Judith Fürste: En Fortælling - 10

sent; den dumpe Lyd sagde hende, at de kørte ind i deres egen Gaard.
Hundene gøede, de saa oplyste Vinduer, de var hjemme. Lys bevægede
sig gennem Værelserne, det var Tjeneren, som kom løbende for at tage
mod dem. Men Banner havde allerede aabnet Vogndøren og var sprunget
ud, han rakte sin Kone Haanden, hun rystede af Kulde, da den skarpe
Natteluft slog hende i Møde. Da hun vilde sætte Foden paa Jorden,
mærkede hun, at hendes Slæb maatte være lukket i Klemme i Døren lige
over for. Men det var for sent, hun havde allerede sluppet Fodfæstet,
hun tabte Balancen og faldt over mod sin Mand. Han kastede sin Cigar
og greb hende i rette Tid i sine Arme, saaledes at hun ikke faldt.
Der stod de. Stillingen gjorde dem lige forlegne. Han kunde ikke
slippe hende, og hun kunde ikke rejse sig. Et Øjeblik fik hun den
Ide, nu at tilhviske ham, hvad hun vilde have sagt ham før, men nej,
det kunde jo se ud som noget anstillet, «en Kasten sig i hans Arme»,
og hun tav. Han havde imidlertid løftet hende op i Vognen igen; der
løsgjorde hun med Lethed sin Kjole, og det hele havde varet saa kort,
at hun, da Tjeneren kom med Lampen, steg ud igen uden noget nyt
Uheld. Banner gav Tjeneren en hurtig Ordre om at sørge for
Rejsetøjet, og fulgte efter Judith ind i Forstuen. Her bukkede han
for hende og ønskede hende Godnat.
Saa gik de hver til sit.
* * * * *
Hun kunde ikke sove. Tanken om at have været ham saa nær, uden dog at
være kommen ham nærmere, satte hende i nervøs Bevægelse. Selv den
flygtige og ufrivillige Berøring, da han havde opfanget hende i sine
Arme, gjorde hende saa underlig glad og bevæget. Hvad var da
foregaaet med hende? Hun gav sig ikke Ro til at undersøge det, thi
stadig vendte Tanken om dette underlige Favntag tilbage og
forstyrrede ethvert Forsøg paa at komme til Klarhed herover. Hun
vidste kun, at hun følte sig lykkelig, at et nyt Haab paa Livet var
brudt frem i hende, at hun følte sig saa mild, saa glad, saa ung. Saa
dalede endelig Søvnen ned over hende, og hun sov ind med Hænderne
under Hovedet, Hovedet bøjet tilbage og et Smil paa de halvaabne
Læber.
Hun havde kun sovet kort og meget let, da hun vaagnede op med et Sæt,
som om hun var bleven vækket ved en pludselig, stærk Støj.
Alt om hende var mørkt, saa bælgmørkt, at hun ikke selv efter nogle
Øjeblikkes Stirren formaaede at skælne den mindste Genstand. Og saa
var det saa stille, at Tavsheden formelig tyngede hende som en Byrde,
hun ikke kunde afkaste. Hun satte sig overende i Sengen og lyttede.
Ikke en af disse tusinde forskellige, pibende, sukkende, stønnende
smaa Lyde lod sig høre, der ellers om Natten forfærder den, som ikke
kan sove, men ligger og venter paa dem og farer sammen, naar de
kommer. Det forekom hende, at hun var begravet, og hun løftede
uvilkaarlig Haanden for at forvisse sig om, at den ikke stødte mod
noget Kistelaag.
Men i denne dybe Stilhed hørte hun da pludselig som et dæmpet Suk
eller en svag Stønnen. Det var ikke Spøgelseangst, der bedækkede
hendes Pande med kold Sved, men en Tanke, der slog ned i hende som et
Lyn. Lyden kom fra hendes Mands Soveværelse, der stødte op til
hendes; hun erindrede i et Nu hans Tale om at dø uforudset,
pludselig. Den stærke Støj, ved hvilken hun var vaagnet, den pinlige
Længsel, hun havde haft efter at tale, inden det blev for sent --
«han havde skudt sig -- det var hans Dødssuk!» Om hun selv havde
været Vidne dertil, kunde hun ikke have følt det med større,
rædselsfuldere Vished. I det Øjeblik han holdt hende i sine Arme,
havde han hemmelig taget Afsked med hende. Grunde og Beviser mylrede
frem, hun formaaede ikke at bekæmpe dem eller bringe dem til Tavshed.
I Selskabet i Aften havde han været saa stille og alvorlig; og
desuden, var det ikke Bevis nok, at hun var begyndt at haabe, endnu
havde jo aldrig noget af hendes Haab faaet Lov til at leve, knuste
vare de blevne et efter et. Tusinde Smaaomstændigheder, der syntes at
have maattet advare hende, dukkede ukaldede frem, Varsler og Anelser.
De havde været i det Hus, hvor Restrup for sex Aar siden berøvede sig
Livet; Banner havde for to Dage siden været i Byen og talt med sin
Sagfører; han havde den foregaaende Dag haft den Palisanderkasse
fremme, hvori han gemte sine Pistoler, hun havde set den paa hans
Skrivebord. Alt dette jog hende gennem Hovedet, medens hun lyttede
efter en Gentagelse af Lyden.
Tilsidst blev Tilstanden hende utaalelig. Hvis hun nu havde gættet
rigtig, hvis han nu laa død der inde, ti Skridt fra hende! Der
overfaldt hende en saa dødelig Rædsel, at den et Øjeblik forvirrede
hendes Tænkeevne. Hun maatte have Vished, og naar hun da saa ham død,
vilde hun kaste sig over ham, og bede om Tilgivelse, selv om han ikke
længer kunde høre det, og saa -- saa, hun kunde ikke tænke videre.
Hun famlede efter Svovlstikker, hun strøg den ene af efter den anden,
men de slukkedes i hendes rystende Hænder. Endelig fik hun tændt en
Lampe, der stod ved hendes Seng, en lille antik Lampe, der hang i
tynde Kæder, som en Hejre holdt i sit Næb. I Spejlet lige over for
saa hun sig selv sidde oprejst i Sengen saa ligbleg, som om det var
hende, der var den døde, et flygtigt Indtryk, der slog ned i hendes
Sind, som slige Indtryk tidt gør i et Angstens Øjeblik.
Hun gjorde sig ikke Rede for, hvad hun egentlig vilde. Hun stod ud af
sin Seng og gav sig kun Tid til at stikke Fødderne i et Par smaa,
tynde Morgensko. Saa greb hun Lampen, og skælvende af Kulde og Angst,
med klaprende Tænder og rystende paa Haanden gik hun til Døren, der
førte til hendes Mands Soveværelse. Den var lukket af; hun drejede
Nøglen om og foer sammen ved den Støj, det gjorde. Hun aabnede Døren
lydløst og traadte ind. Hun havde ikke været der siden hin Nat, da
Barnet døde. Alt var uforandret, den tomme lille Seng stod endnu ved
Siden af Banners. Der var saa stille. Hun hørte intet Aandedræt, kun
sit eget bankende Hjærte. Hun listede sig nærmere som et Spøgelse,
hun vovede næppe at skaffe sig Vished -- ak, der laa han med Ansigtet
vendt opad, bleg og stille, men -- men -- Du naadige og barmhjærtige
Gud være lovet! -- rolig sovende, ikke død.
Da overvældedes hun af en ubeskrivelig Glæde, det var hende, som om
en stor Fare var overstaaet. Hun bøjede sig over Sengen med Lampen i
Haanden -- som Psyche over Amors Leje -- tænkte hun med et svagt
Smil. Ja, han var smuk, som han laa der, med det regelmæssige Ansigt,
hvori Sorgen havde tegnet saa dyb en Skrift, med det smertelige Træk
om Munden, med de lukkede, dybtliggende Øjne, om hvilke Skyggen
tegnede en mørk Rand! Men hvor længe havde hun ikke været om at
opdage det! Hun lod sig sagte glide ned paa Gulvet foran Sengen. Hans
Haand laa ud over Sengekanten, hans fine, magre Haand; hendes Læber
nærmede sig til den, og hun kyssede den sagte, medens hun hviskede
som et Barn: «Aa, vær ikke vred paa mig, tilgiv mig al den Uret, jeg
har gjort Dig.» Hun blev bange for at han skulde vaagne, hun rejste
sig hurtig; men han sov dybt og uforstyrret, som et Barn gør det, der
intet har at angre eller frygte, eller som en Mand, der intet mere
har at haabe eller ønske. Endnu et langt Blik paa hans i Søvnen
fredelige og milde Ansigt, saa forlod hun lydløst Værelset; Nøglen
blev atter drejet om, Lampen slukket, og saa kastede hun sig paa sin
Seng.
Da rakte hun Hænderne op som til Bøn, og hviskede jublende, med
ubeskrivelig Fryd i sin Stemme: «Nu ved jeg det! Det er kommet, jeg
elsker. Himlen være lovet, jeg elsker for første og eneste Gang i mit
Liv. Kærligheden er til, jeg føler den; den gennemstrømmer hele mit
Væsen, den gør mig lykkelig og god. Jeg troede ikke paa den, men nu
tror jeg, thi jeg elsker, jeg elsker!»
Hun tog sin Hovedpude i sine Arme og knugede den til sig: «Jeg elsker
-- elsker! Hører Du, nu i denne Stund er det kommet, og har fyldt mig
med en ubeskrivelig, usigelig Lykke.»
«Nej -- det er dog ikke nu, det er kommet. Jeg har elsket ham længe,
skjøndt jeg ikke vilde det, men hvor længe?»
Hun gik tilbage, følgende den ny Strøms Spor. «Var det fra den Gang,
vi mistede Erik, da jeg saa ham bøjet, saa ham lide og dog ikke
klage? Nej, det var længe før.» Og saa fandt hun ud, at hendes Sorg
og Livslede, hendes Forladthedsfølelse og Forbitrelse, hendes
Misundelse, ja selv hendes Had og Haardhed, det havde været Kærlighed
alt sammen, eller skyldtes hendes Kærlighed. Hun havde elsket ham,
ja, uden at vide det, fra den første Gang, hun saa ham. Da var Frøet
i hendes Sjæl, som Tanken paa ham havde saaet, begyndt at spire, og
det havde saa kæmpet sig frem under Jorden i Mørke og Fortvivlelse, i
Længsel og Savn, gennem stenet Grund og soltørret Muld. Ustandselig
havde hendes Kærlighed banet sig Vej, og da saa Sorgen havde bøjet
hende og Angeren grebet hende, og da hun erkendte sin Uret og Brøde,
da var den brudt helt frem, voxende stærkere og stærkere, til sidst
helt overskyggende hende -- nu saa hun det. Og hun følte, hvorledes
den forlenede hende med en Styrke, som hun endnu aldrig havde kendt,
hvorledes den ligesom genfødte og omskabte hende, og ikke lod den
mindste Del af hendes Væsen uberørt. Og hun, der havde sørget over
sin Kulde, der havde troet sig ude af Stand til at elske og havde
tvivlet om Kærlighedens Tilværelse, hun overgav sig nu jublende til
den.
Og hun ynkedes over sin tidligere Tilværelse, hvor hun havde brugt
alle sine Kræfter til at trodse, stride imod og lide. Hvilken Taabe,
hvilket stakkels lykketørstende, ulykkeligt Menneske havde hun dog
ikke været. Men nu var Kampen forbi -- ogsaa hun var omsider kommen
til den solvarme Plet, hvor al Smerte og Strid var endt, hvor hun
rolig turde hvile ud i Lykken og Lyset.
Og hun sov atter ind for ikke mere at skræmmes op af sin Hvile.
* * * * *
Hun klædte sig omhyggelig paa næste Morgen og betragtede sig nøje i
Spejlet. Var hun ikke begyndt at blive gammel og styg? Nej, hendes
Øjne var endnu klare, og Sorgen havde ikke gravet sine Furer i hendes
Ansigt; hun havde aldrig været saa glad over sin Skønhed som nu. Hun
løb ned ad Trappen til Spisestuen, hun nynnede sagte, da hun lavede
Kaffen og ristede Brødet. En lille Angst paakom hende; maaske han
vilde spise Frokost paa sit eget Værelse, og hun længtes dog saa
meget efter at se ham, at høre ham tale, om end nogle ligegyldige
Ord.
Der kom han. Hun turde ikke se op paa ham for ikke at røbe sin
Bevægelse.
«Befinder Du Dig vel?» spurgte han, idet han tog Koppen af hendes
Haand, som det, at han var hende nær, bragte til at skælve.
«Tak -- jeg har det godt.»
Han drak sin Kaffe i Tavshed, og hun ledte om et Par ligegyldige Ord
at sige, uden at kunne finde nogen.
Hun rakte ham Brødbakken, hans Haand berørte hendes, og hun rødmede
-- taabeligt! for Aar siden havde hvert af hans Kærtegn oprørt hende,
og nu -- hvor havde det for Resten været muligt?
«Tillader Du, at jeg ser min Post?»
«Gærne.»
Han foldede Avisen ud og gennemløb den hurtig; derefter kom Turen til
Brevene; de blev aabnede og flygtig gennemsete; kun et læste han med
synlig Interesse og lo endog saa smaat et Par Gange under Læsningen.
Hun saa forundret paa ham.
«Det er et Brev fra Komponist Hellman, som jeg traf i Rom og Paris.
Jeg har vist fortalt dig om ham. Vi blev den Gang meget gode Venner.
Senere har jeg et Par Gange bedt ham om at besøge mig i Sommertiden,
sidst for nogle Aar siden, da jeg traf ham i København. Han lovede
det ogsaa, men kom aldrig. Nu skriver han, at han i Henhold til min
Indbydelse vil gæste os, og -- ja, han er en pudsig Fyr, han skriver
-- ja, Du kan jo selv læse det.»
Han skød Brevet over Bordet til hende. En løjerligere Skrift havde
hun aldrig før set; Streger og Klatter mellem hverandre, overstrøet
med en utrolig Mængde Sand, der fik dem til at tage sig ud som smaa
piggede og vortede Dyr. Hun skød det fra sig igen: «Jeg kan ikke læse
det.»
«Naa, det er sandt. Hellman bruger Fjerpen og strør Sand paa; jeg
husker nok hans billets doux. Indholdet er i Korthed: «Da Du altid
har anmodet mig om at besøge Dig om Sommeren, har jeg faaet den Ide,
at der vist maa være noget aparte rart ved Vinteren, som Du ikke
under mig. Derfor agter jeg nu at inspicere din Herregaard ved
Juletid. Jeg er bleven meget slunken af vor elendige københavnske
Kost og trænger til at faa noget med af Eders Fedekalve. Da min
Besøgelses Kapital er bleven opsparet i saa mange Aar, faar Du nu
foruden Hovedsummen, som er mig, Renterne i Form af en lille Nevø,
som jeg tager med mig. Han siger, han vil tegne nogle af Dine gamle
Sager i Egenskab af Arkitekt og Oldgransker; men det er kun et
Paaskud. Han vil gøre Ravage blandt de jyske Piger, og jeg beder Dig
derfor snarest mulig afskedige, hvad Du har af kønne Fruentimmer paa
Gaarden. Jeg formelder min og hans dybeste Respekt for Din unge Frue,
hvem det særlig skal glæde mig at gøre Bekendtskab med. Hvis Du ikke
vil have os, bedes Du skrive Afbud med omgaaende, da vi rejser fra
København i Morgen. Din hengivne o. s. v.» -- Det vil sige, antager
jeg, at de kommer i Morgen. Er Gæsteværelserne til Haven i Stand?»
«Ja.» Hun var lidt fortrydelig ved at skulle modtage fremmede just
nu. Hun havde ønsket at være ene med ham netop nu, men han var
aabenbart meget oplivet.
«Hellman vil sætte Liv i Huset, det glæder mig ogsaa for Din Skyld;
Du trænger til Adspredelse.»
«Aa nej, hvorfor det? Jeg er meget tilfreds med det, som jeg har
det.»
Han saa rask op paa hende ligesom forbavset. Hun vendte sig bort.
«Det er sandt, det er jo Juleaften i Aften. Du har vel ikke noget
imod at gaa med mig i Kirke, som vi plejer?»
Hun svarede hurtig nej, og han forlod Stuen.
* * * * *
Det var Skik, at Godsherren Juleaften var til Stede i Kirken. Det
havde rigtignok tidligere ogsaa været Skik, at Herskabet var der hver
Søndag; men siden Banner var kommen hjem fra Udlandet, gik han kun i
Kirke en Gang om Aaret, nemlig Juleaften. Han syntes ikke, at han
helt vilde bryde med den gamle Skik, der af Bønderne næsten
betragtedes som Lov og Ret.
Det blev en kold, stjærneklar Frostaften, og Vejen over til Kirken
laa hvid og blank i Maaneskinnet. Judith stod ved Vinduet og ventede
paa sin Mand, færdig til at tage afsted.
Han kom ind i Spaserepels: «Har Du noget mod at gaa til Kirken?
Kusken kan saa ogsaa komme med.»
«Nej, slet ikke,» svarede hun smilende og vendte sig om mod ham.
Hun saa, at han var bleg og nervøs. Han betragtede denne
Julegudstjeneste som en Tortur, en Komedie, han skulde spille til
bedste for andre, og det pinte ham som en Ydmygelse. Hun forstod det
saa godt, men hun turde ikke berøre Sagen.
Da de stod paa Trappen, dukkede Tjeneren op bag ved dem.
«Hvad vil De?» spurgte Banner i en mod Sædvane opfarende Tone.
«Fruens Tæppe,» stammede Manden; «jeg skulde bære det, mente jeg.»
«Det behøves ikke,» sagde Judith hurtig. «Jeg kommer vist ikke til at
fryse.»
«Jo, der er for koldt,» sagde Banner atter rolig. «Men De skal ikke
følge med. Giv mig Tæppet.»
Det var aldrig hændet før, og den ubetydelige Opofrelse fra hans Side
rørte hende.
De gik sammen ned ad Vejen. Klokkerne kimede festlig ned mod dem fra
Kirketaarnet, stærkt og klangfuldt lød Tonerne ud i den stille, kolde
Aften. Der straalede Lys fra Kirkeruderne, og henne ved Indgangen
trængtes Folk allerede for at komme ind.
Da de naaede Kirkegaardsporten standsede Banner, førte ligesom
uvilkaarlig Haanden til Panden og sagde i en Tone, der formelig
dirrede af Nervøsitet: «Gid det var overstaaet!»
Nu veg Mængden til Side for dem; der hilstes ærbødig og mumledes
mangt et glædeligt Jul. Banner gik med Hatten i Haanden gennem den
nysgerrige, ventende Flok.
De gik op gennem Kirken, der var straalende oplyst; thi det var en
gammel Ret, at dette bekostedes af Godsejeren. De naaede de øverste
Stole med det adelige Vaabenskjold malet paa Døren, hvor Bænkene bar
Spor af forhenværende unge Banneres ringe Andagt under Gudstjenesten
i Form af udskaarne Hjærter med deres og deres udvalgtes Navnetræk,
eller Damspil, afridsede paa Sæderne. Langs de nøgne Mure hang
Votivtavler med plumpt udskaarne Egetræes Rammer, fremstillende
Giveren og hele hans Familie, Fader og Moder i Midten, tolv--fjorten
Børn i nedadgaaende Størrelse til begge Sider og de døde Børn
liggende foran i deres Jordelin. For øvrigt var Kirken meget
tarvelig; dog havde den et udmærket Orgel, som gamle Erik Banner
havde bekostet for at gøre sit til at fremme Gudsfrygten hos
Menigmand.
Banner havde sat sig tilbage i Stolens inderste Krog, som for at
unddrage sig de andres Opmærksomhed; men Judith sad helt ude ved
Midtgangen og saa op mod Alteret, der straalede af Lys. Hun indsugede
den festlige Stemning og fyldtes af en ubeskrivelig Taknemlighed og
Glæde.
Banner sad sammenbøjet i smertelige Tanker. Her havde han siddet som
Dreng, stolt som en Prins med Verden liggende aaben for sig, her
havde han siddet med sin unge Brud, fuld af Forhaabninger om Lykke,
her havde han -- smerteligst af alt -- for to Aar siden siddet med
sin lille nysgerrige, glade Dreng.
Da nu Orgelet pludselig brød ud i den gamle jublende Julesalme, gik
der som et Sæt igennem ham, han blev saa overvældet, ikke religiøst
men nervøst, at han kunde have grædt højt. Men han tvang sit oprørte
Sind til Ro; thi ikke for alt vilde han give efter i sine undergivnes
Nærværelse. Lyset, Sangen, Orgeltonerne væltede som Bølger ind over
ham, han bøjede Hovedet og led resigneret. «Et Barn er født» sang de
jublende. Ja, hvor forstod han ikke den Glæde, disse Ord indeholdt,
men endnu bedre Spaadommen til Marie: «Ogsaa Din Sjæl skal et Sværd
gennemtrænge.»
Men i Judith genfødtes al den Glæde, de sang om; for første Gang i
mange, mange Aar holdt hun virkelig Gudstjeneste og takkede Gud for
al den Lykke, som var født i hende.
* * * * *
De gik hjem sammen, hjem til deres ensomme Hus, aldrig saa ensomt for
ham som netop en saadan Aften. Da Folkene efter gammel Skik havde
faaet deres Gaver og sagt Tak, sad de to ene sammen, medens Gildet
og Lystigheden fandt Sted i Borgestuen. Hvor tomt, hvor tomt det
hele!
De gav hinanden Gaver. Hvor betydningsløst, da de ikke kunde give
hinanden noget, som de ikke selv kunde købe sig, da de ikke kendte
hinandens Ønsker, ja, næppe havde nogen. Og dog syntes Judith denne
Aften, at hans Gave var et Tegn paa Velvilje og Opmærksomhed.
Hun mindedes, hvorledes hendes Moder ved saadanne Lejligheder var
gaaet hen og havde kysset sin Mand til Tak, som den naturligste
Handling af Verden. Hun havde ikke turdet gøre det, nej, ikke om det
saa gjaldt hendes Liv. De sad tavse sammen den lange Juleaften. Hun
mærkede ikke Trykket saaledes som han; thi hun var glad over hans
Nærhed, glad ved at se ham og indaande samme Luft som han. Men Banner
var knuget af denne Tavshed og Ensomhed; Tanken om, at de næste Dag
vilde faa Gæster, kom som en hel Lettelse.
Saa fik han en Ide; han foreslog et Schakparti.
Han var Mester i Spillet, det eneste han i det hele taget brød sig om
at spille. Hun spillede ikke daarlig, men var dog ikke i Stand til at
vinde fra ham. Det havde derfor tidligere været hende imod, naar han
foreslog et Parti; thi der var noget deprimerende, ja formelig
ydmygende i bestandig at tabe. Men denne Aften var Forslaget hende
kærkomment.
Spillet interesserede Banner. Han plejede at lægge sin Plan i
Forvejen og gennemføre den med stor Overlegenhed. Hun spillede just,
som han ønskede det, godt nok til at gøre ham Modstand, daarlig nok
til aldrig at kunne ødelægge hans Planer. Naar han havde omringet
hende, bragt hende i den Stilling, han ønskede, tilintetgjort hendes
Forsvar og saa til sidst styrtede sig over hende med sit Mat! kunde
han triumfere et Øjeblik, men saa higede han kun efter at begynde for
fra. Hun havde hadet denne Methode, hans Sikkerhed og Triumf havde
altid før irriteret hende, men denne Aften var det hende en
Tilfredsstillelse at lade sig overvinde, at anerkende ham som den
overlegne.
De spillede i Tavshed, man hørte kun Banners Schak! -- Madame! og
hans sidste Mat! Saasnart Spillet var forbi, stillede han Brikkerne
op til et nyt; hans Spillelidenskab var vaagnet, og Timerne gled.
Uformærket forløb Julenatten og de spillede stadig. Men til sidst
blev Judith træt; hun havde kun sovet lidt forrige Nat, og nu var
Midnat længst forbi. Den uafbrudte Anspændthed, de frugtesløse Forsøg
paa at forsvare sig, havde udtømt hendes Kræfter, og Glæden ved at
være ham saa nær og dele hans Beskæftigelse var vegen for en
svimlende Træthed.
Klokken slog fire, da han stillede et nyt Spil op.
Hun røbede ved intet Ord sin Træthed, men da hun skulde flytte
Bønderne ud, rystede hendes Haand. Hans Blik opfangede det og gled
fra Haanden op til hendes Ansigt; hun var bleg og saa meget anstrængt
ud. Da trak han hurtig sit Uhr op og saa studsende paa det.
«Er det muligt, er Klokken virkelig fire? Tilgiv mig min
Hensynsløshed,» og med lidt Anger over sig selv og Beundring for
hende tilføjede han: «Tiden er gaaet saa behagelig, det maa være min
Undskyldning.» Han havde slaaet Schakbrættet sammen og rejst sig op;
han rakte hende nu Haanden til god Nat.
«Tiden er ogsaa gaaet behagelig for mig,» sagde hun sagte.
«Maa jeg takke!» -- han bøjede sig høflig -- «ogsaa for Din
overordentlige Taalmodighed.»
«God Nat, og glædelig Jul!» tilføjede han smilende, «vi har jo
allerede Julemorgen.»
Et lidt fastere Haandtryk, et nyt Buk, saa trak han sig tilbage.
* * * * *
Komponist Hellman og hans Søstersøn ankom virkelig den følgende Dag.
Den første var en korpulent Mand med et muntert, spillende Udtryk i
Ansigtet, langt mørkeblondt Haar, paa Kunstnervis strøget bag Ørene
og et stort Skæg. Hans første Entrée satte Judith i ikke ringere
Forbavselse end hans Brev, thi saa snart han var sprungen af Vognen,
omfavnede han Banner i Kuskens og Tjenerens Nærværelse -- Banner
fandt sig noget forlegent i denne Venskabsytring -- og derpaa hilste
han hende som en god gammel bekendt, hvem i Grunden kun særegne
Omstændigheder havde forhindret i at blive dus med.
«Naa, Johan, gamle Dreng! Saa er Du da her tøjret til den nydeligste
Tøjrepæl af Verden og paa den kønneste Græsgang, man kan ønske sig.
Og De, Frue, har De nu ogsaa faaet ham vel dresseret? De kan tro, han
var en forfløjen Fyr i sine unge Dage. Ak ja -- det var den Tid, man
selv var en slank Yngling,» og han skottede mistrøstig ned ad sin
runde Person. «Maa jeg præsentere min Nevø, en net lille Duodezudgave
af Menneskeheden -- hvad behager?» Og han slog sin Nevø paa
Skulderen, hvilket var alt, hvad han kunde naa, thi August Strøm,
Duodezudgaven af Menneskeheden, manglede kun lidt i de tre Alen og
ragede et godt Stykke op over sin lille Onkel.
Han var et usædvanlig smukt Menneske med en prægtig Figur, krøllet
brunt Haar, og en lang Knevelsbart, med et livsglad, næsten
overmodigt Udtryk i de mørke Øjne, med Sundhed, Ungdom og Styrke i
enhver af sine Bevægelser. «Han ligner saadan en ung græsk Halvgud,»
plejede den beundrende Onkel at sige.
Det i Former og Ceremoniel stivnede Ægtepar reves med, i Begyndelsen
vistnok lidt modvillig, af deres Gæsters Munterhed.
«Naa Du, vi skal vel have noget at spise strax -- hvad Johan? Men
endelig noget bedre, end da vi sidste Gang spiste sammen i Paris --
husker Du? Spegepølse og sur Champagne. Naa, Frokostbordet er dækket.
Vel min Ven, jeg vil ikke haabe, Ænderne ere brændte?»
Disse sidste Ord var henvendte til Tjeneren, som havde al sin
Velopdragenhed nødig for ikke at røbe sin Forbavselse.
«Kom Johan, lad os to gamle gaa i Spidsen, saa kan de unge følge bag
efter.» Og Komponisten greb Banners Arm og trak ham med sig, medens
Arkitekt Strøm, der aldeles ikke var misfornøjet med Arrangementet,
fulgte efter med Judith.
«Husker Du, hvad Du sagde i Paris. Da svor Du paa, at Du aldrig vilde
gifte Dig. Men jeg var syv Aar ældre og meget klogere, og jeg sagde:
«Lyt til en ældre Herres Ord, Du bliver fanget Johan og lagt i
Kærlighedens Rosenlænker.» Naa, hvem fik Ret? Det er godt og vel otte
Aar siden, og hvor længe har Du nu været gift?»
«Syv Aar.»
«Haha, syv Aar, det er brillant! Saa er det otte Aar siden, han
forelskede sig, det vil sige samme Aar, som han svor paa, at han
aldrig vilde gifte sig, men for bestandig forsage Kvinderne. Naa
Johan, skammer Du Dig?»
«Nej aldeles ikke,» svarede den tiltalte.
«Du har for Resten forandret Dig meget. Hvor er de sidste Lokker
blevne af, og hvorfor Fanden pudrer Du Dig. Du er jo ganske melet i
Skægget og i de tre Haar, hvormed Du endnu smykker Din Isse.»
«Det sidder fast,» sagde Banner med et Smil og strøg sig om sit
graanende Skæg.
«Da skulde jeg dog ikke haabe, at det er Din Frue, der sætter Dig
graa Haar i Hovedet -- eller Skægget maa man vel sige.»
«Nej paa ingen Maade. Men,» fortsatte Banner alvorlig, «Du ved
maaske, at jeg har mistet en Søn.»
«Ja -- ja,» sagde Hellman med pludselig Alvor. «Det vidste jeg og
burde have tænkt paa. Naa, hvad Tabet angaar, saa kan det vel --»
Resten forsvandt i en Brummen.
Banner skød sin Stol tilbage og ønskede sine Gæster vel bekomme!
Dermed blev al videre Diskussion afbrudt. Tiden før Middag lagde
Hellman fuldkommen Beslag paa sin Vært og overlod sin Nevø til Fruen.
Herover følte August Strøm sig dog ingenlunde tilsidesat. Han fandt i
hende en velvillig om end temmelig tavs Tilhører, dog kunde hun
undertiden sige et og andet, der røbede en hos Kvinder usædvanlig
Smag og Interesse for Kunst, og Strøm var henrykt, ikke mindst dog,
fordi han i hende syntes at have truffet en af de skønneste Kvinder,
han nogen Sinde havde set.
Middagsbordet forhøjede hans glade Stemning, og da man drak Kaffe i
Dagligstuen, gjorde hendes Nærværelse ham næsten begejstret
veltalende.
«Hold nu Din velsignede Mund et Øjeblik,» lød da Hellmans muntre
Stemme, «for nu vil jeg spille.» Og uden videre Indledning satte han
sig til Instrumentet og begyndte at spille. Flygelet var godt og
nylig stemt, men det blev aldrig benyttet. Der var derfor i
Begyndelsen noget haardt i Klangen, men da Hellman pludselig, efter
at have ligesom stiftet Bekendtskab med det, anslog de første mægtige
Akkorder i Ouverturen til «Don Juan», tabte al Skarphed sig, og
Mozarts herlige Musik brød som et brusende Væld af Toner frem under
hans øvede og kraftige Hænder. Nu var han ikke længer den joviale,
gemytlige Tyksak, men den af sit Æmne helt opfyldte Kunstner, og
medens han aldeles glemte sine Tilhørere, tvang han dem ind under sit
Spils Fortryllelse.
Judith laa tilbagelænet i sin Stol. Hun mærkede, hvorledes Musiken
berusede hende og rev hende med sig, og hun overgav sig modstandsløs
til sin Kærlighed, ikke blot med Hjærtet, men med Sanserne. Hun
droges til ham, den livstrætte Mand, ikke blot med Tankerne, men med
hele sit Væsen; var de i dette Øjeblik blevne alene, havde hun ikke
formaaet at staa imod, hun havde kastet sig for hans Fødder og
tilstaaet ham den Kærlighed, der betog hende. Men bag hendes Stol
stod August Strøm, opfyldt baade af Musikken og den skønne Kvinde,
han stod hos, og ved Flygelet sad Komponisten, der slet ikke syntes
skikket til at forsvinde i et Aandesyn.
Banner havde lænet sig fremad, hans Arme hvilede paa hans Knæ, under
de halvsænkede Øjenlaag søgte hans Blik Judith; han mærkede, at der
var noget i Vejen med hende, at hun ligesom var nervøs eller ude af
Ligevægt, og han undrede sig over, hvad der vel kunde være Grunden
dertil.
* * * * *
Da Hellman og Strøm om Aftenen traadte ind i deres fælles Dagligstue,
som laa mellem deres Soveværelser, fandt de den opvarmet og oplyst.
Dette fristede dem til at slaa sig til Ro endnu en Times Tid for ved
Cigaren at drøfte Dagens Indtryk.
«Det forbavser mig,» sagde Strøm, «at finde noget saa vidt
forskelligt fra, hvad jeg havde ventet. Er det virkelig den
Fusentast, Du har omtalt for mig. Han er jo saa stiv, at han ikke en
Gang kan tø op i godt Selskab.»