Slægten - 05

Hans Erotik var _sjælelig_, forklarede han. Tanken bare paa
Muligheden af at kunne komme i den Situation at skulle avle Børn med
sit Hjertes udvalgte fik hans sensible Nerver til gysende at trække
sig sammen som Bladene paa en Mimose.
Han begærede intet videre end at sidde Haand i Haand og Blik i Blik
med sin Veninde. Og kom det højt: at trykke sine Læber blødt og
lidenskabsløst (det vil sige: lidenskabsløst i kødelig Forstand; thi
sjælelig Ild og Kraft kastede han ingenlunde Vrag paa) -- mod hendes
Kind og Pande.
Følte han undertiden Trang til mere, hvad jo kan hænde, søgte han
mandigt at beherske sig. Men _blev_ Trangen ham for stærk og tog
Magten fra ham, flyede han sin elskedes Aasyn og søgte Husvalelse og
Lægedom pr. kontant paa de Steder, hvor Elskov købes og sælges.
Og denne sin Bestræbelse efter skarpt at sætte Grænse mellem det
sjælelige og det legemlige kaldte han: Vandringen mod Idealet.
Og han ansaa sig for en udvalgt og nævnede sig finere og aandigere
end Flertallet af sine samtidige, der tog til Ægte, elskede Hustruen
paa gammel dansk Façon og resulterede med at sætte Afkom i Verden.
Han kaldte sig en Blænker, gjorde han, en ny Kulturs Indvarsler, en
rara avis, der, højt hævet paa sine straalende Vinger, varslende
pegede Samfundene Vej til det forjættede Land, hvor de frigjorte
Sjæle, rensede for alt legemligt Smuds og Vedhæng, svimlende svang
sig rundt i den liljehvideste, aandige Lyksalighed .... Amen!
Ja, saaledes tænkte han; og saaledes vare hans Lærdomme. --
Men som enhver Profet led han Skuffelse paa Skuffelse!
Med straalende Øjne og frydefuldt bankende Pulse lyttede Kvinderne i
Begyndelsen til hans Teorier. Her var da endelig det Ideal, som de
ustandselig havde drømt om! Her var da endelig den Prins, de havde
længtes imod fra den Stund, Præsten lyste dem ind i de voksnes Rækker
paa Konfirmationens hellige Dag! Her var da endelig den _Mand_, som
fri for al jordbunden Lyst og Begær vilde tage dem paa sine stærke,
men rene Arme og bære dem ind i Paradisets straalende Have uden at
tilsmudse deres Sjæle og uden at bryde deres kyske Helligdoms sarte
Jomfrusegl ...
O, sanctissima, o, piissima dulcis mater amata!
Og de nedsænkede sig i de sublimeste Tankeudvekslinger med dette
Unicum af en Apostel. Han talte, thi han holdt meget af at tale, og
de lyttede og spurgte. Og deres tørstige Sjæle fyldtes af hans Ord
som tomme Vinsække af Vin, saa de svimlede derved. Og da hændte det
ufravigeligt, at deres Hoved sank ned paa hans Skulder (hans stærke,
men rene Skulder), medens de stille græd af unævnelig Lykke og sød
Sorg m. m. ....
Ak ja, hvad er vi Mennesker! --
Han, denne Lysbringer, denne Gudernes udkaarne, denne stolte
Indvarsler af en kommende højere Kultur, han havde sandelig let ved
pludselig at rejse midt under denne Ceremoni og fly!
Og han havde jo desuden ogsaa andre Recurser!
Men _de_, Kvinderne, disse arme Disciple, der blev siddende ene og
uforstaaende tilbage med lukkede Øjne og halvaaben Mund og Armene
favnende udstrakt imod ham, at _de_ sank sammen i haabløs
Fortvivlelse og blev blege af Sorg og magre af utilfredsstillet
Længsel -- er _det_ at undres paa?
Og dog følte han sig hver Gang skammeligen skuffet og forraadt.
Som en Præst i en svigefuld Menighed; som en Missionær blandt
forræderske Proselytter; som et Guds Sendebud mellem Niam-Niamer,
saaledes følte han sig!
Og han trak sig tilbage til sit Gods, træt paa Sjæl og Legeme og
opfyldt af den bitreste Tvivl om sit egentlige Kald.
Men dette har jo stedse været en Foregangsmands Lod!
.....
Da var det, at han modtog Indbydelse fra sin Kusine Alvilda om at
tilbringe nogle Uger paa Næsset.
Og efter nogen Vaklen modtog han den.
Først havde han tænkt paa at sende et beklagende Afslag: Han egnede
sig ikke til et leve i en Families Skød. Hans Tungsind og Mismod
vilde kaste dunkle Skygger over de Stuer, i hvilke han færdedes. Han
sendte sin hjerteligste Tak, fordi man saa venligt erindrede ham; men
han var bleven en sorgfuld Mand og en lyssky Mand, og Ensomhed var
bleven hans Refugium ....
Dog, skønt han havde skrevet denne Svarbillet uden at tøve og ganske
uden Kladde, afsendte han den ikke. Thi netop som han havde
kuverteret den og forseglet den med sit grevelige Signet: en
Slørugle, der, siddende paa en Globe, hæver sit Blik mod Himlen (det
er udlagt: den matøjede, jordbundne Visdom, der sætter sin Lid til
det Hinsidige) -- netop i det Øjeblik var en Tanke slaaet ned i ham:
Om dette skulde være et Fingerpeg, en Manelse, et Varsel?
Skulde han atter omgjorde sig med Sværdet!
Var Indbydelsen fra Kusine Alvilda det Paukeslag, der paa ny dundrede
ham frem til Arbejde og Daad?
Hvem kunde sige det ....
Greven lagde Signetet fra sig og støttede tankefuld sit Hoved i sin
aristokratiske, let solbrændte Haand, hvis fine Fingre løb spidst ud,
og hvis riflede Negle vare omhyggelig manicurerede:
Hidindtil havde han kun doceret sin ideelle og skønhedsfyldte Teori
for unge, uforsøgte Kvinder, der intet kendte til Livet og intet
havde prøvet, og som derfor, lig deres Mødre før dem, havde, med
store, nyfigne Øjne og Hjerter, der dirrede af Forventning, stirret
frem mod «Skabningens Ypperste»: Manden, Elskeren, Gemalen!
Med Ungdommens Begejstring og Tro havde han kastet sig over sin
Gerning. Og _derfor_ havde han valgt sig disse rene og ubesmittede
Jomfruer til Objekter, _fordi_ han fuldt og fast haabede og ventede
at kunne prente sine Ords og sine Lærdommes gyldne Tegn paa deres
hvide Sjæles kyske tabulæ rasæ!
Men atter og atter var han bleven skuffet. Gang paa Gang havde han
set dem svigte, naar det afgørende Moment var inde.
De havde fordret mere, end han havde kunnet give.
Thi de havde haft deres Mødres Syn paa Forholdet mellem Mand og
Kvinde ....
Greven løftede Hovedet og stirrede ud for sig. Der lyste et energisk
Glimt frem i hans Øjne; og han knyttede beslutsomt de fine Hænder:
Hvad om han optog Kampen paa ny og forsøgte med Konerne!
Han rejste sig, skød Stolen tilbage og gik heftig bevæget op og ned
ad Gulvet:
Egentlig var han træt af Kvinder! Skuffelse paa Skuffelse havde de
beredt ham. Han havde ofret paa dem sine sarteste Følelser og sine
skønneste Ord. De fineste Kys havde han trykket paa deres Pande og
Kind, og med brusende Veltalenhed havde han skildret for dem det
kommende Kultursamfunds aandige Samliv mellem Kønnene! -- Men naar
han saa, Sejren vis, henrykt havde grebet efter deres Sjæle, havde de
i deres naive Ukyskhed budt ham frem deres længselsfulde Legemer!
Ja, han var træt af Kvinder!
Og dog: inderst inde i ham, dybest nede i hans Hjertes skjulte Vraa,
sad en evigt sugende Higen efter blot at finde een retfærdig, een
eneste en, for hvem han Kind mod Kind og Haand i Haand kunde klage ud
al den dunkle Sorg og al det triste Vemod, som Livet saa
ubarmhjertigt havde dynget ham paa.
Og denne Higen lod ham ikke i Ro. Vel havde han lidt Nederlag paa
Nederlag i sin Kamp for Idealet: det bøjede han sit Hoved og tilstod.
Men forført af Digtere og Poeter, og hildet i en kortsynet
Overleverings blomsterspækkede Fraser, havde han grebet Sagen
fejlagtigt an, idet han udelukkende havde sat sin Lid og sit Haab til
den uforsøgte Ungdoms højt priste og højt besungne sne- og
liljefarvede Uskyld og Renhed!
Ikke at han vilde frakende Ungdommen Retten til at smykke sig med
disse Prædikater; ingenlunde!
Men netop i selve denne Uprøvethed og Uforsøgthed laa Grunden til
hans Fataliteter. Thi værende til Stede i en blot nogenlunde kraftig
Potens grænsede disse Egenskaber nær op til den Naivetet, der
tangerer Begrebet Dumhed. En, ganske vist, Dumhed, der i og for sig
kunde være sød og indtagende nok; men som dog rummede Spiren til
skæbnesvangre Fejltrin og uløselige Forviklinger: Man kendte ikke
Livet. Man anede intet om de tusinde Snarer, det lagde for ens Fod.
Som forventningsfulde Børn stirrede man ud i Fremtiden, forvissede
om, at alle Haab skulde opfyldes, og alle Længsler stilles.
Kritikløst gav man efter for alle Indtryk, idet man fattedes den
Sjælens Guldvægt, der, smedet af Erfaring og Selvoplevelse, haarfint
angiver sit Godt og Ondt. Og med lukkede Øjne og aabne Arme blev man
et vilje- og modstandsløst Bytte for sine gennem Aarhundreder
nedarvede, urgamle Impulser ....
Den unge Greve havde paa ny taget Plads foran sit Skrivebord:
Ja, han var til visse træt af disse Kvinder, som saa ganske manglede
Evnen til at opfatte det svælgende Dyb, der spaltede sig mellem en
Kulturbærers sjælsfine Tilnærmelser og en tungvindt Kræmmersvends
haardhændede Forlovelseserotik!
Men der gaves jo ogsaa andre!
Hans Øjne lyste, og hans Pulse bankede: Ægtehustruerne! Konerne!
Hvad om han blandt _disse_ skulde møde den Veninde, hans Sjæl dog,
trods alle Skuffelser og alle Nederlag, stedse og uophørligt havde
længtes imod!?
Og han greb et nyt Ark Papir, dyppede sin Pen og takkede i hjertelige
Vendinger for Æren. Han skulde indfinde sig med det første ....
Kusine Alvildas Indbydelse var bleven det Rolandshorn, der atter
kaldte ham frem paa Arenaen!


Grev v. Scheeles Ejendom laa en Fjerdingvej oppe i Landet paa den
anden Side Fjorden. Tre Dage efter at have afsendt sin Takskrivelse
lod han sig selv og sit Køretøj færge over Vandet. Og en halv Time
senere holdt han foran Næssets Portal.
Helmuth og Alvilda kom ilende ned ad Taarntrappen til Vestibulen for
at tage imod Gæsten.
-- Velkommen, Scheele! sagde Baronen og trykkede varmt Grevens Haand.
-- Det var sgu pænt af Dem, at De vilde komme og ta' Dem lidt af min
Kone! Hun keder sig! .... Kom nu med op og faa noget Frokost!
Hendes Naade var smykket for Dagen i en blaahvid, silkeagtig
Formiddagsdragt, der faldt i lette, bløde Folder ned om hendes slanke
Skikkelse. Ærmerne var korte og sluttede tæt som et Trikot omkring
Armen til lidt neden for Albuen. Og om Livet havde hun et Bælte
dannet af smaabitte, matlysende Sølvplader, der laa over hinanden som
Skællene paa en Fisk. Om højre Haandled bar hun et Sølvarmbaand. Og
paa Brystet, tæt oppe ved Halslinningen, der ligeledes var prydet
med et prunkløst Smykke af Sølv, sad en bleggul, halvtudfoldet Rose.
-- Hun er storartet! sagde Helmuth med begejstrede Øjne. -- Hva'? Hun
ligner en Havfrue! .... De sku' sg gifte Dem, Scheele!
Og Hr. Scheele smilede blegt og kyssede ærbødigt sin Kusines
Haand ....
Oppe i Spisesalen blev Gæsten præsenteret for Karen og Kaninen.
Karen blev øjeblikkelig betaget af den mest flammende Kærlighed til
sin «Onkel». Hun havde aldrig set «noget saa spiseligt», erklærede
hun bagefter nede i Skolestuen til Frøken Jansen. -- Du kan vove paa
at forelske dig i ham! sagde hun truende. Og Frøkenen lo af hende og
sagde, at hun skulde nok la' være. Men hun rødmede dog og maatte
uvilkaarlig presse sine Hænder haardt ind mod sit lille,
letbevægelige Kaninhjerte.
For han _var_ jo smuk, denne «Onkel»: høj, velvoksen og skulderbred,
ret en Type paa en nordisk Mand med lyst, krøllet Haar og Skæg og
store havblaa Øjne, og Tænder, der lyste som Sne bag de røde Læber.
Kaninen syntes, at han lignede Valdemar Atterdag! ....
Ved Frokostbordet fik Fætter og Kusine ikke talt meget sammen.
Helmuth havde bemægtiget sig hele Konversationen. Han skulde have
nøje Besked om, hvordan Kornet stod ovre hos Greven. Om han havde
fæstet Høstfolk; og hvad de skulde ha' i Løn; og om de havde været
vanskelige at faa fat i. -- For det er Fanden til Folkeforhold! sagde
han. -- Vi kommer sgu snart til at gøre Arbejdet sæl! ... Hva' si'er
du, Vilde, om at bli'e sendt ud og binde op, ha, ha?
Vilde smilede, og Greven lo pligtskyldigst og mente, at det vistnok
vilde volde hans Kusines smukke Hænder en Del Bryderi.
-- Ja, _De_ kunde sgu heller ikke stille meget op med _Deres_ Poter!
sagde Baronen. -- Sikke no'et Dukketøj! henvendte han sig til sin
Kone, idet han lagde sin ene store, rødbrune, behaarede Lab ved Siden
af Scheeles smalle, soignerede Haand. -- Hva'? Det er jo ikke Hænder
for et Mandfolk! Og sikke Negle! Smør De dem med Pomade, Greve?
-- De er da pænere end dine, Far! sagde Karen, der følte sig saaret i
sine sarteste Følelser.
Helmuth lo buldrende.
-- Hun er sgu allerede væk, Vilde! sagde han. -- Jaja, det er maaske
et Parti!
Baronessen rystede misbilligende paa Hovedet:
-- Saadant noget siger man ikke til Børn, Helmuth!
-- Aa, Fanden, en Spøg! ....
Da Baronen senere var gaaet i Marken med Mira (den første Dag undlod
han paa sin Kones indtrængende Opfordring at tage sin Middagslur),
og Karen og Frøken Jansen sad ved deres Dagværk i Skolen, spadserede
Fætter og Kusine en Tur i Skov og Have.
Det var en ret penibel Situation for dem, denne, at være ene to. De
havde ikke set hinanden i tolv Aar, og Baronessens noget uheldige
første Ægteskab laa jo imellem.
Til at begynde med indskrænkede de sig da ogsaa til at tale om Vind
og Vejr, om fælles Slægt og gamle Bekendte.
Indtil endelig Baronessen pludselig brød Isen ved at sige:
-- Ak ja, Alex, der er sket mangt og meget, siden vi to sidst talte
sammen!
-- Ja, stakkels Kusine! sagde Greven, idet han blødt lagde sin Haand
paa Baronessens Arm! -- Men det har gjort mig saa glad i Dag at finde
dig i saa tryg og sikker en Havn! Din Mand er et prægtigt Menneske,
ikke sandt?
-- Et udmærket Menneske! nikkede Baronessen. Langt bedre end jeg
havde fortjent!
-- Hvor kan du nu tale saadan, kære Alvilda!
-- Fordi jeg ofte plager ham med mine Luner! sagde Baronessen stille.
-- Jeg er ikke saa glad og taknemmelig, som jeg burde være. Ofte
føler jeg mig bedrøvet og fuld af Sorg; og da er det jo ikke altid
saa nemt at skaane sine Omgivelser og lægge Baand paa sine syge
Nerver.
-- Livet er ofte vanskeligt at leve!
-- Ja.
-- Men naar man ved sin Side har et Menneske, som man kan betro sig
til og tale med om alt ....
-- Ja, saa vilde det være lettere! afbrød Baronessen ham med et Suk.
Men saa rakte hun pludselig ligesom undskyldende sin Haand ud mod ham
og sagde -- Men du er dog virkelig ikke kommen til Næsset for at høre
paa mine Jeremiader, kære Alex! Tilgiv!
Greven trykkede hendes Haand til sine Læber:
-- Jeg tager din Fortrolighed som et Tegn paa, at du betragter mig
som Ven, kære Alvilda!
-- Ja, det gør jeg! nikkede hun og sendte ham et dybt og
forjættelsesrigt Blik. --
Se, dette var Kvintessensen af, hvad disse to Adelsmennesker fik sagt
hinanden i Enrum den første Dag, de var sammen.
Men det turde jo ogsaa være tilstrækkeligt.....
Og desuden blev der jo Tid og Lejlighed nok for dem til at fortsætte
denne Tankeudveksling; thi Helmuth var meget optaget af den
tilstundende Høst. Han viste sig kun ved Maaltiderne. Dagen igennem
var han i Marken eller rundt i Ladebygningerne med Forvalteren,
tilsaa Folkene og arrangerede og kommanderede for at faa alt i Stand
til, at Arbejdsstyrken kunde tage fat med Præcision, naar Tidens
Fylde var inde.
I de første Dage havde han følt det som sin, lidt tunge, Pligt at
konversere «vores Gæst». Og han valgte da, hvad baade rimeligt og
naturnødvendigt var, Landbrug, Jagt, Hesteopdræt og Skovhugst som
Emner. Men han kom jo snart under Vejr med, at Greven var, hvad
Forvalteren kaldte «en Bumfiler» paa disse Omraader. Og saa holdt han
lidt efter lidt op at konversere og lod Vilde og Gæsten «pludre deres
Tøjeri sammen». Og, sandt at sige, befandt han sig ret vel derved;
thi dels var han jo ikke en Mand af mange Ord, og dels holdt han
unægtelig mest af at fordøje sin Spise med Andagt. Han trak sig
derfor allerede den tredje Dag straks efter Frokosten ind i Kontoret
for at slibe sin Lur. Og efter Middagen kom Forvalteren op for at
«glo Landvæsen» (det var Hendes gamle Naade, som havde fundet paa
denne Betegnelse); de talte nemlig næsten ikke, Herren og Fogeden, de
sad bare og dampede paa deres Piber og stirrede hinanden stift i
Øjnene og udstødte af og til Ord som: Rughalm, Sædskifte og
Kunstgødning. Og naar der saa skulde drikkes Te, sagde Forvalteren
Godnat og gik. Se, der var de to Maaltider klaret. -- Efter Teen sad
Helmuth ganske vist opstillet paa en Stol inde i Salonen hos Vilde og
Fætteren; men han var da som oftest saa træt og søvndrukken af Dagens
Traven rundt i fri Luft, at han, efter et Kvarters Tids uhyre Kamp
for at bevare Anstanden, stille listede hen paa Chaiselonguen i
Hjørnet bag Kaminen, hvor han efter to Minutters Forløb segnede om
stiv af Søvnighed.
Det gør ondt at maatte sige det: men Baronen snorkede temmelig
hørbart! -- Og den første Aften, han laa todt derhenne i Krogen,
følte Hendes Naade sig yderst ulykkelig. Men hendes Slægtnings fine,
medfødte Takt bragte hende over det vanskelige i Situationen. Med et
godmodigt Smil om sin smukke Mund havde Greven sagt, idet han gjorde
en let Bevægelse med Haanden hen mod Chaiselonguen:
-- Nu maa du ikke skænde paa din Mand, Alvilda? Han har virkelig
ærlig fortjent at hvile sig lidt. Jeg beundrer i høj Grad hans Flid
og Dygtighed!
Og Baronessen havde taknemmelig trykket sin Fætters Haand og sendt
ham et af disse tilslørede, uransagelige Blikke, der paa een Gang gør
en Mand baade glad og urolig. --
Og herefter lod de Højvelbaarenheden hvile i Fred.


Grev Scheele havde fastsat sit Besøg paa Næsset til fem Dage. Og nu
levede man løs paa den sjette!
-- Hva' Fanden, enten De er hjemme eller her, gror Kornet sgu lige
godt, Scheele! sagde Helmuth, der var henrykt over at se og fornemme
den udmærkede Forandring, der var foregaaet med Vildes Humør siden
Fætterens Ankomst.
-- Aa, ja, hva', Onkel Alex, bad Karen med straalende Øjne -- bliv
bare i _to_ Dage til?
-- Jeg slutter mig ydmygt til Baby, smilede Hendes Naade.
-- Nu De, lille Jansen! lo Baronen. -- Saa _kan_ han sgu ikke sige
Nej!
Kaninen rødmede og var ved at vride sig ned under Bordet.
Grev Alex kom med et Par vage Udflugter; men lod sig dog til sidst
overvinde og lovede at blive til Lørdag, da han saa absolut skulde
hjem at betale Dagløn .....
Og han blev jo hellere end gerne, gjorde han! Hans Hjerte bankede af
Fryd ved Tanken om, at han endnu havde hele to Dage at være sammen
med sin Kusine.
Han var bleven ung paa ny!
Aladdins Ord efter sit første Møde med Gulnare: Saadan har jeg aldrig
været før! kunde han have gjort til sine -- om han havde turdet.
Han var forelsket!
Profeten, Lysbringeren, Foregangsmanden var forelsket, saaledes som
et Mandfolk _skal_ være det. Men han skammede sig for sig selv og
vovede ikke at tilstaa det.
Til at begynde med havde Baronessen blot og bart interesseret ham som
et nyt «Objekt». Han var i sine Samtaler med hende paa ny rykket frem
med alle sine gamle Fraser om den «aandige Kærlighed» og den kommende
høje Kultur, hvis bestalter Indvarsler han ansaa sig selv for at
være.
Og hun havde hørt paa hans Svada med alvorlige, agtpaagivende Øjne,
hvad hun jo skulde og burde. Men om hendes Læbe havde stundom tegnet
sig et bitte lident, overbærende Smil, som hos en Moder, der lytter
til et fantasirigt Barns Pludren.
Dette Smil havde irriteret ham og pint ham. Og han var bleven
ivrigere og ivrigere og havde talt sig varm og ligefrem sagt hende,
at hendes Brev til ham var kommet som en Røst fraoven, en Kaldelse,
et Basunstød, der havde manet ham frem af hans Ensomhed, frem til Liv
og Leven paa ny, frem til Dag og Sol og ... (her havde han bøjet sit
Hoved og kysset hendes Haand) ... og Lykke! --
De havde gaaet lange Ture sammen rundt i Skovene ved Fjorden. Og de
havde redet Side om Side milevidt bort ad ensomme, ubefærdede Veje. I
Straahytten nede ved Havens Grænse havde de siddet; og i de store,
dunkle Stuer oppe paa Næsset.
Og han havde talt og talt. Og hun havde andægtigen lyttet og
tankefuld nikket. Men Smilet om hendes Læber havde han aldrig faaet
dræbt.
.......
Saa var det, at de Dagen før Grevens Afrejse igen sad sammen i
Straahytten.
Fætter Alex havde netop endt en glødende Udmaling af, hvor skønt
Livet vilde blive, naar hans Teorier i en ganske vist noget fjern
Fremtid kom til at herske over Menneskene.
-- Du forstaar mig, ikke sandt Alvilda? sagde han ivrig. -- Du
indrømmer, at mit Syn paa Forholdet mellem Mand og Kvinde er langt
ideellere, langt finere og mere kultiveret end ....
Baronessen, der som sædvanlig taalmodigt og stille havde siddet og
hørt paa Fætterens Udgydelser, løftede pludselig sin Haand og lod den
langsomt og kærtegnende glide ned over Talerens Kind.
-- Du er elskelig, Alex! sagde hun og saa ham smilende ind i Øjnene.
-- Man bliver et bedre Menneske af at omgaas dig!
Greven rødmede som en Bachfisch og stirrede næsten forvildet paa sin
Kusine: Gjorde hun Nar af ham? Haanede hun ham? Havde hun ham til
Bedste?
Men Baronessen vedblev smilende at holde hans Øjne fangne.
-- Store, store Barn! sagde hun og lod igen sine hvide, bløde Fingre
dvælende glide ned over hans Kind. -- Lille, lille Kig-in-der-Welt!
--
Da var det, at alle Taager brast, og at Grev v. Scheeles Elskov brød
frem, som Morgensolen bryder frem af en Nattedises fjælende Banker!
Han sprang op fra Bænken, hvorpaa de sad, og med et stønnende Udbrud
af Smerte og Jubel slyngede han sine Arme om Baronessen, krystede
hende tæt i sin Favn og bedækkede hendes Øjne og Læber med hede,
sitrende Kys.
-- Alex, Alex! stammede hun og søgte at sno sig bort. -- Jeg vil ikke
... Du maa ikke ...
Men lidt efter lidt slappedes hendes Modstand, hendes Hoved sank til
Hvile paa hans Skulder (hans stærke, men o. s. v.), og han følte, at
hun blidt og vemodigt gengældte hans Kærtegn.
Kvinden er jo nu engang saa uendelig kærlig af Naturen!
......
Da Fætter Alex om Aftenen var ene ovre paa Gæsteværelset hinsides
Riddersalen, stillede han sig hen foran Spejlet, paa hvis Konsol
Tjeneren havde anbragt tvende i Sølvstager brændende Vokslys.
Der stod han en Stund og betragtede i dyb Opmærksomhed sit Ansigt.
Han ventede at finde sine Øjne sky og fulde af Samvittighedsnag,
fordi han havde svigtet Idealet og glemt i lidenskabelig Praksis de
høje, skønhedsfyldte Teorier, der hele hans Ungdom igennem havde
ledet hans Fjed og holdt hans Sti ren.
Men hans Øjne lyste ham i Møde fra Spejlets Glar, store og
straalende, uden Ruelse og uden Brøde. Hans Pande var klar og
skyldfri; og hans Læber lo, som kun de Læber le, der har smagt Livets
sødeste Sødme!
Skælvende af tilbagetrængt Lykke flyttede han Lysene hen paa
Natbordet og begyndte at klæde sig af:
Altsaa havde han været hildet i et Bedrag! Den stolte Bygning, som
hans Tanker havde opført, og som han i sit Hovmod havde nævnet
Fremtidskulturens Peterskirke, den havde kun været et arme
Fata-Morgana, fremtryllet af en vejtræt Ørkenvandrers syge Fantasi.
Ja, han havde hidindtil vandret i en Sahara; og han havde taget
Feberens plumrede Kildevæld for Livsens sprudlende Vande!
De Kvinder, han fordum saa hjerteløst havde forladt, havde været
klogere end han: Gennem Sjælene alene spirer intet frugtbart Samliv
mellem Kønnene!
Det havde han nu lært at indse ....
Han pustede begge Lysene paa Natbordet ud, eet for eet, lagde Hovedet
til Puden og rullede sig ind i Silketæppet:
-- Ak, om han havde kunnet kalde alle disse arme, længselsfulde
Kvinder tilbage og sone imod dem, det han havde forbrudt! Ak, om han
havde kunnet .....
Saaledes tænkte han. Thi han var lykkelig. Og Lykken gør god!
-- -- --
Saa oprandt den syvende Dag, Afrejsens Dag. Frokosten var nydt, og
Baron Helmuth havde, som skrevet staar, trukket sig tilbage til sit
Kontor for at sove, medens Baronessen og Grev Scheele opholdt sig ene
i Kabinettet.
Det var kvælende hedt udenfor, og Solen sendte sit Ildbad ned over
Slot og Have.
Ind gennem de aabentstaaende Vinduer strømmede en stærk Duft af
Lindeblomster og fyldte Luften i Værelset med en fad, sødlig Vellugt.
Man hørte Fluer og Bier summe døsigt rundt ude over Træernes Kroner.
Og af og til lød fra en Graaspurv, som havde søgt Middagsly under
Bladenes Skygge et lille søvnigt Pip.
Midt ude paa den grønne Haveplæne laa en stor, graa Kat og lod sig
bage igennem af Solen. Den laa paa Siden fladt udstrakt i Græsset med
alle fire Ben stikkende stift frem. Dens Øjne var lukkede. Man kunde
tro, at den var død.
Men paa een Gang saa man den krumme den alleryderste Spids af sin
Hale og bevæge den rundt og rundt, hurtigt og nervøst som en lille,
laadden, kroget Finger, der kælent legende gned sig i en Cirkel hen
over Græsset. Saa løftede den Hovedet en Kende og aabnede halvt det
ene af sine Øjne, der et Sekund lyste grønlig-gult i Solen ....
En sagte Raslen af Blade, som skuredes imod hinanden, hørtes henne
fra Rosenbuskettet omkring Flagstangen. En lille, rosenrød Snude blev
forsigtig stukket frem. Derpaa kom en hvid Pote til Syne; og saa nok
en. Og lidt efter lidt gled hele Hovedet og Kroppen af en hvidgul Kat
næsten lydløst ud under en af Buskene. Den missede med Øjnene mod
Solen og lod til at begynde med, som om den ikke havde Gran af Anelse
om Kammeratens Tilstedeværelse derude i Græsset. Den satte sig med
Halen sirligt krummet ind mellem Bagbenene og Ryggen skudt op i en
Bue, stiv og alvorlig; og Øjenlaagene kneb den overlegent saa tæt
sammen, at der kun var en Spalte som en Knivseg imellem dem.
Katten ude paa Plænen løftede paa ny Hovedet og saa et Øjeblik hen
mod den nysankomne. Derpaa gabede den dovent, lod Hovedet synke ned i
Græsset igen og strakte Lemmerne vellystigt ud fra sig, saa at alle
dens ti skarpslebne, seglformede Kløer kom til Syne. Halespidsen
bevægede den ikke længere rundt i en Cirkel, men frem og tilbage,
ligesom logrende.
Den hvidgule henne foran Rosenbedet rejste sig og blev staaende et
Sekund uden Bevægelse. Saa gled den langsomt nærmere og nærmere, idet
den næsten berørte Jorden med Bugen. Men da den var kommen nær paa en
Afstand af et Par Alen sprang den paa een Gang med et kraftigt Sæt
løs paa den graa.
I samme Nu væltede den anden sig om paa Ryggen og langede med
Forpoterne ud efter Fjenden. Dog, det var kun paa Skrømt; thi et
Øjeblik efter tumlede de begge i kælen Forening rundt i Græsset.
Snart var den hvidgule øverst, snart den graa. De bed hinanden
karesserende i Bryst og Hals, hagede Kløerne fast i hinandens Pelse
og borede Snuderne dybt ind i hinandens røde, pustende Gab.
Det var en Elskovsleg, en Kærlighedsdyst. Og den fortsattes med
stigende Lidenskab fra begge Sider.
Indtil Hunnen pludselig gjorde sig fri og lagde sig fladt ned i
Græsset med Bugen mod Jorden. Og Hannen, den hvidgule, i et Spring
satte op paa dens Ryg, spændte sine Poter fast omkring dens Krop og
huggede sine Tænder i dens Nakke.
.....
Oppe bag de aabentstaaende Vinduer i Kabinettet laa Hendes Naade
endnu henstrakt paa Kanapeen.
Grev Scheele havde rullet sin Stol hen ved Siden af Damens Leje og
sad nu med Albuerne støttet mod Knæene og Hovedet i Hænderne og
betragtede sin fagre Kusine med et Blik som en ung Abate, der knæler
i Andagt og Tilbedelse for den himmelske Madonnas (d. e. Josefs
jordiske Hustrus) Billede:
-- Alvilda ...
-- Ja ...
-- Jeg elsker dig ...
Baronessen rakte blidt smilende en advarende Pegefinger i Vejret.
-- Saadant noget kan man til Nød _tænke_, Alex! sagde hun.
Men Alex greb hendes Haand og kyssede den.
-- Ses vi i Morgen? spurgte han.
-- I Morgen, Barn? Du rejser jo hjem i Aften!
-- Jamen du kunde ... Du kunde jo ride ned i Birkelunden i Morgen
Eftermiddag. Saa maaske ...
-- Hvilket?
-- Saa maaske jeg ogsaa var der ...
-- Et Stævnemøde?
-- Ja!
-- Du glemmer, lille Alex, at jeg er en gammel Kone!
-- Du er det dejligste, jeg endnu har mødt! hviskede han og bøjede
sit Ansigt frem over hendes.
-- Mama, Mama, hvor er du? blev der i det samme raabt inde i Salonen.