Slægten - 09

-- Din Kødmaskine, din Fedtdulle, din Flæskeangsjos! skreg Urmageren
rasende og langede ud efter Kvindens Ansigt, men naaede da kun hendes
Hofte.
-- Nu slor han sgu! sagde Olga -- den Ildtang!
-- Gi' ham no'en paa Pukkelen! var der en, der raadede.
-- Put ham i din Lomme! sagde en anden.
Men Olga nøjedes da med at gribe den lille Mand i Skuldrene og ryste
ham saa eftertrykkeligt, at det maa kaldes et Guds Under, at han
nogen Sinde kom i Orden igen.
-- Kan du saa nære dig? spurgte hun.
Men Svendsen kunde ingenlunde nære sig. Han skar Tænder og begyndte
at kravle op ad hende for at naa frem til bart Kød.
Da var der en, som midt i Støjen og Latteren raabte det forløsende
Ord:
-- Sæt ham op paa Kakkelovnen!
Store-Olga smilede bredt og anerkendende. Hvorpaa hun greb Fyren i
sine stærke Arme og bar ham trods hans Sprællen og Kradsen tværs over
Gulvet hen til den høje Jærnkakkelovn henne i Hjørnet.
-- Fly mig en Stol! sagde hun.
Der blev flyet hende fire.
Hun steg op paa en af dem, anbragte Urmageren oppe oven paa
Kakkelovnen, trykkede ham godt ind i Hjørnet og sagde:
-- Sit saa der da, din Skorpejon!
Saa jumpede hun ned paa Gulvet igen. Musikken satte i med en Hopsa,
og den afbrudte Dans tog fat paa ny.
-- -- --
Henne paa Hotel Skandinavien var Egnens finere Portion samlet.
Man havde nydt et Fællesmaaltid med Vin og Taler for Konge, Fædreland
og Kvinde, Dyrskuer i Almindelighed og dette Dyrskue i Særdeleshed.
Nu sad man samlet om en Del Spilleborde og røg og drak og spillede
Whist og L'hombre.
Snakken gik højrøstet, som Sæd altid er iblandt Landmænd, der er vant
til at raabe i Mark og Lade, og havde drejet sig om alt mellem Himmel
og Jord fra Dyrkning af Kvægroer til Kejseren af Kinas sidste Anfald
af Forstoppelse.
-- Hvorfor Fanden mon Adelen tog saa tidlig hjem? spurgte saa den
lille, tykke Proprietær Jørgensen til Holmelund -- Hva' mon det ha'de
saadan et Jag for?
-- De ha'de jo Damerne med! sagde Møller Jochumsen.
-- Aa, Fa'en, «Damerne»! vrængede Proprietæren -- En anden en havde
vel ogsaa «Damer» med! Men dem skikker man begribeligvis hjem, naar
man skal til at more sig! ... Og saa var de jo ridende begge to,
sluttede han -- baade Greven og Baronen! Mon de er ble'en
grosgesnofne paa deres gamle Dage?
-- Gu' er de ej! sagde Mølleren -- Baronen er sgu li'saa gemen som
baade du og jeg, Jørgensen!
-- Hi, hi! grinte den lille Dyrlæge Lund, som havde smagt lidt vel
meget paa Mosten -- Helmuth har maaske begyndt at lugte Lunten!
-- Hva' for en Lunte? spurgte Mølleren -- De, Grinebider!
-- Hi, hi, hi! spørg Skovrideren!
-- Ved De noget, Skovrider?
-- Intet! sagde Skovrideren utilgængelig. Han var Forstraad og
Enkemand.
Men Faktum lod sig jo ikke benægte: Helmuth var redet hjem
umiddelbart før Fællesspisningen, skønt han havde tegnet sig som
Deltager. Og han havde ikke faaet travlt med at komme af Sted, førend
han havde hørt, at Grev Scheele havde forladt Byen for over een Time
siden, næsten samtidig med, at Baronesse Alvildas Vogn var kørt.
-- Saa I Baronen transportere sorte Jakob paa Raadstuen? spurgte en.
-- Ja, han skulde sgu ha' Ansættelse som Gendarm! fniste Dyrlægen.
-- Ja, hvad Fanden! naar Politiet ikke selv kan besørge det!
-- Den Helhest af en Betjent, som er her i Byen! sagde en anden.
-- Hvad ha'de Jakob bedrevet? lød det fra en tredje?
-- Han ha'de stukket et Par Mænd ihjel oppe paa Harmonien!
-- Altid skal det Rak slaas! sagde Forpagter Nielsen.
-- Det bli'er et Par smaa Aar i Tugthuset! mente Jørgensen.
-- Spil ud, Jochumsen! sagde Forstraaden. Han havde givet, og der var
blevet passet af de tre andre.
Man spillede; og Skovrideren tabte sin Grand.
-- Det var ogsaa noget Hundeæde at spille Grand paa, sagde Dyrlægen
arrig.
Men Forstraaden værdigede ham intet Svar.
-- Har I hørt, at der er dannet en socialdemokratisk Forening for
Næsgaardene, Uggerløse og Salum? spurgte Forpagter Nielsen, som
spillede L'hombre ved Bordet ved Siden af.
-- Det var Satans!
-- Ja, det er der! nikkede Forpagteren -- For et Par Dage siden kom
her en forløben Københavner og holdt Møde i Salum Kro og skældte os
Huden fuld og sagde, at vi udplyndrede Smaamanden, og at Husmændene
var no'en Fjols, at de vilde finde sig i at æde det tørre Brød, mens
vi andre fik Lammesteg og Rabarbragrød! Og nu er der dannet en
Forening med Love og Medlemskort og det hele!
-- Ja, Fanden ved, hvad Enden skal blive! raabte Proprietær
Jørgensen, der havde hørt, hvad man talte om ved det andet Bord -- I
Gaar jog jeg to væk! De kom og forlangte to Kroner, ellers vilde de
ikke røre en Haand, sagde de. Saa kan I gaa a' Helvede til, sagde
jeg, tror I, jeg vil la' mig kommandere af mine Folk!
-- Ja, saadan skal de ha' det! brummede Møller Jochumsen.
Nu forplantede Diskussionen sig til alle Spillebordene.
-- Ja, hvad nytter saa det at jage dem bort? raabte en -- Saa gaar de
bare hen og faar Arbejde et andet Sted. Der er Brug nok for dem!
-- Det er rigtig nok! sagde en anden -- for der er ingen Sammenhold
mellem vos!
-- Vi skulde have en Forening li'som de andre! foreslog en.
-- Det er rigtig! Det er rigtig! stemmede flere i med.
-- Vi skulde slutte vos sammen, vedblev den første -- og naar en Karl
eller en Husmand gik i Utide, saa ingen Arbejde andre Steder!
-- Det faar vi sgu aldrig sat i Gang! sagde en Pessimist -- Aldrig!
... Det er dig, der skal gi' Kort, Rasmussen!
Og saa gav Rasmussen Kort, og man spillede videre .....
Ny Drikkevarer rekvireredes; og Talen og Latteren lød højere og
højere. De alvorligere Spørgsmaal: Arbejdere kontra Arbejdsgivere
veg Pladsen for de lettere Emner: Kvinder og Heste!
Spillepartierne blev opgjorte, og man rykkede Bordene sammen og drak
Punch og Vin i Fællesskab.
Den lille Dyrlæge Lund, der nu var ganske drukken, kravlede op paa en
Stol og begyndte at holde en Tale for Ungkarle og Hingste.
Ungkarlene, sagde han, tog han Hatten af for ... Og han tog osse
Hatten af for Hingstene! De fik Betaling oven i Købet. Fanden i Vold
med Ægtemændene! De var no'en Stympere! Nu saa vi pr. Eksempel paa
Næsset! De to, der ha'de det bedst der, var uvilkaarlig Hejmdal og
... og Grev Scheele ...
Først havde man let højrøstet af den lille Lunds Tale. Men nu blev
der raabt:
-- Hyss! Ned med ham! Vi er da dannede Mennesker! Han er jo fuld!
.... Grev Scheele, fortsatte Dyrlægen, var en Mand, han i alle
Henseender osse tog Hatten meget dybt a' for! _Han_ var Ungkarl ...
og Dyrlægen _sæl_ var Ungkarl ... og _Hejmdal_ ha'de faaet første
Præmie ... og den kunde de to andre magelig osse faa ... Han kendte
mange gifte Koner, der ....
Men her blev Taleren af talrige Hænder revet ned af Stolen og
forsvandt i Dybet.
Og der kom flere Drikkevarer frem og andre Talere. Dyrskuet fik sig
atter et Hurra. Og Grundloven maatte holde for, og Hans Majestæt og
Slesvig og Fædrelandet.
Og til Slut slog Forstraad Rembrandtsen til Lyd paa sit Glas og
rejste sig høj og alvorlig.
Han vilde sige et Par Ord om Kvinden, sagde han. Der var ganske vist
før ved Spisningen blevet talt mange og smukke Ord om denne
Genstand ...
-- Det var mig!
... Ja, det var af Hr. Proprietær Jørgensen til Holmelund! En Mand,
som vi alle nærede den dybeste Højagtelse for, og som levede i et
lykkeligt Familieliv paa sin Gaard med sin Hustru og sine Børn og
sine Piger og sine Karle! Han, Forstraaden, havde selv været gift
engang, og det regnede han for den lykkeligste Tid i sit Liv! Arnen,
vilde han sige, paa hvilken Hjemmets Ild brændte i lys og lykkelig
Lue, _det_ var Stedet, hvorfra Kærlighed og Godhed udgik; thi
Kærlighed og Godhed var _det_, som Kvinden saaede i Mandens Skød og i
Børnenes Hjerter til Hjemmet bag de oplyste Ruder, naar Storm og Sne
herskede derude. Han maatte sige, at Savnet af en trofast Ægtefælle
havde gjort ham til det, han var: en ensom Mand, der færdedes i de
mørke Skove og savnede bløde, milde Hænder, naar han aabnede Døren og
stod i sin tomme Stue, omringet af sine forældreløse Børn. Ganske
vist havde han Husholderske, men det var ikke det samme! Derfor: en
Skaal for Hjemmene, der bæres af Kvinden! En Skaal for, kort sagt,
for det bedste i os! Kvinden og Hjemmene leve!
Et Brag af Hurraraab hilste denne Tale. Og Rembrandtsen blev fra alle
Sider komplimenteret af de henrykte Ægtemænd. Det var godt at høre et
alvorligt Ord efter Dyrlægens gadedrengeagtige Taktløsheder!
-- Det er sgu Fanden galeme sandt, Skovrider! sagde Proprietær
Jørgensen med Taarer i Øjnene og trykkede Forstraadens Haand mellem
begge sine -- _Hjemmene_, naar bare vi har _dem_!
Og man tømte paa ny et Bæger og raabte et dundrende Vivat!
-- --
Lidt efter var der et Par af Selskabet, som rejste sig og forlangte
deres Vogne.
Og noget efter et Par til.
Og saa en hel Klynge.
-- Ja, det er vel osse paa Tiden, at vi kommer hjem og ser til
Mutter! sagde Møller Jochumsen og strakte sig -- Hva' Jørgensen?
spurgte han og puffede Proprietæren med Tommelfingeren i Siden.
-- Ja--a, sagde Jørgensen -- vi maa jo hjemad og se, hvordan det
staar til!
Der var i det hele kommet en sær Længsel efter Arnen op hos
Ægtemændene nu efter Forstraadens Tale ....
Og snart rullede Vogn paa Vogn ud under Skandinaviens Port.
Ogsaa Bønderne fra Harmonien var begyndt at bryde op, saa at den
slumrende By pludselig vaktes og en Tid lang holdtes vaagen af
Vognbulder og Hestetrampen ...
Møller Jochumsen kørte sammen med Proprietær Jørgensen. De havde Kusk
paa Bukken og sad selv vel indpakkede Side om Side i den bageste
Agestol.
Længe havde de kørt fremad i Tavshed blidelig lullet i Døs af den
gode Fjedervogns vuggende Bevægelser.
Saa sagde Mølleren paa een Gang dybt indigneret:
-- Det er et godt Svin, den Dyrlæge med sine Hingste!
-- Ja--a! sagde Jørgensen helt inde bag Frakkekraven.
Og atter var der en Pause paa en Fjerdingvej.
Da spurgte Mølleren:
-- Har I Fjermadrasser i Jerre Senge?
-- Jo--o, det har vi da! sagde Jørgensen.


Det var Søndag Eftermiddag. Solen skinnede, og det var dejlig varmt.
Men der var ikke Tale om, at Vinduerne i Maren Forlis' Hus var lukket
op. Naa, det kunde de maaske ikke; de var rimeligvis spigret til,
hvad Bønderfolks Vinduer jo i Almindelighed er. Men _Døren_ kunde hun
da ha' ladet staa aaben, saa at der kunde ha' kommet lidt frisk Luft
ind i den beklumrede Stue; hendes eneste; paa een Gang Køkken,
Sovekammer og Dagligstue.
Men tvertimod: Døren var ikke alene lukket, Krogen var endogsaa sat
paa indvendig.
Henne ved det umalede Fyrretræsbord under Vinduet sad Maren og hendes
to Børn: den gamle Baronesses døvstumme Stasia og Post-Søren ogsaa
kaldet «Jærnposten», fordi han manglede højre Arms Underarm, der var
erstattet af et Stykke Træ med paaskruet Haand af Jærn; tre krumme
Jærnfingre, der lignede Fuglekløer.
-- Nu koger hun straks! sagde Maren og nikkede hen mod en syngende
Kedel, der hængte over en blussende Pindeild henne paa Ildstedet. --
Hvor ku' det hænge sammen, a' den gamle Naade sku' vesitte Baronens i
Dag? fortsatte hun. -- Di plejer sgu da ellers ikke aa være saa
forlejne for aa se hverandre.
-- Den unge er kørt med Karen og Mamsellen paa Besøg hos
Herredsfogden, skrev Stasia paa sin Tavle.
Stasia forstod hvert Ord, hendes Moder og Broder sagde til hende. Og
hun skrev næsten lige saa hurtig med sin Griffel, som et Menneske kan
tale.
-- Hæ, hæ! grinte Maren. -- Naa saaden; saa er Porten fri.
-- La' mig se? sagde Post-Søren og tog Tavlen. -- Ja, di to Naader
enes jo ikke godt, sagde han saa, da han havde læst, hvad der stod.
Nu begyndte Kedlen henne paa Ildstedet at spytte ned i Gløderne.
Maren rejste sig og gik derhen.
-- Jeg synes, det er no'et klejnt, det, du kommer med i Dag, Stasia?
sagde hun til Datteren og synede et Kræmmerhus fyldt med malede
Kaffebønner.
-- Den gamle passer jo paa Daasen som en Bindehund! skrev Stasia.
Og Broderen tog Tavlen og læste det højt.
-- Hæ, hæ! grinte Maren og stak Næsen ned i Kræmmerhuset. -- Men godt
lugter det sgu!
Og saa kom hun Bønner paa Kedlen med en Pind, der var snittet flad i
den ene Ende og ganske sort af Grums og Snavs.
-- Gør 'en nu ikke for slap, Mor! sagde Søren. Og Stasia nikkede til
ham og gav ham sit Bifald til Kende med et bredt Grin.
Solen skinnede ind gennem de smaa Ruder, der lyste grønne og brungule
af Ælde. I Vindueskarmen stod et Par skaarede Urtepotter med nogle
halvt udgaaede Blomster i. Og der laa noget sort Stoppegarn og en
Stoppenaal, rusten og saa tyk som et Tretommersøm. Og saa laa der en
Klat grøn Sæbe paa et Tallerkenskaar, samt en Stump Spejlglas.
Op langs den bageste Væg længst borte stod Sengen. Den var hamret
sammen af uhøvlede Bræder og fyldt med Halm. Der laa to fede Dyner i
den, men Lagen fandtes ikke.
Foruden Bordet, Gæsterne sad ved, var der af Bohave tre Træstole og
en gammel, blaamalet Klædekiste. Og saa var der Marens Rok og
Garnvinde. Thi Maren levede af at spinde for Folk.
Og af at tigge.
Og man sagde, at hun var «skrappest» til det sidste.
Hun var op mod de tresindstyve Aar, men saa ud, som var hun halvfems:
lille, sammenskrumpet og rynket. Hendes Haar var hvidt og laa kæmmet
glat op fra Panden hen under en lille, sort Bindehue, der sad hende
langt ned i Nakken. Det kunde vist have været et kønt Haar, om det
havde været rent. Men det var det aldrig. Støv og Skorstensrøg og
Svinefedt, brugt som Pomade, havde gjort det ganske grumset-gult. Og
i Ansigtets mange og dybe Rynker laa lange Tiders uaftvættelige
Smuds. Øjnene var smaa og rødkantede, og de «randt», saa snart hun
kom i Luften. Men se kunde hun med dem og det endda lige tværs
igennem Folk og et godt Stykke ud paa den anden Side!
Stasia lignede hende, særlig paa Øjnene. Men hun var ren og pillen i
Klædedragt, og hendes Ansigt skinnede af Vadsk.
Sønnen derimod maatte vist snarere ligne sin Fader, thi han var høj
og velvoksen, og hans Øjne var store og sløve. Man maatte kalde ham
en pæn Mand. Men saa havde han jo denne «Skavunk» med Armen. Den var
bleven skaaret af i en Hakkelsemaskine. Og saa havde Sognet skænket
ham en Jærnhaand og indstillet ham til Embedet som Landpost. Hvilket
Embede han nu beklædte paa tiende Aar. Han var to og tredive, og
Søsteren ni og tyve.
Baade Stasias Døvstumhed og Sørens forulykkede Arm havde Maren Forlis
tjent godt paa; og tjente da til Dato. Thi hun kunde endnu bestandig
presse de mest velvoksne Taarer ud af sine smaa, hvasse Øjne, naar
hun gik rundt og tiggede paa denne Konto med «en Moders blødendes
Hjerte».
Ellers brød hun sig ikke stort om Børnene.
Og de sig da heller ikke om hende.
Og dog kunde de ikke blive fra hinanden. Moderen og Datteren kunde
aldrig faa bedre Udslag for deres medfødte Ondskab, end naar de talte
sammen. De kendte hinanden paa en Prik og forstod at lokke Giften og
Galden ud af hinanden ved Omtalen af Naboer og Genboer, høje og lave.
Stasias Griffel dansede Wienervals hen over Tavlen, og hendes Øjne
fulgte Moderens Læber og snappede Ordene af dem, endnu førend de var
dannet til Lyd.
Og Søren gottede sig. Han deltog ikke meget i Samtalen; men hans og
Marens Hoved stødte ofte sammen, naar de ivrigt bøjede sig hen over
Tavlen for at læse Stasias Udgydelser. Og Kvinderne pumpede ham og
lod ham ikke i Fred, førend han med sin trætte, lidt drævende Stemme
havde berettet nogle af de Historier og en Pose fuld af det Bynyt,
han havde opsamlet paa sine daglige Vandringer Sognet og Nabosognet
rundt.
Han boede helt oppe ved Brevsamlingsstedet i Jerslev; men engang hver
anden-tredje Søndag tittede han gerne ned i «Skovhuset» til Moderen.
Og hændte det sig saa, som i Dag, at Stasia ogsaa gav Møde, saa
listede Maren sig hen til Døren og satte Krogen paa.
-- Saa, Børn, sagde hun, -- la' vos saa høre nyt!
Og saa begyndte Flaaningen.
Søren havde i Dag medbragt for fem og tyve Øre Hvedebasser fra
Bageren i Jerslev. Og Stasia havde i de fire Uger siden sit forrige
Besøg, tilvendt sig et hemmeligt Kræmmerhus fuld af Enkebaronessens
gode Kaffe, samt to smaa Poser hvidt, hugget Sukker.
Saa det kunde jo blive et helt Kalas.
Det havde som sædvanlig vakt ustandselig Latter hos de to andre, da
Stasia hentede disse Sager frem af deres Skjulested. Hun puttede
nemlig altid sligt Kontrabande ned i sine Bukser, det eneste Sted,
hvor de var sikre for Enkebaronessens mistænksomme Øjne. Og Bukserne
havde Naaden oven i Købet selv foræret Pigebarnet.
-- Jeg kan Satan ta' me ikke forstaa, hvor du kan ha' det der! sagde
Søren hver Gang.
Og Fruentimmerne hvinede af Latter.
Maren Forlis stod henne ved Ildstedet og rørte rundt i Kedlen med
Træpinden, at Kraften grundig kunde komme af Bønnerne.
Søren og Stasia sad og kiggede ud af Vinduet.
-- Naa, Mo'er? spurgte saa Sønnen -- hjælper det snart?
-- Jo, sagde den gamle -- nu koger hun. Det er dog en skønne Lugt!
nikkede hun og snøftede velbehageligt i Dampen fra Kedeltuden. -- Men
jeg har ingen Fløde.
Kaffen blev skænket op i tre hankeløse, sprukne Kopper. Man kom godt
med Sukker i og spiste Hvedebasser til. Det var et herligt Maaltid.
Maren smaskede som en Frø med sine tandløse Gummer.
-- Hva' Ærende ha'de Naaden ellers til Baronen i Dag? spurgte hun og
puttede det sjette Stykke Sukker i Koppen.
-- Det er denne her Historie med Greven derovre, skrev Stasia; og
Moder og Søn rakte Hals for at læse det -- det er rent galt nu; alle
Mennesker snakker om det og siger, at den ender med en Badulje; men
Baronen sæl ved ingen Ting, den Indriot.
-- Hæ, hæ! gnækkede Maren -- kanske han, Greven, ku' gøre en
Stamherre da!
-- Du er god, Moder! skrev Stasia. -- Hi, hi! sagde hun og gottede
sig.
Stasia interesserede sig overmaade for Barnefødsler og
Frugtsommelighed og Kæresteri uden for Loven. Naar bare hun kunde faa
en Snak i Gang om disse Emner, skinnede hendes smaa Øjne som St.
Hansorme, og hele hendes lille Krop skuttede sig vellystigt. Dog var
denne Glæde blandet med en god Del Misundelse.
-- Forleden red Greven og Hindes Naade her forbi op i Skoven,
fortalte Maren. -- Sikke Øjne di ku' levere hverandre!
-- Listede du ikke efter dem? spurgte Stasia.
-- Om jeg gjorde! ... Aa da di var kommen et Stykke ind mellem
Granerne, saa jeg dem næbbes som et Par Skovduer.
-- Det er Løgn, Mo'er! sagde Søren rolig og huggede Jærnhaanden ned i
et Stykke Wienerbrød og fiskede det hen til sig.
-- Er det Løgn? spurgte Maren vredt. -- Jeg saa 'et med disse mine to
Øjne! Di holdt Hestene an, aa han la'e Armen om hinne aa ky'sede
hinne paa hele Ansigtet, saa sandt der er en Gud til!
-- Hi, hi! klukkede den døvstumme, og Griflen gik. -- De skal holde
til nede i Straahytten, siger di; der er nogen bløde Mosbænke.
-- Ha, ha, ha! skrattede Maren op og puffede Datteren i Siden. -- Har
saadan en Pejs, som du osse Forstand paa di Dele? -- -- Hør, Søren,
spurgte hun saa -- _du_ bæ'r vel Brev imellem dem?
Søren rystede paa Hovedet. Det vidste han ikke noget om. Han kunde
ikke kende alle de Skrifter, der var paa Konvolutterne.
Men Fruentimmerne trængte ind paa ham. Og det endte da ogsaa med, at
han maatte ud med Sproget. Til at begynde med, fortalte han, havde
der ofte været Brev fra Hendes Naade til Greven i den Bunke, der laa
nede i Køkkenet, naar han kom med Posten. Saa var det pludselig
ophørt, og der var aldrig noget mere. Men saa opdagede han, at Naaden
lagde dem i kassen, der hængte nede ved den anden Ende af Alleen paa
Skovfogedhuset. Hun var begribeligvis bange for, at den skulde blive
opdaget. De grinte da ogsaa af det paa Kontoret.
-- Aa i Dag vil den gamle Naade si'e det til Sønnen? spurgte Maren.
Den døvstumme nikkede: Ja, ja!
-- Hva' Fa'en mon han saa gør? spurgte Søren.
-- Han skyder Greven! skrev Stasia.
-- Jeg tror snarere, han tærsker Konen, mente Maren.
-- Det bruger man ikke i di Klasser! skrev Stasia.
-- I snakker! sagde Søren pludselig. -- Lad os heller faa en Skaal
Kaffe til!
Og der blev skænket frisk Beholdning i Kopperne.
-- Har I hørt, at nu er det da rent splitrende galt i Præstegaarden?
spurgte Stasia.
-- Saa-aa? sagde Maren og glemte at drikke.
-- Ja, vi var derhenne forleden til Kaffe, og Præsten havde lukket
sig inde paa sit Værelse, og begge Damerne græd.
-- Han har sgu osse huseret længe nok! mente Maren. -- Der er jo ikke
det Fruentimmer, der ka' gaa i Fred!
-- Har han osse villet røre dig, Mo'er? spurgte Sønnen tørt.
Stasia hylede af Latter og vred sig, saa hun nær havde væltet
Kaffekoppen.
-- Du, Fjolsehas! sagde Maren og daskede ud efter Søren. Men
Spørgsmaalet syntes ikke desto mindre at smigre hende. -- Har du ikke
mærket no'et? spurgte hun -- du kommer der jo hver Dag.
-- Jeg kommer kun i Køkkenet.
-- Er der ingen af Pigerne frugtsommelige? skrev den døvstumme.
Nu var det Moderens Tur at le, saa hun var ved at gaa til af Hoste
bagefter.
Da Anfaldet var ovre, sagde Søren:
-- Sorte Jakob har faaet 30 Dages Vand og Brød.
-- _Har_ han? spurgte Maren tilfreds. -- Saa faar da Konen Fred saa
længe.
-- Jeg vilde gerne have set ham stikke Hans Peter ude paa Dyrskuet!
skrev Stasia.
-- Jeg saa det.
-- Var det fælt?
-- Naa, ma' ku' ikke se Blodet.
-- Ja, saa var der jo ikke noget ved det! mente Stasia. -- Vand og
Brød, hvad vil det sige?
Han faar ikke uden en Humpel Rugbrød og en Skaal Vand.
-- Jamen ikke alle 30 Dage paa een Gang, oplyste Maren.
-- Nej, forstaar sig, han faar rigtig Føde imellem.
-- Saa er det jo ingen Straf! skrev Stasia skuffet.
-- Jo-o, forklarede Maren -- ma' bli'er, saa ma' knap ka' hænge
sammen a' 'et alligevel.
Maren ha'de flere Bekendtere, der ha'de faaet Vand og Brød, og de var
ble'en «som Klude».
Nu sad de og snakkede en Stund om de forskellige Slags Straffe. Søren
havde talt med en, der havde været i Tugthuset. Det var et helt
Herreliv, sagde han.
-- Ja, det er da vist allenfals bedre end som aa komme paa
Fattiggaarden! mente Maren. Dette Asyl stod for hende som det
forfærdeligste paa Jorden. -- Før hænger jeg mig, sagde hun -- før
den Tort skal komme over mig!
Og de faldt i Snak om de forskellige Maader at tage Livet af sig paa.
Søren havde set en, der havde druknet sig; og Stasia fik ham til at
beskrive paa det nøjagtigste, hvordan Vedkommende havde set ud. Hun
gyste ved at høre det, men ufortrøden var hun i sine Spørgsmaal. Saa
ufortrøden, at Moderen til sidst sagde:
-- Nej, la' nu være aa fortæl mere, Søren! Jeg tør ikke være her
alene!
Og saa begyndte hun for tyvende Gang at trænge ind paa Sønnen for at
faa ham til at flytte herind i Huset. Hun var gammel, sagde hun, og
hvis der skulde komme noget paa, saa laa hun her og kunde hverken faa
Hjælp eller Raad, men maatte dø som et andet Kreatur!
Stasia sad og hørte til og gottede sig ved Tanken om, at _hende_
kunde Moderen ikke faa fat i, for Enkebaronessen slap hende ikke fra
sig for aldrig det.
Og Sønnen vægrede sig ogsaa paa det kraftigste. Han blev pludselig
højrøstet og sagde, at hun vidste jo godt, at han maatte være i
Nærheden af Posthuset. Det var jo over een Mil, han fik at gaa, om
han skulde bo her. Pludselig trumfede han i Bordet og sagde, at var
hun bange for at ligge ene, kunde hun jo lægge sig ind paa
Fattiggaarden, der var Selskab!
Stasia slog en høj Latter op, da Søren nævnede Ordet: Fattiggaarden;
og hun puffede hemmeligt Moderen i Siden for at hidse hende. Det var
hende ligefrem en Sjælesvir at se de to andres dirrende Ansigter og
hadefulde Øjne. Hun havde jo sit paa det tørre.
Maren stak i Hyl og dundrede i Bordet til Svar, saa Kopperne dansede:
Han var et utugtigt Skarn og et Dyr og en Judas Iskariot, at han
vilde skikke sin egen kødelige Mo'er ind mellem al det Skidt og
Skrammel og Tyvepak o. s. v., o. s. v.
Og det endte med, at Søren tog sin Hue og gik sin Vej, og svor paa,
at han aldrig skulde sætte sine Fødder i dette forbandede Hus! --
Saa var de to Fruentimmer alene.
Stasia sad og vædede Pegefingeren og fiskede de Smuler af
Hvedebrødet op, som laa tilbage paa Papiret, det havde været pakket
ind i.
-- Naa, Moder, tag dig nu ikke det saa nær, skrev hun og stak Tavlen
hen til Maren.
-- Den Svinehund! sagde den gamle. -- Aa ham har en opfødt med sit
eget Hjertes sure Mælk!
Ja, han er jo lidt haard, skrev Stasia -- men det er jo ikke _hans_
Skyld.
-- Næi, jeg ved sgu godt nok, a' det er hinne, Mæren derovre i
Jerslev.
Stasia nikkede.
-- Moder skulde engang gaa over og læse Evangeliet for hende!
-- Hæ, hæ, snærrede Maren -- ja, jeg ska' rive Øjnene ud a' Hovedet
paa hinne, ska' jeg!
Stasia smilede skadefro.
Det forholdt sig jo saadan med dette lille, stakkels, mishandlede
Væsen, som ingen Mand kastede sine Øjne paa, men snarere følte en Art
mystisk Skræk for, at hun kunde ikke taale, at andre nød den
«Kærlighedens Lykke», som hun læste om i de Bøger, Enkebaronessen
laante hende. Hun gik i stille, sukkende Længsel efter at føle og
nyde «Elskovens henrykkende Salighed». Men da Mandfolkene stadig gik
af Vejen for hende, havde der lidt efter lidt inderst inde i hende
ophobet sig en Bitterhed og et indeklemt Had til alle, navnlig til
alle Kvinder, som fandt et Par aabne Arme at kaste sig i og en
bankende Barm at læne deres længselsfulde Hoved imod.
Og hun havde jo ikke været længe om at opdage, at Broderen nu paa det
sidste havde fundet sig en Hjertenskær ovre blandt de Jerslev Piger.
Og hun nagedes næsten syg af Misundelse.
-- Moder skulde gøre Alvor af det, skrev hun paa Tavlen.
-- Det kan du være evi' vis om, min Pige! nikkede den gamle. -- Jeg
skal nok læse for hinne!
-- Og faar hun ham først til at gifte hende, skal hun nok trække
Skillingerne fra ham!
-- Jojo! Aa saa la'er di mig ligge aa sulte ihjel!
Stasia trak et sammenlagt Stykke Avispapir op af Lommen og rakte
Moderen det.
-- Tak, Tak! smilede den gamle og kradsede begærlig Papiret op med
sine krogede Fingre. Der laa en Tokrone i det. -- Du er da en
_Datter_! nikkede hun, og hendes Øjne skinnede. -- Saadan sku' alle
Børn være! Hvor har du ellers den fra?
-- Hi, hi! lo Stasia og kneb det ene Øje sammen.
-- Ha, ha! gryntede Maren Forlis og stak Pengestykket i Lommen efter
omhyggelig at have svøbt det ind i Papiret igjen.
Der arbejdede sig paa ny en klukkende Latter op gennem den
døvstumme.
-- Hi, hi, fniste hun. Og saa skrev hun paa Tavlen. -- Han kan
alligevel ikke klemme hende rigtig med de halvanden Arme, han har!
Hun tænkte stadig paa Broderen og hans Kæreste.
Maren puffede overstadig gemytlig Datteren i Siden og sagde:
-- Det kommer sgu mere an paa Benene, min Tøs, naar Prøven ska'
gøres!
Og saa hvinede de ud i Latter begge to.
-- Nu maa jeg vist til og af Sted, skrev Stasia saa -- ellers bliver
Dragonen rent edderspændt!
«Dragonen» var hendes Kælenavn for den gamle Baronesse.
-- Har I Kontrefejer endnu?
Den døvstumme nikkede og knyttede Hænderne.
-- Putter hun dig somtids i Skabet endnu?
Stasia nikkede igen og skar Tænder.
-- Det la'er du vel ikke sidde paa dig?
-- Nej! Men bare jeg var stærkere end hende!
-- Jamen, det er du jo nu'nde, Anastasia! .... Har du prøvet
smaatskaaren Hestehaar?
Den lilles Ansigt lyste op i et bredt Grin.
-- Jeg fyldte hendes Seng forleden Aften, skrev hun. -- Hun var, som
hun var gal hele Natten. Og jeg kunde ikke sove for Grin.
Maren knækkede sammen af Latter.
-- Ja, vi maa jo bruge de Midler, Vorherre har gi'et vos! sagde hun.
-- Naa, _ska'_ du nu af Sted?