Judith Fürste: En Fortælling - 13

hende ydmyget og dog ikke tabt, besejret og dog ikke skyldig. Gid hun
paa en eller anden Maade kunde overbevise ham om, at han havde taget
fejl. Var han da skinsyg? Nej, men han vilde dog ikke miste hende,
det sidste, der gav hans Liv en Smule Indhold, om Indholdet saa ogsaa
var af noget tvivlsomt Værd. Han vilde dog endnu en Gang prøve Styrke
med hende, han skulde vel ikke atter komme til kort. Da de rejste sig
fra Bordet og han tog hende i Haanden til vel bekomme, følte han, at
den rystede; samtidig hvilede hendes Øjne med et forunderlig
ængsteligt Udtryk paa ham. Da trak han hende sagte nærmere til sig og
hviskede, medens han beholdt hendes Haand i sin: «Jeg vil tale endnu
en Gang med Dig, nu i Aften. Tænk over, hvad Du vil sige mig.»
Man sad atter i Dagligstuen, men Samtalen gik kun trevent. Da
Øjeblikket for Judiths Tilstaaelse var fastsat, følte hun en Angst,
ikke fordi hun fortrød sin Beslutning, nej, men denne nervøse Angst,
man faar, naar et alvorligt og afgørende Skridt skal tages og ikke
længer kan opsættes. Hans Ord: «tænk over, hvad Du vil sige mig»,
genlød i hendes Øre, og hun prøvede at gøre det, at forme de Ord,
hun skulde sige, men det var hende umuligt. Hellman gjorde
Kraftanstrængelser for at muntre Selskabet. Hans Midler var just ikke
de fineste. Blandt andet fik han den Ide at behandle sin Nevø som et
lille Barn. Banner lo deraf og syntes at finde en ondskabsfuld
Fornøjelse i den Spot, den unge Mand maatte døje.
«Ikke drikke for megen Vin, August. Du ved, smaa Drenge kan ikke
taale det. Din Moder bad mig, før vi rejste, om at passe godt paa
Dig. Ikke sid saa magelig, det klæder ikke Børn godt» o. s. v.
Strøm var ufornuftig nok til at lade sig drille i Stedet for at gaa
ind paa Spøgen, og viste temmelig tydelig sin Ærgrelse.
«Ikke arrig, lille August, i fremmedes Nærværelse, vent til Du kommer
op paa Dit eget Værelse,» og saa lo Hellman atter, ja selv Banner gik
ind paa Spøgen og sagde: «Jeg maa vel ikke skænke for meget i Din
Nevøs Glas, Vin og Kærlighed gaar let Ungdommen til Hovedet,»
hvorefter han lo paa sin skarpe, haanlige Maade.
Til sidst fandt dog Strøm sig i det uundgaaelige og trøstede sig med,
at Judith dog ikke syntes at finde Behag i den Maade, hvorpaa han
blev behandlet.
Paa Slaget ti rejste Hellman sig og sagde: «Nu skal August i Seng.
Sig nu pænt god Nat og Tak for i Dag.»
«Vil De ikke blive lidt længer?» spurgte Judith, der blegnede, da hun
følte det afgørende Øjeblik nærme sig.
«Siden Fruen beder for Dig, skal Du faa et Kvarter endnu; tak for
det, min Dreng.»
Hun skottede hemmelig til Uhret og fulgte Viserens langsomme Gang --
tretten Minutter, ti, fem, tre. «Naa, August, nu hjælper der ingen
kære Moder; nu gaar vi,» og Komponisten, der ikke befandt sig vel,
naar han kom for sent i Seng, tog sin Nevø under Armen for at tage
ham med. Men Strøm vilde ikke gaa glip af at sige «pænt god Nat». Han
vendte sig mod Judith og rakte hende Haanden. Et Øjeblik laa hendes
kold og rystende i hans; han saa et forunderligt Udtryk i hendes
blege, bevægede Ansigt, et Udtryk, som bragte hans lønlige Haab til
at blusse op stærkere end nogen Sinde, og da han forlod Værelset med
sin Onkel, sagde han til sig selv: «Hun elsker mig, jeg er vis
derpaa, men hun er bange og lider derunder.» Hans ungdommelige Hjærte
svulmede ved Tanken om, at hun, der i syv Aar ikke havde lært at
elske, var bleven erobret af ham i mindre end syv Dage.
* * * * *
Da Hellman og hans Nevø var borte, betragtede hun forventningsfuldt
sin Mand. Han troede, at hun var bange, og det forvoldte ham en
hemmelig Nydelse, han havde da altsaa i det mindste faaet Bugt med
hendes Selvsikkerhed. Øjeblikket var gunstigt, nu skulde hun tvinges
til Oprigtighed med det onde eller med det gode, hun _skulde_ aabne
sig for ham.
Han standsede foran hende og saa paa hende. Hun mødte hans Blik med
et ubeskriveligt Udtryk af Blidhed og Eftergivenhed. Et mildt Ord,
kun et mildt Ord, saa skulde hun underkaste sig; men hendes
tilsyneladende Svaghed fristede ham til at bruge Haardhed, og han
spurgte skarpt:
«Elsker Du denne Dreng?»
Hun svarede ikke.
«Jeg vil vide det. For mit Navns og min Æres Skyld fordrer jeg at faa
det at vide.»
«Jeg har aldrig plettet og vil aldrig plette Dit Navn eller Din Ære.»
Han vidste, at det var sandt.
«Jeg har Ret til at forlange det som Din Husbond og Herre.»
«Over mine Tanker er Du ikke Herre,» svarede hun sagte. Hvis han blev
ved i denne Tone, hvorledes skulde hun da kunne gøre Tilstaaelsen?
«Men jeg vil vide det,» raabte han paa ny næsten ude af sig selv.
«Har Du da virkelig Interesse for mig eller mine Følelser?»
Da tog han sig sammen, han følte, han var gaaet for vidt: «Hør mig,»
sagde han mildt og satte sig i Sofaen ved Siden af hende, «jeg
spørger, fordi jeg virkelig har Interesse for Dig. Du tager fejl,
hvis Du tror, Du er mig ligegyldig. Du fængslede mig fra Begyndelsen
af ved Din Kulde, Din Stolthed, den værdige Selvbevidsthed, hvormed
Du nægtede at krybe for mig som alle de andre. Du interesserede mig,
fordi jeg vidste, Du var ulykkelig, fordi jeg anede, at der bag Din
Kulde og Stivhed laa en ungdommelig Varme og Begejstring for alt,
hvad jeg vel i Ord og Adfærd spottede, men som jeg alligevel dybest
i mit Hjærte beundrede og længtes efter. Da jeg lærte Dig nærmere at
kende, søgte jeg at faa dette frem hos Dig, men Du undveg mig
bestandig. Det æggede mig og drev mig til at opbyde alt for at naa
mit Maal. Jeg vilde finde Bunden og Kærnen i Dig, saa jeg kunde vende
og krænge Dig alt efter mit Behag. Det lykkedes mig ikke, og det var
vistnok heldigt, thi havde jeg den Gang opnaaet min Hensigt, havde
jeg sandsynligvis snart efter atter ladet haant om det, jeg saa ivrig
efterstræbte. -- Du ser, jeg er aabenhjærtig, og jeg vil vedblive
dermed. Da Erik blev født, tabte Du Betydningen for mig; i den Tid,
han levede, glemte jeg Dig i min alt opslugende Kærlighed til Barnet.
Da han døde, vendte jeg mig endnu en Gang til Dig, ikke kæmpende, men
bedende, men Du var stadig ubøjelig. Saa opgav jeg alt. Jeg var for
træt til længer at efterstræbe noget; jeg troede mig aandelig død, og
mente, at ogsaa en legemlig Død vilde være det bedste for mig. Jeg
længtes dog stadig mod Dig, men Du kom mig aldrig i Møde. -- Saa fik
vi Gæster og jeg oplivedes atter -- maaske kun for at slukkes helt,
naar Opblusningen er forbi. Men ogsaa Du forvandledes under dette
Besøg. Jeg saa pludselig det Liv, den Ungdom og alt det, jeg havde
haabet at kunne fremkalde, udfolde sig hos Dig, og jeg maatte da sige
mig selv, at det var kaldt til Live af en anden. Denne Tanke pinte
mig, maaske kun fordi jeg er en Egoist, men jeg harmedes over, at en
anden i Dage skulde opnaa, hvad jeg havde kæmpet for i Aar. Jeg vilde
gerne tro, at jeg tog fejl, Uvisheden pinte mig, og jeg bad Dig
derfor om at ende den, men ikke engang _det_ vilde Du, ikke engang
saa meget kunde jeg opnaa af Dig.
Jeg beder ikke om eller gør Fordring paa Din Kærlighed, jeg har ingen
Ret dertil, jeg, der kun har levet for mig selv, maa ikke vente noget
af andre. Jeg beder Dig kun sige mig, om jeg virkelig har tabt, om
jeg skal lade dette Haab følge alle de andre brustne Illusioner.
Beder jeg Dig om for meget? Det er jo dog saa lidt, dette, kun at
ville have Vished om sit Nederlag, for ikke at fortsætte en tom
Tilværelse. Vil Du gøre saa meget for mig? Hvis Du nogen Sinde har
næret andet end uvenlige Tanker mod mig, saa sig mig, om det er
kommet saa vidt, at mit Liv ikke alene er tilovers, men endogsaa i
Vejen for andres Lykke. Vær ikke bange for at sige mig det. Sig mig,
om jeg staar mellem Dig og Din Lykke, om Du elsker, om Du elsker --
ham?»
Hendes Hjærte var fyldt af ubeskrivelig Taknemlighed, fordi han havde
gjort hende Tilstaaelsen saa let. Naar han var saaledes, saa blød,
saa ydmyg, saa sørgmodig, saa kunde hun give ham alt. Og det skulde
gøres nu strax, han skulde ikke et Øjeblik længer tro paa sit
Nederlag. Fordi han frivillig nedlagde Vaabnene, skulde han gøres til
Sejrherre, ja i langt højere Grad, end han kunde vente og haabe.
«Min Husbond,» og hun lod sig glide ned foran ham paa Gulvet og
knælede ved hans Fødder. «Ja, jeg elsker, elsker for hele Livet,
elsker en Mand højere end noget andet i Verden, højere end mig selv,
elsker saaledes, at jeg aldrig vil kunne ophøre dermed, saa længe jeg
lever. Men ser Du da ikke, at denne Mand er Dig selv. Dig elsker jeg
og elskede jeg, jeg tror fra første Gang, jeg saa Dig. Men da Du
syntes at spotte mig, bekæmpede jeg min Kærlighed og stred mod den i
de mange lange Aar, fornægtede og undertrykkede den. Vidste Du, hvor
jeg led, medens Erik levede, og jeg var Dig aldeles ligegyldig, saa
vilde Du forstaa, hvorledes jeg allerede den Gang elskede Dig. Først
lang Tid efter har jeg selv forstaaet det. Den Gang gjorde den
stadige Lidelse mig haard og bitter, og da Erik døde, og Du kom til
mig, var jeg syg, afsindig, forblindet af min Smerte og Fortvivlelse.
Jeg stødte Dig fra mig. Men fra det Øjeblik, da jeg indsaa min Uret,
blev jeg min egen Forræder; jeg skjulte kun min Kærlighed, fordi Du
atter var bleven saa kold og fremmed.
Det var _mig_, som tog Dit Billed, og jeg har kysset det Tusinder af
Gange. En Nat, da jeg blev bange for, at Du skulde være død, sneg jeg
mig ind i Dit Soveværelse. Da jeg saa, at Du levede, og da jeg følte
den ubeskriveligste Glæde derover, indsaa jeg, at Modstand var
umulig, og jeg overgav mig da blindt til min Kærlighed. Fra den Dag
blev jeg forandret, det er Forvandlingen, Du har set hos mig. Hvor
kunde Du tro, at jeg kunde elske en anden, hvorledes kan man tænke
paa andre, bryde sig om andre, naar man er Din Hustru. Nu skænker jeg
Dig den Kærlighed, Du ikke forlangte, Du skal ikke mere klage over,
at Du aldrig har mødt nogen. Dit Liv er ikke tomt, Du har gjort mig
lykkelig, Dit Liv er ikke spildt, Du har lært mig at elske, Du er
ikke ene, thi Du har vundet et Hjærte, som aldrig vil slippe Dig.
Jeg bønfalder Dig om at modtage det, jeg haaber inderlig, inderlig
endnu at kunne være noget for Dig. Er Du træt, saa husk, at Du har et
Hvilested, er Du ked af Livet, saa tænk paa, at Du har gjort det
lykkeligt for en anden. Og tilgiv mig saa, at jeg saa sent opfyldte
mine Pligter, at jeg saa sent forstod mig selv, at jeg tøvede saa
længe, inden jeg kom til Dig. Sig, at Du tilgiver mig, at Du tager
mod min Kærlighed, saa haaber og ønsker jeg intet mere.»
Hun var skøn, som hun laa der foran ham. Men han løftede hende ikke
op i sine Arme, han hviskede ikke, at han ogsaa elskede hende. Et
Øjeblik forekom han sig at være saa gammel, saa træt, saa udlevet, at
han slet intet formaaede, intet haabede, intet brød sig om. Men lidt
efter lidt lod han sig overvælde af dette, at blive elsket for sin
egen Skyld, noget saa uvant, ja ukendt for ham. Og som det gaar i
Æventyrene, naar Trylleordet udtales og Fortryllelsen hæves, saaledes
syntes nu ogsaa her Forbandelsen, der havde hvilet over hans Liv, at
opløse sig ved hendes Ord. Den gled som en Byrde af hans forpinte
Sjæl, som en svindende Smerte af et lægende Saar; han syntes
formelig, at han sank hen i den blide, velgørende Træthed, der følger
paa en overstaaet heftig Lidelse. Han var elsket, saaledes som han
havde smægtet efter det hele sit Liv, elsket for sin egen Skyld, uden
Fordringer, uegennyttig elsket af hende, som dog stod ham nærmest af
alle.
Men kunde det ogsaa være muligt, kunde hun mene, hvad hun sagde;
forstod hun, at hun _ofrede_ sig? Endnu en Tvivl, endnu en Frygt.
Da hun tav, sagde han langsomt og blidt: «Ved Du, hvad Du siger og
gør, husker Du, at jeg er et Vrag, der er blevet gammelt før Tiden,
et Menneske, der har levet for sig selv og aldrig vil kunne gøre fuld
Gengæld for Din Kærlighed? Vil Du ofre Dig for at give Resten af mit
Liv lidt Betydning og Indhold? Hvis Du vil det, ja, da er jeg endnu
saa egenkærlig» -- han smilte svagt -- «at jeg tager mod Din
Kærlighed, skønt jeg ikke har fortjent den. Der er Mennesker, som har
fordømt sig selv til en evig Jagen efter deres Lyster; til dem hører
jeg. De opnaar intet. Kunde de kun en _Gang_ elske en anden højere
end sig selv, tror jeg, de var frelste, men de kan det ikke. Ikke
engang mit Barn elskede jeg fuldt ud for dets egen Skyld, men kun som
mit genopstandne Jeg. Var der noget Menneske, jeg skulde have kunnet
elske, da var det Dig, men jeg var for fordærvet allerede den Gang,
jeg lærte Dig at kende, til at fyldes af en virkelig dyb Kærlighed.
Saaledes er jeg. Kan Du nu andet end ynke og foragte mig? Vil Du
virkelig ødsle Dit Hjærtes varme Kærlighed paa mig for dermed at
formilde Resten af mit Liv? Hvis Du indser, at Du ikke kan det, da
giver jeg Dig nu Din Frihed. Du har lært mig lidt af det, der hedder
at opofre sig, men jeg vil ikke gøre Dig til et nyt Offer for min
Egenkærlighed.»
Da mindedes hun, da forstod hun Ordet, som Hellman havde brugt: «Det
er saligere at give end at tage.»
«Jeg vil aldrig fortryde det, og jeg vil aldrig ønske det anderledes.
Min Husbond, Du ved ikke, hvilken Lykke det er at elske!»
Han tog hendes fine, smalle Hænder mellem sine og lagde dem paa sin
hede Pande, trykkede dem mod sine brændende Øjne. Da han derpaa sagte
lod dem glide ned over sit Ansigt, kyssede han dem gentagne Gange, og
det var første Gang i sit Liv, Johan Banner ydede nogen Kvinde denne
Hyldest.