Judith Fürste: En Fortælling - 12

Værelserne i Orden, da hørte hun hans Trin bag sig, og i det samme
greb han Haanden, hun rakte frem for at ringe. Hun foer sammen ved
Berøringen, vendte sig og saa forundret paa ham.
«Undskyld, jeg vilde blot endnu tale et Par Ord med Dig, om Du
behager.» Han var aabenbart i Forlegenhed med, hvorledes han skulde
udtrykke sig.
Hun gik tilbage i Værelset, men hun mærkede, at hendes Knæ rystede,
og hun støttede sig til en Stol.
«Du er bleven saa forandret i disse Dage.» Ordene kom stødvis og
meget tvungent. Han havde gaaet op og ned ad Gulvet, men standsede nu
foran hende; hun drejede sig lidt bort og lod sig glide ned i Stolen.
«Du er jo selv meget forandret,» svarede hun sagte.
«Det lader sig let forklare, det er Hellmans Skyld. Men hvad har
forandret Dig?» Det usikre i hans Stemme var nu borte, den var skarp
og lidt bydende som sædvanlig.
«Det muntre Selskab, antager jeg.»
«Virkelig? Jeg tror det ikke.» Nu hvilede hans Blik fast og
inkvisitorisk paa hende. «Jeg har, som Du ved, haft god Lejlighed til
at studere Menneskene, ogsaa Kvinderne. Saaledes forandrer en Kvinde
sig ikke uden dybere Aarsag.» Han standsede atter uvis om, hvorledes
han skulde fortsætte, saa kom det uventet, ligesom med et Spring:
«Elsker Du?»
Hun blev ligesom lammet. «Hvorfor spørger Du?» sagde hun et Øjeblik
efter tungt, klangløst.
«Fordi jeg er Din Mand. Forstaa mig ret; jeg er ikke skinsyg, lige
saa lidt som Du nogen Sinde har været det, men det kunde interessere
mig at vide det, fordi et syv Aars Samliv har knyttet Dig til mig.
Elsker Du, eller rettere, er Du forelsket i -- ham, Strøm?»
Da var hun atter bleven rolig. Tanken kunde kun forekomme hende
latterlig, hun havde ikke drømt, ikke anet, at det var dertil, han
sigtede. Nu rejste hun sig med et svagt lille Smil.
«Hvad forpligter mig til at svare derpaa?»
«Det, at jeg _vil_ det; jeg ønsker at vide, om det er dette, der har
forvandlet Dig, om Du,» føjede han spodsk til, «endelig har nedladt
Dig til at elske nogen.»
«Og hvis jeg nu ikke har Lyst til at tilfredsstille Din
Nysgerrighed.»
«Du _skal_!» sagde han endnu mere heftig. «Jeg forlanger det som Din
Ægtemand. Du kan være rolig, jeg skal hverken blive vred eller
skinsyg, men jeg vil have Vished, Du skal tilstaa mig det.»
«Nej, jeg gør ikke, Du kommer ingen Vegne paa den Maade. En Mand kan
forlange meget af sin Hustru, som hun ikke tør nægte ham; men hendes
Sjæls inderste Tanker, dem beholder hun som sin Ejendom, og dem
fravrister ingen hende imod hendes Vilje, hvis hun da har nogen
Vilje. Jeg antager, Du ved, at jeg har.»
Han vidste det, og det æggede ham, og hendes Trods og Skønhed æggede
ham endnu mere. Hans af Vinen og de foregaaende Stemninger ophidsede
Vilje voxede ved at tørne mod dette ubøjelige. Han greb hende om
Haandleddet og trak hende tæt hen til sig, idet han saa hende stift i
Øjnene; men han manglede Ord, der kunde give Befalingen Kraft og
tvinge eller skræmme hende til at lystre. Han havde kun sit fattige:
«Du _skal_ sige mig det, jeg raader Dig til at gøre det, hvis Du --
hvis Du ikke vil angre det. Du _skal_ -- jeg _vil_ have det.»
Uden at han vidste det, knugede han fastere om hendes Haandled, men
hun agtede ikke derpaa; hun gengældte hans Blik fast og rolig og
svarede koldt: «Du vil maaske en Gang faa det at vide, men ikke, naar
Du spørger mig saaledes.»
Hans Træk slappedes, hans Ansigt fik sit vante Udtryk, hans Hænders
Greb løsnedes og han traadte et Par Skridt tilbage: «Undskyld min
Heftighed, jeg har forløbet mig. Jeg glemte, at jeg stod over for en
Kvinde, tilgiv mig, hvis jeg har voldt Dig Smerte.» Han bukkede for
hende og gik, gik, for at undgaa et endnu grundigere Nederlag. Da
hans Heftighed havde lagt sig, ærgrede han sig over det hele Optrin,
der ikke havde bragt ham Maalet et Skridt nærmere. Saa blussede
Heftigheden atter op i ham: «Hun skal, hun skal tvinges, hvad det saa
end skal koste!»
* * * * *
Judith gik ikke i Seng, hun satte sig i en Lænestol og overlod sig
til sine Tanker. Hun saa paa sit Haandled, der bar Mærker af hans
Heftighed, og hun smilte ved Synet: «Var det muligt, var han da
skinsyg, hvad andet kunde denne uvante Heftighed betyde? Han maatte
være skinsyg; saa var hun ham altsaa ikke ligegyldig.» Man tror
lettest det, man gærne vil tro, og nu paatrængte den Tanke sig hende:
«Sæt, at han kunde komme til at elske mig! Ak, skete det, da skulde
hele mit Liv blive viet ham til Gengæld.» Hidtil havde hun næppe
tænkt sig Muligheden deraf, men den sidste Times Hændelser havde
givet hende et Haab derom, der nu blev stærkere og stærkere, et Haab
om, at den Kærlighed, han havde næret for Erik, kunde blive overført
paa hende. «Blive skinsyg paa dette ubetydelige Menneske! Jeg ved jo
næppe, hvorledes han ser ud. Forelsket i denne Arkitekt, naar man er
gift med ham!» Hun maatte atter smile.
Men turde hun bruge denne Skinsyge mod ham -- og burde hun? Hun
vidste det ikke. Der var kommet en Følelse hos hende af, at hendes
Livs Lykke nu var hende ganske nær, og at det kun gjaldt om at gribe
den. Men om hun nu greb fejl, da vilde hun maaske forspilde den helt.
-- Han var gaaet vred fra hende. Turde hun atter vække denne Vrede?
Hvad skulde hun dog gøre, for ikke ved sit eget Fejlgreb at miste den
Lykke, der syntes hende saa nær? Den pinligste Frygt og Uvished greb
hende. Hun turde ikke tale til nogen, ikke spørge nogen til Raads.
«Om der nu var en Gud i Himlen, til hvem man kunde betro sin Sag!»
Men hun havde forlængst opgivet Troen paa Gud som en Taabelighed. Og
dog -- hun havde jo ogsaa en Gang tvivlet paa Kærlighed og Lykke, og
saa var de alligevel til -- om der nu over hende var en Gud, der
holdt hendes Skæbne i sin Haand og havde besluttet: «Lad hende ydmyge
sig og komme til mig, saa skal jeg ogsaa nok hjælpe hende».
Da randt det gamle Salmevers hende i Minde:
Befal Du Dine Veje
og al Din Hjærtesorg
til hans trofaste Pleje,
som bor i Himlens Borg.
Han, som kan Stormen binde
og lede Bølgen blaa,
han kan og Vejen finde,
hvorpaa Din Fod kan gaa.
Hun gik det igennem Linje for Linje, og hvert Ord forekom hende at
være skrevet for hende. Ak, om hun nu i fuld Fortrøstning kunde lægge
sin Sag i denne Guds Haand. Men hun havde ikke troet paa ham i mange,
mange Aar. Og dog -- hendes seneste Liv havde jo været en fortsat
Omvendelse, hvorfor saa ikke tage ogsaa dette sidste Skridt? Hun
bedækkede Øjnene med sine Hænder: «Mit Livs Lykke staar paa Spil, jeg
skal gøre Kastet derom, men jeg vover det ikke. Er der en almægtig og
barmhjærtig Gud, saa beder jeg Dig, gør Du Kastet for mig!»
«Er der?» var det den rette Maade at bede paa? Hvis han nu var der og
straffede hende for hendes Vantro. Hendes hele Liv havde maaske været
en Straf, fordi hun havde dynget Trods paa Trods og aldrig ydmyget
sig, og nu var den sidste haarde Tugtelse tilbage, som skulde knække
hende. Ak, om hun blot fik et Vink, et Tegn, hun skulde følge det og
aldrig mere svigte.
Først hen paa Morgenstunden faldt hun til Ro, hun sov i Lænestolen og
vaagnede først, da Solen faldt ind i hendes Værelse, Sylvesterdags
blege Sol, som kæmpede mod det hendøende Lysskær fra hendes Lampe.
Hun var utilpas og frøs, hun klædte sig om og tog et Bad, men var
stadig lige mat og nedslaaet. Hun tænkte først paa at gaa ned til
Frokost Klokken elleve, men da det kom til Stykket, turde hun ikke.
Hun vilde tage sig et eller andet for, thi hun holdt ikke ud at
gruble længer. Det faldt hende ind, at hun skulde skrive til sin
Moder, hun havde skrevet hyppigere og venligere til hende i den
senere Tid; men om alt det, der nu bevægede hende, kunde hun ikke
skrive. Hun faldt da atter i Tanker og sad stirrende ud over de hvide
Marker, over Haven, hvor Rimen hang som Koraller i Træerne og
funklede i Solskinnet.
Tjeneren traadte ind og spurgte, om hun tog imod.
Hendes Tanker søgte strax ham; hun rejste sig med et Sæt: «Hvem --
min Mand?»
«Nej, det er Sognepræsten.»
«Sig ham, at jeg er utilpas. Han kommer vel i Fattiganliggender.
Spørg, om det ikke kan vente.» -- Men saa betænkte hun sig, hun turde
ikke undlade at hjælpe nu, da hun selv saa haardt trængte til Hjælp.
«Nej, hør! Han kan godt blive. Bed ham gaa ind i den lille Salon, jeg
skal strax komme.»
Pastor Bang var en Mand af den gamle Skole, der havde saadan sin egen
humane Maade at tage Kristendommen paa. Saaledes stolede han
ubetinget paa gode Gerningers og et hæderligt Livs saliggørende
Kraft, nærede en urokkelig Tro paa Guds Barmhjærtighed og mente, at
Menneskene ikke var saa uhelbredelige Syndere, som det i
Almindelighed antoges. Derfor paastod Nabopræsterne, baade
Grundtvigianerne og den indre Missions Mænd, der ellers ikke var
enige om noget som helst, at han ødelagde sin Menighed. Det være nu,
som det vil; Pastor Bang var lige saa elsket af sine Undermænd som
agtet af sine Overmænd. Han havde en Lidenskab, det var hans Sogns
Vel. Han kunde gøre hvad som helst, hvis der var Udsigt for ham til
at skaffe sine Sognebørn en eller anden Fordel i Retning af et
Sygehus, et Asyl, et Legat eller lignende. Det var hans Ærgerrighed
at gøre sit Sogn rigere, mere lykkeligt i saa Henseende end
Nabosognene, muligvis for paa denne Maade at imødegaa de andre
Præsters Ringeagt for ham som Rationalist og «Kødmenneske».
Hos Banner var han altid velset, især i den senere Tid, da Fruen
havde faaet en Iver og Interesse for Sognets Anliggender, der frydede
den gamle Menneskevens Hjærte. Judith havde aldrig overfor ham lagt
Skjul paa sin Vantro, men han modtog alligevel hendes Hjælp med Tak,
og sagde ikke, at hun til Trods for sin Godgørenhed var fordømt. Han
besværede hende aldrig med Omvendelsesforsøg eller lignende, han
mente, at sligt vilde Vorherre til sin Tid og Sted nok selv sørge
for. Naar han besøgte Judith, var det næsten altid kun for at tale om
rent verdslige Sager, om at sende Hjælp til denne eller hin
trængende, eller for at bede godt for en Husmand, der var kommen i
Restance med Afgifterne. Han gik aldrig forgæves, og derfor mente han
i sit Hjærtes Enfoldighed, at Fru Banner dog paa en eller anden Maade
maatte være kristen, siden hun handlede som saadan.
Judith modtog ham endnu mere forekommende end sædvanlig. Hun hørte
paa hans Fortælling om Jens Peter, der havde stjaalet Brænde i
Skoven og nu var sat fast, om hans Kone, der var syg og ude af Stand
til at skaffe Brødet, medens Manden sad, kort om al den Elendighed,
en Overtrædelse af de for Smaafolk tit saa uforstaaelige Love kan
bringe over en hel Familie.
«Jeg skal hjælpe dem,» svarede hun venlig, «de Stakler skal da ikke
lide for den enes Forseelse. Men saaledes er det ofte; den jordiske
Retfærdighed kan undertiden synes lidt tvivlsom.»
«For vort korte Syn,» tilføjede Præsten.
«De mener, at Retfærdigheden vil ske Fyldest i Himlen.»
«Nej, jeg mener tværtimod, at den fuldt ud sker Fyldest her paa
Jorden. Man taler saa meget om ustraffet Slethed, om uopdagede
Forbrydelser. Jeg tror ikke derpaa. Sletheden straffer sig selv, og
faar Samfundet ikke Lejlighed til at kræve Forbryderen til Regnskab,
skal hans onde Samvittighed nok gøre det. Nej, Verden og Menneskene
er ikke fortrinsvis slette; i en Verden, som styres af en algod Gud,
maa der findes meget godt, meget smukt og meget retfærdigt.»
«Har De Tid,» udbrød hun med en pludselig Indskydelse, «vil De høre
mig og raade mig, jeg er maaske lige saa trængende som Deres
fattigste Sognebarn.»
Der gik et ubeskrivelig lykkeligt Smil over Præstens Ansigt. Var Guds
Time nu maaske slaaet?
«Om jeg vil -- hvor kan De spørge?»
«De ved, Pastor Bang, at jeg ikke hører til de troende.»
En svag Hovedbøjning.
«Men der kommer Øjeblikke i ens Liv, da man trænger til kraftigere
Hjælp end den, man kan yde sig selv, saa vender man sig om efter
guddommelig Hjælp.»
«Jeg har hørt det samme før.»
«Men kan en Tro, som man kun griber til af Nødvendighed og Trang,
hvad der egentlig er Fejghed og Frafald fra ens egen Livsanskuelse,
kan den tages for gyldig?»
«Jeg tror det -- ja. Om den er aldrig saa svag, naar den blot er
oprigtig, er jeg vis paa, at den barmhjærtige Gud, for hvem al vor
Gerning er Svaghed, vil tage den for gyldig.»
«Og hvis et Menneske, der stadig havde vendt sig fra Gud, kom til ham
i sin Nød og bad om Hjælp, vilde han saa blive bønhørt?»
«Ja -- jeg tror, at Gud vilde bønhøre enhver, der om end aldrig saa
sent kom til ham og bøjede sig for ham.»
«Bøjede sig -- altid skal man bøje sig.»
«Ja Frue, thi det at bøje sig, enten det er for Forholdene og bære
dem paa rette Maade, eller for Menneskene og heller taale end gøre
Uret, eller for Gud og rolig lægge alt i hans Haand, forekommer mig
at være Indbegrebet af al Levevisdom.»
«Resignere med andre Ord.»
«Ja, resignere over for det, man ikke kan forandre eller opnaa, det
er den Fred, som staar i Modsætning til den evige, utilfredsstillede
Higen hos dem, som kun følger deres egne Lyster.»
«For at naa en saadan Lykke behøves der ingen Gud.»
«Han belønner Resignationen.»
«Men der gives en anden Lykke, en højere og saligere, nemlig naar den
Higen og Tragten, der er det bedste, det naturligste i Mennesket,
tilfredsstilles -- det nytter Dem ikke at tale derimod, thi jeg ved
det -- sig mig, hvis jeg nu vendte mig til Deres Gud og bad ham
skænke mig denne Lykke, vilde han saa bønhøre mig?»
Pastor Bang indsaa, at en yderligere Tale om Resignation vilde være
spildt, han indskrænkede sig til at spørge: «Er De vis paa, det er en
sand Lykke?»
«For mig er det den højeste. Hvis den blev mig skænket, skulde hele
mit Liv blive en Tak til Gud derfor. Tror De, han bryder sig saa
meget om en Sjæl, at han vil give mig denne Lykke til Gengæld?»
«Hvis han ikke mener, at det modsatte snarere vil føre Deres Sjæl til
ham.»
«Sig ikke «hvis». I dette Øjeblik maa De give mig noget bestemt. Der
er den ene Vej for mig til Tro; aabnes den for mig, vil min Sjæl være
frelst. Tror De, han gør det?»
«Jeg kender ikke hans Beslutninger.»
«Men De ved,» svarede hun næsten bønfaldende, «om Gud førhen har
gjort noget saadant, om han bryder sig saa meget om en Menneskesjæl.»
«Det gør han visselig.»
«Og naar jeg nu bøjer mig for ham, naar jeg nu erkender min Ringhed,
naar jeg nu beder ham om Hjælp, vil han saa hjælpe mig?»
Præsten grundede en kort Tid. Saa løftede han Hovedet og saa paa
hende: «Jeg tror, at De, hvis De beder Gud om Hjælp, ikke vil bede
forgæves, selv om Deres Bøn er meget svag og Deres Tro ringe, ja, jeg
tror det.»
«Jeg stoler paa Deres Ord,» udbrød hun med funklende Øjne. «Jeg vilde
klynge mig til et Halmstraa nu.»
Da han rejste sig for at gaa, rakte hun ham Haanden: «Dersom jeg
bliver lykkelig, saa stol paa, at jeg ikke skal undlade, hvad der
staar i min Magt for ogsaa at gøre alle om mig lykkelige.»
Han trykkede hendes Haand hjærtelig, bukkede og gik. Da han var
borte, stod hun en Tid hensunken i sine Tanker. Saa gik hun hen og
laasede Døren.
Hun vendte tilbage til sin Stol, men i Stedet for at sætte sig i den
kastede hun sig paa Knæ foran den og begyndte med Hovedet støttet i
sine Hænder at bede -- men bestandig med Forbehold: «Hvis Du er til,
om Du hører mig» -- thi inderst i hendes Hjærte laa stadig Tvivlen.
Saa forskrækkedes hun over, hvad hun gjorde, og bad paa ny, ganske
vist uden dette «hvis» paa Læben, men stadig med det i Hjærtet. Nej,
hun kunde ikke bede. Hun mærkede, at Tankerne gled fra Bønnen, hun
kunde ikke styre dem, ikke samle sig i Inderlighed, træt og slap som
hun var efter den gennemvaagede Nat. Hendes Hoved sank dybere; hun
saa sin Mand, hørte hans Stemme, og hun rakte Armene ud og bad til
ham, bønfaldt ham om at tage hende til Naade, at tilgive hende, at
elske hende fra nu og til evig Tid. -- Hun vaagnede op af sin Døs og
forfærdedes over, hvad hun gjorde, hun samlede sig atter, tvang sine
Tanker bort fra ham op mod Gud og begyndte paa ny sin Bøn. Og endelig
lykkedes det hende at arbejde sig ind i en Extase, saa at hun syntes
at bøje sig i dybeste Ydmyghed for ham, der holder Verdener i sin
Haand.
«Du, der gør det umulige muligt, giv mig dette ene. Du, der er saa
rig og god, giv mig det lidet, hvorpaa mit Liv beror, og min Sjæl,
som Modgangen gjorde bitter og Smerten forstenede, skal blødgøres af
Lykken og ydmyges under Din ufortjente Naade. Tag mit Liv, om Du vil,
giv mig kun en Dag, en eneste blot, hvor han elsker mig. Lad mig
høste det, jeg ikke saaede, lad mig vinde, hvad jeg ikke attraaede;
jeg fortjener det ikke, men jeg skal stræbe at gøre mig fortjent
dertil. Om det er et Mirakel, og jeg tror, det er det, saa udfør det.
Udslet af min Bevidsthed, hvad jeg var daarlig nok til at tro paa, at
jeg selv bestemmer og har bestemt min Skæbne, at hver Handling drager
en ny med sig, saa det hele bliver en ubrydelig Kæde af Konsekvenser,
som jeg selv har knyttet. Lær mig, at Din er Magten og Æren i al
Evighed. Amen!»
* * * * *
Man havde for længst spist Frokost, da Judith kom ned i Dagligstuen.
Hendes Hjærte bankede, da hun aabnede Døren; hun vidste næppe, om det
var en Lettelse eller en Skuffelse, da hun traf Hellman ene i Stuen.
Banner var reden ud, Strøm var gaaet ned til Kirken for at aftegne de
udskaarne Egetræsdøre paa Herskabsstolene. Hellman lagde Bogen, hvori
han læste, fra sig ved hendes Indtrædelse.
«God Morgen, Frue! -- Solen kommer noget sent paa Himlen i Dag, synes
mig.»
Hun smilte og trak en Stol hen til Kaminen lige over for ham. «Og De
sidder her ganske ene? Man kan just ikke sige, vi behandler vore
Gæster hensynsfuldt.»
«Aa, Banner sørgede for min Underholdning, inden han forlod mig,» --
og han pegede paa Bogen.
«Hvad er det for en Bog?»
«Noget mytologisk Krimskrams, hvoraf man kan lære alle de raffinerede
Maader at kende, hvorpaa de gamle Guder pinte os ulykkelige
Mennesker, naar vi vakte deres Unaade. Man har Valget imellem at
flaas som Marsyas eller lægges paa Hjul og Stejle som Ixion, eller
spændes over tre skarpe Stene som Loke. Valget er lidt vanskeligt.»
«Men der ligger dog en hel Del Visdom gemt i de gamle Sagn.»
«Det har De Ret i,» sagde Hellman alvorligere, «jeg kender baade
Tantaloser, Sisyphoser og Ixioner, og glæder mig over, at jeg ikke
deler deres Skæbne, men lever tilfreds og fornøjet med min egen mere
beskedne Lod.»
«Det er vanskeligt altid at kunne være tilfreds med den.»
«Det er det ogsaa; man opnaar det kun paa to Maader her i Livet,
nemlig ved at --»
«Resignere,» faldt Judith ham i Talen.
«Aa nej -- slet ikke, det er noget, Præster og Filosofer har hittet
paa. Nej, ved at udrette noget og ved at elske nogen rigtig inderlig
og uegennyttig. Heldigvis er det Veje, som staar aabne for enhver.»
Hun blev ligesom lidt bange ved at komme ind paa dette Æmne. Hun
drejede af og sagde: «Apropos, hvad foretrækker De saa, de græske
eller nordiske guddommelige Straffemaader?»
«Naar galt skal være, de nordiske,» svarede Hellman. «Sagen er, at
Ixion ligger dernede alene paa sit Hjul, og ingen rækker ham en
Finger til Hjælp; men hos Loke staar Sigyn mild og kærlig.»
Blodet skød op i Judiths Kinder; hun anede, hvad der vilde komme.
«Beundrer De Sigyn saa meget?» spurgte hun blot for at sige noget.
«Ja, sandelig gør jeg det. Se, Loke elsker hende ikke, og siger hende
maaske næppe et taknemligt Ord, medens hun staar taalmodig og trofast
for at skaane ham for Smerten, saa meget hun formaar.»
«De mener maaske, at Sigyns Liv er det rette Sindbillede paa Kvindens
Liv, at vi er til for at tjene og ofre os for Manden?»
«Nej, slet ikke,» sagde Hellman med større Munterhed, «jeg hører ikke
til dem, der fordrer Kvindens Underkuelse, men hvor jeg træffer ren
og offerberedvillig Kærlighed, det være sig hos Mand eller Kvinde,
der bøjer jeg mig i Ærbødighed og siger: den lykkelige, der kan nære
en saadan Følelse.»
«De burde heller sige: den lykkelige, som er Genstand derfor.»
«Vil De hellere være den fattige, som maa modtage, end den rige, der
kan give?»
Hun vilde slaa det hen i Spøg: «Hvorledes kan _De_ tale om alle disse
smukke Følelser, De, der selv har helliget Dem den ugifte Stand.»
«Tror De ikke, jeg har elsket eller endnu elsker andre end mig selv.
Jeg elsker August f. Ex., skønt Gud skal vide, det er en noget egen
Maade, han gengælder denne Kærlighed paa. Han gaar bare og tænker paa
at bortgive sit Hjærte til enhver blaaøjet Skønhed, han møder, og saa
er han oven i Købet saa grusom at tage mig med paa Raad, hver Gang
han agter at bortskænke dette kostbare Klenodie. Men alligevel kan
jeg ikke lade være at holde af ham.»
«Det er i alle Tilfælde en stor Lykke at blive elsket saaledes.»
«Det er det, og jeg kender Mennesker, hvem jeg inderlig kunde ønske
en saadan Kærlighed; Mennesker, hvis egen Kærlighedskilde ganske vist
synes udtørret, fordi den aldrig har faaet nogen rigtig Næring.
Mennesker, der har været Offer for deres Forældres Forfængelighed,
for deres elskedes Troløshed, for deres Venners Egoisme og Havesyge.
Jeg har kendt saadanne Mennesker, men desværre ikke staaet dem nær
nok til at kunne blive noget for dem. Havde det været Tilfældet,
skulde de have faaet hele min Kærlighed; thi de trænger til den.»
«Uden Gengæld?» spurgte hun sagte.
«Gengæld -- fordrer sand Kærlighed Gengæld, fordrer sand Kærlighed
noget som helst? Det at elske er en saa rig Skat i og for sig, at man
ikke skal gnie med den og kun give _en_ Mønt ud for at faa en anden
igen. Den, der har sand Kærlighed i sig, trænger til at dele den ud
med rund Haand og har let ved at glemme Stolthed og Fordringer i
Glæden over at kunne skænke Lykke og Velsignelse.» Han havde talt sig
op i formelig Begejstring, som han stundom kunde det. Hun sad og saa
paa ham, og hans varme Tro paa Kærlighedens Almagt betog ogsaa hende.
«Men selv om en saadan Kærlighed blev tilbudt, vilde den saa blive
modtagen?»
«Vil den sultne spise, vil den tørstige drikke, vil den febersyge
gærne finde Hvile -- vilde Loke maaske ikke helst være fri for
Giften, der dryppede ham i Ansigtet? -- Ja, De ser, kære Frue, mit
Livs Bestemmelse er egentlig at være Præst, og var jeg bleven det,
skulde jeg nok hver Søndag have tordnet over Evangeliet: «Det er
saligere at give end at tage.»»
«Det er et smukt Ord.»
«Og et sandt oven i Købet.» Han rejste sig: «Gud ved for Resten, hvor
August bliver af. Han fordyber sig nok i den Grad i de gamle Stole,
at han rent glemmer, der er noget, der hedder Middagsmad. For jeg
skulde da aldrig tro, at en agerdyrkende Sirene har forlokket ham.
«En voldsom Uro griber nu mit Hjærte»,» deklamerede den lille Mand og
slog sig pathetisk for Brystet.
«Aa, han kommer vel nok, han er jo ikke --»
«Noget Barn? Jo, min Frue, det er han netop. Jeg maa være i Hælene
paa ham og holde Formaningstaler til ham uophørlig, ellers gør han
dumme Streger. Har De noget imod, at jeg gaar ud og ser efter ham?»
«Aldeles ikke.»
«Tak! De forstaar -- et Moderhjærte -- og det eneste Lam!»
«Jeg troede næsten,» sagde Judith, da han var ved Døren, «at De holdt
lige saa meget af min Mand som af Deres Nevø.»
«Af Banner? Ja, hvem kender Banner uden at holde af ham?» spurgte
Hellman, men gik inden Spørgsmaalet besvaredes.
* * * * *
Hun gik op og ned ad Gulvet i den heftigste Sjælekamp. Hun holdt
begge Hænder mod Panden, tæt knugede, ligesom for at dulme en stærk
Smerte.
Samtalen med Hellman havde bortrevet ethvert falsk Haab, hvormed hun
havde bedraget sig. Ogsaa han troede altsaa, at Banner ikke kunde
elske. Saalænge hun var ene om at tænke dette, havde hun formaaet at
døve Tanken, hun havde jo næsten manet den bort ved sin Bøn, men da
den udtaltes af en anden, kunde hun ikke længer tvinge den fra sig.
Hun vaandede sig under den. Igaar endnu havde hun maaske ikke lidt
saa meget derved; men den sidste Nat havde saa levende foregøglet
hende den attraaede, ubeskrivelige Lykke, og Samtalen med Præsten og
Bønnen havde ligesom givet hende Forvisning om Muligheden derfor,
hvor forfærdeligt var det saa ikke nu at opdage, at det dog alt var
en Illusion. Han kunde ikke elske, men af hende fordrede de, at hun
alligevel skulde elske ham, skænke ham sin Kærlighed -- og hvorfor?
Fordi det var saligere at give end at tage. Nej, nej, hun vilde ikke
forstaa det. «Jeg skulde gaa til ham og tilstaa ham min Kærlighed
uden at fordre Gengæld, tilstaa, tilbyde ham en Kærlighed, som han
ikke gengælder, ydmyge mig, kun fordi han trænger til Kærlighed. Nej,
jeg kan det ikke.»
Men atter steg den drømte, den attraaede Kærlighedslykkes Billeder op
i hendes Sjæl og fristede hende. «Om de andre nu dog tog fejl, om al
min Kærlighed alligevel kunde kalde hans til Live. Er det da saa
forfærdeligt at ydmyge sig for den, man elsker? Hvis han kom til mig
og spurgte mig eller bad mig, ja, saa skulde jeg kaste mig for hans
Fødder. Men selv gaa til ham og maaske møde hans kolde, hoverende
Smil! Jeg har ikke ladet ham ane, at jeg elsker ham. Han vilde maaske
haane min Sjæls dyreste Hemmelighed, hvis jeg røbede den. Lad saa
heller alt blive som førhen, lad mig resignere, nøjes med at se og
høre ham og lad ham saa tro sig ikke elsket, lad ham tørste ved Siden
af Kilden, lad Giften dryppe ham i Ansigtet, uden at nogen rækker en
Haand ud for at hjælpe ham. Ak, nej! Heller ikke det kan jeg jo. Aa,
hvad kan jeg, hvad skal jeg dog gøre?» Hun stod ved Vinduet med
Panden trykket mod Vinduesstolpen og Hænderne knugede om Hovedet, som
om hun frygtede for, at Hovedet skulde sprænges og Tænkeevnen svigte.
Der lød Hovslag i Gaarden, og Banner red langsomt ind ad Porten.
Tøjlen hang løs om Hestens Hals, den gik med ludende Hoved; ogsaa
Banner sad bøjet, næsten sammensunken. Det bydende i hans Væsen var i
dette Øjeblik ganske borte, der var kun noget usigelig ulykkeligt og
livstræt over ham.
Da udbrød hun pludselig højt: «Jo, jeg kan gøre det, jeg kan ofre
ogsaa min Stolthed for denne trætte, bedrøvede, ulykkelige Mand, jeg
kan ydmyge mig og gaa til ham, om han saa end aldrig vilde være
kommen til mig; thi jeg elsker ham, aa, saa ubeskrivelig, saa
ufattelig!»
* * * * *
Der var en noget trykket Stemning ved Middagsbordet. Judith var for
optagen af en eneste Tanke til at kunne underholde de andre. Banner
lagde Mærke dertil og grublede over Aarsagen dertil. Var nu denne
Tilbageholdenhed og Tavshed en Følge af hendes saarede Stolthed eller
maaske af Frygt for en Opdagelse. Det forekom ham, at der undertiden
var noget sky og frygtsomt i hendes Blik. Var hun bange? Og han
pintes af en prikkende, nagende Utaalmodighed efter at faa Løsning
paa denne Gaade. Ogsaa August Strøm var urolig. Hvad betød hendes
Tavshed, var hun vred paa ham, eller var hun maaske bange for at røbe
sine virkelige Følelser, eller var der forefaldet noget mellem hende
og hendes Mand. Banners mærkværdige, sarkastiske Maade at behandle
ham paa, syntes at antyde, at den sidste Gisning maaske var rigtigst.
Hellman alene havde tilsyneladende bevaret sin joviale Gemytlighed;
dog vilde en skarp Iagttager have bemærket, at ogsaa han stundom
glemte Maden og Talen for at rette sin Opmærksomhed snart paa Banner
snart paa Husets unge Frue. «Har Du endnu Tømmermænd fra i Aftes,
Banner? Du ser ud, som om Du havde tabt Din Sag for højeste Ret.»
Banner svarede ikke, han tumlede stadig med samme Tanke. Havde han
overrumplet hende? Var det kommet dette Øjeblik, han en Gang længtes
efter, da han virkelig skulde faa Lejlighed til at ydmyge hende?
Tanken behagede hans Herskesyge, eller det matte Vrængebillede deraf,
der endnu var tilbage. Men paa den anden Side. Hvis hun nu overlistet
af hans Skarpsyn blev dreven ind i en Krog og tvungen til at tilstaa
sin Kærlighed til en anden, hvad var der saa vundet derved? Var det
da ikke et Nederlag saa vel for ham som for hende? Nej, gid han havde