Hvad Skovsøen gemte - 06

I skal slet ikke tro det onde, som Folk fortæller om mig, for
det er ikke sandt. Herregud en Pige har da Lov til at faa sig en
Fæstemand, og jeg er jo kun 27 Aar højst endnu, Sjöström siger,
at nu skal vi have Ring med hinanden, og saa skal du høre mere
fra os -- -- --
Oktbr. 1898.
Kære Mor.
Det er slet ikke sandt, hvad der staar i det Blad, Nämdemanden
sendte mig, det er altsammen Bagvaskelse af de onde
Avismennesker, som skal have noget at skrive om. Sjöström har
slet ikke taget af Kassen, som de skriver, og er slet ikke
afskediget, men de vil ikke, at han skal gifte sig med mig, og
det vil han, og derfor rejser vi bort. Og det med mit vilde Liv
er heller ikke sandt, for Herregud, man maa dog have Lov at more
sig, naar man er ung, og det er Guds Skyld, for han kunde ladet
mig beholde Elsa, saa var det ikke gaaet saadan, men det bliver
nok godt igen, for Hugold er meget dygtig. Og det, der staar i
Bladene, er altsammen ikke sandt -- -- i de store og gode Blade
staar heller slet ikke noget, det er blot de Smudsblade, der skal
skrive om alting for at tjene deres Penge -- --
Berlin, Novbr. 1898.
Kære Moder -- nu er vi i Berlin, og den kender jeg jo, her er
meget koldt, men det var bedst, at vi rejste, og Hugold skal se
at faa noget at bestille hernede, hvor han kender mange Folk.
Nu er vi gifte, det blev vi her hos Konsulen, og jeg skal sende
Nämdemanden Afskrift af Papirerne, for at I kan se, at det hænger
rigtig sammen. Penge har vi ikke saa mange af nu, men vi faar nok
flere. Du skal nok høre fra mig snart igen -- -- --
Der syntes saa at hengaa lang Tid, hvor Annie og hendes »Mand«
flakkede rundt i Tyskland og led en Del ondt. Det første Brev af
virkelig Interesse i den lange Række er dateret Paris den 28. Decbr.
1899 og lyder saaledes:
Kære Moder -- det var en stræng Jul, jeg har været her ganske
alene, véd du, for Sjöström havde forladt mig og ladet mig ganske
alene tilbage. Og det var ligesom da lille Elsa døde, at jeg
troede, at nu skulde det ogsaa være forbi med mig, for Gud skal
vide, at jeg har maaske syndet meget og gjort meget, som ikke var
rigtig i min Tid, men Gud har heller ikke været god imod mig.
For jeg har elsket _ham_ dengang, og da var jeg 16 Aar, og siden
har jeg ikke elsket nogen, om jeg ikke har været, som jeg skulde
være, men Mændene er onde. Og saa vilde jeg dø, for jeg er syg og
fattig og har skæmmet mig, og jeg vil ikke være fattig og styg,
og de skal se ned paa mig, for jeg er ung, lige tredive Aar, og
det er ikke gammel. Men saa hændte der mig noget, da jeg gik ned
paa Gaden, for det var saa uhyggelig og koldt paa den Kvist,
hvor jeg boede. Jeg gik efter Lysene og de Steder, hvor vi kom
før, naar vi havde Penge, men jeg skammede mig ved mine Klæder,
for de er ikke saa pæne mere. Saa var det, at jeg mødte _ham_,
og saa gik jeg hen til ham, og han saa paa mig. Han er bleven
meget gammel nu, han maa vel være halvtreds og er hvidhaaret, jeg
har ikke set ham, siden det skete. Men saa var det, at han blev
ligesom rørt ved at se, hvor ulykkelig jeg var, og det troede jeg
ikke, han kunde blive, men det blev han. Og saa var vi sammen til
Jul. Men da du jo maa lade Nämdemand læse det, som jeg skriver,
saa kan jeg ikke fortælle dig, hvad der skete imellem os -- men
det var det skrækkeligste i mit Liv, og det var dog en hellig
Juleaften. Nu er jeg flyttet og har det helt godt, for _han_ har
givet mig saa mange Penge, at nu kan jeg sagtens med Pengene,
men det andet glemmer jeg aldrig -- -- --
Venedig, Maj 1900.
Kære Mor -- du fik da Pengene. -- Nu er det helt dejligt
hernede i denne By, hvor der slet ikke er rigtige Gader, men
bare Kanaler, hvor vi sejler i smaa sorte Baade, som de kalder
Gondoler. Vi bor i et Hus ved den allerfineste Kanal, og Sjöström
synes godt om det. Vi er nu helt gode Venner igen, for i Grunden
er han god, men vi elskede jo ikke hinanden, men det er der mange
Ægtefolk, som ikke gør, og for mig er det en stor Behagelighed at
have en Mand, som har et pænt Navn. Her kommer mange Mennesker,
mest Herrer, men ogsaa nogle Damer, og der er morsomt hernede i
Italien, hvor alting er friere, og navnlig her, hvor de sejler
rundt i Gaderne om Aftenen og synger saa kønt som hjemme i
Bäckaryd nede paa Lagan om Sommerkvældene. Jeg er bleven helt ung
igen, og alle siger, jeg er saa smuk, den allersmukkeste af dem
allesammen. Og jeg har faaet en Mængde Ringe og Stene og saadant
som Herrerne giver hernede. Du har vel faaet de 100 Kr., jeg
sendte Nämdemanden -- -- --
Venedig, Aug. 1900.
-- -- -- Nu er vi igen i Venedig. Véd du, hvem jeg har truffet,
det vil sige ikke talt med hende, men hun bor her lige ved Siden
af mig. _Hendes_ Søster, og hun ligner hende som den ene Draabe
Vand den anden. Du maa endelig ikke fortælle Nämdemanden noget om
_hende_ eller om _ham_ for saa bliver jeg evig ulykkelig, men jeg
skal nok fortælle dig det. Og vil du saa tro, hvem jeg mere har
mødt -- _Hans_ Søn. Det er helt underlig, for jeg tror næsten,
jeg bliver gammel, og det er jeg slet ikke, men han er gift med
en meget grim Kone, og de bor hos hans Tante lige ved Siden af
mig. Han var inde her for nogle Dage siden, men Konen var jo ikke
med. Hun véd slet ikke noget om det. Jeg synes ikke om ham, han
er ikke, som _han_ var. Men han synes godt om mig, kunde jeg se.
Vi træffes nok mere -- -- -- Jeg har taget til mig en ung Pige,
der hedder Johanne Ljunggren, hvis Fader har været Vagtmester ved
_hans_ Eskadron. Det er rart at have en hos sig, og hun har døjet
meget ligesom jeg -- --
Paris, Maj 1901.
-- -- -- Nu er Sjöström rejst igen. Han vilde skilles fra mig,
men det vil jeg ikke, for her i disse Lande er det godt at have
en Mand, for ellers regnes man ikke for noget, og der er saa
mange Fruentimmer og den Slags. Men han kommer nok tilbage, han
er alligevel den bedste, skønt tidt er han hæftig og har slaaet
mig og truet mig med at ville skyde mig en Gang i Monte Carlo,
hvor der er Spilleborde, da jeg ikke vilde give ham flere Penge,
for jeg synes, det er dumt at spille dem op, og vil gerne lægge
saa mange sammen som mulig, saa vi kan komme hjem til Sverig
og leve, naar vi bliver ældre og for at se dig igen, Mor, for
jeg længes efter dig. Jeg har nogle Penge og Papirer for nu er
jeg fornuftig og lægger op, og det er ikke saa lidt jeg har, men
dennegang vil jeg have mange Penge, for det er ikke godt, naar
man bliver ældre. Men Sjöström bruger saa mange, og er undertiden
ikke til at have med at gøre -- -- --
Nizza, Febr. 1902.
Nu er det næsten et helt Aar siden, jeg troede, vi skulde hjem,
men vi er ikke kommen endnu. Jeg kan ikke komme herfra og jeg kan
ikke sige dig Grunden, men det kan være, at jeg skal til Sverig
til Vaar. Men du véd, at jeg har skrevet om _hans_ Søn, som er
forfærdelig rig, og som giver mig alle de Penge, jeg vil have,
og nu bruger jeg mange, for jeg vil leve nu, medens jeg er ung,
jeg har her fire Heste og Kusk og Tjener, og Sjöström befinder
sig godt ved det. Jeg kan ikke lide ham mere, egentlig har jeg
jo aldrig holdt af ham, men man skal jo have en Mand. Han kunde
vist godt lide mig før, saa var der jo nogen Tid, hvor han ikke
brød sig om mig, men nu synes jeg, han er begyndt igen. Og det
er ikke rigtig godt, for jeg kan ikke lide, at han hænger over
mig, og det hele er jo dog mit, men det kan jeg ikke nærmere
forklare. Kunde jeg, vilde jeg skilles fra ham, men det er heller
ikke godt, og det bliver vel ved det gamle. Den anden, ham jeg
talte om, elsker mig meget, og vil gøre alt for mig, men ham kan
jeg ikke lide, fordi det er _hans_ Søn. Men saa kommer det op
i mig, at jeg kan faa ham til, hvad det skal være, og hævne mig
for alt det, _han_ har ladet mig døje, baade for længe siden og
den forfærdelige Jul i Paris, og saa sætter jeg mig for, at jeg
vil være rigtig ond, og det kan jeg være, for det har Menneskene
gjort mig til, og jeg har dog været god en Gang, som Moder véd.
Men det er Guds Skyld altsammen, og saadan skal det jo være.
Nu sender jeg Penge hjem til Banken i Christiansstad, og Madam
Karlkvists Søn, ham Advokaten, skal skytte om dem, for det er
mange Penge, og flere har jeg, saa Moder skal ikke lide Nød paa
sine gamle Dage -- --
Resten af Brevene var kortere, men indeholdt stedse Meddelelser om
de mange Penge, Annie havde og vilde sende hjem. De to sidste var
ganske korte og de vigtigste af dem alle. Det næstsidste var dateret
København den 21. Marts 1902 og lød saaledes:
Kære Moder -- nu er jeg i København og nu skal du snart faa mig
at se. Sjöström kommer ikke med, for nu har jeg sluttet med ham,
og nu skal vi skilles. Han har taget til at drikke og er bleven
Kæreste med Johanne, som jeg ikke synes om mere, og ofte er han
ganske vild og vil gøre mig Fortræd, og det vil jeg ikke taale.
Jeg trænger nu ikke til Mandfolk mere, for nu er det givet, at
jeg faar taget Hævn over _ham_, som jeg har lovet, jeg vil tage,
og nu véd jeg, hvor det skal ramme ham, men det bryder jeg mig
ikke om. Det kan jeg ikke skrive, men det skal jeg fortælle dig
altsammen. Om otte Dage er det i Orden, og saa kommer jeg -- -- --
Det sidste Brev var dateret Helsingør d. 27. Marts 1902 og lød
saaledes:
Kære Mor -- hvis Sjöström skulde skrive eller komme, saa maa du
ikke sige, hvor jeg er, for jeg vil ikke se ham mere, han har
faaet sit og mere til. Jeg skal sende 200 Kr., for at du kan have
det i Orden, eller hvis Nämdemanden kan skaffe Hus, for jeg er
rig og kan betale og har mange Penge i Banken. Jeg skal vente
her, men det varer ikke længe. Husk endelig det med Sjöström, for
han skriver nok -- -- --
Pengene var ikke ankomne; dette sidste Brev var skrevet paa et
lukket Brevkort og afsendt fra Helsingør, rimeligvis den sidste
Dag, Annie levede. I disse Breve var det meste af hendes Livsskæbne
fortalt; men det, der syntes hendes onde Skæbne, var skjult for en
almindelig Læser. Det var imidlertid muligt, at Nämdemanden kendte
noget til dette; i hvert Fald maatte den gamle Kone da vide, hvem
denne _Han_ var, hvis Navn Annie ikke turde nævne, og som syntes at
spille saa stor en Rolle i hendes Liv. Med Hensyn til selve Mordet
var det ret naturligt at slutte til de ledsagende Omstændigheder
og navnlig til Morderen. Det var Sjöström -- besynderligt nok, at
Nämdemanden ikke havde tænkt det, men de enkelte Omstændigheder
havde vel næppe staaet ham klart. Et andet vigtigt Punkt var det,
at Annie efterhaanden efterlod sig en betydelig Formue, der vel
nok kunde opspores, omend Morderen rimeligvis havde taget den i
Besiddelse, skønt det jo dog var muligt, at han slet ikke kendte
dens Anbringelse. Men tydeligt var det i hvert Fald, at Sagen,
som den nu stillede sig, blev betydelig interessantere, og Holst
kunde ikke nægte for sig selv, at Byttet tegnede rigt, og at denne
Omstændighed betød meget for ham nu.
Men han vilde sove -- sove paa det og tage fat med al Kraft strax
den næste Morgen, for her var noget at tage fat i.


IX.

Straks efter det første Maaltid gik Nämdemanden og Holst i Lag
med Overvejelserne af det, der forelaa. Det viste sig snart, at
Nämdemanden ikke vidste mere, end der lod sig udlede af Brevene og
hans personlige Kendskab til Annie og hendes Moder. De første Breve
havde den gamle læst selv, men i Efteraaret 1899 var hendes Syn
blevet saa svagt, at hun ikke mere kunde læse, og da var Nämdemanden
traadt til. Han havde ofte spurgt hende om de dunkle Hentydninger
til _Ham_, og den gamle havde da altid svaret, at dette kunde hun
ikke besvare. Selv havde han gjort sig sine Tanker derom, men da
han var en ædruelig og meget lidt romantisk anlagt Natur, havde han
efterhaanden vænnet sig til disse Hentydninger uden at tænke videre
over dem. Han forstod ikke, hvorledes Annie var kommen til Penge,
men Penge maatte hun have haft; han troede ikke paa Ægteskabet
med Sjöström og var tilbøjelig til at dele Holsts Mistanke til
denne. Det saa ogsaa ret naturligt ud, og navnlig vilde det være af
Betydning at erfare, hvor Annies Penge var anbragte, og hvormeget
der var tilbage, eller om Sjöström efter hendes Død havde sat sig i
Besiddelse af Pengene. Herom kunde Oplysninger skaffes hos Advokaten
Karlkvist i Christiansstad, og det vilde da være det næste Sted,
hvorhen Holst maatte vende sine Skridt.
Han meddelte ikke Nämdemanden det mindste om sit Kendskab til
Ankerkrone og Kurk eller om sine Formodninger med Hensyn til den
Forbindelse, der mulig kunde være mellem Annie og Ankerkrones
Historie. Det kom jo desuden slet ikke Sagen ved, og i de Aar,
de tre Venner havde gæstet Bäckaryd, havde Nämdemanden været paa
Rejse, saa personlig kunde han intet vide om, hvad der kunde være
foregaaet. Derimod var det muligt, at Holst kunde faa noget at vide
af gamle Mor Bengt. Det vigtigste vidste han jo, det indeholdtes i
Annies to sidste Breve; særlig mærkelig var den Omstændighed, at
Sjöström ikke, som Annie havde formodet, nogensinde havde henvendt
sig skriftligt eller personligt til hendes Moder; det talte tydeligt
for, at det var ham, der havde forøvet Mordet, og hans Motiv havde
været det ret forstaaelige at faa Tag i sin Elskerindes Penge. At
Sjöström skulde have været viet til Annie, troede Holst ikke; det
var jo muligt, men da hun antydede en Skilsmisse, og da hun skrev,
at nu var Sagen ordnet, maatte der jo hos hendes juridiske Konsulent
i Christiansstad kunne indhentes Oplysninger om dette Spørgsmaal.
Det, som Mor Bengt kunde oplyse, var egentlig kun Annies Forhold
til _ham_, og endda kun det rent positive, hvem han var. Holst
maatte erkende, at hans Motiver til at søge dette Spørgsmaal oplyst
var rent personlige, og at han ikke nærede nogen synderlig Tvivl
om, hvem _han_ var. Han maatte desuden indrømme, at det vilde
være hjærteløst af ham, for at erholde Svar paa dette Spørgsmaal,
at afsløre for den gamle, den skrækkelige Skæbne, der havde ramt
hendes Datter. Saaledes som Nämdemanden havde forberedt Sagen, vilde
Underretningen om Annies Død komme jævnt og naturlig til hende og
træffe hende nogenlunde forberedt. Det var endogsaa muligt, at
Efterforskningen om Datterens Formue kunde føre til, at den gamle,
samtidig med Efterretningen om Annies Død, kunde meddeles den
Trøst, at hun ikke paa sine gamle Dage vilde komme til at lide Nød.
Holst besluttede sig derfor til at afstaa fra ethvert Forsøg paa
gennem den gamle at erfare noget om den besynderlige og uhyggelige
Sammenhæng, der utvivlsomt maatte være mellem Annies og hans Ven
Ritmesterens Skæbne. Der var jo i Grunden ikke andet for ham at gøre
end at tage de fornødne Afskrifter af Annies Breve og saa begive sig
til Christiansstad for at følge Sporet, der kunde føre til Morderens
Paagribelse.
Vant som Holst var til skriftligt Arbejde, gik Afskriften let
fra Haanden, men det tog Tid og et Par Dage gik hen, medens han
arbejdede troligt og med fuld Kraft, idet han for en Sikkerheds
Skyld sikrede sig Afskrift af alle Brevene, selv de tilsyneladende
uvigtige.
Den tredie Dags Middag kom Nämdemanden ind til ham, just som han var
i Færd med at slutte Afskriften af det sidste Brev. Han saa meget
højtidelig ud, og Holst for uvilkaarlig sammen, som ventede han en
Meddelelse af stor Vigtighed.
»Hr. Løjtnant,« sagde Nämdemanden, »gamle Mor Bengt er bleven farlig
syg, hun har sendt Bud efter Præsten og efter mig; jeg tænkte, mulig
Hr. Løjtnanten kunde have Lyst til at følge mig, for om muligt et
eller andet Ord kunde blive sagt, som kunde faa en eller anden
Betydning.«
Holst rejste sig hurtig for at følge med; det var en Selvfølge, at
det for ham kunde være meget vigtigt, saafremt den gamle Kone maatte
have et eller andet at sige i sin sidste Stund -- for at det var paa
det sidste med hende, derom tvivlede ingen.
De fulgtes ad til Huset og traadte ind i den lille Stue, hvor den
gamle Kone laa i Sengen, understøttet af Dyner, svag og døende,
medens Præsten stod bøjet over hende og meddelte hende Nadverens
Sakramente.
Holst og Nämdemanden stod tavse, til den hellige Handling var forbi,
saa nikkede den gamle til Nämdemanden og saa op paa ham med et svagt
Smil.
»Ja, nu faar jeg rejse, Nämdemand,« sagde hun, »kanske jeg faar
træffe lille Annie før han. For jeg drømte saa tydelig den Aften,
Nämdemanden fortalte om den fremmede fra Danmark, at lille Annie var
gaaet forud for mig.«
Hendes Stemme lød ret kraftig og hendes Blik strejfede Holst.
»Naa,« fortsatte hun, »det er kanske den fremmede Mand, ham, der
havde hørt om lille Annie.«
Nämdemanden nikkede, den døende Kone saa vist paa Holst, men sagde
ikke noget. Hun vinkede Nämdemanden nærmere, han traadte hen til
hende, hun lod ikke til at bryde sig om de andre.
»Nämdemand,« sagde hun hviskende, »naar jeg nu dør, vil han saa tage
i den eneste Skuffe der henne det Brev, der ligger der, og fly det
til den, som skal have det; det staar uden paa.«
Hun vinkede Nämdemanden nærmere og hviskede til ham med næppe hørlig
Røst: »Navnet paa ham, Nämdemanden har spurgt om saa tit, er Arvid
Ankerkrone; men Nämdemanden faar ikke sige det til noget Menneske i
Verden, og Brevene skal flyes til ham.«
Holst hørte tydeligt hvert Ord, men han fortrak ikke en Mine.
Den gamle Kones Stemme blev svagere, hun sank hen i en Døs, og da
Lægen kom et Kvarterstid efter, var hun død.
Holst og Nämdemanden fulgtes ad hjem. Holst spurgte, om den gamle
Kone havde givet nogen Meddelelse, men det var tydeligt, at
Nämdemanden nødig vilde give Svar, og de talte ikke mere om det.
Om Aftenen skulde Holst rejse; han takkede sin Vært for hans
Gæstfrihed og vilde betale sit Ophold, men Nämdemanden vilde under
ingen Omstændighed tage mod Betalingen. Han var derimod meget
urolig, syntes Holst, og lidt efter lidt forstod Holst, at han var
meget usikker med Hensyn til, hvad han skulde gøre med Brevet, som
han havde taget i den gamle Kones Hjørneskab. Han syntes ikke,
han kunde undlade at meddele Holst det, og det var jo desuden en
Tjenestesag, som kunde indbringe ham en tjenstlig Reprimande fra
hans Foresatte om han handlede urigtig; paa den anden Side vilde han
nødig undlade at opfylde en døendes Bøn.
Holst saa godt hans Uro, og han vidste Grunden; dette gav ham en
Overlegenhed, der hidførte netop det Resultat, han ønskede. Ved
Afskeden sagde han til Nämdemanden: »Husk saa at besørge Brevet, som
den gamle gav Dem.«
Nämdemanden gjorde en hastig Bevægelse: »Vil Hr. Løjtnanten, at jeg
skal give det til Häradshøvdingen eller maaske -- --«
»Nej,« sagde Holst rolig. »De skal sende det til Ritmester
Ankerkrone og tie om Annie, til de hører fra mig.«
Nämdemanden for sammen.
Holst gentog: »Netop til _ham_.«
Han tøvede lidt, saa tog han en Lap Papir paa Skrivebordet og skrev
med faste Træk:
Bäckaryd, d. 16. Juni 1902.
Kære Ven, min Hilsen med dette Brev fra hinsides Graven -- vi to
mødes vel snart, men lev vel saa længe.
Din Eigil Holst.
Han rakte Nämdemanden Brevet, denne læste det og stod stirrende
paa Lappen med et uforstaaende Blik. Holst smilede og bad om en
Tjenestekonvolut, saa skrev han med tydelige Bogstaver Ritmester
Ankerkrones Adresse og sagde muntert til Nämdemanden:
»Send saa det Brev afsted efter Adressen og Tak for denne Gang.«
Vognen var kørt op for Døren, og kort efter skumplede den afsted
over Heden mod Ljungby.
Men Nämdemanden stod længe og saa efter Vognen, saa gik han
hovedrystende ind. Brevet gik af med Posten, men om Detektiven og
Annie talte Nämdemanden ikke et Ord til nogen.


X.

Advokaten Karlkvist boede i Christiansstad og var det, Svenskerne
kalder Brændevinsadvokat. Han havde ingen Eksamen, men var en snu og
dygtig Mand, der havde en stor Søgning af Bønder og Haandværksfolk,
og som med Held førte deres Sager og inkasserede deres Penge.
Stedets Jurister saa ned paa ham, men han tjente godt, og da han
havde Ord for at være en ret dygtig Mand, var der jo ikke noget at
sige til, at han drev den frie Næring som »selvbestaltet Advokat.«
Holst traf ham i hans Kontor, der mere lignede en Art Fæstekontor
end et Sagførerkontor, og hele Mandens uautoriserede Stilling
gjorde, at Holst var noget i Tvivl om, hvorledes han skulde behandle
ham.
De sad lidt overfor hinanden; Karlkvist var en Mand paa nogle og
fyrre, glatraget med smaa plirende Øjne, lille af Vækst og klædt som
en Storbonde i Købstadsklæder.
»Jeg vilde gerne tale med Dem om en Frk. Annie Cederlund,« sagde
Holst.
Advokaten kneb Øjnene sammen og gentog: »Annie Cederlund -- hende
kender jeg ikke.«
Holst fortsatte rolig: »Annie Bengtson -- maaske kender Hr.
Karlkvist hende under det Navn.«
Advokaten rystede paa Hovedet.
Holst lod sig ikke afficere, men fortsatte i samme høflige Tone:
»Hvis Hr. Karlkvist hellere vil kalde hende Fru Annie Sjöström, saa
for mig gerne.«
»Jeg kender ikke nogen Dame af det Navn heller,« sagde Advokaten,
men der var en lille Nuance i Stemmen, der viste Holst, at Manden
løj.
Holst fortsatte rolig: »Ja, naar Hr. Karlkvist ikke kender hende,
saa er det muligt, fordi Damen har haft flere Navne end de tre, men
da jeg kender hende og fra hende véd, at Hr. Karlkvist kender hende,
saa faar det være det samme med Navnene.«
Karlkvist vendte det Kort i Haanden, som Holst havde givet ham:
»Herren hedder Løjtnant Holst og er fra København -- om jeg maa
spørge, hvad vil Herren mig?«
Holst smilede: »Det har jeg jo sagt Dem, tale med Dem om den unge
Dame, hvis Navn jeg har nævnt for Dem, og hvis Penge De bestyrer.«
Advokaten for sammen.
»Ser De« -- Holst smilede. »De kender hende alligevel.«
Advokaten sad tvivlraadig, saa rejste han sig og sagde meget høflig:
»Selv om saa var, er der intet, der berettiger Dem til at spørge
mig om hendes Sager, og intet, der berettiger mig til at svare, saa
meget mere, som jeg ikke aner, hvem De er.«
Holst svarede meget rolig: »Deri kan De have Ret, men jeg har
vigtige Grunde til at skjule Aarsagerne til mit Besøg hos Dem, da
jeg ikke kender Dem og ikke véd, hvad jeg tør betro Dem.«
»Saa skulde De ikke søge mig,« sagde Advokaten tørt, »jeg har ikke
haft Bud efter Dem. Ja, saa var der vel ikke mere, for der venter
Folk ude i Kontoret.«
Holst saa skarpt paa den lille Mand, saa smilede han og sagde i
en let Tone: »De maa ikke blive vred, Hr. Advokat, men det var jo
muligt, at det, jeg vilde spørge Dem om, slet ikke var andet, end at
De godt kunde svare paa det.«
»Ikke før jeg véd, hvem De er,« sagde den anden bestemt.
»Ja, saa maa De lade være.«
»Det maa jeg saa,« svarede Advokaten og bukkede.
Holst stod tvivlraadig, saa sagde han i en venlig Tone: »Gamle Mor
Bengt er død i Gaar, jeg var hos hende i hendes sidste Øjeblikke.«
Den lille Mand greb hans Arm: »Hvad siger De -- gamle Mor Bengt død,
og Annie, hvor er hun da?«
Holst betænkte sig lidt, saa sagde han langsomt: »Annie er ogsaa
død.«
Den lille Mand blev ligbleg: »Hvad siger De -- død -- er Annie
Cederlund død?«
Holst lagde Mærke til Navnet -- Annie var altsaa ikke gift, ellers
maatte Advokaten have kaldt hende ved hendes Mands Navn.
Advokaten samlede sig, saa spurgte han: »Naar da?«
»Den 27. Marts i Aar.«
»Den Dag jeg talte med hende i Helsingborg, og det siger De først
nu. Hvem er De da -- I Jesu Navn sig mig det, siden De kender alt
dette.«
Holst smilede venligt til ham: »Se blot at komme lidt til Ro, saa
skal De faa alt at vide.«
Advokaten nippede til et Vandglas, der stod paa Bordet, og sank ned
i Stolen.
Holst satte sig lige overfor ham. »Det tog nok paa Kræfterne,
Advokat Karlkvist, hvad? Naa, slet saa galt er det ikke. Annie lever
endnu og befinder sig i bedste Velgaaende i Paris. Men Sjöström har
haft et lille Mellemværende med det danske Politi, og det er derfor
jeg kommer til Dem.«
Advokaten saa op og ned ad Holst, han bed Tænderne sammen og hans
Blik lyste arrigt.
»Herren morer sig nok?«
»Slet ikke,« sagde Holst venligt. »Vil Hr. Karlkvist se min
Legitimation, saa værsaaartig -- her er den,« han foldede Papiret
ud for Advokaten. »Vi kan særdeles vel forhandle sammen hos
Politimesteren, men jeg troede, Hr. Karlkvist vilde finde det
behageligere, om vi kunde samtale i al Hyggelighed her.«
Karlkvist bed Tænderne sammen, han skottede arrigt op til Holst; han
var overlistet, det følte han.
»Hvad vil Hr. Detektiven vide?« spurgte han i en treven Tone.
»Kun meget lidt,« sagde Holst. »Hvornaar har De modtaget Indbetaling
fra Fru Cederlund? Ja, nu véd De, at De kan opsætte Svaret til et
andet Tidspunkt, men svare skal De.«
Advokaten skulede lidt. »Jeg skal se efter i mine Bøger.«
Han gik henimod Skabet. Holst fulgte ham med et skarpt Blik; det
syntes, som om han vilde søge at slippe bort. Holst rejste sig.
»Hr. Karlkvist,« sagde han, »De skal tage Dem i Agt, dette her gaar
ikke med mig. Deres Samvittighed er ikke ren, det ser jeg, og der er
kun en Vej for Dem, fuld Aabenhed overfor mig, saa skal jeg dække
Dem, hvor jeg kan; hvis ikke saa følges vi ad til Politimesteren,
jeg har været saa forsynlig at melde mig der, og jeg har Ret til at
anholde Dem paa Stedet.«
Dette var mildest talt ikke sandt, men Holsts Tone lød særdeles
overbevisende, og han havde allerede indjaget Brændevinsadvokaten en
betydelig Skræk ved den Overrumpling, hvormed han havde tvunget ham
til at bekende Kulør. Imidlertid var det jo slet ikke umuligt, at
Karlkvist stod i Ledtog med Sjöström, og det var derfor nødvendigt
at være meget forsigtig.
Karlkvist fik langt om længe Bøgerne frem. Det viste sig nu, at
Annie i længere Tid havde foretaget Indbetalinger til Enskilda
Banken, ganske vist direkte, men altid underrettet Karlkvist derom,
og at hun gennem Karlkvist havde erhvervet et Hus i Christiansstad,
ved hvilken Lejlighed det lod til, at hendes juridiske Konsulent
havde snydt hende betydeligt. Dog dette var undskyldeligt. Mere
Interesse laa der unægtelig paa Forholdet til Banken og Besøget i
Helsingborg.
Karlkvists Beretning, der blev ham aftvunget gennem et meget skarpt
Krydsforhør, gik ud paa, at Sjöström, som han havde kendt godt og
i hans Løjtnantsdage hyppig forstrakt med Penge, havde oprettet
et Dokument med Annie, hvorefter han skulde have ti tusind Kroner
og rejse bort, ligesom Møbler og Udstyr, Parret ejede i Cannes,
skulde tilfalde Sjöström. Gifte havde de ikke været, derimod lod
det til, at Annie vilde gifte sig med en anden, der var gift, og at
Karlkvist skulde besørge dennes Skilsmisse Dagen efter paa hurtig
svensk. Han havde imidlertid ikke faaet noget at vide herom. Derimod
havde han fra Banken modtaget en Forespørgsel, om han den næste
Dag vilde indfinde sig der, da en Herre ønskede at hæve et stort
Beløb, og man vilde vide, om han kendte noget til Sagen. Herren
havde været Sjöström, som Bankpersonalet godt kendte, men hvis Rygte
selvfølgelig havde været slet. Han var i Besiddelse af en Check,
udstedt af Annie paa 90,000 Kroner. Karlkvist havde undret sig
over Beløbets Størrelse, men da han vidste, at Annie havde 130,000
Kr. i Penge og Papirer i Banken, havde han tænkt sig, at Parret
maaske havde truffet en anden Ordning, og paa hans Vidnesbyrd havde
Sjöström faaet Beløbet udbetalt.
Fra Annie havde han ikke senere hørt noget; han formodede, at hun
havde ændret Planen, og at hun var rejst til Frankrig igen. Han var
forøvrigt en Art Fætter til Annie, og det mærkelige Tilfælde viste
sig, at han og en i Vislanda boende Søster rimeligvis var Annies
Arvinger. Dog Holst talte ikke til ham om Annies Død, han besluttede
at holde Udkig med ham, saa meget mere, som han havde en stærk