Hvad Skovsøen gemte - 10

og Moder, og Holst anslog de samme Strenge.
»Har De elsket før?« spurgte Jeannette og saa paa ham med et
halvtilsløret Blik.
Holst saa frejdig op og svarede: »Aldrig.«
Hun troede paa det og trykkede varmt hans Haand.
Han fortsatte.
»Ja, De vil vel ikke tro mig, men det er sandt, jeg har aldrig
elsket før, og dog har jeg truffet mange Kvinder. Men vi Nordboer er
barske og haarde som Klimaet i vort Land, hvor Isen dækker Fjordene,
hvor Bjørnen bygger sit Hi i de store Granskove, og hvor Ulvene
tuder paa Stepperne ved Vintertid.«
Hun saa skarpt paa ham.
»De er fra Danmark, sagde De?«
»Ja, fra Danmark højt imod Nord, hvor Kvinderne er blonde og kolde,
som Sneen der dækker Sletter og Høje« -- han rettede det til Bjerge,
fordi han syntes, det klang fastere.
Jeannette smilede -- saa saa hun ligesom forskende paa ham og sagde:
»Hvorfor fortæller De mig alt det om Bjørne og Ulve og Bjerge? Jeg
véd meget vel, at Danmark er et veldyrket Land, hvor der hverken er
Ulve eller Bjørne, hvor Bjergene ikke er stort højere end Husene
her i Byen, og hvor Kvinderne hverken er blondere eller koldere i
højere Grad end Kvinderne her. Ja, jeg véd mere end det, jeg véd,
at København er en By, der ligner alle andre Fastlandets Byer, hvor
Kvinderne er lige saa listige, Mændene lige saa dumme som overalt
i denne Verden, og hvor Løsenet er: din Skaal, min Skaal, og alle
smukke Pigers Skaal.«
Holst blev rød i Hovedet.
Jeannette fortsatte paa fortræffeligt Svensk: »Forresten vil jeg
sige, at saafremt Hr. Løjtnantens Følelser for mig er lige saa
ærlige og ægte som Hr. Løjtnantens Prat om Deres Fødeland, saa Tak
for mig, lad os saa hellere være ærlige mod hinanden. Hvad vil De
mig?«
Holst tog sig sammen og greb hendes Haand. »Frøken,« sagde han paa
Dansk, »De tager fejl, mine Ord var beregnede paa en Sydens Datter,
mine Følelser er de samme. Deres Skønhed har virkelig taget mig
fangen -- helt -- og mine Hensigter er kun at være, hvor De er, at
se Dem, tale med Dem, derfor er jeg dobbelt glad, nu da jeg véd, at
De forstaar det Sprog, som jeg taler ærligt som mit Modersmaal. Men
De har løjet for mig. De er ikke Jeannette Gorin, De er ikke fra
Lyon, De er svensk. Jeg har sagt Dem mit Navn, Eigil Holst, Løjtnant
fra København, De har intet at frygte ved at sige mig Deres.«
Jeannette saa et Øjeblik skarpt paa ham, lidt efter lidt blev
hendes Blik mildere, hun ligesom kæmpede med sig selv -- saa sagde
hun saa træt med halvsagte Stemme:
»Hvad skal det tjene til -- hjælpe mig kan De dog ikke.«
Holst greb hendes Haand.
»Kære Frøken, De siger, jeg ikke kan hjælpe Dem; hvor véd De det, er
De alene her i et fremmed Land, langt borte fra Venner og Slægt, er
De ulykkelig, maaske i en Uslings Vold -- --«
Jeannette fo'r sammen.
»Hvad mener De?« spurgte hun skarpt.
Holst tog sig i det. »De sagde selv, De var gift med en Kunstner,
ikke sandt. Er De ulykkelig? Jeg beundrer Dem, og jeg vil hjælpe
Dem, om De vil stole paa mig.« Han havde rejst sig og bøjede sig
over hende, han slog Armene om hendes Hals og kyssede hendes Øjne.
Hun fo'r sammen og saa op.
»Nej, nej, jeg vil ikke tro Dem, De er som alle de andre -- I er
alle ens -- alle.«
Holst følte, at nu gjaldt det. Maaske kunde han føre sit Angreb
igennem, men lykkedes det ikke, vilde hun sikkert glide bort mellem
hans Hænder. Hun vilde næppe gaa saa vidt med ham som med Braun. Men
røbede han, at han kendte hendes Forhold, var der Fare for, at hun
helt vilde trække sig tilbage. Det var en ret usædvanlig Situation,
men Angrebet maatte føres igennem. Holst tog hendes Hænder i sine og
saa hende lige i Øjet med et fast, varmt Blik. »Lille Jeannette,«
sagde han, »jeg kalder dig Jeannette, fordi du selv kalder dig
saaledes, jeg véd ikke, hvem du er, men jeg véd, hvorledes du
lever. Jeg kender den Mand, der raader over din Skæbne, der tvinger
dig til det mest nedværdigende af alt -- for hans Fordel at lyve
og bedrage, at drive Spot med det skønneste og ædleste paa Jorden,
med selve Kærligheden, og hykle Elskov for ham og for andre for at
lønnes med onde Ord og Spot.
Dig kender jeg ikke, Jeannette, men jeg kender ham, og vil du, saa
skal jeg føre dig frelst ud af de hæslige Kaar, hvori du lever, og
befri dig for ham og hjælpe dig til at vinde bort fra hans Vold.«
Holst havde bøjet sig over hende og sluttede hende fast i sine Arme.
Pigebarnet saa op paa ham, forskræmt gennem Taarer og hviskede næppe
hørligt: »Kender De Hugold?«
Det gik som Ild gennem Holst fra Isse til Fod; som en Staalfjer,
der smækker, rejste han sig op, og medens Blodet brusede i hans
Tindinger, ligesom hvislede han Ordene mellem sammenbidte Tænder,
Hugold og Pigens Navn Gorin! Navnet fra Helsingør. Enten eller --
tog han fejl, saa fik det springe; hvad angik det ham, hvem denne
Kvinde var, men var det, som han følte, det kunde være, som det
maatte være, saa havde hans Held fulgt ham, og han stod nu ved
Maalet.
Det varede et Sekund -- saa talte han.
»Jeg kender Hugold Sjöström, og ingen Mand i Verden kender ham bedre
end jeg.«
Hans Blik hvilede paa hende saa søgende skarpt, at det ligesom
borede sig i hende. Hun blev ligbleg, slog Armene om hans Hals og
brast i en hulkende Graad, der rystede hendes Lemmer.
Holst blev iskold, det var som Feber, der pressede alt Blodet bort
fra hans Hoved, han maatte gribe om Bordkanten for at staa fast.
Det varede kun et Sekund.
Saa løftede han den hulkende Kvinde op til sig, lagde hendes Hoved
mod sin Skulder og strøg varsom Haaret bort fra hendes Pande. Det
var, som om Annie med et var bleven levende, som om dette hulkende
Pigebarn paa hans Knæ var den Annie, hvis Skæbne i Maaneder havde
fyldt hans Liv, og uden at han vilde det, uden at han formaaede at
forme Ordene, lød det fra hans Læber, hviskende mildt: »Lille Annie
skal ikke græde -- lille Annie skal ikke græde.«
Navnet ramte Pigebarnets Øre -- hun rettede sig op og saa paa ham
med et Blik, der rummede en saa dyb Forbavselse, at han strax følte,
hvad det gjaldt, og samlede sig for at modstaa alt, hvad der kunde
træde hindrende mellem ham og hans Hverv.
Nu laa Vejen aaben for ham.
»Annie,« hviskede Pigebarnet, »hvorfor siger De Annie -- kendte De
Annie -- hvilken Annie?«
Holst bøjede sit Hoved mod hende, han kyssede hendes Pande, men i
det samme slog hun Armene om hans Hals og pressede sine Læber mod
hans i et varmt Kys, der sved.
»Frels mig,« hviskede hun, »om du elsker mig, som du siger, frels
mig, om du kan.«
Det jog gennem Holsts Hoved, Vejen er én -- denne Pige kan bringe
ham i mine Hænder, han har mishandlet hende, nedværdiget hende; hun
har elsket ham, elsker ham maaske endnu. Men Vejen er én -- kun én
-- jeg maa gribe til.
Og Holst greb til. Han talte ikke til hende om Sjöström og Annie
eller spurgte, hvad hun hed, eller hvem hun var; han tog hende i
sine Arme og hviskede de ømmeste, varmeste Ord i hendes Øre, fandt
Vejen, der aabnede hendes Mund, og lukkede den straks med sine Kys.
Det var som en Rus, hvor han dog ikke et Sekund slap sit Maal af
Sigte, medens det bløde, svenske Sprog lød i hans Øren.
For første Gang i sin lange Tjenestetid brød Eigil Holst ud fra den
Vej, han trolig havde fulgt. Han var 26 Aar, alene i et fremmed Land
og stod paa Vejen, der førte til Maalet.


IV.

Holst og Jeannette mødtes til Frokost i den samme Restauration, hvor
de havde tilbragt Aftenen forud, og her begyndte Alvoren i Form af
Planer for Bruddet; Jeannettes Opfindsomhed, naar det gjaldt om at
skuffe Mænd, var næsten ubegrænset.
Ganske vist, helt let var det ikke, men hun var taalmodig nok til at
gaa gradvis frem, og Holst bestyrkede hende deri, for ham gjaldt det
netop om at vinde Tid. Han vilde først vinde Jeannettes Fortrolighed
fuldt, og det faldt ham saa meget lettere, som den smaa tydelig nok
var meget forelsket, og han kunde berolige sig med, at hans Rolle
slet ikke var vanskelig, i hvert Fald i Øjeblikket. Han skulde blot
ikke støde hende fra sig, saa vilde det hele til et vist Punkt gaa
lindt og glat.
Resten maatte Tiden bringe.
Jeannette fortalte om sig selv. Hun var 20 Aar, sagde hun, det betød
vel lidt mere, skønt farlig meget forkert var det ikke. Hendes
Fader havde været Sergent ved et skaansk Dragonregiment, men senere
taget Tjeneste som Staldopsynsmand hos en stor skaansk Godsejer,
en Greve af gammel Slægt. Da denne havde taget Ophold i Paris, var
Ljunggren, saaledes hed Faderen, fulgt med og havde med Kone og Børn
tilbragt otte Aar i Frankrig. Der havde Jeannette lært sit Fransk,
og det talte hun godt nok. Seksten Aar gammel var hun bleven den
unge Greves Elskerinde, og da hendes Fader døde, og Moderen rejste
tilbage til Sverrig, blev Hjemmet opløst, og Jeannette kom ud i
Verden.
Hvad hun saa mere fortalte om sin Skæbne var vel næppe helt sandt og
ikke heller af stor Interesse. I Paris havde hun truffet Sjöström,
der levede der med Annie, som han kaldte sin Hustru. Men om disse to
var hun tavs. Holst vilde gerne spørge, men han maatte gaa forsigtig
til Værks, og han lod sig paa intet Punkt mærke med, at han nærede
Interesse for Parret.
Under Frokosten mindedes Jeannette, at han den foregaaende Aften
havde kaldt hende Annie, og spurgte ham, hvad han havde ment med det.
Holst undveg.
Jeannette saa op paa ham og spurgte: »Hvad vil du saa med mig?«
»Hjælpe dig,« sagde Holst, »om du er ulykkelig, som du sagde i Gaar.«
Jeannette sukkede: »Der er vel ikke stort at gøre for mig, jeg har
været saaledes omtumlet i de faa Aar, at jeg vel aldrig finder
rolige Forhold. Det vil vi slet ikke tænke paa, men bare holde af
hinanden, for du vil jo nok holde af mig -- ikke sandt?«
Det vilde Holst jo nok -- men praktisk set var det slet ikke saa
let at arrangere. Jeannette var vistnok en Del forvænt, og Holsts
Midler var ikke rigelige. Paa den anden Side generede det ham at
tale om dette, og han vidste heller ikke rigtig, hvorledes han
skulde gribe Sagen an. Fortælle hende om Braun vilde han ikke, det
var ham imod at saare hende, hun var saa nydelig og kvidrede som en
Smaafugl i Solskin. Det var jo desuden Sjöström, der havde Ansvaret,
og med alt, hvad der angik ham, maatte Holst være meget forsigtig.
»Sig mig en Gang,« sagde han, »vil du vende tilbage til ham, vi
talte om?«
»Er du allerede ked af mig?« spurgte hun med et hastigt Blik paa ham.
»Vist ikke nej, men her kan vi dog ikke blive, og bor du ikke hos
ham?«
Jeannette rødmede. »Jo, men hvis du vil, vil jeg gerne forlade ham.
Jeg hader ham -- hader ham,« og hun knyttede sine Hænder.
»Har du altid hadet ham?« spurgte Holst og saa alvorligt paa hende.
»Jeg har aldrig holdt af ham, aldrig. Det var Annie, jeg holdt af,
men han var ond mod Annie, og jeg -- jeg stod uden noget i Verden,
saa da Annie rejste, maatte jeg følge ham. Det vilde han have.«
»Hvornaar var det?« spurgte Holst.
»Nu i Vinter,« svarede hun, »jeg fulgte med dem til København, Annie
var gode Venner med en meget rig, ung Mand, der gjorde forfærdelig
meget af hende. Annie brød sig ikke om ham, men hun vilde giftes med
ham.«
Hun greb sig i det. »Men her sidder jeg og taler om Annie, du kender
hende jo slet ikke.«
»Aa jo,« sagde Holst, »lidt -- Annie Cederlund -- ikke sandt?«
»Jo -- saa du kender hende -- var hun ikke dejlig, og saa god var
hun imod mig fra den første Dag, vi mødtes. Gud maa vide, hvor hun
er! Jeg forlod dem i Helsingør. Sjöström fulgte hende, men kom alene
tilbage til København. Hun er vel bleven gift med sin Ven, men hun
har aldrig skrevet til mig -- og det, synes jeg, var ikke smukt af
hende, for hun lovede det dog; hun sagde, hun vilde tænke paa mig.
-- Jeg ventede paa Brev, og saa var det, Sjöström vilde, vi skulde
rejse til Nizza. Der spillede han en Masse Penge op, som han havde
faaet af Annie, og saa var det, han førte mig til Venedig, til dette
forfærdelige Liv!«
»Hvilket?« spurgte Holst.
Jeannette rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals.
»Vil du tage mig med -- vil du ikke -- jeg er saa grænseløs
ulykkelig.« Hun brast i Graad.
Holst klappede hendes Kind og sagde venligt: »Fortæl mig det
altsammen -- du kan godt sige alt til mig.«
»Ikke nu -- ikke nu -- men siden,« hviskede hun. »Du skal faa
alt at vide, hvis du vil være god imod mig. Det vil du nok, ikke
sandt, Eigil, du er saa god og saa ærlig. Og jeg er saa forfærdelig
ulykkelig.«
»Vil du forlade ham?« spurgte Holst.
Jeannette nikkede. »Straks, om jeg blot kan, men han gør mig
Fortræd.«
Holst smilede. »Du kan stole paa mig, Jeannette.«
Jeannette saa forskrækket op. »Nej, du maa ikke, du véd ikke, hvor
ond han kan være -- du maa ikke gaa til ham.«
Holst smilede. »Du skal ikke være bange. Jeg har et Bud til ham fra
hans Broder, som er en brav og hæderlig Mand. Det aller fornuftigste
er, at jeg gaar til ham ganske rolig og bringer ham det Bud. Saa
skal du se, naar jeg først faar talt med ham, kunde det være, der
var et eller andet, som jeg kunde fortælle ham, der vilde gøre et
vist Indtryk paa ham.«
Jeannette saa uforstaaende op. »Kender du ham da?«
»Ikke personligt, men lidt véd jeg om ham. Det bliver nok det bedste
at tage det ganske roligt. Nu maa vi skilles. Jeg har noget at
besørge.«
Jeannette greb hans Haand. »Du vil da ikke forlade mig. Eigil, du
maa ikke forlade mig. Det er den eneste Redning, jeg har. Hører du,
du maa blive hos mig.«
Hun trykkede sig ind til ham og lagde Armen om hans Hals, medens
hendes Øjne duggedes af Taarer. Det skar Holst i Hjertet, han gjorde
sig lempelig fri. De stod ved Vinduet, det var paa første Sal, Livet
begyndte at røre sig paa Rivaen, det var langt op ad Formiddagen.
Pludselig greb Jeannette om hans Arm med et let Skrig og pegede ned
mod Gaden. »Se,« sagde hun, »se, det er Annies Ven, der gaar der, de
tre Herrer der, han den unge til venstre. Saa maa Annie være her.«
Holst bøjede sig frem og saa i den Retning, hvori hun pegede. Midt
paa Gaden kom tre Herrer i Samtale; der gik en let Bevægelse gennem
ham, han trak sig uvilkaarlig tilbage. De tre Herrer var Ritmester
Ankerkrone, Kurk og den unge Løjtnant Claes Ankerkrone. Faa Skridt
bag dem gik Herredsfogden og ved hans Side Ulla i Følge med en
lille, lidt skævrygget Dame, Claes' Hustru, skønnede Holst, han
havde ikke set hende før. Blodet fo'r Holst til Hovedet. -- De var
altsaa i Venedig -- alle. Han bed Tænderne sammen. Nu gjaldt det at
være paa Post.
Jeannette blev opmærksom paa hans Bevægelse. »Kender du dem?«
spurgte hun.
Holst nikkede: »Ja, jeg kender dem.«
Jeannette saa skarpt paa ham.
»Hvem?«
»Alle,« sagde Holst, »men jeg skal fortælte dig mere herom senere.
Jeg maa gaa nu. Og du, Jeannette, maa gaa hjem, der, hvor I bor.
Endnu i Dag skal jeg opsøge Sjöström, men du skal ikke fortælle ham,
at jeg kommer.«
Jeannette var tavs -- hun stolede ikke rigtig paa Holst, hun syntes,
hans Væsen var saa forandret.
»Sig mig, hvor du bor?«
Holst nævnede sit Hotel.
»Alene?« spurgte Jeannette.
»Jeg bor sammen med en ung Tysker, der hedder Dr. Braun, en meget
net ung Mand, som jeg har truffet paa Rejsen.«
Jeannette blev blodrød, Holst lod som intet, men iagttog hende
skarpt.
Jeannette tav. Saa aftalte de at mødes i hendes Hjem den samme
Eftermiddag, og Jeannette forlod Hotellet først; hun var lidt
nervøs, men Holst lovede hende at holde Ord, og hun tog Afsked med
ham med stor Varme.
Holst smilede, da Kelneren forelagde ham Regningen med mange Buk for
Excellencaen. Det var ubetinget et Par af de særeste Poster, han
nogensinde havde ført i Regning under sin Virksomhed som Politimand,
men det var sikkert ogsaa den ejendommeligste Oplevelse, han
nogensinde havde mødt.
Det var nemlig aldeles givet, at hvis han om Aftenen havde trukket
sig diskret tilbage, vilde hans nye Veninde med fuld uangribelig
Ret have tvivlet paa hans Kærlighed. Han vidste, hvem hun var,
et Pigebarn, der havde talt Elskere i Snesetal, hans Magt over
hende bestod kun i den Kærlighed, han havde hyklet for hende ved
deres Møde og senere, da han lærte hendes Skæbne at kende. Traadte
han tilbage, vilde hun lynsnart gennemskue ham, hendes saarede
Forfængelighed vilde vækkes, hun vilde blive hans Fjende, og
Vildtet, han jagede, vilde glide bort fra hans Haand.
Han havde intet fortalt om Annie, men hendes Navn var nævnet mellem
dem. Jeannette -- hun kaldte sig vedblivende Jeannette, skønt hendes
Døbenavn var Johanne -- vilde skynde sig til sin Elsker og vare ham
mod en Fare. Et Ord fra hende om Annie vilde være nok. Holst anede
endnu ikke, hvor Sjöström var at finde. Han maatte tilstaa for sig
selv, at det, han havde gjort, var det ene rigtige -- taktisk set.
Men om han skulde skamme sig ved det eller ikke -- ja -- det var
sin Sag. Han maatte ærlig tilstaa, at han følte ingen Skam -- blot
en vis Nervøsitet, hvorvel han fuldt ud indsaa, at overfor en
saa erfaren Kvinde som Jeannette vilde hans Rolle ikke blive saa
vanskelig, som hvis han havde staaet overfor en mere ufordærvet
Kvinde.
Han skyndte sig tilbage til Hotel Bauer Grünewald og traf Dr. Braun,
der var meget spændt paa Udfaldet af Expeditionen.
Holst trak paa Skuldrene -- »Mislykket,« sagde han, »Donnaen
udeblev, og jeg tilbragte Aftenen sammen med nogle Landsmænd, jeg
mødte i Gaar i Akademia.«
Braun tvivlede -- men Holst gav ham ikke yderligere Svar, han havde
travlt. Det gjaldt om at træffe de fornødne Foranstaltninger med
Hensyn til Sjöström.


V.

Holst besøgte gerne Akademiet, han nærede en varm Interesse for
Malerkunst og glædede sig ved den sjældne Samling af Norditaliens
Mesterværker: Tizian, Paolo Veronese, Tintoretto i Forbindelse med
en stor Samling ægte gamle Hollændere af dem, der søgte til Italiens
Mestere, men efterlod Rækker af deres hjemlige Sujetter. Det var vel
tvivlsomt, om Fremtiden vilde byde ham Lejlighed til at se saadant
igen, og han benyttede derfor sin Tid vel. Ved sin Henvendelse paa
Politiets Centralkontor havde han ikke truffet Chefen hjemme. Han
besluttede derfor at fordrive Ventetiden med et Besøg i Akademiet.
Han havde maaske ogsaa en anden Tanke dermed.
Ustandselig, som en bølgende Strøm, gled der fremmede Ansigter
forbi ham, Ansigter, han havde set paa Hotellet, paa Pladsen og
Rivaen og paa Udflugterne til Lidoen, men stadig skiftende; en
enkelt Landsmand, som han kendte fra København, men som han ikke
skøttede om at træffe, saa vel befandt han sig fjernt fra alt kendt
og tilvant. Som han stod foran Tizians berømte Mariæ Tempelgang og
glædede sig over de herlige Detailler ved Trappens Fod, hørte han
pludselig bag sig en stærk Stemme paa bredt Dansk: »Der har vi saa
Herren hjælpe mig den berømte Maria af Tizian, saadan ser hun altsaa
ud.«
Holst vendte sig rask og stod Ansigt til Ansigt med Herredsfogden
fra Nordsjælland. Der var ikke andre i Salen end de to og en ung
Dame, der netop vendte Ryggen til og betragtede et lille Billede,
der hang paa den modsatte Væg.
Herredsfogden kastede et hurtigt Blik paa Holst, saa fortsatte han
i samme Tone uden Overgang: »-- og der har vi saa Herren hjælpe mig
Løjtnant Holst af Hovedstadens Vægterkorps, saadan ser han altsaa ud
i det fremmede.«
Den unge Dame vendte sig rask -- det var Ulla Ankerkrone.
Hun rødmede, slet ikke let, og Holst følte, hvor Blodet skød sig
op i hans Kinder, uden at han kunde hindre det. Det varede et Par
Sekunder. Saa hilste de unge venligt paa hinanden, og Samtalen
gik, som den skulde og maatte. Herredsfogden var paa Rejse en
fortræffelig Biedermann, der strøg alt sit lidt sære Ungkarlevæsen
af sig. Han fortalte om den pludselig fattede Rejseplan og Opholdet
i Tyrol og det Behag, han fandt i Rejsen og det fortræffelige
Rejseselskab.
Særlig holdt han af Frk. Ulla, der viste ham disse hundrede
smaa Opmærksomheder, som en gammel Pebersvend modtager med Smil
og let Spot, men dog ikke uden stort indre Velbehag, naar de
hidrører fra en ung, smuk Pige. Ulla havde sat sig for at vise
»Herredshøvdingen« Verden, som den var skønnest, og Herredshøvdingen
saa paa Verden og paa Ulla og fandt dem begge skønne.
Hans Glæde ved at træffe Holst var oprigtig. Ullas Glæde var mindre
oprigtig, forsaavidt som hun af og til søgte at skjule den uden
rigtigt Held. Derimod glædede hun sig aabenbart stærkt paa sin
»Pappa«s Vegne, og denne Glæde fik saa meget stærkere Ordlyd, som
hendes egen følte sig forpligtet til at være tavs.
Det var en yndig Pige, syntes Holst, og hun var bleven smukkere
endnu siden sidst. Han følte ligesom et Stik i Hjærtet ved Tanken om
Gaarsdagens Eventyr -- det pinte ham.
Ritmesteren boede i Hotel Victoria paa Rivaen; han holdt sig hjemme,
da han ikke var helt rask, og en gammel Ven af ham, som ledsagede
ham paa Rejsen, holdt ham med Selskab. De var alle lige ankomne, og
som Herredsfogden smilende sagde:
»Nu turer den unge Frøken rundt med mig stakkels gamle Mand pr.
Damper og Gondol som et Stykke Rejsegods.« Om alvorlige Forretninger
talte de slet ikke; Herredsfogden havde Orlov, og han var lige saa
samvittighedsfuld med sin Orlov som med sin Tjeneste.
Holst slog Følge med Herredsfogden og Ulla, og de gennemgik
Akademiet nøje. Holst var jo kendt der, og den unge Dames Øjne
hvilede med Undren paa ham, naar han gjorde Rede for de forskellige
Kunstnere og Kunstværker. Herredsfogden indbød ham til Middag, men
Holst maatte beklage ikke at kunne modtage Indbydelsen; ved Tanken
om det aftalte Møde med Jeannette rødmede han let, det faldt ham
egentlig svært at føre sit Forehavende igennem, nu da han vidste, at
en vis ung Dame, som han satte megen Pris paa, befandt sig i Byen,
og han kunde have tilbragt Dagen i hendes Selskab.
De fulgtes ad til Rivaen; ved Hotellet tog Holst Afsked med
Ulla, idet han lovede at aflægge en Visit hos Ankerkrones, dog
bad han Herredsfogden unde ham en kort Samtale om vigtige Ting,
Herredsfogden gjorde det -- men kun ugerne.
Ulla var glad ved Mødet, hun tænkte tiere paa Holst, end hun vilde
være ved, og hun kedede sig ikke saa lidt i de gamle Herrers
Selskab. Herredsfogden var jo nok en charmant Mand og Kaptajn Kurk
-- Farbror Holger en fortræffelig Farbror, men -- -- -- kort sagt,
det var svært rart, at Holst var i Venedig. Hvad han vilde der,
anede hun ikke, men hun gjorde sig heller ikke nogen Tanke derom.
Herredsfogden og Holst fulgtes til Hotellets Læsestue. Holst
besluttede at sige Herredsfogden saa meget, som han ansaa for ret
og rigtigt. Sit Eventyr fortav han ganske, men meddelte, at han
om faa Timer vilde staa Ansigt til Ansigt med Morderen, og at
Sagen saa vilde træde ind i et nyt Spor, der vilde nødvendiggøre
Herredsfogdens Hjemrejse. Herredsfogden vilde næppe tro sine egne
Øren, han sprang op og lagde Hænderne paa Holsts Skuldre.
»Tror De det, Mand, det er jo et Eventyr.«
Holst bøjede Hovedet: »Ja, det er et Eventyr og dog ganske
naturligt. Manden er en Slyngel at reneste Vand, en Spiller og
Usling, der ernærer sig her paa den gemeneste Maade. Pengene, som
hans Forbrydelse har indbragt ham, har han spillet bort, han ejer
intet mere; men han er sikkert en desperat Natur, saa før jeg har
ham, vil jeg ikke være rolig.«
»Har De sikret Dem det lokale Politis Bistand?« spurgte
Herredsfogden.
»Endnu ikke,« sagde Holst, »som Herredsfogden véd, har jeg i denne
Sag udelukkende stolet paa mig selv.«
»Ja, men nu staar De ved Maalet, nu maa De skam være forsigtig. Det
gælder om at gribe til, Arrestordren har vi jo -- i Deres Sted vilde
jeg hurtigst muligt bringe Fyren i Sikkerhed. Ja, jeg er her jo kun
en gammel Mand paa Lystrejse. Men det er mit Raad til Dem. Faar De
først Fyren i Bur, saa kan vi tale om Resten.«
Holst tav et Par Sekunder. Han var ikke ganske sikker paa, om han
skulde tale til Herredsfogden om den Forbindelse, der var mellem
den myrdede og den Ankerkroneske Familie. Maaske vilde det være det
rigtigste, men paa den anden Side vilde han ugerne blande den gamle
Herredsfoged ind i Sagen, før det var nødvendigt. Han besluttede
at tie og svarede i en let Tone: »Hr. Herredsfoged, jeg tror, det
er rigtigst at gaa meget forsigtigt til Værks. Vi har her med en
Eventyrer at gøre, som let kan volde os stor Ulejlighed, og jeg
tror, det sikreste vil være at arrestere ham for Falsk og lade
Mordsagen hvile. Jeg er bange for, at hvis vi spiller vor Trumf ud
straks, vil han blive vanskelig at overbevise, og de ledsagende
Omstændigheder er jo endnu særdeles slet oplyste. Det kan jo
endelig være, at han ikke er Morderen.«
»Hvem skulde det da være?« spurgte Herredsfogden lidt betuttet.
»Jeg tror selvfølgelig, det er ham; men Falskneriet er aabenbart.
Det lader sig næppe nægte, og hvis Herredsfogden ikke har noget imod
det, vilde jeg gerne helt bortse fra Mordet ogsaa for Avisernes
Skyld. Jeg har ordnet dette med Autoriteterne hjemme, men vil
selvfølgelig ikke handle uden Herredsfogdens Billigelse. Det er jo
Herredsfogden, der skal lede Undersøgelsen.«
»De er en flink ung Mand, Holst, og dette skal jeg aldrig glemme
Dem. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulde komme til at administrere
mit Embede i en vigtig Sag -- en Mordsag -- paa Riva dei Schiavoni i
Venedig. Men ligemeget, gør som De vil, men vær forsigtig og lad Dem
ikke overliste. Vil De have Frokost med?«
Holst undskyldte sig og tog kort efter Afsked, idet han lovede at
komme til Middag Kl. 6 paa Hotellet. Han besørgede det fornødne i
Municipiet og fik et Par Detektiver til Assistance, der til den
givne Tid skulde være paa det opgivne Sted. Arrestordren lød paa
Sigtelse for Falsk og Bedrageri -- om Mordet talte han ikke.


VI.

Klokken tre paa Slaget førte en Gondol Holst til Huset, hvor
Sjöström boede. Han var fuldkommen rolig, dog havde han anset det
for nødvendigt at bevæbne sig med en let Lommerevolver, som han
aldrig før havde benyttet i Tjenesten, men som han forstod at
bruge med stor Sikkerhed, fortræffelig Skytte som han var. Han
sendte Gondolièren bort og gik rask op ad Trappen til første Sal,
hvor Jeannette havde sagt ham, at Lejligheden laa. Paa Døren stod:
Montuori, Agenzia. Han ringede paa, og en rynket Kælling viste sig;
hun aabnede forsigtigt og spurgte om hans Navn og Ærinde. Holst
talte daarlig Italiensk, men han kunde gøre sig forstaaelig og bad
om at maatte tale med den svenske Herre. Konen lod uforstaaende, saa
rakte han hende det Kort, hvorpaa Staldmesteren havde skrevet en
Hilsen. Hun lukkede Døren og fjernede sig.
Holst maatte vente nogle Minutter, saa aabnedes Døren, og Konen
førte ham ind. Medens han ventede, hørte han Skridt paa Trappen og
en let Fløjten, der var Signalet til, at hans italienske Kolleger
ventede paa et Tegn. Det var en Aftale, at Holst skulde løsne et
Skud mod et Vindue i Lejligheden, saafremt der maatte blive Brug for
Hjælp; men han havde ønsket, at det hele skulde gaa fredeligt til
for at vække saa lidt Opmærksomhed som muligt. Han traadte hurtig
ind og fulgte Konen ad en mørk, snæver Entré til et Værelse, der
vendte ud mod Kanalen.
Det var tarveligt møbleret, mere som en Art Kontor; der stod et
Par Pulte, der kunde tyde paa Sagførervirksomhed eller lignende.
Værelset var ret lyst og rummelig. Holst hørte Stemmer i
Naboværelset; de talte Svensk. Det var to Herrestemmer, den ene
stærk og grov, den anden lysere. En Damestemme var øjensynlig
Jeannettes. Han var altsaa ikke alene.
Døren gik op, og Sjöström traadte ind.
Holst bukkede og kastede et hurtigt Blik paa sin Modstander.
Sjöström var tre Alen høj, meget stærkt bygget; hans Ansigt var
rødligt, hans Skæg stærkt og lyst, han lignede en Feltsoldat, kun
var Øjnene posede og røde, Haaret tyndt ved Tindingerne og Ansigtet
furet af mange Rynker. Han havde været en prægtig Soldat, kunde man
se, men hans Blik var uroligt, og der var udbredt noget nervøst over
hans Holdning, der prægede ham som Eventyreren, den usikre Mand.