Judith Fürste: En Fortælling - 04

Lysthuset iagttog hun, hvorledes Prokuratoren førte Hr. Banner rundt
i Haven, fremviste, gestikulerede og forklarede, og hun harmedes ved
Tanken, at han ogsaa her skulde tro at finde ydmyge Beundrere,
krybende Undermænd.
Ved Aftensbordet var hun aldeles tavs, men den Harme, Prokuratorens
Kryberi voldte hende, maa have afspejlet sig i hendes Ansigtstræk,
thi pludselig opdagede hun, at Banner havde sænket Kniv og Gaffel og
stirrede paa hende med uforstilt Forbavselse. Om et lynende Øjekast
kunde dræbe, da var visselig Johan Banners sidste Time kommen, men
han nøjedes med at slaa Øjnene ned og atter tage fat paa sin Mad;
men da hun kort efter rejste sig for at skænke Te, fulgte hans Øjne
hende atter med en vis Nysgerrighed, som irriterede hende
ubeskrivelig. Efter Aftensbordet, da Samtalen sneg sig søvnig hen,
fordi Hinding havde udtømt alle sine Æmner, henvendte Banner nogle
Gange, som af rent Høflighedshensyn, et Par Ord til hende, men hun
svarede saa ordknapt, at han med et Skuldertræk lod Forsøget fare.
Først da han tog Afsked, begyndte Sagens Sammenhæng at dukke op for
ham. Baade Hinding og hans Kone rakte ham Haanden til Afsked, men da
han som Følge deraf ogsaa rakte den til Judith, veg hun et lille
Skridt tilbage og hilste ham med en fornem lille Hovedbøjning. Da fik
han en svag Idé om, at den smukke Frøken af en eller anden ham
ufattelig Grund var vred paa ham.
Og samme Aften spurgte han sig selv i et nyt Anfald af Forbavselse:
«Hvad i al Verden har hun mod mig? Bah! -- hun er vel snærpet nok til
at nære dydig Rædsel for min berygtede Person.» Og dermed lod han det
Æmne fare. Takket være Prokurator Hindings Ihærdighed førte Hr.
Banners Forretninger ham jævnlig til Sagførerens Hus, og Følgen blev,
at han ligeledes jævnlig saa Husets Damer. Da han engang havde faaet
den Tanke, at Judith var vred paa ham, opdagede han med Lethed de
mange smaa Tegn paa hendes stadige Uvilje. Ikke, at hun var uhøflig,
men netop denne stive, kolde Høflighed, ligesom en karrikeret
Gengivelse af hans egen, ærgrede og generte ham. Hun var i bestandig
Opposition, og han forstod godt, at det var fordi hun slet ikke
anerkendte hans Berettigelse til Ærefrygt. Men her vilde han netop
have den; i Udlandet var det en anden Sag, der turde man til en vis
Grad opgive sin Værdighed, men her hjemme paa hans eget Territorium,
hvor han var omgiven af lutter «inferiøre» Væsner, havde Arrogancen
atter taget Magten over ham, og han fordrede Underdanighed paa samme
Tid, som han foragtede de underdanige.
Men hun vilde ikke bøje sig. Det æggede ham paa samme Tid som det
halvt behagede ham. Havde hun været en smuk Pige, der venlig og
ligefrem var kommen ham i Møde, der havde koketteret lidt, «lagt en
Smule an», vilde den blaserede Herre, der var vant til sligt, ikke
have skænket hende en Tanke, men nu beskæftigede hun ham, mod hans
Vilje, og mer end han vilde indrømme.
Paa en vis Maade var hun ham ogsaa en Gaade; det var gaaet op for
ham, at hun var den samme unge Pige, han havde truffet hos Købmanden
hin første Dag, han var i Byen, og som havde kastet sig saa
hovedkulds ind i en Disput og forsvaret forskellige Paastande med
ungdommelig Iver. Men hvor var da denne Iver og Ungdommelighed bleven
af, hun var jo kold som en Istap, fornem, tilbageholdende og stolt
som en Dronning. Hun havde vakt en vis Nysgerrighed hos ham; naar han
saa hende, ventede han sig noget nyt af hende, men da hun bestandig
skuffede denne Forventning, aldrig kom et Skridt nærmere og aldrig
indrømmede ham saa meget som Spidsen af sin lille Finger, ærgrede og
æggede hun ham.
* * * * *
I Julen holdt Staden sit store «Borgerbal». Enhver agtværdig Borger
mødte med Kone og Døtre og dansede med de andre Borgeres Hustruer
efter Principet: «Lige for lige, danser Du med min Kone, danser jeg
med Din.»
Kommis'erne og Provisoren paa Apoteket, Fædrenes Sønner og de
ferierende unge Mennesker hos Præstens, «min Søn Studenten og hans
Venner», var Ballets Løver. Merkurs Sønner var kendelige paa deres
graamelerede Benklæder, sorte Frakker, lange Slips og flunkende ny
Hansker. Det svage Køn var rigeligst repræsenteret, hvilket gav den
mandlige Del en vis Overvægt, naar det gjaldt Valget af meddansende.
Kavalererne gik da med ugenert Sindighed langs ned ad Rækken af de
ventende Damer og udsøgte sig i Ro og Mag den, de vilde beære med
deres Valg; det gik med en Nonchalance, en Sendrægtighed, som var
uforlignelig.
Prokurator Hindings plejede at deltage i disse Baller. Fru Hinding
havde intet imod endnu at faa sig en lille Svingom og lade Ungdommen
se, hvorledes man dansede i hendes Pigedage, og Prokuratoren satte
sig til et L'hombrebord i Sideværelset for at vise sig henimod
Klokken to--tre og spørge, om Damerne morede sig, eller om de snart
vilde hjem.
Atter dette Aar tegnede man sig, men Judith havde stor Ulyst til at
være med, og hun indvilligede kun, fordi hendes Moder ikke vilde gaa
alene og dog grumme nødig vilde undvære Fornøjelsen.
Da Turen kom til dem -- Byens eneste lukkede Vogn kørte efter
Rangforordningen rundt og hentede Familierne, Deligencen brugtes kun
af Haandværkerne ved Barnedaab eller Bryllup -- kørte ogsaa Familien
Hinding til Bal.
Gæstgivergaardens store Sal var oplyst og prydet med kolossale Flag
og Grankranse. For Enden af den, under Kongens og Dronningens Buster
sad Byens Musikanter paa en ophøjet Tribune; men langs de kolde,
fugtige Vægge paraderede de unge Damer paa Bænke. De hviskede, lo og
kritiserede og chikanerede hinanden, de smukke tog de stygge om
Livet, de, der var saa heldige at have Danse sikrede, beklagede dem,
der ingen havde.
Judith fik Lyst til at gaa igen. Var dette virkelig den eneste
Fornøjelse, der Aaret igennem tilbød sig? Skulde disse Baller være
Mærkepæle i hendes Liv, indtil hun forflyttedes fra de unge Pigers
til de gamle Jomfruers Bænk. Hun satte sig ned, men ingen talte til
hende, hun havde ingen Veninde at hviske med, ingen fortrolig, næppe
nogen bekendt. Livslede og Afsmag ved alle den Slags Forlystelser
overfaldt hende. Musiken begyndte. Herrerne drev ind, endnu med
Duften af de nys slupne Cigarer i Klæderne, de valgte og vragede,
hvorpaa de trevent marcherede Gulvet rundt med «deres Hjærtes
udkaarne». Takket være de omtalte unge Studenter fik Judith danset.
Den lysøjede Gudindes Sønner mente i deres Hjærtes Uskyld, at det var
Beskedenhed, der havde bragt Byens Kavalerer til at overlade dem den
smukkeste Dame. -- Og Timerne sneg sig langsomt hen, Stemningen steg,
nu kom ogsaa de gamle paa Gulvet. Da gik der en hemmelighedsfuld
Hvisken gennem Salen: «Hr. Banner er kommen, Godsejeren er der!» En
ubeskrivelig Nervøsitet greb Sindene, Damerne rettede paa deres Pynt,
beklagede sig over, at de var saa forjaskede; man skottede hemmelig
til Døren.
Der stod saa endelig Genstanden for saa manges Interesse i en Dragt
lige fra Paris, aabenbart lidt forlegen med sig selv og overfor det
Selskab, hvori Nysgerrigheden havde ført ham. Da Dansen atter
begyndte, engagerede han den nærmeste Dame til en Inklinationstur, og
da den var forbi, trak han sig tilbage til Døren. Judith saa med stor
Fornøjelse efter den unge Pige, hvem denne Ære var overgaaet, hun saa
hende gaa hen til sine Veninder, hørte hende med kunstlet
Ligegyldighed ytre, at «Godsejeren virkelig dansede godt og
konverserede fortrinlig». Begge Dele var vitterlig Usandhed, thi den
ordknappe Banner havde ikke gjort en sammenhængende Bemærkning og
havde danset alt for stift og genert for den unge, livlige Dame.
Judith kunde ikke lade være med at anstille Betragtninger over, hvor
vidt han virkelig var for ceremoniel til i det hele taget at kunne
danse, eller om muligvis en Cancan i Bal mabille vilde have passet
ham bedre.
Han gentog den samme Manøvre flere Gange; med hvilke funklende Øjne
fulgte da ikke Mødrene deres Døtres Skikkelser i «Hr. Godsejerens
Arme»; og stadig sluttede en ny lyksaliggjort sig til de udvalgte
unge Pigers Skare, de gik med hinanden om Livet og røbede en
paafaldende Distraktion overfor Yderverdenen. Naar Judith antog, at
Hr. Banner lagde uendelig lidt Mærke til sine Omgivelser, tog hun
imidlertid fejl. Han saa overordentlig godt det Røre, han vakte, den
Glæde, hans Nedladenhed voldte, men han tog det som en skyldig Tribut
og vilde for alting ikke lade sig mærke dermed. Han saa ogsaa Judith
og sagde sig selv, at hun dansede godt og var Byens smukkeste Dame;
han lagde ogsaa Mærke til, at hun talte ret livlig med sin
ungdommelige Kavaler, og tænkte derfor, at det dog muligvis var
Forlegenhed og Generthed, der gjorde hende saa tilbageholdende over
for ham. Sluttelig faldt det ham ind, at han vel maatte danse en Dans
med hende, da han jo kom der i Huset.
Judith stod og talte med sin Kavaler, med Ryggen mod den sig nærmende
Banner. Minervas Søn var meget fortrydelig over den Opmærksomhed,
Banner var Genstand for og havde just ladet falde nogle sarkastiske
Bemærkninger i den Anledning. Judith lo og svarede:
«Ja, det gaar som i Hostrups Komedie. Pengene kan kaste en magisk
Glans selv over en Peter Ravn, hvorfor da ikke over en -- --»
Banner stod foran hende og udbad sig næste Dans; ikke en Mine i hans
Ansigt forraadte, hvorvidt han havde forstaaet eller blot hørt hendes
Ytring; og hun betragtede ham med en Blanding af Vrede og Forvirring.
«Tak -- jeg er træt, jeg beder Dem undskylde, jeg taaler ikke at
danse for meget, jeg havde tænkt at hvile -- --»
«I saa Fald turde jeg maaske gøre Dem Selskab, medens De hviler Dem.»
Han satte sig ved Siden af hende, da næste Dans begyndte; men han var
aabenbart i Forlegenhed for et Samtaleæmne, og hun hjalp ham ikke.
Saa begyndte han at tale om Byen og dens Beboere, og gjorde i
Forbigaaende en Bemærkning om den Magt, Pengene spillede ogsaa i
denne fredelige Smaastad.
Da blev hun veltalende, svarede ham skarpt og træffende; han lo, thi
han forstod ikke, at hendes sarkastiske Bemærkninger egentlig gjaldt
ham selv. Men efterhaanden begyndte han saa smaat at kede sig ved
Samtalen -- saa havde det jo dog kun været Generthed, der før havde
gjort hende saa stiv over for ham, nu var hun jo kommen paa Gled; og
hans Interesse begyndte at kølnes.
For en Afvexlings Skyld bad han hende da om at danse Salen en Gang
rundt med sig, «hun vil vel», tænkte han, «sætte lige saa stor Pris
paa at danse med mig som alle de andre». Men i samme Nu forandredes
hendes Ansigt, Minen blev koldt afvisende, hun gav hurtigt et Afslag,
ja drog sig endogsaa uvilkaarlig lidt tilbage, ligesom bange for at
have vist sig for imødekommende.
Hendes Afslag krænkede ham. Havde hun danset med ham, vilde han have
taget det som noget højst ligegyldigt, men da hun afslog det, fik han
netop Lyst dertil. Denne smidige Skikkelse, disse runde Arme, denne
fløjlshvide Hals! «Jeg tror virkelig, hun er bange for at røre ved
mig.»
Nu blev ogsaa han tavs, og da Dansen strax efter var forbi, rejste
han sig, hilste ceremonielt, lod sit Blik med et Udtryk af fornem
Ligegyldighed glide hen over hende og ud i det tomme Rum, forlod
derpaa Salen og tog hjem.
Da han gik, veg den ligesom nervøse Stemning, han havde fremkaldt.
Studenterne og Kommis'erne besteg atter den røvede Trone, og
Fornøjelsen fortsattes med voxende Liv, Hede og Støv til langt ud paa
Natten.
* * * * *
Naar man i Byen omtalte «Godsejeren» og dermed kun mente en bestemt
Person, var det egentlig ukorrekt; thi der var paa Egnen flere
Jorddrotter og i alle Tilfælde en, der var Byen mere bekendt end
Banner, nemlig Felix Restrup. Men Banner var jo nu en Nyhed, hans
Ejendom langt større end den andens, og dertil kom, at man for længst
havde ophørt at tage Felix Restrup i Betragtning. Der havde rigtignok
været en Tid, da den lille By var hans Hovedstad og han dens Matador;
men nu var det gaaet tilbage for ham. I de femten Aar, han havde ejet
Hovedgaarden, der bar hans Slægts Navn, var det lykkedes denne
Adelsmand at sætte saa mange Penge overstyr, som sex andre Mennesker
kunde have levet overdaadig for deres hele Liv, uden endda at
efterlade sig «trøstesløse» Arvinger. Med andre Ord, den rige,
uopdragne Mand, hvis Tilbøjeligheder var af en lidet ophøjet Art,
havde, uden at forlade sin Fædrenegaard for mer end to Døgn ad Gangen
og tyve Mil i det højeste, anvendt en stolt Kapital paa at skaffe sig
et slet Rygte, glubske Hunde, fuldblods Heste, høje Tjenere og smukke
Stupiger. Saalænge han havde Penge i Overflødighed, bar man over med
ham, han lod sig plukke og bedrage efter en storartet Maalestok, og
man nænnede ikke at lade Guldfuglen flyve; men da han begyndte at
fordre Kredit, da det rygtede sig, at hans Pengesager stod slet, trak
den lille By sig forsigtig tilbage. Han mærkede, at man skyede ham,
og han anede Grunden. Da fyldtes denne moderne Timon med retfærdig
Harme, han vendte Byen Ryggen, ikke for som hin gavmilde Athenienser
at vandre i Skovene og lade sit Skæg voxe, men for at aabne sig
Kredit andetsteds, hvor man var mindre forsigtig eller kendte ham
mindre. Og derpaa fortsatte han sine Galskaber endnu værre end før.
Medens hans noget yngre Nabo begik sine Daarskaber i Udlandet, hvad
der altid kaster et vist interessant Skær over dem, thi en spansk
Senora er ulige mere romantisk end en dansk Stupige, forvandlede
Restrup sit Hjem til et sandt Babylon, hvor Udskejelser i alle
Retninger hørte til Dagens Orden. Og nu saa den lille By først rigtig
tydelig, hvilken afskyelig Person han var; man trak snerpet Kjolen
til sig, hvis han kom den for nær, men man holdt ikke op med at
snakke om ham og hans Bedrifter. Han plejede der ude paa
Restrupgaard, sagde Rygtet, og det var troligt nok, at prygle sine
lange Tjenere om Formiddagen og drikke Forlig med dem om
Eftermiddagen, han tabte store Summer i Hasardspil og blev sikkert
bedraget for større; det skulde være en mærkelig Aften, hvor han
naaede at komme ædru i Seng. I Virkeligheden førte han et fortvivlet
Liv. Han var i sin Tale fuld af Foragt for alt, hvad han kaldte
«Dannelse, Snerperi og Skabagtighed», hvilke Begreber han slog sammen
til et, men i Hjærtet pinte det ham dog usigelig, at selv denne lille
Bys «dannede» Folk havde slaaet Haanden af ham. Han blev menneskesky
og undertiden meget melankolsk. Men han kunde ikke undvære nyt fra
den Verden, han beærede med sin Foragt; hans Tjenestefolk maatte tage
til Byen og bringe ham Nyheder derfra; det var næsten utroligt, saa
nøjagtig han gennem denne Kilde kendte Byens Forhold.
Han havde haft nogle -- temmelig ubehagelige -- Forretninger med
Prokurator Hinding. Denne havde, som han plejede overfor sine rige
Klienter, budt ham ind i Stuen. Herfra kendte Judith ham. Restrup
havde nogle Gange mut og kejtet tilbragt nogle Timer hos Damerne, men
i Virkeligheden var den vilde Mands Hjærte blevet bevæget ved den
Smule Venlighed, den godmodige Frue og den smukke unge Pige viste
ham. Judith havde ogsaa følt sig tiltrukken af ham, hun vidste næppe
hvorfor, maaske blot fordi alle andre var uvenlige mod ham.
Han var virkelig ikke utilgængelig for blidere Følelser. Saaledes
holdt han af Børn. Undertiden lod han Mejeriforpagterens to smaa
Piger hente op til sig. Moderen sendte dem ikke bort uden en vis
Hjærtebanken og spurgte dem nøje ud, naar de kom tilbage. En Dag
medbragte de en stor Guldskilling hver, og deres Beretning lød
saaledes: Den store Mand havde spurgt, om de kunde synge, og paa
deres bejaende Svar havde han stillet dem op og ladet dem synge den
eneste Sang, de kunde: «Nu titte til hinanden» o. s. v. Da havde den
store Mand skjult Hovedet i sine Hænder og siddet stille saa længe,
at de var blevne bange og havde givet sig til at græde, men saa havde
han rejst sig og givet dem en Guldskilling hver. Beretningen lød lidt
utrolig, det var næppe religiøse Tanker, der havde grebet den
udsvævende, af al Tro forladte Mand, men formodentlig havde de rene
Barnestemmer berørt en Stræng i hans let modtagelige Sjæl og
fremkaldt en forbigaaende nervøs Rørelse.
Ved Siden af hans andre Passioner maa nævnes hans Lidenskab for at
samle Konkylier. Hvorledes denne Skoledrengemani opstod hos ham,
vides ikke, men vist er det, at han hverken anede Konkyliens Beboers
Slægtnavn eller dens Hjemstavn og Levevis, og havde han nogensinde i
sin forsømte Barndom vidst, om den hørte til Hvirveldyrene eller
Bløddyrene, saa havde han forlængst glemt det, og nu bekymrede han
sig aldeles ikke om at faa det at vide. Men han købte alt, hvad der
falbødes af denne Artikel, han klassificerede og skattede sine
Skaller efter den Pengesum, de havde kostet ham, d. v. s, den Grad,
hvori man havde narret ham med dem, han erklærede sin Samling for
enestaaende, hvad den jo ogsaa var paa sin Maade, og fremviste den
til enhver, som havde Taalmodighed til at gennemse den.
Restrup havde ved Banners Hjemkomst gjort denne en Visit, som var
bleven gengældt, og de to Junkere tilbragte, til Trods for den store
Forskellighed i Karakter og Væsen, undertiden en Aften sammen, snart
hos den ene, snart hos den anden. Nogen Tid efter Juleballet sad
Banner foran Kaminen i et af Værelserne paa Restrupgaard og talte med
Ejermanden. Ilden blussede og oplyste det store, noget lave Værelse
med de mange gamle, mørke Familieportræter, Skæret spillede hen over
Løbene paa den Række Jagtrifler, der smykkede den ene Væg, og røbede
de tusinder dels kostbare, dels værdi- og smagløse Snurrepiberier,
hvormed Restrup havde udsmykket dette Værelse, som han behagede at
benævne sit «Studereværelse», hvad det forøvrigt ligesaa gerne kunde
være, som ethvert andet Værelse i hans Hus.
Værten sad eller rettere laa i en Lænestol lige over for Banner, hans
Fødder hvilede paa en stor gul Dogge, der havde puttet sig ned i et
Bjørneskinds Kamintæppe og stirrede dovent ind i Ilden eller smaasov,
medens den af og til i Drømme udstødte et lille Bjæf. Mellem Herrerne
stod en Stumtjener med Vinkaraffer, Glas og Sodavandsflasker.
Restrup var en Mand af herkulisk Legemsbygning; hans Helbred syntes
at have trodset alt, hvad han havde budt det. Paa de brede Skuldre
sad et mægtigt Hoved, omgivet af krøllet, rødblond Haar og Skæg. Ved
et flygtigt Blik syntes Ansigtets Udtryk at tyde paa plump
Godmodighed, Næsen var stor og velformet, Øjnene dybtliggende og
tilslørede, men de tykke Læber bag det krusede Skæg røbede
Sanselighed, og Furerne i hans brede Pande talte om et heftigt Sind.
Hans ualmindelig slette Sprog stod i skrigende Modsætning til hans
flotte Ydre.
«Det var kedeligt, De ikke kum igor, Banner -- vi murede os
brilliant. Men det bedste var med gamle Pastor Blak -- har De
hørt'et? Han motte krybe ind gennem Vinduet. Han kum naturligvis for
sent, og so lukkede jeg Døren af, og vi gik til Burds. Men so kum
Præsten og bad og tiggede um at kumme ind, for han so, vi spiste
Østers. Men vi lud som ingen Ting. Tilsidst obnede jeg et Vindue og
spurgte, om han vilde krybe ind af det, og so krøb s'gu Præsten
gennem Vinduet, og vi lo.» Restrup brast paany i Latter ved Tanken om
Sognepræstens ynkelige Situation.
«Blev Præsten der hele Aftenen?»
«Næ -- det blev ham for muntert tilsidst. Da vi begyndte at spille,
gik han.»
«Spillede De Hasard?»
«En lille Mis, det var det hele. De kunde ikke hulde længe ud, for de
kunde ikke skælne Kurtene fra hinanden. Jeg var selv gudt daran, for
der blev drukket svært. Klokken fem i Morges motte Jens og Kusken
bære mig i Seng.»
«Og hvorledes befinder De Dem i Dag?»
«Tak -- gudt. Jeg kum først op Klukken fire i Eftermiddags, men De
kan bande po, Jensen fra Mariendal, han forvinder det ikke i otte
Dage.»
Banner lo. «Jeg tror, De er ganske stolt af Deres Meriter?»
«Aa nej, men jeg har ellers Ærgrelser nok, skulde jeg tru; so glemmer
man dem da so længe.»
«De skulde gifte Dem Restrup, og se at komme paa ret Køl igen,» sagde
Banner.
«Jeg tænkte s'gu po'et nogen Tid, men nu er det for sent. Jeg duer
heller ikke længer. Naar jeg ikke er strammet op, falder jeg sammen;
jeg er li'sum jaget af et Kobbel Hunde rundt i en Ring og slæbt til
Døde. Det er s'gu skidt. De Tjenestepiger er noget Rak, som kun
plukker en og alligevel leger Kæreste bode med Karle og Tjenere bag
ens Ryg, og man har aldrig Fred. Fulkene er opsætsige, og al Ting gor
galt.»
«De har nok Proces med en af Deres Karle. Han kom til mig og bad om
Arbejde, men jeg tager ikke bortjagne Tjenestefolk op. Nu hører jeg,
han har lagt Proces an mod Dem.»
«Jeg jug ham væk, fordi han kum hjem en Dag senere, end jeg havde
givet ham Lov til. Hinding fører hans Sag; den Dævels Prokurator
siger, at min Handlemode ingen Hjemmel har i Tyendeloven.»
«Slog De ham?»
«Ja gu' gøre jeg so. Og nu laver den Prokurator et helt Nummer ud af
det. Hinding er ligefrem en Skurk.»
«Saa -- er han det? Han forekommer mig at være en ret behagelig
Mand.»
«Tru ham ikke, han er en Skurk, siger jeg Dem. Se blot, hvordan han
behandler sin Steddatter.»
«Saa? Og hvorledes da?» spurgte Banner lidt opmærksommere end førhen.
«Han tilbageholder hendes Arv gør han, og efter hendes attende Oer
har han Ret til at beholde den som Betaling for Kost og Lugi. Dør
hendes Moder, jager han hende vel po Gaden.»
«Det er slemt, hvor gammel er Frøken -- hvad er det, hun hedder?»
«Fürste, hun er snart tyve Oer.»
«Og hvor stor er hendes Arv?»
«Totusind tror jeg.»
«Ja, saa har hun rigtignok ikke meget tilbage,» sagde Banner koldt.
«Ja, er det ikke skammeligt!» og nu paafulgte en Beretning om Judiths
Liv, hvis Nøjagtighed i mange Punkter vilde have overrasket hende
selv.
«Saa er jo hendes Stilling temmelig fortvivlet,» sagde Banner med sit
tidligere kolde Smil.
«Ja, hvis hun ikke bliver gift. Var jeg ti Oer yngre, so friede jeg.
Hun er en nydelig Pige. Hvad behager?»
«Aa ja -- ret net, saa vidt jeg erindrer.» Banner kneb Øjnene sammen
og syntes optagen af at følge sin Cigars hvirvlende Røgskyer.
«Ret net! Aa hun er dejlig ligefrem og so stult som bare Fanden.
Ingen skal kumme hende nærmere, end hun selv vil.»
«De har maaske prøvet det?»
«Nej, hun har altid været venlig og gu'ed mod mig, det skal jeg ikke
glemme hende, og kunde jeg, saa giftede jeg mig med hende og hjalp
hende ud af hendes Ulykke. Men mine Finanser!» Han strøg sørgmodig
det svære, blonde Haar fra Panden. «Hun skulde giftes med en rig
Mand, for hun er skabt til at være Drunning.»
«Men tror De, at hun, der er saa stolt, vilde ægte hvem som helst,
der kunde byde hende en uafhængig Stilling?»
«Jeg er bange for, hun blev nødt til det; men jeg huldt nu af hende
og vilde bære hende po Hænderne.»
«Det vilde dog vist krænke hende at blive gift paa den Maade.»
«Aa nej, nor hun bare blev gift.»
Banner lo højt og skarpt.
«Kender hun sin Stilling?»
«Ja, det trur jeg nok. Og hvis jeg var saa velhavende som De, og ikke
saa dybt i Gæld --»
«Jeg! -- Jeg gifter mig aldrig!» afbrød Banner ham hurtig.
«Det var s'gu heller ikke sodan, jeg mente det,» mumlede Restrup.
Nu tav de begge. Banner laa tilbagelænet i sin Stol, fordybet i sine
Tanker. Restrup havde bøjet sig frem og taget Doggens Hoved mellem
sine Hænder. Han strøg dens løse, rynkede Halshud helt ud over dens
Øren og Snude og glattede den atter tilbage, idet han nu og da
brummede: «Gu'e gammel Hund, gu'e gammel Hund!»
Og Flammerne i Kaminen steg og sank. De belyste den enes fine, skarpe
Ansigt med det tidlig tyndede Haar, det trætte, ligegyldige Udtryk,
og den andens mægtige Hoved med de store, plumpe Træk, den bølgende
Løvemanke, det rødgule Skæg og det sløve, sørgmodige Blik. De lynede
i Diamanterne, der prydede Restrups Fingre, strejfede hen over
Ildbukkene, lyste i Hundens kloge Øjne, legede gennem det støvede,
rødbrune Bjørneskindstæppe, sendte et hoppende Skær op ad Væggen op
over Billedet af Restrups barske Fader, funklede i Vaabnene og
Snurrepiberierne, straalede tilbage fra det høje, sølvindfattede
Spejl, glimtede gennem den gyldne Vin i Krystalkanden, krøb ind i
Kroge, bag Stole og Borde, gemte sig, viste sig atter, blussede op og
forsvandt for et Øjeblik at indhylle alt i Mørke og derpaa begynde
Legen forfra. Udenfor piskede Sneen og hylede Vinden om den gamle
Bygning, indenfor gled Tiden langsomt hen, afmaalt af Bronceuhrets
lydelige Tik Tak, Tik Tak. To inderlig trætte Mænd sad der ligesom
fortryllede, bundne af denne Ro, dette Mørke, denne flimrende Ilds
Fantasterier, uden Lyst eller Evne til atter at tage fat paa det
besværlige Liv, som de mente sig forlængst at være færdige med.
Denne Vinter førte Forretninger ofte Godsejeren til Prokuratoren. Hr.
Hinding syntes næsten uundværlig for sin fornemme Klient. Men Hr.
Banner var halv utilfreds, naar han ikke paa disse Besøg traf
Prokuratorens Steddatter. Han brød sig ikke saa meget om at tale med
hende, thi hun var som oftest kold og ordknap, men det interesserede
ham at se hende, være sammen med hende og iagttage hende. Thi
Samtalen med Restrup havde givet ham forøget Interesse for hende, og
han undrede sig over, at han ikke strax havde lagt Mærke til hende,
saa paafaldende forekom hendes Skønhed og hele Fremtoning ham nu at
være. Han havde den Evne at kunne se, uden at hans Opmærksomhed
tilsyneladende var fæstet paa Genstanden, og medens han rolig
fortsatte sin Samtale med Hinding og syntes at have sine Tanker
ethvert andet Sted, undersøgte hans Blik hende Træk for Træk og
vendte hver Gang tilbage med voxende Forundring over at træffe noget
saa ejendommeligt og skønt i denne Afkrog. Naar Forretningerne vare
afgjorte, Vejret og Landmandens Udsigter drøftede, henvendte Banner
gærne et Par høflige Ord til Fruen og Frøkenen. Som oftest svarede
den første, men naar Judiths fine Sans opfangede det mindste
overlegne eller arrogante i hans Maade at være paa, kunde ogsaa hun
tage Ordet, og da fløj snart en lille, skarpt tilspidset
Tilrettevisning fra hendes let smilende Læber, og hun kunde være
sikker paa, at den traf. Han røbede det rigtignok aldrig i Ord eller
Miner, men han havde ofte Nød med at betvinge sig, naar hans
herskesyge Sind blussede op i ham, og han ønskede da, det koste hvad
det vilde, at han kunde faa Overtaget over sin smukke Modstander,
bøje hende, ydmyge hende. Og naar han red hjem, efter at være kommen
tilkort i et saadant Ordskifte med hende, kunde han harme sig mere og
mere over sit Nederlag, og han huggede da Sporerne i sin uskyldige
Hests Side, brugte Pisken og rykkede i Tømmen, indtil Dyret stejlede,
han vilde dog i det mindste have en, han kunde vise sin Overmagt og
tvinge til Lydighed. I sit store, ensomme Hus kunde han gaa omkring,
forbitret paa sig selv, fordi han beskæftigede sig saa meget med
hende, men hvad nyttede det, hun havde fængslet hans Tanker, og de
formaaede ikke at løsrive sig. Han var som Barnet, der efter en Gang
at have faaet Lyst til en Ting, kun bliver endnu hæftigere i sine
Begæringer, naar det møder Modstand. Han tyede til sine Bøger, men
Tankerne listede sig ind mellem Linierne, og han greb sig selv i at
have læst mange Sider, uden at have opfattet et Ord. Han lod da Bogen
synke og saa ærgerlig mod Døren:
Om den nu aabnede sig, og hun stod paa Tærskelen, hvor hurtig skulde
da ikke Bøgerne komme bort! Der var Øjeblikke, hvor han kunde række
Armene ud mod hendes tænkte Skikkelse. Sæt hun var her, hvilken
Udfyldelse af hans Livs Tomhed, hvilken Beskæftigelse for hans
Tanker: «Fordømt, gid Fanden havde det hele, jeg er jo som forhexet!
Har jeg da ikke forsøgt mig nok? Men hun er noget andet. Hvordan i al
Verden har hun baaret sig ad med at magtstjæle mig? Og jeg, som for
længe siden troede mig færdig med disse Illusioner?» -- Men hvorfor
paa den anden Side gøre saa mange Ophævelser? Han var jo en fri Mand,
hvem hindrede ham i at følge sine Lyster? Hans egne Forsætter -- pyh!
de var jo hans egne, saa kunde han vel ogsaa bryde dem, naar det
skulde være. Medlidenhed? -- med hende, som næppe elskede ham,
snarere det modsatte! Og kunde hun saa forlange eller faa det bedre i
Verden end som hans Hustru? Men -- binde sig uløselig for hele Livet?
-- nej, han vilde ikke tænke mere derpaa.