Hvad Skovsøen gemte - 04

Efter Aftale skulde Løjtnant Sjöström og Holst spise til Middag
sammen, og Sjöström havde stillet et Besøg paa Regimentets
Etablissementer i Udsigt, saa Holst besluttede ganske rolig at
afvente dette og benytte Lejligheden til at høre sig for. For at
fordrive Tiden gik han en Tur i Omegnen og fik hurtig overset Byen.
Hans Tanker vendte uvilkaarlig tilbage til Nordsjælland og Familien
Ankerkrone, og han kunde ikke skjule for sig selv, at Sjöströms
Fortælling om Familiedramaet havde gjort Indtryk paa ham.
Han var kommen til at holde af Ritmesteren, hvis fine, forstaaende
Tankegang strax havde mødt hans, men han kunde ikke nægte, at det
ikke i og for sig var udelukket, at Ritmester Ankerkrone havde
sine Grunde til at henleve de sidste Aar af sit Liv fjernt fra
sin Fædregaard i et fremmed Land. At han skulde have myrdet sin
Hustru i Skinsyge, forekom dog Holst usandsynligt, men at han havde
gennemlevet mere end en alvorlig Sorg fremgik tydeligt af hans Ord
og hans Væsen. Det slog Holst, at Ulla aldrig havde talt om sin
Moder, men lidt efter lidt dukkede enkelte Træk frem, der gjorde det
mere end sandsynligt, at der i det Ankerkroneske Hus fandtes det
saakaldte Skelet, og at Skelettet var den gaadefulde Begivenhed,
der knyttede sig til Moderens Død.
Som det altid gaar, den ene Tanke førte til den anden, og næsten
mod sin Villie lededes Holst til en Række af Betragtninger over
Ritmesterens Udtalelser i Anledning af Ligfundet, særlig de
Undersøgelser, der havde konstateret Giftmordet, som ganske vist
kunde være helt naturlige, men som paa Baggrund af Sjöströms
Fortælling -- altsaa gængse Folkesnak -- fik en dybere,
besynderligere Karakter.
Disse Tanker vandt mere og mere ind paa Holst, knyttede sig stærkere
og stærkere til Billedet af den smukke, fine Herre og prægede dette
Billede rent uvilkaarligt, saa det var ikke langt fra, at Holst
fattede den endelige Beslutning, naar hans Tid maatte tillade ham
det, at sysle med dette gaadefulde Dødsfald og se at trænge ind i
de Begivenheder, der havde ledsaget det. Foreløbig gjaldt det om at
finde Annie Carlsons Morder, men først og fremmest oplede alt, hvad
der kunde kaste Klarhed over hende selv.
Holst vendte tilbage til Frimurerhotellet, hvor hans Rejsefælle
ventede ham.


III.

Løjtnant Sjöström havde arrangeret en »Tillställning«, der var helt
festlig. Ved det obligate Smörgåsbord forestillede han for Holst en
gammel Kammerat, der endnu gjorde Tjeneste ved Artilleriregimentet,
Friherre Holger Kurk, en høj, mager, meget velvillig og velopdragen
Kaptajn, som Sjöström spøgefuldt bemærkede, hele Egnens Farbror, og
den mest søgte Kavaler i hele Christiansstads Len.
Kaptajn Kurk gjorde ikke sit Ry til Skamme, og Diner'en, der
omfattede alle de Nydelser, den mest forvænte Garnisonssoldat kan
ønske sig, blev baade lang og livlig. Stemningen var fortræffelig,
muntre Historier fra Garnisonslivet og Hovedstadslivet krydsede
hverandre. Det viste sig, at Sjöström var havnet som Staldmester hos
en større feudal Godsejer i Sydskaane, i hvis Ærinde han besøgte
Regimentet for at erhverve udsatte Heste til Avlsbrug. Holst tav
om sit Ærinde, men lod dog saa meget forstaa, at hans Besøg stod i
Forbindelse med en juridisk Sag, idet han angav sin Livsstilling som
knyttet til et Statskontor i Hovedstaden, for hvilke han skulde
søge nogle Oplysninger i Christiansstad og andre skaanske Byer.
Han forberedte saaledes Spørgsmaalet, og da Herrerne ved Kaffen sad
foran Bygningen, hvor Stadens Ungdom promenerede over Torvet, forbi
de smukke, blomsterfyldte Rabatter, henkastede Holst det Spørgsmaal,
om nogle af Herrerne mindedes en ung Dame ved Navn Annie Carlson,
der for faa Aar siden sikkert maatte have spillet en vis Rolle i den
lille By.
Man kendte hende ikke. Sjöström var lovlig undskyldt, han havde
allerede den Gang forladt Byen, men selv Kaptajnen, som var Ungkarl,
og efter hvad Sjöström forklarede et rent Leksikon, naar det gjaldt
Damer, ogsaa udenfor Familielivet, maatte erklære sig renonce.
Holst gled let hen over Spørgsmaalet, han vilde ikke røbe, at han
ikke kendte Navnet nøje og derved udsætte sig for Spørgsmaal, som
han ikke ønskede at besvare; men Tilfældet kom ham til Hjælp, idet
Kaptajnen ikke vilde give fortabt, men stadig vendte tilbage til den
Dame, som han ikke skulde kunne huske.
Saa indrømmede Holst, at Navnet Carlson kunde være urigtigt --
et paataget Navn, og dette satte Kaptajnens Tanker i en livlig
tilbageskuende Bevægelse. Det var et anseligt Regiment Amazoner,
den gamle Krigsmand mønstrede, et ikke uvæsentlig Supplement til
Vendes berømte Artilleri, og da Holst hjalp til med en Skildring
af den paagældende, hvis Træk han nøje havde mærket sig, klaredes
Kaptajnens Tanker lidt efter lidt.
Han saa skarpt og opmærksomt paa Holst, dernæst kastede han et Blik
paa Sjöström og sagde ganske kort: »A-ha -- saa der!«
Holst kunde se paa Kaptajnen, at han kendte Navnet, men tillige, at
der var Omstændigheder, der hindrede ham i at nævne det, og med stor
Behændighed gled han fuldstændig bort fra Sagen for ikke at bringe
den paa Bane mere. Sjöström blev efterhaanden ret tydelig paavirket
af Aftenens Nydelser, han vilde absolut drikke Brorskaal med
Holst, men Holst lagde Mærke til, at Kaptajn Kurk efter den lille
Episode, der ganske var undgaaet Sjöströms Opmærksomhed, blev meget
tilbageholden og af og til betragtede ham med et skarpt, stjaalent
Øjekast.
Iøvrigt gjorde Kurk det bedste Indtryk paa ham, han var en behagelig
Bordkammerat, der holdt stærkt Maade med Nydelsen og ikke forandrede
sit Væsen en Smule trods det ret betydelige Antal Glas, der blev
tømt. Holst besluttede sig da til at forfølge sit Maal, og da
Selskabet efterhaanden voksede, idet flere Officerer kom til, men
Sjöströms overstrømmende Livsglæde tillige antog overvældende
Former, lykkedes det Holst at trække sig tilbage i et belejligt
Øjeblik.
Kaptajnen rejste sig samtidig og fulgte ham ned ad Gaden. De gik
uvilkaarligt mod Byens Udkant, og ligesom om Spørgsmaalet samtidig
var steget frem hos dem begge, standsede de uvilkaarligt, og Holst
tog Ordet.
»Jeg skal komme Kaptajnen i Forkøbet, idet jeg beder Dem undskylde,
at jeg overfor Herrerne har været saa tilbageholden, -- desværre
har det været nødvendigt.«
Kaptajnen saa skarpt paa ham: »Herren er maaske slet ikke Løjtnant
Holst?«
Holst saa op: »Jo jeg er, -- rent bortset fra den Adgang jeg, som De
vil have bemærket, har til at paaskyde Deres Tillid, har jeg ingen
særdeles Grund til at skjule mit Navn.«
Kaptajnen bøjede sig. Holst havde allerede tidligere paa Aftenen
gjort den Opdagelse, at Kaptajnen, -- hvad der forøvrigt var saa
naturligt i en By som Christiansstad -- var Frimurer, ligesom Holst
selv. Han fortsatte: »Det drejer sig kun om Hensigten med min
Nærværelse her og med mit Spørgsmaal fra før -- Pigen -- jeg spurgte
om.«
Kaptajnen bøjede Hovedet: »Pigen -- Annie Cederlund.«
Holst saa op: »Cederlund hed hun altsaa.«
»Det vidste De ikke?« spurgte Kaptajnen.
»Nej,« svarede Holst, »det vidste jeg ikke. -- Men for at vende
tilbage til mig selv, jeg er, foruden at være Løjtnant, tillige
ansat i Københavns Politi, og det er i denne min Egenskab, at jeg er
kommen hertil.«
Kaptajnen bøjede atter Hovedet -- det slog Holst, at hans Ansigt
antog samme Udtryk som Ulla Ankerkrones, da han første Gang nævnede
sin Virksomhed.
»Aha,« fortsatte Kaptajnen, »Herren er altsaa »Detektiv«.«
»Ja,« svarede Holst kort.
Kaptajnen smilede: »Det anede mig forresten, da De spurgte om
Annie. Imidlertid havde jeg en Grund til ikke at nævne hendes Navn,
medens stakkels Bror Sjöström var tilstede.«
»Saa -- hvilken?« spurgte Holst interesseret.
»Jo, Annie Cederlund har kostet stakkels Bror det meste af hans
Formue og endda hans Families Ære med i Købet. Naa, men hvad vil De
egentlig Annie, har hun begaaet Forbrydelser i København? Sidst jeg
hørte om hende -- --« Kaptajnen tav pludselig.
Holst saa skarpt paa ham, saa talte han med dæmpet Stemme:
»Hr. Kaptajn, vi to kender ikke hinanden, og Kaptajnen kan
selvfølgelig afvise min Indtrængen; jeg har jo kun den
forretningsmæssige Vej at gaa, og af den venter jeg mig ikke meget.
Vil Kaptajnen imidlertid vise mig den Tillid, som jeg altsaa, efter
hvad Kaptajnen allerede véd, har noget Krav paa, vilde jeg muligvis
kunne røgte mit Ærinde her endnu i Aften og forlade Byen saa stille,
som jeg kom, uden at et Ord om de sørgelige Begivenheder, der
har ført mig herhen, behøver at blive bekendt for andre end Hr.
Kaptajnen. Det er en indtrængende Bøn i en meget vigtig Sag.«
Kaptajn Kurk stod et Øjeblik tavs, Maanelyset faldt paa hans ranke
Skikkelse, Hovedet var bøjet, hans Tanker arbejdede stærkt. Saa
kastede han Hovedet tilbage og sagde med bestemt Eftertryk paa hvert
Ord: »Hr. Løjtnant Holst, der er Grunde, meget alvorlige Grunde,
der kunde tvinge mig til at give Dem et afslaaende Svar. Jeg véd
ikke saa lidt om Annie Cederlund, og det er et Navn, jeg helst ikke
nævner; jeg kan give Dem mit Æresord paa, at jeg ikke véd, hvor
Annie nu er, men jeg kan lige saa bestemt sige Dem, at jeg med
Hensyn til Annie Cederlund kun kan give Dem Oplysninger, der ligger
flere Aar tilbage i Tiden. Dermed er ikke sagt, at jeg intet véd om
hende siden da, men kun, at jeg intet kan sige. Vil De paa Deres
Side give mig Deres Ord paa, at De ikke vil forlange yderligere
Oplysninger af mig end dem, som jeg kan give, og som jeg vil give?«
Holst betænkte sig et Øjeblik. Der var noget eget højtideligt over
den Samtale i Maanenatten, medens Lyset sparsomt flakkede fra
enkelte Lygter, og Sjøvikens Vand sukkede skvulpende mod Bredden.
Han løftede Blikket og saa Kaptajnen fast i Øjet: »Vil Hr. Kaptajnen
saa give mig Deres Æresord paa, at De ikke véd, hvor Annie Cederlund
er, eller hvilken hendes sidste Skæbne har været?«
Kaptajnen saa op -- hans Ansigt var fuldt belyst, alvorligt og
præget af, at hans Ord var fuldt ud sande: »De har mit Æresord,
Løjtnant Holst. Kom saa med mig hjem, og jeg skal fortælle Dem, hvad
jeg véd, og hvad jeg kan fortælle Dem om Annie Cederlund. Det Navn
rummer mere for mig, end De aner -- er hun død?«
»Ja,« svarede Holst dæmpet, »hun er myrdet i Danmark i Marts Maaned
i Aar.«
Kaptajn Kurk blev ligbleg, men han sagde intet. Saa fulgtes de to
Mænd til Kasernen.


IV.

Kaptajn Kurk beboede en Lejlighed i Artilleriregimentets Kaserne,
der ved sin fuldkommen spartanske Simpelhed kontrasterede ikke
lidet med dens Beboers udsøgte Elegance. Denne Modsætning slog
Holst, men det var, som om Møbler og Vægge i det store firkantede
Arbejdsværelse stumt, men overbevisende vidnede om Kaptajnens
regelrette og fuldtud tilforladelige Vandel.
Bohavet var holdt strengt i Karl den fjortendes Stil --
Biedermannstilen fra Aarene 1820--50, mørkt Mahogni uden Indlæg,
bred, men haard Sofa med Skabe, og sorte, læderbetrukne Lænestole.
Særlig var Skrivebordet, et spinkelt Mahognimøbel, et sandt
Pragtstykke i sin Stil. Vinduerne var høje og indrammede med
strenge, grønne Damaskes Gardiner, der kun som en Kappe dækkede
deres øverste Kant. Gulvet var hvidskuret, og Stuen, hvor en
gammel Moderatørlampe, der stod tændt, da Herrerne kom, udbredte
et stilfærdigt, gult Lys, gav ligesom et Genskin af Renhed og
omhyggelig Orden.
Paa Væggen over Sofaen var dannet en Vaabentrofæ af talrige blanke
Vaaben, en righoldig Samling af tildels meget sjældne Hug- og
Stødvaaben, og over denne stod en Buste af Sverigs regerende Konge i
bronceret Gibs.
Væggene var tæt behængt med Kobberstik og Litografier, væsentligst
Billeder af Sverigs Konger og fremragende Statsmænd, en Endevæg var
prydet med Fotografier af Kammerater, og midt i denne Gruppe hang
et Maleri af en vidunderlig smuk Kvinde med et fint ovalt Ansigt,
indrammet af sort, lokket Haar. Om dette Billede var over Rammen
slynget et sort Sørgeflor, og med sorte Bogstaver stod paa Rammens
underste Kant: Giulia.
Under Billedet var ophængt et stort Fotografi, der fremstillede
tre Mænd i Uniform foran et Lejrtelt, en Krans af halvvisne
Evighedsblomster var lagt over den sorte Ramme, og da Holsts Øjne
strejfede Billedet, saa han, at den ene af Mændene var hans Vært,
den anden, der stod bøjet over ham med Haanden paa hans Skulder, var
Ritmester Ankerkrone. Den tredie var ham ubekendt.
Kaptajn Kurk fulgte hans Bevægelser, da han stod overfor disse
Billeder, og Holst vendte sig mod ham for at spørge; men det
forekom ham, at hans Værts Ansigt udtrykte en saadan tilknappet
Sørgmodighed, at Spørgsmaalet døde paa hans Læber. Kaptajnen bad ham
at tage Plads, og en gammel, stilfærdig Tjener bragte paa en Bakke
Forfriskninger, som han tavs stillede paa et Bord mellem Herrerne,
hvorefter han lydløst trak sig tilbage.
Kaptajnen aabnede en Skuffe i et stort, smukt indlagt Mahognitræs
Chatol, der stod mellem de høje Vinduer, og rakte Holst et
Miniaturportræt, udført i Elfenben og indrammet i en smal Guldramme.
»Det var Annie Cederlund,« sagde han med et sørgmodigt Smil, »saadan
saa hun ud i 1885.«
Holst saa forundret op: »1885 -- og jeg som troede, hun kun var et
Par og tyve Aar.«
»Hun er født den 7. Juni 1866 i Bäckaryd ved Laga Aaen nær Ljungby
i Smaaland. Hendes Fader var Korporal og Vildtvogter paa de store
Jagtdistrikter, som engelske Herrer har lejet i de Egne. Han er
død, men Moderen lever endnu og bor i et lille Hus ved Lagan. Nogle
gamle Venner af hendes Mand, deriblandt jeg, yder hende en aarlig
Understøttelse; hun er nu barnløs, Annie var hendes eneste Barn. Jeg
skal, som jeg lovede Dem, fortælle Dem saa meget af det stakkels
Pigebarns Historie, som jeg kan, -- endskønt stakkels kan man vel
næppe kalde et Væsen, hvis Samvittighed har maattet bære saa tunge
Byrder som Annies.« -- Kaptajnen skød Karaflerne med Whisky og Vand
over til Holst, og lænet tilbage i Lænestolen fortalte han Annies
Historie med dæmpet alvorlig Stemme.
Det slog Holst, at denne alvorlige Mand, der sad her i sin strenge
soldatermæssige Stue, lidet lignede den flotte, smilende Officer,
hans Rejsebekendtskab havde præsenteret ham for, og han mindedes med
Undren Kaptajnens Udtalelser om de skønne, han kendte; nu var det,
som om hans Mund aldrig smilede, og han selv lignede mindst af alt
en kæk Erobrer, en glad Soldat i Fredstid.
Holst lyttede, medens Kaptajnen talte, og Viserne paa et stort
Mahogni Søjleur flyttede sig langsomt mod Midnatstimen.
»Som sagt, Annie er født i Bäckaryd 1866, hendes Fader hed Bengt,
og efter Almuens Skik i Smaaland kaldtes hun Annie Bengtsdatter.
Som eneste Barn var hun sine Forældres Øjesten, særlig Faderens. I
Skolen lærte hun intet, men des ivrigere færdedes hun med Faderen
paa Ry'erne og i Skovene; hun lærte at kende Urens Skogren, Tjurens
Kalden og Raavildtets Bladen i Sommeren, hun lærte at kende Vildtets
Veje, at jage Ræven og Haren paa Ry'erne ved Efteraarstid, og ingen
Forstmedhjælper kunde være flinkere Skytte og Jæger end hun. Hun
var rank og smidig, dertil skøn som en Hyrdinde paa et af Watteaus
Billeder, og Sognets Knøse bejlede saa godt som alle til hende,
ja Nämdemandens Søn i Bäck berøvede sig endog Livet, fordi hun
besvarede hans Bejlen med Haan. Jeg saa hende første Gang i 1880, da
jeg med et Par Venner var Jagtgæst ved Urfuglejagter paa Ry'erne ved
Lagan. Hun var kun fjorten Aar, men fuldt udviklet og blændende smuk.
To Aar i Træk gæstede vi Stedet; foruden mig var der to Herrer, hvis
Navn jeg ikke skal nævne, da Omstændighederne gør mig det til en
Pligt ikke at nævne disse Navne i Forbindelse med hende. Det andet
Aar skete det, at Annie forlod sit Hjem med en af disse Mænd.
Faderens Vrede var grænseløs, han besvor mig at skaffe ham Datteren
tilbage, og jeg anvendte min yderste Anstrengelse, men forgæves.
Saa rejste han selv her til Staden, hvor Datteren havde taget
Ophold, men Annie nægtede at følge ham tilbage. Der gik to Aar,
Annie fik et Barn og hendes Fader gjorde da et Forsøg paa at dræbe
den Mand, han ansaa for hendes Forfører, men det mislykkedes, og i
Kronelensfængslet hængte han sig saa en Nat, medens hans Vogter sov.
Det var en brav Soldat og en tro og dygtig Jægersmand.
Sagen vakte stor Opsigt, og Annie og hendes Elsker rejste bort.
Han, der var Officer ved Regimentet her, stilledes uden for Nummer,
men et Par Aar efter opnaaede han Tilgivelse hos sine Foresatte og
vendte tilbage til Staden.«
Kaptajnen tav et Øjeblik og fortsatte saa:
»Saa underlig gaar det til her i Verden, han vendte tilbage til sit
eget Fordærv og til Ulykke og Sorg for sine bedste Venner. Kort Tid
efter hans Tilbagekomst skete her i Egnen en Begivenhed, som jeg, da
Hemmeligheden, der endnu hviler over den, ikke er min, ikke kan og
vil forklare Dem nøjere. En højtstaaende anset Familie hjemsøgtes af
en sørgelig Hændelse, hvori Annies Elsker spillede en paatvungen om
end hæslig og nedværdigende Rolle. Et Venskab, der knyttede ham til
en af Standens bedste Mænd, blev brudt -- Skylden var Annies -- men
de Begivenheder, der indtraadte, fjernede ham for stedse fra Annie
og Landet og kostede ham Livet i Udlandet.«
Kaptajnens Stemme klang endnu mere dæmpet og alvorlig, og Holst saa
med Undren, hvor heftig Mindet bevægede ham; det var næsten, som om
Taarer duggede hans Blik.
Han brød kort af og fortsatte i hurtigere Tempo:
»I en halv Snes Aar var Annie borte fra Landet; hvor hun opholdt
sig, vidste ingen, og hendes Navn, som havde været paa alles Læber
i de Dage, var glemt af alle. Saa dukkede hun en skønne Dag atter
op her i Byen. Hun kaldte sig Annie Cederlund, og under dette Navn
aabnede hun en Systue i Voldgaden. Borgerskabet modtog hende med
Mistro, og hendes Forretning kan næppe have været særlig omfattende.
Men hun var blændende smuk, hendes Figur var nu statelig og fuldt
udviklet, og hendes Evne til at tvinge Mænd og lede dem, som hun
vilde, var saa sjælden, at jeg endnu ikke ret forstaar, hvorfor hun
ikke havde søgt sig en Plads i en Storstads Halvverden, som hun
lettelig kunde have indtaget som den første blandt sine Lige. Naa --
hun havde det Barn -- en Pige, der var bleven opdragen her i Byen,
og det var vel en af Grundene til, at hun vendte tilbage.
Hun maa imidlertid have haft andre Grunde til at vælge
Christiansstad til Opholdssted. Jeg søgte hende ikke; de
Begivenheder, jeg for Dem kun har antydet, skilte os som ved et
dybt, uoverstigeligt Svælg. Hun syntes derimod at søge mig, og da
jeg stedse afværgede enhver Tilnærmelse, tog hun en Art Hævn ved at
knytte fast til sig en ung Mand, for hvem jeg nærede et faderligt
Venskab, en Broder til vor kære Fælle i Aften, Hugold Sjöström, der
var min første Officer ved Tøjhuset, som jeg dengang kommanderede.
Hugold var en smuk, kæk Knægt med fortrinlige Evner, men uden
Karakterstyrke og svag som et Siv overfor Kvinder. Annie pressede
ham frem, Skridt for Skridt, uden Kærlighed tror jeg, blot af Lyst
til at stifte Fortræd. Saa døde hendes lille Pige, og om det nu
var for at døve Sorgen, hun opgav sin tilbageholdne Stilling og
førte an i Orgier, der vakte Opsigt i Staden; men da hun var fri
og uafhængig, kunde ingen Magt standse hende -- og desværre ikke
heller ham. Hugold Sjöström forgreb sig paa Regimentets Kasse, som
han havde i Forvar, skrev falske Vexler til et betydeligt Beløb, og
kun med stor Opofrelse lykkedes det den brave Bror, der mistede det
meste af, hvad han ejede, at redde Broderen fra Vanære. Afskeden
fik han og rejste saa med Annie til Udlandet. Det skete for faa Aar
siden -- i Efteraaret 1898. Siden da har jeg kun lejlighedsvis hørt
fra Parret. Sjöström gled længere og længere ned, han var stadig
Annies Følgesvend, men det er hævet over al Tvivl, at Midlerne til
hans Ophold udelukkende skyldtes hende, og hendes Kilder har næppe
været de reneste.
Selv saa jeg dem engang i Paris for et Aar siden. Sjöström dukkede
sig, da han saa mig, men Annie nikkede genkendende til mig og lo.
Parret var da i Følge med en ung Mand, hvis Skæbne laa mig en Del
paa Sinde. Jeg advarede ham mod Annie. Naa, den Art Advarsler
frugter ikke.« Kaptajnen sluttede med et Suk.
»Mere véd jeg i Grunden ikke -- mere er der vel heller ikke -- nej
-- mere er der ikke --.« Kaptajnen rejste sig og gik nervøs op og
ned ad Gulvet.
Holst bøjede sig mod ham: »Tak, Hr. Kaptajn, for det, De har sagt;
desværre synes det rigtignok, som om det, der for mig har størst
Interesse, er det, som De har fortiet.«
Kaptajnen nikkede: »Jeg sagde Dem det, Løjtnant Holst; jeg sagde
Dem, at der var Ting, jeg maatte fortie, og som ingen menneskelig
Magt skal tvinge mig til at omtale. De vil maaske indvende, at De ad
anden Vej kan erfare noget herom. Jeg tror det næppe. Foruden mig er
der kun en, der kender denne Sag tilfulde, og han vil vide at tie;
men vil han tale, saa har han Ret dertil, jeg har det ikke.«
»De kan ikke sige mig hans Navn?«
Kaptajnen rystede paa Hovedet.
»Ej heller Navnet paa Annies første Elsker?«
Kaptajnen tøvede et Øjeblik: »Aa jo, det kan jeg vel nok -- han hed
Cedersköld og er død for 16 Aar siden.«
Holst tav et Øjeblik, saa spurgte han dæmpet: »Kan det nytte at tale
med Løjtnant Sjöström om Sagen?«
»Hvilken -- Hugold -- ja, om De kan finde ham, vil han vel nok kunne
give Oplysninger. Men Guderne maa vide, om han lever mere, eller om
han er paa fri Fod, for hans Veje førte ham tæt op ad Fængslets Mure
-- Synd var det, for han var en smuk Soldat før i Tiden.«
»Jeg mente Staldmesteren,« indskød Holst.
»Det tror jeg ikke,« svarede Kaptajnen. »Han véd sikkert knap saa
meget, som jeg har fortalt Dem, og det vil kun berøre ham pinligt at
tale om Sagen.«
Holst sad nogle Minutter tavs, saa rejste han sig og gik hen foran
Kaptajnen, der stod lænet til Chatollet, og sagde bestemt og
alvorligt: »Hr. Kaptajn, det, De har sagt mig, er noget, om end kun
lidt. Jeg har givet Dem mit Ord paa ikke at søge at trænge ind paa
Dem og forlange mere at vide, end De alt har sagt mig. Jeg kan sige
Dem, at min første Rejse vil gælde Bäckaryd for at erfare, hvad
Annies Moder maatte vide om det, som De ikke vil sige mig, og om
de sidste Efterretninger fra Datteren. Ganske vist venter jeg mig
ikke meget af denne Rejse, men jeg vil dog ikke undlade den. Jeg vil
til min Tak kun tilføje, at der sikkert vil komme den Dag, da vi
mødes igen og taler mere aabent om Annie Cederlund og de Mænd, hvis
Skæbne har været knyttet til hendes. Mit Ord binder mig, og jeg vil
ikke søge yderligere Oplysning hos Dem; blot spørger jeg Dem, om De
vil sige mig Navnet paa den Officer, hvis Billede hænger der under
Maleriet, den tredie, den unge, der sidder der foran Bordet paa
Billedet med Evighedskransen.«
Kaptajnen kastede et skarpt Blik paa Holst: »Ham der?« saa tav han,
ligesom ubesluttet.
Holst lagde Haanden paa hans Skulder: »Cedersköld?«
Kaptajnen svarede ikke, men Holst vendte sig for at gaa.
»Hvorfor spørger De om det,« sagde Kaptajnen pludselig heftig, »det
er Billedet af mig og et Par Kammerater.«
Holst afbrød ham med et let Smil: »Kaptajn Kurk, vi to kender endnu
ikke hinanden, vi lærer maaske hinanden at kende. Endnu en Gang Tak
for alt, hvad De har sagt; jeg rejser nu tidlig til Morgen og skal
ikke ulejlige Dem yderligere. De har Ret, de Oplysninger, Deres
Pligt som Ven og Kammerat forhindrer Dem i at give mig, vil jeg søge
der, hvor de ligger mig langt nærmere, hos ham, der er Herre over
dem, og hvem jeg skal bringe Deres broderlige Hilsen.«
Kaptajn Kurk saa forbavset paa Holst, han blev staaende med hans
Haand i sin uden ret at kunne klare sine Tanker: »Jeg forstaar Dem
ikke --«
Holst smilede igen: »Det gør ikke noget, Hr. Kaptajn, -- han vil
forstaa mig.«
»Han -- hvem?«
»Arvid Ankerkrone,« sagde Holst dæmpet og gjorde sig løs. Saa gik
han med et stumt Nik. Kaptajnen blev staaende som fastnaglet til
Gulvet, han gjorde en Bevægelse for at følge efter sin Gæst, men
standsede pludselig.
»Her faar Gud raade,« mumlede han; han hørte Tjeneren tale i
Korridoren og Trin paa Trappen. Saa sank han til Sæde i Lænestolen
og betragtede nogle Minutter Annies Portræt, som han havde lagt fra
sig paa Bordet. Hans Øjne gled uvilkaarlig over paa Billedet paa
Væggen, og hans Læber bevægede sig sagte.
»Der faar Gud raade, for dig ogsaa, Arvid.«
Det var lys Morgen, før Kaptajn Kurk gik til Ro. Ved samme Tid
dampede Toget afsted mod Hässleholm for at føre Holst til Vislanda
og Ry'erne ved Lagan i det skovrige, bakkede Smaaland.


V.

Rejsen mellem Christiansstad og Hässleholm foretog Holst uden
Synd -- i dyb Søvn. Det var ikke underligt, da Naturen efter den
foregaaende Nat, saa rig paa Oplevelser, krævede sin Ret, og
Landskabet her i det midterste Skaane er ikke saa tillokkende, at
det kan holde en træt Mand vaagen.
Holst sov trygt; i Hässleholm fik han en forsvarlig Jernbanefrokost
og en Times god Hvile, og da Toget kom dampende sydfra for at føre
ham over Grænsen til Smaaland, var hans Tanker klare som hans Øjne.
Ved Hässleholm holder Skaane op, og Smaaland aabner sig for Blikket.
Skaane og Egnen om Christiansstad minder i det meste om Danmark, af
og til blot vildere, store Naaleskove og Marker med Klippesten som
Bornholms, men lidet fremmedartet. I Smaaland træder en hel anden
Natur frem. Banen fra Hässleholm fører gennem store Skovstrækninger,
tæt og kortstammet Gran og Fyr og store Birkeskove, Jorden er haard
og stenet, Stenene bliver større og ligger spredte i Bakkerne, som
om Jætter havde spillet Bold med dem, Kær ligger ved Kær, og over
Skraaningerne risler Bække mod Søer, der breder sig over Landet
og kigger frem mellem Smaaland og Blekinge, danner en Række, der
fuldstændig gennemhuller Landskabet med blinkende Flader.
Først viser sig de brune Moser og bag dem Balingsløfsøen, saa
skifter Moser og Heder med store Skove, hvor Søerne breder sig ved
Elmhult og Liatorp, og over stenede, skovklædte Bakker naar man
Vislanda, Knudepunktet hvorfra Baner udgaar til Vest- og Østkysten
af Landet. Holst var fuldstændig under Indtrykket af den fremmede,
egenartede Natur. Hans Øje gled over Bakker og Moser, Kær og Søer,
fangedes hist og her af de rødmalede Huse og Gaarde, der, byggede
af Træ, laa spredte ved Bæk eller Sø mod en skærmende Klint. Hist
og her ved Ry'erne og de store Søer rejste store Skorstene sig
i Vejret; det var, som om Civilisationen strakte sine Arme ud
mod Skovens Idyl, men efterhaanden som Rejsen gik mod Nord, blev
Skovidyllen den stærkeste, og Vinden bar den friske Skovduft mod
Vognens Ruder. Holst var alene i Kupeen, og det passede ham godt.
Lidt efter lidt klaredes hans Tanker og frigjordes fra de stærke
Indtryk af den fremmede Natur, vendte kolde og nøgterne tilbage til
Sagen og hans Rejses Maal. Hvad han, begunstiget af en lykkelig
Stjerne, der synes at hvile over denne hans Færd, havde erfaret, var
ikke helt lidt.
Han vidste nu, at den myrdede var Annie Cederlund, en ikke uberygtet
Kvinde, hvis Skæbne syntes ham saa rig paa Eventyr som nogen
Romanheltindes. Hendes Livs vigtigste Begivenheder kendte han ogsaa,
og Besøget i den lille Landsby ved Lagan skulde give ham større
Kendskab til det, som endnu maatte være skjult for ham.
Men vigtigere end alt andet forekom ham det underlige Træf, der
straks og endnu inden nogen Anelse var født hos ham om alt det, der
skulde aabenbares, havde ført ham sammen med en Mand, der maatte
kunne give maaske det vægtigste Bidrag til at hæve det Slør, der
trods alt det, han havde erfaret, endnu dækkede Annies besynderlige
Skæbne.
Ritmester Ankerkrone, hvem han regnede for sin Ven, og hvis fine
Personlighed havde gjort det stærkeste Indtryk paa ham, maatte paa
en eller anden Maade være traadt i Berøring med den Kvinde, hvis Lig
han havde set draget frem af den ensomme Skovsø i et fremmed Land.
Med sit Kendskab til Ankerkrone laa det Holst nærmest at slutte,
at han ikke havde kendt den unge Kvindes Træk, da hendes Legeme
droges frem af sit Gemmested. Det var ikke naturligt, at den afdødes