Slægten - 10

Jo, Stasia maatte skynde sig.
Hun satte en hvid Straahat med Roser og Tulipaner paa Hovedet. Og
Parasol havde hun. Og midt paa den lysegraa, uldne Kjole prangede den
højrøde Brystsløjfe.
-- Hun holder dig sgu da ellers net nok i Klæ'er! nikkede den gamle
misundelig.
Og den døvstumme gjorde en Bevægelse, der skulde sige: Ja, hun kunde
jo bare prøve paa andet!
Saa greb hun Tavlen og skrev:
-- Du skal ikke komme ind til vos, naar du kommer til Jerslev.
-- Næi, næi, sagde Maren -- det forstaar sig! _Hun_ ka' ju'nde taale
mig!
-- Du skal sige til Tøsens Forældre, at de allerede ligger og
forlyster sig sammen.
-- Gør di da det? spurgte Maren interesseret.
-- Det gør di vel nok!
-- Ja, jeg ska' sgu forlyste dem! nikkede Maren og saa ond ud.
-- Naar kommer du?
-- Paa Søndag, tænker jeg. Jeg gaar i Kirke med det samme. Det er saa
længe siden, jeg har hørt et Gu's Ord.
-- Saa skal jeg se og passe dig op omme ved Hjulmandens Hjørne og
høre, hvordan det er revet ud.
-- Ja, gør kun det.
Og saa bød de to Slægtninge Farvel til hinanden. Og Stasia gik.
Da hun stod uden for Døren, kom der en stor, graa Kat løbende over
Vejen fra Skoven og gned sig op ad hende.
-- Naa, der er Belle! sagde Maren.
Stasia bøjede sig ned og strøg Dyret hen over dets krummede Ryg. Saa
nikkede hun og skyndte sig af Sted.
Inde i Stuen begyndte Katten at mjave.
-- Ka' han lugte Kaffen? sagde Maren med kælen Røst. -- Nu ska' han
faa en Koppe.
Og hun skænkede to Kopper Kaffe, een til Katten og een til sig selv.
Kom godt med Sukker i og listede derpaa hen til Sengen og hentede en
Krukke Mælk frem under den, skummede det øverste af og kom i
Kopperne, medens hun samtidig smilede tilfreds over at have snydt
Børnene for denne Nydelse.
Saa satte hun Belle op paa Bordet og begge gav sig til at slubre
Drikken i sig.
Katten slikkede Fedtpletterne af Hvedebrødspapiret. Og Maren tog sin
Tokrone frem og gned den med sit Kjoleærme, indtil den skinnede.


Kære, lille Moder!
Tak for Dit Brev i Torsdags. Jeg er altid saa glad, naar jeg
hører fra Jer; men jeg kommer jo til at længes. Til Julen _vil_
jeg hjem! -- Jo, jeg begynder nu at føle mig _lidt_ bedre til
Rette her paa Næsset; baade Baronen og Baronessen er meget
venlige og gode imod mig, og Karen kommer jeg til at holde mere
og mere af for hver Dag, der gaar. Hun er noget af det sødeste,
jeg har kendt; og saa smuk. Det maa være dejligt at være smuk!
Ja, Pastor Mascani fortalte mig forleden, at han for længe siden
havde talt til Hendes Naade om mit Værelse, og hun havde sagt til
ham, at det var bare for i Sommer, jeg havde det, til Vinter
skulde jeg have et andet. Men til mig har hun ikke talt derom,
saa jeg er bange for, at hun glemmer det. I det hele er der
kommet noget underligt stille og fraværende over Hendes Naade,
synes jeg. Forleden kom jeg op i Salonen og troede, at jeg var
alene, og satte mig til Klaveret og spillede lidt; men saa
rejste hun sig pludselig fra en Stol inde i den ene Vinduesniche
og kom hen og klappede mig paa Kinden og saa saa forfærdelig
bedrøvet ud; og saa gik hun. Jeg tror ikke, hun er lykkelig; mon
hun ikke gaar og tænker paa sin første Mand, han var nok saa
smuk, saa smuk, og det er Baronen jo ikke, men jeg kan se paa
hans Øjne, at han holder meget af hende.
I Søndags var Baronessen, Karen og jeg ude i Byen og besøgte
Borgmesteren. Det er rare Mennesker, og vi havde det yndigt. Du
kan tænke Dig, vi fik Østers til Aften, var det ikke fint? Grev
Scheele kom ridende, uden at nogen vidste af det, og da han
hørte, at der var fremmede, vilde han ride igen; men han blev da.
Ham synes jeg udmærket om, han er saa rar! men han kommer ikke
nær saa ofte til os som før; det er Synd for Hendes Naade, thi
hun har det jo meget alene, naar man er vant til København.
Hvor det dog er sørgeligt med Pastor Mascani, han ser saa
forfærdelig anstrengt og nervøs ud, og somme Tider kommer han
slet ikke ind i Stuen, naar man er dernede. Baade Fruen og Clara
ser ogsaa daarligt ud; det gør mig saa ondt for den Familie. Folk
fortæller saa meget om Pastor Mascani, jeg kan slet ikke sige
Dig, hvad det er, saa forfærdelig er det; men jeg kan ikke tro
det, for han er jo da Præst og en gammel Mand og skal foregaa
Menigheden med et godt Eksempel. Det er underligt, lille Moder,
men siden jeg er kommen hjemmefra, synes jeg, at der er saa meget
ondt og stygt til, som der aldrig var noget af hverken i
København eller Hobro! Ved Du hvad jeg hørte forleden Nat, da jeg
laa og ikke kunde sove for Rotterne! Ja, er det ikke
forfærdeligt, jeg hørte, at Kammerjomfru Petersen var nede hos
Tjeneren, jeg kunde kende hende paa Stemmen; hun græd og jamrede,
og han skændte paa hende. Det kan jo gerne være, at de er
Kærester, men jeg synes ikke, man skal gøre saadan noget. Du maa
ikke blive vred, kære Moder, over, at jeg fortæller Dig det, men
nogen maa jeg jo tale med. Synes Du, jeg skulde sige det til
Hendes Naade? Det er næsten Synd, for Kammerpetersen er saa rar
og hjælpsom; hun har lavet min gamle, graa Kjole saa pænt i
Stand. Kan Du ikke købe en lille Ting, jeg kan forære hende, for
jeg synes, det er saa flovt at tilbyde Penge?
Nu kommer Enkebaronessen her aldrig mere, hun og Hendes Naade kan
ikke lide hinanden. Men nu fortæller Pigerne, at hun var her i
Søndags, da vi var borte, og Baronen har været saa underlig
siden. Jeg er ganske nervøs, naar vi skal op til Bordet, for han
sidder og ser saa mørk ud og taler næsten ikke til sin Kone. Det
er stygt af den gamle Baronesse at gaa og sætte ondt imellem
dem! Aa, somme Tider ønsker jeg, at jeg aldrig var kommen her
mellem disse Mennesker, jeg kan ikke forstaa dem og alle deres
Intriger; og jeg er næsten bange for dem, for jeg synes, at det
er, som om de gik rundt og lurede paa at gøre hverandre Skade.
Dersom jeg ikke holdt saa meget af Karen, ved jeg virkelig ikke,
hvordan jeg skulde holde det ud.
Ja, Vadsken her er meget god, men Tøjet bliver jo lidt gulligt,
fordi de bruger Brøndvand. Herskabet faar vadsket Lintøjet i
Byen, men vi andre maa jo nøjes.
Aa, hvor jeg glæder mig til Julen! Det bliver frygtelig morsomt
at købe Presenter til Dig og Børnene for mine egne Penge. Jeg
synes, at I skulde lade mig pynte Juletræet alene? Maa jeg det?
Der begynder at gaa Hul paa Overlæderet af mine gamle Snøresko.
Synes Du, jeg skulde købe mig et Par ny og sende de gamle hjem
til en af Tvillingerne? De _kan_ jo ogsaa lappes her, for der er
en meget god Skomager i Næsgaardene.
Naa, lille, kære Moder, nu ikke mere for denne Gang! Hils nu
Børnene og kys dem alle mange Gange fra mig, de søde Tuller! Og
modtag selv de varmeste Hilsener og Kys fra din
trofaste Datter
Elise Jansen.


Næssets Jorder gik mod Nord og Øst lige ned til Fjorden. Et stort
Areal af de flade, side Enge havde den unge Baron ladet inddæmme og
dræne i sine første Regeringsaar. Og nu groede dernede stadig det
bedste Korn i hele Egnen.
Helmuth var meget stolt af denne sin Bedrift og betragtede de 30
Tønder Land inden for de høje Dæmninger som sin ganske private
Ejendom, og han havde glædet sig som et Barn til at opnævne dette
Jordstykke efter sin førstefødte Søn og kalde det: Hannibalsmarken.
Hidtil havde det maattet nøjes med at gaa under Navnet: det
inddæmmede.
Men straks, han var bleven gift, havde han sagt til sin Kone, at hun
skulde skynde sig at føde en Stamherre, for saa skulde der drikkes
Champagne paa Næsset, og Drengen og Marken dernede bag Skoven skulde
døbes paa samme Dag, og begge skulde de hedde Hannibal.
Men nu havde han snart været gift et halvt Aar, og der viste sig
stadig intet Tegn til, at han skulde blive Fader.
-- Hva' Fanden, sagde han -- du har jo dog faaet Børn før, Vilde. Jeg
kan sgu ikke begribe det!
Og han gik i sin Nød til Huslægen og betroede ham sine Bekymringer og
spurgte ham ud, om ikke Raad fandtes.
-- Hæ, hæ! klunkede gamle Doktor Larsen og klappede ham paa Skulderen
-- Kommer nok, kommer nok, Hr. Baron! ... Maaske skulde vi spise lidt
mindre rigeligt. Kunde aldrig skade.
Og Helmuth tog hjem og sultede sig i tre samfulde Dage. Og trods det,
at han holdt mest af at _ride_ rundt i Markerne og se til Arbejderne,
saa begyndte han nu at gaa -- i det mindste den ene Runde, den om
Formiddagen. Men Følgen blev bare den, at han mødte frem med en sand
Daglejer-Appetit ved Frokostbordet. Og naar man nu er sulten, saadan
virkelig sulten, saa er det jo ganske umuligt at lade de fyldte Fade
gaa sig forbi!
-- Aa skidt, sagde han og skævede over til sin Kone, da Tjeneren for
anden Gang bød Oksestegen rundt -- jeg ta'r sgu et Stykke til, Vilde!
Man skal da være _mæt_!
Og Vilde sad rank og udeltagende og lod ham læsse paa Tallerkenen.
Hun havde mere og mere trukket sig tilbage i sig selv, den unge
Baronesse. Ikke at hun var uvenlig mod sin Mand, eller haard og
afvisende og lunefuld, som i den første Tid af deres Ægteskab.
Tværtimod! Hun var Høfligheden, Blidheden og Medgørligheden selv --
naar han da ikke blev alt for «Holbergsk». Men det var til Tider, som
om hun var langt borte fra sine Omgivelser, som om hun sad og ventede
paa noget, lyttede efter en eller anden Tone, som kun hun kunde høre.
I Timevis kunde hun sidde inde i sit Kabinet i en Gyngestol og stirre
ud i Luften og vugge sig blidt frem og tilbage med den ene Fodspids
mod Gulvet. Men dog var det ikke saadan, at det var en «indre Lykke»,
som man kalder det, der opfyldte hende og gjorde hende tavs og
drømmende. Thi hendes sky Blik og hendes nervøse Faren sammen, naar
nogen nærmede sig, tydede langt snarere paa Uro og ond Samvittighed.
-- Vil du med en Tur efter Frokost, Vilde, ned og se paa det
inddæmmede? havde Baronen spurgt et Par Gange -- Havren dernede
staar, som den var _plantet_!
-- Nej, kære, jeg har ikke Lyst.
Og Lyst til at tage ud paa Besøg i Egnen, havde hun heller ikke. Hun
kunde ikke lide de ransagende Øjne, de gode Fruer fæstede paa hende.
Det var, som om de vilde læse, hvad der stod prentet bag hendes
korrekte, ladylike Fremtræden og blide, smilende Ansigt.
Men ofte lod hun pludselig sin Hest sadle og red lange, ensomme Ture.
Og da fortalte man Frue og Frue imellem, at hun af vejfarende Folk
var bleven set ovre paa den anden Side Fjorden i Selskab med sin
Fætter, Grev v. Scheele.
-- -- --
Et Par Dage efter hin Søndag, Stasia havde besøgt Maren Forlis,
medens Enkebaronessen var paa Næsset for at tale med sin Søn, kom
denne gaaende ned ad den smalle Trappe, der førte fra Kontoret ned i
Gangen foran Borgestuen og Kaninens og Tjenerens Værelse.
Baronen havde, som den lille Jansen havde bemærket i sit Brev til
Moderen, været underlig mut og ordknap siden Hendes gamle Naades
Visit. Det havde været en hel Ynk at se paa ham. Hans smaa, glade
Øjne, der ellers skinnede af stille Lykke, naar han kom ind i
Spisesalen og saa det opdækkede Bord, flakkede nu helt hjemløse om
mellem Fade og Tallerkener. Spise gjorde han ganske vist som
sædvanlig med god Appetit; men komplet uden Humør. Og hans
spøgefulde, lidt bjørneagtige, men særdeles velmente Bemærkninger til
Karen og Kaninen, ventede de forgæves paa. Og naar Maaltidet var til
Ende, rejste han sig brat, brummede: Velbekomme! og gik ind paa
Kontoret og lukkede Døren efter sig.
Hendes Naade og de to Pigebørn skævede ængsteligt hen til ham; og
Baronessen forsøgte et Par Gange at indlede en Konversation. Men
Helmuth svarede kun med Enstavelsesord og undlod at se paa hende.
Og om Aftenen efter Middagsbordet lod han Forvalteren kalde op til
sig og underholdt sig med ham inde hos sig selv, indtil der skulde
drikkes Te. Og straks efter Teen sagde han Godnat og gik i Seng og
sov sødelig, naar Vilde et Par Timer efter kom ind for at gaa til Ro.
--
Baronen kom altsaa ned ad Trappen fra sit Kontor. Hans Ansigt var
mørkt, og han stampede unødig haardt i Trinene med sine tunge
Støvler. Over Armen hængte i sit Haandtag den tykke, gule Egestok,
han altid havde med, naar han gik i Marken.
Da han naaede ned i Gangen, standsede han og stod et Øjeblik som
raadvild uden for Kaninens Dør.
Saa bankede han paa.
En Stol blev skubbet tilbage inde i Værelset, og Frøken Jansen viste
sig i Døren. Hun blev staaende ganske maalløs, thi det var første
Gang, at Baronen søgte hende op hernede. Og hun troede et Øjeblik, at
han gik fejl, og at det var Tjeneren, han vilde tale med.
Et Sekund stod de og stirrede paa hinanden uden at tale.
-- Frøken, sagde han saa -- jeg maa ....
Og han puffede hende næsten brutalt ind i Værelset, gik selv bag
efter og trak Døren til. Der var saa lavt derinde, at han næppe
kunde staa oprejst.
Kaninen var ved at skrige om Hjælp, saa forfærdet blev hun.
Helmuths Ansigt var kobberrødt, hans tykke Læber skælvede og hans
Øjne for vildsomt om.
-- Frøken ... Frøken Jansen, begyndte han -- undskyld at jeg ... der
var noget, jeg vilde spørge Dem om ...
-- Ja--a ... sagde hun og rystede over hele sin lille, magre Krop og
ledte samtidig rundt i sin Hukommelse, om hun muligvis skulde have
begaaet en eller anden Fadæse, som nu skulde paatales.
-- Hvem var ... hvem var I sammen med i Søndags ude hos
Borgmesterens? busede det pludselig ud af Baronen.
-- Ingen, stammede hun -- vi var der alene ...
Hans Ansigt klarede lidt op.
-- Jo, det er sandt! skyndte hun sig saa -- Om Aftenen kom Grev v.
Scheele ridende.
Uden at sige et Ord mere gjorde Helmuth omkring og forlod Værelset.
Sandet paa Fliserne skreg under hans tunge Støvler, da han gik hen
gennem Gangen.
I Døren ud til Gaarden stod Tjenerdrengen Julius og dampede
velbehageligt paa sin Pibe.
Blodet for Baronen til Hovedet med et Stød, saa det næsten sortnede
for hans Øjne.
-- Staar du her og driver, din Lømmel! skreg han og huggede ude af
sig selv af Raseri Drengen over Benene med sin tykke Stok, saa den
ulykkelige Knægt sank i Knæ med et dæmpet Brøl og kunde ikke rejse
sig igen.
Helmuth lod ham ligge og gik hen gennem Gaarden, ind i Haven og ad
Skoven til.
Der hamrede bare den eneste Tanke op og ned i hans træge Hjerne:
Altsaa havde Mo'er Ret! Altsaa havde Mo'er Ret! Altsaa havde Mo'er
Ret!
Da han gik ned ad den lange Allé og kom forbi Straahytten, gik han
ind og satte sig paa en af Græsbænkene.
Han kunde høre Høstfolkenes Raab og Latter nede fra det inddæmmede,
hvor man var ved at køre Havren hjem -- den pragtfulde Havre, hans
Hjertes Kælebarn og Stolthed! Og han hørte den skrattende Lyd af de
tomme Høstvogne, der kom kørende i jagende Fart oppe fra Gaarden. Og
den buldrende Lyd af Læssene, der langsomt rullede hjemad.
Men al denne Larm af Liv og Virksomhed gled ham upaaagtet forbi. Han
sad foroverbøjet paa Bænken, støttede Armene mod Haandtaget af sin
Stok og stirrede stift frem for sig. Vreden og Raseriet, der før
havde været ved at kvæle ham, og som havde ladet ham slaa løs som i
Blinde paa den sølle Julius deroppe paa Flisegangen, var lidt efter
lidt veget for en inderlig, knugende Sørgmodighed, en næsten
grædefærdig Medlidenhed med hans egen fortvivlede Stilling.
-- At hun _kunde_! malede det rundt i hans Hjerne -- At Vilde
_kunde_! Herregud, hvad har jeg gjort hende! Jeg er ikke saa fin og
dannet, som de Mennesker, hun er vant til at omgaas. Men det vidste
hun jo, før hun tog mig. Og jeg gør mig da Umage. Jeg har næsten lagt
af med at bande. Og jeg klær mig da om til Middag. Alle hendes Ønsker
faar hun opfyldt. Jeg bær hende jo paa Hænderne. En ny Kupévogn har
hun faaet. Og en Ridehest. Og Julius fik hun straks som sin
Tjenerdreng! Hvor mange vilde ikke ha' gjort Vrøvl i mit Sted. Og
hva' forlanger jeg til Gengæld for alt det. Bare at hun skal være
lidt god og venlig imod mig. Og saa gaar hun hen og ... Og jeg, der
holder saa meget a' hende; og jeg, der holder saa meget a' hende ....
Taarerne begyndte at pible frem i hans smaa, skikkelige Bjørneøjne og
løb ham langsomt ned over Kinderne ned i Skægget. Hans svære Krop
rystede, og af og til stønnede han som under en tung Byrde.
Han sad stadig og stirrede frem for sig, medens Tankerne væltede
rundt inde i hans arme Hjerne. Paa een Gang fangedes hans Blik af
noget hvidt, der laa og skinnede i Dagslyset, som faldt ind gennem
den halvtaabne Dør. Først gled Øjnene bort fra det igen, og han
rokkede frem og tilbage paa Bænken i sine triste, pinefulde Tanker,
der ustandseligt drejede sig ubehjælpsomme og raadvilde om det samme
Punkt: Og jeg, der holder saa meget a' hende; og jeg, der holder saa
meget a' hende ....
Saa rejste han sig med en pludselig Følelse af, at her kunde han jo
ikke blive siddende; han maatte ud i Marken, ud til Forvalteren, ud
til sine Folk; viste han sig ikke, saa gik de bare og drev!
Atter faldt hans Øje paa det hvide, der laa og skinnede paa Jorden
henne ved Døren. Han bøjede sig mekanisk ned og tog det op. Det var
en lille, trekantet Lap Papir; et Hjørne af et iturevet Brev. Blodet
for ham susende til Hjernen, og han knugede Stokken i sin Haand som
for at slaa: Han kendte øjeblikkelig Skriften paa Papirstumpen; det
var Grev Scheeles. Straks kunde han ikke læse, hvad der stod; i den
Grad hvirvlede alt i Ring for hans Blik. Og da han omsider blev saa
meget Herre over sit Anfald, at han kunde tyde de enkelte Bogstaver,
blev han ikke meget klogere af det. Thi paa Papiret, der havde dannet
det øverste Hjørne af en Brevside, læstes kun:
......... ingen Glæde uden
.............. trygt stole
................... Baaden
Men at Brevet var fra Scheele, derom var der ingen Tvivl.
Og atter begyndte Tankerne at male rundt bag hans Pande: De skrev
altsaa til hinanden! Det havde Vilde aldrig talt om, undtagen naar
hun engang imellem fik Svar fra Fætteren som Tak for en Indbydelse.
Og saa lod hun altid sin Mand læse Brevet ... De holdt maaske
Stævnemøder, som den gamle Baronesse havde sagt ... Vilde læste
Brevene hernede i Straahytten, for at ingen skulde opdage det ... De
mødtes maaske ogsaa her ... Han skulde knække Halsen paa den
Grevetamp! Tærske ham med sin Stok, saa han ikke kunde røre et Lem!
Slaa ham i hans Mælkebrødsfjæs, saa at Blodet skulde sprøjte ham ud
af Næse og Mund! ... Baaden? Hvad mente han med det? Hvilken Baad?
Der var ingen Baad paa Næsset ....
Men pludselig slog den Tanke ned i ham: Han sejler over Fjorden, og
lister sig op gennem Skoven, og saa mødes de her!
Tanken traf ham næsten som et Slag, og han vaklede et Par Skridt
tilbage: -- Den Satan! Den Fedtegreve! Den Luseknækker! Om han saa
traf ham midt inde paa Torvet i Købstaden, skulde han splintre hans
raadne Hjernekiste med sin Egekæp!
Helmuth var som en rasende Tyr at se, naar Vreden betog ham: Der kom
Skum om hans Læber, og Blod for hans Øjne; og selv om den, han vilde
til Livs, havde søgt Frelse bag en Dør af Jærn, han vilde ha' løbet
sin Tyrepande imod den i Forsøg paa at splintre den!
Underligt nok, men hele hans Raseri koncentrerede sig for Øjeblikket
om Greven. Kunde han ramme _ham_, vilde han føle sig tilfredsstillet
og mættet. At Baronessen muligvis og rimeligvis var ligesaa
brødefuld, faldt ham ikke ind. Eller han vilde ikke tænke over det;
turde ikke give den Mistanke Rum; bævede for at finde hende skyldig;
skælvede ved den blotte Tanke om, at han skulde blive nødsaget til at
skride ind ogsaa mod hende. Han kunde ikke undvære hende; ikke tænke
sig Muligheden af at skulle blive tvungen til at give Afkald paa
Nydelsen af hendes Legemes Yndigheder, Duften af hendes Parfume,
Lyden af hendes Kjoles Raslen! Som en Hjort kæmper for sin Hind,
saaledes vilde han kæmpe for hende. Og naar han blot havde faaet
ryddet Rivalen af Vejen og var sikker paa den uhindrede Besiddelse af
Kampens Genstand, vilde det bekymre ham lidet, om hendes Hengivelse
til ham var frivillig eller ej: Det var bare sin Ejendomsret, sin
uindskrænkede og ukrænkelige Ejendomsret, han fordrede respekteret!
For at sige det rent ud: Havde han i Lighed med sine middelalderlige
Forfædres Sæd og Skik kunnet give sin Hustru et Kyskhedsbælte paa (og
han havde jo et oppe i sin Skuffe!) og laase det forsvarligt af, naar
han forlod hende saa kunde hun for hans Skyld gerne have tænkt med
Attraa paa andre Mænd og higet i Længsel mod andre Guder. Han vilde
blot have smilet derved, tryg og sikker og uden Angest, som man
smiler, naar man ved sine Skatte og Klenodier forvarede bag en
Bankmurs uantastelige Laase og Slaaer!


Nede paa «det inddæmmede» var Arbejdet i fuld Gang. Baronen stod
efter Vane med sin Stok plantet bag sig og hvilede med begge Hænder
paa dens Haandtag. Vogn efter Vogn fyldtes med den akstunge Havre,
rullede hjem til Gaarden, blev tømt og kom tilbage igen. Karlene stak
Sæden op, Trave efter Trave, og Piger og Koner «rev efter», tavse og
travle paa Grund af Herskabets Nærværelse. Men «Herskabet» selv
syntes ikke at ænse, hvad der foregik. Langsomt fulgte han Folkene
Ageren ned, alt som Arbejdet skred frem. Og der blev kastet mangt et
stjaalent Øjekast om efter ham, naar han standsede op i nogen Afstand
og satte Stokken til Rette og atter gav sig til at stirre ud for sig
med et underligt tungt og næsten sørgmodigt Udtryk i Ansigtet.
-- Han er vist ikke god aa bid's med i Dag, om der kom noget paa!
hviskede en af Karlene til sin Nabo.
-- Næi, sagde den anden og kastede et sky Blik om efter Baronen. --
Han ser svær lumsk ud da!
Og Kvinderne talte halvt forfærdede og halvt forbitrede om, hvorledes
Julius var bleven slaaet, saa at han drattede ned paa sine Knæ lige
med det samme! -- Rygtet var allerede faret Ejendommen rundt.
Forvalteren kom kørende paa en tom Høstvogn oppe fra Gaarden.
-- Det vil knibe med at faa Plads til Havren i de tre Gulve, Hr.
Baron, sagde han og tog til Hatten.
-- Hum! sagde Helmuth, han havde slet ikke opfattet Mandens Ord.
-- Skal Resten sættes over Kostalden, eller skal vi ta'e det i Stak?
-- Ja, nikkede Helmuth og plirede med Øjnene ud mod Fjorden, der laa
spejlblank og lysende i Solskinnet borte bag de høje Dæmninger. --
Sig mig, Christensen, vedblev han saa og saa hen over Marken bort fra
Forvalteren -- ved De noget om, at Greven paa Holgersminde har faaet
sig en Baad?
-- Jo, han har, Hr. Baron! En lille, nydelig, hvidmalet Tingest, som
han ligger og vapper i her om Aftenen.
-- Hum!
-- Han morer sig med at skyde Sælhunde ude paa Stenene.
-- Hum!
-- Men han træffer aldrig nogen.
-- Nej, det gør han vel ikke.
-- Jeg hørte ham plaffe her forleden Aften, da jeg gik en Tur i
Skoven. Saa gik jeg herned paa Dæmningen. Han laa helt henne under
vores Badehus. Har Baronen gi'et ham Lov til det?
-- Nej ... Jo vist saa, jo! ... Han træffer jo ikke alligevel.
-- Næi, hæ, hæ!
-- Var han ene i Baaden?
-- Jo. Naa-aa, den er jo heller ikke større end som et godt Smørtrug.
-- Naa ikke .... Hvad var det, De sagde før om Havren?
Forvalteren stirrede forundret sin Principal op i Ansigtet:
-- Jeg sa'e ...
-- Var der ikke Plads i Laden?
-- Nej ...
-- Saa er det bedst, vi sætter en Stak. Vi maa heller sætte
Blandingskornet over Kostalden.
-- Jo vel!
-- Hvor mange Læs har vi faaet ind efter Middag?
-- To og tyve.
-- Holder Vejret sig?
-- Jeg formoder det. Barometret stiger da.
-- Naa ... Vil De ta' Journalen med op i Aften, der er noget, vi skal
ha' set efter.
-- Jo vel!
Helmuth slog med en Finger op efter sin Hatteskygge og gik tilbage op
over Marken op ad Skoven til. Han gik langsomt, Fod for Fod. Engang
imellem standsede han og stirrede ned for sig, som om han var faldet
i Tanker. Saa sparkede han pludselig til en Sten paa Vejen, eller
huggede med sin Stok til en opløben Tidsel eller Skarntyde paa
Grøftekanten. Og saa gik han videre.
Men Forvalteren kløede sig i Nakken og saa langt efter sin Husbond.
-- Naa, Fa'en, Journalen var i Orden; saa ragede Resten jo ikke ham!
-- --
Og han stillede efter Ordre med Journalen under Armen oppe paa
Kontoret en halv Time efter Herskabets Middag.
Ved Bordet havde hersket den sædvanlige skulende Tavshed. Karen og
Kaninen havde næppe turdet se op fra deres Tallerkener. Baronessen
havde siddet stiv og urørlig. Og Niels Tjener havde svævet rundt og
serveret saa lydløs, som det var ham muligt.
Julius viste sig ikke. Man havde fundet ham liggende halvt bevidstløs
i Døren til Borgestuegangen. Og nu laa han i Sengen med vaade Klude
om Benene og klynkede og jamrede og græd og raabte engang imellem, at
han var slaaet ihjel.
Karen havde været nede at se til ham og trøstet ham. Og hendes smaa
Hænder knyttede sig i Vrede, hver Gang hun saa hen paa sin Stiffader.
Men sige noget turde hun ikke.
Og sige noget turde ej heller Baronessen trods sin ranke Ryg og sit
rolige Ansigt. Det var nu paa tredje Dag, at denne tordensvangre
Tavshed havde hersket under Maaltiderne. Og Vilde vidste ikke, _hvad_
hun skulde sige for at bryde den. Kammerjomfruen havde fortalt hende,
at Enkebaronessen havde været paa et fem Timers Besøg paa Næsset i
Søndags og haft en lang og heftig Samtale med sin Søn. De havde raabt
begge, saa det kunde høres ned i Køkkenet. Og Baronen havde ikke
fulgt Hendes gamle Naade til Vogns, da Pagtens Ark atter rullede af
Sted med hende og Stasia.
Først havde Baronesse Alvilda haabet paa, at det var Svigermoderens
Pengesager, der havde været paa Tale, og at den gamle havde forlangt
Tilskud til Apanagen og hentet sig et Afslag. Men da Mandagen gik og
Tirsdagen, og Helmuth forblev lige mørk og umeddelsom, begyndte hun
at skælve i sin Sjæl for, at det skulde være _hende_, Tordenen trak
sammen over. Og hun sendte i Hast et Brev til Grev Scheele, at han
ikke maatte komme til Næsset, førend han fik Brev. Hun forklarede
ikke hvorfor; skrev bare, at han skulde vente.
Og nu sad hun der ved Bordet rank og ulastelig som sædvanlig. Men
dybt i hendes Hjerte dirrede Angesten for, hvad der vilde komme.
Helmuth beordrede sin Kaffe bragt ind paa Kontoret. Og da Maaltidet
var sluttet, og man havde ønsket Velbekomme, trak han sig tilbage og
lukkede Døren ....
Klokken ni en halv blev der drukket Te i Dagligstuen. Og Klokken ti
rejste Karen og Kaninen sig og sagde Godnat. Forvalteren var for
længst gaaet ned paa sit Værelse i Mejeribygningen. Og Baronen og
Baronessen sad nu ene tilbage i den store, halvmørke Dagligstue, der
kun oplystes af en enkelt Lampe, hvis Skær dæmpedes af en mørkerød
Silkeskærm.
Helmuth ringede, og Niels kom ind og samlede Tetøjet paa en Bakke og
gik igen.
Da hans Skridt var døet hen, og den tunge Dør mellem Taarnet og
Galleriet var smækket i, vendte Baronessen sig om mod sin Mand, der
stod tavs henne i Skyggen lænet op mod Kaminen.
-- Bliver du herinde i Aften, min Ven? spurgte hun med sin blideste
Røst.
-- Ja.
-- Er I snart færdige med Havren nede fra det inddæmmede?
Helmuths Øjne gnistrede, og hans lidt fremstaaende Fortænder borede
sig ned i hans Underlæbe. -- Hun er bange! Hun er bange! haanlo det
i hans Hjerne. Thi hun, der aldrig havde interesseret sig for hans
Landbrug og hans Arbejde, blottede i dette ene Spørgsmaal sin
hjælpeløse Raadvildhed. Han svarede hende ikke, men spurgte med
underlig tyk og grødet Stemme:
-- Er Karen gaaet i Seng?
-- Ja ....
-- Og Kammerjomfruen?
-- Nej, kære; du ved jo, at hun aldrig gaar til Ro, førend hun har
hjulpet mig med mit Toilette.
-- Gaa ind og sig til hende, at du ingen Brug har for hende i Aften.
Baronessen løftede Hovedet og saa forundret-spørgende hen paa ham.
Hun følte Angesten krybe igennem sig som en Gysen; men hun beherskede
sig.
-- Hører du ikke!
-- Jo, men jeg ...