Judith Fürste: En Fortælling - 03

unge Mand hendes smukke Hoved mellem sine Hænder, bad hende ikke
besvære sig med slige Taabeligheder, udviklede, at Logik og Kvinder
ikke hørte sammen, at Kvindens Filosofi var Kjærlighed, sagde, at
Stjærnernes Skabelse for ham var lig med hendes Øjnes Tilblivelse, og
at han vilde give hele Sokrates' Visdom og Platos Dyd for et Kys af
hende. Hun syntes ikke om det, men Forberedelserne til Bryllupet tog
mere og mere hendes Tanker, og da Banner snart efter rejste over til
Ahnbjerggaard, svandt efterhaanden ogsaa de dæmrende Tvivl om,
hvorvidt de virkelig passede sammen, som nu og da havde formørket
hendes unge Lykke.
Da fik hendes Fader Besøg af en Ven, noget yngre end han selv, en
kundskabsrig, dannet og i Videnskabens Verden anset Mand. Døden havde
nylig befriet ham for et langt, sørgeligt Ægteskab med en næsten
sindssyg, melankolsk Hustru. Han besøgte sin Ungdomsven for at
bortjage de sidste sørgelige Indtryk. Han havde kendt den unge Pige
fra hendes Barndom og interesserede sig levende for hende. Han talte
meget med hende, og hun fattede hurtig Tillid til ham. Hun søgte da
hos ham Oplysning om de Problemer, som beskæftigede hende, og han gik
let og villig ind paa hendes Tankegang og hjalp hende med at klare
dens underligste Forviklinger. Hun droges mere og mere til ham, ti
hun følte, at han paa en Gang forstod hende, var hende overlegen og
dog beundrede hende for noget andet og mere end hendes ydre Skønhed;
intet Smigreri kunde fremkalde en behageligere Følelse. Hun glemte,
at han var saa meget ældre, hendes Faders Ven, som for Alderens Skyld
næsten kunde være hendes egen Fader. Hun følte, at hun for ham turde
aabne hele sin Sjæl og tale om, hvad der dybest bevægede hende, ja
hun glemte snart helt sin galante og stolte Brudgom i den elskværdige
og fordringsløse Mands Selskab. Og da den Dag kom, da hun saa, at det
var andet end faderlig Interesse, der knyttede ham til hende, da hun
saa, at kun Frygten for at rive hende ud af en formentlig Lykke
holdt ham tilbage, sagde hun: «Ser De da ikke, at jeg elsker Dem som
De mig, og at jeg aldrig kunde blive lykkelig med nogen anden?»
Men lige saa stor som hans Henrykkelse var ved den uventede Lykke,
lige saa stor var den unge Adelsmands Harme, da hans Brud skriftlig
og i de skaansomste Udtryk fordrede deres Forbindelse hævet.
Han rejste strax over til hende, og der paafulgte en stormende Scene.
«Ingen Forstaaelse imellem os!» raabte han, «hvilke Griller og
Fraser! Elsker vi ikke hinanden, elsker jeg Dig ikke, hvad vil Du da
mere?»
Hun var for ærlig og stolt til at skjule Sagens sande Sammenhæng.
Da foer Banner op som ramt af et Skud. «Vil Du sige, at Du forsmaar
mig for ham, en gammel Bogorm, en Plebejer, at Du, en Adelskvinde,
vil nedværdige Dig ved en Forbindelse med en borgerlig --»
Da kom det skæbnesvangre Ord: «Adelig og borgerlig -- hvad Forskel er
der i det? Adel er kun et tomt Navn, men Kundskaber, Dygtighed, en
nyttig Livsgjerning, det er noget virkeligt; den Art Udmærkelse er
den eneste Form for Adel, et oplyst Menneske kan anerkende.»
Han forlod hende oprørt og saaret, ikke i sin Kærlighed, thi da hun
forsmaaede ham, ophørte hun at existere for ham, men i sin hidtil
urokkede Tro paa sit Adelsværd. Han tumlede med disse ny Tanker, der
saa eftertrykkelig var drevne ind i hans Bevidsthed, hvor der aldrig
før var givet dem mindste Rum. Hans Barndom havde været saa strængt
bevogtet, sin første Ungdom havde han tilbragt i Udlandet, saa havde
hans unge Kærlighed optaget ham, og hvad han havde lært at kende af
Nutidens Strømninger, havde han set fra et saa bornert Standpunkt, at
det fuldstændig var gaaet hans Forstaaelse forbi. Men nu kastede en
eneste Begivenhed nyt Lys over dette og meget andet. En enkelt
Tilsidesættelse lærte ham, at han var et Menneske, der som alle de
andre kunde vælges og vrages, bedømmes og forsmaas. Og han saa med et
helt nyt Blik paa sig selv, sit Liv, sin Opdragelse og hele den
Stilling, han indtog i Samfundet, og da fyldtes han af Harme mod
Faderen, som havde forkvaklet ham, mod den Kvinde, der havde vraget
ham, mod det Samfund, der officielt ikke anerkendte hans
Særrettigheder, mod den trællesindede Pøbel rundt om, der desuagtet
krøb for ham og løj for ham, kort mod alt og alle. Han blev led ved
hele Livet, ved sit Gods, dette usle lille Omraade for hans Magt, ved
sin Fremtid, der forekom ham at ligge fuld af Krænkelser og
Tilsidesættelser, ved sin Rigdom, der syntes ham betydningsløs, naar
den ikke kunde bruges til at kaste Glans over hans Fødsels Adel, ved
sine Kundskaber, der var golde og ensidige, men først og fremmest
ved sig selv, denne Antikvitet, denne latterlige Ridder af den
bedrøvelige Skikkelse.
Han ordnede da i Hast sine Affærer, overdrog Godsets Bestyrelse til
sin Godsforvalter, tog ikke Afsked med nogen og forlod Landet paa
ubestemt Tid.
Det varede ikke længe, før Rygtet fortalte allehaande om ham. Den
Skuffelse, han havde lidt, hed det sig, havde gjort ham ganske vild.
Han var bleven et helt andet Menneske, lod haant om alt, hvad han
tidligere havde troet paa og levet for, var bleven Republikaner,
Fritænker, Kosmopolit o. s. v., citerede Lassalle og Byron og tog den
sidste til Mønster i hele sit skrækkelig vilde Liv og navnlig i alt,
hvad der vedrørte Kvinder. For at hævne sig over den Uret og
Tilsidesættelse, en enkelt af Kønnet havde tilføjet ham, brugte han
sin Formue og sine Evner til at forføre og bedrage saa mange af dem
som mulig. Saavidt Rygtet.
Vist er det, at Johan Banner tilsyneladende havde bortkastet alle sin
Opdragelses Fordomme; men der forblev alligevel stadig hos ham en dyb
Modbydelighed for dette, at gjøre sig lig med Massen, det
almindelige; en Trang til at bevare Særpræget selv i sine Fejl, som
derfor blev til Excentriciteter. Han havde heller ingen Ven eller
fortrolig, thi ganske vist besad han Egenskaber, der gjorde ham
afholdt, han var høflig, ridderlig og gavmild mod sine Kammerater,
sine Elskerinder og Tjenere, men der var en Fortrolighedslinie, de
aldrig overskred, og som han nøje bevogtede. Selv i de lystigste
Drikkelag bevarede han til et vist Punkt sin Tilbageholdenhed, og
blandt sine utallige bekendte havde han kun en, der kunde rose sig af
at være dus med ham, en ung, dansk Komponist, Helman.
Rygtet blev tilsidst ked af at løbe hans Ærinder, man talte saa kun
om ham for at trække paa Skuldrene og sige «den gale Banner».
Og det Øjeblik kom, da han saa, han havde forspildt sit Liv og
forsømt sit Kald.
Da hed det sig, at han havde udraset, at han nu vendte hjem til sin
Ejendom for at slaa sig til Ro og blive Staten en god Borger. Og den
lille By fik ikke Undskyldninger nok for ham. Herregud, han var jo
dog dens «Godsejer», dens Stolthed, dens private Ejendom. Man vilde
tage mod ham som den forlorne Søn blev modtagen, med aabne Arme. Man
tvivlede ikke om, at han vilde kaste sig i dem. Man mindedes hans
Skønhed, man erindrede hans Ædelmod, og først og sidst talte man om
hans Rigdom, hans næsten fyrstelige Formue. De handlende glædede sig
til at faa en god Kunde, Lægerne til et ordentligt Honorar,
Landmændene haabede paa Jagter, Byfogeden eller Justitsraaden, som
han var, tænkte paa gode Middage, Sagførerne paa indbringende
Forretninger. Og Mødrene haabede paa et glimrende Parti, man havde
hørt saa galt før. Der var ingen ung Pige i Byen, som kunde tilsætte
sit Haar med Uld og vise fire hele Fortænder, spille en Sonate og
tralle en Arie, uden at jo hendes Hjærte bankede og hendes Kind
rødmede ved Tanken om Hr. Johan.
Den forventningsfulde Stemning i Byen forøgede Judiths Livsmod, thi
hun syntes, at hun havde mere Grund og Ret til at vente end alle de
andre. Men ingen turde have en Anelse derom, og netop fordi hun ikke
vovede at betro sine Drømme til Nogen, blev de stærkere, gjorde hende
nervøs og urolig og fyldte hende undertiden i den Grad, at hun paa en
eller anden for andre dog uforstaaelig Maade maatte tale om dem for
at skaffe sine Stemninger Luft.
Der var i Byen en ældre Pige, en Frøken Stenberg, der havde kendt
bedre Dage, da hendes Fader havde været Embedsmand i Sportlernes
gyldne Tid. Men Pengene var gaaet lige saa let, som de kom,
Forældrene døde, og Frøken Stenberg ernærede sig nu kummerlig nok ved
Haandarbejde som andre af hendes lige, disse stakkels Vragstumper af
fordums Herlighed, som det bevægede Liv skyller op og lader tilbage i
saadanne Afkroge som denne lille Provinsby. Den gamle Dame med de
fine Træk og de kloge, graa Øjne, der trods sine knappe Kaar altid
var glad og tilfreds, havde Judith til alles Forbavselse valgt til
Ven og fortrolig.
Da nu den forventede Tid nærmede sig, gik hun ned til Frøken Stenberg
og slog sig til Ro i hendes sirlige lille Dagligstue. Der stod
Porcellænshyrder og Hyrdinder paa Dragkisten, hvis Skuffer, naar de
aabnedes, udaandede Lavendel og Violduft, der hang gamle Billeder fra
Napoleonskrigene paa Væggen, og Sofaen, der skrev sig fra samme Tid,
var lang og lige, upolstret, med høje Mahognitræs Skabe istedetfor
Arme og Figurer af lysere Træ indlagte i Dørene; den var købt i
Pengekrisens Tid og havde kostet 300 Daler i Seddelpenge.
Saa kom Maskinen og Kopperne paa Bordet, den pletterede lille Maskine
fra Frederik d. 6tes Tid med høje, tynde Ben, vaseformet Beholder og
en lille Skaal neden under til Sprit, og Kopperne med: «Jch
gratuliere» i Kranse af Forglemmigej og Roser. Judith lavede Kaffen,
og imidlertid passiarede de stille og ofte med lange Pavser, men paa
en Maade, der virkede fredelig og velgørende paa Judiths Sind.
«Ser De, Frøken Stenberg, jeg er jo ung,» sagde hun og lænede sig
tilbage i den umagelige Sofa med Øjnene fæstede paa Loftet, «og jeg
stræber efter noget mere end det, jeg kan naa her, jeg har Faders
Stolthed, og, frygter jeg, Moders Trang til Velvære, men jeg er
tøjret i denne usle lille By.»
«Det er saamænd lige meget, hvor man har sit Hundehus, naar man kun
gør sin Pligt der, hvor man er sat,» svarede den gamle Pige.
«Ja -- maaske, men det kan jeg ikke lære.»
«Aa, man klavrer højt op, og saa falder man langt ned.»
«Men var der ingen, der higede opad, stod jo hele Verden i Stampe.»
«Den kommer nok frem alligevel,» mente Frøken Stenberg.
«Men jeg gaar til Grunde, hvis jeg skal staa i Stampe, og ikke faar
noget Maal at hige efter.»
«Ja, saa higer De derefter, og hvad man inderlig ønsker, sker som
oftest -- --»
«Aa, tror De det?» udbrød Judith med usædvanligt Liv.
«Ja, men naar De ser Maalet, ser det som oftest helt anderledes ud,
saa synes De, det var en anden Ting, De vilde, og jager videre frem.
Hele Tiden er det efter Skygger. Tilsidst har De jaget Dem til Døde,
og hvad er der saa naaet? Slæbt rundt i samme Kreds er De, men ikke
et Skridt videre.»
«Men hvad skal jeg da? Lægge Hænderne i Skødet og lade være at
haabe.»
«Nej, De skal udrette noget der, hvor De er sat -- jo vanskeligere
det falder, jo mere tilfredsstillende er det. De beundrer Napoleon
den Store saa meget, men hvad er han mod den blinde Søren Kurvemager,
der har ernæret syv af sin Broders Børn foruden sine egne, uden at
klage.»
«Aa ja, Smaaborgerdyder, men de falder mig saa tungt for Brystet. Jeg
beklager Søren, men jeg beundrer ham ikke.»
«Og jeg beklager Dem. De bygger hele Deres Liv af Fremtidsdrømme,
lever paa Luftkasteller om en eller anden uventet Lykke. Men Livet er
prosaisk; der er ikke megen uoverkommelig Fortvivlelse, men endnu
mindre æventyrlig Lykke. Der er en kold, uoverstigelig Klippe, som
hedder Virkelighed, og mod den slaar Illusionens Dampe og falder ned
som bitter Taareregn. Lad os tænke paa at faa noget ud af Nutiden og
ikke spilde den ved at drømme om Fremtiden enten paa denne eller hin
Side Døden, hvad nok de troende gør -- idetmindste en Gang imellem,
naar de ikke har andet at tænke paa.»
Frøken Stenberg var ikke religiøs, hun havde fra sin Fader arvet
Revolutionstidens Skepticisme, og i Mangel af anden Arv havde hun
nidkær vaaget over denne.
«Men», fortsatte hun, «at slaa sig til Ro i det nuværende og finde
sin Glæde i at arbejde og udrette noget godt og nyttigt, det er
naturligvis det kedsommeligste af al Ting, især for de unge.»
«Aa,» udbrød da Judith, «det kan være -- maaske skal ogsaa jeg engang
lide Skibbrud, men nu vil jeg lade staa til for fulde Sejl, thi jeg
er ung, og jeg længes efter at blive lykkelig.»
Det var en Morgen i August. Høstsolen skinnede klart fra den rene
blaa Himmel, der var en Friskhed og Lethed i Luften, som stemte til
Munterhed og Sang. Judith vaagnede, aabnede sine Vinduer og saa ud
over de grønne, dugfriske Enge. Hun indaandede i tørstige Drag den
lette Luft og mærkede denne Aandslivlighed, der bringer Manden fra
=the far west= i en saadan Stemning til at kalde sig =chipper=, det
vil sige skikket til glad og ufortrødent at tage fat paa sit Arbejde.
Da hun var paaklædt, gik hun ned i Haven. Morgenluften slog hende
kølig og fugtig i Møde, der var falden stærk Dug, Græsplænen var
ganske graahvid deraf. Træerne duftede formelig, deres Farver var
stærkere end om Sommeren, enkelte gule Blade var begyndt at vise sig,
et og andet svirrede sagte ned for hendes Fødder. Naturen syntes at
være stegen op af et forfriskende Bad. Hun var oplagt til at synge og
løbe, løb ogsaa et Stykke med tilbagekastet Hoved, saa stansede hun
foran nogle Graner, over hvilke Edderkopperne havde spundet deres
regelmæssige, hjulformede Net, som Duggen havde overstrøet med
tusinde fine Diamanter, der glimrede i Sollyset. «Hvor her er smukt,»
udbrød hun uvilkaarlig og derefter smilende: «og hvor jeg er ung!»
Hun gik til Udkanten af Haven, derfra kunde man se udover de gule
Kornmarker. Høsten var i Gang over alt. Da grebes hun af en mægtig
Følelse af glad Forventning -- «et eller andet godt vil hændes mig i
Dag,» den Slags ubestemt Forventning, som man maa være ung for at
kende. Hendes Tanker droges i en bestemt Retning: «Om et Aar -- skal
jeg da kunne se ud over et saadant Landskab og kalde det mit?»
Hun lo ad sine egne Tanker, men gik dog grublende op mod Huset.
Formiddagen forløb med de sædvanlige huslige Smaasager, men der var
en Jubel og Forventning i hende, som forgyldte alle disse dagligdags
Trivialiteter.
Men ud paa Eftermiddagen blev hun urolig og nervøs. Skulde virkelig
Dagen gaa hen, uden at noget skete? Vilde han da aldrig vise sig,
Æventyrprinsen, der skulde komme paa sin høje Hest og sætte hende op
foran sig paa Sadelen? Og hun, som havde været saa sikker, saa
forhaabningsfuld!
Hendes Moder bad hende gøre Visit hos en Fru Mikkelsen, Byens største
Købmands Frue, de havde skyldt det i saa lang Tid, vilde hun ikke nok
gøre det. Hun havde ingen Lyst, hun var bange for at gaa fra det
ventede, men paa den anden Side, denne nervøse Længsel var
uudholdelig, derfor indvilligede hun og gik.
Købmand Mikkelsen beboede en gammel Købmandsgaard, lav og uanselig
til Gaden, men med store Side- og Bagbygninger og en rummelig Gaard,
altid fuld af Bøndervogne, af Liv og Travlhed. En løjerlig gammel
Gaard med mange uventede Hjørner og Kroge, fordi der fra Tid til
anden var bleven opført ny Magasiner og Lagerbygninger, som slet
intet Hensyn havde taget til de allerede tilstedeværende Huse. Fra
Beboelseslejligheden vendte et Karnapvindue ud imod den; det var i
Købmandens «Kontor», hvorfra hele Virksomheden kunde overses. Tønder
og Vareballer, Sække med Korn og Bræddestabler mødte Øjet paa alle
Kanter. Den skraa Kælderlem var i evig Bevægelse, Kornsække hejsedes
op eller ned fra Lofterne, Hestene stampede, Bønderkonerne steg af
Vognene, rystede deres Skørter og glattede deres Tørklæder, Børnene
stod om Vognene og gnavede paa store Stykker Hvedebrød. Svende og
Kramboddrenge løb frem og tilbage fra den lave Butik til det fyldte
Varelager; der var overalt en Duft af Svesker, Ost, Tjære,
Fyrreplanker og fugtige Kornsække, som det anstod sig for saadan en
gammel, grundmuret Købmandsgaard.
I den lave, mer end tarvelige Butik, med de forskelligste
Købmandsartikler udstillede i de støvede Vinduer, bølgede Tobaksrøgen
i tykke Skyer. Bønderne stod ved Disken, drak deres Snapse af Glas,
som øjeblikkelig blev fyldte igen og budt den næste Kunde. De
passiarede med hinanden, der blev indgaaet Væddemaal og afsluttet
mærkelige Handler, der udvikledes en vis treven Veltalenhed over
politiske Æmner og en stor Snuhed i egne Anliggender. Mellem dem alle
vimsede den lille Købmand omkring, tarvelig og lidet fremtrædende,
og dog vidste enhver, at denne Mand ved egen Dygtighed og
Sparsommelighed havde tjent sig Hundredetusinder af blanke Dalere.
Men naar man fra Forretningen vendte sig til den Del af Huset, hvor
Konen regerede, da herskede der her, i Modsætning til Gaardens
Travlhed, Stilhed og Ro.
Den store lave Forstue var bonet, Ruderne var smaa og skinnende
blanke, og der lugtede altid af Gulvvask. Der var en trykkende
Smaalighed, en pinlig Renlighed over det hele, som nedslog Judith.
Skulde hun da tilbringe hele sit Liv i denne lille By, i disse smaa,
dræbende kedsommelige Huse; hvor ensformigt, hvor haabløst var ikke
dette Smaastadsliv.
Da opdagede hun, at der hang en ny Herrehat i Entreen, en fin Hat,
der ikke tilhørte den tarvelige Købmand. Var det en handelsrejsende,
som, efter at have gjort Forretninger i Kontoret, var budt ind i
Stuen paa et Glas Vin? Nej, det kunde, det maatte ikke være
Tilfældet; hun vidste, hvem der var i Stuen, og hendes Hjærte slog
heftig, da hun bankede paa Døren.
De tre tilstedeværende rejste sig ved hendes Indtrædelse. Fruen gik
hende i Møde og sagde velkommen, men hun hørte intet, den gammeldags
lave Stue med Forhøjningerne, de mange Urtepotter i Vinduerne, de
solide Møbler med filerede Stolebetræk og Trøstere drejede sig rundt
for hendes Blik og forsvandt som i en Taage, hun saa kun et, en
middelhøj Mand med stiv Holdning, der bukkede ceremonielt for hende.
«Hr. Godsejer Banner -- Frøken Fürste!»
Var det muligt? Var det Æventyrprinsen?
En Mand med skarpe Træk, tyndt Haar, velplejet mørkt Fuldskæg, hvis
lange, nedhængende Moustacher gav Ansigtet et modfaldent Indtryk, og
dybtliggende mørke Øjne, der et Øjeblik maalte hende med et stikkende
Blik for strax efter at stirre ligegyldig ud i det tomme Rum. Judith
havde glemt, at _var_ han treogtyve Aar, da han rejste bort, saa var
siden den Tid elleve lange og anstrængende Vintre gaaet over hans
Isse. De havde levnet lidet Haar og liden Ungdom. Det første Indtryk
var absolut frastødende, men naar man betragtede ham nærmere, lagde
man Mærke til hans Træks Regelmæssighed, Hovedets noble Form, hans
hele elegante Skikkelse. Men hvilket træt og ligegyldigt Ansigt! Det
kunde undertiden oplives af et spottende Smil, en lille, halv
trodsig, halv uforskammet Sammenkniben af Øjenlaagene, ellers var det
ubevægelig koldt. Saaledes saa han altsaa ud, denne berygtede Mand.
Hun forstod ikke, at de Historier, man fortalte om ham, kunde være
sande, at denne ceremonielle Herre var en udsvævende Fusentast, denne
rolige, ligegyldige Mand en lidenskabelig Elsker, en uimodstaaelig
Don Juan.
Hun tog Plads, Fruen bød hende et Glas Vin, et godt, gammelt
Glas Madeira, kunde man være vis paa, fra Købmandens private
Vinbeholdning.
Herrerne fortsatte deres Samtale, den drejede sig om Told og
Frihandel, derefter om Byens Korn- og Kvægudførsel og saa om hele
Livet i det lille Samfund. Mikkelsen talte sagte, med et vist
underdanigt Forbehold, Banner svarede som oftest blot med ja eller
nej, undertiden kun med en Haandbevægelse, men der var over ham som
et Anstrøg af Foragt, blandet med Nysgerrighed ved Synet af den
«Afart af Menneskeslægten», han fandt her, saa at sige i aaben
Begravelse -- efter hans Begreber. Tænke sig, at der virkelig
vegeterede menneskelige Skabninger her, som gav sig af med at have
Interesser, Meninger og Planer.
I alt Fald opfattede Judith det saaledes.
Hun harmedes paa den jævnt tænkende Købmands Vegne, hun ønskede ikke
ved et overlegent Smil at antyde, at hun selv ofte følte sig hævet
over disse simple Menneskers Standpunkt. Hun kunde finde Byen
kedelig, triviel og aandløs, men _hans_ Foragt for den irriterede
hende. Han havde svaret saa lidet til hendes Drømme, han havde i et
Nu revet hendes Illusioner til Jorden, og hun var opfyldt af
Ærgrelse, ja Harme mod ham.
Hvorfor behandlede han den brave Købmand saa overlegent. Denne Mand
havde, skønt han hed Mikkelsen, svunget sig op ved egen Kraft, havde
samlet i Stedet for at sprede, var en nyttig Borger, en godgørende
Mand. Hvor vovede en Hr. Banner paa denne Maade at se ned paa ham?
Den Undseelse, hun under andre Forhold vilde have følt, veg fra
hende, og da nu Købmanden henvendte sig til hende med et «Naa, lille
Frøken, foragter De ogsaa vor gode By?» greb hun Lejligheden, ganske
vist indirekte, men med en for hende uvant Varme, til at stille sig
paa Borgerens, den arbejdende Mands Side. Hun ønskede at vise, hvor
højt hun satte en Mands tilkæmpede Stilling over hans medfødte,
ufortjente Rettigheder, men hun havde taget Fejl, hvis hun havde
ventet sig Opmuntring eller Taknemlighed af dem, hun tog i Forsvar.
Frygten for Opposition, Ærbødigheden for Penge- og Blodsaristokratiet
var for indgroet hos den forhenværende Pakhuskarl.
Og hans spidsborgerlige Indvendinger mod hendes overdrevne Ros, hans
selvnedsættende Ydmyghed irriterede og æggede hende end mere. Hun
harmedes over, at han ikke indsaa, at hun stod paa hans Side, hendes
Tale blev ivrigere, hendes Kinder blussede af Ærgrelse over
Situationen.
Da mødte hendes Blik Johan Banners. For saa vidt som et saa fornemt
Ansigt kunde udtrykke noget, saa det ud, som han morede sig, det
spottende Smil i hans Øjne blev stærkere -- jo, han morede sig,
morede sig!
Da tav hun pludselig. Hun saa, hun havde gjort sig latterlig, det kom
over hende som en nagende Tanke, der jog Blodet endnu stærkere op i
hendes Kinder og Taarerne op i hendes Øjne. Hun grebes af en vild
Smerte, et brændende Nag, hvis forskellige Grunde hun næppe formaaede
at sætte ud fra hverandre. Hendes blussende Kinder blev atter
dødblege, hendes Mundvige dirrede. Der blev en pinlig Pavse.
«Naa, det var nok Tolden, vi kom fra,» sagde Købmand Mikkelsen da
sindigt, «det var vel bedst, vi kom tilbage til den.»
«Det var det vel.»
Hans Svar forekom hende som en Fornærmelse. Hun trak sit Uhr frem og
rejste sig. «Jeg har ikke Tid at opholde mig længere -- farvel Frue!»
«Farvel Frøken Fürste, hils Deres Fru Moder.»
«Tak!» Hun bøjede sig stift for Herrerne. Adelsmanden sprang op, som
rettet af en Staalfjeder, bukkede endnu dybere og ærbødigere end før
og fortsatte derpaa Samtalen med Købmanden.
Da hun naaede hjem, undgik hun at tale med nogen. Hun søgte ned i
Haven, til den Plads, hvorfra hun om Morgenen havde set ud over de
solbeskinnede Marker; men Udsigten forekom hende ikke længere smuk,
og da hun mindedes de Tanker, hvormed hun om Morgenen havde betragtet
den, overgødes hendes Kinder af en brændende Rødme.
«Jeg Nar -- jeg barnagtige Tosse!»
Hun var i et stærkt Sindsoprør. Hun forstod næppe, om det var ham
eller sig selv, hun var mest opbragt paa, om det var Sorg over sin
egen Skuffelse eller over den Mangel paa Stolthed og Selvfølelse, hun
havde været Vidne til, om det var Harme over hans Overlegenhed eller
hendes egen taabelige Ivrighed for Ting og Mennesker, der ikke var
et Forsvar værd. Men en Bitterhed, en Fortvivlelse stærkere end
nogen, hun endnu havde følt, overvældede hende. Hun kunde ikke græde,
men hun havde Lyst til at kaste sig ned paa Jorden og skrige af
Smerte. Hun knugede Hænderne mod sine Læber og bed i dem, indtil
Smerten drev Taarerne op i hendes Øjne, og naar hun saa mindedes hans
Smil, mumlede hun: «Aa, hvor jeg hader -- hvor jeg hader!»
Men om det var sig selv, ham eller alle de andre, vidste hun stadig
ikke.
* * * * *
En Maanedstid senere sad Fru Hinding og Judith i det smukke
Lindelysthus i Prokuratorens Have. Det var vel noget sent paa Aaret
at sidde ude, men Sommeren havde sendt sin sidste Hilsen med et Par
rigtig solvarme Dage. Judith, der sjælden beskæftigede sig med
Haandarbejde, holdt en Bog i Haanden, men læste ikke. Hendes Moders
buttede Hænder bevægede sig med et Hækletøj, men slap ofte Arbejdet
for at trække det tykke Shavl tættere om Skuldrene; Judiths lille
Halvbroder legede og støjede udenfor Lysthuset.
«Det er mig uforstaaeligt,» sagde Judith, «at fri, selvstændige
Mennesker kan nedværdige sig til at krybe for nogen som helst Slags
Aristokrati. Det er saa stik imod min Natur, dette at krybe for sine
Overmænd og sparke til sine Undermænd!»
«Hvor Du ligner Din salig Fader,» udbrød Fruen med et kærligt, lidt
sentimentalt Blik. «Dit Væsen, Dit Kast med Hovedet, Dine Anskuelser,
det er altsammen hans. Men husk Judith, at ingen var villigere end
han til at adlyde sine overordnede.»
«Ja som Militær, men han krøb aldrig, aldrig, det er jeg vis paa.
Naar jeg træffer virkelig Overlegenhed, noget, der virkelig er værd
at ære, saa skal jeg bøje mig og det med Glæde. Men at se dem krybe
for en Mand, der blot har ødelagt sig selv, forsømt sin Pligt,
bortkastet sin Ungdom og af hele sit Liv kun indvundet en
ubeskrivelig blaseret Arrogance, det piner mig og oprører mig. Naar
jeg tænker paa, hvorledes de behandlede Restrup, saalænge han havde
Penge, og hvorledes de nu vender ham Ryggen for at tilbede den ny
Guldkalv, kan jeg blive helt fortvivlet over at skulle regnes med til
dem og blive ydmyget sammen med dem. Tror Du ikke, at Banner ser
deres Kryberi og foragter dem?»
Hun tav, og det var i rette Øjeblik, thi strax efter formørkedes
Indgangen til Lysthuset, og den, hvorom Samtalen havde drejet sig,
stod for dem i egen Person.
Det var ikke frit for, at det gav et Ryk i Judith.
«Tillad, at jeg præsenterer mig. Jeg er Godsejer Banner. Damerne maa
undskylde, at jeg forstyrrer dem; jeg gik igjennem Værelserne, men
traf ingen. Da jeg hørte Stemmer i Haven, gik jeg herned -- Fru
Hinding formoder jeg?» Han bukkede. «De vil maaske have den Godhed at
sige mig, om Hr. Prokuratoren er hjemme, jeg vilde gærne tale med
ham.»
Fru Hinding besvarede temmelig forlegen hans gentagne Hilsener og bad
derpaa Judith vise Hr. Godsejeren op til Kontoret. Judith saa sig om
efter sin Stedbroder, men denne havde just forlagt Scenen for sine
Fornøjelser til et andet Sted, og var uden for Synsvidde.
Hun rejste sig da med let rynket Pande og traadte ud af Lysthuset med
al den Værdighed, hun besad, gik foran gennem Haven og overlod til
Banner, om han vilde følge med eller ej. Det var hende en
Tilfredsstillelse saaledes at skride i Forvejen uden at værdige ham
et Ord. Han anede ikke, hvilken forbitret Trods hun nærede mod ham,
han havde i det hele taget slet ikke genkendt hende. Først da de stod
ved Kontordøren, og hun med en Haandbevægelse betegnede ham, hvor han
skulde gaa ind, dæmrede en svag Erindring i ham, og for at sige
noget, bemærkede han: «Det forekommer mig, jeg har havt den Ære at se
Frøkenen før?» Det faldt ham aldeles ikke ind andet, end at det, at
han i det hele taget svagt erindrede hende, maatte være et
Høflighedsbevis. Men hun maalte ham med en Fornemhed, der ikke gav
hans noget efter, og svarede langsomt og ligegyldig: «Nej virkelig,
det kan saamænd godt være!» og vendte ham Ryggen. Banner bemærkede i
sit stille Sind, at Købstadsdamer var «horrible», saa bankede han paa
Kontordøren.
Men Judith gik tilbage til sin Moder, og midt i hendes Harme over, at
den arrogante Herre ikke engang erindrede hende, var der en vis
Lettelse ved Tanken om, at han saa vel ogsaa havde glemt, hvilken
ynkelig Figur hun hin Dag spillede.
«Hr. Banner spiser til Aften med os, Mo'er, Du maa se efter, om vi
har noget i Huset,» sagde Prokuratoren en Time senere til grænseløs
Befippelse for sin Hustru, hvorpaa fulgte en skyndsom Ilen til
Køkkenregionerne.
Judith rørte ikke en Haand. Hun vilde gærne have været sin Moder
behjælpelig, men paa fjærneste Maade at gøre sig til denne Mands
opvartende Tjener var hende en uudholdelig Tanke. Fra sin Stol i