Judith Fürste: En Fortælling - 09

Total number of words is 4850
Total number of unique words is 1473
49.4 of words are in the 2000 most common words
66.0 of words are in the 5000 most common words
73.8 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
«Gaa, gaa, lad mig være fri -- jeg kan ikke taale det -- jeg kan ikke
-- taale at se Dig.» Da rejste han sig og forlod hende.
* * * * *
Hun gik i Haven; hun erindrede næppe, hvorledes hun var kommen
derned, men hun gik der, frem og tilbage i den lange Lindealle.
Det var bidende koldt Efteraarsvejr, de røde og gule Blade hvirvlede
ned fra Træerne og krummede sig brune for hendes Fod, mørkt og trist
Efteraarsvejr, med Skyer, der drev tungt og lavt som Røg for Blæsten,
der susede gennem de høje Træer og raslede i de sammenføgne
Bladbunker. Denne underlige Susen gennem Trætoppene -- den lød først
fjærnere og svagere, saa nærmere, indtil den brusede dumpt hen over
hendes Hoved og saa langsomt svindende døde hen som med et Suk. Og i
Pavserne hørte man disse fjærne, underlige, klagende Lyde, som
Efteraaret har, der kommer, man ved ikke hvorfra. Naturen gik med
bøjet Hoved sin Opløsning i Møde. Hun standsede og saa ud over de øde
Stubmarker. Oppe i Luften drog Vildgæssene bort i en skæv,
uregelmæssig Trekant, hun hørte svagt Lyden af deres Skrig. Hendes
Ophidselse havde lagt sig, det var, som om hendes Smerte i hint
Øjeblik havde naaet sit Højdepunkt, hvorefter Reaktionen var
indtraadt.
Hun var nu saa blidt sørgmodig, følte hverken Had eller Trods, kun en
bittersød Trang til at opgive sit Væsen, smelte sammen med den døende
Natur, hensmuldre med det visne Løv, optages i de tunge, mørke Skyer,
der foer hen over hendes Hoved. Atter og atter droges hendes Tanker
henimod hendes Mand, hun kunde ikke faa dem bort derfra. Hun forstod
nu, hvorfor han var kommen til hende, og, medens hendes egen Smerte
lagde sig som Havet efter en Storm, begyndte hun at fatte hans. O,
hvad han dog maatte have lidt! Og hendes Sind blev stadig blødere.
Naar _hun_ havde sørget saa forfærdelig, hvorledes havde da ikke han,
han, som satte hele sit Liv ind paa Drengen. Og hun mindedes langsomt
og ubestemt den Forandring, hans Væsen og hans Ydre var undergaaet.
Han var altsaa kommen til hende og havde bedet hende om Trøst; ja, nu
huskede hun det, han havde strakt Armene ud mod hende og bedet hende
blive. Og hvad havde hun saa gjort! Den dybeste Skam og Anger greb
hende. Hun havde stødt ham bort. Ja, hun havde været syg den Gang,
afsindig, ude af sig selv. Han var kommen til hende, til _hende_,
fortjente hun det? Han havde kun havt en i Verden at henvende sig
til, og han var kommen af sig selv; han havde glemt al Spot, al
Vrede, al Bitterhed, han var kommen og havde bedt hende sørge med
ham, og hun havde stødt ham bort. Tusinde venlige Handlinger kunde
ikke have blødgjort hende, saaledes som denne Tanke, at hun havde
gjort ham Uret. Da følte hun sig saa beskæmmet, saa lille og ussel,
og hun fik en smertelig Længsel efter at gøre sin Uret god igen,
sige ham, at hun havde været syg og utilregnelig, men hvorledes
skulde hun gøre det.
Hun vandrede frem og tilbage under de sukkende Træer, det blev
mørkere og koldere, men hun mærkede det ikke, for første Gang i lang
Tid græd hun mildt og uden Trods, græd over sin Svaghed, sin Synd og
sine Fejl.
Hun ventede hele den næste Dag, hun lyttede efter hver Dør, der gik,
efter Fodtrinene i de tomme Korridorer; men han kom ikke. Hun fik
Lyst til at gaa til ham, som han var kommen til hende, men hun turde
ikke. Hun gik nervøs og hvileløs om i det store Hus, gik forbi hans
Dør, men vovede ikke at gaa ind og vendte kun endnu mere bedrøvet
tilbage til sit Værelse.
Hun ringede og lod Tjeneren fyre op i Kaminen, hun kunde ikke faa
Bugt med de nervøse Kuldegysninger.
«Er Godsejeren ene paa sit Værelse?»
«Nej, Prokuratoren er hos ham.»
Tjeneren gik, hun rykkede sig nærmere til Ilden, satte Fødderne paa
Kamingærdet; hun rystede formelig af Kulde. Bøjet forover stirrede
hun ned i Flammerne, som legende steg og sank, fangende hendes Blik,
medens Tankerne gled langt bort, bestandig kredsende om det samme.
Hvor hun gærne vilde have været lykkelig! Hvor hun lidt havde
forstaaet at blive det! Var det blot hans Skyld?
Prokuratoren var hos ham, hvorfor? Skrev han maaske sit Testament,
tænkte han paa at dø? Hvis han nu døde -- hvis han døde!
Døren blev aabnet, hun foer op af sine Tanker og vendte Hovedet. Det
var ham.
Hun skælvede over hele Legemet. Aa, var det muligt, kom han igen, var
det endnu ikke for sent?
«Maa jeg forstyrre Dig blot et Øjeblik?»
Hans Stemme var meget høflig, meget venlig, men hun indsaa det -- det
var ikke den, hun havde ventet.
«Det er blot nogle Forretninger.»
Hun bøjede Hovedet.
«Sagføreren er hos mig. Jeg vil skrive mit Testament. Jeg gjorde
nogle Dispositioner, medens Erik levede, men det gælder jo ikke mere.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg lever, eller hvor pludselig jeg kan dø,
og jeg ønsker at sikre Dig vort Gods og Ejendom ubeskaaret. Men det,
hvorom jeg vil spørge Dig er noget andet. Jeg har tænkt at optage en
Prioritet paa 100,000 Kroner i Godset, det er vel omtrent, hvad Eriks
Opdragelse vilde have kostet. Skal vi ikke oprette et Legat deraf,
som kan bære vor Søns Navn? Jeg vilde nødig, at han skulde gaa
sporløst ud af Livet -- som jeg.»
«Jo -- jo,» hviskede hun, men formaaede ikke at tilføje mere; hun
prøvede derpaa, men det mislykkedes.
«Vi kan senere tale nærmere om Anvendelsen,» tilføjede han, «det
gælder nu blot om at faa Laanet ordnet. -- Undskyld, Sagføreren
venter.»
Hun var atter ene. Og hun sad ydmyget af denne Betænksomhed, denne
Gavmildhed, dette Hensyn. Han vilde sikre hende Ejendommen, hel og
ubeskaaren, mod Slægtninges Krav, han frygtede for at dø uden at have
sørget for hende! Hvad havde hun givet til Gengæld? Hun havde fra
første Færd været mod ham som en Uven, en Modstander, hun havde
anklaget ham, som om han havde gjort hende Uret. Havde maaske ikke
den meste Uret ligget paa hendes Side? Fra en fattig Pige havde han
gjort hende til sin Hustru, og nu vilde han overdrage hende alt,
hende, der aldrig havde sagt ham et venligt Ord. Og han gjorde det
som noget, der ganske faldt af sig selv. «Han vidste ikke, hvor længe
han levede». Det samme mindedes hun, at Restrup havde sagt, kort før
han tog sig af Dage. Var det muligt, tænkte han paa at ende sit Liv?
Hvad havde han dog ikke lidt! _Han_ havde maaske heller ikke haft et
glad Øjeblik hele sit Liv. Han sagde det jo -- var det ikke
forfærdeligt -- «gaa sporløst ud af Livet som jeg». Sporløst ud af
Livet! Han nænnede ikke, at hans lille Barn skulde have levet
forgæves, skønt han kun blev fem Aar -- men hun da? Hvad Spor vilde
hun efterlade sig? Hvem vilde mindes hende med Sorg, hvis hun døde,
eller savne hende? Hun havde ikke været noget for nogen i Verden! Og
pludselig stod det for hende i al sin forfærdelige Sandhed: «Skylden
har været Din egen -- kun Din. Dig selv kan Du takke for Tomheden og
Ulykken, der har ruget over dit Liv, det bunder alt sammen i Din egen
forfærdelige Egoisme.» Havde hun nogensinde for Alvor søgt at udrette
noget? Hun havde ønsket at gøre det, saadan i vag Ubestemthed, men
aldrig taget alvorlig fat. End ikke en saadan Ubetydelighed som at
besøge sin Moder, kunde hun uden Modvilje bekvemme sig til, skønt hun
vidste, hvilken Glæde det var hende. Nu rejste hun sig op, hun gik
heftig bevæget op og ned ad Gulvet, og som vaagnet af en Drøm saa hun
et Liv bag sig, et Liv af forspildte Dage, gavnløse Gerninger. Men
der var maaske endnu Tid til at udrette noget godt -- og hun gav sig
selv det Løfte, at stræbe derefter, saa vidt hun formaaede.
* * * * *
Der paafulgte nu Dage, hvor hun med aldrig svigtende Iver søgte og
fandt de Pligter, hun hidtil havde ladet ligge, og hun opfyldte dem
med en feberagtig Frygt for at spilde eller tabe endnu et kostbart
Øjeblik. Men der var et, hun aldrig overvandt sig til, dette, at gaa
til ham og sone sin Uret, inden det blev for sent. Hun kunde vente
ham med Hjærtebanken, beslutte sig til at tale, men naar Øjeblikket
kom, tav hun, fordi han var saa rolig, saa høflig, saa lidt
indbydende til Tilnærmelse. Efter den første Tids Blødhed var hans
kølige, afmaalte Væsen kommet tilbage, og skønt hun ikke længere
misforstod det, holdt det hende dog stadig tre Skridt borte. Hun
stræbte da ved smaa Opmærksomheder, som han ikke lagde Mærke til, at
bøde paa sin Uret.
Der kom en Mildhed over hende, som hun aldrig før havde kendt til,
hun troede, at det var Sorgen, den skyldtes, og saa en Dag, hun
vidste selv næppe hvorledes, vaagnede en ny Følelse i hende, strøg
hende forbi som et Vaarpust, var borte i samme Nu, men havde været
der og havde efterladt Anelser og Drømme, underlige, betagende.
Det var en Foraarsmorgen. Hun sad ved sit Vindue og læste om Brødrene
Goncourts Liv, deres inderlige Kærlighed til hinanden, deres fulde
Forstaaelse af hinanden, deres harmoniske Samliv og den ubrydelige
Tro, der var Sjælen i det. -- Og den bløde Vaarvind strøg ind ad
Vinduet og bar med sig Blomsterduft og Lyden af en jævn Sang, en
underlig klagende Melodi, der fyldte hendes Bryst med en berusende
Længsel efter noget, hun vidste ikke strax selv hvad. Og dog -- tænke
sig, at elske og blive elsket saaledes! Hvilken Rigdom, hvilken
Salighed maatte det ikke være? Og med Tanken kom der en ny ukendt
Sødme og Fryd: Hun havde en Gang fornægtet Kærligheden, men i dette
Øjeblik vidste hun, at den maatte være til.
Saa tænkte hun paa et fornemt Ansigt med et koldt, forundret Udtryk
-- hun jog Tanken bort, men den havde været der.
* * * * *
Alt gik i Ro igen i det ydre, som om Erik aldrig havde levet. Og dog
havde Barnets Død medført en stor Forandring i hans Moders Liv. Hvor
var nu hendes ørkesløse Grublerier, hendes sørgmodige Bitterhed,
hendes haabløse Livsanskuelse? Hun gik om i sit Hjem mild og stille,
men bestandig beskæftiget. Hun tog sig af sine undergivne, af Sognets
fattige og al den Nød og Hjælpeløshed, hun saa om sig, men det, der
indgød hende Lysten dertil, forstod hun næppe selv. Paa den anden
Side havde den lille Drengs Død ladet Faderen tilbage som et Vrag.
Hans Livsaanders korte Opblussen var forbi, Drivfjedren var sprungen,
Johan Banner havde opgivet alt.
Men Forandringen var ikke synlig; de havde i deres Samliv omgivet sig
med en blank Skal af Høflighed og Kulde, og paa den saas det ikke, om
Kærnen indenfor begyndte at spire eller smuldre hen. Ensformig gled
Dage, Uger og Maaneder hen, fyldte med Smaaarbejde, Smaaglæder,
Smaabegivenheder.
Saa traf det sig en Dag, at Judith kom ind i sin Mands Værelse for at
hente en Nøgle, som havde sin Plads i hans Skrivebordsskuffe. Han
var ikke til Stede, men Skuffen stod halv aaben, i denne ubetingede
Tillid til ethvert Menneskes Æresfølelse, som var ham egen. Han ansaa
Menneskene for at være Egoister, svage og ulykkelige, men han
forudsatte aldrig, at de vilde lyve, stjæle eller bedrage. Hun trak
Skuffen ud og tog Nøglen, men opdagede saa i det samme mellem
Papirerne et Fotografi. Hun tog det med lidt Nysgerrighed; det var
Billedet af en Mand. Hun kendte det ikke strax, men lidt efter gik
det op for hende, at det maatte være Banner. Det var taget i Udlandet
for mange Aar siden i hans smukkeste, hans mest forfløjne Dage.
Saaledes havde han altsaa set ud! Det var derfor, Folk havde talt om
hans Skønhed, som hun aldrig havde kunnet opdage. Hun kunde ikke
løsrive sit Blik fra det fine, overmodige Ansigt. Skæget havde den
Gang kun dækket hans Overlæbe og røbede mere end nu Mundens halv
spottende Smil, dette Smil, som omtrent var det eneste, han havde
beholdt tilbage. Jo længer hun saa paa Billedet, des bedre forstod
hun hans Liv, forstod, at der havde været Kvinder, der havde kastet
sig i Armene paa ham, blot for at kunne sige, at de havde været
elskede af ham, om end aldrig saa kort.
Hun vilde lægge Billedet tilbage paa dets Plads; men saa fik hun
pludselig Lyst til at besidde det. Hvorfor ikke, hun havde jo intet
Billede af ham. For øvrigt var dette Billede jo egentlig slet ikke
ham, saaledes som hun havde kendt ham, men det var saa smukt, saa
bedaarende smukt, og hun vilde gerne eje det. Det laa glemt her, han
vilde aldrig savne det. Hun tog da en rask Beslutning, skød Skuffen i
og forlod Værelset med sit Bytte. Hun tilbragte en uforholdsmæssig
lang Tid den Dag med at betragte det og forvisse sig om, at det
virkelig var den Mand, med hvem hun havde været gift nu snart i syv
Aar. Hun gemte det i sit hemmeligste Gemme den Aften og betragtede
det næste Morgen, før hun endnu var ganske paaklædt. Da de spiste
Frokost, udspejdede hun hemmelig sin Mands Ansigt for der at finde
Lighed med Billedet; den var der ganske vist, men hvor forandret var
han ikke?
«Jeg kan ikke fatte,» sagde han pludselig, «hvem der kan have været i
mit Værelse.»
«Hvorledes?»
«Hvem af Tjenestefolkene, der har vovet en saadan Uforskammethed.»
«Men hvad da?» Blodet begyndte at stige hende op i Kinderne.
«Sagen er i og for sig ligegyldig, men jeg lagde i Gaar et gammelt
Fotografi af mig ned i mit Skrivebord, og i Morges, da jeg
tilfældigvis gennemsøgte Skuffen, var det forsvundet. Billedet er
aldeles værdiløst, men jeg ved, jeg har lagt det der, og det viser
altsaa, at der maa have været en eller anden i mine Gemmer.»
Hendes onde Samvittighed lod hende ikke i Ro for den Tanke, at han
anede, hvem der var Gerningsmanden. I sin Forvirring søgte hun at
vinde Tid ved at spørge paa ny.
«Har Du før mistet noget?»
«Det ved jeg ikke, jeg tænker aldrig derpaa, det var som sagt et rent
Tilfælde, der ledte til denne Opdagelse.»
«Tror Du, at der manglede andet i Skuffen?»
«Nej, der gjorde ikke. Der laa et Par Signeter og en Ring ved Siden
af, de er ikke borte.»
Hendes Forvirring tiltog. «Det er ufatteligt; hvem skulde begaa
Tyveri for et Portræts Skyld; for det kan vel ikke være nogen af
Pigerne --»
Han skød hurtig sin Stol tilbage og gik. Det faldt hende ind, at
hendes Ord kunde have indeholdt en Insinuation, hvor lidet hun end
havde tilsigtet det. Hun havde kun talt for at bortlede Mistanken fra
sig selv; men hvor skulde han kunne ane det; han havde ganske sikkert
optaget hendes Ord som en Sarkasme. Og hvorledes skulde hun klare
Misforstaaelsen? Skulde hun gaa til ham og sige ham, at det var
hende, der havde fundet det værdt at have? Hun syntes, at det var
hendes Pligt -- men saa at møde et koldt, forbavset Blik, hun kunde
ikke overvinde sig dertil. Den Dag og de nærmest paafølgende tog hun
det vel hundrede Gange i Haanden for at udføre sit Forsæt, men kunde
saa ikke. Tilsidst blev det næsten en fix Ide hos hende, at hun ikke
kunde faa Ro, før Sagen var klaret. Hun søgte ved allehaande smaa
Opofrelser og Opmærksomheder ligesom at gøre Bod derfor, men hendes
Samvittighed lod sig alligevel ikke berolige.
* * * * *
Kort før Jul kom der Indbydelse til et stort Middagsselskab paa
Restrupgaard, som nu var i en anden Ejers Besiddelse. Det skulde
holdes lille Juleaften. Sørgeaaret var omme, derfor afslog de ikke
Invitationen, men tog derover. Det var et stort Julegilde, der gaves
i Restrupgaards gamle Sale; alle Egnens rigeste Landbesiddere var til
Stede. Banner var en Slags Æresgæst, det var det første Selskab, han
deltog i, siden sin Søns Død, og han var desuden den største Landdrot
der paa Egnen.
Judith blev ført til Bords af Værten. Lige over for dem sad Banner;
hans Borddame var en ung Kone paa Judiths Alder, der netop var bleven
gift i dette Efteraar.
Maden var god, Vinen ogsaa. Der blev holdt Taler og drukket Skaaler,
og da det var et jysk Julegilde, blev der naturligvis ikke sparet paa
Drikkevarerne. Det var fine og svære Vine, som ikke undlod at udøve
deres Virkning; man spiste, talte og lo, og da Dyrestegen blev sat
paa Bordet, var Munterheden naaet meget højt. Værten lod Stegen blive
staaende paa Bordet, Maaltidet var jo Festens Midtpunkt, det maatte
gerne trækkes ud saa længe som mulig. Han lo og talte mer end nogen
af de andre, han havde drukket private Glas med enhver af de
tilstedeværende, han havde drukket deres Skaal offentlig, og medens
han med jysk Gæstfrihed nødte Gæsterne, foregik han dem selv med
et glimrende Exempel. Hvorfor ikke slaa sig løs? Høsten havde jo
været god, og den velsignede Jul stod for Døren, Huset skulde vise
sig i sin fulde Glans. Gæsterne maatte prøve denne eller hin
«Extra»-Flaske: «Hvadbehager -- den lader sig drikke -- sikken
Bouquet, hvad?» Og Gæsterne smagte eller lod, som de gjorde det,
thi de mistede til sidst Smagen og skyllede kun Vinen ned med
halvberusede Menneskers Lyst til at blive endnu mere omtaagede. Der
var ikke Tale om Konversation mere. Da den første Stivhed var
forsvunden, raabte enhver saa højt, han formaaede. Beretninger om
blankbrune Hingste, Præmietyre, Dyrskuer, Landvæsensartikler o. s. v.
udgjorde Broderparten af Æmnerne. Damerne morede sig lige saa godt
som deres Mænd. De var aldeles ikke forargede over Lystigheden, de
fleste var fødte der paa Egnen og vante til den fra Barndommen.
Men Judith stemte al denne Munterhed til Tankefuldhed, hun blev tavs
i denne Højrøstethed og gennemjoges undertiden af en Kuldegysning,
der bragte hende til at blegne, trods Heden og Ophidselsen. Hendes
gamle Sørgmodighed vendte tilbage, om end i en mildere Form. Det
havde altid pint hende at se Mennesker give slip paa deres Værdighed,
saaledes som disse støjende, raa Væsner. Skulde de virkelig være
Skabningens ypperste? Den Aandsspænstighed, som skulde kunne bringe
hende til at forstaa den svulmende, overstrømmende, animalske
Livslyst om hende, manglede hun, eller Sorg og Grublerier havde
knækket den. Hun saa rundt paa alle disse Mandshoveder, hvoraf
ethvert milevidt afveg fra Skønhedsidealet, disse skæggede Hoveder
med plumpe Træk, tykke Læber, stirrende eller dorske Øjne,
Fysiognomier, som man kunde fristes til at tro, at Naturen havde
frembragt i en kaad Lyst til at lave Karrikaturer, og som nu tilmed
var oppustede og ophedede af Vinen, Maden, Varmen og den megen
Snakken.
Saa standsede hendes Blik ved et Hoved, kun omgivet af en tynd Krans
graa Haar, men af en paafaldende nobel Form, med en skarp, lige Næse,
dybtliggende, alvorlige Øjne og en smuk, fint spottende Mund, et
Ansigt, der udmærkede sig ved sin Bleghed og Ro midt imellem alle de
andre, der var saa hede og røde, en Gud mellem en Flok Fauner. Han
talte meget lidt, hverken livlig eller aandrig syntes det, og dog
misundte hun pludselig hans Borddame. Ak, om hun havde hendes Plads,
hun skulde prøve paa at faa ham til at smile, eller ligesom skjult i
de andres Støj se at finde Mod til at sige ham -- hvad? Noget
venligt, blot for at opklare Misforstaaelserne og undskylde sig.
Eller blot, ja, om hun blot var en fremmed og kunde begynde forfra,
helt forfra paa en anden og bedre Maade!
Man rejste sig fra Bordet, Herrerne trak sig tilbage for at ryge,
spille Billard, en lille L'hombre, maaske en Smule Hasard. Damerne
blev alene.
Da kom Banners Borddame, en smuk fyldig Blondine, hen til Judith og
sagde med en Livlighed og Fortrolighed, der dels var hende medfødt
dels fremmet af Vinen og den almindelige Oprømthed: «Det var Deres
Mand, jeg havde til Bords, ikke sandt? Jeg vilde næppe tro mine egne
Øren, da han sagde, at De var hans Frue og havde været gift med ham i
syv Aar. De ser jo saa ung ud.»
Judith smilte svagt; det var første Gang et Smigreri havde behaget
hende saaledes: «Jeg var næppe nitten Aar, da jeg blev gift og --
og,» hun famlede efter et Udtryk, «min Mand er femten Aar ældre.»
«Saa meget! Jeg er vistnok paa Deres Alder, men blev først gift for
et Par Maaneder siden. Min Mand og jeg er lige gamle. Lagde De ikke
Mærke til ham ved Bordet, den smukke, blonde Mand, der sad et Par
Pladser fra mig?»
Judith tilstod ikke, at hun kun havde lagt Mærke til _en_ Mand blandt
dem alle.
«De maa nu ikke regne, om han i Begyndelsen saa noget gnaven ud. Han
er altid fortrydelig, naar vi skal i Selskab, fordi han saa ikke kan
beholde mig i Fred, siger han; han er nemlig saa forelsket.»
Den nygifte Frue rødmede, da hun gjorde denne Tilstaaelse halv koket
halv naivt, og søgte Sympathi i sin jævnaldrendes Ansigt, men hun
fandt nærmest et sørgmodigt Udtryk. Da tog Fruen hende om Livet paa
Damers Maner, naar de har Lyst til at være fortrolige, og fortsatte:
«De maa ofte komme og besøge os; vi har det saa hyggelig og er saa
glade; vi holder saa meget af Besøg, men vi vil helst blive hjemme --
for vi er jo endnu i Hvedebrødsdagene.»
Denne Venlighed, denne Fortrolighed berørte Judith forunderlig. Der
var en Tid, hvor hun vilde have spottet den og vist den tilbage,
fordi den vilde have generet hende, men i dette Øjeblik, da den saa
naturlig, saa uventet venlig strømmede hende i Møde, fik hun en
pludselig Lyst til at tale, til at betro sig til denne Venlighed og
fortælle om sig selv, om sit tidligere triste Liv, om at hun ikke
længer var haabløs eller bitter som før, at hun ikke længer troede
paa Egoisme som Livets eneste Drivfjeder, kort sagt tale om hele
denne vidunderlige Forvandling, som hun følte var i Lag med at
foregaa med hende. Hun syntes, at det maatte kunne vække Genklang hos
denne unge, livsglade Frue, men saa -- da hun prøvede paa at tale,
blev hun bange og nøjedes med at sige: «Saa maa De ogsaa besøge os --
naar Deres Hvedebrødsdage er forbi i alt Fald.»
«Aa ja, det vil jeg rigtignok gærne. De skal have saadan et yndigt
Hjem, siger man, og De gjør det saa hyggeligt. Ja, er det ikke
dejligt, saadan at gaa og smaapusle hjemme, og vande Blomster og
spille rørende Melodier for sin sentimentale Kæledægge af en Mand, og
være lykkelig ved alt, hvad man tager sig for?»
Judith prøvede atter paa at tale, at fortælle, at noget af dette
havde hun lært at kende, men først for ganske nylig; men inden hun
kunde tale, lagde Fruen sin varme, bløde Kind mod hendes og hviskede:
«Vi to vil blive Venner, ikke sandt?»
Var det virkelig den kolde, tilbageholdne Judith, der hviskede «Ja».
«Se paa alle disse gamle, kjedelige Damer, er det ikke rædsomt at
skulle spilde en hel Aften blandt dem og kede sig med Anstand. Ved
De, hvad jeg altid trøster mig med i et saadant Selskab?»
«Nej.»
«Med at tænke paa, at jeg skal køre hjem alene med Theodor. Finder De
det ikke fortryllende at køre hjem med Deres Mand?»
Her blev Samtalen afbrudt af Kaffen, som blev budt om, og de fik ikke
Lejlighed til senere at fortsætte den. Judith længtes efter at være
alene, at overgive sig til sine Drømmerier. Hun forlod det varme,
snakopfyldte Værelse og gik ind i det næste, der stod tomt. Her var
hverken saa varmt eller saa oplyst. Hun vidste ikke, at dette var
Restrups «Studereværelse», og da hun tog Plads i en Lænestol foran
Kaminen, anede hun ikke, at det var paa denne Plet, Restrup for sex
Aar siden havde drukket sin sidste Flaske Rum. Men som om den afdøde
Adelsmands Aand flakkede om paa disse vante Steder, førtes hendes
Tanker uvilkaarlig tilbage til ham. Hun havde en Gang sammenlignet
ham med sin Mand og ladet Sammenligningen falde ud til hans Fordel;
hvor var det muligt. Han maatte jo henregnes til den raa og plumpe
Landjunkertype, der stod saa langt under Banner. Og dog havde han
været baade smuk og Adelsmand. Det var altsaa dog ikke Adelskabet,
der gjorde det; det var selve Personligheden. Ja, Banner stod i
Virkeligheden over dem allesammen, i _hendes_ Øjne idetmindste. Og
saa var det hendes Husbond; han havde valgt hende, givet hende
Hustruens Plads ved sin Side, hun blev respekteret af ham som saadan
og ved ham ogsaa af andre. Det var hendes Husbond, og det var med
ham, hun i Aften skulde køre hjem.
Da sagde hun pludselig fast og bestemt til sig selv, at nu skulde hun
gribe Lejligheden og tilstaa sin Uret og bede ham om Tilgivelse.
Medens Mørket skjulte hans Ansigts Udtryk, skulde hun gøre Skridtet
og komme til ham. Det var bestemt, der nyttede ingen Udflugter, og
skønt Beslutningen kun hidrørte fra hende selv og kunde forandres af
hende selv, opfyldte den hende dog med en forunderlig Angst. Om en
Time, om 60 korte Minutter vilde Banner lade spænde for, saa fra
Øjeblikket kommet, saa skulde hun ydmyge sig og bede om Tilgivelse.
Hun vendte tilbage til Damerne; nu var Passiaren livlig, men hun
havde ingen Ro til at deltage i den. Der lød Bulder udenfor, det var
Herrerne, der kom over, endnu hedere i Hovedet af Pousse-Cafeerne,
deres Spil og Disputeren. De talte højt, lo og skændtes.
Politik, Avlsredskaber, Kreaturer, Bygningsforetagender,
Assurancespørgsmaal, Processer, Vanskeligheder med Tjenestefolkene
blandedes mellem hverandre. Ny Jærnbaneanlæg, Vejforbedringer og
Skatteligningsspørgsmaal var under Debat, ny Opfindelser
paa Agerdyrkningsfeltet kritiseredes. Ord som Centrifuger,
Radsaamaskiner, Ailepumper, de Lavels Separatorer, Ringtromler,
Halmrystere, summede om ens Øren. Men disse Ting kedede slet ikke
Damerne, de kendte til alt dette, og hvis det havde været muligt for
nogen at skaffe sig Ørelyd, vilde de sikkert med Opmærksomhed have
fulgt de forskellige Meninger. Ogsaa Judith havde i den senere Tid
stræbt at faa Interesse for og Kendskab til disse Ting, der hørte
hjemme i den Verden, der omgav hende og vedrørte hendes Mands
Beskæftigelse og Livsstilling, men denne Aften kunde hun ikke følge
Debatten med den ringeste Opmærksomhed; alle hendes Tanker samledes
om Banner, der syntes træt og overanstrængt og ikke tog videre Del i
Samtalen. Hun saa, han forlangte sin Vogn, og der gik en forunderlig
nervøs Gysen gennem hende. Tjeneren meldte, at der var forspændt,
Banner bød hende sin Arm. Da de havde taget Afsked med Vært og
Værtinde, gjorde de en ceremoniel Bøjning for det øvrige Selskab,
idet de trak sig tilbage. Men ved Døren stod Judiths ny Bekendtskab,
den unge Frue. Hun rakte Judith Haanden og hviskede: «De kan sagtens,
men nu haaber jeg ogsaa, at vi snart skal afsted.»
Judith og Banner steg ind i deres Vogn, Tjeneren skyggede for det
viftende Lys, bukkede og slog Vogndøren i, medens Lyset slukkedes.
De rullede afsted i den mørke, men stjærneklare Frostnat. Ude over de
nøgne, frosne Marker saa man hist og her Lyset i en Bondehytte
glimte; det var det eneste Tegn paa Liv, ellers var alt stille, selv
den lette Vogn bevægede sig næsten lydløst henad den jævne, frosne
Vej.
Nu skulde hun altsaa tale. Men hver Gang, hun prøvede derpaa, blev
hun bange for at høre sin Stemme i denne dybe, velgørende Stilhed.
Hendes Mand sad ogsaa ganske ubevægelig, hun kunde næppe skimte ham i
Vognens Mørke, han sov ikke, det kunde hun høre paa hans lette
Aandedrag, men han sad sikkert i sine egne Tanker.
Hvorledes skulde hun begynde. Der faldt hende noget ind. «Vil Du
ikke ryge?» spurgte hun. Hun vidste, at han vilde sætte Pris derpaa.
«Tak, jeg er bange, det vil genere Dig.»
«Aldeles ikke, tvært imod.»
Han tøvede endnu.
«Jeg forsikrer Dig, Du maa saa gærne.»
Han tog sit Cigaretui frem og strøg en Tændstikke. Ved det korte,
stærke Lysglimt saa de halv blændede paa hinanden. Han lidt
forbavset, hun noget spejdende og ængstelig. Hun saa hans Ansigt
dukke frem og forsvinde igen i Mørket ved Flammens Stigen og Synken,
medens han tændte Cigaren; men hun formaaede ikke at opfatte dets
Udtryk. Saa slukkede han Tændstikken og skød Vinduet ned. Mørket
indhyllede dem dybere end nogen Sinde.
«Du fryser vel ikke,» spurgte han, «vil Du ikke have min Pels om Dig;
den ligger paa Bagsædet?»
«Tak, jeg fryser ikke.»
Saa blev der atter fuldstændig Tavshed. Hun saa Ilden i hans Cigar
snart gløde op, snart fordunkles af den lette Aske. Hun saa den fine,
blaahvide Røg hvirvle i Vejret og trække ud af Vinduet ud i Mørket og
Kulden, men hun tav stadig. «Nu vil jeg tale -- nu -- nej nu,» men
hun gjorde det ikke.
«Generer Cigaren Dig virkelig ikke?»
«Aldeles ikke, tvært imod.» Hun var saa fattig paa Ord i dette
Øjeblik, at hun kun formaaede at gentage de alt udtalte.
Atter Beslutninger om at tale, der lammede Tungen og truede med at
sprænge Hjærtet, hver Gang hun gjorde Forsøg paa at udføre dem. Hun
maatte tale, inden det blev for sent -- ak, det var allerede for
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Judith Fürste: En Fortælling - 10
  • Parts
  • Judith Fürste: En Fortælling - 01
    Total number of words is 4714
    Total number of unique words is 1581
    45.4 of words are in the 2000 most common words
    62.8 of words are in the 5000 most common words
    70.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Judith Fürste: En Fortælling - 02
    Total number of words is 4684
    Total number of unique words is 1703
    43.6 of words are in the 2000 most common words
    59.4 of words are in the 5000 most common words
    67.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Judith Fürste: En Fortælling - 03
    Total number of words is 4748
    Total number of unique words is 1621
    45.8 of words are in the 2000 most common words
    62.2 of words are in the 5000 most common words
    70.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Judith Fürste: En Fortælling - 04
    Total number of words is 4790
    Total number of unique words is 1629
    45.0 of words are in the 2000 most common words
    61.8 of words are in the 5000 most common words
    69.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Judith Fürste: En Fortælling - 05
    Total number of words is 4868
    Total number of unique words is 1488
    50.2 of words are in the 2000 most common words
    63.8 of words are in the 5000 most common words
    72.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Judith Fürste: En Fortælling - 06
    Total number of words is 4898
    Total number of unique words is 1486
    50.2 of words are in the 2000 most common words
    66.2 of words are in the 5000 most common words
    74.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Judith Fürste: En Fortælling - 07
    Total number of words is 4827
    Total number of unique words is 1444
    49.7 of words are in the 2000 most common words
    66.3 of words are in the 5000 most common words
    74.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Judith Fürste: En Fortælling - 08
    Total number of words is 4818
    Total number of unique words is 1400
    51.3 of words are in the 2000 most common words
    68.1 of words are in the 5000 most common words
    76.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Judith Fürste: En Fortælling - 09
    Total number of words is 4850
    Total number of unique words is 1473
    49.4 of words are in the 2000 most common words
    66.0 of words are in the 5000 most common words
    73.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Judith Fürste: En Fortælling - 10
    Total number of words is 4903
    Total number of unique words is 1520
    50.6 of words are in the 2000 most common words
    68.0 of words are in the 5000 most common words
    76.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Judith Fürste: En Fortælling - 11
    Total number of words is 4885
    Total number of unique words is 1541
    48.1 of words are in the 2000 most common words
    63.9 of words are in the 5000 most common words
    71.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Judith Fürste: En Fortælling - 12
    Total number of words is 4941
    Total number of unique words is 1351
    50.7 of words are in the 2000 most common words
    67.0 of words are in the 5000 most common words
    75.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Judith Fürste: En Fortælling - 13
    Total number of words is 2472
    Total number of unique words is 764
    61.2 of words are in the 2000 most common words
    76.4 of words are in the 5000 most common words
    82.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.