Judith Fürste: En Fortælling - 06
Total number of words is 4898
Total number of unique words is 1486
50.2 of words are in the 2000 most common words
66.2 of words are in the 5000 most common words
74.1 of words are in the 8000 most common words
haabede paa hendes fremtidige Bevaagenhed. «Disse Kræmmere skal ogsaa
kaldes Mænd,» tænkte Judith, «hvor kan dog et Menneske nedværdige sig
saaledes for nogle Kroners Fortjeneste?»
Og de unge Piger tog hende om Livet og sagde, at de altid havde holdt
saa meget af hende og altid taget hende i Forsvar mod de andre. De
bad hende bevare dem i kærlig Erindring. Hun maatte endelig besøge
dem efter sit Giftermaal. «Du ved ikke, hvor vi alle hjemme holder af
Dig!»
Hun forstod altfor godt, hvor lidet dette Venskab gjaldt hendes
Person, og dette blev den første bitre Smag, Rigdommen gav hende.
«Var det for at æres af saadanne Mennesker, at man brød sig om at
være rig?» Men oftest var hun tavs, fordi hun grublede over den
Ydmygelse, hun havde underkastet sig.
Banner besøgte jævnlig Prokuratorens Hus inden Brylluppet, og hvor
var ikke Fru Hinding i sit Hjertes Enfoldighed stolt af disse Besøg;
men ingen anede, hvad Judith led, naar han ligesom tog hende i
Besiddelse som sin Ejendom, naar han lod hende mærke sine Rettigheder
som forlovet. Hun ønskede at hun kunde vaske hans Kys af sine Læber
og befri sig for den Skam, hun syntes, der tilføjedes hende, og naar
han var borte, betoges hun af Angst for den Forpligtelse, hun havde
indgaaet, og ønskede sig Kraft til at hæve Forbindelsen; men hun
vidste godt, at hun aldrig vilde faa det.
Hun sad hos Frøken Stenberg; hun fandt ikke længer hendes Liv saa
ensomt og trist. Hun ønskede, at hun kunde bytte med denne gamle
Pige, sidde rolig og resigneret og sige: «Jeg er ren, jeg har ikke
ladet mig friste, jeg har ernæret mig selv og ikke solgt mig, -- ja
_solgt mig_, thi det er det, jeg vil gøre.»
Naar hun var sammen med andre, blev hun bange for, at de skulde ane
hendes Tanker, og hun trak sig endnu mere tilbage i sig selv. Og hvad
havde de saa at bebrejde hende? Misundte de hende ikke alle og vilde
gærne være i hendes Sted, skønt de ikke behøvede det? Var man blot en
af dem og kunde faa Lov til at leve i Ro i et kærligt Hjem, selv om
man saa ogsaa skulde forblive gammel Jomfru hele sit Liv. Eller havde
man blot en saa elastisk Samvittighed, at man kunde tage sig Tingene
mindre alvorlig, kunde bøje sig og føje sig i Stedet for at faa sin
Stolthed og Selvfølelse knækket og traadt under Fødder.
Naar Byen krøb for Judiths Aasyn, tog den Revanche bag hendes Ryg:
«Der er nok ordentlig lagt an fra en vis Kant! Nu maa hun vel være
glad, at det er lykkedes hende at fange Guldfuglen!» Og Mødrene sagde
til deres Døtre: «Ja, vi er nu ikke saa kloge som visse Folk, saa I
man nok nøjes med mindre.»
Fru Hinding straalede af Henrykkelse. Hun ilede rundt i Butikker,
forskrev Varer og tog til den nærmeste Stiftsby for at købe ind.
Hendes Omkvæd lød: «Ja, Du er lykkelig, min Pige, saadant et Udstyr
fik jeg rigtignok ikke ved mit Bryllup. Silkestrømper og Natkjoler
med Kniplingsbesætning! Aa, Judith, nu er Du da ogsaa rigtig glad?»
* * * * *
Saa stod Brylluppet.
De unge Piger havde om Formiddagen pyntet Kirken, saa godt Majmaaneds
sparsomme Vegetation tillod det. De havde sukket ved Tanken om, naar
vel deres Bryllup skulde staa; de havde drillet hverandre og følt
megen hemmelig Glæde ved Drillerierne.
Og Vielsen gik for sig.
Præsten talte om Ægteskabets hellige Pagt, om Sjæleharmoni og
himmelsk og jordisk Kæ--ær--lig--hed, gjorde Brudefolkene de
reglementerede Spørgsmaal og fik de lovbefalede «ja». Byens
Sangforening sang oppe ved Orgelet firstemmig:
«Det er saa yndigt at følges ad
For to, som gærne vil sammen være.»
De gamle Jomfruer græd, de unge beundrede og misundte. Bruden var
meget bleg, alt for bleg efter de unge Pigers Mening.
Man havde spist til Middag hos Prokuratoren, og da man endelig lod
Vognen køre frem, overraskedes Brudeparret ved Indstigningen endnu
engang af Byens Sangforening med et møjsommelig indstuderet
Bryllupskor af «Figaro». Den højeste, om just ikke glædeligste
Forbavselse malede sig paa Banners Ansigt; han holdt dog Pinen ud,
hilste paa Foreningen, og saa snart Høfligheden tillod det, befalede
han Kusken at køre.
Saaledes endte Dagen.
* * * * *
Banner indsaa, at hans Ægteskab ikke havde ført ham et Skridt nærmere
til hans Ønskers Maal, han følte det med en Blanding af Fortrydelse
og hemmelig Glæde. Thi havde hun bøjet sig, havde han jo naaet, hvad
han vilde, og saa havde maaske det hele været forbi, og hans trætte
Sjæl havde været nødsaget til at søge et nyt Incitament. Men nu var
Kampen der, som hans Natur fordrede for ikke at trættes og slappes.
Hendes Modstand syntes uovervindelig, dette holdt ham i Aande.
Han tænkte tilsidst kun paa hende. Hun blev hans Tidsfordriv, hans
Arbejde, hans Livs Indhold, om just ikke i højeste Forstand. Han gik
og kom kun med Hensyn paa hende, var elskværdig, umedgørlig,
forekommende, gnaven eller munter, ene med Tanken paa den Virkning,
disse hans Sindsstemninger vilde have paa hende. Han lod hende nyde
en hvilkensomhelst Fornøjelse, hun ønskede, paa deres korte
Bryllupsrejse førte han hende til flere af de Steder, som en Gang
havde gjort stærkest Indtryk paa ham selv, han forsøgte Virkningen af
Paris's Kunst og Forlystelser, Schweiz's Skønhed, men hun syntes over
alt lige kold og ubevæget. Hun forstod ikke ret selv hvorfor, men i
hans Nærhed var det hende umuligt at give sine Følelser Luft, at vise
sig begejstret eller rørt. Og skønt alt dette just var, hvad hun
havde drømt om at nyde og leve i, følte hun sig dog skuffet. Thi det,
hun egenlig længtes efter, dette, der kunde fylde hele hendes Sind,
tage alle hendes Tanker og give hendes Liv Værd og Indhold, det fandt
hun intetsteds. -- Det æggede Banner at finde en Blaserthed, som
kunde maale sig med hans egen, den irriterede ham, han vilde af med
den, vække nyt Liv og Varme hos hende, ja og Kærlighed. Men han havde
ikke Held med sig, og selv blev han med hver Dag fastere indviklet i
det Net af utilfredsstillede Ønsker, hvori hendes Kulde havde fanget
ham. Hun havde, som han selv en Gang sagde, fundet den eneste Vej, ad
hvilken hans Interesse endnu stod at vække, og hun fulgte den længe
uden at ane, hvilken Magt det gav hende.
Deres Bryllupsrejse havde kun varet en Maaned, saa de gjorde endnu
samme Aar et Par andre Udflugter. De rejste ud og kom hjem, men
stadig med samme Resultat. Deres Forhold udviklede sig efterhaanden
til en stille Krig, som aldrig syntes at skulle faa Ende, og som
maaske aldrig var kommen til aabenlyst Udbrud, hvis ikke et Tilfælde
havde fremkaldt en Krigserklæring.
Det var et halvt Aars Tid efter deres Giftermaal.
Judith var efter Frokosten kommen i Tanker om en Ordre, hun skulde
give Husjomfruen. Da hun gik ned gennem Korridoren til Køkkenet, kom
hun forbi Anretningsværelset, hvis Dør stod halv aaben, og hvor
Stuepigen vaskede nogle Glas af, medens Tjeneren, der i gamle Dage
havde fulgt Banner i Udlandet, underholdt Pigen med en Beretning om
et eller andet af sin Herres galante Æventyr.
Hun vendte tilbage til Dagligstuen, lod Tjeneren kalde og gav ham
uden nogen som helst Forklaring hans Afsked.
Endnu samme Formiddag klagede den forbløffede Mand sig for sin Herre
og bad ham om Retfærdighed. Banner vilde nødig blande sig heri, men
det interesserede ham dog at erfare Grunden til hans Hustrus
egenmægtige Handling.
Da han rejste sig fra Middagsbordet, sagde han derfor let henkastet:
«Apropos -- Du har givet Jensen hans Afsked, hvad er Grunden?»
«Grunden er den, at jeg i Dag hørte ham underholde Stuepigen med
saadanne Træk fra Dit Liv i Udlandet, som det maa være forbeholdt Dig
selv at fortælle her i Huset, hvis de skal fortælles.»
Blodet steg Banner til Hovedet, han følte Snærten i hendes Ord, og
vidste ikke strax, hvad han skulde svare; men næste Øjeblik
forandredes hans Ansigts Udtryk, en Ide syntes at have grebet ham, og
han spurgte i en usædvanlig oprømt Tone:
«Du er da vel aldrig skinsyg paa min Fortid?»
«Jeg? Nej, jeg forsikrer Dig, jeg kender ikke til Skinsyge.»
«Det gør alle Kvinder, enten de vil tilstaa det eller ej.»
«Kun de taabelige Kvinder, der ingen Selvfølelse har. En Kvinde burde
være for stolt til at sørge derover, naar hun bliver forsmaaet.»
«Saa gives der mange taabelige Kvinder.»
«Maaske, men saa elsker de da i det mindste den Mand, de ofrer deres
Jalousi.»
Han vidste, at hun ikke elskede ham, hun havde aldrig vakt nogen
Illusion i saa Henseende hos ham, og dog harmede disse hensynsløse
Ord ham ubeskrivelig. Han stod ved Vinduet, halv vendt mod hende; han
begyndte at tromme sagte med Fingerspidserne paa Karmen, og denne Lyd
dannede Akkompagnement til deres paafølgende Samtale, hvor Ordene
faldt dæmpet, næsten sagtmodig, skønt de begge dirrede af
Sindsbevægelse.
«Skal det sige, at der er Kvinder, som gifter sig uden Spor af
Tilbøjelighed for den Mand, de ægter?»
«Aa, ja! Det sker hyppigere, end man aner.»
«Den Slags Kvinder er da ikke megen Agtelse værd!»
«Det glæder mig at høre, at der overhovedet findes Kvinder, som Du
har Agtelse for.»
«Aa jo, enkelte! Men den Kvinde synes mig unægtelig langt mere
strafværdig, der for verdslig Fordels Skyld forbinder sig med en
Mand, hun ikke elsker, om saa Kirken og Verden ti Gange erklærer
Forbindelsen legitim, end den Kvinde, der uden Bagtanker og uden
«Kirkens Velsignelse» giver sig hen af Kærlighed.»
«Deri kan Du have Ret. Men der er desværre noget, der hedder: «Man
maa leve». Alle raabe derpaa, skønt det maaske var bedre, om de lod
være. Kvinderne maa ogsaa leve; og fra deres Barndom opdrages de jo
til at betragte Giftermaal som deres Kald; kan de gøre derfor?»
«De kan ægte en, som de elsker.»
«Og hvis en Kvinde ikke elsker, men er ude af Stand til at ernære sig
selv, og hvis saa en Mand tilbyder at forsørge hende, naar hun vil
ægte ham, hvad da? Skulde hun alligevel vælge den bitre Nød, den
haardeste Ydmygelse? Hun kan se sig om blandt de Ægteskaber, hun
kender, og ikke finde noget, der bærer Spor af at være knyttet i
Himlen, og er det da saa forkasteligt, om hun siger til sig selv:
«Kirken fordømmer det ikke, Verden ikke heller, hvorfor skulde jeg da
gøre det?» Og naar hun bukker under for Fristelsen, hvem er saa mest
at dadle, Manden, som benytter sig af hendes hjælpeløse Stilling,
eller hun?»
Judith havde talt rolig og langsomt, han følte, at hvert Ord var
overlagt og møntet paa ham og deres Forhold.
Han forlod Stuen med et Skuldertræk, men han glædede sig næsten over,
at det var kommet til Brud mellem dem, at den sløvende Stilstand var
forbi og Krigen erklæret; thi han indsaa, at hans Modstander var ham
jævnbyrdig, og den blaserede Mand lovede sig noget af denne Kamp, der
vilde blive ført ubarmhjærtig og ikke ende, før en af Parterne
bukkede under.
Idet han valgte sit Vaaben, tvang han hende til at benytte det samme;
thi hans Vaaben var Spot. Et tveægget Vaaben, der lige saa ofte
saarer den, der bruger det, som Modstanderen, et trættende pinligt
Vaaben at føre, fordi den, der bruger det, aldrig tør hvile, altid
maa gøre Udfald for at hindre Modparten i at gøre det, et Vaaben, der
udtørrer ens gode Følelser og dræber ens milde Tanker, for at de ikke
skulle være en velkommen Skive for Modstanderen, et Vaaben, der gør
nervøs, aandeløs, anspændt og dog længselsfuld efter den Smule Ro,
man aldrig tør unde sig. Saaledes var det Vaaben, Banner paatvang sin
Hustru, og det gjorde hende endnu mere haard og kold, end hun var.
Hun vænnede sig til Spotten og fandt en vis Fornøjelse deri. De lærte
snart hinandens Svagheder at kende og forfulgte dem ubarmhjærtig. Den
ene drev den anden fremad; deres Spot gik ogsaa ud over andre, de gik
formelig paa Jagt efter deres Medmenneskers svage Sider og
latterliggjorde dem, ofte kun med et Blik, et Forstaaelsens Smil til
hinanden. Men midt i alt det følte de sig dog ofte som paa
Pinebænken, smægtende efter lidt Ro, lidt Overbærenhed at brede som
en Kærlighedens Kaabe over Syndernes Mangfoldighed.
* * * * *
Et Aars Tid efter Brylluppet tog Restrup sig sammen og gjorde det
unge Ægtepar sin første Visit. Med sin uøvede Haand og med en Del
orthografiske Bommerter underrettede han Banner om, at han havde
nogle Forretninger at afgøre med ham, hvorfor han vilde gribe
Lejligheden til at gøre den unge Frue sin Opvartning. Han skrev ikke,
at han hver Dag i de sidste otte Maaneder havde taget samme
prisværdige Beslutning, men stadig opgivet den, fordi han ikke havde
Mod til at møde hende.
Banner spurgte Judith, om hun ønskede at modtage deres Nabo.
«Og hvorfor ikke?»
«Hans Rygte er meget slet, og hans Liv er ikke meget bedre.»
«Jeg vidste ikke, at Du var saa streng en Dommer.»
«Talen er ikke om mig,» svarede han med sammenknebne Øjne, «men om
Dig. Vil Du modtage ham?»
«Man lærer at være liberal her i Verden,» svarede hun koldt.
Resultatet blev altsaa, at Restrup, efter at have afgjort
Forretningerne med Banner, blev ført over til Fruen, som sad i
Havestuen foran de aabne Døre. Der var en Friskhed og Duft udbredt
over dette Værelse, som paa samme Tid glædede og foruroligede den raa
Mand med de stærke Nerver, der var mest vant til Tobaksduft,
Staldlugt og Vindunst.
Han tog sig imidlertid sammen, og idet han langsomt nærmede sig
Husets Frue, gjorde han sin ærbødigste Kompliment. Da han sidst saa
hende, var hun en beskeden, tarvelig klædt Pige, her stod hun omgiven
af Luxus i en kostbar Dragt som en Dronning. En sørgmodig Følelse
gennembævede ham ved Tanken om, at en saadan Lykke, som den, han her
troede at se, kunde ogsaa være falden i hans Lod. Blomsterduften, den
milde Varme, Biernes Summen, det lyse, rolige Værelse mindede ham paa
en uklar Maade om hans Barndom, om hans kærlige og svage Moder, om en
lykkeligere og bedre Tid.
Han stod et Øjeblik og saa paa Judith, hans Ansigt havde et mildt
sørgmodigt Udtryk, derpaa gik han tilbage og satte sig ned. Hvad han
her saa, forekom ham saa harmonisk og fuldendt, at han syntes, han
ligesom ikke havde Ret til at være her, at han besmittede Luften i
dette Hjem, der var hendes. Han var heller ikke rigtig sikker i
Banners Selskab; der var en Tid, syntes han, da de var ligestillede,
saa at sige medskyldige; men nu, da Banner havde giftet sig, stod han
højt over ham og saa ned paa ham med Medlidenhed og Foragt.
«De vil vel nok blive og spise til Middag med os?» spurgte Judith.
«Tak, tusind Tak,» svarede Restrup rørt og taknemlig, som om en
ufortjent Naade var bleven ham til Del.
«Jeg gad vide,» tænkte Banner, «hvorfor Judith viser denne Karl
Venlighed; mig keder han ubeskrivelig.»
Der forløb en Times Tid, i hvilken Samtalen slæbte sig tungt afsted;
saa brast Banners Taalmodighed.
«Vil Du vise Hr. Restrup Haven, jeg maa tale med min Forvalter. Jeg
er her, naar vi skal spise. De undskylder?» Og han trak sig tilbage,
maaske for at tale med sin Forvalter, maaske for at læse de Aviser,
som Restrups Komme havde tvunget ham til at lægge bort.
Judith rejste sig og gik ud paa Altanen, Restrup fulgte efter;
der var i hans Ansigt et Udtryk af Taknemlighed, som hos en
Newfoundlænder, der faar Lov til at ledsage sin Herre.
Da de stod sammen i Haven, sagde han i en blød og ydmyg Tone:
«De skal ha' Tak, fordi De vilde mudtage mig. Jeg truede, at jeg
ogsaa skulde udelukkes heruvre, da Banner giftede sig. Det er
undertiden lidt ensumt for mig.»
«Og har jeg da nogensinde vist Dem Uvenlighed?» spurgte hun smilende.
«Nej De har ikke, det er vist, De var altid bedre end alle de
snerpede Fulk derinde i Byen, men ser De, den Gang var De ikke andet
end --» den uheldige Adelsmand standsede forlegen.
«End en fattig, borgerlig Pige, medens jeg nu er den rige
Godsejerfrue. Tror De, at jeg derfor vilde svigte et Menneske, jeg
syntes om?»
«Det skal De ha' Tak for, de Urd, dem skal jeg huske.»
Han strakte Haanden ud, en stor, hvid, velplejet Haand med smukke
Ringe, og hun gav ham sin, som han rystede dygtig, medens han
mumlede: «Det skal De aldrig kumme til at fortryde.»
De gik nogen Tid i Tavshed sammen; Judith spurgte sig selv, hvad der
stemte hende saa mildt overfor denne Mand, der ikke var bedre, langt
snarere værre end de fleste andre, men hun fandt ingen anden Grund
end den, at alle andre behandlede ham uvenlig. Da de havde gaaet
Græsplænen rundt, fortsatte Restrup:
«Ja se, al den Lykke og Rigdum har nu Banner fo'et, furdi han
bremsede i Tide, derfor er han nu anset og agtet, har et rigt Hjem og
en dejlig Kone; havde jeg været klugere, saa --»
«Hvad saa?»
«So havde jeg huldt op i Tide, inden min Gjæld tog Magten fra mig.
Havde jeg den Gang giftet mig --»
«Og hvorfor gjorde De det ikke?»
«Fordi jeg ikke kunde finde en Kune. De adelige Frøkner vilde jeg nu
ikke ha', for de har so fordømt fine Fornemmelser, men jeg ku' heller
ikke finde no'en anden; og da jeg so endelig so en, sum jeg vilde
ha', var det for sent.»
«Det gør mig ondt.»
«Ja, det gør ogsaa mig selv undt. Naar jeg sodan sad hos Prukuraturen
og so paa Dem, so sagde jeg tidt til mig selv, at De var en Kune for
mig; De var bode fornuftig og streng og kunde ha' holdt mig i Ørene,
og so var De alligevel mild og uverbærende. Men so sagde jeg til mig
selv, at ingen ordentlig Pige længer vilde ha' mig, desuden -- so
vilde det hele jo snart være forbi.» Han holdt lidt inde og fortsatte
saa langsomt, næsten som til sig selv: «for nu lakker det ad Enden,
ja det gør.»
Han stak Hænderne i Lommen og saa tankefuldt frem for sig.
Hun blev hverken vred eller forlegen ved hans ligefremme Tilstaaelse,
hun tænkte et Øjeblik, at Fattigdom, delt med en saadan godhjærtet
Mand, var at foretrække for en Rigdom som hendes.
Hun vendte sig og betragtede ham alvorlig.
«Er Deres Sager da i en saa slet Forfatning, som man siger?»
Han standsede ogsaa og gengældte hendes Blik. Men han saa ikke paa
hende, som han ellers plejede at se paa Kvinder. Den næsten ærbødige
Tilbøjelighed, han nærede for hende, gjorde, at hun stod for ham som
Repræsentant for den Slags Kvinder, hvortil ogsaa hans Moder forekom
ham at have hørt, til hvem han kun turde nærme sig med en vis
brødefuld Skyhed. Hun hørte efter hans Mening til en Verden, hvor han
ikke havde hjemme, men ind i hvilken han undertiden vovede at kaste
et vemodigt Blik.
«Ja, mine Sager staar slet. Jeg har en dødelig Sygdum, skal De vide,
sum hedder Krediturer. Den er lige so sikker sum galluperende
Svindsot. Det kummer kun an po at hulde Livet so længe sum muligt, at
lade det go po Pumperne. Men det hænger over mig sum et -- et
Damaskus Sværd -- eller hvad det nu hedder, og nor mine Krediturer
før eller senere falder uver mig, er jeg en død Mand.»
«Død?» spurgte hun; hun troede, han talte i Lignelser.
«Ja -- for so har jeg i Sinde at skyde mig. Jeg har en ladt Revulver
liggende hjemme; den skal ikke bruges til andet; den ligger og venter
po mig, og jeg venter po mine Krediturer. Det er underligt, at go
sodan stærk og rask umkring, og so ikke vide, um man lever den næste
Dag. Det er ellers en nydelig Revulver! Den har kustet mig tre
Hundrede Kruner, den er helt med Sølvbeslag.»
Hun var nær ved at smile; under de sørgelige og alvorlige Tanker,
hans Tale vakte, kom denne Berømmelse af Mordvaabnet saa pudsig.
«Ja -- so dør jeg fra mine Heste og Hunde og Kunkyljer og det
altsammen.»
«Og hvilket sørgeligt, ilde anvendt Liv har det da ikke været,» sagde
hun alvorlig.
«Aa ja somænd,» svarede han, «nor jeg rigtig tænker efter, har jeg
heller ikke haft et glad Minut al den Tid, jeg kan mindes.»
Han sagde det meget rolig og ligefremt, men det greb hende dybt.
Syvogtredive Aar gammel, maaske sin Død nær og ikke været glad et
Minut i hele sit Liv!
«Hvorledes kom De da ind paa alt dette, hvorfor søgte De aldrig at
tage Dem sammen?»
«Nej, for ser De, jeg tænkte i Begyndelsen, at det skulde være
mursumt og alt sodan no'et, men da jeg so alligevel aldrig var rigtig
fornøjet ved al den Rigdum og Lystighed, so blev jeg melankulsk, og
so begyndte jeg at drikke. Jeg syntes, at de allesammen kun brød sig
um mig for Pengenes Skyld, og at jeg ikke havde en eneste Ven. So
blev jeg led ved de Penge og smed dem ud. Naar jeg var fuld, so blev
jeg ustyrlig og gjorde mange gale Ting, og nor jeg var ædru, so
angrede jeg det, og so drak jeg igen. Sodan gik det rundt og rundt,
det ene tug det andet med sig, og jeg kunde ikke kumme ud af det
igen. Jeg bliver trukket afsted, enten jeg vil eller ej, og det
bliver vel ikke forbi, før jeg dør; og det er somænd heller ikke
nogen pæn Mode at ende Livet po, den, sum jeg har bestemt; men --» og
her slog hans letbevægelige Sind atter over, «Pistulen er nydelig, og
jeg har i mit Testamente bestemt, at den skal ødelægges efter min
Død, for den ska' kun bruges til det samme. Og so meget har jeg vel
at raade uver, no'er jeg er død. Det bliver vel ogsaa det hele. Jeg
vilde for Resten gerne gi' Dem no'et, for de Timer, jeg har set Dem,
har dog været no'en af de bedste i mit Liv, men selv um jeg
testamenterede Dem no'et, er det ikke sagt, at mine Krediturer gav
Dem det.»
Hun maatte smile, skønt hun følte sig nedtrykt ved Synet af denne
Mand, som her gik ved hendes Side, med det stærke Legeme og den svage
Sjæl, med sit trods Raaheden bestikkende Væsen, med de mange Chancer
for et lykkeligt Liv og saa den ynkelig forspildte Tilværelse og
Selvmord som sidste Ressource.
De havde nu gennemvandret hele Haven og gik tavse op ad mod Huset. Da
sagde han med en pludselig Indskydelse: «Vil De ha' no'et til Minde
um mig? men det bryder De Dem vel ikke um? for jeg ved ju ikke, hvur
længe jeg foer Lov til at leve, og um jeg ser Dem igen.»
Der var noget barnligt i denne Mands Væsen, noget ydmygt over for
hende, som rørte hende.
«Vil De give mig noget til Tegn paa Deres Venskab, saa tager jeg det
gerne, men De maa ikke opgive Haabet endnu.»
«Aa nej, skønt hvurfor skulde man ønske at leve? Det er der da ingen
videre Fornøjelse ved?»
Han trak en Ring af sin Lillefinger: «Vil De ha' den, det er en køn
Sten, den er fra Paris.»
«Ja, vil De saa love mig at tage bedre fat paa Livet?»
«Nej!» sagde han med Eftertryk, «det kan og vil jeg ikke, for jeg
hulder det ikke. Jeg er for dybt i det nu, ikke en Stump af, hvad jeg
har, er mit eget, jeg er tutalt ruineret. De har snydt mig
allesammen, jeg kan ikke mere klare mig; om et Oer eller en Moned
eller en Uge er det forbi. Nu mo jeg løbe Linen ud og blive i den
gamle Skure! Men,» fortsatte han med et nyt Omslag i sin Stemning,
«jeg ved ikke, hvurfor jeg fortæller Dem alt det; det er moske, fordi
det i mine rulige Timer stor so levende for mig; men jeg kan ju
aldrig sige det til no'en, for de gør Nar ad mig og griner ad mig
allesammen.» Pludselig skiftede hans Ansigt Udtryk. «Gør De moske
ogsaa Nar ad mig?»
Hans sløve Blik var pludselig blevet funklende og hvilede paa hende
saa forskende og mistroisk, som om han vilde læse hendes inderste
Tanker. Men hun mødte hans Blik rolig og aabent, og han blev atter
sig selv.
De stod nu igen i Havestuen. Næste Øjeblik meldte Tjeneren, at der
var anrettet. Banner kom til i fuldstændig «dress», gnidende sine
hvide, soignerede Hænder i hinanden.
«Restrup, vil De tage min Hustru til Bords?»
Han gik selv i Forvejen, og de to fulgte efter, tavse og sørgmodige.
* * * * *
En Maanedstid senere kørte Prokurator Hinding ind paa Restrupgaard.
Han havde en halv Times Samtale med dens Ejer, hvorpaa denne fulgte
ham ud til Vognen, som havde holdt forspændt saa længe. Prokuratoren
smilte og talte i en godlidende Tone, Restrup var noget bleg, men for
Resten ganske sig selv.
«Som sagt, han maatte have Pengene, jeg kørte selv ud for lovformelig
at opsige dem, men hvad, en Mand som De vil sagtens kunne rejse dem
et andet Sted.»
«Lad us ikke spille Kumedie, Prukuratur; De har havt mig i Løkken
hele Tiden, nu synes De, at Tiden er passende, saa trækker De til;
det var ogsaa klugt nok, for der bliver ju mindre at plukke for hver
Dag. Det bliver en fed Forretning, hvis Krediturerne giver Dem Buet
under Behandling, og det er De vel sikker po?»
«Pyh! De klarer Dem magelig, det skulde være mærkværdigt andet. De
naar nok at dø som den rige Godsejer Restrup.» Prokuratoren lo
forbindtlig.
«Ja, De har moske Ret,» svarede Restrup med en saa ejendommelig
Betoning, at Prokuratoren et Øjeblik blev bange for, han skulde have
nogle ham ubekendte Ressourcer.
«Naa, far vel! Saa tales vi ved til den fastsatte Tid.»
«Ja, i Helvede,» mumlede Restrup, da Vognen rullede ud af Porten.
Da gik han op paa sit Værelse, tog den smukke sølvbeslagne Revolver,
betragtede den et Øjeblik tankefuldt, og gik derpaa med den i Haanden
over Gaarden ned til Stalden. Den var tom, Folkene var i Marken og de
fleste af Hestene ogsaa. Kun hans egne Køreheste og hans smukke
Ridehest stod der. Han gik ind i Baasene til Kørehestene, klappede
deres fine Hoveder og mumlede nogle Ord til dem. De drejede sig og
saa efter ham, men stak saa atter Hovederne ned i Krybben; han hørte
dem knuse og gumle Foderet og pruste ned i Hakkelsen og Havren.
Derpaa gik han ind til sin Ridehest. Han lod sin Haand glide
kærtegnende ned over dens blanke, sorte Hals. Dyret strøg kælent
Hovedet op ad ham, han tog Pistolen frem, satte den til Hestens Øre,
og i næste Nu foer Kørehestene sammen ved Skuddet og Skriget. Restrup
vendte sig hastig og forlod Stalden. I Gaarden havde Skuddet intet
Røre vakt, ikke engang Pigerne var komne til Vinduerne, det var saa
almindeligt, at Restrup gik og plaffede paa Kattene, der til deres
Ulykke forvildede sig indenfor hans Skudvidde.
Han gik op paa sit Studereværelse, satte sig i den magelige Stol
foran Kaminen, hvor han ofte om Sommeren lod nogle Brændeknuder
blusse, og ringede paa sin Tjener: «Bring mig en Flaske af den gamle
Jamaica Rum,» befalede han.
Da Tjeneren bragte den sammen med et uhyre Glas, bemærkede han, at
det var den sidste Flaske.
«Det er gudt, saa slug den s'gu akkurat til.»
Da Tjeneren var gaaet, lukkede han Døren i Laas efter ham og satte
sig atter i Lænestolen, han kaldte paa sin Dogge, der laa og smaasov
under hans Skrivebord. Hunden kom hen og lagde sit Hoved paa hans
Knæ, medens den forventningsfuld saa ham op i Øjnene.
Han strøg da atter dens løse Hovedhud fremover, idet han mumlede sit:
«Gu'e gammel Hund». Det bidske Dyr skælvede af Glæde under hans
Kærtegn. Saa lød der et kort Hyl eller Bjæf, den dumpe Lyd af et
Skud, og det svære Dyr laa stift, med Benene strakte fra sig, for sin
Herres Fødder.
«Saa,» sagde Restrup, «nu vilde jeg ønske, jeg var lige saa vidt.»
En kold Sved brast frem paa hans Pande. Var det nu virkelig
forestaaende, skulde han nu dø. Dette Legeme var dog kraftigt og
sundt, hans Aandedræt gik saa dybt og rolig, hans Sanser var skarpe,
hans Blod varmt, og dog vilde han om faa Minutter have ophørt at
leve. Han mærkede en kvælende Fornemmelse i sin Strube, hans Hænder
blev kolde og skælvede. Han lukkede Øjnene. Var det ikke en Drøm, var
Timen virkelig slaaet, vilde der ikke komme Hjælp -- ja blot -- vilde
hans Tjener ikke komme, hidkaldt af Skuddet. Men Tjeneren kom ikke.
Han skulde altsaa dø. Han betragtede det smukke Vaaben, som han saa
sorgløst havde berømt for hende. Den Gang forstod han ikke sine egne
Ord, men nu forstod han dem. Han skulde dø i sin fulde Ungdomskraft,
i sin bedste Alder. Han fik en underlig Medlidenhed med sig selv, med
dette smukke, kraftige Legeme, disse stærke Hænder, som om et Øjeblik
skulde hænge slappe, tunge og døde. Og han sad som Barnet, der skal
tage Medicin; det ved, det skal, og opsætter det dog fra Sekund til
Sekund.
Endelig tog han sig sammen. Han fyldte det store Glas med den mørke,
gyldenrøde Rom, uden at agte paa den Karaffel Vand, Tjeneren havde
sat frem til at blande den med, han nedsvælgede den glødende Drik i
lange, begærlige Drag; da han satte Glasset fra sig, var hans Kinder
kaldes Mænd,» tænkte Judith, «hvor kan dog et Menneske nedværdige sig
saaledes for nogle Kroners Fortjeneste?»
Og de unge Piger tog hende om Livet og sagde, at de altid havde holdt
saa meget af hende og altid taget hende i Forsvar mod de andre. De
bad hende bevare dem i kærlig Erindring. Hun maatte endelig besøge
dem efter sit Giftermaal. «Du ved ikke, hvor vi alle hjemme holder af
Dig!»
Hun forstod altfor godt, hvor lidet dette Venskab gjaldt hendes
Person, og dette blev den første bitre Smag, Rigdommen gav hende.
«Var det for at æres af saadanne Mennesker, at man brød sig om at
være rig?» Men oftest var hun tavs, fordi hun grublede over den
Ydmygelse, hun havde underkastet sig.
Banner besøgte jævnlig Prokuratorens Hus inden Brylluppet, og hvor
var ikke Fru Hinding i sit Hjertes Enfoldighed stolt af disse Besøg;
men ingen anede, hvad Judith led, naar han ligesom tog hende i
Besiddelse som sin Ejendom, naar han lod hende mærke sine Rettigheder
som forlovet. Hun ønskede at hun kunde vaske hans Kys af sine Læber
og befri sig for den Skam, hun syntes, der tilføjedes hende, og naar
han var borte, betoges hun af Angst for den Forpligtelse, hun havde
indgaaet, og ønskede sig Kraft til at hæve Forbindelsen; men hun
vidste godt, at hun aldrig vilde faa det.
Hun sad hos Frøken Stenberg; hun fandt ikke længer hendes Liv saa
ensomt og trist. Hun ønskede, at hun kunde bytte med denne gamle
Pige, sidde rolig og resigneret og sige: «Jeg er ren, jeg har ikke
ladet mig friste, jeg har ernæret mig selv og ikke solgt mig, -- ja
_solgt mig_, thi det er det, jeg vil gøre.»
Naar hun var sammen med andre, blev hun bange for, at de skulde ane
hendes Tanker, og hun trak sig endnu mere tilbage i sig selv. Og hvad
havde de saa at bebrejde hende? Misundte de hende ikke alle og vilde
gærne være i hendes Sted, skønt de ikke behøvede det? Var man blot en
af dem og kunde faa Lov til at leve i Ro i et kærligt Hjem, selv om
man saa ogsaa skulde forblive gammel Jomfru hele sit Liv. Eller havde
man blot en saa elastisk Samvittighed, at man kunde tage sig Tingene
mindre alvorlig, kunde bøje sig og føje sig i Stedet for at faa sin
Stolthed og Selvfølelse knækket og traadt under Fødder.
Naar Byen krøb for Judiths Aasyn, tog den Revanche bag hendes Ryg:
«Der er nok ordentlig lagt an fra en vis Kant! Nu maa hun vel være
glad, at det er lykkedes hende at fange Guldfuglen!» Og Mødrene sagde
til deres Døtre: «Ja, vi er nu ikke saa kloge som visse Folk, saa I
man nok nøjes med mindre.»
Fru Hinding straalede af Henrykkelse. Hun ilede rundt i Butikker,
forskrev Varer og tog til den nærmeste Stiftsby for at købe ind.
Hendes Omkvæd lød: «Ja, Du er lykkelig, min Pige, saadant et Udstyr
fik jeg rigtignok ikke ved mit Bryllup. Silkestrømper og Natkjoler
med Kniplingsbesætning! Aa, Judith, nu er Du da ogsaa rigtig glad?»
* * * * *
Saa stod Brylluppet.
De unge Piger havde om Formiddagen pyntet Kirken, saa godt Majmaaneds
sparsomme Vegetation tillod det. De havde sukket ved Tanken om, naar
vel deres Bryllup skulde staa; de havde drillet hverandre og følt
megen hemmelig Glæde ved Drillerierne.
Og Vielsen gik for sig.
Præsten talte om Ægteskabets hellige Pagt, om Sjæleharmoni og
himmelsk og jordisk Kæ--ær--lig--hed, gjorde Brudefolkene de
reglementerede Spørgsmaal og fik de lovbefalede «ja». Byens
Sangforening sang oppe ved Orgelet firstemmig:
«Det er saa yndigt at følges ad
For to, som gærne vil sammen være.»
De gamle Jomfruer græd, de unge beundrede og misundte. Bruden var
meget bleg, alt for bleg efter de unge Pigers Mening.
Man havde spist til Middag hos Prokuratoren, og da man endelig lod
Vognen køre frem, overraskedes Brudeparret ved Indstigningen endnu
engang af Byens Sangforening med et møjsommelig indstuderet
Bryllupskor af «Figaro». Den højeste, om just ikke glædeligste
Forbavselse malede sig paa Banners Ansigt; han holdt dog Pinen ud,
hilste paa Foreningen, og saa snart Høfligheden tillod det, befalede
han Kusken at køre.
Saaledes endte Dagen.
* * * * *
Banner indsaa, at hans Ægteskab ikke havde ført ham et Skridt nærmere
til hans Ønskers Maal, han følte det med en Blanding af Fortrydelse
og hemmelig Glæde. Thi havde hun bøjet sig, havde han jo naaet, hvad
han vilde, og saa havde maaske det hele været forbi, og hans trætte
Sjæl havde været nødsaget til at søge et nyt Incitament. Men nu var
Kampen der, som hans Natur fordrede for ikke at trættes og slappes.
Hendes Modstand syntes uovervindelig, dette holdt ham i Aande.
Han tænkte tilsidst kun paa hende. Hun blev hans Tidsfordriv, hans
Arbejde, hans Livs Indhold, om just ikke i højeste Forstand. Han gik
og kom kun med Hensyn paa hende, var elskværdig, umedgørlig,
forekommende, gnaven eller munter, ene med Tanken paa den Virkning,
disse hans Sindsstemninger vilde have paa hende. Han lod hende nyde
en hvilkensomhelst Fornøjelse, hun ønskede, paa deres korte
Bryllupsrejse førte han hende til flere af de Steder, som en Gang
havde gjort stærkest Indtryk paa ham selv, han forsøgte Virkningen af
Paris's Kunst og Forlystelser, Schweiz's Skønhed, men hun syntes over
alt lige kold og ubevæget. Hun forstod ikke ret selv hvorfor, men i
hans Nærhed var det hende umuligt at give sine Følelser Luft, at vise
sig begejstret eller rørt. Og skønt alt dette just var, hvad hun
havde drømt om at nyde og leve i, følte hun sig dog skuffet. Thi det,
hun egenlig længtes efter, dette, der kunde fylde hele hendes Sind,
tage alle hendes Tanker og give hendes Liv Værd og Indhold, det fandt
hun intetsteds. -- Det æggede Banner at finde en Blaserthed, som
kunde maale sig med hans egen, den irriterede ham, han vilde af med
den, vække nyt Liv og Varme hos hende, ja og Kærlighed. Men han havde
ikke Held med sig, og selv blev han med hver Dag fastere indviklet i
det Net af utilfredsstillede Ønsker, hvori hendes Kulde havde fanget
ham. Hun havde, som han selv en Gang sagde, fundet den eneste Vej, ad
hvilken hans Interesse endnu stod at vække, og hun fulgte den længe
uden at ane, hvilken Magt det gav hende.
Deres Bryllupsrejse havde kun varet en Maaned, saa de gjorde endnu
samme Aar et Par andre Udflugter. De rejste ud og kom hjem, men
stadig med samme Resultat. Deres Forhold udviklede sig efterhaanden
til en stille Krig, som aldrig syntes at skulle faa Ende, og som
maaske aldrig var kommen til aabenlyst Udbrud, hvis ikke et Tilfælde
havde fremkaldt en Krigserklæring.
Det var et halvt Aars Tid efter deres Giftermaal.
Judith var efter Frokosten kommen i Tanker om en Ordre, hun skulde
give Husjomfruen. Da hun gik ned gennem Korridoren til Køkkenet, kom
hun forbi Anretningsværelset, hvis Dør stod halv aaben, og hvor
Stuepigen vaskede nogle Glas af, medens Tjeneren, der i gamle Dage
havde fulgt Banner i Udlandet, underholdt Pigen med en Beretning om
et eller andet af sin Herres galante Æventyr.
Hun vendte tilbage til Dagligstuen, lod Tjeneren kalde og gav ham
uden nogen som helst Forklaring hans Afsked.
Endnu samme Formiddag klagede den forbløffede Mand sig for sin Herre
og bad ham om Retfærdighed. Banner vilde nødig blande sig heri, men
det interesserede ham dog at erfare Grunden til hans Hustrus
egenmægtige Handling.
Da han rejste sig fra Middagsbordet, sagde han derfor let henkastet:
«Apropos -- Du har givet Jensen hans Afsked, hvad er Grunden?»
«Grunden er den, at jeg i Dag hørte ham underholde Stuepigen med
saadanne Træk fra Dit Liv i Udlandet, som det maa være forbeholdt Dig
selv at fortælle her i Huset, hvis de skal fortælles.»
Blodet steg Banner til Hovedet, han følte Snærten i hendes Ord, og
vidste ikke strax, hvad han skulde svare; men næste Øjeblik
forandredes hans Ansigts Udtryk, en Ide syntes at have grebet ham, og
han spurgte i en usædvanlig oprømt Tone:
«Du er da vel aldrig skinsyg paa min Fortid?»
«Jeg? Nej, jeg forsikrer Dig, jeg kender ikke til Skinsyge.»
«Det gør alle Kvinder, enten de vil tilstaa det eller ej.»
«Kun de taabelige Kvinder, der ingen Selvfølelse har. En Kvinde burde
være for stolt til at sørge derover, naar hun bliver forsmaaet.»
«Saa gives der mange taabelige Kvinder.»
«Maaske, men saa elsker de da i det mindste den Mand, de ofrer deres
Jalousi.»
Han vidste, at hun ikke elskede ham, hun havde aldrig vakt nogen
Illusion i saa Henseende hos ham, og dog harmede disse hensynsløse
Ord ham ubeskrivelig. Han stod ved Vinduet, halv vendt mod hende; han
begyndte at tromme sagte med Fingerspidserne paa Karmen, og denne Lyd
dannede Akkompagnement til deres paafølgende Samtale, hvor Ordene
faldt dæmpet, næsten sagtmodig, skønt de begge dirrede af
Sindsbevægelse.
«Skal det sige, at der er Kvinder, som gifter sig uden Spor af
Tilbøjelighed for den Mand, de ægter?»
«Aa, ja! Det sker hyppigere, end man aner.»
«Den Slags Kvinder er da ikke megen Agtelse værd!»
«Det glæder mig at høre, at der overhovedet findes Kvinder, som Du
har Agtelse for.»
«Aa jo, enkelte! Men den Kvinde synes mig unægtelig langt mere
strafværdig, der for verdslig Fordels Skyld forbinder sig med en
Mand, hun ikke elsker, om saa Kirken og Verden ti Gange erklærer
Forbindelsen legitim, end den Kvinde, der uden Bagtanker og uden
«Kirkens Velsignelse» giver sig hen af Kærlighed.»
«Deri kan Du have Ret. Men der er desværre noget, der hedder: «Man
maa leve». Alle raabe derpaa, skønt det maaske var bedre, om de lod
være. Kvinderne maa ogsaa leve; og fra deres Barndom opdrages de jo
til at betragte Giftermaal som deres Kald; kan de gøre derfor?»
«De kan ægte en, som de elsker.»
«Og hvis en Kvinde ikke elsker, men er ude af Stand til at ernære sig
selv, og hvis saa en Mand tilbyder at forsørge hende, naar hun vil
ægte ham, hvad da? Skulde hun alligevel vælge den bitre Nød, den
haardeste Ydmygelse? Hun kan se sig om blandt de Ægteskaber, hun
kender, og ikke finde noget, der bærer Spor af at være knyttet i
Himlen, og er det da saa forkasteligt, om hun siger til sig selv:
«Kirken fordømmer det ikke, Verden ikke heller, hvorfor skulde jeg da
gøre det?» Og naar hun bukker under for Fristelsen, hvem er saa mest
at dadle, Manden, som benytter sig af hendes hjælpeløse Stilling,
eller hun?»
Judith havde talt rolig og langsomt, han følte, at hvert Ord var
overlagt og møntet paa ham og deres Forhold.
Han forlod Stuen med et Skuldertræk, men han glædede sig næsten over,
at det var kommet til Brud mellem dem, at den sløvende Stilstand var
forbi og Krigen erklæret; thi han indsaa, at hans Modstander var ham
jævnbyrdig, og den blaserede Mand lovede sig noget af denne Kamp, der
vilde blive ført ubarmhjærtig og ikke ende, før en af Parterne
bukkede under.
Idet han valgte sit Vaaben, tvang han hende til at benytte det samme;
thi hans Vaaben var Spot. Et tveægget Vaaben, der lige saa ofte
saarer den, der bruger det, som Modstanderen, et trættende pinligt
Vaaben at føre, fordi den, der bruger det, aldrig tør hvile, altid
maa gøre Udfald for at hindre Modparten i at gøre det, et Vaaben, der
udtørrer ens gode Følelser og dræber ens milde Tanker, for at de ikke
skulle være en velkommen Skive for Modstanderen, et Vaaben, der gør
nervøs, aandeløs, anspændt og dog længselsfuld efter den Smule Ro,
man aldrig tør unde sig. Saaledes var det Vaaben, Banner paatvang sin
Hustru, og det gjorde hende endnu mere haard og kold, end hun var.
Hun vænnede sig til Spotten og fandt en vis Fornøjelse deri. De lærte
snart hinandens Svagheder at kende og forfulgte dem ubarmhjærtig. Den
ene drev den anden fremad; deres Spot gik ogsaa ud over andre, de gik
formelig paa Jagt efter deres Medmenneskers svage Sider og
latterliggjorde dem, ofte kun med et Blik, et Forstaaelsens Smil til
hinanden. Men midt i alt det følte de sig dog ofte som paa
Pinebænken, smægtende efter lidt Ro, lidt Overbærenhed at brede som
en Kærlighedens Kaabe over Syndernes Mangfoldighed.
* * * * *
Et Aars Tid efter Brylluppet tog Restrup sig sammen og gjorde det
unge Ægtepar sin første Visit. Med sin uøvede Haand og med en Del
orthografiske Bommerter underrettede han Banner om, at han havde
nogle Forretninger at afgøre med ham, hvorfor han vilde gribe
Lejligheden til at gøre den unge Frue sin Opvartning. Han skrev ikke,
at han hver Dag i de sidste otte Maaneder havde taget samme
prisværdige Beslutning, men stadig opgivet den, fordi han ikke havde
Mod til at møde hende.
Banner spurgte Judith, om hun ønskede at modtage deres Nabo.
«Og hvorfor ikke?»
«Hans Rygte er meget slet, og hans Liv er ikke meget bedre.»
«Jeg vidste ikke, at Du var saa streng en Dommer.»
«Talen er ikke om mig,» svarede han med sammenknebne Øjne, «men om
Dig. Vil Du modtage ham?»
«Man lærer at være liberal her i Verden,» svarede hun koldt.
Resultatet blev altsaa, at Restrup, efter at have afgjort
Forretningerne med Banner, blev ført over til Fruen, som sad i
Havestuen foran de aabne Døre. Der var en Friskhed og Duft udbredt
over dette Værelse, som paa samme Tid glædede og foruroligede den raa
Mand med de stærke Nerver, der var mest vant til Tobaksduft,
Staldlugt og Vindunst.
Han tog sig imidlertid sammen, og idet han langsomt nærmede sig
Husets Frue, gjorde han sin ærbødigste Kompliment. Da han sidst saa
hende, var hun en beskeden, tarvelig klædt Pige, her stod hun omgiven
af Luxus i en kostbar Dragt som en Dronning. En sørgmodig Følelse
gennembævede ham ved Tanken om, at en saadan Lykke, som den, han her
troede at se, kunde ogsaa være falden i hans Lod. Blomsterduften, den
milde Varme, Biernes Summen, det lyse, rolige Værelse mindede ham paa
en uklar Maade om hans Barndom, om hans kærlige og svage Moder, om en
lykkeligere og bedre Tid.
Han stod et Øjeblik og saa paa Judith, hans Ansigt havde et mildt
sørgmodigt Udtryk, derpaa gik han tilbage og satte sig ned. Hvad han
her saa, forekom ham saa harmonisk og fuldendt, at han syntes, han
ligesom ikke havde Ret til at være her, at han besmittede Luften i
dette Hjem, der var hendes. Han var heller ikke rigtig sikker i
Banners Selskab; der var en Tid, syntes han, da de var ligestillede,
saa at sige medskyldige; men nu, da Banner havde giftet sig, stod han
højt over ham og saa ned paa ham med Medlidenhed og Foragt.
«De vil vel nok blive og spise til Middag med os?» spurgte Judith.
«Tak, tusind Tak,» svarede Restrup rørt og taknemlig, som om en
ufortjent Naade var bleven ham til Del.
«Jeg gad vide,» tænkte Banner, «hvorfor Judith viser denne Karl
Venlighed; mig keder han ubeskrivelig.»
Der forløb en Times Tid, i hvilken Samtalen slæbte sig tungt afsted;
saa brast Banners Taalmodighed.
«Vil Du vise Hr. Restrup Haven, jeg maa tale med min Forvalter. Jeg
er her, naar vi skal spise. De undskylder?» Og han trak sig tilbage,
maaske for at tale med sin Forvalter, maaske for at læse de Aviser,
som Restrups Komme havde tvunget ham til at lægge bort.
Judith rejste sig og gik ud paa Altanen, Restrup fulgte efter;
der var i hans Ansigt et Udtryk af Taknemlighed, som hos en
Newfoundlænder, der faar Lov til at ledsage sin Herre.
Da de stod sammen i Haven, sagde han i en blød og ydmyg Tone:
«De skal ha' Tak, fordi De vilde mudtage mig. Jeg truede, at jeg
ogsaa skulde udelukkes heruvre, da Banner giftede sig. Det er
undertiden lidt ensumt for mig.»
«Og har jeg da nogensinde vist Dem Uvenlighed?» spurgte hun smilende.
«Nej De har ikke, det er vist, De var altid bedre end alle de
snerpede Fulk derinde i Byen, men ser De, den Gang var De ikke andet
end --» den uheldige Adelsmand standsede forlegen.
«End en fattig, borgerlig Pige, medens jeg nu er den rige
Godsejerfrue. Tror De, at jeg derfor vilde svigte et Menneske, jeg
syntes om?»
«Det skal De ha' Tak for, de Urd, dem skal jeg huske.»
Han strakte Haanden ud, en stor, hvid, velplejet Haand med smukke
Ringe, og hun gav ham sin, som han rystede dygtig, medens han
mumlede: «Det skal De aldrig kumme til at fortryde.»
De gik nogen Tid i Tavshed sammen; Judith spurgte sig selv, hvad der
stemte hende saa mildt overfor denne Mand, der ikke var bedre, langt
snarere værre end de fleste andre, men hun fandt ingen anden Grund
end den, at alle andre behandlede ham uvenlig. Da de havde gaaet
Græsplænen rundt, fortsatte Restrup:
«Ja se, al den Lykke og Rigdum har nu Banner fo'et, furdi han
bremsede i Tide, derfor er han nu anset og agtet, har et rigt Hjem og
en dejlig Kone; havde jeg været klugere, saa --»
«Hvad saa?»
«So havde jeg huldt op i Tide, inden min Gjæld tog Magten fra mig.
Havde jeg den Gang giftet mig --»
«Og hvorfor gjorde De det ikke?»
«Fordi jeg ikke kunde finde en Kune. De adelige Frøkner vilde jeg nu
ikke ha', for de har so fordømt fine Fornemmelser, men jeg ku' heller
ikke finde no'en anden; og da jeg so endelig so en, sum jeg vilde
ha', var det for sent.»
«Det gør mig ondt.»
«Ja, det gør ogsaa mig selv undt. Naar jeg sodan sad hos Prukuraturen
og so paa Dem, so sagde jeg tidt til mig selv, at De var en Kune for
mig; De var bode fornuftig og streng og kunde ha' holdt mig i Ørene,
og so var De alligevel mild og uverbærende. Men so sagde jeg til mig
selv, at ingen ordentlig Pige længer vilde ha' mig, desuden -- so
vilde det hele jo snart være forbi.» Han holdt lidt inde og fortsatte
saa langsomt, næsten som til sig selv: «for nu lakker det ad Enden,
ja det gør.»
Han stak Hænderne i Lommen og saa tankefuldt frem for sig.
Hun blev hverken vred eller forlegen ved hans ligefremme Tilstaaelse,
hun tænkte et Øjeblik, at Fattigdom, delt med en saadan godhjærtet
Mand, var at foretrække for en Rigdom som hendes.
Hun vendte sig og betragtede ham alvorlig.
«Er Deres Sager da i en saa slet Forfatning, som man siger?»
Han standsede ogsaa og gengældte hendes Blik. Men han saa ikke paa
hende, som han ellers plejede at se paa Kvinder. Den næsten ærbødige
Tilbøjelighed, han nærede for hende, gjorde, at hun stod for ham som
Repræsentant for den Slags Kvinder, hvortil ogsaa hans Moder forekom
ham at have hørt, til hvem han kun turde nærme sig med en vis
brødefuld Skyhed. Hun hørte efter hans Mening til en Verden, hvor han
ikke havde hjemme, men ind i hvilken han undertiden vovede at kaste
et vemodigt Blik.
«Ja, mine Sager staar slet. Jeg har en dødelig Sygdum, skal De vide,
sum hedder Krediturer. Den er lige so sikker sum galluperende
Svindsot. Det kummer kun an po at hulde Livet so længe sum muligt, at
lade det go po Pumperne. Men det hænger over mig sum et -- et
Damaskus Sværd -- eller hvad det nu hedder, og nor mine Krediturer
før eller senere falder uver mig, er jeg en død Mand.»
«Død?» spurgte hun; hun troede, han talte i Lignelser.
«Ja -- for so har jeg i Sinde at skyde mig. Jeg har en ladt Revulver
liggende hjemme; den skal ikke bruges til andet; den ligger og venter
po mig, og jeg venter po mine Krediturer. Det er underligt, at go
sodan stærk og rask umkring, og so ikke vide, um man lever den næste
Dag. Det er ellers en nydelig Revulver! Den har kustet mig tre
Hundrede Kruner, den er helt med Sølvbeslag.»
Hun var nær ved at smile; under de sørgelige og alvorlige Tanker,
hans Tale vakte, kom denne Berømmelse af Mordvaabnet saa pudsig.
«Ja -- so dør jeg fra mine Heste og Hunde og Kunkyljer og det
altsammen.»
«Og hvilket sørgeligt, ilde anvendt Liv har det da ikke været,» sagde
hun alvorlig.
«Aa ja somænd,» svarede han, «nor jeg rigtig tænker efter, har jeg
heller ikke haft et glad Minut al den Tid, jeg kan mindes.»
Han sagde det meget rolig og ligefremt, men det greb hende dybt.
Syvogtredive Aar gammel, maaske sin Død nær og ikke været glad et
Minut i hele sit Liv!
«Hvorledes kom De da ind paa alt dette, hvorfor søgte De aldrig at
tage Dem sammen?»
«Nej, for ser De, jeg tænkte i Begyndelsen, at det skulde være
mursumt og alt sodan no'et, men da jeg so alligevel aldrig var rigtig
fornøjet ved al den Rigdum og Lystighed, so blev jeg melankulsk, og
so begyndte jeg at drikke. Jeg syntes, at de allesammen kun brød sig
um mig for Pengenes Skyld, og at jeg ikke havde en eneste Ven. So
blev jeg led ved de Penge og smed dem ud. Naar jeg var fuld, so blev
jeg ustyrlig og gjorde mange gale Ting, og nor jeg var ædru, so
angrede jeg det, og so drak jeg igen. Sodan gik det rundt og rundt,
det ene tug det andet med sig, og jeg kunde ikke kumme ud af det
igen. Jeg bliver trukket afsted, enten jeg vil eller ej, og det
bliver vel ikke forbi, før jeg dør; og det er somænd heller ikke
nogen pæn Mode at ende Livet po, den, sum jeg har bestemt; men --» og
her slog hans letbevægelige Sind atter over, «Pistulen er nydelig, og
jeg har i mit Testamente bestemt, at den skal ødelægges efter min
Død, for den ska' kun bruges til det samme. Og so meget har jeg vel
at raade uver, no'er jeg er død. Det bliver vel ogsaa det hele. Jeg
vilde for Resten gerne gi' Dem no'et, for de Timer, jeg har set Dem,
har dog været no'en af de bedste i mit Liv, men selv um jeg
testamenterede Dem no'et, er det ikke sagt, at mine Krediturer gav
Dem det.»
Hun maatte smile, skønt hun følte sig nedtrykt ved Synet af denne
Mand, som her gik ved hendes Side, med det stærke Legeme og den svage
Sjæl, med sit trods Raaheden bestikkende Væsen, med de mange Chancer
for et lykkeligt Liv og saa den ynkelig forspildte Tilværelse og
Selvmord som sidste Ressource.
De havde nu gennemvandret hele Haven og gik tavse op ad mod Huset. Da
sagde han med en pludselig Indskydelse: «Vil De ha' no'et til Minde
um mig? men det bryder De Dem vel ikke um? for jeg ved ju ikke, hvur
længe jeg foer Lov til at leve, og um jeg ser Dem igen.»
Der var noget barnligt i denne Mands Væsen, noget ydmygt over for
hende, som rørte hende.
«Vil De give mig noget til Tegn paa Deres Venskab, saa tager jeg det
gerne, men De maa ikke opgive Haabet endnu.»
«Aa nej, skønt hvurfor skulde man ønske at leve? Det er der da ingen
videre Fornøjelse ved?»
Han trak en Ring af sin Lillefinger: «Vil De ha' den, det er en køn
Sten, den er fra Paris.»
«Ja, vil De saa love mig at tage bedre fat paa Livet?»
«Nej!» sagde han med Eftertryk, «det kan og vil jeg ikke, for jeg
hulder det ikke. Jeg er for dybt i det nu, ikke en Stump af, hvad jeg
har, er mit eget, jeg er tutalt ruineret. De har snydt mig
allesammen, jeg kan ikke mere klare mig; om et Oer eller en Moned
eller en Uge er det forbi. Nu mo jeg løbe Linen ud og blive i den
gamle Skure! Men,» fortsatte han med et nyt Omslag i sin Stemning,
«jeg ved ikke, hvurfor jeg fortæller Dem alt det; det er moske, fordi
det i mine rulige Timer stor so levende for mig; men jeg kan ju
aldrig sige det til no'en, for de gør Nar ad mig og griner ad mig
allesammen.» Pludselig skiftede hans Ansigt Udtryk. «Gør De moske
ogsaa Nar ad mig?»
Hans sløve Blik var pludselig blevet funklende og hvilede paa hende
saa forskende og mistroisk, som om han vilde læse hendes inderste
Tanker. Men hun mødte hans Blik rolig og aabent, og han blev atter
sig selv.
De stod nu igen i Havestuen. Næste Øjeblik meldte Tjeneren, at der
var anrettet. Banner kom til i fuldstændig «dress», gnidende sine
hvide, soignerede Hænder i hinanden.
«Restrup, vil De tage min Hustru til Bords?»
Han gik selv i Forvejen, og de to fulgte efter, tavse og sørgmodige.
* * * * *
En Maanedstid senere kørte Prokurator Hinding ind paa Restrupgaard.
Han havde en halv Times Samtale med dens Ejer, hvorpaa denne fulgte
ham ud til Vognen, som havde holdt forspændt saa længe. Prokuratoren
smilte og talte i en godlidende Tone, Restrup var noget bleg, men for
Resten ganske sig selv.
«Som sagt, han maatte have Pengene, jeg kørte selv ud for lovformelig
at opsige dem, men hvad, en Mand som De vil sagtens kunne rejse dem
et andet Sted.»
«Lad us ikke spille Kumedie, Prukuratur; De har havt mig i Løkken
hele Tiden, nu synes De, at Tiden er passende, saa trækker De til;
det var ogsaa klugt nok, for der bliver ju mindre at plukke for hver
Dag. Det bliver en fed Forretning, hvis Krediturerne giver Dem Buet
under Behandling, og det er De vel sikker po?»
«Pyh! De klarer Dem magelig, det skulde være mærkværdigt andet. De
naar nok at dø som den rige Godsejer Restrup.» Prokuratoren lo
forbindtlig.
«Ja, De har moske Ret,» svarede Restrup med en saa ejendommelig
Betoning, at Prokuratoren et Øjeblik blev bange for, han skulde have
nogle ham ubekendte Ressourcer.
«Naa, far vel! Saa tales vi ved til den fastsatte Tid.»
«Ja, i Helvede,» mumlede Restrup, da Vognen rullede ud af Porten.
Da gik han op paa sit Værelse, tog den smukke sølvbeslagne Revolver,
betragtede den et Øjeblik tankefuldt, og gik derpaa med den i Haanden
over Gaarden ned til Stalden. Den var tom, Folkene var i Marken og de
fleste af Hestene ogsaa. Kun hans egne Køreheste og hans smukke
Ridehest stod der. Han gik ind i Baasene til Kørehestene, klappede
deres fine Hoveder og mumlede nogle Ord til dem. De drejede sig og
saa efter ham, men stak saa atter Hovederne ned i Krybben; han hørte
dem knuse og gumle Foderet og pruste ned i Hakkelsen og Havren.
Derpaa gik han ind til sin Ridehest. Han lod sin Haand glide
kærtegnende ned over dens blanke, sorte Hals. Dyret strøg kælent
Hovedet op ad ham, han tog Pistolen frem, satte den til Hestens Øre,
og i næste Nu foer Kørehestene sammen ved Skuddet og Skriget. Restrup
vendte sig hastig og forlod Stalden. I Gaarden havde Skuddet intet
Røre vakt, ikke engang Pigerne var komne til Vinduerne, det var saa
almindeligt, at Restrup gik og plaffede paa Kattene, der til deres
Ulykke forvildede sig indenfor hans Skudvidde.
Han gik op paa sit Studereværelse, satte sig i den magelige Stol
foran Kaminen, hvor han ofte om Sommeren lod nogle Brændeknuder
blusse, og ringede paa sin Tjener: «Bring mig en Flaske af den gamle
Jamaica Rum,» befalede han.
Da Tjeneren bragte den sammen med et uhyre Glas, bemærkede han, at
det var den sidste Flaske.
«Det er gudt, saa slug den s'gu akkurat til.»
Da Tjeneren var gaaet, lukkede han Døren i Laas efter ham og satte
sig atter i Lænestolen, han kaldte paa sin Dogge, der laa og smaasov
under hans Skrivebord. Hunden kom hen og lagde sit Hoved paa hans
Knæ, medens den forventningsfuld saa ham op i Øjnene.
Han strøg da atter dens løse Hovedhud fremover, idet han mumlede sit:
«Gu'e gammel Hund». Det bidske Dyr skælvede af Glæde under hans
Kærtegn. Saa lød der et kort Hyl eller Bjæf, den dumpe Lyd af et
Skud, og det svære Dyr laa stift, med Benene strakte fra sig, for sin
Herres Fødder.
«Saa,» sagde Restrup, «nu vilde jeg ønske, jeg var lige saa vidt.»
En kold Sved brast frem paa hans Pande. Var det nu virkelig
forestaaende, skulde han nu dø. Dette Legeme var dog kraftigt og
sundt, hans Aandedræt gik saa dybt og rolig, hans Sanser var skarpe,
hans Blod varmt, og dog vilde han om faa Minutter have ophørt at
leve. Han mærkede en kvælende Fornemmelse i sin Strube, hans Hænder
blev kolde og skælvede. Han lukkede Øjnene. Var det ikke en Drøm, var
Timen virkelig slaaet, vilde der ikke komme Hjælp -- ja blot -- vilde
hans Tjener ikke komme, hidkaldt af Skuddet. Men Tjeneren kom ikke.
Han skulde altsaa dø. Han betragtede det smukke Vaaben, som han saa
sorgløst havde berømt for hende. Den Gang forstod han ikke sine egne
Ord, men nu forstod han dem. Han skulde dø i sin fulde Ungdomskraft,
i sin bedste Alder. Han fik en underlig Medlidenhed med sig selv, med
dette smukke, kraftige Legeme, disse stærke Hænder, som om et Øjeblik
skulde hænge slappe, tunge og døde. Og han sad som Barnet, der skal
tage Medicin; det ved, det skal, og opsætter det dog fra Sekund til
Sekund.
Endelig tog han sig sammen. Han fyldte det store Glas med den mørke,
gyldenrøde Rom, uden at agte paa den Karaffel Vand, Tjeneren havde
sat frem til at blande den med, han nedsvælgede den glødende Drik i
lange, begærlige Drag; da han satte Glasset fra sig, var hans Kinder
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Judith Fürste: En Fortælling - 07
- Parts
- Judith Fürste: En Fortælling - 01Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4714Total number of unique words is 158145.4 of words are in the 2000 most common words62.8 of words are in the 5000 most common words70.5 of words are in the 8000 most common words
- Judith Fürste: En Fortælling - 02Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4684Total number of unique words is 170343.6 of words are in the 2000 most common words59.4 of words are in the 5000 most common words67.3 of words are in the 8000 most common words
- Judith Fürste: En Fortælling - 03Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4748Total number of unique words is 162145.8 of words are in the 2000 most common words62.2 of words are in the 5000 most common words70.3 of words are in the 8000 most common words
- Judith Fürste: En Fortælling - 04Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4790Total number of unique words is 162945.0 of words are in the 2000 most common words61.8 of words are in the 5000 most common words69.6 of words are in the 8000 most common words
- Judith Fürste: En Fortælling - 05Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4868Total number of unique words is 148850.2 of words are in the 2000 most common words63.8 of words are in the 5000 most common words72.8 of words are in the 8000 most common words
- Judith Fürste: En Fortælling - 06Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4898Total number of unique words is 148650.2 of words are in the 2000 most common words66.2 of words are in the 5000 most common words74.1 of words are in the 8000 most common words
- Judith Fürste: En Fortælling - 07Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4827Total number of unique words is 144449.7 of words are in the 2000 most common words66.3 of words are in the 5000 most common words74.1 of words are in the 8000 most common words
- Judith Fürste: En Fortælling - 08Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4818Total number of unique words is 140051.3 of words are in the 2000 most common words68.1 of words are in the 5000 most common words76.1 of words are in the 8000 most common words
- Judith Fürste: En Fortælling - 09Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4850Total number of unique words is 147349.4 of words are in the 2000 most common words66.0 of words are in the 5000 most common words73.8 of words are in the 8000 most common words
- Judith Fürste: En Fortælling - 10Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4903Total number of unique words is 152050.6 of words are in the 2000 most common words68.0 of words are in the 5000 most common words76.9 of words are in the 8000 most common words
- Judith Fürste: En Fortælling - 11Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4885Total number of unique words is 154148.1 of words are in the 2000 most common words63.9 of words are in the 5000 most common words71.9 of words are in the 8000 most common words
- Judith Fürste: En Fortælling - 12Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4941Total number of unique words is 135150.7 of words are in the 2000 most common words67.0 of words are in the 5000 most common words75.5 of words are in the 8000 most common words
- Judith Fürste: En Fortælling - 13Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 2472Total number of unique words is 76461.2 of words are in the 2000 most common words76.4 of words are in the 5000 most common words82.2 of words are in the 8000 most common words