Judith Fürste: En Fortælling - 02

hvor ondt det end gjør mig, men hovedsagelig for mine unge, livsglade
Døtres Skyld, maa nægte længere at beholde hende i vort Hjem, hvor
Fortrolighed, Samstemning og Munterhed stedse har hersket». Altsaa
vendte Judith atten Aar gammel atter hjem til den lille jydske
Købstad, til en Moder, hvem hun snarere maatte støtte end vente sig
Hjælp af, til en Stedfader, der var hendes Uven, ikke mindre nu end
førhen, da han endelig ved Overenskomst med hendes Kurator havde
faaet fat i hendes Penge, til en lille Broder, der syntes at have
taget hendes Plads og Rettigheder. Hun blev fængslet i Lilleput
Forhold, hvor hele Maskineriet gik saa jammerlig smaat, saa naivt
aabenlyst, hvor Middelmaadigheden trivedes, Sladderen florerede,
Kryberiet herskede, til en lille By, hvor det, at slutte sig inde i
sig selv, var en Forbrydelse, fordi alt der skulde stilles i Glasskab
som offentlig Ejendom, kritiseres og bedømmes, kort give Æmne til
Sladder, og det kunde Judith ikke være med til. Hendes Stolthed
oprørtes ved Tanken om, at hun skulde stilles til Skue, maaske blive
Genstand for Medlidenhed, i alle Tilfælde for Snak. Hun skænkede ikke
Byens unge Mænd, der dog i Begyndelsen hilste hende som en opgaaende
Stjærne, et Blik eller en Tanke, derfor blev de selvtilfredse unge
Hjærter hos disse Merkurs Sønner saarede, de kaldte hende hovmodig og
vendte sig til Landets Døtre, der tog mod dem med Kyshaand. Hun
valgte sig ingen Veninde blandt de unge Piger, med hvem hun kunde
drøfte Skandaler, Forlovelseshistorier eller Modepynt, hun holdt sig
for sig selv og blev tillagt Prædikatet «vigtig». Hun var saa tavs i
Selskaber, ved Kaffegilder og Chokoladesammenkomster, at Byens Damer
var enige om at kalde hende «muggen» og vistnok temmelig indskrænket.
I Hjemmet var det ikke bedre. Hendes tavse Modstand pinte
Prokuratoren, hun havde en vis Maner, uden Ord at kritisere hans
Handlemaade, der just ikke altid hverken i Hjemmet eller i
Forretninger var gentleman-like, som ærgrede ham mere end aaben
udtalt Foragt. Og der var i hendes sørgmodige, indesluttede, skønt
ikke ukærlige Væsen noget, der pinte hendes Moder mere, end de
heftigste Bebrejdelser vilde have gjort det. -- Men fremfor alt var
hun sin egen Fortvivlelse, med sin Vantro, sin Pessimisme og sin
Haabløshed.
Der sad hun paa sit Værelse efter Ordskiftet med Stedfaderen, med sit
trætte Hoved støttet i de lange smalle Hænder, stirrende fortvivlet
frem for sig uden nogensteds at kunne opdage blot et lille Glimt af
Haab og Lykke, hun kunde rette sin Gang efter.
* * * * *
Det bankede paa Døren; Fru Hinding var kommen hjem og bad om Lov til
at maatte tale med hende.
Judith aabnede Døren for hende.
«Du har igjen havt en Trætte med Hinding?» spurgte Fruen bedrøvet, da
hun stod overfor sin Datter. Fru Hinding bar endnu Spor af fordums
Skønhed, som hun stræbte at bibeholde ved et ungdommeligt Toilette og
en moderne Frisure. Hendes Øjne var klare, hendes Tænder friske og
hvide, men et ti Aars Ophold i en lille By havde paatrykt hende dette
ejendommelige matroneagtige Stempel, som fortrinsvis udmærker
Købstadsdamer; med sin noget svære Figur og lidt svagelige Helbred
var hun tilbøjelig til Magelighed, elskede Velvære og Ro, ønskede at
holde Fred med alle, men var gift med en temmelig karrig Husbond og
stod mellem to krigsførende Magter, hvem hun i lige Grad ønskede at
hjælpe og behage.
Hun rakte sine buttede hvide, soignerede Hænder med de mange Ringe --
disse Hænder var hendes Stolthed -- bedende hen imod Judith og
vedblev:
«Aa Judith, lad os dog se at holde Fred, Du ved hvor ubeskrivelig al
denne Strid smerter mig. -- Synes Du ikke, jeg har Sorger nok
foruden?»
«Hvem har ikke Sorger?» spurgte Datteren med et svagt Smil, «kender
Du nogen, der blot én Dag af sit Liv er fri for dem?»
«Aa -- andre har dog i det mindste Fred og Ro i Hjemmet, men tænk paa
mig, alle maa jeg rette mig efter, jeg maa være bange for hvert Ord,
jeg har Følelsen af, at ingen elsker mig. Du synes, Du har Ret til at
være vred paa mig og Hinding finder mig gammel, jeg véd, han
fortryder, at han giftede sig med mig, naar han ser mig mellem yngre
og kønnere.»
«Hvor kan Du dog være jaloux, Moder -- hvor kan nogen Kvinde være
det; at hun ikke er for stolt dertil! -- Naar en Mand ikke bryder sig
om én, hvor kan man da trænge paa og trygle om hans Kærlighed og vise
sig vred, fordi han ikke vil give den?»
«Du dømmer saa haardt, Judith, kan Du da ikke forstaa, at jeg trænger
til Kærlighed?»
«Jo, det kan jeg vistnok, jeg trænger selv saa uendelig, saa bittert
dertil.»
«Saa véd Du jo, Du har mig. Kom til mig, -- har jeg ikke altid elsket
Dig, har Du nogensinde hørt et haardt Ord af mig, har jeg nogensinde
negtet Dig Trøst og Kærlighed?»
«Nej -- Du holder af mig paa Din Maade, det véd jeg nok, men ikke,
som jeg trænger til det, ikke helt og udélt, Du vakler mellem mig og
Hinding, vil hjælpe den ene og ikke slippe den anden.»
«Men elsker Du da mig, saaledes som Du siger?»
«Nej -- nej -- nej desværre, jeg elsker ingen rigtig inderlig, jeg
kan ikke, skønt jeg véd, at det vilde gøre mig lykkelig.»
«Du vil nok komme til det engang, jeg forstaar, hvad Du mener, Du vil
nok engang komme til at elske en Mand.»
«Nej -- aldrig,» svarede hun, og hendes Blik fik et mørkt, næsten
fjendtligt Udtryk, -- «jeg vil aldrig elske nogen Mand.»
«Jo, Du vil, og en Mand vil ogsaa elske Dig, -- Du, der er saa smuk,
saa -- --»
«Hvad mere, hvad er jeg mere end smuk? Det er kun en daarlig
Egenskab, Moder. Men naar jeg aldrig gifter mig, hvad skal der saa
blive af mig?»
«Saalænge jeg lever, har Du jo et Hjem.»
«Ja saalænge, men hvilket Hjem? Aa Moder, Du maa kunne forstaa, at
jeg ikke kan være lykkelig her, hvor jeg maa bede om hver Skilling,
ydmyge mig for at faa det allernødvendigste. Hvor fortvivlet er det
dog, kun at kunne øjne Giftermaal som Redning. Hvorfor giver Hinding
mig ikke mine Penge. Saa blev han jo fri for mig, og jeg kunde lære
noget ordentlig og sørge for mig selv. Thi han vil da vel ikke berøve
mig dem, nu han har faaet dem, -- tror Du vel?» Der kom et forfærdet
Udtryk i hendes Ansigt ved denne Tanke, -- sæt, at det var muligt, og
han en Gang kunde vise hende fuldstændig forarmet ud af sit Hus.
«Det tror jeg ikke,» svarede Fru Hinding beroligende.
«Hvad skulde jeg da gjøre? Jeg kan ikke fortjene mit Brød. Jeg gaar
blot her til Plage for alle og bliver efterhaanden saa egoistisk og
materiel. Jeg er snart saa vidt, at jeg synes, at Velvære, Rigdom og
Luxus maa være Livets højeste Goder. Men hvorledes skal jeg naa dem?
Der er kun en Vej -- at blive gift med en Mand, der var saa rig, at
han kunde skaffe mig dem. Er det ikke forfærdeligt, at jeg kan tænke
saaledes, og saa har jeg jo ikke engang Udsigt til det heller. Var
jeg blot rig og uafhængig, saa at jeg selv kunde bestemme over min
Skæbne!» Paa en Gang gik hendes trøstesløse Stilling op for hende, og
hun brast i lidenskabelig Graad.
Fru Hinding blev staaende raadvild og fortumlet en kort Stund; saa
forenede den let bevægelige Kone sine Taarer med Datterens.
Efter Stormen var der indtraadt Stille i Prokurator Hindings Hjem.
Judith var træt og ligegyldig eftergivende, Prokuratoren var kun lidt
i sin Familie; Juni Termin var inde, og han havde fuldt op at gjøre.
Just den trettende Juni, en dejlig Sommerdag, var han i Perlehumør.
Han havde faaet en god Forretning, en Forretning, hvor der var Penge
at tjene og Regninger at skrive, for hver enkelt Post især og for dem
alle tilsammen, for Konsultationer og Rejser, Udskrivning,
Opkrævning, Panteforretning, paa Kryds og paa tværs, forlænds og
baglænds, indtil Omkostningerne oversteg selve Summen, jo det var
rigtig en behagelig Forretning, saa fed, saa indbringende, saa
moralsk.
Derfor gned Hr. Hinding sig i Hænderne og saa rigtig fornøjet ud.
«Vognen koster ligemeget,» sagde han til sin Kone, «vil Du og Judith
ikke køre med? Vejret er smukt, og medens jeg afgjør Forretningen,
kan I køre over og bese Ahnbjerggaard; Godsejeren er endnu ikke
kommen hjem og den er nok værd at se.»
Judith havde ingen Indvendinger at gjøre; følgelig nød da den lille
Bys Indvaanere ud paa Eftermiddagen den Tilfredsstillelse, i deres
Reflexionsspejle at se Prokuratoren køre ud af Byen ved Siden af
Kusken i den tostolede Vogn, medens hans Frue og Datter sad sammen
paa Bagsædet, og der anstilledes allehaande Gisninger om, hvorvidt
Misstemningen i Prokuratorens Hjem, om hvilken der gik forskellige
overdrevne Rygter, nu var ved at udjævnes.
Vognen skumplede over den slette Stenbro; det kom som en hel
Lettelse, da den rullede ud paa den glatte Chaussé. De grønne Agre
bredte sig foran dem, Solen glødede fra en skyfri Himmel, Luften
dirrede af Varme og gjorde alle Omrids usikre. Lærkerne jublede over
deres Hoveder, de hang som klingende, usynlige Klokker mellem Himmel
og Jord.
Bag dem laa den lille pyntelige By, foran dem det aabne Land,
oversaaet med Bøndergaardenes sammenbyggede Længer eller
Proprietærernes anseligere Ejendomme med de teglhængte Stuehuse. Hist
og her dukkede en hvidkalket, kullet Kirke frem, eller en Række gamle
Kæmpehøje oppe i Markbrynet.
Judith var saa fredelig til Mode; hun undredes næsten over, at hun
saa ofte kunde være nedslaaet og fortvivlet; det hele vilde maaske
blive langt bedre, end hun havde ventet det. Naar Taagen, der skjulte
Fremtiden, løftede sig, laa der maaske for hende et straalende,
fredeligt Sommerlandskab, som det, hun nu saa. Hun lod sig vugge af
sine egne Tanker og Vognens Gyngen, til hun vækkedes ved den hule
Lyd, naar de rullede over en af de smaa Broer, der førte over
Vandløbene, som Egnen skyldte sine gode Enge. Hun saa da et Øjeblik
efter den lille Bæk, der betegnede sin Vej ved de høje Siv og friske
Engstrøg, og sank saa atter tilbage i sine egne Tanker. Prokuratoren
sad og underholdt sig med Kusken, der med Pisken udpegede Egnens
forskellige Seværdigheder. Undertiden vendte han sig om og vejledte
Damerne: «Dette er Ullerupgaard, derovre ser I Taget af Eskebjerg,
hist nede ligger Uldum Kirke, -- Uldum og Trannerup». Det var en lang
Køretur ind i Landet, nu og da veg Kornmarkerne for Hedestrækninger,
der mindede om, at man befandt sig i Jylland, og i Lyngen laa Huse,
saa store som Hundehuse omtrent, klinede op af Ler, tækkede med Tørv,
med en eneste solbrændt Rude og en skæv, brøstfældig Dør. Selv en
saadan Rønne havde paa jydsk Manér sit Navn, Uglemose eller
Sindalhede, og, tænkte Judith, husede maaske tilfredse og glade
Mennesker, lykkeligere og mere fornøjede end hun selv; -- men -- «det
maa dog være skrækkeligt at leve der alligevel». Saa kunde de ogsaa
møde en Pindevogn, trukken af en dvask Stud med en søvnig Bondemand i
Vognen; han var maaske ogsaa længselsfuldt ventet hjem af Kone og
Børn, som han dér sneglede halvsovende hen ad Landevejen.
«Faar vi ikke Regn inden Sankte Hans, saa bliver Høsten skral iaar,»
mente Kusken.
«Saa bliver der Tvangsauktioner, Udpantninger og Fallitter,» tænkte
Prokuratoren, der ogsaa hengav sig til Fremtidsdrømme. «Ja, nu er vi
her,» sagde han lidt senere, da Vognen stansede foran en mindre
Bondegaard. -- «Kør Du saa over til Ahnbjerggaard med Damerne, Jens.
Lad os se, Klokken er snart fem, naar I kommer tilbage om et Par
Timer, er det tidsnok; i alle Tilfælde kan jeg gaa over ad Gaarden
til, hvis det skulde blive mig for sent. Farvel saa længe.»
Prokuratoren tog til Hatten og forlod Vognen.
De kørte videre, atter ind over dyrkede Jorder og frodige Enge. «De
hør' no til Go'eren, ska a si'e vos,» forklarede Jens. «Den Skov
hisse ovre, den hør no au dertil, og alt hva De ka se her rund om ded
er no hans Banners er ed nok.» Og han lod Pisken beskrive en stor
Bue.
Judith rejste sig lidt. «Er det Hovedbygningen dernede?»
«Jou -- den tejllavte Rolling hissenere, aa ded er en stuer og mægte
Go'er sku a trou.»
Den røde Herregaard viste sig for deres Blik med de utallige Ruder
blinkende i Sollyset, bag ved laa Haven, nedenfor den det store
Complex af Udbygninger, Mejeriet, Avlsgaarden, Gartnerboligen,
Loerne, Laderne og Staldene. Paa Markerne rundt om saa man de lange
Rækker af Kreaturer rolig drøvtyggende, værgende sig mod de næsvise
Fluer.
Hun blev overvældet af et Begreb om Rigdom og Magt; hvor maatte det
være herligt, saaledes at eje alt, hvad ens Øje kunde overse.
De stod af Vognen og gik op til Hovedbygningen, der bestod af fire
sammenbyggede Fløje uden Taarne, men med takkede Gavle og tykke, røde
Mure, hvor Stenen begyndte at forvitre og falde ud, og hvor de mange
Vinduer med utallige smaa Ruder stirrede paa én som dybtliggende,
øjenbrynløse Øjne.
En skummel gammel Bygning, der mindede om Bondekrigene og
Adelsvældens Tid. Paa de to Sider var den omgiven af næsten udtørrede
Grave, der stod fulde af Skræpper, Rør, Dunhamre og Aakander, men til
de to andre Sider vendte den ud mod en moderne anlagt Have.
En Dreng fra Avlsgaarden havde fulgt dem op til Godsforvalteren, hvis
majestætiske, trediveaarige Datter selv tilbød at vise Damerne
omkring.
Der var i hendes Væsen en Blanding af protegerende Overlegenhed, som
den, der véd bedst Besked, kender alt og halvt er i Familie dermed,
og en dyb, respektfuld Ærbødighed for disse Ting, som hun fra
Barndommen havde beundret og lært at betragte som Indbegrebet af alt
skønt og stort. Hun var halv fortrydelig over Judiths Mangel paa
Beundring; thi Judith røbede sjælden det Indtryk, en Ting gjorde paa
hende.
«Her er Godsejerens Arbejdsværelse.» Foreviserinden sænkede Stemmen
til en formelig ærefrygtsfuld Hvisken, naar hun omtalte «Godsejeren».
«Dette er Billederne af Herrens Forældre, i Spisestuen hænger Resten
af Herrens Forfædre. Dette er Billardstuen, Røgeværelset,
Bibliotheket, Dagligstuen, Salen, det grønne Værelse» o. s. v. lød
det, medens de passerede de nævnte Rum i den store Bygning. --
Bibliotheket, hvor Bøgerne ikke var rørte i mange Aar, og støvede
stirrede ned fra deres Hylder, Dagligstuen med sine overdækkede
Møbler, omvundne Lysekrone og gule Atlaskes Gardiner, den tomme,
store Riddersal og alle de andre triste, skumle Værelser, hvor ikke
engang Junisolens klare Straaler formaaede at række helt ind gennem
de dybe Vinduesnischer.
«Godsejeren kommer snart hjem, saa vil her nok blive hyggeligere,»
bemærkede Ciceronen, «han er nu i England, men han har rejst baade i
Persien og Ægypten -- ja «i» Paris og Rom.» Hun var saa stolt deraf,
som om det var hende selv, der havde «rejst i» Paris og Rom.
«Er det længe siden, han var her sidst?»
«Elleve Aar har han været borte. Nu kommer han hjem, og vi tror, at
han bliver, for han har skrevet til os, om at gjøre alt i Stand, --
men vi véd for Resten ikke -- -- --»
Og hun syntes bange for at have sagt for meget, og røbet Ting, der
for hende var ligesaa vigtige, som Statshemmeligheder for Statens
Styrere.
«Her er Godsejerens Sovekammer.»
Et stort, skummelt Gemak var det, hvor man skulde tro, at Søvnen
maatte flygte bort og efterlade hvileløse, af mørke Grublerier
opfyldte Nætter til den, der vilde prøve paa at sove i en eller
anden Afkrog af den mægtige, skrækindjagende Tronseng, over hvis
Hovedgjærde Bannernes adelige Vaabenmærke var udskaaret og malet.
Fru Hinding standsede; hendes husmoderlige Nysgerrighed drev hende
til at undersøge Sengklæderne lidt nøjere. Judith gik videre. I
Paaklædningsværelset, hvortil Døren stod aaben, faldt en Smule Sol
ind, det drog hende uvilkaarlig til sig. Hun standsede forskrækket
paa Tærsklen, hun troede, at nogen kom hende i Møde. Næste Øjeblik
smilte hun ad sin Angst, hun stod overfor et stort Spejl, der næsten
naaede fra Loft til Gulv, og hvori hun saa sig selv fra Isse til Fod.
Saa skød Spotten op i hende ved Tanken om, at det var en Mand, hvem
dette tilhørte, og som her havde smykket og beundret sin egen Person;
men strax efter optoges hun af selve Synet af sit Billede, alle andre
Tanker veg for en uimodstaaelig, forfængelig Glæde. -- Ja, hun var
smuk, det var ingen Smiger, ingen Indbildning, og hun fortabte sig i
Beskuelsen af sin egen middelhøje, slanke Skikkelse, de store
fløjelsagtig brune Øjne, Ansigtets fuldendte Oval, den matgyldne,
dunede Teint og rundt om det lille fint formede Hoved det bølgende og
lokkede, men ikke meget svære Haar. Hun gik et Skridt længer frem,
saa Solstraalen faldt gennem det og omgav hende som med en Glorie; --
da slog en Idé pludselig ned i hende, hun kastede Hovedet tilbage som
fyldt af en stolt, overmodig Tanke, hun gik fremad mod Spejlet med
en Dronnings Værdighed, men vendte sig hurtig, da hun hørte de andre
komme.
«Dette er Paaklædningsværelset, og her er Badeværelset,» sagde deres
Cicerone, idet hun lukkede Døren op til det tilstødende Kammer. «Her
er endelig den Fløj, som var halvt gjort i Stand til den unge Frue --
før Forlovelsen blev hævet.» Pigen sukkede. «Det har staaet urørt
siden, og Herren gifter sig aldrig.»
En beskæmmende Følelse jog Blodet op i Judiths Kinder. «Kunde Pigen
læse hendes hemmelige Tanker og svare paa dem?»
«Tror De, Hr. Banner vilde synes om, at fremmede saaledes gennemse
hans Hus, hvis han fik det at vide?»
«Aa -- det var vist Hr. Godsejeren aldeles ligegyldigt,» svarede
Pigen med uforligneligt Hovmod. Der laa i Ordene en Antydning af, at
Mennesker i deres Stand og Stilling slet ikke var noget i «Hr.
Godsejerens» Øjne.
Judith fik uvilkaarligt noget mod Pigen og talte ikke mere til hende.
Forevisningen var næsten til Ende, man havde set Malerierne,
Kunstsagerne, de gamle Møbler o. s. v., gennemvandret de ubenyttede
Gæsteværelser, undret sig over de mægtige Kister med Sølv og
Dækketøj, der ikke havde været aabnede i elleve Aar.
«Er de nu brand- og dirkefri?» spurgte Fruen bekymret.
Pigen smilte. «Her kommer ingen Tyve, og disse Mure vil aldrig kunne
brænde, saa det er brand- og dirkefrit det hele.» Hermed endte
Undersøgelsen.
I Gaarden traf de Prokurator Hinding, som just var ankommen, han var
stadig i straalende Humør.
«Naa -- ret net, hvad? -- Rig Mand, hvad? -- Havde man bare en
Hundrededel af det altsammen. Men trist Sted at bo paa. Naa, I er vel
sultne, lad os nu køre ned til Kroen og faa os nogen Aftensmad; det
skal gjøre godt, ovenpaa Dagens Anstrængelser.»
Som sagt, saa gjort; men da enhver efterhaanden hengav sig til sine
egne Tanker, løb Maaltidet meget stille af. -- Ved Solnedgang besteg
man Vognen for at køre hjem. De kom da atter forbi Ahnbjerggaard, der
laa tæt ved Landevejen, fra hvilken en Allé af Popler førte op til
Porten. Judith vendte sig og saa efter Bygningen. Den nedgaaende Sol
glødede i dens Hundreder af Ruder. Vejrhanerne blinkede, Stenenes
røde Farve blev dyb og varm, det var et Syn, som uudslettelig
fæstnedes i hendes Erindring. -- Saa sluktes Glansen, mørk og tung
tegnede Bygningen sig mod den østlige Himmels svagt rød violette
Farve, Genskinnet fra Solnedgangen. Saa forsvandt den. Men over
Engene hævede sig en tæt, hvid, bølgende Damp, det saa ud som Søer i
Maaneskinnet. Gennem den tavse Egn rullede Vognen hurtig hjemad; nu
og da hørte man et fjernt Hundeglam, ellers dyb Stilhed. -- Fruen
halvsov, Judith var nedsænket i sine Drømmerier. Fremtiden syntes
ikke længer saa mørk og trøstesløs for hende. Der var et ubestemt
Haab, en Anelse, der som et attraaværdigt Maal blinkede og funklede i
Sollyset langt forude.
Sommerens Fornøjelser bestod, til en Afvexling fra Vinterens
trivielle Selskaber, hvor de samme Mennesker bestandig mødtes,
Damerne for at strikke og brodere, Herrerne for at spille L'hombre,
i store Kaffeselskaber, hvor Sladderen gaves frit Løb, og
Tjenestepigehistorier og Børnesygdomme sattes under Debat. De kunde
betragtes som Byens Rigsdagssamlinger, kun var det Kvinderne, der her
førte Ordet, bestemte Grænserne for, hvad der passede sig, og gav
Dadels- eller Tillidsvotum. Byens Regeringsform var nemlig
uindskrænket monarkisk, arvelig paa Spindesiden. Fra disse Gilder var
selvfølgelig alt Mandkjøn strengt udelukket, ligesom ved visse gamle
romerske Gudindefester. Judith hadede dem; Høfligheden bød hende dog,
ej at undslaa sig, men da hun aldrig traf nogen Ven der, blev de
hende dobbelt pinlige. Alligevel var denne Sommer en af de gladeste,
hun længe havde levet. Hun savnede ædlere Fornøjelser, hendes Sind
var i større Ligevægt, hun havde fundet en Beskæftigelse for sine
Tanker og Drømme; det holdt hende oppe.
Hun tænkte sig selv i en lys Morgenkjole gaa omkring i en stor, smuk
Have, tale med Gartneren, se til Frugttræerne, plukke de friske,
morgenduggede Blomster -- eller skænkende Te af en lille Sølvtepotte
i en Spisestue, smykket med Fotografier fra Rom og Pompeji -- eller
slæbende bløde, knitrende Silkekjoler gennem lange Korridorer,
holdende Raad med Husjomfruer om Dinéer og Soupéer, klædende sig paa
til Selskaber, hjulpen af en behændig Kammerjomfru, prydende og
oplivende en gammel Borg ved sin Skønhed, sin Ungdom, sin Livsglæde
og Munterhed -- forfængelige og verdslige Tanker om Luxus, Velvære og
Fornøjelser. Og bag det hele dæmrede de ubestemte Omrids af en Mand,
hun vidste ikke selv hvorledes, men forskellig fra alle andre, en
excentrisk, men ædel og skøn Mand, der tilbad hende og bar hende paa
Hænder. Hun forundredes over, at hun endnu kunde nære saadant Haab,
at hun virkelig ikke var for klog og erfaren til at fortabe sig i den
Slags Fantasier.
Hun vidste noget om Godsejer Banner, omtrent saa meget som alle andre
i den lille By, hvis Stolthed og Beundring den godsejerlige Familie
gennem Slægtled havde været. Johan Banner hørte nemlig til en gammel
og fornem Familie. Hans Bedstefader havde gjort sig fortjent under
Frederik den sjettes Regering, men var næppe saa stolt deraf, som af
sin Adel og sit Stamtræ. Han havde kun én Søn, Erik Banner, hvem
Slægtsstoltheden i fuldeste Maal var bleven indpodet. Gamle Johan
Banner regnede sig for en heldig Mand, han var ikke alene sluppen
gennem Statsbankerotten, men havde endogsaa formaaet at opkøbe Jord
og afrunde sine Besiddelser paa den Tid, da Jordejendommene sank saa
yderlig i Værdi; dette lagde Grunden til Familiens nuværende Rigdom.
Han havde endvidere kun havt en Søn, paa hvis Hænder alt, helt og
udelt gik over, men om sit største Held var han neppe selv vidende,
det nemlig, at han døde, forinden Grundloven tilintetgjorde
Adelskabets Forrettigheder. -- Men des haardere ramte Slaget hans
Søn. Ordene: «Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet
Forret er afskaffet» forekom denne en Søndertræden af de helligste og
dyrebareste Rettigheder. Dybt krænket opgav han enhver Virksomhed i
det offentliges Tjeneste og trak sig tilbage til sine Godser, hvor
han i ethvert Fald var uindskrænket Hersker. Han havde endnu, medens
Faderen levede, ægtet en Dame af Landets fornemste og «ældste Blod»
og boede nu med hende i ensom Herlighed paa sine Fædres Borg.
Johan Banner, der var bleven opkaldt efter Bedstefaderen, var dengang
9 Aar. Han blev efter Moderens Død, der indtraf nogle Aar senere, den
eneste og vigtigste Genstand for Faderens Opmærksomhed, thi nu afhang
jo Slægtens Fremtid af ham. Hans Barndom var ensom, thi Faderen
krævede til hans Omgang ej alene Jævnalder, men ogsaa Jævnbyrd, og
hvem var ham jævnbyrdig i Miles Omkreds? Og saaledes saa Drengen kun
_over_ sig en Fader, der indgød ham den højeste Mening om hans Værd
og Rettigheder, ikke som Menneske, men som Adelsmand, og _under_ sig
ærbødige Tjenere og krybende Undergivne.
Sagen var, at hans Fader vedblivende smigrede sig med den Tro, at
Adelsskabets Fornedrelse kun var en Overgangstilstand. De styrende
Magter maatte snart indse den Fordel, som ædel Byrd giver, og efter
at «Folket» en kort Tid havde glædet sig ved Magten, vilde en
Restauration finde Sted. I denne Tro bestyrkedes han af sine
Omgivelsers Holdning; i den lille Naboby betragtedes han endnu stadig
som Fyrsten -- naar Talen der ikke drejede sig om ham selv, var det i
det mindste om hans Hunde, hans Heste, hans Vogne, hans Tjenere -- og
at han i endnu højere Grad var Genstand for sine Undergivnes Hyldest,
følger af sig selv. Men han lagde ikke Mærke til den Nuance,
Ærbødigheden var undergaaet. Det var ikke saa meget Adelsmanden, man
krøb for, som Pengemanden, Godsbesidderen, der kunde have købt hele
den lille By, som for en stor Del havde hans Gods til Opland. For ham
selv var Ærbødigheden den, der tilkom ham som Adelsmand.
Disse Grundsætninger indprentede han sin Søn fra hans spæde Barndom,
og de faldt i god Jord. Johan Banner var af Naturen begavet med en
klar og gennemtrængende Forstand og en betydelig Portion Selvfølelse.
Allerede i Drengens ottende Aar bemærkede Faderen med Glæde et
udpræget Patricierhovmod hos ham.
Det var en Selvfølge, at Sønnen ikke skulde undervises i en
Latinskole sammen med al Verdens Drenge; Banner antog Hovmestre, hvem
en høj Løn tilkøbte ham Ret til at «holde inden for visse Grænser»,
og hvis Undervisning paa det nøjeste blev kontrolleret. En Gang
hændte det rigtignok, at en Informator i den Grad overskred sine
Ordrer, at han lovpriste den franske Revolution, talte om Folkets
Rettigheder, om Kastevæsenets Fordærvelighed o. s. v., men det blev
opdaget i rette Tid, og han blev strax bortsendt med to Aars Løn og
en meget høflig Afsked.
Fra sit tolvte Aar blev Johan Banner behandlet af Faderen som en
Ligemand, med en Hensynsfuldhed og Courtoisie som den, en Adelsmand
skylder den anden. I Tjenerskabets Nærværelse kaldte han ham «Hr.
Johan» -- «Behager Du Sauce, Hr. Johan?» og ve den uforsigtige
Tjener, hvem et uovervejet «Du» eller familiært «Johan» undslap. De
Jagter og Selskaber, Erik Banner gjorde, var kun for «fødte», og ved
disse Lejligheder førte Hr. Johan et stort Ord; Drengen, der snart
blev til «den unge Herre», talte med om alt, gav vittige Svar og blev
lydelig beundret for sin Forstand og Skønhed. I hans to og tyvende
Aar lod Faderen ham foretage en Udenlandsrejse, som overensstemmende
med det hele Opdragelsessystem ikke gik til Frankrig, Revolutionens
Vugge, men først til Preussen, «Junkerdømmets Land» og derfra til
England, «Aristokratiets rette Hjem». Fra denne Rejse maatte den unge
Adelsmand over Hals og Hoved hjem til Faderens Dødsleje. Denne havde
nemlig forkølet sig paa en Jagt, «hin ægte aristokratiske
Forlystelse», og ventede nu paa Døden med en Adelsmands Ro og
Værdighed. Til Sønnen holdt han en Afskedstale, hvori han beklagede,
at han ikke selv skulde opleve «Restaurationen», men dog trøstede sig
med, at det var Sønnen forbeholdt; han bad ham gifte sig ung, for at
bevare Slægten, at lade Godset gaa _udelt_ over paa sin ældste Søns
Haand, og -- her afbrødes han af den, der ikke tager mere Hensyn til
en Adelsmand end til en Bonde, den store Socialist, Døden.
Saaledes arvede Johan Banner 22 Aar gammel det skønne Gods kvit og
frit, med Herregaard og Park, med Skove, Bøndergaarde, Kirker,
Inventarium og Besætning foruden en betydelig Kapital. Det følgende
Aar forlovede han sig efter Faderens Ønske og efter eget frit Valg
med en ung Pige af rig, adelig Familie, meget elskværdig og udmærket
smuk, paa mødrene Side hans Næstsøskendebarn. Forlovelsestiden skulde
naturligvis kun vare kort, et smilende lykkeligt Liv syntes at vente
de to unge Mennesker. Uheldigvis besad den unge Brud andre
Egenskaber foruden de allerede nævnte, hun havde en ypperlig
Forstand, en fintdannet, søgende Aand. Dette var Egenskaber, som
Johan Banner slet ikke forstod at skatte hos en Person af det svage
Køn. Kvinden var efter hans uforgribelige Mening, og hans Meninger
var altid uforgribelige, skabt til Prydelse for Livet. Kvinder burde
være smukke, kvindelige og blide, deres Pligt bestod i at elske
Mændene, og Mændenes Pligt mod dem var at bære dem paa Hænder,
beskytte dem, nu ja, og lade sig elske af dem. Den bornerte og
arrogante Adelsmand vilde aldeles intet høre om, at Kvinderne
behøvede dybere Tanker, Livsanskuelse eller nogen Slags Viden ud over
den rent almindelige. Naar derfor hans unge Brud prøvede paa at
indvie ham i sine inderste Tanker, eller æskede hans Mening om et
eller andet Problem, hun ikke selv kunde klare sig, tog den overlegne