Hvad Skovsøen gemte - 03

at væbne sig mod enhver Overilelse paalagde han Jernbanefunktionæren
ubrødeligt at tie med Fundet og begav sig straks til Politikamret
for at ordne det fornødne.
Politiembedsmanden var lige saa stærkt berørt af Fundet som Holst.
Naturligvis maatte man undersøge, om de fundne Klæder passede til
Liget, men der var paa Forhaand stor Sandsynlighed for, at man
var paa Sporet, særlig da Kufferten var fundet efterladt i et
fra Helsingør kommende Tog og kun indeholdt et Sæt fuldstændig
Dameekvipering af stor luxuøs Elegance og Udstyrelse. Man skred
strax til Optagelse af en Liste over de fundne Sager, der paa Stedet
konfereredes af den overordnede Embedsmand for sammen med Kufferten
at afgives til Undersøgelsesdommeren.
Kufferten selv var, som angivet, af flettet Straa, firkantet af
Form, 1 Alen lang, 16 Tommer høj og 12 Tommer bred over Bunden. Den
syntes aldeles ny, dog var den ikke forsynet med noget Mærke, der
kunde røbe, hvor den var anskaffet eller fabrikeret.
Den indeholdt en Halvflaske mærket med Firmaet Hennesy & Ko.'s
Etikette og halv fyldt med Kognak, desuden et meget tarveligt Glas,
øjensynligt anskaffet til Rejsebrug. Kognaksflasken med Indhold
vilde blive Genstand for særlig Undersøgelse for at konstatere, om
Vinen muligvis maatte være forgiftet, hvad der, saafremt Fundet
havde Forbindelse med Mordet, var sandsynligt. Desuden indeholdt
Kufferten:
1) En sort Straahat med Besætning af den Façon, der særlig benyttes
af engelske Damer, med to Strudsfjer over Kors foran paa Skyggen,
mærket med Navnet Jean Tissot, Rue Rivoli, Paris.
2) En sort, silkeforet Jacket af stærkt engelsk Klæde mrk. Redfern.
London.
3) Et graat Silke Bluseliv, besat med sorte Kniplinger og
Silkebroderi, foret med Silke og mrk. Jules Biester, Berlin.
4) En glat, sort Klædes Nederdel med Silkefoer uden Besætning, mrk.
Redfern. London.
5) Et tykt Underskørt med paasyede Plisseer af gult Silketøj uden
Mærke.
6) Et udsyet Fiskebens Korset, rigt besat med Blonder og Silkebaand,
temmelig langlivet, mrk. Bon Marché, Paris.
7) Linned og Undertøj m. m., rigt forsynet med Blonder og
gennemtrukket med Silkelidser samt et Par brune Silkestrømper.
8) Et Par tykke, brune Støvler med lave Hæle, mrk. i Læderet
indvendig John Clifford. Strand. London.
9) Et Par Handsker, mrk. Ricotti. Milano.
10) Et Lommetørklæde med Blonder mrk. A. C. og et mindre
Lommetørklæde mrk. Annie med en Krone, samt endelig et Sæt
Strømpeholdere af almindelig, lidt slidt Elastik, der kontrasterede
noget med det øvrige særdeles udsøgte Linned. Paa Laasene var
trykket med ret læselige Bogstaver: A. Vikander. Vestra Storgatan
17, Christiansstad, og nedenunder Sølvmedalj vid Stockholm
Utställningen 1897.
Andet og mere forefandtes ikke.
Men det var jo heller ikke saa lidt. Først maatte det undersøges,
om Klæderne passede Liget, hvad Holst ufortøvet vilde forsøge, saa
snart han kom tilbage, da Liget ved hensigtsmæssig Behandling var
saaledes præpareret, at det ikke undergik nogen Proces, der hindrede
dets Tilstedeværelse under Undersøgelsen. Dernæst maatte det
forsøges, om der paa det gjorte Fund kunde bygges noget med Hensyn
til Identiteten.
Holst gennemgik nøje det forefundne med sin Foresatte, og begge var
enige om, at det oplyste i høj Grad bestyrkede Holsts Hypotese om
den Myrdedes Stand og Vilkaar. Den Myrdede var efter den udfoldede
Luksus at dømme sikkert en Dame, der havde let Adgang til Penge.
Den besynderlige Sammenstilling af de fineste engelske og tyske
Dameskrædderfirmaer med ret ubekendte Handlende i tre evropæiske
Hovedstæder og det mærkelige Faktum, at det ene Lommetørklæde var
mærket A. C., det andet Annie under en Krone, bestyrkede ogsaa
ganske de opstillede Formodninger.
Mest interessant var dog Fundet af Strømpebaandene; thi lykkedes det
at følge dette Spor, der ledte til en saa ubemærket, afsides Stad
som Christiansstad i Skaane, saa vilde det næppe være vanskeligt
at konstatere Ligets Identitet og i saa Fald vilde det kun være et
Tidsspørgsmaal, naar Morderen blev opdaget.
Det maatte nemlig anses for højst usandsynligt, at en Dame, hvis
Klæder udgik fra Redferns berømte Salon i London, og hvis Bluseliv
skyldtes en Jules Biester, Unter den Linden, skulde falde paa at
søge til Christiansstad for at anskaffe sig et Par Strømpebaand og
senere bære disse tarvelige Elastikker til sin evropæiske Pragt.
Langt naturligere maatte det forekomme, at en lille letsindig
skaansk Pige drog ud i den store Verden ved en eller maaske ved
skiftende Kavalerers Side og skiftede Fjer fra inderst til yderst,
efterhaanden som Færden gik over Lande, for tilsidst kun at beholde
sine Strømpebaand, der nu engang passede godt og var et Minde om
Hjemmet og gamle Dage.
Denne Hypotese var endogsaa mere end naturlig, og den havde den
Fordel, at den bød et fast Udgangspunkt.
Holst forlod sin Chef for at tiltræde Tilbagerejsen, og det blev
besluttet, at ikke et Ord om det skete maatte komme offentlig frem,
i hvilken Henseende den paagældende Jernbaneembedsmand fik meget
skarpe Instrukser. Herredsfogden blev næsten ude af sig selv af
Nervøsitet, og i dybeste Hemmelighed gik han og Holst, ledsaget af
Arrestforvarerens Hustru, til den Celle i Arresthuset, hvor Liget
var anbragt under fornødne Foranstaltninger.
Arrestforvarerens Hustru, der var ferm til al Slags Gerning, iførte
med noget Besvær Liget de vigtigste af de fundne Klædningsstykker,
særlig Linned, Korset, Strømper, Sko og Handsker samt Overklædning,
og det viste sig, hvad Holst forøvrigt ikke et Øjeblik havde
betvivlet, at alt passede paa det nøjeste, og at Liget, som det laa
der paa Baaren, var det, der her paa Jorden var tilbage af Annie, en
lille letsindig Pige fra Christiansstad, der havde set det meste af
Europa for at ende sine Dage i en Skov nord for Helsingør, begraves
i Mergelgraven i Udkanten af Skoven og atter staa op af Graven for
at kræve Hævn over sin Morder.
Men om alt dette tav man, og besynderligt nok, de paagældende kunde
tie, ikke en Stavelse kom ud.


VII.

Løjtnant Claes blev kun en Dag hos Faderen, han var paa Gennemrejse
til Syden; det lod til at være alt vel hjemme, og Ritmesteren var
meget tilfreds over Nyheder fra Svigerdatteren, som sad paa et Hotel
i København og ventede paa at komme videre.
Holst fik kun et Glimt at se af Løjtnanten, han var meget i Tvivl,
om han skulde benytte Lejligheden til at tale om Christiansstad og
Annie, men var hurtig paa det rene med, at det kunde der ikke være
Tale om. Selv om det hidtil var gaaet ganske glat, saa maatte man
være forberedt paa, at Træet ikke faldt for det første Hug, og saa
let at gaa til, at man kunde spørge den første den bedste, var Sagen
heller ikke.
Derimod besluttede han sig til at bede Ritmesteren om at unde ham en
Samtale, da han havde noget særdeles vigtigt at meddele ham.
Ritmesteren mødte som sædvanlig med sin Punch og sin Cigar. Han tog
Sæde i Kurvestolen, og endnu inden Holst havde begyndt, sagde han
med et elskværdigt Smil:
»Nu har Hr. Løjtnanten fundet Damens Kuffert med Damens Pretiosa og
Klæder, og nu véd Hr. Løjtnanten, baade hvorfra hun er, og hvad hun
hedder.«
Holst lo. »Om det nu var sandt, Hr. Ritmester, hvad vilde De saa
sige?«
Ritmesteren betænkte sig lidt. »Om det var sandt, saa vilde jeg
sige, at De var den heldigste Kantøffel i de trende Broderriger, --
men det er naturligvis ikke sandt.«
»Jo, det er,« sagde Holst triumferende, »men det er en dyb
Hemmelighed.«
»Gudbevares!« Ritmesteren fortrak ikke en Mine. »Om man tør spørge
Hr. Løjtnanten, hvem saa den myrdede Dame er.«
Holst svarede i samme Tone: »Annie C., skal vi sige, Annie Carlson
fra Christiansstad.«
»Det staar paa Kufferten?« spurgte Ritmesteren.
Holst rystede paa Hovedet: »Kufferten er Morderens.«
»Naa, saa staar maaske hans Navn paa Kufferten?«
»Det gør det ikke,« sagde Holst alvorlig, »men staar det til mig,
skal det komme til at staa der.«
»Det tror jeg nok,« sagde Ritmesteren og saa alvorligt paa Holst.
»De er en Pokkers Karl -- en Troldmand, tror jeg næsten.«
Holst smilede. »Dette her er ganske naturligt, et lykkeligt Indfald,
der er slaaet til; det kunde lige saa godt være slaaet fejl, nu gik
det.«
»Hvorfra har De da Navnet?«
Holst fortalte om Klæderne og de forskellige Mærker; Ritmesteren
nikkede bekræftende og maatte indrømme, at det hele var særdeles
plausibelt.
»Hvad vil De nu?« spurgte han.
»Rejse til Christiansstad og undersøge den letlevende Dameverden
dér, for hos Ritmesteren kan jeg vel ikke faa nogen Oplysning om
den?«
Ritmesteren rystede leende paa Hovedet: »Nej, Hr. Løjtnant, det er
jeg vokset fra.«
»Skade, at Løjtnant Claes v. Ankerkrone er rejst, hos ham kunde jeg
maaske faa Underretning.«
Ritmesteren blev pludselig alvorlig. »Desværre, muligt er det --
dog selv om ikke min Søn nu var bortrejst paa en længere Tid, vilde
jeg dog have bedt Dem ikke henvende Dem til ham. Han har desværre
selv udover den Tid, da han havde Lov til den Slags, ofret den lette
Dameverden stor Opmærksomhed og mange Penge -- det er lykkedes mig
at rive ham ud at dette, og jeg vilde nødig -- for hans Hustrus
Skyld -- meget nødig, at der atter røres ved dette.«
Holst angrede halvvejs nu, at han ikke havde talt til Løjtnanten om
Annie -- maaske han her kunde have faaet første Haands Viden -- men
han tav om det. »Kendte Løjtnanten maaske nogen Dame af dette Navn?«
spurgte han.
Ritmesteren svarede Holst: »Jeg kender ikke de Damer, min Søn maaske
har kendt. Det plejer Faderen ikke, vel Hr. Løjtnant?«
Holst bøjede sig. »Jeg beder Hr. Ritmesteren undskylde, jeg har her
maaske rørt ved noget, der gør ondt -- jeg kunde ikke vide det og
beder Hr. Ritmesteren se bort derfra.«
»Gudbevares!« Ritmesterens Ansigt blev atter velvilligt, og han
løftede Glasset mod Holst: »Skaal, Hr. Løjtnant -- Skaal for Dem.
What next?«
»Christiansstad,« svarede Holst, »og maa jeg nu benytte Lejligheden
til at takke Hr. Ritmesteren for Deres store Elskværdighed mod mig i
de forløbne Uger. Nu skilles vore Veje, Gud véd, naar vi mødes igen.
Derfor Tak for denne Gang.« Holst tænkte et Øjeblik paa Frøken Ulla
og blev varm om Hjærtet.
Ritmesteren saa meget alvorlig ud. Saa løftede han sit Glas og
sagde stille: »Det er ikke min Vane at gaa den forbi, jeg en Gang
har mødt. Vi to vil mødes igen, eller rettere, vi skal mødes igen.
Rigtignok synes De, Hr. Løjtnant, at staa tæt ved Deres Maal, men
det kunde jo dog hænde, at Vejen over Christiansstad og tilbage igen
blev ret lang. I saa Fald skal De ikke gaa min Dør forbi. De har i
mig en Ven -- det skal De vide, og Venner har Mennesker altid Brug
for. Særlig naar de mindst tror det.«
Holst rejste sig og gik hen til Ritmesteren. Han rakte ham Haanden
og sagde med en vis Inderlighed i Tonefaldet, der klædte hans
dæmpede, noget mørke Stemme saa godt:
»Hjertelig Tak for godt Samarbejde, Ritmester v. Ankerkrone. De kan
være vis paa, at det Venskab, De byder mig, skal jeg ikke glemme,
saa vist som ingen haardere end jeg kan trænge til Venskab, fordi
jeg staar saa alene, som nogen Mand kan staa. Jeg glemmer ikke
Venskab, saa lidt som jeg skænker det bort i Blinde, men stolede jeg
ikke paa Dem, som jeg gør, havde vi to ikke siddet her sammen om en
Sag, der for mig gælder saa meget, som denne gør.«
Ritmesteren trykkede hans Haand og sagde dæmpet, næsten hviskende:
»Løjtnant Holst, vi Svenskere faar Ord for at være slemme til det,
vi kalder at drikke Brorskaal. Jeg giver Dem mit Ord paa, at paa
dette Punkt er jeg ikke lig mine Landsmænd, og dog foreslaar jeg Dem
det -- i broderligt Venskab.«
Holst var ukendt med svenske Skikke, og da han derfor drak Brorskaal
med den fine gamle Herre, som han havde truffet under disse særlige
og mærkelige Omstændigheder, følte han sig højtidelig stemt og meget
varm tilmode.
Det var ham virkelig en Art Indvielse af et Venskab, hvorpaa han
byggede mere, end han vilde tilstaa for sig selv. Den Nat var Holst
og Ritmesteren sammen, til Dagen begyndte at lysne i Øst, og skiltes
som to Mænd, der har lært hinanden at kende og sluttet et Venskab,
der varer et godt Stykke af Livet.
Dagen efter begyndte Holst sin Rejse for at følge Sporet, der fra
den stille, ensomme Skovsø førte ud i Verden, hvor Mennesker færdes.


FØRSTE BOG
Annie.


I.

Hvem kender ikke Esløf Station, Skaanes Centrum, hvor Baner fra
alle Himmelhjørner mødes, hvor Skaanes »Friherrer, Arrendatorer og
Affärsmän« krydses og mødes med venlige Nik til de stærkt farvede
Mamseller ved Disken, hvor røde Krebs og brune Knækkebrød vinker,
for naar Stationsklokkerne klemter at ile til den lange, aabne
Perron, hvor den prustende Damphest -- en yndet svensk Talefigur
-- fører Troller, Bonder, Beck-Friis'er og Hamilton'er paa første
Klasse -- Person'er, Cettervall'er, Lindkvist'er paa anden
straaleformigt ud over »sødra« og »sødraste« Sverige?
Et saadant lille Banecentrum er som Torvet i den lille By; hver Gang
man standser der, synes man at se de samme Ansigter, og det bliver
uvilkaarligt, som om alle Egnens kendte Mænd til enhver Tid satte
hverandre Stævne paa samme Sted, hvor en tre Alens »Vaktmester«
med den hørgule Militærknebelsbart vandrer majestætisk op og
ned ad Perronen, kaldende, varskoende og bukkende for de øverste
Rangklasser og særlig spendable Handelsrejsende, idet han pludselig,
som efter en højere Magts Indskydelse sætter i Raab:
»Toget til Hässleholm, Toget til Lund, Toget til Billeberga, Toget
til Klippan, Toget til Ystad, Toget til Christiansstad.«
Og Troller, Bonder og Hamilton'er nikker til hverandre, medens
Person'er og Lindkvist'er visker de sidste Draaber Wolkes af det
struttende Overskæg og tager Plads -- henholdsvis paa første og
anden Klasse Stambane eller paa første Klasse »enskilde«, thi paa
de private Baner gaar Trolle og Person op i en fælles Rejseenhed og
befinder sig vel ved det.
Vaktmesteren signaliserede Toget til Christiansstad, og Eigil Holst
tog Plads i en bred, behagelig udstyret 1. Klasses Kupé, medens
Klokken klemtede, og den angivne »frustande Ånghästen« rørte paa sig
og skummede om Biddet.
Toget gled fra Stationen, først langs Stambanens brede, kongeligt
officielt straalende Legeme, saa bøjede det mod Nordøst forbi
Marker, hvor store Granitsten syntes at skyde frem af Jordens Skød,
som det eneste den gav, forbi Skarhults røde, middelalderlige,
knejsende Mure, bugtende sig gennem dyrkede Marker ved Christineberg
til Bredden af den herlige Ringsjø, hvor Beck-Friis'ernes prægtige
gamle Bosjø Kloster mellem grønne Træer spejdede ud over den
blinkende Sø.
Holst sad ved Vinduet og saa ud over det smilende Land, hvor Borge
og Hytter laa i Solglansen, ved de frugtbare Marker og Enge. Uden
at bekymre sig om Navne og Steder, blot tagende imod Indtryk, som
var ganske friske og nye, ikke kaldte nogen gammel Tanke frem eller
dannede Tilknytningspunkt for nogen ny.
Det rent spejlende Rejseindtryk, hvor man kun ser, men ikke tænker.
Lige overfor ham sad en lille halvgammel Herre, øjensynlig en »før
dette« Militær, let skaldet, men prøjsisk stram og vippende som
paa en Staalfjeder, parat til at fare ud med en Oplysning, men for
ceremoniel til at vippe før et Spørgsmaal udløste Staalfjederen.
Han morede Holst -- men Holst tav. Ved Hørby Station nægtede
Fjederen at fungere, og da Toget rullede videre, lettede den lille
Mand sig i Sædet med et ærbødigt: »Herren er dansk, kan jeg tænke?«
Holst nikkede.
»Været i Sverige før?«
Det havde Holst ikke; derimod havde Herren været i København utalte
Gange. Han nævnede et Dusin forskellige Kafeer, lutter Minder, der
tændte et lille Blink i hans let rødsprængte Øjne, og galopperede
forbi et Dusin bekendte Navne, indtil Holst forbarmede sig over ham
og kendte Oberst et eller andet, der var hans mest intime Ven.
Saa maatte Holst frem med Livsstilling, og hans Løjtnantstitel
gav Staalfjederen det sidste Knæk. Svenskeren for tilbage og
præsenterede sig med stor Festivitet som »før dette« Løjtnant ved
Vendes Artilleriregiment, Bror Sjöström.
Holst bøjede sig beæret og havde nu en Ven i Skaane. Landskabet
skiftede, medens Ringsjøen forsvandt i det fjerne, Banen steg over
granklædte Bakker og Aase, medens Toget rullede op for talrige
smaa Stationer, hvor blonde Troller og Hamilton'er med et let Nik
passerede Kupeen.
»Goddag med dig --« Sjöström kendte dem alle.
Han fik Tid til at fortælle lidt om hver, medens han pegede ud over
Egnen og nævnede Navnene paa stolte Ætter og pragtfulde Herresæder.
Holst kendte ingen og tog mod Talen som mod de skiftende Billeder,
uden at reagere. De nærmede sig nu Karpalund, et Krydsningssted kort
før Christiansstad. Løjtnant Sjöström bøjede sig mod Vinduet, »der
ser Hr. Løjtnanten Gamalstorp, en smuk lille Ejendom med nogen Skov
og flere Bøndergaarde.«
Holst nikkede.
Sjöström fortsatte: »Den tilhører en god Ven af mig, Claes
Ankerkrone, det vil sige, Gubben lever endnu i Danmark noget Steds
-- en charmant Gubbe -- før dette Ritmester, med en Datter -- noget
af det vakreste, man kan tænke sig.«
Holst nikkede stumt.
»Monsieur Claes er en livlig Knægt, en vakker charmant Kammerat,
gift med en sygelig engelsk Kone, og svær at holde Styr paa. Der var
en Historie med ham i Vinter, hans Papa maatte intervenere.«
Det var Holst ubehagelig at høre den fremmede Mand tale om
Ankerkrone; han afbrød lidt skarpt:
»Jeg kender Familien --«
Saa blev der Pause.
Men længe dyede Sjöström sig ikke. Han kom ligesom forsigtig følende
sig for.
»Løjtnanten kender Familien Ankerkrone fra København?«
»Ja,« svarede Holst kort.
»Meget behagelige Folk -- særdeles behagelige Folk, og særlig da
Ritmesteren -- men --«
Holst var lidt usikker, om hvorvidt han skulde afbryde eller høre;
han besluttede sig til at erfare; naar alt kom til alt, var hans
Bekendtskab til Ankerkrone jo helt ensidigt, og det kunde være
ganske interessant at høre lidt om ham af hans egne Landsmænd.
Holst vendte sig mod sin Rejsefælle og spurgte tøvende: »Men --«
Svenskeren trak lidt paa det. »Er Løjtnanten meget bekendt med
Ritmester Ankerkrone?«
Holst smilede: »Ikke mere, end at De kan sætte ham i Forbindelse
med Mordet paa Mac Kinley, om De vil. Det skal kun interessere mig
at høre, hvor skrækkeligt et Menneske, der dølger sig bag hans
charmante Ydre.«
Sjöström saa alvorlig op. »De har altsaa hørt det?«
»Ikke et Ord,« fortsatte Holst roligt.
Den anden sænkede Stemmen: »Jo ser De, Sagen er saa almindelig
bekendt, alle Mennesker taler om den her i Skaane, ellers skulde
Gud bevare mig for at tale om den Sag, men som sagt, den er publik
nok. Ritmester Ankerkrone var, som Løjtnanten véd, tjenestegørende
ved skaanske Dragoner; han har aldrig været rig, men var ret
velstaaende og giftede sig ret tidligt med en italiensk Dame, en
Komtesse Cassini, der var meget smuk, ganske overordentlig vakker.
Jeg husker hende saa tydeligt fra Amaranthe Ballerne i Malmø og fra
Herregaardsfesterne her paa Egnen. Jeg var den Gang ung Løjtnant og
kom en Del paa Gamalstorp -- det kan vel være en Snes Aar siden. Lad
mig se -- Claes er fyldt 26 -- og Ulla -- er otte Aar yngre. Det
passer nok. Saa døde Fru Ankerkrone pludselig -- efter et Bal paa
Arasløf, det store Herresæde, De ser dernede ved Skoven.
Ritmesteren tog sig det meget nær, tilsyneladende da, han rejste
til Syden, Fruen var hjemmehørende i Venedig, og Børnene blev hos
hans Søster, den gamle Stiftsdame Frk. Ulla Ankerkrone, der nu
bor i Trelleborg. Lidt efter døde en af vort Regiments flotteste
Løjtnanter, Friherre Cedersköld; han var rejst til Italien omtrent
samtidig med Ankerkrone. Rygtet satte de to Dødsfald i Forbindelse
med hinanden. Jeg fortæller det kun, fordi Historien er saa publik,
som den er. Men der rejste sig mange Stemmer for at lade Fru
Ankerkrone opgrave. Tjenestefolkene paastod bestemt, at der havde
forefaldet meget bevægede Scener mellem Ritmesteren og hans Hustru.
Det blev efter Fruens Død temmelig sikkert oplyst, at der havde
bestaaet et intimt Forhold mellem Cedersköld og den Afdøde, men
Øvrighederne vendte her som altid, naar det gælder de store Navne,
det døve Øre til. Sagen blev aldrig opklaret. Ikke heller fik man at
vide, hvorledes Cedersköld var omkommen. Nogle sagde, han var falden
i en Duel med en italiensk Officer, andre, at han havde duelleret
med Ankerkrone et Sted i Tyrol, men dette er næppe rigtigt. De
fleste mener, at han ganske simpelt blev myrdet, styrtet ned fra
et Fjæld ved Ferdinandshöhe i Nærheden af Bozen. Opklaret blev det
aldrig. Ankerkrone vendte et Par Aar efter tilbage, men han tog
aldrig siden Ophold paa Gamalstorp; mest boede han i København, der
skal han være endnu. Her kommer han aldrig.«
Holst sad stille og lyttede. Da Svenskeren tav, smilede han.
»Og den Historie tror De?«
»Gudbevares,« svarede den anden, »nu er det saa længe siden; men
Folk siger, der skal være noget ved Ankerkrone nu, som er ganske
anderledes end forhen. Jeg har ikke set ham i mange Aar. Datteren
skal være meget smuk og ligne Moderen.«
Holst tav.
Toget nærmede sig Christiansstad.
»Hvor skal man saa tage ind?« spurgte Holst.
»Frimurerhotellet,« svarede Sjöström strax, »det smukkeste og
komfortableste Hus i hele Skaane. Jeg bor der selv, og om Hr.
Løjtnanten ellers har Stunder, skulde det glæde mig at gøre Honnør
paa min gamle Garnisonsstads Vegne.«
Det forekom Holst at være ganske praktisk til senere Brug at
sikre sig en saa stedkendt Mand som Løjtnant Sjöström, og da hans
Rejsefælle med den Svenskerne egne Takt ikke havde rettet et eneste
Spørgsmaal til ham om hans Ærinde, besluttede han sig til at holde
sig den Adgang aaben, det tilfældige Møde kunde byde, om der skulde
vise sig Vanskeligheder ved Efterforskningen af den unge Pige fra
Christiansstad, som han havde døbt Annie Carlson, og som han i sine
Betragtninger stedse nævnede ved dette Navn.


II.

Der er over de svenske Smaabyer et vist Façadepræg, der virker
strax. Opholder man sig en Stund i saadan en By, opdager man
hurtigt, at den i intet adskiller sig fra vore Smaabyer; den er
for den Tilrejsende lige saa haabløst kedsommelig som Bogense
og Æbeltoft, men Præget er fiksere, og Maden er bedre. Det
gælder de fleste smaa svenske Byer, og det gælder i særegen Grad
Christiansstad. Byen ligger ved Helgeaa, hvor denne paa sin Vandring
fra de smaalandske Højder ved Alfvesta træder ud i en Bredning,
Helgesøen; naar man nærmer sig fra sydvest, toner Højderne mod
nordøst som Bjerge frem bag en vid Slette, og Staden ligger ganske
pragtfuld med sine Kanaler og Lunde. Dens gamle Kirke er bygget af
Christian den fjerde. Sagnet melder, at Anledningen var en Drøm,
som den huldsalige Monark havde paa en Jagt, da han hvilede der paa
Stedet; om Fjerde Christian virkelig har drømt eller ikke, faar staa
hen, men Kirken staar der, saa lig Holmens Kirke, at Københavnerne
uvilkaarlig spejder efter Tordenskjold, Børsen og Frederik Folkekær
paa Springgangeren foran Slotsruinen.
I Stedet for disse kendte Bygninger maa man nøjes med Kronhuset, der
ligger pragtfuldt paa et Torv med opmarcherede Kanoner, hvor Skaanes
Hofret residerer Side om Side med Vendes Artilleriregiment, og
Landshøfdingsresidensen med sine slanke Piller, foruden en anselig
Række offentlige Bygninger og Frimurerlogen, der behersker sin Side
af Torvet, bred, mægtig og rig paa god Mad og svensk Punch.
Som sagt det hele virkede særdeles storstadsmæssigt -- særlig
Frimurerhotellet, der dristig tør tage Konkurrencen op med
europæiske Storstadshoteller, og hvor den skaanske Adel og
Officererne af Vendes Artilleri bidrager stærkt til at holde
Illusioner oppe, som et Blik paa den øvrige ret stilfærdige
Befolkning i Lenets Hovedstad iøvrigt hurtig tilintetgør.
Indtrykket varer ikke; for den, der efter et fortrinligt Maaltid
paa Hotellet vandrer ud i Staden, synker denne, som antydet, hurtig
tilbage i beskeden landlig Tilbageholdenhed; dens stolte Bygninger
bliver Enkeltheder, og Mindet knyttes kun til den berømmelige
Fjerde Christian, der drømte gudelige Drømme, Hr. Gustavsköld, født
Hellichius, der sammen med Gustav den tredie satte Sveriges Stænder
Stolen for Døren, og den triste Begivenhed for faa Aar siden,
da et særligt lejet Extratog fjernede Skaanes enskilda Bank med
dens Kontanter i Guld fra Christiansstad for Næsen af det sultne
Borgerskab og de forgældede Krigere for at føre Valuta, som Banken
ejer, til Helsingborg.
Hovedgaden hedder Vestra Storgatan, og i Nr. 17 boede ikke A.
Vikander, Leverandøren af de Strømpebaand, som Annie havde baaret,
og som var den direkte Aarsag til Holsts Rejse til Christiansstad.
Det var den næste Skuffelse, der mødte ham, og den berørte ham
dybere end Stadens for det skarpere Blik svindende Storhed. Ikke
alene fandtes A. Vikander ikke i Storgatan, men der var blandt
Stadens mange Manufakturhandlere ikke en af dette Navn.
Denne Omstændighed var naturligvis ret ligegyldig, for selv om Hr.
Vikander havde siddet i Storgatan 17 og solgt sine Strømpebaand samt
nydt sin Carlshamn Punch i bedste Velgaaende, vilde han næppe have
været i Stand til at erindre den unge Dame, der havde afkøbt ham de
Strømpebaand, Holst interesserede sig for.
Ved nøjere Eftertanke faldt det imidlertid Holst ind, at den
Omstændighed, at A. Vikander ikke var mere, maaske kunde være
fuldt saa interessant og lede til Tidsangivelser, der kunde fremme
Efterforskningen. Det var givet, at Hr. Vikander med Hæder havde
deltaget i Stockholmer Udstillingen 1897 -- den Gang existerede han
altsaa. Naar han nu ikke existerede mere, saa var det muligt, at
hans Existens' Ophør kunde afgive et vigtigt Moment til Bestemmelse
af hendes Person.
Det lykkedes Holst at erfare, at Hr. A. Vikander ganske vist havde
levet, været en agtet og anset Borger i den gode Stad, men allerede
Aaret efter Udstillingen i Stockholm var afgaaet ved Døden under
saadanne Omstændigheder, at Kirkehyrden i Christian den fjerdes
prægtige Kirke i Christiansstad med Føje kunde have gentaget Anders
Sørensen Vedels mindeværdige Ord ved nævnte Konges Faders Baare: --
om højsalig Hs. Naade havde været mindre hengiven til Nydelsen af
stærke Drikke, som nu desværre over al Maade gængs er o. s. v. --
og at en af de medvirkende Grunde til Undladelsen af denne milde
Bebrejdelse vel nok har været den, at Hr. A. Vikander, som forøvrigt
ogsaa højsalig Frederik den anden respektive, næppe har været noget
enestaaende Tilfælde blandt Christiansstads brave Borgere.
Han var imidlertid død 1898 og Forretningen ophævet samme Aar.
Nu kunde ganske vist en Del af Hr. A. Vikanders Strømpebaandslager
-- ikke mindst efter den Ære, der var bleven disse nyttige
Genstande til Del i 1897 -- være overført til Efterkommere, men
Sandsynligheden talte for, at disse vilde have benyttet Lejligheden
til hurtigst mulig at knytte deres eget Navn til den udmærkede
Brugsgenstand, og det viste sig ogsaa ved nærmere Undersøgelse, at
de fortrinlige Strømpebaand som patenteret Artikel forhandledes af
en Hr. Lindkvist i Tøjhusgatan, der havde forsynet det oprindelige
Mærke med Tilføjelsen: Eneforhandling ved Oscar Lindkvist,
Tøjhusgatan 5.
Holst blev altsaa staaende ved Hypotesen 1898 eller 97 Efteraar og
besluttede sig til at søge oplyst, om der i den Verden, der i disse
Aar morede sig i Christiansstad, havde været en ung Dame af Navnet
Annie, eventuelt Carlson.
For at konstatere dette kunde han have henvendt sig til den stedlige
Øvrighed, men det forekom ham i denne Forbindelse lettere at
benytte sin Rejsefælle og dennes Forbindelse med Vendes hæderværdige
Artilleri, idet han ræsonnerede saaledes, at en Dame som den
stakkels Annie, i sin Ungdoms fulde Vaar, sikkert vilde have været
kendt af Regimentets unge Mænd, og at disses Minder maatte være
baade lysere og indholdsrigere end det stedlige Politis.