Slægten - 04

tænkte jo nok, at naar ....
-- Ja, ja, det er godt! Gaa saa!
Og Konen haltede lydig ud af Kontoret.
Præsten blev et Øjeblik staaende midt paa Gulvet og stirrede hen mod
Døren, som Stine havde trukket stille til efter sig.
Saa gav han sig paa ny til at vandre op og ned og op og ned. Han
knyttede Hænderne, og Øjnene havde han knebet sammen.
Men saa paa een Gang standsede han i sin Vandring og huggede af al
Kraft sin ene knyttede Haand ind mod sit Ansigt. Han stønnede højt
ved Slaget og lod sig falde ned i Stolen foran Skrivebordet.
Lidt efter bankedes der paa Tapetdøren ind til Dagligstuen. Han hørte
det ikke. Albuerne havde han støttet mod Bordet, og sit Ansigt holdt
han skjult i Hænderne.
Døren blev aabnet, og Fru Mascanis buttede Skikkelse viste sig paa
Tærskelen.
Da hun opdagede sin Mand henne ved Skrivebordet, trak hun paa
Skuldrene og smilede ondt:
-- Adolf, Enkebaronessen kommer kørende oppe ved Troldebakken! Jeg
har paa Følelsen, at hun kommer ind til os.
Præsten løftede Hovedet og saa aandsfraværende hen mod sin Halvdel.
-- Har du nu igen spillet Shakespeare? spurgte hun haanligt -- Jeg
begriber ikke, at du gider!
Pastoren rejste sig med Besvær. Han maatte støtte sig til Bordet:
-- Jeg holder det ikke ud! sagde han og rokkede med Hovedet frem og
tilbage -- Jeg holder det ikke ud, Johanne!
Saa rettede han sig pludselig, strakte Armene frem mod sine Kone og
raabte teatralsk:
-- Du havde kunnet frelse mig, Johanne, om du havde villet! du kan
det endnu, om du blot vilde række mig en forsonende Haand! Men du
ifører dig stedse et Klædebon af Kulde og Foragt!
Præstinden slog afværgende ud med Haanden.
-- At du dog kan blive ved med den gamle Historie, Adolf! sagde hun.
Saa forandrede hun pludselig Tone og fortsatte -- Hvis Baronessen
kommer herind, haaber jeg, at du viser dig!
Og dermed trak hun sig tilbage og lukkede Døren.
I samme Øjeblik greb hendes Mand fra Skrivebordet en tung Flintekile,
der benyttedes som Brevpresser, og slyngede den efter hende.
Den ramte Væggen over Dørkarmen, slog et Hul i Tapetet og faldt
buldrende ned paa Gulvet.


Fru Pastorskens «Følelse» slog i Dag til: Enkebaronessens Køretøj
rullede et Kvarter senere op gennem Præstegaarden og gjorde Holdt
under de to bredkronede Lindetræer foran Stentrappen til Hoveddøren:
-- Er her nogen hjemme? raabte Hendes Naade, saa det klang over
Gaardspladsen .....
En gammel, vejrbidt Kalechevogn, hvis Overdække var irret grønt og
loddent af Sol og Væde, og paa hvis Hjul og Sider der som Regel sad
Tommer af mange Dages Vejsprøjt. En høj, mager, blakket Hest, hvid og
brun (en Knapstrupper med «Glasøjne»), og som hev lidt paa det
venstre Bagben.
Saaledes præsenterede Enkebaronessens Køretøj sig.
Vognen var jo oprindelig født og baaren til to Heste. Men «Hendes
gamle Naade», som Bønderne nu efter Baron Helmuths Giftermaal kaldte
hende, havde ladet den kalfatre om til Enspænder. Desuden havde hun
ladet Kuskesædet borttage og sad saa selv og styrede Rosinanten bag
omme under Kalechen. Og var det Regnvejr, slog hun Vinduerne ned,
lod sig Tømmerne stikke ind gennem den midterste Rude, der var til at
aabne, lukkede den halvt til igen og rullede af Sted.
Denne Befordring, «Pagtens Ark» havde man døbt den (og Hesten, der
var en Hoppe, kaldte Baronessen «Rigmor») -- denne Befordring blev
snart kendt og frygtet i mange Miles Omkreds!
Naar Husmødrene saa den tone frem i lang Afstand, skyndte de sig at
laase inde i Spisekammeret Husets smaa Delikatesser: Hummer i Daaser,
Sardiner, Ansjoser, Syltetøj, friskbagte Kager o. s. v., thi den
gamle Dame bemægtigede sig ohne weiter den Slags Ubetydeligheder og
lod Stasia, som altid fulgte hende paa hendes Strejftog, bringe dem
ned i Vognen, hvor de blev forvaret i en Bunke dertil anskaffet Hø,
som var anbragt under det nedlagte Kuskesædes Forlæder.
-- I har saamænd ædt saa megen god Mad paa Næsset, medens jeg
regerede, sagde den gamle til de forfærdede Husfruer -- saa I kan vel
nok unde mig den Snavs Hummer.
Til at begynde med gik denne Trafik udmærket. Man morede sig
indbyrdes over Baronessens Frimodighed. Men da hun saa pludselig
fandt paa at foretage sine Ekskursioner særlig om Lørdagene for at
sætte sig i Besiddelse af Familiernes Søndagsbidskener: Kyllingerne,
Lamme-, Kalve- og Oksestegene, ja selv Rødgrøden og Suppen, som hun
beordrede hældt over i medbragte Krukker, ... saa begyndte man dog at
finde Situationen alvorlig og skyndte sig at sætte bag Laas og Slaa,
hvad der muligen kunde friste Hendes Naades Øjne.
Dog, den gamle Dame, der var lige saa klog som et Menneske, havde, da
denne stygge Manøvre gik op for hende, givet den døvstumme skriftlig
Ordre til at liste sig rundt paa Oplagspladserne i Køkken og Kælder
for at udspejde, om der muligvis skulde forefindes noget
attraaværdigt for saa siden i Smug at meddele sit Herskab det. Og
Stasia udrettede sin Kommission saa vel, at man kun meget sjældent
rullede hjem til Enkesædet i Jerslev uden at have en eller anden
Fetalje gemt i Høet under Forsædet.
-- --
-- Er her ingen hjemme! raabte Hendes gamle Naade for anden Gang, saa
at Stasia, der havde siddet lille og sammenkrøben ved hendes Side og
blundet, forvildet slog Øjnene op.
Præstens Kusk, Søren, kom galoperende ovre fra Stalden paa klaprende
Træsko.
-- Forstyrrer jeg ham kanske i Middagssiestaen? spurgte Baronessen
skarpt.
-- Hva'? sagde Søren.
-- Sover han?
-- Næi ....
-- Er Herskabet hjemme?
-- Jo--o, det tror jeg da.
-- Da lader det dog næsten ikke til det!
Den gamle Frues Raadsherrehoved dirrede.
Oven paa Krøllerne havde hun en omfangsrig, sort Straahat med mange
Baand og Plumager.
-- Hvor er da de Mennesker henne!
Hun blev altid greben af stor Vrede, naar der ikke øjeblikkelig mødte
nogen frem for at tage imod hende.
Men nu blev Døren til Forstuen hurtig aabnet, og Pastorinden og Clara
viste sig under Slyngroserne.
-- Velkommen, velkommen, Deres Naade! sagde de med smilende og glad
overraskede Ansigter.
-- Naa, endelig har man da den Ære! sagde Baronessen.
-- Ja undskyld, kære Baronesse, men Clara og jeg var nede i Haven!
Hendes Naade kastede Linerne til Søren og steg ud af Vognen,
efterfulgt af den døvstumme, der vistnok med Overlæg traadte i sin
Frues Kjole, saa den skreg i Syningen. Stasia havde en af sine onde
Dage, det saa man paa hendes skulende Blik.
-- Klods! skældte den gamle -- _se_ kan hun da!
-- Skal der spændes fra? spurgte Søren.
-- Ja, hvis man faar en Kop Kaffe.
-- Naturligvis! smilede Pastorinden.
-- Ja, spænd saa fra. Men husk at give Rigmor en Spand Vand, inden du
fodrer hende ... Stasia, gaa ned i Køkkenet!
Den døvstumme listede af Sted.
Og Præstinden og Datteren vekslede et Blik. De kom netop nede fra
Køkken og Spisekammer, hvor de under Forudfølelsen af Arkens Visit
havde forvaret nogle Kagekasser og tre Pund nykernet Smør bag de
skærmende Skabslaager ...
-- Vil Baronessen ikke tage Plads?
-- Nej, jeg vil saamænd ikke, min Gode! sagde den gamle Dame og gav
sig til at skride op og ned ad Gulvet inde i Havestuen -- Jeg har
siddet krum i Kalechen i over fire Timer! Stasia kan sagtens, hun har
ingen Ben! ... Vi har været oppe paa Næsset, vedblev hun, medens hun
stadig vandrede af Sted -- men der var ingen hjemme uden Karen og den
lille Jansen. Min Svigerdatter sværmer for Naturen, siden denne
Fætterfyr er kommen paa Besøg! Og Helmuth, det Skrog! han passer sine
Køer! Har I for nylig set noget til dem hernede hos Jer? ... Ikke
Køerne, men de andre?
-- Ja, Herskabet var i Kirke i Søndags.
-- Hum! Ja, min Svigerdatter skal jo være Grundtvigianer ... saadan
før Middag! ... Var min Søn med?
-- Ja.
-- Han sov vel? ... Skal vi gaa lidt ud i Haven, Fru Mascani? Her er
saa kvalmt! Sikke ogsaa en Masse Grøntsager, I har pyntet op med
herinde! ... Clara kan jo lave Kaffen, mens vi er ude ... Og lukke et
Par Vinduer op, saa her kan blive luftet ud.
-- Vil Baronessen maaske hellere have Kaffen serveret nede i
Lysthuset?
-- Nej, ellers Tak, min Bedste! der falder saa mange Dyr ned! Og naar
her nu bliver godt luftet!
Frøken Clara saa lidt misfornøjet ud, da hun forlod Stuen. Det morede
hende nemlig svært at høre Hendes Naade tale.
-- Husk, jeg bruger _raa_ Fløde! raabte Baronessen efter hende -- Og
lille Kop, men stærk! .....
Nede i Haven laa Stine Napoleon og lugede i et Urtebed.
Da den gamle Frue i Afstand fik Øje paa hende, standsede hun op og
nikkede bifaldende.
-- Meget rigtigt af Dem, min Gode! sagde hun til Pastorinden -- meget
fornuftigt!
Fru Johannes blegfede Ansigt blev ganske purpurrødt, og Vejret gik
fra hende:
-- Hvad mener ... Deres Naade? stammede hun.
Baronessen saa fra Øjenkrogene ned paa hende:
-- Naa, saaledes! Jeg mener naturligvis ingenting, min Bedste, naar
De ikke ønsker det! Jeg beundrer bare dette lille Træk, der røber en
Overlegenhed, som jeg oprigtig talt ikke havde tiltroet Dem! ... I
salig Hannibals Tid holdt jeg ogsaa altid de Smaakoner i Haven og
Rullestuen, som Rygtet satte ham i Forbindelse med. Man bør slaa Folk
paa Munden.
Præstinden gik ganske og aldeles fra Koncepterne:
-- Jeg forstaar ikke, hvor De vil hen ... jeg forstaar ikke ... Det
er min Mand, der ... Det er efter min Mands Ordre ...
-- Saa meget desto bedre! nikkede Naaden -- naar man oven i Købet er
enige!
Parret spadserede nu i Tavshed rundt om den store Plæne med
Flagstangen og Blomsterrabatterne og bøjede ind i Nøddegangen.
Baronessen havde stukket sin Arm ind under Pastorindens, som om hun
frygtede for, at hun vilde løbe sin Vej.
Set med et uhildet Blik mindede dette Par om en Kæmpekondor, der
slæbte af med en Liggeand.
-- Sig mig engang, begyndte den gamle Frue paa ny -- hvad mener man
egentlig paa Egnen om Helmuths Ægteskab?
-- De gør Indtryk af at være meget lykkelige ved hinanden! sagde
Pastorinden undvigende.
-- Aar, Visvas! «lykkelig» mig op og «lykkelig» mig ned! _Hun_ bryder
sig ikke en Døjt om ham!
-- Men kære Baronesse ...
-- _Ikke en Døjt_, min Bedste! _Hun vilde_ giftes igen, det er
Forklaringen! Og han har ikke kunnet modstaa hendes fine Parfymer!
Helmuth er en god Dreng, er han; men Krudtet har han ikke opfundet!
-- Lever hendes første Mand endnu?
-- Ja i bedste Velgaaende, gør han!
-- Det vidste jeg ikke! sagde Pastorinden glad ved at faa sine
Kundskaber berigede -- Hvad er han?
-- Ja, sig De mig det! En Lykkeridder, en Eventyrer! Han vilde jo
sælge hende til en Ærkehertug dernede i Ungarn, da hendes Medgift var
opspist, siger man. Og herhjemme fra København blev saa Skilsmissen
ordnet gennem Udenrigsministeren, som er hendes Halvonkel. Det
kostede nok en rund Sum Penge. Tyve Tusind, siger man!
-- _Gud_bevares!
-- Ja, det maa De nok sige! Familien satte sig jo i sin Tid med
Hænder og Fødder imod, at hun giftede denne Raskowitz, eller hvad det
var, han hed, Utysket. Men hun _vilde_ ha' ham. Der var nok
Pandiculum i Mo'ren, som salig Hannibal sagde! Hun løb nok til Paris
med ham! Han skal jo ha' været saa overmaade smuk: mørk, sydlandsk
med sorte Øjne og Hud som en Indianer! ... Ja, De kender jo Racen! Og
saa blev de gift og var i Himmerige et halvt Aars Tid; for
naturligvis maa saadanne halvvilde Mennesker være betagende i deres
Kærlighed -- -- Aa, vær saa god at slaa til den Brems der, min Gode!
Jeg hader Bremser! Men Gud bevare alligevel et Pigebarn for at komme
i deres Klør! Vi ser jo, hvorledes det ender! Og vore egne danske
Mandfolk kan jo være gode nok til Tider! ... Naa, men for at komme
tilbage til Helmuth! Bilder De Dem maaske ind, min Bedste, at han kan
tilfredsstille et Fruentimmer, der er saadan vant? Jeg tror det ikke!
-- Deres Naade ser meget skeptisk paa det unge Par ...
-- Ja, det ved Gud, jeg gør! De skal se, det ender med en Polenæse!
Hun har jo allerede tilkaldt Forstærkning.
-- Deres Søn er dog altid saa glad, naar han er sammen med sin
Hustru; og forelsket!
-- Ja, _ham_ er der saamænd heller ikke noget i Vejen med! Han holder
kun een Kone ad Gangen ligesom Bjørnene. Han _gider_ ikke være over
flere! ... Jeg er vis paa, at han kun har noget at gøre med hende
Lørdag Aften, for saa kan han sove rigtig grundig ud om Søndagen!
-- Men kære Baronesse! ... sagde Pastorinden forfærdet.
Men den gamle Naade kørte paa:
-- Han er for fed! Han spiser for meget! Han faar saamænd ingen Børn
uden pr. Fuldmægtig!
Fru Mascani standsede og pegede op mod Huset, hvor hendes Datter
netop viste sig i Døren.
-- Jeg beder Deres Naade, der er Clara! sagde hun bekymret. Og med en
lidt vel høj Stemme fortsatte hun: Er Baronessen stadig tilfreds med
Stasia som Kokkepige?
Kondoren bøjede Hovedet og saa glubsk ned paa Liggeanden.
-- Aa jo, raabte hun himmelhøjt, idet hun søgte at efterligne Fru
Johannes Stemme -- aa jo, min Bedste ... naar jeg selv laver
Maden! ....
Man gik ind i Havestuen for at drikke Kaffe.
-- Lader Gemalen sig ikke se i Dag? spurgte Baronessen, da Kaffen var
skænket.
-- Jo, nikkede Pastorinden -- jo, han gør vist! ... Aa, lille Clara,
gaa ind og hent din Fader!
Datteren gik ind i Studereværelset, og Fru Mascani sad lidt nervøs og
afventede Resultatet af Sendelsen. Hun baade frygtede og ønskede
Mandens Komme. Hun vidste jo ikke, i hvad Lune han var; om hans
Raseri havde fortaget sig (hun havde hørt Larmen af Stenkilen mod
Døren) -- eller om man maaske kunde vente et nyt hysterisk Anfald her
midt for Baronessens Øjne.
Det var Pastorindens Orm at skjule sin ægteskabelige Misere, skønt
Gud og Hvermand vidste Besked om den.
-- Naa? sagde Hendes gamle Naade og rynkede Brynene, da Clara kom ene
tilbage.
-- Far kommer straks, han skulde bare gøre lidt Toilette!
-- Mascani er altid Kavaller! smilte Hustruen sygt og gav sig til at
sysle med Kaffetøjet for at skjule sin Nervøsitet -- En lille Kage,
Deres Naade?
-- Tak, maaske den lyse der! Den ser mindre brændt ud!
Hendes Naade var i Krigshumør.
Men saa kom Pastoren.
Smilende kom han, toende tilsyneladende vel til Mode sine soignerede
Hænder i hinanden. Det stærkt graasprængte, krøllede Haar var strøget
op fra den høje Pande, og de brune Øjne lo under de sorte Bryn.
Han var endnu en meget smuk Mand; og Baronessen betragtede ham med
Velbehag:
-- Naa, Pastor Macaroni, sagde hun spøgefuldt og rakte ham sin store,
røde, ringbesatte Haand -- endelig ser man Dem da!
-- Alle have vi syndet! og os fattes Ære for Gud! sagde han.
Nu vidste, Fru Johanne, hvor hun havde sin Mand. Aldrig var nemlig
hans Humør værre og mere ladet med Elektricitet, end naar han i sin
Kones Nærværelse blasfemisk citerede Skriftsteder og brugte Vendinger
af den hellige Skrift. Han vidste nemlig, at det gjorde hende ondt.
Baronessen lo.
-- Indrømmelse er Tilgivelse! sagde hun -- Annammer herpaa Syndernes
Forladelse!
Og hun rakte paa ny Haanden ud mod Pastoren, der atter greb den og
denne Gang kyssede den, idet han samtidig sendte sin Kone et Blik,
der ligefrem tindrede af Skadefryd.
Fru Mascanis Stemme skælvede, da hun begyndte:
-- Jeg synes Adolf, at ....
-- Hvilket, min Engel? afbrød Præsten hende blidt -- At jeg skulde
drikke en Kop Kaffe? Ja, Tak, men der er jo ingen, der har budt mig
nogen!
-- Nu skal jeg hente en Kop, Far! skyndte Clara sig at sige.
Hun kendte Atmosfæren i Hjemmet og vilde afværge en Udladning.
For Resten holdt hun mest af sin Fader, hvem hun lignede baade af
Ydre og Indre. Og hun havde ofte trøstet ham og talt ham til Rette,
naar han havde et af sine Fortvivlelsens Anfald.
Baronessen saa interesseret nysgerrig fra den ene til den anden af
disse to lykkelige Ægtefolk. Havde hun været en Mand, havde hun
sikkert følt sig ilde til Mode ved Situationen. Men nu var hun en
Kvinde og befandt sig som Følge deraf lig Aal i Mose.
Pastoren fik serveret sin Kaffe.
-- Hvis Deres Naade ikke har noget imod det, vilde jeg gerne tænde
mig en Pibe? spurgte han.
-- Ja værsgod! sagde Baronessen -- Jeg er for længst tilrøget!
Mascani gik ind i sit Studereværelse og kom lidt efter tilbage
dampende af en mægtig Pibe.
-- Det smager saa herligt til Eftermiddagskaffen! sagde han og sendte
demonstrativt en kraftig Røgsky hen mod sin Kone.
Han hørte til den Slags Ægtemænd, der bliver særlig modige i
fremmedes Nærværelse.
Clara lagde blødt Haanden paa hans Skulder. Han anede, hvad det
betød: Hun bad ham tage lidt Hensyn til Moderen. Men Pastoren vilde
ikke forstaa hende.
-- Vil du have en Cigaret, min Tøs? spurgte han og trak en Pakke op
af Lommen -- Værsgod!
-- Nej Tak, sagde Clara -- Moder kan ikke lide det.
Hun plejede ellers ikke at tage videre Hensyn til Moderen; men nu i
Øjeblikket havde hun Medlidenhed med hende, fordi der var en fremmed
til Stede.
-- Vil Baronessen ryge?
-- Ja Tak! hvorfor ikke? lo Hendes Naade.
-- Og du, min Engel? spurgte Mascani pludselig og holdt Cigaretpakken
lige hen foran Ansigtet paa Fru Johanne.
-- Far dog! sagde Clara uvilkaarlig.
-- Din Far er saa spøgefuld i Dag! sagde Fruen. Hun rystede over hele
Kroppen og var ved at græde.
Saa fik Baronessen Øje paa en rød Plet paa Pastorens venstre Kind.
Det var Mærket af det Slag, han for en Timestid siden med knyttet
Haand selv havde givet sig.
-- Hvad fejler Deres Kind, kære Pastor? spurgte hun -- Har De været
oppe at slaas med Djævelen?
Mascani sendte hende et overrasket Blik. Men derpaa svarede han
smilende:
-- Tværtimod Deres Naade, tværtimod! Det er et Elskovsbid! Den kære
Johanne (her lagde han ømt en Arm om sin Kones Hals) ... den kære
Johanne er jo, trods sin Alder og sin, hæ! ... Slankhed, undertiden
lidt voldsom i sine Affekter!
Baronessen slog en Latter op, saa det rungede gennem Stuen.
Ogsaa Pastoren lo.
Men Fru Mascani skubbede med et Stød sin Stol tilbage og forlod
hurtig Stuen .....
-- -- --
Ach, mein Gott, mein Gott! Der findes ikke i den samlede Zoologi og
Botanik to Væsener, der kan lege med hinanden saa yndeligt for
Herren, som et Menneske kan lege med et Menneske!


Næsset, Juli 18...
Kære lille Moder!
Der er da vel ingen syge derhjemme, siden jeg ikke faar Brev? Du
maa endelig skrive snart, for naar der bare gaar et Par Dage over
den Dag, jeg havde ventet Brev, saa synes jeg straks, at alting
bliver saa sørgeligt. Jeg skal nok være fornuftig, som Du skrev
til mig sidst; men naar man sidder saa langt borte fra alle dem,
man holder af, og som holder af en igen, saa er det jo ikke saa
nemt somme Tider.
Jeg har da ikke turdet bede Hendes Naade om at give mig et andet
Værelse. Du skrev, at jeg skulde vælge en passende Lejlighed til
at bede hende herom, men jeg synes aldrig, den kommer. Hun er sød
og rar nok imod mig, men jeg kan alligevel ikke faa mig til at
sige det, for hun er saa streng og fornem i hele sin Optræden
over for mig, at jeg tror, at hun bare betragter mig som et Slags
finere Tyende; hvad jeg jo ogsaa kun er. Nu maa Du ikke blive
bedrøvet, lille Moder, for jeg vænner mig jo nok til det hele
her. Man kan jo heller ikke bestandig ligge i sin Moders
Dragkisteskuffe, som Du selv skriver, men har godt af at komme
lidt ud i Verden.
Hernede i Skolen gaar det rigtig godt, Børnene er flinke og
artige. Den lille Karen er en sød, lille en, og vi holder meget
af hinanden. Men Du vilde vist rigtig le af os, thi somme Tider
er det næsten, som om det var Karen, der var Lærerinden, og mig,
der var Eleven. Hun tager sig mange Gange saa morsomt voksent af
mig; men hun er jo ogsaa mere vant til at omgaas disse fine,
adelige Mennesker end jeg. Du skrev, at Du synes, at jeg skulde
sige til Hendes Naade, at jeg mente, at det var forkert, saaledes
som hun undertiden behandler Karen; men det er slet ikke saa nemt
for mig; dog har jeg bestemt en Gang, naar vi er ene, at føre
Samtalen hen derpaa. Som nu i Gaar, da Karen igen havde kastet et
nyt Kammerdugslommetørklæde bort, saa syede Baronessen et
Haandklæde fast paa Ryggen af hende, og det maatte hun saa gaa
rundt med hele Dagen til Straf. Og Hendes Naade havde oven i
Købet sagt, at alle skulde gøre Nar af hende, baade Baronen og
Tjeneren og Pigerne; og til sidst gemte hun sig, den lille
Stakkel, nede hos mig paa mit Værelse og sad og græd og var
ganske rasende og vild somme Tider og sagde, at hun hadede sin
Mama og vilde ønske, at Hejmdal engang vilde løbe løbsk med
hende, saa at Vognen kunde vælte, og hun kunde slaa sig ihjel.
Jeg forsøgte jo at trøste hende og viste hende Billederne i min
store Naturhistorie og fortalte om dem, hvad hun jo ellers holder
saa meget af; men det nyttede ikke. Og til sidst græd vi begge
to; det var jo nydeligt, kan Du tro, men jeg _kunde_ ikke lade
være, jeg blev saa ked af det alt sammen og næsten helt bange for
at være her; og jeg syntes, at jeg slet ikke var min Plads
voksen, og at vi vist havde gjort fejl i at modtage den, og at
det vilde ende med en forfærdelig Ulykke. Men saa kom lidt efter
Kammerjomfru Petersen, som Karen kalder hende, og hentede os op
til Hendes Naade, der sprættede Haandklædet af og spurgte, om vi
vilde gaa en Tur med hende ud i Skoven. Og saa var hun saa god og
rar; og vi sad nede paa den høje Skrænt ved Fjorden og spiste
kandiserede Frugter, og hun kælede hele Tiden for Karen og kaldte
hende sin eneste, bedste lille Baby. Og mig klappede hun ogsaa
paa Kinden og sagde, at hun var meget glad ved at have mig i
Huset. Jeg fik naturligvis Taarer i Øjnene og ønskede, at hun
altid vilde være saadan, for saa vilde jeg gerne være her.
Jeg har da været paa Besøg med Karen nede i Præstegaarden et Par
Gange, siden jeg sidst skrev. Det er rigtig rare Mennesker, især
Pastoren; og hvor er han dog en smuk gammel Mand! Og saa er han
saa venlig, han klapper mig altid paa Kinderne og stryger mig
over Haaret, ligesom Fader gjorde. Men Jomfru Petersen siger, at
han lever ikke lykkeligt sammen med sin Kone, og det synes jeg nu
er Synd for ham. Fruen ser ogsaa altid saa streng ud, naar
Pastoren er i Stuen; men naar man er ene med hende, er hun meget
god og rar.
Uh, nu begynder Rotterne igen at gøre Spektakel oppe paa Loftet;
og her er jo saa lavt, at det lyder, som om de løb omkring
herinde i Værelset. Bare jeg kunde ligge hjemme hos Jer om
Natten, og saa gaa her over paa Skolen hver Morgen! _Og saa være
hjemme hele Søndagen!_ Her er saa uhyggelig hernede om Aftenen,
naar alle de andre er gaaet i Seng. Forleden Aften blev jeg saa
forskrækket, at jeg blev ganske stiv, thi pludselig var der en,
som bankede haardt tre Gange paa mit Vindue; det var bare en Gren
af Busken, som staar lige her udenfor, men det vidste jeg jo ikke
straks. Og her kommer saa mange Edderkopper ind fra Haven; de
løber hen under Loftet og falder somme Tider lige ned i Ansigtet
paa mig og paa Halsen, og de vil nu absolut spinde deres Net inde
i Alkoven i Hjørnet lige over Sengen; Enkebaronessen siger, at
det betyder Lykke; men jeg ser da efter hver Aften med et Lys og
river dem ned, hvis der er nogen. Paa en Maade er det jo godt, at
Niels Tjener har sit Værelse lige her ved Siden af mit, og somme
Tider er jeg jo ogsaa rigtig glad ved det; men han snorker saa
frygteligt, at jeg næsten ikke kan falde i Søvn. Og forleden Nat
var det, ligesom jeg hørte nogen græde og klage sig inde hos ham;
jeg blev saa angest, at jeg satte mig over Ende i Sengen og
lyttede, om han var syg; men saa hørte jeg bare hans Seng knage,
den staar lige op ad min paa den anden Side af Væggen; og han har
vel drømt.
Jeg _kan_ nu heller ikke forstaa, lille Moder, hvorfor jeg skal
ligge hernede saa langt borte fra alle de andre! Jeg vilde meget
hellere have Værelse sammen med Karen oppe ved Siden af Hendes
Naades Toiletværelse; men der ligger jo Kammerjomfruen for at
være i Nærheden, naar der er Brug for hende.
Aa lille, gode, rare Moder, nu maa Du ikke blive bedrøvet, men
jeg synes somme Tider om Natten, at det er saa sørgeligt, at jeg
havde det saa godt hjemme hos Dig, for havde Du bare været haard
og streng imod mig, saa havde jeg jo meget lettere kunnet finde
mig i at komme ud iblandt fremmede Mennesker, der slet ikke
bryder sig om mig! Men nu maa Du ikke blive ked af, hvad jeg har
skrevet; Du har jo selv sagt, at jeg skal klage mine Sorger for
Dig, naar der var noget i Vejen; og jeg synes allerede, at det
har lettet lidt paa mit Humør, og at jeg ser Dit lille, milde
Ansigt smile og nikke opmuntrende til mig.
Sov nu vel, lille Moder, og kys Robert og Tvillingerne mange
Gange fra mig. Klokken er eet Kvarter over elleve, og jeg er
søvnig.
10,000 Kys fra din trofaste
Kanin.
Det er sandt, jeg har glemt at fortælle Dig, at vi for Tiden har
Besøg af en Grev v. Scheele, en Fætter til Hendes Naade; han er
meget smuk!
Tror Du ikke nok, at Du sammen med mit broderede Skørt kan sende
mig mine to smaa, blaa Vaser, som jeg laante Tvillingerne, da jeg
rejste? De vil pynte saa pænt herinde med Blomster i.
_Og skriv saa snart, hører Du, og rigtig langt!_


Det er i Hendes unge Naades Kabinet lige efter Frokosten ....
Baron Helmuth er gaaet ind paa sit Kontor for at sove.
-- De maa sgu undskylde mig, Greve, havde han sagt -- men min Lur maa
jeg ha'; ellers bli'er jeg ikke Menneske i Eftermiddag. Alvilda ta'er
sig nok af Dem. Godmorgen!
Og nu laa Hans Højvelbaarenhed inde i Kontoret paa den store Sofa
under sin Stamfaders Billede og slumrede.
Han laa paa Maven med Panden støttet mod en Pude, der var anbragt paa
Sofaens ene Arm. Skødefrakken var gledet til Side, og paa hans mere
end velformede Bag, der var klædt i lysegraa, stramtsiddende
Ridebenklæder, havde hans tro Følgesvend, Mira, en lille, abelignende
Terrier, kringlet sig sammen.
Det var nu _dens_ Yndlingsplads i Middagstimerne.
Og Hund og Hersker snorkede om Kap .....
Inde i Hendes Naades Kabinet sad Grev v. Scheele i en magelig Armstol
og røg langsomt og drømmende af en fintduftende Cigaret. Og
Baronessen hvilede ligeledes drømmende og i en indtagende Bugtning
paa en slangeformet Kanapé betrukket med storblomstret Silketøj.
Der var hyggeligt og svalt derinde. Solstraalerne spillede gennem de
aabentstaaende Vinduer og legede rundt paa det brogede Gulvtæppe,
snart som brede, rolige Lysflager, og snart som smaa, vevre St.
Hansorme, der glimtede og lyste og blev borte og kom igen, alt som
Lindetræerne udenfor i Haven bevægede deres Kroner og nikkede i
Vinden ....
Her lidt om Grev Scheele:
Rygtet gik, at han samlede paa Kvinder, ligesom andre samlede paa
Frimærker, Mønter eller Konkylier. Opdagede han et sjældent
Eksemplar, blev han øjeblikkelig greben af en dirrende Iver efter at
faa Fingre i det. Men naar saa denne hans Hensigt var opnaaet,
kølnedes lidt efter lidt hans Interesse for den erhvervede
Sjældenhed: han «klistrede den ind», nummererede og katalogiserede
den, og saa sig derpaa om efter et nyt Bytte ....
Men de arme, forraadte Ofre sad igen med vidtopspilede, uforstaaende
Øjne.
Thi han forlod dem akkurat paa det Punkt, hvor Spillet for en Kvinde
skal til at begynde.
Naar de stod med lukkede Øjne og aabne Arme for at modtage ham --
saa tog han høfligt Hatten af og gik.
Men han handlede efter Overbevisning, sagde han!
Thi det var hans dybe og grænseløse Ærefrygt for Kvinden som
Menneske, der fik ham til at anvende denne Fremgangsmaade.