Hvad Skovsøen gemte - 11

Han bukkede lidt stift for Holst og bad ham tage Plads.
Holst tog en Stol og satte sig mageligt til Sæde, idet han stillede
sin Hat fra sig paa et Bord.
»Hvad skylder jeg Æren af Deres Besøg, Hr. Løjtnant?« spurgte
Sjöström med en let Bøjning.
»Deres Broder, Staldmester Bror Sjöström, som De vil se paa
det Kort, jeg gav Deres Tyende, har bedt mig opsøge Dem for at
overbringe Dem en Hilsen,« sagde Holst venligt. »Jeg har den Ære at
kende Deres Broder ret godt, og jeg vilde ikke undlade at opfylde
hans Ønske.«
»Ja saa --« kom det fra Sjöström.
Holst satte sig magelig til Rette som en, der har god Tid.
»Deres Broder var meget bekymret, fordi han ingen Underretning havde
faaet fra Dem udover tilfældige Meddelelser fra Landsmænd, der havde
truffet Dem i Nizza. Han var rent ud sagt bange for, at der skulde
være hændet Dem noget ubehageligt. De véd, Rygterne flyver saa
hastigt. Saa lovede jeg at se at træffe Dem og erfare noget nærmere.«
»Ja saa --« Sjöström lod ikke til at være meget indladende; det var
øjensynligt, at hans Tanker var i den anden Stue, hvor Samtalen
syntes ganske at være gaaet i Staa. Holst lod sig ikke forstyrre af
Sjöströms Holdning, han fortsatte i samme venlige Tone:
»Særlig har det foruroliget Deres Broder, at De ikke i Marts dette
Aar, da De var i Helsingborg, har opsøgt ham.«
»Hvor véd De, jeg var i Helsingborg?« busede Sjöström ud.
»Aa, Sverig er ikke saa stort -- Skaane mener jeg. Saa er der
desuden en vis Hr. Karlkvist fra Christiansstad, der rent ud sagt
har generet Deres Broder en Del.«
»Karlkvisten --«. Sjöströms Øjne blinkede, saa rettede han dem
skarpt paa Holst.
»Jeg beder Dem tale tydeligere, Hr. Løjtnant, hvad vil De mig?«
»Jeg har jo sagt Dem mit Ærinde,« sagde Holst i samme sagtmodige
Tone. »Deres Broder har paalagt mig at opsøge Dem. Han tænkte sig,
at De var i Forlegenhed, og at De mulig kunde trænge til Penge --
ja, undskyld, at jeg taler saa indiskret, men Deres Broder er min
Ven. Altsaa rent ud: hvis De følger mig til den østrigske Bank, vil
jeg kunne lade Dem udbetale et Beløb efter Deres Broders Ønske.«
»Jeg trænger ikke til Penge,« sagde Sjöström skarpt; saa lod han,
som om han betænkte sig. »Desuden er det jo ikke nødvendigt, at jeg
følger med. En Check kan vel gøre det.«
Holst smilede elskværdigt. »Deres Broder har, for at sikre sig
mod alle Tilfælde, ønsket, at Pengene skulde udbetales i min
Nærværelse.« Han saa meget skarpt paa Sjöström. »For alle Tilfældes
Skyld.«
Sjöström blev urolig. Han tog sit Parti og rejste sig hurtig.
»Hr. Løjtnanten maa undskylde mig, jeg har Gæster, jeg kender ikke
Hr. Løjtnanten og takker for Hilsenen fra min Broder. Jeg trænger
ikke til Penge -- aldeles ikke. Ja, det gør mig ondt at maatte være
uhøflig mod en fremmed -- en Ven af min Broder; men, som sagt, jeg
har daarlig Tid. Jeg kan maaske hilse paa Hr. Løjtnanten, der hvor
Hr. Løjtnanten bor, i Øjeblikket er det mig umuligt at tale længere
med Dem.«
Holst blev rolig siddende.
Sjöström stod foran ham og betragtede ham med slet undertrykt
Arrigskab; hans Blik flakkede uroligt, og han skottede af og til mod
Døren.
»Ja, saa Hr. Sjöström trænger ikke til Penge,« fortsatte Holst i
en let drillende Tone; han havde fattet sin Beslutning, da det
mislykkedes at lokke Sjöström ud at Huset. Vennen derinde maatte
øjensynlig være en Guldfugl, der lovede Sjöström god Gevinst. Der
var altsaa ikke andet for at gøre end at skride til Anholdelse. Men
paa den anden Side vilde Holst nødig slaa Alarm, medens en fremmed
var i Huset; han maatte gribe til og se at faa det hele til at gaa i
Rolighed.
»Ja, saa Hr. Sjöström trænger ikke til Penge,« gentog han, »da
troede jeg ellers, de niti Tusind Kroner, Hr. Sjöström hentede i
Helsingborg i Marts Maaned, havde faaet Ben at gaa paa i Nizza.«
Sjöström blegnede og greb om Ryggen af Stolen. Holst fortsatte:
»Men de er maaske endnu i Behold?«
»Hvem er De?« spurgte Sjöström, »hvor tør De vove at trænge ind i
mit Hus og blande Dem i mine Sager? Vil De gaa?«
»Nej,« sagde Holst, »det vil sige: hvis De vil følge mig, Hr.
Sjöström.«
»Dem --«
»Ja, mig. Jeg har et Ærinde foruden den Hilsen, De ikke lod til at
sætte Pris paa, og det Tilbud, De ikke ønskede at modtage. Det staar
i Forbindelse med Deres Afregning med Hr. Karlkvist og Enskilda
Banken i Skaane. De har vist hævet for meget, Hr. Sjöström. Det
mener i hvert Fald Banken, og den har overdraget mig at ordne dette
Mellemværende med Dem.«
Sjöström var bleven bleg, men fuldkommen behersket svarede han:
»Hr. Løjtnant, jeg forstaar Dem ikke, og jeg afbryder denne Samtale.
De kan gaa.« Han trak sig tilbage mod Døren. Holst rejste sig rolig
og saa paa ham med et fast Blik.
»Det gør mig ondt, Hr. Sjöström, at maatte være ubehagelig mod Dem,
men det er min Pligt at meddele Dem, at i det Øjeblik, De træder et
Skridt nærmere til den Dør, vil der lyde et Skud, der vil have til
Følge, at her bliver lidt Oprør i Huset, som vil kunne undgaas, i
Fald De godvilligt vil følge mig.«
Sjöström stod et Øjeblik som en Tiger i Spring, saa samlede han sig
og sprang lynsnart frem mod Holst, der nøje havde vogtet paa enhver
af hans Bevægelser og med en hastig Bevægelse greb Stolen, slyngede
den mod ham, saa han standsede i Springet og med et stærkt Brag
faldt ned mod Gulvet faa Skridt fra Holst.
Døren til Naboværelset gik op, og Jeannette viste sig i Døren --
ligbleg. Bag hende traadte en ung Mand frem og ilede mod Holst
for at komme Husets Herre til Hjælp; Jeannette søgte at holde ham
tilbage. Sjöström var rullet rundt og søgte at komme fri af Stolen.
Holst stod rolig foran Døren til Entreen; Revolveren blinkede i
hans Haand. Da hans Øje faldt paa den unge Mand, sænkede han den
uvilkaarligt. Det var Claes Ankerkrone.
Den unge Svensker blev staaende paa Tærskelen i dyb Forbavselse.
»Detektiven -- Papas Detektiv -- hvad i alle gode Magters Navn er
det, De stiller an med Hugold Sjöström?«
Jeannettes Blik hvilede paa Holst; ved Ordet Detektiv for hun sammen
og blev staaende uden at røre sig. Sjöström havde rejst sig, han
stod bøjet, støttet til Stolen, hvis Sæde var brudt af. Holst talte
først:
»Hr. Sjöström,« sagde han, »jeg vilde have undgaaet enhver Scene i
denne Dames og den unge Herres Nærværelse. Det er Deres Skyld, at
den ikke er undgaaet. Hr. Ankerkrone kender mig og min Stilling. Det
er min Ordre at anholde Dem, og jeg erklærer Dem for anholdt. De vil
behage at følge mig.«
Sjöström løftede Stolen for at slaa, men Claes Ankerkrone sprang
imellem. »Ingen Dumheder, Hugold -- lad mig, jeg kender Herren.«
Sjöström sænkede Stolen. Claes vendte sig mod Holst og sagde i en
kold, let overlegen Tone:
»Løjtnant Sjöström er min Ven; jeg tør maaske spørge, med hvilken
Ret en dansk Detektiv tør anholde en svensk Undersaat paa
international Grund?«
»Hr. Ankerkrone,« svarede Holst rolig. »De gør rettest i foreløbig
at holde Dem udenfor denne Sag. Jeg handler paa mit Ansvar og efter
Ordre.«
»Det er Uret, og det taaler vi ikke,« udbrød Ankerkrone hæftigt.
»Jeg svarer for Hugold.«
Holst smilede. »Det kunde hænde, det blev sværere, end De tror, Hr.
Løjtnant.«
»En Mand har i hvert Fald Ret til at kræve at vide, hvorfor han
arresteres.«
»Falsk og Bedrageri, har jeg tilladt mig at sige.«
»Hvormeget?« spurte Ankerkrone.
»En Bagatel,« sagde Holst med et Smil, »nogle Tusind Kroner.«
»Dem skal jeg skaffe,« faldt Claes ind.
»Otteti Tusind Kroner -- det er da ellers Penge.«
»Betyder intet -- blot jeg faar Tid, skal Sagen blive bragt i Orden;
mindre kan vel gøre det.«
Sjöström stod ubevægelig; han følte, at Holsts Øjne hvilede paa ham.
»Vil Fruen være saa venlig at lukke op,« sagde Holst med et fast
Blik paa Jeannette, »der staar to Herrer udenfor Døren, som ønsker
at komme ind.«
Jeannette tøvede.
»Alt vil bero paa, om Fruen vil eller ej -- vil Fruen ikke, saa faar
De tage Følgerne.«
Jeannette saa fast paa Holst med et Blink i Øjet, der spurgte -- han
bøjede Hovedet, og som et Lyn var hun ude af Døren.
Inden Sjöström fik samlet sig igen, blev Entrédøren revet op,
og de to italienske Politimænd traadte ind i Stuen. Ankerkrone
protesterede, men Holst traadte imellem og lagde sin Haand paa hans
Arm.
»De bør af Hensyn til Deres Fader betænke, hvad De gør, Løjtnant
Ankerkrone,« sagde han.
Sjöström søgte at gøre sig fri for de to Italienere, der stod hver
paa sin Side af ham, men en kort Smækken af Staal forraadte, at
Haandjernene var lagt om hans Haandled. Aarerne svulmede i hans
Pande, han gjorde en krampagtig Bevægelse for at slippe løs, men
sank udmattet ned paa en Stol. Ankerkrone stod tavs, medens hans
Kinder farvedes af Harme. »Dette er en Slyngelstreg,« sagde han paa
Svensk. »Jeg gaar til Konsulen.«
Holst vendte sig rolig mod ham. »Hvis De vil høre mit Raad, Hr.
Løjtnant, saa gaa først til Deres Fader; jeg giver Dem mit Æresord
paa, at denne Affære er alvorligere, end De tror.« Han bøjede sig
henimod ham og hviskede: »Annie --.«
Claes Ankerkrone blev bleg. Sjöström rejste sig og sagde til ham i
en dæmpet Tone: »Gør hvad Du kan for mig, Claes, og for hende dér
med.«
Saa kastede den ene af Betjentene en Kappe om ham og førte ham bort.
Ankerkrone blev staaende ubesluttet paa Tærskelen til Dagligstuen.
Jeannette stod lænet mod en Pult med forstenede Ansigtstræk, og den
gamle Kone viste sig i Døren med alle Tegn paa Forfærdelse.
Holst vendte sig mod Ankerkrone: »Hr. Løjtnanten kan rolig overlade
mig at besørge alt. De bør gaa, jeg skal senere forklare det
fornødne.«
Ankerkrone løftede trodsig Hovedet. »Jeg har lovet Sjöström at sørge
for den unge Dame.«
»Det er ikke nødvendigt, Hr. Løjtnant, det Ansvar paatager jeg mig,
ikke sandt, Frue?«
Jeannette bøjede Hovedet svagt. Ankerkrone vilde protestere, men
Holst vendte sig mod ham og sagde bestemt: »Hvad der er passeret vil
vise Dem, at jeg har Myndigheden; jeg agter at bruge den og beder
Dem for sidste Gang alvorligt: Gaa!«
Løjtnanten traadte et Skridt tilbage, paa et Tegn fra Jeannette
bragte Konen hans Hat og Stok, og med en let Bøjning for Jeannette
forlod han Værelset med en næsten umærkelig Hilsen til Holst. Da
Døren slog i efter ham, vendte Holst sig smilende mod Jeannette.
»Naa, lille Ven, der ser du altsaa, at det var mig, der var den
stærkeste.«
Med et Spring kastede Jeannette sig i hans Arme, medens Konen i
Døren maabende betragtede dem. Holst kyssede hendes Pande let. »Ham
ser du næppe for det første, Jeannette. Lad os to nu overveje, hvad
der er det klogeste for os, og sæt først og fremmest denne ældre
Dame ind i Situationen. Jeg trænger til at hvile mig lidt ovenpaa
dette.«


VII.

Den hæderlige gamle Signora Montuori var født Wienerinde og
indvandret i Venedig i den østrigske Tid; hendes Mand, en
Syditaliener, havde en ubestemmelig Forretning, der meget vel kunde
betegnes som Agenzia, en Blanding af Lommeprokurator og Aagerkarl,
som han var. For Tiden opholdt han sig, mindre for sin Sundheds end
for sine Synders Skyld, paa et længere Aaremaal i det, Italienerne
betegner med det velklingende Navn Ergastolo; vi vilde vel kalde
det Tugthus. Holst underholdt sig livlig med Signora Montuori, der
efter det passerede betragtede ham med overtroisk Rædsel. Han talte
venligt til hende, hans Humør var fortræffeligt, han var oplagt til
allehaande blid Spøg.
»Ærede Frue,« sagde han, »jeg har en Hilsen at bringe Dem fra en af
mine Venner, der for faa Dage siden var saa lykkelig at besøge Dem
i Deres Hjem. Han var saa lettroende at betro Dem til Opbevaring
enkelte Effekter, der havde nogen Værdi for ham, en Ring med
Brillanter, et Guldur og en halvandet Hundrede Francs i Sedler og
Guld. Desværre kan han ikke komme personligt og afhente Sagerne,
og han tænkte derfor paa at sende de to Herrer, der tog sig saa
venligt af Løjtnant Sjöström. Jeg sagde ham, at jeg kunde udrette
hans Ærinde, og jeg er temmelig vis paa, at De, højtærede Fru
Montuori, vil betro mig de ommeldte Sager.«
Kællingen skjalv som et Æspeløv, og hendes tandløse Gummer mimrede
af Skræk. Men hun erklærede, at hun intet forstod af det hele.
Jeannette kom til; Holst lagde Armen om hendes Liv og drog hende ned
paa sit Knæ.
»Lille Jeannette,« sagde han, »Signora Montuori og jeg kan ikke
blive enige, hun vil ikke tro, at min Ven, Dr. Braun, har overdraget
mig at afhente nogle Effekter, som han har betroet i dette Hus'
Værge. Det er sandsynligt, at d'Hrr. »Spirrer« vil være nødt til at
anstille Undersøgelser her i Huset, og min Ven mener derfor, det er
bedre, disse Sager betros mig. Tror du ikke ogsaa, Jeannette?«
Jeannette var bleven ligbleg; hun vilde rejse sig, men Holsts Arm
laa fast om hendes Liv, hun kunde ikke rive sig løs. Saa bøjede hun
sit Hoved ned mod hans Skulder og brast i en heftig Graad, mens hun
hviskede: »Det var altsaa det, De vilde mig.«
Kællingen stod og rystede. Holst strøg den grædende Piges Haar
tilbage over hendes Pande og kyssede hende. »Din lille Tosse,« sagde
han, »tror du, jeg vil gøre dig Fortræd?«
Hun saa spørgende paa ham gennem Taarer, Holst smilede saa venligt,
at hun troede ham og lagde Armen om hans Hals, idet hun trykkede sig
tæt op til ham.
»Du vil tage mig med dig, ikke sandt?«
Holst nikkede tavs og saa op paa Husets Frue.
»Naa, højtærede Dame, bliver det til noget?«
Kællingen tøvede. Holst skød lempelig Jeannette bort. »Den unge Dame
staar under min Beskyttelse, men De skal paa Timen blive afleveret
til Municipiet. Forstaar De det?«
Jeannette gik hen til Konen. »De maa hellere godvillig udlevere
Sagerne.«
Holst rullede en Cigaret, saa rejste han sig og gik hen til
Madammen, idet han lagde Haanden paa hendes Skulder. »Gør De, som
jeg siger, lille Frue -- det staar De Dem ved. Desuden er det alt,
jeg forlanger af Dem, og saa at De sætter et af Deres fortræffelige
Værelser i Stand til mig; jeg synes om Lejligheden, og jeg agter
foreløbig at blive boende her hos Dem, hvis De vil have mig. De
kunde maaske komme til at trænge til mig, og hvad Betalingen angaar,
kan De forlange, hvad De ønsker, men Tyvekosterne _vil_ jeg have.«
Jeannette klappede i Hænderne og fandt Ideen bedaarende. Signora
Montuori delte ikke hendes Begejstring, men hun indsaa, at hun var
den svageste, og forlod Værelset, idet hun rokkede med Hovedet.
Det vilde være uretfærdigt og tillige usandfærdigt at hævde, at
Holst i dette Øjeblik følte sig som en arbejdende Politimand -- det
vilde være ubilligt at forlange det ogsaa.
Jeannette saa paa ham med store, bedende Øjne. »Tal aldrig mere
om Dr. Braun --.« Hun afværgede Svaret med et Kys, der ikke kunde
betyde andet end et Samtykke, for det blev ærligt besvaret. Holst
lovede sig selv at gøre noget for det Pigebarn; at anbringe hende i
en Magdalenestiftelse var trods hans sædelige Alvor og i øvrigt ret
rene Karakter ikke det første, der faldt ham ind. Signora Montuori
afleverede Byttet, der af Klogskabshensyn endnu ikke var realiseret,
og Holst var saa generøs at skænke hende 25 Francs som en Art
Dydsbelønning.
Den hele Scene morede ham kosteligt, men han steg gevaldigt i den
gamle Dames Agtelse, og snart var hun og Jeannette ivrigt i Færd
med at sætte Lejligheden i Stand til den nye Lejer. Klokken var nu
bleven 5, og Holst maatte tilbage til Hotellet for at klæde sig paa
til Middagen. Samtidig traf han Foranstaltninger til at lade sin
lette Bagage overføre til sit nye Kvarter.


VIII.

Holst traf Dr. Braun i Hotellets Spisesal i Færd med sit ensomme
Maaltid. Holst tog Plads lige overfor ham og berettede med et lille
Smil, at hans Ekspedition nu var lykkedes.
»Jeg har her den Fornøjelse at lægge Corpora delicti frem for Dem og
overrækker Dem herved Deres Ur, Deres Ring og 125 Francs, de 25 er
medgaaet til Omkostninger.«
Braun blev blussende rød. »Og Damen?« spurgte han.
Holst smilede. »Saavel Damen som den gamle Heks og den
skrækindjagende Ægtemand er under Politiets Opsigt.«
Braun rystede paa Hovedet. »Stakkels unge Kvinde, hun var saa
fortryllende sød.«
»De kan være rolig,« sagde Holst, »jeg har sørget for, at det hele
gaar i Stilhed, og den Politiofficiant, under hvis specielle Opsigt
hun er stillet, vil nok være god imod hende.«
»Det tror Pokker,« afbrød Braun, »Politiet er sandsynligvis lige saa
bundfordærvet og usædeligt her som alle Steder.«
»Det er muligt,« sagde Holst og rejste sig.
Braun vilde ikke lade ham slippe, han vilde have Lov til at vise sin
Taknemmelighed, der yderligere forøgedes derved, at han slet ikke
fik noget med Politiet at gøre, og at det hele var afsluttet med de
25 Frcs. Udgift. Men Holst svarede undvigende: »De har ved denne Sag
gjort mig en større Tjeneste end jeg Dem, og jeg har intet Krav paa
Taknemmelighed.«
Det forstod Braun ikke; skulde Holst selv være gaaet i Løvens Gab?
Naa, vilde han ikke fortælle, saa var det ikke paatrængende at
spørge. Han havde sine Sager, og glad var han.
Holst klædte sig paa, og Klokken seks stod han i Forhallen til
Hotel Victoria. Hans Hjerte bankede en Smule ved Tanken om Gensynet
med Ritmesteren. Herredsfogden var første Mand paa Pletten.
Holst fortalte ham kort om Optrinet; Morderen var nu arresteret,
sigtet for Falsk og Bedrageri, og de nødvendige Formaliteter til
Udleveringens Iscenesættelse vilde blive indledede den næste Dag.
Holst vilde personlig underrette Konsulatet om Sagen, men da
Arrestanten var svensk Undersaat, vilde Forhandlingerne vel blive
ret indviklede og trække ud. Det fandt Herredsfogden for saa vidt
var heldigt, som han altsaa ikke af den Grund behøvede at afbryde
sin Udenlandsrejse. Holst bad Herredsfogden tie om Sagen.
Medens de talte om dette, kom Ritmesteren, Ulla og Kaptajn Kurk
tilstede. Ritmesteren hilste paa Holst med stor Varme. Det slog
Holst, hvor træt og affældig han saa ud, han gjorde en Bemærkning
derom, og Ritmesteren smilede svagt: »Jeg har det heller ikke godt,
min Ven, det er Maskineriet, der ikke vil mere.«
Kaptajn Kurk var meget formel, Holst syntes næsten, han var uvenlig,
og fandt dette ret ubeføjet, men han erindrede, at Manden maatte
tø op, han havde jo heller ikke været indladende i Christiansstad.
Ulla var fortryllende i lyst Silketoilette med mørkerøde Roser, der
klædte hendes lyse Teint og mørke Haar. Holst saa beundrende paa
hende og greb sig i at tænke, at i hvert Fald én Kvinde vilde have
græmmet sig i Stilhed, om hun havde set dem sammen.
De sidste Dages Oplevelser, den umiddelbare Erotik, der aander over
Adriaterhavets Dronning, virkede paa Holst med uimodstaaelig Kraft,
og gjorde, at han følte sig ganske anderledes fri og selvbehersket
overfor de smukke unge Piger. Han maatte tilstaa for sig selv, at
han gjorde Stormkur til hende, og de tre gamle Herrer betragtede ham
med Opmærksomhed. Herredsfogden drillede ham let. Løjtnanten havde
sendt Afbud, han kunde først komme efter Middag.
Det var øjensynligt, at Ritmesteren ikke kendte noget til den skete
Arrestation, derimod forstod Holst paa et Par Ord, som Kurk lod
falde, at Løjtnant Claes havde sat ham ind i Historien. Men det var
kun et Par Ord. Om denne Begivenhed blev der forresten slet ikke
talt, og Stemningen steg under Maaltidet lyst og let. Kun Kaptajn
Kurk var forstemt og ordknap.
Selskabet indtog Kaffen paa Hotellets Terrasse. Aftenen var stille
og varm, dog blæste en let Havbrise over Lagunerne. Holst og Ulla
sad sammen og talte om Sommeren i Norden og de grønne Bøgeskove.
»Længes De ikke?« spurgte Ulla.
»Aa jo,« svarede han, »-- længes -- det kan jeg vel ikke sige. Der
er sælsomme Magter i Naturen hernede, ja, det lyder besynderligt,
men det er sandt. Man fortæller om den store Goethe, at da han kom
til Venedig, blev han greben af en besynderlig Stemning, egentlig
en Aand, der for i ham, vidt forskellig fra den tyske spekulative,
romantiske Digteraand.« Holst rødmede. »Jeg er ikke Digter, ikke en
Gang af de smaa, men jeg føler det samme.«
Ulla smilede. »De mener, at da De som ung Werther sad paa Bænken ved
den lille Sø deroppe, vilde De flygte, da De saa mig komme, og nu
...«
Holst saa paa hende. »Hvor besynderligt, at Deres Tanker netop
følger det samme Spor som mine -- det tænkte jeg netop.«
Ulla rødmede: »-- og nu -- -- --«
»Nu vilde jeg -- -- -- --« Holst tav. Hun saa paa ham med et
forunderligt spørgende Blik, og han følte ligesom en rislende Kilde,
dybest indefra, der steg igennem ham.
To Mennesker kan mødes i Elskov ved et Blik i et kort Sekund, og det
skete i dette. Der førte ingen Vej tilbage fra saadant Møde. Det var
ligesom den lille Jeannette havde aabnet Leddet for Holst til Egne,
hvor han aldrig før havde vandret, som om hun havde ledet hans Veje
over blomsterstrøede Marker mod det store Maal, og medens hans Blik
hvilede paa den fine Pigeskikkelse foran ham med de rødmende Kinder
og de store, søgende Øjne, hviskede hans Læber en Tak til den lille
derhjemme, der havde lært ham mere i et Døgn, end Livet havde lært
ham i mange Aar.
Der var ikke Vemod i Mindet, kun svulmende Haab til Fremtiden; det
var et Livsmaal, det første virkelige han havde kendt.
Kaptajn Kurk afbrød de unge, han ønskede at tale et Par Ord med
Holst. Den tydelige Skuffelse, der prægede Ullas Ansigt ved
Afbrydelsen, forsonede Holst med Adskillelsen. Herrerne trak sig
tilbage til Kaptajnens Værelse for at være uforstyrrede.
Det var tydeligt, at Kaptajn Kurk vilde vide fuld Besked, men i
samme Øjeblik som Holst gjorde sig det klart, at det var en andens
Ærinde, Kaptajnen gik, strøg han den milde Stemning af sig og
samlede sig til koldt, klart og klogt at modtage Angrebet. Han
forstod, at nu var Øjeblikket kommet, da han maatte tage Standpunkt
til Spørgsmaalet om Ankerkrones Forhold til det udspillede Drama.
Han var i et fremmed Land, Sagen beroede udelukkende paa ham, han
havde det i sin Magt at lede den, og det forstod de alle. Men han
var Soldat, og ingen Stemning i Verden skulde føre ham bort fra
Pligtens Vej, der laa for ham, skarpt tegnet ved det, han vidste, og
det, de maatte sige ham, om han ønskede at vide det.


IX.

Kaptajn Kurk bad Holst tage Plads og bød ham en af disse
fortræffelige Cigarer, som betyder noget i Italien, hvor Lysten til
Tobak maa tilfredsstilles med Minghetti, Cavour og andre afdøde
Statsmænd i fugtig, nedrig Tobak eller i Virginia og Trabuco, der
varer ugevis og koster en Formue i Tændstikker.
Holst tændte den og satte sig en garde.
»Hr. Løjtnant,« begyndte Kaptajnen, »Sjöström er altsaa arresteret.«
Holst nikkede.
»Løjtnant Ankerkrone kom til mig i største Ophidselse og fortalte
mig, at De havde ladet Arrestationen foretage i Løjtnant Sjöströms
Hjem, hvor han lever sammen med sin Elskerinde. Løjtnanten fortalte,
at Sigtelsen lyder paa Falsk og Bedrageri. Er det rigtigt?«
Holst nikkede.
»Vil Sigtelsen indskrænkes til dette?« spurgte Kurk og saa spørgende
paa Holst.
»Foreløbig -- ja,« svarede denne.
»Foreløbig -- men senere? Claes meddelte, at De havde nævnet et
Navn, som De vil erindre, De skylder mig, at De kender. Anser De
Sjöström skyldig i Mordet paa Annie, og er det derfor, at De har
ladet ham arrestere?«
Holst saa roligt op paa Kaptajnen og svarede: »Det er imod mine
Principper at udtale mig om mine Formodninger paa et saa tidligt
Tidspunkt af en Sag. Jeg tror at kunne bevise, at Løjtnant Hugold
Sjöström har forfalsket en af Annie Cederlund udstedt Check og
tilvendt sig et betydeligt Beløb herved -- eller rettere: Papiret
er i min Haand, og der er overvejende Sandsynlighed for, at
det begaaede Falsum kan bevises. Med Hensyn til Mordet har jeg
ingensomhelst Formodning -- kun véd jeg, at jeg i denne Sag vil være
nødt til personlig at forhandle med Mænd, der ikke kan lade sig
repræsentere.«
Kaptajnen bed sig i Læben. »De synes at glemme, Hr. Løjtnant, da De
i sin Tid introducerede Dem hos mig, at De den Gang paakaldte et
Baand, der binder os sammen, og at jeg respekterede Deres Adgang til
at faa mig i Tale. Jeg fortalte Dem, hvad jeg vidste, det synes mig
en simpel Taknemmelighed at gøre Gengæld.«
Holst saa fast paa ham. »Hr. Kaptajn,« sagde han, »hvad De fortalte
mig var, hvad De selv fuldt ud var raadig over, mere ikke; jeg kan
ikke heller fortælle Dem, hvad der er min Chefs og mine Foresattes
Ejendom. Jeg er underordnet Funktionær og min Pligt, véd De, gaar
frem for alt.«
Kaptajn Kurk slog over i en lettere Tone: »Selvfølgelig, det beror
paa Dem. Det kunde synes rimeligere, at Arvid Ankerkrone talte med
Dem, men han er syg, hans Helbred er pludselig i den senere Tid
nedbrudt, og han taaler ikke aandelig Anstrengelse.«
»Jeg har Tid til at vente,« sagde Holst venligt, »mit Venskab for
Ankerkrone og hans Hus er saa varmt, at De faar stole paa, Hr.
Kaptajn, at jeg ikke foretager mig noget Skridt mod _nogen_ af det
Navn, før jeg har varet dem ad.«
»Vil De give mig Deres Ord paa dette?« spurgte Kaptajnen, »og paa,
at De ikke vil benytte Deres Bekendtskab og den fortrolige Fod, paa
hvilken De staar med Familien, i Deres Embeds Tjeneste.«
Holst rejste sig og rakte Kaptajnen Haanden. »Hr. Kaptajn,« sagde
han, »den Dag, da min Tjenestepligt bringer mig til at foretage
noget Skridt mod Ritmester Ankerkrone eller nogen af hans Slægt, som
er mod deres Ønske og Vilje, den Dag træder jeg tilbage og stiller
en anden for mig. Jeg vil ikke søge nogen Oplysning, som ikke
frivillig gives mig, og jeg vil, før jeg nævner Navnet, som endnu
ikke i noget i Tjenesten benyttet Aktstykke, ikke en Gang overfor
Herredsfogden, er nævnt, træde frem for Familiens Hoved og sige ham,
hvorfor jeg nævner det, give ham enhver Chance for, at det forbliver
unævnt.«
Kurk stod et Øjeblik ligesom usikker. »De tror, det bliver
nødvendigt at nævne det?«
Holst rystede paa Hovedet. »Det kan jeg ikke sige. I Morgen vil jeg
tale med den arresterede, og meget vil afhænge af, hvad han siger
mig. Jeg kan ikke med min bedste Vilje sige Dem mere i Dag.«
Samtalen blev afbrudt, og de to Herrer vendte tilbage til
Selskabet. Claes og hans Hustru var imidlertid kommet. Den unge
Englænderinde viste Holst ganske særlig Opmærksomhed; hun var meget
lidt smuk, vistnok heller ikke særlig elskværdig, men hendes Øjne
gnistrede af Intelligens, og hendes Evne til at se paa Personer
og Forhold og bedømme dem koldt og klart var ualmindelig. Hun lod
til at være meget forelsket i sin Mand, men syntes mere kølig mod
sin Svigerfader og Svigerinde. Kaptajn Kurk behandlede hun med en
paafaldende Mangel paa Sympati.
Claes Ankerkrone lod til ganske at have glemt Scenen hos Sjöström,
han var overstrømmende elskværdig mod Holst, særdeles charmant, men
næppe helt ærlig. Holst syntes ikke om ham. Aftenen blev Ullas, og
i hendes Selskab glemte Holst de andre og det andet. Da han forlod
Selskabet, trykkede hun hans Haand fast og længe og bad ham komme og
ledsage hende paa en Tur gennem den vidunderlige Stad.
Det lovede han.
Ved sin Hjemkomst skød han den ventende Jeannette blidt til Side og
gik til sit Værelse for at være alene med sine Tanker og sit unge
Haab.


X.

Kaptajn Holger Kurk sov meget lidt Natten efter sin Samtale med
Holst. Han var nervøs efter Sjöströms Arrestation, som han,
Herredsfogden og Claes alene kendte. Han vidste mere end den unge,
han vidste, at den sande Grund til Arrestationen var den Mistanke,
der hvilede paa Sjöström for at være Annies Morder. Han delte
den selv, men han anede tillige, at denne Sag vilde bringe hans
Ungdomsvens Navn frem i en Retssag, hvis Omfang ikke lod sig overse.
Ankerkrone var syg, ganske vist havde hans Helbred været bedre i den
sidste Tid, men Sindsbevægelse taalte han ikke. I Morgenaviserne
stod en kort Notits om den stedfundne Arrestation, der selvfølgelig
straks telegrafisk vilde blive meddelt til Sverrig, Ankerkrone vilde