikke, Putterne. De listede sig tværtimod af Sted helt oppe
paa Taaspidserne stille og forsigtigt, som om de var bange for, at
Lyden af deres Skridt skulde forstyrre den salig Hannibal og jage ham
op paa Jordens Overflade.
-- Bare vi var forbi ...
-- Aa Gu'bevares ja ....
Kaninen udstødte et Suk, der vilde have været i Stand til at sætte
syv Vindmøller i Gang.
-- Tæl, saa løber vi!
-- Een ... begyndte Frøkenen.
-- 'Aften! sagde i det samme en skrattende Stemme, og en kroget
Skikkelse gled frem bag Stenen og kom hen imod Pigebørnene, der
øjeblikkelig afleverede et Par grandiose Vræl.
-- Hi, hi! Frøjknerne blev nok bange?
-- Er det ... dig ... Maren? gispede Baby.
-- Ja, mænd er det mig, bitte Frøjken, ja det er! smiskede den
uhyggelige Maren Forlis og gled nærmere. -- Di smaa Damer har nok
vaaren ude aa spadsere? Ja, ja! ungt Blod aa Sommernætter, hi, hi! En
sat her ved Stenen og hvilte sig en Kende, da en hørte di smaa Ben i
Gruset. En har jo ikke rigtig Lov og Ret til aa være her i Haven, har
en ikke, men Frøjknerne er jo pæne Folk, der ikke vil bringe et
gammelt Skrog i Fortræd.
Marens smaa, lurende Øjne spillede rundt fra den ene til den anden;
og hun søgte, saa godt det lod sig gøre, med sin Kjole at dække et
Knippe Risbrænde, som hun nu i den rare Skumring havde rapset sig
sammen og netop var i Færd med at transportere hjem til sin Hytte og
sin Kaffekedel.
-- Næi, vi skal ikke sige noget; nikkede Baby, der havde faaet sit
Mod tilbage, saa snart hun opdagede, at hun havde et levende Menneske
for sig. -- Men Maren skulde dog se at komme af Sted, for Forvalteren
er nede i Skoven!
-- Jøsse, Jøsse! sagde Konen forskrækket. -- Er han det? Ja saa faar
en nok se aa himstre a'!
-- Hørte Maren ikke, at der var nogen, der skød? spurgte Kaninen.
-- Jo vel hørte jeg det, jo!
-- Det var vist ham.
Den gamle smilede bredt og blottede sine tandløse Gummer.
-- Aa nej, hi! sagde hun og kneb et Øje sammen. -- Det er vist en
højere Pe'son, der lusker om og skyder Nytaar ind!
-- Hvem skulde det da være? spurgte Karen.
-- Hvem, ja, hæ! Det er sgu'nte godt aa vide! Gu' Vorherre bevare
_min_ Mund!
-- Hør! sagde Kaninen og for sammen, da en Ugle i et Træ lige over
Hovedet paa dem satte i med et skærende Skrig. -- Hvad var _det_?
-- Det var bare en Ugle! sagde Karen overlegent.
-- Hun skrikker til Sorrig, nikkede Maren Forlis sagkyndig, da Uglen
paa ny skreg op og derpaa udstødte nogle underlige, gurglende
Strubelyde. -- Hun skrikker til Sorrig, gør hun! Hun er li'saa klog
som et Par Mennesker!
-- Der er nogen, der si'er, at du kan spaa, Maren!
-- Hi, hi! grinte den gamle -- er der no'en, der si'er _det_, bitte
Frøjken? Jaja, ka'ske det aa har sin Rimelighed da!
-- Kom nu, Baby!
-- Vi kommer ned til dig en af Dagene, og saa skal du spaa os! raabte
Karen, medens Frøkenen trak af Sted med hende op ad Gaarden til.
-- Ja kom kun I! svarede den gamle tilbage og begyndte at bakse med
Brændeknippet for at faa det paa Ryggen. -- Kom kun I! mumlede hun og
skulede ondt efter Pigebørnene, fordi de forlod hende saa brat og
uhøfligt. -- Jeg ska' sgu spaa Jer Særken fra Røven, ska' jeg!
-- Huit-huit! skreg Uglen igen. -- Huit-huit! gurle-gurle-gurle!
-- Hun skrikker til Sorrig! citerede Karen og søgte at efterligne
Maren Forlis's Stemme.
-- Uf, hun ligner en Heks! sagde Kaninen. -- Skal vi løbe!
Og de to behjertede unge Damer tog hinanden i Haanden og satte i
langbenet Galop op gennem Alleen op mod Slottet.


I een uafbrudt Vekslen var der nu blevet spist, drukket og danset paa
Næsset siden Klokken tre om Eftermiddagen.
Man havde jo kun Høstgilde een Gang om Aaret, og Folkene gjorde deres
bedste for at benytte Lejligheden.
Suppen, Stegen og Kagen havde man sat til Livs med udmærket Appetit.
Vel kunde der jo nok ha' været lidt rigeligere Kvanta af alle Dele,
mente Skumlere. Men Brændevinen og Gildesøllet til Maden og Kaffen
med Bollerne bagefter bragte dog de fleste til at trykke Baronen og
Baronessens Hænder paa det kraftigste, da de høje Herskaber naadigt
indfandt sig efter Affodringen for at modtage Gæsternes Tak for Mad.
Man spiste i «Havestuen», et stort, aflangt Rum, som ved en smal Gang
var adskilt fra Borgestuen, og som til Hverdag stod ubenyttet hen.
Sit Navn havde Lokalet rimeligvis faaet, fordi dets Vinduer vendte ud
mod Haven, medens Borgestuens vendte mod Gaarden. Begge Saloner laa i
Slottets nederste Stokværk og havde høje, krydshvælvede Lofter og
nøgne, hvidkalkede Vægge, der i Anledning af Festen var smykket med
Dannebrogsflag, Georginer og afskaaren Aspargestop.
Medens Bordene blev ryddet til Side, og Madsalen omdannedes til
Dansesal, vandrede Gæsterne rundt i Skov eller Have, Kostald eller
Svinesti «for at stampe Føden ned». Eller man skyndte sig hjem for at
hente Børnene, som fra den tidlige Morgenstund af havde været iført
deres vildeste Stads og været nær ved at fortvivle af Utaalmodighed,
fordi det varede saa længe, inden der kom Bud efter dem. Selv
Puslinger, hvis eneste Føde endnu bestod af den moderlige Mælk, blev
hentede. Ligesom højtfrugtsommelige Madammer med uformelige Topmaver
hellere vilde risikere at bringe til Verden midt under en Wienervals
end give Nabokonen Lejlighed til næste Dag at prale af al den Mad og
Drikke og alle de Svingommer, hun havde svælget i ved Festen. Og
Madammens overmodne Tilstand vakte aldeles ingen Forargelse blandt
Publikum. Enhver Konelille vilde have handlet som hun: Man ska'tte
la' no'et gaa fra sig! --
Karen havde den udslagne Dag sværmet rundt som en Sommerfugl. Hun var
iført sin hvide, broderede Kjole med de korte Ærmer og det brede,
højrøde Livbaand og saa fortryllende ud. Hendes Øjne skinnede som
nyslaaede Tiører; og hun _gik_ ikke, hun hoppede og dansede af Sted,
saa at alle Husmandskonerne korsede sig over, at noget Menneskebarn
kunde være saa let paa Taa.
Under Spisningen havde hun hjulpet Pigerne med at bære Maden rundt;
og alle vilde helst have de Portioner, hun kom med. Og da Niels
Tjener til sidst havde overladt hende Brændevinsflasken og Glasset,
og hun var gaaet omkring ved Bordene og havde skænket Snaps baade for
Mændene og Konerne, da var hendes Skaal bleven udbragt under stor
Jubel.
Men saa var hun pludselig bleven hentet op af Kammerjomfruen. Hendes
Mama vilde tale med hende.
Baronessen sad inde paa Chaiselonguen i Toiletværelset, da Karen
temmelig misfornøjet traadte ind.
-- Hvad skal jeg, Mama? spurgte hun surmulende. -- Men er du syg?
udbrød hun saa og løb hurtigt hen og lagde Armene om Moderens Hals.
-- Du er saa bleg!
-- Jeg har lidt ondt i Hovedet, sagde Baronessen og kyssede den lille
paa Panden. -- Hvor er Frøken Jansen?
-- Hun sidder nede i Skolestuen og læser et Brev, som hun lige har
faaet fra sin Mo'er.
-- Er de snart færdige med at spise?
-- Ja de er ved Kagen .... Men jeg kan ikke lide, du er syg, Mama!
-- Det gaar nok over igen, Baby .... Hvor er din Fa'er?
-- Det ved jeg ikke. Han er vel inde paa Kontoret.
-- Vil du blive lidt oppe hos mig, Baby?
-- Ja-a ...
-- Eller vil du helst ned igen?
-- Næ-i ... Gør det meget ondt i dit Hoved?
Baronessen nikkede uden at svare. Hun sad og stirrede ud for sig med
Hænderne slapt hvilende i Skødet.
Karen satte sig ved Siden af hende og tog hendes ene Haand og
kærtegnede den. Af og til saa hun sørgmodigt og hjælpeløst op paa
Moderen.
En Dør borte i Huset slog smældende i, og Baronessen for sammen og
gyste.
-- Men Mama dog! sagde Barnet.
-- Ja, jeg er noget nervøs ... Blæser det?
-- Næi! sagde den lille forundret. -- Det er jo Solskin og dejligt
Vejr!
-- Er der mange Mennesker dernede?
-- Ja-a; alle sammen!
-- Var det et godt Brev, Frøken Jansen fik fra sin Moder?
-- Det ved jeg ikke. Hun har jo ikke læst det endnu .... Hvor længe
tror du, jeg maa blive oppe i Aften?
-- Lige til du bliver træt, Baby. Det er jo Høstgilde!
-- Saa længe! sagde den lille og kyssede begejstret Baronessens
Haand. -- Kommer du ogsaa ned og danser?
-- Ja-a ....
-- Og Fa'er?
-- Ja, det gør han vist .... Vilde du ikke gerne over til Grandma
igen ovre i København?
-- Nej, jeg vil ri'nok helst blive her! sagde Karen afgjort og saa
igen forundret op paa Moderen.
I det samme lød der tunge Skridt gennem Boudoiret, og Døren til
Toiletværelset blev aabnet unødigt larmende.
Baronessen for atter nervøst sammen.
-- Folkene er færdig med at spise! sagde Helmuth og blev staaende paa
Tærskelen. -- Vi maa ned!
-- Jeg har Hovedpine, min Ven ...
-- Det varer kun et Øjeblik! sagde Baronen haardt. Hans Ansigt var
stift og koldt, og hans Tone kommanderende som en Underofficers. --
Kom saa med! Det er noget, vi bruger!
Alvilda rejste sig; men hun støttede en Haand imod Chaiselonguen, som
om hun var svimmel.
Karen saa hen paa sin Stiffader med vrede, gnistrende Øjne.
-- Mama er syg!
-- Det gaar nok over! sagde han kort. -- Vi gaar ned ad
Kontortrappen! Skynd Jer saa!
Og han larmede bort igen ind gennem Værelserne.
-- Bliv du bare heroppe, Mama! sagde Karen trodsigt.
-- Nej, det er bedst, vi gaar. Ellers bliver din Fa'er vred, sagde
Baronessen og tog en af Pigebarnets smaa Hænder og kyssede den.
-- Du græder jo, Mama!
-- Aa nej ... Kom saa!
Men førend de forlod Værelset, gik dog Hendes Naade hen foran det
store Toiletspejl og for sig over Ansigtet med diverse Pudderkvaster
for at live lidt op paa Teinten.
Det ene skal gøres; det andet ingenlunde forsømmes! .....


Præcis da Taarnuret slog seks, marcherede Gildesfolkene fra
Ladegaarden, hvor de under Forvalterens Kommando havde forsamlet sig,
op gennem Borggaarden, svingede to Gange rundt omkring den store
Plæne og myldrede derpaa ind gennem Borgestuegangen og Borgestuen op
i Dansesalen.
I Spidsen for Toget vandrede Musikken: to Violiner, et Horn og en
Klarinet. Derpaa fulgte tre Karle med Høstleer, som de hvæssede, saa