Judith Fürste: En Fortælling - 11

«Ja, han har forandret sig meget, men det forbavser egentlig ikke
mig. Midt i al Vildskaben var der noget af denne Stivhed i ham ogsaa
den Gang, og i den sidste Tid, vi var sammen i Udlandet var jeg
egentlig den eneste, han omgikkes. Og heroppe maa da nødvendigvis
sligt udvikle sig; i de smaa, spidsborgerlige Forhold har han maaske
fundet det rigtigst at hylle sig i sin Værdighed for at holde Folk
tre Skridt fra Livet.»
«Nej, maa jeg saa bede om Fruen, og hun har næsten overrasket mig
endnu mer. Husker Du Frøken Blight? Hun har kendt Fru Banner i hendes
Pigedage og syntes, at hun var temmelig ubehagelig og egentlig slet
ikke smuk.»
Hellman havde strakt sig magelig tilbage i en Lænestol, men ved
Strøms Ord rettede han sig og brød ud i sin sædvanlige muntre Latter.
«Naa, saa Du vil være Kender af Kvindehjærtet, August? Frøkenens Ord
tydede jo netop paa, at Fru Banner var smuk. Det ene Fruentimmer vil
jo aldrig erkende det andets Skønhed. Frøken Blight har Teint som en
Reseda, følgelig ynder hun ikke varme og bløde Farver, hun har gult,
glat Haar opsat à la chinoise, altsaa finder hun et lokket,
brungyldent Hoved skrækkeligt; hendes Øjne minder mig om sammenløben
Mælk, hvor skulde hun saa kunne paaskønne Fru Banners, der jo kan
modne sure Stikkelsbær ved et eneste Blik. Nej, jeg kunde nok tænke,
at hun var smuk, Banner har altid haft en god Smag.»
«Ja, ikke sandt,» udbrød Strøm, «hun er henrivende, har Du set hendes
Næse og hendes Hage, og sikken Figur!»
«Min kære, det er lidt vanskeligt at overse saa vigtige Legemsdele
som en Næse eller en Hage, med mindre de da skulde mangle; men for
øvrigt, Du har virkelig Ret, hun er -- ret net!» Og Komponisten brast
paany i Latter.
«Hun er uforlignelig. Men hør, tror Du, at de lever godt sammen? Der
er saadan en forunderlig Kulde mellem dem.»
«Min højtelskede Nevø,», svarede Hellman, «jeg har observeret, at
naar Du opdager ulykkelige Forhold mellem Ægtefolk, er Du gærne
charmeret i Konen. Er Du maaske allerede leveret?»
«Aa, Snak! Men det var da ikke saa underligt, om hun var bleven ked
af denne blaserede, ci-devant Roué, Gud ved, om hun overhovedet
nogensinde har vidst, hvad det er at elske.»
«Naa! Du havde maaske Lyst til at lære hende det. Men det skulde Du
for Resten være lidt varsom med, min Dreng. Banner er ikke til at
spøge med i det Kapitel, og det kunde jo ogsaa nok være, at Du ellers
kom til kort, naar Du prøvede paa at gøre ham overflødig. Han var
altid en farlig Mund for Kvinderne.»
«Maaske for ti Aar siden.»
«Ak, min Ven, sligt ophører aldrig.»
«Vil Du virkelig paastaa, at denne visne, magre, skaldede Mand -- --»
«Undskyld, at jeg afbryder Din smukke Beskrivelse. Man skulde
virkelig ikke tro, Du var Arkitekt; Du mangler jo aldeles Blik for
Yderlinjer. Maa jeg gøre Dig opmærksom paa, at ihvorvel han ikke har
Din Garderhøjde og Dine Bjørnekræfter, er han elegant og smukt
skabt, hans Hovedform er klassisk, hans Træk fine -- han er mindst
lige saa smuk som sin Hustru.»
«Uh, kan vi nu ikke blive fri for den Slags Overdrivelser?»
«Og hverken Du eller jeg kan benægte eller har engang Ret til at
betvivle, at Fru Banner elsker sin Mand; han er af det Slags
Mennesker, man ikke kan gaa ligegyldig forbi. Paa den anden Side ved
Du ikke, hvad Skade det uskyldigste Kurmageri kan afstedkomme i et
Forhold som dette, og Banner fortjener at være lykkelig i sit
Ægteskab; thi han har ikke kendt meget til Lykke inden det.»
«Hvad for noget! Har han ikke kendt til Lykke -- han, som har været
baade rig og smuk og begavet, af god Familie, uafhængig o. s. v. Det
var ellers en underlig Skæbne til at gøre en ulykkelig!»
«Aa, Du ved slet ikke,» raabte Hellman pludselig heftig og sprang op,
«hvori Ulykken ligger. Vi, Du, jeg, Fru Banner ogsaa, vi er unge, jeg
mener ikke Aarenes Ungdom, men vi hører til en ung, levedygtig Slægt
og Stand; vort Blod løber rask, vort Mod grænser til Overmod, vort
Liv er Forhaabning. Men han hører til en dødsdømt Slægt, der _har_
levet og nu kun har sin svundne Storhed at leve paa. Naar en Stand
eller en Tidsalder gaar under, saa kommer der saadanne Fremtoninger
som Banner. Vi sejler med Strømmen for fulde Sejl, vi Arbejdere og
Kunstnere er Nutidens Adel, men han kæmper mod Strømmen og
Tidsaanden, ikke fordi han har Lyst til Kampen, men fordi det nu en
Gang ligger ham i Blodet. Og saa ser han sine Haab briste paa alle
Hold. Ikke engang sin Søn fik han Lov at beholde. Slægten er mærket
og dødsdømt, det ved han. Se dette er den virkelige Ulykke, og den
skal vi lykkelige respektere; denne Mand er saa ulykkelig, at jeg
kunde elske ham ene og alene derfor.»
«Ja, vær saa god,» svarede Strøm, paa hvem Hellmans Ord dog virkelig
havde gjort noget Indtryk. «Du er jo hans Ven, og Dine Fordringer er
derefter; men en ung Kvinde!»
«Hun kan det ogsaa, hun bør det, og hun vilde kunne blive lykkelig
derved.»
«Men hun gør det ikke. Lagde Du ikke Mærke til, at Din Spøg over
deres ægteskabelige Forhold generede hende?»
Hellman var atter bleven rolig, han havde paany sat sig ned og
svarede nu i sin sædvanlige muntre Tone: «Snak! Spøg har alle godt
af, Banner ogsaa. Jeg ved, at Spøg opmuntrer ham. Derimod kunde Dit
ungdommelige Sværmeri let gøre Fortræd, og jeg beder Dig om at tage
Dig i Agt. Man skal ikke i ædel Romanmedfølelse gribe ind i Forhold,
man ikke kender og forstaar. Det kan synes saa uskyldigt og dog
anrette ubodelig Skade. Ægteskabet er en meget indviklet Komposition,
som man ikke skal pille ved. Det var, som om en Fusker vilde
korrigere en Mesters Værk og sige: «Her er en Disharmoni, den maa vi
rette». Saa forkludrer han bare alt, fordi han ikke forstaar,
hvorledes Dissonantserne hører med til Stykkets Karakter.» -- Nu var
Hellman kommen ind paa et yndet Tema og fortsatte med tilbagelænet
Hoved og lukkede Øjne: «Banner hører til de Kompositioner, man maa
vænne sig til; han er en af Beethovens sidste Sonater, vanskelig at
forstaa, tilsyneladende uharmonisk og frastødende, men, naar man
først har lært den at kende, ubeskrivelig tiltrækkende med al sin
Smerte, sin Kamp og Sønderrevethed. Man slipper den aldrig, man vil
se dybere og dybere i den, man lider ved det, man forstaar, men man
elsker dog. Ja, Du hører nu slet ikke paa mig, men det er ogsaa det
samme. Lad mig bare sige Dig, at hvis Du gør Knuder her, er vi to
færdige. Du fortjener at faa en Fyrstinde, gør Du, det nægter jeg
ikke, Du er ung, livsglad og skabt til at blive lykkelig; men gaa
ikke hen og skaf Dig selv og andre unødig Sorg og Smerte. Nu er jeg
træt af at tale og længes efter Sengen, behag derfor at trække Dig
tilbage -- Godnat!»
August Strøm saa op med et Smil og sagde: «Sig mig kun Onkel, hvad
Musik ligner da hun?»
«Aa,» sagde Hellman leende, idet han blidt skød sin Nevø ud af Døren,
«lad os sige en Fuga af Bach. Er Du saa tilfreds?»
Efter at den første Tilbageholdenhed og Generthed fra Banners Side og
den første forcerede Lystighed fra Komponistens var overvundet, øvede
de to forskellige Naturer samme Tiltrækning paa hinanden som for
mange Aar siden i Udlandet. Plebejeren, der ved sit Geni havde
svunget sig op til at blive Fyrsters Ligemand, men havde bevaret den
Naturlighed og Suffisance, der ofte karakteriserer dem, som skylde
sig selv alt, droges hemmelig til Patricieren, hvem Rigdom, Stilling
og Finfølelse saa at sige var medfødte, medens Banner paa den anden
Side blev tiltrukken af Kunstnerens Dygtighed, glade Sind og
elskværdige Djærvhed. Da altsaa de Skranker, som otte Aar naturlig
havde rejst imellem dem, i kort Tid var faldne, syntes deres gamle
Kammeratskab at fødes paa ny. Banner var paafaldende forandret, hans
Livsaander syntes atter at blusse op, han blev sig selv fra sine unge
Aar, saadan som Judith aldrig havde kendt ham. Han disputerede med
Hellman, saa Værelserne genlød deraf, de opfriskede Ungdomsminder og
lo, saa Tjenerne forbavset lyttede udenfor Døren. Hellman havde vendt
op og ned paa al Ting, han tirrede de store Hunde i Gaarden, talte
til Tjeneren ved Middagsbordet, kneb Pigerne i Kinden, naar han mødte
dem paa Gangene, ja han gav endog Banner saadanne respektstridige
Betegnelser som: Tørvetriller, Jesuit, Sofist, Mormon m. m. Han
drillede sin Nevø paa enhver tænkelig Maade, og gjorde Løjer med
Judith; han hørte til de Mennesker, der kan sige og gøre alt, uden
at fornærme.
Og Ahnbjerggaard var som det fortryllede Slot i «Tornerose», der er
vakt af en hundredaarig Søvn. Den genoplivede Prinsesse var Judith,
thi var Forandringen stor for alt andets Vedkommende, var den dog
størst for hendes. Endelig elskede hun, endelig var Foraaret, Livet
og Lykken kommet, og Munterheden og Musikken om hende var kun en
Genlyd af hendes egne Følelser, et Udtryk for det, der opfyldte
hende. Hun kunde sidde smilende og lade sig vugge ind i glade
Fantasier af Musikkens Toner, og naar den unge Arkitekt talte til
hende om sin Kunst, sine Rejser, om al Verdens Herlighed og Lykke,
var det som et nyt Akkompagnement til alt, hvad hun drømte om, det
vidunderlige, der skulde komme.
August Strøm havde ikke formaaet at følge sin Onkels Raad. Han lod
sig Time for Time rive mere med af sin Beundring, hans unge Sind
overgav sig fuldt og helt til Fortryllelsen. Han havde lært hende at
kende, just som Forvandlingen foregik, da Puppen bristede og hendes
længe slumrende Kærlighed endelig udfoldede de straalende Vinger og
jublende steg mod Lyset, da hvert af hendes Blikke talte om Lykke,
hvert Smil aandede Kærlighed. Han kunde ikke ane, hvor lidet det alt
gjaldt ham, han havde set det udvikle sig med rivende Hurtighed for
sine Øjne, og han troede, at det var ham, der havde vakt Livet og
Kærligheden i denne skønne, unge Kvinde.
Hun tænkte slet ikke paa ham, thi for hende existerede der kun _en_
Mand i Verden. Hun hørte kun paa ham, thi hun holdt af at høre denne
Tale om Lykke og Skønhed, den passede ind i hendes egne Tanker, men
ofte lukkede hun Øjnene og drømte, at det var en anden, der talte til
hende.
Dette var hendes Ungdom, hendes Pigedage, hendes Kærlighedsforaar, de
første lykkelige Dage i hendes Liv. Derfor holdt hun af de Mennesker,
der var omkring hende og ligesom delte og var Vidne til hendes Fryd.
Hun fandt Hellman elskværdig, prægtig og munter, Strøm behagelig,
veltalende, begavet. I Virkeligheden havde hun saa liden Tanke for
dem, at den ene var hende lige saa kærkommen som den anden.
Sandsynligvis vilde hun i disse Dage have fundet endog sin Stedfader
elskværdig.
Banner kunde ikke undgaa at lægge Mærke til den Forandring, der var
indtruffen med hans Hustru. I Begyndelsen vakte den kun en svag
Forundring; men da Forvandlingen syntes at foregaa næsten fra Dag til
Dag, og hendes Væsen udfoldede sig for ham i en hidtil ukendt
Skikkelse, spurgte han sig selv om Grunden. Han iagttog hende
hemmelig, han saa hende yngre og smukkere end nogensinde, hvad var
der foregaaet med hende? For faa Dage siden vilde det have været ham
ligegyldig, han vilde maaske slet ikke have bemærket det; men
Hellmans Nærværelse havde kaldt noget af hans gamle Jeg til Live, og
Interessen for hende var vaagnet med det samme. Var det muligvis
hendes egentlige, inderste Væsen, der nu brød frem? En Gang for flere
Aar siden havde han tænkt sig, at han skulde kunne fremkalde en
saadan Forvandling hos hende, men al Umage havde været spildt. Var
det da nu sket paa fire, fem Dage? Men hvorledes?
Det var lige ved Solnedgang. Vintersolen kastede sine sidste skarpe
Straaler ind mellem Træerne, hen over Bygningens Facade. Strøm
spurgte Judith, om de ikke skulde gaa en lille Tur ned i Haven for at
se paa denne Illumination, og hun var strax villig til at følge med.
Banner stod ved Vinduet og saa efter dem.
Hun gik, indsvøbt i sin Pelsværks Kaabe, ved Siden af Arkitekten
gennem de af Sneen pudrede Gange. De vendte Ryggen til Bygningen og
skænkede den øjensynlig ikke en Tanke; deres smukke, høje Skikkelser
nærmede eller fjærnede sig ubetydelig til og fra hinanden, eftersom
Vejens Indsnævringer bød det. De standsede trods Kulden og Sneen.
Strøm talte og gestikulerede; rank, ung og kraftig stod han der. Og
her stod Banner, gammel, graahaaret, udlevet, som en Lampe, der er
blusset op endnu en Gang for derpaa at slukkes. Saaledes saa han sig
selv over for de to unge der nede. Og ikke som ved et Lyn, der slog
ned i ham, men rolig og sikkert gik det op for ham, at disse to
Mennesker elskede hinanden. Som noget, der faldt af sig selv, vakte
det ej engang hans Vrede. Han smilte endogsaa svagt ved Tanken om, at
der var Mennesker, som endnu troede paa saadant noget som Lykke og
Kærlighed.
Flammen i Lampen sænkedes ganske lavt, den var lige ved at slukkes.
Han følte sig som en Olding. Hans Liv var saa langt -- aa, saa langt
tilbage, havde ingen Fordringer mere for sig selv, ingen Ønsker
heller. Og et Nu var den Tanke der: «De elsker hinanden, hvorfor skal
jeg staa dem i Vejen? Naar disse Dages Glæde er forbi, saa lad det
hele være forbi. Hvorfor trække det længer ud, det sker jo alligevel
en Gang, og saa gør jeg dog nogen lykkelig her i Livet.»
Nede i Haven bød Strøm Judith Armen for at støtte hende paa den
glatte Gang. Hun tog imod den. Strøm bøjede sig fortrolig ned over
hende, og hun veg ikke tilbage. -- Det gav et Sæt i Banner, da han
saa det. Dette var dog for meget, for ugenert. Hans Stolthed og
Selvfølelse blussede op i ham, Blodet steg ham til Hovedet. Guds Død!
Vovede denne Dreng at forelske sig i hans, Johan Banners Hustru, at
usurpere hans Plads, at vinde i Dage, hvad han selv ikke havde
formaaet i Aar, at skubbe ham, Johan Banner, til Side som en, man har
Lov at bedrage. Han gjorde ikke selv Fordring paa hendes Kærlighed,
men hvor vovede hun at give den til en anden. Regnede de paa hans
Død? Han var ikke død endnu. Det var ikke paa den Maade, man blev
ham kvit. Og hans gamle Lyst til at herske kom over ham igen. Hun
havde ikke villet bøje sig under hans Godhed, nu skulde han ydmyge
hende ved hendes Forseelse. Hun skulde tilstaa ham den, ja hun
skulde. Han vilde ikke bebrejde hende noget, kun straffe hende ved
selve Tilstaaelsen om hendes Svaghed. Hans slappe Sjæl ansporedes af
Tanken. Han vilde ydmyge hende, han vilde, han vilde!
Han hørte sig selv udtale disse Ord, der havde jaget ham hans hele
Liv, og Lyden af dem vakte ham til Eftertanke om, hvorfor han
egentlig var saa vis i sin Sag; det hele kunde jo være Hjærnespind.
Nu vel, saa skulde hun i alt Fald overbevise ham derom.
Hun blev endnu en Gang Midtpunktet for alle hans Tanker.
* * * * *
«Vi vil ha' Gilde i Aften,» sagde Hellman, «stort Gilde paa fire
Personer. Vi burde maaske have ventet til Sylvesterdag, men hvem ved,
om vi lever i Morgen. Nu vil jeg være Festmarschal og ordne det hele.
Hvad er det nu, Din Tjener hedder -- Peter, ikke sandt? -- Saa ringer
vi paa Peter.»
Tjeneren kom.
«Naa Peter, har De dygtig med Lys og Petroleum hjemme?»
Tjeneren stod lige indenfor Døren i første Position med slapt
nedhængende Arme og et ubevægeligt, alvorligt Ansigt. Ved Hellmans
Ord skottede han forsigtig til sin Herre for at læse en Bekræftelse i
hans Ansigt.
«Naa, svar! Har De?»
«Ja.»
«Godt, saa tænd alle Lamper og Lysekroner, Kandelabrer og Lampetter,
fyr op i alle Kaminer og oplys hele Huset. Derefter dækker De et
overdaadigt Middagsbord, henter os den bedste Vin og overlader saa
Resten til os. Har De forstaaet?»
Tjeneren saa atter paa sin Herre. Et svagt Nik betegnede ham, at han
havde at adlyde, og i næste Nu trak han sig lydløst tilbage med et
dybt Buk.
«Nu har jeg alvorlig overvejet, hvad vi skal tage os for, medens der
gøres i Stand til Festen. Du har vel Kaner nok til saa stort et
Selskab? Saa kører vi i Kane!»
Banners Blik havde søgt Arkitekten og Judith, der spillede Schak
henne i Vinduesfordybningen. Hellman maatte gentage sit Spørgsmaal.
«Ja, Kaner har jeg; men de har ikke været benyttede i lang Tid.»
«Hvad gør det? Saa trænger de jo netop til at røres. Vi maa have
Peter frem igen ligesom Lampens Aand i «Aladdin». Jeg har en
Fornemmelse af, at han er en Automat, der springer frem, naar jeg
trykker paa denne Knap. Han er her i en ubegribelig Fart. Naar jeg
hjemme vil have Pigen til at gøre noget, maa jeg gennemløbe en hel
Skala af blide og rørende Toner: «lille Stine, søde Stine, rare
Stine,» og saa kommer hun endda ikke altid. -- Men der har vi Peter.
-- To Kaner i Orden! Kanetæpper, Klokkespil og Bjælder, Fjertoppe,
Kanenet, Piske, Kaaber, Pelse, Bjørneskind o. s. v.!»
Og Peter forsvandt atter.
«Jeg vilde ønske Johan, at Du vilde opdrage min Stine. Hun er mit
Livs eneste Sorg. Hvorledes det gaar eller ikke gaar, jeg har aldrig
forstaaet at sætte mig i Respekt. Hvori ligger Fiffet, kan Du ikke
lære mig det?»
Banner svarede ikke, hans Blik havde atter søgt de spillende, og
Hellman opgav at faa Svar paa Spørgsmaalet for denne Gang.
Efter en halv Times Forløb holdt Kanerne for Døren.
«Vi er nu to Damer,» sagde Hellman, «Fru Banner og jeg. Vil Du køre
for Din Kone Johan?»
«Tak, jeg vil gærne være Din Kavaler.»
«Gud -- tør jeg?» læspede Hellman. «De maa i alt Fald love mig ikke
at benytte Dem af Deres Stilling og Kaneretten, for kysser De mig,
skriger jeg.»
Banner stod allerede bag paa Kanen i sin store Forværkspels, med
Tømmerne i den ene og en lang Kanepisk i den anden Haand. I Kanen
foran dem sad Judith tilbagelænet, og bag hende stod Strøm med en høj
Pelshue paa sit krøllede Hoved, med Tømmerne løftede højt og Pisken
knaldende hen over de fyrige Hestes Hoveder.
«Kør forsigtig,» raabte Banner i en næsten bydende Tone, og saa fløj
Kanerne ud af Porten.
«Han er en prægtig Fyr, ikke sandt?» spurgte Hellman.
«Jo -- naar han bare vilde køre med lidt Maadehold. Han kender ikke
Hestene, og de er bange for Klokkerne. Kan han styre et Par Heste?»
«Aa, han klarer sig s'gu nok. Jeg gad set det Spand Heste, han ikke
kunde magte. Sikken Ungdom og Kraft -- hvad? Vi to gamle bliver helt
misundelige. Naa undskyld mig; jeg holder af ham, som var han min
egen Søn.»
De kørte langs ad de hvide Veje og saa ud over det udstrakte,
snedækte Landskab. Langt borte laa Skoven pudret af Sne; Buskene ved
Vejkanten bøjedes under deres bløde Byrde, nu og da gled et Stykke
ned og spredtes som Dun i Luften. Hist nede laa Landsbyen, mod
Sædvane ren og fin i Sneens festlige, hvide Juledragt; bag den hævede
fjærne Bakkestrøg sig i blaagraa Fortoninger.
«Hvor langt gaar din Ejendom?» spurgte Hellman.
«Saa langt som Du kan se, helt over til Skoven der,» sagde Banner,
idet han med Pisken beskrev en stor Bue ud over det hele. «Alt dette
er mit.»
« Ja, Du er lykkelig,» svarede Hellman gennemrislet af en behagelig
Følelse ved Tanken om en saadan Rigdom. «Naa,» fortsatte han,
slaaende over i en anden Tonart, «lad os saa se til Vintersæden, den
maa staa fordømt godt, for Vinter har vi da nok af.»
Atter fejede Pisken hen over Hestenes Hoveder og ned i Sneen. De fløj
afsted med klingende Bjælder, hurtig som Vinden, og dog stadig i
samme Afstand fra Kanen foran dem. Det var, som om Banner gærne vilde
indhente den.
«Se det kalder jeg Liv,» udbrød Hellman, «det er _det_, jeg længes
efter, naar jeg sidder og kukkelurer derovre i København. En
Herremands Liv er bedre end Kongens. Du er Enehersker over alt, hvad
Du kan overse; af Dig afhænger Hundreders Ve og Vel, Du byder, saa
sker det, Du taler, saa staar det der. Du kender ingen Modstand,
ingen Mukken, ingen Kritik, kun Din egen Vilje, for hvilken alt bøjer
sig.»
Da tænkte Banner paa Judith, og medens hans Hjærte fyldtes af
Magtglæde ved den andens Ord, følte han, at der dog var _et_ Forhold,
hvori hans Vilje ikke var eneraadende, at han havde en Modstander,
han endnu ikke havde kunnet bøje.
De kom til en Korsvej, hvor Strøm efter Judiths Ønske vendte Kanen;
den fløj forbi Banners som et Lyn; han saa de straalende Ansigter,
hørte deres muntre Tilraab, saa var de atter langt borte. Hans Vilje
hidsedes paany, han vilde herske, ogsaa der, som alle andre Steder.
Han vendte Kanen og Hjemturen begyndte. Solen var i Færd med at gaa
ned, dens sidste Straaler bragte Himmel og Jord til at rødme under
deres Lys. Farverne vexlede fra det lyseste rødgule over til det
violette og blygraa, efterhaanden som den straalende Kugle forsvandt
bag de fjærne Skove og Højder.
«Ønsk nu, naar den forsvinder, saa gaar det i Opfyldelse,» sagde
Hellman.
«Saa gid da --» udbrød Banner, men standsede midt i Sætningen.
«Det var snedig ønsket; det gaar nok i Opfyldelse! Nej, jeg ønsker,
at Maden maa staa paa Bordet, naar vi kommer hjem.»
Nu hævede Gaarden sig for dem som et Fepalads, gennem de Hundreder af
Ruder strømmede Skæret fra Lysekronerne ud imod dem.
«Naa, er det nu ikke kønt? Ja, var jeg ikke Komponist, tror jeg, jeg
vilde være Godsejer. Det maa dog være ganske behageligt.»
Den anden Kane var alt inde i Gaarden. Strøm stod i Sneen og klappede
den store Hund, som mod Sædvane venlig sprang op ad ham. Judith
lænede sig til Stentrappens Gelænder og talte med ham, Staldkarlen
var beskæftiget ved de dampende Heste.
Banner kastede Tømmerne til Karlen, sprang ned fra sit Sæde og
kaldte med en let Fløjten Hunden hen til sig; han holdt ikke af, at
den lod sig kærtegne af andre.
Salene og Stuerne, fra de største til de mindste, var oplyste og
opvarmede; det var en smuk Suite af Værelser, og Hellman gik igennem
dem, gnidende sig i Hænderne og nydende al den Luxus, Skønhed og
Komfort, der omgav ham. Spejle og Prismer kastede Lyset tilbage med
dobbel Glans, Varmen fra de store Kaminer ombølgede ham, smaa
Sølvskaale med Røgelse, som hang ned foran Ilden, udbredte en svag
Duft; Tæpperne var saa bløde, at hans Fødder sank ned i dem.
Gammeldags, rigt udskaarne Møbler vexlede med elegante, moderne
Salonstykker; Broncestatuetter, antike Kandelabrer, venetianske
Spejle, pompejanske Vaser, mosaikindlagte Borde, skøntformede Skaale
og Opsatser mødte Øjet, hvorhen man saa. Heller ikke paa sjældne og
kostbare Planter var der nogen Mangel. Og den tarvelig vante Mand nød
Indtrykket af alt dette; han var endog saa fortabt i Beskuelsen, at
han glemte Middagsmaden, indtil Banner slog ham paa Skulderen og
sagde: «Naa Hellman, Dit Ønske er opfyldt, Maden staar paa Bordet.
Maa jeg have den Ære.» Og han førte ham med stor Højtidelighed til
Bords.
Et Bord, som funklede af Sølv og sleben Krystal, af Frugter, Blomster
og fint Porcelæn. Banner havde givet Ordre til at fremsætte det
kostbareste og smukkeste, Huset ejede, ikke for at fremvise det, men
fordi han vidste, det vilde glæde hans Gæst. Hvor Hellman svælgede i
alt dette! «Jeg elsker Pragt,» sagde han, «jeg vilde gærne i det
mindste en Gang om Aaret spise paa Sølv, selv om det saa kun var et
Kyllingeben og en Mundfuld Kompot.»
Men her var noget mere ved denne Fest, som Banner gav for sin
Ungdomsven. Opvartningen gik lydløst, selv Hellman undlod at give
Tjeneren sine smaa Raad og Anvisninger i Følelse af, at det ikke
vilde være passende. Vinen perlede i Glassene, Stemningen var
animeret, og muntrest af alle var Husets Frue, bedaarende i sin
Skønhed, ligesom genstraalende Lyset og Pragten rundt om. Arkitekten
sad ved Siden af hende, gennemildnet af Beundring; hun forekom ham
som en Skønhedens Aabenbaring, og han kunde ikke faa Blik eller Tanke
fra hende. Ogsaa Banner spøgte og lo, men han tabte ikke sin Hustru
og hendes unge Tilbeder af Syne. Vinen opflammede hans Livsfølelse,
anspændte hans Sanser; hun syntes ham skønnere, mere attraaværdig end
nogen Sinde før, og nu var hun maaske i Færd med uigenkaldelig at
tabes for ham. Det skulde ikke ske, ikke med hans gode Vilje.
Stemningen steg. Hellman havde forvundet sit første højtidelige
Indtryk, holdt humoristiske Taler og opfriskede gamle Historier.
Banner supplerede dem og glemte sig hverken som Ven eller Vært.
Strøm blev mere og mere betagen af Situationen, Vinen og den skønne
Kvinde ved hans Side, og holdt en begejstret Tale til Skønhedens
Pris. Aldrig havde disse gamle Mure været Vidne til et saa livfuldt
Gæstebud. Man rejste sig fra Bordet med hedere Kinder og hurtigere
Pulsslag og vendte tilbage til Salonen, hvor alt indbød til stille
nydelsesfuld Hvile. Banner kastede sig i en Lænestol og stirrede
tilsyneladende tankeløst frem for sig. Judith sad ogsaa tilbagelænet
i sin Stol og lyttede adspredt til de Ord, Arkitekten nu og da
tilhviskede hende, medens han stod bøjet over Stolens Ryg,
indaandende Duften fra hendes Haar og Dragt og stedse viljeløsere
givende sig hen i sin Forelskelse. Men Hellman havde efter en kort
Pavse sat sig til Instrumentet for at spille, som han plejede at gøre
det efter Middagsbordet. Han greb nogle Akkorder og gjorde nogle Løb
som for at samle sig, og saa begyndte han at spille. De andre sad
tavse og lyttende; aldrig havde han spillet saa skønt og beaandet som
nu.
Det var, som om hans Spil fortalte om al den Higen og Længsel, et
Menneske kan betages af. Et skærende sørgmodigt Ledemotiv vendte
tilbage atter og atter, stedse mattere og mere tungsindig; et Øjeblik
løftede det sig atter vildt og heftig som til en fortvivlet Bøn, et
Raab om Hjælp, og tabte sig saa igen i Hulken og usigelig Lidelse;
men til sidst udviklede sig deraf en Musik saa blød, saa højtidelig,
at man næppe vovede at trække Vejret, stedse mere opløftende og
gribende, indtil den endte som en jublende Lov- og Takkesang fra et
Kor af salige, forløste Aander.
Hellman sad et Øjeblik stille, efter at han havde ophørt at spille.
«Det er,» sagde han sagte, «et Brudstykke af mit Oratorium
«Dommedag». Saaledes tænker jeg mig det, naar Sjælene paa Dommens
Dag, da alt aabenbares, lærer at kende det Værk, hvorpaa de her i
Jordelivet blindt har arbejdet, naar al Jordelivets Higen, Kamp og
Smerte til sidst opløser sig i en Lov- og Takkesang for det fuldendte
Værk.»
Der blev ikke svaret. Banner havde hele Tiden under Spillet siddet
tavs og med lukkede Øjne og givet sig hen i Musikkens Stemninger, der
syntes ham ligesom at skildre hans eget Liv med dets Skuffelser,
Tvivl og Kamp indtil denne Tid, da de oprørte Vande var stilnede, dog
ikke til lykkelig Fred, men til kold, livløs Ro. Da Musikken gengav
de saliges Jubel, reves han et Øjeblik med af denne Stemning, der
lysnede et Haab, et Ønske i ham, om at der endnu maatte være noget
tilbage for ham at leve for, en eller anden uberegnet Lykke, der paa
ny kunde give hans Liv Indhold, og som naturligt var, kom han til at
tænke paa Judith og sit Forhold til hende. Da jog der igennem ham en
snærende, pinende Smerte, en Blanding af Vrede og Skinsyge -- han saa
op -- der var de igen sammen, hinanden saa nær, som om han ikke
existerede. Nej, dette var for galt, det vilde han dog ikke taale,
saa heller Krig, om han ogsaa skulde risikere at miste hende helt
derved.
For Judith havde Musikken indeholdt en rig Forjættelse, der fyldte
hende med Fryd og Forvisning; det var jo hele hendes Kærligheds
Historie, og den sluttede med en jublende Tak. Hvor lidet tænkte hun
dog paa den unge Mand, der stod bag hendes Stol og drømte om at tage
hende i sine Arme og føre hende bort i Triumf.
«Ja, lad os saa faa Kaffen og den Flaske fra 30erne, Du lovede os,»
lød Hellmans Stemme, og dermed hævedes Fortryllelsen for dem alle.
Endnu en Times Tid sad de sammen og passiarede, men da havde kun
Hellman det rette Humør; Judith var hensunken i Drømmerier, og Banner
syntes urolig eller utaalmodig.
Klokken slog ti. «Nu bryder vi op for i Aften og saa Tak for Dagen,
Banner, jeg skal længe mindes den.»
Hellman var lidt træt af den lange Køretur, det rigelige Maaltid og
den svære Vin. Hans Nevø var gærne bleven lidt længere, men
Komponisten trak ham med sig, enten han vilde eller ej.
Da de var borte, saa Judith sig endnu engang rundt i Værelset med den
vemodige Følelse, hvormed man ser Lysene ved en Fest slukkes; derpaa
bøjede hun sig let for sin Mand og sagde god Nat. Han bemærkede det
næppe, han var i heftig Kamp med sig selv.
Hun gik hen mod Døren for at ringe paa Tjeneren, som skulde bringe