Judith Fürste: En Fortælling - 07

hede og hans Øjne funklede.
Han greb atter Pistolen, Haanden rystede ikke længer, og Felix
Restrup gik ud af Livet i en Rus, fulgt af sine trofaste Venner, sin
Hest og sin Hund.
Om Aftenen sprængte man Døren, saa blev der sendt Bud til Doktoren,
til Politiet og til Prokuratoren. Doktoren kom strax, saa paa det
svære Legeme, rystede paa Hovedet og erklærede ham efter nogen
Betænkning for død af et dræbende Skud gennem Hjærnen. Justitsraaden
kom den næste Dag i Uniform, holdt Forhør og erklærede, at her
forelaa et Selvmord. Derefter forsegledes hans Ting, Boet blev taget
under Behandling og erklæret fallit, og saa faldt Kreditorerne og
Prokuratoren over det.
Der var mødt mange til Begravelsen, men der mødte flere til
Auktionen, som blev holdt efter Hindings Begæring; det blev virkelig
ham, som kom til at skumme Fløden af Forretningen. Tjenestefolkene
fik deres Løn og deres Afsked. De havde staaet modfaldne om deres
Herres Lig. Der var maaske ikke en af dem, der ikke endnu bar Spor af
hans Hænder eller hans Ridepisk, men der var heller ingen, der jo
ikke havde draget Fordel af hans Ædelmodighed eller hans
Ubetænksomhed. Derpaa forlod de sukkende det Sodoma og Gomorrha, hvor
de saa længe havde fulgt deres egne Lyster og levet efter deres egne
Tilbøjeligheder.
Saa kom da alle de værdifulde eller værdiløse Genstande, Restrup
havde samlet om sig, under Hammeren. Gaarden selv med tilliggende
blev købt af en rig, bondefødt Ejendomsbesidder, som vilde have den
til sin Søn. Godset blev udparcelleret og solgt til de omboende
Bønder. Luxushestene, en Del af Sølvtøjet, de bedste Vine og de
Kunstgenstande, der havde Værdi, tilsloges Godsejer Banners
Kommissionær.
Restrups Død havde ikke gjort synderligt Indtryk paa denne, i alt
Fald røbede han det ikke.
Den Dag, han fik Underretning derom, gik han ind til sin Hustru og
sagde til hende: «Vor Nabo har skudt sig. Det er den fornuftigste
Handling, han har foretaget sig i sit Liv.»
Men paa hende gjorde Nyheden stærkt Indtryk; hun svarede harmfuldt:
«Mindre ædle og brave Mænd gaa stolte om, fordi de have havt mere
Held med sig end han; Restrup havde fortjent en bedre Skæbne.»
Hendes Mand trak paa Skulderen og gik.
Da han var borte, brast hun i Graad, hun vidste næppe selv hvorfor.
Det var de eneste Taarer, som blev fældede ved Felix Restrups Død.
* * * * *
Hun laa paa sin Chaiselongue. Hun erindrede, at da hun som ung Pige
gæstede Gaarden, havde hun ønsket sig en saadan Chaiselongue
betrukken med Silketøj, stillet paa dette Sted, hvor der var Udsigt
ud over Haven, Voldgravene og Markerne bagved, altsammen hendes og
hendes Mands. Men hvor mærkede hun nu lidet til den Glæde over
Rigdommen og Magten, som hun den Gang havde drømt om!
Hun havde læst. Det var den Bog, som i Fortalen bliver anbefalet til
stærke Hoveder og Hjærter -- «Breve fra Helvede». Hun havde taget
den i sin Mands Bogsamling og kiget lidt deri, men var snart bleven
træt af dens Fantasterier. Hun laa nu og stirrede ligegyldig frem for
sig.
«Helvede,» sagde hun en Gang halvhøjt, «hvilken Taabelighed! Behøver
vi noget Helvede efter Døden? Helvede er jo allerede her i Livet, og
jeg er i det. Rundt om mig isnende Kulde, Tomhed og Ligegyldighed, et
Liv uden Indhold, blot Ørkesløshed og Hensigtsløshed, er det ikke
Helvede? Og inden i mig en evig Higen efter noget, som jeg ikke selv
ved, hvad er, en brændende Anger over at forspilde noget, som jeg
heller ikke forstaar, hvad er. «Deres Orm dør ikke, og deres Ild
udslukkes ikke!» hedder det -- ja, der er en Orm i mig, der bider og
gnaver og aldrig lader mig i Fred. Hvad er det, jeg higer og længes
efter? Jeg troede, det var Ro og Uafhængighed, Luxus og Velvære, jeg
ofrede mig for at opnaa det og var lige nær. Nej, jeg er ikke
lykkeligere nu end før. Jeg jagede efter Skygger, de blev til intet.
Jeg har _solgt_ mig, og intet vundet!» En glødende Skamrødme steg op
i hendes Kinder, hun vendte Hovedet mod Væggen og knyttede Hænderne i
afmægtig Harme. «Solgt mig, ikke alene mit Legeme men min Sjæl! Har
jeg ikke modstandsløst tilladt, at han forhærdede den, har han ikke
gjort mig ligesaa haard og hjærteløs, som han selv er! Jo og atter
jo! Jeg er bleven slettere, og jeg vedbliver dermed. Der var dog en
Tid, da jeg saa op til, hvad der var godt og stort, da jeg kunde
være kærlig og ofre mig for andre -- nu er det forbi, det er, som om
det alt var visnet i mig -- alt, uden denne Higen efter noget, som
jeg ikke selv ved, hvad er. Hvor dog Livet er elendigt og Menneskene
ulykkelige.»
Hun laa paa en Chaiselongue betrukken med kostbart kinesisk Silketøj;
alt rundt om hende tilhørte hende, hvert af hendes Ønsker var en Lov,
og hun fortvivlede dog ved Tanken om sin egen og Alverdens
Elendighed.
* * * * *
Der forestod en stor Begivenhed. Ahnbjerggaard ventede en Arving.
Dette gjorde dog ikke Husets Beboere gladere og haabefuldere, Judith
var nedslaaet og bekymret ved Tanken om det forestaaende, og Banner
vovede ikke at glæde sig paa Forhaand. Han var saa ofte bleven
skuffet i sine Forhaabninger og desuden forekom denne Lykke ham for
stor, til at han turde haabe paa den. Jo mere Tiden nærmede sig,
jo højere steg hans pinlige Anelser, og saa kom dertil den
forfærdeligste Tanke af dem alle: hvorledes havde hans foregaaende
Liv været, turde han haabe at faa sunde og kraftige Livsarvinger? Og
han forberedte sig paa det værste, for at Skuffelsen ikke skulde
blive for grusom.
Den nervøse Omhyggelighed, han viste sin Hustru, tjente kun til at
forøge hendes pinlige Stemning. Til sin egen Beroligelse lod han
næsten daglig Lægen hente og gjorde ham som oftest de urimeligste
Spørgsmaal. En Dag foranledigede han den værdige Æskulap, der vidste,
at Banner ved tidligere Lejligheder havde udtalt sig med stor Foragt
om hans Videnskab og Stilling, til at erklære, at han ikke var
Profet, naar han ej en Gang vidste Besked om det forbigangne, da at
kunne udtale sig om det tilkommende; hvorpaa Banner blev vred og som
saa ofte førhen kaldte Lægevidenskaben Fuskeri og Humbug.
Endelig oprandt Dagen. De Lidelser, Banner da underkastedes, overgaar
enhver Beskrivelse. Ventetimerne, han tilbragte i sit Arbejdsværelse,
var en fuldstændig Liggen paa Pinebænken. Hans nervøse og utaalmodige
Sind gjorde Oprør mod de sidste Minutters Spænding, uden at forkorte
dem et Sekund derved.
Han prøvede paa at tage sig sammen, sagde sig selv, at han
naturligvis vilde blive skuffet, men at han vilde bære det som en
Mand. Hvad nyttede det at haabe, at bygge Luftkasteller. Det hele var
en følgerigtig Række af Konsekvenser, som ikke lod sig forandre, og
hvad var Konsekvenserne af hans Liv?
Saa traadte Tjeneren ind, stiv og ærbødig.
«Nu,» stammede Banner, og hans Hjerte bankede, saa han frygtede,
Tjeneren kunde høre det.
«Fruen har lykkelig bragt en Søn til Verden, han er sund og rask.»
Banner betydede ved en Haandbevægelse Tjeneren, at han kunde gaa, han
vilde ikke have, at nogen, mindst hans Tjener, skulde være Vidne til
hans Sindsbevægelse. Men i dette Øjeblik følte han, at der var
foregaaet en Omvæltning i ham, som han ikke selv vilde have troet
mulig. Han var gennemstrømmet af en Taknemligheds- og Lykkefølelse,
om hvis Tilværelse han havde tvivlet. Nu vidste han, at han ikke et
Øjeblik havde turdet haabe paa at faa en Søn, og alligevel var det
sket, han havde en Dreng, en Livsarving. Livet forekom ham ikke
længere hensigtsløst, han havde et Maal, et Hverv, noget at stræbe
efter og leve for. Og denne Lykke, som hans skeptiske Sjæl havde
vægret sig ved at tro paa, overvældede ham nu med hele sin Styrke. En
Søn, hans, Johan Banners Søn, Arving til hans Gods, hans Navn, hans
Rigdom, en Søn, der skulde oprette hans forspildte Liv! Hvor fik alt
om ham pludselig Værd; han fik Trang til at takke, men man takker
ikke «en følgerigtig Række af Konsekvenser». Han ønskede et Øjeblik,
at han kunde henvende sig til Gud, men det stod ikke i hans Magt. Da
lededes hans Tanker uvilkaarlig hen paa hans Hustru, hende kunde han
takke, og han gjorde det inderlig og varmt i sine Tanker; han syntes
i dette Øjeblik, at han kunde kysse hendes Hænder. Hun var nu ikke
blot hans Hustru, hun var hans Barns Moder, og han ærede hende som
saadan, -- det var første Gang i sit Liv, han havde næret nogen
virkelig Ærbødighed for en Kvinde.
Da han snart efter fik sin Søn at se, da han betragtede den spæde
lille Fyr, der allerede havde Antydninger af mørkt Haar paa det
skaldede Hoved, da han saa de store, brune Øjne og de smaa, knyttede,
blaarøde Hænder, steg Taarerne ham til Øjnene, og det var første Gang
i mer end tyve Aar, at det var hændtes ham.
Han havde hidtil afskyet Børn, men dette lille hjælpeløse Væsen
forekom ham at være noget af det mest rørende, han havde set. Det var
første Gang i sit Liv, han saa et spædt Barn, og han vilde sikkert
have vendt sig bort med Modbydelighed, hvis det havde været enhver
andens; men dette var _hans_ Dreng, hans egen lille Søn.
«Kan jeg røre ved ham?» spurgte han Ammen.
Den gode Kone -- han havde holdt strængt paa, at det skulde være en
Bondekone fra Godset, og ingen Pige af tvivlsomt Rygte og Fortid --
smilede med al den Overlegenhed, Ammer gærne er i Besiddelse af, og
svarede ja.
Han løftede da paa en meget kejtet Maade den lille stive Pakke i
Vejret og betragtede den ængstelig.
«Barnet skriger slet ikke,» sagde Ammen, «det var da mærkværdigt.»
Og hans Hjerte kom i stærk Bevægelse ved den taabelige Tanke, at
Barnet skulde kunne mærke, at det var dets Fader, som tog det.
Dets Fader! Navnet fyldte ham med en hel ny Følelse af Værdighed.
Hans letsindige, egenkærlige Liv laa bag ham som en Drøm, som
noget uforstaaeligt og taabeligt. Han var kommen i Havn;
Familiefaderværdigheden forekom ham ikke, som den en Gang havde gjort
det, spidsborgerlig og ufri.
Barnet rynkede Panden ned i en mærkværdig Spids, dets Næse trak sig
sammen, Øjnene lukkedes, og Munden aabnedes. «Min Gud, faar det
Krampe?» udbrød Banner.
«Nej, han begynder at vræle,» sagde Ammen og tog Barnet ud af hans
ubehjælpsomme Hænder.
* * * * *
Banner havde forskrevet et meget smukt Collier fra Paris for at give
det til sin Hustru. Da han efter Barnets Fødsel atter saa hende,
vilde han gærne have sagt nogle hjærtelige Ord for at udtrykke sin
Taknemlighed og Glæde, men det havde altid været ham vanskeligt at
finde Udtryk for den Art Følelser, og den Mur af Spot og Kulde, de
havde bygget mellem sig, stod desuden stadig i Vejen; hun gjorde
heller ikke det mindste Skridt for at hjælpe ham. Resultatet blev kun
en ceremoniel Henvendelse, som aldeles ikke svarede til, hvad han
havde ønsket at sige; det ærgrede ham, men han var heller ikke
senere i Stand til at bøde derpaa. Da nu Halsbaandet ankom en Morgen
med Posten, aabnede han Pakken, lukkede Etuiet op, fandt intet
væsentligt at udsætte paa Smykket og overrakte det med et Buk til sin
Frue.
Hun saa forbavset fra Gaven til ham og ventede aabenbart paa en
Forklaring. Nu var Lejligheden kommen til at sige de venlige Ord, men
han mumlede kun nogle utydelige Stavelser og vendte sig bort, yderst
forlegen over Situationen. Hun beholdt Etuiet i Haanden, følte baade
Taknemlighed over Gaven, som funklede hende i Møde, og Vrede over den
kolde Maade, hvorpaa den var bleven skænket, og vidste ikke, hvad hun
skulde gøre; hun formaaede ligesaa lidt som han at frigøre sig fra
den unaturlige Stivhed, de havde paatvunget hinanden. Efter et
Øjebliks Tavshed sagde hun med større Kulde, end hun egentlig havde
ønsket: «Det er en meget kostbar Gave -- maa jeg takke Dig.»
Han svarede ikke, hendes Kulde lagde han ikke videre Mærke til, hun
havde ophørt at være hans Modstander, hans Tanker havde faaet et nyt
Maal, og Interessen for hende som saadan var kølnet. I det højeste
ærgrede det ham, at han var kommen saa kejtet fra Forsøget paa at
vise hende en Venlighed.
* * * * *
I den første Tid efter Barnets Fødsel var Judith ikke mindre lykkelig
over det end Banner, om det end ikke havde bevirket en saa stor
Omvæltning i hende som i ham. Ogsaa hende havde det lille Barn givet
et Maal for Livet, og hun betragtede det i Begyndelsen som noget, der
alene hørte hende til; hun lagde allerede Planer for dets Fremtid og
Opdragelse, Planer, hvori ingen tredje Mand var med. Hun var skinsyg
paa Ammen og tilbragte hele sin Dag i Barnestuen for ikke at
fortrænges fuldstændig af Barnets Sind. Hun udførte selv Af- og
Paaklædningen, legede med det og vuggede det. Hvor blev hun ikke
forbavset ved paa dette Omraade at finde en Rival i sin Mand. En Dag,
da hun kom ned i Barnestuen, sad han ved Vuggen og snakkede for
Drengen. Hun blev saa overrasket, at hun ikke formaaede at skjule
det, han forekom hende saa usigelig pudsig i denne Situation. Men
hendes optrukne Øjenbryn og forbavsede Smil afskrækkede ikke Banner,
hun traf ham hyppigere og hyppigere hos Barnet. Han sad der saa
rolig, legede med og talte for den lille paa en Maade, der indbød til
Spot, men med en Sindsro, som tilintetgjorde enhver Tanke om at prøve
derpaa. Saa harmedes hun over hans Anmasselse, og gik sin Vej, naar
han kom; hun spurgte sig selv: «Er det hans Hensigt at berøve mig
Barnet?»
Hun var for stolt til at sætte sig til Modværge. Men i hendes
Fortrydelse over at blive krænket i de Rettigheder, hun udelukkende
ansaa for sine, blandede sig en smertelig Frygt for, at hun skulde
blive endnu mere forladt end før, thi hun saa godt, at medens de dog
førhen havde været lige ulykkelige, lige ensomme, saa at den ene ikke
havde noget forud for den anden, saa stræbte han nu at vinde sig en
Forbundsfælle i Barnet, og hvis det lykkedes, vilde hun komme til at
staa ene og forladt som aldrig før.
Saa var da Barnet blevet dem et nyt Stridsæble. Hun angrede snart, at
hun i misforstaaet Stolthed havde ladet sig forjage fra dets Nærhed,
og hun blev atter en flittig Gæst i Barnestuen, men nu indsaa hun,
hvor meget hun allerede havde tabt. Den lille Drengs Hengivenhed
havde delt sig mellem Ammen og Faderen, der var intet tilbage til
hende. En væsentlig Grund hertil var rigtignok ogsaa, at Ammen ikke
kunde lide hende paa Grund af hendes stolte, ordknappe Væsen; Banner
derimod var bleven Genstand for den brave Kones Tilbedelse. Thi
rigtignok talte han aldrig til hende, men alene Godsejerens
Nærværelse var hende nok, «thi,» ræsonnerede hun, «det er jo intet
Under, at han, der er saa fornem, ikke snakker med en, men Fruen er
da ikke mer end en almindelig Prokurator-Datter, saa hun behøver
saamænd ikke at være saa stor paa det.»
Resultatet blev, at Bondekonen højlig opmuntrede Drengens Kærlighed
til Faderen paa Moderens Bekostning. Hun gentog Ordet «Fa'er» saa
mange Gange, at Barnet, saa snart det kunde artikulere en Lyd,
stammede «Fa'er» efter hende; hun opmuntrede Forsøget, og da Banner
en Dag kom ned for at se til sin Dreng, hoppede han paa Ammens Arm,
rakte Hænderne ud og raabte sit «Fa'er». Dette var en Genistreg fra
Konens Side, som Banner ikke lod ubelønnet.
Snart hilste Raabet ham overalt, Drengen sprællede af Utaalmodighed
for at gaa fra Ammens Hænder over i Faderens; thi hvor sad han saa
sikkert, som paa denne Arm, hvem formaaede at løfte ham saa højt,
holde ham saa fast, tumle ham med en saadan Lethed. Snart gjorde han
sine første vaklende Trin fra Ammen over til Faderen, der sad paa Hug
over for hende, og i hvis aabne Arme den lille Fyr tumlede ind med
stor Stolthed over sin Bedrift.
Men dette, at Judith mærkede, at hun var fremmed for sit Barn, blev
hende det stærkeste Stød, den haardeste Prøvelse. «Det er jo Mo'er»,
sagde Ammen nok, men «Fa'er -- Fa'er,» raabte den lille halsstarrige,
knyttede de buttede Hænder og vendte sig vrissende fra sin stakkels
Moder. Saa lod Judith Armene synke og gik sin Vej, men naar hun var
ene, udbrød hun i Fortvivlelse: «Jeg kan ikke gøre for det, men jeg
mærker, jeg bliver ond.»
Da Erik Banner -- saaledes var han i Daaben bleven opkaldt efter sin
Bedstefader -- var et Aar gammel, fordrede Judith paa det
bestemteste, at Ammen skulde bort. Det skete vel, og det forbedrede
ogsaa hendes Forhold til Barnet, men vandt hun et Skridt, saa vandt
Banner hundrede, Eriks Hengivenhed for ham voxede Dag for Dag, og
Judith vred sig i Smerte over sin Forladthed. Hun saa, hvorledes
hendes Mand og Barnet sammenrottede sig og knap syntes at lægge Mærke
til hende, og hun indbildte sig, at hun ikke havde Betingelserne for
at vinde Drengens Kærlighed. Hun var ogsaa enten for heftig og
fordringsfuld i sine Kærtegn, eller hun vendte sig bort med krænket
Stolthed for at lade ham gaa til sin Fader, siden det jo dog var ham,
han holdt af. Begge Dele skræmmede Drengen -- saa var han meget
sikrere overfor Faderen -- men hun kunde vride sine Hænder og spørge,
om hun da var bestemt til at gaa til Grunde.
Inde i Banners Værelse sad den lille Fyr paa Tæppet med en Stabel
Bøger foran sig, pludrende og leende, medens Banner vel de hundrede
Gange vendte sig fra sit Arbejde for at tale eller lege med ham. Den
magelige Mand kunde rejse sig fra sin blødeste Lænestol, naar han
mærkede smaa trippende Skridt udenfor, hørte Navnet «Fa'er», og saa
Dørgrebet blive bøjet ned af en Haand, der var alt for lille, sad paa
en alt for kort Arm og en alt for stumpet Krop til at kunne udføre
Forsættet, selv naar den strakte sig til det yderste, og maatte
slippe Grebet just i det afgørende Øjeblik for at paakalde Hjælp. Saa
sprang Banner op og aabnede Døren, i næste Nu laa to smaa Arme om
hans Hals, to varme, bløde Læber trykkedes mod hans, og Drengen
raabte: «Fa'er sød -- gi' mig Bildebøger.» Hvor kunde da den
blaserede Mand trykke det lille bløde Legeme ind til sig og svare:
«Ja, min egen velsignede Dreng!» og lade sig ruske i Skægget og
kommandere af den lille Purk, der kendte sin Magt.
Der kom vaade, smaa Fingre i de fine Billedbøger, og Erik havde en
vis rask Maade at vende Bladet paa, medens den anden Haands
Tommelfinger endnu holdt paa det, som jævnlig foranledigede, at
Billedet gik midt over, men Banner havde endnu aldrig set nogen have
saa stor Fornøjelse af disse Billeder, kunde de da finde bedre
Anvendelse?
I Efteraaret fyldte Erik Banner tre Aar. Begivenheden blev fejret paa
Godset med Flagning fra alle Bygninger, hvor et Flag fandtes. Om
Formiddagen var der formelig Kur; Folk kom, ligesom paa Banners
Fødselsdag for at bringe deres Lykønskning. Purken sad paa sin Faders
Arm og tog mod Gratulationen saa stolt som en Prins. Hvor han ligner
sin Fader, hviskede Gratulanterne, og visselig, Banner tog dem det
ikke ilde op. Judith stod ved Siden af, Drengen havde kysset sin søde
Mamma, men meget hurtig og forretningsmæssig; han holdt nok af hende,
men ved Siden af Kærligheden til Faderen forsvandt enhver anden
Følelse.
Om Eftermiddagen blev det straalende Vejr, mildt og varmt, som midt
om Sommeren.
Da Gratulanterne var gaaet, havde Judith trukken sig tilbage til sit
Værelse, Barnets Ligegyldighed pinte hende i Dag mer end sædvanlig,
og som det var blevet hendes Vane, fjærnede hun sig fra andre, skønt
hun godt vidste, at denne bestandige Opdæmning af Smerten gjorde
hende endnu ulykkeligere og mere bitter.
Hun sad ved Vinduet fordybet i sine Tanker, da hun blev opskræmmet af
overgiven Latter og noget, der lød som Hestevrinsken; hun kendte
Eriks Stemme, men hvorledes kom der Heste i Haven. Hun stillede sig
bag Gardinet og saa ud. Jo -- der galopperede den stive, formelle
Johan Banner i den Tro, at han var ubemærket, med sin Dreng paa
Ryggen ned ad Havens Gange. Erik holdt ham om Halsen og lo, saa det
gav jublende Genlyd, naar Faderen søgte at efterligne sine firbenede
Kollegers Vrinsken.
Det saa komisk ud, men Judith var ikke i Stand til at le, der kom
tvært imod en sviende Smerte i hendes Øjne. Hun forstod i dette
Øjeblik, hvor højt Banner maatte elske Barnet, siden han kunde give
sig til at lege med det paa denne Maade. -- Nu var de trætte. Banner
kastede sig i Græsset og tørrede sin Pande. Drengen kom med en Tot
Græs for at regalere sin udmattede Hest, og Banner tog Totten i
Munden og tyggede tankefuld derpaa.
Saa begyndte Drengen at pludre og Banner lo -- ikke med sin
sædvanlige korte, spottende Latter, men saa frisk, saa ungdommelig.
Da vaagnede alle de bedste Følelser hos hende -- aa, endnu var det
Tid, hvis man vilde tage hende med, saa vilde ogsaa hun kunne le med,
sidde der i Græsset og være lykkelig sammen med dem. Men de brød sig
ikke om hende, hendes Øjne sved heftigere, Haven og de to dernede løb
i et for hendes Blik, hun vendte sig bort og hulkede smertelig.
Men nede i Haven laa de to, Fader og Søn, saa lykkelige ved hinanden,
som Mennesker kunne være det.
«Hvorfor har Du ingen Haar, Fader?» spurgte Erik.
«Fordi jeg har plukket det af og givet dig det.»
«Giver Du mig da al Ting, Fader?»
«Ja, min Dreng, alt hvad jeg ejer, skal Du faa, naar Du vil være
artig og god og holde rigtig meget af mig og blive et bedre Menneske,
end Din Fader har været.»
* * * * *
Da Erik Banner voxede til, røbede der sig et Hang til nervøs
Overspændthed hos ham. Hans Legeme var sundt om end langt mindre
kraftigt end hos hans jævnaldrende blandt Bønderbørnene; men hans
Sind var, med al dets Livlighed, tilbøjeligt til nervøs Pirrelighed.
Som lille Barn generede stærk Støj ham og kunde endogsaa bringe ham
til at græde, og senere klagede han over Hovedpine og Træthed. Hans
overgivne Livlighed kunde efterfølges af Slappelse og Mathed, og hvad
der maaske vilde være gaaet ubemærket hen hos en Haandværksmands Søn,
vakte Banners levende Bekymring. Lægen, der blev raadspurgt, var enig
med Banner om at tilskrive dette en Nervøsitet, der allerede kunde
vise sig i en ung Alder, og det var jo ret rimeligt, at den var en
Arv fra hans Fader. Dog tog Lægen Sagen meget rolig, paabød styrkende
Levevis, Motion og Bade, alt sammen noget, som Drengen allerede
brugte, og saa lidt Kinadraaber, som han meget nødig tog. Kininen
syntes at virke, Symptomerne forsvandt eller blandede sig paa en
saadan Maade med Drengens af Naturen heftige Sind, at man ikke mere
kunde skelne det ene fra det andet, Nervøsitet fra Uartighed. Erik,
der blev meget forkælet, havde et temmelig egenraadigt og opfarende
Sind. Ikke at han nogensinde viste dette overfor Faderen, dertil
havde han for stor Respekt for ham, men overfor Moderen og
Tjenestetyendet udviklede det sig i en foruroligende Grad. Judith
havde liden Myndighed over ham, thi efter at hun flere Gange med smaa
moderlige Smæk havde straffet hans Uartighed, lærte hun af den
Forbitrelse, han i lang Tid efter nærede mod hende, at hun maatte
opgive ethvert Forsøg paa at straffe ham, hvis hun vilde beholde
lidt af hans Kærlighed. Og da han, med et Barns Skarpsindighed i det
Slags Tilfælde, indsaa sin Magt over hende, blev Følgen, at han snart
tyranniserede enhver i Huset, undtagen Faderen. Hvis Judith og Banner
havde raadet og støttet hinanden ved hans Opdragelse, vilde de let
have kunnet holde Drengen i Tømme, men hendes stadig tiltagende
Indesluttethed gjorde, at Banner forblev uvidende om hans
Tilbøjeligheder, indtil et Tilfælde viste ham, at det var paa Tide,
at han tog sig alvorlig af Drengens Opdragelse.
Det var en Dag i Høsten, efter at han havde fyldt sit fjerde Aar, at
Erik sad hos sin Moder med en Billedbog foran sig; Judith læste, men
lagde taalmodig Bogen bort for at forklare ham, hvad han ønskede at
vide. Under et af disse Ophold greb Drengen hendes Bog, der forekom
ham at være langt interessantere end hans egen.
«Giv Moder Bogen, lille Erik.»
«Nej, jeg vil se i den.»
Det var et kostbart Værk, som let kunde ødelægges, og hun rejste sig
for at tage den fra ham.
Men Erik holdt fast og strittede imod.
«Vær nu en god Dreng, Erik» -- men han hørte intet.
«Jeg vil ha' den!» hvæsede han.
Hun tog den fra ham. Saa kastede han sig bag over i et komplet Anfald
af Raseri: «Giv mig den, jeg vil, jeg vil, jeg vil,» han foer løs
paa hende og rev i hende, hun værgede sig, holdt Bogen over Hovedet
og sagde venlig: «Lille Erik skal være artig.»
Men Drengen skreg og stampede i Gulvet. Hun var saa vant til hans
Opførsel, men bag dem stod Banner i den aabne Dør, maalløs af
Forbavselse. Det var første Gang, han saa Drengen saaledes. Han
skulde just ud at ride og var kommen gennem Korridoren, da han hørte
Drengens arrige Skrigen, og der stod han nu yderst forbavset i Døren.
Men i næste Øjeblik var der en anden, som blev forbavset, og det var
den hidsige lille Tyran, der blev greben, løftet fra Jorden og for
første Gang i sit Liv erfarede, hvorledes en Ridepisk smager. Han
skreg, han snoede og vendte sig, han tænkte ikke længer paa, at han
befandt sig over for sin Fader, han forsvarede kun sig selv efter
bedste Evne. Men forgæves; Ridepisken faldt ubønhørlig ned over ham
og trak den ene svidende Streg efter den anden over hans Ryg. Han
skreg af Smerte, men blev ikke bønhørt. Judith sad i Sofaen med
Bogen, Stridens Æble, i sin Haand. Hendes Følelser var de samme som
enhver anden Moders ved en lignende Lejlighed. Hvert Slag ramte hende
lige saa haardt som Drengen, og hun oprørtes over den «Mishandling»,
for hvilken han var Genstand. Vilde dette da ikke tage en Ende; men
det var Mændenes sædvanlige Brutalitet, at glæde sig ved at mærke
deres Magt over en svagere. Hendes Stolthed forbød hende at lægge
sig imellem, og Banner ophørte ikke at slaa, førend det lille Legeme
slappedes under hans Haand, før den sidste Gnist af Modstand
forsvandt, og han mærkede, at Drengen var bøjet og skælvede. Saa slap
han ham og gik uden at sige et Ord. Men i Judiths Sind blandede der
sig noget i Medlidenheden med Drengen, en næsten triumferende
Forhaabning. Hun kendte Erik, og vidste, at denne Ydmygelse ikke saa
let vilde udslettes af hans Erindring; den vilde kølne hans
Hengivenhed for Faderen, og saa -- saa kunde hun maaske vinde en
lille Part deraf; hun trængte saa usigelig til Kærlighed.
Hun bøjede sig over ham som han laa der paa Gulvet. «Stakkels lille
Pip,» hviskede hun blidt. Da brast han i en saa lidenskabelig Graad,
at hun blev ganske forfærdet derover. Han græd for øvrigt mest af
Medlidenhed med sig selv. Hun tyssede paa ham, tørrede hans Øjne med
sit eget Lommetørklæde og strøg det fugtige Haar bort fra hans Pande.
«Græd ikke, lille Erik, Moder holder af Dig, Moder skal være god mod
Dig;» og han fik endnu mere ondt af sig selv. Efterhaanden sagtnedes
dog hans Graad. Hun løftede ham op og bar ham hen paa Sofaen; det
voldte ham øjensynlig Smerte, og hans Graad kom igen i smaa hulkende
Suk. «Gør det meget ondt, min lille Dreng. Skal Moder bade dig, Moder
skal ikke slaa Dig,» hun tog hans Hoved ind til sig, «vil Du altid
holde af Moder?»
«Ja,» snøftede han.
«Saa skal Moder nok være god ved Dig.»
Han svarede ikke, han var øjensynlig for udmattet til at nære enten
Vrede eller Taknemlighed. Efter en lang Pavse, hvori hun knælede for
ham, sagde han pludselig:
«Hvor er Fader?»
«Vær rolig, lille Pip, Fader er borte og kommer ikke saa snart, jeg
skal nok passe paa Dig.»
Han laa nogen Tid og ømmede sig. «Kommer Fader snart?» spurgte han
derpaa.
«Nej, det varer længe, Du skal ikke være bange.»
Han slog sig til Ro, og hun fortalte ham Historier. En Gang vendte
han sig om og sagde: «Du er god,» idet han rakte sin Mund op til Kys.
Hvilket lykkeligt Øjeblik for hendes forsmaaede Hjærte.
Men saa mærkede hun, at han atter begyndte at skælve.
«Hvad er det?»
«Nu kommer Fader hjem, jeg kan høre, det er «Emir».»
Hun lyttede anstrængt, men først efter nogle Øjeblikkes Forløb kunde
hun skælne Hovslagene af en Hest.
«Vær rolig, Fader vil ikke slaa Dig mere.»
Erik rejste sig over Ende. «Nu kommer de ind i Gaarden, nu springer
Fader af Hesten, nu gaar han op ad Trappen, og -- og -- nu kommer
han gennem Gangen.»
«Vær ikke bange, Pip!»
Eriks Ansigt var blevet blussende rødt; Døren aabnedes, han snoede