Slægten - 13

godt det lod sig gøre, i Takt til «Den tapre Landsoldat», der
spilledes med fuld Kraft af Orkestret. Og saa kom den lange Hale af
smilende, forventningsfulde Gæster, Mænd, Koner, Piger og Børn, to og
to med hinanden under Armen eller i Haanden, som det nu bedst kunde
falde sig.
Forrest skred af Sted gamle Hingstejørgen, Gaardens Patriark og
Veteran fra vor berømmelige Treaarskrig. Han blev ved alle slige
Lejligheder holdt højt i Ære. Og han vidste det: Krigsmedaljen
tronede paa hans Bryst; og hans Ansigt lyste som Morgenrøden. Under
Armen førte han Stine Napoleon, der havde nogen Vanskelighed ved at
faa sit syge Ben til at holde Trit med hans udprægede martialske
Gangart. Efter dem fulgte Jens Kusk med Kammerjomfru Petersen. Derpaa
Niels Tjener med Mejerske Jørgensen. Saa Julius Tjenerdreng med den
bitte Karen; Mejeribestyrer Jakobsen med Kanin Jansen, Forkarlen med
Kokkepigen, Svinepasseren med Lugekonen o. s. v., o. s. v. -- Som en
Slags Sergent med sit Egespir skuldret som Sabel paraderede
Forvalteren og holdt Rækkerne i tilbørlig Ave. Og paa Taget af hver
sit Hus sad Lænkehundene storøjede og stumme af Beundring og
betragtede den hele Herlighed.
Da Toget svingede ind under de kuplede Lindetræer, der dannede
Grænsen mellem Ladegaard og Borggaard, blev der aabnet nogle Vinduer
oppe i Herskabslejligheden, og Baronen og Baronessen viste sig, han i
Kontoret og hun i Dagligstuen, og nikkede og hilste ned til Mængden,
der raabte Hurra og svingede med Tørklæder og Huer. Karen nappede
Kasketten af Julius og raabte: Goddag Mama! Og Gamlejørgen smilede
bredt og huldsaligt som et revnet Græskar og intonerede sin
Yndlingssang:
I Natten klam og kold
bag Frederetsjas Vold ...
-- Det er da ellers sært nok, a' Hinners gamle Naade ikke er her!
sagde en ældre, tænksom Madame med et spædt Barn paa Armen.
-- Hy-yss! Di er usams! tyssede Maren Forlis paa og lod sine smaa
Rotteøjne hvirvle op mod Vinduerne.
-- Ja-a, det ka' vel saaden Folk osse bli'e? bemærkede en tredje Kone
filosofisk.
Og saa masede man ind gennem Forhallen og Borgestuen og op i
Havesalen.
Og fem Minutter efter gik Dansen lystigt med Skraal og Tramp og
klaskende Haandklap, der gav Genlyd under de gamle Hvælvinger ......
Det var allerede helt mørkt, da Niels Tjener kom og meldte de to unge
Piger, at der var rettet an, og at Herskabet var ved at gaa til
Bords.
Karen skulde lige til at hoppe ud i en Reinlænder med Kusken. Men
Kaninen stoppede hende i Farten og fik hende efter nogen
Parlamentering trukket med sig. Dog skændte den lille uophørlig,
medens de steg op ad Trappen, Munden løb som en Kæp i et Hjul.
-- Hun var slet ikke sulten! Og hun brød sig ikke Spor om Mad! Og det
var noget godt Tosseri at slæbe hende op ad alle de Trapper! Hun
vilde meget hellere blive ved at danse! De andre kunde godt spise
uden hende! Og hun skulde pænt vise dem, at hun ikke vilde røre en
Mundfuld!
-- Saa, saa, Baby! formanede Frøkenen.
-- Ikke en Mundfuld! gentog den lille og stampede i Gulvfliserne oppe
i Galleriet.
Og Niels Tjener grinte og aabnede Dørene til Spisesalen.
Hendes Naade og Baronen sad allerede ved Bordet og ventede. De talte
ikke sammen og undgik at se paa hinanden. Og Drengen Julius, som stod
med Ryggen til henne ved Anretterbordet, turde næppe trække sit lille
Vejr af Frygt for at nedkalde Himlens Lyn over sit vandkæmmede Hoved.
Ogsaa han vilde ubetinget have foretrukket at blive nede i den
gemytlige Dansesal!
-- Naa, er I der, Børn! smilede Hendes Naade og sukkede lettet. --
Det holdt nok haardt at rive sig løs?
-- Ja, vi er slet ikke sultne, Mama!
-- Jo-o, lidt maa I spise ....
De unge Damer tog Plads. Og Maaltidet begyndte.
Der blev ikke vekslet et Ord under Taflet. Helmuths mørke, truende
Ansigt og urokkelige Tavshed ligesom greb de andre i Struben og
kvalte deres Stemmer, naar de vilde vove sig over Tændernes Gærde.
Hendes Naade sad vel rank og ulastelig nok paa sin Stol og søgte at
indbilde sig selv og Bordfæller, at Tilstanden var, som den burde
være ved en højadelig Diné. Men hendes Kinder var blege under
Sminken; og om hendes Øjne laa dybe, blaasorte Ringe, der fortalte
højlydt om pinefulde Dage og fredløse Nætter. Og naar hun under
Maaltidet skulde give Tjenerne et Vink med Hensyn til Anretningen,
skælvede hendes Haand, og hendes Blik veg ud til Siden og bort for
ikke at fanges af Gemalens haarde, mistroiske Øjne, der lurede paa
enhver af hendes Bevægelser. Niels og Gutten Julius listede rundt,
stive og afmaalte som Træfigurer. Og kom de undertiden til at rasle
med en Kniv eller en Gaffel eller klirre med en Tallerken, sank de i
Knæene og spilede rædselsslagne Øjnene op, som om de ventede, at _nu_
brød det løs! -- Det var, som sad der et eller andet Sted i Salen et
usynligt Lig, der ved den mindste utilbørlige Larm vilde aabenbare
sig og sætte i med et Skrig, som maatte fryse Blodet til Is i alle
Aarer.
Den sølle Frøken Kanin turde næsten ikke løfte Spiseredskaberne op
til Munden. Og saa tungt hvilede Trykket og Uhyggen paa hendes
stakkels Hjerne, at hun i sin idiotilignende Tummelumskhed med stor
Iver søgte at formaa et Stykke Steg eller en Kartoffel til at sidde
fast paa den forkerte Ende af sin Gaffel. Og var hun da, naar dette
Fejlgreb omsider gik op for hende i al dets Utilbørlighed, Døden nær.
Den eneste, som ikke lod sig voldtage af Situationen, var Pigen
Karen. Trods sin gentagne Paastand paa ikke at have Spor af Appetit,
lod hun sig Maden smage, alt medens hun lyttede anspændt til
Musikken og med lydløst dinglende Ben søgte at følge de løsrevne
Takter, som fjernt og dæmpet klang frem gennem Hvælvingerne i
Balsalen nedenunder.
-- Naar vi har drukket Kaffe, gaar vi ned til Folkene og danser et
Par Gange! sagde Helmuth og stirrede stift over paa sin Kone. -- Det
plejer vi!
-- Ja ... sagde Hendes Naade.
Baronen skød sin Stol tilbage.
-- Velbekomme!
Niels og Julius hastede hen og aabnede Fløjdørene. Og Familien forlod
Spisesalen i kronologisk Orden .....


Det vakte jo en Del Røre, da Herskabet traadte ind i Dansesalen.
Madammerne langs Væggene rykkede nærmere sammen og gjorde hviskende
hinanden opmærksomme paa «Naadens» Toilette. De dansende ude paa
Gulvet rettede Ryggene og søgte at lægge et vist købstadsmæssigt
Sving over deres Bevægelser. Og den overmodne Kone med Trutmaven slog
genert Øjnene ned. Men «de fines» Tilstedeværelse hindrede hende dog
ingenlunde i vedblivende at hengive sig til sine koreografiske
Glæder. Hun var en udmærket Dansøse, og Kavalererne kappedes om at
byde hende op.
Helmuth bukkede ceremonielt for Husjomfruen; og Publikum gjorde
ærbødig Plads for Parret.
Lidt efter stod Jens Kusk foran Hendes Naade, rakte den højre Haand
frem og spjættede bagud med det venstre Ben, hvilket betød høfligst
Anmodning om Engagement. Baronessen nikkede smilende og lagde sin
behandskede Haand i hans.
Forvalteren for af Sted med Kaninen. Og Julius rasede rundt med lille
Karen ....
Efter at Husjomfruen havde faaet sine tilbørlige Omgange, satte
Helmuth hende af. Hun kniksede dybt og takkede for Æren. Et Øjeblik
efter kørte han ud med Mejersken; og derpaa med Kammerjomfruen. Men
skønt han syntes at udrette disse Pligtarbejder med stor Alvor og
Grundighed, veg dog ikke hans Øjne fra Baronessen; ikke et Sekund
tabte han hende af Syne.
-- Mama, Mama! Nu skal vi ha' Sekstur! raabte den glædestraalende
Karen, der hoppede forbi Moderen ved en ældre Husmands Arm.
Parrene stillede sig op; og Musikken stemte Instrumenterne.
Baronen førte Skovfogedens Kone, som var baade rød og bleg af
undselig Stolthed.
Forkarlen gjorde Skrabud for Hendes Naade.
-- Tak, Per, nikkede hun venligt -- men jeg kender ikke den Dans.
Og Per luskede slukøret bort.
Saa faldt Orkestret ind, og Seksturen begyndte.
Baronessen havde taget Plads paa en af Bænkene i Nærheden af Døren.
Hun sad og passiarede livligt med et Par Husmandskoner; og da Baby i
Dansens Løb kom Stedet forbi, vinkede Moder og Datter smilende til
hinanden og nikkede.
Men et Øjeblik efter rejste Hendes Naade sig og forlod Salen.
-- Nu gik Naaden! sagde en Dame til sin Danser.
-- Hinner om _det_! sagde Kavaleren og trampede ivrigt videre.
Baronens Øjne gnistrede, da han saa Vilde gaa sin Vej uden først at
have indhentet hans Tilladelse. Blodet for ham til Hovedet, og hans
første Indskydelse var at trække sig ud af Dansen og ile efter hende
for med Magt at føre hende tilbage. Dog, han havde Besindelse nok til
ikke at ville vække unødig Opsigt. Men hun skal lystre, lystre,
_lystre_! skreg det i ham. -- Om jeg saa skal tærske hende _flad_,
skal hun lystre! -- Og Tanken om, hvilke Ydmygelser han skulde
finde paa at straffe hende med i Aften, naar de blev ene oppe i
Soveværelset, gav sig til at male rundt og rundt i hans Hjerne.
Og paa een Gang stod Hævnen klart for ham i det ene Ord:
_Kyskhedsbæltet_! Hun skulde straffes, som hans Forfædre før ham
havde straffet deres oprørske Hustruer! Han havde tidligere truet
hende dermed. I Aften skulde Truselen udføres! ... Saa kunde hun
gerne rende til Greven!!
Og han næsten lo ved denne Tanke og gottede sig, som en sindssyg
gotter sig ved Undfangelsen af en forrykt Ide.
Thi i den Grad var denne arme Helmuth, dette sølle Menneske, som af
Naturen var Skikkeligheden og Medgørligheden selv, bragt ud af sine
Fuger, at der var Øjeblikke, hvor han uden Vaklen kunde have dræbt
sin Hustru med et Slag af sin Næve!
Og paa den anden Side: havde hun blot en skønne Dag kastet sig om
hans Hals og lovet Bod og Bedring -- han vilde have væltet hele
Skylden paa _sig_, knælet ned for hendes Fødder og tryglet om
Tilgivelse for alt det onde, han havde forvoldt hende.
Thi han var nu, som forhen, elleskudt af hendes hvide Kød, af hendes
hele Legems Dejlighed ....
Da Dansen var forbi, gav Baronen sig tilsyneladende rolig til at
samtale med nogle af de omkringstaaende Gæster, klappede dem
nedladende paa Skulderen og sagde, at de skulde bare hænge i med at
more sig, Natten var deres egen! Men alt som han talte, gled han
lurende og snarøjet nærmere og nærmere hen ad Døren til; og da han
havde naaet den, sneg han sig i et ubevogtet Øjeblik ud og skyndte
sig ad Trappen op til Kontoret og ind i Salonerne.
Hans Hænder var knyttede, og han mumlede uophørlig Skældsord mellem
Tænderne, medens han forgæves stormede rundt og søgte og søgte .....


Men nede i Havestuen steg den folkelige Lystighed.
Der kunde vel være gaaet det meste af en Time, siden Herskabet havde
trukket sig tilbage.
Jørgen Hingstepasser stod inde i Borgestuen og tog nogle Dansetrin
foran Mette Malkepige, som han havde faaet maset op i et Hjørne
mellem Væggen og Bordet. Og Mette lo af den gamles Ekscesser, saa
Taarerne trillede ned ad hendes cinnoberrøde Kinder.
-- Aa nej, aa nej, Jørren, hvor du dow teer dig! gispede hun og
trykkede Hænderne ind mod sin trinde Barm -- Jæ sprækker! sagde hun.
Musikken fra Balsalen klang højt gennem de aabne Døre. Og Snakken og
Støjen hørtes tydeligt langt ud over Borggaarden, hvor Hektor og
Ajax, nu det var blevet mørkt, og deres Vægterinstinkter var begyndt
at røre paa sig, rasede i et formeligt Delirium af Gøen henne foran
deres Villaer under Lindetræerne.
I Natten klam og kold
bag Frederetsjas Vold ...
sang Gamlejørgen og gjorde en pludselig Attake paa Pigen for at hugge
et Kys fra hende. Men Mette gav ham et saa kraftigt Stød lige midt
paa Krigsmedaljen, at han tumlede bagover og sank sammen som en Klud,
ned paa en Bænk.
-- Av for Satan! sagde Damen, hun havde slaaet Fingrene paa
Hæderstegnet. Og saa for hun forbi den gamle, ind i Salen og
forsvandt mellem de dansende.
Jørgen sad tilbage en Stund og vippede med Øjenlaagene som en Ugle,
der grunder over Livets Fænomener.
-- Aa hold Kæft! snærrede han saa henvendt til Hundene ude i Gaarden.
Derpaa fik han sig møjsommelig stavlet paa Benene og listede af Sted
samme Vej som Pigen.
Ude i Forstuen foran «Salen» stødte han paa Niels Tjener, der kom fra
Køkkenet med en Terrin fuld af Punch mellem Haandfladerne og Kopper
dinglende ved deres Hanke paa alle sine ti udspilede Fingre.
-- Her er Most for Hjertet, gamle! sagde Niels og holdt Terrinen hen
under Næsen paa Medaljemanden.
I Natten klam og kold
bag Frederetsjas Vold ...
tog Jørgen øjeblikkelig fat igen og begyndte paa ny sine
Danseøvelser.
-- Jørren, Jørren! skreg Marie Kokkepige og greb fat i hans
Frakkeskøder -- du vælter jo Punchen!
-- Jæ sku' ka'ske heller vælte _dig_, Svup-Marie? spurgte den gamle
og vendte sig om mod Pigen med stivdrukne, forbitrede Øjne.
Men i næste Nu smilede han fjollet-henrykt over hele Ansigtet,
klaskede de store, svedige Næver gemytligt sammen, tog et Par
Dansetrin og stemmede ufortrødent i med sin uopslidelige klamme
Nat ....
Paa een Gang opstod der et underligt Røre inde i Salen: Man raabte og
skreg og stimlede sammen om Vinduerne, der vendte ud mod Haven.
-- Hva' er der? Hva' er der? lød det.
-- Det ved jeg ikke!
-- La' mig komme til!
-- Aa Sludder!
-- Jamen hva' er der da?
-- Der er no'et, der brænder!
-- Er der no'et der brænder?
-- Ja, se, hvor det lysner op ovre bag Hækken!
-- Det er borte paa den anden Side Fjor'en!
-- Gu' er 'et ikke nej, dit Fjols!
-- Hva' er det da?
-- Det er Maren Forlises Hus!
-- Hva' _er_ 'et? hvinede Maren.
-- Næi, sagde en -- det ligger jo helt ovre vesterpaa!
-- Det er _Straahytten_! raabte Karen pludselig. Hun var en af de
ivrigste ved Vinduerne.
-- Det er 'et sgu osse! sagde en -- Det er sgu Straahytten!
-- Det gamle Lokum! bemærkede en anden -- La' _det_ bare ry'e!
Men Forkarlen sprang frem paa Gulvet og slog op med Haanden.
-- Stands, Musik! raabte han -- Her er Ildebrand paa Gaar'en!
Musikken standsede øjeblikkelig og kravlede ned ad Forhøjningen. Og
de Gæster, som endnu intet havde hørt om Sagen, stimlede sammen i
ængstelig Forvirring. Nogle Kvinder hvinede op og vilde hjem; og et
Barn gav sig til at græde.
I Natten klam og kold
bag Frederetsjas Vold ...
sang Gamlejørgen med Smil om Mund; han stod henne i et Hjørne og øste
Punch op i Kopperne af Terrinen, som Niels Tjener i en Fart havde
stillet fra sig paa Bordet. Jørgen bekymrede sig i saadanne Stunder
ikke om Bagateller.
-- Der er _Ild_! skreg en ham ind i Øret.
-- Er der _Ild_? mumlede Medaljemanden rolig. -- _Den_ har jæ vaaren
med paa mange Gange!
Og han fortsatte sindig sit delikate Hverv.
Men Forvalteren havde skyndt sig op ad Kontortrappen for at
underrette Herskabet.
Han bankede ilsomt paa Døren og traadte ind:
-- Hr. Baron, Straahytten brænder!
Baronen sad henne ved Skrivebordet bøjet over en Regnskabsbog. Han
syntes saa stærkt optaget af Arbejdet, at han ikke hørte Forvalterens
Melding.
-- Straahytten brænder, Hr. Baron!
Helmuth drejede langsomt Hovedet om mod den talende. Hans tykke
Ansigt var gustenblegt, og hans Øjne var matte og udtryksløse som
overtrukne med en Hinde. Han vilde tale, hans Mund bevægede sig; men
der kom ikke en Lyd over hans Læber.
-- Er Baronen syg? spurgte Forvalteren forskrækket og traadte
nærmere.
Helmuth stødte med en Kraftanstrengelse Stolen tilbage og rejste sig.
-- Gu' er jeg ikke syg, nej! sagde han brutalt og med en underlig tyk
og grødet Stemme -- Hvor Fanden falder det Dem ind?
-- Hr. Baronen saa saa daarlig ud ....
-- Aa, det er Spe'taklet dernede! Jeg har no'et ondt i Hovedet! Til
næste Aar holder vi Høstgilde ovre i Vognporten; husk det! ... Hva'
vil De mig?
-- Der er Ild i Straahytten, Hr. Baron; vi kan se det fra Vinduerne
dernede.
-- Hvorfor Fanden gaar De saa ikke ned og slukker, Mand? Hva' kan det
nytte, at De kommer herop?
-- Jeg mente, at Baronen skulde dog vide ....
-- Ja, ja! det er godt! det er godt! Skynd Dem derned med no'et
Mandskab! -- Fanden med Hytten, den _er_ vel leveret! Men sørg for,
at Træerne ikke brænder! ... Lad den store Vandvogn fylde ved
Kopumpen; og lad Mandfolkene trække af Sted med den og Sprøjten. Vi
kan ikke komme til med Hestene dernede. Men her er jo Folk nok!
Forvalteren vendte sig mod Døren for at ile af Sted og parere Ordrer,
da der i det samme lød hurtige, snublende Trin op ad Trappen, og en
Karl styrtede ind, ligbleg og forstyrret.
-- Der er Mennesker inde i Hytten, stammede han aandeløst -- vi hørte
dem skri'e .... jæ aa Anders aa Jakob ... di skreg saa grusomt ...
men vi kunde ikke komme til ... det brænder over det hele ... aa Gu',
aa Gu' ...!
Forvalteren stødte Karlen til Side og styrtede ud.
-- Kom med, Rasmus! raabte han -- Rend ned og hent Brandhagerne! Ta'
et Par Mænd med dig! Og rend saa ned og prøv paa at faa dem ud
dernede! Vi kommer efter med Sprøjten! ... Hvem Satan i hede Helvede
kan osse finde paa aa gantes med Svovlstikker dernede! ....
Helmuth blev staaende midt paa Gulvet og stirrede et Øjeblik sløvt
efter de to Mænd, der tumlede ned ad Trappen. Og han hørte
Forvalteren raabe op nede i Gaarden og give Befalinger. Klapren af
hastige Fodtrin lød hen over Stenbroen. En Port hvinede paa sine
Hængsler og smældedes haardt tilbage mod Muren. Buldrende Vognrumlen
hørtes og Skrigen og Larmen og Lyd af mange Stemmer. Og Vinduerne i
Værelset klirrede, da de jog op over Borggaarden med den raslende
Sprøjte og den tunge Vandvogn og forsvandt bag Gavlen og ned gennem
Haven.
Og saa blev alt pludselig Dødsens stille. --
Baronen var paa ny sunken om i Stolen foran Skrivebordet. Han lignede
et Menneske, der er bleven ramt af et Slag: Ansigtsudtrykket var
sløvt og ubevægeligt, Blikket udslukt, og Munden halvt aaben. Hele
det svære Legeme sad slapt og sammenkrøbet i Stolen, med hængende
Arme og udspilede Ben. Man skulde troet ham død, hvis ikke Fingrene
paa den højre Haand af og til med næsten regelmæssige Mellemrum havde
slaaet nervøst-afværgende ud i Luften, medens samtidig hans Aandedræt
hver Gang forstærkedes til en dyb, vaandefuld Stønnen, der lød som et
idelig gentaget:
-- Aaja ... aaja ... aaja ...


Gildeslarmen nedenunder var fuldstændig ophørt. Alle Gæsterne, baade
gamle og unge, voksne og Børn, havde forladt Salen og var ilet af
Sted over Hals og Hoved ned til Brandstedet. Saa længe man mente, at
det slet og bart var ene Hytten, der brændte, tog man det, efter det
første Øjebliks Ophidselse, med forholdsvis Ro. Man sagde Vittigheder
og spøgte og lo, og Musikken blev opfordret til at tage fat paa en
frisk. Men da der saa kom Melding om, at der var Mennesker inde i
Straahytten, og at man havde hørt dem skrige og jamre og raabe om
Hjælp, da var Folk styrtet som besatte af Sted ned gennem Haven og
Bøgealleen. Thi nu var der dog virkelig noget af Interesse at løbe
efter. Og det var med den største Vanskelighed, at Forvalteren kunde
faa samlet Mandskab nok til at trække af med Sprøjten og Vandvognen;
saa forhippet havde man været paa at komme betids ned til Straahytten
og faa hørt _sin_ Part af Skrigene.
Og dog kom de fleste for silde. Thi da det store Gros af nysgerrige
naaede Hytten, var den allerede styrtet sammen og laa nu kun som en
ulmende og rygende Askehob, der lyste matrødt frem mellem de grønne
Buske. Ogsaa Ilden i de omkringstaaende Træer var slukket, døet ud af
sig selv, fordi Branden ikke havde været kraftig og langvarig nok til
at udtørre Grenene.
Men hedt var der i Brandtomtens umiddelbare Nærhed. Og bagfra
pressede Folk paa for at komme til at se og høre.
-- La' vær' aa mas saaden paa, for Satan! skreg man i de forreste
Rækker -- I myre vos jo op i Ilden!
-- Vi kan ikke gøre for 'et! Det er dem bagved!
Der opstod en myldrende Trængsel i den smalle Allé. Og paa Stien, som
førte ind til Hytten, næsten sloges man.
Og saa var det tilmed saa mørkt her under Træerne, at man ikke kunde
se en Haand for sig.
-- Plads! Plads! Va'sko! lød det saa fra Folkene, der kom slæbende
med Vandvognen og Sprøjten.
-- Vi ka' ikke røre vos! peb en forklemt Fruentimmerstemme.
-- Ja, hva' _vil_ I her osse!
-- Va'sko! Plads! Va'sko!
-- Gaa hjem, Fruentimmer! I fylde bare op! raabte Forvalteren --
Eller gaa ned ad Skoven til, mens vi svinger ind!
Og han gik frem foran Vandvognen med en tændt Lygte i Haanden og
mejede Mængden til Side med Armene.
-- Brænder det? raabte han ind.
-- Nej! svaredes der tilbage -- La' bare Sprøjten bli'e; og kom med
Vognen og Spandene!
Og hele Mandskabet tog saa fat paa Vandvognen og fik den slæbt frem
ad Stien op paa Siden af Brandstedet.
Og Hoben stimlede igen til og lukkede sig om Stedet som et Hav.
-- Har I hørt no'et? spurgte Forvalteren, da han stod foran Ruinen.
-- Aldrig en Smule! Den var styrtet, da vi kom.
-- Smid saa Vand paa! ... Flyt Jer, Folkens!
Tappen blev taget af Vandvognen, Spandene fyldt, og Indholdet pøsedes
ud over de glødende Emmer. En hvislende, brusende Lyd hørtes, og en
Sky af Aske og halvbrændt Straa hvirvledes de nærmeste i Næse og
Øjne.
-- Føj for Satan! Det er da et ledt Stykke Arbejde!
-- Har I slet ingenting hørt? spurgte Forvalteren igen.
-- Næi; der har sgu ikke været no'et!
-- Gu' har der saa! sagde Rasmus -- Vi hørte dem skri'e li'saa
riveli'! Hva' Anders?
-- _Det_ gjo're vi! sagde Anders -- Hva' Jakob?
-- Grangiveli' som di ha'de en Kniv i Halsen! sagde Jakob.
-- Ellers skulde da osse Fanden staa i Jer, at lave vos al den
Postyr! ... Mer Vand paa, Folkens! ... Og prøv saa med Brandhagerne!
... Flyt Jer, at vi kan komme til! ... Aa, Jens Kusk, gen dem væk!
Forvalteren stod med Lygten højt hævet over sit Hoved. Thi
efterhaanden som Vandet flød ud over Brandtomten og slukkede de
glødende Emmer, var der blevet mørkere og mørkere; og nu gik man i
Gang med Brandhagerne.
Pludselig lød der et skingrende Kvindeskrig, ledsaget af en forfærdet
Mumlen blandt Mændene.
Midt i Askehoben havde et Øjeblik vist sig de mørke Konturer af et
Menneskes Hoved, Overkrop og Arme. En af Brandhagerne havde faaet fat
i Skulderen paa det og rejst det over Ende; men Taget var straks
glippet igen, og Skikkelsen var sunken tilbage i Dyngen.
Alt Arbejde standsede et Par Sekunder.
-- Ka' I se! hviskede Rasmus -- Der var den ene!
-- Flere Lygter! Flere Lygter! skreg Forvalteren.
Men der var ikke flere Lygter. Og nogle Mænd blev sendt af Sted op
paa Gaarden.
I det samme opstod der Uro og Røre ved Indgangen til Stien.
-- Der er Baronen! Der er Baronen! lød det; og Folk veg til Side og
gjorde Plads for Helmuth, som ilsomt banede sig Vej frem mod
Brandstedet. Hans Ansigt var endnu paafaldende blegt, og hans Øjne
flakkende og urolige. Men ellers var der intet usædvanligt hos ham at
spore.
-- Er der saa nogen? spurgte han hurtigt, da han var naaet hen til
Forvalteren.
-- Ja, Hr. Baron! Og der er gaaet Bud op efter flere Lygter ....
-- Hvorfor arbejder I ikke? Ryd til Side!
-- Vi er bange for at volde Skade, inden der kommer mere Lys ...
-- Kom her med Lygten!
-- Jeg tror ikke, at Baronen skal gaa derind; der er Ild endnu i
Bunden ...
Helmuth rev Lygten til sig uden at svare, løftede den i Vejret og gik
et Par Skridt frem.
-- Staar I her? sagde han saa pludselig, og det gav et Ryk i ham.
Det var Karen og Kaninen, han havde faaet Øje paa. De stod
allerforrest i Hoben og saa til med store, opspilede Øjne fulde af
Spænding og angestfuld Forventning.
-- Hva' staar I her efter! gentog Baronen -- Gaa op med Jer! I har
ikke no'et her at gøre! ... Tag Karen med Dem, Frøken Jansen, og gaa
op!
-- Mama har sæl sagt .... forsøgte Baby.
-- Sludder Tøs! afbrød Helmuth hende, og Blodet begyndte at stige ham
til Hovedet -- Jeg vil ingen Vrøvl høre! ... Er Kammerjomfruen
hernede? spurgte han saa.
-- Jo ... lød en spag Stemme.
-- Ta' Pigebørnene med Dem op og faa dem i Seng!
-- Jo ....
Kredsen aabnede sig, og Karen og Frøkenen forsvandt.
-- Nu er di her med Lygterne, Hr. Baron ...
-- Godt! Tag saa fat! ... Men forsigtigt!
Og Lygterne blev fordelt omkring Brandstedet. Og Rydningsarbejdet
begyndte.
-- --
To sorte, tilsværtede og af Ilden halvtopædte Lig fandt man under
Straahyttens Ruiner: Baronesse Alvilda og hendes smukke Fætter.
-- -- --
-- Vorherre ska' nok vidde aa _ramme_! sagde Stine Napoleon til
Put-Amalie, da de nogle Timer senere skravlede af Sted sammen ad
Næsgaardene til. -- Og _det_ er di _Store_! tilføjede hun haanligt --
som ska' gi' vos Essempel!
-- Hi, hi! gnækkede Amalie og skudrede sig i Nattekulden -- Det er
sgu fra _den_ Kant, a' Møjet kommer! Nu ser vi _dit_ Ben!


Jerslev
pr. Rødsten.
Aa, Moder, Moder, Du maa lade mig komme hjem, hører Du, jeg vil
ikke være her mere, aldrig har jeg dog oplevet noget saa
forfærdeligt!
Vi havde jo Høstgilde i Gaar paa Næsset, og saa allerbedst som vi
dansede, kommer der en Mand løbende op fra Haven og siger, at det
lille Straahus brænder, Du ved, nede ved Bøgealleen. Og der
bliver sendt Sprøjte og Mennesker derned, og Karen og jeg var der
ogsaa. Og de sagde, at de havde hørt nogen skrige derinde og
raabe om Hjælp. Men vi hørte da ingenting, medens vi var dernede.
Men saa var der en, der fik fat med en Brandhage i et Lig, som
rejste sig, men straks faldt om i Ilden igen. Det var
forfærdeligt, jeg var lige ved at besvime. Men Karen vilde jo
blive dernede og se. Men saa kom Baronen og sendte os op med
Kammerjomfruen, og vi maatte gaa i Seng. Jeg sov naturligvis
næsten ikke, for min Hoste var bleven saa slem, fordi jeg havde
staaet dernede i min klare Kjole uden Overtøj paa, og i Dag gør
det saa ondt i mit Bryst. Men saa i Morges var der nogen, der
bankede paa min Dør, da jeg sov over mig. Og saa er det
Kammerjomfruen, der næsten falder ind i mit Værelse og græder og
græder, saa jeg næsten ikke kan forstaa hende. Aa, lille, lille
Moder, og ved Du saa, hvad det var? Jeg kan næsten ikke fortælle
det, for jeg troede ikke, at saadant noget kunde ske! Det er
Hendes Naade, de har fundet nede i Straahytten; det er Hendes
Naade, de havde hørt skrige saa forfærdeligt. De fandt hende
liggende dernede helt sort og brændt, og alt Tøjet var brændt af
hende. Det stakkels, stakkels Menneske. Og Grev Scheele fandt de
ogsaa; de laa begge døde under den glødende Aske. Hvordan det er
gaaet til, er der ingen der ved. De har vel siddet og talt sammen
derinde og røget Cigaret, og saa har de været uforsigtige,
ligesom den Gang med Clara Mascani, jeg skrev til Dig om. De
ulykkelige Mennesker dog, det maa have været forfærdelige
Øjeblikke, og ingen kan begribe, at de ikke er løbet ud, da de
opdagede Ilden. Og hvor maa det dog være forfærdeligt for
Baronen, der holdt saa meget af sin Kone; nu fortryder han da
vist sit daarlige Humør i den sidste Tid; men for sent!
Karen ligger inde i Enkebaronessens Seng og græder og græder; men
nu er hun da faldet lidt hen. Enkebaronessen kom i Morges og
hentede os her over til Jerslev; det vil sige, hun blev selv paa
Næsset hos Sønnen, men Kammerpetersen tog med os. Jeg ved ikke,
hvor længe vi skal blive her. Men maa jeg ikke komme hjem til
Dig? Vil Du ikke skrive til Baronen, at jeg skal komme _straks_.
Du kan jo fortælle ham, at jeg er syg; og det er jeg jo ogsaa,
for jeg har længe haft ondt i mit Bryst og Hoved, og nu er det
blevet meget værre.
Lille, lille Moder, lad mig komme hjem til Dig og de andre! Bare
jeg aldrig var rejst fra Jer; jeg synes næsten, at det var Synd
af Dig at sende mig bort, for jeg har aldrig haft det godt her.